↩ Jo mere han da gjennemtænkte Sætningen, desto mere viiste ⓘ den sig at være en historisk Sætning og identisk med No 3, saaledes, at han her paa omvendt Maade kom ligesaa vidt som før. Dog dette var ikke nok; han opdagede tillige en ny Vanskelighed. At den Enkelte kunde faae i Sinde at tvivle, det kunde han vel begribe, men han kunde ikke forstaae, hvorledes det kunde falde ham ind at sige det til et andet Menneske, mindst som en Veiledning (en anden Sag var det, hvis det var for at afskrække); thi hvis 16v det andet Menneske ikke var meget langsom, saa maatte han vel svare: det skal Du have Tak for, men Du maa tilgive, at jeg nu ogsaa tvivler om dette Udsagns Rigtighed.« Hvis nu den Første af Glæde over den Andens Taksigelse vilde fortælle en Trediemand, at de vare blevne enige om at tvivle om Alt, saa vilde han egentlig gjøre Nar af den Trediemand, da deres Enighed kun var et aldeles abstrakt Udtryk for deres Uenighed, med mindre de gjensidigen vare saa uhøflige, at ansee hinanden for Intet, hvilket vilde være en ny Modsigelse, da ⓘ den, der havde fremsat Sætningen jo vel maatte ansee sig selv 39for Noget, men ogsaa ansee den Anden for Noget, siden han vilde indvie ham deri. Den Første kunde heller ikke vredes ⓘ over den Andens Adfærd, thi han kunde jo dog ikke ville, at ⓘ denne skulde være et ufuldkomnere Væsen end han, og fremfor Alt ikke ville, at ⓘ denne skulde være inco[n]sequent, ligesaa lidet ►som i Oldtiden Anaxarchos, der var falden i en ⓘ dyb Grøft, blev vred paa Pyrrhon, der gik ham forbi uden at hjælpe ham op, men tvertimod priiste ham derfor, da det var ham et Beviis for, at de i Sandhed vare enige ⓘ i, at en Philosop[h] bør være ligegyldig og umedlidende.