Kierkegaard, Søren Johannes Climacus eller De Omnibus dubitandum est

9r ⓘ § 1. Hvorledes Sætningen maa forstaaes nøie efter Ordene? § 1. Hvorledes Sætningen maa forstaaes nøie efter Ordene?] , først skrevet Sætningen fortolkes ; ændret fra § 1. fulgt af linjeskift

✂ Han stræbte her at gjøre sig Rede for, hvad det vel kunde have at betyde, at der til Philosophien var føiet det Adjektiv: den nyere, hvilket jo 28var et historisk Prædikat. Sætningen udsagde da kun Noget om en bestemt historisk Philosophie. Sætningen antog han nu var sand; thi ⓘ tiltil] tilføjet at efterforske dette havde han hverken Læsning eller Udvikling nok. Af Sætningen ⓘ fulgtefulgte] , herefter er slettet da, at der havde været en ældre Philosophie, der ikke havde begyndt paa samme Maade, da i andet Fald Sætningen var høist ufuldkommen fremsat. Han spurgte nu, om han deraf kunde være berettiget til at slutte, at en senere Philosophie igjen kunde begynde paa en anden Maade, saaledes, at Philosophien kunde begynde paa ⓘ forskjellig Maadeforskjellig Maade] , ændret fra mange Maader og dog vedblive at være Philosophie. For at fatte sig saa kort som muligt spurgte han, om en senere Philosophie igjen kunde begynde paa samme Maade som hiin ældre og dog være Philosophie; eller om, efterat den nyere Philosophie havde begyndt med Tvivl, dette havde en afgjørende Indflydelse paa enhver Fremtid. ►Hvis saa var, om dette da ikke havde en tilbagevirkende Kraft, saaledes, at det blev tvivlsomt, hvorvidt man turde kalde hiin ældre Philosophie Philosophie, ⓘ uagtetuagtet] , først skrevet da den var begyndt med noget Andet. Hvis nemlig den nyere Philosophie ved sin Begyndelse ⓘ forfor] , først skrevet har enhver Fremtid har udelukket Muligheden af en anden Begyndelse, saa tyder dette paa, at denne Begyndelse er mere end en historisk Begyndelse, er en væsentlig Begyndelse. I saa Fald er den nyere Philosophie væsentlig Philo9vsophie, og hiin ældre kun ►accommodationsviis at kalde ►saa. – Skulde Ordene forstaaes saaledes, da var Sætningen undergaaet den Forandring, hvorved den var bleven identisk med den første Sætning, at Philosophien begynder med Tvivl.

✂

✂ Om ⓘ dettedette] , < det var Philosophiens Mening vidste han ikke. I de Andres Tale søgte han forgjeves at finde et oplysende Vink. Var det Meningen, da forekom det ham besynderligt, at man udtrykte sig saa ubestemt, at man sammenblandede historiske og evige Bestemmelser saaledes, at man, idet man syntes at sige noget Historisk, sagde noget Evigt. Hvorfor indskrænkede man sig da ikke til den første Sætning, at Philosophien begynder med Tvivl; thi ►da er Intet tvivlsomt, da er Alt, hvad der ikke begynder med Tvivl, hvad det saa end forresten er, ikke Philosophie. Rigtignok fremkom derved den ►Mærkelighed, at den evige Begyndelse var begyndt i Tiden, saaledes, at der havde været Tider, i hvilke den ikke var begyndt, medens han forestillede sig det saale29des, at den evige Begyndelse er til enhver Tid. Forsaavidt han havde forstaaet rigtigt, havde det voldet Philosophien store Vanskeligheder, at ►ⓘ ChristendommenChristendommen] , først skrevet χ udsagde om sig, at den var kommen ind i Verden ved en Begyndelse, der paa eengang var historisk og evig; det maatte da altid blive betænkeligt for Philosophien at ville udsige det Samme sig betræffende.

✂ Ogsaa fra en anden Side gjorde han Sætningens Ord til Gjenstand for Overveielse. Der siges: den nyere Philosophie; der tales ikke om en enkelt Philosoph, om hvem der historisk berettes, at han begyndte med at tvivle; der tales om den nyere Philosophie som en Heelhed. Der bruges ikke et hi10rstorisk ►Tempus eller et ►Præsens i den historiske Stiil, saaledes som man vel kan sige, ►👤Cartesius begynder med Tvivl, uagtet man dog vil betegne dette som noget Forbigangent, der kun i den historiske Fortælling er et Nærværende; man bruger et evigt Præsens, ligesom jo ogsaa den nyere Philosophie er noget Mere end en enkelt Philosoph. Forsaavidt synes da Sætningen at sige mere end noget blot historisk. Dette maatte den ogsaa af en anden Grund antages at gjøre. Den nyere Philosophie maatte jo antages endnu at være i sin Tilbliven, da der jo ellers allerede var en ⓘ nyerenyere] , ændret fra ældre til i Forhold til hvilken den selv var en ældre. Lod det sig da ikke tænke, at den nyere Philosophie i sin videre Fremrykken blev sig bevidst, at den havde faaet en urigtig Begyndelse, der da som Begyndelse betragtet vilde vise sig ikke at være en Begyndelse; med hvilken Myndighed erklærer man denne Begyndelse for en Begyndelse for hele den nyere Philosophie? Det kan kun være rigtigt, fordi Begyndelsen selv er den for den nyere Philosophie væsentlige Begyndelse; men dette kan, historisk talt, først da afgjøres, naar hele den nyere Philosophie ligger afsluttet. Skal det før den Tid statueres, da maa det siges evigt og forstaaes, med andre Ord da maa det være fordi denne Begyndelse er den væsentlige for al ⓘ Philosophie.Philosophie.] , først skrevet Philosophie; I saa Fald er hiin Sætning igjen undergaaet en Forvandling, hvorved den er bleven identisk med den første Sætning, at Philosophien begynder med Tvivl.

✂ Hvorfor brugte da Philosophien to Udtryk, af hvilke det ene har den Beskaffenhed, at det enten siger det samme som det andet, og er, under denne Forudsætning, ucorrect; ⓘ ellereller] , først skrevet det det siger noget Andet, og er, hvis dette antages, ⓘ dunkeltdunkelt] , først skrevet t?

✂ 10vUagtet Sætningens Tvetydighed, saaledes som denne nu havde viist 30sig for ham, kunde gjøre ham betænkelig ved at gaae videre, besluttede han ⓘ dogdog] , < da ⓘ atat] , først skrevet ind prøve, hvad der vel kunde ligge i den, idet han indtil videre antog, at det var en historisk Sætning. Som saadan var den nemlig forskjellig fra den første Sætning, og han havde ⓘ jojo] , < da kun Valget mellem at antage, at den var en aldeles Overflødighed, der blot kunde virke forstyrrende, eller at den var en noget besynderligt ⓘ udtryktudtrykt] , først skrevet und historisk Sætning.

✂

✂

ⓘ § 2.§ 2.] , foran er slettet § 2.fulgt af linjeskift Hvorledes det gik til, at den nyere Philosophie ⓘ var begyndtvar begyndt] , ændret fra begyndte med Tvivl?

✂

✂ Han antog, at den nyere Philosophie begyndte med Tvivl, og spurgte nu hvorledes det ⓘ var gaaetvar gaaet] , ændret fra gik til, om det var ⓘ skeetskeet] tilføjet ved et Tilfælde eller ved en Nødvendighed, om denne Begyndelse var en tilfældig eller en nødvendig.

✂

§ 3. Ahnelse.

✂ Ved hele den foregaaende Overveielse var han ⓘ ikkeikke] , foran er slettet da kommen et Skridt videre. Dette smertede ham. At antage, at den tredie Sætning og den første Sætning 12v vare identiske, kunde han ikke beslutte sig til, da han ikke kunde ►tiltroe en saadan forstyrrende ►Tautologie. Forstyrrende var den, forsaavidt den opfordrede Menneskene til at tænke noget Forskjelligt, uagtet der blev tænkt det ⓘ Samme.Samme.] , først skrevet Samme; Tænkte man det Samme ved begge Sætninger, saa var Tautologien forstyrrende. Forskjelligheden kunde han ikke fastholde uden ved at foretage en lille Forandring, ⓘ 33ved hvilkenved hvilken] , først skrevet h Sætningen blev en historisk Ubetydelighed, som hvis man sagde: 👤Cartesius begyndte med Tvivl, adskillige andre Philosopher fulgte hans Exempel. En saadan Sætning lod der sig, philosophisk talt, Intet indvende mod. Skulde en saadan Sætning frembyde Vanskeligheder, da maatte disse være af historisk Art, saaledes fE, om det virkelig forholdt sig saaledes at de ⓘ selvselv] , først skrevet virk sagde, at de havde gjort det, eller saaledes, om det virkelig var sandt, at de havde gjort, hvad de sagde, de havde gjort.

✂ Forgjeves haabede han ved at lytte til Andres Tale, at faae nogen Oplysning, forgjeves. De brugte den første og den tredie Sætning som aldeles identiske; snart sagde de det Ene, snart det Andet, snart begge Dele paa eengang; snart brugte den Ene i Samtalens Løb den ene Sætning, den Anden svarede ham med den anden Sætning, og de forstode hinanden, og forstode, at de sagde det Samme. Forklaret blev Sætningen ikke, og det kunde han dog netop nu behøve, og hans egen ►Selvtænkning havde gjort ham modtageligere for Andres Veiledning. Dog Forklaringen udeblev, derimod blev Sætningen stundom saa hurtigt gjentaget af de Talende, at han næsten blev svimmel ved denne Eensformighed. Han vendte da stedse bekymret hjem; thi hvad der faldt de Andre saa let, at de blot behøvede løst at henkaste det, det faldt ham saa tungt at tænke.

✂ 13rHan gjennemtænkte Sætningen atter og atter, han søgte at glemme hvad han havde tænkt, for atter at begynde, ⓘ ––] tilføjet see! han kom altid til det Samme. Dog kunde han ikke forlade den, det var som fængslede en gaadefuld Magt ham til den, som blev det hvidsket til ham: der skjuler sig Noget bag ved denne Misforstaaelse. Hvad han da havde adskilt, idet han meente, at Sætningen enten maatte være en reen philosophisk Sætning eller en reen historisk, det søgte han nu at combinere. Han tænkte, det er vel Hemmeligheden, at den nyere Philosophie paa eengang er den historiske og den evige, og hvad mere er, den er sig selv dette bevidst. Det er jo en Forening ligesom ►Foreningen af de tvende Naturer i Christo. Ved hvert et Skridt den nyere Philosophie gjør, bliver den sig dettes evige Betydning bevidst, eller rettere, den bliver sig den bevidst, førend den gjør Skridtet; thi ellers lod det sig tænke, at Skridtet selv var et saadant, der aldrig kunde faae evig Betydning, med mindre Philosophiens historiske Fremadskriden var absolut identisk 34med Ideens egen Bevægelse. Men da vilde en saadan Fremadskriden ikke være en historisk. Den nyere Philosophie vilde da ikke behøve at undergaae nogen Forvandling, nogen ►retrograd ►Forklarelse, nogen ⓘ GlemselensGlemselens] , først skrevet for Luttrelse for at optages i Systemet, men indtil den ubetydeligste Detaill gaae lige lukt ind i Systemet, i samme Forstand, som hvis en historisk Mand var saa poetisk at hvert Ord af ham ►hver hans Mine var ►pure Poesie, han da ikke behøvede at undergaae nogen Forvandling for at gaae ind paa Scenen, men kunde gaae lige ind fra Gaden af, aldeles som han gik og stod, og blot være ganske ugeneret.

✂ Endnu vilde det dog ikke blive klart for ham, hvorledes han skulde tænke en saadan Combination. Hans Sjæl æng13vstedes i ahnelsesfuld Uro, han ahnede, at det maatte være noget Overordentligt, han ahnede, at det at være Philosoph nuomstunder maatte være noget ⓘ ubeskriveligt Vanskeligt.ubeskriveligt Vanskeligt.] , først skrevet Overordentligt. Hang det nemlig saaledes ⓘ sammensammen] , først skrevet sammen, med den nyere Philosophie, saa maatte det jo gaae paa en lignende Maade med den enkelte Philosoph. Denne maatte da blive sig sig selv ⓘ bevidstbevidst] tilføjet , i denne Bevidsthed af sig selv tillige blive sig sin Betydning bevidst som ►Moment i den nyere Philosophie, den nyere Philosophie igjen bevidst som Moment i en foregaaende Philosophie, denne igjen bevidst som Moment i den evige Philosophies historiske Udfoldelse. Philosophens Bevidsthed maatte da omfatte de meest svimlende ⓘ Modsætninger:Modsætninger:] , < Modsætninger, sin egen Personlighed, sit lille ►Amendement – alverdens Philosophie som den evige Philosophies Udfoldelse.

✂ Det varede længe, inden det lykkedes ham correct og bestemt at tænke denne uhyre Tanke. Som en Mand, der vælter en tung Byrde op af et Bjerg ofte overvældes, saa hans Fod glider og Byrden triller ned, saaledes gik det ham. Endelig var han sikker paa sig selv, at han med Lethed kunde gjøre Bevægelsen. Han besluttede nu at lade Tanken virke med al sin Vægt; thi han gjorde Forskjel mellem Tænkningens Besværlighed og Tankens Vægt. Som historisk Tanke tænkte han Tanken med Lethed. Han ⓘ havdehavde] , først skrevet stillede samlet nye Kræfter var ganske ►integer, han stillede sig ligesom ind under Tanken – og see! den overvældede ham, han besvimede. Da han var kommen til sig selv, turde han næsten ikke ►vende sin Opmærksomhed til hiin Tanke, det forekom ham, at det var til at blive afsindig over, idetmindste naar man ikke var mere nervestærk 35end han. Desto større var hans Beundring af dem, der for14rmaaede at tænke Sligt saa let, ⓘ som var det Hele kun Narrestreger.som var det Hele kun Narrestreger.] , ændret fra at man skulde troe, det Hele var Narrestreger

✂ Han blev mismodig; men idet han saaledes hensank i Mismod, fik han, halvt mod sin Villie atter fat paa hiin uhyre Tanke. Han var for bekymret til egentlig at tænke, men det forekom ham, som om hiin Tanke, der syntes saa uhyre positiv, dog egentlig var en Skepsis, da den Enkeltes Viden bestandig dog kun var en Viden om sig selv som Moment ⓘ ogog] , først skrevet i om sin Betydning som Moment. Under Forudsætning af, at dette virkelig var muligt, Noget han dog ikke ►ret kunde fatte, da det ikke blev ham klart, hvorledes et Moment kunde blive sig bevidst blot som Moment, da denne Bevidsthed var en Umulighed uden en Bevidsthed, der var mere end en Bevidsthed om sig selv som Moment, ►da ellers min Bevidsthed maatte ligge i et Andet – saa blev dog denne Viden en høist relativ Viden og ingenlunde en absolut Viden. Men hvorledes var det muligt, at hvert enkelt Moment tillige blev sig sin evige Gyldighed bevidst som Moment i det Hele? Saa maatte jo den Enkelte være ⓘ alvidende,alvidende,] , først skrevet alvidende. og Verden være færdig.

✂ At den Enkelte kunde blive sig det Evige bevidst, det kunde han vel fatte, og det havde vel ogsaa en tidligere Philosophie meent, saafremt der ellers havde været en saadan; men at blive sig det Evige bevidst i den hele historiske Concretion, endog efter den Maalestok, at det ikke blot angik det Forbigangne, det troede han var forbeholdt Guddommen. Han kunde heller ikke fatte, i hvilket Tidsmoment man blev sig selv saaledes forklaret, at man, skjøndt sig selv nærværende blev sig selv forbigangen. Det troede han maatte forbeholdes Evigheden, og at Evigheden kun abstrakt var tilstæde i Tiden.

✂ Forsaavidt der havde været en tidligere Philosophie havde vel ogsaa den enkelte Philosoph benyttet 14v Forgængerne, seet, at han kunde tilegne sig Dette, berigtige Hiint o: s: v:, men det var vel ikke faldet ham ind, at ville gjennemskue ►den evige Nødvendighed, med hvilken den ene Philosoph fremgik af den Anden, han selv af sine Forgængere i en evig Continuitæt. Kunde det end lykkes Tænkningen med Hensyn til det Forbigangne at ahne en saadan indre Nødvendighed, hvorved da ogsaa blev at bemærke, at jo mere fjernet det var, desto større blev Muligheden af en ►Skuffelse, med Hensyn til det Nærværende syntes det 36ham en Umulighed. Dette fik da ikke Lov at blive et Nærværende af Iver for, at det jo før, jo hellere skulde blive et Forbigangent, men paa den Maade blev det ingen af Delene. Herover blev han sig selv klar ved at betragte det personlige Liv. Naar Een skuer tilbage over sit Liv, da kan især den tidligere Deel deraf vel vise sig som gjennemtrængt af en Nødvendighed. Hvis derimod Een idet han begynder et bestemt Tids-Afsnit først vil blive sig dette bevidst i sin evige Gyldighed som Moment i sit Liv, saa vil han netop ⓘ forhindre det fraforhindre det fra] , ændret fra forhindres derfra at komme til at faae ⓘ BetydningBetydning] , herefter er slettet for ham, idet han vil ophæve det, førend det har været, idet han vil, at det, der er et Nærværende, i samme Moment skal vise sig for ham som et Forbigangent.

✂ Det var, forekom det ham, allerede en betænkelig Sag, om Een vilde paatage sig at prophetere. Og dog, ligesom man kunde ahne en Nødvendighed i det Forbigangne, saaledes lod det sig jo ogsaa tænke, at der lod sig ahne en Nødvendighed i det Tilkommende. Det Philosophien imidlertid vilde ⓘ gjøregjøre] , først skrevet væ var noget endnu Vanskeligere, det var at gjennemtrænge Alt med Evighedens og Nødvendighedens Tanke, at gjøre dette i det præsentiske Øieblik, det var at dræbe det Præsentiske med Evighedens Tanke og dog bevare dets friske Liv, det var at ville see det, der skeer, som det 15r der er skeet og paa samme Tid som det, der skeer, det var at ville vide det Tilkommende som et Nærværende og dog paa samme Tid som et Tilkommende.

✂ Saavidt var han kommen i Betragtningen af hiin Sætning. Det var ikke skeet saa hurtigt, som det her er blevet fortalt, det havde kostet ham Tid og Flid; men hans Møie var kun slet belønnet; thi skulde han have en Mening ⓘ om,om,] , ændret fra om hvad der laae i den omtalte Sætning, da var det denne, at den var en Umulighed. Dog dette havde han ikke Mod til at troe.

✂

✂

15v§ 1. Er Sætningen identisk med Sætningen No 3?

✂ ⓘ DetDet] , først skrevet Vel vir var ham en besynderlig Tanke, at Tvivlen hørte med til ⓘ Philosophien. DetPhilosophien. Det] , ændret fra Philosophien; det forekom ham som gik det omvendt med denne Sætning i Forhold til som det gik med Sætningen No 3. Denne syntes nemlig at være en historisk Sætning, men viiste sig ved nærmere Prøvelse at maatte være en philosophisk Sætning, om det end ikke lykkedes ham at forstaae den som saadan. Sætningen No 1 viser sig ved første Øiekast at være en philosophisk Sætning, da den taler om Philosophien i Almindelighed, ved nærmere Eftersyn synes den historisk. Den udsiger, at Philosophien begynder med et negativt Princip, men dette indeholder en Polemik ikke blot mod ⓘ DetteDette] , < dette eller Hiint, som staaer udenfor Philosophien, men imod et Princip i Philosophien. Da det ⓘ nemlignemlig] , ændret fra nu desuden vilde være meningsløst at polemisere mod Intet, saa forudsætter det et ⓘ ForegaaendeForegaaende] , < foregaaende. Er dette Foregaaende ikke et Princip, saa er Polemiken Philosophien uværdig, ja saa er Sætningen end ikke negativ men positiv; thi dersom jeg ved min Polemik blot udelukker det Ueensartede saa er min Sætning egentlig ikke en Polemik, men en Udtalelse af det Høiere, jeg har. Men denne Polemik mod noget ⓘ EensartetEensartet] , < Eensartet, kan Sætningen ikke være uvidende om; thi medens et positivt Princip, som umiddelbart, kan være uvidende om, hvad det udelukker, kan et negativt Princip aldrig være uvidende derom. Sætningen selv indrømmer da et foregaaende philosophisk Princip.

✂ Havde det været et positivt Princip, med hvilket Philosophien begyndte, saa vilde man slet ikke kunne udlede denne Consequents med 38Hensyn til det 16r Historiske. Saavidt han vidste, ►lærte Grækerne, at Philosophien begynder med Forundring. Et saadant Princip kan ikke give Anledning til nogensomhelst historisk Consequents. Hvis en senere Tænker antog det Samme, da vilde man slet ikke være berettiget til deraf at slutte, at hans Mening var, at man skulde begynde med Forundring over, at 👤Plato og 👤Aristoteles havde forundret sig. ►Forundring er nemlig en umiddelbar Bestemmelse og har ingen Reflexion paa sig selv. Tvivl er derimod en ►Reflexions-Bestemmelse. Naar en senere Philosoph sagde: Philosophien begynder med Forundring, saa var han strax i Continuitet med ⓘ Grækerne.Grækerne.] , først skrevet Grækerne; Disse havde forundret sig, han forundrede sig ogsaa, disse havde maaskee forundret sig over Noget, han forundrede sig over ⓘ Andet.Andet.] , først skrevet Andet; Saa ofte derimod en senere ⓘ PhilosophPhilosoph] , < Philosophie gjentager eller udsiger disse Ord: Philosophien begynder med Tvivl, saa ofte afbrydes Continuiteten; thi Tvivlen er netop Polemiken mod det Foregaaende. Jo betydningsfuldere Den er, der gjentager Sætningen, desto mere ⓘ ►svælgendesvælgende] , < svævende bliver Afbrydelsen, medens i det andet Tilfælde jo betydningsfuldere Den er, der gjentager hiin Sætning, desto mere bliver den bestyrket og bekræftet. Vel blev ogsaa i det første Tilfælde Sætningen bestyrket ved Gjentagelse, men den blev netop bestyrket til at adskille.

✂ Jo mere han da gjennemtænkte Sætningen, desto mere viiste ⓘ den sigden sig] , < det sig, at være en historisk Sætning og identisk med No 3, saaledes, at han her paa omvendt Maade kom ligesaa vidt som før. Dog dette var ikke nok; han opdagede tillige en ny Vanskelighed. At den Enkelte kunde faae i Sinde at tvivle, det kunde han vel begribe, men han kunde ikke forstaae, hvorledes det kunde falde ham ind at sige det til et andet Menneske, mindst som en Veiledning (en anden Sag var det, hvis det var for at afskrække); thi hvis 16v det andet Menneske ikke var meget langsom, saa maatte han vel svare: det skal Du have Tak for, men Du maa tilgive, at jeg nu ogsaa tvivler om dette Udsagns Rigtighed.« Hvis nu den Første af Glæde over den Andens Taksigelse vilde fortælle en Trediemand, at de vare blevne enige om at tvivle om Alt, saa vilde han egentlig gjøre Nar af den Trediemand, da deres Enighed kun var et aldeles abstrakt Udtryk for deres Uenighed, med mindre de gjensidigen vare saa uhøflige, at ansee hinanden for Intet, hvilket vilde være en ny Modsigelse, da ⓘ den,den,] , først skrevet den E der havde fremsat Sætningen jo vel maatte ansee sig selv 39for Noget, men ogsaa ansee den Anden for Noget, siden han vilde indvie ham deri. Den Første kunde heller ikke vredes ⓘ over den Andens Adfærd,over den Andens Adfærd,] , først skrevet paa den Anden, thi han kunde jo dog ikke ville, at ⓘ dennedenne] , ændret fra han skulde være et ufuldkomnere Væsen end han, og fremfor Alt ikke ville, at ⓘ dennedenne] , ændret fra han skulde være inco[n]sequent, ligesaa lidet ►som i Oldtiden Anaxarchos, der var falden i en ⓘ dybdyb] tilføjet Grøft, blev vred paa Pyrrhon, der gik ham forbi uden at hjælpe ham op, men tvertimod priiste ham derfor, da det var ham et Beviis for, at de i Sandhed vare enige ⓘ ii] tilføjet , at en Philosop[h] bør være ligegyldig og umedlidende.

✂ Skjøndt 👤Johannes vel kunde fastholde dette, saa var hans Sindsstemning af den Beskaffenhed, at han ikke havde Mod til saaledes at være consequent ►ligeoverfor lovpriste ⓘ Sandheder. VarSandheder. Var] , < Sandheder, var det end inco[n]sequent af Geniet at ville fordre det af noget Menneske, saa var det dog consequent af en Stakkels Student at gjøre det. Han indsaae vel det ⓘ UfuldkomneUfuldkomne] , < ufuldkomne i den Maade, paa hvilken han tilegnede sig Sandheden, men derfor vilde han dog ikke slippe Sætningen. Han stræbte da 17r atter [at] ⓘ tænke overtænke over] , ændret fra gjennemtænke den, for at see, hvorledes han kunde komme i Forhold til den. Det var endnu ikke Sætningen selv han vilde gjennemtænke; thi han maatte jo først vide, om det kunde lykkes ham at komme i Forhold til den. Han spurgte derfor ikke saaledes: om Tvivlen som Begyndelsen ⓘ erer] , først skrevet af en Deel af Philosophien eller den er hele Philosophien? Hvis den er en Deel, hvilken da den anden Deel er? Om det er Visheden? Om disse Dele ere i al Evighed adskilte? Hvorledes der kan være tale om et Hele, naar dets Dele ⓘ udelukkeudelukke] , først skrevet ere ⓘ hinanden? ►Hvad nemlighinanden? Hvad nemlig] , ændret fra hinanden; thi hvad 👤Epicur paa en sophistisk Maade havde gjort ⓘ gjeldendegjeldende] , < gjeldende, med Hensyn til Frygten for Døden, at man ikke skal bekymre sig om den; thi naar jeg er, er Døden ikke, naar Døden er, er jeg ikke, det forekom ham her at have sin Sandhed. Om der da var ⓘ NogetNoget] , < noget, der forenede disse tvende Dele til [et] Hele? Saaledes spurgte han ikke, men derimod om den Enkeltes Forhold til hiin Sætning.

§ 2. Hvorledes den Enkelte forholder sig til hiin Sætning?

✂ Medens nu hans Sjæl gik svanger med at overveie ⓘ dettedette] , < det ⓘ Spørgsmaal (saaSpørgsmaal (saa] , < Spørgsmaal: saa længe nemlig han ikke kunde spørge, saalænge slyngede Tanken sig ængstende om ham, saasnart han kunde begynde at spørge, da ⓘ varvar] , ændret fra blev 40han lykkelig, da viklede han sig ud af Tanken, idet Tanken ⓘ samtalendesamtalende] tilføjet udviklede sig for ham) hørte han en Dag en af de Philosopherende, der i Anledning af hiin Sætning yttrede sig saaledes:► »denne Sætning tilhører ikke nogen enkelt Philosoph, det er en Sætning af den evige Philosophie, til hvilken Enhver, der vil tilhøre Philosophien, maa slutte sig.« Han bemærkede tydelig, hvorledes disse Ord bevægede Tilhørerne, han selv følte sig saligt gjennemzittret af Begeistringens meddelsomme Rystelser. Han ilede hjem ►gla17vdere end 👤Robinson, da han havde fundet ⓘ 👤Fredag. UnderveisFredag. Underveis] , først skrevet Fredag; gjentog han Ordene for at være sikker paa, at hans Hukommelse ikke skulde bedrage ham.

✂ Den evige Philosophie, sagde han nu, den evige Philosophie, hvad vil dette sige? Det er et herligt Prædikat, og intet Prædikat kan være for herligt om Philosophien; men i samme Grad som Prædikatet bliver herligere, i samme Grad bliver det vel ogsaa tydeligere og klarere. Den evige Philosophie. Er det den Philosophie, der er ►ligegyldig mod Tiden? I saa Fald er det jo den abstrakteste Philosophie, der i sin Abstraktion hverken har Begyndelse eller Ende. Denne kan det dog ikke være, da hiin Sætning taler om en Begyndelse. Er det den Philosophie, der har Historien i sig, den salige Forklarelse af Philosophiens indhold[s]rige Liv, en ►Forklarelse, der bedst kan sammenlignes med den, hvilken ethvert Menneske, naar hans Liv engang er afsluttet, forventer i Evigheden? Er det denne, da kan man ►stricte taget kun forvente den. – Hans Sjæl begyndte allerede at blive mismodig; hine begeistrende ⓘ ogog] , først skrevet Ord mægtige Ord de vare saa troløse! Dog stod hans Tro endnu til ⓘ den sidste Deelden sidste Deel] , ændret fra de sidste Ord af Talen: »Enhver, der vil tilhøre Philosophien, maa slutte sig til denne (ɔ: den evige Philosophie).« Dog hvorledes man skulde bære sig ad dermed, derom havde den Talende ikke yttret det Mindste. Hvad hjalp det da at faae at vide, at der var en evig Philosophie, til hvilken Enhver skulde slutte sig, naar ikke Enhver fik at vide, hvorledes han skulde bære sig ad ⓘ dermed,dermed,] , først skrevet dermed? eller naar slet Ingen fik det at vide; idetmindste var der 18r * Ingen af de Hørende, der havde faaet mere at vide end han? Og dog gjorde det ham ondt, han syntes Ordene vare saa skjønne, han kunde ikke lade være at lytte efter dem, ligesom man veemodig stirrer efter Vildgæssenes Flugt i Skyen; Enhver der vil tilhøre hiin Verden, han maa slutte sig til dem, og dog har man endnu aldrig seet Nogen, der er fløiet med dem.

✂ 41Ordene havde ikke hjulpet ham videre, tvertimod forekom de ham ved nærmere Eftertanke netop at ende der, hvor han var ifærd med at ville begynde, førend han fik dem at høre; thi det var jo netop det, han vilde til at udforske, hvorledes den Enkelte maa ⓘ forholde sig tilforholde sig til] , først skrevet slutte sig til hiin Sætning, ►og altsaa og hvorledes den Enkelte maa slutte sig til ⓘ PhilosophienPhilosophien] , først skrevet den. Han indsaae ⓘ godtgodt] , ændret fra vel, hvor lidet ⓘ opbyggendeopbyggende] , ændret fra overeensstemmende denne Overeensstemmelse var for ham; thi den lod sig vel forklare deraf, at han stod og skulde begynde der, hvor de ⓘ AndreAndre] , < andre allerede havde endt. Deraf Ligheden. Saaledes ligner ogsaa Enden paa et mathematisk Beviis aldeles Begyndelsen. Den, der begynder, han siger fE: i ⓘ et retvinkletet retvinklet] , ændret fra en ligebenet med fremmed hånd Triangel er Qvadraten paa Hypothenusen ligesaa stor som Quadraten paa begge Cathederne. Den, der ender, siger aldeles det samme, kun føier han til: ►quod erat demonstrandum. Det smertede ham, at de Philosopherende bare sig saaledes ad, det var Synd af dem, at de aldrig forklarede Noget, der kunde jo dog være den, der behøvede det.

✂ Han var atter ifærd med at følge sin egen Tænkens Hang, Spørgsmaalet svævede ham allerede paa Læberne, da blev der igjen kaldt ad ham, idet han hørte en af de Philosopherende gjøre en Bemærkning, 18v der forekom ham af yderste Vigtighed. Den Sætning, at Philosophien begynder med Tvivl, var overhovedet ofte Gjenstand for Omtale. ►Han hørte nu: at Philosophiens Begyndelse er en tredobbelt; den absolute Begyndelse er det Begreb, ⓘ derder] , ændret fra hvilket ogsaa er Systemets Ende, Begrebet af den absolute Aand; den objektive Begyndelse er den absolut ubestemte Værens Begreb, den meest enkelte Bestemmelse, der existerer; den subjektive Begyndelse er den Bevidsthedens Gjerning, ved hvilken denne opløfter sig til Tænken eller til at sætte Abstraktionen.

✂ Denne Bemærkning gjorde et velgjørende Indtryk paa 👤Johannes, den forekom ham at være paalidelig og trofast, og om den end ikke havde Begeistringens berusende Magt, saa syntes den at have Klarhed og Besindighed. Det var ham dog paafaldende, at denne Bemærkning, der jo vilde oplyse hiin Sætning om Philosophiens Begynden med Tvivl, ►til den Ende forklarede, at ⓘ PhilosophiensPhilosophiens] , først skrevet d Begynden var en tredobbelt, nævnte hver enkelt især, men at derimod ingen af disse Begyndelser ►bar Navn af at være Philosophiens Begynden med Tvivl. Vilde han forklare dette saaledes, at Philosophien havde fire Begyndelser, og den fierde var ⓘ TvivlenTvivlen] , først skrevet den, der begynder, saa var han i den Forlegenhed, at maatte antage, at 42Forklaringen havde forklaret Alt, kun ikke det, han ønskede at faae forklaret. Skulde da nogen af de nævnte Begyndelser være den, om hvilken han spurgte, da indsaae han vel, at det maatte være den tredie; thi Overveielsen om Philosophiens absolute og objektive ⓘ BegyndelseBegyndelse] , < Begyndelsen den maatte overlades til dem, der allerede vare blevne Philosopher. Den subjektive Begyndelse derimod det var jo den, ved hvilken den Enkelte fra ikke 19r at have været Philosoph begyndte at blive Philosoph. Dette var altsaa den, om hvilken han spurgte; thi han spurgte jo ikke om hiin Sætnings Forhold til Philosophien, men om sit Forhold til hiin Sætning, og sit derved mulige Forhold til Philosophien.

✂ »Den subjektive Begyndelse«, blev der sagt, »er den Bevidsthedens Gjerning, ved hvilken denne (ɔ: Bevidstheden) opløfter sig til Tænken eller til at sætte Abstraktionen.« Dette forekom ham meget skjønt, især meget opløftende; men derved var hans Bevidsthed endnu ikke løftet op. Skulde denne Begyndelse være den, om hvilken han talte, da var det ham dunkelt, hvorfor den nu fik en positiv Form istedenfor, at den ellers fik en negativ Form. Vel indsaae han, at man ved Opløftelse og ved Tvivl kunde komme sammesteds hen, men Continuiteten var dog en ganske ⓘ andenanden] , < Anden. Hvis saaledes Een for at komme til at philosophere, opløftede sig over Sandsningen, en Anden af samme Grund tvivlede om Sandsningen, saa kom de maaskee begge sammesteds hen, men Bevægelsen var forskjellig; og Bevægelsen var det jo han nærmest spurgte om. Dertil kommer, at ⓘ dada] tilføjet det at opløfte sig var et positivt Princip, saa vilde deraf ingen historisk Consequents kunne drages med Hensyn til en foregaaende Philosophie, saaledes som af Tvivlens Princip. Vilde man da, at disse tvende Udtryk, at opløfte sig og at tvivle, skulde være identiske? Det var jo en Urimelighed, da de ikke vare identiske. Hvorfor brugte man da to Udtryk? Hvorfor forklarede man det vanskeligere Udtryk ved et lettere Udtryk, der tillige forklarede noget ganske Andet, og altsaa 19v ikke forklarede det, det skulde forklare? Det Udtryk, han hørte atter og atter gjentage, var: Philosophien begynder med Tvivl, det andet Udtryk hørte han langt sjeldnere. Skulde da Sætningen være en Misforstaaelse, Forklaringen derimod være Sætningen? Det var jo utænkeligt; og selv om det ►var saa, da vilde den vel have sin Betydning som Sætning, men selv trænge til en Forklaring; thi at ⓘ sige:sige:] , først skrevet sige, Begyndelsen er den Akt, ved hvilken man begynder, det var noget Li43det for en Forklaring. Det maatte da nærmere bestemmes, hvad det var for en Akt, hvorledes den Enkelte blev istand til at udføre den.

✂

✂ Han besluttede da nu at begynde der, hvor han tidligere var ifærd med at begynde, at følge Spørgsmaalets Ønske saaledes som han ►fornam det i sin Sjæl.

§ 1.

ⓘ Hvorledes Existentsen maa være beskaffen, for at det at tvivle kan blive muligt? Hvorledes Existentsen maa være beskaffen, for at det at tvivle kan blive muligt? ] , først skrevet Hvorledes man kommer til at tvivle?

✂ Idet 👤Johannes begyndte paa denne Overveielse, indsaae han vel, at hvis han forlangte et empirisk Svar paa dette Spørgsmaal, da vilde Livet tilbyde en Mangfoldighed, der indenfor ►Extremets hele Omfang vilde skjule en kun forvirrende Vidtløftighed. Ikke blot kunde nemlig det, der hos den Enkelte fremkaldte Tvivlen være saare forskjellig, men 54det kunde være det Modsatte; thi hvis Een for at vække Tvivlen hos en Anden vilde 27r foredrage Tvivlen, saa kunde han netop derved fremkalde Troen, ligesom omvendt Troen kunde fremkalde Tvivlen. Paa Grund af denne paradoxe Dialektik, der, hvad han alt tidligere havde været opmærksom paa, ingen Analogie havde i nogen Videns Sphære, da al Viden staaer i et ligefrem og immanent Forhold til sin Gjenstand og den Vidende, ikke i et omvendt og transcendent Forhold til en Tredie, indsaae han ►lettelig, at enhver empirisk Betragtning her vilde føre til Intet. Naar han da søgte et Svar paa hiint Spørgsmaal maatte han gaae en anden Vei. Han maatte see at udfinde Tvivlens ideelle Mulighed i Bevidstheden. Denne ⓘ maattemaatte] , først skrevet j jo blive den samme, hvor forskjellig end det foranledigende Phænomen var, da den, uden selv at forklares af Phænomenet, forklarede Phænomenets Virkning. Hvad der i den Enkelte frembragte Tvivlen, kunde være saa forskjelligt som det være vilde, hvis der i den Enkelte ikke var denne Mulighed, saa var Intet istand til at fremkalde den. Da fremdeles det foranledigende Phænomens Forskjellighed kunde være ►contrair, saa maatte Muligheden være en total, væsentlig for den menneskelige Bevidsthed.

✂ Han søgte da at orientere sig i Bevidstheden saaledes som denne er i sig ⓘ selvselv] , < selv, som den, der forklarer enhver enkelt Bevidsthed, uden dog selv at være en enkelt. Han spurgte, hvorledes Bevidstheden var beskaffen, naar den havde Tvivlen udenfor sig. I Barnet er Bevidstheden, men denne har Tvivlen udenfor sig. Hvorledes er da Barnets Bevidsthed ⓘ bestemmetbestemmet] , først skrevet besk? Den er egentlig slet ikke bestemmet, hvilket ogsaa kan udtrykkes saaledes, den er umiddelbar. Umiddelbarheden er netop Ubestemmetheden. I Umiddelbarheden er intet Forhold, thi saasnart Forholdet er der, er Umiddelbarheden hævet. Umiddelbart er derfor Alt sandt,¹ 55men 27v denne Sandhed er i næste Øieblik Usandhed; thi umiddelbart er Alt usandt. Kan Bevidstheden forblive i ⓘ UmiddelbarhedenUmiddelbarheden] , først skrevet Us, saa er Spørgsmaalet om ⓘ SandhedSandhed] , < Usandhed hævet.

✂ Hvorledes fremkommer Spørgsmaalet om Sandheden? Ved Usandheden; thi i det Øieblik jeg spørger om Sandheden, har jeg allerede spurgt om Usandheden. ⓘ II] , ændret fra Ved Spørgsmaalet om Sandheden er Bevidstheden bragt i Forhold til noget Andet, og det der muliggjør dette Forhold er Usandheden.

✂ ⓘ Hvad er først Umiddelbarheden eller Middelbarheden? Det var ⓘ etet] , først skrevet c ►captieust Spørgsmaal. Han kom derved til at tænke paa ►det Svar, som 👤Thales skal have givet Een, der spurgte om Natten eller Dagen var bleven først til: Natten er een Dag før. ῾Η νὺξ, εφη, μιᾷ ἡμεϱᾳ πϱοτεϱον. (cfr 👤Diog: af L. Lib. 1. § 36.).Hvad er først Umiddelbarheden eller Middelbarheden? Det var et] først skrevet c captieust Spørgsmaal. Han kom derved til at tænke paa det Svar, som Thales skal have givet Een, der spurgte om Natten eller Dagen var bleven først til: Natten er een Dag før. ῾Η νὺξ, εφη, μιᾷ ἡμεϱᾳ πϱοτεϱον. (cfrconferjævnfør Diog: af L. Lib.Liber 1. § 36.).] Kan da Bevidstheden ikke forblive i Umiddelbarheden? Dette var et taabeligt Spørgsmaal; thi hvis den kunde det, var der slet ingen Bevidsthed til. Men hvorledes hæves da Umiddelbarheden? Ved Middelbarheden, der hæver Umiddelbarheden, ved at forudsætte den. Hvad er da Umiddelbarheden? Det er Realiteten. Hvad er Middelbarheden? Det er Ordet. Hvorledes hæver denne hiin? Ved at udtale den; thi Det, der udtales, er altid forudsat.

✂ Umiddelbarheden er Realiteten, Sproget er Idealiteten, Bevidstheden er Modsigelsen. I det Øieblik jeg udsiger Realiteten, er Modsigelsen der; thi det jeg siger er Idealiteten.

✂ Tvivlens Mulighed ligger da i Bevidstheden, hvis Væsen er en Modsigelse, der er frembragt ved og selv frembringer en ►Dupplicitet.

✂ En saadan Dupplicitet har nødvendigviis 2 Udtryk. Duppliciteten er Realiteten og Idealiteten, Bevidstheden er ⓘ ForholdetForholdet] , først skrevet Modsigelsen. Jeg kan enten bringe Realiteten i Forhold til Idealiteten, eller Idealiteten i Forhold til Realiteten. I Realiteten alene er der ingen Tvivlens Mulighed; idet jeg udtrykker den i Sproget, er Modsigelsen der, da jeg slet ikke udtrykker den, men frembringer noget Andet. Forsaavidt det Sagte skal være et Udtryk for Realiteten har jeg bragt denne i Forhold til Idealiteten, forsaavidt det Sagte er et af mig 28r Frembragt, har jeg bragt Idealiteten i Forhold til Realiteten. Saalænge denne Udvexling foregaaer uden gjensidig Berøring, er Bevidstheden kun til efter sin Mulighed. I Idealiteten er ligesaa fuldt som i Realiteten Alt sandt. Som jeg derfor kan sige, at umiddelbart er Alt sandt, saa kan jeg ogsaa sige, at umiddelbart er Alt 56virkeligt; thi først i det Øieblik Idealiteten bringes i Forhold til Realiteten fremkommer Muligheden. I Umiddelbarheden er det Falskeste og det Sandeste lige sandt, i Umiddelbarheden er det Muligste og det Umuligste lige virkeligt. Saalænge denne Udvexling foregaaer uden Sammenstød er Bevidstheden egentlig ikke til, og dette uhyre ►Falsum foraarsager ingen ►Ophævelser. Realiteten er ikke Bevidstheden, Idealiteten ligesaa lidet, og dog er Bevidstheden ikke til uden begge, og denne Modsigelse er Bevidsthedens Tilbliven og dens Væsen.

✂ Førend han gik videre, betænkte han, om ikke det han her kaldte ⓘ BevidsthedBevidsthed] , først skrevet Reflexi var hvad man ellers vilde kalde Reflexion.¹ Han fastsatte Bestemmelsen i den28vne Henseende saaledes: Reflexionen er Muligheden af Forholdet, Bevidstheden er Forholdet, hvis første Form er Modsigelsen. Han bemærkede tillige, at deraf kom det, at Reflexionens Bestemmelser altid vare ►dichotomiske. Saaledes er: Idealitet og Realitet, Sjæl og Legeme, at erkjende – det Sande, ville – det Gode, elske – det Skjønne, Gud og Verden o: s: v: ►Reflexions Bestemmelser. I Reflexionen berøre de hinanden saaledes, at et Forhold bliver muligt. Bevidsthedens Bestemmelser derimod ere ►trichotomiske, hvilket ogsaa Sproget beviser; thi naar jeg siger: jeg bliver mig dette Sandseindtryk bevidst, saa siger jeg en Trehed. Bevidstheden er Aand, og dette er det mærkelige, at naar i Aandens Verden Een deles bliver den 3 aldrig 2. Bevidstheden forudsætter derfor Reflexionen. Dersom dette ikke forholdt sig saaledes, saa blev det umuligt at forklare Tvivlen. Vel syntes Sproget at stride hermed; thi ►i de fleste Sprog, saavidt det var ham bekjendt, sættes det Ord at tvivle i etymologisk Henseende i Forhold til: To. Dog meente han, at derved blot var antydet Tvivlens Forudsætning, saa meget mere som det var ham klart, at saasnart jeg som Aand bliver til To er jeg ►eo ipso Tre. Var 57der ikke Andet end Dichotomier til, saa var der ingen Tvivl til; thi Tvivlens Mulighed ligger netop i det Tredie, der sætter de Tvende i Forhold til hinanden. Man kunde derfor ikke sige, at Reflexionen frembringer Tvivlen, med mindre man vilde udtrykke sig bagvendt, man maatte sige, Tvivlen forudsætter Reflexionen, uden at dog dette ►prius er ►temporairt. Tvivlen opstaaer derved, at der bliver et Forhold mellem To, men for at dette skal skee, maa de To 29r være, medens dog Tvivlen, som et høiere Udtryk, gaaer forud ikke følger efter.

✂ ►Reflexionen er Muligheden af Forholdet. Dette kan ogsaa udtrykkes saaledes: Reflexionen er ►interesseløs. Bevidstheden derimod er Forholdet og derved ⓘ Interessen,Interessen,] , først skrevet Interessen. hvilken Dobbelthed ►fuldelig og med prægnant Tvetydighed er udtrykt i Ordet Interesse (►interesse). Al Viden derfor der er interesseløs (mathematisk; æsthetisk; metaphysisk) er kun Tvivlens Forudsætning. Saasnart Interessen er hævet er Tvivlen ikke overvundet, men neutraliseret, og enhver saadan Viden kun en Tilbagegang. Forsaavidt derfor Nogen meente ved en saa kaldet objektiv Tænkning at overvinde Tvivlen, var dette en Misforstaaelse; thi Tvivlen er en høiere Form end al objektiv Tænkning; thi den forudsætter denne, men har et Mere, et Tredie, hvilket er Interessen eller Bevidstheden. I denne Henseende forekom ►de græske Skeptikeres Adfærd ham langt consequentere end den moderne Overvindelse af Tvivlen. Disse indsaae meget vel, at Tvivlen ligger i Interessen, og meente derfor ganske consequent at hæve Tvivlen ved at forvandle Interessen til Apathie. Denne Fremgangsmaade var dog en Consequents, hvorimod det var en Inconsequents, der syntes at have sin Grund i Uvidenhed om hvad Tvivl er, der bevægede ►den nyere Philosophie til systematisk at ville betvinge Tvivlen. Selv om Systemet var absolut fuldendt, selv om Virkeligheden ⓘ overgikovergik] , først skrevet overvandt Bebudelserne, Tvivlen var dog ikke overvundet, den begynder først; thi Tvivlen ligger i Interessen, og enhver systematisk Erkjenden er interesseløs. Man seer deraf, at Tvivlen er Begyndelsen til den høieste 29v Form af Tilværelse, fordi den kan have ⓘ altalt] , < Alt Andet til sin Forudsætning. De græske Skeptikere indsaae ypperligt, at det at tale om Tvivlen, naar Interessen er hævet, er urimeligt, men de vilde formodentlig tillige have indseet, at det er et Ordspil at tale om en objektiv Tvivl; thi lad Idealiteten og Realiteten i al Evighed ⓘ stridestride] , foran er slettet ikke mod hinanden, saa længe der ingen Bevidsthed, ingen Interesse er, ingen Bevidst58hed er, der har Interesse af denne Strid, saa længe er der ingen Tvivl; lad dem være forsonede, Tvivlen kan lige fuldt vedblive.

✂ Bevidstheden er da Forholdet, et Forhold, hvis Form er Modsigelsen. Men hvorledes opdager Bevidstheden Modsigelsen? Dersom hiint omtalte Falsum kunde vedblive, at Idealiteten og Realiteten i al Troskyldighed communicerede med hinanden, saa vilde Bevidstheden aldrig fremkomme; thi Bevidstheden fremkommer netop ved Sammenstødet, ligesom den forudsætter Sammenstødet. Umiddelbart er der intet Sammenstød, men middelbart er det der. Saasnart der bliver Spørgsmaal om en ►Gjentagelse, saa er Sammenstødet der; thi Gjentagelse er kun tænkelig af hvad der har været før.

✂ I Realiteten som saadan er der ingen Gjentagelse. Dette kommer ikke deraf, at Alt er forskjelligt, ingenlunde. Om Alt i Verden var absolut eens, i Realiteten er der ingen Gjentagelse, fordi den blot er i Momentet. Om Verden istedenfor at være Skjønheden var lutter ligestore, eensformige Kampestene, der var dog ingen Gjentagelse. Jeg vilde i al Evighed see i et30rhvert Moment en Kampesteen, men ⓘ omom] , ændret fra at det var den samme, som jeg før havde seet, derom var intet Spørgsmaal. I Idealiteten alene er ingen Gjentagelse; thi Ideen er og bliver den samme, og kan som saadan ikke gjentages. Naar Idealiteten og Realiteten berøre hinanden, da fremkommer ⓘ GjentagelsenGjentagelsen] , først skrevet Modsigelsen.. Idet jeg da i Momentet fE seer Noget, træder Idealiteten til og vil forklare, at det er en Gjentagelse. Her er Modsigelsen; thi det, der er, er tillige paa en anden Maade. At det Udvortes er, det seer jeg, men i samme Øieblik bringer jeg det i Forhold til Noget, der ogsaa er, Noget der er det samme, og som tillige vil forklare, at det Andet er det samme. Her er en ⓘ FordoblingFordobling] , < Fordopling her er Spørgsmaal om en Gjentagelse. Idealiteten og Realiteten støde altsaa sammen; i hvilket ⓘ Medium?Medium?] , først skrevet Medium, I Tiden? det er jo en Umulighed. I Evigheden? Det er jo en Umulighed. Hvori da? I Bevidstheden, der er Modsigelsen. Spørgsmaalet er ikke interesseløs, som hvis man spurgte, om ikke hele Tilværelsen var et Afbillede af Ideen, og om forsaavidt ikke, i en vis forflygtiget Forstand, den synlige Tilværelse var en Gjentagelse. Spørgsmaalet er ⓘ her nærmereher nærmere] , ændret fra nærmere her om en Gjentagelse i Bevidstheden, altsaa om Erindringen. Erindringen har den samme Modsigelse. Erindringen er ikke Idealiteten, den er Idealiteten der har været, den er ikke Reali59teten, den er Realiteten, der har været, hvilket igjen er en dobbelt Modsigelse; thi Idealiteten kan ifølge sit Begreb ikke have været, Realiteten ifølge sit Begreb ►ligesaa ⓘ lidet.lidet.] , først skrevet lidet,