◄ De omnibus dubitandum est : lat., Man bør tvivle om alt. Sætningen refererer til 👤Descartes' ( 29,12) bestræbelse på gennem tvivlen at nå til en evident sandhed, som kunne danne udgangspunkt for et filosofisk system. Jf. overskriften til 1. del, § 1, af Principia philosophiae (1644, Filosofiens principper): »Veritatem inquirenti, semel in vita de omnibus, quantum fieri potest, esse dubitandum« (»Den, som søger sandheden, bør én gang i sit liv tvivle om, så vidt muligt, alting«), Renati Descartes opera philosophica bd. 1-4, 📌Amsterdam 1677-78, ktl. 473; bd. 1, 1678 s. 5-8. 👤Hegels fremstilling af Descartes' metode findes i Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie, udg. af 👤C.L. Michelet, bd. 1-3, 📌Berlin 1836, ktl. 557-559; bd. 3, i Hegel's Werke bd. 15, s. 334-338 (Jub. bd. 19, s. 334-338). I sin anmeldelse af 👤J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, 📌Kbh. 1835, i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, s. 518, fremhæver 👤H.L. Martensen, at tvivlen som princip i den metodiske videnskab, dvs. den hegelske filosofi, ikke må forveksles med en blot negativ skepsis: »Tankens absolute Autonomie er saaledes Philosophiens Princip. Cartesius havde vel udtalt denne Tanke og opstillet Fordringen af en forudsætningsløs Philosophie; men der behøvedes lang Tid inden Tanken kunde udvikles til Begreb, og den udtalte Fordring af en forudsætningsløs Begyndelse virkelig realiseres. Fordringen: 'de omnibus dubitandum est' er ikke saa let opfyldt, som den er udtalt, thi der fordres ingen endelig Tvivl, ikke den populaire Tvivl om Dette og Hiint, hvorved man altid reserverer sig Noget, der ikke inddrages i Tvivlen. Det er ikke tilstrækkeligt at nævne den ubetingede Tanke som Sandheden, men den i Sandhed ubetingede Tanke maa udtales bestemt, og, vel at mærke, den maa udtales som den ubetingede. Videnskaben fordrer saaledes den absolute, den uendelige Tvivl. Derfor maatte ethvert af de forskjellige Systemer, der philosopherede i denne Retning, begynde den hele Philosophie forfra, thi det viste sig altid, at det foregaaende System havde ladet en Forudsætning staae, der ikke var inddraget i Tvivlen, og at denne var den uberettigede Begyndelse, hvorfra der var gaaet ud«, s. 519f. Martensen gjorde også Descartes' sætning gældende i sin latinske licentiatafhandling fra 1837, ktl. 648 (jf. 👤L.V. Petersens da. oversættelse heraf, Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie, Kbh. 1841, ktl. 651, s. 16). I sine forelæsninger over indledning til den spekulative dogmatik i vintersemesteret 1837-38 (jf. Not4:7, i SKS 19, 131.) samt i sine forelæsninger over filosofiens historie fra 👤Kant til Hegel i vintersemesteret 1838-39 (jf. excerpten i Pap. II C 25, i XII, s. 280-331; s. 282) gav Martensen en fremstilling af princippet, som indleder den nyere filosofi.
I trykt udgave: Bind 15 side 15 linje 3