↩ Han sammenstillede først denne Sætning med Sætningen No 2, at man maa have tvivlet for at komme til at begynde at philosophere. Han indsaae let, at de ikke sagde det Samme; thi medens den første be37stemte Tvivlen som Philosophiens Begyndelse, bestemte den anden Tvivlen som Noget, der gik forud for Begyndelsen. Da han blandt Andet ogsaa af den Grund havde fæstet sin Opmærksomhed paa hine Sætninger, fordi de maatte tjene til at oplyse ham Forholdet ⓘ mellem den Sætning ►de omnibus dubitandum est og Philosophien, og derved gjøre hans Udsigter til at komme ind i Philosophien mere eller mindre smilende, saa glædede Sætningen No 1 ham naturligviis; thi den syntes at være den nærmeste ⓘ Vei. Den talte ikke om Tvivlen som et forud for Philosophien ⓘ Gaaende, den lærte, at man i Tvivlen var i Philosophiens Begyndelse.