3. Indhold
✂ Journalen NB11 rummer på forpermens inderside (NB11:2) en kortfattet opregning af seks optegnelser, som knytter an til forfatterskabet og dets udvikling.* »Det afgjørende Sted i denne Journal« angives i første omgang at være »p. 126«, dvs. NB11:122.* I næste linje i NB11:2 læser man ordet »Nei« og en henvisning til »p. 217. og fl.« (NB11:192), hvortil der også henvises i en tilføjelse indledningsvis i NB11:122. Med andre ord 15 synes SK at have ombestemt sig og finder nu, at den senere optegnelse i stedet er den afgørende. Den samme revision ses i de følgende linjer med henvisninger til s. 235 og 236, henholdsvis NB11:202 og 203, og akkumulerer til »det Afgjørende« på »p. 240 o: fl.« (NB11:204), suppleret med »p. 251 o: fl.« (NB11:211). De anførte optegnelser hører alle til dem, der er skrevet både med latinsk hånd og på langs ad siden.
✂ NB11:122 indledes med ordene: »Nei, nei, jeg kan ikke, og det er jo ogsaa som en Umulighed at jeg skulde nu kunne svinge mig høiere og dristigere end da jeg var begunstiget ved at have Formue.« Hvad han afslutningsvis i optegnelsen kalder sin »Sorg for det Oeconomiske«, sætter ligesom tidligere dilemmaet imellem på den ene side at søge embede eller at rejse, på den anden side hvad Styrelsen væsentlig har bestemt ham til, nemlig forfattervirksomheden. I umiddelbar fortsættelse af denne optegnelse følger NB11:123, også skrevet på langs ad siden og indledt med en yndet lignelse: »Altsaa. Som den Flod Guadalquibir etsteds styrter sig under Jorden og saa atter kommer frem: saaledes maa jeg nu styrte mig i Pseudonymitet, men jeg har nu tillige forstaaet, hvor jeg vil komme frem igjen med Navn. Og væsentligen bliver der saa at gjøre Noget i Retning af Embedssøgen og saa Reisen.« Dernæst præciseres pseudonymiteten i forhold til forestående (mulige) udgivelser: »De tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger« (påtænkt udgivet under pseudonymet F. F.),* Sygdommen til Døden og Indøvelse i Christendom (planlagt udgivet under pseudonymet 👤Anti-Climacus). Derimod gør SK sig klart, at Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed og Den bevæbnede Neutralitet »kan der ikke være Tanke om at udgive«.
✂ I NB11:192, dateret den 25. juni, omtales det som en klog fremgangsmåde at søge embede og derefter udgive skrifterne pseudonymt. Når SK alligevel betænker sig på dette, er det, fordi »Gud ikke er tjent med Mennesker, der klikke i det afgjørende Øieblik«. At bringe digtereksistensen til ophør er lettere skrevet end gjort, da forfatterskabet nu er blevet et andet, end det først var tænkt:
Det Hele nemlig med at det skulde være et høiere Sving end jeg havde tænkt mig, er vel sandt, men saa meget tør dog vel heller ikke et Menneske forlange, at han strax skal forstaae sig selv heel i heel Gjennemsigtighed. 16 Og er ikke successive min Tanke blevet forandret, er jeg ikke ved Styrelsens Indgriben blevet Forf. i en ganske anden Forstand end jeg oprindelig havde tænkt. Og oprindeligt hvad tænkte jeg da? Lad mig samvittighedsfuldt gaae behørigt langt tilbage i Tiden. Da jeg forlod hende, hvad var da min Tanke? Den var: jeg er en Poeniterende (...) Vil Gud bringe mine Synder over mig, saa skal jeg ikke være ved et Falsum i det Tilfælde, for et andet Menneskes Skyld at maatte bede Gud om at skaane mig, et andet Menneske til hvem jeg ved et Falsum i saa Fald var blevet knyttet. Det vil sige mit Liv maatte enten blive en fortvivlet Nydelse – ell. en saa ubetinget som muligt gjennemført Existents.
Og nu skulde jeg NB standse og faae et Kiætterie, og bedrage Gud, han som saa faderligt og saa lempeligt har ført mig mere og mere ud i Afgjørelser, som jeg ikke vilde kunne have udholdt, hvis jeg strax havde forstaaet Alt. O, pfui over mig. Og fordi jeg har nølet saa længe, er Alt blevet sværere.
✂ I NB11:202 hedder det udtrykkeligt, at Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (skrevet i sommeren og efteråret 1848) ikke skal udgives.* Til gengæld erfarer vi i den følgende optegnelse, NB11:203, at trykmanuskriptet til Sygdommen til Døden nu er afleveret til bogtrykkeriet; som anført ovenfor i afsnittet 'Datering og kronologi' fandt registreringen i 👤Bianco Lunos ordrebog sted den 29. juni 1849, hvorfor optegnelsen tidligst kan være fra dette tidspunkt. I den større optegnelse NB11:204 reflekteres der både over Sygdommen til Døden og de ikke-udgivne skrifter. SK har besluttet at lade bogen udkomme pseudonymt, men med ham selv som udgiver:
Pseudonymen hedder: Johannes Anticlimacus i Modsætning til Climacus der sagde sig ikke at være Christen, Anticlimacus er den modsatte Yderlighed: at være en Christen i overordentlig Grad – blot jeg selv driver det til at være ganske eenfoldigt en Christen.
*
✂ 17Samtidig træffes der beslutning om, at Indøvelse i Christendom skal udkomme under samme pseudonym, »men det haster ikke«. * Derimod begrundes, hvorfor »Alt det om min Forfatter-Person« nu ikke lader sig bruge: »det er den Usandhed i levende Live at ville anticipere, hvilket blot er at convertere sig ind i det Interessante.« Med »Alt det om min Forfatter-Person« tænkes ikke blot på Synspunktet, men også hvad han i NB11:202 kalder »de andre Afhandlinger«, og som han i denne optegnelse anså for egnet til udgivelse: »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed« (dog siden offentliggjort som »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed i 1851), »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed«,* »Den bevæbnede Neutralitet eller min Position som christelig Forfatter i Christenheden« (tænkt som tillæg til Synspunktet) samt »Det Hele med eet Ord«.*
✂ Som vanligt berører en del optegnelser kristenhedens fremmeste skikkelser, særlig biskop 👤Mynster, som SK nærmer sig med lige dele afsky og respekt. I NB11:87 kommenteres Mynsters prædiken første pinsedag til aftensang, og hvordan han »har holdt sammen med Verdsligheden«. Det får SK til at sammenligne Mynster og hans prædiken med 👤J.L. Heibergs strid med publikum.* SK kalder Mynster for »forkjelet, og væsentlig forkjelet ved at være Taler«. Han fører sammenligningen videre til 👤Platons fordømmelse af digterne og til at understrege lighederne mellem græsk filosofi og fremstillingen af det christelige:
Der er maaskee Intet der saaledes forkjeler og fordærver et Msk. Det strax at blive pathetisk paa en Prædikestol – istedetfor at handle i Virkeligheden – og saa at det næsten er En selv og Tilhørerne som havde den Mand handlet! Ja, Plato og Socrates havde Ret: ud af Staten med Digterne og lige saa med Talerne.
Overhovedet svarer da det græske Begreb af en Philosoph (ɔ: vil sige 18 en Tænker i ethisk Charakteer) meget mere til Meddelelsen af det Christelige, end dette ynkelige Begreb: en Taler, en Declamator – istedetfor en Executor.
✂ I den efterfølgende optegnelse, NB11:88, fortsætter SK med sine bemærkninger om 👤Mynster. Kritikken bevæger sig nu fra et generelt niveau i NB11:87 til i NB11:88 at kredse om mere personlige forskelle mellem de to. SK betegner sig selv som »Privatiserende«, hvorfor han er Mynster et »ukjert Phænomen«, der »ikke taales«, og hvis hele eksistens er »Phantasterie«. Mynster er i modsætning hertil garant for »det Bestaaende« og dermed den »Alvor«, det er »at have en fast Ansættelse, et Embede«.
✂ Journalen rummer en snes optegnelser med kommentarer og bemærkninger til 👤Martin Luther, særlig hans prædikener. Med afsæt i Luthers prædiken over Matt 8,23-27 (stormen på søen) i NB11:19 sammenkæder SK i sine bemærkninger til prædikenen med sin kritik af 👤Mynster og hævder, at Mynsters »Styrelse er hverken mere ell. mindre end verdslig Klogskab og han har forsaavidt skadet meget«. Bemærkningerne til Luther drejer sig ofte om korte og konkrete passager i en prædiken eller om ordvalget i hans bibeloversættelse. I NB11:120 og 121 glider SK fra en bemærkning til et enkelt ord i Luthers prædiken over Joh 3,16-21 (Jesus og 👤Nikodemus) til en sproglig kommentar til oversættelsen af 2 Thess 3,2. I NB11:104 understreger han Luthers radikalitet ved at foreslå følgende eksperiment:
Det kunde maaskee være ret hensigtsmæssigt, engang at lære en Prædiken af Luther udenad ordret – og saa holde den, uden at lade sig mærke med Noget – og saa see, hvor rasende Clerus vilde blive – og saa sige: det er ordret en Prædiken af Luther. For en Forsigtigheds Skyld kunde man forud sikkre sig to eedsvorne Medvidere, der kunde bevidne, at det var oprindeligen Ens Hensigt – at det Hele da ikke skulde falde ud til et Plagiat.
✂ Optegnelsen lægger sig også i forlængelse af SKs hyppigt gentagne og ironiske bemærkning om samtidens misforståede opfattelse af, hvad det vil sige at være kristen. På samme måde som præsteskabet ('Clerus') har glemt en afgørende del af baggrunden for sit virke, betyder det forhold, at mange erklærer sig for kristne, ikke, at de faktisk er kristne. Den opfattelse, at »Sandheden er, hvor Mængden er«, kan ikke fastholde »at Χstd. er en stridende Lære, er Polemik, at den sætter evigt Fjendskab mell. Gud og Verden«, som det formuleres i NB11:100.
✂ I tre optegnelser, NB11:46, 51 og 115, besværer SK sig over Rasmus 19 Nielsen. I den første skriver han, at »Skrifterne ere plyndrede paa mangfoldig Maade; just Pseudonymerne meest«. 👤Rasmus Nielsen har været på jagt i SKs skrifter efter materiale til bogen Evangelietroen og den moderne Bevidsthed. Forelæsninger over Jesu Liv. I NB11:51, med overskriften »Ved R. Nielsens Bog«, kritiseres Rasmus Nielsen for hverken at have »Dialektik eller Blik og Conduite nok« til at gennemføre sit forehavende. Nielsens forehavende er en undersøgelse af forholdet mellem tro og viden, og hans misforståelse er ifølge SK, at han ikke konsekvent adskiller tro og viden: SK ønsker at bevare troens »ubetingede qvalitative Lidenskab« etisk, som en pligt, mens Rasmus Nielsen gør den til genstand for refleksion, »Endelighedens Kløgt«, som er »et Bedrag«.
✂ Ligesom i de tidligere journaler retter SK kritiske bemærkninger mod 👤Goldschmidt, 👤P.L. Møller og Corsaren og i forlængelse heraf pressen. I NB11:16 betegnes Goldschmidt som fej og uanstændig; vil han genvinde sin anstændighed, så bør han »tilbage[be]tale de Blod-penge, han har fortjent (...) saa ærlig var selv Judas«. I en længere optegnelse, NB11:173, fremholdes Goldschmidt og P.L. Møller som eksempler på »Presse-Nederdrægtigheden«. SK stiller det retoriske spørgsmål: »mon nogen af dem havde personligt vovet at insultere mig« og svarer benægtende: »Men anonymt, og paa Foragtelighedens priviligerede Tumleplads, der vove-de de det.« I NB11:199 tegnes et billede af forholdet mellem SK og Goldschmidt som et forhold mellem en far og en dreng: SK er »Faderen«, der giver Goldschmidt, som er »en Dreng eller rettere en Pog«, lov til slå, altså lov til at angribe SK i Corsaren. Når SK selv har givet lov, kan han ikke forsvare sig mod angrebene.
✂ Endelig knytter en række optegnelser an til de to bøger, andenudgaven af Enten – Eller (fx NB11:22 og 103) og Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler (fx NB11:22, 53, 133 og 168), der i Adresseavisen blev annonceret som udkomne samme dag, den 14. maj 1849.*