↩ 3. Efter færdiggørelsen af første del kommer SK ikke meget videre, og de mange afbrud i kladden viser, at arbejdet med denne anden del har været trægt. Kladden er videreført, bl.a. med et »Cap. I«, uden at SK dog har husket som i renskriften at slette kapitel 4 og tilføje »Pars secunda«. Dette »Cap. I« har i kladden ganske vist samme overskrift som i renskriften (»Hvad det er at tvivle?«, jf. SKS 15, 53), men indholdet er ikke blevet benyttet. I stedet har SK efterladt siden blank og er fortsat på et nyt dobbeltblad (ms. 2.3), hvis indhold siden er ført ind i renskriften. Dette har gentaget sig, idet kladden er genoptaget på et nyt dobbeltblad (ms. 2.4), der ligeledes er indført i renskriften. Således afspejler manuskriptmaterialet tydeligt, at der har været vanskeligheder ved projektet, inden det blev opgivet. Formentlig i denne fase har SK udarbejdet en detaljeret disposition for skriftets øvrige dele* og desuden en række udkast til disse, der kredser om tvivlens forhold til idealitet og realitet, 41de gæske skeptikeres tvivl samt 👤Descartes.* Disse udkast synes at ligge til grund for anden dels første kapitel, men rummer en del tanker, der ikke nåede at få en plads i den ufuldendte fortælling. Derimod har udkastene en tydelig sammenhæng med optegnelser i SKs journaler fra slutningen af 1842 eller begyndelsen af 1843. Således finder vi følgende linjer om 👤Descartes: »👤Cartesius lærer, at Forundring (admiratio) er den eneste Sjæls Lidenskab, der ingen Modsætning har – derfor seer man hvor rigtigt det er at gjøre den til Udgangspunkt for al Philosophie.«* Formentlig i dec. 1842 henviser SK i Notesbog 13 ligeledes til det anførte sted: »👤Cartesius (i hans Opsats de passionibus) gjør rigtig opmærksom paa, at admiratio ingen Modsætning har (cfr artic: LIII.). Ligeledes at cupiditas ikke bør have sin Modsætning i aversio; men ingen Modsætning bør have (cfr artic. LXXXVII.). Dette er mig af Vigtighed for min Theorie af Angst cfr JJ. bagfra p. 3.«.* På samme side bemærker SK følgende: »Det er Skjønt at see den redelige Alvor, med hvilken 👤Cartesius har fattet den Idee, at man bør tvivle om Alt, hvorledes han intet Bestaaende vil krænke, ikke henrive andre Msker i den samme Tvivl. Exempler nok herpaa findes i hans Dissertatio de methodo. Jeg har bemærket dem i mit Exemplar. Man faaer dog et ganske andet Indtryk af 👤Cartesius ved selv at læse ham.«* Dette synes at være første gang, SK studerer 👤Descartes grundigt, og anledningen kan meget vel være arbejdet med JC, men optegnelserne i notebøgerne viser, at det samtidig har virket ansporende for andre af SKs spirende projekter.