81
85
87
Stemning
✂ Ja, salig Den, som ikke forarges paa Ham, salig Den, som troer, at Jesus Christus har levet her paa Jorden, og at han var Den, han ►sagde sig at være, ►det ringe Menneske, dog Gud, ►Faderens Eenbaarne: salig ►Den, som ingen Anden veed at gaae til, men i Alt veed at gaae til ham. Og hvilket end et Menneskes Vilkaar i Livet skal være, om han skal leve i Armod og Elendighed: salig Den, som ikke forarges men troer, at ►Han bespiste fem tusind Mennesker med fem Brød og to smaa Fiske, salig Den som ikke forarges, men troer at det skeete, ikke forarges, fordi det nu ikke skeer, men troer, at det skeete. Og hvilken end et Menneskes Skjebne skal være i Verden, hvorledes Livets Storme skulle reise sig mod ham: salig Den, som ikke forarges men troer, at ►Han bød Vandene og det blev blikstille, troer fuldt og fast, at ►👤Petrus sank ene og alene fordi han ikke troede fuldt og fast. Og hvilken end et Menneskes Brøde er, var hans Skyld saa forfærdelig, at han ikke blot selv, men Menneskeheden fortvivlede om, at den kunde tilgives: dog salig Den, som ikke forarges men troer, at ►Han sagde til den Værkbrudne »Dine Synder ere Dig forladne«, og at dette var ham lige saa let som at sige til den Værkbrudne »tag Din Seng, stat op og gaa« – salig Den, som ikke forarges men ►troer Syndernes Forladelse, skjøndt ikke som 86 den Værkbrudne hjulpen til at troe ved Helbredelsens Vished. Og hvilken end et Menneskes Dødsmaade bliver – naar nu hans sidste Time er kommet: salig Den, som ikke, ►liig hine Samtidige, forarges, da Han sagde »Pigen er ikke død, hun sover«, salig Den, som ikke forarges men troer, Den, der (som jo Barnet læres, naar det skal sove, at sige visse Ord for at falde i Søvn) siger »jeg troer paa Ham«, og saa – sover; ja, salig er han, han er 88ikke død, men han sover. Og hvilken end en Christens Lidelse for Troens Skyld skal være her i Verden, skal han end ►for Troens Skyld udlees, forfølges, ihjelslaaes: salig Den, som ikke forarges, men troer, at Han, ►den Fornedrede, det ringe, foragtede82 Menneske, han, der kun paa en sørgelig Maade viste, hvad det er at være Menneske, da der sagdes om ham ►»see hvilket Menneske« – salig Den, som ikke forarges men troer, at han var Gud, Faderens Eenbaarne, og at dette hørte Christum til, og hører dem til, som ville høre Christum til. Ja, salig Den, som ikke forarges, men troer, salige ►Seiervinding; thi Troen overvinder Verden ved i ethvert Øieblik at overvinde Fjenden i det egne Indre, Forargelsens Mulighed. Frygter ikke Verden, ikke Armod og Elendighed og Sygdom og Nød og Modgang, og Menneskenes Uretfærdighed, deres Krænkelser, deres Mishandling, frygter Intet af hvad der kun kan ►fordærve det udvortes Menneske; ►frygter ikke dem, som kunne ihjelslaae Legemet: men frygt Dig selv, frygt hvad der kan ihjelslaae Troen, og derved for Dig ihjelslaae Jesum Christum – Forargelsen, som ►vistnok en Anden kan give, men som dog er en Umulighed, hvis Du ikke selv tager den. ►Frygt og bæv; thi ►Troen bæres i et skrøbeligt Leerkar, i Forargelsens Mulighed. Salig Den, som ikke forarges paa Ham, men troer.
*
✂ »Salig Den, som ikke forarges paa mig!« O, dersom Du kunde høre Ham selv sige det, høre det paa Inderligheden, at han ogsaa her lider for Dig, Modsigelsen nemlig, at han trods Kjerligheden af Kjerlighed ikke kan gjøre det umuligt, om 87 Du nu vil forarges paa ham eller ikke, at han, der kom langt, langt borte fra, ►fra Himlens Herlighed, at han, der steeg langt, langt ned, indtil han blev det ringe Menneske, og nu staaer der for at frelse ogsaa Dig, at han, der almægtigt formaaer Alt og i Kjerlighed offrer Alt, dog – afmægtigt, hvad han selv lider under, fordi han er mere bekymret for Dit Vel, end Du er det, maa henstille det til Dig selv, om Du vil forarges eller ikke, om Du vil, frelst ved ham, ►arve Saligheden eller gjøre Dig selv usalig og ham saa bedrøvet, som Kjerlighed kan blive det! O, dersom Du kunde ane, hvad der foregaaer i ham, hver Gang han veemodig maa gjentage dette Bekymringens Ord »salig Den, som ikke forarges paa mig«, at ►han der kommer til Verden for at frelse Alle – ak at det dog ikke gaaer saa hurtigt dermed, at han til 89hver især og gjentagent og gjentagent maa sige: salig Den, som ikke forarges paa mig! O, dersom Du kunde høre ham sige det, og ane, hvad der foregaaer i ham, naar han siger det: mig synes, det maatte blive Dig umuligt at forarges paa ham; vidste Du ellers ikke, hvor vigtig Din Frelse er, var det ►undgaaet Dig selv, Du maatte jo faae det at vide af 83hans Bekymring. Saa menneskelig i sin Guddommelighed! ►Med Faderen veed han fra Evighed, at kun saaledes kan ►Menneskenes Slægt frelses; han veed, at ►intet Menneske kan begribe ham, at ikke den Myg, der flyver i Lyset, er sin Undergang vissere end det Menneske, der forsøger paa at ville begribe ham eller hvad der i ham er forenet: Gud og Menneske. Og dog er han Frelseren, ►for intet Menneske er der Frelse uden ved ham.
✂ Hvis jeg et Øieblik turde tale saaledes, og jeg tør vel vove det, jeg vilde sige: ja, var det end ikke for din egen Skyld, var det end ikke Din egen Undergang at forarges paa ham – ►hvo kunde mod ham være saa grusom at forarges paa ham. Thi man kan være grusom paa flere Maader. Den Mægtige kan grusomt lade et Menneske martre – men den Svage kan grusomt gjøre det umuligt for Kjerligheden at hjælpe ham, ak, det Eneste Kjerligheden forlangte, og saa inderligt. Kunde Du være saa grusom mod ham, der i sit Indre er som 88 et uendeligt Dyb af Veemod. Thi jo mere Overlegenhed, jo mere Veemod. ►Saa er det altid, saa er det allerede i Forholdet mellem Menneske og Menneske, hvad Menneskene i Almindelighed dog kun sjelden betænke, fordi de som oftest selv hige efter eller misunde Overlegenheden, ikke tænke sig i dens Sted. Den Overlegne forstaaer, og jo mere i Sandhed overlegen, jo mere bekymret i Ansvar forstaaer han, hvad der er den Andens Gavn, vil saa gjøre Alt for at gavne ham – og seer nu med Veemod, at den Anden hverken forstaaer sig selv eller ham. Og nu Han, ►Gud-Mennesket, o, hvad maa dog han have lidt, ikke blot eller snarere ikke just fra det Øieblik, da Ondskaben fik Magt over ham til ►at bespotte, hudstryge, mishandle ham, nei, i al den Tid, da han gik omkring og var Læreren. Uendelige Veemod, naar han, der kom for at frelse Alle, han, der, guddommeligt, slet ingen Bekymring havde for at skaffe sig Ære og Anseelse (o, Afsindighed og Gudsbespottelse!) men hver Dag, hver Time, hvert hans Livs Øieblik ene Tanke for de Andre – uendelige Veemod, naar han nu saae ud over Menneskenes Mængde, og saae alt Andet, 90kun ikke Troen eller Troens Forstaaelse, saae Nysgjerrigheden, som misforstaaer, Letsindigheden, som misforstaaer, Ustadigheden, Selvklogskaben, Indbildskheden, Fordomsfuldheden, kort lutter Misforstaaelse i Forhold til Den, der jo sandeligen ikke trængte til dem (o, Afsindighed og Gudsbespottelse!), men til hvem de Alle ubetinget trængte: ►Sandheden og Livet! Uendelige Veemod, at de Forvildede ►ikke paa Besøgelsens Dag vide, hvad84 der tjener til deres Fred – uendelige Veemod i Den, der selv er Besøgelsen og vilde bringe Freden! Hvilken Lidelse i Veemod, naar Han, han fæstede sit Blik – og paa hvem, paa den Enkelte, paa hver Enkelt, for at see, for hvis Skyld det da var han var kommet til Verden, og saae dette enkelte, forblindede, indskrænkede, syndige Menneske, der saa ikke engang vilde lade sig hjælpe! O, menneskelig talt er dette jo et afsindigt Misforhold: mellem et enkelt Menneske, der saa ikke engang vil lade sig hjælpe, og saa Ham! Intet Menneske kunde bære 89 dette Misforhold; det kan kun Gud-Mennesket, ja intet Menneske kan gjøre sig Forestilling om dette Veemod.
*
✂ »Salig Den, som ikke forarges paa mig!« O, dersom Du kunde gjøre Dig en Forestilling om Hans Glæde over enhver Troende: da vilde Du frelst gaae Forargelsen forbi. Hans Glæde over den Troende er som et Menneskes over at blive forstaaet, ganske forstaaet af en Anden. Han er nemlig ikke som et Menneske, han kan ikke forstaaes eller begribes, han maa troes; men i Troen tilhører Du ham ganske, og hans Glæde er stor som Dens, der fandt En, der forstod ham. Hvor stor var ikke Hans Glæde, ►da han prisede 👤Peder salig: »salig est Du 👤Simon Peder«, thi 👤Peder troede – hvor stor var ikke hans Glæde, det kan Du jo see deraf, ►at han tre Gange spurgte 👤Peder: elsker Du mig.