En literair Anmeldelse

4. Udgivelsesmåde

LA blev udgivet af SK i kommission hos 👤C.A. Reitzel.* Dette indebar, at han selv forestod produktionen, dvs. traf aftale med 👤Bianco Luno og betalte udgifterne til papir og trykning, hvorefter Reitzels boghandel mod en kommissionsafgift stod for salget og afregnede med SK, efterhånden som bøgerne blev solgt.*

I august 1847 overtog 👤C.A. Reitzel restoplagene af kommissionsbøgerne, heriblandt LA, mod en betaling af 1200 rd., hvilket betød, at SK ikke længere selv fungerede som forlægger, men i stedet modtog et på forhånd aftalt honorar.* De 1200 rd. svarer omtrent til 33% af udsalgsprisen på restoplaget af de bøger, 👤Reitzel overtager. I et udateret brev specificerer SK over for 👤Reitzel restoplagenes størrelse forud for aftalens indgåelse.* Dette brev må være skrevet tidligst den 30. juli 1847, da det omtaler et brev af samme dato til SK fra 👤Bianco Luno, hvori denne besvarer en forespørgsel angående oplagstallene for Begrebet Angest og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. * SKs forespørgsel var udsprunget af en opgørelse fra 👤Luno til 👤Reitzel, dateret 9. juli 1847, hvor den del af restoplagene, der beror hos 👤Luno, findes anført, men ikke for de to nævnte skrifter.* Reitzel har derpå tilføjet tallene for de restoplag, der beror hos ham, og ladet opgørelsen tilgå SK, der har noteret sig manglerne, hvorefter 👤Luno i det nævnte brev af 30. juli supplerer de ønskede oplysninger. Disse informationer stemmer overens med og danner grundlag for SKs oversigt i brevet til Reitzel, hvoraf det fremgår, at restoplaget for LA er 224 eksemplarer hos Reitzel og 170 hos 👤Luno, i alt 394. På dette tidspunkt er der altså solgt beskedne 131 eksemplarer. Denne kendsgerning giver SK anledning til at bemærke følgende i samme brev:

Overhovedet seer jeg dog nu, ved ret engang at tage den Sag frem, at der, med Undtagelse af den 'literaire Anmeldelse' endda ikke er solgt saa daarligt.

Ifølge 👤Bianco Lunos Erindringsbog for 1846, løbenr. 242, betalte SK for papir og trykning 83 rd. 84 sk.* Med udgangspunkt i ovenstående er det således muligt at beregne bogens økonomi.

Hvert eksemplar kostede 3 mk. (svarende til 48 sk.), hvilket indbragte SK i alt 65 rd. 48 sk. for salget af de 131 eksemplarer, hvorfra skal trækkes kommissionsafgiften på 16⅔%, svarende til ca. 11 rd. Tilbage til SK bliver ca. 54½ rd. for den del af oplaget, der blev solgt i kommission. Hertil skal lægges de 33% af restoplagets udsalgspris, hvilket anslået svarer til ca. 74 rd. Sammenlagt har LA altså indbragt SK ca. 128½ rd. Når omkostninger til papir og trykning fratrækkes, har bogen indbragt ham en nettofortjeneste på ca. 45 rd.

Det fremgår af en forlagsreklame fra 👤C.A. Reitzel, der findes trykt i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (1859), at LA endnu 13 år efter udgivelsen stadig kunne købes hos Reitzel, og det til den samme pris, 3 mark, dvs. 48 sk., som da den udkom.

Der blev i SKs levetid ikke foranstaltet nogen oversættelse af LA.