↩ ⓘ Det var ham en besynderlig Tanke, at Tvivlen hørte med til ⓘ Philosophien. Det forekom ham som gik det omvendt med denne Sætning i Forhold til som det gik med Sætningen No 3. Denne syntes nemlig at være en historisk Sætning, men viiste sig ved nærmere Prøvelse at maatte være en philosophisk Sætning, om det end ikke lykkedes ham at forstaae den som saadan. Sætningen No 1 viser sig ved første Øiekast at være en philosophisk Sætning, da den taler om Philosophien i Almindelighed, ved nærmere Eftersyn synes den historisk. Den udsiger, at Philosophien begynder med et negativt Princip, men dette indeholder en Polemik ikke blot mod ⓘ Dette eller Hiint, som staaer udenfor Philosophien, men imod et Princip i Philosophien. Da det ⓘ nemlig vilde være meningsløst at polemisere mod Intet, saa forudsætter det et ⓘ Foregaaende. Er dette Foregaaende ikke et Princip, saa er Polemiken Philosophien uværdig, ja saa er Sætningen end ikke negativ men positiv; thi dersom jeg ved min Polemik blot udelukker det Ueensartede saa er min Sætning egentlig ikke en Polemik, men en Udtalelse af det Høiere, jeg har. Men denne Polemik mod noget ⓘ Eensartet kan Sætningen ikke være uvidende om; thi medens et positivt Princip, som umiddelbart, kan være uvidende om, hvad det udelukker, kan et negativt Princip aldrig være uvidende derom. Sætningen selv indrømmer da et foregaaende philosophisk Princip.