↩ Skjøndt 👤Johannes vel kunde fastholde dette, saa var hans Sindsstemning af den Beskaffenhed, at han ikke havde Mod til saaledes at være consequent ►ligeoverfor lovpriste ⓘ Sandheder. Var det end inco[n]sequent af Geniet at ville fordre det af noget Menneske, saa var det dog consequent af en Stakkels Student at gjøre det. Han indsaae vel det ⓘ Ufuldkomne i den Maade, paa hvilken han tilegnede sig Sandheden, men derfor vilde han dog ikke slippe Sætningen. Han stræbte da 17r atter [at] ⓘ tænke over den, for at see, hvorledes han kunde komme i Forhold til den. Det var endnu ikke Sætningen selv han vilde gjennemtænke; thi han maatte jo først vide, om det kunde lykkes ham at komme i Forhold til den. Han spurgte derfor ikke saaledes: om Tvivlen som Begyndelsen ⓘ er en Deel af Philosophien eller den er hele Philosophien? Hvis den er en Deel, hvilken da den anden Deel er? Om det er Visheden? Om disse Dele ere i al Evighed adskilte? Hvorledes der kan være tale om et Hele, naar dets Dele ⓘ udelukke ⓘ hinanden? ►Hvad nemlig 👤Epicur paa en sophistisk Maade havde gjort ⓘ gjeldende med Hensyn til Frygten for Døden, at man ikke skal bekymre sig om den; thi naar jeg er, er Døden ikke, naar Døden er, er jeg ikke, det forekom ham her at have sin Sandhed. Om der da var ⓘ Noget, der forenede disse tvende Dele til [et] Hele? Saaledes spurgte han ikke, men derimod om den Enkeltes Forhold til hiin Sætning.