↩ Medens nu hans Sjæl gik svanger med at overveie ⓘ dette ⓘ Spørgsmaal (saa længe nemlig han ikke kunde spørge, saalænge slyngede Tanken sig ængstende om ham, saasnart han kunde begynde at spørge, da ⓘ var 40han lykkelig, da viklede han sig ud af Tanken, idet Tanken ⓘ samtalende udviklede sig for ham) hørte han en Dag en af de Philosopherende, der i Anledning af hiin Sætning yttrede sig saaledes:► »denne Sætning tilhører ikke nogen enkelt Philosoph, det er en Sætning af den evige Philosophie, til hvilken Enhver, der vil tilhøre Philosophien, maa slutte sig.« Han bemærkede tydelig, hvorledes disse Ord bevægede Tilhørerne, han selv følte sig saligt gjennemzittret af Begeistringens meddelsomme Rystelser. Han ilede hjem ►gla17vdere end 👤Robinson, da han havde fundet ⓘ 👤Fredag. Underveis gjentog han Ordene for at være sikker paa, at hans Hukommelse ikke skulde bedrage ham.