Af en endnu Levendes Papirer

1. Bibliografiske data

✂ Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie af S. Kjerkegaard udkom den 7. sept. 1838 (men var en del læsere, deriblandt 👤H.C. Andersen, i hænde den 6. sept.). Værket kostede i boghandelen 48 skilling, dvs. 3 mark eller en halv rigsdaler.* Jf. Bl.art., s. 274.

✂ Formatet er lille oktav, ca. 115 x 195 mm.* Målene hidrører fra Søren Kierkegaard Forskningscenterets arbejdseksemplar og gælder den ubeskårne bogs blade (bredde x højde). Omfanget er 92 sider; heraf tælles de første 12 med romertal, de sidste 80 med arabertal. Titelbladet gengives på illustration 1

1. Titelblad til LP. Naturlig størrelse
.

✂ Ved en intern kollation, dvs. systematisk sammenligning af flere eksemplarer, er der ikke blevet konstateret nogen afvigelser. De tre eksemplarer, som er blevet kollationeret og fundet ens, er:

682. Manuskripter og udgaver

✂ Til Af en endnu Levendes Papirer (herefter forkortet LP) findes intet ms.-materiale bevaret. Den ejendommelige titel genfindes i SKs journal DD, som blev brugt i perioden maj 1837 – jan. 1839. Bagfra i journalen har SK skrevet et løst og temmelig kaotisk udkast til et drama med titlen »Striden mellem den gamle og den nye Sæbekielder«. Udkastet bærer ingen dato, men dateres af 👤H.P. Barfod til 1838.*EP I-II, s. 166. 👤Frithiof Brandt mener i Den unge Søren Kierkegaard. En række nye bidrag, Kbh. 1929, s. 420ff., at dramaudkastet snarere bør dateres til tiden mellem juli 1839 og foråret 1840. Titlen på dramaet har fået tilføjet et alternativ med en undertitel, som næsten ordret svarer til titlen på SKs debutbog: »Den altomfattende Debat af Alt imod Alt / ell. / Jo galere jo bedre. / Af Een endnu Levendes Papirer / mod hans Villie udgivet / af S. Kierkegaard.«* DD bagfra s. [1a]-25; Kierkegaard-arkivet (KA), B pk. 2. Dramaudkastet er trykt som Pap. II B 1-21, alternativtitlen som II B 3. Da dramaudkastet i øvrigt kun har den studentikose stil til fælles med debutbogen og ikke rummer tydelige indholdsmæssige overensstemmelser, kan det dog ikke betegnes som et forstadium til bogen.

✂ Der blev heller ikke i SKs levetid foranstaltet noget nyt oplag eller nogen ny udgave af LP, ligesom den ikke blev oversat. Til grund for den kritiske behandling af teksten ligger altså udelukkende førstetrykket fra 1838. Kun hvor SK citerer andre forfatteres værker, har udgiverne haft mulighed for at rette evt. fejl på baggrund af en kilde.

3. Tilblivelseshistorie

✂ LP er en kritisk afhandling om 👤H.C. Andersens roman Kun en Spillemand, der var udkommet den 22. nov. 1837. Kritikken blev altså offentliggjort mere end trekvart år efter sin genstand. Om dens tilblivelse ved man meget lidt. Der findes ikke hverken i SKs journaler eller breve6970 nogen positiv angivelse af, hvorfor eller hvornår han begyndte at skrive på afhandlingen. Fra den 28. april 1838 bemærkes blot et voldsomt fald i antallet af journaloptegnelser, hvorefter antallet igen stiger i juli måned. Fra april findes 28 optegnelser, fra hver af månederne maj og juni kun en enkelt, og fra juli findes 17. De to måneders 'slip' er ikke forklaret eller kommenteret i journalerne selv, og arbejdet med LP kan meget vel rykke ind på forklaringens plads.*👤Frithiof BrandtDen unge Søren Kierkegaard, s. 147f. Afhandlingen er da sandsynligvis blevet påbegyndt i slutningen af april eller begyndelsen af maj 1838 og foreløbig fuldført omkring midten af juli.

✂ SK forsøgte i første omgang at få sin afhandling offentliggjort i 👤Johan Ludvig Heibergs tidsskrift 📖 Perseus, Journal for den speculative Idee, hvis første bind var udkommet i juni 1837, og hvis andet (men tillige sidste) bind udkom i aug. 1838.*👤Sejer Kühle antager i »Søren Kierkegaard og den Heibergske Kreds« i Personalhistorisk Tidsskrift, 12. række bd. 2 (1947), Kbh. 1948, s. 6, at afhandlingen var bestemt for 👤Johan Ludvig Heibergs Kjøbenhavns flyvende Posts »Interimsblade«, hvor SK tidligere havde offentliggjort i hvert fald fire artikler. Men det sidste interimsblad var udkommet den 21. dec. 1837, så hvis afhandlingen er blevet påbegyndt herefter, kan det ikke have været med henblik på dette tidsskrift. SKs hensigt bevidnes af hans ven 👤Emil Boesen, der i et brev til sin fætter, den senere skolebestyrer 👤Martin Hammerich, den 20. juli 1838 skriver: »Søren Kjerkegaa<rd, le>ver ved det Gamle; han har nylig skrevet et Stykke om 👤Andersen, der skal ind i 👤Johan Ludvig Heibergs 📖 Perseus; det er i lidt tungfærdig Stiil, men ellers dygtigt«.* Aagaard-Hammerichs arkiv, II: Breve til 👤Martin Hammerich og hustru 👤Anna Mathea Aaagaard; Rigsarkivet (RA). Teksten i <...> er indsat af udgiverne, idet brevet er beskadiget. Brevet er i sin helhed offentliggjort af 👤Carl Weltzer i Kirkehistoriske Samlinger, 7. række bd. 1, Kbh. 1951-53, s. 408-414. Brevets datering bekræfter også formodningen om, at afhandlingen i første omgang blev afsluttet omkring midten af juli måned.

✂ Dog kun i første omgang. Et bevaret brev fra SK til 👤Heiberg, dateret 28. juli 1838, viser nemlig, at 👤Johan Ludvig Heiberg på det tidspunkt har haft afhandlingen liggende i manuskript, men ikke uden videre villet antage den. Både mundtligt og skriftligt har han ytret forbehold over for dens stil:

71Høistærede Hr. Professor!

Deres Brev modtog jeg iaftes. Kun eet Punkt deri foruroliger mig Noget. Jeg frygter nemlig for at det paa nogen Maade skulde synes som om jeg, ved at benytte mig af de almindelige og ubestemte Udtryk, hvori De mundtlig har fremsat Deres Fordringer til Stilen, ligesom har søgt at slippe forbi det Værn, Deres første Brev indeholdt. I denne Henseende kan jeg ikke undlade at bede Hr. Prof. saavidt muligt at erindre Dem om de Yttringer fra min Side, der vistnok indeholdt et dog adskilligt modificerende Amen; med mindre jeg har været saa uheldig at udtrykke mig i samme Grad uforstaaeligt, som jeg af Deres Brev seer, at jeg maa have misforstaaet Dem.

Hvad Afhandlingen og dens fremtidige Skjebne angaaer, da skal jeg i den Anledning tage mig den Frihed engang med det Første at besøge Hr Prof.

Ærbødigst

S. Kierkegaard.*👤J.L. Heibergs arkiv A 2; RA. Brevet er offentliggjort i B&A bd. 1, s. 43. De to breve, som SK nævner at have modtaget fra 👤Johan Ludvig Heiberg, er ikke bevaret.

✂ Om besøget blev til noget, og hvordan det spændte af, vides ikke; kun to ting står nogenlunde fast, omend de peger i hver sin retning. For det første synes SK at have accepteret 👤Heibergs krav om at underkaste afhandlingen en stilistisk revision for derefter at bede sin ven og tidligere skolekammerat, digteren 👤H.P. Holst, om at hjælpe med arbejdet. 👤H.P. Holst oplyser i et brev 31 år senere til 👤H.P. Barfod, der udgav EP, at han selv var den, der i bogstavelig forstand omskrev SKs første skrift om 👤H.C. Andersen –

eller rettere sagt oversatte det fra Latin til Dansk (...) At han henvendte sig til mig derom, var ganske naturligt, thi i 📌Borgerdydskolen var det en almindelig Trafik imellem os, at jeg skrev de danske Stile for ham, og han de latinske for mig. Besynderligt er det, at han, der endte med at skrive et saa udmærket Dansk, i sine Ungdomsaar slet72 ikke havde Greb paa det, men skrev et Latinsk-Dansk, der vrimlede af Participier og de mest indviklede Periodebygninger.* Brev af 11. sept. 1869 (KA, D pk. 5 læg 21). Brevet er gengivet af 👤H.P. Barfod i EP I-II, s. L-LI.

✂ Det er muligt, at 👤H.P. Holst her, på en menneskealders afstand af begivenhederne, overdriver sin egen indsats. Der findes, såvel i den unge SKs journaler som i hans før nævnte tidsskriftartikler, tilstrækkelige vidnesbyrd om, at han kunne skrive, og det ikke blot latin. Men hvad enten 👤Holst har været alene om den eller blot fungeret som SKs medhjælp, må den sproglige revision være blevet udført i løbet af aug. måned, for at bogen kunne udkomme den 7. sept.

✂ For det andet punkt er, at afhandlingen alligevel ikke udkom i 📖 Perseus. Årsagen kendes ikke; men man kan både tænke sig, at 👤Johan Ludvig Heiberg ikke var tilfreds med revisionen, og at denne ikke var færdig, da tidsskriftet skulle gå i trykken. Andet bind af 📖 Perseus blev annonceret i pressen den 25. aug. 1838.*Berlingske Tidende nr. 205, under rubrikken »Private Avertissementer. Literaire Anmeldelser.« Den forklaring, som 👤Sejer Kühle har fremført:*👤Sejer KühleSøren Kierkegaards Barndom og Ungdom, Kbh. 1950, s. 125. at manuskriptet skulle være blevet for omfangsrigt til 📖 Perseus, har derimod ikke meget for sig, thi både i første og andet bind af tidsskriftet findes bidrag, som er længere end SKs afhandling. Men den mulighed står selvfølgelig åben, at 👤Heiberg i mellemtiden havde besluttet at lade et andet bidrag træde i stedet for SKs.

4. Udgivelsesmåde

✂ SK optrådte med LP ikke blot som debuterende forfatter, men også som forlægger, idet 👤C.A. Reitzel, der er anført på bogens titelblad, kun var kommissionær. Formentlig har SK selv sluttet kontrakt med bogtrykkeren, 👤Bianco Luno, og betalt ham direkte for papir og trykning, sådan som det også skete ved de tolv andre skrifter, han lod udkomme i73 kommission hos Reitzel i årene frem til 1847.*👤Frithiof Brandt & 👤Else Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., Kbh. 1993 [1935], s. 24. De tolv skrifter var Enten - Eller, To opbyggelige Taler, Frygt og Bæven og Gjentagelsen (alle 1843), Philosophiske Smuler, Begrebet Angest og Forord (alle 1844), Tre Taler ved tænkte Leiligheder og Stadier paa Livets Vei (begge 1845), Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift og En literair Anmeldelse (begge 1846) samt Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847). Der kendes ikke nøjagtige tal, hverken for oplagets størrelse eller antallet af solgte eksemplarer; men det normale oplag for de bøger, Reitzel havde i kommission for SK, var 525 eksemplarer.*👤Frithiof Brandt & 👤Else Thorkelin, op. cit. s. 29. At dette tal også her er sandsynligt, fremgår af en bevaret opgørelse fra 👤C.A. Reitzel til SK, dateret 30. marts 1850.* KA, D pk. 7 læg 6. Jf. i øvrigt 👤Frithiof Brandt & 👤Else Thorkelin, op. cit. s. 32. Heraf fremgår, at Reitzel den 4. juni 1839 stadig lå inde med en beholdning på 395 usolgte eksemplarer. I betragtning af bogens emne og aktualitet er det ikke urimeligt at formode, at den i de første ni måneder efter udgivelsesdagen har solgt i 130 eksemplarer. Opgørelsen viser endvidere, at der på datoen for dens udfærdigelse henlå 274 usolgte eksemplarer, og at der i de mellemliggende knap 11 år kun er blevet solgt 121 eksemplarer. Endelig fremgår det af de forlagsreklamer, som Reitzel lod trykke i senere skrifter af SK, at oplaget ikke blev udsolgt i hvert fald de næste otte år. LP står opført på reklamerne i Om min Forfatter-Virksomhed (1851), i Dette skal siges; saa være det da sagt (1855), i SKs Bladartikler udg. af 👤Rasmus Nielsen (1857) og i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed udg. af 👤P.C. Kierkegaard (1859). Alle steder er prisen den samme som ved udgivelsen, 48 skilling.

✂ Opgørelsen af 30. marts 1850 viser desuden, at Reitzel beregnede sig en kommission på 25% af udsalgsprisen, hvilket for de 121 eksemplarer, som var solgt mellem 1839 og 1850, beløber sig til 15 rigsdaler 12 skilling. Til SK selv er der tilsvarende blevet 45 rd. 36 sk. Hvis man forlænger regnestykket til også at omfatte de 130 eksemplarer, som formodes solgt før 4. juni 1839, bliver den totale kommission til Reitzel på 31 rd. 36 sk., mens SKs bruttoindtægt bliver 94 rd. 12 sk. Heraf har SK skullet udrede sine udgifter til papir og trykning, som ikke kendes,74 men som efter 👤Bianco Lunos sædvanlige tarif tør anslås til godt 50 rd.*👤Brandt & 👤Thorkelin, op. cit. s. 29, anslår udgifterne til 51 rd. 18 sk. LP har altså været en overskudsforretning.

5. Biografisk efterspil

✂ SK havde selv forud for bogens udgivelse annonceret den over for 👤H.C. Andersen. I selvbiografien Mit Livs Eventyr nævner 👤Andersen, at SK på gaden, hvor de mødtes, havde lovet at skrive en anmeldelse af Kun en Spillemand, og at 👤Andersen vistnok ville blive mere tilfreds med den end med tidligere kritiske behandlinger. Thi, havde SK sagt, man opfattede 👤Andersen ganske urigtigt!*👤H.C. AndersenMit Livs Eventyr (udg. af 👤H. Topsøe-Jensen), bd. 1-2, Kbh. 1975 [1855], bd. 1, s. 204. Imidlertid må 👤Andersen have fået anelse om, hvad der var i vente, måske pga. den lange tid, der gik efter mødet på gaden, for i sin almanak (dvs. sit eksemplar af Skriv- og Reise-Calender for 1838) har han torsdag den 30. aug. noteret: »Følt Sjælemarter over Kierkegaards ikke udkomne Kritik.«*H.C. Andersens almanakker 1833-1873 (udg. af 👤Helga Vang Lauridsen & 👤Kirsten Weber), Kbh. 1990, s. 23. Og en uge senere, den 6. sept., bekræftedes hans bange anelser; da skriver han i almanakken: »Et oprørende Brev fra 👤[Christian] Wulff og øieblikkelig derpaa Kierkegaards Kritik. 👤Eduard [Collin] gav mig kjølende Pulver. Gaaet som i en Døs.«* Op. cit. s. 24. Navnene i [...] er indsat af SKS-udgiverne. 👤Andersens egentlige og sædvanligvis mere fyldige dagbog for året 1838 findes ikke bevaret, så de nærmere enkeltheder kan man kun gætte sig til.

✂ 👤Andersens offentlige svar på SKs kritik kom sent, men var til gengæld vittigt. Den 13. maj 1840 havde 📌Det kongelige Teater premiere på en vaudeville i én akt, En Comedie i det Grønne af 👤H.C. Andersen – »efter det gamle Lystspil: 'Skuespilleren imod sin Villie'«.*Det kongelige Theaters Repertoire nr. 124, Kbh. 1840, s. 1. Det var altså ikke75 et originalt stykke, men en bearbejdelse af et andet, som i årene 1811-24 havde oplevet mere end 30 opførelser på Det kongelige Teater. Dette andet stykke var oversat efter tyskeren 👤August von Kotzebues Der Schauspieler wider Willen, som igen var en bearbejdelse af franskmanden 👤Dorvignys La fête de campagne, ou L'intendant comédien malgré lui. Idet 👤H.C. Andersen lod den titel, hvorunder stykket tidligere var opført i 📌Danmark, stå som en slags undertitel på sin egen bearbejdelse, ønskede han muligvis at sende en hilsen til undertitlen på SKs afhandling, der jo var »Udgivet mod hans Villie«. Men mere håndfast gik han til værks inde i stykket. Vaudevillen har kun to personer, hvoraf dog den ene er en skuespiller, der optræder i seks forklædninger. En af forklædningerne er som hårskærer (dvs. frisør), og i denne skikkelse lader 👤Andersen skuespilleren sige de mest halsbrækkende replikker, spækket med fremmedord og filosofiske kunstudtryk. Det vittige består i, at nogle af replikkerne er sætninger hentet ordret fra LP. * Op. cit., specielt s. 3 (fjerde scene).

✂ SK så ikke selv vaudevillen ved opførelsen den 13. maj (hvor rollen som den forklædte skuespiller blev spillet af 👤Ludvig Phister). Da der ikke fandt flere opførelser sted før den 8. nov. samme år, og da stykket først udkom på tryk kort før anden opførelse, var han længe henvist til andenhånds viden om stykket. Men den 26. okt. blev udgivelsen annonceret* Vaudevillen averteredes blandt »Nye Sager« i Berlingske Tidende nr. 249 (26. okt.), 1840; jf. Pap. III B 1, s. 105 (note). , og allerede dagen efter købte SK vaudevillen i 👤Schubothes boghandel.* Det fremgår af 👤Schubothes bevarede hoved-journal ca. 1830-54; jf. 👤H.P. Rohde »Om Søren Kierkegaard som Bogsamler. Studier i hans efterladte Papirer og Bøger paa Det kongelige Bibliotek« i Fund og forskning i Det kongelige Biblioteks samlinger bd. 8, Kbh. 1961, s. 79-127, specielt s. 124. Med den i hånden kunne han skrive et modindlæg. Det blev manuskriptet til en artikel: »Et Øieblik, Hr. 👤Andersen!«, som imidlertid forblev utrykt i SKs levetid. Artiklen blev første gang trykt af 👤H.P. Barfod i EP I-II, s. 267-271. Derefter forsvandt manuskriptet.* Artiklen findes trykt som Pap. III B 1.

✂ Allerede to år før dette gensvar, altså omkring udgivelsen af selve76 Andersen-kritikken, har SK tilsyneladende forberedt sig på en offentlig polemik med sit offer og dennes sympatisører. De sidste 18 optegnelser i hans journal FF kan forstås som ammunition til en sådan polemik. Optegnelserne er alle uden dato, men følger kort efter en optegnelse, som er dateret 17. aug. 1838. De to, hvori 👤Andersen udtrykkeligt nævnes, lyder:

En æsthetisk Tanketøile paa Ridder 👤Andersens vilde Jagt gjennem Selvmodsigelsens Skyggedale.* FF s. [102] (KA, A pk. 41 læg 2; trykt som Pap. II A 768).

Men 👤Andersen er da heller ikke saa farlig, efter hvad jeg har erfaret, bestaaer hans Hovedstyrke i et auxiliair Chor af frivillige Bedemænd, nogle omstreifende Æsthetikere, der idelig forsikkre deres Ærlighed, og saa meget er vist, at man ingenlunde kan sigte dem for nogen reservatio mentalis; thi de have slet Intet in mente.* FF s. 105 (KA, A pk. 41 læg 2; trykt som Pap. II A 781). Reservatio mentalis betyder et forbehold, som man gør i tankerne, mens man udfører en gerning, fx aflægger en ed. In mente betyder direkte oversat i tankerne eller i hovedet, men spiller også på det tilsvarende udtryk i hovedregning.

Polemikken blev dog aldrig til noget; ligesom artiklen forblev optegnelserne liggende i SKs skuffer.