↩ Ved hele den foregaaende Overveielse var han ⓘ ikke kommen et Skridt videre. Dette smertede ham. At antage, at den tredie Sætning og den første Sætning 12v vare identiske, kunde han ikke beslutte sig til, da han ikke kunde ►tiltroe en saadan forstyrrende ►Tautologie. Forstyrrende var den, forsaavidt den opfordrede Menneskene til at tænke noget Forskjelligt, uagtet der blev tænkt det ⓘ Samme. Tænkte man det Samme ved begge Sætninger, saa var Tautologien forstyrrende. Forskjelligheden kunde han ikke fastholde uden ved at foretage en lille Forandring, ⓘ 33ved hvilken Sætningen blev en historisk Ubetydelighed, som hvis man sagde: 👤Cartesius begyndte med Tvivl, adskillige andre Philosopher fulgte hans Exempel. En saadan Sætning lod der sig, philosophisk talt, Intet indvende mod. Skulde en saadan Sætning frembyde Vanskeligheder, da maatte disse være af historisk Art, saaledes fE, om det virkelig forholdt sig saaledes at de ⓘ selv sagde, at de havde gjort det, eller saaledes, om det virkelig var sandt, at de havde gjort, hvad de sagde, de havde gjort.