IIC53 317 1 ► 📖 Ueber die Præexistents Christi oder die Voraussetzung der menschlischen Persönlichkeit.
v.
Pfarrer 👤Conradi.
(👤Baurs 📖 Tidsskrift 3d B. 2d H: ⓘ p. 348 o. fl.)
3185IIC54📖 ►Der historische Christus und die Philosophie Kritik der Grundidee des Werks: das Leben Jesu von Dr. D. F. Strauss. v.👤Julius SchallerDr:d.Philos.u. Privatdocent an 📌der Universitæt Halle. 📌Leipzig 1838. [a]
✂ [a] beg: d. 23 Juli – endt d. 21 Aug. 1838.
►1. Die mythische Auffassung der heiligen Geschichte nach ihrer allgemeinen Tendents und ⓘ im Verhältniß zum Glauben. –
►p. 4. »Troen er derfor ingen Underkastelse under et fremmed fjendtligt Herredømme, men meget mere den indholdsfulde Fri-Vorden, Negationen og Overvindelsen af enhver forudsat Fremmethed, Subjektets Kommen til Bevidsthed om sin egen Inderlighed.« – ►»Vi maae derfor betegne det som et Selvbedrag, naar den troende Bevidsthed idet den griber den positive Aabenbaring, dog udtaler denne som et uerkjendt Mysterium, og forlanger at holde Erkjendelsen og Begribelsen af samme borte som et Aabenbaringen uvedkommende Element. – (►👤Tertullian: »Credo quia absurdum«.) – ►p. 5. »Aabenbaringens Sandhed er ikke givet noget Subjekt umiddelbart; men fordrer meget mere die Entaußerung af den umiddelbare og naturlige Subjektivitæt. – ►Vil man nu sætte Criteriet i det Absurde, saa kommer man til den besynderlige Fordring, at lade Religionens Indhold staae uden for sig selv og uovervindelig, og dog at optage den troende i sig (►👤Bayle sagde: han opsøgde al mulig Tvivl mod Troen, ikke for at tilintetgjøre denne, men meget mere for at berede den en Triumph; thi deri, at man troer, hvad man indseer, deri viser sig ingen Troes-Kraft; men deri at tvivle og ikke begribe og dog troe.« »►Ligesom nu allerede i den sande Troe det Positives Fremmethed er ophævet, og ethvert Moment af det udvortes givne Læreindhold er blevet til et inderligt Oplevet og Erfaret, saaledes danner ogsaa for 6 den i Sandhed speculative Tænken Religionens positive Indhold ikke allerede umiddelbart formedelst denne Position en adskillende Modsætning.« – ►p. 6. Men til den christ. Læres positive Indhold hører ogsaa Christi Person og Levnet.«319 ►p. 7. »Den sandselige enkelte Gegenständlichkeit er det Positiveste, der kan gives og her synes Philos. allerede af den Grund at maatte blive i en uovervindelig Modsætning med den historiske Χstd., fordi den efter sin egen Tilstaaelse vel formaaer at gjenemtrænge det Almindelige; men ikke det Enkelte med Begrebet.« ►»Faktummet er som saadant som værende Gjenstand kun Objekt for min Bevidsthed ikke Indhold af min Selvbevidsthed.« ►p. 9 »Den blot historiske Viden er tom og indholdsløs, Aanden er i den aldeles ude af sig, uden at være vendt tilbage i den indholdsfulde Vished og Erkjendelse af sig selv, og der kan derfor ikke gives nogen større Entgeistigung paa ⓘ den theoretiske Videns Gebeet, end denne blotte Viden eller Kjenden af en Masse af forholdsløse Atomer«. ►Alle Fakta blive derved tilsidst lige vigtige. ►p. 10 »Christi Person er det nu ogsaa, der, ligesom den giver den hele evangeliske Historie sin Betydning, saaledes ogsaa med Magt gjenembryder den abstrakte Gegenständlichkeit, som den hellige Historie som Faktum har for vor Bevidsthed, og hvorved den ikke blot gjør sig gjeldende som et historisk Faktum, men tillige som den væsentlige og absolute Sandhed, der ikke som rigtig værende Gjenstand bliver staaende uden for os, men skal som Sandhed optages og anerkjendes af Selvbevidstheden«. ►Christi Lære er tillige Læren om hans Person, og naar Kirken betegner denne Person som Gud-Msket, saa ind7lyser tillige, at Troen paa dette Faktums Rigtighed ikke kan finde Sted uden en indvortes religieus Overbeviisning; saaledes er det allerede aldeles umuligt, at troe paa Rigtigheden af det Faktum, at Χstus har været Gud-Msket, og dog tillige at være Jøde.« ►p. 16 »Skulde derfor end den mythiske Opfattelse af den hellige Historie have Ret, ⓘ og skulde virkelig Benægtelsen af de historiske Fakta lade det religieuse Indhold uantastet, saa vil Tvivlen paa Historien dog medføre den historiske Tvivl.« –
►2. Durchführung der mythischen Ansicht durch ihre wesentliche Momenten. –
►Den mythiske Opfattelse forkaster nærmest den hel320lige Histories Fakta som disse enkelte umiddelbart skete, og vil have dem ansete for de religieuse Ideers sandselige Indklædning. Den hellige Histories ⓘ historiske Uvirkelighed er da det første, som den mythiske Anskuelse har at bevise, og den har derfor den historiske Kritik til sit nødvendige Udgangspunkt. – ►De to Hovedmomenter, ved hvilke den historiske Kritik efterviser den hellige Histories Fakta som ikke skete saaledes som de ere fortalte, ere 1) de forskjellige Beretningers Modsigelse 2) Faktummets Umulighed i sig selv. ►Den sidste Side er det fornemlig[s]t at 👤Strauss griber. Den historiske Vorurtheilslosigkeit forslaaer nu ikke længere da vi ved dette Punkt ere komne ind paa Spørgsmaale fE om Under, om det Vidunderlige etc, skal derfor den ⓘ critiske Virksomhed endnu tilsikkres sin Betydning, da maa det skee ved at den philosophiske Vorurtheilslosigkeit træder til; men bliver denne staaende ved den blotte Urtheilslosigkeit, saa komme vi jo slet ikke af Stedet, og løse Paastande nytte ligesaa lidt, 8 og altsaa maa Beviset føres; men herved blive dogmatiske Bestemmelser til philosophiske Begreber, og først disse give den historiske Vorurtheilslosigkeit sin Opfyldelse.. 👤Str. gaaer nu ogsaa ud paa at vise at Χsti Person, som den opfattes i 📖 Bibelen og af Kirken maa nedsættes til en symbolsk Figur; men her have vi allerede et Faktum, som ⓘ ingen sandselig Vished kan afgjøre, thi hvad Χstus efter sit Væsen var kunde man ikke sandselig see paa ham, og ligesaa kunne alle hans Gjerninger og Undere gaae Mskene forbi uden at hjælpe dem til en aandelig Anskuelse af ⓘ »Forløseren. – ►»Saaledes er det da ogsaa alene dogmatiske og philosophiske Grunde, der bevæge ham til ikke at ville lade det Guddommelige i Χsto gjelde i den Maade, som 📖 Bibelen anerkjender det. Paa den ene Side skal Ideen ikke realisere sig saaledes, at den udgyder sin hele Fylde i et Exemplar og er karrig mod de Andre; og paa den anden Side skal de Prædikater, hvilke Kirken tillægger Χsti Person, umulig kunne forenes i eet Individ.« ►p. 24. »Men deri, at den sandselige Vished er den høieste historiske over det enkelte Faktum, deri ligger ogsaa den videre Betydning af det historiske Beviis for den321 hellige Histories Virkelighed. Ligesom nemlig den sandselige Vished kun har ⓘ Gjenstandens Væren ikke dens Væsen til sit Indhold, saaledes sikkrer det historiske ⓘ Beviis den hellige Historie kun for Bevidstheden ikke for Selvbevidstheden. ►Skulde det derfor endog kunne lykkes det historiske Beviis, at bevæge Een til Anerkjendelsen af Underet, saa 9 er dermed slet Intet vundet for den religieuse Troe; thi ikke paa Under-Troen overhovedet kommer det an, men paa Underets Tilbageførelse paa Χsti gud-menneskelige Personlighed, men dette Forhold lader det historiske Beviis aldeles af Syne, og om det derfor ligesom Underet selv kan give Anledning til Tro, saa er det dog ikke istand til at constatere Rigtigheden af Faktum, det nemlig af Ingen Anden end af Gud-Msk. fuldbragte Under. – ►Men med Beviset for det Uhistoriske i den Bibelske Historie er endnu ikke Beviset givet for det Mythiske i samme. – ►At forklare Mythen eller at sætte den som saadan som den af Idee opfyldte Form, var saaledes den nærmest følgende Opgave for den mythiske Opfattelse. Det kommer altsaa an paa at eftervise Fakta som Momenter af den religieuse Selvbevidsthed. ►Skulde nu den mythiske Opfattelse af den hellige Historie gjenemføre sig i alle sine Momenter og deri vise sin Sandhed, saa maatte til Kritiken af den hellige Historie slutte sig en Kritik af Kirkelæren. Den mythiske Opfattelses Sandhed skal bestaae deri, at den i den Grad lader Χstd.s Væsen og eiendommelige Indhold uantastet, at den endog befrier det fra sin endelige til dens Absoluthed ikke svarende Form; dens Modsætning mod den kirkelige Lære bestaaer ikke deri, at den betragter den hellige Historie som gjenemtrængt af Ideen; men deri, at den nægter Ideens Umiddelbarhed. Modsætningen af denne sandselige Umiddelbarhed til indhol[d]sfuld Form skal restituere den oprindelige Χstd. forklaret, i det i denne Oprindelighed – 10 efter den mythiske Anskuelse – Sandheden kun var den religieuse Selvbevidstheds Indhold, uden at denne anskuede sit Indhold som et ⓘ udvortes Skeet. ⓘ Denne anskuelige Objektiveren i Historiens Maade er kun den subjektive og til Objektet ikke svarende Fremstilling af322 det christelige Indhold. – ►p. 31 »Men ⓘ der er allerede flere Gange hentydet paa, at i enkelte Partier af det Straussiske Værk den historiske Kritik tager en Vending, hvorved ⓘ den, foregribende en videre Tydning af Mythe-Begrebet, ikke blot tilintetgjør Historien; men ogsaa Mythen. Ikke sjelden bliver ⓘ nemlig den den chr: Bevidsthed overleverede Arv det Gl. T. med sine Forestillinger, Ønsker, Forhaabninger ikke blot anseet som Material, hvorfra den chr: Bevidsthed henter Formen for ⓘ sit fra den jødiske Tro forskjellige Indhold; men det bliver meget mere anseet for Mythernes Kilde, og derover deres Oprindelse af den chr. Bevidsthed glemt. – ►Skal den chr. Mythus virkelig indeholde et religieust og derfor for det christelige Gemyt betydningsfuldt Indhold, saa er den Fremstillingen af ⓘ Bevidstheden om den chr: Forsoning og ene og alene fremgaaet af denne. Om denne Vished ⓘ om Forsoning ogsaa har den jødiske Bevidsthed til sin nødvendige Forudsætning, og staaer i væsentlig Sammenhæng med denne, saa er dog den chr: Religion væsentlig forskjellig fra den jødiske, og denne Forskjel i Principet strækker sig alsidig over alle Momenter af den religieuse Forestilling. Den jødiske Forestillings Indgaaen i den chr: er derfor tillige ⓘ gjenemgribende ⓘ Om-Forandring, og den chr: Bevidsthed maa tage sit Material hvorfra den vil, stedse er denne Optagen tillige en Reproduktion fra Grunden af, og den blotte Eftervisen af Ligheden med jødiske Forestillinger giver ingen Oplysning om det egentlige Indhold. –
11►3. Die Entzweiung des Menschen mit Gott als Voraussetzung der Versöhnung. –
►Det som man, naar man ret vil tage det op med den ⓘ mythiske Anskuelse væsentlig maa undersøge er: om da virkelig mod Forsonings-Ideen den sandselige ⓘ faktiske Umiddelbarhed er en uvæsentlig ɔ: en Indholdet ikke berørende Form, eller om meget mere hiin umiddelbare Virkelighed maatte opfattes som Moment med af Indholdet selv.
Forholdet mellem Art og Individuum paa Aandens Gebeet. – .... ►p. 35 »Denne Falden ud fra hinanden af323 Begrebet og Realitæten er netop Naturens Væsen, og netop derved viser det naturlige Liv ud over sig selv, fordi det for sig selv er en uopløst Modsigelse; Løsningen af denne Modsigelse er Aanden, og ikke i sig selv opnaar Naturen sin Fuldendelse, men først i Aanden, i hvilken der virkelig er taget en Ende og den nedsat til Moment. – Selvbevidsthed – I Selvbevidstheden gaaer ⓘ den Enkelte ud over sin egen umiddelbare Enkelthed, falder ikke sammen med sin Umiddelbarhed, hvori den er dette enkelte Individuum, men er som Enkelt tillige Jeg, enkelt Almindelighed; derved alene ved denne uendelige Bestemmethed i sig er det enkelte Individ tillige Person .... ►Selvbevidstheden er Afbrydelse af al Mediation ved et Andet og absolut Mediation ved sig selv Produkt af sig selv, den er den einfache Sigselvsætten, og kun derved at ⓘ den sætter sig selv, er den; dens Begreb er fuldkomment dens Væren, og Idealitæt og Realitæt i uopløselig Eenhed. – ►Opfatte vi nu Msk. alene fra den organiske Side, hvor Kategorierne Art og Individ væsentlig høre hjemme, saa vil al dybere Betydning for Msk. forsvinde: 12 saaledes Forskjellen mell. Godt og Ondt, Frihed, Udødelighed, historisk Continuerlighed. ►Fatte vi derimod Selvbevidstheden som Overvindelsen af det naturlige Slægtsforhold, saa indtræde dermed de aandelige Interesser i deres Gyldighed. Nærmest knytter sig til denne Aandens Forskjellighed fra Naturen ⓘ det, at Msk.heden udvikler sig, formaaer at skride frem ell. har en Historie. Naar Mskene af Naturen derved ere i Eenhed, at ⓘ de tilhøre en ⓘ Art nemlig Mskheden, saa maa dog den Eenhed ⓘ og Almdlh, i hvilken de selv bevidste og af Naturen frie Personer forene sig ⓘ (Familie, Stat, Religion, Kirke), være en væsenlig anden end den naturlige Art er det. I den msklige Aand træder altsaa ligeledes igjen en Ikketilsvaren af Væsen og Virkelighed og kun ved denne Ikketilsvaren er den msklige Aand tillige den endelige. Umiddelbar nemlig er Aanden en Falden fra hinanden i lutter enkelte Individer, og denne Umiddelbarhed er dens Naturlighed og dens Deeltagelse i ⓘ Naturen; men tillige er denne Aandens Umiddelbarhed dens Mediation gjenem et Andet og324 dens Ufrihed. Umiddelbart svarer den endelige Aand derfor ikke til ⓘ sit Væsen; men dens Bestemmelse er at bringe sin Frihed ⓘ ved Gjerning til Virkelighed. Idet hver Enkelt ved sin naturlige Bestemmethed og Eensidighed tillige er »Jeg«, saa [er] hermed tillige givet en Eenhed af alle Enkeltheder, hvilken umiddelbart kun er tilstæde efter sin Mulighed og ikke efter sin Virkelighed.
om det Religieuse – om Jødedommen – ►👤Hegel bestemmer det Eiendommelige ved Jødedommen deri at det opfatter Gud ⓘ som een [b] (ⓘ ikkepantheistisk – ⓘ ikkepolytheistisk – ⓘ ikke christelig.. ►Den Adskillelse af Subjekt og Substants som Polytheismen indfører (da der vel er en Substants-Eenhed i Polytheismen, men den er væsenløs, en uerkjende13lig Guddommelighed, som ikke har ⓘ Selv-Bevidstheden i sig, men uden for sig.) ophører, naar Gud opfattes som den ene; thi da falder det hele Indhold af Guddommelighed i ham alene og Gud er i sin subjektive Relation til sig paa eengang absolut Almindelighed og Substants. – ►Guds aabenbarede Villie er Loven; men idet ⓘ Mediationen med sig i Gud ⓘ har den Betydning ikke at optage alt Andet fra Gud forskjelligt i sig; men meget mere at kaste det ud, saa kan Loven ikke gjøre Eenheden af den gudd. og den msklige Villie til Princip; men meget mere Forskjellen, derfor kan Loven ikke referere sig til den msklige Villies Inderlighed; men til dens Yderlighed eller til Gjerningen. – ►Man kan nu ikke sige, at Bevidstheden om ⓘ »der Entzweiung« og Trangen til Forløsning ene og alene eller fortrinlig fremgaaer deraf, at Msk: ved Erfaring overbeviser sig om alsidig at fyldestgjøre Lovens Fordringer; thi for det første kan her kun være Tale om en Vanskelighed ikke om en total Umulighed, og for det andet kan heraf kun udvikle sig Længselen efter at fritages for Lovens Straf. Men ogsaa af Opfyldelsen af Loven udvikler [sig] Bevidstheden derom. ►Egl. bestaaer denne »Entzweiung« deri: at Gud er abstrakt, Msk. fra sig udelukkende, Subjekt, og Msk. ligeoverfor den absolute Herre er fortabt i sin Endelighed. – ►Bevidsthed og325 Selvbevidsthed falde udenfor hinanden. Det Absolute er Objektet for min Bevidsthed og jeg anerkjender det som al Sandhed og Virkelighed; men i dette Objekt for min Bevidsthed erkjender jeg ikke tillige mig selv, og Selvbevidstheden ⓘ af min Endelighed har ikke tillige ved dette Objekt sin Opfyldelse; men jeg veed mig meget mere i dette det absolute Væsens Objekt aldeles tilintetgjort. ►Bevidstheden 14 om denne Adskillelse søger imidlertid at finde en Tilfredsstillelse ved at lægge en ganske udvortes Bestemmelse i Gud, søger midt i sin Sorg over det svælgende Dyb, der er befæstet mellem Gud og Mskheden at finde en ⓘ i Trøst sit speciellere Forhold til Gud, i at Gud gjør Forskjel mellem 📌Ægypten og 📌Israel, hvorved der dog bliver lagt en Bestemmelse ned i Gud, der ikke svarer til hans almindelige Subjektivitæt. Men jo mere Fromheden i Jødedommen udvikler sig, jo mere den søger at realisere Loven, desto mere klamrer den sig ogsaa fast ved denne Guds Forkjerlighed, og constituerer en Slags Treenighed i denne ⓘ Jøderne med besynderlig Gunst omfattende Gud. – ►Men hvorledes staaer det sig fra Guds Standpunktet med denne Entzweiung? og hvorledes er den tilveiebragte Forsoning fra dette at forstaae? Skal man fastholde Forestillingen i en prosaisk Haardnakkethed om Guds Uforanderlighed, og som en Følge deraf gjøre Forsoningen til en blot Bevægelse inden vor Tænke-Sphære, saa at man blot fjerner den Forestilling, man engang havde faaet om Guds Fortørnelse, saa at man egl. blot udsoner sig selv med sin Forestilling? Man kan i denne Henseende blot spørge, hvorledes forholder Gud sig til det Onde? Forholder han sig eens til det Gode og til det Onde, saa er jo Forholdet ophævet; thi dets lige Sigforholden fra een Side under forskjellige Momenter udsiger jo netop dette, at disse ⓘ Momenter ikke træde som forskjellige i Forholdet, men at Forholdet selv meget mere er Forskjellighedens Negation? – ►Paa den anden Side har man fuldkommen Ret, naar man ⓘ fastholder den Paastand, at det Absolute ophørte at være absolut, naar samme blev tænkt som medieret og betinget ved Mskets endelige Vished 15 – ►afseet nu fra den dialektiske Nødvendighed, i hvilken326 den subjektive Idealismus paa det høieste Punkt ophæver sig selv, saa fremtræder Eensidigheden i den Paastand, at Gud er det, hvad Msk. tænker ham at være, strax derved, at fE Forestillingen Substants vilde ophøre dersom Gud virkelig kun var Substants. Ligesom nemlig Substantsen nedsætter Alt Bestemmet og Enkelt til et blot forsvindende Moment af sig selv, saaledes kan ogsaa det enkelte Msk. ikke løsrive sig fra denne almindelige Væren, og gaae frem til Selvbevidsthed og Forestilling af den absolute ⓘ Gjenstand. Ganske svarende til Opfattelsen af Gud som den absolute Substants bestaaer den indiske Kultus's høieste Tendents deri, at ophæve overhovedet Forestilling og Selvbevidsthed; thi Selvbevidsthed er ikke Aandens sande Virkelighed og Væsen, men meget mere en ⓘ Aanden ikke adæquat Tilstand, fordi dens Væsen er Substants, den selv har derfor til sin Opgave at tilintetgjøre sit »Fürsichsein« til Væren, eller til Umiddelbarhed og forskjelsløs Eenhed ɔ: at tilintetgjøre sin »Fursichseins« Form.
✂ [b] »som den Ene«
►4. Kritik der Straußischen Christologie. –
►Dens Hovedfeil er dens Ubestemthed –. Jeg vil begynde med det, som hos 👤Schaller udgjør Slutningsbemærkningen. ►p. 65: Det bliver uomstødeligt vist, at den blot substantielle Deltagelse af det sig vidende Subjekt i den upersonlige Gud-Msklighed ikke er Forsoning; men »Entzweiung«. Derfor forholder den mythiske Anskuelse [sig] ⓘ ogsaa negativt mod Indholdet af den chr: Lære, fordi Benægtelsen af den historiske Christuss personlige Gud-Msklighed tillige har til Følge Nægtelsen af den personlige Gud-Msklighed overhovedet ..... ►Saasnart vi paa den ene Side anvende Forholdet af Art og Individuum consequent paa Aanden, saa bliver Aanden overhovedet og alle aandelige Interesser, fornemlig Personligheden fra Grunden af til16intetgjort; men bliver paa den anden Side Aanden[s] Væsen erkjendt med spekulativ Bestemthed, saa er det derved fremgaaende Begreb af Gud-Msklighed saa langt fra at forkaste Gud-Mskets historiske Fremtrædelse, at det meget mere tillige ⓘ i sig indeholder Beviset327 for Nødvendigheden af den historiske Fremtræden.) –
►Gud-Msklighedens Idee skal efter 👤Strauss indeholde evig Sandhed; men sammes Virkelighed skal ikke være i en enkelt historisk Person; men ⓘ Mskslægtens Art. ►At nu alle Msker deltage i den enkelte Persons ⓘ Χsti Gud-Msklighed det er væsentlig christelig Lære; og ved denne ved Χstus bevirkede Forsoning kan der ikke være Tale om nogen »Geiz der Idee«, ogsaa det fraseet, at Realiseringen af en Idee i den msklige Aand er uden en saadan oprindelig »Geiz« aldeles umulig, da denne altid først fremtræder paa et enkelt Punkt, og derfra udbreder sin Fylde (fE 👤Luther). Men paastaae vi nu, at kun Arten er gud-msklig; men ingen Enkelt er Gud-Msket, saa maa dog der altid finde en Deeltagelse Sted af den Enkelte ⓘ i Gud-Mskligheden. Men hvorledes er denne Deeltagelse beskaffen? eller hvorledes forholder Arten som det Almindelige sig til det Enkelte, det Enkelte til det Almindelige? ..... ►Men hvad skal det sige, naar Msket bliver kaldet den til Endelighed entaüsserte uendelige og den sin Uendelighed sig erindrende endelige Aand? Her bliver det nu nærmest Spørgsmaalet om ⓘ Opløftelsen af den msklige Aand til Gud, som væsenlig er en Erindring af sin immanente Uendelighed, overhovedet er tilstrækkelig til at forene den endelige og absolute Aand til en gudmsklig Eenhed, eller om hiin Opløftelse og Erindring maa have den absolute og fuldkomne Erkjendelse af Gud til Indhold, om altsaa i de endelige ikke-christelige Religioner Gud-Mskligheden er opnaaet ell. ikke? – Fremdeles ►lærer 👤Strauss at Mskheden er usyndig; men 17 heri ligger ogsaa en Tvetydighed ... ►den ⓘ vaklende Anvendelsen af Kategorien: ⓘ Art er netop Hovedmoment og Hovedfeilen hos 👤Strauss. ►Ingen Enkelt skal i sig kunne omfatte Guddommelighedens Fylde; men denne skal adsplitte sig i en Mængde Individer. Men holde vi nu virkelig kun Mskhedens Art for det virkelige Gud-Msk, saa er denne Lære saa lidet Ophævelsen af den den chr: Bevidsthed væsentlig forangaaende Adskillelse af Gud og Msk, at den meget mere fixerer Adskillelsen som absolut uopløselig. Deeltagelsen nemlig af den Enkelte i Arten er ingen personlig; men kun328 substantiel, og det er netop Basis for Adskillelsen, at Msk. ikke som Subjekt veed sig i Eenhed med Gud, men at trods al Guds Godhed og Allestedsnærværelse denne hans Subjektivitæt dog føler sig aldeles tilintetgjort i det Absolute. Den absolute Substants nedsætter ikke alene alt Enkelt, men og de enkelte Personer til forsvindende Momenter af dens Væsen. Det Samme gjør ogsaa det absolute Subjekt, der som een er uden virkelig Forskjel i sig selv; fra denne Abstraction har Gud derved afstaaet, at Guddommelighed nu ogsaa tilkommer Msk; men derfor bliver dog saalænge kun Arten skal være gudmsklig, Individet som saadant, som det sig selv vidende Subjekt, ogsaa trods Negationen af sin Naturlighed, og trods sin aandelige Omskabelse, udelukket fra Guddommeligheden; thi Arten er kun det upersonlige Almindelige, der lader de Enkelte uden Anerkjendelse af deres personlige Uendelighed gaae under.
►Denne Forsoning indtræder imidlertid kun ⓘ som Mediation af den høieste Modsætning, ikke af Substants Forholdet 18 til sit Accidens, men af Subjekts Forholdet til Subjektet. Fundamentet til Forsoningen er derfor fra Mskets Side netop ⓘ Visheden om, at ogsaa Subjektivitætens atomi[s]tiske Enkelthed ikke adskiller Mskene absolut fra Gud; men at meget mere denne høieste Spidse af Endelighed er anerkjendt og opholdt i Gud. Altsaa ikke en eller anden Relation, ikke en eller anden Forening og Eenhed mellem Gud og Msk: formaaer at opløse ⓘ den væsentlige aandelige Entzweiung til Forsoning; men ene og alene den personlige Eenhed. – Forsoningen er nærmest en ny Tro en ny Viden, en ny Erkjendelse af Gud. – Det ny Forhold til Gud maa imidlertid væsentlig udgaae fra Guds Siden; thi uden det bliver det en tom Bevægelse indenfor Subjektivitætens egne Grændser et væsentløst Skin, en blot Menen. – Det ligger i Sandhedens Begreb overhovedet, at den i Forhold til den subjektive Erkjendelse existerer som Forudsætning. Sandheden er for vor Erkjendelse det absolute »Prius«, hvilket vi ikke opfinde,329 men opdage, hvilket vi bringe os til Bevidsthed og ved opmærksom Eftertanke have at optage og at reproducere. (Vildfarelsens Forhold til Sandheden). i Forsoningens Anerkjendelse ligger ogsaa den dybere Indsigt i Synden. – ►Den ny Erkjendelse virker ogsaa et nyt Liv ikke blot i Forhold til den tidligere historiske Udvikling, men ogsaa til enhver tidligere Manifestation inden for sit eget Gebeet. – ►Her bliver nu ⓘ Forsonings Ideen at udvikle, og først afseet fra ethvert Hensyn til ethvert historisk Phænomen, i Videns rene Element. Men Forsonings Ideen fører os igjen ved sin egen Concretion og Levenhed, ved sin faktiske Virkelighed igjen over i den historiske Tilsyneladelse, og her vil da hele vor Interesse concentrere sig paa Christi Personlighed og dennes Forhold til Ideen, ligesom ogsaa til Forsoningens Virkelighed.
19Forsoningens speculative Begreb er ⓘ Aandens Begreb overhovedet, og fortrinligt handles her om Forholdet mellem den endelige og absolute Aand, eller den endelige Selvbevidsthed og den absolute Selvbevidsthed. Resultatet er: at Mskets virkelige Viden om Gud er Guds Viden om sig selv. ►Den Kantiske Philosophie bragte fornemlig Modsætningen af Subjekt og Objekt, Vished og Sandhed til Bevidsthed. – ►Reflexionens fuldkomne Modsætning er i sit Fundament Modsætningen mell. subjektiv Tænken og objektiv Væren. Erkjendelsen bliver blot Selverkjendelse. Men netop fordi denne Modsætning ⓘ skal være en absolut uovervindelig, fordi Subjektet formaar at holde sig ligeoverfor Objektet, saa er dette i sin første Endelighed tillige absolut, absolut selvstændig causa sui, altsaa ikke blot et forsvindende Moment af den absolute Substants, men Jeg, Selvbevidsthed, Sigselvviden, Sigselvsætten, uendelig praktisk Færdighed. ►Men ogsaa denne Selvbevidsthedens Idealisme er kun den tilsyneladende Fred med sig selv. Den praktiske Uendelighed beholder stedse den theoretiske Endelighed til sin Forudsætning, og »Jeget« stræber ud af sin Idealismuss ⓘ Verden til Eenheden af Idee og Virkelighed, en Eenhed som skal vare evig, men aldrig skal fuldende sig. ►Subjektet er altsaa her ligesom i den jødiske Religion en resultatløs i sig util330fredsstillet Bevægelse; men naar det i den jødiske Religion var det absolute Subjekt, der stødte det endelige Subjekt tilbage i sin Endelighed, saa at samme i den absolute Gjenstand for sin Bevidsthed kun saae Tabet af sig selv, saa er det i den subjektive Idealismes System det endelige Jeg selv, der igjen afbryder alt virkeligt 20
Journalen KK, s. [20]-[21] (KK:2)
IIC55Idet jeg er kommen til dette Punkt kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at Grunden til, at mange af den nyere Philosophies Skrifter, efter at den Beundring, som deres Talentfuldhed maa afnøde Enhver, har sat sig, efterlade et saa lidet ⓘ egentlig tilfredsstillende Udbytte, er fordi hele dens Opmærksomhed er henvendt paa Spørgsmaal, der aldrig ere komne til Orde i den chr Bevidsthed, dreie sig om Problemer, der skulde retfærdiggjøre Antagelsen 21 * af Virkeligheden af et Forhold mellem Gud og Menneskene, medens den chr. Bevidsthed uden at omspørge denne ►conditio sine qua non nu søger at opfatte de Concretioner, som dette Forhold har gi331vet sig. Naar derfor 👤Schaller her udvikler Begrebet Forsoning saa udvikler han blot Muligheden af Guds Forhold til Msk, hvilket man vist med megen Grund kan indrømme ham kun at kunne finde Sted under Antagelse af en personlig Guds Tilværelse; men derved er den vrede Gud endnu ikke forsonet, og den Tilfredsstillelse og Hvile man finder i en saadan ⓘ Besvarelse er kun illusorisk, da dette Spørgsmaal ikke har ⓘ real Betydning for den chr. Bevidsthed; men vel en stor Vigtighed for philosophiske »Vorstudien«.
👤K.d. 13 Aug. 38.
IIC56►Først Guds personlige Immanens i Msk. er den virkelige Alt gjenemtrængende og Alt »übergreifende« Personlighed. Den alene er Grunden til og Forudsætningen for enhver Mskets Viden om Gud. Var Gud virkelig kun Substants eller kun abstrakt Subjekt, saa vilde intet Kreatur besidde endog blot en Ahnelse om Gud; ikke med Urette har man derfor betegnet enhver Religion som Guds Aabenbaring; men først den Religion kan kaldes den absolute Aabenbaring, i hvilken Gud som Person, altsaa som han i og for sig er, efter sit hele uendelige Væsen er bleven aabenbar og indtraadt i Msk. Bevidsthed. Derved er først enhver Modsætning mellem Gud og Verden i Virkeligheden tilintetgjort.
IIC57Men naar derved saaledes enhver Modsætning mellem Gud og Verden er ophævet saa viser jo det, at Modsætningen var en blot logisk, og at den Modsætning som henhører under de religieus-moralske Anskuelser (Synd etc) ikke er berørt, hvilket naturligviis har sin simple Grund deri, at man endnu ikke er kommen dertil. –
👤K.
IIC58►Gud refererer sig i Verden ikke mere kun til et Andet, den er ikke blot Gjenstand for hans Bevidsthed, men i det Endelige veed han sig selv, hans Personlighed overvælder Mod22sætningen trænger igjenem Objektivitæten, beviser dens Transcendentss Energie og den ⓘ uimodstaaelige Magt af dens uendelige Mediation med sig selv.
►6. Die Personlichkeit Christi .
►Den almindelige Idee af Forsoning er Begrebet af Guds og Mskets Eenhed overhovedet. Guds Væsen bestaaer deri, at han ikke blot i sig, men ogsaa i Msket er Person, og Mskets Væsen deri, at han ved Troen og Er332333334kjendelsen af Gud gaaer ud over sig selv og sin endelige Subjektivitæt og træder i et inderligt aandeligt Forhold til Gud. Eller: Gud er efter sit evige Væsen Gudmenneske og som denne levende Eenhed af sig og Gudmennesket absolut Aand. – ►Hvorledes hænger det realiserede Ideal sammen med Forløsningens Begreb og Værk? Er sammes Fremtræden ikke Fuldendelsen og Afbrydelsen af al videre historisk Udvikling? Er en Gjentagelse af dette Ideal mulig? Er sammes historiske Forsvinden ikke igjen Tabet af Gudmenneskeligheden og Nedsynken til Syndens og Entzweiungs Tilstanden? Hvorledes realiserer Forsonings-Ideen sig? Hvorledes træder den frem, hvorledes træder den ind i den endelige Aands Bevidsthed og Vished?
2 Momenter ere her, Bevidstheden om Adskillelsen og Forsoningen. Det vilde nu være aldeles eensidigt at sige, at den chr: Religion var betinget og medieret ved den jødiske .... ►Snarere kunde man sige, at den jødiske var sat ved den chr:; thi naar Χstd. er det egl. Maal for hele Udviklingen, saa viser dermed ikke blot den jødiske, men overhovedet alle Religioner sig som Middel, og som hensigtsmæssigt. 23 Men dette ere de endelige Religioner kun derved, at de ere satte af det forudsatte og i sig allerede fuldendte Maal, men dette Maal falder da som den før Realiseringen færdige Tanke og Beslutning i Guds Bevidsthed. Ogsaa i denne teleologiske Opfattelse af Historien viser ethvert Fremskridt sig tillige som ⓘ en Tilbagenærmelse fra Begyndelsen af, nemlig til den hele Udvikling forudsatte Maal, og Hensigten er da ganske realiseret, naar Enden er vendt tilbage i Begyndelsen. ►p. 96. »Men naar den subjektive Nødvendighed af Fremtrædelsen af Gud-Mennesket, ifølge hvilken denne ikke i og for sig men kun for den »entzweite« Bevidsthed er nødvendig, gaaer over i den mythiske Opfattelse af Christi Person, saa slaar denne, saasnart man virkelig giver Mythen Forsonings-Ideen til Indhold over i den objektive Nødvendighed af Gud-Msket, og det kommer kun an paa, ud af denne objektive Nødvendighed selv nærmere at bestemme det gudmenneskelige Individuums eiendommelige Væsen –
335Imod den mythiske Forflygtigelse af den historiske Christus har man med Rette gjort gjeldende, at ethvert aandeligt Fremskridt udgaaer fra Individualitætens Energie.
►Paa et enkelt Punkt bryder det ny Princip frem, fordi dets Alsidighed, dets Allestedsnærværelse og Almindelighed væsentlig først er et Produkt en Udvikling af dette Princip selv, som i sin oprindelige Skikkelse, i Værens og Umiddelbarhedens Form holder ⓘ denne Udvikling endnu indesluttet i sig selv, hvilket altsaa staaer den Aandens udviklede objektive Tilvær, som denne af det foregaaende Princip har givet sig, fiendtligt imod som Enkelt. Men ligesom dette Princip i sin Tilværelse først kommer ret tilstæde i en Mængde af Individer, saaledes er ogsaa dette Princips før24ste Tilvær et aandeligt Individuum; thi først idet et Princip bliver ⓘ bevidst og bliver udtalt som Princip og Væsen, existerer det ikke blot i Muligheden, i Forventningen og Haabet, men i Bevidsthedens aandelige Virkelighed – Heroer – Χsti almindelige Betydning udover Folke-Individualitæter. –.
►Kirken udhæver væsentlig det Gudd. i Χsto, ►det Msklige, og ►forkaster Sammenblandelsen af den msklige og den gudd. Natur og opfatter Χsti Natur som den personlige Eenhed af Gud og Msk. ►At een Person skal i sig forene to, nemlig den egne og en fremmed, synes den haardeste Modsigelse man kan frembyde for Tænkningen, men dette er netop Personens Begreb og Væsen, at den ikke har sin Existents i sig men i en anden ɔ: at den i sin positive ɔ: personlige Negation besidder og nyder sig selv.
►Enhver ⓘ Sammenligning, som udvortes Reflexion anstiller mell.ⓘ Χst. og andre Individuer er ligesaa utilstrækkelig som den blotte Erindring om Χst. i Læren om Nadveren. Den sande inderlige aandelige Sammenligning er Troen og det sig realiserende og udviklende chr: Liv, som væsenlig er denne Bevægelse, at bringe Forskjellen fra Χsto og Eenheden med ham dybere og dybere til at fremtræde. –
336 ►7. Die Geschichte Christi [c]
✂ [c] IIC59Det er særdeles fortræffeligt sagt med Hensyn til hele den critiske Behandling af Χsti Historie og de Spørgsmaal, som derved komme i Bevægelse: »►Das Auchandersseinkönnen liegt geradezu im Begriffe des sinnlichen Geschehens.« –
►Vi have her at undersøge, hvorvidt den philosophiske Erkjendelse er istand til ogsaa m: H: t: de enkelte Momenter af Jesu Liv at lede og understøtte den historiske Kritik, og ligesom tilforn ⓘ Gudmenneskehedens Umiddelbarhed og Individualitæt viste sig som nødvendigt Moment af Forsonings-Ideen, saa spørger det sig nu videre, om det samme ogsaa kan paastaaes med H: t: den 25 hele Christi sinnlose Erscheinung, eller om her indtræder et væsentligt andet Forhold af Ideen til Erscheinung. Her kommer nærmest de Fakta i Betragtning, som Kritiken ikke blot formedelst historiske Modsigelser, men af philosophiske Grunde seer sig nødsaget til at forkaste – Miraklerne.
►Underet ⓘ er Foranledning til Tro, ►men ogsaa Foranledning til Tvivl.►Underet er et naturligt Moment i en umidd: Bevidsthed, men vækker ogsaa en Drift i Msk. til at gaae ud over sig selv. Individet søger efter en Grund efter en Mediation for den anskuede ham uforklarlige Kjendsgjerning, og denne aandelige Drift bliver der til chr: Tro, naar Individet lægger hiin Mediation ind i Χsti gudmenneskelige Personlighed. Først altsaa naar Underet selv er negeret og det subjektive Under har ophørt er Under-Troen i Sandhed chr: Tro. (►Altsaa den sig selv negerende Udvorteshed er Naturens almdl. Lov, ell. dens Sandhed og væsenlige Virkelighed er ikke den selv og dens Bestaaen, men dens Momentanitæt, dens Satværen og Satvorden af Aanden). For sig er derfor Naturen en Ubegribelighed et umedieret Faktum, et Under; men dens alsidige Gjenemtrængthed af Aanden er Forklaringen, er Begrebet af dette Under. Noget andet end denne almdl. Forklarelse og Beaandelse af Naturen er et enkelt Subjekt Indgreb i det naturlige Livs Gang.
►Underet viser sig nærmest som et enkelt Moment i den hellige Historie; men ligesom dette ophører at være et Under for Troen, saaledes var hele Christi Fremtrædelse i alle sine Forhold for den jødiske Bevidsthed nærmest en ikke mindre ubegrebet vidunderlig Gjenstand. Christi udvortes Fremtrædelse ⓘ har for den jødiske Omgivelse nærmest den Betydning, at ⓘ for337 denne ved hiin Udvorteshed Erkjendelsen 26 af dens Indvorteshed gaaer op. Denne Inderliggjørelse og Ibesiddelsetagelse af Χsti Person er en aandelig Proces, og selv hos Apostlene finde vi den vanskeliggjort ved jødiske Fordomme. Først ⓘ efter Χsti Død og Opstandelse modtoge Apostlene den Hellig-Aand, først derved aabnedes deres Øine, først i denne Begeistring blev Χsti Fremtrædelses Under til Aabenbaring. (►I ethvert Tilfælde er den philosophiske Paastand om ⓘ Umuligheden af et Under en meget usikker, naar den tillige er beredt til ⓘ at anerkjende dets Virkelighed, naar Fortællerens Paalidelighed som Øienvidne bliver beviist.).
►8. Der Glaube, das christliche Leben und die Philosophie. –
.... ►Vistnok har den Erkjendelses-Udvikling, som den chr Udvikling tog, ikke Form af philosophisk Tænkning, fordi den udgik fra Selvfølelse ikke fra Tænkning over Tænkningen; men just derfor er det eensidigt og ubestemt udtrykt, naar man angiver det som Middelalderens Theologies Charakteer, at den underordnede Tænkningen under Troen og altsaa Philosophien under Theologien; thi ved denne ikke blot fordrede, men virkelige ⓘ Underordning ophører Tænkningen at være philosophisk Tænkning og bliver troende og andægtig Tænkning; den philosophiske Tænkning som saadan var altsaa ikke underordnet Troen, men var meget mere endnu ikke vordet til Trang, var endnu ikke et væsenligt Element af det aandelige Liv. –
33827IIC60►📖 Christliche Polemik von Dr. 👤Karl Heinrich Sack. 📌Hamburg bei 👤Fr: Perthes 1838. –
Efter hvad jeg hidtil har læst i denne Bog er der mange ret gode Ting i den, men det er mere ⓘ popoulairt end videnskabeligt, det er ofte endog ⓘ opbyggeligt, hvorhos dette paa en besynderlig Maade parres med ►visse Skoleinddelinger. –
I ►Indledningen findes Intet synderligt mærkeligt, hvorimod ►den Undersøgelse, som begynder Bogen selv om Indifferentismus er i mange Maader interessant og kunde gjenemføres med langt større videnskabelig Betydning.
►Indifferentismens 2 Hovedformer ere Naturalismus og Mythologismus. (med Hensyn til om Indifferentismen kaster sig paa den reale ell. ideale Side, men denne Inddelings Grund er igjen ⓘ en af disse Skole-Kummerligheder som Intet har at betyde.).
►Den chrst: N: adskiller sig deri fra den deistiske og ⓘ naturalistiske, at den ikke ⓘ bekæmper det Positive i Χstd., men indifferenzerer det med det Naturlige.
►N: begriber Χstd. kun som naturlig Tilfredsstillelse af Religions-Trangen, og er indifferent for Forskjellen mellem Religion og Natur.
►N: er indifferent imod Underet, Hemmeligheder og hellige Skrifter, fordi den ikke ved Aabenbaringen lader sig føre 28 til Anerkjendelsen af den treenige Gud og hans Anseelse som han udsendte. –
►N: er indifferent imod Alt, hvorved Χstus viser sig som Forløser, og kjender kun en naturlig-psychologisk »Anregung« ved hans Lære og Stiftelser. –
►M. er den Form af Indifferentisme, i hvilken det Mythiske i de ikke christelige Religioner bliver stillet lige med det Guddommelige i Χstd. –
339►Da i M. Guds Aabenbaring bliver sat i det Skjønnes Fremtrædelse, saa kan hverken Guds Villie med Msk., ikke heller Synden, ei heller Forløsningens Værd rigtigt erkjendes. –
►L. er den Vildfarelse, ifølge hvilken man ved blot Fastholdelse af Religionens Hylster troer at have denne selv.
►Den historiske Udvikling af L. er betinget ved en for ved samme gaaende Lunkenhed og derved at forældede og meget uddannede msklige Former ere ⓘ forhaanden. –
►De to Hovedformer af Literalismus ere Ergismus og Orthodoxismus.
►Es Væsen bestaaer i den Vildfarelse, at Alt i Χstd. kun er til, for at frembringe religieuse ⓘ Gjerninger som Middel til Salighed.
►Troen er i E. alene Begyndelsen og Roden til Gjerninger ikke Retfærdiggjørelsens Middel. –
29►E. frembringer deels en usand Adskillelse mellem Gjerninger og Gjerninger, deels begunstiger den Gjerninger, som slet ikke fremgaae af Troen.
►O. er den Form af Litteralismen, i hvilken det Bogstavelige af Orthodoxien bliver anseet for nødvendigt til Opnaaelsen af Evangeliets Hensigt.
►O. lader sig ved sin ikke ganske sande Agtelse for Skriftlæren forlede til at indrømme kirkelige Læreformer og Bekjendelsesskrifter en ubeføiet Anseelse. ►O. udvikler sig som Bestræbelse efter at opfatte det Guddommelige menschengleich, det Mystiske empirisk, det Relative absolut.
►»Udtrykket at Gud er forsonet ved Χsti Offer forekommer ikke i den hellige Skrift, Gud fremstilles altid som den sig med Verden forsonende. og ►umuligt kan det ansees for saa uvigtigt som 📖 den evan340gelische Kirkenzeitung anseer det for, at Skriften aldrig bruger hiint Udtryk.«
►S. er den Vildfarelse, ifølge hvilken det religieuse Aandsliv bliver søgt under Løsrivelsen fra det guddommelige Ord. ►Den historiske Fremtræden af S. afhænger deels af visse Udviklingstrin i Videnskaben, deels af Ophævelsen af en ved Love bevirket Undertrykkelse af Aanden. 30 ►Begge Hovedformer af S. ere Rationalisme og Gnosticisme.
►R. bestaaer i en falsk Opfattelse af Forholdet mell. den menneskelige Fornuft og den chr: Religion. –
►R. tager ikke Guds Ord som det egentlige Guds Ord. –
►Ved at nægte den nedarvede Syndighed tilintetgjør R. Følelsen af Nødvendigheden af en sand Midler mellem Gud og Mskene. –
►R. berøver ved at benægte Christi Guddommelighed og Forsoningens Objektivitæt Forløsningsværket sin religieuse Charakteer og forvandler det til et moralsk Forbillede. –
►Forsoningens Objektivitæt benægtes a) fordi det strider mod Begrebet af Guds hellige Kjærlighed at ansee den Retfærdiges Død for nødv: b) det N. T.s Udsagn om denne Gjenstand ere at ansee for intetbevisende. Accommodationer til den jødiske Offer-Cultus c) Læren om den ved Χstus fuldbragte Forsoning er skadelig for Sædeligheden. –
►R. unde[r]graber ved Udbredelsen af en spidsfindig Aand i Brugen af Skriften ethvert fast Grundlag for det kirkelige Samfund.
►G. er den Form af Spiritualisme, i hvilken Erkjendelsen i sin Sigselvopløften over det guddommelige Ord bliver anseet for Middel til Forening med Gud. –
341►G. opstiller falskelig et saadant Begreb af det chr: Aands-Liv, ifølge hvilket sammes Fuldendelse er den speculative Viden. –
►Til Gnosticisme hører uden Undtagelse enhver Anskuelse i hvilken 1) Troen bliver betragtet som et lavere Trin, der skal overvindes og aldeles gaae over i Erkjendelsen og absorberes af denne 2) hvori den historiske Χstus med sine Ord og Gjerninger bliver anseet for et forbigangent Moment 3) hvor den absolute Aands Standpunkt bliver anseet for høiere end Livets Standpunkt.
►Fordi G. ikke erkjender Synden som frie Ulydighed, begriber ⓘ den Forløsningen ogsaa kun som Verdens Selvudvikling. –
►Den Bemærkning 👤Sack gjør p. ⓘ 278 om Gnosticisme er ganske fortræffelig og stemmer ganske med hvad jeg har tænkt mig og som der ogsaa findes Hentydninger til i ►denne Bog ►i Anledning af 👤Schaller.
►S. bestaaer i den Retning af ⓘ Gemyttet, at adskille sig fra det fuldkomne Liv i Kirken under Skin af en mere levende Tro. –
32►De to Hovedformer af S. ere Mysticisme og Pietisme.
►M. er Følelsen og Phantasiens Separazion fra det fornuftige Tanke-Omløb i Kirken. –
►M. stillerⓘ sin umiddelbare Bevidsthed om det guddommelige Liv og Virken saa høit, at den Anseelse, som tilkommer den hellige Skrift efter den chr: Tro, ikke kan bestaae dermed. –
►M. har i sin ukirkelige Fastholden af det »Besondere« i den religieuse Udvikling en Tilbøielighed til sædelig-extravagante Skridt og til Haardhed mod det reent Msklige. –
►P. er ⓘ Følelsen og Reflexionens Adskillelse fra den ved Phantasien medierede folkelige Fremtrædelse af den chr. Kirke. –
►P. anseer et bestemt Trin og Art af chr. Fromhed for saa vigtig som Troen selv. –
►P. befordrer en saadan Sammentræden af Ligesindede, der er til Skade for den mangfoldige Udvikling af Aandsgaver i Kirken. –
►T. er den Vildfarelse, ifølge hvilken det Guddommelige i Tilstædeværelse af msklig Auctoritæt bliver misbrugt til at hæmme Aandslivet i Kirken. –
33►De to Hovedformer af Th. ere Hierarchisme og Cæsareopapisme.
►H. er den Opfattelse af Betydningen af Hyrde og Lære-Embedet, ifølge hvilken det msklige Udsagn bliver hævet ud over Guds Ord og gjort til en Troen indskrænkende Lov. –
►H. lærer Gjentagelsen af et virkeligt Offer ved Præstestanden og gjør derved Indgreb i Χsti Offer paa Korset. –
►H. sammenblander gud. og kirkelige Straffe og befordrer derved den Skuffelse at opnaae Frigivelse af hine ved enkelte Gjerninger. –
►C. er den Vildfarelse, ifølge hvilken Statens Eenhed som Øvrighed bliver gjort gjeldende i Kirkevæsenet paa en det indvortes Liv i Kirken foruroligende Maade. –
►C. undertrykker det presbyterianske Element i Kirken og hemmer Udviklingen af Kirkeforfatningen. –
►C. lammer og forvirrer den sunde Bevægelse af Kirken i Lærebegreb, Cultus og Disciplin. –
30 Sept. 38.
343IIC6134►📖 Encyklopaedie der theologischen Wissenschaftenv.👤Rosenkranz. 📌Halle. 1831.
►I Beviserne for Guds Tilvær er man enten gaaet ud fra ⓘ a) Væren ell. fra ⓘ b) Tænken a): 1) det historiske 2) det ⓘ kosmiske α) a contingentia mundi β) det physikotheologiske γ) det teleologiske 3) det praktiske. b) det onthologiske. Sandheden ligger i Identitæten af begge, af Tænken og Væren.
►Guds Væren er ikke i Andet, som var for det Hele et fremmed, men i sig. Ligesaa Guds Tænken. Men det værende er tillige det Tænkende; og det Tænkende det værende.
Denne i hinanden og ved hinanden sig sættende Eenhed af Tænken og Væren er Substants.
Vi have seet ⓘ det Gode som Identitæten af Frihed og Nødvendighed, og som saadan som Loven for den msklige Villie. Kun i denne Fuldbyrdelse finder den sin Ro. Men den enkelte Villie erkjendte vi i sin concrete Existents kun i Personligheden (som Identitæten af den sig vidende Villie med Individualitæten), der i Individualitæten har sit Forhold til Naturen. Ved Enkeltheden formaaer Personen at adskille sig fra Nødvendigheden, heri det Onde. –
►Enten antager man det Onde for at være lige med det Gode; ell. man sætter en udvortes Forskjellighed, det ⓘ Onde er det endnu ikke værende Gode, ⓘ quantitativ. – ell. Modsætning
►Drift er et Væsens Bestemmelse, udefter at referere sig til et Andet, der nødvendigviis hører det til, og saaledes gjenem 35 denne Relation at vende tilbage til sig selv. – ►Begjær forholder sig nærmest til Drift som dens Realisering i det Enkelte. Selv er den i sin Opstaaen medieret ved Lyster ɔ: ved den ved den enkelte Gjenstand i det levende Subjekt opvakte Lyst efter at nyde den; thi Begjæringens Indhold er aldrig det i og344 for sig Almindelige. – ►Men Ligheden i Relationen hører op, naar Objektet faaer for Subjektet en andre Objekter udelukkende Bestemmelse. Da indtræder det omvendte Forhold. Subjektet er da ikke længere Magten over Objektet, men dette bliver til Magt over Subjektet. I og for sig er Subjektet da Intet, men kun i ⓘ sin Eenhed med det opfyllende Individ. Denne Enhed af Objekt og Subjekt er Lidenskab.
►Det Onde viser sig i sin Tilværelse fornemlig i 3 Former, hvilke ere at begribe som Modsætning til den guddommelige Viden og Villie og Gudsselvvished som Salighed.
►Det Ondes Tilin[t]etgjørelsesproces falder i følgende Momenter: Erkjendelsen af det Onde, Smerten derover og Tilgivelse – Man sammenligne hermed i Dogmatiken: Kaldelsen, Omvendelsen, Helliggjørelsen. –
historisk Theologie
►Ligesom den speculative Theologie havde i sin første Deel (den dogmatiske) til sit Indhold det Guddommelige i det Msklige, i den anden det Msklige i det Guddommelige, saaledes deler ogsaa den historiske Theologie sig. I første Deel har den det saalunde, stedse sig selv lige ⓘ Element i den chr. Religion; i den [anden] den fremadskridende Forandring af samme.
(►examinativ – damnativ – vindicativ)
✂ [a] ►Overgangen fra Kritik dannes naturligen til Exegetik derved, at hiin i sin Undersøgelse af den enkelte Læsemaade o: s: v: allerede staaer paa Springet til denne. –
►har at tage Hensyn tilⓘ 1) at denne Skrift tillige er Kilde for vor religieuse Kundskab 2) de forskjellige Bøgers forskjellige Charakteer (om denne end ikke er saa stærk marqueret som paa de egl: digteriske Pro345dukter – deri netop det Eiendommelige for det Hele.) 3) Forfatternes Individualitæt.
►Hermeneutiken kan kun i Almdl. antyde Regler for den praktiserende Exegese, som igjen er 1) Oversættelse 2) Paraphrase 3) Commentar.
►Overgangen dannes let fra Commentaren, idet denne seer det enkelte Sted i sit Sammenhæng med sit Nærmeste, dette igjen med en ell. anden større Heelhed o: s: v:. I sit Indhold er denne Dogmatik identisk med den speculative, i sin Form aldeles forskjellig. – Forhold mell. det Gl. og N. T. ►Den bibelske Dogmatik falder som historisk i 3 Dele. 1) det gl. T. dogmatiske Grundanskuelse 2) Reflexionen i Apokrypherne 3) det N. T. dogmatiske Bestemmelser. –
►Det gl. T.s Dogmatik. ►Gud fastholdes i sin Abstraktion fra det ⓘ Sandselige; men denne indeholder netop en Reflexion derpaa igjen Gud aabenbarer sig i Naturen. – ►Men denne Viden om Gud staaer tillige som den ved Gud givne – det Historiske –
►i Apokrypherne træder Reflexionen frem, om der existerer en sand Lykke, om ⓘ Gud ogsaa er retfærdig og gjengjelder Godt med Godt.
►d.N. T. – ►i Χsti Liv adskiller sig 3 Afsnit, hans tildeels ubekjendte Ungdom, hans Virken ved Lære og Under, hans Død, disse danne ⓘ en opadstigende Scala, saa at ⓘ hans Død maa ansees for hans Livs-Concentration. –
37►Χsti Læreform er en tredobbelt: a) en symbolsk, idet han fremstiller Sandheden i discrete ved Siden af hverandre staaende Billeder b) den paraboliske, der sætter den religieuse Sandheds Proces ud fra hinanden som Handlinger i alle Forhold c) den symbolske Forms rolige Billede og den allegoriskes Flydenhed hæve sig i de snart kortere snart længere didaktiske Udviklinger, hvilke Χstus forstaaer saaledes at knytte til ganske individuelle Situationer, at han veed paa det nøieste at forene det Eiendommelige og Besynderlige i346 dem med det Almene i den guddommelige Sandhed.
►Χsti Død har en tredobbelt Relation a) til Gud som Realisationen af den gud. Nødvendighed b) i Forhold til Χstus selv som denne Realisation under Frihedens Form (hvorved netop Nødvendighedens høieste Moment Døden tages i Besiddelse af Friheden som gjør den til et aandeligt Moment) c) i Forhold til Mskheden som ⓘ forsonende; thi »►den tilintetgjør Guds Indskrænkethed i Forhold til Msk, og Mskets Indskrænkethed i Forhold til Gud, og forsaavidt er Χsti Død Offer; men da Χstus er det eneste Msk, der er uden al Synd, og da han altsaa var det eneste Msk., der døde i uforstyrret Eenhed med Gud, saa kan hans Død ogsaa kaldes en vicarierende; thi kun ved ham er den Bevidsthed medieret, vi nu have over vort Væsen. –
►I den chr. Religions Vorden adskille sig 3 Elementer: Forfatning, Cultus og Videnskab.
38►Kirkens politiske Historie. 1) den embryoniske Avling af alle de sig siden videre og videre omdannende Elementer 2) fra 👤Karl d. St. til 👤Luther den kirkelige Auctoritæts eensidige Overvægt 3) søger at tilintetgjøre al udvortes Auctoritæt, i hvilken Form den saa end viser sig. –
►1) Først kjæmper den for at sikkre sig sin Anerkjendelse af den romerske Stat.
►2) Deler den sig i Bestemmelserne af Orthodoxie og Heterodoxie.
►3) Identitæten af det ⓘ Dogmatiske og det Politiske, og derved er den blevet staaende. (►👤Justinian)
►1) Kamp om Hegemoniet i Kirken. –
►2) Kamp med det tydske Rige. –
►3) Strid i Hierarchiet selv. –
►Den romerske ⓘ K: skildres meget rigtigt som den, i hvilken den negative Retning var den fremherskende, som endeliggjorde Ideens Momenter men netop derved347 ogsaa indprægede disse desto dybere i Folket. 📌Rom maatte udvikle dette Hegemonie a) formedelst dets Verdens-Forhold ⓘ b) formedelst dets Grundbesiddelse (👤Carl d. Sts Gave[)] c) ved Traditionen. Jo mere bestemt den romerske Kirkes Charakteer markerede sig desto mere viste den netop sin Fremgang som en Tilbagegang, alle dens Institutioner viste sig bundne til Fortiden, Intet fremgik af den egne Tanke eller Sagens Sammenhæng men stedse af det inderligste historiske Forhold til den ældste Kirke. Kirken var derfor ikke blot den ene, ikke blot den almindelige og hellige men ogsaa den apostoliske. –
39►2.) Kampen med det tydske Rige.
►a) det abstrakte Grundlag i den canoniske Ret.
►c) Korstogene som Hierarchiets Triumph.
►b.) Investiturstriden. Kirken var aabenbart paa Veie til paa en reen verdslig Maade at afklare sit Forhold til Staten. Biskopperne toge deres Embeder til Lehn af Staten etc. kort sagt Alt det var i fuld Gang, som 👤Gregorius VII, da han gav Kirken det afgjørende Sving til den modsatte Side, stæmplede som utilladelig Simonie. –
►3) Hierarchiet i Strid med sig selv.
►a) Tiggermunkene. Munkevæsenet er egl. et Moment af den orientalske Anskuelse, der bør overvindes af Χstd. Munkevæsenet indeholder det negative Moment Løsrivelse fra det Endelige ⓘ for det Uendeliges Skyld. Men da det opfatter denne Løsrivelse paa en reen udv: Maade, bliver [b] det aldrig færdig med det Endelige. Den gjør det Endelige, som den med Rette anseer for Noget »Nichtig« til Noget Uovervindeligt, hvis Modsigelse Msk. ikke kan opløse uden ved Flugt og Død.
✂ [b] ►sætter det Endelige til en udv: Modsætning istedetfor at gjøre det til Moment.
348 ►Den protestantiske Kirke.
►De nærmere Bestemmelser, under hvilke den protestantiske K. har udviklet sig ere
a) den fastsatte sit Begreb i sin Forskjellighed fra den catholske K..
b) den tilkjæmpede sig i politisk Henseende at stilles ved Siden af den cath. K.
c) den udviklede en Stræben efter at neutralisere de i den selv endnu uenige Elementer. –
40►Efter 30aarskrigen og det hele dermed forbundne Spørgsmaals Afgjørelse, har den catholske K. indtaget samme Stilling til Protestanterne som den græske fordum til den catholske. –
Det er meget rigtigt, ►hvad 👤R. bemærker, at Qvækere, Methodister, Hernhutere etc. lade sig opfatte som Protestantismens Munkevæsen, da de haabe ved Abstraktion fra det store ⓘ verdslige Liv at fremstille det chr Liv i sin Reenhed.
►I den græske Kirke er Principet den substantielle Følelse, der stræber at sætte sig selv over i Objektivitæt. I den romerske Kirke er Anskuelsen Principet, hvortil Følelsen hæver sig. Da dog Χstd. har sit Princip i Aandens absolute Bevidsthed om sig selv, saa tilfredstiller Objektivitæten endnu ikke, og Cultus vender sig tilbage i Subjektivitætens Dybde og sætter Tanken selv som Religionens Existentss sande og sidste Form. –
Ret træffende ►siger 👤R., at den græske Cultus lader sig sammenstille med den jødiske, den catholske med den græske Religion (den antike), fordi i hiin det Ærefrygtindgydende hersker; men her er det gaaet over i Kunst og grebet af Skjønhedens Idee.
►Saaledes var den hele Cultus en ⓘ i sig saa selvstændig Objektivitæt, at Subjektets Gjenemgang gjenem dens Bestemmelser mere var formell end grundig og ⓘ inderlig
►3die Epoke den ideelle Objektivitæt.
►Den græske K. holder i sin Cultus Følelsen og den erindrende Anskuelse endnu umidd. forenede. Den kommer derfor ikke til nogen reen Objektivitæt. Den taaler349 ingen udskaarne, udhugne eller støbte Billeder af hellige Per41soner eller Gjenstande, men Billederne af Χ. Jfr. 👤Maria og de Hellige maa kun være plat malede og allenfals kunstig udlagt med Edelstene.
Den romerske Kirke udvikler Anskuelsen til virkelig Objektivitæt. Erindringen om den hell. Historie slaaer igjenem til en levende Nærværelse. Aanden entaußert sich seiner Idealitæt til gediegneste Skjønhed. Men Skjønheden, Katholicismens dybe Produkt, er ikke Visheden.
►Den analytiske – synthetiske – systematiske Erkjenden. ►Analysen mangler i Almindeligheden af dens Bestemmelser – Reflexionen; Synthesen mangler i sin Reflexion paa det Enkelte Friheden af Begrebets Subjektivitæt.
►A. Den analytiske Erkiendelses Periode .
►a) Overvindelsen [c] af den orientalske Verdens-Anskuelse.
✂ [c] ►1. Trinitæt
►Den usande Abstraktion, der laae til Grund for den ebionitiske og ⓘ doketiske Opfattelse af Χstd., søgte Gnosticismen at raade Bod paa ved en talløs Mængde af Mellemleed. Den ebionitiske og ⓘ doketiske Anskuelse lod egl. det gudd. Væsen kun kaste et Glimt i Mskslægten; Gnosticismen følte Nødvendigheden af den inderligste Identitæt med Guddommen; men Mediationen var ganske udvortes, saa at Guds Mskblivelse dog ikke lod ham selv indtræde i, men kun bestandigt en anden af ham skabt Aand.
►At Manichæismen blev saa meget udbredt, det laae alene i dens Eenhed med Orientens Aand, der er vant til at opfatte Friheden kun i sin eensidige Form som en abstrakt »Entaüßerung des Subjekts an die Substants« og fra Formens Side er vant til det Billed42lige og Sandselige i Forestillingen istedetfor Tanken, hvorved den i det Theoretiske gjør Alt, hvad der kun er et forsvindende Moment i Totalitæten til en for sig bestaaende i det Vidtløftige fra hverandre dragen Skikkelse; og i det Praktiske indskrænker Villiens Virksomhed der350hen til, at den udtømmer sig for enhver concret Bestemmethed. –
►b.) Overvindelse af den helleniske Verdens-Anskuelse
✂ [d] ►2. Forholdet mellem den gudd. og msklige Natur.
►B. Den synthetiske Erkjendelses Periode
►Striden [f] om Tillæget»filioque« er den sidste mellem den græske og latinske Kirke, og det er ingenlunde saa uvigtigt som man troer; thi idet den græske K. udelukkede Sønnen gav den tilkjende at den endnu ikke fuldkomment havde forstaaet Aandens Subjektivitæt; men endnu dvælede ved Anskuelsen af den gudd. Substantialitæt som saadan.
►a) Vesterlandets Offertheorie.
►En Munk 👤Gaunilo fra Marmoutier gjorde Indsigelser derimod omtrent som senere 👤Kant. Men denne Indvending havde ogsaa 👤Anselm taget Hensyn til. Just ved den Negation, at 43 det Absolute som blot tænkt ikke var det ⓘ Absolute, men at først Negationen af Differentsen mellem Begrebet og Realitæten altsaa Identitæten af Tænken og Væren naaede det Absolutes Natur, udtalte 👤Anselm, at Tanken af Ideen ikke var Imagination men meget mere dens egen Virksomhed. –
►b) Islam og den aristoteliske Philosophie.
►Netop de skarpe metaphysiske og logiske som phy351sikalske og ethiske Bestemmelser af 👤Aristoteles vare fuldkomment egnede til som afgjorte Sandheder at blive anvendte paa Dogmerne som Kirkens ligesaa afgjorte Sandheder. Denne Reflexion over de rene Begreber som Substants og Accidents, Aarsag og Virkning, Materie og Form o: s: v: udtrykte sig som et formelt Beviis for Dogmerne, ved hvis logiske Rigtighed man bestræbte sig for at retfærdiggjøre sammes Fornuft. Heraf opstod hiin forskregne Maneer at disputere over Alt, quod libet, i Distinctioner og Definitioner, i Qvæstioner og Responsioner. –
►C. Den systematiske Erkiendelses Periode
44►Den Gang, som Theologien nu gjenemløb, falder i følgende 3 Momenter: først udviklede sig af den gl. Kirkes Opløsning en Mangfoldighed af protestantiske Kirker med positiv Bestemthed; dernæst ophævede det Positive sig ved en Negativitæt, som deels udgik fra Følelsens Subjektivitæt deels fra Forstandens Objektivitæt, og som faldt i den største Strid med Skriften de symbolske Bøger og med sig selv – endelig har denne Troens Strid med Følelsen og med Tænkningen gjort Begyndelsen til en Forsoning, som nærmest er udgaaet fra Philosophiens Side.
►b) Protestantismens symbolske Bøger.
►Den protestantiske Theologie maatte tilsidst opløse sig i en Mængde smaae Controverser, ved hvilke Lærdom tilsidst spilte en ligesaa stor Rolle som i den skolastiske Theologie den formelle Logik.
►Den speculative Theol. udfolder den chr: Rel: Idee uden Hensyn til Phænomenet; omvendt udfolder den hist: Th: den samme Idee kun saaledes som den er gi352vet den erkjendende Bevidsthed som Phænomen. Den praktiske Th: har med 45 Ideen at gjøre som den skal virkeliggjøre sig i Phænomenet.
►Kirketjenesten er ved sin Underviisning i Troeslæren, ⓘ med sine hellige Handlingers Værdighed og med sin Opbyggelses Inderlighed ⓘ umidd: rettet paa Menigheden selv. Regimentet i Kirken sigter mere til at bevare Menighedens i sig afsluttede indre Liv i sin rene Skikkelse, og lægge dens Forskjel fra andre Formationer af det aandelige Liv for Dagen.
d. 9. Nov. 38. –
35346IIC29►📖 Athanasius der große und die Kirche seiner Zeit, besonders im Kampfe mit dem Arianismus. v.👤Joh: Adam Mohler. 📌Mainz 1827. –
►ⓘ Forinden han gaaer over til den nærmere Undersøgelse om 👤Athanas. forudskikker han en kort Oversigt over den ældste Kirkes Lære om Guds Søn og d. Hellig-Aand. og ►opstiller derpaa som constant Lære:
1) Christus den sande Gudssøn er sand Gud og Eet med Faderen
2) han er en fra Faderen forskjellig Person, Verdenskaberen og derfor den, der stedse har aabenbaret Faderen og i Tidens Fylde er bleven Msk.
3) ligesaa bliver ogsaa den Hellig-Aand troet og tilbedet som en gudd. Person.
►Men han bemærker derfor, at man fra denne almdl. Kirkelære maa adskille de Enkeltes speculative Forsøg ⓘ paa philosophisk at bemægtige sig disse Ideer.
►Derpaa afhandler han fra p. 58 det Spørgsmaal om Χsti Mskblivelse m: H: t: det meget omstridte Punkt om Χ: har haft en fornuftig Sjæl.
Han gjennemgaaer nu ⓘ Forskjellige – 👤Clemens fE – det viser sig, at man har gjort sig skyldig i en overilet Slutning, idet man af Kfædrenes Yttringer om det Gudd.s Forening med Kjød og Blod har villet paastaae, at de frakjendte Χ. en fornuftig Sjæl, ved dette Udtryk »Kjød og Blod« maa forstaaes efter bibelsk Spro[g]brug, og 47 den Sprogbrug, som herefter har dannet sig i Kirken, den msklige Natur som saadan udenfor den ved λογος ⓘ meddelte guddl. Kraft og Oplysning. (Naar Χst. fE siger til 👤Peter det har Kjød og Blod ikke aabenbaret Dig, da kan Meningen jo kun være Din egen endelige Fornuft.) – ►Vranglærernes Anskuelse gik nu enten ud paa at gjøre Χ. til et blot Msk. (ebionitisk) ell. til aldeles at hæve Forskjellen mellem ⓘ Fader og Søn, eller til at gjøre Sønnen til en blot Udstraaling. Mærkeligt bliver det medens ⓘ Ebioniterne sætte Sønnen saa lavt i Forhold til den kirkelige Anskuelse Gnostikerne derimod sætte Sønnen saa høit men Skaberen saa354 lavt, idet de ikke kunne begribe, at Gud har skabt Verden, en Virksomhed de overlade til en Demiurg men vel at han kunne forløse den. – Sabellianismen betegnes rigtigt som Hyperkatholicisme.
👤Tertullians Strid med 👤Praxeas udvikler klarligen Klæren, omend 👤Tert: stundom indenfor sin Argumentations absolute Rigtighed gjør sig skyldig i Inco[n]sequentser. »Lys af Lys« var det Udtryk man brugte om ⓘ Χsti Væsentslighed, indtil senere dette Forhold opfattedes i Begrebet som Eenhed i Væsen.
►Udtrykket ποιημα om Χst. kom ind ved 👤Dionysius Alex: netop for at vise Forskjel mell. Fader og Søn, dette Udtryk var for stærkt og paadrog ham en Irettesættelse af 👤Dionys. Romanus, men Alexan48drineren viser i sit Forsvar, at han blot i Striden er gaaet forvidt, og hans øvrige Argumentation udvikler tilstrækkelig hans Orthodoxie. –
►En meget vidtløftig Udvikling findes nu af en ⓘ Mangfoldighed af Beviser af 👤Ath: mod 👤Arius, hvorved man vistnok frapperes over 👤Aths Evne til af ethvert Skriftsted at udsuge et Argument, men saa forekommer det mig, man forstyrres mere ved den Masse af discrete Momenter end opbygges ved Argumentationens Continuerlighed.
►p. 297. begynder Udviklingen af Læren om d. h. Aand m: H: t. 👤Sabellius, motiveret ved 👤Schleiermachers bekjendte Afhandling. – ►👤Schl. mener, at den kirkelige Trinitætslære er udgaaet fra Alex: ved Platonisering, ell. af en blot philosophisk, kosmologisk Interesse, for nemlig at danne en Overgang fra det endelige Væsen til det uendelige i Guds-Søn. I andet Fald vilde den sabellianske Opfattelse være bleven den ene herskende. 👤Sch. mener, at naar man engang er begyndt at personificere en gudd. Egenskab som her ved den gudd. Forstand saa er der ingen Grændse. Fremdeles siger 👤Sch. tilfredsstiller den sabell: Opfattelse den chr: Fromhed ligesaa meget som den kirkelige, ja da den absolut antager Χst. for Gud vel endog mere. Endelig anbefaler den sig ved, at den alene refererer sig til Guds Forhold til 49 Verden ⓘ og til Frelsens Foranstaltning, medens den kirkelige Theorie er transcendent.
355►Forholdet mell. Arianisme og Sabellianisme fremstiller 👤Möhler saaledes: ifølge hiin er Gud adskilt fra Verden, ifølge denne falder Gud og Verden sammen. Katholicismen holder Gud og Verden ude fra hinanden, skjøndt Gud dog derhos staaer i det innerligste Forhold til Verden.
►Sabell. kan ikke forklare den bibelske Lære om alle Tings Skabelse af Faderen ved Sønnen; thi Sønnen maatte da være virksom før han var, Sønnen er nemlig efter Sabell: kun den forløsende Guddom, den specielle Omskrivelse af det gudd. Væsen ved Mskvordelsen i Χsto, en speciell Aabenbaringsmaade af samme, og den hellige Aand er Guddommen i Kirken.
►👤Sabellius antager vel den samme Guddom, men paastaaer derhos, at den samme Guddom har aabenbaret sig anderledens som Skaber og anderledens som Forløser. Dette er i høieste Grad ubibelsk; thi naar 👤Sab: under Logos vil tænke sig noget Klart, saa maa han derunder forstaae den sig aabenbarende Gud, men nu er Logos, den sig i Skabelsen aabenbarende Gud, ogsaa den forløsende, thi ⓘ Logos er jo bleven Kjød. 👤Johannes siger: den samme, ved hvem Verden blev skabt, har senere forløst Verden ɔ: den samme sig aabenbarende Gud; ikke blot er Guddommen den samme i Skabelsen som i Forløsningen, men sammes Aabenbaring i Χstd. er den samme som i Begyndelsen. Men efter 👤Sab: var 50 Gudd. vel den samme, men dens Aabenbarelse forskjellig.
►Sønnen og den Hellig-Aand vare altsaa ikke efter 👤Sab. virksomme ved Skabelsen, overhovedet ⓘ før Forløsningen, men efter Kirkelæren vare de det.
Idet Kirken har antaget, bemærker 👤Möhler fremdeles, at der ogsaa ⓘ før Χstd. har været enkelte hellige Mænd, om end den mindste i Himmeriges Rige er større end dem, antyder den ogsaa at den har lært Sønnens og Aandens Tilstædeværelse før Χstd, idet jo Hellighedens Specificum altid bliver det ⓘ samme, ligesom vi jo ogsaa seer Aanden virksom allerede ved Χsti Daab. ⓘ Men vare Sønnen og Aanden ikke tilstæde før Χstd. saa lader der sig vel neppe om 👤Adam prædicere Ordet hellig i den Forstand, som Kfædrene gjore det,356 Synden bliver da et nødv. Moment, ell. rettere sagt den ophæves, og er blot et billedligt Udtryk for en verdenshistorisk Evoloution.
Aanden falder derfor aldeles sammen med den msklige Udvikling; thi Aanden er efter 👤Sab. Lære »det Heles Aand, alle Troendes Aand«; thi, siger 👤Schl:, kun i det Hele er Aanden ikke i den enkelte, der i saa ⓘ Fald vilde være en Χstus. I Miraklet viser sig Foreningen af det Heles Aand med den Enkeltes aandelige Kraft« ►Men saaledes fremtræder jo en Forgu51delse af det Totale, i hvilket den Enkelte er Actionair og Interessent, men som ikke har nogen selvstændig Bestaaen under dets idelige Communiceren med det Enkelte. 👤Sab: taber derfor aldeles det Continuerlige. Først kommer Skabelsen, derpaa træder Gud op som Forløseren, det er en ny Evoloution, som ikke staaer i noget nødv: Forhold til Skabelsen, uden forsaavidt man vil reent vilkaarligt og indlistet sige, at Skabelsen var en Præmis, der ⓘ fordrede en ⓘ Conclusion (dog i ethvert Tilfælde ikke paa den reale Maade som Synden nødvendiggjør Forløsningen) ⓘ Den tredie Evoloution bliver da Kirken. ►Men afseet fra disse Evoloutioner lader der sig slet Intet udsige om den Monas, der hverken er Fader, Søn ell. Aand. (Dette Spørgsmaal vilde 👤Schl. naturligviis afvise som transcendent, men 👤Mohler har ogsaa tidligere søgt at vise, at det ⓘ laae i Kirkens Interesse at spørge saaledes, og at den i ethvert Tilfælde havde Hævd derpaa). 👤Mohler mener derfor, at maatte give 👤Gregorius Nanzia: Ret, naar han sigter 👤Sab: for ⓘ αϑεια, medens han beskylder Arianerne for πολυϑεια, idet den nemlig om ingen af dem udsiger, at han er en Person, men Fader, Søn og Aand for dem kun ere Aabenbaringer, Manifesta[tioner,] 52 Udviklinger af den gudd. Monas, om ⓘ hvilken man Intet veed, idet den kun aabenbarer sig som Fader, Søn og Aand ikke som Monas.
►Man seer heraf👤Marcellus af Ancyras Lære, der fremlyser af hans Strid med 👤Eusebius af Cæsarea, hvilken sidste efter hele 👤Möhlers Fremstilling viser sig at have357 været en meget overfladisk Tænker (fE p 44. hvor han siger om ham, at efter hans Lære restituerede Χstus Religionen blot som den havde været før 👤Moses, ikke Msk, som det var før Faldet) og af en meget tvetydig Orthodoxie (saa at endog en Biskop 👤Potamon af Heraclea paa Synoden i 📌Tyrus sigter ham for, at han i sin Tid er sluppen ud af Fængslet ved at love at gjøre ell. ved at gjøre det Utilladelige.). 👤Eus: beskylder nu 👤Marcellus for, at han lærte, at Logos var et blot Ord og sigter ham for 👤Sabell.. 👤Mohler viser de mange Fordreielser 👤Euseb. har gjort sig skyldig i, indrømmer, at 👤Marcellus begik et Feilgreb ved at distinguere mell. Guds Søn og Logos, og opholder sig over, at 👤M. ikke vilde kalde λογος Søn uagtet han siger, at han er født af Faderen, mener, at det har sin Grund i en Frygt for at en saadan Benævnelse skulde lede til materielle Forestillinger, der laae Hedningerne kun altfor nær. Det synes ogsaa at fremgaae, at 👤M. kun i ariansk Forstand 53 * har nægtet 3 Hypostaser, der efter 👤Arius Hypostasis var ligebetydende med Væsen, og der altsaa i de 3 Personer blev 3 Væsener. 👤Eus. maa selv indrømme, at 👤Marcell. dog aldrig brugte Sabellianismens Charakteristikon »υἱοπατωϱ«. 👤Mohler mener, at 👤Marc. forholdt sig til 👤Sabell. som 👤Eusebius til 👤Arius. –
IIC30►Fra p. 165 af leverer 👤Möhler nu nogle Uddrag af 👤Hilarius Værk om Trinitæten i 12 Bøger. Besynderligt nok jeg har nu i nogle Aar givet mig af med Dogmatik og har aldrig hørt dem nævne – de ere mægtige jeg fristes til at sige om dem, ►hvad Kong 👤Pyrrhus sagde om det romerske Raad det er et Kongerige af Lapidar-Tanker, hver enkelt er en ►Point de Vüe-Maaler for en speculativ Dogmatik – jeg maa nødvendigviis læse det Værk, jeg føler mig i dette Øieblik oversvømmet deraf som naar 📌Nilens Vande velsigner 📌Ægypten. –
✂ !!!
1838 d. 6te Dec. Kl. 11.
IIC31►p. 262 fl. den apollinaristiske Strid. 👤Apollinaris havde ligesom hans Fader af samme Navn haft Fortjenester af den chr. Videnskabelighed under 👤Julian. Han gik egl. ud paa at bekjæmpe Arianisme, og søgte at gjøre det358 gjeldende, at de ledende Bestemmelser, der i Skriften udsiges om Χ. og som Arianerne fornemlig grundede deres Theorie paa, maatte 54 udsiges om Χsti gudd. Natur. Derfor gik han nu til den Yderlighed, at han benægtede Χsti msklige Sjæl. ⓘ (En dobbelt Anskuelse af Χsti Legeme synes imidlertid at have gjort sig gjeldende, enten antog [han] et virkeligt mskligt Legeme, Andre synes at have lært, at Χ. havde bragt et Legeme med fra Himlen.) De beraabte dem paa ►Joh. 1, 14 Ordet er bleven Kjød. Desuden ⓘ sagde de, havde Χ. haft en msklig Sjæl, da havde han heller ei været fri for Synd som ligger i den msklige Sjæl. Fornyelsen af vort Kjød havde Χ. nu viist ved Ligheden af sit Kjød, Aandens Fornyelse ved at efterligne ham og afholde sig fra Synd; derfor hedder det »Verdens Fyrste kommer, men finder Intet i mig« ►Joh. 14, 30, derved mente 👤Apollinaris at han fandt ikke den msklige Sjæl. For at retfærdiggjøre deres Anskuelse af ⓘ Umuligheden af, at ⓘ den msklige Aand kan blive fri for Synd opstillede de en Retfærdiggjørelses-Theorie, ifølge hvilken ved Guds blotte Ankomst Synderne vare løste.« Altsaa en blot imputativ Retfærdiggjørelse. De mente altsaa, at Synden forblev ogsaa i den Gjenfødte. Derpaa sammenstiller 👤Mohler denne Anskuelse med 👤Luthers om Mskets totale Syndighed og erindrer om 👤Mathias Flaccius Illyricus med sin Lære om Arvesynden som Substants. Denne Χsti Efterlignelse blev det nu især en egen Sag; thi det Indvortes kunde jo Msk ikke efterligne, da den msklige Sjæl stedse var befængt med Synd, det 55 udvortes kunde af den Grund ikke efterlignes, da der jo ikke var Nødvendighed for at antage en virkelig Legemlighed. Saaledes blev da det hellige Sindelag en Umulighed endog under den Hellig-Aands Bistand. Nu erindrer 👤Mohler igjen om de lutherske Lærdomme om gode Gjerninger, der vel vare nødv. men ikke til Salighed.
Fremdeles ⓘ sagde, at naar man antog en virkelig msklige Natur fik man to Χstusser. og for ret at vise, at de kun fik een – prædicerede de alle de lidende Bestemmelser, der findes i den hellige Skrift, om λογος selv. Derfor betjente de sig af den Formel, at Χ. har haft359 uskabt Kjød, dog ikke i den Forstand, at det virkeligt var uskabt, men at det ved Foreningen med det Uskabte var bleven til een Natur – uskabt. Hermed sammenstiller nu 👤Mohler 👤Luthers Ubiquitæts Lære. – ⓘ 👤Athanasiussiger med Hensyn til Foreningen af Naturerne: ►δια τουτο ϑεολογειται μεν ὁ λογος, γενεαλογειται δε ανϑϱωπος.
d. 9 Dec. 38.
36056IIC32📖 ►Die christliche Lehre von der Versöhnung in ihrer geschichtlichen Entwicklung von der altesten Zeit bis auf die neueste. Von Dr. 👤Ferd. Chr: Baur. 📌Tübingen 1838.
►p. 118. 👤Johannes Scotus Erigena. ►Jo mere Forsoningsbegrebet gik ud i de i det indeholdte forskjellige Momenter, desto mere maatte det vise sig, at den paa den Tid i Kirken givne Dogmatik ikke var istand til tilfulde at lade hvert enkelt Moment komme til Orde, fornemligen Betydningen af Χsti Lidelse og Død. Den søgte derfor at løse Opgaven ved at ignorere en Mængde Vanskeligheder og anvise Forsoningen sin Betydning i den ved Χsti Fremtrædelse som saadan tilveiebragte Udsoning af det Gud.d. og Msklige, hvorved da man i Grunden kun gik tilbage til den gudd. Eenhed i sin første umidd. Ansichseyn. – Noget Lignende gjør sig nu gjeldende i 👤Erigena, ⓘ idet han indtager et Standpunkt, hvori den Forskjel, der i al sin Adsplittelse maa gjenemføres imell. det Gud. og Msk, ikke ⓘ faaer Lov at udtone som saadan, men blot opfattes som et forsvindende Moment, og derved ret stærkt antyder det Standpunkt, paa hvilket Platonisme og Χstd. berøre hinanden.
►👤Baur mener, at man ikke med 👤Staudenmayer og 👤P. Hiorth bør ansee 👤Erigena for Begyndelsen af den egl. christelig-spe57culative Retning, men for Afslutning af den hele ældre spec Udvikling, der ligesom concentrerer sig i ham, og mener deri at finde en ligesaa gyldig Forklaring af hans Coincidents med nyere philosophiske Problemer. fE i den Betydning han tillægger ⓘ Negationens logisk-metaphysiske Element: Essentia est, affirmatio, essentia non est, abdicatio, superesentialis est, affirmatio simul et negatio; in superficie etenim negatione caret, in intellectu negatione pollet.
361 58 IIC9 ►📖 Epistola ad Romanos. [a]
✂ [a] ►Nova sectio ab initio cap: 9 ad c: 10 et 11. Monstrata via salutis per Chr: comparata, restabant nonnulla de promissis datis Judæis, quibus certam possessionem gratiæ divinæ sperabant. Huc redeunt: 1) illa promissa non pertinent ad omnes Judæos natos, pendere vero a mera gratia divina. 2) illa gratia divina pertinet ad gentiles immo vero iis facilius quam Judæis evenire ob incredulitatem Judæorum. 3) lætiorem spem addit, jubet sperare fore, ut aliquando Judæi rectius intelligant et ⓘ resipiscant, salutem sibi oblatam accepturi. –
Cap. IX.
v. 3. ►αναϑεμα = חֶרֶם; ►חֶרֶמִי אִש ►1 Reg: 20, 42 ανηϱ οληϑϱιος.
►De senere Rabb. havde ⓘ 3 Sorter Bann 1) נִדוּי (seclusio) bestod i en 4 Alens Fjernelse fra hele Familien, varede 1 Maaned. 2) חֶרֶם med dem maa Ingen lære, handle, spise, drikke, ogsaa Adgang til Synagogen er dem nægtet. 3) שַמַתָא hermed var Udelukkelse fra ⓘ Gudstjeneste og Omgang for stedse forbunden. ►👤R. Salomo siger: den, der [er] forbandet med Schammatha er som Fidtet smurt paa den hede Ovn, det tørrer ind og kommer aldrig igjen. –
►δοξα כָבוֹד; ►arca foederis dicitur: מִייִשְרַאֵל כְבוֹד
►Af hvad 👤P. her udvikler om 👤Esau og 👤Jacob synes Calvinisten med Rette at gjøre følgende Slutning: beraaber 👤P., for at retfærdiggjøre Uddelingen af Adgang til det indv: Guds Rige, sig paa den Maade, paa hvilken Adgang til det udv: blev tildeelt, saa følger dec: absolutum, og det maae vi jo ogsaa indrømme, at Grunden til at Jøderne blev det udvalgte Folk alene laae i Guds Raadslagninger, vi maa indrømme det, hvormeget vi end fra en anden Side maa erindre om at det Hele jo dog maa have haft sin dybere Grund i Guds Viisdom. Men i at gjennemføre denne Anskuelse, maae vi bruge Forsigtighed. Vi maae erindre at 👤P. ikke beraaber 59 sig paa ►det gl. T: theokratiske Indretning for derved at retfærdiggjøre sin Anskuelse, men at denne er ham som al Jødedom et Billede ►en Præfiguration af Χstd. (en Skygge af Χstd, noget som ret vil vise sig, naar vi betænke, at hiint havde sit Hjem i den udv: i Tilfældighedernes Verden, denne i Frihedens og Aandens). Vi maae betænke at 👤P. polemiserer mod egoistisk-tilfredse Jøder, en Polemik der gjentager sig i en høiere Sphære i det Følgende,362 hvor han viser ►i 👤Pharaos Exempel de sørgelige Følger af at reise sig mod Gud og gjøre Modstand. Ville vi derfor gjennemføre i den høiere theokratiske christelige Verden, da bliver Ligheden fra den negative Side sand, ►forsaavidt nemlig Adgang til dette høiere Theokratie ligesaa lidt beroer paa Fødsel Afstamning, udv: Gjerninger, som hos Jøderne; men fordi Χstd. ikke blot er Noget udv: ikke nogen blot udv: Kirke, saa er der seet fra den positive Side den Forskjel, at her gives eet Vilkaar, et Vilkaar som jo dog netop har sin Grund i den gudd. Naade, og altsaa er en Negation af al msklig foreløbig Competence. Denne sidste Betragtning er altsaa ligesom det ►👤Okeanos, der omslynger hele Χstd., og ethvert Forsøg paa at gjøre udv: Fortrin gjeldende, vil blot have til Følge, at man ikke bliver ►overskibet.
►Hvad Billedet hentet fra 👤Isaak angaaer, da bliver det lige træffende, enten man søger det Typiske deri, at 👤I. blev født paa en underfuld usædvanlig Maade; 60 ell. deri, at den blotte Forjættelse kaldte ham tillive, ligesom den objektive Tilbydelse af Naaden fra Msk. Side kun kræver Modtagelsen. –
v.ⓘ 9. ►istedetfor ϰατα τον ϰαιϱον τουτον staaer i den heb: Text den vanskeligere Læsemaade חַיָה כָעֵת og LXX har: ϰατα τ. ϰ. τουτον εις ωϱας. ►rimeligst er at חיה er et Tillægsord foem: gen:ɔ: hoc tempore vivente ɔ: redeunte. –
►ϰοιτη שְכָבָה v. מִשְכַב
►►Mal: 1, 3 Herren strider med Folket ved sin Prophet og foreholder det, at det forlader ham, da han dog netop havde overøst dem (📌Israel) med Velgjerninger, hvorimod ►Edomiterne, der dog nedstammede fra samme Stamfader levede fortrykte.
►μισειν er ikke her positive men privative, en mindre Elsken udtrykte Jøderne ofte med det Ord »at hade«. –
v. 15. ►►Ex: 33, 19. ►👤Moses sibi expetit apparitionem solennem, quam annuit Jehova illa verba dicens. –
►Apostlen vil anføre et Exempel ⓘ af Historien paa, at Gud paa ingen Maade skaaner den Halstarrige, at meget mere Guds Langmodighed bliver ved hans Stivhed363 til større Fordærvelse. Saaledes havde nu 👤Pharao seet 6 Plager styrte frem over sit Land, uden at agte paa Guds Vink. Gud havde med Langmodighed (v. 22) taalt hans Opsætssighed. Men af denne Langmodighed var nu ingenlunde at slutte, at Gud tilsidst vilde lade ham faae sin Villie. Tvert61imod var 👤Pharao bleven et levende Exempel paa, hvor aldeles Intet Msk. udrettede mod Gud. (Saaledes udvikledes rigtigen Sammenhænget paa Synoden i ⓘ 📌Dortrecht.).
►Det er for øvrigt at bemærke, at dette Guds Udsagn først udgik til 👤Pharao efter den sjette Plage, altsaa efter flere gjentagne Ulydigheder; og at Gud vilde 👤Pharaos Omvendelse sees af det strax derpaa følgende Spørgsmaal: Vil Du endnu bestandig undertrykke mit Folk og ikke lade det vandre. –
►Man maa ogsaa huske paa, at Forhærdelsen i det Gl. T. ikke alene tilskrives Gud; der siges ogsaa: 👤Pharao forhærdede sig selv, hans Hjerte blev forhærdet, uden at gaae tilbage til Aarsagen. –
Angaaende det Hele maa man erindre ►👤Origenes Udvikling: »Vi maae ved denne Forhærdelse ikke tænke paa nogen speciel Akt af Gud paa Sjælen; men det er Følge af de uophørlig fortgaaende Kjerlighedsbeviser af Gud, hvorved den ⓘ Fordærvede bliver det end mere, den Omvendte Gud end mere hengiven. Efter ►Heb: 6, 7.8. bringer en og den samme Regn Urter paa den ene Mark, Torne paa den anden.« –
Endelig maa man erindre, at det Udtryk ►σϰληϱυνει kun er en Continuation af ►det foregaaende μισειν, hvilket, som ovenfor bemærket maa opfattes i den Relativitæt, den hebraiske Sprogbrug berettiger til.
v. 17. ►הֶעֱמַדְתִךָ LXX habent ⓘ διετηϱησα.
►οπως ενδειξωμαι. ►אֶת־כֹחִי הַרְאֹתֶךָ►ut faciam te videntem potestatem meam ɔ: 62 ut te experiri faciam potestatem meam. ut ex tuo exemplo manifesta sit potestas mea.
►בְכָל־הָאָרֶץ שְמִי סַפֵר וּלְמַעַן
►Orientalerne opfattede Gud som Aarsag til Synden, saavel da, hvor han tillader den συγχωϱητιϰως, som ogsaa da, hvor han ved visse Foranledninger fremkalder den αφοϱμητιϰως.
364►Es. 6, 10►ὁ ϑεος τετυφλωϰεν ϰαι πεπωϱωϰεν τον λαον.
Maaskee lod hele Stedets Vanskelighed sig bedst forklare saaledes. ►👤P. havde i det Foregaaende talt om [b] de forskjellige Begunstigelser, der var faldet saa vel i hele Jødefolkets, som indenfor dette i enkelte Mænds Lod, disse som Msk. aldeles ingen Fordring kunde gjøre paa, havde alene deres Grund i Guds uforanderlige Villie. Herom havde han brugt Udtrykket ►ελεειν (v. 15.); men idet han nu gaaer videre i sin Udvikling, udvider efterhaanden det oprindelig kun i en udv: jødisk-theokratisk Forstand brugte Udtryk ►ελεος sig til det som egl. er Løsnet i hele 👤P. Lære til Begrebet om Naaden; men hvad der tænkes uden for denne Naade, men dog i Forhold til den, det maa mere ell. mindre, mere ell. mindre bevidst tænkes forhærdende sig imod den. Saaledes at ►σϰληϱυνειν er aldeles analogt med ►μισειν i den blot udv. Verden. –
✂ [b] Det som overhovedet 👤Paulus især bestræber sig for er at frigjøre Gud fra de utidige Consequentser af ►det Naadevalg, hvorved Jøderne vare blevne til det, de vare, ved at vise, at det netop som et Naadevalg ikke gav dem Gyldighed til at fordre Noget.
v. 22 ►ϰατηϱτιςμενα. ►Nogle have taget det reent medialt, og derved undgaaet 63 den dogmatiske Vanskelighed. Dette lader sig nu vel grammatisk forsvare; men rigtigere vistnok passivisk, saaledes at Gud er at ansee for den Bevirkende, men ligesom ved 👤Pharao ikke τελιϰως, men εϰβατιϰως. Saaledes som ogsaa ►Act: 13, 48 ὁσοι ησαν τεταγμενοι Omvendelsen efter popoulair Udtryksmaade henføres alene til Gud, medens han dog kun ὑλιϰως og διαταϰτιϰως er det. Ligesaa ►Jud. 4. οἱ ⓘ πϱογεγϱαμμενοι εις τουτο το ϰϱιμα. 👤Tholuck mener at man efter hebraisk Sprogbrug kan tage dette Participium adjektivisk = »fertige, egnede til«. –
v. 25. ►At in illo loco Hoseæ non sermo est de gentilibus sed de populo Israelitico. Hoseas gratiam divinam promittit: vos qui antea perfidi fuistis, idolorum cultores, ideoque Jehovæ invisi, vos aliquando ad Jehovæ cultum redibitis, ubi ita redieritis etiam redibitis in gratiam Jehovæ. Nec accurate verba exscripta sunt: miserebor ejus, cujus antea non misertus sum, qui populus meus non sit, populum meum vocabo. – ►ηγαπημενην exstat in textu heb:365 רֻחָמָה, som ellers oversættes ελεημενην (►1 Pet: 2, 10) men begge Oversættelser lader sig forsvare, da רִחַם baade betyder at elske og at forbarme sig over.
v. 26. ►Stedet referer[er] sig ligeledes som det foregaaende i den heb: Text kun til de 10 Stammer og forudsiger hvilken Herlighed, de ville blive deelagtige i, naar de forene sig og indgaae i det messianske Rige og med 📌Juda deeltage i den messianske Herlighed.
►ϰαλεισϑαι er ofte = at være נִקְרָא
v. 27. ►Non loquitur propheta de tempore Messiano sed de clade politica, et dicit, non 64 nisi paucos ex insigni Jehovæ gratia incolumes evasuros, quænam sit miseria non accuratius describitur. Emphasis est quærenda in ϰαταλειμα. – ►hebr: exstant: »vastatio decreta est, irruit illa, justitiam ferens, nam vastationem judicium Jehova efficiet in terra. Sed 👤P. non secutus est textum sed ⓘ οἱ οʹ exstat ibi: כִלַיוֹן vastatio ex כלה 1) perfectus fuit 2) perditus fuit. Piel consum[m]avit rem, aliquod perdidit, ideo est »vastatio« notio genuina sed LXX alteram notionem secuti verterunt λογον decretum.
►συντεμνω חָרַץ enten fremskynde ell. beslutte.
v. 29. ►Sermo est in textu heb: de bello aliquo, sed quodnam incertum est. ►Dog staaer dette Sted af ►Es. ikke i noget bestemt Forhold til den messianske Tid, og handler om de Jøder, der skulle overleve Straffedommen og opleve Frelsen.
v. 33. ►hæc verba nusquam leguntur in V. T; conflatus est locus ex duobus: 28, 16: in 📌Zione lapidem fundamentalem jeci (Jehova) lapidem probatum, angularem, pretiosum et bene formatum, ei qui confidit non aufugiet. 8, 14: Jehova asylum erit idem lapis offensionis et rupes, in quam utrumque regnum impinget. ⓘ Primus locus est historici argumenti, pertinet ad tempus bellicosum, quo Judæis cum 📌Assyria bellum imminebat. Propheta improbat factionem politicam, ⓘ quæ contra legem foedus inire volebat cum 📌Ægypto contra Assyrios, vetat confugere ad 📌Ægyptum sed suadet, 65 ut fidem habeat regi 👤Hiskiæ, regi pietatis et fortitudinis probatæ, ideo ille lapis bene fundatus est. – Alter locus. Sermo est de Jehova, sed quomodo lapis offensionis? quia Judæi sæpe a Jehova deficie366bant, et inde poenas luebant, et eo majores, quod deum cognoscebant.
►מִכְשוֹל צוּר . נֶגֶף אֶבֶן
►λιϑος πϱοςϰομματος. πετϱα σϰανδαλου.
►αισχυνϑησεται. in textu heb: »qui ei confidit יָחִיש לֹא הוּא 1) tremere 2) suffugere fugam capere. Sed LXX legisse videntur יָבִיש ex בוּש.
Cap. X.
v. 5. ►►Lev: 18, 5. αυτα ɔ: πϱοςταγματα, nam in textu heb: exstat מִשְפָטַי. 👤Moses dixit de longa vita h: l: de æterna.
►►Deut: 30, 12. ultima 👤Mosis oratio, qua Israelitis ante oculos ponit 1) beneficia legis 2) comendat legem et addit promissa et minationes ad ⓘ deterrendum ab inobedientia, et deinde dicit: lex illa, quam hodie vobis præcepi nec difficilis vobis nec nimis profunda non in coelo est, ut dicat aliquis, quis adscendet in coelum, eam arcessiturus, ut eam audiamus et ei obediamus, nec posita ultra mare ut dicere ⓘ opus sit, quis mare transibit eam nobis translaturus, ut eam audiamus et pareamus, ecce admodum prope adsunt præcepta in ore tuo et in corde tuo, ut unusquisque parere possit. 👤P. non accurate secutus est nec textum nec LXX. Verba: μη ειπης εν τη ϰαϱδια σου a 👤P. sunt adjecta. nec accurate verba 66 ϰαταβησεται εις αβυσσον. LXX: ⓘ τίς διαπεϱασει εις το πεϱαν της ϑαλασσης הַיָם מֵעֵבֶר sed in libris poeticis sæpe dicitur יָם תְהוֹם
v.ⓘ 9. 10. ►Vant til den heb: Paralellismus Rythmik ynder 👤P. den ogsaa i Prosa, og disse to Leed ere da paralelistiske; ►thi ihvorvel med den sande Tro ogsaa Bekjendelsen er givet, og med den sande Retfærdiggjørelse ogsaa Saliggjørelsen, saa kan dog i begge Leed i en vis Forstand det ene Leed ansees som et Complement til det andet.
►►Joel 3, 5. Der er paa det Sted Talen om den store Sigtelses Tid, der vil gaae foran Messiæ Ankomst. –
v. 14.👤P. gaaer over til den anden Deel. ►Jøderne kunde maaskee sige, at Noget saadant var dem ikke forkyndt, og idet nu 👤P. ►i en zirlig Sorites udvikler Indvendingerne, føres han paa en Maade ud over sin egent367lige Disputations Enemærker, idet han viser at Χstd. var en fælleds Eiendom for alle Folk, en Betragtning, som dog igjen fører ham tilbagec paa sin egl. Thesis, at Jøderne umuligt kunne være ⓘ uvidende, da jo Propheterne endog polemisk havde foreholdt dem Hedningerne, som de der, hvis Jøderne forbleve ulydige, skulle arve Saligheden. –
✂ c Derfor falder det i to Stykker v. 18 ►μη ουϰ ηϰουσαν? hørte de det ikke jo; thi det var bekjendt nok. v. 19 μη Ιςϱαηλ ουϰ εγνω? forstod ⓘ de det ikke? jo; thi naar Propheterne indskjærpede det saa truende, saa maatte de forstaae det.
►►Es. 52, 7. alius sensus. Ibi est sermo de miseria exilii babylonici, et deinde solatio erigitur populus, et promittitur auxilium et reditus in patriam, qui sistitur ut præsens, et ⓘ inducuntur prophetæ reditum nuntiantes. n: l: sunt illi prophetæ apostoli doctoris christiani.67
►►Es. 53, 1.👤Esaias conqueritur de incredulitate Israelitarum, nolebant ad doctrinam dei et comminationes apostolorum ɔ: prophetarum attendere. ►לִשְמֻעַתֵנוּ הֱאֶמִין מִי ex שְמוּעַ citatur hic locus etiam ►Joh: 12, 38.
►►ψ 19, 5. est hymnus, qui celebrat majestatem dei in rebus physicis conspicuam. »dies diei nuntium dicit nox nocti scientiam indicat. Licet nec verba habeant nec dicta, ⓘ nec vox eorum audiatur, tamen vox eorum per totam terram exit.
►εις πασαν γην hyperbolice. ►ita et 👤Philo de lege: αχϱι των τεϱματων της οιϰουμενης εφϑασε.
v. 19. Her mangler Objektet for ►εγνω, derfor ►tager 👤Tholuck det intransitiv: var 📌Israel ikke underrettet«.?? jeg anderledens.
►►Deut. 32, 21. 👤Moses in ultima sua oratione ad promissa addit comminationes verbis: illi excitarunt ⓘ ζηλοτυπιαν meam adhærendo deo qui non est deus ɔ: idolis, ideo ego excitabo ⓘ ζηλοτυπιαν vestram fovendo populo, qui non est populus meus, barbaro, sc: concedendo iis victoriam in Israelitas. Non loquitur de regno Messiano et gentilibus in id admittendis, sed de victoriis, ideo alio sensu.
►בְלֹא־עָם אַקְנִיאֵם ex קִנֵא excitabo piel ad iram provocavit.
►Es. 65. 1.2.►ευϱεϑην נִדְרַשְתִי. ►נִמְצֵאתִי pro Hitpoel: inveniendum præbui me.
►ζητειν, επεϱοταω = בִקֵש שָאַל
v. 2. ►סוֹרֵר ⓘ עַםאֶל־ כָל־הַיוֹם יָדִי פֵרַשְתַי
►αντιλεγεινde populo contumace = מוֹרֶה v. סוֹרֵר
368 ►👤P. verba 👤Esaiæ priora explicat de gentilibus. 👤Esaias vero omnia dixit de Judæis, hoc sensu: equidem admo68dum benignus fui Israelitis, nam dum se convertebant ad alios deos, eos ego ad me vocavi. –
Cap. XI.
►►1 Reg: 19, 10. Ibi sermo est de persecutione 👤Jesabelis uxoris 👤Achabi; 👤Esaias aufugerat in speluncam ad 📌Hebronem et clamavit ad deum dicens: אֶת־נַפְשִי וַיְבַקְשוּ
►👤Baalɔ: dominus, erat deus 📌Phoenicum, qui idem dicitur βασιλευς ουϱανου = 👤Molok מֶלֶך apud Babylonios, 👤Bel commemoratur apud 👤Danielem. A Romanis et Græcis dicebatur: 👤Hercules Tyrius. Per hunc deum indicabatur vis solis ɔ: vis procreans, nam antiqui conveniebant in sole colendo creatoris symbolo. Huic deo gen: masc: Phoenices dabant deam 👤Baaltis ɔ: 👤Astarten 👤αφϱοδιτη, indicantem lunam v. terram ɔ: ⓘ vim concipientem, nam luna lucem suam accipit a sole et vires terræ excitantur calore solis. Quo sensu foemininum est positum? alii subintell: ειϰων imagine sed arbitrarie; aliid ignominiæ causa ad indicandum deum fictitium. Potius 👤P. cogitavit de dea 👤Baaltis, nam ⓘ ab antiquis sæpe conjungebantur Deus et Dea, ex quibus junctis oritur novus deus ανδϱογυνος, indicans vim generativam et conceptivam esse conjunctam. ►Sæpe LXX η 👤Βααλ pro ὁ 👤Βααλ ►Jerem: 2, 8. ►Hos. 2, 8 ►Zeph: 1, 4.
69 ►►Es. 29, 10. in textu non exstat εδωϰεν sed specialius verbum: πεποτιϰεν. – ►ϰατανυξις ex ϰατανυσσω compungo ideo compunctio, sed 👤P. derivat ex ϰατανυσταζω capite nuto ideo sopor = תַרְדֵמָה רוּחַ. secutus est LXX.
►►Deut. 29, 3 exstant verba: deus non dedit Israelitis ⓘ oculos, qui vident, non aures, quæ audiunt.►Da nu i den heb: Text Nægtelsen ikke staaer ved de Ord at høre og at see, have Nogle troet, at de vare citerede af ►Es. 6, 10, og at blot de sidste Ord: εως της ημεϱας ταυτης vare af ►Deut:
►►ψ 69, 23.24.👤David ønsker Ondt over sine Fjender. ►Han betragter Theokraties Fjender som sine egne, og ønsker nu efter det gl. T. Oekonomie, at den gudl. Retfærdighed vil vise sig som Beskytter af Theokratiet. ►ⓘ ϑηϱα forekommer hverken i Texten ell. i LXX. ►»Deres Bord369 skulde blive en Slynge.« Derved udtrykker Psalmisten, at Farer skulde overraske dem, naar de mindst ventede det.« ►I det andet Hemistich staaer ⓘ der i det Heb. לְמוֹקֵש לִשְלוֹמִים »for de Rolige til Fald« men LXX har læst שְלוּמִים Gjengjeldelse ►af שִלוּם Gjengjeldelse.
ⓘ v. 16. ►בְכוּרִים רֵאשית og תְרוּמוֹת רֵאשִית
v. 17. ►εϰϰλαω defringo, abscindo v. exscindo.
►Es. 59, 20. ►גוֹאֵל לְצִיוֹן וּבָא
►αποστϱεψει etc: בְיַעֲקֹב פֶשַע וּלְשָבֵי
►Veniet 📌Zioni vindex et illis inter Jacobitos, qui a peccato reversi sunt. 👤P. secutus est LXX, qui legerunt: וַיַשִיב reverti fecit ɔ: abstulit. Apud LXX legitur ενεϰα 📌Zion, in salutem 📌Zio70nis. 👤P. vero ex 📌Zione. Sed ενεϰα longe aptiorem sensum verbis affert. Sæpius videmus 👤P. liberius loca veteris T. tractantem in commodum suum, sed h: l: non est in commodum ejus. Unde oritur suspicio lectionis. Fortasse 👤P. per compendium scripsit: εϰ pro ενεϰα.
►συγϰλειω = בְיַד הִסְגִיר ell. לְ ell: אֶל
v. 33. ►i 📖 Sohar forekommer et lignende Udtryk: דְחָכְמְתָא עוּמְקָא ɔ: Viisdoms Dybde.
C: XII
v. 19. ►לְחֵמָה מָקוֹם נָתַן
►in textu hebr: ⓘ sunt duo substantiva:
וְשִלֵם נָקָם לִי
Cap. XIII.
v. 9.
תִרְצַח לֹא
גָנַב
חָמַד
Cap. XIV.
v. 4. ►עָמַד נָפַל
v 5. ►πληϱοφοϱεισϑω. ►לֵב מָלֵא
►►Es. 45, 23. nec consentit auctor cum LXX nec cum textu heb:, sed ex memoria excitatur. pro ζω εγω legitur נִשְבַעְתִי370 בִי ⓘ ϰατ' εμου ομνυμι. Sensus idem. Jehova inducitur loquens et jurans modo per se modo per vitam: ut ego sum 71 deus, ita certe fiet, ut omnes me adorent. –
XV.
ⓘ v. 2. ►πλησιον er et Adverb:prope, juxta, det forbindes med Artiklen: ὁ, ἡ, το πλησιον οἱ, αι, τα πλησιον, proximus, proximi. –
►►ψ. 69, 10. עָל נָפְלוּ חוֹרְפֶיךָ חֶרְפוֹת. ►ⓘ Queritur psalmistade vexationibus hostium et dicit, se eas subire Jehovæ causa, se innocentem pati ob piam in Jehovam fidem.
►►ψ 18, 50.Commotus est auctor voce: εν εϑνεσιν, in loco psalmi non sermo est de felicitate futura gentilium, sed de liberatione ipsius 👤Davidis, qui sic erupit.
►►Deut 32, 43. Hebraice sensus alius: עַמוֹ גוֹים ⓘ הַרְנִינוּ celebrate o gentes! populum ⓘ ejus ɔ: Israelitas. Indicatur salutem pertinere ad Judæos, et ethnicos cogi ad hanc Judæorum salutem celebrandam. LXX ante עַמוֹ posuerunt אֶת, quod est nota acc: et præpositio μετα inde hæc versio. –
► ►ψ 117, 1 Sensus communis sexcentis locis, omnes terram inhabitantes debere convenire ad deum celebrandum.
►►Es: 11, 10. ϱιζα Ιησσαι. יִשַי שוֹרֶש radix, sed h: l: quod oritur a radice, soboles, surculus, quod apparet ex ►ⓘ Es. 11, 1: prodibit surculus ex stirpe 👤Jessæ, et ramus e radice ejus fructus feret. Argumentum loci promittitur salus futura Israelitis, sic 1) dicitur illa salus pertinere ad sæcula futura. 2) rex aliquis coelestis dicitur hujus seculi auctor. 3) su72per eum acquiescet spiritus dei, sapientiæ, consilii, fortitudinis. 4) extendetur imperium super omnes gentes 5) justissimum habebit super gentes judicium. pax communis etiam instituetur inter belluas et feras et homines omnes sine discrimine, iisque continget cognitio dei. Ideo describitur seculum aureum. Alii de 👤Hiskia, qui rem Judæorum restituit; alii de 👤Zerubabele restauratore reipublicæ Israeliticæ. Sed fatendum potius de tempore Messiano, et ideo annumerando ad loca Messiana nam 1) describitur tempus seculi futuri 2) aurei seculi 3) hujus regni autor sistitur ut rex coelestis, institutus omnibus eximiis facultatibus. Hæc criteria faciunt locum Messianum. Non accurate citata sunt, hebraice exstat: stabit ut signum gen371tilibus ɔ: ⓘ ita omnes gentiles ad eum dirigant attentionem. Alexandrini sensum magis quam verba expresserunt. –
►►Es: 52, 15. ex interpretatione 👤Pauli est πεϱι αυτου = πεϱι Χϱιστου. sed in loco citato contextus est sensus alius; sermo est de reditu a 📌Babylone in 📌Palæstinam: »de gloria Israelitis restituta audient gentes remotissimæ« ideo ibi αυτου est »λαος«. Ideo applicatio admodum distat ⓘ a genuino loci sensu. –
XVI.
► 👤Φοιβη modo h: l: nominatur .
73v. 20. ►respicitur ►Gen: 3, 15: tu mordebis calcem ejus et ille conteret caput tuum (רֹאש יְשוּפְךָ)
v. 21. ►👤Timotheus et 👤Sosipatruscfr►Act. 20, 4 in eodem itinere per 📌Macedoniam et 📌Achaiam facto. –
372 74 IIC62 📖 ►Die Urgeschichte der Menschheit nach dem biblischen Berichte der Genesis, kritisch untersuchtv.Lic.👤B. Bauer.
(i det af 👤Bauer udgivne 📖 Tidskrift 3d B. p. 125 o: fl.).
►1 Efterretningen om Skabelsen ►Gen. I. ►II.
Den bogstavelige Opfattelse.
►Den vanskeliggjøres ved Dobbeltberetningen, i den ene danner Msket Slutningen af det Hele, i den anden (►II, 5-7.) bliver Msk. skabt før den vegetabilske og animalske Skabelse var forhaanden. ►Skabelsen af Dyrene sættes saaledes ►II, 19 udtrykkelig efter Mskets Skabelse. En Vanskelighed der ikke lader sig bortfjerne ved at sige, at Fortællingen gjør et Tilbageskridt. ►Fremdeles Vanskeligheden af at først paa den 4de Dag skabes det som er Betingelsen for Dagenes Adskillelse og dog vare de adskilte ⓘ forinden.
373IIC641►📖 Dichtungen v. Ulrich v. Hutten📖 , didactisch-biographischen und satyrisch-epigrammatischen Inhalts. Zum erstenmal vollständig übersetzt und erlaütert herausgegebenv.👤E. Münch. 📌Stuttgart. 1838. –.
IIC65📖 ►De impostura religionumⓘ breve compendium seu liber de tribus impostoribus. Nach zwei Mss. und mit Historisch-Litterarischer Einleitung herausgegebenv.👤Genthe. 📌Leipzig 1833.
►Man seer af den historiske Indledning, hvilken stor Forvirring, der har hersket med H. t. dette Skrift, idet man deels med en ængstelig Gru ligesom har haft nok i den blotte Titel, deels med en syndig Nysgjerrighed næsten opbudt Skatte for at komme i Besiddelse af denne gudsbespottelige Hemmelighed. Under denne Uvished har man brugt denne Bog til at paadutte den paa Enhver, som Kirken havde ondt Øie paa (►cfr. Listen p. 10 og 11.). Og efter det her Foreliggende ⓘ at dømme, ⓘ synes langtfra at være skrevet for at bespotte Religionen snarere at være fremgaaet af et tvivlende Gemyt, der søgte Sandhed. fE § 1 ►Deum esse, eum colendum esse, multi disputant, antequam et quid sit Deus, et quid sit esse, quatenus hoc corporibus et spiritibus, ut eorum fert distinctio, commune est, et quid sit colere Deum, intelligant.
374 2 IIC26 ►Speculativ Dogmatik.
af
👤Marthensen.
Den speculative ►D. viser os Troens sidste Grunde. Nødvendigheden heraf vil ►indlyse ved at gaae ind paa Χstd. Især i vor Tid vil den være nødv:; thi tilforn repræsenterede Theologerne Intelligentsen, deres Erkjendelse var Tidens høieste Erkjendelse. Nu synes Philosopherne at have erholdt denne Plads. Disse ere gaaede ud ikke fra Religionen eller Χstds Standpunkt, men fra Interessen for Tanken for Aanden, og ikke fra nogen enkelt Form for denne. Deres Princip er: hvad der skal gjælde som ►Auctoritæt for Msk: maa kunne bestaae for Tankens Prøve. ►Dette indførte et Brud mellem Religion og Dannelse. ►Nogle bleve Vantroe, ►Andre vilde fremmane 👤Luthers Skygge, Catholikerne tyede til Middelalderen til Kirkens Idee; Andre til Apostlenes og ►de apostoliske Fædres Tid, da Troen ⓘ kun var indesluttet i Hjertet. Men en saadan Stræben er forgjæves. Χstds Indhold er bestandig det samme, men enhver Tidsalder har sit Problem, og Continuitæten i disses Række maa erkjendes. Philosophien har tilintetgjort de tidligere Skikkelser af det chr: Liv, men den vil frembringe nye. Tidsalderens dybeste Problem er Religionens Forbindelse 3 med Philos:. Derfor maa Theologen blive speculativ Theolog for at blive Geistlig i sand Betydning.
§ 1.
Den chr Dogmatik er ►Vidskb. om de chr: Dogmer eller Troeslærdomme, og har som saadan de Troendes Samfund ell Kirken til sin nødv: Forudsætning. Den chr: Troe vinder sin faste Skikkelse som ►Dogma, naar den i Troen ⓘ ►umidd: indeholdte gudd: Sandhed hæves til almdl. kirkelig Lovbestemmelse. Denne Troens historiske Udvikling til det ⓘ kirkelige Dogma, saavelsom de under denne Udvikling indtraadte Differentser og Modsætninger i den almdl. Kirkes Bevidsthed fremstilles i den chr: Dogmehistorie og ►Symbolik. Dog375matiken derimod bliver ei staaende ved ►at erkjende Dogmet i dets relativ historiske Former, men stræber at erkjende det i dets absolute Sandhed. Denne sin Opgave løser den først, naar den som speculativ ⓘ Videnskab erkjender Dogmet som Idee. –
§ 2.
Som ►spec: Vdsk: er den chr: ►D: i sit Princip ikke forskjellig fra den chr: Religions-Philosophie. Ikke desto mindre ere disse to Videnskaber forskjellige, idet ►den chr: Religions-Philos: væsentligt har til Opgave at erkjende Χstd. som den absolute Religion i Systemet af Religionens forskjellige historiske Former; hvorimod det er Dogmatikens Opgave, at erkjende den chr: Religion i det udviklede System af dens Dogma. Religions-Philosophiens Gebeet er saa4ledes Religionens hele Rige, medens Dogmatiken, der nærmest udgaaer fra den kirkelig-videnskabelige Interesse finder sit eiendommelige Gebeet indenfor Kredsen af de kirkelige Dogmer. Efter Vdskbs nærværende Standpunkt kan Dogmatiken ikke gjenemføres uden religieus-philosophiske Betragtninger, idet den nemlig deels maa ⓘ erkjende enhver dogmatisk Bestemmelse som en Bestemmelse i Religionens Idee; deels maa ►mediere sig Dogmets concrete Erkjendelse ved Overvindelse af Standpunkter, der fra de ►forchristelige Religioner ere gaaede over i Betragtningen af Χstd. –
§ 3.
Den chr: Dogmatik, der er den concreteste Erkjendelse af Religionen, inddeles ved en almdl: religions-philosophisk Betragtning over Religionens Væsen ⓘ og ►hist: Udvikling. ►Religionens Væsen som en bestemt Form af Mskets Evigheds-Bevidsthed lader sig kun ⓘ begrebsmæssig opfatte, naar den erkjendes i dens qualitative Forskjel fra de andre Bevidsthedens Former, i hvilke Msk: træder i Forhold til den absolute Idee. ►Den absolute Idee er ogsaa Gjenstand for Kunsten, og i dens høieste Bestemmelse som Gudsidee udgjør den Philosophiens væsenlige Indhold. ►Kunsten kan være ⓘ og Philosophien er Gudsbevidsthed, hvilket netop376 ogsaa er Religionens almdl Bestemmelse. Men dens qualitative For5skjel fra Kunsten ⓘ og Philosophien bestaaer nærmest deri, at disse Bevidsthedens Former indeholde det Absolute i dets uendelige Objektivitæt, hvorimod Rel: er ⓘ Gudsideens ⓘ uendeligt subjektive og reelle Existents i Msk:. Rel: er ikke blot Bevidstheden om og Erkjendelsen af det Grundforhold, der bestaaer mellem Gud og Msk:, men den er dette aandelige Grundforhold selv som reelt existerende. Idet Mskt saaledes i Rel: ikke blot staaer i et ►ideelt men ⓘ existentielt Forhold til Gudd: er Religionen at betragte som den menneskelige Naturs Væsen eller som det, der gjør Msket til Msk. –
§ 4.
Mskets religieuse Grundforhold til Guddommen lader sig i Almdl. betegne som ►et gjenem et uendeligt Modsætnings og Afhængigheds Forhold medieret Identitæts og Friheds Forhold. Men ►deri ligger at Msk. reale Eenhed med Gud kun er mulig derved, at Gud efter sit Væsens evige Sandhed objektiverer sig for Msket i Religionen ɔ: at han aabenbarer sig for ham. Var Gud ikke nærværende i Rel: i sin uendelige Objektivitæt, kunde han ikke vides af Mskt, da vilde Msks subjektive Forhold til Gud være et usandt og ufrit Forhold; thi kun den sande Tanke om Gud befrier Msk. ikke blot fra hans Afhængighed af sig selv, men ogsaa fra den blinde ufrie Afhængighed af Gud. Men den Tanke, i hvilken Gud i Rel: er aabenbaret for Msk, er 6 efter sin ⓘ Oprindelse [forskjellig] fra Speculationens sande Tanke om Gud, fordi den er et integrerende og evigt Moment i hiint Mskets existentielle Grundforhold til Gud, der udgjør Rel: Væsen. Ligesom derfor Mskets Liv har sin evige Forudsætning og Mulighed i hiint oprindelige Grundforhold, saaledes har al msklig Reflexion og Speculation sin evige Forudsætning og Mulighed i Aabenbaringen. –
§ 5.
Religion og Aabenbaring er kun mulig under Forudsætning af Ideen om Guds absolute Personlighed, i377 hvilken Idee Gud ikke blot erkjendes som den absolute Substants, men ►som det uendelig frie Subjekt, der i sin absolute ⓘ Substantialitæt veed og vil sig selv og staaer i et frit skaberisk Forhold til Verden som det fra ham selv realt Forskjellige. Kun den sig selv aabenbare Gud formaaer at aabenbare sig for Msket, og kun den sin egen evige Tilværelse uendelig ►affirmerende og villende Gud formaaer ogsaa at ville denne sin Tilværelse i ⓘ Msket, eller at træde i religieust Forhold til ham. Var Gud ikke personlig, da var Mskets Personlighed en uopløst og uopløselig ⓘ Modsigelse; thi den msklige Viden finder kun sit sande Indhold i den Viden, hvoraf den selv vides og den msklige Villie finder kun sit sande Formaal i den Villie, af hvilken den selv er villet. Religionens og Aa7benbaringens System lader sig derfor betegne som Personlighedens System. Negationen af den guddl. Personlighed, der involverer Negationen af den msklige ophæver Rels og ►Aabenbs Begrebet i dets dybeste Rod.
§ 6.
Ligesaa nødvendig den Erkjendelse er at Mskets Væsen maa sættes i hans personlige Eenhed med Gud, ligesaa nødv: er den Erkjendelse, at dette hans Væsen ikke er umidd: virkeligt, men først gjenem ►en uendelig Mediation kan naae det. Denne Mediation er Historien og ikke blot Mskets relg: Bevidsthed, men ogsaa den gudd: Aabenbaring følger den hist: Udviklings Love. Paa Grund af det nødv: Forhold, der finder Sted mell. den Erkjendende og det Erkjendte, mellem Subjekt og Objekt, er nemlig Guds Aabenbaring for Msk: betinget ved den msklige Selvbevidstheds Maal. Saalænge som derfor Msk. befinder sig paa et relativt Standpunkt af sin Udvikling, kan ⓘ Gud kun manifestere et enkelt abstrakt Moment (Phase), der corresponderer med Mskets endelige Bevidsthed. Men ►i ⓘ Tidens Fylde da den msklige Selvbevidstheds Væsen bliver virkeligt, og det sande Msk. aabenbares, aabenbarer ogsaa den sande Gud sig efter sit Væsens uendelige Indhold.
378►Anm: I det indre Forhold, der finder Sted 8 mellem Guds Aabenbaring og den msklige Selvbevidsthed have Begreberne om ►Accomodation (►συγϰαταβασις) og ►Anthropomorphismer deres Grund. Disse Begreber have derfor ikke blot subjektiv; men objektiv Realitæt.
§ 7.
Hedenskabet, Jødedommen og Χstdommen ere de Grundformer, i hvilke Religionens og Aabenbaringens Idee historisk har realiseret sig. Idet vi ville erkjende disse Religioners Væsen og indbyrdes Forhold maae de betragtes efter den ►rel: Idees almdl. Grundbestemmelser. Disse ere: 1) den alm: Gudsidee, det Grundforhold mellem Gud og Verden, der udgjør Rel:s metaphysiske Grundlag 2) Ideen om Guds ►Apparents ⓘ i Endeligheden eller den objektive Anskuelse af Forsoningsideen. 3) Ideen om Mskets Tilegnelse af Forsoningen, der objektiveres i den rel: Cultus. Idet den religionsphilosophiske Betragtning erkjender enhver af disse Bestemmelser i deres Forhold til Personlighedens Idee begriber den ⓘ den Hedenske og ►Jøded: som de elementariske Forudsætninger og Gjenemgangspunkter for Χstd:, idet den viser, at ►disse Systemer kun indeholde abstrakte Momenter af Guds og Msks Personlighed, hvorimod Χstd. er Personlighedens virkelige System. –
§ 8.
►Hedenskabet er med Rette bleven betragtet som det naturlige Msks aandelige Standpunkt, forsaavidt som nemlig den msklige Selvbevidsthed deels ikke har ⓘ be9friet sig fra den objektive Naturmagt, deels endnu er fængslet i sin egen ⓘ subjektive Naturlighed, i Individualitætens og Folkeaandens Skranker. Men saa længe som Msk: ikke har fundet sit eget Jeg og erkjendt sin egen Aands qualitative Forskjel fra ⓘ Naturen, saa længe formaaer han heller ikke at erkjende den gudd: Aands qualitative Forskjel fra Verden. ►Derfor kan Gud kun aabenbare sig for den hedenske Bevidsthed efter sin i Verden manifesterede Substantialitæt, men ikke ef379ter sin uendelige Subjektivitæt og Personlighed. Idet den gudd: Substants reflecteres i de naturlige Folkeaanders Bevidsthed, opfattes den ikke i sin rene Almdl. i og for sig selv, men anskues kun i sin umidd: Eenhed med den enkelte Folkeaand. ►Da nu ethvert Folk repræsenterer et Trin af den msklige Bevidstheds Udvikling, individualiseres den gudd: Substants i denne concrete Form og ethvert Folk maa altsaa anskue Gudd: under Skikkelse af den Idee, der udgjør dets eget aandelige Væsen, og afpræger sig i den folkelige Individualitæt. De ⓘ ►ethniske Religioner eller Folkereligioner fremstille saaledes den i Mangfoldigheden af sine Momenter adsplittede gudd: Substants. Deres qualitative Forskjel bestemmes ved den concrete Form, i hvilken Substantsen fremstiller sig, og de høiere Former adskille sig fra de lavere ved den Stræben, de udtrykke efter at udvikle den i Substantsen forborgne Subjek10tivitæt, en Stræben, der i Hedenskabet ikke naaer sit Maal. –
§ 9.
Da den hedenske Bevidsthed kun kan opfatte Guddommen gjennem Naturanskuelsens Medium er Ideen om Guds Apparents, der i den sande Rel: kun er Moment i Guds Aabenbaring, den altomfattende Bestemmelse. Hermed er Polytheismen givet, fordi Naturanskuelsen, der mangler Aandens Eenhed, kun kan fremstille Ideen i den ydre Mangfoldighed af dens Momenter. De ethniske Religioner bevæge sig derfor i en Kreds af ►Theophanier og da den qualitative Forskjel mell. Naturen og Aanden er ubekjendt, anskues Guddommen i de forskjelligste ►Ktisiomorphismer snart i naturlig snart i msklig Skikkelse. ►I ingen af disse Theophanier fremtræder Guddommen som en virkelig Person, men Gudskikkelserne ere kun endelige particulaire Individualitæter ell. almdl. Symboler og overfladiske Personificationer. ►Først i den helleniske Anskuelse, hvor den hedenske Natursymbolik hæves til Mythologie, opgaaer Bevidstheden om, at den msklige Skikkelse er den væsenlige Form for Guddommens Apparents. ►De græske Guder ere ei abstrakte Perso380nificationer men virkelig levende Individualitæter, der ere befriede fra den umidd Naturlighed og forklarede i Ideen; men deels have de Naturgrund til deres Forudsætning, deels er deres Idee endnu ikke den vir11kelige Personlighed; thi det ethiske Moment, der er Personlighedens dybeste Kjerne, er tilbagetrængt af det æsthetiske, og ►Kunstreligionens ⓘ Anthropomorphisme ere forkrænkelig, fordi den heelt er behæftet med Ktisiomorphisme. –
§ 10.
I den hedenske Cultus kan den religieuse Bevidsthed ikke træde i et selvstændigt og direkte Forhold til Gudd:, men kun forsaavidt som den er et Led i Naturlivets eller Folkelivets almdl. Sammenhæng. Forsoningen mangler den dybere Aandelighed, da Folket befinder sig i en umidd: naturlig Eenhed med sine Guder og i sine ►relig: Feste kun bringer sig denne Eenhed til Bevidsthed ved en forhøiet Livsnydelse. Erkjendelsen af Mskets Skilsmisse fra Gudd:, der ikke kan udeblive, udvikler sig ikke af Samvittighedsforholdet, men af Erfaringen om de verdslige Tings ⓘ Forgængelighed. Derfor indeholder Sonoffret kun Resignation paa den verdslige Besiddelse og Nydelse ikke paa den verdslige Villie. ►Da den sidste Grund til Livets Nød og Ulykke ikke søges i Mskets syndige Villie, men udenfor den, er Forestillingen om en dunkel Skjæbne, hvilken Msklivet er underkastet og uadskillelig knyttet til, den hedenske Bevidsthed og udbreder et Træk af uopløst Sorg over Hedenskabets livsglade Anskuelser.
§ 11.
12►I Jødedommen er den qualitative Forskjel mellem Natur og Aand opgaaet for den msklige Bevidsthed og Gud aabenbares efter sin Subjektivitæt ɔ: som Gud. Grundforholdet mellem Gud og Verden er ikke længere Substantialitætsforholdet men Causalitætsforholdet, der fremtræder som Modsætningsforholdet mell. Skaberen og Skabningen. I denne Religion fremtræder først Aabenbaringen som saadan, fordi kun Subjektet381 virkelig kan siges at aabenbare sig. Men ►denne Aabenbaring er kun relativ og Guds Personlighed er kun abstrakt og particulair ikke absolut, den gudd: Subjektivitæt er nemlig ei substantiel, i Dogmet om Skaberen fremtræder det ethiske Moment adskilt fra det metaphysiske og Ideen om Guds Eenhed er kun opfattet negativt i Modsætning til Polytheismen. Endelig er Gud kun dette Folks Gud, en Bestemmelse, der giver dette Folk sin store verdenshistoriske Betydning men ogsaa udfolder Spiren til dets Undergang. –
§ 12.
►Da den jødiske ⓘ Gudsidee indeholder den abstrakte Negation af det Naturlige og creaturlige Element, findes der i denne Religion ingen Apparents af Gud. Gud er kun nærværende for Folket i Loven og i sine ⓘ Førelser med Folket, der ledsages af Tegn og Under, men selv lader han sig aldrig tilsyne. –
§ 13.
►Da Creaturligheden staaer som en ⓘ uover13stigelig Skranke for den ⓘ jødiske Bevidsthed er Charakteren af den religieuse Cultus den absolute Afhængighed og Herrens Frygt. Den gudd: Aabenbaring har kun objektiv og positiv Tilværelse i den ►theokratiske Forfatning men ingen subjektiv Tilværelse og Udvikling i det msklige Individ. Den msklige Individualitæt er endnu ei befriet til sand Personlighed, thi den troende Israelit ►medierer sig kun sin Bevidsthed om Gud gjennem sin Folkebevidsthed og saaledes staaer Jødedommen selv i Folkereligionernes Kreds. Istedetfor den fri Individualitæts personlige Forhold til Gud hersker her ►Legalitæt og udvortes Offercultus. Subjektivitætens dybere Princip udvikles kun gjennem Propheterne, der ved en dybere Betragtning af Syndighed og en idealere Opfattelse af Forjættelserne bragte Universalismen nærmere.
§ 14.
I den chr: Gudsidee, der finder sin dybere ►Explication i ►Treenighedens Dogma, er Tanken om den sub382jektløse Substants og det substantsløse Subjekt negeret. Idet nemlig den uendelige Personlighed her tænkes at fuldbyrde sig gjennem en evig immanent ►Genesis og Proces, er den tænkt som den absolute Gjennemtrængelse af det Substantielle og det Subjektive ɔ: som den i Sandhed aandelige Person. I Bestemmelsen af Guds Forhold til Verden 14 negerer Χstd. paa den ene Side ►Akosmismen, idet Χstd. ikke betragter Verden og Endeligheden som et Skin, men tilskriver Creaturligheden en relativ Virkelighed og Selvstændighed udenfor Gud; paa den anden Side negeres den abstrakte Dualisme idet Skabningen ikke blot er af Gud, som dens absolute Aarsag, men tillige bestaaer ved Gud, idet Gud i sin uendelige Personlighed har gjort sig til Skabelsens substantielle Grund og i reel Nærværelse væsentlig og virkelig er tilstæde i sin Verden, og ikke blot er Skabningen af Gud og ved Gud, men ogsaa til Gud, idet han ►medierer ⓘ sig med sig selv som dens absolute Formaal. Da Gud saaledes er Begyndelsen, Midten og Enden og som Fader, Søn og Aand ikke blot har aabenbaret sin Villie men sit Væsen, staaer Gud gjennem denne sin væsentlige Aabenbaring ikke blot ⓘ i Relation til Verden, men ogsaa i en uendelig Relation til sig selv.
§ 15.
Den chr: Idee om ⓘ Guds Apparents er indeholdt i Incarnationens Dogma eller Læren om Guds reelle historiske Menneskevordelse i Χsto. I denne Mskvordelse er Dualismen mellem Gud og Skabningen faktisk ophævet, da den gudd: Natur saaledes har forenet sig med den msklige, at Gud ikke blot er aabenbaret formedelst ell. i men som denne historiske Personlighed. Incarnationens Dogma udelukker saaledes 15 den hedenske Betragtning af Aabenbaringen, ifølge hvilken denne Aabenbaring kun skal have været en mythisk Apparents eller Theophanie. Læren om en mythisk Χstus, der som uhistorisk tillige vilde være upersonlig, har nemlig sin dybere Grund i Akosmismen, der er uforenelig med Χstd. Paa den anden Side negerer Incarnationens Dogma ►ⓘ den jødiske Betragtning, der kun for383maaer at opfatte Χstus gjennem Endelighedens og Creaturlighedens Kategorier. –
§ 16.
Incarnationen kunde først finde Sted ►i Tidens Fylde ɔ: ►Χsti Komme er medieret ved Mskslægtens historiske Udvikling og kunde ikke indtræde førend alle relative og creaturlige Former af den relig: Bevidsthed vare udtømte. Men ►da Χstus ikke lader sig betragte som Mskslægtens Produkt er hans hele Personlighed, hans Liv og Gjerninger et Under og Miraklet er uadskilleligt fra Ideen om den hist: Χ:. Miraklet er nemlig intet uden den faktiske Løsning og Ophævelse af Antinomien mell. det Aandelige og det Naturlige, det Ethiske og det Physiske, det Gudd. og det Creaturlige. Idet den umidd. naturlige Tingenes Orden herved ophæves, forstyrres den ikke, men fuldkommes til det, som er Maalet for al creaturlig Udvikling. Forholdet mell: Χstus og Mskslægten er saaledes et uendeligt Modsætnings og Objektivitæts-Forhold, hvilket i sin ⓘ største 16 [Dybde] er udtalt i Læren om Χ. som Verdens Frelser, hvorfor ogsaa denne Lære er Middelpunktet i den chr: Prædiken og Forkyndelse. –
§ 17.
Om den chr: ►Cultus.
Som den troende Bevidsthed, der bevæger sig mellem ⓘ Synd og Naade, paa den ene Side staaer i et uendeligt Modsætningsforhold til Frelseren, saaledes skal paa den anden Side denne Kirkens Afhængighed af sin Stifter gaae over i et Identitæts- og Friheds-Forhold, idet Guds Rige, som den udviklede Χstus skal være det samme i Mangfoldighed, hvad Χstus er i Eenhed. Dette skeer derved, at Gud som Hellig-Aand selv er tilstæde i sin Menighed. Som Kirken paa den ene Side ved Aanden først bliver ►en almindelig Kirke, saaledes er paa den anden Side Aandens Virksomhed en fortsat Personifications og Individuations-Proces, der ►medieres ved Ordet og Sacramentet. Det chr: Dogma om Aanden udelukker ligesaavel den dualistiske Forestilling, ifølge hvilken Aanden kun er et relativt crea384turligt Princip, som den pantheistiske, der identificerer Guds Aand med Verdens og Mskhedens Aand. –
§ 18.
Troen paa Gud Fader Søn og Hellig-Aand, der efter sin substantielle Gehalt er nedlagt i den ►hell: Skrift, er som almdl: kirkelig ⓘ Bekjendelse udtalt i ►Symb: apost:. ►Dettes Indhold er i Tidernes Løb nærmere blevet udviklet 17 og bestemt i Modsætning til de hæretiske ⓘ Systemer. Den chr: Dogmatik bør bringe sig det Hæretiske til Bevidsthed og ►mediere sig Dogmernes Erkjendelse ved at eftervise de hæretiske Standpunkters kirkelige og speculative Utilstrækkelighed. Alle hæretiske Systemer lade sig henføre til ⓘ de i det foregaaende betegnede dualistiske og pantheistiske Principer og maa betragtes som mislykkede Forsøg paa at ►conciliere Jødedom og Hedenskab med den chr: Bevidsthed.
§ 19.
Catholicismen og ►Protest: ere den chr: Bevidstheds verdenshistoriske Former og have deres nødv: Grund i den msklige Aands Udvikling. Differentsen mell: ►Cath: og Prot: angaaer ikke den chr: Sandheds substantielle Gehalt, der eenstemmig anerkjendes af begge Confessioner, den ⓘ angaaer derimod Forholdet mellem Aabenbaringens Objekt og det msklige Subjekt, Tilegnelsen og ►Mediationen af dette uendelige Indhold. Differentsen opstaaer derfor, idet Dogmet om Aanden kommer til at explicere sig i sin hele Dybde. Medens begge Standpunkter indrømme, at den gudd: Aabenbaring kun kan tilegnes ved den gudd: Aand afvige de deri, at i Cath: denne Aand fixeres til Kirkens ►ydre phænomene Objektivitæt, medens den i Prot: væsentlig aabenbarer sig i den fri msklige Selvbevidstheds eget Element. Denne Modsætning, 18 der lader sig gjenemføre i alle Controverspunkter fremtræder klarest i Controversen om det chr: Erkjendelsesprincip.
§ 20.
Den chr: Bevidsthed, der havde forladt den apostoliske Umidd: og søgte et Erkjendelsens-Princip for at385 vedligeholde sin Continuitæt med den apostoliske Bevidsthed, og sikkre sig Identitæten med sit uendelige Objekt, fandt dette i den kirkelige Tradition, hvilket Princip videre maatte udvikle sig i ►det cath: Dogma om Conciliernes og Pavernes Ufeilbarhed. Dette Standpunkts Endelighed blev efterviist af den reformatoriske Bevidsthed, der med Tilsidesættelse af al kirkelig Auktoritæt ►satte den hellige Skrift som Norm for Erkjendelsen. Men en dybere Opfattelse af Protest: Væsen maatte føre til den Indsigt, at kun Aanden selv i den frie Selvbevidstheds Form er det sande Princip for Erkjendelsen, at Skriftens uendelige Indhold kun tilegnes naar det ►medieres gjennem den fri Tanke. I dette Frihedens og Selvbevidsthedens Princip, hvorved den protest: Aand sætter sig i direkte Forhold til Sandheden, have Protest. kirkelige og videnskabelige Modsætninger sin Rod, og heri har Nødvendigheden af en speculativ Dogmatik sin Grund.
19Anm Naar Catholicismen som en Følge af sin empiriske og ⓘ endelige Charakteer ikke kan frikjendes for at indeholde et Element af ►den pelagianske Hæresis, saa vil Protestant: paa Grund af sin ideale og speculative Charakteer nærmest være udsat for ►den gnostiske Hæresis.
§ 21.
Den spec: Dogmatik er ►hverken supranaturalistisk ell. rationalistisk, den er hverken udelukkende bibelsk ell. ►symbolsk Dogmatik eller en blot Exposition og Beskrivelse af den chr: Bevidstheds umidd. Indhold, ligesaa lidt er den et System af rene Fornuftsandheder i deres Abstraktion fra det Positive. Den er den levende ►Conjunktion, Union og ►Mediation af alle disse Momenter og derved er den deres rette Begreb. Idet Dogmatiken er en philos. Vdskb. er den tillige i Ordets strængeste Forstand en positiv Vdskb., ⓘ saavist som den i Dogmet indeholdte Sandhed er en ved gudd: ⓘ Auctoritæt givet positiv Sandhed ɔ: en saadan, som den speculative Tanke vel kan ►mediere sig men ikke producere og ►a priori construere. De positive Momen386ter, hvorigjennem Dogmatiken medierer sig sin speculative Indsigt ere Skriften, Kirken og den levende Tro.
§ 22.
20Da det Dogmatiske i Χstd. er uadskilleligt fra det Historiske, hvis Middelpunkt er Incarnationens ⓘ Faktum, maa der om dette Faktum existere et ►infallibelt historisk og religieust Vidnedsbyrd, uden hvilket ingen hist: Kirke var mulig. Dette infallible og oprindelige Vidnedsbyrd om ►Χ er nedlagt i den hellige Skrift. I ►Dogmet om dennes Inspiration er indeholdt at dette Vidnedsbyrd ikke blot er Mskers men Aandens eget. Derfor erkjender den ►protest: Dogmatik Skriften som Erkjendelsens absolute Norm og Canon. Den bør derfor deels direkte deels indirekte eftervise de speculative Ideers Tilstædeværelse i Skriften, ligesom paa den anden Side den spec: Tænkning ideligt paa nye maa styrke sig og forynge sig ved den bibelske Anskuelses rige Fylde.
§ ⓘ 23.
Den prot: Dogmatik er ikke blot bibelsk men ogsaa kirkelig og den beviser denne sin kirkelige Charakteer derved, at den deels er conform med den Protest:s særegne Lærebegreb, der er nedlagt i ►Kirkens Bekjendelsesskrifter, deels med den chr: Kirkes almdl. Troesbekjendelse, der er indeholdt i det ►apost:Symbolum. I de kirkelige Symboler har Dogmatiken ikke blot en Norm for Erkjendelsen (►norma normata ikke ►norma normans), men den har deri tillige et virkeligt Erkjendelsesmiddel, idet de symbolske Omrids af den chr: Lære tillige ere 21 at betragte som Leed i den ►spec: Begrebsformation. Men ikke blot Kirken og Skriften ere nødvendige positive Midler for den dogm: Erkjendelse, men ogsaa den levende Tro; thi hvad Anskuelsen af Incarnationens Faktum er i ⓘ objektiv Henseende, det samme er ►Gjenfødelsen i subjektiv Henseende, hvorfor ogsaa den chr: Speculation til alle Tider har vedkjendt sig den Sætning: ►credam ut intelligam. –