Kierkegaard, Søren Indøvelse i Christendom

19 11 ►21Kommer hid til mig alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile

✂ O, forunderligt; forunderligt, at Den, som har Hjælpen at bringe, at det er ham, der siger: kommer hid! Hvilken Kjerlighed! Kjerligt allerede, naar man kan hjælpe, da at hjælpe Den, som beder om Hjælp; men selv at tilbyde Hjælpen! Og tilbyde den til Alle! Ja, og just til alle dem, som ikke kunne hjælpe igjen! At tilbyde den, nei, at ►raabe det ud, som var Hjælperen selv Den, der trængte til Hjælp, som var dog ogsaa han, der kan og vil hjælpe Alle, i een Henseende selv en Trængende, at han føler Trang, og forsaavidt trænger til at hjælpe, trænger til de Lidende for at hjælpe dem!

20 12 22 I

✂

✂ »Kommer hid!« – Ja, deri er intet Forunderligt, naar Den, som er i Fare og trænger til Hjælp, maaskee til hurtig, øieblikkelig Hjælp, raaber: kommer hid! Og deri er heller intet Forunderligt, at en ►Markskriger lader udraabe: kommer hid, jeg helbreder for alle Sygdomme; ak, thi i Forhold til Markskrigeren er det kun altfor sandt det Usande, at det er Lægen, der trænger til de Syge. »Kommer hid alle I, som i dyre Domme kunne betale Helbredelsen – eller dog Lægemidlerne; her er Medicin for Enhver – der kan betale; kommer hid, kommer hid!«

✂ Men ellers ►er det dog saa, at Den, der kan hjælpe, ham maa man opsøge; og naar man har fundet ham, er han dog maaskee vanskelig at faae i Tale; og naar man har faaet ham i Tale, maa man dog maaskee bede ham længe; og naar man har bedet ham længe, lader han sig dog maaskee først langt om længe bevæge, ►det er, han gjør sig kostbar; og stundom, netop naar han ikke vil tage mod Betaling, eller ►ædelmodig giver Afkald derpaa, er dette kun et Udtryk for, hvor uendelig kostbar han gjør sig. Derimod Han, der gav sig hen, han giver sig ogsaa her hen, han er selv Den, der søger dem, som ►have Hjælpen behov, han er selv Den, der gaaer omkring, og kaldende, næsten bedende siger: kommer hid. Han, den Eneste, der kan hjælpe og hjælpe med ►det ene Fornødne, frelse fra den eneste, i Sandhedens Forstand, livsfarlige Sygdom, han venter ikke paa, at Nogen skal komme til ham, han kom13mer af sig selv, ukaldet – thi han er jo Den, som kalder paa dem, han tilbyder Hjælpen – og hvilken Hjælp! Ja, ►hiin eenfoldige Vise i Oldtiden havde uendelig lige saa meget Ret, som de Fleste, naar de gjøre det Modsatte, have Uret, ►at han hverken gjorde sig eller sin Underviisning kostbar, om han dog 23derved, i en anden Forstand, med ædel Stolthed udtrykte Værdiens Ueensartethed. Men saaledes bekymret i Kjerlighed var han ikke, at han bad Nogen at komme til sig, og det – skal jeg nu sige 21uagtet, eller skal jeg sige fordi, han ikke var ganske sikker paa, hvad hans Hjælp havde at betyde; thi jo sikkrere En er paa at hans Hjælp er den eneste, desto mere, menneskelig talt, Grund til at gjøre den kostbar, og jo mindre sikker, desto mere Grund til, for dog at gjøre Noget, med større Beredvillighed at tilbyde sin mulige Hjælp. Men ►han, der kalder sig Frelseren og ►veed sig at være det, han siger bekymret: kommer hid.

✂

✂ »Kommer hid alle I!« – Forunderligt! Thi, at En, der dog maaskee tilsidst ikke kan hjælpe een Eneste, at han tomt tager Munden fuld og indbyder Alle, det er endda, som Menneskene nu engang ere, ikke saa forunderligt. Men naar man er ganske sikker paa, at man kan hjælpe, og naar man ►derhos er villig til at ville hjælpe, naar man er villig til at anvende al sin Tid saaledes og med enhver Opoffrelse: saa pleier man dog at forbeholde sig Eet, at gjøre et Udvalg. Hvor villig man end er, det er dog ikke Enhver man vil hjælpe, saaledes vil man ikke priisgive sig. Men han, den Eneste, der i Sandhed kan hjælpe og i Sandhed kan hjælpe Alle, den Eneste altsaa, der i Sandhed kan indbyde Alle, han gjør heller slet ingen Betingelse; dette Ord, der fra Verdens Begyndelse er som beregnet paa ham, han siger det ogsaa: kommer hid alle I. O, menneskelig Opoffrelse, selv naar du er skjønnest og ædlest, naar vi beundre Dig meest, her er dog een Opoffrelse mere, at opoffre enhver Bestemmelse af sit eget Selv, saa der i Villigheden til at hjælpe ►ikke er end den mindste For14kjerlighed. O, Kjerlighed, saaledes slet ingen Bestemmelse af Priis at sætte paa sit Selv, aldeles at glemme sig selv, at man er Den, som hjælper, ganske blind for, ►hvo det er man hjælper, uendelig ►grant seende, at det er en Lidende, hvo han saa end er; saaledes ubetinget at ville hjælpe Alle – ak deri forskjellig fra Alle!

✂

✂ »Kommer hid til mig!« Forunderligt! Thi menneskelig Deeltagelse gjør jo ogsaa villigt Noget for dem, ►som arbeide og ere besværede, ►man bespiser de Hungrige, klæder de Nøgne, giver ►milde Gaver, bygger ►24milde Stiftelser, og er Deeltagelsen inderligere, besøger man vel ogsaa dem, som arbeide og ere besværede. Men at indbyde dem at komme til En, det lader sig ikke gjøre, saa maatte Ens hele Huusholdning og Levemaade forandres. Det gaaer ikke an, ►selv levende i Overflod, eller dog i Fryd og Glæde, at leve og boe i Huus sammen 22i Samliv og daglig Omgang med de Fattige og Elendige, med dem, som arbeide og ere besværede. For saaledes at kunne indbyde dem til sig maa man selv leve aldeles paa samme Viis, fattig som den Fattigste, ringe anseet som den ringe Mand i Folket, fortrolig med Livets Sorg og Qval, ganske tilhørende det samme Vilkaar som de, man indbyder til sig, de, som arbeide og ere besværede. Naar man vil indbyde den Lidende til sig, maa man enten forandre sit Vilkaar i Lighed med den Lidendes, eller den Lidendes i Lighed med sit; thi hvis ikke, bliver Forskjelligheden kun desto større ved Modsætningen. Og vil man indbyde alle Lidende til sig (thi en Enkelt kan man jo gjøre en Undtagelse med og forandre hans Vilkaar), kan det kun gjøres paa een Maade, ved at forandre sit Vilkaar i Lighed med deres, hvis det ikke allerede oprindeligt er beregnet herpaa, som Tilfældet var med ham, der siger: kommer hid til mig alle I, som arbeide og ere besværede. Det siger han, og de, der levede med ham, de saae, og see, der er sandeligen heller ikke det Mindste i hans Maade at leve paa, der modsiger det. Med Gjerningens tause og sanddrue Veltalenhed udtrykker hans Liv, selv om han aldrig havde sagt dette Ord, hans Liv ud15trykker: kommer hid til mig alle I, som arbeide og ere besværede. Han staaer ved sit Ord, eller han er selv sit Ord, han er hvad han siger, ogsaa i denne Forstand ►er han Ordet.

✂

✂ »Alle I, som arbeide og ere besværede«. Forunderligt! Det Eneste han er bekymret for, er, at der skulde være een Eneste, som arbeidede og var besværet, der ikke fik denne Indbydelse at høre; hvad det angaaer, at der skulde komme for Mange, da frygter han ikke. O, ►hvor der er Hjerterum, der er jo altid Rum; men hvor var der Hjerterum, hvis ikke i hans Hjerte! Hvorledes den Enkelte vil forstaae Indbydelsen, det overlader han til den Enkelte; han har sin Samvittighed fri, han har indbudet alle dem, som arbeide og ere besværede.

✂ Men hvad er det da at arbeide og være besværet, hvorfor forklarer 25han det ikke nærmere, at man med Bestemthed kan vide, hvem han mener, hvorfor er han saa ordknap? O, Du Smaalige, han er saa ordknap for ikke at være smaalig, Du ►Sneverhjertede, han er saa ordknap for ikke at være sneverhjertet; det er just Kjerligheden (thi »►Kjerligheden« er til Alle), at forhindre, at der er en Eneste, der kan komme til at ængstes ved at gruble over, om han ogsaa er 23blandt de Indbudne. Og Den, der kunde forlange en nærmere Bestemmelse, skulde det ikke være en Selvkjerlig, der ►regnede paa, at denne særligen skulde passe paa og egne sig for ham, uden at betænke, at jo flere saadanne nærmere og nærmere Bestemmelser der bleve, desto uundgaaeligere, at der igjen maatte blive Enkelte og Enkelte, for hvem det blev ubestemmeligere og ubestemmeligere, om de vare indbudne. O, Menneske, ►hvi seer Dit Øie blot til det Eget, ►hvi er det ondt, fordi han er god! ►Indbydelsen til Alle aabner Indbyderens Favn, og saaledes staaer han som ►et evigt Billede; saasnart der kommer den nærmere Bestemmelse, som maaskee hjalp den Enkelte til en anden Art Vished, saa seer Indbyderen anderledes ud, ►saa iler der dog som en Skygge af Forandring over ham.

✂

✂ 16»Jeg vil give Eder Hvile«. – Forunderligt! Thi saa maae vel hine Ord »kommer hid til mig« forstaaes saaledes: ►bliver hos mig, jeg er Hvilen, eller at blive hos mig det er Hvilen. Det er da ikke som ellers, at Hjælperen, der siger »kommer hid«, derpaa maa sige »►gaaer saa igjen«, idet han nu forklarer hver Enkelt, hvor Hjælpen, som han behøver den, er at finde, hvor den voxer den smertestillende Urt, der kan helbrede ham, eller hvor det er det stille Sted, hvor han kan ►aflade fra Arbeidet, eller hvor den er den lykkeligere Verdensdeel, hvor man ikke er besværet. Nei, han der aabner sin Favn og indbyder Alle – o, dersom alle, alle De, der arbeide og ere besværede, kom til ham, da vilde han i sin Favn omslutte dem alle og sige: bliver nu hos mig, thi at blive hos mig er Hvilen. Hjælperen er Hjælpen. O, forunderligt, han der indbyder Alle og vil hjælpe Alle, hans Maade at behandle den Syge paa er netop som var den beregnet paa hver Enkelt, som havde han i hver Syg, han har, kun denne ene Syge. Ellers maa en Læge dele sig mellem sine mange Syge, der dog, hvor mange de end ere, ere saa langt fra at være alle. Han foreskriver Lægemidlet, han siger hvad der er at gjøre, hvorledes det er 26at bruge – og saa gaaer han – til en anden Syg, eller forsaavidt den Syge har været hos ham, lader han den Syge gaae. Lægen kan ikke blive siddende hele Dagen hos een Syg, endnu mindre have alle sine Syge hjemme hos sig og dog sidde hele Dagen hos een Syg – uden at forsømme de andre. Derfor er ogsaa Hjælperen og Hjælpen ikke Eet og det Samme. Hjælpen, som Lægen foreskriver, beholder den Syge hele Dagen hos sig for stadigt at bruge den, medens Lægen kun engang imellem seer til ham, eller han kun engang 24imellem seer Lægen. Men naar Hjælperen er Hjælpen, saa maa han jo blive hos den Syge hele Dagen, eller den Syge hos ham – o, forunderligt, at saa denne Hjælper just er Den, som indbyder Alle!

25 17 27 II

✂ ►Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.

✂

✂ Hvilken uhyre Mangfoldighed, hvilken de Indbudnes næsten grændseløse Forskjellighed; thi et Menneske, ►et ringe Menneske kan vel forsøge paa at fremstille nogle Forskjelligheder ►særligt – Indbyderen maa indbyde Alle, om end Hver især eller som Enkelt.

✂ Saa gaaer da Indbydelsen ud, ad ►de alfare Veie og ad de eensomme, og ad den eensomste, ja, hvor der er en Vei saa eensom, at kun Een, een Eneste, ellers Ingen kjender den, saa der kun er eet Spor, den Ulykkeliges, som ad den Vei flygtede med sin Elendighed, ellers intet Spor, og intet Spor af, at man ad denne Vei kan komme tilbage: ogsaa derhen trænger Indbydelsen; selv finder den let og sikkert Veien tilbage, lettest, naar den fører Flygtningen med sig til Indbyderen. Kommer hid, kommer hid alle I, og Du, og Du, og Du med, Du eensomste af alle Flygtninge!

✂ Saaledes gaaer Indbydelsen ud, og overalt hvor der er ►Veiskjel bliver den staaende og kalder. O, som hiint Krigernes Kald ved Trompeten vender sig til alle fire Verdens Hjørner: saaledes lyder Indbydelsen overalt, hvor der er Veiskjel, og ►ikke med ubestemt Lyd – thi ►hvo vilde saa komme! – men med Evighedens ►Tilforladelighed.

✂ 18Den staaer ved Veiskjellet der hvor timelig og jordisk Lidelse satte sit Kors, og kalder. Kommer hid, alle I Fattige og Elendige, I der i Armod maae trælle for at sikkre Eder – ikke en sorgfrie men en ►trælsom Fremtid; o, bittre Modsigelse: at maatte trælle for at – sikkre sig det man ►sukker under, det man undflyer! – I Ringeagtede og Overseete, om hvis Tilværelse Ingen, Ingen bryder sig, ikke saa meget som om et Huusdyrs, 28der har mere Værd! – ►I Syge, Halte, Døve, Blinde, Krøblinge, kommer hid! – I Sengeliggende, ja, kommer ogsaa I hid; thi Indbydelsen drister sig til at indbyde Sengeliggende – at komme! – I Spedalske! Thi Indbydelsen sprænger alle Forskjelligheder for at samle Alle; den vil gjøre det godt igjen, hvad Forskjellen ►forskylder: at anvise En Pladsen som Hersker 26over Millioner i Besiddelse af alle Lykkens Goder, og en Anden ud i Ørkenen – og hvorfor (o Grusomhed!) fordi (o, grusomme menneskelige Slutning!) fordi han er elendig, ubeskrivelig elendig, altsaa hvorfor, fordi han trænger til Hjælp eller til Medlidenhed, og altsaa hvorfor, fordi menneskelig Medlidenhed er en ussel Opfindelse, der er grusom der, hvor den meest behøvede at være medlidende, og kun medlidende der, der hvor det dog ikke i Sandhed er Medlidenhed! – I ►Hjertesyge, I, som kun ved Smerten fik at vide, at et Menneske i anden Forstand end Dyret har et Hjerte, og hvad det vil sige, at lide der, hvad det vil sige, at Lægen kan have Ret, at En er hjertesund og at han dog er hjertesyg; I, hvem Troløshed bedrog, og hvem saa menneskelig Deeltagelse (thi menneskelig Deeltagelse lader sjelden vente paa sig) gjorde til en Skive for Spotten; alle I ►Forfordeelte, og Forurettede, og Krænkede, og Mishandlede; alle I Ædle, der hvad jo Enhver ►veed at sige Eder, fortjent høstede Utaknemlighedens Løn, thi hvorfor vare I dumme nok til at være ædle, hvorfor taabelige nok til at være elskelige og uegennyttige og trofaste; alle I ►Underfundighedens og Bedragets og Bagtalelsens og Misundelsens Offere, hvilke Nederdrægtigheden udsaae og Feigheden lod i Stikken, hvad enten I offres afsides og eensomt, 19 efter at være gaaet til en Side for at døe, eller I nedtrædes i Menneske-Trængselen, hvor Ingen spørger om, hvad Ret I have, Ingen om, hvad Uret I lide, Ingen om, hvor det smerter, eller hvordan det kan smerte, medens Trængselen med dyrisk Sundhed træder Eder i Støvet: kommer hid!

✂ Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Døden skiller mellem Døden og Livet. Kommer hid alle I Sørgende, I som forgjeves arbeide besværede! Thi vel er der Hvile i Graven; men at sidde ved en Grav, eller at staae ved en Grav, eller at gaae til en Grav, det er jo dog endnu ikke at ligge i Graven; og indenad atter og atter at læse sit eget Forfatterskab, som man kan udenad, Indskriften, hvilken man selv satte, og selv bedst forstaaer: hvo det er, der her ligger begraven: det er jo ikke selv at ligge begraven. I Graven er der Hvile, men ved Graven er der 29ingen Hvile; det hedder: ►hertil og ikke videre, saa kan Du gaae hjem igjen. Men hvor ofte Du Dag efter Dag i Tanken eller paa Din Fod kommer tilbage til den Grav – Du kommer ikke videre, ikke af Stedet; og dette er meget anstrengende, og udtrykker ikke Hvile. Kommer derfor hid, her er Veien, ad hvilken man gaaer videre, her er Hvile ved Graven, Hvile fra 27Savnets Smerte, eller der er Hvile i Savnets Smerte – ved ►Ham, der evigt gjenforener de Adskilte, fastere end Naturen forener Forældre og Børn, Børn og Forældre – ak de bleve jo adskilte; inderligere end Præsten forener Mand og Hustru – ak, ►Skilsmissen indtraadte jo; uopløseligere end Venskabets Baand forener Ven og Ven – ak det løstes jo. Adskillelsen trængte overalt igjennem til at bringe Smerte og Uro; men her er Hvile! – Kommer ogsaa I hid, ►I, hvis Opholdssted blev Eder anviist mellem Gravene, betragtede som døde for det menneskelige ►Samfund, men ikke savnede, ikke begrædte – ikke begravne, dog døde, ►det er, hverken tilhørende Livet eller Døden; ak, I for hvem det menneskelige Samfund grusomt lukkede sig, og for hvem dog endnu ingen Grav barmhjertigt aabnede sig: kommer ogsaa I hid, her er Hvile, og her er Livet!

✂ Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Syndens Vei 20 ►svinger af fra Uskyldighedens Hegn – o, kommer hid, I ere ham saa nær; eet eneste Skridt ad den anden Vei, og I ere saa uendelig langt borte fra ham. Vel trænge I maaskee endnu ikke til Hvile, forstaae ikke ret, hvad det vil sige; men følger dog Indbydelsen, at Indbyderen maatte frelse Eder for, hvad det er saa tungt og farefuldt at frelses fra, at I maatte frelste blive hos ham, der er Alles Frelser, ogsaa Uskyldighedens. Thi hvis det end var muligt, at den nogetsteds fandtes ganske reen, Uskyldigheden: hvorfor skulde den ikke ogsaa trænge til en Frelser, der kunde bevare den ►frelst fra det Onde! – Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Syndens Vei svinger dybere ind i Synden. Kommer hid alle I Vildfarende og Forvildede, hvilken Eders Forvildelse og Synd end var, den i Menneskenes Øine undskyldeligere og dog maaskee forfærdeligere, eller den i Menneskenes Øine forfærdeligere og dog maaskee undskyldeligere, den som ►blev aabenbar her paa Jorden, eller den som, skjult, dog er kjendt i Himlen – og fandt I end Tilgivelse paa Jorden men dog ikke Ro i Eders Indre, eller fandt I ingen Tilgivelse, fordi I ikke søgte den, eller fordi I søgte den forgjeves: o, vender om, og kommer 30hid, her er Hvile! – Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Syndens Vei sidste Gang svinger af, og for Øiet taber sig – i Fortabelsen. O, vender om, vender om, kommer hid; gyser ikke for Tilbagetogets Vanskelighed, hvor tung den end er; frygter ikke Omvendelsens besværlige Gang, hvor ►møisomt den end fører til Frelsen, medens Synden med ►bevinget Fart, med voxende Hastighed fører fremad eller – nedad, saa let, saa ubeskrivelig let, ja saa let 28som naar Hesten, aldeles fritagen fra at trække, end ikke med al sin Magt kan standse Vognen, der løber den i Afgrunden; fortvivler ikke over ethvert Tilbagefald, som ►Taalmodighedens Gud har Taalmodighed til at tilgive og som en Synder dog vel skulde have Taalmod til at ydmyge sig under. Nei, frygter Intet og fortvivler ikke; han der siger »kommer hid«, han er med Eder underveis, fra ham er Hjælp og Tilgivelse paa Omvendelsens Vei, der fører til ham, og hos ham er Hvile.

✂ 21Kommer hid, alle, alle, alle I, hos ham er Hvilen; og han gjør ingen Vanskelighed, han gjør kun Eet: han aabner sin Favn. Han skal ikke først spørge Dig, Du Lidende – ak, som retfærdige Mennesker gjøre det, endog naar ►de ville hjælpe: Du er dog vel ikke selv Skyld i Din Ulykke, Du har dog vel Intet at bebreide Dig. Det er saa let, dette Menneskelige, at dømme efter det Udvortes, efter Udfaldet: naar En er Krøbling, er Vanskabt, har et ufordeelagtigt Udvortes, da at dømme, ►ergo er han et ondt Menneske; naar En er ulykkelig nok til at lide ilde i Verden, saa han blev til Intet, eller saa det ►gik til Agters for ham, da at dømme, ergo er det et slet Menneske. O, og det er en saa udsøgt opfunden Art grusom Nydelse, at ville føle sin egen Retfærdighed ►lige over for en Lidende, ved at forklare hans Lidelse som Guds Straf over ham, saa man vel altsaa ikke engang – tør hjælpe ham, eller ved at forelægge ham hiint dømmende Spørgsmaal, der smigrer den egne Retfærdighed, inden man hjælper ham. Men Han skal ikke spørge Dig saaledes, ikke paa en grusom Maade ville være Din Velgjører. Og er Du Dig bevidst som en Synder, han skal ikke spørge Dig derom, ►ikke knække end mere det bøiede Rør, men opreise Dig, naar Du slutter Dig til ham; han skal ikke ved Modsætningen pege Dig ud, idet han stiller Dig udenfor sig, saa Din Synd bliver endnu forfærdeligere, han skal unde Dig et Skjul hos sig, og skjult i ham, ►skal han skjule over Dine Synder. Thi ►han er Synderes Ven. Naar det er en Synder, Talen er om, da staaer han ikke 31blot stille, aabner sin Favn og siger »kommer hid«, nei da staaer han – og venter, ►som den forlorne Søns Fader ventede, eller han staaer ikke og venter, han gaaer at søge, ►som Hyrden det forvildede Faar, som ►Qvinden efter den tabte Penning. Han gaaer, dog nei, han er gaaet, men uendelig langt længere end nogen Hyrde og nogen Qvinde, han gik jo den uendelig lange Vei fra at være Gud til at blive Menneske, den gik han for at søge Syndere!

29 22 32 III

✂

✂ ►Kommer hid til mig alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.

✂

✂ »Kommer hid!« Thi han antager, at de, som arbeide og ere besværede, tungt nok føle Byrden, Arbeidet tungt, og nu staae der raadvilde og sukkende, Een med Blikket speidende allevegne omkring, om der dog ikke er Hjælp at finde, en Anden med Øiet vendt mod Jorden, fordi han ingen Trøst øinede, en Tredie stirrende opad, som maatte den dog komme fra Himlen – men Alle søgende. Derfor siger han: kommer hid. Den, som ophørte at søge og sørge indbyder han ikke. – »Kommer hid!« Thi han, Indbyderen, veed, at just dette hører med til den sande Lidelse, at gaae afsides for sig selv og grunde i stille Trøstesløshed, uden Mod til at betroe sig til Nogen, endnu mindre med Frimodighed til at turde haabe Hjælp. Ak, ikke blot ►hiin enkelte Dæmoniske var besat af en stum Aand, enhver Lidelse, der ikke begynder med at gjøre den Lidende stum, har ikke stort at betyde, saa lidet som Elskov, naar den ikke gjør taus; de Lidende, hvis hurtige Tunge løber let med deres Lidelseshistorie, de hverken arbeide eller ere besværede. See, derfor tør Indbyderen ikke vente til de Arbeidende og Besværede komme til ham, han kalder selv kjerligt; 23 al hans Villighed til at hjælpe skulde dog maaskee ikke hjælpe, naar han ikke sagde dette Ord og dermed gjorde det første Skridt; thi i dette Ords Kalden (»kommer hid til mig«) kommer han jo til dem. O, menneskelige Deeltagelse, maaskee er det dog stundom agtværdig Selvbeherskelse, maaskee ogsaa stundom sand og inderlig Medfølelse, naar Du forsager at spørge Den, om hvem Du formoder, at han gaaer og grunder paa en skjult Lidelse: men hvor ofte dog vel ogsaa 33Klogskab, der ikke ønsker at faae for meget at vide! O, menneskelige Deeltagelse, hvor ofte var det dog kun Nysgjerrigheden, ikke Deeltagelse, at Du vovede Dig ind i en Lidendes Hemmelighed, og hvorledes følte Du det ikke som en Byrde, næsten som en Straf over Din Nysgjerrighed, da han fulgte Indbydelsen og kom til Dig! Men han, der siger 30dette ►løsende Ord »kommer hid«, han er ikke bedragen af sig selv, idet han siger Ordet, han skal heller ikke bedrage Dig, naar Du kommer til ham, for at finde Hvile ved at kaste Byrden paa ham. Han følger sit Hjertes Tilskyndelse i at sige det, og hans Hjerte følger Ordet – følger Du saa Ordet, saa følger det Dig igjen tilbage til hans Hjerte; det er en Selvfølge, det Ene følger af det Andet – o, at Du blot følger Indbydelsen. – »Kommer hid!« Thi han antager, at de, der arbeide og ere besværede, ere saaledes trættede og anstrengede, besvimende, at det som i en Bedøvelse atter er ►gaaet dem i Glemme, at der er Trøst; ak, eller han veed, at det er kun altfor sandt, at der ingen Trøst og Hjælp er, naar den ikke søges hos ham, derfor maa han ►kalde ad dem »kommer hid«!

✂

✂ »Kommer hid!« Thi ethvert Selskab har jo et ►Symbolum eller Noget, hvorpaa det kjendes, at man hører til det; naar den unge Pige er pyntet paa en bestemt Maade, veed man, hun skal til Dands: kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede. – »Kommer hid!« Du behøver ikke at bære ►Skjelnetegnet i det Udvortes og Synlige, kom kun ►med salvet 24 Hoved og toet Ansigt, naar Du blot inderligt arbeider og er besværet.

✂

✂ »Kommer hid!« O, staa dog ikke stille og betænk Dig, nei betænk, betænk, at for hvert Øieblik Du staaer stille efter at have hørt Indbydelsen, vil Du i næste Øieblik høre dens Kald svagere og saaledes fjerne Dig, om Du end bliver paa Stedet. – »Kommer hid!« O, hvor træt og ►mødig Du end er af Arbeidet, eller af den lange, lange og dog hidtil forgjeves Gang efter Hjælp og Frelse; om det er Dig, som kunde Du ikke vinde eet Skridt mere, ikke holde eet Øieblik længere ud uden at segne: o, blot eet Skridt endnu, her er Hvilen! – »Kommer hid!« Ak, men hvis der nu var En, der var saa elendig, at han ikke kunde komme – o, et Suk er nok; at Du ►sukker efter ham, det er ogsaa at komme hid.

33 27 ►37Kommer hid til mig alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile

✂ Stands nu! Men hvad er der da at standse ved? Ved det, som i samme Øieblik uendelig forandrer Alt – saa Du i Virkeligheden, istedetfor, hvad man maatte vente, at faae en uoverskuelig Trængsel at see af dem, som arbeide og ere besværede, der fulgte Indbydelsen, tilsidst fik lige det Modsatte at see, en uoverskuelig Trængsel af Mennesker, som flygte tilbage og gyse indtil de storme frem og nedtræde, saa man, hvis man fra Udfaldet skulde slutte til hvad der blev sagt, snarere maatte slutte at der blev sagt »►procul o procul este profani«, end »kommer hid« – ved det, som er uendelig vigtigere og uendelig mere afgjørende: Indbyderen. Ikke som ►var han ikke Menneske for at gjøre hvad han siger, eller Gud for at holde hvad han lover, nei i en anden Forstand.

34 28 38 I

✂ At Indbyderen er og vil være den bestemte historiske Person, han var for 1800 Aar siden, som hvilken bestemte, og levende under de Vilkaar, under hvilke han dengang levede, han har sagt hine Indbydelsens Ord. – Han er ikke og vil ikke for Nogen være Den, om hvem man saadan af Historien (Verdenshistorien, Historien ligefrem forstaaet i Modsætning til ►den hellige Historie) og ikke videre har faaet Noget at vide; thi man kan af Historien Intet faae at vide om ham, fordi der overhovedet Intet kan »vides« om ham. – Han vil ikke, menneskeligt, dømmes efter Følgerne af sit Liv, ►det er, han er og vil være Forargelsens Tegn og Troens Gjenstand; at dømme ham efter Følgerne af hans Liv er Gudsbespottelse; som Gud er hans Liv, det at han levede og har levet, uendelig mere afgjørende end alle Følgerne deraf i Historien.

46 42 50 II

Indbyderen

✂ Indbyderen er altsaa den fornedrede Jesus Christus, og det er ham, der har sagt ►hine Indbydelsens Ord. Det er ikke ►fra Herligheden han siger dem. Var Forholdet dette, saa er Christendommen Hedenskab, og Christus ►taget forfængelig; derfor er det ogsaa usandt, at det ►er saa. Men var det saa, at Den, der sidder i Herlighed, vilde sige disse Ord: ►kommer hid, ►som var det saa ganske ligefrem til at løbe lige i Armene paa Herligheden – ja, hvad Under saa, ►at der løb en Mængde til! Men De, der løbe paa den Maade, de ►løbe blot med Liimstangen, indbildende sig, at de veed, ►hvo Christus er. Men det veed Ingen; og for at troe paa ham, maa man begynde med Fornedrelsen.

✂ Indbyderen, Den der siger Ordene, altsaa Den, hvis Ord disse Ord ere – medens de samme Ord i en Andens Mund jo ere en historisk Usandhed – er den fornedrede Jesus Christus, ►det ringe Menneske, ►født af en foragtet Jomfru, ►hans Fader en Tømmermand, i Slægtskab med nogle andre simple Folk af den laveste Classe, det ringe Menneske, som ►derhos (hvad der da ganske rigtigt netop er ►Olie i Ilden) ►sagde sig at være Gud.

✂ Det er den fornedrede Jesus Christus, der har sagt hine Ord. Og intet Ord af Christus, ikke eet eneste har Du Lov 43 at tilegne Dig, Du har ikke mindste Deel i ham, ikke i fjerneste Maade ►Samfund med ham, hvis Du ikke er blevet saaledes samtidig med ham i hans Fornedrelse, at Du ganske som de Samtidige har maattet blive opmærksom paa den Formaning af ham: ►salig Den, som ikke forarges paa mig! Du har ikke Lov 51at ►tage Christi Ord hen og lyve ham bort; Du har ikke Lov at tage Christi Ord hen og ►phantastisk gjøre ham til Noget ved Hjælp af Historiens Snaksomhed, der, naar den snakker om ham, ganske bogstavelig ikke veed, hvad den snakker om.

✂ Det er den fornedrede Jesus Christus, der taler; det er historisk 47sandt, at han har sagt disse Ord, det er Usandhed, at disse Ord ere sagte af ham, saasnart man forandrer hans historiske Virkelighed.

✂ Altsaa det ringe, fattige Menneske, ►med tolv stakkels Disciple af den simpleste Classe i Folket, ►en Tid lang Gjenstand for Nysgjerrighed, men ►senere kun i Selskab med Syndere, Toldere, Spedalske, Afsindige; thi det gjaldt ►Ære, Liv og Gods, i ethvert Fald (den Straf veed vi jo var sat derpaa) at ►blive udelukket af Synagogen, blot man lod sig hjælpe af ham – – kommer nu hid alle I, som arbeide og ere besværede! O, min Ven, om Du ►var døv og blind og halt og spedalsk o. s. v. o. s. v., om Du, hvad aldrig før var hørt eller seet, forenede alle menneskelige Elendigheder i Din Elendighed – og om han ved et Mirakel vilde hjælpe Dig: det var dog muligt, at Du (og dette er det Menneskelige) mere end alle disse Lidelser frygtede den Straf, der var blevet sat paa at lade Dig hjælpe af ham, den Straf at udstødes af ►Samfundet med andre Mennesker, at forhaanes, bespottes Dag ud og Dag ind, maaskee at miste Livet. Det var menneskeligt (og dette er det Menneskelige), om Du tænkte som saa: nei, Tak, saa vil jeg dog heller vedblive at være døv og blind o. s. v. end at hjælpes paa den Maade.

✂ »Kommer hid, kommer hid, alle, alle I, som arbeide og ere besværede, o, kommer hid, see han indbyder Eder, han aabner sin Favn!« O, naar ►en pyntelig Mand i Silke siger 44 dette med en behagelig, velklingende Stemme, saa det ►yndelig giver Gjenlyd i de deilige Hvælvinger, en Silke-Mand, der udbreder Ære og Anseelse over det at høre ham; o, naar en Konge i Purpur og Fløiel siger dette, med Juletræet i Baggrunden, hvorpaa alle de herlige Goder hænge, som han agter at uddele: ja, ikke sandt, saa er der Mening deri? Men hvad Mening Du end har derom, saa meget er vist, det er ikke Christendom, det er lige det Modsatte, Christendommen saa stik imod som det er muligt; thi husk paa Indbyderen!

✂ Og døm saa selv – thi dertil har Du Lov; derimod have Menneskene egentlig ikke Lov til, hvad de saa ofte gjøre, at bedrage sig selv. At et 52Menneske, der seer saaledes ud, et Menneske, hvis Selskab Enhver ►flyer, der endnu har den mindste Smule Klogskab i Panden, den mindste Smule at tabe i Verden, at han – ja, det er det Urimeligste og Afsindigste af Alt, man veed neppe, om man skal lee eller græde – at han – ja, det er ubetinget det Ord man sidst skulde vente at høre af ham (thi om han havde sagt: kommer hid 48og hjælper mig; eller: ►lader mig med Fred; eller: skaaner mig; eller stolt: jeg foragter Eder Alle – det lod sig dog forstaae) – at han siger: kommer hid til mig! jo, det seer rigtignok indbydende ud! Og nu videre: alle I, som arbeide og ere besværede – ret som havde saadanne Mennesker ikke allerede Ulykker nok at trækkes med, at de saa endnu oven i Kjøbet skal udsættes for alle Følgerne af at indlade sig med ham. Og saa endelig: jeg vil give Eder Hvile. Det manglede blot – han vil hjælpe dem! O, jeg vilde sige: selv den godmodigste Spotter, der har levet samtidigen med ham, maatte jo sige: »det var da det, han sidst skulde indlade sig paa – at ville hjælpe Andre, naar man selv er i den Forfatning. Det er jo ligesom hvis en Tigger vilde gjøre Anmeldelse til Politiet om, at man havde bestjaalet ham. Thi at En, der Intet eier og Intet har eiet, anmelder at være bestjaalen, er en Modsigelse, og ligesaa, at ville hjælpe Andre, naar man selv meest trænger til Hjælp.« Det er jo menneskelig talt den afsindigste Modsigelse, at ►Den, der bogstavelig ikke har Det, hvortil han kan helde sit Hoved, at 45 den Mand, om hvem det, menneskelig, saa sandt blev sagt »►see hvilket Menneske« – at han siger: kommer hid til mig alle I, som lide – jeg vil hjælpe!

✂ ►Prøv Dig nu selv – thi dette har Du Lov til, Du har Lov til at prøve Dig selv, derimod har Du egentligen ikke Lov til uden Selvprøvelse at lade Dig af »de Andre« indbilde, eller indbilde Dig selv, at Du er Christen – altsaa prøv nu Dig selv: hvis Du levede samtidigen med ham! Sandt nok, han – ak, han! ►han sagde sig selv at være Gud! Det har jo mangen gal Mand gjort – og hele Samtiden dømte: ►»han bespotter Gud.« Ja, derfor var det der blev sat Straf paa at lade sig hjælpe af ham, det var det Bestaaendes og den offentlige Menings gudfrygtige Omsorg for Sjelene, at Ingen skulde komme paa Afveie: det var Gudsfrygt at man saaledes forfulgte ham. Førend da En beslutter sig til at lade sig hjælpe, har han dette at betænke, at han ikke blot maa vente Menneskenes Modstand, men betænk det vel, selv om Du forresten kunde udholde 53alle Følgerne af dette Skridt, betænk det vel, at Menneskenes Straf her er Guds Straf over ham den Gudsbespotter – Indbyderen!

✂ Kommer nu hid alle I, som arbeide og ere besværede!

✂ Ikke sandt, der er ikke Noget at haste efter, der bliver en lille Standsning, som passende benyttes til at gaae om ad en anden Gade. Og hvis Du ikke saaledes, dersom Du var samtidig, vil skulke om ad en anden Gade, eller i Christenheden skulke Dig til at være saadan 49Christen: saa bliver der en uhyre Standsning, den Standsning, hvilken er Betingelsen for at Troen kan blive til: Du er standset paa Forargelsens Mulighed.

✂ Dog for at gjøre det ganske klart og nærværende, at Standsningen ligger i Indbyderen, at Indbyderen standser og gjør det til en ingenlunde just saa ligefrem, men ganske egen Sag at følge Indbydelsen, fordi man ikke faaer Lov til at ►tage Indbydelsen hen, men maa tage Indbyderen med: skal jeg korteligen gjennemgaae hans Liv i tvende Afsnit, der udvise en Forskjellighed, skjøndt dog begge væsentligen liggende inden46for Bestemmelsen: Fornedrelsen; thi for Gud er det altid en Fornedrelse at være Menneske, om han saa var Keiser over alle Keisere, og han er væsentligen ikke mere fornedret, fordi han er et fattigt, ringe Menneske, ►bespottet, som Skriften tilføier, bespyttet.

64 64 69 III

Indbydelsen og Indbyderen

✂

✂ Lad os nu et Øieblik glemme, hvad der i strengeste Forstand er Forargelsen, at ►Indbyderen sagde sig selv at være Gud, lad os antage, at han blot havde udgivet sig for et Menneske, og lad os saa betragte Indbyderen og Indbydelsen.

✂

✂ Indbydelsen, den er dog vel indbydende nok, hvorledes lader saa dette Virkelighedens Misforhold, dette frygtelig omvendte Forhold sig forklare, at Ingen, eller saa godt som Ingen fulgte Indbydelsen, at derimod Alle, saa godt som Alle (ak, og ►det var jo just »Alle«, der vare indbudne!) ►enes om, at gjøre Indbyderen Modstand, at slaae ham ihjel, ja endog ►om at sætte Straf for at lade sig hjælpe af ham! Man skulde jo vente, at paa en saadan Indbydelse maatte alle, alle Lidende strømme til, og alle de, som ikke vare Lidende, strømme til, rørte ved Tanken om en saadan Barmhjertighed og Medlidenhed, saa hele ►Slægten var enedes om at beundre, prise Indbyderen. Hvorledes lader det Modsatte sig forklare? Thi at det skeete, er dog ►vel vist; og at det skeete i ►hiin Slægt, ►betyder dog vel ikke, at hiin Slægt var værre end andre! ►Hvo kunde være saa tankeløs; Enhver, der har nogen Forstand paa Sa65gen, seer let, at det skeete i hiin Slægt, fordi den var samtidig med ham. Hvorledes forklarer man altsaa at det skeete, dette forfærdelig Omvendte af hvad man skulde synes at have maattet vente?

✂ Ja, havde Indbyderen 1) seet saaledes ud som den blot menneskelige Forestilling om Medlidenhed vilde danne hans Skikkelse, og havde han 702) havt den blot menneskelige Forestilling om, hvad Menneskets Elendighed er: saa var det vel heller ikke skeet.

✂ For det Første: Det maatte da have været ret et velvilligt og deeltagende Menneske, ►derhos i Besiddelse af alle Betingelserne for at kunne hjælpe timeligt og jordisk, forædlende denne Hjælp ved en dyb og inderlig menneskelig Deeltagelse. Men dog maatte han være 65den anseete Mand, ikke uden en vis Grad af menneskelig Selvhævdelse, hvoraf da vilde blive Følgen, at han hverken formaaede endog blot i sin Medlidenheds Følelse at naae ned til alle Lidende, og at det heller ikke ret blev ham klart, hvori et Menneskes og Menneskenes Elendighed bestaaer.

✂ Derimod den guddommelige Medlidenhed, den grændseløse Hensynsløshed i blot at bekymre sig om de Lidende – ikke det mindste om sig selv, og i ubetinget hensynsløst at bekymre sig om enhver Lidende: den kan Menneskene kun opfatte som en Slags Afsindighed, man ikke med Bestemthed veed om man skal lee eller græde over. Selv om der ikke havde været Andet i Veien for Indbyderen, alene det havde været nok for at det maatte gaae ham galt i Verden.

✂ Lad et Menneske forsøge sig blot en lille Smule i den guddommelige Medlidenhed, ►det er, være dog noget hensynsløs i at være medlidende, og Du skal strax see, hvad Menneskene ville dømme. Lad En, der kunde have et høiere Vilkaar i Livet, lad ham ikke, saadan forblivende i dette Vilkaars Forskjellighed, give meget til de Fattige, menneskekjerligt (ɔ: fornemt) besøge de Fattige og Syge og Elendige, nei, lad ham ganske opgive sin Forskjellighed og for Alvor søge sit Selskab hos, ganske leve med de Fattige og Ringe i Folket, ►Arbeidsmænd, ►Haandlangere, ►Kalkslagere o. s. v.! O, i et stille Øieblik, naar man ikke seer ham, vil de Fleste maaskee endog røres ved Tanken 66 derom; men saasnart de see ham i dette Selskab og dette Optog, ham der kunde have været noget Stort i Verden, komme anstigende i godt Selskab med en Muursvend paa den høire og en Børstenbinderlærling paa den venstre Side: hvad saa? ►De ville først have tusinde Forklaringer, som forklare, at det er af Særhed og Stivhed og Stolthed og Forfængelighed, at han lever saaledes. Og selv om de opgive at tillægge ham disse slette Bevæggrunde, de ville dog ikke kunne forlige sig med Synet af ham – i dette Selskab. Selv det 71bedste Menneske, almindelig talt, vil, i det Øieblik han seer det, være fristet til at lee.

✂ Og om saa ►alle Præster, de være nu i Fløiel, i Silke, i Klæde, i Bombasin, vilde sige Andet, saa vil jeg sige: »I lyve, I bedrage blot Menneskene med Eders Søndagstaler. Det vil nemlig i Samtidighedens Situation bestandigt være muligt om en saadan Medlidende, der altsaa er ►en Medlevende, at sige: jeg troer, det er Forfængelighed, derfor leer jeg af ham og spotter ham; ja, var han 66den sande Medlidende, eller havde jeg været samtidig med hiin Ædle!« Og hvad nu, ►at jeg skal citere Prædikeforedraget, hine Herlige »som bleve miskjendte o. s. v.« angaaer – ja, de ere døde. Paa den Maade kan det lykkes at lege Skjul; man antager i Forhold til enhver Medlevende, der vover sig saa langt ud, at det er Forfængelighed – og hvad de Afdøde angaaer, antager man, at de ere Afdøde, og derfor at de vare Herlige.

✂ Dog dette maa erindres, at i Forhold til Forskjelligheder i Livet vil Enhver holde paa sin; det er dette ►fixe Punkt, dette Hensyn der gjør, at menneskelig Medlidenhed bestandig blot er til en vis Grad. ►Spekhøkerne ville mene, at det, i at være medlidende, er at gaae for langt ned, at gaae til ►Ladegaardslemmerne og udtrykke Lighed med dem; Spekhøkernes Medlidenhed er hildet i eet Hensyn, Hensynet til de andre Spekhøkere og saa til ►Øltapperne. Deres Medlidenhed er altsaa ikke ganske hensynsløs. Og saaledes med ethvert Vilkaar – ►de Journalister, der leve af den fattige Klasses Skillinger under Skin af at paatale og forfægte deres Rettigheder, de vilde da 67 være de første til at gjøre det latterligt, om den viste sig endog blot nogenlunde, denne hensynsløse Medlidenhed.

✂ At gjøre sig ganske bogstavelig til Eet med den Elendigste (og dette, kun dette er guddommelig Medlidenhed) det er Menneskene det »for Meget«, som man rørt græder over i ►en stille Søndags-Time, og som man uvilkaarligt brister i Latter over, naar man seer det i Virkeligheden. Sagen er, det er for ophøiet til at man kan taale at see det til daglig Brug, man maa, for at kunne taale det, have det paa Afstand. Menneskene ere ikke saaledes fortrolige med det Ophøiede, at de ret tør troe paa det; Modsigelsen er derfor den: denne Ophøiethed – og at det saa er Virkeligheden, det daglige Liv, ganske bogstaveligen det daglige Liv, hvori den viser sig. Naar Digteren eller Taleren anskueliggjør denne Ophøiethed, det er, fremstiller den paa det Digteriskes Afstand fra Virkeligheden, 72saa rører den Menneskene – men i Virkeligheden, i det daglige Livs Virkelighed, at see denne Ophøiethed her i 📌Kjøbenhavn, paa ►📌Amagertorv, midt i det ►søgne Livs dagligdags Travlhed! Og naar Digteren eller Taleren gjør det, saa varer det ogsaa kun en Times Tid; saalænge formaae Menneskene ligesom at troe paa denne Ophøiethed. Men at see den i Virkeligheden hver Dag! Det er jo ogsaa en uhyre Modsigelse, at det meest Ophøiede er blevet det Daglige!

✂ For saavidt var det da allerede forud afgjort, hvilken Indbyderens 67Skjebne maatte blive, selv om ikke Andet havde bidraget til hans Undergang. Det Ubetingede, Alt hvad der afgiver Ubetingethedens Maalestok, er eo ipso Offeret. Thi ►Menneskene ville nok øve Medlidenhed og Selvfornægtelse, nok tragte efter Viisdom o. s. v.; men de ville selv bestemme Maalestokken, at det skal være saadan til en vis Grad; de ville ikke afskaffe alle disse herlige Dyder, tvertimod de ville – ►for godt Kjøb, i al Magelighed have Skin og Navn af at øve dem. Den sande guddommelige Medlidenhed er derfor ubetinget Offeret, saasnart den viser sig i Verden. Den kommer af Medlidenhed til Menneskene, og det er Menneskene, der træde den ned. Og medens den vandrer om iblandt dem, vo68ver dog neppe den Lidende at ►flye til den af Frygt for Menneskene. Sagen er, det er Verden magtpaaliggende at bevare Skinnet af, at være medlidende; dette gjør nu den guddommelige Medlidenhed til Usandhed – ergo maa den bort denne guddommelige Medlidenhed.

✂ Men Indbyderen var just den guddommelige Medlidenhed – og derfor offredes han, og derfor flygtede selv de Lidende for ham; de forstode (og, menneskelig talt, meget rigtigt), at om den meste menneskelige Elendighed gjælder det, at man dog er bedre hjulpen ved at blive det man er, end ved at blive hjulpen af ham.

✂ For det Andet. Indbyderen havde tillige en ganske anden end den blot menneskelige Forestilling om, hvad Menneskenes Elendighed er. Og at hjælpe i denne Henseende, ►derpaa var han betænkt – derimod havde han hverken taget Penge, eller ►Draaber eller andet Deslige med sig.

✂ Det er da saa langt fra, at Indbyderen seer ud, som menneskelig Medlidenhed vilde danne hans Skikkelse, at han egentligen ►er til Forargelse. Det er menneskelig talt ligefrem noget grusomt, noget oprørende, noget hvorover man kunde blive saa forbittret, at man kunde have Lyst til at slaae det Menneske ihjel: at indbyde Fattige og Syge og 73Lidende til sig – og saa Intet at kunne gjøre for dem, men derimod ►tilsige dem Syndernes Forladelse. »►Lad os være Mennesker. Et Menneske er ingen ►Geist. Og naar et Menneske er nær ved at døe af Hunger, saa at sige til ham: ►jeg tilsiger Dig Dine Synders naadefulde Forladelse – det er Oprørende. Egentligen er det ogsaa latterligt, men det er for alvorligt til at man kan lee deraf.«

✂ Altsaa (thi vi have ved hine citerede Ord blot villet lade Forargelsen opdage Modsigelsen og overdrive – ►vi ville ikke overdrive)68 Indbyderens Mening var egentlig, at ►Synden er Menneskets Fordærvelse. See nu, det skaffer Plads – og Indbydelsen skaffede jo ogsaa Plads, næsten som havde han sagt ►»procul, o procul este profani«, eller som, om han end ikke havde sagt det, der dog var hørt en Røst, som saaledes 69 fortolkede Indbydelsens ►»kommer hid«. Der bliver ikke mange Lidende, som følge Indbydelsen. Selv om der havde været Den, der uagtet han vidste, at hos denne Indbyder var egentligen ingen jordisk Hjælp at finde, dog rørt af hans Medlidenhed havde tyet hen til ham: nu flygter ogsaa han tilbage. Det er jo næsten som en ►Underfundighed, i Skikkelse af Medlidenhed at komme for at tale om Synden.

✂ Ja vist er det underfundigt, dersom Du ikke er ganske paa det Rene med Dig selv om, at Du er en Synder. Dersom det blot er Tandpine Du har, eller det er Dit Huus, der er brændt af, men det er undgaaet Dig, at Du er en Synder, saa er det underfundigt. Det er underfundigt af Indbyderen at sige: ►jeg helbreder for alle Sygdomme; og naar man da kommer, saa at sige: ►jeg erkjender nemlig kun, at der er een Sygdom til, Synden – for den og fra den helbreder jeg alle dem, »som arbeide og ere besværede«, alle dem, der arbeide for at arbeide sig ud af Syndens Magt, arbeide for at modstaae det Onde, for at beseire deres Svaghed, men kun drive det til at være besværede. Fra denne Sygdom helbreder han »Alle«; selv om der kun var een Eneste, der i Anledning af den Sygdom henvendte sig til ham: han helbreder Alle. I Anledning derimod af nogen anden Sygdom, ene og alene for dens Skyld at henvende sig til ham, er som hvis En, der havde ►brukket sit Been, vilde henvende sig til en Læge, som kun befatter sig med Øiensygdomme.

69 70 74 IV

Christendommen som det Absolute; Samtidigheden med Christus

✂ Med Indbydelsen til alle dem, ►»som arbeide og ere besværede« er Christendommen ikke, som Præsten flæbende og usandt introducerer den, kommet ind i Verden som et Pragt-Exemplar af milde ►Trøstegrunde – men som det Absolute. ►Det er af Kjerlighed Gud saa vil, men det er ogsaa Gud der vil, og han vil som han vil. Han vil ikke skabes om af Menneskene og være en rar – menneskelig Gud: han vil skabe Menneskene om, og det vil han af Kjerlighed. Han vil heller ingen menneskelig Næsviished ►vide af at sige ►betræffende, hvorfor og hvorfor Christendommen er indkommet i Verden: den er, og den skal være det Absolute. Derfor er det Usandhed alt hvad Relativt man har hittet paa om hvorfor og hvortil. Maaskee har man hittet derpaa af en Art menneskelig Medlidenhed, der mener at maatte prutte – thi Gud kjender formodentligen ikke Mennesket, hans Fordringer ere for ►overspændte, saa maae Præsterne til for at prutte. Maaskee har man hittet derpaa for at staae sig godt med Menneskene og have Fordeel af at forkynde Christendommen; thi naar den bliver nedspændt til det blot Menneskelige, til ►hvad der er opkommet i Menneskenes Hjerte, saa synes Menneskene naturligviis 71 godt om den, og naturligviis igjen godt om den elskværdige Taler, der kan gjøre Christendommen saa mild – havde Apostlene kunnet gjøre det, saa havde Verden ogsaa den Gang syntes godt om Apostlene. Men alt dette er Usandhed, er at forvanske Christendommen, der er det Absolute. Men hvad skal den saa til, saa er den 75jo en Plage? Aa, ja, det kan man ogsaa sige; relativt forstaaet er det Absolute den største Plage. I alle ►matte, dorske, sløve Øieblikke, hvor det Sandselige behersker Mennesket, er Christendommen ham en Afsindighed, da den ikke er ►commensurabel for noget endeligt Hvorfor. Men hvad skal den saa? Svar: ti, den er det Absolute. Og saaledes skal den fremstilles, altsaa som ɔ: saa den maa vise sig som Afsindighed for det sandselige Menneske. Og derfor 70er det sandt, saa sandt, og i en anden Forstand ogsaa saa sandt, naar ►den Forstandige i Samtidighedens Situation (cfr. II. A.) dømmende siger om Christus: »han er bogstaveligen Ingenting« – ganske vist, thi han er det Absolute. Som det Absolute er Christendommen kommet ind i Verden, ikke, menneskelig forstaaet, til Trøst, tvertimod den taler jo ►idelig og idelig om, hvorledes den Christne maa lide eller et Menneske for at blive og være den Christne, Lidelser som han altsaa kan undgaae ved blot at lade være at blive Christen.

✂ Der er nemlig en uendelig ►svælgende Forskjel mellem Gud og Menneske, og derfor viste det sig i Samtidighedens Situation, at det at blive Christen (at omdannes til Lighed med Gud), menneskelig talt, er en endnu større Qval og Elendighed og Smerte end den største menneskelige, tilmed en Forbrydelse i de ►Medlevendes Øine. Og saaledes vil det altid vise sig, naar det at blive Christen i Sandhed kommer til at betyde at blive samtidig med Christus. Og kommer det at blive Christen ikke til at betyde det, saa er det Tant og Indbildning og Forfængelighed, tildeels Gudsbespottelse, og ►Synd mod det andet Bud i Loven, og ►Synd mod den Hellig-Aand med al denne Snak om at blive Christen.

✂ Thi i Forhold til det Absolute er der kun een Tid: den nærværende; Den som ikke er samtidig med det Absolute, for 72 ham er det slet ikke til. Og da Christus er det Absolute, sees let, at der i Forhold til ham kun er een Situation: Samtidighedens; de 3, de 7, de 15, de 17, de 18 Hundred Aar ere Noget, som hverken gjør fra eller til, de forandre ham ikke, men ►gjøre heller ikke aabenbart, ►hvo han var, thi hvo han er, er kun aabenbart for Troen.

✂ Christus er, at jeg skal sige det saa alvorligt, han er ingen Comediant, ei heller en blot historisk Person, da han som ►Paradoxet er en høist uhistorisk Person. Men denne er Forskjellen mellem Poesi og Virkelighed: Samtidigheden. ►Forskjellen mellem Poesi og Historie er vistnok 76den, at Historien er det virkelig Skeete, Poesien det Mulige, det Tænkte, det Digtede. Men det der er virkelig skeet (det Forbigangne) er endnu ikke uden i en vis Forstand, i Modsætning nemlig til Digt, det Virkelige. Den Bestemmelse, der er Sandhedens (som Inderlighed) og al Religieusitets Bestemmelse: ►for Dig mangler. Det Forbigangne er ikke Virkelighed: for mig; kun det Samtidige er Virkelighed for mig. Hvad Du lever samtidig med, er Virkelighed: for Dig. Og saaledes kan ethvert Menneske 71kun blive samtidig: med den Tid, paa hvilken han lever – og saa med Eet til, med Christi Liv paa Jorden, thi Christi Liv paa Jorden, ►den hellige ⓘ Historie staaerHistorie staaer] a, Historie; staaer A ene for sig, udenfor Historien.

✂ Historien kan Du læse og høre om som om det Forbigangne, Du kan, ►om det saa behager Dig, her dømme efter Udfaldet. Men Christi Liv paa Jorden er intet Forbigangent, ventede ikke i sin Tid, for 1800 Aar siden, og venter ikke paa noget Udfalds Assistance. En historisk ⓘ ChristendomChristendom] B, Christenhed A er Galimathias og uchristelig Forvirrethed; thi hvad af sande Christne der er i hver Generation ere samtidige med Christus, have Intet ►at skaffe med de Christne i forrige Generation, men alt med den samtidige Christus. Hans Liv paa Jorden følger ►Slægten, og følger ►hver Slægt især som den evige Historie, hans Liv paa Jorden har den evige Samtidighed. Og denne gjør igjen al Doceren af Christendommen (hvilken Doceren væsentlig har sit Skalkeskjul og ►Tilhold i, at Christendommen er 73 noget Forbigangent, og i de 1800 Aars Historie) til det uchristeligste af alle Kjætterier, hvad Enhver vilde indsee, og derfor opgive at docere, hvis han forsøgte at tænke sig den med Christus samtidige Generation – docerende; men ►enhver Generation (af Troende) er jo samtidig.

✂ Kan Du ikke overvinde Dig selv til i Samtidighedens Situation med ham at blive Christen, eller kan han ikke i Samtidighedens Situation bevæge Dig og drage Dig til sig: saa bliver Du aldrig Christen. Du kan saa ære, prise, takke, med alle jordiske Goder lønne Den, der indbilder Dig, at Du alligevel er Christen – han bedrager Dig. Du kan prise Dig lykkelig, at Du ikke blev samtidig med Nogen, der vovede at sige det; Du kan blive opbragt indtil Raseri over den Plage, ►liig »Bremsens« Stik, at være samtidig med En, der siger Dig det: i første Tilfælde er Du bedragen, i andet Tilfælde har Du i det mindste faaet Sandheden at vide.

✂ Kan Du ikke taale Samtidigheden, ikke taale at see dette Syn i Virke77ligheden, kunde Du ikke gaae ud paa Gaden – og see det er Guden i dette rædsomme Optog, og dette Dit Vilkaar, hvis Du faldt ned og tilbad ham: saa er Du ikke væsentlig Christen. Det Du har at gjøre er saa ubetinget at tilstaae Dig det selv, at Du fremfor Alt bevarer Ydmygheden og ►Frygt og Bæven i Forhold til hvad det vil sige i Sandhed at være Christen. Thi ad den Vei skal Du, for at lære og indøve, saaledes at ►henflye til Naaden, at Du ikke ►tager den forfængelig; gaa for Guds Skyld ikke til Nogen for at blive »beroliget«. 72Thi vel hedder det ►»salige de Øine, som saae, hvad I saae«, hvilke Ord Præsterne især have travlt med – besynderligt nok, stundom maaskee ogsaa for at forsvare en verdslig Pyntelighed, der dog just i Samtidighedens Situation vilde blive noget ►afstikkende – ►ret som vare de ikke sagte ene og alene om de Samtidige, der bleve troende. Havde Herligheden ligefrem været at see, saa Enhver uden videre kunde see den, saa er det jo Usandhed, at ►Christus fornedrede sig selv og tog en Tjeners Skikkelse paa; en Overflødighed at advare mod Forargelse, thi hvor i al Verden skulde man vel forarges paa 74 Herlighed iført Herlighed! Og hvor i al Verden forklarer man det saa, at det gik Christus som det gik ham, at ikke Alle beundrende stormede til for at see hvad der ligefrem var at see! Nei, der var ►»Intet for Øiet hos ham, ingen Glands, at vi skulde kunne see paa ham, ingen Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham« (►Es. 53,2.); der var ligefrem Intet at see uden et ringe Menneske, som ►ved Tegn og Under og ►ved at sige sig at være Gud i eet væk satte Forargelsens Mulighed. Et ringe Menneske, der saa udtrykte 1) hvad Gud forstaaer ved Medlidenhed (og det selv at være det ringe og fattige Menneske, naar man vil være den Medlidende, er heri indeholdt), og 2) hvad Gud forstaaer ved Menneskets Elendighed, hvad i begge Tilfælde er yderst forskjelligt fra hvad Menneskene forstaae derved, og hvad i hver Generation indtil Dagenes Ende Enhver for sin Deel maa lære fra Begyndelsen, begyndende aldeles paa samme Punkt som enhver med Christus Samtidig, indøvende det i Samtidighedens Situation. Menneskelig Hidsighed og Ustyrlighed hjælper naturligviis til Intet. Hvorvidt det skal lykkes En væsentligen at blive Christen, kan intet Menneske sige ham. Men Angst og Frygt og Fortvivlelse hjælper ikke heller til Noget. Oprigtighed for Gud er det Første og det Sidste, oprigtigt at tilstaae sig selv, hvor man er, oprigtigt for Gud bestandig holdende Sigtet paa Opgaven – hvor 78langsomt det saa end gaaer, om man kun kryber frem: Eet har man dog, man er rigtigt stillet, ikke vildledt og bedragen ved Hjælp af det Kunststykke at digte Christus om, saa han istedetfor at være Gud bliver ►hiin smægtende Medlidenhed, som Menneskene selv have opfundet, saa Christendommen, istedetfor at drage Menneskene til det Himmelske, sinkes underveis og bliver det slet og ret Menneskelige.

73 75 79 Moralen

✂

✂ »Og hvad vil saa alt Dette sige?« Det vil sige, at ►Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog ►værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, ►det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet. Om der fordres videre af ham, vil Gud vel lade ham forstaae, og vil i saa Fald ogsaa hjælpe ham videre; thi i ►Lovens forfærdelige Sprog lyder det dog derfor saa forfærdende, fordi det er, som var det Mennesket selv, der ved egen Kraft skal holde sig til Christus, istedetfor at det i Kjerlighedens Sprog er Christus, der holder paa ham. Altsaa, om der fordres videre af ham, vil Gud vel lade ham forstaae; men dette fordres af Enhver, at han skal for Gud oprigtigt ydmyge sig under Idealitetens Fordringer. Og derfor ►skulle disse høres, høres atter og atter i deres hele Uendelighed. Det at være Christen er blevet et Intet, ►en Narrestreg, Noget som Enhver uden videre er, Noget man slipper lettere til end til den allerubetydeligste Færdighed. Sandeligen, det er paa høie Tid, at Idealitetens Fordringer høres.

✂ 76»Men naar det Christelige er noget saa Forfærdende og Rædsomt, hvor i al Verden kan da et Menneske ►falde paa at antage Christendommen?« Ganske simpelt, og hvis Du ønsker det med, ganske luthersk: kun Syndens Bevidsthed kan, om jeg saa tør sige, forcere (fra den anden Side er Naaden Forcen) ind i denne Rædsel. Og i samme Øieblik forvandler det Christelige sig og er idel Mildhed, Naade, Kjerlighed, 80Barmhjertighed. For enhver anden Betragtning er og skal Christendommen være noget afsindigt Noget eller den største Rædsel. Kun i ►Syndens Bevidsthed er Adgangen; ad nogen anden Vei at ville komme derind, er ►Majestæts-Forbrydelse mod Christendommen.

✂ 74Men Synden, at Du og jeg er Synder (den Enkelte), har man afskaffet, eller man har slaaet utilladeligt af baade i Livet (det huuslige, det borgerlige, det kirkelige) og i ►Videnskaben, der har opfundet: Læren om Synden i Almindelighed. ►Til Vederlag har man saa villet hjælpe Menneskene ind i Christendommen og bevare dem i den ved Hjælp af alt det Verdenshistoriske, alt Det om denne milde Lære, ►det Høie og Dybe, om en Ven o. s. v., ►hvilket 👤Luther Alt vilde kalde Sludder, og hvilket er Blasphemi, da det er frækt at ville fraternisere Gud og Christus.

✂ Kun Syndsbevidstheden er den absolute ►Respect; og just derfor, fordi Christendom vil have den absolute Respekt, skal og vil Christendommen for enhver anden Betragtning vise sig som Afsind eller Rædsel, just for at det qvalitative uendelige Eftertryk kan falde paa, at kun Syndsbevidstheden er Adgangen, er Synet, der ved at være den absolute Respekt, kan see Christendommens Mildhed og Kjerlighed og Barmhjertighed.

✂ Den Eenfoldige, der ydmygt bekjender sig at være en Synder, sig personligt (den Enkelte), behøver slet ikke at blive vidende om alle de Vanskeligheder, som fremkomme, naar man hverken er eenfoldig eller ydmyg. Men hvor denne ydmyge Bevidsthed mangler om personligt at være en Synder (den 77 Enkelte) – ja, om der saa forresten var al menneskelig Viisdom og Kløgt i en Saadan, og alle menneskelige Gaver i ham: det skal ham kun lidet ►baade. Christendommen skal i samme Grad reise sig forfærdelig mod ham og forvandle sig til Afsind eller til Rædsel, indtil han lærer enten at opgive Christendommen, eller ved Hjælp af, hvad der er ►Intet mindre end ►videnskabelig Propædeutik, Apologetik o. s. v., ►en sønderknuset Samvittigheds Qvaler, alt i Forhold til som han behøver disse, ►ad den snevre Vei, gjennem Syndens Bevidsthed, at gaae ind i Christendommen.

1. ►I Skrifter af nogle Pseudonymer er viist, at man i den nyere Philosophi forvirrende har talt om Tvivl, hvor man skulde tale om Fortvivlelse. Derfor har man saa ikke kunnet styre eller magte Tvivlen hverken i Videnskaben eller i Livet. »Fortvivlelse« viser derimod strax til Rette, ved at føre Forholdet ind under Personlighedens Bestemmelse (den Enkelte), og ind under det Ethiske. Men som man saaledes forvirrende har talt om »Tvivl« istedetfor at tale om »Fortvivlelse«, saaledes har man ogsaa havt for Skik at bruge Kategorien »Tvivl«, hvor man skulde tale om »Forargelse.« Forholdet, Personlighedens Forhold til Christendommen er ikke: at tvivle eller at troe, men: at forarges eller at troe. Hele den moderne Philosophi er, baade ethisk og christelig, baseret paa en Letfærdighed. Istedetfor at afskrække og kalde til Orden ved at tale om at fortvivle og forarges, har den ►vinket og indbudt Menneskene til at blive indbildske, ved at tvivle og at have tvivlet. Den moderne Philosophi er, som abstrakt, svævende i det Metaphysiskes Ubestemthed. Istedetfor nu at forklare dette om sig selv, og saa at henvise Menneskene (de enkelte Mennesker) til det Ethiske, det Religieuse, det Existentielle, har Philosophien givet det Skin af, at ►Menneskene kunne, som man ganske prosaisk siger, speculere sig ud af deres gode Skind og ind i ►det rene Skin. (tilbage)

1. ►Herom maa jeg henvise til: »Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede«, Standsningen. (tilbage)

88 94 94 Fremstillingen

A

✂ Den Forargelses Mulighed, der ikke forholder sig til Christus som Christus (Gud-Mennesket), men til ham som et slet og ret enkelt Menneske, der colliderer med et Bestaaende.

✂ Den Forargelse, her er Tale om, er da en, som, for den Sags Skyld, Enhver kan blive Gjenstand for, naar han, den Enkelte, synes ikke at ville underkaste sig eller indordne sig under det Bestaaende. Men fordi en Enkelt ikke vil det, deraf følger ikke, at denne Enkelte siger sig at være Gud. Imidlertid seer man let, at her er en ►Qvantiteren hen i Retning af at være mere end Menneske; og det er den, det Bestaaende er opmærksom paa. Er den Enkelte høiere end det Bestaaende? Ved dette Spørgsmaal eller rettere ved denne Protest vil det Bestaaende tvinge ham til enten at gaae tilbage igjen, eller til at udsige om sig selv, at han er mere end Menneske – og saa er Forargelsen der.

✂ 1) ►►Matth. XV, 1-12. – Da kom Skriftkloge og Pharisæer af 📌Jerusalem til Jesum og sagde: (2) Hvi overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe ikke deres Hænder, idet de æde Brød. (3) Men han svarede og sagde til dem: hvi overtræde og I Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld? (4) Thi Gud haver budet, sigende: ær Fader og Mo95der; og hvo som bander Fader og Moder, skal visselig døe. (5) Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet Dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder. (6) Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld. (7) I Øienskalke! 👤Esaias spaaede retteligen om Eder, da han sagde: (8) Dette Folk holder sig nær 95til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig. (9) Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. (10) Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: hører til og forstaaer! (11) Ikke det,89 som indkommer i Munden, gjør Mennesket ureent, men det, som udgaaer af Munden, dette gjør Mennesket ureent. (12) Da gik hans Disciple frem og sagde til ham: veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte den Tale?

✂ Det følger naturligviis af sig selv, at Christus altid er Gud-Mennesket. Men her er jo en historisk Situation, og Forargelsen, som her er Tale om, er ikke i Retning af Gud-Mennesket, hverken over at han som enkelt Menneske udgiver sig for Gud, eller over at han, der er Gud, er det ringe Menneske. Christus er her i almindeligere Forstand en Lærer, en Gudfrygtighedens, en Inderlighedens Lærer, der med Oprindelighed (uden at her i denne Forbindelse er Tale om, at hans Fordring er at ville være Gud) ►driver paa Inderligheden i Modsætning til al tom Udvorteshed, en Lærer der forvandler Udvorteshed til Inderlighed. Denne er Collisionen, en Collision, der forekommer atter og atter i Christenheden, den er, for kort at betegne den, ►Pietismens Collision med det Bestaaende. Pharisæerne og de Skriftkloge træde nemlig op som Repræsentanter for det Bestaaende, hvilket just ved deres Spidsfindighed og Kløgt var blevet en tom, ja, en ugudelig Udvorteshed.

✂ Imidlertid ►trodsede den Gang og trodser altid det Bestaaende paa at være det Objektive, høiere end enhver Enkelt, Subjektiviteten. I det Øieblik nu en Enkelt ikke vil indordne sig under dette Bestaaende, eller vel endog ►protesterer dette som det Sande, ja sigter det som Usandhed, medens han derimod 96 udsiger om sig at være i Sandheden, og om Sandheden, at den netop ligger i Inderligheden: saa er Collisionen der. Det Bestaaende ►opkaster ganske rigtigt det Spørgsmaal: hvad bilder da denne Enkelte sig ind at være, bilder han sig maaskee ind, at han er Gud, eller at han har et umiddelbart Forhold til Gud, eller dog at han er mere end Menneske?

✂ Her er saa Forargelsen, og man seer let, at den ganske rigtigt sigter efter det at ville være mere end Menneske. Imidlertid er her endnu et stort ►Spatium for Relativiteter og Qvantiteren ►betræffende det at være noget Usædvanligt, Overordentligt o. s. v., uden just at gjøre Fordring paa at være Gud. Men det gaaer ►vistnok mange Mennesker saaledes, at 96deres Forestilling om Christus ender ved, at han har været noget saadan ganske mageløst Overordentligt, ►næstendeels Guddommeligt. De vilde nu vistnok alligevel have forargedes paa ham, dersom de havde levet samtidigen med ham; men det ►undgaaer dem dog, at Forargelsen ►sensu strictissimo forholder sig til90 Gud-Mennesket, der ikke i en ubestemt Qvantiteren ligesom føler sig for, hvor høit han kan anslaae sig selv, men qvalitativt bestemmer det, at han er Gud – og fordrer Tilbedelse.

✂ Dette er den væsentlige Forargelse, om hvilken forøvrigt her ikke er Tale; men det er ganske vist, at man ogsaa forarges paa Enhver, der paa nogen Maade giver eller synes at give sig Mine af at ville være mere end Menneske. Man forarges paa ham; dog maa dette ikke misforstaaes, som var det altid ham, der gav sig Mine af at være mere end Menneske, det ligger ofte i, at Modparten er løbet fast i det Bestaaende. Hver Gang et Sandheds Vidne gjør Sandheden til Inderlighed (og dette er Sandheds Vidnernes væsentlige ►Forretning); hver Gang et Geni ►primitivt inderliggjør det Sande: saa vil det Bestaaende ogsaa forarges paa ham.

✂ Man behøver kun at kjende lidt til Menneske-Slægten, for at vide, at ►dette er saa, og kun lidt til ►den nyeste Philosophi for at vide, at dette ogsaa vil skee i vor Tid. Hvorfor har ►👤Hegel gjort Samvittigheden og Samvittigheds-For97holdet i den Enkelte til »en Form af det Onde« (jvf. Rechts-Philosophie), hvorfor, fordi han forgudede det Bestaaende. Men jo mere man forguder det Bestaaende, desto naturligere den Conclusion: ergo er Den, som underkjender eller ►opsætter sig mod dette Guddommelige, det Bestaaende, ergo maa han jo noget nær bilde sig ind, at han er Gud. Det er maaskee ingenlunde ham (og er det i Sandhed et Sandheds-Vidne, ►er det da vist nok, at det ikke er ham), der udsiger noget blasphemisk om sig selv. Nei, Blasphemien er egentlig en Projektion fra den Ugudelighed, med hvilken man ►venererer det Bestaaende som det Guddommelige, et ►akustisk Bedrag, foranlediget ved, at det Bestaaende taust ved sig selv ►siger sig selv at være det Guddommelige, og nu ved Sandheds-Vidnet faaer dette at høre, men hører det, som var det ham, der sagde sig at være mere end Menneske.

✂ Men at det Bestaaende er blevet noget Guddommeligt, ansees for det Guddommelige, er et ►Falsum, tilveiebragt ved Hjælp af at ignorere sin egen Herkomst. Naar en Borgerlig er blevet Adelsmand, saa gjør han gjerne alle mulige Anstrengelser for at faae sit ►vita ante acta i Glemsel. 97Saaledes med det Bestaaende. Det Bestaaende begyndte ogsaa med hiin Collision mellem den Enkelte og et Bestaaende, begyndte med Guds-Forholdet i den Enkelte; men nu skal det være glemt, Broen hugget af, det Bestaaende guddommeliggjort.

✂ Og besynderligt nok, denne det Bestaaendes Guddommeliggjørelse91 er just den stadige Opstand, det idelige Oprør mod Gud. Han vil nemlig (og det kan man endda ikke fortænke ham i) være med, ►have en lille Smule Haand i Hanke med Verdens-Udviklingen, eller han vil holde ►Slægten i Udvikling. Det Bestaaendes Guddommeliggjørelse derimod er det dvaske, verdslige menneskelige Sinds selvbehagelige Opfindelse, der vil slaae sig til Ro og bilde sig ind, at nu er der idel ►Fred og Tryghed, nu har vi naaet det Høieste. Og saa, saa kommer en enkelt En, ►en Peer Næsviis, og bilder sig ind, at han skulde være høiere end det Bestaaende. Dog nei, det er ikke sagt, at han bilder sig det ind, men det kunde jo nok være 98 muligt, at han var ►den »Bremse«, som det Bestaaende behøvede for ikke at falde i Søvn, eller for ikke, hvad endnu værre er, at henfalde til Selvforgudelse. Hvert Menneske skal leve ►i Frygt og Bæven, og saaledes skal ►ogsaa intet Bestaaende være fritaget for Frygt og Bæven. Frygt og Bæven betyder, at man er i Vorden; og hvert enkelt Menneske, Slægten ligesaa, er og skal være sig bevidst at være i Vorden. Og Frygt og Bæven betyder, at der er en Gud til, hvad intet Menneske og intet Bestaaende noget Øieblik tør glemme.

✂ Saaledes var nu Jødedommen paa Christi Tid netop ved Pharisæerne og de Skriftkloge blevet et selvbehageligt, sig selv forgudende Bestaaende. Der var indtraadt en fuldkommen ►Commensurabilitet mellem det Udvortes og det Indvortes, saa fuldkommen, at det Indvortes var ►gaaet ud. Just derpaa kjender man, at et Bestaaende er ifærd med at forgude sig selv, paa denne Commensurabilitet og Congruents. Alt hvad der kunde erindre om ►den stridende Sandhed, det er afskaffet, Noget man nu er ikke langtfra at finde latterligt – nu har Sandheden seiret, den Sandhed, som een Gang var stridende, nu er den det Bestaaende. At være i Sandheden, og jo mere man er i Sandheden, kan nu ikke mere betyde at skulle lide og i samme Grad mere: nei, her er Congruents, jo mere man er af Sandheden, jo mere æret og anseet bliver man. Ah! Nu er det rigtigt, nu er det Bestaaende guddommeliggjort – dersom nu 98Christus kom til Verden, saa blev han først Professor, og avancerede saa mere og mere, alt eftersom det blev tydeligere, at han var i Sandheden.

✂ Af den Mening have aabenbart ogsaa Pharisæerne og de Skriftkloge været. At Fromhed og Gudsfrygt skulde lide i Verden, det var noget Antiqveret, der var jo nu Congruents: jo mere from og gudfrygtig, jo mere anseet. Og for at Ingen skulde bedrage, og det maaskee92 skulde hedde, at han i sit Inderste, skjult, var from, saa var der (og dette er vistnok blevet anført som et Beviis paa det Bestaaendes Alvor) der var ligesom ►Examina, Fromheden underkastedes, Alt var ►commensurabelt. Man havde en Mistanke til Alt, hvad der vilde 99 holde sig skjult i Inderligheden, at det nok turde være Løgn – og det kan man maaskee have megen Ret i; men man havde ogsaa aldeles afskaffet, at Kjendetegnet paa den sande Fromhed, naar den ikke holder sig skjult, just er, at den lider Ondt i Verden. Ja, ►som sagt, med samme Bravour som en nybagt Adelsmand kan glemme, at han igaar var Borger, med samme Bravour kan et Bestaaende glemme sin Herkomst. Og som det enkelte Menneske kan ►aspirere at blive Noget, saaledes er dette det Noget Generationen aspirerer til, den vil danne det Bestaaende, afskaffe Gud, i ►Menneske-Frygt ►cujonere den Enkelte ind i et Musehul – men det vil Gud ikke, og han bruger lige den modsatte Taktik, han bruger den Enkelte til at ►pirre det Bestaaende ud af Selvbehageligheden.

✂ Naar Commensurabiliteten og Congruentsen er indtraadt, og det Bestaaende guddommeliggjort, saa er al Frygt og Bæven afskaffet. At leve, især at være Noget i et saadant Bestaaende, er en Fortsættelse af eller endnu tryggere end at leve under sin Moders Skjørt, i den Grad kan man beregne Sandsynligheden og ►blødagtigt fritage sig for enhver end den mindste af den Art Afgjørelse, i hvilken »den Enkelte« ►smerter sig; thi man er ingen Enkelt, o, langtfra, man er tryllet ind i Sandsynlighedens ►Tilforladeligheder med det sikkre Avancements henrivende Udsigt lige ind i Evigheden – Evigheden maa jo dømme som det Bestaaende dømte, der var det Guddommelige. »Hvad vil Du«, siger det Bestaaende til ⓘ denden] R, det A Enkelte, »plage og martre Dig selv med Idealitetens uhyre Maalestok, henvend Dig til det Bestaaende, slut Dig til det Bestaaende, her er Maalestokken. Er Du Student, saa kan Du være sikker paa, at Professoren er Maalestokken og ►Sandheden; er Du Præst, saa er Biskoppen Veien og Livet; er Du ►Skriver, er ►Justitsraaden Maalet. ►Ne 99quid nimis! ►Det Bestaaende er det Fornuftige, og Du lykkelig, om Du indtager den Dig anviste Relativitet – og forresten lader ►Collegierne, ►Consistorium eller hvem det nu er sørge for« – »min Salighed?« »Ih ja vist; og er der endeligen Noget i Veien med Dig i den Henseende, kan Du ikke lade Dig nøie med, som alle de 100 Andre, naar engang Din Tid er kommet, vel indpakket og emballeret at gaae med i en af de store ►Forsendinger, som det Bestaaende under93 sit Segl og under Adressen »den evige Salighed« expederer ind i Evigheden, sikkret at blive fuldkommen lige saa vel modtagen og lige saa salig som »alle de Andre«, kort kan Du ikke lade Dig nøie med en saa betryggende Sikkerhed og Caution som den, at det Bestaaende indestaaer Dig for Din Salighed hisset: nu vel, saa behold det hos Dig selv, det har det Bestaaende ikke Noget imod; naar Du tier bomstille dermed, skal Du alligevel have det lige saa godt som de Andre.«

✂ Det Bestaaendes Guddommeliggjørelse er Alts Verdsliggjørelse. Det Bestaaende kan have fuld Ret i, at hvad det Verdslige angaaer, skal man slutte sig til det Bestaaende, nøies med den Relativitet o. s. v. Men tilsidst verdsliggjør man ogsaa Guds-Forholdet, vil at det skal congruere med en vis Relativitet, ikke være noget væsentlig Forskjelligt fra Ens Stilling i Livet o. s. v. – istedetfor, at dette skal være hvert enkelt Menneske det Absolute, og dette den Enkeltes Guds-Forhold just Det, der skal gjøre ethvert Bestaaende svævende, at Gud, hvad Øieblik han vil, blot han trykker paa en Enkelt, i hans Guds-Forhold strax har et Vidne, en Angiver, en Spion eller hvad man nu vil kalde det, En der i ubetinget Lydighed og ved ubetinget Lydighed, ved at forfølges, lide, døe, gjør det Bestaaende svævende.

✂ Idet nu en Enkelt beraaber sig paa sit Guds-Forhold lige over for et Bestaaende, der har guddommeliggjort sig selv, seer det jo ud som gjorde han sig til mere end Menneske. Han gjør det imidlertid ingenlunde; thi han indrømmer jo, at ethvert Menneske, ubetinget ethvert Menneske har og skal have for sit Vedkommende det samme Forhold til Gud. Saa lidet som Den, der ►siger sig at være forelsket, dermed nægter nogen Anden at være det: endnu mindre nægter en saadan Enkelt de Andre, men som Enkelte, at have Guds-Forholdet. Dog dette vil det Bestaaende ikke vide af, at det skulde bestaae af noget saa løst Noget som en Samling af Millioner Enkelte, 101 der hver især have sit Guds-100Forhold. Det Bestaaende vil være et Hele, der Intet kjender over sig, men under sig har hver Enkelt, og dømmer hver Enkelt, der indordner sig i det Bestaaende. Og hiin Enkelte, der dog nok foredrager den ydmygste, men ogsaa den humaneste Lære om det at være Menneske, vil saa det Bestaaende forskrække ved at paadutte ham, at han ►forskylder en Blasphemi.

✂ Saaledes med Pharisæerne, der forargedes paa Christus, fordi han gjorde Fromhed til den absolute Inderlighed, ikke ligefrem commensurabel94 for det Udvortes (snarere omvendt, ►kjendelig paa Lidelsen), og i ethvert Tilfælde ikke fuldendende sig i en ligefrem Relativitet. Den hele Bygning af Bestemmelser og Relativiteter, denne Fromhedens ligefremme Kjendelighed paa Ære og Anseelse, Magt og Indflydelse, denne Objektivitet som Pharisæerne og de Skriftkloge vel have kaldt den, stødte Christus til ved at gjøre Gudsfrygt og Fromhed til Inderlighed. Fuldt forvissede om at have Ret, og formodentlig forud sikkre paa, at Christus skulde maatte give tabt, forelægge de ham det Spørgsmaal, ►hvorfor hans Disciple overtraadte de Gamles Vedtægt. Saaledes gaaer det altid, naar et Bestaaende har drevet det til at forgude sig selv, saa bliver tilsidst Skik og Brug Troes-Artikler, Alt bliver saadan lige vigtigt; eller Vedtægter, Skik og Brug bliver det Vigtige. Den Enkelte føler og erkjender ikke, at han og saaledes hver Enkelt har et Guds-Forhold, som for ham skal have absolut Betydning, nei Guds-Forholdet afskaffes, Skik og Brug, Vedtægter og Deslige forgudes. Men den Art Guds-Frygt er netop Foragt for Gud, den frygter jo ikke Gud, den frygter Mennesker. Derfor ►svarer Christus og Pharisæerne: ►hvi overtræde I Guds Bud for Eders Vedtægters Skyld. Saa hellige vare nemlig Pharisæerne og de Skriftkloge blevne, og saa hellige blive Menneskene altid, naar man forguder det Bestaaende, at deres Gudsdyrkelse er at gjøre Nar af Gud: under Skin af at dyrke og tilbede Gud, dyrke og tilbede de deres egne Paafund, enten i selvbehagelig Glæde, som de der selv ere Opfinderne, eller i Menneske-Frygt.

✂ 102Men, som sagt, Den der underkjender et saadant Bestaaende, han bliver af det betragtet som En, der gjør sig til mere end Menneske, og man ►forarges paa ham, om han dog egentligen kun gjør Gud til Gud og sig til Menneske.

✂ 2) ►►Matth.XVII, 24-27. – »Men der de kom til Capernaum, gik de, som 101oppebar Skattens Penninge, til 👤Peder og sagde: betaler Eders Mester ikke Skattens Penninge? (25) Han sagde: jo. Og der han kom ind i Huset, forekom Jesus ham og sagde: hvad tykkes Dig, 👤Simon? af hvem tage Konger paa Jorden Told eller Skat? af deres egne Børn eller af Fremmede? (26) 👤Peder siger til ham: af Fremmede. Jesus sagde til ham, saa ere jo Børnene frie. (27) Men paa det vi ikke skulle forarge dem, gak hen til Havet, kast en Krog og tag den første Fisk, som kommer op; og naar Du aabner dens Mund, skal Du finde en Stater; tag denne og giv dem den for Dig og for mig.«

✂ 95Collisionen er her igjen den samme, den Enkelte med det Bestaaende. Det, der vilde forarge dem, vilde være, at den Enkelte vilde unddrage sig fra sit Forhold til det Bestaaende. Det maa bestandigt erindres, at paa intet af Stederne, hverken her i det 17de eller ►i det 15de Capitel, er Forargelsens Mulighed i Forhold til Christus qva Gud-Mennesket. Spørgsmaalet er jo saaledes ikke her, om han er Gud-Mennesket, Situationen ikke, om han nu ⓘ anseeranseer] , viser K, R, a; , anseer B sig at være hvad han udgiver sig for, Gud-Mennesket, thi saaledes fremstilles han ikke her. Spørgsmaalet er, om han, dette enkelte Menneske, vil anerkjende det Bestaaende ved at betale Skatten.

✂ Da det at betale Skat er en ligegyldig Udvorteshed, saa underordner Christus sig, og forebygger Forargelsen. Noget Andet var det i Forhold til en Udvorteshed, der ►frækt vilde være Fromhed. Havde Christus ikke givet efter, saa vilde han ogsaa have vakt deres Forargelse, og Grunden vilde ganske rigtigt have været, at en Enkelt ved at unddrage sig det Bestaaende synes at gjøre sig til mere end Menneske, uden at dog, for atter at gjentage, deraf just følger, at han qvalitativt bestemmer sig at være Gud.

✂ 103Forøvrigt er i denne Fortælling ►det Mærkelige, at Christus, der her blot er det enkelte Menneske i Collision med et Bestaaende, for at undgaae denne Forargelse sætter den egentlige Forargelse. Han betaler rigtignok Skatten, men ved et Mirakel skaffer han Penningen, ɔ: han viser sig at være Gud-Mennesket. Det at lade være at betale Skatten er at gjøre Forargelsen mulig i Forhold til ham, det enkelte Menneske; men Maaden, paa hvilken han skaffer Penningen, sætter den væsentlige Forargelses Mulighed i Retning af ham som Gud-Mennesket.

✂

✂

✂

✂ 102Vi gaae nu over til den egentlige Forargelse, som forholder sig til Gud-Mennesket. Muligheden af den Forargelse i Forhold til Christus, om hvilken vi have talt, er et historisk Forsvindende, forsvundet med hans Død, var kun for de Samtidige i Forhold til ham dette enkelte Menneske. Forargelsens Mulighed derimod i Forhold til Christus qva Gud-Mennesket vil vedvare indtil ►Dagenes Ende. Tages Muligheden af denne Forargelse bort, saa betyder det, at Christus ogsaa er taget bort, at han er gjort til noget Andet end han er, ►Forargelsens Tegn og Troens Gjenstand.

96 104 103 B

✂ Den væsentlige Forargelses Mulighed i Retning af Høiheden, at et enkelt Menneske taler eller handler som var han Gud, ►siger sig selv at være Gud, altsaa i Retning af Bestemmelsen Gud i Sammensætningen Gud-Mennesket.

✂

✂ 1) ►►Matth.XI., 6. (►Parallelstedet ►Luc. VII. 23.) ►Johannes den 👤Døber har fra Fængslet sendt Bud til Christus for at spørge ham, om han er Den, som skal komme, eller de skulle vente en Anden. ►(V. 4). Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer hen og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: (5) Blinde see og Halte gaae, Spedalske renses og Døve høre, Døde staae op og Evangelium prædikes for Fattige, (6) og salig er den, som ikke forarges paa mig.

✂ Christus svarer altsaa ikke ligefrem, han siger ikke: siger Johannes, jeg er den Forventede. Han fordrer nemlig Troen, og kan derfor ikke give en Fraværende ligefrem Meddelelse. En Tilstedeværende kunde han vel sige det ligefrem til, fordi den Tilstedeværende ved at see den Talende, dette enkelte Menneske, ved denne Modsigelse dog ikke fik en ligefrem Meddelelse, da Modsigelsen er mellem hvad der siges og hvad der sees, ɔ: ►hvo den Talende efter Udseende at dømme er. Dog ►dette skal udførligt blive oplyst paa sit Sted.

✂ Fremdeles. Dersom det i Sandhed havde været Tilfæl105det, som Christenheden i mange Tider har havt for Skik at indbilde sig, at det dog ligefrem var til at see, at Christus var den, han sagde sig at være, hvorfor saa et saa besynderligt Svar; saa havde det jo været langt simplere og mere ligefrem, at Christus havde gjort som man bærer sig ad i ►Prædike-Foredraget, havde sagt til Udsendingene: betragter mig, saa seer I jo, at 104jeg er Gud. Men forsøg det! Nei, det simpleste Middel til at gjøre en Ende paa alt dette sentimentale Hedenskab, der i Christenheden kaldes Christendom, er ganske simpelt at anbringe det i Samtidighedens Situation.

✂ 97Videre. Christi Svar indeholder ►in contento det, som ellers pleier at opføres under Navn af »Beviser for Christendommens Sandhed«, dog undtaget ►Beviset af Spaadommene. Men i denne Henseende var jo Johannes selv Repræsentanten, der dog vel, hvis ellers Nogen, ved Hjælp af Spaadommenes Beviis maatte være bragt Forvisningen om, at Christus var den Forventede, saa nær som muligt; men mærkeligt nok, ►den sidste Prophet, og som Saadan dog vel ►i den størst mulige Rapport til Prophetien, Forløberen er ved dette Beviis ikke bragt længere end til at blive opmærksom – og spørge. Altsaa undtaget Beviset af Spaadommene ere de øvrige Beviser for Christendommens Sandhed indeholdte i Christi Svar. Han ►hentyder paa ►Undergjerningerne (Halte gaae, Blinde see o. s. v.) og paa Læren selv (Evangelium prædikes for de Fattige): og derpaa tilføier han, mærkeligt nok, han tilføier: »salig Den, som ikke forarges paa mig«. – See, i Christenheden har man havt anderledes for Skik. Der har man skrevet disse uhyre Folianter, som udvikle Beviserne for Christendommens Sandhed. Bag disse, Beviserne og Folianterne, er man selv fuldkommen overbeviist og sikker mod alle Angreb; thi Beviset og Folianten ender bestandigt med: ergo var Christus Den, han sagde sig at være; det er ved Hjælp af Beviserne saa vist som 2 og 2 er 4, og ►saa let som Fod i Hose; ►paa dette uimodsigelige ergo, som ligefrem gjør Sagen klar, trodser Docenten og Præsten, og Missionairen gaaer tillidsfuld ud for at omvende Hedninger ved Hjælp af dette ergo. Og derimod 106 Christus! Han siger ikke: ergo er jeg den Forventede; han siger, efterat have beraabt sig paa Beviserne siger han: salig Den, som ikke forarges paa mig, ►det er, han ►gjør det selv aabenbart, at der i Forhold til ham ikke kan være Tale om nogen Bevisen, at man ikke ved Hjælp af Beviser kommer til ham, at der ingen ligefrem Overgang er til det at blive Christen, at Beviserne ►i Maximum ►kunne tjene til at gjøre et Menneske opmærksomt, at han nu saaledes gjort opmærksom kan komme paa det Punkt: om han vil troe eller han vil forarges. Thi Beviserne ere endnu det Tvetydige, er den raisonerende Forstands ►pro et contra, der derfor igjen kan bruges contra et pro; først i Valget bliver 105Hjertet aabenbart (og derfor var det jo Christus var kommet til Verden, for ►at gjøre Hjerternes Tanker aabenbare), om et Menneske vil troe, eller vil forarges. See, en theologisk Professor, der, med Benyttelse af Alt hvad der tidligere var skrevet derom, havde skrevet et nyt Værk om Beviserne for Christendommens Sandhed, han vilde98 føle sig fornærmet, om En ikke vilde indrømme, at nu var det beviist: og Christus selv derimod, han siger ikke mere end at Beviserne kunne føre En – ikke til Troen, o langtfra (saa var det jo overflødigt at tilføie salig Den, som ikke forarges), men til det Punkt, hvor Troen kan blive til, hjælpe En til at blive opmærksom og for saavidt hjælpe til, at man kommer ⓘ indind] , ud K, R; , ind a, B i den dialektiske Spænding, af hvilken Troen bryder frem: vil Du troe, eller vil Du forarges.

✂ Hvor ligger nu Forargelsens Mulighed? Den er Miraklet; og Miraklet er Beviset; og af Miraklet har man villet ligefrem bevise Christendommens Sandhed! Det forstaaer sig, den ligefremme Bevisen maa saa, hvad den jo ogsaa gjør, passe paa at komme betydeligt bagefter, derved rigtignok igjen indirecte forraadende, hvad den, liig Andet, der kommer bagefter, duer til; thi i Samtidighedens Situation er det en Umulighed ligefrem at bevise. Lad os ikke ►snakke i Taaget, lad os ikke, vidende om, hvo Christus er (hvis man ellers kan være vidende derom), eller dog indbildende os, at vi ere det, kommende 1800 Aar bagefter, betragte Miraklet og saa – blive overbeviste. 107 Hvilket Dyb af Nonsens! Naar vi veed, hvo Christus er, hvor kan saa Beviset siges at bevise os det! Og desuden er Forholdet jo slet ikke dette, som der da ogsaa er visse Ting, hvorom det gjælder, at den, der kommer bagefter, lige saa gjerne kan ►gaae hjem og lægge sig, hvilket især gjælder om det Overordentlige. Skal der være Mening i, at Miraklet beviser, hvo Christus er, saa maae vi jo begynde med, at vi ikke veed, hvo han er, altsaa i Samtidighedens Situation med et enkelt Menneske, der er som andre Mennesker, paa hvem der ikke ligefrem er Noget at see, et enkelt Menneske, der saa gjør Miraklet og siger sig selv at gjøre Miraklet. Hvad vil dette sige? Det vil sige, at dette enkelte Menneske gjør sig til mere end Menneske, gjør sig noget nær til Gud: er dette ikke forargeligt? Du seer noget Uforklarligt, Mirakuløst (mere heller ikke), han selv siger, at det er et Mirakel – og Du seer for Dine Øine et enkelt Menneske. Miraklet kan Intet bevise; thi troer Du ikke, at han er Den, han siger sig at være, saa benægter Du 106Miraklet. Miraklet kan gjøre opmærksom – nu er Du i Spændingen, og det beroer paa hvad Du vælger, Forargelsen eller Troen, det er Dit Hjerte, som skal blive aabenbart.

✂ Modsigelsen, i hvilken Forargelsens Mulighed ligger, er den at være et enkelt Menneske, ►et ringe Menneske – og saa at handle i Retning af at være Gud. Agt blot paa Samtidighedens Situation; og agter Du ikke paa den, saa lyver Du Dig ind i et Bedrag. Men Sagen99 er den, man har i Christenheden kun et phantastisk Billede af Christus, en phantastisk Guds-Skikkelse, svarende ligefrem til det at gjøre Miraklet. Men dette er Usandhed, saaledes har Christus aldrig seet ud. Christenhedens Christendom er Phantasteri i begge Retninger, baade i Retning af Miraklet og i Retning af Christus. I Samtidighedens Situation er Du stillet mellem dette Uforklarlige (uden at dog deraf ligefrem følger, at det er et Mirakel) og saa et enkelt Menneske, som Andre at see til – og det er ham, som gjør det.

✂ Forargelsens Mulighed er ikke til at undgaae, Du skal 108 igjennem den, Du kan kun paa een Maade frelses fra den: ved at troe. Derfor siger Christus: salig Den, som ikke forarges paa mig. Det var dengang ikke saa let som det indtil Væmmelse senere er blevet det i Christenhedens Løgnagtighed, med strax man hørte om at Blinde fik Synet igjen og Døde Livet, strax at være overbeviist om, hvo Christus var. Nei, dengang var det den frygteligste Afgjørelse for et Menneske at blive troende. O, rædsomme Modsætning, o, Afskyelighed: denne travle Christendom, som har kunnet bevise og bevise Christendommens Sandhed; disse Tusinder og Tusinder, som have troet – i Kraft af Beviserne: og saa Jesus Christus, ►Troens Stifter og Fuldender, som, pegende paa Beviserne, der dog vel maatte have virket stærkest den Gang de skeete, dog tilføier: »salig Den, som ikke forarges paa mig«, det er, han beraaber sig saaledes paa Beviserne, at han nægter dem at være Veien til ham. Det er som vilde han sige til Johannes's Disciple, at disse skulde sige det til Johannes, hvad der saaledes siges til os Alle: ad Bevisernes Vei kommer Ingen til mig; agt paa dem, at Du maa blive opmærksom – og saa, ja salig Den, som ikke forarges paa mig.

✂ O, rædsomme Modsætning, o Afskyelighed: denne Indbildskhed og Dumhed, med hvilken man har trodset paa Beviserne og forraadt Christendommen – og saa den Herre Jesus Christus, der, ogsaa her lidende, 107vel hentyder til Beviserne, men saa, næsten bedende for den Enkelte, tilføier: salig Den, som ikke forarges. O, Lidelsernes Hemmelighed, at maatte være Forargelsens Tegn for at kunne være Troens Gjenstand! Saa bekymret gik han paa Jorden, ►han der af Kjerlighed kom til Jorden; ak, han forstod, som intet Menneske forstod eller kan forstaae det, hvor uendelig vanskelig det er at blive Christen. Mon han glædes ved, at man paa den letsindigste Maade indbilder Tusinder og Tusinder, at de ere Christne!

✂

✂ 1002) ►►Joh.VI. 61. – ►Christus siger om sig selv, at han er det levende Brød, »om Nogen æder af dette Brød, han skal leve« (►51). ►Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: hvor109ledes kan denne give os sit Kjød at æde? (►52). Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke æde Menneskenes Søns Kjød og drikke hans Blod, have I ikke Livet i Eder (►53). ►54. 55. 56. 57. Selv ►mange af hans Disciple, der de det hørte, sagde: denne er en haard Tale, hvo kan høre ham? (►60), saa Jesus, ►der han vidste ved sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde til dem: forarger dette Eder? ►(61) ►62. Og af ►V.►66 sees, at fra den Tid traadte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham.

✂ Altsaa efter den Maalestok forargede disse Ord dengang, at selv Disciple, mange Disciple faldt fra. Nu, i Christenheden, forarge de ikke mere. Ja, det forstaaer sig, den sande Christen forarge de ikke, thi han troer. Men for at være blevet troende, maa han have ►passeret Forargelsens Mulighed forbi, og den er det, der er afskaffet i Christenheden. Man sætter nu disse Ord i Forbindelse med Nadveren, ►man har udviklet en Lære om Christi Legemes Ubiqvitet; og ►ved det man i Christenheden har en phantastisk Christus-Skikkelse, saa er alt Dette hverken ubegribeligt eller paa nogen Maade indeholdende Forargelsens Mulighed.

✂ Men Christenhedens Phantasterier maae vi nu engang slaae en Streg over. Vi gaae til Samtidighedens Situation.

✂ Altsaa et enkelt Menneske, ►at see til som alle andre, han taler saaledes om sig selv! Hvad Under vel, at man forargedes, at de splittedes ad og gik hver til Sit, forargede, ►mange af Disciplene med. Og som hiint veemodige Ord »salig Den, som ikke forarges paa mig«, saa følger ogsaa her et lignende, idet ►Christus siger til de Tolv: monne og I ville 108gaae bort? (►67). Ak, thi Christus forstod det selv, som intet Menneske kan forstaae det, hvor vanskeligt det er at blive Troende. Lidende er han ogsaa her; han vil frelse Alle – men for at frelses maae de gjennem Forargelsens Mulighed, o, og det er ►som kom han, fordi Alle forarges paa ham, næsten til at staae ene, han, Frelseren, der vil frelse Alle! Lidelsers Hemmelighed, som intet Menneske kan fatte dem eller den: selv at 110 være Forargelsens Tegn for at være Troens Gjenstand! Og derfor er det saa bevæget dette Ord: monne og I ville gaae bort; det er saa lidende, næsten som vilde han sige: skal jeg da, jeg som kom for at frelse Alle, jeg, hvis Kjerlighed intet, intet Menneske fatter: skal jeg være bragt dertil, at101 der var slet Ingen, jeg blev til Frelse for. O, ►at staae med aabne Arme og sige »kommer hid!« – og at saa Alle flye, ja ikke blot flye, men flye forargede! O, at være ►Verdens Frelser! Og derfor gjenlyder denne Liden i ►det Glædens Ord til 👤Peder: salig est Du, 👤Simon, 👤Jonas's Søn.

✂ Men nu til Stedet selv for at vise, at Forargelsen er i Retning af Høiheden; dette blot atter erindret, at den historiske Beretning om, hvilken Forargelse Ordene vakte, maa være den sikkre Borgen for, at de samme Ord i samme Situation væsentligen ►ville vække samme Forargelse. Det er i Samtidighedens Situation med et enkelt Menneske, et Menneske som andre – og han taler om sig selv paa en saadan Maade! Han bestemmer sig selv saaledes overmenneskelig aandelig, at han taler om at æde hans Kjød og drikke hans Blod, saa phantastisk som muligt i Retning af en guddommelig Egenskab: ►Allestedsnærværelse, og dog anden Gang saa ⓘ paradoxtparadoxt] R, parodoxt A som muligt, at ►det er hans Kjød og Blod; han siger, at ►kun Den, der æder hans Legeme og drikker hans Blod, vil han opreise paa den yderste Dag – dog vel i de meest afgjørende Udtryk at bestemme sig som Gud. Han siger, han er ►det Brød, som kommer ned fra Himlen – atter et afgjørende Udtryk i Retning af det Guddommelige. Og da han vidste, at hans Disciple knurrede over dette, og fandt det en haard Tale, siger han: »forarger dette Eder«, og tilføier saa det endnu stærkere: ►»hvad om I da faae at see, at Menneskens Søn farer op, hvor han var før«. Altsaa han, saa langt fra at give efter eller slaae af, ligefrem gjør sig til noget fra det at være Menneske aldeles Forskjelligt, gjør sig til det Guddommelige – han, et enkelt Menneske.

✂ Ja, naar man lever hen beruset i Indbildninger, naar man lader Phan109tasien danne en phantastisk Skikkelse af Chri111stus, til hvilken man selv forholder sig paa Phantasi-Anskuelsens Afstand: ja, saa mærker man maaskee ikke Forargelsen. Men i Virkeligheden, i Sandheden, ɔ: i Samtidighedens Situation med hiint enkelte Menneske, hvis Herkomst man veed Beskeed om, hvem man kjender fra Gaden o. s. v. – skulde virkeligen Nogen ville ►falde paa at nægte, at her er Forargelsens Mulighed kun til at undgaae paa een eneste Maade, ved at troe. Men Den, som troer, han har for at komme til at troe maattet passere Forargelsens Mulighed.

✂

104 113 111 C

✂ Den væsentlige Forargelses Mulighed i Retning af Ringheden, at Den, der udgiver sig for at være Gud, viser sig at være ►det ringe, fattige, lidende, tilsidst afmægtige Menneske.

✂

✂ Man forarges altsaa ikke over, at han er Gud, men over, at Gud er dette Menneske (►»see hvilket Menneske!«), hvad enten man nu virkelig var ifærd med at troe, at han var Gud, eller man blot overveiende betænker denne uendelige Selvmodsigelse: at Gud skulde være et saadant Menneske. I det Foregaaende sagde Den der var ifærd med at forarges, Den der var standset ved Forargelsens Mulighed: et enkelt Menneske som vi vil være Gud. Her siger Den, der er standset ved Forargelsens Mulighed: antaget et Øieblik, at Du er Gud, hvilken Daarskab og Afsindighed, at Du da er dette ringe, fattige, afmægtige Menneske!

✂ 1) ►►Matth.XIII, 55. ►Mc. VI, 3. – »Er denne ikke den Tømmermands Søn? Hedder ikke hans Moder 👤Maria? og hans Brødre 👤Jakob og 👤Joses og 👤Simon og 👤Judas? Og ere ikke alle hans Søstre hos os? Hveden haver denne da alt dette? Og de forargedes paa ham.«

✂ Forargelsens Retning er forøvrigt her tvetydig. For saavidt man ►urgerer: »hveden har han alt dette«, saa opløses Forargelsen i den foregaaende Form, de forarges over, at han, 114 dette ringe Menneske skulde være det Overordentlige, være Gud. Men den kan ogsaa være omvendt: de forarges over, at Gud skulde være Søn af en Tømmermand, og Disse hans Familie. Forargelsens Retning er her tvetydig, og saaledes ogsaa i saadanne Yttringer som ►►Joh. VII, 27 og ►48.

✂ 112Dog naar man kun har en phantastisk Forestilling om Christus, naar hverken han er det enkelte Menneske, som staaer lige over for En, ei heller hans Fader, Tømmermanden, et virkeligt enkelt Menneske, som man godt kjender, og ligeledes de øvrige Slægtninge: 105saa er det nok muligt ikke at forarges. Men, hvis man ikke er saaledes samtidig med Christus, saa er det ogsaa umuligt at blive Christen.

✂ 2) ►►Matth.XXVI, 31. ►33. ►Mc. XIV, 27. ►29. – Her er Forargelsens Mulighed ganske utvetydigt i Retning af Ringheden. Talen er jo om Disciplene, som altsaa havde troet, at han var Den, han sagde sig at være, Talen er om, at de ville forarges paa ham. Men deres Forargelse er jo dog vel umulig i Retning af Høiheden, at han, deres Lærer og Mester ikke skulde være det, han sagde sig, nei, det troe de jo. Den er i Retning af Ringheden, at Han, den høit Ophøiede, ►Faderens Eenbaarne, at han skulde lide saaledes, afmægtig gives i sine Fjenders Vold. – Naar man taler om ►👤Peders Fornægtelse, pleier man gjerne i Fremstillingen at ►forskylde en af disse ►Climaxer, der have det Dialektiske lige stik imod sig, saa det er en Anticlimax, uden at Taleren mærker det, fordi han ingen Anelse har om det Dialektiskes Hemmeligheder, men declamerende lægger Alt, selv Paradoxet, ud i et ligefremt Superlativ, saa det at være Gud bliver et ligefremt Superlativ til det at være Menneske. ►Taleren siger, at det havde allerede været strafværdigt af 👤Peder at fornægte Christus, hvis Christus blot havde været et Menneske – og nu, da Christus var den, han var! Man glemmer reent, at havde Christus kun været et Menneske, og af 👤Peder kun anseet for et Menneske, havde 👤Peder netop ikke fornægtet ham. Det der nemlig bringer 👤Peder ganske ud af sig selv, det der virker som et apoplektisk Slag paa ham, er just, at han har troet, at Christus var 115 Faderens Eenbaarne. At et Menneske falder i sine Fjenders Vold, og saa Intet gjør, det er menneskeligt. Men at Den hvis almægtige Haand havde ►gjort Tegn og Under, at han nu staaer som afmægtig og lammet, just Det er det, der bringer 👤Peder til at fornægte.

✂ Altsaa til hine to Steder. ►»I denne Nat skulle I alle forarges paa mig. Men 👤Peder svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa Dig, saa vil jeg dog aldrig forarges paa Dig.« Det er den sidste Gang Christus er samlet med sine Disciple før hans Lidelse, og det er om den han taler, han forudsiger den. O, men hvilken uendelig Smerte, en Smerte, som intet Menneske kan begribe, og som ogsaa kun indirecte er 113indeholdt i ►den hellige Fortælling. Thi Christus taler ordknap om, hvad han nu skal lide, ikke videre udførligt om, hvorledes han skal mishandles – og dog forudsiger han sin Lidelse, ak sin Lidelse, ak sin tungeste Lidelse, thi den er just106 denne, at de Alle skulle forarges paa ham, selv 👤Peder. Han forudsiger sin Lidelse, det seer ud som det blot var et Træk med i Beskrivelsen af dens Forfærdelse, at den vil være saa forfærdelig, at selv alle Apostlene ville forarges paa ham: ak, og just dette er Lidelsens Tungeste. O, det Menneske, der kun har Sind og Sands for det Udvortes, mærker vel slet ikke, hvordan Christus forudsiger sin Lidelse, at dette just var den tungeste Lidelse ►i den Nat, der han blev forraadt, i den Nat, ►da han blev haanet, ►bespottet, ►bespyttet, ►hudflettet: dette, at alle forargedes paa ham. Naar man seer ham ►naglet til Korset som en Forbryder, da siger man vel, at aldrig har noget Menneske, menneskelig talt, udrettet saa lidet, og aldrig er, menneskelig talt, nogen Sag saaledes tabt, som han, og hans Sag i det Øieblik. Man glemmer Rædselen, over Rædselen glemmer man »Rædselen«; thi at hans Fjender og det Onde fik Magt over ham: nu vel, derfor kan man dog ikke, menneskelig talt, sige, at det var som forgjæves, at han var kommet til Verden. Men i det Øieblik, da Alle forargedes paa ham, selv 👤Peder: menneskelig talt, hvad var da ikke hele hans Liv som forgjeves! Han vilde frelse Alle, ganske 116 bogstaveligen Alle – og Alle forargedes paa ham, ganske bogstaveligen Alle! Og han har det i sin Magt, ved at forandre sig Noget, ved, i Forholdet til hans elskede Disciple, at holde Lidelsen borte, at fjerne Forargelsens Mulighed – men saa er han ikke Troens Gjenstand, saa er han selv bedragen af menneskelig Medlidenhed, og bedrager dem. O, for menneskelig Forstand uudgrundelige Dyb af Lidelse: at maatte være Forargelsens Tegn for at være Troens Gjenstand!

✂ Men skulde der ellers behøves noget Beviis for, at Forargelsens Mulighed hører med til Troen: saa viste det sig jo her, de forargedes Alle paa ham. Disciplene, som havde troet paa hans Guddommelighed, og i den Retning gaaet Forargelsens Mulighed forbi ved at blive troende, de standse paa Ringheden, paa den Forargelsens Mulighed, der ligger i, at Gud-Mennesket ganske lider i Retning af at være blot Menneske. Det er, ►som sagt blev i første Afsnit: Forargelsens Mulighed, der er ►Troens Værge eller Forsvarsvaaben, er saaledes dobbelttydig, at al menneskelig 114Forstand enten paa den ene eller paa den anden Maade maa komme til at staae stille, maa støde an – for saa enten at forarges eller at troe.

120 Slutning til B og C

✂ Fremstillingen har nu efterviist den væsentlige Forargelses tvende Former, den har gjennemgaaet de Steder, hvor Christus selv udtrykkelig advarer mod den, den har tillige i Tillæg hentydet til de mange andre Steder, hvor Forargelsens Mulighed, i Forhold til Gud-Mennesket, i den hellige Skrift antydes. Det var ikke dens Agt at gjennemgaae alle, endnu mindre at frembringe det Skin, at det, hvis man omhyggeligt havde gjennemgaaet alle saadanne Steder, kun var i disse Tilfælde at Forargelsens Mulighed viste sig. Nei, Forargelsens Mulighed følger Gud-Mennesket i ethvert Øieblik, enten paa den ene eller paa den anden Maade; ikke følger et Menneskes Skygge ham uadskilleligere end Forargelsens Mulighed Gud-Mennesket, thi Gud-Mennesket er Troens Gjenstand. Gud-Mennesket (og herved forstaaer Christendommen, ►som sagt, ikke dette phantastisk Speculative om Eenheden af Gud og Menneske, men et enkelt Menneske, der er Gud) er kun til for Troen; men Forargelsens Mulighed er netop det ►Frastød, hvori Troen kan blive til – hvis man da ikke vælger at forarges.

§ 1

Gud-Mennesket er et »Tegn«

✂ Hvad forstaaes ved et »Tegn«? Et Tegn er ►den nægtede Umiddelbarhed, eller den anden Væren forskjellig fra den første Væren. Dermed er ikke sagt, at Tegnet ikke umiddelbart er Noget; men at det er et Tegn, og hvad det er som Tegn, er det ikke umiddelbart, eller er som Tegn ikke det Umiddelbare det er. Et Sømærke er et Tegn. Umiddelbart er det nu ►vistnok Noget, en Stang, en Lygte o. d., men Tegn er det ikke umiddelbart, at det er et Tegn er noget Andet end hvad det umiddelbart er. – Dette ligger til Grund for al Mystifikation ved Hjælp af Tegn; thi Tegnet er kun for Den der veed, at det er et Tegn, og i strengeste Forstand kun for Den der veed hvad det betyder; for enhver Anden er Tegnet det det umiddelbart er. – Selv om ►det ikke er saa, at der er Nogen som har gjort Dette eller Hiint til et Tegn, og der ingen Aftale er med Nogen om, at det skal være et Tegn – naar jeg 135 seer noget Paafaldende og kalder det et Tegn, er Reflexions-Bestemmelsen der. Det Paafaldende er det Umiddelbare, men det, at jeg anseer det for et Tegn (hvilket er en Reflex, Noget jeg i en vis Forstand tager af mig selv), er jo Udtrykket for, at jeg mener, det skal betyde Noget; men dette at det skal betyde Noget, er jo at være noget Andet end hvad det umiddelbart er. Jeg nægter altsaa ikke dets Umiddelbarhed, idet jeg betragter det som Tegn, skjøndt jeg hverken med Bestemthed veed, at det er et Tegn, eller hvad det skal betyde.

✂ Et ►»Modsigelsens Tegn« er et Tegn, der i sig indeholder en Modsigelse. Der er ingen Modsigelse i, at det der umiddelbart er Det og Det, 130tillige er et Tegn; thi der maa jo en umiddelbar Væren til for at kunne være Tegn, bogstavelig Intet er heller ikke et ⓘ Tegn.Tegn.] R, Tegn A Et Modsigelsens Tegn er derimod et Tegn, som i sin Sammensætning indeholder en Modsigelse. Der fordres, for at retfærdiggjøre Benævnelsen: Tegn, at der er et Noget, hvorved det drager Opmærksomheden 123paa sig, eller paa Modsigelsen. Men Modsigelserne maae ikke ophæve hinanden saaledes, at det bliver til Intet, ei heller saaledes, at det bliver det Modsatte af et Tegn, en ubetinget Skjulthed. – En Meddelelse, der er Eenheden af Spøg og Alvor, er saaledes et Modsigelsens Tegn. Den er ingen ligefrem Meddelelse, det er umuligt for Modtageren at sige ligefrem, hvilket der er hvilket, just fordi Meddeleren ikke ligefrem meddeler enten Spøg eller Alvor. Alvoren i Forhold til denne Meddelelse ligger derfor paa et andet Sted, eller paa andet Sted, ligger i at gjøre Modtageren selvvirksom – reent dialektisk forstaaet den høieste Alvor i Forhold til Meddelelse. Men en saadan Meddelelse maa dog sikkre sig et Noget, hvorved den drager Opmærksomheden paa sig, hvorved den foranlediger og indbyder til at agte paa Meddelelsen; og paa den anden Side Eenheden af Spøg og Alvor maa heller ikke være Galskab, thi saa er der ingen Meddelelse, medens det, hvis Spøgen eller Alvoren absolut overveier, er ligefrem Meddelelse.

✂ Et Tegn er ikke hvad det umiddelbart er, thi umiddelbart er intet Tegn, da »Tegn« er en Reflexions-Bestemmelse. Et 136 Modsigelsens-Tegn er hvad der drager Opmærksomheden paa sig, og nu, idet Opmærksomheden retter sig mod det, viser sig at indeholde en Modsigelse.

✂ Og ►i Skriften kaldes Gud-Mennesket et Modsigelsens-Tegn – men hvad Modsigelse skulde der vel være i ►den speculative Eenhed af Gud og Menneske overhovedet? Nei, deri er ingen Modsigelse; men Modsigelsen er, og den størst mulige, den qvalitative, mellem at være Gud og at være et enkelt Menneske. At være et Tegn er, foruden hvad man er umiddelbart tillige at være et Andet; at være et Modsigelsens-Tegn er, at være et Andet, der staaer i Modsætning til det, man umiddelbart er. Saaledes med Gud-Mennesket. Umiddelbart er han et enkelt Menneske, ganske som andre Mennesker, ►et ringe, uanseeligt Menneske; men nu Modsigelsen, at han er Gud.

✂ Dog for at denne Modsigelse ikke skal blive en Modsigelse, som er for Ingen, eller ikke er for Nogen – omtrent som naar en Mystifikation 131lykkes saa overordentlig, at dens Virkning er Nul – maa der Noget til for at henlede Opmærksomheden paa den. Hertil tjener væsentligen Miraklet, og et enkelt ligefremt Udsagn om at være Gud. Dog er hverken Miraklet, eller det enkelte ligefremme Udsagn absolut ligefrem Meddelelse; thi saa er eo ipso Modsigelsen hævet. Hvad Miraklet, der er Troens Gjenstand, angaaer, sees dette 124vel let; og hvad det Andet angaaer, at det enkelte ligefremme Udsagn dog ikke er ligefrem Meddelelse, da skal dette senere blive viist.

✂ Gud-Mennesket er Modsigelsens Tegn, og hvorfor? Fordi han, ►svarer Skriften, skulde gjøre Hjerternes Tanker aabenbare. Har saa alt det Moderne om den speculative Eenhed af Gud og Menneske, alt Det der blot betragter Christendommen som en Lære: har det den fjerneste Lighed med det Christelige? Nei, i det Moderne er Alt gjort saa ligefrem ►som Fod i Hose – og det Christelige er: Modsigelsens Tegn, som gjør Hjerternes Tanker aabenbare. Gud-Mennesket er et enkelt Menneske – ikke en phantastisk Eenhed, som aldrig har existeret uden ►sub specie æterni; og han er ►Intet mindre end en Docerende, der 137 lærer ligefrem for ►Ramsere eller ►dicterer Paragrapher for ►Hurtigskrivere, han gjør lige det Modsatte, han gjør Hjerternes Tanker aabenbare. O, det er saa mageligt at være Tilhører og Afskriver, naar Alt gaaer saa ganske ligefrem: ►d'Hrr. Tilhørere og Skrivere vogte sig vel – det er deres Hjerters ►Tanker, der skulle gjøres aabenbare.

✂ Og det kan kun Modsigelsens Tegn: det drager Opmærksomheden paa sig, og saa præsenterer det en Modsigelse. Der er et Noget, som gjør, at man ikke kan lade være at see – og see, idet man seer, seer man som i et Speil, man kommer til at see sig selv, eller han, der er Modsigelsens Tegn, seer En lige ind i Hjertet, medens man stirrer ind i Modsigelsen. En Modsigelse stillet lige over for et Menneske – og naar man da kan faae ham til at see derpaa: er et Speil; idet han dømmer, maa det blive aabenbart, hvad der boer i ham. Det er en Gaade; men idet han gjetter, bliver det aabenbart, hvad der boer i ham, ved hvorledes han gjetter. Modsigelsen sætter ham et Valg, og idet, samt i Det, han vælger, bliver han selv aabenbar.

✂

✂ Anm. Man seer, at ligefrem Meddelelse er Gud-Mennesket en Umulighed, thi da han er Modsigelsens Tegn, kan han ikke med132dele sig ligefrem; allerede det at være et Tegn er en Reflexions-Bestemmelse, ►end sige at være Modsigelsens Tegn. Man seer tillige, at kun derved har den moderne Forvirring naaet at gjøre hele Christendommen til ligefrem Meddelelse ved at ►lade Meddeleren »Gud-Mennesket« ude. Saasnart man ikke tankeløst tager Meddeleren bort, eller tager Meddelelsen og lader Meddeleren ude, saasnart man tager Meddeleren med, og Meddeleren er Gud-Mennesket, et Tegn, Modsigelsens Tegn: saa er ligefrem Meddelelse umulig, som den var 125i Samtidighedens Situation. Men nu har man faaet det gjort anderledes. Det er 1800 Aar siden Christus levede, han er saa glemt – kun hans Lære bestaaer: ja, det er, man har afskaffet Christendommen.

138§ 2

►Tjenerens Skikkelse er Ukjendeligheden (Incognito'et)

✂ Hvad er Ukjendelighed? Ukjendelighed er, ikke at være i Dets Charakteer, man væsentligen er, f. Ex. naar en Politiembedsmand er civilklædt.

✂ Og saaledes er det Ukjendelighed, den absolute Ukjendelighed: naar man er Gud, da at være et enkelt Menneske. Det at være det enkelte Menneske eller et enkelt Menneske (ligegyldigt i en vis Forstand enten det er et fornemt eller et ringe) er den størst mulige, den uendelig qvalitative Afstand fra det at være Gud, og derfor det dybeste Incognito.

✂ Men det Moderne har afskaffet Christus, enten kastet ham reent bort og taget hans Lære, eller gjort ham phantastisk, og phantastisk ►paadigtet ham den ligefremme Meddelelse. Anderledes i Samtidighedens Situation; og tillige huske man paa, at det var Christi Villie at være incognito, just fordi han vilde være Modsigelsens Tegn. Men disse 18 Aarhundreder, hvad man af dem formeentligen har faaet at vide; og paa den anden Side de fleste Menneskers fuldkomne Ukyndighed og Uerfarenhed ►betræffende hvad det vil sige at ville være incognito, en Ukyndighed og Uerfarenhed der har sin Grund i den overhaandtagende Doceren, medens det ganske glemmes, hvad det er at existere: dette har forvirret Forestillingen om Gud-Mennesket.

✂ De fleste Mennesker, der nu leve i Christenheden, leve ►vistnok hen i 133den Indbildning, at havde de levet samtidigen med Christus, havde de strax kjendt ham trods Ukjendeligheden. Det undgaaer dem ganske, hvorledes de forraade, at de ikke kjende dem selv; og det undgaaer dem ganske, at denne deres Formening, hvormed de vistnok mene at prise Christus, er Blasphemi, indeholdt i den Præste-Vrælets ⓘ dialektisk-sluddervornedialektisk-sluddervorne] , udialektisk-sluddervorne K, R; , edialektisk-sluddervorne aα; , dialektisk-sluddervorne B Climax: i den Grad var Christus Gud, at man strax og ligefrem kunde see det, istedetfor: han var sand Gud, og derfor i den Grad Gud, at han var i Ukjendeligheden, saa det var 139 ►ikke Kjød og Blod, men lige det Modsatte af Kjød og Blod, der indgav 👤Peder at kjende ham.

✂ 126 Og man digter i Grunden Christus om. Man gjør ham til et Menneske, der var sig bevidst at være det Overordentlige – men som Samtiden ikke blev opmærksom paa. Dette kan endnu være sandt. Men man digter videre, man digter, at Christus i Grunden gjerne vilde have været ligefrem kjendelig som det Overordentlige han var, men at Samtidens Forblindethed uretfærdigt ikke vilde forstaae ham. Det er, man forraader, at man slet ikke forstaaer hvad et Incognito vil sige. Det var ►Christi frie Beslutning fra Evighed af, at ville være incognito. Naar man da mener at ære ham ved at sige eller tænke: havde jeg levet samtidigen med ham, jeg skulde vel have kjendt ham ligefrem: saa fornærmer man ham, og da det er Christus man fornærmer, betyder dette, at man er blasphemisk.

✂ Men de fleste Mennesker existere i dybere Forstand slet ikke, de have aldrig gjort sig existentielt fortrolige med, det er, aldrig forsøgt ►executivt den Tanke at ville være incognito. Lad os tage simple menneskelige Forhold. Naar jeg vil være incognito (Grunden hvorfor, og om jeg har Lov dertil, lades her udenfor), er det saa en Kompliment, om En kommer og siger til mig: jeg kjendte Dig strax; lige det Modsatte, det er en Satire over mig. Dog maaskee var Satiren beføiet, mit Incognito slet. Men lad os nu tænke et Menneske, der formaaede at fastholde et Incognito: han vil altsaa være incognito, han vil vel være kjendt, men ikke ligefrem. Det bliver da ikke Noget, der hænder ham, at han ikke kjendes ligefrem for det han er; thi det er jo hans egen frie Beslutning. Men her ligger egentlig Hemmeligheden, den Overlegenhed over sig selv have de fleste Mennesker ingen Anelse om; og den Overlegenhed over sig selv, at ville være saaledes incognito, at man synes noget langt Ringere end man er, den ane de slet ikke. Eller gik der en Anelse op for dem, 134vilde de vel tænke: hvilken Galskab, sæt saa det lykkedes med ⓘ Incognito'etIncognito'et] R, Iocognito'et A, saa godt, at man virkelig ansaaes for det man udgav sig for! Længere komme Menneskene vel neppe, om de komme saa langt. De 140 opdage en Selvmodsigelse her, som indenfor det Godes Tjeneste er den egentlige Selvfornægtelse: den Gode bestræber sig af al Magt for at fastholde sit Incognito, og hans Incognito er, at han er noget langt Ringere end han er. Altsaa En vælger et Incognito, der viser ham langt Ringere end han er; han tænker maaskee paa ►det Socratiske: for i Sandhed at ville det Gode skal man endog undgaae Skinnet af at gjøre det. Incognito'et er hans frie Beslutning. Han anstrenger sig nu af yderste Evne, brugende al sin Opfindsomhed og 127Uforfærdethed, for at fastholde Incognito'et. Enten lykkes det ham nu, eller det mislykkes. Lykkes det – saa, ja saa har han jo, menneskelig talt, skadet sig selv, han har faaet alle Mennesker til at troe det Ringeste om ham. O, Selvfornægtelse; og paa den anden Side, o uhyre Anstrengelse, thi han har jo i ethvert Øieblik havt det i sin Magt at vise sin sande Skikkelse. O, Selvfornægtelse, thi hvad er Selvfornægtelse uden Frihed; o, Selvfornægtelsens Høieste, naar Incognito'et er lykkedes ham saa godt, at selv om han nu vilde tale ligefrem, vilde Ingen troe ham.

✂ Men at en saadan Overlegenhed er til, eller kunde være til, derom har Menneskene slet ingen Forestilling. Hvor langt man er derfra, vilde man erfare, hvis man vilde forsøge af en saadan Overlegen at faae den ligefremme Meddelelse, eller hvis han selv begyndte derpaa og gav den – man vilde erfare det, naar han saa igjen tog Incognito'et. Altsaa lad os tænke f. Ex. en ædel menneskelig Sympathi, der, for en Forsigtigheds Skyld, eller af hvilkensomhelst anden Grund, fandt et Incognito fornødent. Dertil vælges f. Ex. at synes en Egoist. Nu aabner han sig da for En, viser ham sin sande Skikkelse, og den Anden troer den, gribes af den. Altsaa de forstaae hinanden. Den Anden er maaskee ogsaa af den Mening, at han forstaaer Incognito'et – han lægger ikke Mærke til, at det jo var taget bort, at han ved Hjælp af ligefrem Meddelelse forstod det, altsaa ved Dens Hjælp som var incognito, men som ikke var det, saa længe som han meddeelte ham Forstaaelsen. Lad os nu tænke, at den Overlegne af en eller anden Grund ►faaer i Sinde eller finder det fornødent at sætte In141cognito'et igjen mellem de To, som dog forstode hinanden, saa heed det, hvad saa? Saa vil det afgjøres, om den Anden er lige 135saa stor Dialektiker som den Første, eller om den Anden har Troen paa en saadan Selvfornægtelses Mulighed, det vil sige, det vil afgjøres, om den Anden i sig har Kraft til at løse et Incognito, eller til at holde Forstaaelsen fast lige over for det, eller til ved sig selv at forstaae det. I det Øieblik den Overlegne ifører sig Incognito'et, gjør han naturligviis Alt for at fastholde det, han hjælper slet ikke den Anden, tvertimod udtænker han den netop paa ham meest beregnede Form for at bedrage, ɔ: for at fastholde sit Incognito. Er han nu væsentligen den Overlegne, saa lykkes det ham. Den Anden gjør saa først lidt Modstand i Retning af ligefrem Meddelelse: »det er et Bedrag, Du er ►ikke saa«, men Incognito'et holdes, der følger ingen ligefrem Meddelelse, og den Anden bliver saa dog igjen af 128den Mening, at det er en Egoist dette Menneske, han siger maaskee: »jeg havde et Øieblik troet paa ham, men nu seer dog ogsaa jeg, at han er en Egoist.« Sagen er, han kan ikke ret fastholde den Tanke, at det dog ikke skulde være hiin Ukjendelige kjerere at ansees for det Gode han er; og Sagen er, han kan kun forstaae et Incognito, saa længe den Ukjendelige i ligefrem Meddelelse viser ham, hvorledes og at ►det er saa, ►det er, saa længe der intet Incognito er, eller dog den Ukjendelige ikke er i sin Charakteer af at være ukjendelig, samlende hele sin Aandskraft paa at holde Ukjendeligheden, overladende den Anden til ham selv. Saa længe den Første hjælper ham med ligefrem Meddelelse om Ukjendeligheden, kan han forstaae den og – Selvfornægtelsen, thi da er den der egentligen ikke. Men naar den er, kan han ikke forstaae ham. Det er, den Anden troer dog egentligen ikke paa Muligheden af at en saadan Selvfornægtelse skulde være til. – Om et Menneske har Lov til at ►mystificere saaledes, om et Menneske kan det, om det Forsvar, hvis han kunde det, var tilstrækkeligt, at han ►maieutisk udviklede den Anden, eller fra en anden Side, om det ikke just er Pligt, antaget nemlig at det er Selvfornægtelse og ikke Stolthed: afgjør jeg ikke. Man betragte dette 142 blot som et Tanke-Experiment, der dog oplyser Noget betræffende »Ukjendelighed«.

✂ Og nu Gud-Mennesket! Han er Gud, men vælger at blive det enkelte Menneske. Dette er som sagt det dybeste Incognito eller den uigjennemtrængeligste Ukjendelighed, der er mulig; thi Modsigelsen mellem at være Gud og at være et enkelt Menneske er den størst mulige, den uendelig qvalitative. Men det er hans Villie, hans frie Beslutning, og 136derfor et almægtigt fastholdt Incognito. Ja, han har i en vis Forstand, ved at lade sig føde, een Gang for alle bundet sig selv; hans Ukjendelighed er saa almægtigt fastholdt, at han selv paa en Maade er i sit Incognitos Magt, hvori ligger hans reent menneskelige Lidelses bogstavelige Virkelighed, at denne ikke er en blot ►Tilsyneladelse, men i en vis Forstand er den paatagne Ukjendeligheds Overmagt over ham selv. Kun saaledes er det i dybeste Forstand Alvor med, at ►han blev sandt Menneske, hvorfor han jo ogsaa gjennemlider ►Lidelsens Yderste at føle sig forladt af Gud, saa han altsaa ikke i ethvert Øieblik er ude over Lidelsen, men er virkeligen i Lidelsen, og dette reent Menneskelige vederfares ham, at dog Virkeligheden viser sig forfærdeligere end Muligheden, at han, der frit iførte sig Ukjendeligheden, dog virkelig lider, som var 129han fangen eller havde han fanget sig selv i Ukjendeligheden. Det er en besynderlig Art Dialektik; at han almægtig – binder sig selv: og han gjør det saa almægtigt, at han virkelig føler sig bunden, lider under Følgen af, at han kjerligt og frit besluttede at blive et enkelt Menneske – i den Grad blev det Alvor med at han blev et virkeligt Menneske; men saaledes maatte det være, hvis han skulde være Modsigelsens Tegn, der gjør Hjerternes Tanker aabenbare. – Det Ufuldkomne i Forhold til al et Menneskes Ukjendelighed er just den Vilkaarlighed, med hvilken han hvert Øieblik kan tilintetgjøre den; Ukjendeligheden er desto fuldkomnere Alvor, jo mere han veed at forhindre sig heri og gjøre sig dette mindre muligt. Men Gud-Menneskets Ukjendelighed er et almægtigt fastholdt Incognito, og den gud143dommelige Alvor just den, at det i den Grad fastholdtes, at han selv reent menneskeligt leed under Ukjendeligheden.

✂ Anm. Man seer let, at den ligefremme Meddelelse er en Umulighed, naar man da er saa god at tage Meddeleren med, ikke saa distrait at glemme Christus over Christendommen. I Forhold til Ukjendelighed, eller for En der er i Ukjendelighed, er ligefrem Meddelelse en Umulighed; thi den ligefremme Meddelelse siger jo ligefrem hvad man væsentlig er – men Ukjendelighed er, ikke at være i Dets Charakteer man væsentlig er: altsaa er der en Modsigelse, som gjør den ligefremme Meddelelse alligevel til den ikke ligefremme, det er, gjør den ligefremme Meddelelse umulig. Skal der gives en ligefrem Meddelelse, som bliver en ligefrem Medde137lelse, maa man træde ud af Incognito'et, ellers bliver hvad der ►i sit Første er ligefrem Meddelelse (det ligefremme Udsagn) dog ved det Andet (Meddelerens Incognito) ikke ligefrem Meddelelse.

✂

§ 3

Den ligefremme Meddelelses Umulighed

✂ Modsætningen til den ligefremme Meddelelse er ►indirecte Meddelelse. Denne kan frembringes paa to Maader.

✂ Den indirecte Meddelelse kan være en Meddelelsens Kunst i at fordoble Meddelelsen. Kunsten bestaaer saa netop i, at gjøre sig selv, Meddeleren, til Ingen, reent objektiv, og saa uafbrudt at sætte qvalitative Modsætninger i Eenhed. Dette er ►hvad nogle Pseudonymer pleie at kalde Meddelelsens Dobbelt-Reflexion. Der er f. Ex. indirecte Meddelelse: at sætte Spøg og Alvor saaledes sammen, at 130Sammensætningen er en dialektisk Knude – og saa selv at være Ingen. Vil Nogen have med den Art Meddelelse at gjøre, maa han selv ved sig selv løse Knuden. Eller, at bringe Forsvar og Angreb i Eenhed saaledes, at Ingen ligefrem kan sige, om man angriber 144 eller forsvarer, saa den ivrigste Tilhænger af Sagen og dens arrigste Fjende, begge kan synes at see en Allieret i En – og saa selv at være Ingen, en Fraværende, et objektivt Noget, intet personligt Menneske. Naar saaledes i en given Tid Troen er som forsvunden af Verden, Noget man maatte efterlyse blandt bortkomne Sager, saa kan det maaskee være gavnligt for dialektisk at lokke Troen – dog dette afgjør jeg ikke, om det kan være gavnligt; men her er et Exempel paa indirecte Meddelelse, eller Meddelelse i Dobbelt-Reflexionen: man fremstiller Troen i eminent Forstand, man gjør Fremstillingen saaledes, at den meest Orthodoxe seer et Forsvar for Troen, og ►Fritænkeren et Angreb, medens Meddeleren er Nul, intet Menneske, et objektivt Noget – dog maaskee en behændig Spion, der ved Hjælp af den Meddelelse faaer at vide, hvilken der er hvilken, ►hvo der er den Troende, hvo Fritænkeren; thi dette bliver aabenbart, idet de bedømme Frembringelsen, som hverken er Angrebet eller Forsvaret.

✂ Men den indirecte Meddelelse kan ogsaa fremkomme paa en anden Maade, ved Forholdet mellem Meddelelsen og Meddeleren; her er altsaa alt138saa med, medens han i første Tilfælde var udeladt, dog vel at mærke ved en negativ Reflexion. Men vor Tid kjender egentligen ingen anden Art Meddelelse end denne maadelige: at docere. Man har reent glemt hvad det er at existere. Al Meddelelse betræffende det at existere kræver en Meddeler; Meddeleren er nemlig ►Redupplikationen af Meddelelsen, at existere i Det man forstaaer, er at redupplicere.

✂ Men fordi der er en Meddeler, som selv existerer i Det han meddeler, derfor kan man dog endnu ikke kalde denne Meddelelse indirecte Meddelelse. Er derimod Meddeleren selv dialektisk bestemmet, hans egen Væren en Reflexions-Bestemmelse, saa er al ligefrem Meddelelse umulig.

✂ Saaledes med Gud-Mennesket. Han er et Tegn, Modsigelsens Tegn, han er i Ukjendelighed, altsaa er al ligefrem Meddelelse umulig. Naar nemlig Meddelelsen af en Meddeler skal være ligefrem, saa maa ikke blot Meddelelsen være 145 ligefrem, men Meddeleren selv være ligefrem bestemmet. Hvis ikke, saa bliver selv det ligefremmeste 131Udsagn af en saadan Meddeler, det bliver ved Meddeleren, ɔ: ved Det, Meddeleren er, dog ikke ligefrem Meddelelse.

✂ Naar En siger ligefrem: ►jeg er Gud, Faderen og Jeg ere Eet, saa er det ligefrem Meddelelse. Men naar nu Den, der siger det, Meddeleren, er det enkelte Menneske, et enkelt Menneske ganske som andre, saa er denne Meddelelse ikke just ganske ligefrem; thi det er ikke just ganske ligefrem, at et enkelt Menneske skulde være Gud – medens det han siger er ganske ligefremt. Meddelelsen indeholder ved Meddeleren en Modsigelse, den bliver indirecte Meddelelse, den sætter Dig et Valg: om Du vil troe ham eller ikke.

✂ Man kunde gjerne græde, naar man kommer til at betænke Christendommens Tilstand i Christenheden ved Anledning af hvad der i ►Prædikeforedraget atter og atter bruges, og med den største ►Suffisance, som sagde man noget rigtigt Slaaende og Overbevisende. Det hedder, Christus har ligefrem selv sagt, at han var Gud, ►Faderens Eenbaarne; man ►perhorrescerer al Skjulthed som Christus uværdig, som Tant og ►Forfængelighed i Forhold til et saa alvorligt Anliggende, det alvorligste af alle, Menneskehedens Frelse; man forsikkrer, at Christus har givet ligefrem Svar paa ligefremt Spørgsmaal. Ak, saadanne Præster veed aldeles ikke, hvorom de tale, det er som skjult for deres Øine, at de afskaffe Christen139dommen. Han der var ►Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab, ►Mysteriet ved hvem Alt blev aabenbart, men i Mysteriet: ham gjør man menneskelig om til saadan en Slags ►publik alvorlig Mand, næsten lige saa alvorlig som Præsten; naar man blot gjør sig den Uleilighed at sige til ham saadan i ligefrem dvask Gemytlighed »siig mig nu alvorlig«, saa faaer man uden al ►Frygt og Bæven for Guddommen, uden den Dødskamp der er Troens Fødsel, uden den Gysen der er Tilbedelsens Første, uden Rædselen af Forargelsens Mulighed faaer man Det strax at vide ligefrem, det som ikke kan vides ligefrem.

✂ Ja vist har Christus ganske ligefrem ►sagt sig selv at være 146 Faderens Eenbaarne, det er, Modsigelsens Tegn har – ganske ligefrem sagt – hvad vil det sige? See, her staae vi igjen. Er han Modsigelsens Tegn, saa kan han ikke give ligefrem Meddelelse, det vil sige, Udsagnet kan være ganske ligefremt, men det at han er med, det at han siger det, Modsigelsens Tegn, gjør det til indirecte Meddelelse. ►Ja vist har Christus sagt: troer paa mig, og det er jo et ganske ligefremt Udsagn. Men naar nu Den, der siger det, er Modsigelsens Tegn, hvad saa, saa er dette ligefremme Udsagn i hans Mund jo just Udtrykket 132for, at det at troe ikke er noget saa ganske Ligefremt, eller, at selv denne hans Opfordring til at troe er indirecte Meddelelse.

✂ Og hvad nu Alvoren angaaer, saa forstaae da saadanne Præster sig ligesaa godt paa Alvoren som paa Christendommen overhovedet. Alvoren er just, at Christus ikke kan give ligefrem Meddelelse, at det enkelte ligefremme Udsagn kun, ligesom Miraklet, kan tjene til at gjøre opmærksom, for at saa den Opmærksomme, stødende an paa Modsigelsen, kan vælge, om han vil troe eller ikke.

✂ Men man forvirrer det Christelige paa alle Maader. ►Man gjør Christus til den speculative Eenhed af Gud og Menneske; eller man kaster Christus reent bort og tager hans Lære; eller man gjør ►for bare Alvor Christus til en Afgud. ►Aand er Nægtelse af den ligefremme Umiddelbarhed. ►Er Christus sand Gud, saa maa han ogsaa være i Ukjendeligheden, iført Ukjendeligheden, hvilken er Nægtelse af al Ligefremhed. Den ligefremme Kjendelighed er netop charakteristisk for Afguden. Men det gjør man nu Christus til, og det skal være Alvoren; man tager det ligefremme Udsagn, danner phantastisk en Skikkelse svarende dertil (helst sentimentalt, det milde Blik, det venlige Øie, eller hvad ellers en 140saadan fjantet Præst kan hitte paa), og saa er det ligefrem ganske vist, at Christus er Gud.

✂ O, modbydelige sentimentale Letfærdighed! Nei, ►for slet saa godt Kjøb slipper man dog ikke til at blive Christen. Han er Modsigelsens Tegn, og ved det ligefremme Udsagn fængsler 147 han Dig kun til sig, at Du nu maa støde an paa Modsigelsen, og Dit Hjertes Tanke blive aabenbar, idet Du vælger, om Du vil troe eller ikke.

✂

§ 4

Den ligefremme Meddelelses Umulighed er i Christo Lidelsernes Hemmelighed

✂ Der er især i tidligere Tider talet Meget og ofte om Christi Lidelser, hvorledes ►han blev bespottet, hudstrøgen, korsfæstet. Men over Dette synes man at glemme en ganske anden Art Lidelse, Inderlighedens Lidelse, ►Sjels-Lidelse, eller det man maatte kalde Lidelsernes Hemmelighed, der var uadskilleligt fra ►hans Liv i Ukjendeligheden, saasnart han fremtraadte, indtil det Sidste.

✂ Det er altid smertefuldt at maatte skjule en Inderlighed og maatte synes en Anden – saaledes er det i blot menneskelige Forhold. Det er den tungeste menneskelige Lidelse; og Den, der lider saaledes, 133ak han lider ofte i een Dag mere end alle legemlige Martrer tilsammen. Jeg paatager mig ikke at afgjøre, om der virkelig gives saadanne Collisioner, om et Menneske, naar han oplever en saadan Collision, ikke tillige hvert Øieblik han bliver i den, synder: jeg taler blot om Lidelsen. Collisionen er, af Kjerlighed til et andet Menneske at maatte skjule en Inderlighed og synes en Anden. Smerterne ere blot sjelelige, og saa sammensatte som muligt. Men det er ikke godt, at en Smerte er sammensat, med hver ny Sammensætning faaer den een ►Braad mere. Det Smertelige er nu først den egne Lidelse; thi er det saligt i Kjerlighedens, i Venskabets Forstaaelse at tilhøre et andet Menneske, saa er det smerteligt at maatte beholde denne Inderlighed for sig selv. Dernæst er det Lidelse paa den Andens Vegne; thi hvad der er Kjerlighedens Omsorg, en Kjerlighed der vilde gjøre Alt, offre Livet for den Anden, det finder her sit Udtryk i Noget, 148 som har en rædsom Lighed med den høieste 141Art Grusomhed – ak og dog er det Kjerlighed. Endeligen er det Smertelige Ansvarets Lidelse. Det er altsaa: af Kjerlighed at tilintetgjøre, umiddelbart, sin egen Kjerlighed, dog bevarende den; af Kjerlighed at være grusom mod den Elskede; af Kjerlighed at paatage sig dette uhyre Ansvar.

✂ Men nu Gud-Mennesket! Den sande Gud kan ikke blive ligefrem kjendelig; men den ligefremme Kjendelighed er hvad det blot Menneskelige, hvad Menneskene, til hvilke han kom, vilde bede og bønfalde ham om som en ubeskrivelig Lindring. Og ►af Kjerlighed bliver han Menneske! ►Han er Kjerlighed; og dog maa han i ethvert Øieblik, han er til, ligesom korsfæste al menneskelig Medlidenhed og Omsorg – thi han kan kun blive Troens Gjenstand. Men Alt hvad der hedder blot menneskelig Medlidenhed forholder sig til den ligefremme Kjendelighed. Dog bliver han ikke »Troens« Gjenstand, er han ikke sand Gud; og er han ikke sand Gud, frelser han heller ikke Mennesket. Altsaa, ved det Skridt, han gjør af Kjerlighed, styrter han paa een Gang hiint Menneske, Menneskeheden, i den rædsomste Afgjørelse. Ja, det er som hørte man et Skrig af den menneskelige Medlidenhed: o, hvorfor gjør Du dog det! Og dog gjør han det af Kjerlighed, han gjør det for at frelse Menneskene. Men ude i denne Afgjørelses Rædsel maa han holde dem fra sig, hvis de overhovedet frelste i Troen skulle tilhøre ham – og han er Kjerlighed. Af Kjerlighed vil han gjøre Alt for Menneskene, han sætter sit Liv til for dem, han lider for dem den forsmædelige Død – og 134han lider for dem dette Liv, at maatte i guddommelig Kjerlighed og Medlidenhed og Barmhjertighed (mod hvilken dog al menneskelig Medlidenhed er som Intet at regne), menneskelig talt, være saa haard. Hans hele Liv er Inderlighedens Lidelse. Og da saa hans Livs sidste Afsnit begynder med ►det natlige Forræderi, da lider han legemlig Smerte og Mishandling; han lider ►at forraades af en Ven; at staae ene, ►udleet, bespottet, bespyttet, ►med Tornekronen paa, og purpurklædt; ene med sin, menneskelig talt, tabte Sag – ►see hvilket Menneske; ene blandt sine 149 rasende Fjender – rædsomme Omgivelse; ►forladt af alle sine Venner – frygtelige Eensomhed! Dog saaledes kan ogsaa et Menneske lide, lide den samme Mishandling, lide at selv hans bedste Ven forlader ham: men saa heller ikke mere; hvis dette er overstaaet, saa er for et Menneske ►Lidelsens Kalk tømt. Her derimod iskjenkes den endnu engang, den bittreste: han 142lider, at denne hans Lidelse kan blive og bliver til Forargelse for de faa Troende. ►Vistnok lider han kun een Gang; men han slipper ikke som et Menneske med Lidelsens første Gang, han gjennemlider den tungeste Lidelse anden Gang, i Bekymringen for og i Sorgen over, at hans Lidelse er til Forargelse.

✂ Begribe denne Lidelse kan intet Menneske; at ville begribe den er ►Formastelse.

✂

✂ Hvad mig selv angaaer, der stræber at fremstille Dette, skylder jeg maaskee her en lille Forklaring. Jeg ►forraader muligt stundom et saadant Kjendskab til den skjulte Inderlighed, den egentlige Selvfornægtelses Lidelse, at maaskee Nogen kunde ►falde paa, at jeg, om end ►som naturligt et Menneske, dog var en Saadan, et af hine sjeldne ædle Mennesker. Dette er meget langtfra. Jeg er paa en besynderlig Maade, og ikke just for min Dyds Skyld, snarere for mine Synders Skyld, blevet reent formelt vidende om Existents-Hemmeligheder og Existents-Hemmelighedsfuldhed, som disse og denne ►vistnok ikke er til for Mange. Jeg roser mig ikke deraf, thi det er ikke for min Dyds Skyld. Men jeg stræber redeligt at benytte denne Viden til at belyse det menneskelig Sande, og det, menneskelig, sande Gode. Og dette bruger jeg igjen for om muligt at gjøre opmærksom paa det Hellige – om hvilket jeg saa dog bestandigt tilføier, at dette kan intet Menneske begribe, at i Forhold til dette begyndes og endes med Tilbedelse. Thi om man end begreb og ganske begreb det reent Menneskelige, denne Forstaaelse er jo dog en Misforstaaelse i 135Forhold til Gud-Mennesket. – Hvad Ansvar jeg bærer, forstaaer Ingen som jeg gjør det; Ingen uleilige sig derfor med at ville forfærde mig, 150 thi til Den, der kan forfærde ganske anderledes, forholder jeg mig i Frygt og Bæven. Men heller ikke ret Mange forstaae som jeg, at man i Christenheden har afskaffet Christendommen.

✂

§ 5

Forargelsens Mulighed er at nægte den ligefremme Meddelelse

✂ Forargelsens Mulighed er, som vi have stræbt at vise, tilstede i ethvert Øieblik, ►befæstende i ethvert Øieblik mellem den Enkelte og Gud-Men143nesket det svælgende Dyb, over hvilket kun Troen rækker. Det er saaledes, for atter og atter at gjentage, ikke et tilfældigt Forhold, ikke saa, at Nogle mærke Forargelsens Mulighed Andre ikke, nei, Forargelsens Mulighed er Anstødet for Alle, enten de nu vælge at troe eller de forarges.

✂ Meddelelsen begynder altsaa med et Tilbagestød. Men at begynde med et Tilbagestød er at nægte den ligefremme Meddelelse. Dette er da let at indsee, det tilbyder sig næsten ►sandseligt for Anskuelsen. Hvad der tilbyder sig ligefrem, kan da ikke siges først at støde fra; men hvad der tilbyder sig saaledes, at det først støder fra, kan da ikke siges at tilbyde sig ligefrem. Derimod kan det heller ikke siges blot at støde fra; thi det tilbyder sig, men saaledes, at det først støder fra.

✂ Men tag Forargelsens Mulighed bort, som man har gjort i Christenheden, saa er hele Christendommen ligefrem Meddelelse, og saa er Christendommen afskaffet, den er blevet noget let, overfladisk Noget, som hverken saarer eller helbreder dybt nok, den blot menneskelige Medlidenheds usande Opfindelse, som forglemmer den uendelige qvalitative Forskjel mellem Gud og Menneske.

✂

§ 6

At nægte den ligefremme Meddelelse er at fordre »Troen«

✂ Forargelsens Mulighed, Forholdet, med hvilket der begyndes, er i dybeste Forstand Udtrykket for, at gjøre opmærksom, eller for, at der af et Menneske kræves den størst mulige 151 Opmærksomhed (ja efter en Maalestok, som er en anden end den blot menneskelige; thi det er efter den guddommelige Maalestok) i Forhold til den Afgjørelse 136at blive troende. Ogsaa den ligefremme Meddelelse søger maaskee at gjøre Modtageren opmærksom, saa godt den kan: den beder og besværger ham, den lægger ham Sagens Vigtighed ret paa Hjerte, formaner, truer o. s. v. – det er Alt igjen ligefrem Meddelelse, og derfor er der hverken Alvor nok i Forhold til den høieste Afgjørelse, ei heller vindes der Opmærksomhed nok.

✂ Nei, der begyndes med at nægte den ligefremme Meddelelse – det er Alvoren. Frygtelig er Forargelsens Mulighed, og dog er den, ligesom ►Loven er det i Forhold til Evangeliet, Strengheden, som hører med til Alvoren. Der er ingen ligefrem Meddelelse, og ingen ligefrem Modta144gelse: der er et Valg. Det gaaer ikke saaledes til som ved den ligefremme Meddelelse, at der lokkes og trues og formanes – og saa, saa, ganske ►uformærkeligt skeer saa Overgangen saadan lidt efter lidt, Overgangen til saadan at antage det, at holde sig overbeviist derom, at være af den Mening o. s. v. Nei, der fordres en ganske bestemt Art Modtagelse: Troens. Og Troen er selv en dialektisk Bestemmelse. Tro er et Valg, ingenlunde den ligefremme Modtagelse – og Modtageren er Den, der bliver aabenbar, om han vil troe eller forarges.

✂ Men hele ►den moderne Philosophi har da gjort Alt for at faae os indbildt, at Tro er en umiddelbar Bestemmelse, er det Umiddelbare, hvilket igjen hænger sammen med, at man har afskaffet Forargelsens Mulighed, gjort Christendommen til en Lære, afskaffet Gud-Mennesket og Samtidighedens Situation. Det den moderne Philosophi forstaaer ved Tro er egentlig hvad man kalder ►en Mening, eller hvad man saadan i daglig Tale kalder at troe. Christendommen gjøres til en Lære; denne Lære forkyndes saa et Menneske, og han troer nu, at ►det er saa, som denne Lære siger. Det næste Stadium bliver derfor at »begribe« denne Lære; det gjør Philosophien. Dette er Altsammen ganske rigtigt, dersom Christendommen var en Lære; men da den ikke er det, er det ogsaa ganske galt. Tro ►i 152 prægnant Forstand forholder sig til Gud-Mennesket. Men Gud-Mennesket, Modsigelsens-Tegn, nægter den ligefremme Meddelelse – og kræver Troen.

✂ At det at nægte ligefrem Meddelelse er at fordre Tro, kan man simpelt eftervise i blot menneskelige Forhold, naar man dog erindrer, at Tro ►i eminenteste Forstand forholder sig til Gud-Mennesket. Lad os gjennemgaae dette, og lad os dertil tage Forholdet mellem to Elskende. Jeg antager da først dette Forhold: den Elskende forsikkrer 137i de meest brændende Udtryk den Elskede om sin Kjerlighed, og hans hele Væsen er svarende til denne Forsikkring, idel Tilbedelse næsten – han spørger nu den Elskede »troer Du, at jeg elsker Dig?« Den Elskede svarer saa: ja, jeg troer. Saaledes tale vi rigtignok. Lad os nu derimod antage, at den Elskende faaer den Idee, at ville prøve den Elskede, om hun troer ham. Hvad gjør han saa? han bortskjærer al ligefrem Meddelelse, forvandler sig selv til en Dobbelthed; det seer i Muligheden ►skuffende ud, som kunde han muligt lige saa godt være en Bedrager som den trofast Elskende. Dette er at gjøre sig til en Gaade; men hvad er en Gaade? en 145Gaade er et Spørgsmaal; og hvad spørger dette Spørgsmaal om? det spørger, om hun troer ham. – Jeg afgjør nu ikke, om han har Lov dertil, jeg forfølger blot Tankebestemmelserne; og i ethvert Tilfælde maa jo erindres, at en ►Maieutiker til et vist Punkt gjør det Samme, stiller den dialektiske Dobbelthed, men i lige modsat Hensigt, just for at vende det andet Menneske fra sig, for at gjøre ham indadvendt, for at gjøre ham fri, ikke for at drage ham til sig. – Man vil let see Forskjellen i den Elskendes Adfærd. I det første Tilfælde spørger han ligefrem: troer Du mig; i det andet Tilfælde gjør han sig til et Spørgsmaal: om hun troer ham. Maaskee kommer han bittert til at fortryde, at han tillod sig noget Saadant; Sligt har jeg her ikke med at gjøre, jeg forfølger blot Tankebestemmelserne. Og dialektisk seet er det ganske vist, at den sidste Methode er en langt grundigere Maade at fordre Troen paa. Den sidste Methodes Hensigt er at gjøre den Elskede aabenbar i et Valg; hun maa nu nemlig ud af Dobbeltheden vælge, hvilken Skik153kelse hun troer er den sande. Vælger hun nu det Godes, saa er det aabenbart, at hun troer ham. Det er aabenbart, thi han hjælper hende slet ikke; han har tvertimod ved Dobbeltheden stillet hende ganske ene uden nogensomhelst ►Understøttelse. Han er en Dobbelthed, og nu er Spørgsmaalet, hvad hun dømmer om ham; men han forstaaer det anderledes, thi han seer, at det ikke er ham, der bliver dømt, men hende, der bliver aabenbar i, hvorledes hun dømmer. Om han har Lov dertil, afgjør jeg nu ikke, jeg forfølger blot Tankebestemmelserne. Hans Fremgangsmaade, der maaskee, saa længe den staaer paa, volder ham ubeskrivelig Lidelse i Uro og Bekymring, er paa een Gang en næsten iisnende, umenneskelig Ligegyldighed, og dog igjen den meest ►potentserede Lidenskab. Men han fordrer Tro. Og dialektisk har han Ret, at det at troe, naar man faaer ligefrem Meddelelse, er altfor ligefremt.