◄ b) Pelagius : »b) Pelagius«, overskrift for § 120, der hører til underafsnittet »Die Freiheit Gottes und die des Menschen«, s. 275. 👤Pelagius, af britisk herkomst, virkede o. 400 som asketisk vækkelsesprædikant i 📌Rom, hvorfra han o. 410 drog til 📌Afrika, men snart derefter til 📌Palæstina, hvor han i 418 forsvandt ud af historien. Pelagius benægtede læren om arvesynden og hævdede viljens frihed til at leve et syndfrit liv efter Guds vilje, og han opfattede synd som en handling og ikke som en tilstand; ethvert menneske fødes lige så godt og ufordærvet som det menneske, Gud oprindeligt skabte. Pelagius' lære blev fordømt af to nordafrikanske synoder i 416 og 418 på 👤Augustins foranledning og endeligt af synoden i 📌Efesos i 431.
I trykt udgave: Bind 18 side 350 linje 10