Kierkegaard, Søren Kjøbenhavnspostens Morgenbetragtninger i Nr. 43

9 14 1 * 13 ►📖 Kjøbenhavnspostens ►Morgenbetragtninger i Nr. 43

✂ ►Hjem gik den tappre 👤Peter
Med Bollen paa sin Bag;
Der stødtes i Trompeter o. s. v.

✂

✂ ►Det er ikke første Gang, at 📖 Kjøbenhavnsposten, formodentlig paa Grund af det venskabelige Forhold, hvori den staaer til ►det politiske Livs Taarnvægter¹, har meddeelt os, at det endnu ikke var blevet Dag, men vedblev stadigt at være Morgendæmring; en Betragtning, vi for en Deel ere blevne bestyrkede i ved idelig at høre 📖 Kjøbenhavnspostens politiske Hanegal. Forgjæves har man søgt at faae 📖 Kjøbenhavnsposten til at aflægge ►den nu dog vel 10 noget trivielle Negligé, hvori den hidtil har viist sig, og træde frem, saa man kan see, med hvem man har at gjøre. Det er formodentlig ogsaa denne Morgendæmring, der har givet 📖 Kjøbenhavnsposten Anledning til at gjøre en Deel Løier og 2 journalistiske Taskenspillerkunster. Efter at nemlig ►»Klagerne næsten ganske ere forstummede« (p. 169, 1ste Sp., L. 4 fra oven), søger den, ved at transportere Noget 15af den Ros, man i Almindelighed har tildeelt 📖 ►Fædrelandet, over paa sig, og vælte en Deel Dadel fra sig over paa 📖 Fædrelandet, at bringe det dertil, at den enten paa Helteviis kan sprænge sig selv og 📖 Fædrelandet i Luften, eller seire fuldstændigt. Men denne Betragtning have vi en Deel at indvende imod; thi Klagerne over Bitterhed have næsten alene været stilede mod 📖 Kjøbenhavnsposten; og vi ønske derfor at fritage 📖 Fædrelandet for al Deelagtighed i 📖 Kjøbenhavnspostens formeentlige Forsvar; ligesom vi ogsaa fritage 📖 Kjøbenhavnsposten for dens Mæglerforretninger med Hensyn til 📖 Fædrelandet. Der bliver altsaa tilbage at betragte, hvorledes 📖 Kjøbenhavnsposten har ►feiet for sin egen Dør. Efter at den nemlig paa sin Viis har søgt at vise, at hiin Anke er i det Hele ubillig, indlader den sig paa at ►accordere med sine Creditorer, idet den i et høitideligt Skriftemaal fortæller, ►»at Pressen dog ikke er uden al Brøde«, og »at den ogsaa har gjort sig skyldig i eet og andet Misbrug«. I Sandhed, et meget naivt Udtryk, som i det høieste lader sig forklare af den velbehagelige Stemning hvori 📖 Kjøbenhavnsposten maaskee er bleven sat ved at læse hiint temmelig ►post festum arriverede ►Stykke i 📖 Politivennen: ►»Ogsaa 📖 Kjøbenhavnsposten kan feile.« Men, naar vi ville tale som Mennesker, og ikke overhovedet bortskjære al aandelig Communication, saa turde det dog vel være ►in confesso, at man, naar man siger om 📖 Kjøbenhavnsposten, at den er bitter og begaaer Feil, dermed da vil sige saa meget som, at den er mere bitter, og gjør flere Feil, end man ønskede; dog bestandig i den siden Menne3skets Skabelse vedtagne Relation, som menneskeligt Foretagende betragtet; og man maa være meget let at tilfredsstille, naar man overhovedet vil lade sig spise af med den Tilstaaelse af 📖 Kjøbenhavnsposten, at den er et menneskeligt Værk.

✂ 1114Efter disse foreløbige Betragtninger gaae vi nu over til den historiske Udvikling af de enkelte Klager; en Udvikling, der imidlertid, idet den gjør disse Klager til en ►»naturlig, let forklarlig, næsten nødvendig Sag«, og dog igjen til ►»uforklarlig og umulig«, ikke har noget synderlig Tillokkende ⓘ forfor] SKS, fra A Betragteren. 16Det er bekjendt fra Malerkunsten, at sort Grund bidrager meget til at hæve Farverne, og det er derfor en let Sag, ved at beskrive en foregaaende Tilstand som ►sentimental-idyllisk eller patriarchal-idyllisk, at faae den nærværende til at overgaae den i Kraft; ►hvorvel det dog altid bliver underligt, da det netop er ►»Barndommen«, hvori vi leve, hvor just det Sentimentale, som den taagede, dæmrende, endnu ikke til Klarhed komne Kraft, og det Idylliske pleier at være fremherskende. Det er nu vist nok sandt, at 📖 Kjøbenhavnsposten har forlængst ►tabt sin æsthetiske og senere ogsaa sin politiske Uskyld, og at den for saavidt godt kan smile ad en formeentlig Uskyldighedstilstand; der er ogsaa en haandgribelig Modsætning mellem hiin Tids saakaldte ►Lirekassemusik og 📖 Kjøbenhavnspostens Melodramer med Accompagnement af ►den revolutionaire Clarinet; det er vist nok, at der er stor Forskjellighed mellem hiin Tids jævne Simpelhed og 📖 Kjøbenhavnspostens ►cothurnisk-bestøvlede, høitragiske Holdning, der rigtignok passer underligt til dens Morgenbetragtninger, og erindrer om ►👤Don Quixote, der springer op i Drømme, og i bar Skjorte gererer sig som Helt – en Holdning, der bliver endnu mere ophøiet derved, at ►Helten har forsynet sig med en »Parapluie«¹ (det maa da formodentlig være en Familieparapluie, siden alle Medarbeidere i 📖 Kjøbenhavnsposten, og altsaa Sætteren² med, skal gaae under den); – der er vist nok en stor 12 Forskjel imellem hiin af 📖 Kjøbenhavnsposten beskrevne Tid og den Tid, der begynder sin Æra fra ►📖 Kjøbenhavnspostens bekjendte Metamorphose.

✂

✂ Men, naar var da hiin Tid? vil man vel spørge, og herpaa skulle vi nu see at udfinde Svaret af Kjøben4havnspostens histo17riske Betragtninger, der rigtignok udmærke sig ved de snart grandieuse, abstracte Grupperinger, snart ved aldeles individuelle, concrete Smaating, omtrent som En, der ►med Syvmilestøvler skræver over et heelt Kongerige og saa snubler over en lille Steen, som han saa samler op, fuldt og fast overbeviist om, at han nu fuldstændig kjender samme Lands Geographie. Naar var altsaa hiin Tid? ►Den begynder med 1799; og naar hører den op? Ja, ►det er netop Knuden. Den begynder at gaae af Mode; thi hele Folkelivet ►»har taget en langt værdigere, alvorligere og mere positiv Retning«, og den maa formodentlig være saa godt som aldeles gaaet af Mode, siden hine ►Klager »næsten aldeles ere forstummede«; og det var jo ►meerbemeldte Sindsstemning, der fremkaldte og gjorde hine Klager ►»naturlige, letforklarlige, ja næsten n\ød15vendige\«;nødvendige«; og altsaa er dog vel hiin Sindsstemning, som Grunden til dem, for en Stund siden forsvunden; og dog var det netop disse Klager, der ►»for Øieblikket ere i Mode eller idetmindste for kort siden vare det.« Og hvorledes var da hiin Tid beskaffen, hiin sentimental-idylliske Tid, der – dette være sagt ►in parenthesi – staaer betegnet med ►den største litteraire Virksomhed, Dannemark maaskee nogensinde har seet; – hvorledes var den beskaffen? Man var ►»fornøiet med Alt; Hver passede Sit og lod Regjeringen sørge for Resten«; men man var derhos ►»virkelig bange, og sang af Skræk, ligesom Børn for at fordrive eller idetmindste overdøve deres 13 Angest.« ►»Landets Tilstand var mindre tilfredsstillende; Folket var nedbøiet af Sorg og Kummer i hine triste Tider«; og dog ►»var man glad og fornøiet, tog i Skoven, og glædede sig over enhver Kjærminde, man fandt i Danevang.« Men om det nu ogsaa var et Factum, at man i Sorgens Tid skuede tilbage til de forsvundne Velmagtsdage, var der da noget Galt deri? Det Forkeerte og Sørgelige i Tiden maa man dog vel være bleven sig bevidst, siden det var det, der betingede at man skuede tilbage. Og er da ikke Bevidstheden om hvad man en Gang har været, netop det meest Styrkende for en ny og kraftig Virksomhed? Jeg veed vel, at det gaaer med Stater som med 18enkelte Mennesker, og at et Individ, der aldrig har duet til Noget, altid har en forskrækkelig Hastværk ind i Tiden og aldrig tør see sig om, for at ikke den bag ham liggende ►Ødelæggelsens Vederstyggelighed skal ►forstene ham ligesom 👤Loths Hustru fordum; men for den, der har havt bedre Tider, er en saadan Tilbageskuen vist i høi Grad gavnlig. Og hvad nu det angaaer, at hiin Tid æsthetiserede, saa tænker 📖 Kjøbenhavnsposten dog vel ikke paa ►hiin glimrende æsthetiske Periode fra 1803 og fremdeles, men snarere, ja vi veed det nok, paa ►hiin æsthetiske Beet, 📖 Kjøbenhavnsposten i en Deel Aar satte til Advarsel for 5 alle andre æsthetiske Haandværkere, en Tid, den maaskee nu ►tænker tilbage paa med »Ruelse.«

✂ Men ►det var Bitterheden vi blev staaende ved.📖 Kjøbenhavnsposten mener, at man gjør den Uret ved disse Klager over Bitterhed. ►»Og hvad er det da, man som oftest klager over? Et eller andet lidet Udtryk ⓘ ii] KfP77, »i A en Artikel, hvormed man ellers er meget tilfreds.« ⓘ Rigtignok mener 📖 Kjøbenhavnsposten, ►»at det synes Mange uæsthetisk og umusikalsk at tale om Finantzernes Offent14lighed og Hoveriets Afskaffelse«Rigtignok mener 📖 Kjøbenhavnsposten, ►»at det synes Mange uæsthetisk og umusikalsk at tale om Finantzernes Offent14lighed og Hoveriets Afskaffelse«] KfP77, (Rigtignok Afskaffelse«) A ⓘ (der dog vel ikke er en lille Bitterhed i »en Artikel, hvormed man ellers er meget tilfreds«)(der dog vel ikke er en lille Bitterhed i »en Artikel, hvormed man ellers er meget tilfreds«)] KfP77, der dog tilfreds« A; men det ville vi ikke tage det saa nøie med. Der gives ►vistnok en ædel Varme i Kamp, som let kan forlede en Skribent til et noget bittert Udtryk; men det tilgiver man ham gjerne. Man taaler at en stor Hund gjøer, ogsaa paa urette Sted; men disse Smaa-Hunde, der altid bjæffe, og i Farens Øieblik krybe i Skjul, (►»ind i en Port i Tordenveir«), ere utaalelige. Man har nu saa længe talt om ►den energiske, reformatoriske Aand der gaaer igjennem 📖 Kjøbenhavnsposten, men jeg maa tilstaae, jeg har endnu aldrig kunnet finde den, og skulde 📖 Kjøbenhavnsposten vedblive ►med »Mette« at forsikkre: »der staaer en Helt, Forræder,« saa siger jeg, som før: »Madam, der staaer en Skræder.« Hvor er da hiin energiske, hiin alvorsfulde Reformations Aand? Er det hine anonyme Reformatorer (jeg kan næsten ikke udtale disse Ord i eet Aandedrag), der have deres Forbillede i hiin anonyme eller snarere ►pseudonyme 19Reformator: ►Paradiis-Slangen? 16Og med dem skal jeg sammenstille alle Verdens Reformatorer ligefra en 👤►Moses af, der skjøndt han brugte 👤Aarons Mund, dog ikke traadte i Baggrunden for at lade ham falde som et Offer for 👤Pharaos Vrede, men trøstig gik alle Farer og Besværligheder imøde – gjennem 👤►Luther til en 👤►O'Connell – disse anonyme Reformatorer, som ►arbeide under 👤Liunges Auspicium? Og det er 👤Liunge, der er ansvarhavende Redacteur, der bliver som et Offerlam fedet og vel næret, for engang at falde for ►Censurens Ragekniv, denne 👤Liunge som dog i en vis Henseende er for god til at være Redacteur af 📖 Kjøbenhavnsposten, da Arbeiderne i den hellere maatte ønske dem et fuldkomment Nul dertil, hvorfor jeg heller ikke tvivler paa, at man engang i Tiden vil, ligesom man ►i Engelland sælger sit Cadaver til Anatomie-Kamret, saaledes her sælge sin Krop til Redacteur af 📖 Kjøbenhavnsposten. Ja vist er 📖 Kjøbenhavnsposten reformatorisk; men ved nærmere Eftersyn er det snarere en Parodie paa den reformatoriske Stræben, og jeg tvivler ikke paa, at naar Solen først rigtig kommer op, man vil finde 📖 Kjøbenhavnspostens Medarbeidere staaende ligesom ►Gjæsterne 6 i 👤Auerbachs Kjelder (cfr. 👤Göthes Faust), holdende den ene den anden ved Næsen, for at skjære til.

✂ 15 Min Drøftelse af foreliggende Nr. 43 af 📖 Kjøbenhavnsposten er færdig; men jeg kan dog ikke forlade den, uden at den Anskuelse paanøder sig mig, at det Hele lader sig efter en nøiagtig Udsondren og Classification af de heterogene Bestanddele, opfatte under Skikkelse af en stor Forestilling i tre Acter. 1ste Act: Mimisk-plastiske Kraftstillinger. 📖 Kjøbenhavnsposten sees at faae ►»et kraftigere Sving«. 2den Act: Stort ►Non plus ultra af dialectisk Liniedands baade med og uden Balanceerstang, med indlagte Declamationsnummere. Paa den dialectiske Liniedands have vi seet Exempler nok i det Foregaaende, og at 📖 Kjøbenhavnsposten har brugt ►📖 Fædrelandet som Balancerstang, have vi ogsaa seet; hvad derimod Declamationsnummerne angaaer, saa bestaae disse af en Deel novellistiske Smaa-Arbeider, Livsbilleder fra Begyndelsen af det 19de Aarhun20drede: ►»Kapertiden«, »den fidele Tid«, ►»de triste Tider«, Scene af ►»Tordenveir i en Port« etc. 3die Act: Stor Phantasie for den journalistiske Mundharpe over opgivet Thema: et ►»Blik ind i den Fremtid, der engang skal høste hvad 📖 Kjøbenhavnsposten saaer.« Kun een Ting mangler: at Indtægten for de særskilte Aftryk af dette Nummer tilfalder f. Ex. ►Skolelærer 👤Brodersen.

✂ 👤B.