Kierkegaard, Søren Uddrag fra Af en endnu Levendes Papirer

↩ Men er da en saadan Livs-Anskuelse absolut nødvendig for en Roman-Digter, eller gives der ikke en vis poetisk Stemning, der som saadan kan i Forening med en livlig Skildring udrette det Samme? 37Vort Svar herpaa ligger for største Delen i ►det af os tidligere med Hensyn til 👤Blicher Udviklede, hvor 35 vi jo netop have søgt at paavise Betydningen af en saadan af Stemning udgaaet og af Læserne gjennem en ►Succession af Modificationer i et heelt Billede opfattet Eenhed, og forøvrigt ville vi, forsaavidt man vil gjøre en lignende Betragtning gjældende ved en Utallighed af i 71Reflexionen givne Standpunkter, hvorved 76man da maa erindre, at alle disse Standpunkter som saadanne med Hensyn til Produktivitæt sætte væsentlig af og meer og mere lader den oprindelige Stemning fordampe, blot tilføie, at der paa alle disse vel lader sig producere, men at man dog, naar man er en Smule kræsen med sine Titler, hellere maatte kalde dem Studier til Noveller etc. end Noveller, som det jo ogsaa paa dette Trin vil mislykkes i samme Grad, som man egentlig sætter sig en novellistisk eller Roman-Opgave. Maaskee vil man gaae videre, og idet man beraaber sig paa, at der jo dog er een Idee, der idelig forekommer i 👤Andersens Romaner, derved ►vindicere 👤Andersen en ⓘ Livs-AnskuelseLivs-Anskuelse] SKS, Livs Anskuelse A, og forekaste mig, der jo selv indrømmer dette, min Inconseqvents. Hertil maa jeg svare, at jeg aldrig har paastaaet, at en Idee 35 som saadan (allermindst en ►fix Idee) er at ansee for en Livs-Anskuelse, og dernæst, 36 at jeg, for at indlade mig paa denne Undersøgelse, maa vide lidt nærmere om denne Idees Indhold. Gaaer den nu ud paa, at Livet ikke er en Udviklings-Proces, men en Undergangs-Proces af det Store og Udmærkede, der vilde spire frem, saa troer jeg dog vel med Rette at turde protestere mod Prædikatet Livs-Anskuelses Anvendelse¹ herpaa, forsaavidt man ellers vil give mig Ret i, at Skepsis som saadan ikke er en Erkjendelsens-Theorie, eller for at blive i mit Forehavende, at en saadan Mistillid til Livet vel indeholder en Sandhed, forsaavidt den leder til at finde en Tillid (f. Ex. naar ►👤Salomo siger, at Alt er forfængeligt), men derimod i samme Moment, som den determinerer sig til en endelig Afgjørelse af Livets Spørgsmaal, indeholder en Usandhed. Men vi gaae videre. Vi ville for et Øieblik antage, at man kunde have Ret i at kalde en saadan i Reflexion vilkaarligt 37 standset og nu til endelig Sandhed ►potenseret Betragtning en Livs-Anskuelse; vi 38ville tænke os et Individ, 77der, stærkt omtumlet af en hæftig bevæget Samtid, endelig afslutter sig paa et saadant Standpunkt; vi ville lade ham producere Noveller. Et Modermærke ville de alle faae; men i samme Grad, han havde oplevet ⓘ Meget, iMeget, i] SKS, Meget i A samme Grad han ret havde deeltaget i Livets Svingninger, i samme Grad vilde han 72ogsaa være istand til i sine Noveller at udfolde en stor Suite af rædsomme Conseqventser, der alle sigtede til hans Helts endelige Undergang;² i samme Grad vilde man en lang Tid føle sig fristet til at troe paa hans Livs-Opfattelses Sandhed. Men er dette Tilfældet hos 👤Andersen? det vil vist Ingen paastaae. Tvertimod springer 👤Andersen den egentlige Udvikling over, lægger et behø36rigt Tidsrum imellem, lader først see, saa godt han kan, de store Kræfter og Anlæg, og derpaa disses Fortabelse.³ 38 Her vil man dog vel give os Ret i, at det ingen Livs-Anskuelse er. Til yderligere Opklarelse af vor Mening ville vi blot tilføie, at en saadan Fortabelsens-Theorie kan udgaae deels fra et alvorligt foretaget, men dog mislykket Forsøg paa at forstaae Verden, derved, at Individet, deprimeret af Verden, skjøndt længe arbeidende imod, tilsidst ligger under; eller den kan fremkaldes derved, at man ved den allerførste Vaagnen af Reflexionen nu ikke kaster Blikket ud efter, men øieblikkelig ind i sig selv og i sin saa kaldte Betragtning af Verden blot nøiagtigt gjennemfører sin egen Liden. Det første er en mislykket Activitæt, det andet en oprindelig Passivitæt,⁴ det første 78er knækket Mandighed, det andet gjennem39ført Qvindelighed. Vi vende tilbage til vort Forehavende: gjennem en kort Antydning af en Livs-Anskuelses Nødvendighed 39for Roman- og Novelle-Digteren, at udvikle, hvorledes det i denne Henseende 73staaer sig med 👤Andersen. En Livs-Anskuelse er egentlig Forsynet i Romanen, den er dens dybere Eenhed, der giver denne at have Tyngdepunktet i sig; den befrier denne fra at blive vilkaarlig eller hensigtsløs, idet Hensigten overalt er ►immanent tilstede i Konstværket. Naar derimod en saadan Livs-Anskuelse mangler, da søger Romanen enten paa Poesiens Bekostning at insinuere en eller anden Theorie (dogmatiske, doctrinaire Noveller), eller den 37 træder i endeligt og tilfældigt Forhold til Forfatterens Kjød og Blod. Dette Sidste kan imidlertid gaae for sig igjennem en stor Mangfoldighed af Modificationer, lige fra en uvilkaarlig Overstrømmen af det Dygtigere i Personligheden, lige indtil det Punkt, hvor Forfatteren maler sig selv med, ligesom Landskabsmalerne undertiden 40 ynde det, ja endog glemme, at dette kun havde Betydning, forsaavidt man opfattede det som Situation, og derfor gaae over til, aldeles forglemmende Landskabet, at udpensle sig selv i sin egen forfængelige ►salomoniske Pragt-Herlighed, der klæder Blomsterne, men ikke Menneskene. (Naar jeg i denne Henseende danner en Modsætning mellem de doctrinaire og de subjektive Romaner, saa seer jeg meget godt, at det dog kun er gjennem en ►Subdivision, at disse blive ►hinanden coordinerede; thi ogsaa de doctrinaire Romaner staae i et tilfældigt Forhold til Personligheden, da deres Forfattere gjennem en tilfældig Villiesbestemmelse ►acquiescere i Sætninger, som de endnu ikke tilstrækkelig have gjennemlevet.) Medens imidlertid begge Classer af Romaner staae i et endeligt og forkeert Forhold til Personligheden, saa 79mener jeg ingenlunde, at Romanen, i en vis prosaisk⁵ Forstand skal abstrahere fra Personligheden, eller at man fra et andet Standpunkt kunde med Rette gjøre For41dringer til den, som til stræng Speculation; men at Digteren først og fremmest maa selv tilkæmpe sig en dygtig Personlighed, og at det kun er denne saaledes døde og forklarede Personlighed, der bør og kan producere, ikke den mangekantede, jordiske, ►palpable. Hvor vanskeligt det er at tilkæmpe sig en saadan Personlighed, kan man ogsaa see deraf, at der i mange ellers dygtige Romaner, findes ligesom et ►Residuum af Forfatterens endelige Charakteer, der som en næsviis tredie Person, som et uopdragent 40Barn ofte snakker med paa upassende Steder. Anvende vi 74nu dette paa 👤Andersen, saa troe vi med Rette, ikke saa meget argumenterende af som ►apostropherende til den temmelig gængse Conversations-Dom, »det er altid 👤Andersen, han er altid sig selv etc.«, at turde regne ham til 38 den Classe af Roman-Digtere, der give en upoetisk Tilgift af deres egen ►blot phænomenologiske Personlighed, uden at vi derfor ville tillægge ham en saa stærk Villies-Determination i denne Henseende, at den forhindrede ham i ogsaa at streife over paa de doctrinaire Novellers Gebeet, dog ikke saaledes, at han skulde have en eller anden større Theorie, han vilde gjøre gjældende, men snarere, 42 som ovenfor viist, som en Forkjærlighed for og Overvurderen af visse enkelte Sætninger, der i et saa strængt Coelibat, som Forfatteren holder dem i, ikke have stort at sige. I hvor stærk Forstand 👤Andersens Romaner saaledes staae i et forkeert Forhold til hans Person, vil man bedst overbevise sig om ved at reproducere det Total-Indtryk, hans Romaner efterlade sig. Vi mene ingenlunde, at det er forkeert, at det enkelte Individ gaaer under i Romanen; men dette maa blot være en poetisk Sandhed, ikke, som hos nogle Digtere, en Opdragelsens ►pia fraus, eller som hos 👤Andersen en sidste Villie; vi fordre ingenlunde i nogen større Betydning 80Forstandighed og Klarhed over Livet i ethvert enkelt af hans poetisk skabte Individer, tvertimod ville vi indrømme ham fuld Magt til at lade dem, om galt skulde være, blive afsindige; kun maa det ikke skee saaledes, at en Galskab i 3die Person afløses af en i første, at Forfatteren selv overtager den Gales ►Partes. Der maa i Romanen være en udødelig Aand, der overlever det Hele. Hos 👤Andersen derimod er der aldeles intet Hold: naar Helten døer, døer 👤Andersen med og afnøder i det Høieste Læseren som sidste 43 Indtryk et Suk over dem begge. – Idet vi saaledes her flere Gange har omtalt 👤Andersens Person og Personlighed, vil jeg – til Svar paa en dog kun ved Misforstaaelse og Mistydning mulig Indvending, som om jeg her overtraadte Grændsen for min æsthetiske ►Jurisdiction og den indenfor denne indrømmede Competence ved at omtale 👤Andersen som Menneske – vil jeg, uden at beraabe mig paa den Omstændighed, at jeg ►saa godt som ikke kjender 👤Andersen personlig, alene bemærke, at da den egentlige poetiske Frembringelse, især paa Novellens og Romanens Gebeet, ikke er andet end ►en fyldig, i en friere Verden sig indskabende og i denne sig rørende, reproducerende 2den Potens af det i første Potens allerede paa mangfoldig 41Maade poetisk 75Oplevede, og da man desuden i 👤Andersens Romaner deels savner den constituerende Total-Overskuelse (en Livs-Anskuelse), deels støder atter og atter paa Situationer, Bemærkninger ►&c., hvilke man vel ikke kan nægte at være 39 poetiske, men som dog hos 👤Andersen staae som ufordøiede og som i poetisk Forstand (ikke saaledes i ►mercantilsk) ubenyttede, ►utilegnede, ►uaffiltrerede, saa kunde man med Rette gjøre den Slutning tilbage, at 👤Andersen 44 selv ikke har i første⁶ Potens levet poetisk-klart⁷, 81da det Poetiske i anden Potens ikke har vundet større Consolidation i det Hele, og ikke er mere udvadsket i det Enkelte; man kunde gjøre denne Slutning, siger jeg, uden at jeg derfor har gjort den eller vil gjøre den, men 45 jeg vil blot gjøre 👤Andersen opmærksom paa, at dersom han paa en eller anden Maade skulde føle sig personligt (som ►bosiddende Mand i 📌Kjøbenhavn) afficeret, Grunden da ikke ligger hos mig, men hos 👤Andersen, hvis Romaner staae i et saa physisk Forhold til ham selv, at deres Tilblivelse ikke er saa meget at ansee for en Produktion som for en Amputation⁸ af ham selv; og det veed 76man jo nok, at om det saaledes 40 Amputerede end er langt borte, føler man stundom uvilkaarligt en reen physisk Smerte deri.