↩ Naar han da hørte de Andre tale, bemærkede han, at ⓘ en enkelt Hovedtanke kom igjen atter og atter. En saadan greb han da og gjorde til 26Gjenstand for sin Tænken. Saaledes kom Skjebnen ham til Hjælp med at forskaffe ham Stof netop paa den Maade, han behøvede det. Jo renere saa at sige jo jomfrueligere Opgaven var, desto kjærere for ham, jo mindre Andre havde hjulpet paa Tanken, desto lykkeligere var han, desto bedre gik Alt for ham. Han følte det vel som en Ufuldkommenhed, at han bedst kunde tænke en Tanke, naar den kom til ham som nyfalden Snee, uden at være gaaet igjennem Andres Hænder, han ansaae det for det Store, at kunne som de Andre tumle sig i de mangfoldige Tænkeres mangfoldige Tanker; dog snart glemte han denne Smerte i Tænkningens Glæde.