↩ Men nu til Stedet selv for at vise, at Forargelsen er i Retning af Høiheden; dette blot atter erindret, at den historiske Beretning om, hvilken Forargelse Ordene vakte, maa være den sikkre Borgen for, at de samme Ord i samme Situation væsentligen ►ville vække samme Forargelse. Det er i Samtidighedens Situation med et enkelt Menneske, et Menneske som andre – og han taler om sig selv paa en saadan Maade! Han bestemmer sig selv saaledes overmenneskelig aandelig, at han taler om at æde hans Kjød og drikke hans Blod, saa phantastisk som muligt i Retning af en guddommelig Egenskab: ►Allestedsnærværelse, og dog anden Gang saa ⓘ paradoxt som muligt, at ►det er hans Kjød og Blod; han siger, at ►kun Den, der æder hans Legeme og drikker hans Blod, vil han opreise paa den yderste Dag – dog vel i de meest afgjørende Udtryk at bestemme sig som Gud. Han siger, han er ►det Brød, som kommer ned fra Himlen – atter et afgjørende Udtryk i Retning af det Guddommelige. Og da han vidste, at hans Disciple knurrede over dette, og fandt det en haard Tale, siger han: »forarger dette Eder«, og tilføier saa det endnu stærkere: ►»hvad om I da faae at see, at Menneskens Søn farer op, hvor han var før«. Altsaa han, saa langt fra at give efter eller slaae af, ligefrem gjør sig til noget fra det at være Menneske aldeles Forskjelligt, gjør sig til det Guddommelige – han, et enkelt Menneske.