Kierkegaard, Søren Uddrag fra Indøvelse i Christendom

Man behøver kun at kjende lidt til Menneske-Slægten, for at vide, at dette er saa, og kun lidt til den nyeste Philosophi for at vide, at dette ogsaa vil skee i vor Tid. Hvorfor har 👤Hegel gjort Samvittigheden og Samvittigheds-Forholdet i den Enkelte til »en Form af det Onde« (jvf. Rechts-Philosophie), hvorfor, fordi han forgudede det Bestaaende. Men jo mere man forguder det Bestaaende, desto naturligere den Conclusion: ergo er Den, som underkjender eller opsætter sig mod dette Guddommelige, det Bestaaende, ergo maa han jo noget nær bilde sig ind, at han er Gud. Det er maaskee ingenlunde ham (og er det i Sandhed et Sandheds-Vidne, er det da vist nok, at det ikke er ham), der udsiger noget blasphemisk om sig selv. Nei, Blasphemien er egentlig en Projektion fra den Ugudelighed, med hvilken man venererer det Bestaaende som det Guddommelige, et akustisk Bedrag, foranlediget ved, at det Bestaaende taust ved sig selv siger sig selv at være det Guddommelige, og nu ved Sandheds-Vidnet faaer dette at høre, men hører det, som var det ham, der sagde sig at være mere end Menneske.