Af
► 👤ANTI-CLIMACUS
►Nr. I. II. III.
Udgivet
af
👤S. Kierkegaard
📌Kjøbenhavn
Forlagt af Universitetsboghandler 👤C. A. Reitzel
Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker 👤Bianco Luno
1850
Nr. I | |||
»Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.« | |||
Til Opvækkelse og Inderliggjørelse | 3 | ||
Nr. II | |||
»Salig Den, som ikke forarges paa mig.« | |||
En bibelsk Fremstilling og christelig Begrebsbestemmelse | |||
Indhold | |||
Stemning | 85 | ||
Denne Fremstillings Indhold i et kort Indbegreb | 90 | ||
A. | Den Forargelses Mulighed, der ikke forholder sig til Christus som Christus (Gud-Mennesket) men til ham som et slet og ret enkelt Menneske, der colliderer med et Bestaaende | 94 | |
B. | Den væsentlige Forargelses Mulighed i Retning af Høiheden, at et enkelt Menneske taler eller handler som var han Gud, siger sig selv at være Gud, altsaa i Retning af Bestemmelsen Gud i Sammensætningen Gud-Mennesket | 104 | |
C. | Den væsentlige Forargelses Mulighed i Retning af Ringheden, at Den, der udgiver sig for at være Gud, viser IV sig at være det ringe, fattige, lidende, tilsidst afmægtige Menneske | 113 | |
Tillæg 1 | 116 | ||
Tillæg 2 | 116 | ||
»Forargelsens« det er den væsentlige Forargelses Tankebestemmelser | 133 | ||
§ 1. | Gud-Mennesket er et »Tegn« | 134 | |
§ 2. | Tjenerens Skikkelse er Ukjendeligheden (Incognito'et) | 138 | |
10§ 3. | Den ligefremme Meddelelses Umulighed | 143 | |
§ 4. | Den ligefremme Meddelelses Umulighed er i Christo Lidelsernes Hemmelighed | 147 | |
§ 5. | Forargelsens Mulighed er at nægte den ligefremme Meddelelse | 150 | |
8§ 6. | At nægte den ligefremme Meddelelse er at fordre »Troen« | 150 | |
§ 7. | Troens Gjenstand er Gud-Mennesket, just fordi Gud-Mennesket er Forargelsens Mulighed | 154 | |
Nr. III | |||
Fra Høiheden vil han drage Alle til sig | |||
Christelige Udviklinger | 159 |
✂ 11 3 ►13»Kommer hid alle I som arbeide og ere
✂ besværede, jeg vil give Eder Hvile.«
✂ Til Opvækkelse og Inderliggjørelse
✂ Af
✂ 👤ANTI-CLIMACUS
✂ este profani.
13
5
15Udgiverens Forord
✂ I dette Skrift, ►hidrørende fra Aaret 1848, er Fordringen til det at være Christen af Pseudonymen tvunget op til et Idealitetens Høieste.
✂ Dog siges, fremstilles, høres bør jo Fordringen; der bør, christeligt, ikke slaaes af paa Fordringen, ei heller den forties – istedetfor at gjøre Indrømmelse og Tilstaaelse ►sig selv betræffende.
✂ Høres bør Fordringen; og jeg forstaaer det Sagte som sagt alene til mig – at jeg maatte lære ikke blot at ►henflye til »Naaden«, men at henflye til den ⓘ i Forhold til Benyttelsen af »Naaden«.
✂ 👤S. K.
15
7
►17Paakaldelse
✂ ►👤Vel er det atten Aarhundreder siden, at Jesus Christus vandrede her paa Jorden; men dette er jo ikke en Begivenhed lig andre Begivenheder, hvilke først, som forbigangne, gaae over i Historien, og saa, som ►længst forbigangne, gaae over i Glemsel. Nei, hans Nærværelse her paa Jorden bliver aldrig noget Forbigangent, altsaa heller ikke mere og mere forbigangen – ►hvis da ellers Troen findes paa Jorden; thi, hvis ikke, ja da er det i samme Øieblik længe siden han levede. Saa længe der derimod er en Troende, maa denne ogsaa, for at være blevet det, have været, og ►som Troende være lige saa samtidig med hans Nærværelse som hine Samtidige; denne Samtidighed er Troens Betingelse, og nærmere bestemmet er den Troen. Herre Jesus Christus, at vi da ogsaa saaledes maatte blive samtidige med Dig, see Dig i Din sande Skikkelse og i Virkelighedens Omgivelse, som Du gik her paa Jorden, ikke den Skikkelse, i hvilken en tom og intetsigende, eller en tankeløs-8sværmerisk, eller en historisk-snaksom Ihukommelse ►har vanskabt Dig, da den ikke er ►Fornedrelsens, hvori den Troende seer Dig, og umuligt kan være Herlighedens, hvori endnu Ingen har seet Dig. At vi maatte see Dig som hvad Du er og var og vil være indtil ►Din Gjenkomst i Herlighed, som Forargelsens Tegn og Troens Gjenstand, ►det ringe Menneske dog ►Slægtens Frelser og Forløser, der ►af Kjerlighed kom til Jorden ►for at søge de Fortabte, for at lide og døe, og dog bekymret – ak, for hvert Skridt Du gjorde paa Jorden, for hver Gang Du kaldte ad den Vildfarende, for hver 18Gang Du udrakte Din Haand til at ►gjøre Tegn og Under, og for hver Gang Du uden at røre en Haand værgeløs leed Menneskenes Modstand – atter og atter maatte gjentage: ►salig Den som ikke forarges paa mig. At vi maatte see Dig saaledes, og at vi saa ikke maatte forarges paa Dig!
17
9
19
Indbydelsen
19
11
►21Kommer hid til mig alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile
✂ O, forunderligt; forunderligt, at Den, som har Hjælpen at bringe, at det er ham, der siger: kommer hid! Hvilken Kjerlighed! Kjerligt allerede, naar man kan hjælpe, da at hjælpe Den, som beder om Hjælp; men selv at tilbyde Hjælpen! Og tilbyde den til Alle! Ja, og just til alle dem, som ikke kunne hjælpe igjen! At tilbyde den, nei, at ►raabe det ud, som var Hjælperen selv Den, der trængte til Hjælp, som var dog ogsaa han, der kan og vil hjælpe Alle, i een Henseende selv en Trængende, at han føler Trang, og forsaavidt trænger til at hjælpe, trænger til de Lidende for at hjælpe dem!
20
12
22
I
✂ »Kommer hid!« – Ja, deri er intet Forunderligt, naar Den, som er i Fare og trænger til Hjælp, maaskee til hurtig, øieblikkelig Hjælp, raaber: kommer hid! Og deri er heller intet Forunderligt, at en ►Markskriger lader udraabe: kommer hid, jeg helbreder for alle Sygdomme; ak, thi i Forhold til Markskrigeren er det kun altfor sandt det Usande, at det er Lægen, der trænger til de Syge. »Kommer hid alle I, som i dyre Domme kunne betale Helbredelsen – eller dog Lægemidlerne; her er Medicin for Enhver – der kan betale; kommer hid, kommer hid!«
✂ Men ellers ►er det dog saa, at Den, der kan hjælpe, ham maa man opsøge; og naar man har fundet ham, er han dog maaskee vanskelig at faae i Tale; og naar man har faaet ham i Tale, maa man dog maaskee bede ham længe; og naar man har bedet ham længe, lader han sig dog maaskee først langt om længe bevæge, ►det er, han gjør sig kostbar; og stundom, netop naar han ikke vil tage mod Betaling, eller ►ædelmodig giver Afkald derpaa, er dette kun et Udtryk for, hvor uendelig kostbar han gjør sig. Derimod Han, der gav sig hen, han giver sig ogsaa her hen, han er selv Den, der søger dem, som ►have Hjælpen behov, han er selv Den, der gaaer omkring, og kaldende, næsten bedende siger: kommer hid. Han, den Eneste, der kan hjælpe og hjælpe med ►det ene Fornødne, frelse fra den eneste, i Sandhedens Forstand, livsfarlige Sygdom, han venter ikke paa, at Nogen skal komme til ham, han kom13mer af sig selv, ukaldet – thi han er jo Den, som kalder paa dem, han tilbyder Hjælpen – og hvilken Hjælp! Ja, ►hiin eenfoldige Vise i Oldtiden havde uendelig lige saa meget Ret, som de Fleste, naar de gjøre det Modsatte, have Uret, ►at han hverken gjorde sig eller sin Underviisning kostbar, om han dog 23derved, i en anden Forstand, med ædel Stolthed udtrykte Værdiens Ueensartethed. Men saaledes bekymret i Kjerlighed var han ikke, at han bad Nogen at komme til sig, og det – skal jeg nu sige 21uagtet, eller skal jeg sige fordi, han ikke var ganske sikker paa, hvad hans Hjælp havde at betyde; thi jo sikkrere En er paa at hans Hjælp er den eneste, desto mere, menneskelig talt, Grund til at gjøre den kostbar, og jo mindre sikker, desto mere Grund til, for dog at gjøre Noget, med større Beredvillighed at tilbyde sin mulige Hjælp. Men ►han, der kalder sig Frelseren og ►veed sig at være det, han siger bekymret: kommer hid.
*
✂ »Kommer hid alle I!« – Forunderligt! Thi, at En, der dog maaskee tilsidst ikke kan hjælpe een Eneste, at han tomt tager Munden fuld og indbyder Alle, det er endda, som Menneskene nu engang ere, ikke saa forunderligt. Men naar man er ganske sikker paa, at man kan hjælpe, og naar man ►derhos er villig til at ville hjælpe, naar man er villig til at anvende al sin Tid saaledes og med enhver Opoffrelse: saa pleier man dog at forbeholde sig Eet, at gjøre et Udvalg. Hvor villig man end er, det er dog ikke Enhver man vil hjælpe, saaledes vil man ikke priisgive sig. Men han, den Eneste, der i Sandhed kan hjælpe og i Sandhed kan hjælpe Alle, den Eneste altsaa, der i Sandhed kan indbyde Alle, han gjør heller slet ingen Betingelse; dette Ord, der fra Verdens Begyndelse er som beregnet paa ham, han siger det ogsaa: kommer hid alle I. O, menneskelig Opoffrelse, selv naar du er skjønnest og ædlest, naar vi beundre Dig meest, her er dog een Opoffrelse mere, at opoffre enhver Bestemmelse af sit eget Selv, saa der i Villigheden til at hjælpe ►ikke er end den mindste For14kjerlighed. O, Kjerlighed, saaledes slet ingen Bestemmelse af Priis at sætte paa sit Selv, aldeles at glemme sig selv, at man er Den, som hjælper, ganske blind for, ►hvo det er man hjælper, uendelig ►grant seende, at det er en Lidende, hvo han saa end er; saaledes ubetinget at ville hjælpe Alle – ak deri forskjellig fra Alle!
*
✂ »Kommer hid til mig!« Forunderligt! Thi menneskelig Deeltagelse gjør jo ogsaa villigt Noget for dem, ►som arbeide og ere besværede, ►man bespiser de Hungrige, klæder de Nøgne, giver ►milde Gaver, bygger ►24milde Stiftelser, og er Deeltagelsen inderligere, besøger man vel ogsaa dem, som arbeide og ere besværede. Men at indbyde dem at komme til En, det lader sig ikke gjøre, saa maatte Ens hele Huusholdning og Levemaade forandres. Det gaaer ikke an, ►selv levende i Overflod, eller dog i Fryd og Glæde, at leve og boe i Huus sammen 22i Samliv og daglig Omgang med de Fattige og Elendige, med dem, som arbeide og ere besværede. For saaledes at kunne indbyde dem til sig maa man selv leve aldeles paa samme Viis, fattig som den Fattigste, ringe anseet som den ringe Mand i Folket, fortrolig med Livets Sorg og Qval, ganske tilhørende det samme Vilkaar som de, man indbyder til sig, de, som arbeide og ere besværede. Naar man vil indbyde den Lidende til sig, maa man enten forandre sit Vilkaar i Lighed med den Lidendes, eller den Lidendes i Lighed med sit; thi hvis ikke, bliver Forskjelligheden kun desto større ved Modsætningen. Og vil man indbyde alle Lidende til sig (thi en Enkelt kan man jo gjøre en Undtagelse med og forandre hans Vilkaar), kan det kun gjøres paa een Maade, ved at forandre sit Vilkaar i Lighed med deres, hvis det ikke allerede oprindeligt er beregnet herpaa, som Tilfældet var med ham, der siger: kommer hid til mig alle I, som arbeide og ere besværede. Det siger han, og de, der levede med ham, de saae, og see, der er sandeligen heller ikke det Mindste i hans Maade at leve paa, der modsiger det. Med Gjerningens tause og sanddrue Veltalenhed udtrykker hans Liv, selv om han aldrig havde sagt dette Ord, hans Liv ud15trykker: kommer hid til mig alle I, som arbeide og ere besværede. Han staaer ved sit Ord, eller han er selv sit Ord, han er hvad han siger, ogsaa i denne Forstand ►er han Ordet.
* *
✂ »Alle I, som arbeide og ere besværede«. Forunderligt! Det Eneste han er bekymret for, er, at der skulde være een Eneste, som arbeidede og var besværet, der ikke fik denne Indbydelse at høre; hvad det angaaer, at der skulde komme for Mange, da frygter han ikke. O, ►hvor der er Hjerterum, der er jo altid Rum; men hvor var der Hjerterum, hvis ikke i hans Hjerte! Hvorledes den Enkelte vil forstaae Indbydelsen, det overlader han til den Enkelte; han har sin Samvittighed fri, han har indbudet alle dem, som arbeide og ere besværede.
✂ Men hvad er det da at arbeide og være besværet, hvorfor forklarer 25han det ikke nærmere, at man med Bestemthed kan vide, hvem han mener, hvorfor er han saa ordknap? O, Du Smaalige, han er saa ordknap for ikke at være smaalig, Du ►Sneverhjertede, han er saa ordknap for ikke at være sneverhjertet; det er just Kjerligheden (thi »►Kjerligheden« er til Alle), at forhindre, at der er en Eneste, der kan komme til at ængstes ved at gruble over, om han ogsaa er 23blandt de Indbudne. Og Den, der kunde forlange en nærmere Bestemmelse, skulde det ikke være en Selvkjerlig, der ►regnede paa, at denne særligen skulde passe paa og egne sig for ham, uden at betænke, at jo flere saadanne nærmere og nærmere Bestemmelser der bleve, desto uundgaaeligere, at der igjen maatte blive Enkelte og Enkelte, for hvem det blev ubestemmeligere og ubestemmeligere, om de vare indbudne. O, Menneske, ►hvi seer Dit Øie blot til det Eget, ►hvi er det ondt, fordi han er god! ►Indbydelsen til Alle aabner Indbyderens Favn, og saaledes staaer han som ►et evigt Billede; saasnart der kommer den nærmere Bestemmelse, som maaskee hjalp den Enkelte til en anden Art Vished, saa seer Indbyderen anderledes ud, ►saa iler der dog som en Skygge af Forandring over ham.
*
✂ 16»Jeg vil give Eder Hvile«. – Forunderligt! Thi saa maae vel hine Ord »kommer hid til mig« forstaaes saaledes: ►bliver hos mig, jeg er Hvilen, eller at blive hos mig det er Hvilen. Det er da ikke som ellers, at Hjælperen, der siger »kommer hid«, derpaa maa sige »►gaaer saa igjen«, idet han nu forklarer hver Enkelt, hvor Hjælpen, som han behøver den, er at finde, hvor den voxer den smertestillende Urt, der kan helbrede ham, eller hvor det er det stille Sted, hvor han kan ►aflade fra Arbeidet, eller hvor den er den lykkeligere Verdensdeel, hvor man ikke er besværet. Nei, han der aabner sin Favn og indbyder Alle – o, dersom alle, alle De, der arbeide og ere besværede, kom til ham, da vilde han i sin Favn omslutte dem alle og sige: bliver nu hos mig, thi at blive hos mig er Hvilen. Hjælperen er Hjælpen. O, forunderligt, han der indbyder Alle og vil hjælpe Alle, hans Maade at behandle den Syge paa er netop som var den beregnet paa hver Enkelt, som havde han i hver Syg, han har, kun denne ene Syge. Ellers maa en Læge dele sig mellem sine mange Syge, der dog, hvor mange de end ere, ere saa langt fra at være alle. Han foreskriver Lægemidlet, han siger hvad der er at gjøre, hvorledes det er 26at bruge – og saa gaaer han – til en anden Syg, eller forsaavidt den Syge har været hos ham, lader han den Syge gaae. Lægen kan ikke blive siddende hele Dagen hos een Syg, endnu mindre have alle sine Syge hjemme hos sig og dog sidde hele Dagen hos een Syg – uden at forsømme de andre. Derfor er ogsaa Hjælperen og Hjælpen ikke Eet og det Samme. Hjælpen, som Lægen foreskriver, beholder den Syge hele Dagen hos sig for stadigt at bruge den, medens Lægen kun engang imellem seer til ham, eller han kun engang 24imellem seer Lægen. Men naar Hjælperen er Hjælpen, saa maa han jo blive hos den Syge hele Dagen, eller den Syge hos ham – o, forunderligt, at saa denne Hjælper just er Den, som indbyder Alle!
25
17
27
II
✂ ►Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.
✂ Hvilken uhyre Mangfoldighed, hvilken de Indbudnes næsten grændseløse Forskjellighed; thi et Menneske, ►et ringe Menneske kan vel forsøge paa at fremstille nogle Forskjelligheder ►særligt – Indbyderen maa indbyde Alle, om end Hver især eller som Enkelt.
✂ Saa gaaer da Indbydelsen ud, ad ►de alfare Veie og ad de eensomme, og ad den eensomste, ja, hvor der er en Vei saa eensom, at kun Een, een Eneste, ellers Ingen kjender den, saa der kun er eet Spor, den Ulykkeliges, som ad den Vei flygtede med sin Elendighed, ellers intet Spor, og intet Spor af, at man ad denne Vei kan komme tilbage: ogsaa derhen trænger Indbydelsen; selv finder den let og sikkert Veien tilbage, lettest, naar den fører Flygtningen med sig til Indbyderen. Kommer hid, kommer hid alle I, og Du, og Du, og Du med, Du eensomste af alle Flygtninge!
✂ Saaledes gaaer Indbydelsen ud, og overalt hvor der er ►Veiskjel bliver den staaende og kalder. O, som hiint Krigernes Kald ved Trompeten vender sig til alle fire Verdens Hjørner: saaledes lyder Indbydelsen overalt, hvor der er Veiskjel, og ►ikke med ubestemt Lyd – thi ►hvo vilde saa komme! – men med Evighedens ►Tilforladelighed.
✂ 18Den staaer ved Veiskjellet der hvor timelig og jordisk Lidelse satte sit Kors, og kalder. Kommer hid, alle I Fattige og Elendige, I der i Armod maae trælle for at sikkre Eder – ikke en sorgfrie men en ►trælsom Fremtid; o, bittre Modsigelse: at maatte trælle for at – sikkre sig det man ►sukker under, det man undflyer! – I Ringeagtede og Overseete, om hvis Tilværelse Ingen, Ingen bryder sig, ikke saa meget som om et Huusdyrs, 28der har mere Værd! – ►I Syge, Halte, Døve, Blinde, Krøblinge, kommer hid! – I Sengeliggende, ja, kommer ogsaa I hid; thi Indbydelsen drister sig til at indbyde Sengeliggende – at komme! – I Spedalske! Thi Indbydelsen sprænger alle Forskjelligheder for at samle Alle; den vil gjøre det godt igjen, hvad Forskjellen ►forskylder: at anvise En Pladsen som Hersker 26over Millioner i Besiddelse af alle Lykkens Goder, og en Anden ud i Ørkenen – og hvorfor (o Grusomhed!) fordi (o, grusomme menneskelige Slutning!) fordi han er elendig, ubeskrivelig elendig, altsaa hvorfor, fordi han trænger til Hjælp eller til Medlidenhed, og altsaa hvorfor, fordi menneskelig Medlidenhed er en ussel Opfindelse, der er grusom der, hvor den meest behøvede at være medlidende, og kun medlidende der, der hvor det dog ikke i Sandhed er Medlidenhed! – I ►Hjertesyge, I, som kun ved Smerten fik at vide, at et Menneske i anden Forstand end Dyret har et Hjerte, og hvad det vil sige, at lide der, hvad det vil sige, at Lægen kan have Ret, at En er hjertesund og at han dog er hjertesyg; I, hvem Troløshed bedrog, og hvem saa menneskelig Deeltagelse (thi menneskelig Deeltagelse lader sjelden vente paa sig) gjorde til en Skive for Spotten; alle I ►Forfordeelte, og Forurettede, og Krænkede, og Mishandlede; alle I Ædle, der hvad jo Enhver ►veed at sige Eder, fortjent høstede Utaknemlighedens Løn, thi hvorfor vare I dumme nok til at være ædle, hvorfor taabelige nok til at være elskelige og uegennyttige og trofaste; alle I ►Underfundighedens og Bedragets og Bagtalelsens og Misundelsens Offere, hvilke Nederdrægtigheden udsaae og Feigheden lod i Stikken, hvad enten I offres afsides og eensomt, 19 efter at være gaaet til en Side for at døe, eller I nedtrædes i Menneske-Trængselen, hvor Ingen spørger om, hvad Ret I have, Ingen om, hvad Uret I lide, Ingen om, hvor det smerter, eller hvordan det kan smerte, medens Trængselen med dyrisk Sundhed træder Eder i Støvet: kommer hid!
✂ Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Døden skiller mellem Døden og Livet. Kommer hid alle I Sørgende, I som forgjeves arbeide besværede! Thi vel er der Hvile i Graven; men at sidde ved en Grav, eller at staae ved en Grav, eller at gaae til en Grav, det er jo dog endnu ikke at ligge i Graven; og indenad atter og atter at læse sit eget Forfatterskab, som man kan udenad, Indskriften, hvilken man selv satte, og selv bedst forstaaer: hvo det er, der her ligger begraven: det er jo ikke selv at ligge begraven. I Graven er der Hvile, men ved Graven er der 29ingen Hvile; det hedder: ►hertil og ikke videre, saa kan Du gaae hjem igjen. Men hvor ofte Du Dag efter Dag i Tanken eller paa Din Fod kommer tilbage til den Grav – Du kommer ikke videre, ikke af Stedet; og dette er meget anstrengende, og udtrykker ikke Hvile. Kommer derfor hid, her er Veien, ad hvilken man gaaer videre, her er Hvile ved Graven, Hvile fra 27Savnets Smerte, eller der er Hvile i Savnets Smerte – ved ►Ham, der evigt gjenforener de Adskilte, fastere end Naturen forener Forældre og Børn, Børn og Forældre – ak de bleve jo adskilte; inderligere end Præsten forener Mand og Hustru – ak, ►Skilsmissen indtraadte jo; uopløseligere end Venskabets Baand forener Ven og Ven – ak det løstes jo. Adskillelsen trængte overalt igjennem til at bringe Smerte og Uro; men her er Hvile! – Kommer ogsaa I hid, ►I, hvis Opholdssted blev Eder anviist mellem Gravene, betragtede som døde for det menneskelige ►Samfund, men ikke savnede, ikke begrædte – ikke begravne, dog døde, ►det er, hverken tilhørende Livet eller Døden; ak, I for hvem det menneskelige Samfund grusomt lukkede sig, og for hvem dog endnu ingen Grav barmhjertigt aabnede sig: kommer ogsaa I hid, her er Hvile, og her er Livet!
✂ Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Syndens Vei 20 ►svinger af fra Uskyldighedens Hegn – o, kommer hid, I ere ham saa nær; eet eneste Skridt ad den anden Vei, og I ere saa uendelig langt borte fra ham. Vel trænge I maaskee endnu ikke til Hvile, forstaae ikke ret, hvad det vil sige; men følger dog Indbydelsen, at Indbyderen maatte frelse Eder for, hvad det er saa tungt og farefuldt at frelses fra, at I maatte frelste blive hos ham, der er Alles Frelser, ogsaa Uskyldighedens. Thi hvis det end var muligt, at den nogetsteds fandtes ganske reen, Uskyldigheden: hvorfor skulde den ikke ogsaa trænge til en Frelser, der kunde bevare den ►frelst fra det Onde! – Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Syndens Vei svinger dybere ind i Synden. Kommer hid alle I Vildfarende og Forvildede, hvilken Eders Forvildelse og Synd end var, den i Menneskenes Øine undskyldeligere og dog maaskee forfærdeligere, eller den i Menneskenes Øine forfærdeligere og dog maaskee undskyldeligere, den som ►blev aabenbar her paa Jorden, eller den som, skjult, dog er kjendt i Himlen – og fandt I end Tilgivelse paa Jorden men dog ikke Ro i Eders Indre, eller fandt I ingen Tilgivelse, fordi I ikke søgte den, eller fordi I søgte den forgjeves: o, vender om, og kommer 30hid, her er Hvile! – Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Syndens Vei sidste Gang svinger af, og for Øiet taber sig – i Fortabelsen. O, vender om, vender om, kommer hid; gyser ikke for Tilbagetogets Vanskelighed, hvor tung den end er; frygter ikke Omvendelsens besværlige Gang, hvor ►møisomt den end fører til Frelsen, medens Synden med ►bevinget Fart, med voxende Hastighed fører fremad eller – nedad, saa let, saa ubeskrivelig let, ja saa let 28som naar Hesten, aldeles fritagen fra at trække, end ikke med al sin Magt kan standse Vognen, der løber den i Afgrunden; fortvivler ikke over ethvert Tilbagefald, som ►Taalmodighedens Gud har Taalmodighed til at tilgive og som en Synder dog vel skulde have Taalmod til at ydmyge sig under. Nei, frygter Intet og fortvivler ikke; han der siger »kommer hid«, han er med Eder underveis, fra ham er Hjælp og Tilgivelse paa Omvendelsens Vei, der fører til ham, og hos ham er Hvile.
✂ 21Kommer hid, alle, alle, alle I, hos ham er Hvilen; og han gjør ingen Vanskelighed, han gjør kun Eet: han aabner sin Favn. Han skal ikke først spørge Dig, Du Lidende – ak, som retfærdige Mennesker gjøre det, endog naar ►de ville hjælpe: Du er dog vel ikke selv Skyld i Din Ulykke, Du har dog vel Intet at bebreide Dig. Det er saa let, dette Menneskelige, at dømme efter det Udvortes, efter Udfaldet: naar En er Krøbling, er Vanskabt, har et ufordeelagtigt Udvortes, da at dømme, ►ergo er han et ondt Menneske; naar En er ulykkelig nok til at lide ilde i Verden, saa han blev til Intet, eller saa det ►gik til Agters for ham, da at dømme, ergo er det et slet Menneske. O, og det er en saa udsøgt opfunden Art grusom Nydelse, at ville føle sin egen Retfærdighed ►lige over for en Lidende, ved at forklare hans Lidelse som Guds Straf over ham, saa man vel altsaa ikke engang – tør hjælpe ham, eller ved at forelægge ham hiint dømmende Spørgsmaal, der smigrer den egne Retfærdighed, inden man hjælper ham. Men Han skal ikke spørge Dig saaledes, ikke paa en grusom Maade ville være Din Velgjører. Og er Du Dig bevidst som en Synder, han skal ikke spørge Dig derom, ►ikke knække end mere det bøiede Rør, men opreise Dig, naar Du slutter Dig til ham; han skal ikke ved Modsætningen pege Dig ud, idet han stiller Dig udenfor sig, saa Din Synd bliver endnu forfærdeligere, han skal unde Dig et Skjul hos sig, og skjult i ham, ►skal han skjule over Dine Synder. Thi ►han er Synderes Ven. Naar det er en Synder, Talen er om, da staaer han ikke 31blot stille, aabner sin Favn og siger »kommer hid«, nei da staaer han – og venter, ►som den forlorne Søns Fader ventede, eller han staaer ikke og venter, han gaaer at søge, ►som Hyrden det forvildede Faar, som ►Qvinden efter den tabte Penning. Han gaaer, dog nei, han er gaaet, men uendelig langt længere end nogen Hyrde og nogen Qvinde, han gik jo den uendelig lange Vei fra at være Gud til at blive Menneske, den gik han for at søge Syndere!
29
22
32
III
✂ ►Kommer hid til mig alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.
✂ »Kommer hid!« Thi han antager, at de, som arbeide og ere besværede, tungt nok føle Byrden, Arbeidet tungt, og nu staae der raadvilde og sukkende, Een med Blikket speidende allevegne omkring, om der dog ikke er Hjælp at finde, en Anden med Øiet vendt mod Jorden, fordi han ingen Trøst øinede, en Tredie stirrende opad, som maatte den dog komme fra Himlen – men Alle søgende. Derfor siger han: kommer hid. Den, som ophørte at søge og sørge indbyder han ikke. – »Kommer hid!« Thi han, Indbyderen, veed, at just dette hører med til den sande Lidelse, at gaae afsides for sig selv og grunde i stille Trøstesløshed, uden Mod til at betroe sig til Nogen, endnu mindre med Frimodighed til at turde haabe Hjælp. Ak, ikke blot ►hiin enkelte Dæmoniske var besat af en stum Aand, enhver Lidelse, der ikke begynder med at gjøre den Lidende stum, har ikke stort at betyde, saa lidet som Elskov, naar den ikke gjør taus; de Lidende, hvis hurtige Tunge løber let med deres Lidelseshistorie, de hverken arbeide eller ere besværede. See, derfor tør Indbyderen ikke vente til de Arbeidende og Besværede komme til ham, han kalder selv kjerligt; 23 al hans Villighed til at hjælpe skulde dog maaskee ikke hjælpe, naar han ikke sagde dette Ord og dermed gjorde det første Skridt; thi i dette Ords Kalden (»kommer hid til mig«) kommer han jo til dem. O, menneskelige Deeltagelse, maaskee er det dog stundom agtværdig Selvbeherskelse, maaskee ogsaa stundom sand og inderlig Medfølelse, naar Du forsager at spørge Den, om hvem Du formoder, at han gaaer og grunder paa en skjult Lidelse: men hvor ofte dog vel ogsaa 33Klogskab, der ikke ønsker at faae for meget at vide! O, menneskelige Deeltagelse, hvor ofte var det dog kun Nysgjerrigheden, ikke Deeltagelse, at Du vovede Dig ind i en Lidendes Hemmelighed, og hvorledes følte Du det ikke som en Byrde, næsten som en Straf over Din Nysgjerrighed, da han fulgte Indbydelsen og kom til Dig! Men han, der siger 30dette ►løsende Ord »kommer hid«, han er ikke bedragen af sig selv, idet han siger Ordet, han skal heller ikke bedrage Dig, naar Du kommer til ham, for at finde Hvile ved at kaste Byrden paa ham. Han følger sit Hjertes Tilskyndelse i at sige det, og hans Hjerte følger Ordet – følger Du saa Ordet, saa følger det Dig igjen tilbage til hans Hjerte; det er en Selvfølge, det Ene følger af det Andet – o, at Du blot følger Indbydelsen. – »Kommer hid!« Thi han antager, at de, der arbeide og ere besværede, ere saaledes trættede og anstrengede, besvimende, at det som i en Bedøvelse atter er ►gaaet dem i Glemme, at der er Trøst; ak, eller han veed, at det er kun altfor sandt, at der ingen Trøst og Hjælp er, naar den ikke søges hos ham, derfor maa han ►kalde ad dem »kommer hid«!
*
✂ »Kommer hid!« Thi ethvert Selskab har jo et ►Symbolum eller Noget, hvorpaa det kjendes, at man hører til det; naar den unge Pige er pyntet paa en bestemt Maade, veed man, hun skal til Dands: kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede. – »Kommer hid!« Du behøver ikke at bære ►Skjelnetegnet i det Udvortes og Synlige, kom kun ►med salvet 24 Hoved og toet Ansigt, naar Du blot inderligt arbeider og er besværet.
*
✂ »Kommer hid!« O, staa dog ikke stille og betænk Dig, nei betænk, betænk, at for hvert Øieblik Du staaer stille efter at have hørt Indbydelsen, vil Du i næste Øieblik høre dens Kald svagere og saaledes fjerne Dig, om Du end bliver paa Stedet. – »Kommer hid!« O, hvor træt og ►mødig Du end er af Arbeidet, eller af den lange, lange og dog hidtil forgjeves Gang efter Hjælp og Frelse; om det er Dig, som kunde Du ikke vinde eet Skridt mere, ikke holde eet Øieblik længere ud uden at segne: o, blot eet Skridt endnu, her er Hvilen! – »Kommer hid!« Ak, men hvis der nu var En, der var saa elendig, at han ikke kunde komme – o, et Suk er nok; at Du ►sukker efter ham, det er ogsaa at komme hid.
31
25
35
Standsningen
33
27
►37Kommer hid til mig alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile
✂ Stands nu! Men hvad er der da at standse ved? Ved det, som i samme Øieblik uendelig forandrer Alt – saa Du i Virkeligheden, istedetfor, hvad man maatte vente, at faae en uoverskuelig Trængsel at see af dem, som arbeide og ere besværede, der fulgte Indbydelsen, tilsidst fik lige det Modsatte at see, en uoverskuelig Trængsel af Mennesker, som flygte tilbage og gyse indtil de storme frem og nedtræde, saa man, hvis man fra Udfaldet skulde slutte til hvad der blev sagt, snarere maatte slutte at der blev sagt »►procul o procul este profani«, end »kommer hid« – ved det, som er uendelig vigtigere og uendelig mere afgjørende: Indbyderen. Ikke som ►var han ikke Menneske for at gjøre hvad han siger, eller Gud for at holde hvad han lover, nei i en anden Forstand.
34
28
38
I
✂ At Indbyderen er og vil være den bestemte historiske Person, han var for 1800 Aar siden, som hvilken bestemte, og levende under de Vilkaar, under hvilke han dengang levede, han har sagt hine Indbydelsens Ord. – Han er ikke og vil ikke for Nogen være Den, om hvem man saadan af Historien (Verdenshistorien, Historien ligefrem forstaaet i Modsætning til ►den hellige Historie) og ikke videre har faaet Noget at vide; thi man kan af Historien Intet faae at vide om ham, fordi der overhovedet Intet kan »vides« om ham. – Han vil ikke, menneskeligt, dømmes efter Følgerne af sit Liv, ►det er, han er og vil være Forargelsens Tegn og Troens Gjenstand; at dømme ham efter Følgerne af hans Liv er Gudsbespottelse; som Gud er hans Liv, det at han levede og har levet, uendelig mere afgjørende end alle Følgerne deraf i Historien.
a
►Hvo har sagt hine Indbydelsens Ord?
✂ Indbyderen. Hvo er Indbyderen? Jesus Christus. Hvilken Jesus Christus? ►den Jesus Christus, som sidder i Herlig29hed hos Faderens Høire? Nei. Fra Herligheden har han intet Ord talt. Altsaa er det Jesus Christus i sin Fornedrelse, i Fornedrelsens Vilkaar, der har sagt disse Ord.
✂ Er da Jesus Christus ikke den Samme? Jo, ►han er idag og igaar den Samme, og den Samme som for 1800 Aar siden, ►den Jesus Christus, der 39fornedrede sig selv og tog en Tjeners Skikkelse paa, den Jesus Christus, der har sagt hine Indbydelsens Ord. Det er ogsaa ►ham, der har sagt, at han vil komme igjen i Herlighed. I sin Gjenkomst i Herligheden er han atter den samme Jesus Christus; men dette er endnu ikke skeet.35
✂ Er han da ikke nu i Herligheden? Jo, det troer den Christne. Men det var i Fornedrelsens Vilkaar han sagde hine Ord; fra Herligheden har han ikke sagt dem. Og om hans Gjenkomst i Herlighed kan Intet vides, det kan kun, i strengeste Forstand, troes. Men Troende kan man ikke være blevet uden ved at være kommet til ham ►i hans Fornedrelses Stand, til ham, Forargelsens Tegn og Troens Gjenstand. Anderledes existerer han ikke, thi kun saaledes har han existeret. At han skal komme i Herligheden, forventes, men kan kun forventes og troes af Den, der har holdt og holder sig til ham som han har existeret.
✂ Jesus Christus er da den Samme; dog levede han for 1800 Aar siden i sin Fornedrelse og forandres først ved sin Gjenkomst. Endnu er han ikke kommet igjen, altsaa er han endnu bestandigt den Fornedrede, der troes at skulle komme igjen i Herlighed. Hvad han har sagt og lært, hvert Ord han har talet, bliver eo ipso usandt, naar vi give det Udseende af, at det er Christus i Herligheden, der siger det. Nei, han tier, den Fornedrede taler. Mellemrummet (mellem Fornedrelsen og Gjenkomsten i Herlighed), der i dette Øieblik er omtrent 1800 Aar, og muligt skal blive mange Gange 1800 Aar endnu, Mellemrummet, ►det er, hvad Mellemrummet vil gjøre ham til, Verdenshistoriens eller Kirkehistoriens verdslige Efterretning om Christus, om hvo Christus var, om hvo der altsaa har sagt hine Ord, er noget Uvedkommende, noget hverken Heelt eller 30 Halvt, som blot forvansker ham, og derved gjør hine Indbydelsens Ord usande.
✂ Thi usandt er det, naar jeg digter Ord, som et Menneske aldrig har sagt, og siger, han har sagt dem. Men det er ogsaa usandt, og Ordet han har sagt bliver usandt, eller det bliver usandt, at han har sagt det, naar jeg digter ham væsentlig anderledes end han var, da han sagde det. Væsentlig anderledes; thi en Usandhed ►betræffende en eller anden Tilfældighed formaaer da ikke at gjøre det usandt, at »han« har sagt det. – Og saaledes, ►naar det behager Gud at vandre her paa Jorden i saa strængt ►et Incognito, som kun en Almægtig kan iføre sig, uigjennemtrængeligt for al Medviden, naar det behager ham (og hvorfor han gjør 40det, i hvilken Hensigt, det veed han vel bedst selv, men hvilken Grunden og Hensigten end er, de vidne om, at Incognitoet har noget Væsentligt at betyde) i en ringe Tjeners Skikkelse, efter Udseende at dømme ganske som et andet Menneske, naar det behager ham i denne Skikkelse 36at lære Menneskene – naar da Nogen gjentager, ganske nøiagtigt, de Ord, han har sagt, men giver det Udseende af, at det var Gud, der sagde disse Ord: saa bliver det usandt; thi det er usandt, at han har sagt disse Ord.
b
Kan man af Historien1 faae Noget at vide om Christus?
✂ Nei. Hvorfor ikke? Fordi man overhovedet Intet kan »vide« om »Christus«; han er ►Paradoxet, Troens Gjenstand, kun til for Troen. Men al historisk Meddelelse er »Videns« Meddelelse, altsaa kan man af Historien Intet faae at vide om Christus. Thi faaer man Lidt eller Meget eller Noget at vide om ham, er han ikke Den han i Sandhed er. Man faaer saaledes noget Andet at vide om ham end hvad han er, altsaa 31 faaer man Intet at vide om ham, eller man faaer noget Urigtigt at vide om ham, man bedrages. Historien gjør Christus til en Anden end han i Sandhed er, og saa faaer man af Historien Meget at vide om – Christus? nei, ikke om Christus, thi om ham kan Intet vides, han kan blot troes.
c
Kan man af Historien bevise, at Christus var Gud?
✂ Lad mig først gjøre et andet Spørgsmaal: kan der overhovedet tænkes nogen taabeligere Modsigelse end den, at ville bevise (ligegyldigt indtil videre om det er af Historien eller hvad i al Verden det forresten er, hvoraf man vil bevise det), at et enkelt Menneske er Gud? ►At et enkelt Menneske er Gud, det er, siger sig at være Gud, er jo Forargelsen ►ϰατ' εξοχην. Men hvad er Forargelsen, det Forargelige? Det som strider mod al (menneskelig) Fornuft. Og det vil man bevise! Men at »bevise« er jo at gjøre Noget til det Fornuftig-Virkelige det er. Kan man da gjøre Det, 41som strider mod al Fornuft, til det Fornuftig-Virkelige? dog vel ikke, dersom man ikke vil modsige sig selv. Man kan kun »bevise«, at det strider mod Fornuften. De Beviser for Christi Guddom, som Skriften anfører: hans Undergjerninger, hans Opstandelse fra de Døde, Himmelfart, ere ogsaa kun for Troen, det er, de er ikke »Beviser«: de 37ville jo heller ikke bevise, at alt dette stemmer overeens med Fornuften, de ville tvertimod bevise, at det strider mod Fornuften og altsaa er Gjenstand for Troen.
✂ Dog til Historiens Bevisen. »Er det nu ikke 1800 Aar siden, at Christus levede, er ikke hans Navn forkyndt og troet over den ganske Verden, har ikke hans Lære (Christendommen) forandret Verdens Skikkelse, seierrigt gjennemtrængt alle Forhold: og har da saa ikke Historien tilstrækkeligt, mere end tilstrækkeligt godtgjort, hvo han var, at han var – Gud?« Nei, det har Historien hverken tilstrækkeligt eller mere end tilstrækkeligt godtgjort, det kan Historien i al Evighed ikke godtgjøre. Hvad derimod det Første angaaer, saa er det jo ►vist nok, at 32 hans Navn er forkyndt i den ganske Verden – om det er troet, skal jeg ikke kunne afgjøre; det er vist nok, at Christendommen har forandret Verdens Skikkelse, seierrigt gjennemtrængt alle Forhold, saa seierrigt, at Alle nu sige sig at være Christne.
✂ Men hvad beviser saa det? Det kan høiest bevise, at Jesus Christus har været en stor Mand, maaskee den største af alle. Men at han har været – Gud, nei holdt, den Slutning skal med Guds Hjælp nok mislykkes.
✂ Begynder man, idet man vil indlede denne Slutning med den Antagelse, at Jesus Christus var et Menneske, og betragter saa de 1800 Aars Historie (Følgerne af hans Liv), saa kan man i et stadigt stigende Superlativ slutte: stor, større, størst, overmaade og forbausende den største Mand, der nogensinde har levet. – Begynder man derimod med den Antagelse (Troens), at han var Gud, saa har man eo ipso slaaet en Streg over, annulleret de 1800 Aar som de der hverken gjøre fra eller til, hverken bevise ►pro eller contra, fordi Troens Vished er uendelig høiere. – Og paa een af Maaderne maa man aabenbart begynde; begynder man paa den sidste Maade, er Alt i sin Orden.
✂ Begynder man paa den første Maade, kan man ikke, uden et eller andetsteds at ►forskylde en ►μεταβασις εις αλλο γενος pludselig ved en 42Slutning faae den nye Qvalitet: Gud ud, saa at altsaa Følgen eller Følgerne af – et Menneskes Liv paa et eller andet Punkt pludselig bevise, at dette Menneske var Gud. Lod dette sig gjøre, maatte man ogsaa kunne svare paa følgende Spørgsmaal: hvilke Følgerne da skulde være, hvor store Virkningerne, hvor mange Aarhundreder der maatte til for af Følgerne af et »Menneskes« Liv38 (det er jo Antagelsen) at faae beviist, at han var Gud; om ►det maaskee er saa, at endnu Aar 300 var Christus ikke ganske beviist at være Gud, der var Noget om det, han var lidt Mere end den overmaade forbausende største Mand, der nogensinde har levet, men der maatte endnu nogle Aarhundreder til. Isaafald følger jo saa formodentlig deraf igien, at De der levede ved Aar 300 ikke ansaae Christus for Gud, ►end mindre da De, som levede i 33 det første Aarhundrede, medens Visheden om, at han var Gud, derimod stiger med hvert Aarhundrede, saa den i vort, det 19de Aarhundrede, er den største, den endnu hidtil nogensinde har været, en Vished, i Sammenligning med hvilken de første Aarhundreder kun svagt skimtede. Man svare paa dette Spørgsmaal eller man lade det være, det er i Grunden ligegyldigt.
✂ Hvad vil det overhovedet sige, skulde det være muligt, at man ved at betragte de mere og mere sig udfoldende Følger af Noget, ved en simpel Slutning kan af disse bringe en anden Qvalitet ud end Antagelsens? Er det ikke Afsindighed (hvis da Mennesket ikke er afsindigt) at det første Skjøn, hvilket jo er Antagelsens, fra hvilken man gaaer ud, kan i den Grad tage feil af hvilket der er hvilket, at man feiler en Qvalitet fra det Rette? Og naar man begynder med denne Feiltagelse, hvor skal man saa paa noget Punkt være istand til at see det i Følgerne, at det er en ganske anden, en uendelig forskjellig Qvalitet, man har med at gjøre? Et Fodspor paa en Vei er jo en Følge af, at En har gaaet den Vei. Jeg kan nu gaae hen og ►antage feil, at det f. Ex. var en Fugl, men ved nærmere Eftersyn, forfølgende Sporet længere, forvisse mig om, at det maa have været et andet Dyr. Godt; men her er heller ingen uendelig Qvalitets Forandring. Men kan jeg ved nærmere at betragte eller længere at forfølge et saadant Spor komme et eller andetsteds til den Slutning: ergo er det en Aand, der er gaaet ad den Vei, en Aand – som intet Spor efterlader sig? Saaledes med det, af Følgerne af en – antaget – menneskelig ⓘ Existents at slutte ergo var det Gud. Ligner da Gud og Menneske i den 43Grad hinanden, er der saa ringe Forskjel mellem dem, at jeg, hvis jeg ikke er afsindig, kan komme til at begynde med den Antagelse, at det har været et Menneske; og paa den anden Side ►har Christus ikke selv sagt sig at være Gud? Ligner Gud og Menneske i den Grad hinanden, ere de i den Grad beslægtede, altsaa væsentligen indenfor samme Qvalitet, saa er Slutningen »ergo var det Gud« dog alligevel Spilfægteri; 39thi er det at være Gud ikke Andet, saa er Gud 34 slet ikke til. Men er Gud til, og altsaa ved en uendelig Qvalitets Forskjel adskilt fra det at være Menneske – hvis jeg saa, eller hver Den, der saa begynder Antagelsen med at det har været et Menneske, han kan i al Evighed ikke ►bringe ud, at det altsaa var Gud. Enhver blot nogenlunde dialektisk Udviklet maa dog let see, at det hele Spørgsmaal om Følgerne er ►incommensurabelt for den Afgjørelse, om det var Gud, at denne Afgjørelse stiller sig paa en ganske anden Maade for Mennesket: om han vil troe, hvad han sagde sig at være, at han var Gud, eller han ikke vil troe.
✂ Dette er – forstaaet, det er, naar man giver sig Tid til at forstaae det – dialektisk forstaaet tilstrækkeligt til at ►sætte en Pind for hiin Slutning fra Følgerne af Christi Liv: ergo var han Gud. Men Troen som Instants gjør en endnu yderligere Indsigelse mod ethvert Forsøg paa, ved Hjælp af hvad man saadan af Historien, der har opbevaret Følgerne af Christi Liv, veed om ham, at ville nærme sig Jesus Christus. Troens Paastand er, at dette hele Forsøg er – Gudsbespottelse. Troens Paastand er, at det eneste Beviis, som Vantroen lod staae, da den fortærede alle de andre Beviser for Christendommens Sandhed, det Beviis, som – ja det er besynderligt forviklet – som Vantroen opfandt, og opfandt for at bevise Christendommens Sandhed – fortræffeligt, Vantroen opfinder Beviser for at forsvare Christendommen! – det Beviis, som der saa i Christenheden er ►stadset saa overordentlig med, Beviset af 1800 Aar, Troens Paastand er, at det er – Gudsbespottelse.
✂ I Forhold til et Menneske gjælder det nemlig, at Følgerne af hans Liv ere vigtigere end hans Liv. Naar man da, for at faae at vide, hvo Christus var, og for ved en Slutning at bringe det ud, betragter Følgerne af hans Liv: saa gjør man ham eo ipso til et Menneske, et Menneske, der liig andre Mennesker skal bestaae sin Examen i Historien, hvilken dog forøvrigt i dette Tilfælde er en ligesaa maadelig Examinator som en ►Seminarist i Latin.
✂ 44Men besynderligt! Man vil ved Hjælp af Historien, ved 35 at betragte Følgerne af hans Liv, sluttende komme til det ergo: ergo ⓘ er han Gud – og Troen gjør just lige den modsatte Paastand, at Den, som overhovedet begynder paa denne Syllogisme, begynder med en Blasphemi. Blasphemien er endda ikke den, hypothetisk at antage, at han var et Menneske. Nei, Blasphemien er, hvad der ligger til Grund for det hele Foretagende, den Tanke, uden ⓘ hvilken man 40ikke vilde begynde, den Tanke, om hvis Rigtighed man altsaa er fuld og fast forvisset, at den ogsaa gjælder i Forhold til Christus, den Tanke, at Følgen af hans Liv er vigtigere end hans Liv, det er, at han er et Menneske. Hypothetisk siger man: lad os antage, at Christus var et Menneske, men til Grund for denne Hypothese, der endda ikke er Blasphemien, ligger det ►Assertum, at den Betragtning, at Følgen af Ens Liv er vigtigere end Ens Liv, har sin Anvendelse paa Christus. Antager man ikke det, saa indrømmer man selv, at Ens hele Foretagende er meningsløst, det indrømmer man, førend man begynder derpaa, og hvorfor vil man saa begynde? Men antager man det, og begynder, saa er Blasphemien i Gang. Jo mere man fordyber sig i at betragte Følgerne, men med den Hensigt at komme til at slutte, om han nu var Gud eller ikke, desto mere blasphemisk er Ens Adfærd, og er det i ethvert Øieblik, saa længe den Betragtning staaer paa.
✂ Forunderlige Møde: man giver det Udseende af, at naar man blot rigtigt ►tilgavns betragter Følgerne af Christi Liv, saa kommer man nok til hiint ergo – og Troen dømmer den første Begyndelse paa dette Forsøg at være en Gudsbespottelse, Fortsættelsen altsaa en stigende Gudsbespottelse.
✂ »Historien« siger Troen »har slet Intet med Jesus Christus at gjøre; man har i Forhold til ham kun den hellige Historie (hvilken er qvalitativ forskjellig fra Historie i Almindelighed), der beretter hans Liv og Levnet i Fornedrelsens Stand, samt at han selv sagde sig at være Gud. Han er Paradoxet, som Historien aldrig kan fordøie eller omsætte i en almindelig Syllogisme. Han er i sin Fornedrelse den Samme som i sin Ophøielse – men de 1800 Aar, eller om det blev 18000 Aar, 36 har slet Intet dermed ►at skaffe. De brillante Følger i Verdenshistorien, hvilke ►næstendeels overbevise endog en Professor i Historien om, at han var Gud, disse brillante Følger ere dog vel ikke hans ►Gjenkomst i Herlighed! Men 45saaledes er det nok ►saa smaat man mener det; det viser sig atter, at man gjør Christus til et Menneske, hvis Gjenkomst i Herlighed ingen anden kan være eller blive end Følgerne af hans Liv i Historien – medens Christi Gjenkomst i Herlighed er noget herfra aldeles Forskjelligt, Noget der troes. ►Han fornedrede sig og ►blev svøbt i Pjalter – han vil komme igjen i Herlighed, men de brillante Følger ere, især ved nærmere Eftersyn, for lurvet en Herlighed, i ethvert Tilfælde den aldeles ueensartede, om hvilken Troen derfor aldrig taler, naar den 41taler om hans Herlighed. Han existerer da endnu bestandigt kun i sin Fornedrelse, indtil han, hvad der troes, vil komme igjen i Herlighed. Historien kan være en meget god Videnskab, men den maa ikke blive saa indbildsk at paatage sig, hvad Faderen vil gjøre, at iføre Christus Herligheden, costumerende ham i Følgernes brillante ►Omhæng, som var dette Gjenkomsten. At han i Fornedrelsen var Gud, at han vil komme igjen i Herlighed, det gaaer adskilligt over Historiens Forstand, det kan man ikke uden ved en ►mageløs Mangel paa Dialektik faae ud af Historien, hvor mageløst man end betragter den.«
✂ Forunderligt, og saa har man just villet bruge Historien til at bevise, at Christus var Gud.
d
Er Følgen af Christi Liv vigtigere end hans Liv?
✂ Nei, ingenlunde, lige omvendt; var det Tilfældet, saa var Christus kun et Menneske.
✂ Det er nemlig ingenlunde ►mærkeligt, at et Menneske har levet; dem har der saa vist levet Millioner og Millioner nok af. Skal dette blive mærkeligt, saa maa hans Liv have en ►Mærkelighed, ►det er, Mærkeligheden kommer i Forhold til et Menneskes Liv først paa andet Sted. Det er ikke mærkeligt, 37 at han har levet, men hans Liv havde den og den Mærkelighed. Denne Mærkelighed kan saa blandt Andet ogsaa være, hvad han har udrettet, Følgerne af hans Liv.
✂ Men at Gud har levet her paa Jorden som et enkelt Menneske, er uendelig Mærkeligt. Om det slet ingen Følger havde havt, det er det Samme, det bliver lige mærkeligt, uendelig mærkeligt, uendelig mærkeligere end alle Følgerne. Forsøg her at anbringe Mærkeligheden paa andet Sted, og man vil let se det Taabelige: hvad Mærkeligt skulde det 46vel være, at Guds Liv har havt mærkelige Følger? At tale paa den Maade er at pjatte.
✂ Nei, det at Gud har levet, er det uendelig Mærkelige, det i og for sig Mærkelige. Antaget, at Christi Liv slet ingen Følger havde havt – dersom Nogen saa vilde sige, at hans Liv ikke var mærkeligt, saa er dette en Gudsbespottelse. Thi det er lige mærkeligt; og skulde der være Tale om Mærkeligheden paa andet Sted, maatte den være: det Mærkelige at hans Liv ingen Følger havde havt. Siger 42derimod Nogen, at Christi Liv er mærkeligt, paa Grund af Følgerne, saa er dette atter Gudsbespottelse; thi det er det i og for sig selv Mærkelige.
✂ Eftertrykket falder ikke paa, at et Menneske har levet, men uendeligt falder Eftertrykket paa, at Gud har levet. Kun Gud kan lægge saa megen Vægt paa sig selv, at det, at han har levet, er uendelig vigtigere end alle de Følger deraf, som indregistreres i Historien.
e
En Sammenstilling mellem Christus og et Menneske, der i levende Live lider samme Medfart af Samtiden som Christus leed.
✂ Lad os tænke os et Menneske, en af ►hine Herlige, som af Samtiden lede Uret, men hvem saa Historien indsatte i hans Ret, idet den ved Hjælp af Følgerne af hans Liv gjorde det ►aabenbart, ►hvo han var. Jeg negter forøvrigt ikke, at al denne Bevisen af Følgerne egentlig dog er beregnet paa den ►mundus, qvi vult decipi. Thi hvo som ikke samtidig med hiin 38 Herlige saae, hvo han var, han bilder sig det egentlig kun ind, naar han ved Hjælp af Følgerne har faaet det at vide. Dog dette vil jeg ikke ►urgere, og i Forhold til et Menneske gjælder det dog, at Følgen af hans Liv er vigtigere end at han har levet.
✂ Altsaa lad os tænke os en af hine Herlige. Han lever da med de Samtidige, men han bliver ikke forstaaet, ikke ►erkjendt for hvad han er, han bliver misforstaaet, saa bespottet, forfulgt, tilsidst ►ihjelslagen som en Forbryder. Men Følgen af hans Liv gjør det aabenbart, hvo han var; Historien, som opbevarer disse Følger, lader ham vederfares Ret, han nævnes nu fra Aarhundrede til Aarhundrede som den Store og Ædle, det med hans Fornedrelse er saa godt som glemt. Det var en Forblindethed af hiin Samtid, at den ikke erkjendte ham for hvad han var, en Ugudelighed, at den forhaanede og bespottede ham og endelig ihjelslog 47ham. Men lad nu det være glemt; først efter sin Død er han egentligen blevet det han var, i Følgerne af hans Liv, hvilke jo dog ere langt vigtigere end hans Liv.
✂ Skulde det Samme nu ogsaa være Tilfældet i Forhold til Christus? Det var da en Forblindethed, en Ugudelighed af ►hiin Slægt – men lad nu det være glemt, Historien har nu indsat ham i hans 43Ret, vi veed nu af Historien, hvo Jesus Christus var, vi lade ham vederfares Ret.
✂ O, ugudelige Tankeløshed, der gjør ►den hellige Historie til profan Historie, Christus til et Menneske! Kan man da af Historien faae noget at vide om Jesus Christus? (jvf. b.). Paa ingen Maade. Jesus Christus er Troens Gjenstand, man maa enten troe paa ham eller forarges; thi at »vide« betyder just, at det ikke er om ham. Historien kan derfor ►vistnok rigeligt meddele Viden; men Viden tilintetgjør Jesus Christus.
✂ Fremdeles, o, Gudsbespottelse, hvis Nogen ►formastede sig til om Christi Fornedrelse at sige: lad nu det med hans Fornedrelse være glemt. Christi Fornedrelse var dog vel ikke Noget, der hændte ham – om det end var hiin Slægts Synd 39 at korsfæste ham; ikke Noget der hændte ham, og maaskee ikke vilde være hændt ham i en bedre Samtid? Christus vilde selv være den Fornedrede og Ringe; Fornedrelsen (det skjøndt Gud at være det ringe Menneske) er altsaa Noget han selv har føiet sammen, Noget han vil skal være knyttet sammen, en dialektisk Knude, som Ingen skal formaste sig til at løse, og den heller Ingen kan løse, før han selv ved at komme igjen i Herlighed har løst den. Det er da ikke med ham som med et Menneske, der ved Samtidens Uretfærdighed ikke fik Lov at være sig selv eller at gjælde for hvad han var, hvorimod Historien gjorde det aabenbart; thi Christus vilde selv være den Fornedrede, just dette var hvad han vilde gjælde for. See, derfor skal Historien ingen Uleilighed gjøre sig med at lade ham vederfares Ret, og vi ikke i ugudelig Tankeløshed formastelig indbilde os, at vi uden videre veed, hvo han var. Thi det veed Ingen; og Den, som troer det, han maa blive samtidig med ham i hans Fornedrelse. Naar ►Gud vælger at lade sig føde i Ringhed, naar ►han, der holder alle Muligheder i sin Haand, ►ifører sig den ringe Tjeners Skikkelse, naar han gaaer værgeløs omkring og lader Menneskene gjøre ved ham, ►hvad de ville: saa veed han dog vel nok selv, hvad han gjør, og hvorfor han vil det; det er saa dog alligevel ham, der har Menneskene i sin Magt, ikke Menneskene, der have Magt over 48ham – og saa skal Historien ikke spille Næsviis med at ville gjøre aabenbart, hvo han var.
✂ Endeligen, o Gudsbespottelse, hvis Nogen formaster sig til at ►sige, at den Forfølgelse, Christus leed, udtrykker noget Tilfældigt. Fordi et Menneske bliver forfulgt af sin Samtid, deraf følger ikke, at 44han har Ret til at sige, at dette vilde hænde ham til enhver Tid. Forsaavidt kan der være Noget i, naar Eftertiden siger: lad nu det med hvad Uret han leed, medens han levede, være glemt. Anderledes med Jesus Christus! Det er ikke ham, der ved at lade sig føde og ved at fremtræde i 📌Judæa er gaaet op til Historiens Examen, det er ham der er Examinator, hans Liv er Examinationen, og ikke over hiin Slægt alene, men over ►Slægten. Vee ►den 40 Slægt, som frækt vovede at sige: lad nu det med hvad Uret han leed være glemt, Historien har nu gjort aabenbart, hvo han var, og indsat ham i hans Ret.
✂ Antager man, at Historien formaaer det, saa sætter man Christi Fornedrelse i et tilfældigt Forhold til ham, ɔ: saa gjør man ham til et Menneske, et udmærket Menneske, hvem Sligt ved Slægtens Ugudelighed hændte, Noget, han dog for sin Deel langtfra havde ønsket, thi han vilde (dette er det Menneskelige) gjerne have været noget Stort i Verden – istedetfor at Christus frit vil være den Ringe, og skjøndt hans Hensigt var at frelse Menneskene, dog ogsaa vilde udtrykke hvad ►»Sandheden« i enhver Slægt maatte lide, og hvad Sandheden maa lide. Men er dette hans allerhøieste Villie, og vil han først i sin Gjenkomst vise sig i Herligheden, og er han endnu ikke kommet igjen; og kan ingen Slægt angerløs, maa tvertimod enhver Slægt som Medskyldig betragte, hvad hiin Slægt gjorde ved ham: saa vee Den, der formaster sig til at tage Ringheden fra ham, eller at lade det være glemt, hvad Uret han leed, og fabelagtigt iføre ham de historiske Følgers menneskelige Herlighed, hvilken hverken er det Ene eller det Andet.
f
Christenhedens Ulykke
✂ Men dette er just Ulykken og har i mange mange Tider været Ulykken i Christenheden, at Christus hverken er det Ene eller det Andet, hverken Den han var, da han levede paa Jorden, ei heller Den, han (hvilket da maa troes) vil være ved sin Gjenkomst, men En, om hvem 49man paa utilladelig Maade af Historien har faaet Noget at vide, at han har været saadan noget stort Noget. Man er paa utilladelig og ulovlig Maade blevet vidende om Christus – thi det Tilladelige er at blive troende. Man har gjensidigt bestyrket hinanden i, at man ved Hjælp af Udfaldet af Christi Liv og de 1800 45Aar, Følgerne, har faaet Facit at vide. Efterhaanden som dette blev Viisdom, destilleredes al Saft og Kraft ud af 41 Christendommen; ►Paradoxet afspændtes, man blev Christen uden at mærke det, og uden at mærke det Mindste til Forargelsens Mulighed. Man ►tog Christi Lære hen, ►vendte og skrabte den, han selv ►betryggede uden videre for Sandheden – en Mand, hvis Liv havde havt saadanne Følger i Historien. Alt blev saa saa ligefrem ►som Fod i Hose, ►naturligt, thi Christendommen er paa den Maade blevet Hedenskab. Der er i Christenheden en evindelig ►Søndags-Vævlen om Christendommens herlige og ►uskatteerlige Sandheder, dens milde Trøst, men det mærkes jo rigtignok, at det er 1800 Aar siden Christus levede; Forargelsens Tegn og Troens Gjenstand er blevet den eventyrligste af alle fabelagtige Skikkelser, en guddommelig ►Godmand. Hvad det er at forarges, veed man ikke, endnu mindre hvad det er at tilbede. Det man især priser hos Christus er just Det, som man, hvis man var samtidig dermed, vilde meest forbittres over, medens man nu er ganske tryg i Tillid til Udfaldet, og, i Tillid til, at det af Historien er ganske vist, at han var det Store, slutter: ►ergo er det det Rigtige. Det vil sige, det er det Rigtige, det Ædle, det Ophøiede, det Sande – naar det er ham, der gjør det; det vil sige, man bryder sig egentligen ikke i dybere Forstand om at faae at vide, hvad det er han gjør, endnu mindre om efter ringe Evne med Guds Bistand at efterligne ham i at gjøre det Rigtige, det Ædle, det Ophøiede, det Sande. Thi hvilket det er, faaer man egentligen ikke ⓘ at vide, kan derfor i Samtidighedens Situation dømme lige modsat; man nøies med at beundre og prise, og er, ►som det blev sagt om en Oversætter, der ængstelig ordret, derfor ogsaa meningsløst, oversatte en Forfatter, »for samvittighedsfuld«, maaskee ogsaa for feig og ►blødagtig, til ret at ville forstaae.
✂ Christenheden har afskaffet Christendommen, uden ret selv at vide det; Følgen er, at skal der gjøres Noget, maa man forsøge igjen at indføre Christendommen i Christenheden.
46
42
50
II
Indbyderen
✂ Indbyderen er altsaa den fornedrede Jesus Christus, og det er ham, der har sagt ►hine Indbydelsens Ord. Det er ikke ►fra Herligheden han siger dem. Var Forholdet dette, saa er Christendommen Hedenskab, og Christus ►taget forfængelig; derfor er det ogsaa usandt, at det ►er saa. Men var det saa, at Den, der sidder i Herlighed, vilde sige disse Ord: ►kommer hid, ►som var det saa ganske ligefrem til at løbe lige i Armene paa Herligheden – ja, hvad Under saa, ►at der løb en Mængde til! Men De, der løbe paa den Maade, de ►løbe blot med Liimstangen, indbildende sig, at de veed, ►hvo Christus er. Men det veed Ingen; og for at troe paa ham, maa man begynde med Fornedrelsen.
✂ Indbyderen, Den der siger Ordene, altsaa Den, hvis Ord disse Ord ere – medens de samme Ord i en Andens Mund jo ere en historisk Usandhed – er den fornedrede Jesus Christus, ►det ringe Menneske, ►født af en foragtet Jomfru, ►hans Fader en Tømmermand, i Slægtskab med nogle andre simple Folk af den laveste Classe, det ringe Menneske, som ►derhos (hvad der da ganske rigtigt netop er ►Olie i Ilden) ►sagde sig at være Gud.
✂ Det er den fornedrede Jesus Christus, der har sagt hine Ord. Og intet Ord af Christus, ikke eet eneste har Du Lov 43 at tilegne Dig, Du har ikke mindste Deel i ham, ikke i fjerneste Maade ►Samfund med ham, hvis Du ikke er blevet saaledes samtidig med ham i hans Fornedrelse, at Du ganske som de Samtidige har maattet blive opmærksom paa den Formaning af ham: ►salig Den, som ikke forarges paa mig! Du har ikke Lov 51at ►tage Christi Ord hen og lyve ham bort; Du har ikke Lov at tage Christi Ord hen og ►phantastisk gjøre ham til Noget ved Hjælp af Historiens Snaksomhed, der, naar den snakker om ham, ganske bogstavelig ikke veed, hvad den snakker om.
✂ Det er den fornedrede Jesus Christus, der taler; det er historisk 47sandt, at han har sagt disse Ord, det er Usandhed, at disse Ord ere sagte af ham, saasnart man forandrer hans historiske Virkelighed.
✂ Altsaa det ringe, fattige Menneske, ►med tolv stakkels Disciple af den simpleste Classe i Folket, ►en Tid lang Gjenstand for Nysgjerrighed, men ►senere kun i Selskab med Syndere, Toldere, Spedalske, Afsindige; thi det gjaldt ►Ære, Liv og Gods, i ethvert Fald (den Straf veed vi jo var sat derpaa) at ►blive udelukket af Synagogen, blot man lod sig hjælpe af ham – – kommer nu hid alle I, som arbeide og ere besværede! O, min Ven, om Du ►var døv og blind og halt og spedalsk o. s. v. o. s. v., om Du, hvad aldrig før var hørt eller seet, forenede alle menneskelige Elendigheder i Din Elendighed – og om han ved et Mirakel vilde hjælpe Dig: det var dog muligt, at Du (og dette er det Menneskelige) mere end alle disse Lidelser frygtede den Straf, der var blevet sat paa at lade Dig hjælpe af ham, den Straf at udstødes af ►Samfundet med andre Mennesker, at forhaanes, bespottes Dag ud og Dag ind, maaskee at miste Livet. Det var menneskeligt (og dette er det Menneskelige), om Du tænkte som saa: nei, Tak, saa vil jeg dog heller vedblive at være døv og blind o. s. v. end at hjælpes paa den Maade.
✂ »Kommer hid, kommer hid, alle, alle I, som arbeide og ere besværede, o, kommer hid, see han indbyder Eder, han aabner sin Favn!« O, naar ►en pyntelig Mand i Silke siger 44 dette med en behagelig, velklingende Stemme, saa det ►yndelig giver Gjenlyd i de deilige Hvælvinger, en Silke-Mand, der udbreder Ære og Anseelse over det at høre ham; o, naar en Konge i Purpur og Fløiel siger dette, med Juletræet i Baggrunden, hvorpaa alle de herlige Goder hænge, som han agter at uddele: ja, ikke sandt, saa er der Mening deri? Men hvad Mening Du end har derom, saa meget er vist, det er ikke Christendom, det er lige det Modsatte, Christendommen saa stik imod som det er muligt; thi husk paa Indbyderen!
✂ Og døm saa selv – thi dertil har Du Lov; derimod have Menneskene egentlig ikke Lov til, hvad de saa ofte gjøre, at bedrage sig selv. At et 52Menneske, der seer saaledes ud, et Menneske, hvis Selskab Enhver ►flyer, der endnu har den mindste Smule Klogskab i Panden, den mindste Smule at tabe i Verden, at han – ja, det er det Urimeligste og Afsindigste af Alt, man veed neppe, om man skal lee eller græde – at han – ja, det er ubetinget det Ord man sidst skulde vente at høre af ham (thi om han havde sagt: kommer hid 48og hjælper mig; eller: ►lader mig med Fred; eller: skaaner mig; eller stolt: jeg foragter Eder Alle – det lod sig dog forstaae) – at han siger: kommer hid til mig! jo, det seer rigtignok indbydende ud! Og nu videre: alle I, som arbeide og ere besværede – ret som havde saadanne Mennesker ikke allerede Ulykker nok at trækkes med, at de saa endnu oven i Kjøbet skal udsættes for alle Følgerne af at indlade sig med ham. Og saa endelig: jeg vil give Eder Hvile. Det manglede blot – han vil hjælpe dem! O, jeg vilde sige: selv den godmodigste Spotter, der har levet samtidigen med ham, maatte jo sige: »det var da det, han sidst skulde indlade sig paa – at ville hjælpe Andre, naar man selv er i den Forfatning. Det er jo ligesom hvis en Tigger vilde gjøre Anmeldelse til Politiet om, at man havde bestjaalet ham. Thi at En, der Intet eier og Intet har eiet, anmelder at være bestjaalen, er en Modsigelse, og ligesaa, at ville hjælpe Andre, naar man selv meest trænger til Hjælp.« Det er jo menneskelig talt den afsindigste Modsigelse, at ►Den, der bogstavelig ikke har Det, hvortil han kan helde sit Hoved, at 45 den Mand, om hvem det, menneskelig, saa sandt blev sagt »►see hvilket Menneske« – at han siger: kommer hid til mig alle I, som lide – jeg vil hjælpe!
✂ ►Prøv Dig nu selv – thi dette har Du Lov til, Du har Lov til at prøve Dig selv, derimod har Du egentligen ikke Lov til uden Selvprøvelse at lade Dig af »de Andre« indbilde, eller indbilde Dig selv, at Du er Christen – altsaa prøv nu Dig selv: hvis Du levede samtidigen med ham! Sandt nok, han – ak, han! ►han sagde sig selv at være Gud! Det har jo mangen gal Mand gjort – og hele Samtiden dømte: ►»han bespotter Gud.« Ja, derfor var det der blev sat Straf paa at lade sig hjælpe af ham, det var det Bestaaendes og den offentlige Menings gudfrygtige Omsorg for Sjelene, at Ingen skulde komme paa Afveie: det var Gudsfrygt at man saaledes forfulgte ham. Førend da En beslutter sig til at lade sig hjælpe, har han dette at betænke, at han ikke blot maa vente Menneskenes Modstand, men betænk det vel, selv om Du forresten kunde udholde 53alle Følgerne af dette Skridt, betænk det vel, at Menneskenes Straf her er Guds Straf over ham den Gudsbespotter – Indbyderen!
✂ Kommer nu hid alle I, som arbeide og ere besværede!
✂ Ikke sandt, der er ikke Noget at haste efter, der bliver en lille Standsning, som passende benyttes til at gaae om ad en anden Gade. Og hvis Du ikke saaledes, dersom Du var samtidig, vil skulke om ad en anden Gade, eller i Christenheden skulke Dig til at være saadan 49Christen: saa bliver der en uhyre Standsning, den Standsning, hvilken er Betingelsen for at Troen kan blive til: Du er standset paa Forargelsens Mulighed.
✂ Dog for at gjøre det ganske klart og nærværende, at Standsningen ligger i Indbyderen, at Indbyderen standser og gjør det til en ingenlunde just saa ligefrem, men ganske egen Sag at følge Indbydelsen, fordi man ikke faaer Lov til at ►tage Indbydelsen hen, men maa tage Indbyderen med: skal jeg korteligen gjennemgaae hans Liv i tvende Afsnit, der udvise en Forskjellighed, skjøndt dog begge væsentligen liggende inden46for Bestemmelsen: Fornedrelsen; thi for Gud er det altid en Fornedrelse at være Menneske, om han saa var Keiser over alle Keisere, og han er væsentligen ikke mere fornedret, fordi han er et fattigt, ringe Menneske, ►bespottet, som Skriften tilføier, bespyttet.
A
Hans Livs første Afsnit
✂ Og lad os nu tale om ham ganske ugeneret, aldeles som ►de Samtidige have talet om ham, og som man taler om en Samtidig, et Menneske som vi andre, hvem man seer paa Gaden i Forbigaaende, om hvem man veed, hvor han boer, paa hvad Sal, hvad han er, hvoraf han lever, hvem hans Forældre ere, hans Slægt, hvordan han er skabt, og gaaer klædt, med hvem han omgaaes, »og noget Overordentligt er der da ikke at see paa ham, han seer ud ganske som alle Andre«, kort, som man taler om en Samtidig, hvem man ikke saadan ►gjør videre Ophævelse over; thi i Samtidighedens Situation med disse tusinde og tusinde virkelige Mennesker kan der ikke saaledes gjøres Plads for en Forskjel som den, maaskee at blive mindet i alle Aarhundreder, og den at være en ►virkelig ►Kræmmersvend »lige saa god som han«. – Altsaa lader os tale om ham 54som Samtidige tale om en Samtidig. Jeg veed vel, hvad jeg gjør; og tro Du mig, den tillærte, dresserede, dvaske verdenshistoriske Vane, i Kraft af hvilken man altid saadan med en vis Ærbødighed taler om Christus, da man jo af Historien saadan har faaet at vide, og har hørt saa meget saadan om, at han saadan skal have været saadan noget stort Noget – den Ærbødighed ►er ikke en suur Sild værd, den er Tankeløshed, Skinhellighed, forsaavidt Gudsbespottelse; 50thi det er Gudsbespottelse at have tankeløs Ærbødighed for Den, man enten skal troe eller forarges paa.
✂ Det er ►den fornedrede Jesus Christus, ►et ringe Menneske, ►født af en foragtet Jomfru, ►hans Fader en Tømmermand. Men han fremtræder rigtignok under Forhold, som ganske sær47ligen maae henlede Opmærksomheden paa ham. Det lille Folk, i hvilket han fremtræder, ►Guds udvalgte Folk som det kalder sig, imødeseer en Forventet, der skal bringe en gylden Tid for Land og Folk. Det forstaaer sig, den Skikkelse, under hvilken han optræder, er saa forskjellig fra de Flestes Forventning, som det er muligt. ►Derimod svarer den mere til gamle Spaadomme, med hvilke Folket dog maa antages at være bekjendt. Saaledes træder han frem; ►en Forgænger har henledt Opmærksomheden paa ham, og selv samler han den ►afgjort paa sig ►ved Under og Tegn, om hvilke der bliver Tale i hele Landet – og han er Øieblikkets Helt, hvor han gaaer og staaer omgiven af en talløs Menneske-Vrimmel. Sensationen han vækker er uhyre, Alles Øine rettede paa ham, ►Alt hvad der kan gaae, ja endog hvad der kun kan krybe, maa have seet dette Vidunder – og Alle maae have en Dom, en Mening om ham, saa Leverandeurerne af Meninger og Domme næsten maae ►gjøre Opbud, fordi Søgningen er saa ►rivende og Modsigelserne saa ►krydsende. Dog er han, ►Undergjøreren, bestandigt det ringe Menneske, der bogstavelig ikke har det, ►hvortil han kan helde sit Hoved. – Og lad os ikke glemme: Tegn og Under i Samtidighedens Situation har en ganske anden Elasticitet til at støde fra og til at ►trække til, end dette Spagfærdige, dette, som Præsterne i Almindelighed ►opvarme det, endnu Spagfærdigere om Tegn og Under – for 1800 Aar siden. Tegn og Under i Samtidighedens Situation er noget forbistret nærgaaende Noget, Noget der paa en høist generende Maade næsten tvinger En til at have en Mening, Noget man, naar man nu engang ikke er oplagt til at troe, kan blive i høi Grad forbittret over at være samtidig 55med, da det gjør En, især jo mere forstandig, udviklet og dannet man er, Tilværelsen altfor anstrenget. Det er en ganske egen Sag i Forhold til en Samtidig at skulle antage, at han virkelig gjør Tegn og Under – naar man har ham paa Afstand, naar Udfaldet af hans Liv hjælper En ind i Indbildninger, saa kan man let saadan indbilde sig, at man troer det.
✂ 48Altsaa Mængden er henreven af ham, den følger ham jublende, seer Tegn og Under, baade dem han gjør og dem han ikke gjør, 51glad i Haabet om, at den gyldne Tid vil begynde, ►naar han bliver Konge. Men Mængden gjør sig sjelden Rede for sin Dom, dømmer idag Eet, imorgen et Andet. Den Kloge og Forstandige deeltager derfor ikke uden videre deri. Lad os nu see, hvad den Kloge og Forstandige, saasnart det første Overraskelsens og Forbauselsens Indtryk er forvundet, maa dømme.
✂ Den Kloge og Forstandige maatte sige. »►Antaget og, at denne Mand er, hvad han udgiver sig for at være, det Overordentlige – thi det med at han skulde være Gud kan jeg da ikke betragte anderledes end som en Overdrivelse, hvilket jeg villigt vil ►holde ham til Gode og tilgive ham, dersom jeg virkeligen ansaae ham for det Overordentlige, i Ord hænger jeg mig ikke – antaget, hvad jeg forøvrigt har mine Betænkeligheder ved, og hvorom jeg i ethvert Tilfælde suspenderer min Dom, at det er Mirakler han gjør: er det saa ikke en uforklarlig Gaade, at denne samme Mand kan være saa taabelig, saa indskrænket, saa aldeles blottet for Menneskekundskab, saa svag, eller saa godmodig-forfængelig, eller hvad man nu vil kalde det, at bære sig saaledes ad, næsten at paanøde Menneskene sine Velgjerninger! Istedetfor stolt og herskende at holde Menneskene paa den dybeste Underkastelses Fjernhed fra sig, tage deres Tilbedelse, naar han den sjeldne Gang saaes: istedet derfor at være tilgængelig for Alle, eller endnu rigtigere selv at gaae til Alle, at omgaaes Alle, næsten som var det at være det Overordentlige ►det at være Alles Tjener, som var det at være det Overordentlige, hvad han selv siger sig at være, det at være bekymret for, om Menneskene ville have Gavn af ham eller ikke, kort, som var det at være det Overordentlige det at være den meest Bekymrede af Alle. Uforklarligt er det Hele mig, hvad han vil, hvad hans Hensigt er, hvortil hans Stræben sigter, hvad han vil opnaae, hvilken Meningen er. Han der ved mangt et enkelt Udsagn, hvad jeg ikke kan negte ham, ►røber et saa dybt Indblik i det menneske49lige Hjerte, han maa dog vel sagtens vide, hvad jeg med 56Mindre end Halvdelen af min Klogskab kan sige ham forud, at paa den Maade kommer man ingen Vegne i Verden – med mindre man da foragtende Klogskab redeligt tragter efter at blive til Nar, eller maaskee endog gaaer saavidt i Redelighed, at man foretrækker at blive slaaet ihjel; men saa er man jo dog vel gal, naar det er det man vil. Som sagt, som Menneskekjender, maa han dog sagtens vide, at det man skal gjøre, er at bedrage Menneskene, og saa at give sit Bedrag Skin af Velgjerninger, 52man gjør hele ►Slægten. Saa høster man alle Fordele, selv den, hvis Nydelse er den ►kosteligste af alle, den af de Samtidige at kaldes Menneskeslægtens Velgjører – og naar man først er i sin Grav, saa blæse være med hvad Efterverdenen siger om En. Men at give sig saaledes hen, som han gjør, ikke ►at holde det Mindste paa sig selv, næsten at tigge Menneskene til at tage mod disse Velgjerninger: nei, slutte mig til ham, kunde da aldrig falde mig ind. Og det forstaaer sig, han indbyder mig da heller ikke; ►thi han indbyder jo kun dem, som arbeide og ere besværede.«
✂ Eller. »Hans Liv er ganske ►simplement Phantasteri; og det er endda det mildeste Udtryk man kan bruge derom, man er, naar man dømmer saaledes, godmodig nok til aldeles at glemme denne rene Galskab, ►at han anseer sig selv for at være Gud. Det er Phantasteri. Saadan kan man i det Høieste leve et Par Aar i Ungdommen. ►Men han er allerede over 30 Aar. Og han er bogstaveligen Ingenting. Og videre, om ganske kort Tid maa han aldeles have tabt al Agtelse og Anseelse blandt Folket – det Eneste, der hidtil kunde være Tale om at han har skaffet sig. Vil man sikkre sig Folkegunst i Længden, hvad jeg villig indrømmer er ►det usikkreste Parti, man overhovedet kan tage, maa man bære sig anderledes ad. Det vil ikke vare mange Maaneder, førend Mængden er kjed af En, der saaledes er til Tjeneste; han bliver betragtet som fortabt Person, et Slags ►mauvais sujet, der kan være glad ved at ende i en Afkrog af Verden, glemmende Verden og glemt, hvis han da ikke ved at blive paa Stedet, skulde, i 50 Fortsættelse af alt hans Foregaaende, være phantastisk nok til at ville slaaes ihjel, den uundgaaelige Følge af at blive paa Stedet. Hvad har han gjort for sin Fremtid? Intet. Har han nogen fast Stilling? Nei. Hvad Udsigter har han? Ingen. Blot dette Simple, hvorledes vil han fordrive Tiden, naar han bliver Ældre, de lange Vinteraftener, hvad vil han udfylde dem med, han kan ikke engang spille Kort. Han har en 57Smule Folkegunst – i Sandhed af al ►rørlig Eiendom den rørligste, den kan i en Haandevending være en uhyre Folke-Ugunst. – At slutte mig til ham, nei, jeg siger Tak, gal er jeg dog Gud skee Lov endnu ikke blevet.«
✂ Eller. »At der (naar man da reserverer sig sin og den sunde Menneske-Forstands Ret til at afholde sig fra enhver Dom ►betræffende hans Paastand at være Gud) er noget Overordentligt ved det Menneske, derom er egentligen ingen Tvivl. Snarere kunde man næsten blive forbittret paa ►Styrelsen, at den har betroet en Saadan, 53hvad den har betroet ham, en Saadan, der gjør det Modsatte af hvad han selv siger: at man ikke skal ►kaste sine Perler for Sviin – hvorfor det da ogsaa vil ende med, at disse, ganske rigtigt, vende sig om og træde ham ned. Sligt kan man altid vente af Sviin – men derimod skulde man ikke vente, at Den, der selv er opmærksom derpaa, gjør det Modsatte af hvad han veed, man ikke skal gjøre. Ja, kunde man paa en behændig Maade fraliste ham hans Viisdom – thi den høist eiendommelige Tanke, som han selv synes at sætte saa megen Priis paa, at han er Gud, skal jeg med Fornøielse lade ham ene om som ►hans udelukkende Eiendom – kunde man fraliste ham hans Viisdom – uden at blive hans Discipel! ►Kunde man liste sig til ham om Natten og faae det ud af ham – thi at redigere og udgive det, det skal jeg nok være Mand for, ►und zwar paa en ganske anden Maade. Der skal til hele Verdens Forbauselse komme noget ganske Andet ud deraf, ►det lover jeg for, thi saa meget seer jeg nok, der stikker noget saare dybt i hvad han siger, Ulykken er blot, at han er Den, han er. Men maaskee, ►hvo veed, maaskee lader det sig ►am Ende gjøre at ►narre ham det fra, 51 maaskee er han i denne Henseende igjen godmodig tosset nok til at meddele sig ganske aabent. Det var ikke umuligt; thi mig forekommer det, at Viisdommen, som han aabenbart besidder, ved at betroes ham, er blevet betroet en Nar: en saadan Modsigelse er hans Tilværelse. – Men at slutte mig til ham, at blive Discipel, nei, det var da, at gjøre sig selv til Nar.«
✂ Eller. »Dersom det, hvad jeg dog lader uafgjort, er det Gode og Sande, dette Menneske vil, saa gjør han i det mindste for saavidt Gavn, især mod Ynglinge og den uerfarne Ungdom, hvem det for Livets Alvors Skyld er saa ►tjenligt, jo tidligere jo bedre ►ret tilgavns at forstaae dette: han gjør det iøinefaldende selv for den meest Forblindede, at dette Høitravende med at leve for det Gode og Sande har en betydelig ►Til58sætning af det Latterlige i sig; han beviser, hvor rigtigt vor Tids Digtere have truffet det, naar de altid lade det Gode og Sande repræsentere af en halvfjantet Person, eller af En, der er ►saa dum, at man kan løbe Døre op med ham. At anstrenge sig saaledes som dette Menneske gjør, at forsage Alt, kun ingen Møie og Besværlighed, at ►være paa Pinde til enhver Tid af Dagen, ivrigere end den travleste praktiserende Læge – og hvorfor? Er det fordi det er hans Levebrød? Nei, ikke i fjerneste Maade, det er, saavidt man kan skjønne, nok aldrig faldet ham ind, at ville have noget. 54Er det da, fordi han tiener Penge derved? Nei, ikke ►4ß – han eier ikke 4ß, og om han eiede dem, saa gav han dem strax bort. Er det da for at opnaae Ære og Anseelse i Staten? Lige omvendt, han afskyer al verdslig Anseelse. Og han der, da han nu engang forsmaaer al verdslig Anseelse, og øver den Kunst at kunne leve af Ingenting, han der (hvad der dog ogsaa er Mening i) hvis ellers Nogen var ►beregnet paa at tilbringe sit Liv i det behageligste ►Farniente: han er Den, som lever mere anstrenget end nogen Statstjener, hvem Ære og Anseelse lønner, mere anstrenget end nogen Forretningsmand, der ►tjener Penge som Græs. Hvorfor anstrenger han sig da saaledes, eller (thi hvortil dette Spørgsmaal om hvad der intet Spørgsmaal kan være om!): at anstrenge sig saaledes – for at opnaae den 52 Lykke, ►at blive udleet, bespottet o. s. v.: i Sandhed det er en egen Art Fornøielse. At En trænger sig igjennem Mængden for at naae hen til det Sted, hvor der uddeles Penge, Hæder og Ære: det lader sig forstaae. Men at trænge sig frem for at blive ►kagstrøgen: hvor ophøiet, hvor christeligt, hvor dumt.«
✂ Eller. »Der høres om dette Menneske saa mange overilede Domme af dem, som Intet forstaae – og forgude ham, og saa mange strenge Domme af dem, som dog maaskee misforstaae ham, mig skal man ikke med Rette kunne beskylde for nogen overilet Dom; jeg forholder mig ganske kold og rolig, ja, hvad mere er, jeg er mig bevidst at være saa føielig og moderat mod ham, som muligt: ►lad det være saa, hvad jeg dog kun til en vis Grad indrømmer, at selv Forstanden imponeres af dette Menneske. Hvad maa der nu dømmes om ham? Dommen bliver: jeg kan for det første ingen Mening have om ham. Jeg mener ikke ►betræffende at ►han siger sig at være Gud, thi derom vil jeg i al Evighed ingen Mening kunne have; nei, jeg mener om ham som Menneske betragtet. Først Udfaldet af hans Liv vil kunne afgjøre, om han virkelig var 59det Overordentlige, eller han, bedragen af sin Indbildningskraft, har lagt en altfor stor Maalestok an, ikke blot for sig, men overhovedet for det at være Menneske. Mere kan jeg med min bedste Villie ikke gjøre for ham; om han var min eneste Ven, mit eget Barn, jeg kunde ikke dømme skaansommere, og heller ikke anderledes. Men deraf følger rigtignok sandsynligviis, at jeg af gode Grunde ingen Mening kan komme til at have om ham. Thi for at have en Mening, maa jeg først see Udfaldet af hans Liv, og indtil det Sidste, ►det er, han maa være død. Saa kan jeg, og dog kun maaskee, have en Mening55 om ham; og selv dette antaget, er det jo dog kun i uegentlig Forstand om ham, thi han er jo saa ikke mere. Af sig selv følger det da, at jeg umuligt kan slutte mig til ham, saa længe han lever. ►Den Myndighed, med hvilken han siges at lære, kan for mig ikke have nogen afgjørende Betydning, det er dog vel let at see, at han bevæger sig i en Cirkel, saa han beraaber sig paa hvad han skal bevise, 53 og hvilket igjen kun kan bevises ved Udfaldet, forsaavidt det da ikke hænger sammen med hiin hans ►fixe Idee, at han er Gud; thi dersom det er derfor han har Myndighed, fordi han er Gud, saa er Svaret: ja – dersom. Saa meget kan jeg derimod indrømme ham, at hvis jeg tænkte mig at leve i en senere ►Slægt, og hvis da Udfaldet af hans Liv, dets Følger i Historien havde gjort det aabenbart, at han var det Overordentlige: da vilde det ikke være langtfra, der vilde kun fattes Lidet i, at jeg blev hans Discipel.«
✂ Den Geistlige maatte sige. »Af en Bedrager og Folkeforfører er der egentlig noget ualmindelig Ærligt ved ham, hvorfor han da heller ikke kan blive saa absolut farlig, om det end seer nok saa farligt ud, saa længe ►Ilingen staaer paa, seer nok saa farligt ud med hans uhyre Popularitet, indtil saa Ilingen er forbi, og Folket – just Folket – igjen styrter ham. Det Ærlige er, at ville udgive sig for den Forventede og saa at ligne ham saa lidet som han gjør – det er ærligt, ligesom naar En vil udgive falske Sedler, saa at gjøre dem saa slette, at Enhver, der har noget Kjendskab, strax kan see det. – Vel sandt, vi imødesee alle en Forventet, dog at det er Gud i egen Person der skulde komme, er da ingen Fornuftigs Forventning, og enhver Religieus gyser for Gudsbespottelsen, som dette Menneske ►forskylder. Dog en Forventet imødesee vi, deri ere vi alle enige. Men ►Verdens-Regjeringen gaaer ikke ►tumultuarisk i Spring, ►Verdens-Udviklingen er ikke, og dette ligger jo allerede i at det er en 60Udvikling, revolutionair men evolutionair. Den sande Forventede vil derfor see ganske anderledes ud, vil komme som det Bestaaendes herligste Blomst og høieste Udfoldelse. Saaledes vil den sande Forventede komme, og han vil bære sig ganske anderledes ad; han vil ►erkjende det Bestaaende som Instants, sammenkalde hele Geistligheden til et Convent, forelægge den sit Resultat, samt ►sit Creditiv – og saa, hvis han da ved ►Ballotationen faaer Majoritet, blive modtaget og hilset som det Overordentlige, som det han er: den Forventede.«
✂ »Men i dette Menneskes Optræden er der en ►Dupplicitet; han er 56for meget af en Dommer; det er som vilde han 54 paa een Gang være Dommeren, der dømmer det Bestaaende, og saa dog tillige selv den Forventede. Vil han ikke det Første, ►hvortil saa hans absolute Isolation, hans Fjernhed fra Alt, hvad der hedder det Bestaaende! Vil han ikke være Dommeren, hvortil saa hans phantastiske Flygten udenfor Virkeligheden ud i Selskab med den uvidende Almue, hans revolutionaire Hovmods Forsmaaen af al det Bestaaendes Intelligents og Dygtighed, for at begynde ganske og aldeles paany og forfra ved Hjælp af – ►Fiskere og Professionister, saa det er som Motto for hans hele Existents i Forhold til det Bestaaende, at ►han er et uægte Barn! Vil han blot være den Forventede, hvortil saa hvad han taler om, ►ikke at sætte en ny Lap paa et gammelt Klædebon, Ord der netop ere enhver Revolutions Feltraab, thi deri ligger jo ikke at ville erkjende det Bestaaende, men at ville have det bort, istedetfor at slutte sig til det Bestaaende, og hvis man er Reformator, forbedre det, hvis man er den Forventede, at udvikle det til sit Høieste. Dette er en Dupplicitet; og dette lader sig ikke gjøre, baade at være Dommeren og den Forventede; og denne Dupplicitet bliver hans Undergang, hvilken jeg allerede har beregnet. En Dommers ►Katastrophe digtes rigtigt at blive voldsom Død; men den Forventedes kan jo dog vel umuligt blive Undergang, saa er han jo eo ipso ikke den Forventede, det er, ikke Den, hvem det Bestaaende venter paa ⓘ at forgude. Denne Dupplicitet seer Folket ikke endnu, det seer i ham den Forventede, hvad det Bestaaende umuligt kan, og hvad kun Folket, den ►løse og ledige Mængde kan, fordi den selv er ►intet mindre end noget Bestaaende. Men saasnart Duppliciteten ►bliver aabenbar, saa er det hans Undergang. Nei, saa var ►hans Forgænger en langt bestemtere udpræget Skikkelse, ►han var kun Eet: Dommeren. Men hvilken Confusion og 61Forvirrethed, at ville være begge Dele, og hvilken yderligere Confusion, selv at anerkjende Forgængeren som Den, der skulde holde Dom, altsaa dog vel netop gjøre det Bestaaende modtageligt for og ganske istand til at modtage den Forventede, og saa selv at ville være den For55ventede, der følger efter Dommeren – og saa dog ikke ville slutte sig til det Bestaaende!«
✂ Og ►Philosophen maatte sige. »En saa rædsom eller rettere saa afsindig Forfængelighed, at et enkelt Menneske vil være Gud, er da noget hidtil Uhørt; ►en til den Yderlighed dreven Form af den rene Subjektivitet og den blotte Negation er aldrig seet. Han har ingen 57Lære, intet System, han veed i Grunden Ingenting, det er saadan enkelte aphoristiske Yttringer, nogle Stykker Sententser og et Par Parabler, han vedbliver at repetere eller variere, hvorved han blænder Massen, for hvem han ogsaa ►gjør Tegn og Under, saa den, istedetfor at faae Noget at vide eller nogen sand ►Belærelse, kommer til at troe paa ham, der saa ►fatalt som det er muligt i eetvæk paanøder En sin Subjektivitet. I ham og i hvad han siger er der slet intet Objektivt eller Positivt; for saavidt behøver han ikke at gaae under, thi, ►philosophice, er han gaaet under, det er jo den blotte Subjektivitets Bestemmelse at ►gaae til Grunde. Man kan indrømme ham, at han er en ►mærkelig Subjektivitet, at han, det være nu med hans øvrige Tegn og Under som det være vil, bestandigt, som Lærer betragtet, ►repeterer Miraklet med de fem smaae Brød: ved Hjælp af lidt Lyrik og nogle Aphorismer sætter han hele Landet i Bevægelse. Men selv om man vil ►oversee Galskaben, at han mener sig at være Gud, saa er det en ubegribelig Feiltagelse, som rigtignok kun røber liden philosophisk Dannelse, at mene, at overhovedet Gud kunde aabenbare sig i et enkelt Menneskes Skikkelse. ►Slægten, det Universelle, det Totale er Gud; men Slægten er dog vel ikke noget enkelt Individ. Det er overhovedet Anmasselsen, som ligger i Subjektiviteten, at den Enkelte vil være Noget; men det forstaaer sig, det Afsindige er, at den Enkelte vil være Gud. Var det muligt dette Afsindige, at et enkelt Menneske var Gud, saa maatte man jo conseqvent tilbede dette enkelte Menneske; en større philosophisk ►Bestialitet lader sig ikke tænke.«
✂ Den kloge Statsmand maatte sige. »At dette Menneske i Øieblikket er en Magt, lader sig ikke negte – fraseet natur56ligviis den Indbildning, han har, at han er Gud. Sligt slaaer man nu een Gang for alle en Streg over 62som et privat ►Liebhaberi, der ikke videre ►bringes i Anslag og Ingen vedkommer, mindst en Statsmand. En Statsmand seer blot paa, hvad Magt et Menneske har, og at han i dette Øieblik er en Magt, lader sig, som sagt, ikke nægte. Men hvad han vil, hvad han styrer efter, er ikke godt at blive klog paa; er dette Klogskab, maa det være en aldeles ny og egen Art, ikke ganske uliig Det, man ellers kalder Galskab. Han har betydelige Forcer; men han synes at tilintetgjøre dem, istedetfor at bruge dem, han giver dem ud, men han faaer Ingenting igjen. Jeg betragter ham som et Phænomen, med hvilket – og det gjør man aldrig med et Phænomen – man klogeligen ikke indlader sig, da det er aldeles 58umuligt at beregne ham eller ►Katastrophen for hans Liv. Det er muligt, at han kan blive Konge, det er muligt – men det er ikke umuligt, eller rettere det er netop lige saa muligt, at han kan ende paa Skafottet. Han mangler i sin hele Stræben Alvor. Med en uhyre Vingestrækning svæver han, ikke videre; ►han gjør ingen Ende fast, tager intet Bestik – han svæver. ►Er det for Nationaliteten han vil kæmpe, eller er det en communistisk Omvæltning han tilsigter, er det en Republik han vil, eller et Kongerige, med hvilket Parti vil han holde, og mod hvilket, eller vil han see at staae sig godt med alle Partier, eller vil han stride med alle Partier? Indlade mig med ham – nei, det var da det Sidste, jeg vilde, jeg gjør endog mere, jeg tager alle mulige ►Forsigtighedsregler mod ham. Jeg forholder mig ganske stille, foretager Intet, jeg er som var jeg ikke til; thi man kan end ikke beregne, hvorledes han, blot man foretog sig det Mindste, kunde komme til at gribe forstyrrende ind, eller hvorledes det kunde hvirvles ind i Hans. Farlig, i en vis Forstand uhyre farlig er det Menneske. Men min Beregning er at fange ham, netop ved slet Intet at gjøre. Thi styrtes maa han – og sikkrest ved sig selv, ved at snuble over sig selv; jeg har, i det mindste ikke i dette Øieblik, ikke Kræfter til at styrte ham, og ►jeg veed Ingen der har det. Nu at 57 gjøre det Mindste mod ham, var blot selv at blive knuust. Nei, bestandig kun negativ Modstand, Intet, saa indvikler han sig formodentlig i de uhyre Conseqventser, han drager efter sig, han kommer til at træde i Slæbet – og saa falder han.«
✂ Og den ►satte Borgermand maatte sige, hvad der vilde blive Dommen i hans Familie. »Nei, ►lad os være Mennesker, ►til Maade er Alt godt, ►for Lidt og for Meget fordærver Alt, og som ►et fransk Ordsprog, jeg har hørt 63af en Handels-Reisende, siger: enhver Kraft, der overdrives, styrtes – og dette Menneske, hans Undergang er saamænd vis nok. Jeg har ogsaa alvorligt ►taget min Søn for, advaret og foreholdt ham, at han ikke gaaer hen og kommer paa gale Veie, og slutter sig til det Menneske, og hvorfor? fordi Alle løbe efter ham. Ja, hvilke alle? løse og ledige Mennesker, ►Gadestrygere og ►Landløbere, der har let ved at løbe. Men af Bosiddende og Velhavende dog ikke ret mange, og af de kloge og anseete Folk, ►efter hvem jeg altid stiller mit Uhr, slet ingen, hverken ►Etatsraad 👤Jeppesen, eller ►Conferentsraad 👤Marcus, eller den rige ►Agent 👤Christophersen, nei, nei, de Folk de veed nok, hvilket der er hvilket. Og ►see vi nu til de Geistlige, som da bedst maae forstaae sig paa Sligt 59– de ►betakker dem. Det var det ►Pastor Grønvald sagde igaar Aftes i Klubben, »det Liv ►tager en Ende med Forfærdelse«; og den Karl han kan mere end prædike, ham skal man ikke høre om Søndagen i Kirken, men om Mandagen i Klubben, jeg vilde blot ønske, jeg havde Halvdelen af hans Forstand paa Verden. Han sagde ganske rigtigt, det var som talt ud af mit Hjerte, »det er kun løse og ledige Mennesker der render efter ham«. Og hvorfor rende de efter ham? fordi han kan gjøre nogle ►Under. Men hvo siger, at det er Under, eller at han giver sine Disciple den samme Kraft; og i ethvert Fald er et Under noget høist Uvist, derimod er det Visse det Visse. Enhver alvorlig Fader, som har voxne Børn, maa i Sandhed være bekymret, at ikke hans Sønner lade sig forføre og henrive og ►komme i Kast med ham samt de fortvivlede Mennesker, der følge ham, fortvivlede Mennesker, som slet Intet have at tabe. Og selv 58 disse, hvordan hjælper han dem? Man maa jo være gal for at ville hjælpes paa den Maade, selv ►betræffende den fattigste Stodder er det dog sandt, at han hjælper ham ►af Dynen i Halmen, hjælper ham i en ny Elendighed, som Stodderen kunde have undgaaet ved at blive hvad han var, slet og ret Stodder.«
✂ Og Spotteren, ikke den af Alle for sin Ondskab foragtede, nei den af Alle for sin Vittighed beundrede, ►derhos for sin Godmodighed afholdte, han maatte sige. »Det er i Grunden en ubetalelig Idee, som da uden videre maa komme os Alle til Gode, at et enkelt Menneske, ganske som vi Andre, siger, at han er Gud. Er det ikke at gjøre vel mod Menneskene, saa veed jeg ikke hvad Vel- og Godgjørenhed eller God- og Velgjørenhed er. Antaget, at Kjendetegnet paa at være Gud er – ja, hvo i al Verden ►64var faldet paa det; hvor sandt, at Sligt ►ikke var opkommet i noget Menneskes Hjerte! – at see ud ganske som alle Andre, hverken mere eller mindre: saa er vi alle Guder. ►Qvod erat demonstrandum. Han leve, Opfinderen af denne for Menneskene saa overordentlige Opdagelse! Imorgen lader jeg bekjendtgjøre, at jeg Undertegnede er Gud – og Opfinderen i det mindste kan ikke nægte det uden at modsige sig selv. ►I Mørke ere alle Katte graae – og naar det at være Gud er at see ud som alle Andre, ganske og aldeles som alle Andre: saa er det mørkt, og vi ere alle ....., eller hvad det var jeg vilde sige, vi ere Alle, hver især, Gud, den Ene skal ►saa vist ikke lade den Anden høre Noget. Det er det Latterligste, man kan tænke sig; ►Modsigelsen, hvori det Komiske altid ligger, den størst mulige – men Fortjenesten er 60ikke min, den er ene og alene og udelukkende Opfinderens: at et Menneske ganske som vi Andre, kun ikke slet saa godt paaklædt som Gjennemsnittet, altsaa at et daarligt paaklædt Menneske, der nærmest (i det mindste som det synes adskilligt nærmere end under Rubrikken: Gud) sorterer under Fattigvæsenet – at han er Gud. Det Værste er i Grunden for ►Fattig-Directeuren, at han ikke bliver til mere ved ►dette General-Avancement for hele ►Menneske-Slægten.«
✂ 59O, min Ven, jeg veed nok, hvad jeg gjør, jeg kender mit Ansvar, og min Sjel er evig forvisset om Rigtigheden af hvad jeg gjør. Altsaa tænk Dig nu samtidig med ham, Indbyderen. Tænk Dig, at Du var en Lidende – men betænk, hvad Du udsætter Dig for ved at blive hans Discipel, ved at følge ham. Du udsætter Dig for ubetinget at tabe saa godt som Alt i alle de Kloge og Forstandige og Anseetes Øine. ►Han, Indbyderen, fordrer af Dig, at Du skal opgive Alt, slippe Alt – men den ►medlevende, Samtidens Forstandighed slipper ikke Dig, den dømmer, at det at slutte sig til ham er Galskab. Og Dig vil Spotten grusomt ►falde over; medens den næsten skaaner ham af Medlidenhed, finder den det galere end det Galeste, at blive hans Discipel. »Thi« siger den »en Sværmer er en Sværmer, lad gaae; men at blive – for Alvor hans Discipel er den størst mulige Galskab. Der er bestandig kun een Mulighed af at være galere end en gal Mand: den høiere Galskab, for Alvor at slutte sig til en Gal og ansee ham for den Vise«.
✂ Siig ikke, at denne hele Fremstilling er Overdrivelse, o, Du veed jo (men Du har maaskee ikke før gjort Dig det ►ret nærværende), at af alle 65de Anseete, alle de Oplyste og Forstandige var der, medens det vel er muligt, at En og Anden af dem, maaskee Flere, nysgjerrigt har indladt sig med ham, men ►der var kun Een, kun Een, som for Alvor søgte ham, og han kom til ham – om Natten. Og det veed Du nok, om Natten ►gaaer man paa de forbudne Veie, Natten vælger man naar man gaaer derhen, hvor man ikke vil være bekjendt at man har sin Gang – tænk Dig, hvilken Dom over Indbyderen heri ligger: at gaae til ham var en Vanære, Noget ingen Anseet, ingen Mand af Ære kunde være bekjendt, saa lidet som, hvad jo ogsaa skjules af Natten, at gaae til – dog nei, jeg gider end ikke udføre hvad der vilde følge efter dette »saa lidet som«.
✂ Kommer nu hid til mig alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.
61
60
B
Hans Livs andet Afsnit
✂ Det er nu gaaet ham som alle de Kloge og Forstandige, Statsmænd og Borgere, Spottere o. s. v. forudsagde. Og som det senere spottende blev sagt i et Øieblik, der syntes at maatte røre selv den meest Hærdede til Deeltagelse, selv Stene til Taarer, »►han har hjulpet Andre, lad ham nu hjælpe sig selv«: saaledes er det vel nu tusinde og tusinde Gange blevet gjentaget af Tusinder og Tusinder »hvad var det han i sin Tid talte om, ►at hans Time endnu ikke var kommet, skulde denne maaskee være kommet« – ak, medens hiin Enkelte, den Troende, maatte gyse hver Gang han betænkte, og dog ikke kunde lade være at stirre ned i dette Dyb af, menneskelig talt, meningsløs Afsindighed: at Gud i menneskelig Skikkelse, at denne guddommelige Lære, at ►disse Tegn og Under, som, skeete der, ►maatte have bragt selv et 📌Sodoma og Gomorrha til Omvendelse, i Virkeligheden frembringe lige det Omvendte, at Læreren bliver skyet, hadet, foragtet.
✂ ►Hvo han nemlig er, det seer man nu lettere da de Mægtige og Anseete og hele det Bestaaendes Modstand og Forholdsregler mod ham har svækket en første Forestilling om ham, og Folket tabt Taalmodighed i at forvente, siden hans Liv, istedetfor at gaae fremad i stigende Anseelse, i stigende ►Degradation gaaer mere og mere tilbage. Det veed jo Enhver, at ►man bedømmer et Menneske efter hvad Selskab han søger – og hans 66Selskab! Ja, hans Selskab kunde man betegne som det: at være udstødt af »det menneskelige Selskab«, ►hans Selskab er den laveste Klasse af Folket, videre er det Syndere og Toldere – som Enhver, der er det Mindste, for sit gode Navn og Rygtes Skyld ►flyer, og et godt Navn og Rygte er dog vel det Mindste man kunde ønske at sikkre sig i Livet; ►hans Selskab er fremdeles Spedalske, som Enhver flyer, Afsindige, der blot vække Rædsel, ►Syge og Elendige, Armod og Usselhed. Og hvo er saa han, han, der i dette Optog dog endnu er 61 Gjenstand for de Mægtiges Efterstræbelser? Det er en, som Forfører, Bedrager, Gudsbespotter Foragtet! Det er en Slags Medlidenhed, om virkelig nogen Anseet ikke udtrykker sin Foragt for ham – at de frygte ham, er jo noget Andet. – Saaledes er nu hans Optræden. Thi tag Dig iagt, at Du ikke ►lader Noget indflyde af hvad Du har faaet at vide bagefter, om hvorledes hans Ophøiethed, næsten med guddommelig Majestæt, aldrig viste sig saa ►kjendelig som just nu. O, min Ven, naar 62Du lever samtidig med En, der ikke blot selv er »udelukket fra Synagogen«, men husk paa, ►der var sat Straf paa at lade sig hjælpe af ham, og denne Straf var »Udelukkelse af Synagogen« – altsaa, naar Du lever samtidig med en saadan Foragtet, hos hvem man altsaa finder Alt i Overeensstemmelse dermed – thi enhver Ting kan forklares paa to Maader: er Du neppe den Mand, der forklarer Alt omvendt, eller, hvilket er det Samme, ►den Enkelte, hvad Du nok veed Ingen vil være, hvad jo ansees for en latterlig Særhed, maaskee for en Forbrydelse.
✂ Og – hvad der da hovedsagligen er hans Selskab – hans Apostle! Hvilken Afsindighed, men ikke: hvilken ny Afsindighed, thi den er ganske i Overeensstemmelse med det Første – ►hans Apostle er nogle Fiskere, uvidende Mennesker, som igaar fangede Sild – og imorgen skal, ►saa hedder det i Afsindighedens Sammenhæng, ►gaae ud i al Verden, og omskabe Verdens Skikkelse. Og det er ►ham, der siger sig at være Gud; og disse ere hans ►velbestaltede Apostle! Er det ham, der skal skaffe Apostlene Anseelse, eller er det maaskee Apostlene, der skal skaffe ham Anseelse? Er han, Indbyderen, er han en afsindig Sværmer: Optoget svarer dertil; ingen Digter kunde opfinde det bedre. En Lærer, en Viis, eller hvad man saadan vil kalde ham, et Slags ►forulykket Genie, der siger sig selv at være Gud – omgiven af en Skare Pøbel, som jubler, ►han selv ledsaget af nogle Toldere, dømte Personer, og Spedalske; nærmest 67om ham hans udvalgte Kreds, Apostlene. Og disse til at bedømme hvad Sandhed er saa competente Instantser, disse ►Fiskere, Skræddere og Skomagere, 62 de ikke blot beundre denne deres Lærer og Mester, ethvert Ord af ham er Viisdom og Sandhed, de ikke blot see, hvad ingen Anden kan see, Ophøietheden og Helligheden, nei de see i ham Gud og tilbede ham. – Ingen Digter kan opfinde det bedre, naar han da ikke glemmer det Mere her er, at denne Samme er den af de Mægtige Frygtede, mod hvem de ►oplægge Planer for at styrte ham. Hans Død er det Eneste, som kan berolige dem og stille dem tilfreds. De have faaet sat vanærende Straf paa at slutte sig til ham, ja paa blot at lade sig hjælpe af ham, og dog kan de ikke faae Fred, de kan ikke faae det rigtig vist, at det Hele er Sværmeri og Afsindighed. Saaledes med de Mægtige. Folket, som forgudede ham, Folket har mere eller mindre opgivet ham, ►kun i et enkelt Øieblik blusser Forestillingen om ham atter op; der er i hele hans Tilværelse ikke en Trevl, som den Misundeligste af alle Misundelige kunde misunde 63ham. Og misunde ham dette Liv gjør ►vistnok de Mægtige heller ikke, men de fordre blot hans Død for deres Sikkerheds Skyld, at de kan faae Fred igjen, naar Alt er blevet det Gamle, endnu mere befæstet ved hans advarende Exempel.
✂ Dette er hans Livs to Afsnit. Det begyndte med, at Folket forgudede ham, medens Alt hvad der heed det Bestaaende, Alt hvad der havde nogen Magt og Indflydelse, hadsk, men feigt og skjult ►spændte Snaren for ham – i hvilken han saa gik? ja, men han saae den godt. Endeligen opdagede Folket, at det havde taget feil af ham, at den Opfyldelse, han vilde bringe, ►Intet mindre end svarede til deres Forventning af Guld og grønne Skove. Saa vendte Folket sig fra ham, og de Mægtige trak Snaren sammen – i hvilken han saa gik? ja, men han saae den godt. De Mægtige trak Snaren sammen – og nu ►vender Folket, der jo nu fuldkomment seer sig bedraget, sit Had, sin Forbittrelse mod ham.
✂ Og – for dog ogsaa at tage den med – Medlidenheden, den maatte sige; eller i de Medlidendes Selskab (thi Medlidenheden er selskabelig, elsker at samles, og i Selskabet med den pjankede Indskrænkethed er Skadefryd og Misundelse, 63 da, ►som jo allerede en Hedning har bemærket, Ingen er saa tilbøielig saa hurtig til Medlidenhed som den Misundelige) der maatte Talen falde saaledes. »Det kan dog virkelig gjøre En ondt for det sølle Menneske, at han skal ende saaledes. Det var dog en 68skikkelig Fyr. Lad det nu ogsaa være en Overdrivelse med at ville være Gud, han var dog virkelig god mod de Fattige og Trængende, om han end gjorde det paa en sær Maade ved at gjøre sig ganske til Eet med de Fattige, og ►trække omkring i Selskab med Tiggere. Men noget Rørende er der dog alligevel deri, og det kan ikke andet end gjøre En ondt for det stakkels Menneske, ►at han saa ynkelig skal komme af Sted. Thi man maa nu sige hvad man vil, og dømme ham saa strengt man vil: at ynke ham kan jeg ikke lade være, jeg er ikke saa haardhjertet, og jeg kan ikke lade være at vise Medlidenhed.«
✂ Vi ere i det sidste Afsnit, ikke af ►den hellige Historie, som Apostlene og Disciplene, der troede paa ham, have optegnet den, men af den vanhellige Historie, der er Modstykket.
✂ Kommer nu hid alle I, som arbeide og ere besværede, ►det er, føler Du Trang til, selv om Du var den af alle Lidende meest elendige, føler Du Trang til at blive hjulpen paa den Maade, det er, ind i endnu større Elendighed, kom saa hid, han vil hjælpe Dig.
64
64
69
III
Indbydelsen og Indbyderen
✂ Lad os nu et Øieblik glemme, hvad der i strengeste Forstand er Forargelsen, at ►Indbyderen sagde sig selv at være Gud, lad os antage, at han blot havde udgivet sig for et Menneske, og lad os saa betragte Indbyderen og Indbydelsen.
✂ Indbydelsen, den er dog vel indbydende nok, hvorledes lader saa dette Virkelighedens Misforhold, dette frygtelig omvendte Forhold sig forklare, at Ingen, eller saa godt som Ingen fulgte Indbydelsen, at derimod Alle, saa godt som Alle (ak, og ►det var jo just »Alle«, der vare indbudne!) ►enes om, at gjøre Indbyderen Modstand, at slaae ham ihjel, ja endog ►om at sætte Straf for at lade sig hjælpe af ham! Man skulde jo vente, at paa en saadan Indbydelse maatte alle, alle Lidende strømme til, og alle de, som ikke vare Lidende, strømme til, rørte ved Tanken om en saadan Barmhjertighed og Medlidenhed, saa hele ►Slægten var enedes om at beundre, prise Indbyderen. Hvorledes lader det Modsatte sig forklare? Thi at det skeete, er dog ►vel vist; og at det skeete i ►hiin Slægt, ►betyder dog vel ikke, at hiin Slægt var værre end andre! ►Hvo kunde være saa tankeløs; Enhver, der har nogen Forstand paa Sa65gen, seer let, at det skeete i hiin Slægt, fordi den var samtidig med ham. Hvorledes forklarer man altsaa at det skeete, dette forfærdelig Omvendte af hvad man skulde synes at have maattet vente?
✂ Ja, havde Indbyderen 1) seet saaledes ud som den blot menneskelige Forestilling om Medlidenhed vilde danne hans Skikkelse, og havde han 702) havt den blot menneskelige Forestilling om, hvad Menneskets Elendighed er: saa var det vel heller ikke skeet.
✂ For det Første: Det maatte da have været ret et velvilligt og deeltagende Menneske, ►derhos i Besiddelse af alle Betingelserne for at kunne hjælpe timeligt og jordisk, forædlende denne Hjælp ved en dyb og inderlig menneskelig Deeltagelse. Men dog maatte han være 65den anseete Mand, ikke uden en vis Grad af menneskelig Selvhævdelse, hvoraf da vilde blive Følgen, at han hverken formaaede endog blot i sin Medlidenheds Følelse at naae ned til alle Lidende, og at det heller ikke ret blev ham klart, hvori et Menneskes og Menneskenes Elendighed bestaaer.
✂ Derimod den guddommelige Medlidenhed, den grændseløse Hensynsløshed i blot at bekymre sig om de Lidende – ikke det mindste om sig selv, og i ubetinget hensynsløst at bekymre sig om enhver Lidende: den kan Menneskene kun opfatte som en Slags Afsindighed, man ikke med Bestemthed veed om man skal lee eller græde over. Selv om der ikke havde været Andet i Veien for Indbyderen, alene det havde været nok for at det maatte gaae ham galt i Verden.
✂ Lad et Menneske forsøge sig blot en lille Smule i den guddommelige Medlidenhed, ►det er, være dog noget hensynsløs i at være medlidende, og Du skal strax see, hvad Menneskene ville dømme. Lad En, der kunde have et høiere Vilkaar i Livet, lad ham ikke, saadan forblivende i dette Vilkaars Forskjellighed, give meget til de Fattige, menneskekjerligt (ɔ: fornemt) besøge de Fattige og Syge og Elendige, nei, lad ham ganske opgive sin Forskjellighed og for Alvor søge sit Selskab hos, ganske leve med de Fattige og Ringe i Folket, ►Arbeidsmænd, ►Haandlangere, ►Kalkslagere o. s. v.! O, i et stille Øieblik, naar man ikke seer ham, vil de Fleste maaskee endog røres ved Tanken 66 derom; men saasnart de see ham i dette Selskab og dette Optog, ham der kunde have været noget Stort i Verden, komme anstigende i godt Selskab med en Muursvend paa den høire og en Børstenbinderlærling paa den venstre Side: hvad saa? ►De ville først have tusinde Forklaringer, som forklare, at det er af Særhed og Stivhed og Stolthed og Forfængelighed, at han lever saaledes. Og selv om de opgive at tillægge ham disse slette Bevæggrunde, de ville dog ikke kunne forlige sig med Synet af ham – i dette Selskab. Selv det 71bedste Menneske, almindelig talt, vil, i det Øieblik han seer det, være fristet til at lee.
✂ Og om saa ►alle Præster, de være nu i Fløiel, i Silke, i Klæde, i Bombasin, vilde sige Andet, saa vil jeg sige: »I lyve, I bedrage blot Menneskene med Eders Søndagstaler. Det vil nemlig i Samtidighedens Situation bestandigt være muligt om en saadan Medlidende, der altsaa er ►en Medlevende, at sige: jeg troer, det er Forfængelighed, derfor leer jeg af ham og spotter ham; ja, var han 66den sande Medlidende, eller havde jeg været samtidig med hiin Ædle!« Og hvad nu, ►at jeg skal citere Prædikeforedraget, hine Herlige »som bleve miskjendte o. s. v.« angaaer – ja, de ere døde. Paa den Maade kan det lykkes at lege Skjul; man antager i Forhold til enhver Medlevende, der vover sig saa langt ud, at det er Forfængelighed – og hvad de Afdøde angaaer, antager man, at de ere Afdøde, og derfor at de vare Herlige.
✂ Dog dette maa erindres, at i Forhold til Forskjelligheder i Livet vil Enhver holde paa sin; det er dette ►fixe Punkt, dette Hensyn der gjør, at menneskelig Medlidenhed bestandig blot er til en vis Grad. ►Spekhøkerne ville mene, at det, i at være medlidende, er at gaae for langt ned, at gaae til ►Ladegaardslemmerne og udtrykke Lighed med dem; Spekhøkernes Medlidenhed er hildet i eet Hensyn, Hensynet til de andre Spekhøkere og saa til ►Øltapperne. Deres Medlidenhed er altsaa ikke ganske hensynsløs. Og saaledes med ethvert Vilkaar – ►de Journalister, der leve af den fattige Klasses Skillinger under Skin af at paatale og forfægte deres Rettigheder, de vilde da 67 være de første til at gjøre det latterligt, om den viste sig endog blot nogenlunde, denne hensynsløse Medlidenhed.
✂ At gjøre sig ganske bogstavelig til Eet med den Elendigste (og dette, kun dette er guddommelig Medlidenhed) det er Menneskene det »for Meget«, som man rørt græder over i ►en stille Søndags-Time, og som man uvilkaarligt brister i Latter over, naar man seer det i Virkeligheden. Sagen er, det er for ophøiet til at man kan taale at see det til daglig Brug, man maa, for at kunne taale det, have det paa Afstand. Menneskene ere ikke saaledes fortrolige med det Ophøiede, at de ret tør troe paa det; Modsigelsen er derfor den: denne Ophøiethed – og at det saa er Virkeligheden, det daglige Liv, ganske bogstaveligen det daglige Liv, hvori den viser sig. Naar Digteren eller Taleren anskueliggjør denne Ophøiethed, det er, fremstiller den paa det Digteriskes Afstand fra Virkeligheden, 72saa rører den Menneskene – men i Virkeligheden, i det daglige Livs Virkelighed, at see denne Ophøiethed her i 📌Kjøbenhavn, paa ►📌Amagertorv, midt i det ►søgne Livs dagligdags Travlhed! Og naar Digteren eller Taleren gjør det, saa varer det ogsaa kun en Times Tid; saalænge formaae Menneskene ligesom at troe paa denne Ophøiethed. Men at see den i Virkeligheden hver Dag! Det er jo ogsaa en uhyre Modsigelse, at det meest Ophøiede er blevet det Daglige!
✂ For saavidt var det da allerede forud afgjort, hvilken Indbyderens 67Skjebne maatte blive, selv om ikke Andet havde bidraget til hans Undergang. Det Ubetingede, Alt hvad der afgiver Ubetingethedens Maalestok, er eo ipso Offeret. Thi ►Menneskene ville nok øve Medlidenhed og Selvfornægtelse, nok tragte efter Viisdom o. s. v.; men de ville selv bestemme Maalestokken, at det skal være saadan til en vis Grad; de ville ikke afskaffe alle disse herlige Dyder, tvertimod de ville – ►for godt Kjøb, i al Magelighed have Skin og Navn af at øve dem. Den sande guddommelige Medlidenhed er derfor ubetinget Offeret, saasnart den viser sig i Verden. Den kommer af Medlidenhed til Menneskene, og det er Menneskene, der træde den ned. Og medens den vandrer om iblandt dem, vo68ver dog neppe den Lidende at ►flye til den af Frygt for Menneskene. Sagen er, det er Verden magtpaaliggende at bevare Skinnet af, at være medlidende; dette gjør nu den guddommelige Medlidenhed til Usandhed – ergo maa den bort denne guddommelige Medlidenhed.
✂ Men Indbyderen var just den guddommelige Medlidenhed – og derfor offredes han, og derfor flygtede selv de Lidende for ham; de forstode (og, menneskelig talt, meget rigtigt), at om den meste menneskelige Elendighed gjælder det, at man dog er bedre hjulpen ved at blive det man er, end ved at blive hjulpen af ham.
✂ For det Andet. Indbyderen havde tillige en ganske anden end den blot menneskelige Forestilling om, hvad Menneskenes Elendighed er. Og at hjælpe i denne Henseende, ►derpaa var han betænkt – derimod havde han hverken taget Penge, eller ►Draaber eller andet Deslige med sig.
✂ Det er da saa langt fra, at Indbyderen seer ud, som menneskelig Medlidenhed vilde danne hans Skikkelse, at han egentligen ►er til Forargelse. Det er menneskelig talt ligefrem noget grusomt, noget oprørende, noget hvorover man kunde blive saa forbittret, at man kunde have Lyst til at slaae det Menneske ihjel: at indbyde Fattige og Syge og 73Lidende til sig – og saa Intet at kunne gjøre for dem, men derimod ►tilsige dem Syndernes Forladelse. »►Lad os være Mennesker. Et Menneske er ingen ►Geist. Og naar et Menneske er nær ved at døe af Hunger, saa at sige til ham: ►jeg tilsiger Dig Dine Synders naadefulde Forladelse – det er Oprørende. Egentligen er det ogsaa latterligt, men det er for alvorligt til at man kan lee deraf.«
✂ Altsaa (thi vi have ved hine citerede Ord blot villet lade Forargelsen opdage Modsigelsen og overdrive – ►vi ville ikke overdrive)68 Indbyderens Mening var egentlig, at ►Synden er Menneskets Fordærvelse. See nu, det skaffer Plads – og Indbydelsen skaffede jo ogsaa Plads, næsten som havde han sagt ►»procul, o procul este profani«, eller som, om han end ikke havde sagt det, der dog var hørt en Røst, som saaledes 69 fortolkede Indbydelsens ►»kommer hid«. Der bliver ikke mange Lidende, som følge Indbydelsen. Selv om der havde været Den, der uagtet han vidste, at hos denne Indbyder var egentligen ingen jordisk Hjælp at finde, dog rørt af hans Medlidenhed havde tyet hen til ham: nu flygter ogsaa han tilbage. Det er jo næsten som en ►Underfundighed, i Skikkelse af Medlidenhed at komme for at tale om Synden.
✂ Ja vist er det underfundigt, dersom Du ikke er ganske paa det Rene med Dig selv om, at Du er en Synder. Dersom det blot er Tandpine Du har, eller det er Dit Huus, der er brændt af, men det er undgaaet Dig, at Du er en Synder, saa er det underfundigt. Det er underfundigt af Indbyderen at sige: ►jeg helbreder for alle Sygdomme; og naar man da kommer, saa at sige: ►jeg erkjender nemlig kun, at der er een Sygdom til, Synden – for den og fra den helbreder jeg alle dem, »som arbeide og ere besværede«, alle dem, der arbeide for at arbeide sig ud af Syndens Magt, arbeide for at modstaae det Onde, for at beseire deres Svaghed, men kun drive det til at være besværede. Fra denne Sygdom helbreder han »Alle«; selv om der kun var een Eneste, der i Anledning af den Sygdom henvendte sig til ham: han helbreder Alle. I Anledning derimod af nogen anden Sygdom, ene og alene for dens Skyld at henvende sig til ham, er som hvis En, der havde ►brukket sit Been, vilde henvende sig til en Læge, som kun befatter sig med Øiensygdomme.
69
70
74
IV
Christendommen som det Absolute; Samtidigheden med Christus
✂ Med Indbydelsen til alle dem, ►»som arbeide og ere besværede« er Christendommen ikke, som Præsten flæbende og usandt introducerer den, kommet ind i Verden som et Pragt-Exemplar af milde ►Trøstegrunde – men som det Absolute. ►Det er af Kjerlighed Gud saa vil, men det er ogsaa Gud der vil, og han vil som han vil. Han vil ikke skabes om af Menneskene og være en rar – menneskelig Gud: han vil skabe Menneskene om, og det vil han af Kjerlighed. Han vil heller ingen menneskelig Næsviished ►vide af at sige ►betræffende, hvorfor og hvorfor Christendommen er indkommet i Verden: den er, og den skal være det Absolute. Derfor er det Usandhed alt hvad Relativt man har hittet paa om hvorfor og hvortil. Maaskee har man hittet derpaa af en Art menneskelig Medlidenhed, der mener at maatte prutte – thi Gud kjender formodentligen ikke Mennesket, hans Fordringer ere for ►overspændte, saa maae Præsterne til for at prutte. Maaskee har man hittet derpaa for at staae sig godt med Menneskene og have Fordeel af at forkynde Christendommen; thi naar den bliver nedspændt til det blot Menneskelige, til ►hvad der er opkommet i Menneskenes Hjerte, saa synes Menneskene naturligviis 71 godt om den, og naturligviis igjen godt om den elskværdige Taler, der kan gjøre Christendommen saa mild – havde Apostlene kunnet gjøre det, saa havde Verden ogsaa den Gang syntes godt om Apostlene. Men alt dette er Usandhed, er at forvanske Christendommen, der er det Absolute. Men hvad skal den saa til, saa er den 75jo en Plage? Aa, ja, det kan man ogsaa sige; relativt forstaaet er det Absolute den største Plage. I alle ►matte, dorske, sløve Øieblikke, hvor det Sandselige behersker Mennesket, er Christendommen ham en Afsindighed, da den ikke er ►commensurabel for noget endeligt Hvorfor. Men hvad skal den saa? Svar: ti, den er det Absolute. Og saaledes skal den fremstilles, altsaa som ɔ: saa den maa vise sig som Afsindighed for det sandselige Menneske. Og derfor 70er det sandt, saa sandt, og i en anden Forstand ogsaa saa sandt, naar ►den Forstandige i Samtidighedens Situation (cfr. II. A.) dømmende siger om Christus: »han er bogstaveligen Ingenting« – ganske vist, thi han er det Absolute. Som det Absolute er Christendommen kommet ind i Verden, ikke, menneskelig forstaaet, til Trøst, tvertimod den taler jo ►idelig og idelig om, hvorledes den Christne maa lide eller et Menneske for at blive og være den Christne, Lidelser som han altsaa kan undgaae ved blot at lade være at blive Christen.
✂ Der er nemlig en uendelig ►svælgende Forskjel mellem Gud og Menneske, og derfor viste det sig i Samtidighedens Situation, at det at blive Christen (at omdannes til Lighed med Gud), menneskelig talt, er en endnu større Qval og Elendighed og Smerte end den største menneskelige, tilmed en Forbrydelse i de ►Medlevendes Øine. Og saaledes vil det altid vise sig, naar det at blive Christen i Sandhed kommer til at betyde at blive samtidig med Christus. Og kommer det at blive Christen ikke til at betyde det, saa er det Tant og Indbildning og Forfængelighed, tildeels Gudsbespottelse, og ►Synd mod det andet Bud i Loven, og ►Synd mod den Hellig-Aand med al denne Snak om at blive Christen.
✂ Thi i Forhold til det Absolute er der kun een Tid: den nærværende; Den som ikke er samtidig med det Absolute, for 72 ham er det slet ikke til. Og da Christus er det Absolute, sees let, at der i Forhold til ham kun er een Situation: Samtidighedens; de 3, de 7, de 15, de 17, de 18 Hundred Aar ere Noget, som hverken gjør fra eller til, de forandre ham ikke, men ►gjøre heller ikke aabenbart, ►hvo han var, thi hvo han er, er kun aabenbart for Troen.
✂ Christus er, at jeg skal sige det saa alvorligt, han er ingen Comediant, ei heller en blot historisk Person, da han som ►Paradoxet er en høist uhistorisk Person. Men denne er Forskjellen mellem Poesi og Virkelighed: Samtidigheden. ►Forskjellen mellem Poesi og Historie er vistnok 76den, at Historien er det virkelig Skeete, Poesien det Mulige, det Tænkte, det Digtede. Men det der er virkelig skeet (det Forbigangne) er endnu ikke uden i en vis Forstand, i Modsætning nemlig til Digt, det Virkelige. Den Bestemmelse, der er Sandhedens (som Inderlighed) og al Religieusitets Bestemmelse: ►for Dig mangler. Det Forbigangne er ikke Virkelighed: for mig; kun det Samtidige er Virkelighed for mig. Hvad Du lever samtidig med, er Virkelighed: for Dig. Og saaledes kan ethvert Menneske 71kun blive samtidig: med den Tid, paa hvilken han lever – og saa med Eet til, med Christi Liv paa Jorden, thi Christi Liv paa Jorden, ►den hellige ⓘ Historie staaer ene for sig, udenfor Historien.
✂ Historien kan Du læse og høre om som om det Forbigangne, Du kan, ►om det saa behager Dig, her dømme efter Udfaldet. Men Christi Liv paa Jorden er intet Forbigangent, ventede ikke i sin Tid, for 1800 Aar siden, og venter ikke paa noget Udfalds Assistance. En historisk ⓘ Christendom er Galimathias og uchristelig Forvirrethed; thi hvad af sande Christne der er i hver Generation ere samtidige med Christus, have Intet ►at skaffe med de Christne i forrige Generation, men alt med den samtidige Christus. Hans Liv paa Jorden følger ►Slægten, og følger ►hver Slægt især som den evige Historie, hans Liv paa Jorden har den evige Samtidighed. Og denne gjør igjen al Doceren af Christendommen (hvilken Doceren væsentlig har sit Skalkeskjul og ►Tilhold i, at Christendommen er 73 noget Forbigangent, og i de 1800 Aars Historie) til det uchristeligste af alle Kjætterier, hvad Enhver vilde indsee, og derfor opgive at docere, hvis han forsøgte at tænke sig den med Christus samtidige Generation – docerende; men ►enhver Generation (af Troende) er jo samtidig.
✂ Kan Du ikke overvinde Dig selv til i Samtidighedens Situation med ham at blive Christen, eller kan han ikke i Samtidighedens Situation bevæge Dig og drage Dig til sig: saa bliver Du aldrig Christen. Du kan saa ære, prise, takke, med alle jordiske Goder lønne Den, der indbilder Dig, at Du alligevel er Christen – han bedrager Dig. Du kan prise Dig lykkelig, at Du ikke blev samtidig med Nogen, der vovede at sige det; Du kan blive opbragt indtil Raseri over den Plage, ►liig »Bremsens« Stik, at være samtidig med En, der siger Dig det: i første Tilfælde er Du bedragen, i andet Tilfælde har Du i det mindste faaet Sandheden at vide.
✂ Kan Du ikke taale Samtidigheden, ikke taale at see dette Syn i Virke77ligheden, kunde Du ikke gaae ud paa Gaden – og see det er Guden i dette rædsomme Optog, og dette Dit Vilkaar, hvis Du faldt ned og tilbad ham: saa er Du ikke væsentlig Christen. Det Du har at gjøre er saa ubetinget at tilstaae Dig det selv, at Du fremfor Alt bevarer Ydmygheden og ►Frygt og Bæven i Forhold til hvad det vil sige i Sandhed at være Christen. Thi ad den Vei skal Du, for at lære og indøve, saaledes at ►henflye til Naaden, at Du ikke ►tager den forfængelig; gaa for Guds Skyld ikke til Nogen for at blive »beroliget«. 72Thi vel hedder det ►»salige de Øine, som saae, hvad I saae«, hvilke Ord Præsterne især have travlt med – besynderligt nok, stundom maaskee ogsaa for at forsvare en verdslig Pyntelighed, der dog just i Samtidighedens Situation vilde blive noget ►afstikkende – ►ret som vare de ikke sagte ene og alene om de Samtidige, der bleve troende. Havde Herligheden ligefrem været at see, saa Enhver uden videre kunde see den, saa er det jo Usandhed, at ►Christus fornedrede sig selv og tog en Tjeners Skikkelse paa; en Overflødighed at advare mod Forargelse, thi hvor i al Verden skulde man vel forarges paa 74 Herlighed iført Herlighed! Og hvor i al Verden forklarer man det saa, at det gik Christus som det gik ham, at ikke Alle beundrende stormede til for at see hvad der ligefrem var at see! Nei, der var ►»Intet for Øiet hos ham, ingen Glands, at vi skulde kunne see paa ham, ingen Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham« (►Es. 53,2.); der var ligefrem Intet at see uden et ringe Menneske, som ►ved Tegn og Under og ►ved at sige sig at være Gud i eet væk satte Forargelsens Mulighed. Et ringe Menneske, der saa udtrykte 1) hvad Gud forstaaer ved Medlidenhed (og det selv at være det ringe og fattige Menneske, naar man vil være den Medlidende, er heri indeholdt), og 2) hvad Gud forstaaer ved Menneskets Elendighed, hvad i begge Tilfælde er yderst forskjelligt fra hvad Menneskene forstaae derved, og hvad i hver Generation indtil Dagenes Ende Enhver for sin Deel maa lære fra Begyndelsen, begyndende aldeles paa samme Punkt som enhver med Christus Samtidig, indøvende det i Samtidighedens Situation. Menneskelig Hidsighed og Ustyrlighed hjælper naturligviis til Intet. Hvorvidt det skal lykkes En væsentligen at blive Christen, kan intet Menneske sige ham. Men Angst og Frygt og Fortvivlelse hjælper ikke heller til Noget. Oprigtighed for Gud er det Første og det Sidste, oprigtigt at tilstaae sig selv, hvor man er, oprigtigt for Gud bestandig holdende Sigtet paa Opgaven – hvor 78langsomt det saa end gaaer, om man kun kryber frem: Eet har man dog, man er rigtigt stillet, ikke vildledt og bedragen ved Hjælp af det Kunststykke at digte Christus om, saa han istedetfor at være Gud bliver ►hiin smægtende Medlidenhed, som Menneskene selv have opfundet, saa Christendommen, istedetfor at drage Menneskene til det Himmelske, sinkes underveis og bliver det slet og ret Menneskelige.
73
75
79
Moralen
✂ »Og hvad vil saa alt Dette sige?« Det vil sige, at ►Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog ►værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, ►det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet. Om der fordres videre af ham, vil Gud vel lade ham forstaae, og vil i saa Fald ogsaa hjælpe ham videre; thi i ►Lovens forfærdelige Sprog lyder det dog derfor saa forfærdende, fordi det er, som var det Mennesket selv, der ved egen Kraft skal holde sig til Christus, istedetfor at det i Kjerlighedens Sprog er Christus, der holder paa ham. Altsaa, om der fordres videre af ham, vil Gud vel lade ham forstaae; men dette fordres af Enhver, at han skal for Gud oprigtigt ydmyge sig under Idealitetens Fordringer. Og derfor ►skulle disse høres, høres atter og atter i deres hele Uendelighed. Det at være Christen er blevet et Intet, ►en Narrestreg, Noget som Enhver uden videre er, Noget man slipper lettere til end til den allerubetydeligste Færdighed. Sandeligen, det er paa høie Tid, at Idealitetens Fordringer høres.
✂ 76»Men naar det Christelige er noget saa Forfærdende og Rædsomt, hvor i al Verden kan da et Menneske ►falde paa at antage Christendommen?« Ganske simpelt, og hvis Du ønsker det med, ganske luthersk: kun Syndens Bevidsthed kan, om jeg saa tør sige, forcere (fra den anden Side er Naaden Forcen) ind i denne Rædsel. Og i samme Øieblik forvandler det Christelige sig og er idel Mildhed, Naade, Kjerlighed, 80Barmhjertighed. For enhver anden Betragtning er og skal Christendommen være noget afsindigt Noget eller den største Rædsel. Kun i ►Syndens Bevidsthed er Adgangen; ad nogen anden Vei at ville komme derind, er ►Majestæts-Forbrydelse mod Christendommen.
✂ 74Men Synden, at Du og jeg er Synder (den Enkelte), har man afskaffet, eller man har slaaet utilladeligt af baade i Livet (det huuslige, det borgerlige, det kirkelige) og i ►Videnskaben, der har opfundet: Læren om Synden i Almindelighed. ►Til Vederlag har man saa villet hjælpe Menneskene ind i Christendommen og bevare dem i den ved Hjælp af alt det Verdenshistoriske, alt Det om denne milde Lære, ►det Høie og Dybe, om en Ven o. s. v., ►hvilket 👤Luther Alt vilde kalde Sludder, og hvilket er Blasphemi, da det er frækt at ville fraternisere Gud og Christus.
✂ Kun Syndsbevidstheden er den absolute ►Respect; og just derfor, fordi Christendom vil have den absolute Respekt, skal og vil Christendommen for enhver anden Betragtning vise sig som Afsind eller Rædsel, just for at det qvalitative uendelige Eftertryk kan falde paa, at kun Syndsbevidstheden er Adgangen, er Synet, der ved at være den absolute Respekt, kan see Christendommens Mildhed og Kjerlighed og Barmhjertighed.
✂ Den Eenfoldige, der ydmygt bekjender sig at være en Synder, sig personligt (den Enkelte), behøver slet ikke at blive vidende om alle de Vanskeligheder, som fremkomme, naar man hverken er eenfoldig eller ydmyg. Men hvor denne ydmyge Bevidsthed mangler om personligt at være en Synder (den 77 Enkelte) – ja, om der saa forresten var al menneskelig Viisdom og Kløgt i en Saadan, og alle menneskelige Gaver i ham: det skal ham kun lidet ►baade. Christendommen skal i samme Grad reise sig forfærdelig mod ham og forvandle sig til Afsind eller til Rædsel, indtil han lærer enten at opgive Christendommen, eller ved Hjælp af, hvad der er ►Intet mindre end ►videnskabelig Propædeutik, Apologetik o. s. v., ►en sønderknuset Samvittigheds Qvaler, alt i Forhold til som han behøver disse, ►ad den snevre Vei, gjennem Syndens Bevidsthed, at gaae ind i Christendommen.
✂ 77 81 ►83»Salig Den, som ikke forarges paa mig.«
✂ En bibelsk Fremstilling og christelig Begrebs-Bestemmelse
✂ Af
81
85
87
Stemning
✂ Ja, salig Den, som ikke forarges paa Ham, salig Den, som troer, at Jesus Christus har levet her paa Jorden, og at han var Den, han ►sagde sig at være, ►det ringe Menneske, dog Gud, ►Faderens Eenbaarne: salig ►Den, som ingen Anden veed at gaae til, men i Alt veed at gaae til ham. Og hvilket end et Menneskes Vilkaar i Livet skal være, om han skal leve i Armod og Elendighed: salig Den, som ikke forarges men troer, at ►Han bespiste fem tusind Mennesker med fem Brød og to smaa Fiske, salig Den som ikke forarges, men troer at det skeete, ikke forarges, fordi det nu ikke skeer, men troer, at det skeete. Og hvilken end et Menneskes Skjebne skal være i Verden, hvorledes Livets Storme skulle reise sig mod ham: salig Den, som ikke forarges men troer, at ►Han bød Vandene og det blev blikstille, troer fuldt og fast, at ►👤Petrus sank ene og alene fordi han ikke troede fuldt og fast. Og hvilken end et Menneskes Brøde er, var hans Skyld saa forfærdelig, at han ikke blot selv, men Menneskeheden fortvivlede om, at den kunde tilgives: dog salig Den, som ikke forarges men troer, at ►Han sagde til den Værkbrudne »Dine Synder ere Dig forladne«, og at dette var ham lige saa let som at sige til den Værkbrudne »tag Din Seng, stat op og gaa« – salig Den, som ikke forarges men ►troer Syndernes Forladelse, skjøndt ikke som 86 den Værkbrudne hjulpen til at troe ved Helbredelsens Vished. Og hvilken end et Menneskes Dødsmaade bliver – naar nu hans sidste Time er kommet: salig Den, som ikke, ►liig hine Samtidige, forarges, da Han sagde »Pigen er ikke død, hun sover«, salig Den, som ikke forarges men troer, Den, der (som jo Barnet læres, naar det skal sove, at sige visse Ord for at falde i Søvn) siger »jeg troer paa Ham«, og saa – sover; ja, salig er han, han er 88ikke død, men han sover. Og hvilken end en Christens Lidelse for Troens Skyld skal være her i Verden, skal han end ►for Troens Skyld udlees, forfølges, ihjelslaaes: salig Den, som ikke forarges, men troer, at Han, ►den Fornedrede, det ringe, foragtede82 Menneske, han, der kun paa en sørgelig Maade viste, hvad det er at være Menneske, da der sagdes om ham ►»see hvilket Menneske« – salig Den, som ikke forarges men troer, at han var Gud, Faderens Eenbaarne, og at dette hørte Christum til, og hører dem til, som ville høre Christum til. Ja, salig Den, som ikke forarges, men troer, salige ►Seiervinding; thi Troen overvinder Verden ved i ethvert Øieblik at overvinde Fjenden i det egne Indre, Forargelsens Mulighed. Frygter ikke Verden, ikke Armod og Elendighed og Sygdom og Nød og Modgang, og Menneskenes Uretfærdighed, deres Krænkelser, deres Mishandling, frygter Intet af hvad der kun kan ►fordærve det udvortes Menneske; ►frygter ikke dem, som kunne ihjelslaae Legemet: men frygt Dig selv, frygt hvad der kan ihjelslaae Troen, og derved for Dig ihjelslaae Jesum Christum – Forargelsen, som ►vistnok en Anden kan give, men som dog er en Umulighed, hvis Du ikke selv tager den. ►Frygt og bæv; thi ►Troen bæres i et skrøbeligt Leerkar, i Forargelsens Mulighed. Salig Den, som ikke forarges paa Ham, men troer.
*
✂ »Salig Den, som ikke forarges paa mig!« O, dersom Du kunde høre Ham selv sige det, høre det paa Inderligheden, at han ogsaa her lider for Dig, Modsigelsen nemlig, at han trods Kjerligheden af Kjerlighed ikke kan gjøre det umuligt, om 87 Du nu vil forarges paa ham eller ikke, at han, der kom langt, langt borte fra, ►fra Himlens Herlighed, at han, der steeg langt, langt ned, indtil han blev det ringe Menneske, og nu staaer der for at frelse ogsaa Dig, at han, der almægtigt formaaer Alt og i Kjerlighed offrer Alt, dog – afmægtigt, hvad han selv lider under, fordi han er mere bekymret for Dit Vel, end Du er det, maa henstille det til Dig selv, om Du vil forarges eller ikke, om Du vil, frelst ved ham, ►arve Saligheden eller gjøre Dig selv usalig og ham saa bedrøvet, som Kjerlighed kan blive det! O, dersom Du kunde ane, hvad der foregaaer i ham, hver Gang han veemodig maa gjentage dette Bekymringens Ord »salig Den, som ikke forarges paa mig«, at ►han der kommer til Verden for at frelse Alle – ak at det dog ikke gaaer saa hurtigt dermed, at han til 89hver især og gjentagent og gjentagent maa sige: salig Den, som ikke forarges paa mig! O, dersom Du kunde høre ham sige det, og ane, hvad der foregaaer i ham, naar han siger det: mig synes, det maatte blive Dig umuligt at forarges paa ham; vidste Du ellers ikke, hvor vigtig Din Frelse er, var det ►undgaaet Dig selv, Du maatte jo faae det at vide af 83hans Bekymring. Saa menneskelig i sin Guddommelighed! ►Med Faderen veed han fra Evighed, at kun saaledes kan ►Menneskenes Slægt frelses; han veed, at ►intet Menneske kan begribe ham, at ikke den Myg, der flyver i Lyset, er sin Undergang vissere end det Menneske, der forsøger paa at ville begribe ham eller hvad der i ham er forenet: Gud og Menneske. Og dog er han Frelseren, ►for intet Menneske er der Frelse uden ved ham.
✂ Hvis jeg et Øieblik turde tale saaledes, og jeg tør vel vove det, jeg vilde sige: ja, var det end ikke for din egen Skyld, var det end ikke Din egen Undergang at forarges paa ham – ►hvo kunde mod ham være saa grusom at forarges paa ham. Thi man kan være grusom paa flere Maader. Den Mægtige kan grusomt lade et Menneske martre – men den Svage kan grusomt gjøre det umuligt for Kjerligheden at hjælpe ham, ak, det Eneste Kjerligheden forlangte, og saa inderligt. Kunde Du være saa grusom mod ham, der i sit Indre er som 88 et uendeligt Dyb af Veemod. Thi jo mere Overlegenhed, jo mere Veemod. ►Saa er det altid, saa er det allerede i Forholdet mellem Menneske og Menneske, hvad Menneskene i Almindelighed dog kun sjelden betænke, fordi de som oftest selv hige efter eller misunde Overlegenheden, ikke tænke sig i dens Sted. Den Overlegne forstaaer, og jo mere i Sandhed overlegen, jo mere bekymret i Ansvar forstaaer han, hvad der er den Andens Gavn, vil saa gjøre Alt for at gavne ham – og seer nu med Veemod, at den Anden hverken forstaaer sig selv eller ham. Og nu Han, ►Gud-Mennesket, o, hvad maa dog han have lidt, ikke blot eller snarere ikke just fra det Øieblik, da Ondskaben fik Magt over ham til ►at bespotte, hudstryge, mishandle ham, nei, i al den Tid, da han gik omkring og var Læreren. Uendelige Veemod, naar han, der kom for at frelse Alle, han, der, guddommeligt, slet ingen Bekymring havde for at skaffe sig Ære og Anseelse (o, Afsindighed og Gudsbespottelse!) men hver Dag, hver Time, hvert hans Livs Øieblik ene Tanke for de Andre – uendelige Veemod, naar han nu saae ud over Menneskenes Mængde, og saae alt Andet, 90kun ikke Troen eller Troens Forstaaelse, saae Nysgjerrigheden, som misforstaaer, Letsindigheden, som misforstaaer, Ustadigheden, Selvklogskaben, Indbildskheden, Fordomsfuldheden, kort lutter Misforstaaelse i Forhold til Den, der jo sandeligen ikke trængte til dem (o, Afsindighed og Gudsbespottelse!), men til hvem de Alle ubetinget trængte: ►Sandheden og Livet! Uendelige Veemod, at de Forvildede ►ikke paa Besøgelsens Dag vide, hvad84 der tjener til deres Fred – uendelige Veemod i Den, der selv er Besøgelsen og vilde bringe Freden! Hvilken Lidelse i Veemod, naar Han, han fæstede sit Blik – og paa hvem, paa den Enkelte, paa hver Enkelt, for at see, for hvis Skyld det da var han var kommet til Verden, og saae dette enkelte, forblindede, indskrænkede, syndige Menneske, der saa ikke engang vilde lade sig hjælpe! O, menneskelig talt er dette jo et afsindigt Misforhold: mellem et enkelt Menneske, der saa ikke engang vil lade sig hjælpe, og saa Ham! Intet Menneske kunde bære 89 dette Misforhold; det kan kun Gud-Mennesket, ja intet Menneske kan gjøre sig Forestilling om dette Veemod.
*
✂ »Salig Den, som ikke forarges paa mig!« O, dersom Du kunde gjøre Dig en Forestilling om Hans Glæde over enhver Troende: da vilde Du frelst gaae Forargelsen forbi. Hans Glæde over den Troende er som et Menneskes over at blive forstaaet, ganske forstaaet af en Anden. Han er nemlig ikke som et Menneske, han kan ikke forstaaes eller begribes, han maa troes; men i Troen tilhører Du ham ganske, og hans Glæde er stor som Dens, der fandt En, der forstod ham. Hvor stor var ikke Hans Glæde, ►da han prisede 👤Peder salig: »salig est Du 👤Simon Peder«, thi 👤Peder troede – hvor stor var ikke hans Glæde, det kan Du jo see deraf, ►at han tre Gange spurgte 👤Peder: elsker Du mig.
85
90
91Denne Fremstillings Indhold ►i et kort Indbegreb
✂ Som Begrebet »Tro« er en ganske eiendommelig christelig Bestemmelse, saaledes er igjen »Forargelse« en ganske eiendommelig christelig Bestemmelse, der forholder sig til Tro. Forargelsens Mulighed er Skilleveien, eller er som det at staae paa Skilleveien. Man svinger fra Forargelsens Mulighed enten til Forargelsen eller til Troen; men man kommer aldrig til Troen uden fra Forargelsens Mulighed.1
- ►I Skrifter af nogle Pseudonymer er viist, at man i den nyere Philosophi forvirrende har talt om Tvivl, hvor man skulde tale om Fortvivlelse. Derfor har man saa ikke kunnet styre eller magte Tvivlen hverken i Videnskaben eller i Livet. »Fortvivlelse« viser derimod strax til Rette, ved at føre Forholdet ind under Personlighedens Bestemmelse (den Enkelte), og ind under det Ethiske. Men som man saaledes forvirrende har talt om »Tvivl« istedetfor at tale om »Fortvivlelse«, saaledes har man ogsaa havt for Skik at bruge Kategorien »Tvivl«, hvor man skulde tale om »Forargelse.« Forholdet, Personlighedens Forhold til Christendommen er ikke: at tvivle eller at troe, men: at forarges eller at troe. Hele den moderne Philosophi er, baade ethisk og christelig, baseret paa en Letfærdighed. Istedetfor at afskrække og kalde til Orden ved at tale om at fortvivle og forarges, har den ►vinket og indbudt Menneskene til at blive indbildske, ved at tvivle og at have tvivlet. Den moderne Philosophi er, som abstrakt, svævende i det Metaphysiskes Ubestemthed. Istedetfor nu at forklare dette om sig selv, og saa at henvise Menneskene (de enkelte Mennesker) til det Ethiske, det Religieuse, det Existentielle, har Philosophien givet det Skin af, at ►Menneskene kunne, som man ganske prosaisk siger, speculere sig ud af deres gode Skind og ind i ►det rene Skin. (tilbage)
✂ 9192Forargelse forholder sig væsentlig til Sammensætningen af Gud og Menneske, eller til Gud-Mennesket. ►Speculationen har naturligviis meent at kunne »begribe« Gud-Mennesket – det kan man godt begribe; thi Speculationen tager Timelighedens, Samtidighedens, Virkelighedens Bestemmelse bort fra Gud-Mennesket. Overhovedet er det sørgeligt og forfærdeligt, at, hvad man ikke bruger for stærkt et Udtryk om, naar man siger, at det ikke er Andet end at gjøre Narrestreger og Nar af Folk, at det er blevet ►feteret som Dybsind. Nei, Situationen hører med til Gud-Mennesket, Situationen at 86et enkelt Menneske, som staaer ved Siden af Dig, er Gud-Mennesket. Gud-Mennesket er ikke Eenheden af Gud og Menneske; saadan Terminologi er dybsindig Øienforblindelse. Gud-Mennesket er Eenheden af Gud og et enkelt Menneske. ►At Menneskenes Slægt er eller skal være i Slægtskab med Gud, er gammelt Hedenskab; men at et enkelt Menneske er Gud, er Christendom, og dette enkelte Menneske er Gud-Mennesket. Der er hverken i Himlen eller paa Jorden eller i Afgrunden eller i den meest phantastiske Tænknings Forvildelser Mulighed af en, menneskelig talt, afsindigere Sammensætning. Saaledes viser det sig i Samtidighedens Situation; og til Gud-Mennesket er intet Forhold muligt uden begyndende med Samtidighedens Situation.1
✂ Forargelse i strengeste Forstand, Forargelse ►ϰατ' εξοχην forholder sig altsaa til Gud-Mennesket, og har tvende Former. Den er enten i Retning af Høiheden, man forarges over, at et enkelt Menneske siger sig at være Gud, handler eller taler 92 paa en Maade som forraader Gud (►Dette afhandles under B). Eller Forargelse er i Retning af Ringheden, at Den, der er Gud, er dette ringe Menneske, lidende som et ringe Menneske (►Dette afhandles under C). I første Form kommer Forargelsen saaledes, at jeg ingenlunde forarges over det ringe Menneske, men over at han vil, jeg skal troe han er Gud. Og har jeg troet det, saa kommer Forargelsen fra den anden Side, at han skulde være Gud, han dette ringe, afmægtige Menneske, som, da det kommer til Stykket, slet Intet formaaer. I det ene Tilfælde gaaes der ud fra Bestemmelsen Menneske, og Forargelsen er 93over Bestemmelsen Gud; i det andet gaaes der ud fra Bestemmelsen Gud, og Forargelsen er over Bestemmelsen Menneske.
✂ Gud-Mennesket er ►Paradoxet, absolut Paradoxet; derfor er det ganske sikkert, at Forstanden skal komme til at staae stille derpaa. Mærker et Menneske ikke Forargelsen i Retning af Høiheden, saa vil han opdage den i Retning af Ringheden. Det var ikke utænkeligt, at et Menneske med overveiende Phantasi og Følelse, en Repræsentant for den barnlige eller barnagtige Christendom (thi for et Barn er Forargelsen ϰατ' εξοχην ikke til, og just derfor er Christendommen egentlig heller ikke til for Barnet) kunde gaae hen og mene, at han troede, at dette enkelte Menneske var Gud, uden at opdage Forargelsen. Det vil have sin Grund i, at en Saadan ikke har en udviklet87 Forestilling om Gud, men en barnlig eller barnagtig Phantasi om noget Overordentligt, noget uendelig høit Ophøiet, Helligt og Reent, en Forestilling om En, der saadan er større end alle Konger o. s. v., uden at deri just ligger Qvaliteten: Gud. Dette vil sige, en Saadan havde ingen Kategori, derfor lod det sig gjøre at mene, at han troede, et enkelt Menneske er Gud, uden at støde paa Forargelsen. Men dette samme Menneske vil saa ►støde an paa Ringheden.
✂ Saaledes med Forargelsen; og saaledes er den ogsaa fremstillet ►i den hellige Skrift paa de Steder, hvor Christus selv advarer mod Forargelsen.
✂ Men da er der i Skriften endnu Tale om en Forar93gelse paa Christus, hvis Mulighed er et historisk Forbigangent. Denne Forargelse forholder sig nemlig ikke til Christus som Christus, som Gud-Mennesket (dette er den væsentlige Forargelse, og dens tvende Former ►blive, saa længe Timeligheden bliver, ►saa længe til Troen afskaffes), men til ham som et slet og ret enkelt Menneske, der colliderer med et Bestaaende (►Dette afhandles under A).
88
94
94
Fremstillingen
A
✂ Den Forargelses Mulighed, der ikke forholder sig til Christus som Christus (Gud-Mennesket), men til ham som et slet og ret enkelt Menneske, der colliderer med et Bestaaende.
✂ Den Forargelse, her er Tale om, er da en, som, for den Sags Skyld, Enhver kan blive Gjenstand for, naar han, den Enkelte, synes ikke at ville underkaste sig eller indordne sig under det Bestaaende. Men fordi en Enkelt ikke vil det, deraf følger ikke, at denne Enkelte siger sig at være Gud. Imidlertid seer man let, at her er en ►Qvantiteren hen i Retning af at være mere end Menneske; og det er den, det Bestaaende er opmærksom paa. Er den Enkelte høiere end det Bestaaende? Ved dette Spørgsmaal eller rettere ved denne Protest vil det Bestaaende tvinge ham til enten at gaae tilbage igjen, eller til at udsige om sig selv, at han er mere end Menneske – og saa er Forargelsen der.
✂ 1) ►►Matth. XV, 1-12. – Da kom Skriftkloge og Pharisæer af 📌Jerusalem til Jesum og sagde: (2) Hvi overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe ikke deres Hænder, idet de æde Brød. (3) Men han svarede og sagde til dem: hvi overtræde og I Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld? (4) Thi Gud haver budet, sigende: ær Fader og Mo95der; og hvo som bander Fader og Moder, skal visselig døe. (5) Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet Dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder. (6) Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld. (7) I Øienskalke! 👤Esaias spaaede retteligen om Eder, da han sagde: (8) Dette Folk holder sig nær 95til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig. (9) Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. (10) Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: hører til og forstaaer! (11) Ikke det,89 som indkommer i Munden, gjør Mennesket ureent, men det, som udgaaer af Munden, dette gjør Mennesket ureent. (12) Da gik hans Disciple frem og sagde til ham: veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte den Tale?
✂ Det følger naturligviis af sig selv, at Christus altid er Gud-Mennesket. Men her er jo en historisk Situation, og Forargelsen, som her er Tale om, er ikke i Retning af Gud-Mennesket, hverken over at han som enkelt Menneske udgiver sig for Gud, eller over at han, der er Gud, er det ringe Menneske. Christus er her i almindeligere Forstand en Lærer, en Gudfrygtighedens, en Inderlighedens Lærer, der med Oprindelighed (uden at her i denne Forbindelse er Tale om, at hans Fordring er at ville være Gud) ►driver paa Inderligheden i Modsætning til al tom Udvorteshed, en Lærer der forvandler Udvorteshed til Inderlighed. Denne er Collisionen, en Collision, der forekommer atter og atter i Christenheden, den er, for kort at betegne den, ►Pietismens Collision med det Bestaaende. Pharisæerne og de Skriftkloge træde nemlig op som Repræsentanter for det Bestaaende, hvilket just ved deres Spidsfindighed og Kløgt var blevet en tom, ja, en ugudelig Udvorteshed.
✂ Imidlertid ►trodsede den Gang og trodser altid det Bestaaende paa at være det Objektive, høiere end enhver Enkelt, Subjektiviteten. I det Øieblik nu en Enkelt ikke vil indordne sig under dette Bestaaende, eller vel endog ►protesterer dette som det Sande, ja sigter det som Usandhed, medens han derimod 96 udsiger om sig at være i Sandheden, og om Sandheden, at den netop ligger i Inderligheden: saa er Collisionen der. Det Bestaaende ►opkaster ganske rigtigt det Spørgsmaal: hvad bilder da denne Enkelte sig ind at være, bilder han sig maaskee ind, at han er Gud, eller at han har et umiddelbart Forhold til Gud, eller dog at han er mere end Menneske?
✂ Her er saa Forargelsen, og man seer let, at den ganske rigtigt sigter efter det at ville være mere end Menneske. Imidlertid er her endnu et stort ►Spatium for Relativiteter og Qvantiteren ►betræffende det at være noget Usædvanligt, Overordentligt o. s. v., uden just at gjøre Fordring paa at være Gud. Men det gaaer ►vistnok mange Mennesker saaledes, at 96deres Forestilling om Christus ender ved, at han har været noget saadan ganske mageløst Overordentligt, ►næstendeels Guddommeligt. De vilde nu vistnok alligevel have forargedes paa ham, dersom de havde levet samtidigen med ham; men det ►undgaaer dem dog, at Forargelsen ►sensu strictissimo forholder sig til90 Gud-Mennesket, der ikke i en ubestemt Qvantiteren ligesom føler sig for, hvor høit han kan anslaae sig selv, men qvalitativt bestemmer det, at han er Gud – og fordrer Tilbedelse.
✂ Dette er den væsentlige Forargelse, om hvilken forøvrigt her ikke er Tale; men det er ganske vist, at man ogsaa forarges paa Enhver, der paa nogen Maade giver eller synes at give sig Mine af at ville være mere end Menneske. Man forarges paa ham; dog maa dette ikke misforstaaes, som var det altid ham, der gav sig Mine af at være mere end Menneske, det ligger ofte i, at Modparten er løbet fast i det Bestaaende. Hver Gang et Sandheds Vidne gjør Sandheden til Inderlighed (og dette er Sandheds Vidnernes væsentlige ►Forretning); hver Gang et Geni ►primitivt inderliggjør det Sande: saa vil det Bestaaende ogsaa forarges paa ham.
✂ Man behøver kun at kjende lidt til Menneske-Slægten, for at vide, at ►dette er saa, og kun lidt til ►den nyeste Philosophi for at vide, at dette ogsaa vil skee i vor Tid. Hvorfor har ►👤Hegel gjort Samvittigheden og Samvittigheds-For97holdet i den Enkelte til »en Form af det Onde« (jvf. Rechts-Philosophie), hvorfor, fordi han forgudede det Bestaaende. Men jo mere man forguder det Bestaaende, desto naturligere den Conclusion: ergo er Den, som underkjender eller ►opsætter sig mod dette Guddommelige, det Bestaaende, ergo maa han jo noget nær bilde sig ind, at han er Gud. Det er maaskee ingenlunde ham (og er det i Sandhed et Sandheds-Vidne, ►er det da vist nok, at det ikke er ham), der udsiger noget blasphemisk om sig selv. Nei, Blasphemien er egentlig en Projektion fra den Ugudelighed, med hvilken man ►venererer det Bestaaende som det Guddommelige, et ►akustisk Bedrag, foranlediget ved, at det Bestaaende taust ved sig selv ►siger sig selv at være det Guddommelige, og nu ved Sandheds-Vidnet faaer dette at høre, men hører det, som var det ham, der sagde sig at være mere end Menneske.
✂ Men at det Bestaaende er blevet noget Guddommeligt, ansees for det Guddommelige, er et ►Falsum, tilveiebragt ved Hjælp af at ignorere sin egen Herkomst. Naar en Borgerlig er blevet Adelsmand, saa gjør han gjerne alle mulige Anstrengelser for at faae sit ►vita ante acta i Glemsel. 97Saaledes med det Bestaaende. Det Bestaaende begyndte ogsaa med hiin Collision mellem den Enkelte og et Bestaaende, begyndte med Guds-Forholdet i den Enkelte; men nu skal det være glemt, Broen hugget af, det Bestaaende guddommeliggjort.
✂ Og besynderligt nok, denne det Bestaaendes Guddommeliggjørelse91 er just den stadige Opstand, det idelige Oprør mod Gud. Han vil nemlig (og det kan man endda ikke fortænke ham i) være med, ►have en lille Smule Haand i Hanke med Verdens-Udviklingen, eller han vil holde ►Slægten i Udvikling. Det Bestaaendes Guddommeliggjørelse derimod er det dvaske, verdslige menneskelige Sinds selvbehagelige Opfindelse, der vil slaae sig til Ro og bilde sig ind, at nu er der idel ►Fred og Tryghed, nu har vi naaet det Høieste. Og saa, saa kommer en enkelt En, ►en Peer Næsviis, og bilder sig ind, at han skulde være høiere end det Bestaaende. Dog nei, det er ikke sagt, at han bilder sig det ind, men det kunde jo nok være 98 muligt, at han var ►den »Bremse«, som det Bestaaende behøvede for ikke at falde i Søvn, eller for ikke, hvad endnu værre er, at henfalde til Selvforgudelse. Hvert Menneske skal leve ►i Frygt og Bæven, og saaledes skal ►ogsaa intet Bestaaende være fritaget for Frygt og Bæven. Frygt og Bæven betyder, at man er i Vorden; og hvert enkelt Menneske, Slægten ligesaa, er og skal være sig bevidst at være i Vorden. Og Frygt og Bæven betyder, at der er en Gud til, hvad intet Menneske og intet Bestaaende noget Øieblik tør glemme.
✂ Saaledes var nu Jødedommen paa Christi Tid netop ved Pharisæerne og de Skriftkloge blevet et selvbehageligt, sig selv forgudende Bestaaende. Der var indtraadt en fuldkommen ►Commensurabilitet mellem det Udvortes og det Indvortes, saa fuldkommen, at det Indvortes var ►gaaet ud. Just derpaa kjender man, at et Bestaaende er ifærd med at forgude sig selv, paa denne Commensurabilitet og Congruents. Alt hvad der kunde erindre om ►den stridende Sandhed, det er afskaffet, Noget man nu er ikke langtfra at finde latterligt – nu har Sandheden seiret, den Sandhed, som een Gang var stridende, nu er den det Bestaaende. At være i Sandheden, og jo mere man er i Sandheden, kan nu ikke mere betyde at skulle lide og i samme Grad mere: nei, her er Congruents, jo mere man er af Sandheden, jo mere æret og anseet bliver man. Ah! Nu er det rigtigt, nu er det Bestaaende guddommeliggjort – dersom nu 98Christus kom til Verden, saa blev han først Professor, og avancerede saa mere og mere, alt eftersom det blev tydeligere, at han var i Sandheden.
✂ Af den Mening have aabenbart ogsaa Pharisæerne og de Skriftkloge været. At Fromhed og Gudsfrygt skulde lide i Verden, det var noget Antiqveret, der var jo nu Congruents: jo mere from og gudfrygtig, jo mere anseet. Og for at Ingen skulde bedrage, og det maaskee92 skulde hedde, at han i sit Inderste, skjult, var from, saa var der (og dette er vistnok blevet anført som et Beviis paa det Bestaaendes Alvor) der var ligesom ►Examina, Fromheden underkastedes, Alt var ►commensurabelt. Man havde en Mistanke til Alt, hvad der vilde 99 holde sig skjult i Inderligheden, at det nok turde være Løgn – og det kan man maaskee have megen Ret i; men man havde ogsaa aldeles afskaffet, at Kjendetegnet paa den sande Fromhed, naar den ikke holder sig skjult, just er, at den lider Ondt i Verden. Ja, ►som sagt, med samme Bravour som en nybagt Adelsmand kan glemme, at han igaar var Borger, med samme Bravour kan et Bestaaende glemme sin Herkomst. Og som det enkelte Menneske kan ►aspirere at blive Noget, saaledes er dette det Noget Generationen aspirerer til, den vil danne det Bestaaende, afskaffe Gud, i ►Menneske-Frygt ►cujonere den Enkelte ind i et Musehul – men det vil Gud ikke, og han bruger lige den modsatte Taktik, han bruger den Enkelte til at ►pirre det Bestaaende ud af Selvbehageligheden.
✂ Naar Commensurabiliteten og Congruentsen er indtraadt, og det Bestaaende guddommeliggjort, saa er al Frygt og Bæven afskaffet. At leve, især at være Noget i et saadant Bestaaende, er en Fortsættelse af eller endnu tryggere end at leve under sin Moders Skjørt, i den Grad kan man beregne Sandsynligheden og ►blødagtigt fritage sig for enhver end den mindste af den Art Afgjørelse, i hvilken »den Enkelte« ►smerter sig; thi man er ingen Enkelt, o, langtfra, man er tryllet ind i Sandsynlighedens ►Tilforladeligheder med det sikkre Avancements henrivende Udsigt lige ind i Evigheden – Evigheden maa jo dømme som det Bestaaende dømte, der var det Guddommelige. »Hvad vil Du«, siger det Bestaaende til ⓘ den Enkelte, »plage og martre Dig selv med Idealitetens uhyre Maalestok, henvend Dig til det Bestaaende, slut Dig til det Bestaaende, her er Maalestokken. Er Du Student, saa kan Du være sikker paa, at Professoren er Maalestokken og ►Sandheden; er Du Præst, saa er Biskoppen Veien og Livet; er Du ►Skriver, er ►Justitsraaden Maalet. ►Ne 99quid nimis! ►Det Bestaaende er det Fornuftige, og Du lykkelig, om Du indtager den Dig anviste Relativitet – og forresten lader ►Collegierne, ►Consistorium eller hvem det nu er sørge for« – »min Salighed?« »Ih ja vist; og er der endeligen Noget i Veien med Dig i den Henseende, kan Du ikke lade Dig nøie med, som alle de 100 Andre, naar engang Din Tid er kommet, vel indpakket og emballeret at gaae med i en af de store ►Forsendinger, som det Bestaaende under93 sit Segl og under Adressen »den evige Salighed« expederer ind i Evigheden, sikkret at blive fuldkommen lige saa vel modtagen og lige saa salig som »alle de Andre«, kort kan Du ikke lade Dig nøie med en saa betryggende Sikkerhed og Caution som den, at det Bestaaende indestaaer Dig for Din Salighed hisset: nu vel, saa behold det hos Dig selv, det har det Bestaaende ikke Noget imod; naar Du tier bomstille dermed, skal Du alligevel have det lige saa godt som de Andre.«
✂ Det Bestaaendes Guddommeliggjørelse er Alts Verdsliggjørelse. Det Bestaaende kan have fuld Ret i, at hvad det Verdslige angaaer, skal man slutte sig til det Bestaaende, nøies med den Relativitet o. s. v. Men tilsidst verdsliggjør man ogsaa Guds-Forholdet, vil at det skal congruere med en vis Relativitet, ikke være noget væsentlig Forskjelligt fra Ens Stilling i Livet o. s. v. – istedetfor, at dette skal være hvert enkelt Menneske det Absolute, og dette den Enkeltes Guds-Forhold just Det, der skal gjøre ethvert Bestaaende svævende, at Gud, hvad Øieblik han vil, blot han trykker paa en Enkelt, i hans Guds-Forhold strax har et Vidne, en Angiver, en Spion eller hvad man nu vil kalde det, En der i ubetinget Lydighed og ved ubetinget Lydighed, ved at forfølges, lide, døe, gjør det Bestaaende svævende.
✂ Idet nu en Enkelt beraaber sig paa sit Guds-Forhold lige over for et Bestaaende, der har guddommeliggjort sig selv, seer det jo ud som gjorde han sig til mere end Menneske. Han gjør det imidlertid ingenlunde; thi han indrømmer jo, at ethvert Menneske, ubetinget ethvert Menneske har og skal have for sit Vedkommende det samme Forhold til Gud. Saa lidet som Den, der ►siger sig at være forelsket, dermed nægter nogen Anden at være det: endnu mindre nægter en saadan Enkelt de Andre, men som Enkelte, at have Guds-Forholdet. Dog dette vil det Bestaaende ikke vide af, at det skulde bestaae af noget saa løst Noget som en Samling af Millioner Enkelte, 101 der hver især have sit Guds-100Forhold. Det Bestaaende vil være et Hele, der Intet kjender over sig, men under sig har hver Enkelt, og dømmer hver Enkelt, der indordner sig i det Bestaaende. Og hiin Enkelte, der dog nok foredrager den ydmygste, men ogsaa den humaneste Lære om det at være Menneske, vil saa det Bestaaende forskrække ved at paadutte ham, at han ►forskylder en Blasphemi.
✂ Saaledes med Pharisæerne, der forargedes paa Christus, fordi han gjorde Fromhed til den absolute Inderlighed, ikke ligefrem commensurabel94 for det Udvortes (snarere omvendt, ►kjendelig paa Lidelsen), og i ethvert Tilfælde ikke fuldendende sig i en ligefrem Relativitet. Den hele Bygning af Bestemmelser og Relativiteter, denne Fromhedens ligefremme Kjendelighed paa Ære og Anseelse, Magt og Indflydelse, denne Objektivitet som Pharisæerne og de Skriftkloge vel have kaldt den, stødte Christus til ved at gjøre Gudsfrygt og Fromhed til Inderlighed. Fuldt forvissede om at have Ret, og formodentlig forud sikkre paa, at Christus skulde maatte give tabt, forelægge de ham det Spørgsmaal, ►hvorfor hans Disciple overtraadte de Gamles Vedtægt. Saaledes gaaer det altid, naar et Bestaaende har drevet det til at forgude sig selv, saa bliver tilsidst Skik og Brug Troes-Artikler, Alt bliver saadan lige vigtigt; eller Vedtægter, Skik og Brug bliver det Vigtige. Den Enkelte føler og erkjender ikke, at han og saaledes hver Enkelt har et Guds-Forhold, som for ham skal have absolut Betydning, nei Guds-Forholdet afskaffes, Skik og Brug, Vedtægter og Deslige forgudes. Men den Art Guds-Frygt er netop Foragt for Gud, den frygter jo ikke Gud, den frygter Mennesker. Derfor ►svarer Christus og Pharisæerne: ►hvi overtræde I Guds Bud for Eders Vedtægters Skyld. Saa hellige vare nemlig Pharisæerne og de Skriftkloge blevne, og saa hellige blive Menneskene altid, naar man forguder det Bestaaende, at deres Gudsdyrkelse er at gjøre Nar af Gud: under Skin af at dyrke og tilbede Gud, dyrke og tilbede de deres egne Paafund, enten i selvbehagelig Glæde, som de der selv ere Opfinderne, eller i Menneske-Frygt.
✂ 102Men, som sagt, Den der underkjender et saadant Bestaaende, han bliver af det betragtet som En, der gjør sig til mere end Menneske, og man ►forarges paa ham, om han dog egentligen kun gjør Gud til Gud og sig til Menneske.
✂ 2) ►►Matth.XVII, 24-27. – »Men der de kom til Capernaum, gik de, som 101oppebar Skattens Penninge, til 👤Peder og sagde: betaler Eders Mester ikke Skattens Penninge? (25) Han sagde: jo. Og der han kom ind i Huset, forekom Jesus ham og sagde: hvad tykkes Dig, 👤Simon? af hvem tage Konger paa Jorden Told eller Skat? af deres egne Børn eller af Fremmede? (26) 👤Peder siger til ham: af Fremmede. Jesus sagde til ham, saa ere jo Børnene frie. (27) Men paa det vi ikke skulle forarge dem, gak hen til Havet, kast en Krog og tag den første Fisk, som kommer op; og naar Du aabner dens Mund, skal Du finde en Stater; tag denne og giv dem den for Dig og for mig.«
✂ 95Collisionen er her igjen den samme, den Enkelte med det Bestaaende. Det, der vilde forarge dem, vilde være, at den Enkelte vilde unddrage sig fra sit Forhold til det Bestaaende. Det maa bestandigt erindres, at paa intet af Stederne, hverken her i det 17de eller ►i det 15de Capitel, er Forargelsens Mulighed i Forhold til Christus qva Gud-Mennesket. Spørgsmaalet er jo saaledes ikke her, om han er Gud-Mennesket, Situationen ikke, om han nu ⓘ anseer sig at være hvad han udgiver sig for, Gud-Mennesket, thi saaledes fremstilles han ikke her. Spørgsmaalet er, om han, dette enkelte Menneske, vil anerkjende det Bestaaende ved at betale Skatten.
✂ Da det at betale Skat er en ligegyldig Udvorteshed, saa underordner Christus sig, og forebygger Forargelsen. Noget Andet var det i Forhold til en Udvorteshed, der ►frækt vilde være Fromhed. Havde Christus ikke givet efter, saa vilde han ogsaa have vakt deres Forargelse, og Grunden vilde ganske rigtigt have været, at en Enkelt ved at unddrage sig det Bestaaende synes at gjøre sig til mere end Menneske, uden at dog, for atter at gjentage, deraf just følger, at han qvalitativt bestemmer sig at være Gud.
✂ 103Forøvrigt er i denne Fortælling ►det Mærkelige, at Christus, der her blot er det enkelte Menneske i Collision med et Bestaaende, for at undgaae denne Forargelse sætter den egentlige Forargelse. Han betaler rigtignok Skatten, men ved et Mirakel skaffer han Penningen, ɔ: han viser sig at være Gud-Mennesket. Det at lade være at betale Skatten er at gjøre Forargelsen mulig i Forhold til ham, det enkelte Menneske; men Maaden, paa hvilken han skaffer Penningen, sætter den væsentlige Forargelses Mulighed i Retning af ham som Gud-Mennesket.
✂ 102Vi gaae nu over til den egentlige Forargelse, som forholder sig til Gud-Mennesket. Muligheden af den Forargelse i Forhold til Christus, om hvilken vi have talt, er et historisk Forsvindende, forsvundet med hans Død, var kun for de Samtidige i Forhold til ham dette enkelte Menneske. Forargelsens Mulighed derimod i Forhold til Christus qva Gud-Mennesket vil vedvare indtil ►Dagenes Ende. Tages Muligheden af denne Forargelse bort, saa betyder det, at Christus ogsaa er taget bort, at han er gjort til noget Andet end han er, ►Forargelsens Tegn og Troens Gjenstand.
96
104
103
B
✂ Den væsentlige Forargelses Mulighed i Retning af Høiheden, at et enkelt Menneske taler eller handler som var han Gud, ►siger sig selv at være Gud, altsaa i Retning af Bestemmelsen Gud i Sammensætningen Gud-Mennesket.
✂ 1) ►►Matth.XI., 6. (►Parallelstedet ►Luc. VII. 23.) ►Johannes den 👤Døber har fra Fængslet sendt Bud til Christus for at spørge ham, om han er Den, som skal komme, eller de skulle vente en Anden. ►(V. 4). Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer hen og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: (5) Blinde see og Halte gaae, Spedalske renses og Døve høre, Døde staae op og Evangelium prædikes for Fattige, (6) og salig er den, som ikke forarges paa mig.
✂ Christus svarer altsaa ikke ligefrem, han siger ikke: siger Johannes, jeg er den Forventede. Han fordrer nemlig Troen, og kan derfor ikke give en Fraværende ligefrem Meddelelse. En Tilstedeværende kunde han vel sige det ligefrem til, fordi den Tilstedeværende ved at see den Talende, dette enkelte Menneske, ved denne Modsigelse dog ikke fik en ligefrem Meddelelse, da Modsigelsen er mellem hvad der siges og hvad der sees, ɔ: ►hvo den Talende efter Udseende at dømme er. Dog ►dette skal udførligt blive oplyst paa sit Sted.
✂ Fremdeles. Dersom det i Sandhed havde været Tilfæl105det, som Christenheden i mange Tider har havt for Skik at indbilde sig, at det dog ligefrem var til at see, at Christus var den, han sagde sig at være, hvorfor saa et saa besynderligt Svar; saa havde det jo været langt simplere og mere ligefrem, at Christus havde gjort som man bærer sig ad i ►Prædike-Foredraget, havde sagt til Udsendingene: betragter mig, saa seer I jo, at 104jeg er Gud. Men forsøg det! Nei, det simpleste Middel til at gjøre en Ende paa alt dette sentimentale Hedenskab, der i Christenheden kaldes Christendom, er ganske simpelt at anbringe det i Samtidighedens Situation.
✂ 97Videre. Christi Svar indeholder ►in contento det, som ellers pleier at opføres under Navn af »Beviser for Christendommens Sandhed«, dog undtaget ►Beviset af Spaadommene. Men i denne Henseende var jo Johannes selv Repræsentanten, der dog vel, hvis ellers Nogen, ved Hjælp af Spaadommenes Beviis maatte være bragt Forvisningen om, at Christus var den Forventede, saa nær som muligt; men mærkeligt nok, ►den sidste Prophet, og som Saadan dog vel ►i den størst mulige Rapport til Prophetien, Forløberen er ved dette Beviis ikke bragt længere end til at blive opmærksom – og spørge. Altsaa undtaget Beviset af Spaadommene ere de øvrige Beviser for Christendommens Sandhed indeholdte i Christi Svar. Han ►hentyder paa ►Undergjerningerne (Halte gaae, Blinde see o. s. v.) og paa Læren selv (Evangelium prædikes for de Fattige): og derpaa tilføier han, mærkeligt nok, han tilføier: »salig Den, som ikke forarges paa mig«. – See, i Christenheden har man havt anderledes for Skik. Der har man skrevet disse uhyre Folianter, som udvikle Beviserne for Christendommens Sandhed. Bag disse, Beviserne og Folianterne, er man selv fuldkommen overbeviist og sikker mod alle Angreb; thi Beviset og Folianten ender bestandigt med: ergo var Christus Den, han sagde sig at være; det er ved Hjælp af Beviserne saa vist som 2 og 2 er 4, og ►saa let som Fod i Hose; ►paa dette uimodsigelige ergo, som ligefrem gjør Sagen klar, trodser Docenten og Præsten, og Missionairen gaaer tillidsfuld ud for at omvende Hedninger ved Hjælp af dette ergo. Og derimod 106 Christus! Han siger ikke: ergo er jeg den Forventede; han siger, efterat have beraabt sig paa Beviserne siger han: salig Den, som ikke forarges paa mig, ►det er, han ►gjør det selv aabenbart, at der i Forhold til ham ikke kan være Tale om nogen Bevisen, at man ikke ved Hjælp af Beviser kommer til ham, at der ingen ligefrem Overgang er til det at blive Christen, at Beviserne ►i Maximum ►kunne tjene til at gjøre et Menneske opmærksomt, at han nu saaledes gjort opmærksom kan komme paa det Punkt: om han vil troe eller han vil forarges. Thi Beviserne ere endnu det Tvetydige, er den raisonerende Forstands ►pro et contra, der derfor igjen kan bruges contra et pro; først i Valget bliver 105Hjertet aabenbart (og derfor var det jo Christus var kommet til Verden, for ►at gjøre Hjerternes Tanker aabenbare), om et Menneske vil troe, eller vil forarges. See, en theologisk Professor, der, med Benyttelse af Alt hvad der tidligere var skrevet derom, havde skrevet et nyt Værk om Beviserne for Christendommens Sandhed, han vilde98 føle sig fornærmet, om En ikke vilde indrømme, at nu var det beviist: og Christus selv derimod, han siger ikke mere end at Beviserne kunne føre En – ikke til Troen, o langtfra (saa var det jo overflødigt at tilføie salig Den, som ikke forarges), men til det Punkt, hvor Troen kan blive til, hjælpe En til at blive opmærksom og for saavidt hjælpe til, at man kommer ⓘ ind i den dialektiske Spænding, af hvilken Troen bryder frem: vil Du troe, eller vil Du forarges.
✂ Hvor ligger nu Forargelsens Mulighed? Den er Miraklet; og Miraklet er Beviset; og af Miraklet har man villet ligefrem bevise Christendommens Sandhed! Det forstaaer sig, den ligefremme Bevisen maa saa, hvad den jo ogsaa gjør, passe paa at komme betydeligt bagefter, derved rigtignok igjen indirecte forraadende, hvad den, liig Andet, der kommer bagefter, duer til; thi i Samtidighedens Situation er det en Umulighed ligefrem at bevise. Lad os ikke ►snakke i Taaget, lad os ikke, vidende om, hvo Christus er (hvis man ellers kan være vidende derom), eller dog indbildende os, at vi ere det, kommende 1800 Aar bagefter, betragte Miraklet og saa – blive overbeviste. 107 Hvilket Dyb af Nonsens! Naar vi veed, hvo Christus er, hvor kan saa Beviset siges at bevise os det! Og desuden er Forholdet jo slet ikke dette, som der da ogsaa er visse Ting, hvorom det gjælder, at den, der kommer bagefter, lige saa gjerne kan ►gaae hjem og lægge sig, hvilket især gjælder om det Overordentlige. Skal der være Mening i, at Miraklet beviser, hvo Christus er, saa maae vi jo begynde med, at vi ikke veed, hvo han er, altsaa i Samtidighedens Situation med et enkelt Menneske, der er som andre Mennesker, paa hvem der ikke ligefrem er Noget at see, et enkelt Menneske, der saa gjør Miraklet og siger sig selv at gjøre Miraklet. Hvad vil dette sige? Det vil sige, at dette enkelte Menneske gjør sig til mere end Menneske, gjør sig noget nær til Gud: er dette ikke forargeligt? Du seer noget Uforklarligt, Mirakuløst (mere heller ikke), han selv siger, at det er et Mirakel – og Du seer for Dine Øine et enkelt Menneske. Miraklet kan Intet bevise; thi troer Du ikke, at han er Den, han siger sig at være, saa benægter Du 106Miraklet. Miraklet kan gjøre opmærksom – nu er Du i Spændingen, og det beroer paa hvad Du vælger, Forargelsen eller Troen, det er Dit Hjerte, som skal blive aabenbart.
✂ Modsigelsen, i hvilken Forargelsens Mulighed ligger, er den at være et enkelt Menneske, ►et ringe Menneske – og saa at handle i Retning af at være Gud. Agt blot paa Samtidighedens Situation; og agter Du ikke paa den, saa lyver Du Dig ind i et Bedrag. Men Sagen99 er den, man har i Christenheden kun et phantastisk Billede af Christus, en phantastisk Guds-Skikkelse, svarende ligefrem til det at gjøre Miraklet. Men dette er Usandhed, saaledes har Christus aldrig seet ud. Christenhedens Christendom er Phantasteri i begge Retninger, baade i Retning af Miraklet og i Retning af Christus. I Samtidighedens Situation er Du stillet mellem dette Uforklarlige (uden at dog deraf ligefrem følger, at det er et Mirakel) og saa et enkelt Menneske, som Andre at see til – og det er ham, som gjør det.
✂ Forargelsens Mulighed er ikke til at undgaae, Du skal 108 igjennem den, Du kan kun paa een Maade frelses fra den: ved at troe. Derfor siger Christus: salig Den, som ikke forarges paa mig. Det var dengang ikke saa let som det indtil Væmmelse senere er blevet det i Christenhedens Løgnagtighed, med strax man hørte om at Blinde fik Synet igjen og Døde Livet, strax at være overbeviist om, hvo Christus var. Nei, dengang var det den frygteligste Afgjørelse for et Menneske at blive troende. O, rædsomme Modsætning, o, Afskyelighed: denne travle Christendom, som har kunnet bevise og bevise Christendommens Sandhed; disse Tusinder og Tusinder, som have troet – i Kraft af Beviserne: og saa Jesus Christus, ►Troens Stifter og Fuldender, som, pegende paa Beviserne, der dog vel maatte have virket stærkest den Gang de skeete, dog tilføier: »salig Den, som ikke forarges paa mig«, det er, han beraaber sig saaledes paa Beviserne, at han nægter dem at være Veien til ham. Det er som vilde han sige til Johannes's Disciple, at disse skulde sige det til Johannes, hvad der saaledes siges til os Alle: ad Bevisernes Vei kommer Ingen til mig; agt paa dem, at Du maa blive opmærksom – og saa, ja salig Den, som ikke forarges paa mig.
✂ O, rædsomme Modsætning, o Afskyelighed: denne Indbildskhed og Dumhed, med hvilken man har trodset paa Beviserne og forraadt Christendommen – og saa den Herre Jesus Christus, der, ogsaa her lidende, 107vel hentyder til Beviserne, men saa, næsten bedende for den Enkelte, tilføier: salig Den, som ikke forarges. O, Lidelsernes Hemmelighed, at maatte være Forargelsens Tegn for at kunne være Troens Gjenstand! Saa bekymret gik han paa Jorden, ►han der af Kjerlighed kom til Jorden; ak, han forstod, som intet Menneske forstod eller kan forstaae det, hvor uendelig vanskelig det er at blive Christen. Mon han glædes ved, at man paa den letsindigste Maade indbilder Tusinder og Tusinder, at de ere Christne!
✂ 1002) ►►Joh.VI. 61. – ►Christus siger om sig selv, at han er det levende Brød, »om Nogen æder af dette Brød, han skal leve« (►51). ►Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: hvor109ledes kan denne give os sit Kjød at æde? (►52). Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke æde Menneskenes Søns Kjød og drikke hans Blod, have I ikke Livet i Eder (►53). ►54. 55. 56. 57. Selv ►mange af hans Disciple, der de det hørte, sagde: denne er en haard Tale, hvo kan høre ham? (►60), saa Jesus, ►der han vidste ved sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde til dem: forarger dette Eder? ►(61) ►62. Og af ►V.►66 sees, at fra den Tid traadte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham.
✂ Altsaa efter den Maalestok forargede disse Ord dengang, at selv Disciple, mange Disciple faldt fra. Nu, i Christenheden, forarge de ikke mere. Ja, det forstaaer sig, den sande Christen forarge de ikke, thi han troer. Men for at være blevet troende, maa han have ►passeret Forargelsens Mulighed forbi, og den er det, der er afskaffet i Christenheden. Man sætter nu disse Ord i Forbindelse med Nadveren, ►man har udviklet en Lære om Christi Legemes Ubiqvitet; og ►ved det man i Christenheden har en phantastisk Christus-Skikkelse, saa er alt Dette hverken ubegribeligt eller paa nogen Maade indeholdende Forargelsens Mulighed.
✂ Men Christenhedens Phantasterier maae vi nu engang slaae en Streg over. Vi gaae til Samtidighedens Situation.
✂ Altsaa et enkelt Menneske, ►at see til som alle andre, han taler saaledes om sig selv! Hvad Under vel, at man forargedes, at de splittedes ad og gik hver til Sit, forargede, ►mange af Disciplene med. Og som hiint veemodige Ord »salig Den, som ikke forarges paa mig«, saa følger ogsaa her et lignende, idet ►Christus siger til de Tolv: monne og I ville 108gaae bort? (►67). Ak, thi Christus forstod det selv, som intet Menneske kan forstaae det, hvor vanskeligt det er at blive Troende. Lidende er han ogsaa her; han vil frelse Alle – men for at frelses maae de gjennem Forargelsens Mulighed, o, og det er ►som kom han, fordi Alle forarges paa ham, næsten til at staae ene, han, Frelseren, der vil frelse Alle! Lidelsers Hemmelighed, som intet Menneske kan fatte dem eller den: selv at 110 være Forargelsens Tegn for at være Troens Gjenstand! Og derfor er det saa bevæget dette Ord: monne og I ville gaae bort; det er saa lidende, næsten som vilde han sige: skal jeg da, jeg som kom for at frelse Alle, jeg, hvis Kjerlighed intet, intet Menneske fatter: skal jeg være bragt dertil, at101 der var slet Ingen, jeg blev til Frelse for. O, ►at staae med aabne Arme og sige »kommer hid!« – og at saa Alle flye, ja ikke blot flye, men flye forargede! O, at være ►Verdens Frelser! Og derfor gjenlyder denne Liden i ►det Glædens Ord til 👤Peder: salig est Du, 👤Simon, 👤Jonas's Søn.
✂ Men nu til Stedet selv for at vise, at Forargelsen er i Retning af Høiheden; dette blot atter erindret, at den historiske Beretning om, hvilken Forargelse Ordene vakte, maa være den sikkre Borgen for, at de samme Ord i samme Situation væsentligen ►ville vække samme Forargelse. Det er i Samtidighedens Situation med et enkelt Menneske, et Menneske som andre – og han taler om sig selv paa en saadan Maade! Han bestemmer sig selv saaledes overmenneskelig aandelig, at han taler om at æde hans Kjød og drikke hans Blod, saa phantastisk som muligt i Retning af en guddommelig Egenskab: ►Allestedsnærværelse, og dog anden Gang saa ⓘ paradoxt som muligt, at ►det er hans Kjød og Blod; han siger, at ►kun Den, der æder hans Legeme og drikker hans Blod, vil han opreise paa den yderste Dag – dog vel i de meest afgjørende Udtryk at bestemme sig som Gud. Han siger, han er ►det Brød, som kommer ned fra Himlen – atter et afgjørende Udtryk i Retning af det Guddommelige. Og da han vidste, at hans Disciple knurrede over dette, og fandt det en haard Tale, siger han: »forarger dette Eder«, og tilføier saa det endnu stærkere: ►»hvad om I da faae at see, at Menneskens Søn farer op, hvor han var før«. Altsaa han, saa langt fra at give efter eller slaae af, ligefrem gjør sig til noget fra det at være Menneske aldeles Forskjelligt, gjør sig til det Guddommelige – han, et enkelt Menneske.
✂ Ja, naar man lever hen beruset i Indbildninger, naar man lader Phan109tasien danne en phantastisk Skikkelse af Chri111stus, til hvilken man selv forholder sig paa Phantasi-Anskuelsens Afstand: ja, saa mærker man maaskee ikke Forargelsen. Men i Virkeligheden, i Sandheden, ɔ: i Samtidighedens Situation med hiint enkelte Menneske, hvis Herkomst man veed Beskeed om, hvem man kjender fra Gaden o. s. v. – skulde virkeligen Nogen ville ►falde paa at nægte, at her er Forargelsens Mulighed kun til at undgaae paa een eneste Maade, ved at troe. Men Den, som troer, han har for at komme til at troe maattet passere Forargelsens Mulighed.
102
Tillæg
✂ ►Disse tvende Steder ere de eneste, hvor Forargelsens Mulighed i Retning af Høiheden udtrykkelig nævnes. Men som den, hvad der ligger i Sagen selv, har været tilstede i ethvert Øieblik, hvor han (Gud-Mennesket), han dette enkelte Menneske talede eller handlede i Retning af Bestemmelsen Gud: saaledes er den ogsaa ofte nok ellers antydet i den hellige Skrift. Fremstillingen gjør forøvrigt aldeles ingen Fordring paa at optælle alle Steder, en exegetisk Fortjeneste der her vilde være aldeles overflødig og maaskee endog forvirrende, for saavidt den gav det Udseende af, at Forargelsens Mulighed blot de og de Gange havde været tilstede, istedetfor at den er det i ethvert Øieblik. – Saaledes ►►Matth.IX. 4 (Fortællingen om den Værkbrudne), naar der Christus siger til Pharisæerne ►»hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter«: da ere disse onde Tanker Forargelsen. At tilgive Synder er i meest afgjørende Forstand en Bestemmelse i Retning af Gud. Men, for atter at gjentage, naar man kun har et phantastisk Billede af Christus, saa finder man det maaskee i sin Orden, at han tilgiver Synder, uden at man mærker Forargelsens Mulighed. I Virkeligheden derimod, i Sandheden, ɔ: i Samtidighedens Situation: et enkelt Menneske som andre, at han vil tilgive Synder! Der er kun een Maade at undgaae Forargelsen paa, ved at troe; men Den, der troer, er ►gaaet Forargelsens Mulighed forbi. – ►►Matth.XII. 24, hvor Pharisæerne, da 112 Christus havde helbredet en Besat, der var blind og stum, sige: »denne uddriver ikke Djævle uden ved 👤Beelzebul, Djævelenes Øverste« – naar det saa hedder ►»Jesus, som vidste deres Tanker«: da ere disse Tanker igjen Forargelsen. – ►►Matth.XXVI. 64. 65, da Christus siger: 110»nu herefter skulle I see Menneskens Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himlens Skyer« – og Ypperstepræsten udraaber: »han bespotter Gud, see, nu have I hørt hans Bespottelse«: saa er det jo Forargelsen vi høre. – ►►Joh.VIII., 48. ►52. 53. ►Hele Fortællingen om den Blindfødte. ►►Joh.X., 20. ►30. 31. ►33.
✂ Ved hvert et Ord i Retning af Bestemmelsen: Gud, ved hver en Gjerning i den Retning, saa er Forargelsens Mulighed; i Samtidighedens Situation vil Enhver blive opmærksom paa den. ►Men i Christenheden ere vi Alle blevne Christne uden at mærke Noget til nogen Forargelsens Mulighed over, at et enkelt Menneske taler og handler i Retning af at være Gud – vi ere Alle blevne Christne, det forstaaer sig, Christen bliver man kun i Samtidighedens Situation103 med Christus; og i Samtidighedens Situation vil ogsaa Enhver blive opmærksom. Men i Christenheden ere vi alle blevne Christne uden at mærke Noget til (hvad der blandt Andet ogsaa er ►det Christeliges Værge mod, og dødbringende for den »spekulative Begriben«) Forargelsens Mulighed, ja, som det synes, endog uden at bemærke, at det er Jesus Christus selv, der gjør opmærksom paa, at Forargelsens Mulighed er tilstede – og han er dog ►vistnok, den Sag ►betræffende, lige saa vel underrettet som samtlige ►d'Hrr. speculative theologiske Professorer, uden hvis Hjælp og Bistand jo ogsaa, som bekjendt, Christendommen er kommet ind i Verden, hvorimod det vel var muligt, hvis der ellers Intet var til Hinder, at den ved deres Hjælp og Bistand kunde blive ►praktiseret ud af Verden.
104
113
111
C
✂ Den væsentlige Forargelses Mulighed i Retning af Ringheden, at Den, der udgiver sig for at være Gud, viser sig at være ►det ringe, fattige, lidende, tilsidst afmægtige Menneske.
✂ Man forarges altsaa ikke over, at han er Gud, men over, at Gud er dette Menneske (►»see hvilket Menneske!«), hvad enten man nu virkelig var ifærd med at troe, at han var Gud, eller man blot overveiende betænker denne uendelige Selvmodsigelse: at Gud skulde være et saadant Menneske. I det Foregaaende sagde Den der var ifærd med at forarges, Den der var standset ved Forargelsens Mulighed: et enkelt Menneske som vi vil være Gud. Her siger Den, der er standset ved Forargelsens Mulighed: antaget et Øieblik, at Du er Gud, hvilken Daarskab og Afsindighed, at Du da er dette ringe, fattige, afmægtige Menneske!
✂ 1) ►►Matth.XIII, 55. ►Mc. VI, 3. – »Er denne ikke den Tømmermands Søn? Hedder ikke hans Moder 👤Maria? og hans Brødre 👤Jakob og 👤Joses og 👤Simon og 👤Judas? Og ere ikke alle hans Søstre hos os? Hveden haver denne da alt dette? Og de forargedes paa ham.«
✂ Forargelsens Retning er forøvrigt her tvetydig. For saavidt man ►urgerer: »hveden har han alt dette«, saa opløses Forargelsen i den foregaaende Form, de forarges over, at han, 114 dette ringe Menneske skulde være det Overordentlige, være Gud. Men den kan ogsaa være omvendt: de forarges over, at Gud skulde være Søn af en Tømmermand, og Disse hans Familie. Forargelsens Retning er her tvetydig, og saaledes ogsaa i saadanne Yttringer som ►►Joh. VII, 27 og ►48.
✂ 112Dog naar man kun har en phantastisk Forestilling om Christus, naar hverken han er det enkelte Menneske, som staaer lige over for En, ei heller hans Fader, Tømmermanden, et virkeligt enkelt Menneske, som man godt kjender, og ligeledes de øvrige Slægtninge: 105saa er det nok muligt ikke at forarges. Men, hvis man ikke er saaledes samtidig med Christus, saa er det ogsaa umuligt at blive Christen.
✂ 2) ►►Matth.XXVI, 31. ►33. ►Mc. XIV, 27. ►29. – Her er Forargelsens Mulighed ganske utvetydigt i Retning af Ringheden. Talen er jo om Disciplene, som altsaa havde troet, at han var Den, han sagde sig at være, Talen er om, at de ville forarges paa ham. Men deres Forargelse er jo dog vel umulig i Retning af Høiheden, at han, deres Lærer og Mester ikke skulde være det, han sagde sig, nei, det troe de jo. Den er i Retning af Ringheden, at Han, den høit Ophøiede, ►Faderens Eenbaarne, at han skulde lide saaledes, afmægtig gives i sine Fjenders Vold. – Naar man taler om ►👤Peders Fornægtelse, pleier man gjerne i Fremstillingen at ►forskylde en af disse ►Climaxer, der have det Dialektiske lige stik imod sig, saa det er en Anticlimax, uden at Taleren mærker det, fordi han ingen Anelse har om det Dialektiskes Hemmeligheder, men declamerende lægger Alt, selv Paradoxet, ud i et ligefremt Superlativ, saa det at være Gud bliver et ligefremt Superlativ til det at være Menneske. ►Taleren siger, at det havde allerede været strafværdigt af 👤Peder at fornægte Christus, hvis Christus blot havde været et Menneske – og nu, da Christus var den, han var! Man glemmer reent, at havde Christus kun været et Menneske, og af 👤Peder kun anseet for et Menneske, havde 👤Peder netop ikke fornægtet ham. Det der nemlig bringer 👤Peder ganske ud af sig selv, det der virker som et apoplektisk Slag paa ham, er just, at han har troet, at Christus var 115 Faderens Eenbaarne. At et Menneske falder i sine Fjenders Vold, og saa Intet gjør, det er menneskeligt. Men at Den hvis almægtige Haand havde ►gjort Tegn og Under, at han nu staaer som afmægtig og lammet, just Det er det, der bringer 👤Peder til at fornægte.
✂ Altsaa til hine to Steder. ►»I denne Nat skulle I alle forarges paa mig. Men 👤Peder svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa Dig, saa vil jeg dog aldrig forarges paa Dig.« Det er den sidste Gang Christus er samlet med sine Disciple før hans Lidelse, og det er om den han taler, han forudsiger den. O, men hvilken uendelig Smerte, en Smerte, som intet Menneske kan begribe, og som ogsaa kun indirecte er 113indeholdt i ►den hellige Fortælling. Thi Christus taler ordknap om, hvad han nu skal lide, ikke videre udførligt om, hvorledes han skal mishandles – og dog forudsiger han sin Lidelse, ak sin Lidelse, ak sin tungeste Lidelse, thi den er just106 denne, at de Alle skulle forarges paa ham, selv 👤Peder. Han forudsiger sin Lidelse, det seer ud som det blot var et Træk med i Beskrivelsen af dens Forfærdelse, at den vil være saa forfærdelig, at selv alle Apostlene ville forarges paa ham: ak, og just dette er Lidelsens Tungeste. O, det Menneske, der kun har Sind og Sands for det Udvortes, mærker vel slet ikke, hvordan Christus forudsiger sin Lidelse, at dette just var den tungeste Lidelse ►i den Nat, der han blev forraadt, i den Nat, ►da han blev haanet, ►bespottet, ►bespyttet, ►hudflettet: dette, at alle forargedes paa ham. Naar man seer ham ►naglet til Korset som en Forbryder, da siger man vel, at aldrig har noget Menneske, menneskelig talt, udrettet saa lidet, og aldrig er, menneskelig talt, nogen Sag saaledes tabt, som han, og hans Sag i det Øieblik. Man glemmer Rædselen, over Rædselen glemmer man »Rædselen«; thi at hans Fjender og det Onde fik Magt over ham: nu vel, derfor kan man dog ikke, menneskelig talt, sige, at det var som forgjæves, at han var kommet til Verden. Men i det Øieblik, da Alle forargedes paa ham, selv 👤Peder: menneskelig talt, hvad var da ikke hele hans Liv som forgjeves! Han vilde frelse Alle, ganske 116 bogstaveligen Alle – og Alle forargedes paa ham, ganske bogstaveligen Alle! Og han har det i sin Magt, ved at forandre sig Noget, ved, i Forholdet til hans elskede Disciple, at holde Lidelsen borte, at fjerne Forargelsens Mulighed – men saa er han ikke Troens Gjenstand, saa er han selv bedragen af menneskelig Medlidenhed, og bedrager dem. O, for menneskelig Forstand uudgrundelige Dyb af Lidelse: at maatte være Forargelsens Tegn for at være Troens Gjenstand!
✂ Men skulde der ellers behøves noget Beviis for, at Forargelsens Mulighed hører med til Troen: saa viste det sig jo her, de forargedes Alle paa ham. Disciplene, som havde troet paa hans Guddommelighed, og i den Retning gaaet Forargelsens Mulighed forbi ved at blive troende, de standse paa Ringheden, paa den Forargelsens Mulighed, der ligger i, at Gud-Mennesket ganske lider i Retning af at være blot Menneske. Det er, ►som sagt blev i første Afsnit: Forargelsens Mulighed, der er ►Troens Værge eller Forsvarsvaaben, er saaledes dobbelttydig, at al menneskelig 114Forstand enten paa den ene eller paa den anden Maade maa komme til at staae stille, maa støde an – for saa enten at forarges eller at troe.
107
Tillæg 1
✂ Foruden de anførte Steder, hvor Forargelsens Mulighed i Retning af Gud-Menneskets Ringhed omtales, er der naturligviis en Mangfoldighed af Steder, hvor der hentydes dertil, hvor Forargelsen antydes, uden at just Ordet nævnes. Saaledes for blot at nævne dette, hele ►Lidelseshistorien.
Tillæg 2
✂ Den Forargelses Mulighed, om hvilken vi her have talet, er altsaa forholdende sig til Gud-Mennesket i Retning af Ringheden.
✂ Hertil svarer saa en Forargelsens Mulighed, som Christus ogsaa omtaler, en Forargelsens Mulighed, der ligeledes er i Retning af Ringheden, naar det viser sig, at ►Discipelen ikke er over Mesteren, men ligesom han. Han er Gud-Mennesket, og 117 man forarges over, at han skal fornedres saaledes. Men nu det at være Christen, det i Sandhed at høre Christus til – naar Han er Det i Sandhed, han ►siger sig at være: saa maa jo det at være Christen være det, menneskelig talt, meest Ophøiede for et Menneske. Og at saa det i Sandhed at være en Christen skal betyde, i Verden, i Menneskenes Øine at være den Fornedrede, at det skal betyde, at lide alt mulig Ondt, al Spot og Forhaanelse, tilsidst at straffes som en Forbryder! Her er atter Forargelsens Mulighed. O, og ogsaa om denne Forargelse gjælder det, den lader sig undgaae, naar Du, enten ►hykkelsk eller i klynkende menneskelig Medlidenhed med Dig selv og med Andre, kun vil være Christen saadan til en vis Grad, saadan paa ►hedensk ne qvid nimis; thi saa bliver Du æret og anseet, Du undgaaer Forargelsens Mulighed, Du udretter saare meget i Verden, Du vinder en stor Mængde til ogsaa saadan at ville være Christne til en vis Grad. Vil Du ikke det, saa maa Du igjennem Forargelsens Mulighed; thi det i Sandhed at være Christen er vel ikke det at være Christus (o, Gudsbespottelse!) men er det at være hans Efterfølger, dog ikke en saadan sminket-pyntelig Efterfølger, der ►profiterer Firmaet og lader Christus have lidt 115for mange, mange Aarhundreder siden; nei, det at være Efterfølger er, at Dit Liv har ►saa megen Lighed med hans som det er muligt, et Menneskes Liv kan have.
✂ Christendommen er ingen Lære, al Tale om Forargelse i Forhold til den som Lære er Misforstaaelse, er at ►enervere Stødet i Forargelsens Anstød, som naar man taler om Forargelse i Forhold til ►Læren108om Gud-Mennesket, Læren om Forsoningen. Nei, Forargelse er enten i Forhold til Christus eller til det selv at være Christen.
✂ Men som man da i Christenheden har forvirret Alt, saa ogsaa Dette, og derved ganske rigtigt opnaaet, at Christenheden er blevet Hedenskab. Der er i Christenheden en evindelig Prædiken om, hvad der saa skeete efter Christi Død, hvorledes han seirede, og hans Lære seierrigt erobrede hele Verden, kort man hører lutter Prædikener, der mere passende kunde ende 118 med Hurra, end med Amen. Nei, Christi Liv her paa Jorden det er Paradigmet; det er i Lighed dermed jeg og enhver Christen skal stræbe at danne mit Liv, og dette er Prædikenens væsentlige Gjenstand, dertil skal den tjene, til at holde mig i Aande, naar jeg vil blive sløv, og til at styrke, naar man bliver forsagt. Saaledes er han jo Paradigmet i Samtidighedens Situation; i den var der ingen Snakken om hvad der saa skeete bag efter. Men Christenheden har afskaffet Christus, derimod vil den – arve ham, hans store Navn, ►profitere de uhyre Følger af hans Liv, ja det er ikke langt fra, at den vil tilegne sig dem som dens egne Meriter, og bilde os ind, ►at Christenheden er Christus. Istedetfor at enhver Generation har at begynde forfra med Christus, og saa at fremstille hans Liv som Paradigma, saa har Christenheden taget sig den Frihed at lægge det hele Forhold reent historisk ud, begynde med at lade ham være død – og ►saa triumpheres der! Christenheden tiltager siden den Tid Aar for Aar i Mængde – hvad Under vel, der pleier jo de Fleste hellere end gjerne at ville være med, hvor det gjælder om hverken mere eller mindre end at triumphere og om ►at ride Herredage ind. Og derfor er i Christenheden det at være Christen noget fra det i Samtidighedens Situation at være Christen saa Forskjelligt som Hedenskab og Christendom.
✂ I Samtidighedens Situation, hvor man hvert Øieblik kunde forvisse sig om, hvorvidt nu Discipelen lignede Mesteren: der var intet verdenshistorisk Snyderi muligt, der var Discipelen dannet efter Paradigmet – 116ikke som i den bestaaende Christenhed, hvor man (antaget hvad jo dog vel Sandhed er, at Christus er Paradigmet), naar man betragter de enkelte Christne, maa blive lige saa forbauset ved Tanken om, at de ere dannede efter Paradigmet, lige saa forbauset, som ►hvis En paastod, at domus declineres efter Paradigmet mensa.
✂ Naar man agter paa, hvorledes der leves i Christenheden, skulde man virkelig troe, at i Hedenskabet maatte da Menneskene have levet aldeles uden jordiske Lidelser og Gjenvordigheder og hvad dertil 109hører – i den Grad er man i Christen119heden gaaet Glip af ►Pointet ►betræffende hvad der er specifik christelig Lidelse, den Lidelse som Christus og Christendommen selv har bragt ind i Verden; i den Grad har Christenheden behaget og behager den sig i at prædike denne hele Remse af jordiske Gjenvordigheder ind i de specifike christelige Lidelsers Kategori. Man har afskaffet den egentlige christelige ►Lidelse »for Ordets Skyld, for Retfærdigheds Skyld o. s. v.«, og derimod maier man de sædvanlige menneskelige Lidelser ud til at være disse, og faaer dem saa – o, Mesterstykke af Bagvendthed! – til at gaae efter Paradigmet. Allerede i Forhold til de mindre religieuse Paradigmer er det Skik og Brug at ►tage dem forfængeligt. En Mands Kone døer. ►Saa prædiker Præsten om ►👤Abraham, der offrer 👤Isaak, og Enkemanden bliver ved ►hans Velærværdigheds Kunst portraiteret som en Slags 👤Abraham, ►et Pendant til 👤Abraham. Der er naturligviis ikke Spor af Mening i den Tale, eller, Præstens Opfattelse er hverken Enkemanden eller 👤Abraham; men Manden synes godt om det, ►han giver med Fornøielse 10 Rbd. derfor, og Menigheden har ikke noget derimod, thi hver især venter paa, at Touren kommer til ham – skulde man ikke ogsaa gjerne give 10 Rbd. for saa nemt at komme til at ligne 👤Abraham! Et saadant Tilfælde som dette: en Mands Kone døer kan ikke gaae efter Paradigmet 👤Abraham. Det er jo dog vel ikke Manden, der har offret Konen, eller, som Præsten ►upaaseet med Bestemthed vilde sige, »har villet slaae sin Kone ihjel«, hun er jo ved Døden afgaaet. Men Pointet i 👤Abraham, dette Forfærdelige der er hans Lidelses uendelig potentserede Anstrengelse, er Ansvaret, at 👤Abraham er den Handlende, som vil gaae hen og offre 👤Isaak. – Og saaledes nu ogsaa i Forhold til »Paradigmet«, Christus og de ►deriverede christelige Paradigmer. Man har ganske faaet det bragt i Glemme, hvad der forstaaes ved den egentlige christelige Lidelse, og de deriverede christelige 117Paradigmer. Man har ganske faaet det bragt i Glemme, hvad der forstaaes ved den egentlige christelige Lidelse; man tager de almindelige menneskelige Lidelser og dem – ja, hvorledes det gaaer til, er over min Forstand – men 120 dem faaer man til at gaae efter de christelige Paradigmer. Dersom man i Modsætning til den rene Christendom vilde kalde dette den anvendte Christendom, saa kan man med Sandhed sige, den er meget slet anvendt.
✂ Det Afgjørende i den christelige Lidelse er: Frivilligheden og Forargelsens Mulighed for den Lidende. ►Der læses om Apostlene, 110at de forlode Alt for at følge Christum efter. Det var altsaa frivilligt. Nu er der i Christenheden en Mand, der er saa uheldig at tabe Alt hvad han eier og har; han har ikke opgivet det Mindste, han har tabt Alt. Saa studerer da Præsten brav paa ►en Trøstetale; men hvad enten det ligger i den megen »Studeren« eller hvori det nu ligger, det ⓘ løber surr for hans Velærværdighed, det at tabe Alt og det at opgive Alt bliver Synonymer, han faaer det at tabe Alt til at gaae efter Paradigmet at opgive Alt, skjøndt Forskjellen er uendelig. Naar jeg nemlig frivillig opgiver Alt, vælger Fare og Besværligheder, saa er det umuligt at undgaae Anfægtelse (hvilken igjen særligt er det Christeliges Kategori, men naturligviis afskaffet i Christenheden), der kommer med Ansvaret (som igjen svarer til det Frivillige), naar det hedder: ja, hvorfor vilde Du udsætte Dig derfor og begynde paa Sligt, Du kunde jo lade det være. Dette er specifik christelig Lidelse, den er en heel Tonart dybere end de almindelige menneskelige. Naar jeg nemlig taber Alt, har jeg intet Ansvar, og der er Intet Anfægtelsen kan faae fat paa. Men i Christenheden har man ganske afskaffet det Frivillige, og saaledes ogsaa paa den Maade afskaffet Forargelsens Mulighed, for saavidt nemlig det Frivillige ogsaa er en Form af Forargelsens Mulighed; man lever aldeles hedensk, finder det i sin Orden vittigt at ►ridiculisere det Frivillige som en latterlig Overdrivelse eller et ►qvid nimis. De uundgaaelige menneskelige Lidelser maa man nu engang finde sig i, ligesom i Hedenskabet, men saa prædiker man dem op til at være de christelige Lidelser, prædiker dem sammen med Christus og Apostlene. Jeg forpligter mig til at gjøre det Experiment, at tage hedenske Skrifter, som jeg ikke væsentlig skal forandre Noget i, men blot paa enkelte 121 Steder anbringe Christi Navn: saa skal jeg faae Folk til at troe, at det er en Prædiken eller ►Betragtning af en Præst, en Prædiken, maaskee endog ►118en Prædiken udgiven efter Opfordring af Flere, altsaa af flere Christne, thi vi ere jo alle Christne, Præsten med.
✂ Hvad Under saa, at man i Forhold til det at være Christen slet ikke mærker Noget til Forargelsens Mulighed. Men i Samtidighedens Situation med Christus, det er, den Gang det var, og naar det er Sandhed med at være Christen, da var det at være Christen forbundet med Forargelsens Mulighed, den Christne maatte sit eget Liv betræffende opdage Forargelsens Mulighed, og Spørgsmaalet var, om han nu vilde forarges eller troende vedblive at være Christen. 111I den almindelige menneskelige Lidelse er ingen Selvmodsigelse; der er ingen Selvmodsigelse i, at min Kone døer, hun er jo dødelig; ingen Selvmodsigelse i, at jeg taber min Eiendom, den er jo tabelig o. s. v. Først hvor Lidelsens Selvmodsigelse kommer, der kommer ogsaa Forargelsens Mulighed, hvilken som sagt er uadskillelig fra det at være Christen, ►som ogsaa Christus selv fremsætter det.
✂ ►At dette er saaledes, at det egentlig er Selvmodsigelsen, der constituerer Forargelsens Mulighed, sees ogsaa af det afgjørende Sted om Forargelse i Almindelighed: ►►Matth. XVIII. 8. 9. Forargelsens Mulighed ligger i den Selvmodsigelse, at Midlet synes uendelig værre end Sygdommen. ►»Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig. Det er dig bedre at gaae halt eller en Krøbling ind til Livet, end at have to Hænder og to Fødder og kastes i den evige Ild. Og dersom dit Øie forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig. Det er dig bedre at gaae eenøiet ind til Livet, end at have to Øine og kastes i Helvedes Ild.« Christus taler om Forargelse, men see, christelig forstaaet, kommer egentlig Forargelsens Mulighed (den egentlige Forargelsens Mulighed, den som forholder sig til det at blive Christen) først frem ►paa andet Sted: Midlet, som Christus anbefaler for at frelse sig fra Forargelsen. ►Det naturlige Men122neske har ogsaa Noget han kalder Forargelse, Noget han kalder Kjerlighed o. s. v.; men ligesom ►Det, det naturlige Menneske kalder Kjerlighed, christeligt er Selvkjerlighed, saaledes er Det hvad det naturlige Menneske kalder Forargelse en blot foreløbig Bestemmelse, og først idet Christendommen anpriser Midlet derimod, bliver Forargelsens Mulighed til; thi i Forholdet til dette Middel ligger jo Afgjørelsen: at blive Christen eller at forarges. Det naturlige Menneske beflitter sig paa en vis borgerlig Retfærdighed, og idet han da 119saaledes stræber, er der saa Noget, der forarger ham, hans Øie eller hans Haand. Ubetinget er det ikke hans Agt at give efter for Forargelsen, han vilde dog nok frelse sin borgerlige Retfærdighed, naar det paa en lempelig Maade lod sig gjøre, og Offeret, der kræves, dog kun er til en vis Grad. Men nu kommer Christendommen og siger: vil Du undgaae Forargelsen, saa hug Haanden af, riv Øiet ud – ►lad Dig gilde for Himmeriges Skyld (►Matth. XIX. 12): Dette er det egentligen, der er det naturlige Menneske til Forargelse. Et saadant Middel, det er jo Afsindighed, det er jo uendelig meget værre end Sygdommen – og hvorfor skulde jeg gjøre det? Dertil svarer Christendommen: for at undgaae Forargelsen, 112eller den siger det Samme paa en anden Maade: for at indgaae til Livet.
✂ Dette vil sige, Christendommen lægger det uendelige Eftertryk paa at indgaae til Livet, paa den evige Salighed som det absolute Gode, og derfor igjen uendeligt Eftertrykket paa at undgaae Forargelsen. Det der derfor egentlig er til Forargelse, er den uendelige Lidenskab, med hvilken den evige Salighed opfattes, hvilken svarer til den uendelige Frygt for Forargelse. Dette er just det naturlige Menneske til Forargelse; en saadan Forestilling har det naturlige Menneske ikke og vil det naturlige Menneske ikke have om den evige Salighed, og derfor da heller ikke om Forargelsens Fare.
✂ I den bestaaende Christenhed er naturligviis denne som al anden Forargelsens Mulighed i Grunden afskaffet – i den bestaaende Christenhed bliver man paa den lysteligste Maade af Verden Christen uden at mærke det allermindste til Forargel123sens Mulighed. Det naturlige Menneske har i den bestaaende Christenhed ►faaet sin Krig frem. Der er ingen uendelig Modsætning mellem det Christelige og det Verdslige. Det Christelige forholder sig i det Høieste som en ►Potentsation (og nærmest under Bestemmelsen: Dannelse) til det Verdslige, men ligefrem, det er en ganske regelmæssig Comparation, hvis Positiv er: den borgerlige Retfærdighed. Slige voldsomme Forholdsregler som de, Christendommen anpriser for at undgaae Forargelse, behøves ikke i den bestaaende Christenhed. Man gaaer ud fra det Verdslige; iagttagende den borgerlige Retfærdighed (god – bedre – bedst) indretter man sig saa beqvemt som muligt i Alt hvad man kan skrabe sammen af Verdslighedens Goder – det Christelige røres ind med deri som en 120Tilsætning, en Ingredients, der stundom næsten tjener til at raffinere Nydelsen. Der er ingen uendelig Modsætning mellem det Christelige og det Verdslige, Forargelsens Fare har da ikke saa skrækkeligt at betyde – omtrent lige saa meget som Saligheden. Det Christelige forholder sig ligefrem til det Verdslige, er en Bevægelse paa Stedet, det er en fingeret Bevægelse.
✂ Hvad Under saa, at man ikke mærker Noget til Forargelsens Mulighed i Forhold til det at være og blive Christen; og hvad Under saa, at den bestaaende Christenhed er som lutter Meningsløshed. Thi at en Mand, fuldt og fast, derfor ►i Frygt og Bæven forvisset om, at kun i Troen paa Christus er Salighed, ►uden for den evig Fortabelse, og at Forargelsen er Faren – at han kunde faae i Sinde at vove Alt, deri er der Mening. Men i den bestaaende Christenhed leve vi saadan 113Alle i en dvask og ►Intet mindre end lidenskabelig Forvisning om, at vi nok Allesammen saadan blive salige. Hvor skulde saa Forargelsens Mulighed komme fra for det naturlige Menneske i Henseende til det at blive Christen – thi den alvorlige Christen maatte vel i en anden Forstand finde det Hele med den bestaaende Christenhed i høi Grad forargeligt. Men naar Forargelsens Mulighed atter just ligger i, at den evige Salig124hed anslaaes saa høit i Priis: saa er jo Forargelsens Mulighed borttaget, naar man ikke har videre at gjøre i den Henseende end at være født i Christenheden. Saasnart derfor En i den bestaaende Christenhed vilde udtrykke den uendelige Lidenskab i Forhold til Bekymring for en evig Salighed, ►det er vilde udtrykke, at han er Christen: saa vil den bestaaende Christenhed i en vis Forstand faae Øinene op, opdage Forargelsens Mulighed, som denne viste sig og viser sig i Samtidighedens Situation med Christus. Thi der bliver det Alvor, og derfor bliver det naturlige Menneske opmærksom paa den Selvmodsigelse, at man, for at undgaae en Fare, om hvilken han maatte sige: naa, Ulykken var da ikke saa forskrækkelig, om man en Gang forargedes, skulde bruge et saa forfærdeligt Middel som, ►at afhugge Haanden, at udrive Øiet, at gilde sig selv.
✂ Men nu til de tvende Steder, hvor den Forargelsens Mulighed omtales, som forholder sig til det at blive og være Christen i Retning af Ringheden, den Forargelsens Mulighed, der afledet svarer til Forargelsens Mulighed i Retning af Gud-Menneskets Ringhed og Fornedrelse.
✂ 1) ►►Matth.XIII, 21. ►Mc. IV, 17. Det er Parabelen om Sædearterne. Der 121hedder det. »Men det som er saaet paa Steengrund, er den, som hører Ordet og annammer det strax med Glæde ... Men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax.«
✂ Det Eftertrykket ligger paa er »for Ordets Skyld«. I ►Prædikeforedraget, der til Vederlag stundom trykker stærkt paa det at tjene Penge for Ordets Skyld, ligger naturligviis Eftertrykket ikke her. Man prædiker christeligt om, at et Menneske ►gjennem mange Trængsler maa indgaae i Himmeriges Rige, at Trængsel maa til. Ypperligt, det er ganske rigtigt Christendom! Men naar man saa hører nærmere efter, opdager man med Forundring, at disse mange Trængsler det er saadan Sygdom, Pengeforlegenhed, ►Bekymring for næste Aar, hvad man skal spise, eller Bekymring for »hvad man spiste ifjor, 114men endnu ikke har betalt«, eller at man ikke bliver til 125 det, man havde ønsket at blive i Verden, eller andre ►Fataliteter. ►Derom prædiker man christeligt, man græder menneskeligt, og afsindigt bringer man det i Forbindelse med 📌Gethsemane. Dersom det var gjennem disse mange Trængsler man indgik i Himmeriges Rige, saa maatte jo Hedningerne ogsaa indgaae i Himmeriges Rige, thi de gik gjennem de samme. Nei, denne Prædikemaade er paa en høist farlig Maade Christendommens Afskaffelse, tildeels endog blasphemisk.
✂ Der maa en lille nærmere Bestemmelse til disse Trængsler og Gjenvordigheder. Den er indeholdt i Christi Ord: for Ordets Skyld. Christus taler ikke om de forkjelede Mennesker, der ubetinget ikke leve halvt saa dygtigt som Hedningerne, disse forkjelede Mennesker, der ville være Christne, og saa, naar blot en almindelig menneskelig Lidelse hænder dem, ikke længere ville være Christne. Nei, disse taler han ikke om, det vil da sige, naar Talen er om at forarges; thi ellers ►siger han jo i samme Parabel, at Gjerrighed, Bekymring for Næring o. D. qvæler den gode Sæd. Men »Forargelse« er en ganske bestemt Tanke, saa man ganske nøiagtigt kan vise, om Forargelsens Mulighed er tilstede eller ikke. Og derom taler Christus; han taler om Dem, som forarges, naar Trængsel og Forfølgelse kommer for Ordets Skyld. Thi, lærer han, det at der kommer Trængsel og Forfølgelse for Ordets Skyld, det er den Selvmodsigelse, hvori Forargelsens Mulighed er.
✂ Christendommen forkynder sig jo at være Trøst, og Lægedom og Helbredelse – nu ja, saa henvender man sig altsaa til den, som man 122henvender sig til Den, hos hvem man søger Tilflugt, takker den, som man takker en Hjælper; thi ved Hjælp af den eller ved dens Hjælp mener man at skulle bære den Lidelse, under hvilken man sukker. Og saa, saa skeer lige det Modsatte. Man ►flyer til Ordet for at søge Hjælp – og saa kommer man til at lide for Ordets Skyld. Og det er ikke med Lidelsen, som naar man indtager et Lægemiddel eller underkaster sig en Cuur, at Helbredelsen kan være forbunden 126 med nogen Smerte, hvilken man jo underkaster sig, og hvori ingen Selvmodsigelse er. Nei, Trængselen og Forfølgelsen kommer over En, fordi man har henvendt sig til Christendommen om Hjælp. See, naar ►det saaledes trækker sammen, saa formørkes den menneskelige Forstand, saa den hverken veed ud eller ind, eller hvilket der er hvilket. Hvad er saa Christendommen, hvad skal den saa til; man søger Hjælp hos den, man er villig til ubeskriveligt at takke 115den, og saa skeer lige det Modsatte, man kommer til at lide for dens Skyld – saa synes der virkelig ikke at være Noget at takke for. Nu er Forstanden standset paa Forargelsens Mulighed. Hjælpen seer ud som en Plage, Lindringen som en Byrde; Enhver, der staaer udenfor, maa sige: han er da gal, at han vil udsætte sig for alt Det – og den Lidende troede, at han skulde hjælpes. Lad mig endnu engang gjøre dette tydeligt, dette »for Ordets Skyld«. Naar jeg som Syg henvender mig til en Læge, saa kan han maaskee finde det fornødent at foreskrive en meget ►piinlig Cuur – deri er ingen Selvmodsigelse, at jeg underkaster mig den. Nei, men derimod dersom jeg pludselig seer mig i Trængsel, en Gjenstand for Forfølgelse, fordi, fordi jeg har henvendt mig til den Læge: ja, saa er det en Selvmodsigelse. Lægen har maaskee bekjendtgjort, at han kan hjælpe mig for den Sygdom, jeg lider af, muligt han ogsaa kan det – men der er et ►aber, som jeg slet ikke havde tænkt paa. Det at jeg indlader mig med den Læge, slutter mig til ham, det er det, som gjør mig til en Gjenstand for Forfølgelse; her er Forargelsens Mulighed.
✂ Og saaledes med Christendommen. Nu gjælder det, vil Du forarges, eller vil Du troe. Vil Du troe, saa trænger Du gjennem Forargelsens Mulighed, ►tager Christendommen an paa ethvert Vilkaar. Saa gaaer det; saa blæse være med Forstanden; saa siger Du: enten den nu er Hjælp eller Plage, jeg vil kun Eet, jeg vil tilhøre Christus, jeg vil være Christen.
✂ Forargelsens Mulighed er forøvrigt, som let sees, i Retning af Ring123heden, at dette uendelig Ophøiede, at være Christen, skal være det Foragtede, Bespottede, Bespyttede, og en 127 Forbrydelse. Men er Forholdet rigtigt, er den saaledes Mishandlede i Sandhed en Christen, saa ►ligner han ogsaa Forbilledet saa meget, som det er et Menneske muligt at ligne det. Men Modsigelsen er der, som er Forargelsens Mulighed: ►at straffes fordi man gjør det Gode.
✂ 2) ►►Joh.XVI. 1, og til Oplysning ►►Matth.XVI, 23. – Christus har talet om, hvad der ventede Apostlene, naar de skulde vidne i Verden om ham. ►»Dette haver jeg talet til Eder, at I skulle ikke forarges. De skulle udelukke Eder af Synagogerne; ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslaaer Eder, skal mene, han viser Gud en Dyrkelse«.
✂ Forargelsens Mulighed er, hvad let sees, i Retning af Ringheden. Ligesom det at være Gud-Mennesket, at det skulde betyde at lide en Forbryders Straf, er til Forargelse, saaledes ogsaa det at være ►en 116Udsending fra Faderens Eenbaarne, at det skal betyde at ►blive forfulgt, udstødt af Samfundet, tilsidst ihjelslagen – og saaledes, at Enhver, som gjør det, skal mene at gjøre Gud en Dyrkelse.
✂ Modsigelsen, i hvilken Forargelsens Mulighed ligger, er let at see: at det at mishandle Guds Udsendinge, at det end ikke skal kaldes en Uret, men ansees for en Gudsdyrkelse, saa Forholdet vendes aldeles om: Apostelen bliver mishandlet – og De, der gjøre det, blive høit ærede og anseete, og netop som gudfrygtige og fromme Mænd. Dette Forhold kan ingen menneskelig Forstand udholde, den standser paa Forargelsens Mulighed, og det gjælder nu enten at troe eller at forarges. Saaledes i Forholdet til Apostlene eller de første Christne. Man skulde forøvrigt synes, at det var saa vanvittigt som muligt, men det er ganske vist, at i Christenheden er dog Forholdet blevet et endnu vanvittigere, da begge Parter ere Christne. At Hedningen meente at gjøre sin Gud en Tjeneste ved at slaae en Apostel ihjel, er ikke afsindigt, som derimod det, at den »sande Christen« i »Christenheden« bliver forfulgt – og at saa »de Christne« mene at dyrke Gud og »Christus« dermed.
✂ Altsaa Christus siger dem det forud, at de ikke skulde forarges, at de derimod maatte bevares i Troen; thi i Troen ere 128 de frelste ud af Forargelsens Mulighed. Naar et Menneske lever saaledes, at han ingen høiere Maalestok for Livet kjender end Forstandens, saa er hele hans Liv Relativitet, kun arbeidende for relative Formaal; han foretager sig Intet 124uden at Forstanden nogenlunde ved Hjælp af Sandsynlighed kan tydeliggjøre ham Fordeel og Tab, kan svare ham paa det Spørgsmaal, hvorfor og hvortil. Anderledes med det Absolute. Ved første Øiekast forvisser Forstanden sig om, at dette er Afsindighed. At ►udvise et heelt Liv til Lidelse, til Opoffrelse, er ⓘ Forstandens Afsindighed. Skal jeg underkaste mig en Lidelse, skal jeg offre Noget eller paa nogen Maade opoffre mig selv, siger Forstanden, saa skal jeg ogsaa kunne vide, hvad Gavn og Fordeel jeg kan have deraf, ellers er jeg da gal om jeg gjør det. Men at sige til et Menneske: gaa nu ud i Verden, det vil saa gaae Dig saaledes, Du vil blive forfulgt Aar efter Aar, og det ender med, at Du tilsidst paa en rædsom Maade kommer af Dage – saa siger Forstanden: hvad skal det til? Ja det skal til Intet, det er Udtrykket for, at der er noget Absolut til. Men dette ►er netop Forstanden til Forargelse.
✂ Og her seer man ogsaa, hvorledes det hænger sammen med en Indvending mod Christendommen, som ofte er gjort, og som i en 117vis Forstand er ganske rigtig, i ethvert Tilfælde har mere Mening i sig end det pjankede Forsvar for Christendommen, man i denne Henseende almindeligviis fører. Indvendingen er, at Christendommen er menneskefjendsk, som de Christne jo i Christendommens første Tid bleve kaldte ►odium totius generis humani. Hermed hænger det saaledes sammen. I Forhold til Det, som ►det naturlige Menneske, der elsker sig selv selvisk eller elsker sig selv ►fruentimmeragtigt, anseer for Kjerlighed, Venskab og Deslige, er Christendommen som et Had til det at være Menneske, den største Forbandelse og Plage over det at være Menneske. Ja, selv det dybere Menneske kan have mange svagere Øieblikke, hvor det er ham, som var Christendommen Menneskefjendskab; thi i de svagere Øieblikke vil han kjæle for sig selv, klynke, have det godt i Verden, leve hen i stillere Nydelse. Det er ►det Qvindagtige i Menne129sket; og derfor er det ogsaa ganske vist og sandt, at ►Christendommen har en Mistanke til Ægteskabet, og ønsker, blandt de mange gifte Tjenere den har, dog nok ogsaa at have en ugift Person, et eenligt Menneske, fordi Christendommen meget godt veed, at med Qvinden og Elskov o. s. v. kommer alt dette Svagere og Kjelne op i et Menneske, og at, for saavidt Manden ikke selv hitter derpaa, Hustruen ►ordentligviis repræsenterer det med en Ugenerethed, som er yderst farlig for Manden, især for Den der skal i strengere Forstand tjene Christendommen. Saa begynder det med 125dette: ►»hvad vil Du udsætte Dig for alle de Ubehageligheder og Anstrengelser, og al den Utaknemlighed og Modstand. Nei, lad os to nyde Livet i Hyggelighed og Behagelighed. ►Ægteskabet er jo, som Præsten siger, en Gud velbehagelig Stand, ja den eneste Stand, om hvilken dette udtrykkeligen siges, det siges end ikke om den geistlige Stand. Man skal gifte sig; Mere eller Andet fordrer Gud ikke af noget Menneske, det er tvertimod det Høieste; og Du har gjort nok, Du har ►Guds Velbehag, Du har giftet Dig – ►endogsaa anden Gang. Opgiv derfor hine Tanker, de ere dog ikke Andet end Forfængelighed og Galskab; den Lære, der saaledes vil rive et Menneske ud i Verden, den er menneskefjendsk, og da allermindst Christendom, denne, ►som Præsten sagde det i Søndags, denne milde Lære, der saa venlig afhjælper alle Tryk. Hvor kan Du noget Øieblik ►falde paa, at det skulde være Christendom, det som nogle skumle, gustne og menneskefjendske Eneboere, der ingen Sands have for det Qvindelige, hitte paa.«
✂ Dette gjælder allerede i Forhold til de mindre og ubetydelige 118Opoffrelser. Og naar det nu er et heelt Liv om at gjøre, at indvie dette til at offres, uden nogensomhelst Udsigt til Lindring at gaae en saadan Fremtid imøde, frivilligt at paatage sig, at arbeide af yderste Anstrengelse – for at opnaae, ►det er, forvisset om derved at opnaae, at blive Aar efter Aar ►udleet, forfulgt og tilsidst ihjelslagen: o, selv i det stærkeste Menneske, der er Øieblikke, hvor det maa synes ham menneskefjendsk at fordre noget Saadant af et Menneske!
✂ 130Saaledes gik det selv ►👤Peder i Forholdet til Christus, ►►Matth. XVI, 21o. flg. »Da Christus begyndte at give sine Disciple tilkjende, at ham burde at gaae til 📌Jerusalem og lide meget af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes, da tog 👤Peder ham tilside, begyndte at straffe ham og sagde: Herre, spar Dig selv, dette skee Dig ingenlunde«. – Man seer deraf, hvilken overordentlig Sikkerhed et Menneske maatte have, for at turde udsætte sig for den Fare at have en Ven. Thi en Ven hjælper En saavist ikke til at vove og offre, men vel til at prutte og slaae af – og deraf lader det sig forklare, at der tales saa meget til Venskabs Ære og Priis. Dersom derfor et Menneske, der dog efter en ordentligere Maalestok vil det Gode, ikke tør tiltroe sig næsten overmenneskelig Overlegenhed, saa lad ham, i Frygt og Bæven ►holdende sig til Gud, da 126for Alt bruge den Forsigtighed ikke at have en Ven. Thi havde Christus ikke været Christus, saa havde 👤Peder formodentligen seiret.
✂ Altsaa 👤Peder begyndte at straffe ham. Fordi nemlig 👤Peder elskede Christus, fordi han ganske havde hengivet sig til ham, derfor vil han nu venskabeligt, at de To skulle have det godt med hinanden. Han »straffer« ham; thi den sande Ven siger oprigtigt sin Mening, er ikke bange for at tale strengt og straffende, naar Vennen er paa gale Veie, ►det er, ifærd med at ville vove Noget, at ville offre sig for en Sag – deraf lader det sig forklare, at der tales saa meget til Venskabs Ære og Priis; thi for saavidt man maaskee selv næsten er svag nok til dog helst at ville være fri, saa er jo Venskab en herlig Opfindelse, og ►uskatteerligt, at det er Pligt at have en Ven. Han siger: »spar Dig selv«; thi 👤Peder er medlidende og en sand Ven – og derfor heller ikke saa ganske uden Selvkjerlighed, thi det var dog nok ogsaa for sin egen Skyld, at 👤Peder ►tog saa strengt paa. Han siger: »dette skee Dig ingenlunde«; thi at Christus frivilligt skulde ville udsætte sig derfor, det falder end ikke 👤Peder ind, og hvis saa, havde han vel tilladt sig at tale endnu stærkere.
✂ Men Christus svarer: ►viig ⓘ fra mig, 👤Satan! Du er mig 131 en Forargelse; 119thi Du sandser ikke hvad Guds er, men hvad Menneskens er. Her seer man paa en ganske ►mærkelig Maade, hvor Forargelsens Mulighed ligger, samt hvorledes Christenheden, der blot sandser hvad Menneskens er, ved at omdanne Christendommen i Lighed hermed har afskaffet Forargelsens Mulighed. Det hvorfor 👤Peder er Christus til Forargelse, det Modsatte deraf er just Det, hvorfor Christus er 👤Peder til Forargelse. 👤Peder er den elskeligste Udgave af den menneskelige Medlidenhed – men den menneskelige Medlidenhed, og derfor Christus til Forargelse. Christus er det Guddommelige, det Absolute, derfor 👤Peder til Forargelse.
✂ Det Relative er nemlig, indenfor Timeligheden ►at udvise en Tid til Løn for Arbeidet; det Absolute er, ene at vælge Evigheden. Men dette med Evigheden staaer ikke ganske fast for ►det sandselige, det naturlige Menneske, selv det dygtigste, derfor er det Absolute ham til Forargelse. Den Troende betragter hele Livet, som det naturlige Menneske betragter visse Aar af Livet. Det naturlige Menneske finder sig i at lide visse Aar – for saa at høste Lønnen. Den Troende disponerer over hele Livet i Tiden.
✂ Men paa det Absolute staaer Forstanden stille. Modsigelsen er, at forlange af et Menneske, at han skal gjøre den størst mulige Opoffrelse, 127indvie hele sit Liv til at offres – og hvorfor? Ja, der er intet Hvorfor; saa er det jo Galskab, siger Forstanden. Der er intet Hvorfor, fordi der er et uendeligt Hvorfor. Men overalt hvor Forstanden saaledes staaer stille, der er Forargelsens Mulighed. Skal der seierrigt trænges igjennem, saa maa Troen til; thi ►Troen er et nyt Liv. Uden Troen bliver man i Forargelsen – og saa bliver man maaskee noget meget Stort i Verden, gjør overordentlig Lykke, æres og prises af Samtidige som Tidens største Mand o. s. v. – det er ikke umuligt. Thi lad os huske paa, at Forargelsens Dialektik kommer igjen. Dersom ►det var saa, at det at være forarget betydede, at det maatte gaae En ilde i Verden, saa er jo Begrebet hævet, saa er der jo ikke Noget at forarges over; 132 Forargelsens Mulighed ligger jo just i, at det er den Troende, i hvem Verden seer en Forbryder.
✂ Forargelsens Mulighed er forøvrigt, som let sees, i Retning af Ringheden: at det uendelig Ophøiede at leve for det Absolute, at det udtrykkes ved at blive ►et Udskud i Verden, en foragtet, bespottet Gjenstand, som Medlidenheden ynker, medens den dog ogsaa anseer det for en Slags retfærdig Straf, at en Saadan henrettes som en Forbryder.
120
Slutning til B og C
✂ Fremstillingen har nu efterviist den væsentlige Forargelses tvende Former, den har gjennemgaaet de Steder, hvor Christus selv udtrykkelig advarer mod den, den har tillige i Tillæg hentydet til de mange andre Steder, hvor Forargelsens Mulighed, i Forhold til Gud-Mennesket, i den hellige Skrift antydes. Det var ikke dens Agt at gjennemgaae alle, endnu mindre at frembringe det Skin, at det, hvis man omhyggeligt havde gjennemgaaet alle saadanne Steder, kun var i disse Tilfælde at Forargelsens Mulighed viste sig. Nei, Forargelsens Mulighed følger Gud-Mennesket i ethvert Øieblik, enten paa den ene eller paa den anden Maade; ikke følger et Menneskes Skygge ham uadskilleligere end Forargelsens Mulighed Gud-Mennesket, thi Gud-Mennesket er Troens Gjenstand. Gud-Mennesket (og herved forstaaer Christendommen, ►som sagt, ikke dette phantastisk Speculative om Eenheden af Gud og Menneske, men et enkelt Menneske, der er Gud) er kun til for Troen; men Forargelsens Mulighed er netop det ►Frastød, hvori Troen kan blive til – hvis man da ikke vælger at forarges.
121
133
128»Forargelsens« det er den væsentlige Forargelses Tankebestemmelser
✂ I Christenhedens første Tider, hvor selv Vildfarelserne bare et umiskjendeligt Præg af, at man dog vidste, hvorom Talen var, var Vildfarelsen i Forhold til ►Gud-Mennesket enten den, at man paa en eller anden Maade tog Bestemmelsen »Gud« bort (►Ebionitisme o. d.), eller den, at man tog Bestemmelsen »Menneske« bort (►Gnosticisme). I hele det Moderne, der saa umiskjendeligt bærer Præget af, at det end ikke veed, hvorom Talen er, er Forvirringen en anden og langt farligere. ►Man har docerende gjort Gud-Mennesket til hiin speculative Eenhed af Gud og Menneske ►sub specie æterni, eller ►apparent ►i den rene Værens intetstedsværende Medium, istedetfor at Gud-Mennesket er Eenheden af at være Gud og et enkelt Menneske i historisk virkelig Situation. Eller ogsaa har man reent afskaffet Christus, kastet ham bort og ►taget hans Lære hen, tilsidst næsten betragtet ham som man betragter en Anonym: Læren er Hovedsagen, er Alt. Deraf kommer det, at man indbilder sig, at hele Christendommen er lutter ligefrem Meddelelse, i sin Eenfoldighed endnu mere ligefrem end Professorens dybsindige ►Dictata. Meningsløst er det ►forglemt, at Læreren her er vigtigere end Læren. Overalt hvor det er Tilfældet, at Læreren er et væsentlig Medhenhørende, er der en ►Redupplikation, Redupplikationen ligger netop i, at Læreren er 134 med; men overalt hvor der er Redupplikation, er Meddelelsen heller ikke ganske ligefrem Paragraph- eller Professor-Meddelelse; reduppliceret i Læreren derved, at han existerer i hvad han lærer, er den en sig paa mangfoldig Maade forskjelliggjørende Kunst. Og naar nu Læreren, som er uadskillelig fra og væsentligere end Læren, er et Paradox, saa er 129al ligefrem Meddelelse umulig. Men i vor Tid gjør man Alt abstract og afskaffer alt Personligt: man tager Christi Lære – og afskaffer Christus. Dette er at afskaffe Christendommen; thi ►Christus er en Person, og er Læreren, som er vigtigere end Læren. – ►Som jeg i et andet Skrift har stræbt at vise, at Christi Liv, 122det at han har levet, er uendelig vigtigere end alle Følgerne af hans Liv: saaledes er ogsaa Christus uendelig vigtigere end hans Lære. Det er kun et Menneske, om hvem det gjælder, at hans Lære er vigtigere end han selv; at anvende dette paa Christus er en Blasphemi, da det er at gjøre ham til et blot Menneske.
§ 1
Gud-Mennesket er et »Tegn«
✂ Hvad forstaaes ved et »Tegn«? Et Tegn er ►den nægtede Umiddelbarhed, eller den anden Væren forskjellig fra den første Væren. Dermed er ikke sagt, at Tegnet ikke umiddelbart er Noget; men at det er et Tegn, og hvad det er som Tegn, er det ikke umiddelbart, eller er som Tegn ikke det Umiddelbare det er. Et Sømærke er et Tegn. Umiddelbart er det nu ►vistnok Noget, en Stang, en Lygte o. d., men Tegn er det ikke umiddelbart, at det er et Tegn er noget Andet end hvad det umiddelbart er. – Dette ligger til Grund for al Mystifikation ved Hjælp af Tegn; thi Tegnet er kun for Den der veed, at det er et Tegn, og i strengeste Forstand kun for Den der veed hvad det betyder; for enhver Anden er Tegnet det det umiddelbart er. – Selv om ►det ikke er saa, at der er Nogen som har gjort Dette eller Hiint til et Tegn, og der ingen Aftale er med Nogen om, at det skal være et Tegn – naar jeg 135 seer noget Paafaldende og kalder det et Tegn, er Reflexions-Bestemmelsen der. Det Paafaldende er det Umiddelbare, men det, at jeg anseer det for et Tegn (hvilket er en Reflex, Noget jeg i en vis Forstand tager af mig selv), er jo Udtrykket for, at jeg mener, det skal betyde Noget; men dette at det skal betyde Noget, er jo at være noget Andet end hvad det umiddelbart er. Jeg nægter altsaa ikke dets Umiddelbarhed, idet jeg betragter det som Tegn, skjøndt jeg hverken med Bestemthed veed, at det er et Tegn, eller hvad det skal betyde.
✂ Et ►»Modsigelsens Tegn« er et Tegn, der i sig indeholder en Modsigelse. Der er ingen Modsigelse i, at det der umiddelbart er Det og Det, 130tillige er et Tegn; thi der maa jo en umiddelbar Væren til for at kunne være Tegn, bogstavelig Intet er heller ikke et ⓘ Tegn. Et Modsigelsens Tegn er derimod et Tegn, som i sin Sammensætning indeholder en Modsigelse. Der fordres, for at retfærdiggjøre Benævnelsen: Tegn, at der er et Noget, hvorved det drager Opmærksomheden 123paa sig, eller paa Modsigelsen. Men Modsigelserne maae ikke ophæve hinanden saaledes, at det bliver til Intet, ei heller saaledes, at det bliver det Modsatte af et Tegn, en ubetinget Skjulthed. – En Meddelelse, der er Eenheden af Spøg og Alvor, er saaledes et Modsigelsens Tegn. Den er ingen ligefrem Meddelelse, det er umuligt for Modtageren at sige ligefrem, hvilket der er hvilket, just fordi Meddeleren ikke ligefrem meddeler enten Spøg eller Alvor. Alvoren i Forhold til denne Meddelelse ligger derfor paa et andet Sted, eller paa andet Sted, ligger i at gjøre Modtageren selvvirksom – reent dialektisk forstaaet den høieste Alvor i Forhold til Meddelelse. Men en saadan Meddelelse maa dog sikkre sig et Noget, hvorved den drager Opmærksomheden paa sig, hvorved den foranlediger og indbyder til at agte paa Meddelelsen; og paa den anden Side Eenheden af Spøg og Alvor maa heller ikke være Galskab, thi saa er der ingen Meddelelse, medens det, hvis Spøgen eller Alvoren absolut overveier, er ligefrem Meddelelse.
✂ Et Tegn er ikke hvad det umiddelbart er, thi umiddelbart er intet Tegn, da »Tegn« er en Reflexions-Bestemmelse. Et 136 Modsigelsens-Tegn er hvad der drager Opmærksomheden paa sig, og nu, idet Opmærksomheden retter sig mod det, viser sig at indeholde en Modsigelse.
✂ Og ►i Skriften kaldes Gud-Mennesket et Modsigelsens-Tegn – men hvad Modsigelse skulde der vel være i ►den speculative Eenhed af Gud og Menneske overhovedet? Nei, deri er ingen Modsigelse; men Modsigelsen er, og den størst mulige, den qvalitative, mellem at være Gud og at være et enkelt Menneske. At være et Tegn er, foruden hvad man er umiddelbart tillige at være et Andet; at være et Modsigelsens-Tegn er, at være et Andet, der staaer i Modsætning til det, man umiddelbart er. Saaledes med Gud-Mennesket. Umiddelbart er han et enkelt Menneske, ganske som andre Mennesker, ►et ringe, uanseeligt Menneske; men nu Modsigelsen, at han er Gud.
✂ Dog for at denne Modsigelse ikke skal blive en Modsigelse, som er for Ingen, eller ikke er for Nogen – omtrent som naar en Mystifikation 131lykkes saa overordentlig, at dens Virkning er Nul – maa der Noget til for at henlede Opmærksomheden paa den. Hertil tjener væsentligen Miraklet, og et enkelt ligefremt Udsagn om at være Gud. Dog er hverken Miraklet, eller det enkelte ligefremme Udsagn absolut ligefrem Meddelelse; thi saa er eo ipso Modsigelsen hævet. Hvad Miraklet, der er Troens Gjenstand, angaaer, sees dette 124vel let; og hvad det Andet angaaer, at det enkelte ligefremme Udsagn dog ikke er ligefrem Meddelelse, da skal dette senere blive viist.
✂ Gud-Mennesket er Modsigelsens Tegn, og hvorfor? Fordi han, ►svarer Skriften, skulde gjøre Hjerternes Tanker aabenbare. Har saa alt det Moderne om den speculative Eenhed af Gud og Menneske, alt Det der blot betragter Christendommen som en Lære: har det den fjerneste Lighed med det Christelige? Nei, i det Moderne er Alt gjort saa ligefrem ►som Fod i Hose – og det Christelige er: Modsigelsens Tegn, som gjør Hjerternes Tanker aabenbare. Gud-Mennesket er et enkelt Menneske – ikke en phantastisk Eenhed, som aldrig har existeret uden ►sub specie æterni; og han er ►Intet mindre end en Docerende, der 137 lærer ligefrem for ►Ramsere eller ►dicterer Paragrapher for ►Hurtigskrivere, han gjør lige det Modsatte, han gjør Hjerternes Tanker aabenbare. O, det er saa mageligt at være Tilhører og Afskriver, naar Alt gaaer saa ganske ligefrem: ►d'Hrr. Tilhørere og Skrivere vogte sig vel – det er deres Hjerters ►Tanker, der skulle gjøres aabenbare.
✂ Og det kan kun Modsigelsens Tegn: det drager Opmærksomheden paa sig, og saa præsenterer det en Modsigelse. Der er et Noget, som gjør, at man ikke kan lade være at see – og see, idet man seer, seer man som i et Speil, man kommer til at see sig selv, eller han, der er Modsigelsens Tegn, seer En lige ind i Hjertet, medens man stirrer ind i Modsigelsen. En Modsigelse stillet lige over for et Menneske – og naar man da kan faae ham til at see derpaa: er et Speil; idet han dømmer, maa det blive aabenbart, hvad der boer i ham. Det er en Gaade; men idet han gjetter, bliver det aabenbart, hvad der boer i ham, ved hvorledes han gjetter. Modsigelsen sætter ham et Valg, og idet, samt i Det, han vælger, bliver han selv aabenbar.
✂ Anm. Man seer, at ligefrem Meddelelse er Gud-Mennesket en Umulighed, thi da han er Modsigelsens Tegn, kan han ikke med132dele sig ligefrem; allerede det at være et Tegn er en Reflexions-Bestemmelse, ►end sige at være Modsigelsens Tegn. Man seer tillige, at kun derved har den moderne Forvirring naaet at gjøre hele Christendommen til ligefrem Meddelelse ved at ►lade Meddeleren »Gud-Mennesket« ude. Saasnart man ikke tankeløst tager Meddeleren bort, eller tager Meddelelsen og lader Meddeleren ude, saasnart man tager Meddeleren med, og Meddeleren er Gud-Mennesket, et Tegn, Modsigelsens Tegn: saa er ligefrem Meddelelse umulig, som den var 125i Samtidighedens Situation. Men nu har man faaet det gjort anderledes. Det er 1800 Aar siden Christus levede, han er saa glemt – kun hans Lære bestaaer: ja, det er, man har afskaffet Christendommen.
138§ 2
►Tjenerens Skikkelse er Ukjendeligheden (Incognito'et)
✂ Hvad er Ukjendelighed? Ukjendelighed er, ikke at være i Dets Charakteer, man væsentligen er, f. Ex. naar en Politiembedsmand er civilklædt.
✂ Og saaledes er det Ukjendelighed, den absolute Ukjendelighed: naar man er Gud, da at være et enkelt Menneske. Det at være det enkelte Menneske eller et enkelt Menneske (ligegyldigt i en vis Forstand enten det er et fornemt eller et ringe) er den størst mulige, den uendelig qvalitative Afstand fra det at være Gud, og derfor det dybeste Incognito.
✂ Men det Moderne har afskaffet Christus, enten kastet ham reent bort og taget hans Lære, eller gjort ham phantastisk, og phantastisk ►paadigtet ham den ligefremme Meddelelse. Anderledes i Samtidighedens Situation; og tillige huske man paa, at det var Christi Villie at være incognito, just fordi han vilde være Modsigelsens Tegn. Men disse 18 Aarhundreder, hvad man af dem formeentligen har faaet at vide; og paa den anden Side de fleste Menneskers fuldkomne Ukyndighed og Uerfarenhed ►betræffende hvad det vil sige at ville være incognito, en Ukyndighed og Uerfarenhed der har sin Grund i den overhaandtagende Doceren, medens det ganske glemmes, hvad det er at existere: dette har forvirret Forestillingen om Gud-Mennesket.
✂ De fleste Mennesker, der nu leve i Christenheden, leve ►vistnok hen i 133den Indbildning, at havde de levet samtidigen med Christus, havde de strax kjendt ham trods Ukjendeligheden. Det undgaaer dem ganske, hvorledes de forraade, at de ikke kjende dem selv; og det undgaaer dem ganske, at denne deres Formening, hvormed de vistnok mene at prise Christus, er Blasphemi, indeholdt i den Præste-Vrælets ⓘ dialektisk-sluddervorne Climax: i den Grad var Christus Gud, at man strax og ligefrem kunde see det, istedetfor: han var sand Gud, og derfor i den Grad Gud, at han var i Ukjendeligheden, saa det var 139 ►ikke Kjød og Blod, men lige det Modsatte af Kjød og Blod, der indgav 👤Peder at kjende ham.
✂ 126 Og man digter i Grunden Christus om. Man gjør ham til et Menneske, der var sig bevidst at være det Overordentlige – men som Samtiden ikke blev opmærksom paa. Dette kan endnu være sandt. Men man digter videre, man digter, at Christus i Grunden gjerne vilde have været ligefrem kjendelig som det Overordentlige han var, men at Samtidens Forblindethed uretfærdigt ikke vilde forstaae ham. Det er, man forraader, at man slet ikke forstaaer hvad et Incognito vil sige. Det var ►Christi frie Beslutning fra Evighed af, at ville være incognito. Naar man da mener at ære ham ved at sige eller tænke: havde jeg levet samtidigen med ham, jeg skulde vel have kjendt ham ligefrem: saa fornærmer man ham, og da det er Christus man fornærmer, betyder dette, at man er blasphemisk.
✂ Men de fleste Mennesker existere i dybere Forstand slet ikke, de have aldrig gjort sig existentielt fortrolige med, det er, aldrig forsøgt ►executivt den Tanke at ville være incognito. Lad os tage simple menneskelige Forhold. Naar jeg vil være incognito (Grunden hvorfor, og om jeg har Lov dertil, lades her udenfor), er det saa en Kompliment, om En kommer og siger til mig: jeg kjendte Dig strax; lige det Modsatte, det er en Satire over mig. Dog maaskee var Satiren beføiet, mit Incognito slet. Men lad os nu tænke et Menneske, der formaaede at fastholde et Incognito: han vil altsaa være incognito, han vil vel være kjendt, men ikke ligefrem. Det bliver da ikke Noget, der hænder ham, at han ikke kjendes ligefrem for det han er; thi det er jo hans egen frie Beslutning. Men her ligger egentlig Hemmeligheden, den Overlegenhed over sig selv have de fleste Mennesker ingen Anelse om; og den Overlegenhed over sig selv, at ville være saaledes incognito, at man synes noget langt Ringere end man er, den ane de slet ikke. Eller gik der en Anelse op for dem, 134vilde de vel tænke: hvilken Galskab, sæt saa det lykkedes med ⓘ Incognito'et, saa godt, at man virkelig ansaaes for det man udgav sig for! Længere komme Menneskene vel neppe, om de komme saa langt. De 140 opdage en Selvmodsigelse her, som indenfor det Godes Tjeneste er den egentlige Selvfornægtelse: den Gode bestræber sig af al Magt for at fastholde sit Incognito, og hans Incognito er, at han er noget langt Ringere end han er. Altsaa En vælger et Incognito, der viser ham langt Ringere end han er; han tænker maaskee paa ►det Socratiske: for i Sandhed at ville det Gode skal man endog undgaae Skinnet af at gjøre det. Incognito'et er hans frie Beslutning. Han anstrenger sig nu af yderste Evne, brugende al sin Opfindsomhed og 127Uforfærdethed, for at fastholde Incognito'et. Enten lykkes det ham nu, eller det mislykkes. Lykkes det – saa, ja saa har han jo, menneskelig talt, skadet sig selv, han har faaet alle Mennesker til at troe det Ringeste om ham. O, Selvfornægtelse; og paa den anden Side, o uhyre Anstrengelse, thi han har jo i ethvert Øieblik havt det i sin Magt at vise sin sande Skikkelse. O, Selvfornægtelse, thi hvad er Selvfornægtelse uden Frihed; o, Selvfornægtelsens Høieste, naar Incognito'et er lykkedes ham saa godt, at selv om han nu vilde tale ligefrem, vilde Ingen troe ham.
✂ Men at en saadan Overlegenhed er til, eller kunde være til, derom har Menneskene slet ingen Forestilling. Hvor langt man er derfra, vilde man erfare, hvis man vilde forsøge af en saadan Overlegen at faae den ligefremme Meddelelse, eller hvis han selv begyndte derpaa og gav den – man vilde erfare det, naar han saa igjen tog Incognito'et. Altsaa lad os tænke f. Ex. en ædel menneskelig Sympathi, der, for en Forsigtigheds Skyld, eller af hvilkensomhelst anden Grund, fandt et Incognito fornødent. Dertil vælges f. Ex. at synes en Egoist. Nu aabner han sig da for En, viser ham sin sande Skikkelse, og den Anden troer den, gribes af den. Altsaa de forstaae hinanden. Den Anden er maaskee ogsaa af den Mening, at han forstaaer Incognito'et – han lægger ikke Mærke til, at det jo var taget bort, at han ved Hjælp af ligefrem Meddelelse forstod det, altsaa ved Dens Hjælp som var incognito, men som ikke var det, saa længe som han meddeelte ham Forstaaelsen. Lad os nu tænke, at den Overlegne af en eller anden Grund ►faaer i Sinde eller finder det fornødent at sætte In141cognito'et igjen mellem de To, som dog forstode hinanden, saa heed det, hvad saa? Saa vil det afgjøres, om den Anden er lige 135saa stor Dialektiker som den Første, eller om den Anden har Troen paa en saadan Selvfornægtelses Mulighed, det vil sige, det vil afgjøres, om den Anden i sig har Kraft til at løse et Incognito, eller til at holde Forstaaelsen fast lige over for det, eller til ved sig selv at forstaae det. I det Øieblik den Overlegne ifører sig Incognito'et, gjør han naturligviis Alt for at fastholde det, han hjælper slet ikke den Anden, tvertimod udtænker han den netop paa ham meest beregnede Form for at bedrage, ɔ: for at fastholde sit Incognito. Er han nu væsentligen den Overlegne, saa lykkes det ham. Den Anden gjør saa først lidt Modstand i Retning af ligefrem Meddelelse: »det er et Bedrag, Du er ►ikke saa«, men Incognito'et holdes, der følger ingen ligefrem Meddelelse, og den Anden bliver saa dog igjen af 128den Mening, at det er en Egoist dette Menneske, han siger maaskee: »jeg havde et Øieblik troet paa ham, men nu seer dog ogsaa jeg, at han er en Egoist.« Sagen er, han kan ikke ret fastholde den Tanke, at det dog ikke skulde være hiin Ukjendelige kjerere at ansees for det Gode han er; og Sagen er, han kan kun forstaae et Incognito, saa længe den Ukjendelige i ligefrem Meddelelse viser ham, hvorledes og at ►det er saa, ►det er, saa længe der intet Incognito er, eller dog den Ukjendelige ikke er i sin Charakteer af at være ukjendelig, samlende hele sin Aandskraft paa at holde Ukjendeligheden, overladende den Anden til ham selv. Saa længe den Første hjælper ham med ligefrem Meddelelse om Ukjendeligheden, kan han forstaae den og – Selvfornægtelsen, thi da er den der egentligen ikke. Men naar den er, kan han ikke forstaae ham. Det er, den Anden troer dog egentligen ikke paa Muligheden af at en saadan Selvfornægtelse skulde være til. – Om et Menneske har Lov til at ►mystificere saaledes, om et Menneske kan det, om det Forsvar, hvis han kunde det, var tilstrækkeligt, at han ►maieutisk udviklede den Anden, eller fra en anden Side, om det ikke just er Pligt, antaget nemlig at det er Selvfornægtelse og ikke Stolthed: afgjør jeg ikke. Man betragte dette 142 blot som et Tanke-Experiment, der dog oplyser Noget betræffende »Ukjendelighed«.
✂ Og nu Gud-Mennesket! Han er Gud, men vælger at blive det enkelte Menneske. Dette er som sagt det dybeste Incognito eller den uigjennemtrængeligste Ukjendelighed, der er mulig; thi Modsigelsen mellem at være Gud og at være et enkelt Menneske er den størst mulige, den uendelig qvalitative. Men det er hans Villie, hans frie Beslutning, og 136derfor et almægtigt fastholdt Incognito. Ja, han har i en vis Forstand, ved at lade sig føde, een Gang for alle bundet sig selv; hans Ukjendelighed er saa almægtigt fastholdt, at han selv paa en Maade er i sit Incognitos Magt, hvori ligger hans reent menneskelige Lidelses bogstavelige Virkelighed, at denne ikke er en blot ►Tilsyneladelse, men i en vis Forstand er den paatagne Ukjendeligheds Overmagt over ham selv. Kun saaledes er det i dybeste Forstand Alvor med, at ►han blev sandt Menneske, hvorfor han jo ogsaa gjennemlider ►Lidelsens Yderste at føle sig forladt af Gud, saa han altsaa ikke i ethvert Øieblik er ude over Lidelsen, men er virkeligen i Lidelsen, og dette reent Menneskelige vederfares ham, at dog Virkeligheden viser sig forfærdeligere end Muligheden, at han, der frit iførte sig Ukjendeligheden, dog virkelig lider, som var 129han fangen eller havde han fanget sig selv i Ukjendeligheden. Det er en besynderlig Art Dialektik; at han almægtig – binder sig selv: og han gjør det saa almægtigt, at han virkelig føler sig bunden, lider under Følgen af, at han kjerligt og frit besluttede at blive et enkelt Menneske – i den Grad blev det Alvor med at han blev et virkeligt Menneske; men saaledes maatte det være, hvis han skulde være Modsigelsens Tegn, der gjør Hjerternes Tanker aabenbare. – Det Ufuldkomne i Forhold til al et Menneskes Ukjendelighed er just den Vilkaarlighed, med hvilken han hvert Øieblik kan tilintetgjøre den; Ukjendeligheden er desto fuldkomnere Alvor, jo mere han veed at forhindre sig heri og gjøre sig dette mindre muligt. Men Gud-Menneskets Ukjendelighed er et almægtigt fastholdt Incognito, og den gud143dommelige Alvor just den, at det i den Grad fastholdtes, at han selv reent menneskeligt leed under Ukjendeligheden.
✂ Anm. Man seer let, at den ligefremme Meddelelse er en Umulighed, naar man da er saa god at tage Meddeleren med, ikke saa distrait at glemme Christus over Christendommen. I Forhold til Ukjendelighed, eller for En der er i Ukjendelighed, er ligefrem Meddelelse en Umulighed; thi den ligefremme Meddelelse siger jo ligefrem hvad man væsentlig er – men Ukjendelighed er, ikke at være i Dets Charakteer man væsentlig er: altsaa er der en Modsigelse, som gjør den ligefremme Meddelelse alligevel til den ikke ligefremme, det er, gjør den ligefremme Meddelelse umulig. Skal der gives en ligefrem Meddelelse, som bliver en ligefrem Medde137lelse, maa man træde ud af Incognito'et, ellers bliver hvad der ►i sit Første er ligefrem Meddelelse (det ligefremme Udsagn) dog ved det Andet (Meddelerens Incognito) ikke ligefrem Meddelelse.
§ 3
Den ligefremme Meddelelses Umulighed
✂ Modsætningen til den ligefremme Meddelelse er ►indirecte Meddelelse. Denne kan frembringes paa to Maader.
✂ Den indirecte Meddelelse kan være en Meddelelsens Kunst i at fordoble Meddelelsen. Kunsten bestaaer saa netop i, at gjøre sig selv, Meddeleren, til Ingen, reent objektiv, og saa uafbrudt at sætte qvalitative Modsætninger i Eenhed. Dette er ►hvad nogle Pseudonymer pleie at kalde Meddelelsens Dobbelt-Reflexion. Der er f. Ex. indirecte Meddelelse: at sætte Spøg og Alvor saaledes sammen, at 130Sammensætningen er en dialektisk Knude – og saa selv at være Ingen. Vil Nogen have med den Art Meddelelse at gjøre, maa han selv ved sig selv løse Knuden. Eller, at bringe Forsvar og Angreb i Eenhed saaledes, at Ingen ligefrem kan sige, om man angriber 144 eller forsvarer, saa den ivrigste Tilhænger af Sagen og dens arrigste Fjende, begge kan synes at see en Allieret i En – og saa selv at være Ingen, en Fraværende, et objektivt Noget, intet personligt Menneske. Naar saaledes i en given Tid Troen er som forsvunden af Verden, Noget man maatte efterlyse blandt bortkomne Sager, saa kan det maaskee være gavnligt for dialektisk at lokke Troen – dog dette afgjør jeg ikke, om det kan være gavnligt; men her er et Exempel paa indirecte Meddelelse, eller Meddelelse i Dobbelt-Reflexionen: man fremstiller Troen i eminent Forstand, man gjør Fremstillingen saaledes, at den meest Orthodoxe seer et Forsvar for Troen, og ►Fritænkeren et Angreb, medens Meddeleren er Nul, intet Menneske, et objektivt Noget – dog maaskee en behændig Spion, der ved Hjælp af den Meddelelse faaer at vide, hvilken der er hvilken, ►hvo der er den Troende, hvo Fritænkeren; thi dette bliver aabenbart, idet de bedømme Frembringelsen, som hverken er Angrebet eller Forsvaret.
✂ Men den indirecte Meddelelse kan ogsaa fremkomme paa en anden Maade, ved Forholdet mellem Meddelelsen og Meddeleren; her er altsaa alt138saa med, medens han i første Tilfælde var udeladt, dog vel at mærke ved en negativ Reflexion. Men vor Tid kjender egentligen ingen anden Art Meddelelse end denne maadelige: at docere. Man har reent glemt hvad det er at existere. Al Meddelelse betræffende det at existere kræver en Meddeler; Meddeleren er nemlig ►Redupplikationen af Meddelelsen, at existere i Det man forstaaer, er at redupplicere.
✂ Men fordi der er en Meddeler, som selv existerer i Det han meddeler, derfor kan man dog endnu ikke kalde denne Meddelelse indirecte Meddelelse. Er derimod Meddeleren selv dialektisk bestemmet, hans egen Væren en Reflexions-Bestemmelse, saa er al ligefrem Meddelelse umulig.
✂ Saaledes med Gud-Mennesket. Han er et Tegn, Modsigelsens Tegn, han er i Ukjendelighed, altsaa er al ligefrem Meddelelse umulig. Naar nemlig Meddelelsen af en Meddeler skal være ligefrem, saa maa ikke blot Meddelelsen være 145 ligefrem, men Meddeleren selv være ligefrem bestemmet. Hvis ikke, saa bliver selv det ligefremmeste 131Udsagn af en saadan Meddeler, det bliver ved Meddeleren, ɔ: ved Det, Meddeleren er, dog ikke ligefrem Meddelelse.
✂ Naar En siger ligefrem: ►jeg er Gud, Faderen og Jeg ere Eet, saa er det ligefrem Meddelelse. Men naar nu Den, der siger det, Meddeleren, er det enkelte Menneske, et enkelt Menneske ganske som andre, saa er denne Meddelelse ikke just ganske ligefrem; thi det er ikke just ganske ligefrem, at et enkelt Menneske skulde være Gud – medens det han siger er ganske ligefremt. Meddelelsen indeholder ved Meddeleren en Modsigelse, den bliver indirecte Meddelelse, den sætter Dig et Valg: om Du vil troe ham eller ikke.
✂ Man kunde gjerne græde, naar man kommer til at betænke Christendommens Tilstand i Christenheden ved Anledning af hvad der i ►Prædikeforedraget atter og atter bruges, og med den største ►Suffisance, som sagde man noget rigtigt Slaaende og Overbevisende. Det hedder, Christus har ligefrem selv sagt, at han var Gud, ►Faderens Eenbaarne; man ►perhorrescerer al Skjulthed som Christus uværdig, som Tant og ►Forfængelighed i Forhold til et saa alvorligt Anliggende, det alvorligste af alle, Menneskehedens Frelse; man forsikkrer, at Christus har givet ligefrem Svar paa ligefremt Spørgsmaal. Ak, saadanne Præster veed aldeles ikke, hvorom de tale, det er som skjult for deres Øine, at de afskaffe Christen139dommen. Han der var ►Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab, ►Mysteriet ved hvem Alt blev aabenbart, men i Mysteriet: ham gjør man menneskelig om til saadan en Slags ►publik alvorlig Mand, næsten lige saa alvorlig som Præsten; naar man blot gjør sig den Uleilighed at sige til ham saadan i ligefrem dvask Gemytlighed »siig mig nu alvorlig«, saa faaer man uden al ►Frygt og Bæven for Guddommen, uden den Dødskamp der er Troens Fødsel, uden den Gysen der er Tilbedelsens Første, uden Rædselen af Forargelsens Mulighed faaer man Det strax at vide ligefrem, det som ikke kan vides ligefrem.
✂ Ja vist har Christus ganske ligefrem ►sagt sig selv at være 146 Faderens Eenbaarne, det er, Modsigelsens Tegn har – ganske ligefrem sagt – hvad vil det sige? See, her staae vi igjen. Er han Modsigelsens Tegn, saa kan han ikke give ligefrem Meddelelse, det vil sige, Udsagnet kan være ganske ligefremt, men det at han er med, det at han siger det, Modsigelsens Tegn, gjør det til indirecte Meddelelse. ►Ja vist har Christus sagt: troer paa mig, og det er jo et ganske ligefremt Udsagn. Men naar nu Den, der siger det, er Modsigelsens Tegn, hvad saa, saa er dette ligefremme Udsagn i hans Mund jo just Udtrykket 132for, at det at troe ikke er noget saa ganske Ligefremt, eller, at selv denne hans Opfordring til at troe er indirecte Meddelelse.
✂ Og hvad nu Alvoren angaaer, saa forstaae da saadanne Præster sig ligesaa godt paa Alvoren som paa Christendommen overhovedet. Alvoren er just, at Christus ikke kan give ligefrem Meddelelse, at det enkelte ligefremme Udsagn kun, ligesom Miraklet, kan tjene til at gjøre opmærksom, for at saa den Opmærksomme, stødende an paa Modsigelsen, kan vælge, om han vil troe eller ikke.
✂ Men man forvirrer det Christelige paa alle Maader. ►Man gjør Christus til den speculative Eenhed af Gud og Menneske; eller man kaster Christus reent bort og tager hans Lære; eller man gjør ►for bare Alvor Christus til en Afgud. ►Aand er Nægtelse af den ligefremme Umiddelbarhed. ►Er Christus sand Gud, saa maa han ogsaa være i Ukjendeligheden, iført Ukjendeligheden, hvilken er Nægtelse af al Ligefremhed. Den ligefremme Kjendelighed er netop charakteristisk for Afguden. Men det gjør man nu Christus til, og det skal være Alvoren; man tager det ligefremme Udsagn, danner phantastisk en Skikkelse svarende dertil (helst sentimentalt, det milde Blik, det venlige Øie, eller hvad ellers en 140saadan fjantet Præst kan hitte paa), og saa er det ligefrem ganske vist, at Christus er Gud.
✂ O, modbydelige sentimentale Letfærdighed! Nei, ►for slet saa godt Kjøb slipper man dog ikke til at blive Christen. Han er Modsigelsens Tegn, og ved det ligefremme Udsagn fængsler 147 han Dig kun til sig, at Du nu maa støde an paa Modsigelsen, og Dit Hjertes Tanke blive aabenbar, idet Du vælger, om Du vil troe eller ikke.
§ 4
Den ligefremme Meddelelses Umulighed er i Christo Lidelsernes Hemmelighed
✂ Der er især i tidligere Tider talet Meget og ofte om Christi Lidelser, hvorledes ►han blev bespottet, hudstrøgen, korsfæstet. Men over Dette synes man at glemme en ganske anden Art Lidelse, Inderlighedens Lidelse, ►Sjels-Lidelse, eller det man maatte kalde Lidelsernes Hemmelighed, der var uadskilleligt fra ►hans Liv i Ukjendeligheden, saasnart han fremtraadte, indtil det Sidste.
✂ Det er altid smertefuldt at maatte skjule en Inderlighed og maatte synes en Anden – saaledes er det i blot menneskelige Forhold. Det er den tungeste menneskelige Lidelse; og Den, der lider saaledes, 133ak han lider ofte i een Dag mere end alle legemlige Martrer tilsammen. Jeg paatager mig ikke at afgjøre, om der virkelig gives saadanne Collisioner, om et Menneske, naar han oplever en saadan Collision, ikke tillige hvert Øieblik han bliver i den, synder: jeg taler blot om Lidelsen. Collisionen er, af Kjerlighed til et andet Menneske at maatte skjule en Inderlighed og synes en Anden. Smerterne ere blot sjelelige, og saa sammensatte som muligt. Men det er ikke godt, at en Smerte er sammensat, med hver ny Sammensætning faaer den een ►Braad mere. Det Smertelige er nu først den egne Lidelse; thi er det saligt i Kjerlighedens, i Venskabets Forstaaelse at tilhøre et andet Menneske, saa er det smerteligt at maatte beholde denne Inderlighed for sig selv. Dernæst er det Lidelse paa den Andens Vegne; thi hvad der er Kjerlighedens Omsorg, en Kjerlighed der vilde gjøre Alt, offre Livet for den Anden, det finder her sit Udtryk i Noget, 148 som har en rædsom Lighed med den høieste 141Art Grusomhed – ak og dog er det Kjerlighed. Endeligen er det Smertelige Ansvarets Lidelse. Det er altsaa: af Kjerlighed at tilintetgjøre, umiddelbart, sin egen Kjerlighed, dog bevarende den; af Kjerlighed at være grusom mod den Elskede; af Kjerlighed at paatage sig dette uhyre Ansvar.
✂ Men nu Gud-Mennesket! Den sande Gud kan ikke blive ligefrem kjendelig; men den ligefremme Kjendelighed er hvad det blot Menneskelige, hvad Menneskene, til hvilke han kom, vilde bede og bønfalde ham om som en ubeskrivelig Lindring. Og ►af Kjerlighed bliver han Menneske! ►Han er Kjerlighed; og dog maa han i ethvert Øieblik, han er til, ligesom korsfæste al menneskelig Medlidenhed og Omsorg – thi han kan kun blive Troens Gjenstand. Men Alt hvad der hedder blot menneskelig Medlidenhed forholder sig til den ligefremme Kjendelighed. Dog bliver han ikke »Troens« Gjenstand, er han ikke sand Gud; og er han ikke sand Gud, frelser han heller ikke Mennesket. Altsaa, ved det Skridt, han gjør af Kjerlighed, styrter han paa een Gang hiint Menneske, Menneskeheden, i den rædsomste Afgjørelse. Ja, det er som hørte man et Skrig af den menneskelige Medlidenhed: o, hvorfor gjør Du dog det! Og dog gjør han det af Kjerlighed, han gjør det for at frelse Menneskene. Men ude i denne Afgjørelses Rædsel maa han holde dem fra sig, hvis de overhovedet frelste i Troen skulle tilhøre ham – og han er Kjerlighed. Af Kjerlighed vil han gjøre Alt for Menneskene, han sætter sit Liv til for dem, han lider for dem den forsmædelige Død – og 134han lider for dem dette Liv, at maatte i guddommelig Kjerlighed og Medlidenhed og Barmhjertighed (mod hvilken dog al menneskelig Medlidenhed er som Intet at regne), menneskelig talt, være saa haard. Hans hele Liv er Inderlighedens Lidelse. Og da saa hans Livs sidste Afsnit begynder med ►det natlige Forræderi, da lider han legemlig Smerte og Mishandling; han lider ►at forraades af en Ven; at staae ene, ►udleet, bespottet, bespyttet, ►med Tornekronen paa, og purpurklædt; ene med sin, menneskelig talt, tabte Sag – ►see hvilket Menneske; ene blandt sine 149 rasende Fjender – rædsomme Omgivelse; ►forladt af alle sine Venner – frygtelige Eensomhed! Dog saaledes kan ogsaa et Menneske lide, lide den samme Mishandling, lide at selv hans bedste Ven forlader ham: men saa heller ikke mere; hvis dette er overstaaet, saa er for et Menneske ►Lidelsens Kalk tømt. Her derimod iskjenkes den endnu engang, den bittreste: han 142lider, at denne hans Lidelse kan blive og bliver til Forargelse for de faa Troende. ►Vistnok lider han kun een Gang; men han slipper ikke som et Menneske med Lidelsens første Gang, han gjennemlider den tungeste Lidelse anden Gang, i Bekymringen for og i Sorgen over, at hans Lidelse er til Forargelse.
✂ Begribe denne Lidelse kan intet Menneske; at ville begribe den er ►Formastelse.
*
✂ Hvad mig selv angaaer, der stræber at fremstille Dette, skylder jeg maaskee her en lille Forklaring. Jeg ►forraader muligt stundom et saadant Kjendskab til den skjulte Inderlighed, den egentlige Selvfornægtelses Lidelse, at maaskee Nogen kunde ►falde paa, at jeg, om end ►som naturligt et Menneske, dog var en Saadan, et af hine sjeldne ædle Mennesker. Dette er meget langtfra. Jeg er paa en besynderlig Maade, og ikke just for min Dyds Skyld, snarere for mine Synders Skyld, blevet reent formelt vidende om Existents-Hemmeligheder og Existents-Hemmelighedsfuldhed, som disse og denne ►vistnok ikke er til for Mange. Jeg roser mig ikke deraf, thi det er ikke for min Dyds Skyld. Men jeg stræber redeligt at benytte denne Viden til at belyse det menneskelig Sande, og det, menneskelig, sande Gode. Og dette bruger jeg igjen for om muligt at gjøre opmærksom paa det Hellige – om hvilket jeg saa dog bestandigt tilføier, at dette kan intet Menneske begribe, at i Forhold til dette begyndes og endes med Tilbedelse. Thi om man end begreb og ganske begreb det reent Menneskelige, denne Forstaaelse er jo dog en Misforstaaelse i 135Forhold til Gud-Mennesket. – Hvad Ansvar jeg bærer, forstaaer Ingen som jeg gjør det; Ingen uleilige sig derfor med at ville forfærde mig, 150 thi til Den, der kan forfærde ganske anderledes, forholder jeg mig i Frygt og Bæven. Men heller ikke ret Mange forstaae som jeg, at man i Christenheden har afskaffet Christendommen.
§ 5
Forargelsens Mulighed er at nægte den ligefremme Meddelelse
✂ Forargelsens Mulighed er, som vi have stræbt at vise, tilstede i ethvert Øieblik, ►befæstende i ethvert Øieblik mellem den Enkelte og Gud-Men143nesket det svælgende Dyb, over hvilket kun Troen rækker. Det er saaledes, for atter og atter at gjentage, ikke et tilfældigt Forhold, ikke saa, at Nogle mærke Forargelsens Mulighed Andre ikke, nei, Forargelsens Mulighed er Anstødet for Alle, enten de nu vælge at troe eller de forarges.
✂ Meddelelsen begynder altsaa med et Tilbagestød. Men at begynde med et Tilbagestød er at nægte den ligefremme Meddelelse. Dette er da let at indsee, det tilbyder sig næsten ►sandseligt for Anskuelsen. Hvad der tilbyder sig ligefrem, kan da ikke siges først at støde fra; men hvad der tilbyder sig saaledes, at det først støder fra, kan da ikke siges at tilbyde sig ligefrem. Derimod kan det heller ikke siges blot at støde fra; thi det tilbyder sig, men saaledes, at det først støder fra.
✂ Men tag Forargelsens Mulighed bort, som man har gjort i Christenheden, saa er hele Christendommen ligefrem Meddelelse, og saa er Christendommen afskaffet, den er blevet noget let, overfladisk Noget, som hverken saarer eller helbreder dybt nok, den blot menneskelige Medlidenheds usande Opfindelse, som forglemmer den uendelige qvalitative Forskjel mellem Gud og Menneske.
§ 6
At nægte den ligefremme Meddelelse er at fordre »Troen«
✂ Forargelsens Mulighed, Forholdet, med hvilket der begyndes, er i dybeste Forstand Udtrykket for, at gjøre opmærksom, eller for, at der af et Menneske kræves den størst mulige 151 Opmærksomhed (ja efter en Maalestok, som er en anden end den blot menneskelige; thi det er efter den guddommelige Maalestok) i Forhold til den Afgjørelse 136at blive troende. Ogsaa den ligefremme Meddelelse søger maaskee at gjøre Modtageren opmærksom, saa godt den kan: den beder og besværger ham, den lægger ham Sagens Vigtighed ret paa Hjerte, formaner, truer o. s. v. – det er Alt igjen ligefrem Meddelelse, og derfor er der hverken Alvor nok i Forhold til den høieste Afgjørelse, ei heller vindes der Opmærksomhed nok.
✂ Nei, der begyndes med at nægte den ligefremme Meddelelse – det er Alvoren. Frygtelig er Forargelsens Mulighed, og dog er den, ligesom ►Loven er det i Forhold til Evangeliet, Strengheden, som hører med til Alvoren. Der er ingen ligefrem Meddelelse, og ingen ligefrem Modta144gelse: der er et Valg. Det gaaer ikke saaledes til som ved den ligefremme Meddelelse, at der lokkes og trues og formanes – og saa, saa, ganske ►uformærkeligt skeer saa Overgangen saadan lidt efter lidt, Overgangen til saadan at antage det, at holde sig overbeviist derom, at være af den Mening o. s. v. Nei, der fordres en ganske bestemt Art Modtagelse: Troens. Og Troen er selv en dialektisk Bestemmelse. Tro er et Valg, ingenlunde den ligefremme Modtagelse – og Modtageren er Den, der bliver aabenbar, om han vil troe eller forarges.
✂ Men hele ►den moderne Philosophi har da gjort Alt for at faae os indbildt, at Tro er en umiddelbar Bestemmelse, er det Umiddelbare, hvilket igjen hænger sammen med, at man har afskaffet Forargelsens Mulighed, gjort Christendommen til en Lære, afskaffet Gud-Mennesket og Samtidighedens Situation. Det den moderne Philosophi forstaaer ved Tro er egentlig hvad man kalder ►en Mening, eller hvad man saadan i daglig Tale kalder at troe. Christendommen gjøres til en Lære; denne Lære forkyndes saa et Menneske, og han troer nu, at ►det er saa, som denne Lære siger. Det næste Stadium bliver derfor at »begribe« denne Lære; det gjør Philosophien. Dette er Altsammen ganske rigtigt, dersom Christendommen var en Lære; men da den ikke er det, er det ogsaa ganske galt. Tro ►i 152 prægnant Forstand forholder sig til Gud-Mennesket. Men Gud-Mennesket, Modsigelsens-Tegn, nægter den ligefremme Meddelelse – og kræver Troen.
✂ At det at nægte ligefrem Meddelelse er at fordre Tro, kan man simpelt eftervise i blot menneskelige Forhold, naar man dog erindrer, at Tro ►i eminenteste Forstand forholder sig til Gud-Mennesket. Lad os gjennemgaae dette, og lad os dertil tage Forholdet mellem to Elskende. Jeg antager da først dette Forhold: den Elskende forsikkrer 137i de meest brændende Udtryk den Elskede om sin Kjerlighed, og hans hele Væsen er svarende til denne Forsikkring, idel Tilbedelse næsten – han spørger nu den Elskede »troer Du, at jeg elsker Dig?« Den Elskede svarer saa: ja, jeg troer. Saaledes tale vi rigtignok. Lad os nu derimod antage, at den Elskende faaer den Idee, at ville prøve den Elskede, om hun troer ham. Hvad gjør han saa? han bortskjærer al ligefrem Meddelelse, forvandler sig selv til en Dobbelthed; det seer i Muligheden ►skuffende ud, som kunde han muligt lige saa godt være en Bedrager som den trofast Elskende. Dette er at gjøre sig til en Gaade; men hvad er en Gaade? en 145Gaade er et Spørgsmaal; og hvad spørger dette Spørgsmaal om? det spørger, om hun troer ham. – Jeg afgjør nu ikke, om han har Lov dertil, jeg forfølger blot Tankebestemmelserne; og i ethvert Tilfælde maa jo erindres, at en ►Maieutiker til et vist Punkt gjør det Samme, stiller den dialektiske Dobbelthed, men i lige modsat Hensigt, just for at vende det andet Menneske fra sig, for at gjøre ham indadvendt, for at gjøre ham fri, ikke for at drage ham til sig. – Man vil let see Forskjellen i den Elskendes Adfærd. I det første Tilfælde spørger han ligefrem: troer Du mig; i det andet Tilfælde gjør han sig til et Spørgsmaal: om hun troer ham. Maaskee kommer han bittert til at fortryde, at han tillod sig noget Saadant; Sligt har jeg her ikke med at gjøre, jeg forfølger blot Tankebestemmelserne. Og dialektisk seet er det ganske vist, at den sidste Methode er en langt grundigere Maade at fordre Troen paa. Den sidste Methodes Hensigt er at gjøre den Elskede aabenbar i et Valg; hun maa nu nemlig ud af Dobbeltheden vælge, hvilken Skik153kelse hun troer er den sande. Vælger hun nu det Godes, saa er det aabenbart, at hun troer ham. Det er aabenbart, thi han hjælper hende slet ikke; han har tvertimod ved Dobbeltheden stillet hende ganske ene uden nogensomhelst ►Understøttelse. Han er en Dobbelthed, og nu er Spørgsmaalet, hvad hun dømmer om ham; men han forstaaer det anderledes, thi han seer, at det ikke er ham, der bliver dømt, men hende, der bliver aabenbar i, hvorledes hun dømmer. Om han har Lov dertil, afgjør jeg nu ikke, jeg forfølger blot Tankebestemmelserne. Hans Fremgangsmaade, der maaskee, saa længe den staaer paa, volder ham ubeskrivelig Lidelse i Uro og Bekymring, er paa een Gang en næsten iisnende, umenneskelig Ligegyldighed, og dog igjen den meest ►potentserede Lidenskab. Men han fordrer Tro. Og dialektisk har han Ret, at det at troe, naar man faaer ligefrem Meddelelse, er altfor ligefremt.
✂ 138Og noget Saadant har Christendommen aldrig forstaaet ved Troen. Gud-Mennesket maa fordre Troen, og maa nægte den ligefremme Meddelelse for at fordre Troen. Han ►kan det ikke anderledes i en vis Forstand, og han vil det ikke anderledes. Som Gud-Mennesket er han qvalitativ forskjellig fra ethvert Menneske, derfor maa han nægte den ligefremme Meddelelse, han maa fordre Troen og fordre at blive Troens Gjenstand.
✂ I Forholdet mellem Menneske og Menneske maa og skal det ene 146Menneske nøies med det andets Forsikkring om, at han troer ham; intet Menneske har Lov til at gjøre sig til Troens Gjenstand for det andet Menneske. Skal det ene Menneske i Forholdet til det andet bruge den dialektiske Fordoblelse, saa skal han jo lige omvendt bruge den maieutisk, just for at undgaae at blive et andet Menneske Troens Gjenstand eller nogen ►Approximation dertil. Den dialektiske Dobbelthed er det Foreløbige; Usandheden absolut kommer med det Næste, naar saa et Menneske istedetfor just at bruge den dialektiske Dobbelthed til at parere med, tillader det Formastelige, at han bliver et andet Menneske Troens Gjenstand. Dog selv det Maieutiske ►betræf154fende afgjør jeg ikke, hvorvidt det, christelig forstaaet, er at billige.
✂ Men kun Gud-Mennesket kan ikke andet, maa, som qvalitativ forskjellig fra Mennesket, fordre at være Troens Gjenstand. Bliver han det ikke, saa bliver han en Afgud – og derfor maa han nægte den ligefremme Meddelelse, fordi han maa fordre Troen.
§ 7
Troens Gjenstand er Gud-Mennesket, just fordi Gud-Mennesket er Forargelsens Mulighed.
✂ Saa uadskillelig er Forargelsens Mulighed fra Troen, at hvis Gud-Mennesket ikke var Forargelsens Mulighed, kunde han heller ikke være Troens Gjenstand. Forargelsens Mulighed er saaledes, optaget i Troen, assimileret af Troen, det negative ►Kjende paa Gud-Mennesket. Thi var Forargelsens Mulighed der ikke, saa var der altsaa den ligefremme Kjendelighed, og saa var Gud-Mennesket en Afgud; ►den ligefremme Kjendelighed er Hedenskab.
✂ Man seer, hvor lidet man har gjort sig fortjent af Christendommen ved at afskaffe Forargelsens Mulighed, hvorledes man har gjort den til et elskværdigt, et sentimentalt Hedenskab.
✂ 139Thi dette er Loven: Den som afskaffer Troen, han afskaffer Forargelsens Mulighed, saaledes naar ►Speculationen sætter det at begribe istedetfor det at troe; og Den der afskaffer Forargelsens Mulighed, han afskaffer Troen, saaledes naar det smægtende ►Prædikeforedrag ►tillyver Christus den ligefremme Kjendelighed. Men hvad enten man afskaffer Troen, eller man afskaffer Forargelsens Mulighed, afskaffer man tillige 147noget Andet: Gud-Mennesket. Og afskaffer man Gud-Mennesket, afskaffer man Christendommen.
✂ Og sandeligen de 18 Aarhundreder, de have ikke bidraget en Døit til at bevise Christendommens Sandhed, derimod have de bidraget med stedse voxende Magt til at afskaffe Christendommen. ►Det er dog vistnok heller ikke saa, som man conseqvent maatte antage, naar man hylder Beviset af de 18 Aarhundreder, at nu, i det 19de Aarhundrede, er man ganske 155 anderledes overbeviist om Christendommens Sandhed, end man var i den første og anden Generation – det er dog nok snarere saa, hvad rigtignok lyder temmelig satirisk over hiint Bevises Dyrkere og Tilbedere, at alt eftersom Beviset formeentligen tog til i Kraft – overbevistes Færre og Færre. Men Dette kommer der ud af, naar man een Gang for alle gaaer Glip af ►det afgjørende Point i Noget: det er frygtelige Confusioner der kan fremkomme, og som tiltage ►fra Slægt til Slægt. Nu da det, og altsaa efter en uhyre Maalestok, er blevet beviist, at Christendommen er Sandhed: nu findes der Ingen, saa godt som Ingen, der er villig til at bringe noget Offer for dens Skyld. Da man – skal jeg sige, da man »kun« troede dens Sandhed, da offrede man Liv og Blod. O, frygtelige ►Bedaarelse! O, at man, som ►hiin Hedning brændte Bibliothekerne, kunde faae disse 18 Aarhundreder til en Side – kan man det ikke, saa er ogsaa Christendommen afskaffet. O, at man dog kunde gjøre det disse mange Talere, der bevise Christendommens Sandhed af de 1800 Aar og vinde Menneskene, at man kunde gjøre dem det indlysende, saa forfærdeligt som det er, at de forraade, fornægte, afskaffe Christendommen – kan man det ikke, saa er Christendommen afskaffet.
147
163
155
I
1
✂ Bøn
✂ Herre Jesus Christus, der er saa Meget, der vil drage os tilbage: tomme ►Idrætter, ubetydelige Glæder, uværdige Bekymringer; der er saa Meget, der vil ►skrække os tilbage: en Stolthed, der er for feig til at ville lade sig hjælpe, en feig Frygtagtighed, der unddrager sig til egen Fordærvelse, ►en Syndens Angst, der ►flyer ►den Helliges Reenhed, som Sygdommen flyer Lægemidlet. Men Du er jo dog den Stærkeste: saa drage Du os, og endnu stærkere, til Dig. ►Vi kalde Dig vor Frelser og Forløser, at Du kom til Verden, for at løse os af de Lænker, hvori vi vare bundne eller hvori vi selv havde bundet os, og for at frelse de Forløste. Dette var ►Din Gjerning, som Du har fuldkommet, og som Du vil fuldkomme til Dagenes Ende; thi ►som Du selv har sagt det, saa vil Du gjøre det: ophøiet fra Jorden vil Du drage Alle til Dig.
✂ 164 ►►Joh. XII, 32: Og jeg, naar jeg ⓘ bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .
✂ 156Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.
✂ ►A. T., skal et Menneskes Liv ikke føres ganske uværdigt, som ►Dyrets, der aldrig opløfter sit Hoved; skal det ikke ►henlefles, tomt beskjeftiget med hvad der, saa længe det er, er ►Forfængelighed, og naar det er forbi, er Intet, eller travlt beskjeftiget med hvad der ►vistnok larmer i Øieblikket, men ikke giver Gjenlyd i Evigheden: skal et Menneskes Liv ikke ►hendøses i Uvirksomhed eller forspildes i Travlhed, saa maa der være noget Høiere, der drager det. Dette 148Høiere kan nu være det saare Forskjellige; men skal dette Høiere i Sandhed og i ethvert Øieblik kunne drage, maa det selv ikke være underlagt ►Omskiftelse eller Forandring, men seierrigt have gjennemgaaet enhver Forandring, ►forklaret – som ►en Afdøds forklarede Liv. Og som der nu ►blandt alle Levende kun er eet Navn nævnet, den Herre Jesu Christi, saa er der ogsaa kun een Afdød, han som dog lever, den Herre Jesus Christus, han som fra Høiheden vil drage Alle til sig. See, derfor er en Christens Liv ►retteligen anlagt, ►rettet mod hvad der er oven til, mod Høiheden, mod Ham, der fra Høiheden drager den Christne til sig – dersom den Christne ihukommer Ham; og Den, som ikke gjør det, er jo ingen Christen. Og Du, ►m. T., Du til hvem min Tale henvender sig, Du er jo netop kommet hid idag ►til Hans Ihukommelse.
✂ Det følger af sig selv, at skal Han kunne fra Høiheden drage den Christne til sig, da er der Meget som maa glemmes, Meget som der maa sees bort fra, Meget som der maa ►afdøes fra. Hvorledes lader dette sig gjøre? O, dersom Du nogensinde bekymret, maaskee bekymret for Din Fremtid, Dit Livs Lykke, ►ret har ønsket at kunne glemme Noget: en skuffet Forventning, et ►knækket Haab, en forbittret og forbittrende Erindring; eller dersom Du, ak, bekymret for Din Sjels Frelse, ret inderligt har ønsket at kunne glemme Noget: ►en Syndens Angst, som idelig stod for Dig, en forfærdende Tanke, som ikke 165 vilde vige fra Dig – da har Du vistnok selv erfaret, hvor tomt det Raad er, Verden giver, naar den siger »see at glemme det!« Thi naar Du bekymret spørger »hvorledes skal jeg bære mig ad for at glemme?«, og der da svares »Du maa see at glemme«: da er dette jo kun en tom Spot, hvis det overhovedet er Noget. Nei, er der Noget, Du vil glemme, saa see at faae noget Andet at huske paa, da skal det vel lykkes. Fordrer Christendommen derfor af den Christne, at han skal glemme Meget, og i en vis Forstand Alt, det Mangfoldige 157nemlig, saa anbefaler den ogsaa Midlet: at huske paa noget Andet, at ihukomme Eet, den Herre Jesus Christus. Dersom Du da mærker, at Verdens Glæder fængsle Dig – og Du ønsker at glemme; dersom Du mærker, at jordisk Bekymring beskjeftiger Dig, saa Du ønsker at glemme; dersom Du mærker, at Livets Travlhed tager Dig, som Strømmen Svømmeren, og Du ønsker at glemme; dersom ►Fristelsens Angester efterstræbe Dig, og Du inderligt ønsker at kunne glemme: saa ihukom Ham, den Herre Jesus Christus, og det skal vel lykkes. Ja kunde Du, som Du nu idag til Hans Ihukommelse149 ►æder af Brødet og drikker af Vinen, kunde saaledes Hans Ihukommelse hver Dag blive Din Tanke, saa Du i Alt, hvad Du foretog Dig, ihukom Ham: da skulde Du ogsaa ganske have glemt Alt, hvad der skal glemmes, Du skulde i Forhold til Alt, hvad der skal glemmes, blive glemsom som en svækket Olding, glemsom som Den, der i et fremmed Land har glemt sit Modersmaal, og taler det meningsløst, glemsom som en Aandsfraværende – Du skulde være ganske dragen hen til det Høiere ved Ham, som fra Høiheden vil drage Alle til sig.
✂ Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.
✂ Fra Høiheden; thi her paa Jorden vandrede han ⓘ i Ringhed, ►i Tjenerens ringe Skikkelse, i Armod og Elendighed, en Lidende. Dette var jo Christendom, ikke at en riig Mand gjør Fattige rige, men at den Fattigste af Alle ⓘ gjør Alle rige, baade Rige og Fattige. Og dette var jo Christendom, ikke at det er den Glade, der trøster Bedrøvede, men at det er den af Alle meest Bedrøvede. – Han vil drage Alle til sig; drage 166 dem til sig, thi han vil Ingen lokke til sig. I Sandhed at drage til sig er i een Forstand at støde fra sig. Der er i Dit som i mit og som i ethvert Menneskes Væsen Meget, han vil have bort; i Henseende til alt Dette vil Han støde fra sig. Ringheden, Fornedrelsen er ►Anstødsstenen, Forargelsens Mulighed, og Du ►stillet mellem Hans Fornedrelse, som ligger bagved, og Høiheden: just derfor siges Han at drage til sig. At lokke til sig er usandt at drage til sig; men Han vil Ingen lokke, Fornedrelsen hører ham lige saa væsentlig til som Ophøielsen. Dersom der var Den, som kun kunde elske Ham i Hans Høihed: en Saadans Syn er forvirret, han kjender ikke Christum, elsker Ham altsaa heller ikke, han ►tager Ham forfængelig. ►Christus var og er jo Sandheden. Naar Nogen da kun kan elske Ham i Hans Høihed, hvad vil saa det sige? Det vil sige, han kan kun elske 158Sandheden – naar den har seiret, naar den er i Besiddelse af og omgiven af ►Magten og Æren og Herligheden. Men da den stred, da den var Daarskaben, ►Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab, da den blev ►forhaanet, bespottet, som Skriften siger bespyttet, da kunde en Saadan altsaa ikke elske den, da ønskede han at holde sig langt borte. Han ønskede altsaa Sandheden langt borte fra sig, men dette er jo just at være i Usandheden. Det hører »Sandheden« lige saa væsentlig til at lide i denne Verden, som at seire i en anden, i Sandhedens Verden: og Christus Jesus er den Samme i sin Fornedrelse som i sin Ophøielse. Men dersom derimod Nogen 150kun kunde føle sig dragen til og elske Christum i Hans Fornedrelse; dersom en Saadan slet Intet vilde høre om Hans Ophøielse, naar Magten og Æren og Herligheden er Hans; dersom han (o, sørgelige ►Forvendthed!) med en urolig Aands Utaalmodighed, kjed, som han vel vilde sige, af Christenhedens gode og seierrige Dage, blot længtes efter Rædselens Skuespil, at være hos Ham, da Han blev forhaanet og forfulgt: da er en Saadans Syn ogsaa forvirret, han kjender ikke Christum, elsker Ham altsaa heller ikke. Thi Tungsind staaer Christendommen slet ikke nærmere end Letsind, de ere 167 begge lige meget Verdslighed, lige langt borte, ►have begge lige meget Omvendelse behov.
✂ M. T., Du til hvem min Tale henvender sig, Du som idag er kommet hid til Hans, vor Herres Jesu Christi Ihukommelse, Du er altsaa kommet hid dragen af Ham, som fra Høiheden vil drage Alle til sig. ►Men netop idag mindes Du jo Hans Fornedrelse, Hans Lidelse og Død: saa er det Ham, der drager Dig til sig. Han har i Høiheden ikke glemt Dig – og Du glemmer ikke Hans Fornedrelse; Du elsker Ham i Hans Fornedrelse, men tillige Hans herlige Aabenbarelse.
✂ Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.
✂ Det er nu 18 Aarhundreder siden, Han forlod Jorden og ►opfoer til Høiheden. Verdens Skikkelse er siden den Tid mere end een Gang forandret, Throner reiste og styrtede, store Navne opkomne og glemte; og i det Mindre, i vort daglige Liv skeer det Sædvanlige, ►Solen gaaer op og gaaer ned, Vinden omskifter efter sine Omgange, nu ►spørges der noget Nyt, som snart glemmes igjen, og saa atter noget Nyt: men fra Ham høres i en vis Forstand Intet. Og dog har Han sagt, at Han fra Høiheden vil drage Alle til sig. Han er altsaa i Høiheden ►ikke hvilende, 159men ►Han arbeider, beskjeftiget med og bekymret for at drage Alle til sig. Forunderligt! Dog saaledes seer Du jo ogsaa i Naturen omkring Dig de mange Kræfter røre sig; men den Kraft der bærer Alt, den seer Du ikke, Du seer ikke ►Guds Almagt – og dog er det jo ►lige fuldt vist, at ogsaa han arbeider, at eet eneste Øieblik uden ham, saa er Verden Intet. Saaledes er ogsaa Han, ►usynlig i Høiheden, dog overalt tilstede, beskjeftiget med at drage Alle til sig – ak, medens der i Verden verdsligt er Tale om alt Andet, som var Han slet ikke til. Han bruger det meest Forskjellige som Vei og som Middel for at drage til sig; dog dette ►kunne vi her ikke udføre, mindst idag, hvor endog ►en usædvanlig kort Tid er foreskrevet for Talen, fordi ►den hellige Handling er Hovedsagen, og 151►Altergangen Gudstjenesten. Men om end Midlerne, Han bruger, ere nok saa mange, alle Veiene løbe dog sammen paa eet Punkt: ►Syndens Bevidsthed, derigjennem 168 er ►»Veien«, ad hvilken Han drager et Menneske, ►den Angergivne, til sig.
✂ M. T., Du til hvem min Tale henvender sig, Du som idag er kommet hid for til Hans Ihukommelse at deeltage i Nadverens hellige Maaltid: ►Du gik jo idag først til Skrifte – ►inden Du nu gaaer op til Alteret. Fra Høiheden har Han draget Dig til sig, men gjennem Syndernes Bevidsthed. Ad mange, meget forskjellige Veie fører Han den Enkelte hertil, men kun ad een Vei drager Han ham til sig: gjennem Syndens Bevidsthed. Thi Han vil Ingen lokke til sig, men Han vil drage Alle til sig.
✂ Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.
✂ M. T., Du, til hvem min Tale henvender sig! Idag er Han jo hos Dig som nærmere ved Jorden, Han ligesom berører Jorden, ►Han er tilstede ved Alteret, hvor Du søger Ham; Han er der tilstede – men kun for atter fra Høiheden at drage Dig til sig. Thi fordi Du føler Dig dragen til Ham, og derfor er kommet hid idag, deraf følger jo dog endnu ikke, at Du turde mene, at Han allerede ganske havde draget Dig til sig. ►Herre, forøg mig Troen; Den, som bad denne Bøn, var ikke en Vantro men en Troende: saaledes ogsaa med ►denne Bøn »Herre, drag mig ganske til Dig«, Den, som ►retteligen skal bede denne Bøn, maa allerede føle sig dragen. O, og ikke sandt, just idag, og just fordi Du idag føler Dig dragen, just derfor vilde Du vel idag være villigst til at tilstaae Dig selv og Ham, hvor Meget der endnu er tilbage, hvor langt det er fra, at Han ganske har draget Dig til sig – i Høiheden, bort fra alt det Lave og Jordiske, der 160vil holde Dig tilbage. O, det er jo ikke mig, m. T., ikke noget andet Menneske, der siger, eller skal sige eller tør sige Dig dette; nei ethvert Menneske skal have nok med at sige sig det selv – og skulde have Roes for Gud, hvis han nogensinde drev det til ►noksom at sige sig det selv. Ikke veed jeg, m. T., hvor Du er, hvor langt Han maaskee allerede har draget Dig til sig, hvor langt fremmeligere i at være Christen Du maaskee er end jeg og saa mangen Anden: men, give Gud, at denne Dag, hvor Du end er, 169 og ►hvo Du end er, Du som idag er kommet hid for at deeltage i Nadverens hellige Maaltid, at denne Dag maatte i Sandhed være velsignet for Dig, give Gud, at Du i det hellige Øieblik maatte føle Dig ganske dragen til Ham, fornemme Hans Nærværelse, Han der er der tilstede, Han fra hvem 152Du saa ►vistnok skilles, idet Du forlader Alteret, men som dog ikke vil glemme Dig, naar Du ikke glemmer Ham, ja ikke vil glemme Dig, ak selv om Du stundom glemte Ham, som fra Høiheden vedbliver at drage Dig til sig indtil en sidste salig Ende, naar Du engang skal være med Ham og hos Ham i Høiheden.
153
170
►161II
✂ Herre Jesus Christus, svagt er vort eget ►daarlige Sind, som kun altfor gjerne lader sig drage – og da er der saa Meget, som vil drage os til sig. Der er Lysten med dens forførende Magt, det Mangfoldige med dets forvirrende Adspredelse, Øieblikket med dets ►bedaarende Vigtighed, og Travlhedens ►forfængelige Møie og Letsinds sorgløse Tidsspilde og Tungsinds mørke Grublen: alt Dette vil, bort fra os selv, drage os til sig, for at bedrage os. Men ►Du, som er Sandheden, kun Du, ►vor Frelser og Forløser, kan i Sandhed drage et Menneske til Dig, hvad Du jo har lovet Du vil gjøre: ►at Du vil drage Alle til Dig. ►Saa give da Gud, at vi ved at gaae i os selv maatte komme saaledes til os selv, at Du, efter Dit Ord, kan drage os til Dig – fra Høiheden, men gjennem Ringheden og Fornedrelsen.
✂ ►►Joh. XII, 32. Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .
✂ ►A. T., lader os først til Indledning gjøre os det ret tydeligt, hvad der, nøiagtigt forstaaet, ligger i den Tanke: at drage til sig, for saa desto bedre og desto inderligere at forstaae de ►forelæste hellige Ord, at Christus, ophøiet fra Jorden, altsaa fra Høiheden, vil drage Alle til sig.
✂ Hvad vil det sige: at drage til sig? er det dog ikke i 171 Grunden usandt, om hvad der kun bedragende drager til sig, om hvad der drager til sig for at bedrage, eller bedrager, idet det drager til sig, at udsige: at det drager til sig? Thi rigtigere og sandere maa jo derom siges: det bedrager, ikke eet Ord mere. Naar man siger om det: det drager, da er det jo, som vilde 162man et Øieblik fortie det Afgjørende, som vilde man et Øieblik dvæle derved, og ikke strax rykke ud med Sproget, ►kort for Hovedet som Sandhed altid er, flygtende ►iilsomt som det Sande altid ►flyer Løgnen. Dersom man om hvad der forfører 154vilde sige det fører – derpaa holde inde, slet Intet videre tilføie, eller først langt om længe – til Forførelse: var dette saa ikke som et Udtryk for, at man i Grunden var i det Forførendes Magt? Sandeligen, det er farligt og betænkeligt, naar et Menneske saaledes staver, og er saaledes langsom i at lægge sammen, det er en farlig Dvælen ved ►det Forbudne, en Dvælen, eller rettere, det er som havde man dog i Grunden Lyst til at gaae et lille Stykke med, at føres et lille Stykke af det Forførende. Det vilde jo ogsaa være uforsvarligt, om man til Den, der var i det Forførendes Magt, vilde sige: tag Dig iagt, det fører til Forførelse. O, Den der er bekymret for sin egen, eller for et andet Menneskes Frelse, han taler ganske anderledes utaalmodigt; selv i det Øieblik hvor han menneskelig talt er længst borte fra det Forførende, ►han giver det ikke een Finger, at det ikke skal tage hele Haanden, han spøger ikke dermed, ►lefler ikke.
✂ Siig ikke, at dette er spidsfindige Ordbemærkninger, ►Intet mindre end opbyggelige, o tro Du mig, det er saare vigtigt for et Menneske, at hans Sprog er nøiagtigt og sandt; thi saa er ogsaa hans Tanke det. Og dernæst, om det at forstaae og at tale rigtigt end ikke er Alt, da der jo ogsaa fordres at handle rigtigt, saa er dog Forstaaelse i Forholdet til det at handle som det vippende Bræt, hvorfra den Springende tager Springet: ►jo tydeligere, jo nøiagtigere, jo mere, i god Forstand, lidenskabelig Forstaaelsen er, desto mere letter den til Handling, eller desto lettere er det for Den, der skal handle, at lette til Handling, som det er for Fuglen, at lette fra den 172 gyngende Green, hvis Bøielighed staaer i det nærmeste Forhold til og danner den letteste Overgang til det at flyve.
✂ Hvad der da i Sandhed skal siges at drage til sig, maa først og fremmest være Noget i sig selv, eller være et Noget, der er i sig selv. Thi hvad der ikke er i sig selv, kan da umuligt drage til sig. Men dette er jo Tilfældet med ►det Sandselige, det Verdslige, det Øieblikkelige, det Mangfoldige, det er i sig selv Intet, er tomt. Derfor kan det ►i sidste Grund ikke drage til sig, det kan kun bedrage. Dette er det Sidste, at det bedrager; men dette Sidste er ogsaa hvad der skal siges først og strax, at det bedrager.
✂ 163Hvad der i Sandhed skal siges at drage til sig, maa være det Høiere, det Ædlere, der drager det Lavere til sig, ►det er, det i Sandhed at drage til sig er at drage op ad, ikke at drage ned ad. Naar det Lavere drager det Høiere til sig, da drager det ikke, det drager ned ad, det bedrager. Dette er ►vistnok hvad der sidst kommer tilsyne, 155Bedraget; men dette Sidste er dog hvad der skal siges først og strax: det bedrager.
✂ Videre, hvad det, nærmere forstaaet, vil sige i Sandhed at drage til sig, beroer paa Dets Beskaffenhed, som skal drages. Er dette i sig selv et Selv, da kan det i Sandhed at drage til sig ikke betyde blot at drage det fra at være sig selv, at drage det til sig saaledes, at det nu har tabt al egen Bestaaen, ved at være draget ind i Det, som drog det til sig. Nei, i Forhold til hvad der i Sandhed er et Selv, vilde det at drages paa denne Maade atter være at bedrages. Dette vilde vistnok være det der sidst kom tilsyne, Bedraget; men dette Sidste er dog hvad der skal siges først og strax, det bedrager. Nei, naar Det, der skal drages, er i sig selv et Selv, betyder det i Sandhed at drage til sig først at hjælpe det til i Sandhed at blive sig selv, for saa at drage det til sig, eller det betyder, i og ved at drage det til sig, at hjælpe det til at blive sig selv. – Her betyder altsaa det i Sandhed at drage til sig et Dobbelt, først at gjøre det Selv, som skal drages, til sig selv, for saa at drage det til sig.
✂ Og ►hvad er nu det at være et Selv? Det er at være 173 en Fordoblelse. Derfor betyder i dette Forhold det i Sandhed at drage til sig en Dobbelthed. Magneten drager Jernet til sig; men Jernet er intet Selv, derfor er i dette Forhold det at drage til sig et Enkelt. Men et Selv er en Fordoblelse, er Frihed; derfor betyder i dette Forhold det i Sandhed at drage til sig at ►sætte et Valg. For Jernet, naar det drages, er der intet og kan der ikke være Tale om noget Valg. Men et Selv kan et Andet kun i Sandhed drage til sig gjennem et Valg; saa det i Sandhed at drage til sig er et Sammensat.
✂ Altsaa. Hvad der skal kunne siges i Sandhed at drage til sig, maa være Noget i sig selv, eller Noget som er i sig selv. Saaledes naar Sandheden drager til sig; thi Sandheden er i sig selv, er i og for sig selv – og Christus er Sandheden. Det maa være det Høiere, der drager det Lavere til sig – saaledes naar Christus, den uendelig Høieste, sand Gud og Mand, fra Høiheden vil drage Alle til sig. Men Mennesket, hvorom Talen jo er, er i sig selv et Selv. Derfor vil Christus ogsaa først og 164fremmest hjælpe hvert Menneske til at blive sig selv, fordrer først og fremmest af ham, at han ved at gaae i sig selv bliver sig selv, for saa at drage ham til sig. Han vil drage Mennesket til sig, men han vil, for i Sandhed at drage ham til sig, kun drage Mennesket som frit Væsen til sig, altsaa gjennem et Valg. Derfor vil han, der fornedrede sig selv, derfor vil han den Fornedrede fra 156Høiheden drage Mennesket til sig. Dog er han ►i Ringheden og Høiheden den Ene og Samme; og dette Valg var ikke rigtigt, om Nogen meente, at han skulde vælge mellem Christus i Ringheden og Christus i Høiheden, thi Christus er ikke adskilt, han er den Ene og Samme. Valget er ikke: enten Ringheden eller Høiheden, nei, Valget er Christus; men Christus er et Sammensat og dog den Ene og Samme, er den Fornedrede og den Ophøiede, forhindrer derfor just at vælge een af Delene, medens begge Delene, eller det at begge Dele ere der, gjør det umuligt at drages til ham uden gjennem et Valg. Thi hvis han i Sandhed skulde kunne drage til sig uden gjennem et Valg, saa maatte han være et Enkelt, enten den Ophøiede eller den Fornedrede, 174 men han er begge Dele. Saaledes gjennem en Dobbelthed drager Intet, ingen Natur-Magt, Intet i Verden drager saaledes til sig, det gjør kun Aand, og kan atter saaledes kun drage Aand til sig.
✂ Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.
✂ Og ikke sandt, det er jo skeet; disse Tusinder og Tusinder og Millioner dem har han alle draget til sig og drager dem til sig – thi ►i Fornedrelsen drog han kun Tolv til sig, og ►af disse Tolv forraadte den Ene ham, og ►de Andre fornægtede ham. Men alle disse Tusinder og Millioner, som han drager til sig fra Høiheden, de holde fast ved ham. Maaskee! Men ►sæt han vilde gjøre Prøven derpaa, sæt han atter iførte sig Ringheden – og ►kom i endnu strengere Forstand end fordum til sine Egne: hvad vilde vel Følgen blive?
✂ Dog er det ikke hans eget Ord, at han fra Høiheden vil drage Alle til sig? saa er det jo ganske i sin Orden, at det er skeet og skeer, som han har forudsagt det, og saa maa det dog vel hænge ganske rigtigt sammen med disse mange Tusinder og Millioner, der alle føle sig dragne til ham fra Høiheden. Men hvad er da det at drage til sig? At drage til sig er gjennem en Modsætning, gjennem et Valg at drage til sig, altsaa ikke umiddelbart, men middelbart, saa Valget, som sagt blev, ikke bestaaer i at vælge enten den ene Modsætning eller den anden, men i at vælge en 165Eenhed af tvende Modsætninger, hvilket ikke lader sig gjøre umiddelbart. Forsaavidt kan han heller ikke siges at drage til sig alene fra Høiheden, dersom han blot var den høit Ophøiede og aldrig havde været Andet.
✂ Men ►hvo er den Talende? er det den Ophøiede der er den Talende? Ingenlunde, saa maatte Talen jo lyde anderledes, saa maatte der jo staae: jeg, der er ophøiet, jeg vil drage Alle til mig. Derimod staaer der: men jeg – naar jeg bliver ⓘ ophøiet; det talende Jeg er 157altsaa ikke den Ophøiede. Jeg, det vil sige, jeg den Fornedrede, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Den Ophøiede vil gjøre det, men den Fornedrede er det der har sagt, at han vil gjøre det. Dersom 175 den Fornedrede ikke havde levet, saa havde vi jo slet intet vidst om den Ophøiede; og dersom den Fornedrede ikke havde sagt dette Ord, saa havde vi jo Intet vidst om, at han fra Høiheden vil drage Alle til sig.
✂ Hvorledes ►skulle nu Ordene forstaaes? Det er jo dog ikke nok til at forstaae en Tale, især en Tale i første Person, hvor der altsaa nævnes et Jeg, at forstaae, hvad der siges, vi maae jo ogsaa passe paa, hvo det er der taler. Og den Talende er den Fornedrede, som jo ogsaa Ordene, historisk, ikke ere sagte igaar eller iforgaars, men for 1800 Aar siden, da han den Fornedrede ikke var ophøiet. Men naar et Menneske gjennemgaaer en saadan Forandring og ►Omvexling som: ►Fornedrelse – Ophøielse, saa er det, for at forstaae hans Udsagn, ganske simpelt og ligefrem, af stor Vigtighed at faae oplyst, i hvilket Afsnit af sit Liv han har sagt det. Dog Christi Liv ►betræffende er denne Oplysning let at faae; thi hans Ophøielse begynder først med ►hans Himmelfart – og siden den Tid er der ikke hørt eet eneste Ord af ham, hvert Ord, han har sagt, er altsaa sagt i hans Fornedrelse.
✂ Men lad mig dog danne et ganske simpelt Tilfælde, ►for ret at gjøre det indlysende, hvor vigtigt det i Forhold til et Udsagn af et Menneske, der i sit Liv gjennemgik betydelige Omvexlinger, er at faae det oplyst, i hvilket Afsnit af sit Liv han har sagt det. Lad os tænke en from, fattig Mand; han lever naturligviis forladt, Enhver, hvis Dør han gaaer forbi, er glad, og seer man ham komme, er man glad, at man dog saa tidlig opdager hans Komme, at man kan holde Døren lukket eller nægte sig hjemme. Om ham fortælles der, at han skal have sagt: naar jeg er blevet den blandt de Rige rigeste Mand, saa ►ville Alle søge mig. Lad os nu 166tænke, at det skeete, hvad han i barnlig Tillid til Gud, uden at knurre nei glad i Armoden, fromt havde haabet, at han virkelig blev den blandt de Rige rigeste Mand – og nu søge Alle ham. Lad os tænke, at der laae mange, mange Aar mellem det første og det sidste Afsnit af hans Liv – hvis da En forstod dette Udsagn 176 saaledes, at han glemte, at det var den fattige Mand, der havde sagt det: forstod han det saa? Nei, han misforstod det.
✂ Det ►Mærkelige var jo netop, at det var den fattige Mand, at det var medens han var fattig at han sagde disse Ord, som vel forekom 158de Fleste Galskab, da de bleve sagte; det Mærkelige var, at han i Armodens Dage havde denne Tro og Tillid til Gud, at Gud vilde gjøre ham til den blandt alle Rige rigeste Mand. Er dette ikke det Mærkelige? Eller er der noget Mærkeligt i, at Alle søge den rige Mand, er der noget Mærkeligt i at forudsige, at det vil skee? Det kan dog nok Enhver, Daare ligesaa godt som Viis, sige forud. Det Mærkelige ligger altsaa i Forholdet mellem Udsagnet og Mandens ►Bestedelse, under hvilken han sagde Ordet. Dengang derfor da den fattige Mand sagde disse Ord »naar jeg bliver den blandt de Rige rigeste Mand, da ......« har man vel ogsaa spottende sagt: ja, – naar, ►det er, man havde, om end Uret i at spotte, dog rigtigt forstaaet, at det egentlige Mærkelige ved denne Tale var den Talende, eller at det var en Mand i Armod der sagde Ordet.
✂ Og saaledes ogsaa med de ►forelæste hellige Ord af ham, den Ophøiede, det Mærkelige er, at Den, der sagde dem, var den Fornedrede, at det var ►den Foragtede, Forhaanede, Bespottede, Bespyttede, der sagde: jeg, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Thi at den Ophøiede, Seierrige, Mægtige, at han drager Alle til sig, det er ikke saa mærkeligt, det kan noget nær en Daare ligesaa godt som den Vise sige forud; var slig Forudsigelse Propheti, saa ere vi alle, Store og Smaae, lige store Propheter. Men det Mærkelige var, at det var den Fornedrede, der sagde det. Og derfor har ►vistnok ogsaa de Samtidige sagt: ja – naar, det er, de have rigtigt opdaget, hvor Mærkelighedens Eftertryk ligger i denne Tale. Det er ganske som med hiin fattige Mands Udsagn. Dog er der den uendelige Forskjel, at han jo dog i det Høieste med en barnlig Tro og Haaben til Gud, idet han sagde hiint »naar«, selv kun har kunnet haabe Muligheden, at det var muligt. Fremdeles er det jo ogsaa ganske bogstaveligen 177 sandt, at han, den Fattige, da han var fattig, var virkelig fattig. 167Men Han, den Fornedrede, han vidste, at han vilde blive ophøiet, det vidste han evig vist, ja i een Forstand var han, selv da han var den Fornedrede, den Ophøiede. Og see dette er mærkeligt, en saadan Fornedret og et saadant Ord af en saadan Fornedret! Men, som sagt, skal der være Tale om at forstaae Ordet, maa man for Alt huske paa, at det er den Fornedrede der taler.
✂ Er dette En nu ganske nærværende, saa det er En som vidste man Intet om Ophøielsen, men blot hører den Fornedrede tale: saa vil man ogsaa paa en anden Maade bedre komme til at forstaae Ordet. Thi til at forstaae et Udsagn af et Menneske hører ikke blot, at man 159forstaaer det Sagte, men ogsaa, hvad jo ►udviklet blev, at man faaer at vide, hvo den Talende er, og hvis hans Liv er ►forsøgt i afgjørende ►Omskiftelser, da i hvilket Afsnit – og saa hører der Eet endnu: i hvilken Stemning han har sagt Ordet.
✂ Lad os tænke paa hiin fattige Mand. Han er nu den rige Mand, søgt af Alle. Disse Alle, som søge ham, ville i Grunden gjerne bringe det i Glemsel, at han har været fattig, og især at det var som Fattig han sagde det – thi ellers erindrer Ordet dem jo om, at dengang han var fattig, da var der Ingen som søgte ham. Det vil sige, Ordet har egentligen nu først faaet sin ►Braad, nu da han er blevet den Rige, og – da Alle søge ham. Den Braad maa man have bort; thi ellers har man dog ikke al den Fordeel af denne rige Mand, som man kunde have. Hvad gjør man saa? Man siger: aa, lad det være glemt, det er en mørk og trist Erindring. Man kaster da den første Deel af Udsagnet bort, dette »naar jeg er blevet«, og lader som var det en riig Mand, der – hvor dybsindigt bliver nu ikke Ordet, næsten lige saa dybsindigt som den Bemærkning paa en Solskins-Dag: det er godt Veir idag! – sagde: jeg er søgt af Alle. Og det finder man at være Sandhed, man finder det ypperligt sagt af ham, saaledes er det, saaledes skal det være, det er aldeles i sin Orden, og det er intet Under, at Alle søge især denne rige Mand, der er saa vit178tig og aandrig, der i svulmende Følelse af Livslyst, med smilende Mine, siger, selv saa inderlig glad derover: jeg er søgt af Alle.
✂ Men, men det var den fattige Mand, der sagde Ordet: naar jeg er blevet den blandt de Rige rigeste Mand, da ville Alle søge mig. Lad os for Alt huske paa Bestedelsen, hvorunder han sagde Ordet, saa ►komme vi nok paa Spor efter Stemningen – ja, der har maaskee endog været 168Bitterhed i den Fattiges Sjel, da han sagde det. O, usle Verden, har han maaskee tænkt, saa længe jeg er fattig, saa flye Alle mig – naar jeg er blevet riig, ville Alle søge mig. Og antaget, at der var Dybde i denne fattige Mands Sjel, saa har han, da han nu var blevet den rige Mand, vel først og fremmest ydmyg for Gud angret hvad Bitterhed der var i hans Hjerte, da han sagde Ordet – men, sandeligen, væmmedes han ved Tilværelsen, da han saae Alle flye den Fattige, o, han væmmedes langt mere ved den, da han saae Alle søge den Rige. Thi var der Dybde i hans Sjel, da har han ikke ønsket at lade sig spotte. Og han var ikke i dybere Forstand til Spot, da Alle flyede ham, den Fattige; men han kunde let blive det, naar Alle søge ham, den Rige, han kunde let blive det – thi i dybere Forstand 160er det at blive til Spot ikke hvad Andre gjøre mod En, men hvad man er – hvis han ►bedaaret gik hen og glemte hvad han som Fattig havde lært.
✂ Og nu han, den Fornedrede! Ja, i hans Sjel var der ingen Bitterhed, end ikke da han sagde ►»hvor længe skal jeg taale denne Slægt«, ►han var Kjerligheden; i Forhold til ham kom Bitterheden udenfra, men den formaaede aldrig at gjøre ham bitter. Derimod formaaede den at forbittre hans Liv, det Liv, han førte i Fornedrelse, priisgiven til al Løgn og Bagvaskelse og Mishandling og Forfølgelse, et Smertens Vidne til idel Svaghed og Feighed og Selvkjerlighed – skyet af Alle. Da sagde han: men jeg, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Mon nu han, der sagde: hvor længe skal jeg taale denne Slægt, meente dermed at tale alene om hiin Slægt, men at de Slægter, der vare villige til at springe 179 Ringheden forbi for at dele Høiheden med ham, at de vare væsentligen bedre og mere til at taale? Mon det virkeligen skulde kunne bedaare ham, at Alle, naar han er ophøiet, ville slutte sig til ham, mon det skulde kunne bedaare ham og i den mindste, mindste Maade forandre hans Dom om hvad Sandhed er, han som er Sandhed! Men hvis dette er en Umulighed, umuligere end den største Umulighed i Naturens Orden: saa har han jo ikke glemt det Mindste, Mindste af, hvilket hans Liv var, da han var den Fornedrede.
✂ Saa er der altsaa i Grunden en Braad, en Sandhedens Braad i disse Ord: men jeg, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Da de bleve sagte af ham, den Fornedrede, da laae denne Sandhedens Braad i, at han den Fornedrede vidste sig selv at være den høit Ophøiede. Bitter 169var han som sagt ikke, men han sagde dog: hvor længe skal jeg taale denne Slægt. Og da han saa blev den Ophøiede, og det skeete: at han fra Høiheden drog Alle til sig, da er Braadden, Sandhedens Braad, at det er den Fornedrede, der har sagt disse Ord. Og ham skal Du, ham ►skulle alle Millioner Mennesker, eller – alle Millioner Christne forgjeves ville bedaare eller faae til at glemme Noget – som de glade, klinkende Huusvenner hos hiin rige fordum fattige Mand saa gjerne vilde bringe ham til at glemme, at det var som Fattig han sagde Ordet, bringe ham til at glemme, hvad han som Fattig fik at vide om Verden, bilde ham ind, at det er en rar Verden – thi flokkes ikke Alle om ham!
✂ Nei, et Menneske kan vel blive lidt glemsom i Aarene, og i Rigdoms gode Dage glemme Armodens Erfaringer og Sandhed; men 161han, den Ophøiede, for ham er Alt et evigt Nærværende – ►de 1800 Aar er som en Dag. Ophøietheden har ikke forandret ham; han er sig selv saa nærværende, at han endnu idag er den Samme i Ordet, han sagde, saa levende erindrer han, at han var den Fornedrede; han er den Fornedrede, der siger til de Nulevende: fra Høiheden vil jeg drage Alle til mig.
✂ 180Men har han da ikke sagt, at han fra Høiheden vil drage Alle til sig? Jo vist – han den Fornedrede har sagt det. Han lader sig ikke bedrage – Du slipper ikke fra Fornedrelsen; thi minder Ordet om Ophøielsen, saa minder den Talende om Fornedrelsen. Du kan ikke vælge een af Delene uden at ►forskylde en Usandhed, hvorved Du kun bedrager Dig selv, ikke ham, og bedrager Dig selv for Sandheden, som han er.
162
181
►170III
✂ Herre Jesus Christus! Saare forskjelligt er det Meget, hvortil et Menneske kan føle sig dragen; men Eet er der, hvortil aldrig nogensinde noget Menneske, naturligt, følte sig dragen, det er til Lidelse og Fornedrelse. Dette mene vi Mennesker at burde ►flye saa længe som muligt, og i ethvert Tilfælde at maatte tvinges til. Men Du, ►vor Frelser og Forløser, Du den Fornedrede, som dog Ingen vil tvinge, og mindst til hvad der jo er og skal være et Menneskes høieste Ære, at turde ville ligne Dig: at dog Dit Billede i Fornedrelsen maatte staae saaledes levende for os, opvækkende og overtalende, at vi føle os dragne til Dig i Ringheden, dragne til at ville ligne Dig i Ringheden, Du som fra Høiheden vil drage Alle til Dig.
✂ ►►Joh. XII, 32: Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .
✂ ►Hvo er nu denne Ophøiede? Det er ►Guds eenbaarne Søn, vor Herre, som fra Evighed var hos Gud, var Gud, kom til Verden, derpaa opfoer til Himmels, hvor han nu sidder hos Faderens Høire, herliggjort med ►den Herlighed, han havde før Verden var. Han er ►Den, hvem al Magt er given i Himlen og paa Jorden; ►Den, i hvis Navn alle Knæe skulle bøie sig, deres i Himlen, og deres paa Jorden og under Jorden; Den, til hvis Navns Lov og Priis Evigheden gjenlyder 182 og atter evigt skal gjenlyde; ►Den, som vil komme igjen i Skyen, ►omgiven af alle sine hellige Engle, for at dømme Verden, og ►for at frelse dem, som troende have forventet hans herlige Aabenbarelse.
✂ 171Men vides der da ellers Intet om ham? Jo, og det Meste, der vides om ham, er noget ganske Andet, at han var den Fornedrede! ►Han fødtes som uægte Barn; og havde Faderen maattet raade sig selv, saa havde han, godmodig som han var, ikke offentlig forskudt, 163men i Stilhed forladt den foragtede Jomfru, der var Moderen. Dog ►Stedfaderens Sind forandredes, han blev, i Henseende til menneskelig Omsorg og Opoffrelse for Barnet, en virkelig Fader; men saa blev derimod hele ►Slægten, hvilken dette Barn ved at blive Menneske kom til at tilhøre, en desto grusommere Stedfader – mod dette uægte Barn, hvilket Slægten ikke vilde vedkjende sig. Ja, som man stundom kan see en stakkels Fugl, hvilken alle Fugle af samme ►Slægt idelig forfølge og mishandle og hakke paa, fordi den ikke er ganske som de andre, indtil det endeligen efter Ønske lykkes dem at faae Livet af den, at da Slægtskabet kan faae en Ende: saaledes vilde Slægten ikke være i Slægt med dette Barn eller dette Menneske; det gjaldt den for Alt om, ja det var paa Liv og Død den magtpaaliggende at faae Livet af dette Menneske, at da Slægtskabet kunde faae en Ende. – Denne Historie, ►det er, Historien om denne stadige Mishandling, der tilsidst ender med Døden, denne Historie eller denne Lidelse: det er hans Livs Historie. Den kan fortælles paa flere Maader; den kan fortælles kort, med to ja med eet Ord: det var Lidelsens Historie. Den kan ogsaa fortælles ►vidtløftigere; men saa kan den aldrig fortælles ganske sand, thi saa var den saa vidtløftig, at intet Menneske kan fortælle den. Anderledes kan den ikke fortælles end paa een af disse to Maader; det er ved en menneskelig Misforstaaelse, at man har forkortet den saaledes, at ►man har kaldet den sidste Deel: Lidelsens Historie; dette er en Misforstaaelse. Vel sandt nemlig, der var en Tid af hans Liv, ►et Afsnit, hvor det jo næsten saae ud som Herlighed. Men mon dog ikke ogsaa i den Tid 183 Slægten hakkede paa ham ved Misforstaaelsens Piinsler, som den tilføiede ham? Og selv det Øieblik af hans Liv, da det, menneskeligt, tog sig herligst ud: man mærker dog let, at denne Herlighed er mere vulkansk end ►betrygget, ikke til at stole paa, man aner, at denne Herlighed skal betyde noget Andet, at den forholder sig til, og skjult – som Høiden, fra hvilken En falder – ►er i Forstaaelse med lige det Modsatte, med Undergangens Forfærdelse, er tvetydig som det Øieblik, ►da hiin Qvinde salvede ham med kostelig Salve. Du faaer jo dog vel neppe Indtrykket af den trygge Festlighed ved et Maal172tid; han siger ogsaa selv »til min Begravelses-Dag har hun bevaret den« (denne Salve) – da jo hver Dag af hans Liv, han der var bestemt at være Offeret, i en vis Forstand er hans Begravelses-Dag. – Og saaledes var al denne et kort Øiebliks Herlighed, den var blot med Hensyn til Undergangen, dens Betydning var Undergangen 164eller at forberede til Undergangen. ►Man vilde udraabe ham til Konge, men han, han seer ikke ud som ellers en Candidat til Kongevalget, der selv higer derefter, og derfor har gjort Alt for at betrygge sig det. Nei, han snarere ►leger Fremmed i Henseende til at skulle være Konge, fordi han vidste, at dette Optrin blot hørte med i Alvoren af hvad han forstod sig at skulle være: Offeret. At ville udraabe ham til Konge, ham! Det ►er og lige saa besynderligt og afsindigt som at ville overrække Den, der efter helligt Løfte levede i Armod, alle Verdens Skatte: hvad skulde han med dem – og hvad skulde han med Kongemagten, han den mod alt Verdsligt af Alle Ligegyldigste! ►Det lille Folk, hvilket han tilhørte, kaldte sig stolt Guds udvalgte Folk; ►dette Folk var under fremmed Herredømme, og, som naturligt, Alle beskjeftigede med den Tanke, at ryste det forhadte Aag af sig. Derfor vilde man udraabe ham til Konge. Men see, ►da man saa viser ham Skattens Mynt og ved et besnærende Spørgsmaal vil tvinge ham til enten med eller mod sin Villie at tage Parti, hvad saa? O, verdslige Parti-Lidenskab, og selv om Du kaldes hellig og national, nei saavidt rækker Du ikke, at Du kan fange hans Ligegyldighed! Han spørger »hvis 184 Billede er det, der er præget paa Mynten«, man svarer: Keiserens; »saa giver Keiseren hvad Keiserens er, og Gud hvad Guds er«. Uendelige Ligegyldighed! ►Om Keiseren hedder 👤Herodes eller Salmanassar, om han er Romer eller Japaneser, det er ham det Ligegyldigste af Alt. Men paa den anden Side: ►uendelig svælgende Forskjel, som han befæster mellem Gud og Keiseren – »giver Gud hvad Guds er!« Thi verdsligt vilde man gjøre det til et Guds-Spørgsmaal, om det var tilladt at give Keiseren Skat; saaledes vil Verdsligheden saa gjerne ►sminke sig op til ►Gudelighed, og saaledes havde man jo ogsaa i Spørgsmaalet blandet Gud og Keiseren sammen, som havde de To uden videre og ligefrem Noget med hinanden at ►skaffe, som vare de maaskee hinandens Medbeilere, Gud ogsaa saadan en Slags Keiser, ►det er, man havde i Spørgsmaalet egentligen skjult ►taget Gud forfængelig, verdsliggjort ham. Men han gjør Forskjellen, den uendelige Forskjel, gjør det at give Keiseren 173Skat til det Ligegyldigste af Alt, det vil sige, til Noget, man skal gjøre, og ikke spilde eet Ord eller eet Øieblik paa at tale derom – for saa at faae desto mere Tid til at give Gud hvad Guds er. Og det er ham, man vil udraabe til Konge! O, men hvilken Lidelse saaledes at blive misforstaaet! – Og saaledes blev han misforstaaet i Alt. Der gik ikke nogen Dag, ikke een Time nogen Dag, uden at Misforstaaelsen, 165som den kan det – og maaskee nok saa ►martrende som den legemlige Lidelse – korsfæstede ham. Hans Lære misforstod man og tog forfængelig, hans Mirakler misforstod man og tog forfængelig, ham selv misforstod man og tog forfængelig; ►hans Omgang med Syndere og Toldere misforstod man og ►forargedes, hans Forsagelse af Alt misforstod man og forargedes, ►hans Forudsigelse af sin Lidelse og Død misforstod man og forargedes. Ja med Undtagelse af Apostlene var vel ►hiin Qvinde een af de Faa, der forstode ham, skjøndt hun dog misforstod ham, thi hun forstod ikke, at hun gjorde det, salvede ham, med Hensyn til hans Død. O, Rædselens Gysen, at der er en saadan hemmelighedsfuld Fortolkning af hvad der synes at være lige det Mod185satte: at dette Øieblik ved Gjestebudet, hvor han salves med kostelig Salve, betyder hans Begravelse!
✂ Forestil Dig denne Fornedrede, ham hvem Slægten ikke vilde vedkjende sig, men over hvem Alle derimod enedes om, ►vistnok paa forskjellig Maade, at raabe: ►see hvilket Menneske. Ueensartet var hans Liv fra Først til Sidst. See hvilket Menneske, raabte Slægten, da den vilde gjøre ham til Konge, og see hvilket Menneske, da den vilde korsfæste ham. See, hvilket Menneske, dette er ligesom hans Livs Lidelses-Historie samlet i eet eneste Udraab.
✂ Og han, denne Fornedrede, han var Kjerlighed; han vilde kun Eet: frelse Menneskene; han vilde det ►paa ethvert Vilkaar: ►forlade den himmelske Herlighed derfor; han vilde det paa ethvert Vilkaar: offre sit Liv derfor. Saaledes – ja, man kan ikke sige gik han ud i Verden, nei, saaledes, med dette Forsæt ►steg han ned til Jorden, gik saa ud i Verden. Man skulde troe, han maatte have bevæget Alle, men han bevægede Ingen – og dog jo: han bevægede Alle, han oprørte dem nemlig alle mod sig. Hvilken Lidelse, hvilken Kjerlighedens Lidelse!
✂ Kan nu dette Syn ikke bevæge Dig? Men, ikke sandt, Du vil være oprigtig mod Dig selv, og om en eller anden af de Veltalende, der handle ilde eller dog ikke vide hvad de gjøre, om han vil bedrage Dig med sin 174Veltalenhed, ►ved bedaarende at tale om Christi Lidelse, eller vel endog ved bedaarende at ville sætte sig ved hans Kors – som Betragter, for derfra at skue ud over Verden, Verdenshistorien, Menneskeheden: ikke sandt, da vil Du ikke lade Dig bedrage? Du vil betænke, at skal det være Alvor med at sætte sig ved eller at staae ved hans Kors, da maa det være i Samtidighedens ►Bestedelse, hvor det altsaa vilde betyde, virkelig at komme til at lide med ham, 166ikke ved Foden af hans Kors at ►anstille Betragtninger, men selv maaskee naglet til et Kors ved Siden af ham – at komme til at anstille Betragtninger. Tænk derfor – for Alvorens Skyld, eller at det kan blive Alvor – ikke betragtende paa ham, men tænk først og fremmest paa Dig selv, at Du i Din Tanke bliver samtidig 186 med ham. Kan nu dette Syn ikke bevæge Dig – ikke til Taarer, der her ere paa urette Sted, overflødige, ja af det Onde, hvis det ikke er over Dig selv Du græder – men til Alvor, til Handling, til dog paa nogen Maade at ville lide i Lighed med ham? Du tvinges ikke mod Din Villie; men salig er Du, om Din Villie tvinger Dig saaledes, at Du maa sige: ►jeg kan det ikke anderledes, thi dette Syn bevæger mig! Du tvinges ikke mod Din Villie, o, misforstaa mig ikke, det er en Æressag, hvorom Talen er; vil Du det ikke, falder det Dig maaskee for tungt, kan Du gjerne blive fri – det er i saa Fald en Æressag, Du fritager Dig selv for, falder dette Dig maaskee lettere? Men siig selv, og siig Dig det selv, hvad vilde Du dømme om en Elskende, der kun vilde tilhøre den Elskede, efter at han havde overstaaet alle Besværligheder, seiret i alle Farer, en Elskende der kun kunde elske ham i Høiheden? Er dette at elske? Nu ja, det er at elske sig selv, men er det at elske? Tænk Dig tvende Elskende; den Elskede, Manden, han havde gjennemgaaet ubeskrivelig Meget i sit Liv, han havde maattet staae ene i Verden, forarmet, miskjendt af Alle, foragtet, bespottet – men saa vendte det sig, hans Sag seirede, og han er nu den af Alle Beundrede, hvem Alle beile til. Da først lærer han den Pige at kjende, som bliver hans Elskede. Hun er altsaa aldeles uden Skyld at hun ikke har deelt Lidelserne med ham, hun har end ikke kjendt ham i hans Lidelsers Tid; men dersom hun er en ►ret Elskende, mon hun da ikke – ja, det er jo her en Overdrivelse, men dog en Elskovens Overdrivelse – næsten vil bebreide sig det som en Art Utroskab, eller dog føle sin Elskov saa ufuldkommen, fordi hun ikke har kjendt ham i Lidelser175nes Tid, sig saa beskjæmmet ved saaledes blot at skulle dele Herligheden med ham?
✂ Men hvad Jesus Christus angaaer, da kan dog vel Ingen sige, at han først har lært ham at kjende, da han var kommen til Høiheden; thi Enhver, der har lært ham at kjende, lærer ham at kjende i Ringheden, og hvis han i Sandhed lærer ham at kjende, lærer han ham først at kjende i Ringheden. Ei heller kan dog vel Nogen med Sandhed sige, at 187 det er umuligt at komme til at dele Ringheden med ham, da den jo engang er forbi og ►længst er forbi. Nei, dersom 167Du bliver samtidig med ham i hans Fornedrelse, og dette Syn bevæger Dig til at ville lide med ham: da skal – det skal han indestaae Dig for – Leiligheden nok gives Dig til at kunne lide i Lighed med ham; og selv ►om saa var, at Leiligheden ikke gaves, det er jo i ethvert Tilfælde ikke saa meget om Leiligheden der spørges, som om Villigheden til at ville lide i Lighed med ham. At lide i Lighed med ham; og, ikke sandt, Du vil ikke bedrage Dig selv, Du vil være oprigtig – dog, det er jo givet, Du er jo en Elskende, saa langt altsaa som muligt fra at søge Udflugter og svigefulde Vendinger for, som De der paa forskjellig Maade speculere i hans Høihed, at slippe fra Lidelsen. Nei, Den som elsker Christum, ham falder det ogsaa saare let at forstaae, uden al Veltalenheds Bistand ganske eenfoldigt, hvad dermed menes, at lide i Lighed med ham. Om Du nemlig, eller om et Menneske har Gjenvordigheder i Livet, om det maaskee ►gaaer til Agters for ham, om han maaskee mister det Kjereste: dette kalder man ikke Lidelse i Lighed med Jesus Christus. Saadanne Lidelser ere de almeen-menneskelige, i hvilke Hedningerne ere og vare ►lige saa fuldt ►forsøgte som de Christne. Den Christne kjender man paa, at han bærer disse Lidelser taalmodigt; men hvor taalmodigt han end bar dem, det falder ham aldrig ind at det skulde være at lide i Lighed med Christus – just dette Indfald vilde være en uchristelig Utaalmodighed. At lide i Lighed med Christus er ikke, at finde sig taalmodigt i det Uundgaaelige, men det er, at lide Ondt af Mennesker, fordi man, som Christen eller i at være Christen, vil og beflitter sig paa det Gode, saa man kunde undgaae denne Lidelse ved at lade være at ville det Gode. Som, for blot at tage dette, hvis et Menneske christeligt beflittede sig paa ►at bære sin Byrde taalmodigt – og han da blev spottet og udleet af Menneskene, fordi han vilde være taalmodig. Thi saaledes leed Christus, han leed, fordi ►han 176var Sandheden, og ikke vilde være Andet end hvad han var: Sandheden.
✂ 188See endnu engang paa ham, ham den Fornedrede! Thi derom er det dog der skal prædikes, om Fornedrelsen – i Henseende til at dele Høiheden med ham, hvorledes man skal bære sig ad dermed, dertil behøves ingen Veiledning. Om Fornedrelsen skal der prædikes, om, at hvis Du ikke vil dele den med ham, saa vil han heller ikke dele Høiheden med Dig, altsaa om, at Du skal dele Fornedrelsen med ham. See paa ham, den Fornedrede! Og naar da dette Syn griber Dig, saa Du er villig til enhver Lidelse med ham – da, ja da vilde jeg sige: Du skal lide med ham. Og at tale saaledes er saligt. 168Til Den, der ►unødigt vil, at skulle sige atter og atter: Du skal, det er ►ulysteligt. Men naar Nogen Intet ønsker ►uden dette Ene, at maatte lide med ham, og ønsker det som det Eneste, da er det saligt at sige til ham: til Lykke, Kjere, Du skal. Det er saligt at sige det; og da er Ordet »skal« ogsaa i skjønneste Forstand paa sit rette Sted. Det Ord »skal« er da ikke saa meget befalende – thi hvortil Befaling for Den, som begeistret ønsker Det, Befalingen befaler ham! – som det er ►helligende, luttrende, at der i denne Iver ingen Fremfusenhed maatte være, ingen indbildsk Overdrivelse, ingen besmittende Tanke om noget ►Fortjenstligt.
✂ Altsaa, see endnu engang paa ham, han den Fornedrede! Hvad Virkning frembringer dette Syn, skulde det ikke kunne bevæge Dig til paa nogen Maade at ville lide i Lighed med ham, altsaa til at ville vidne for Sandhed med den Fare, just derfor at skulle lide? Glem, om muligt, et Øieblik Alt hvad Du veed om ham, riv Dig ud af den dog maaskee dorske Vane, i hvilken Du er vidende om ham: lad det være Dig som var det første Gang, Du hørte Fortællingen om hans Fornedrelse. Eller mener Du ikke at kunne det, nu vel, saa lad os hjælpe os paa en anden Maade, lad os tage et Barn til Hjælp, et Barn, der ikke er forqvaklet ved at have som simpel Skole-Lectie lært en Remse uden ad om Jesu Christi Lidelse og Død, et Barn, som nu første Gang hører Fortællingen derom, lad os see, hvad Virkning det vil frembringe, naar vi blot nogenlunde fortælle det.
✂ 189Tænk Dig da et Barn, og glæd nu dette Barn ved at vise det nogle af ►hine i kunstnerisk Henseende ubetydelige men for Børn saa værdifulde Billeder, hvilke man kjøber i Kramboden. – Han her paa den fnysende 177Ganger, med den vaiende Fjær, med Hersker-Minen, i Spidsen for de Tusinder og Tusinder, som Du ikke seer, Haanden udrakt til Befaling, »fremad«, fremad over Toppen af Bjergene, som Du seer ligge for Dig, fremad til Seier: det er ►Keiseren, den eneste, ►👤Napoleon; og nu fortæller Du Barnet Lidt om 👤Napoleon. – Han her er klædt som Jæger; han støtter sig ved sin Bue og seer hen for sig med et Blik, saa gjennemtrængende, saa sikkert, og dog saa bekymret. Det er ►Wilhelm Tell; Du fortæller nu Barnet Lidt om ham, og om dette mærkelige Blik, at han ►med det samme Blik paa een Gang har Øie for det elskede Barn, ikke at skyde det, og med det samme Blik Øie for Æblet paa Barnets Hoved, at han træffer. – Og saaledes viser Du nu Barnet flere Billeder til Barnets usigelige Glæde, da kommer Du til et, som med Flid var lagt imellem, det forestiller169 en Korsfæstet. Barnet vil ikke strax, end ikke ganske ligefrem, forstaae dette Billede, det vil spørge, hvad det betyder, hvorfor han hænger paa et saadant Træ. Saa forklarer Du Barnet, at det er et Kors, og det at hænge derpaa betyder at være korsfæstet, og at Korsfæstelse var i hiint Land den ►piinligste Dødsstraf, ►derhos en vanærende Dødsstraf, som kun anvendtes mod de groveste Forbrydere. Hvorledes vil nu dette virke paa Barnet? Barnet vil blive underligt tilmode, det vil vel egentligen undres over, ►hvor det kan falde Dig ind at lægge saadant et stygt Billede ind imellem alle de andre deilige, ind imellem alle disse Helte og Herlige, Billedet af en grov Forbryder. Thi som der ►Jøderne til Trods kom til at staae over hans Kors »Jødernes Konge«, saaledes er dette Billede, der ►bestandigt udkommer iaar, ►Slægten til Trods en Erindring, den aldrig kan og aldrig skal blive af med, han skal ikke fremstilles anderledes; og det skal være som var det ►denne