153
170
►161II
✂ Herre Jesus Christus, svagt er vort eget ►daarlige Sind, som kun altfor gjerne lader sig drage – og da er der saa Meget, som vil drage os til sig. Der er Lysten med dens forførende Magt, det Mangfoldige med dets forvirrende Adspredelse, Øieblikket med dets ►bedaarende Vigtighed, og Travlhedens ►forfængelige Møie og Letsinds sorgløse Tidsspilde og Tungsinds mørke Grublen: alt Dette vil, bort fra os selv, drage os til sig, for at bedrage os. Men ►Du, som er Sandheden, kun Du, ►vor Frelser og Forløser, kan i Sandhed drage et Menneske til Dig, hvad Du jo har lovet Du vil gjøre: ►at Du vil drage Alle til Dig. ►Saa give da Gud, at vi ved at gaae i os selv maatte komme saaledes til os selv, at Du, efter Dit Ord, kan drage os til Dig – fra Høiheden, men gjennem Ringheden og Fornedrelsen.
✂ ►►Joh. XII, 32. Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .
✂ ►A. T., lader os først til Indledning gjøre os det ret tydeligt, hvad der, nøiagtigt forstaaet, ligger i den Tanke: at drage til sig, for saa desto bedre og desto inderligere at forstaae de ►forelæste hellige Ord, at Christus, ophøiet fra Jorden, altsaa fra Høiheden, vil drage Alle til sig.
✂ Hvad vil det sige: at drage til sig? er det dog ikke i 171 Grunden usandt, om hvad der kun bedragende drager til sig, om hvad der drager til sig for at bedrage, eller bedrager, idet det drager til sig, at udsige: at det drager til sig? Thi rigtigere og sandere maa jo derom siges: det bedrager, ikke eet Ord mere. Naar man siger om det: det drager, da er det jo, som vilde 162man et Øieblik fortie det Afgjørende, som vilde man et Øieblik dvæle derved, og ikke strax rykke ud med Sproget, ►kort for Hovedet som Sandhed altid er, flygtende ►iilsomt som det Sande altid ►flyer Løgnen. Dersom man om hvad der forfører 154vilde sige det fører – derpaa holde inde, slet Intet videre tilføie, eller først langt om længe – til Forførelse: var dette saa ikke som et Udtryk for, at man i Grunden var i det Forførendes Magt? Sandeligen, det er farligt og betænkeligt, naar et Menneske saaledes staver, og er saaledes langsom i at lægge sammen, det er en farlig Dvælen ved ►det Forbudne, en Dvælen, eller rettere, det er som havde man dog i Grunden Lyst til at gaae et lille Stykke med, at føres et lille Stykke af det Forførende. Det vilde jo ogsaa være uforsvarligt, om man til Den, der var i det Forførendes Magt, vilde sige: tag Dig iagt, det fører til Forførelse. O, Den der er bekymret for sin egen, eller for et andet Menneskes Frelse, han taler ganske anderledes utaalmodigt; selv i det Øieblik hvor han menneskelig talt er længst borte fra det Forførende, ►han giver det ikke een Finger, at det ikke skal tage hele Haanden, han spøger ikke dermed, ►lefler ikke.
✂ Siig ikke, at dette er spidsfindige Ordbemærkninger, ►Intet mindre end opbyggelige, o tro Du mig, det er saare vigtigt for et Menneske, at hans Sprog er nøiagtigt og sandt; thi saa er ogsaa hans Tanke det. Og dernæst, om det at forstaae og at tale rigtigt end ikke er Alt, da der jo ogsaa fordres at handle rigtigt, saa er dog Forstaaelse i Forholdet til det at handle som det vippende Bræt, hvorfra den Springende tager Springet: ►jo tydeligere, jo nøiagtigere, jo mere, i god Forstand, lidenskabelig Forstaaelsen er, desto mere letter den til Handling, eller desto lettere er det for Den, der skal handle, at lette til Handling, som det er for Fuglen, at lette fra den 172 gyngende Green, hvis Bøielighed staaer i det nærmeste Forhold til og danner den letteste Overgang til det at flyve.
✂ Hvad der da i Sandhed skal siges at drage til sig, maa først og fremmest være Noget i sig selv, eller være et Noget, der er i sig selv. Thi hvad der ikke er i sig selv, kan da umuligt drage til sig. Men dette er jo Tilfældet med ►det Sandselige, det Verdslige, det Øieblikkelige, det Mangfoldige, det er i sig selv Intet, er tomt. Derfor kan det ►i sidste Grund ikke drage til sig, det kan kun bedrage. Dette er det Sidste, at det bedrager; men dette Sidste er ogsaa hvad der skal siges først og strax, at det bedrager.
✂ 163Hvad der i Sandhed skal siges at drage til sig, maa være det Høiere, det Ædlere, der drager det Lavere til sig, ►det er, det i Sandhed at drage til sig er at drage op ad, ikke at drage ned ad. Naar det Lavere drager det Høiere til sig, da drager det ikke, det drager ned ad, det bedrager. Dette er ►vistnok hvad der sidst kommer tilsyne, 155Bedraget; men dette Sidste er dog hvad der skal siges først og strax: det bedrager.
✂ Videre, hvad det, nærmere forstaaet, vil sige i Sandhed at drage til sig, beroer paa Dets Beskaffenhed, som skal drages. Er dette i sig selv et Selv, da kan det i Sandhed at drage til sig ikke betyde blot at drage det fra at være sig selv, at drage det til sig saaledes, at det nu har tabt al egen Bestaaen, ved at være draget ind i Det, som drog det til sig. Nei, i Forhold til hvad der i Sandhed er et Selv, vilde det at drages paa denne Maade atter være at bedrages. Dette vilde vistnok være det der sidst kom tilsyne, Bedraget; men dette Sidste er dog hvad der skal siges først og strax, det bedrager. Nei, naar Det, der skal drages, er i sig selv et Selv, betyder det i Sandhed at drage til sig først at hjælpe det til i Sandhed at blive sig selv, for saa at drage det til sig, eller det betyder, i og ved at drage det til sig, at hjælpe det til at blive sig selv. – Her betyder altsaa det i Sandhed at drage til sig et Dobbelt, først at gjøre det Selv, som skal drages, til sig selv, for saa at drage det til sig.
✂ Og ►hvad er nu det at være et Selv? Det er at være 173 en Fordoblelse. Derfor betyder i dette Forhold det i Sandhed at drage til sig en Dobbelthed. Magneten drager Jernet til sig; men Jernet er intet Selv, derfor er i dette Forhold det at drage til sig et Enkelt. Men et Selv er en Fordoblelse, er Frihed; derfor betyder i dette Forhold det i Sandhed at drage til sig at ►sætte et Valg. For Jernet, naar det drages, er der intet og kan der ikke være Tale om noget Valg. Men et Selv kan et Andet kun i Sandhed drage til sig gjennem et Valg; saa det i Sandhed at drage til sig er et Sammensat.
✂ Altsaa. Hvad der skal kunne siges i Sandhed at drage til sig, maa være Noget i sig selv, eller Noget som er i sig selv. Saaledes naar Sandheden drager til sig; thi Sandheden er i sig selv, er i og for sig selv – og Christus er Sandheden. Det maa være det Høiere, der drager det Lavere til sig – saaledes naar Christus, den uendelig Høieste, sand Gud og Mand, fra Høiheden vil drage Alle til sig. Men Mennesket, hvorom Talen jo er, er i sig selv et Selv. Derfor vil Christus ogsaa først og 164fremmest hjælpe hvert Menneske til at blive sig selv, fordrer først og fremmest af ham, at han ved at gaae i sig selv bliver sig selv, for saa at drage ham til sig. Han vil drage Mennesket til sig, men han vil, for i Sandhed at drage ham til sig, kun drage Mennesket som frit Væsen til sig, altsaa gjennem et Valg. Derfor vil han, der fornedrede sig selv, derfor vil han den Fornedrede fra 156Høiheden drage Mennesket til sig. Dog er han ►i Ringheden og Høiheden den Ene og Samme; og dette Valg var ikke rigtigt, om Nogen meente, at han skulde vælge mellem Christus i Ringheden og Christus i Høiheden, thi Christus er ikke adskilt, han er den Ene og Samme. Valget er ikke: enten Ringheden eller Høiheden, nei, Valget er Christus; men Christus er et Sammensat og dog den Ene og Samme, er den Fornedrede og den Ophøiede, forhindrer derfor just at vælge een af Delene, medens begge Delene, eller det at begge Dele ere der, gjør det umuligt at drages til ham uden gjennem et Valg. Thi hvis han i Sandhed skulde kunne drage til sig uden gjennem et Valg, saa maatte han være et Enkelt, enten den Ophøiede eller den Fornedrede, 174 men han er begge Dele. Saaledes gjennem en Dobbelthed drager Intet, ingen Natur-Magt, Intet i Verden drager saaledes til sig, det gjør kun Aand, og kan atter saaledes kun drage Aand til sig.
✂ Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.
✂ Og ikke sandt, det er jo skeet; disse Tusinder og Tusinder og Millioner dem har han alle draget til sig og drager dem til sig – thi ►i Fornedrelsen drog han kun Tolv til sig, og ►af disse Tolv forraadte den Ene ham, og ►de Andre fornægtede ham. Men alle disse Tusinder og Millioner, som han drager til sig fra Høiheden, de holde fast ved ham. Maaskee! Men ►sæt han vilde gjøre Prøven derpaa, sæt han atter iførte sig Ringheden – og ►kom i endnu strengere Forstand end fordum til sine Egne: hvad vilde vel Følgen blive?
✂ Dog er det ikke hans eget Ord, at han fra Høiheden vil drage Alle til sig? saa er det jo ganske i sin Orden, at det er skeet og skeer, som han har forudsagt det, og saa maa det dog vel hænge ganske rigtigt sammen med disse mange Tusinder og Millioner, der alle føle sig dragne til ham fra Høiheden. Men hvad er da det at drage til sig? At drage til sig er gjennem en Modsætning, gjennem et Valg at drage til sig, altsaa ikke umiddelbart, men middelbart, saa Valget, som sagt blev, ikke bestaaer i at vælge enten den ene Modsætning eller den anden, men i at vælge en 165Eenhed af tvende Modsætninger, hvilket ikke lader sig gjøre umiddelbart. Forsaavidt kan han heller ikke siges at drage til sig alene fra Høiheden, dersom han blot var den høit Ophøiede og aldrig havde været Andet.
✂ Men ►hvo er den Talende? er det den Ophøiede der er den Talende? Ingenlunde, saa maatte Talen jo lyde anderledes, saa maatte der jo staae: jeg, der er ophøiet, jeg vil drage Alle til mig. Derimod staaer der: men jeg – naar jeg bliver ⓘ ophøiet; det talende Jeg er 157altsaa ikke den Ophøiede. Jeg, det vil sige, jeg den Fornedrede, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Den Ophøiede vil gjøre det, men den Fornedrede er det der har sagt, at han vil gjøre det. Dersom 175 den Fornedrede ikke havde levet, saa havde vi jo slet intet vidst om den Ophøiede; og dersom den Fornedrede ikke havde sagt dette Ord, saa havde vi jo Intet vidst om, at han fra Høiheden vil drage Alle til sig.
✂ Hvorledes ►skulle nu Ordene forstaaes? Det er jo dog ikke nok til at forstaae en Tale, især en Tale i første Person, hvor der altsaa nævnes et Jeg, at forstaae, hvad der siges, vi maae jo ogsaa passe paa, hvo det er der taler. Og den Talende er den Fornedrede, som jo ogsaa Ordene, historisk, ikke ere sagte igaar eller iforgaars, men for 1800 Aar siden, da han den Fornedrede ikke var ophøiet. Men naar et Menneske gjennemgaaer en saadan Forandring og ►Omvexling som: ►Fornedrelse – Ophøielse, saa er det, for at forstaae hans Udsagn, ganske simpelt og ligefrem, af stor Vigtighed at faae oplyst, i hvilket Afsnit af sit Liv han har sagt det. Dog Christi Liv ►betræffende er denne Oplysning let at faae; thi hans Ophøielse begynder først med ►hans Himmelfart – og siden den Tid er der ikke hørt eet eneste Ord af ham, hvert Ord, han har sagt, er altsaa sagt i hans Fornedrelse.
✂ Men lad mig dog danne et ganske simpelt Tilfælde, ►for ret at gjøre det indlysende, hvor vigtigt det i Forhold til et Udsagn af et Menneske, der i sit Liv gjennemgik betydelige Omvexlinger, er at faae det oplyst, i hvilket Afsnit af sit Liv han har sagt det. Lad os tænke en from, fattig Mand; han lever naturligviis forladt, Enhver, hvis Dør han gaaer forbi, er glad, og seer man ham komme, er man glad, at man dog saa tidlig opdager hans Komme, at man kan holde Døren lukket eller nægte sig hjemme. Om ham fortælles der, at han skal have sagt: naar jeg er blevet den blandt de Rige rigeste Mand, saa ►ville Alle søge mig. Lad os nu 166tænke, at det skeete, hvad han i barnlig Tillid til Gud, uden at knurre nei glad i Armoden, fromt havde haabet, at han virkelig blev den blandt de Rige rigeste Mand – og nu søge Alle ham. Lad os tænke, at der laae mange, mange Aar mellem det første og det sidste Afsnit af hans Liv – hvis da En forstod dette Udsagn 176 saaledes, at han glemte, at det var den fattige Mand, der havde sagt det: forstod han det saa? Nei, han misforstod det.
✂ Det ►Mærkelige var jo netop, at det var den fattige Mand, at det var medens han var fattig at han sagde disse Ord, som vel forekom 158de Fleste Galskab, da de bleve sagte; det Mærkelige var, at han i Armodens Dage havde denne Tro og Tillid til Gud, at Gud vilde gjøre ham til den blandt alle Rige rigeste Mand. Er dette ikke det Mærkelige? Eller er der noget Mærkeligt i, at Alle søge den rige Mand, er der noget Mærkeligt i at forudsige, at det vil skee? Det kan dog nok Enhver, Daare ligesaa godt som Viis, sige forud. Det Mærkelige ligger altsaa i Forholdet mellem Udsagnet og Mandens ►Bestedelse, under hvilken han sagde Ordet. Dengang derfor da den fattige Mand sagde disse Ord »naar jeg bliver den blandt de Rige rigeste Mand, da ......« har man vel ogsaa spottende sagt: ja, – naar, ►det er, man havde, om end Uret i at spotte, dog rigtigt forstaaet, at det egentlige Mærkelige ved denne Tale var den Talende, eller at det var en Mand i Armod der sagde Ordet.
✂ Og saaledes ogsaa med de ►forelæste hellige Ord af ham, den Ophøiede, det Mærkelige er, at Den, der sagde dem, var den Fornedrede, at det var ►den Foragtede, Forhaanede, Bespottede, Bespyttede, der sagde: jeg, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Thi at den Ophøiede, Seierrige, Mægtige, at han drager Alle til sig, det er ikke saa mærkeligt, det kan noget nær en Daare ligesaa godt som den Vise sige forud; var slig Forudsigelse Propheti, saa ere vi alle, Store og Smaae, lige store Propheter. Men det Mærkelige var, at det var den Fornedrede, der sagde det. Og derfor har ►vistnok ogsaa de Samtidige sagt: ja – naar, det er, de have rigtigt opdaget, hvor Mærkelighedens Eftertryk ligger i denne Tale. Det er ganske som med hiin fattige Mands Udsagn. Dog er der den uendelige Forskjel, at han jo dog i det Høieste med en barnlig Tro og Haaben til Gud, idet han sagde hiint »naar«, selv kun har kunnet haabe Muligheden, at det var muligt. Fremdeles er det jo ogsaa ganske bogstaveligen 177 sandt, at han, den Fattige, da han var fattig, var virkelig fattig. 167Men Han, den Fornedrede, han vidste, at han vilde blive ophøiet, det vidste han evig vist, ja i een Forstand var han, selv da han var den Fornedrede, den Ophøiede. Og see dette er mærkeligt, en saadan Fornedret og et saadant Ord af en saadan Fornedret! Men, som sagt, skal der være Tale om at forstaae Ordet, maa man for Alt huske paa, at det er den Fornedrede der taler.
✂ Er dette En nu ganske nærværende, saa det er En som vidste man Intet om Ophøielsen, men blot hører den Fornedrede tale: saa vil man ogsaa paa en anden Maade bedre komme til at forstaae Ordet. Thi til at forstaae et Udsagn af et Menneske hører ikke blot, at man 159forstaaer det Sagte, men ogsaa, hvad jo ►udviklet blev, at man faaer at vide, hvo den Talende er, og hvis hans Liv er ►forsøgt i afgjørende ►Omskiftelser, da i hvilket Afsnit – og saa hører der Eet endnu: i hvilken Stemning han har sagt Ordet.
✂ Lad os tænke paa hiin fattige Mand. Han er nu den rige Mand, søgt af Alle. Disse Alle, som søge ham, ville i Grunden gjerne bringe det i Glemsel, at han har været fattig, og især at det var som Fattig han sagde det – thi ellers erindrer Ordet dem jo om, at dengang han var fattig, da var der Ingen som søgte ham. Det vil sige, Ordet har egentligen nu først faaet sin ►Braad, nu da han er blevet den Rige, og – da Alle søge ham. Den Braad maa man have bort; thi ellers har man dog ikke al den Fordeel af denne rige Mand, som man kunde have. Hvad gjør man saa? Man siger: aa, lad det være glemt, det er en mørk og trist Erindring. Man kaster da den første Deel af Udsagnet bort, dette »naar jeg er blevet«, og lader som var det en riig Mand, der – hvor dybsindigt bliver nu ikke Ordet, næsten lige saa dybsindigt som den Bemærkning paa en Solskins-Dag: det er godt Veir idag! – sagde: jeg er søgt af Alle. Og det finder man at være Sandhed, man finder det ypperligt sagt af ham, saaledes er det, saaledes skal det være, det er aldeles i sin Orden, og det er intet Under, at Alle søge især denne rige Mand, der er saa vit178tig og aandrig, der i svulmende Følelse af Livslyst, med smilende Mine, siger, selv saa inderlig glad derover: jeg er søgt af Alle.
✂ Men, men det var den fattige Mand, der sagde Ordet: naar jeg er blevet den blandt de Rige rigeste Mand, da ville Alle søge mig. Lad os for Alt huske paa Bestedelsen, hvorunder han sagde Ordet, saa ►komme vi nok paa Spor efter Stemningen – ja, der har maaskee endog været 168Bitterhed i den Fattiges Sjel, da han sagde det. O, usle Verden, har han maaskee tænkt, saa længe jeg er fattig, saa flye Alle mig – naar jeg er blevet riig, ville Alle søge mig. Og antaget, at der var Dybde i denne fattige Mands Sjel, saa har han, da han nu var blevet den rige Mand, vel først og fremmest ydmyg for Gud angret hvad Bitterhed der var i hans Hjerte, da han sagde Ordet – men, sandeligen, væmmedes han ved Tilværelsen, da han saae Alle flye den Fattige, o, han væmmedes langt mere ved den, da han saae Alle søge den Rige. Thi var der Dybde i hans Sjel, da har han ikke ønsket at lade sig spotte. Og han var ikke i dybere Forstand til Spot, da Alle flyede ham, den Fattige; men han kunde let blive det, naar Alle søge ham, den Rige, han kunde let blive det – thi i dybere Forstand 160er det at blive til Spot ikke hvad Andre gjøre mod En, men hvad man er – hvis han ►bedaaret gik hen og glemte hvad han som Fattig havde lært.
✂ Og nu han, den Fornedrede! Ja, i hans Sjel var der ingen Bitterhed, end ikke da han sagde ►»hvor længe skal jeg taale denne Slægt«, ►han var Kjerligheden; i Forhold til ham kom Bitterheden udenfra, men den formaaede aldrig at gjøre ham bitter. Derimod formaaede den at forbittre hans Liv, det Liv, han førte i Fornedrelse, priisgiven til al Løgn og Bagvaskelse og Mishandling og Forfølgelse, et Smertens Vidne til idel Svaghed og Feighed og Selvkjerlighed – skyet af Alle. Da sagde han: men jeg, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Mon nu han, der sagde: hvor længe skal jeg taale denne Slægt, meente dermed at tale alene om hiin Slægt, men at de Slægter, der vare villige til at springe 179 Ringheden forbi for at dele Høiheden med ham, at de vare væsentligen bedre og mere til at taale? Mon det virkeligen skulde kunne bedaare ham, at Alle, naar han er ophøiet, ville slutte sig til ham, mon det skulde kunne bedaare ham og i den mindste, mindste Maade forandre hans Dom om hvad Sandhed er, han som er Sandhed! Men hvis dette er en Umulighed, umuligere end den største Umulighed i Naturens Orden: saa har han jo ikke glemt det Mindste, Mindste af, hvilket hans Liv var, da han var den Fornedrede.
✂ Saa er der altsaa i Grunden en Braad, en Sandhedens Braad i disse Ord: men jeg, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Da de bleve sagte af ham, den Fornedrede, da laae denne Sandhedens Braad i, at han den Fornedrede vidste sig selv at være den høit Ophøiede. Bitter 169var han som sagt ikke, men han sagde dog: hvor længe skal jeg taale denne Slægt. Og da han saa blev den Ophøiede, og det skeete: at han fra Høiheden drog Alle til sig, da er Braadden, Sandhedens Braad, at det er den Fornedrede, der har sagt disse Ord. Og ham skal Du, ham ►skulle alle Millioner Mennesker, eller – alle Millioner Christne forgjeves ville bedaare eller faae til at glemme Noget – som de glade, klinkende Huusvenner hos hiin rige fordum fattige Mand saa gjerne vilde bringe ham til at glemme, at det var som Fattig han sagde Ordet, bringe ham til at glemme, hvad han som Fattig fik at vide om Verden, bilde ham ind, at det er en rar Verden – thi flokkes ikke Alle om ham!
✂ Nei, et Menneske kan vel blive lidt glemsom i Aarene, og i Rigdoms gode Dage glemme Armodens Erfaringer og Sandhed; men 161han, den Ophøiede, for ham er Alt et evigt Nærværende – ►de 1800 Aar er som en Dag. Ophøietheden har ikke forandret ham; han er sig selv saa nærværende, at han endnu idag er den Samme i Ordet, han sagde, saa levende erindrer han, at han var den Fornedrede; han er den Fornedrede, der siger til de Nulevende: fra Høiheden vil jeg drage Alle til mig.
✂ 180Men har han da ikke sagt, at han fra Høiheden vil drage Alle til sig? Jo vist – han den Fornedrede har sagt det. Han lader sig ikke bedrage – Du slipper ikke fra Fornedrelsen; thi minder Ordet om Ophøielsen, saa minder den Talende om Fornedrelsen. Du kan ikke vælge een af Delene uden at ►forskylde en Usandhed, hvorved Du kun bedrager Dig selv, ikke ham, og bedrager Dig selv for Sandheden, som han er.