Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Indøvelse i Christendom

Kierkegaard, Søren Indøvelse i Christendom

Søren Kierkegaards Skrifter

↩
✂

✂ ►Indøvelse i Christendom

✂


✂ Af

✂


✂ 👤ANTI-CLIMACUS

✂


✂


✂ Nr. III

✂

I 1

✂ Bøn

✂


✂ Herre Jesus Christus, der er saa Meget, der vil drage os tilbage: tomme ►Idrætter, ubetydelige Glæder, uværdige Bekymringer; der er saa Meget, der vil ►skrække os tilbage: en Stolthed, der er for feig til at ville lade sig hjælpe, en feig Frygtagtighed, der unddrager sig til egen Fordærvelse, ►en Syndens Angst, der ►flyer ►den Helliges Reenhed, som Sygdommen flyer Lægemidlet. Men Du er jo dog den Stærkeste: saa drage Du os, og endnu stærkere, til Dig. ►Vi kalde Dig vor Frelser og Forløser, at Du kom til Verden, for at løse os af de Lænker, hvori vi vare bundne eller hvori vi selv havde bundet os, og for at frelse de Forløste. Dette var ►Din Gjerning, som Du har fuldkommet, og som Du vil fuldkomme til Dagenes Ende; thi ►som Du selv har sagt det, saa vil Du gjøre det: ophøiet fra Jorden vil Du drage Alle til Dig.

✂


✂ ►►Joh. XII, 32: Og jeg, naar jeg ⓘ bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .

✂


✂ Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.

✂ ►A. T., skal et Menneskes Liv ikke føres ganske uværdigt, som ►Dyrets, der aldrig opløfter sit Hoved; skal det ikke ►henlefles, tomt beskjeftiget med hvad der, saa længe det er, er ►Forfængelighed, og naar det er forbi, er Intet, eller travlt beskjeftiget med hvad der ►vistnok larmer i Øieblikket, men ikke giver Gjenlyd i Evigheden: skal et Menneskes Liv ikke ►hendøses i Uvirksomhed eller forspildes i Travlhed, saa maa der være noget Høiere, der drager det. Dette Høiere kan nu være det saare Forskjellige; men skal dette Høiere i Sandhed og i ethvert Øieblik kunne drage, maa det selv ikke være underlagt ►Omskiftelse eller Forandring, men seierrigt have gjennemgaaet enhver Forandring, ►forklaret – som ►en Afdøds forklarede Liv. Og som der nu ►blandt alle Levende kun er eet Navn nævnet, den Herre Jesu Christi, saa er der ogsaa kun een Afdød, han som dog lever, den Herre Jesus Christus, han som fra Høiheden vil drage Alle til sig. See, derfor er en Christens Liv ►retteligen anlagt, ►rettet mod hvad der er oven til, mod Høiheden, mod Ham, der fra Høiheden drager den Christne til sig – dersom den Christne ihukommer Ham; og Den, som ikke gjør det, er jo ingen Christen. Og Du, ►m. T., Du til hvem min Tale henvender sig, Du er jo netop kommet hid idag ►til Hans Ihukommelse.

✂ Det følger af sig selv, at skal Han kunne fra Høiheden drage den Christne til sig, da er der Meget som maa glemmes, Meget som der maa sees bort fra, Meget som der maa ►afdøes fra. Hvorledes lader dette sig gjøre? O, dersom Du nogensinde bekymret, maaskee bekymret for Din Fremtid, Dit Livs Lykke, ►ret har ønsket at kunne glemme Noget: en skuffet Forventning, et ►knækket Haab, en forbittret og forbittrende Erindring; eller dersom Du, ak, bekymret for Din Sjels Frelse, ret inderligt har ønsket at kunne glemme Noget: ►en Syndens Angst, som idelig stod for Dig, en forfærdende Tanke, som ikke vilde vige fra Dig – da har Du vistnok selv erfaret, hvor tomt det Raad er, Verden giver, naar den siger »see at glemme det!« Thi naar Du bekymret spørger »hvorledes skal jeg bære mig ad for at glemme?«, og der da svares »Du maa see at glemme«: da er dette jo kun en tom Spot, hvis det overhovedet er Noget. Nei, er der Noget, Du vil glemme, saa see at faae noget Andet at huske paa, da skal det vel lykkes. Fordrer Christendommen derfor af den Christne, at han skal glemme Meget, og i en vis Forstand Alt, det Mangfoldige nemlig, saa anbefaler den ogsaa Midlet: at huske paa noget Andet, at ihukomme Eet, den Herre Jesus Christus. Dersom Du da mærker, at Verdens Glæder fængsle Dig – og Du ønsker at glemme; dersom Du mærker, at jordisk Bekymring beskjeftiger Dig, saa Du ønsker at glemme; dersom Du mærker, at Livets Travlhed tager Dig, som Strømmen Svømmeren, og Du ønsker at glemme; dersom ►Fristelsens Angester efterstræbe Dig, og Du inderligt ønsker at kunne glemme: saa ihukom Ham, den Herre Jesus Christus, og det skal vel lykkes. Ja kunde Du, som Du nu idag til Hans Ihukommelse ►æder af Brødet og drikker af Vinen, kunde saaledes Hans Ihukommelse hver Dag blive Din Tanke, saa Du i Alt, hvad Du foretog Dig, ihukom Ham: da skulde Du ogsaa ganske have glemt Alt, hvad der skal glemmes, Du skulde i Forhold til Alt, hvad der skal glemmes, blive glemsom som en svækket Olding, glemsom som Den, der i et fremmed Land har glemt sit Modersmaal, og taler det meningsløst, glemsom som en Aandsfraværende – Du skulde være ganske dragen hen til det Høiere ved Ham, som fra Høiheden vil drage Alle til sig.

✂ Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.

✂ Fra Høiheden; thi her paa Jorden vandrede han ⓘ i Ringhed, ►i Tjenerens ringe Skikkelse, i Armod og Elendighed, en Lidende. Dette var jo Christendom, ikke at en riig Mand gjør Fattige rige, men at den Fattigste af Alle ⓘ gjør Alle rige, baade Rige og Fattige. Og dette var jo Christendom, ikke at det er den Glade, der trøster Bedrøvede, men at det er den af Alle meest Bedrøvede. – Han vil drage Alle til sig; drage dem til sig, thi han vil Ingen lokke til sig. I Sandhed at drage til sig er i een Forstand at støde fra sig. Der er i Dit som i mit og som i ethvert Menneskes Væsen Meget, han vil have bort; i Henseende til alt Dette vil Han støde fra sig. Ringheden, Fornedrelsen er ►Anstødsstenen, Forargelsens Mulighed, og Du ►stillet mellem Hans Fornedrelse, som ligger bagved, og Høiheden: just derfor siges Han at drage til sig. At lokke til sig er usandt at drage til sig; men Han vil Ingen lokke, Fornedrelsen hører ham lige saa væsentlig til som Ophøielsen. Dersom der var Den, som kun kunde elske Ham i Hans Høihed: en Saadans Syn er forvirret, han kjender ikke Christum, elsker Ham altsaa heller ikke, han ►tager Ham forfængelig. ►Christus var og er jo Sandheden. Naar Nogen da kun kan elske Ham i Hans Høihed, hvad vil saa det sige? Det vil sige, han kan kun elske Sandheden – naar den har seiret, naar den er i Besiddelse af og omgiven af ►Magten og Æren og Herligheden. Men da den stred, da den var Daarskaben, ►Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab, da den blev ►forhaanet, bespottet, som Skriften siger bespyttet, da kunde en Saadan altsaa ikke elske den, da ønskede han at holde sig langt borte. Han ønskede altsaa Sandheden langt borte fra sig, men dette er jo just at være i Usandheden. Det hører »Sandheden« lige saa væsentlig til at lide i denne Verden, som at seire i en anden, i Sandhedens Verden: og Christus Jesus er den Samme i sin Fornedrelse som i sin Ophøielse. Men dersom derimod Nogen kun kunde føle sig dragen til og elske Christum i Hans Fornedrelse; dersom en Saadan slet Intet vilde høre om Hans Ophøielse, naar Magten og Æren og Herligheden er Hans; dersom han (o, sørgelige ►Forvendthed!) med en urolig Aands Utaalmodighed, kjed, som han vel vilde sige, af Christenhedens gode og seierrige Dage, blot længtes efter Rædselens Skuespil, at være hos Ham, da Han blev forhaanet og forfulgt: da er en Saadans Syn ogsaa forvirret, han kjender ikke Christum, elsker Ham altsaa heller ikke. Thi Tungsind staaer Christendommen slet ikke nærmere end Letsind, de ere begge lige meget Verdslighed, lige langt borte, ►have begge lige meget Omvendelse behov.

✂ M. T., Du til hvem min Tale henvender sig, Du som idag er kommet hid til Hans, vor Herres Jesu Christi Ihukommelse, Du er altsaa kommet hid dragen af Ham, som fra Høiheden vil drage Alle til sig. ►Men netop idag mindes Du jo Hans Fornedrelse, Hans Lidelse og Død: saa er det Ham, der drager Dig til sig. Han har i Høiheden ikke glemt Dig – og Du glemmer ikke Hans Fornedrelse; Du elsker Ham i Hans Fornedrelse, men tillige Hans herlige Aabenbarelse.

✂ Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.

✂ Det er nu 18 Aarhundreder siden, Han forlod Jorden og ►opfoer til Høiheden. Verdens Skikkelse er siden den Tid mere end een Gang forandret, Throner reiste og styrtede, store Navne opkomne og glemte; og i det Mindre, i vort daglige Liv skeer det Sædvanlige, ►Solen gaaer op og gaaer ned, Vinden omskifter efter sine Omgange, nu ►spørges der noget Nyt, som snart glemmes igjen, og saa atter noget Nyt: men fra Ham høres i en vis Forstand Intet. Og dog har Han sagt, at Han fra Høiheden vil drage Alle til sig. Han er altsaa i Høiheden ►ikke hvilende, men ►Han arbeider, beskjeftiget med og bekymret for at drage Alle til sig. Forunderligt! Dog saaledes seer Du jo ogsaa i Naturen omkring Dig de mange Kræfter røre sig; men den Kraft der bærer Alt, den seer Du ikke, Du seer ikke ►Guds Almagt – og dog er det jo ►lige fuldt vist, at ogsaa han arbeider, at eet eneste Øieblik uden ham, saa er Verden Intet. Saaledes er ogsaa Han, ►usynlig i Høiheden, dog overalt tilstede, beskjeftiget med at drage Alle til sig – ak, medens der i Verden verdsligt er Tale om alt Andet, som var Han slet ikke til. Han bruger det meest Forskjellige som Vei og som Middel for at drage til sig; dog dette ►kunne vi her ikke udføre, mindst idag, hvor endog ►en usædvanlig kort Tid er foreskrevet for Talen, fordi ►den hellige Handling er Hovedsagen, og ►Altergangen Gudstjenesten. Men om end Midlerne, Han bruger, ere nok saa mange, alle Veiene løbe dog sammen paa eet Punkt: ►Syndens Bevidsthed, derigjennem er ►»Veien«, ad hvilken Han drager et Menneske, ►den Angergivne, til sig.

✂ M. T., Du til hvem min Tale henvender sig, Du som idag er kommet hid for til Hans Ihukommelse at deeltage i Nadverens hellige Maaltid: ►Du gik jo idag først til Skrifte – ►inden Du nu gaaer op til Alteret. Fra Høiheden har Han draget Dig til sig, men gjennem Syndernes Bevidsthed. Ad mange, meget forskjellige Veie fører Han den Enkelte hertil, men kun ad een Vei drager Han ham til sig: gjennem Syndens Bevidsthed. Thi Han vil Ingen lokke til sig, men Han vil drage Alle til sig.

✂ Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.

✂ M. T., Du, til hvem min Tale henvender sig! Idag er Han jo hos Dig som nærmere ved Jorden, Han ligesom berører Jorden, ►Han er tilstede ved Alteret, hvor Du søger Ham; Han er der tilstede – men kun for atter fra Høiheden at drage Dig til sig. Thi fordi Du føler Dig dragen til Ham, og derfor er kommet hid idag, deraf følger jo dog endnu ikke, at Du turde mene, at Han allerede ganske havde draget Dig til sig. ►Herre, forøg mig Troen; Den, som bad denne Bøn, var ikke en Vantro men en Troende: saaledes ogsaa med ►denne Bøn »Herre, drag mig ganske til Dig«, Den, som ►retteligen skal bede denne Bøn, maa allerede føle sig dragen. O, og ikke sandt, just idag, og just fordi Du idag føler Dig dragen, just derfor vilde Du vel idag være villigst til at tilstaae Dig selv og Ham, hvor Meget der endnu er tilbage, hvor langt det er fra, at Han ganske har draget Dig til sig – i Høiheden, bort fra alt det Lave og Jordiske, der vil holde Dig tilbage. O, det er jo ikke mig, m. T., ikke noget andet Menneske, der siger, eller skal sige eller tør sige Dig dette; nei ethvert Menneske skal have nok med at sige sig det selv – og skulde have Roes for Gud, hvis han nogensinde drev det til ►noksom at sige sig det selv. Ikke veed jeg, m. T., hvor Du er, hvor langt Han maaskee allerede har draget Dig til sig, hvor langt fremmeligere i at være Christen Du maaskee er end jeg og saa mangen Anden: men, give Gud, at denne Dag, hvor Du end er, og ►hvo Du end er, Du som idag er kommet hid for at deeltage i Nadverens hellige Maaltid, at denne Dag maatte i Sandhed være velsignet for Dig, give Gud, at Du i det hellige Øieblik maatte føle Dig ganske dragen til Ham, fornemme Hans Nærværelse, Han der er der tilstede, Han fra hvem Du saa ►vistnok skilles, idet Du forlader Alteret, men som dog ikke vil glemme Dig, naar Du ikke glemmer Ham, ja ikke vil glemme Dig, ak selv om Du stundom glemte Ham, som fra Høiheden vedbliver at drage Dig til sig indtil en sidste salig Ende, naar Du engang skal være med Ham og hos Ham i Høiheden.

✂

►II

✂ Herre Jesus Christus, svagt er vort eget ►daarlige Sind, som kun altfor gjerne lader sig drage – og da er der saa Meget, som vil drage os til sig. Der er Lysten med dens forførende Magt, det Mangfoldige med dets forvirrende Adspredelse, Øieblikket med dets ►bedaarende Vigtighed, og Travlhedens ►forfængelige Møie og Letsinds sorgløse Tidsspilde og Tungsinds mørke Grublen: alt Dette vil, bort fra os selv, drage os til sig, for at bedrage os. Men ►Du, som er Sandheden, kun Du, ►vor Frelser og Forløser, kan i Sandhed drage et Menneske til Dig, hvad Du jo har lovet Du vil gjøre: ►at Du vil drage Alle til Dig. ►Saa give da Gud, at vi ved at gaae i os selv maatte komme saaledes til os selv, at Du, efter Dit Ord, kan drage os til Dig – fra Høiheden, men gjennem Ringheden og Fornedrelsen.

✂


✂ ►►Joh. XII, 32. Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .

✂


✂ ►A. T., lader os først til Indledning gjøre os det ret tydeligt, hvad der, nøiagtigt forstaaet, ligger i den Tanke: at drage til sig, for saa desto bedre og desto inderligere at forstaae de ►forelæste hellige Ord, at Christus, ophøiet fra Jorden, altsaa fra Høiheden, vil drage Alle til sig.

✂ Hvad vil det sige: at drage til sig? er det dog ikke i Grunden usandt, om hvad der kun bedragende drager til sig, om hvad der drager til sig for at bedrage, eller bedrager, idet det drager til sig, at udsige: at det drager til sig? Thi rigtigere og sandere maa jo derom siges: det bedrager, ikke eet Ord mere. Naar man siger om det: det drager, da er det jo, som vilde man et Øieblik fortie det Afgjørende, som vilde man et Øieblik dvæle derved, og ikke strax rykke ud med Sproget, ►kort for Hovedet som Sandhed altid er, flygtende ►iilsomt som det Sande altid ►flyer Løgnen. Dersom man om hvad der forfører vilde sige det fører – derpaa holde inde, slet Intet videre tilføie, eller først langt om længe – til Forførelse: var dette saa ikke som et Udtryk for, at man i Grunden var i det Forførendes Magt? Sandeligen, det er farligt og betænkeligt, naar et Menneske saaledes staver, og er saaledes langsom i at lægge sammen, det er en farlig Dvælen ved ►det Forbudne, en Dvælen, eller rettere, det er som havde man dog i Grunden Lyst til at gaae et lille Stykke med, at føres et lille Stykke af det Forførende. Det vilde jo ogsaa være uforsvarligt, om man til Den, der var i det Forførendes Magt, vilde sige: tag Dig iagt, det fører til Forførelse. O, Den der er bekymret for sin egen, eller for et andet Menneskes Frelse, han taler ganske anderledes utaalmodigt; selv i det Øieblik hvor han menneskelig talt er længst borte fra det Forførende, ►han giver det ikke een Finger, at det ikke skal tage hele Haanden, han spøger ikke dermed, ►lefler ikke.

✂ Siig ikke, at dette er spidsfindige Ordbemærkninger, ►Intet mindre end opbyggelige, o tro Du mig, det er saare vigtigt for et Menneske, at hans Sprog er nøiagtigt og sandt; thi saa er ogsaa hans Tanke det. Og dernæst, om det at forstaae og at tale rigtigt end ikke er Alt, da der jo ogsaa fordres at handle rigtigt, saa er dog Forstaaelse i Forholdet til det at handle som det vippende Bræt, hvorfra den Springende tager Springet: ►jo tydeligere, jo nøiagtigere, jo mere, i god Forstand, lidenskabelig Forstaaelsen er, desto mere letter den til Handling, eller desto lettere er det for Den, der skal handle, at lette til Handling, som det er for Fuglen, at lette fra den gyngende Green, hvis Bøielighed staaer i det nærmeste Forhold til og danner den letteste Overgang til det at flyve.

✂ Hvad der da i Sandhed skal siges at drage til sig, maa først og fremmest være Noget i sig selv, eller være et Noget, der er i sig selv. Thi hvad der ikke er i sig selv, kan da umuligt drage til sig. Men dette er jo Tilfældet med ►det Sandselige, det Verdslige, det Øieblikkelige, det Mangfoldige, det er i sig selv Intet, er tomt. Derfor kan det ►i sidste Grund ikke drage til sig, det kan kun bedrage. Dette er det Sidste, at det bedrager; men dette Sidste er ogsaa hvad der skal siges først og strax, at det bedrager.

✂ Hvad der i Sandhed skal siges at drage til sig, maa være det Høiere, det Ædlere, der drager det Lavere til sig, ►det er, det i Sandhed at drage til sig er at drage op ad, ikke at drage ned ad. Naar det Lavere drager det Høiere til sig, da drager det ikke, det drager ned ad, det bedrager. Dette er ►vistnok hvad der sidst kommer tilsyne, Bedraget; men dette Sidste er dog hvad der skal siges først og strax: det bedrager.

✂ Videre, hvad det, nærmere forstaaet, vil sige i Sandhed at drage til sig, beroer paa Dets Beskaffenhed, som skal drages. Er dette i sig selv et Selv, da kan det i Sandhed at drage til sig ikke betyde blot at drage det fra at være sig selv, at drage det til sig saaledes, at det nu har tabt al egen Bestaaen, ved at være draget ind i Det, som drog det til sig. Nei, i Forhold til hvad der i Sandhed er et Selv, vilde det at drages paa denne Maade atter være at bedrages. Dette vilde vistnok være det der sidst kom tilsyne, Bedraget; men dette Sidste er dog hvad der skal siges først og strax, det bedrager. Nei, naar Det, der skal drages, er i sig selv et Selv, betyder det i Sandhed at drage til sig først at hjælpe det til i Sandhed at blive sig selv, for saa at drage det til sig, eller det betyder, i og ved at drage det til sig, at hjælpe det til at blive sig selv. – Her betyder altsaa det i Sandhed at drage til sig et Dobbelt, først at gjøre det Selv, som skal drages, til sig selv, for saa at drage det til sig.

✂ Og ►hvad er nu det at være et Selv? Det er at være en Fordoblelse. Derfor betyder i dette Forhold det i Sandhed at drage til sig en Dobbelthed. Magneten drager Jernet til sig; men Jernet er intet Selv, derfor er i dette Forhold det at drage til sig et Enkelt. Men et Selv er en Fordoblelse, er Frihed; derfor betyder i dette Forhold det i Sandhed at drage til sig at ►sætte et Valg. For Jernet, naar det drages, er der intet og kan der ikke være Tale om noget Valg. Men et Selv kan et Andet kun i Sandhed drage til sig gjennem et Valg; saa det i Sandhed at drage til sig er et Sammensat.

✂ Altsaa. Hvad der skal kunne siges i Sandhed at drage til sig, maa være Noget i sig selv, eller Noget som er i sig selv. Saaledes naar Sandheden drager til sig; thi Sandheden er i sig selv, er i og for sig selv – og Christus er Sandheden. Det maa være det Høiere, der drager det Lavere til sig – saaledes naar Christus, den uendelig Høieste, sand Gud og Mand, fra Høiheden vil drage Alle til sig. Men Mennesket, hvorom Talen jo er, er i sig selv et Selv. Derfor vil Christus ogsaa først og fremmest hjælpe hvert Menneske til at blive sig selv, fordrer først og fremmest af ham, at han ved at gaae i sig selv bliver sig selv, for saa at drage ham til sig. Han vil drage Mennesket til sig, men han vil, for i Sandhed at drage ham til sig, kun drage Mennesket som frit Væsen til sig, altsaa gjennem et Valg. Derfor vil han, der fornedrede sig selv, derfor vil han den Fornedrede fra Høiheden drage Mennesket til sig. Dog er han ►i Ringheden og Høiheden den Ene og Samme; og dette Valg var ikke rigtigt, om Nogen meente, at han skulde vælge mellem Christus i Ringheden og Christus i Høiheden, thi Christus er ikke adskilt, han er den Ene og Samme. Valget er ikke: enten Ringheden eller Høiheden, nei, Valget er Christus; men Christus er et Sammensat og dog den Ene og Samme, er den Fornedrede og den Ophøiede, forhindrer derfor just at vælge een af Delene, medens begge Delene, eller det at begge Dele ere der, gjør det umuligt at drages til ham uden gjennem et Valg. Thi hvis han i Sandhed skulde kunne drage til sig uden gjennem et Valg, saa maatte han være et Enkelt, enten den Ophøiede eller den Fornedrede, men han er begge Dele. Saaledes gjennem en Dobbelthed drager Intet, ingen Natur-Magt, Intet i Verden drager saaledes til sig, det gjør kun Aand, og kan atter saaledes kun drage Aand til sig.

✂ Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.

✂ Og ikke sandt, det er jo skeet; disse Tusinder og Tusinder og Millioner dem har han alle draget til sig og drager dem til sig – thi ►i Fornedrelsen drog han kun Tolv til sig, og ►af disse Tolv forraadte den Ene ham, og ►de Andre fornægtede ham. Men alle disse Tusinder og Millioner, som han drager til sig fra Høiheden, de holde fast ved ham. Maaskee! Men ►sæt han vilde gjøre Prøven derpaa, sæt han atter iførte sig Ringheden – og ►kom i endnu strengere Forstand end fordum til sine Egne: hvad vilde vel Følgen blive?

✂ Dog er det ikke hans eget Ord, at han fra Høiheden vil drage Alle til sig? saa er det jo ganske i sin Orden, at det er skeet og skeer, som han har forudsagt det, og saa maa det dog vel hænge ganske rigtigt sammen med disse mange Tusinder og Millioner, der alle føle sig dragne til ham fra Høiheden. Men hvad er da det at drage til sig? At drage til sig er gjennem en Modsætning, gjennem et Valg at drage til sig, altsaa ikke umiddelbart, men middelbart, saa Valget, som sagt blev, ikke bestaaer i at vælge enten den ene Modsætning eller den anden, men i at vælge en Eenhed af tvende Modsætninger, hvilket ikke lader sig gjøre umiddelbart. Forsaavidt kan han heller ikke siges at drage til sig alene fra Høiheden, dersom han blot var den høit Ophøiede og aldrig havde været Andet.

✂ Men ►hvo er den Talende? er det den Ophøiede der er den Talende? Ingenlunde, saa maatte Talen jo lyde anderledes, saa maatte der jo staae: jeg, der er ophøiet, jeg vil drage Alle til mig. Derimod staaer der: men jeg – naar jeg bliver ⓘ ophøiet; det talende Jeg er altsaa ikke den Ophøiede. Jeg, det vil sige, jeg den Fornedrede, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Den Ophøiede vil gjøre det, men den Fornedrede er det der har sagt, at han vil gjøre det. Dersom den Fornedrede ikke havde levet, saa havde vi jo slet intet vidst om den Ophøiede; og dersom den Fornedrede ikke havde sagt dette Ord, saa havde vi jo Intet vidst om, at han fra Høiheden vil drage Alle til sig.

✂ Hvorledes ►skulle nu Ordene forstaaes? Det er jo dog ikke nok til at forstaae en Tale, især en Tale i første Person, hvor der altsaa nævnes et Jeg, at forstaae, hvad der siges, vi maae jo ogsaa passe paa, hvo det er der taler. Og den Talende er den Fornedrede, som jo ogsaa Ordene, historisk, ikke ere sagte igaar eller iforgaars, men for 1800 Aar siden, da han den Fornedrede ikke var ophøiet. Men naar et Menneske gjennemgaaer en saadan Forandring og ►Omvexling som: ►Fornedrelse – Ophøielse, saa er det, for at forstaae hans Udsagn, ganske simpelt og ligefrem, af stor Vigtighed at faae oplyst, i hvilket Afsnit af sit Liv han har sagt det. Dog Christi Liv ►betræffende er denne Oplysning let at faae; thi hans Ophøielse begynder først med ►hans Himmelfart – og siden den Tid er der ikke hørt eet eneste Ord af ham, hvert Ord, han har sagt, er altsaa sagt i hans Fornedrelse.

✂ Men lad mig dog danne et ganske simpelt Tilfælde, ►for ret at gjøre det indlysende, hvor vigtigt det i Forhold til et Udsagn af et Menneske, der i sit Liv gjennemgik betydelige Omvexlinger, er at faae det oplyst, i hvilket Afsnit af sit Liv han har sagt det. Lad os tænke en from, fattig Mand; han lever naturligviis forladt, Enhver, hvis Dør han gaaer forbi, er glad, og seer man ham komme, er man glad, at man dog saa tidlig opdager hans Komme, at man kan holde Døren lukket eller nægte sig hjemme. Om ham fortælles der, at han skal have sagt: naar jeg er blevet den blandt de Rige rigeste Mand, saa ►ville Alle søge mig. Lad os nu tænke, at det skeete, hvad han i barnlig Tillid til Gud, uden at knurre nei glad i Armoden, fromt havde haabet, at han virkelig blev den blandt de Rige rigeste Mand – og nu søge Alle ham. Lad os tænke, at der laae mange, mange Aar mellem det første og det sidste Afsnit af hans Liv – hvis da En forstod dette Udsagn saaledes, at han glemte, at det var den fattige Mand, der havde sagt det: forstod han det saa? Nei, han misforstod det.

✂ Det ►Mærkelige var jo netop, at det var den fattige Mand, at det var medens han var fattig at han sagde disse Ord, som vel forekom de Fleste Galskab, da de bleve sagte; det Mærkelige var, at han i Armodens Dage havde denne Tro og Tillid til Gud, at Gud vilde gjøre ham til den blandt alle Rige rigeste Mand. Er dette ikke det Mærkelige? Eller er der noget Mærkeligt i, at Alle søge den rige Mand, er der noget Mærkeligt i at forudsige, at det vil skee? Det kan dog nok Enhver, Daare ligesaa godt som Viis, sige forud. Det Mærkelige ligger altsaa i Forholdet mellem Udsagnet og Mandens ►Bestedelse, under hvilken han sagde Ordet. Dengang derfor da den fattige Mand sagde disse Ord »naar jeg bliver den blandt de Rige rigeste Mand, da ......« har man vel ogsaa spottende sagt: ja, – naar, ►det er, man havde, om end Uret i at spotte, dog rigtigt forstaaet, at det egentlige Mærkelige ved denne Tale var den Talende, eller at det var en Mand i Armod der sagde Ordet.

✂ Og saaledes ogsaa med de ►forelæste hellige Ord af ham, den Ophøiede, det Mærkelige er, at Den, der sagde dem, var den Fornedrede, at det var ►den Foragtede, Forhaanede, Bespottede, Bespyttede, der sagde: jeg, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Thi at den Ophøiede, Seierrige, Mægtige, at han drager Alle til sig, det er ikke saa mærkeligt, det kan noget nær en Daare ligesaa godt som den Vise sige forud; var slig Forudsigelse Propheti, saa ere vi alle, Store og Smaae, lige store Propheter. Men det Mærkelige var, at det var den Fornedrede, der sagde det. Og derfor har ►vistnok ogsaa de Samtidige sagt: ja – naar, det er, de have rigtigt opdaget, hvor Mærkelighedens Eftertryk ligger i denne Tale. Det er ganske som med hiin fattige Mands Udsagn. Dog er der den uendelige Forskjel, at han jo dog i det Høieste med en barnlig Tro og Haaben til Gud, idet han sagde hiint »naar«, selv kun har kunnet haabe Muligheden, at det var muligt. Fremdeles er det jo ogsaa ganske bogstaveligen sandt, at han, den Fattige, da han var fattig, var virkelig fattig. Men Han, den Fornedrede, han vidste, at han vilde blive ophøiet, det vidste han evig vist, ja i een Forstand var han, selv da han var den Fornedrede, den Ophøiede. Og see dette er mærkeligt, en saadan Fornedret og et saadant Ord af en saadan Fornedret! Men, som sagt, skal der være Tale om at forstaae Ordet, maa man for Alt huske paa, at det er den Fornedrede der taler.

✂ Er dette En nu ganske nærværende, saa det er En som vidste man Intet om Ophøielsen, men blot hører den Fornedrede tale: saa vil man ogsaa paa en anden Maade bedre komme til at forstaae Ordet. Thi til at forstaae et Udsagn af et Menneske hører ikke blot, at man forstaaer det Sagte, men ogsaa, hvad jo ►udviklet blev, at man faaer at vide, hvo den Talende er, og hvis hans Liv er ►forsøgt i afgjørende ►Omskiftelser, da i hvilket Afsnit – og saa hører der Eet endnu: i hvilken Stemning han har sagt Ordet.

✂ Lad os tænke paa hiin fattige Mand. Han er nu den rige Mand, søgt af Alle. Disse Alle, som søge ham, ville i Grunden gjerne bringe det i Glemsel, at han har været fattig, og især at det var som Fattig han sagde det – thi ellers erindrer Ordet dem jo om, at dengang han var fattig, da var der Ingen som søgte ham. Det vil sige, Ordet har egentligen nu først faaet sin ►Braad, nu da han er blevet den Rige, og – da Alle søge ham. Den Braad maa man have bort; thi ellers har man dog ikke al den Fordeel af denne rige Mand, som man kunde have. Hvad gjør man saa? Man siger: aa, lad det være glemt, det er en mørk og trist Erindring. Man kaster da den første Deel af Udsagnet bort, dette »naar jeg er blevet«, og lader som var det en riig Mand, der – hvor dybsindigt bliver nu ikke Ordet, næsten lige saa dybsindigt som den Bemærkning paa en Solskins-Dag: det er godt Veir idag! – sagde: jeg er søgt af Alle. Og det finder man at være Sandhed, man finder det ypperligt sagt af ham, saaledes er det, saaledes skal det være, det er aldeles i sin Orden, og det er intet Under, at Alle søge især denne rige Mand, der er saa vittig og aandrig, der i svulmende Følelse af Livslyst, med smilende Mine, siger, selv saa inderlig glad derover: jeg er søgt af Alle.

✂ Men, men det var den fattige Mand, der sagde Ordet: naar jeg er blevet den blandt de Rige rigeste Mand, da ville Alle søge mig. Lad os for Alt huske paa Bestedelsen, hvorunder han sagde Ordet, saa ►komme vi nok paa Spor efter Stemningen – ja, der har maaskee endog været Bitterhed i den Fattiges Sjel, da han sagde det. O, usle Verden, har han maaskee tænkt, saa længe jeg er fattig, saa flye Alle mig – naar jeg er blevet riig, ville Alle søge mig. Og antaget, at der var Dybde i denne fattige Mands Sjel, saa har han, da han nu var blevet den rige Mand, vel først og fremmest ydmyg for Gud angret hvad Bitterhed der var i hans Hjerte, da han sagde Ordet – men, sandeligen, væmmedes han ved Tilværelsen, da han saae Alle flye den Fattige, o, han væmmedes langt mere ved den, da han saae Alle søge den Rige. Thi var der Dybde i hans Sjel, da har han ikke ønsket at lade sig spotte. Og han var ikke i dybere Forstand til Spot, da Alle flyede ham, den Fattige; men han kunde let blive det, naar Alle søge ham, den Rige, han kunde let blive det – thi i dybere Forstand er det at blive til Spot ikke hvad Andre gjøre mod En, men hvad man er – hvis han ►bedaaret gik hen og glemte hvad han som Fattig havde lært.

✂ Og nu han, den Fornedrede! Ja, i hans Sjel var der ingen Bitterhed, end ikke da han sagde ►»hvor længe skal jeg taale denne Slægt«, ►han var Kjerligheden; i Forhold til ham kom Bitterheden udenfra, men den formaaede aldrig at gjøre ham bitter. Derimod formaaede den at forbittre hans Liv, det Liv, han førte i Fornedrelse, priisgiven til al Løgn og Bagvaskelse og Mishandling og Forfølgelse, et Smertens Vidne til idel Svaghed og Feighed og Selvkjerlighed – skyet af Alle. Da sagde han: men jeg, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Mon nu han, der sagde: hvor længe skal jeg taale denne Slægt, meente dermed at tale alene om hiin Slægt, men at de Slægter, der vare villige til at springe Ringheden forbi for at dele Høiheden med ham, at de vare væsentligen bedre og mere til at taale? Mon det virkeligen skulde kunne bedaare ham, at Alle, naar han er ophøiet, ville slutte sig til ham, mon det skulde kunne bedaare ham og i den mindste, mindste Maade forandre hans Dom om hvad Sandhed er, han som er Sandhed! Men hvis dette er en Umulighed, umuligere end den største Umulighed i Naturens Orden: saa har han jo ikke glemt det Mindste, Mindste af, hvilket hans Liv var, da han var den Fornedrede.

✂ Saa er der altsaa i Grunden en Braad, en Sandhedens Braad i disse Ord: men jeg, naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage Alle til mig. Da de bleve sagte af ham, den Fornedrede, da laae denne Sandhedens Braad i, at han den Fornedrede vidste sig selv at være den høit Ophøiede. Bitter var han som sagt ikke, men han sagde dog: hvor længe skal jeg taale denne Slægt. Og da han saa blev den Ophøiede, og det skeete: at han fra Høiheden drog Alle til sig, da er Braadden, Sandhedens Braad, at det er den Fornedrede, der har sagt disse Ord. Og ham skal Du, ham ►skulle alle Millioner Mennesker, eller – alle Millioner Christne forgjeves ville bedaare eller faae til at glemme Noget – som de glade, klinkende Huusvenner hos hiin rige fordum fattige Mand saa gjerne vilde bringe ham til at glemme, at det var som Fattig han sagde Ordet, bringe ham til at glemme, hvad han som Fattig fik at vide om Verden, bilde ham ind, at det er en rar Verden – thi flokkes ikke Alle om ham!

✂ Nei, et Menneske kan vel blive lidt glemsom i Aarene, og i Rigdoms gode Dage glemme Armodens Erfaringer og Sandhed; men han, den Ophøiede, for ham er Alt et evigt Nærværende – ►de 1800 Aar er som en Dag. Ophøietheden har ikke forandret ham; han er sig selv saa nærværende, at han endnu idag er den Samme i Ordet, han sagde, saa levende erindrer han, at han var den Fornedrede; han er den Fornedrede, der siger til de Nulevende: fra Høiheden vil jeg drage Alle til mig.

✂ Men har han da ikke sagt, at han fra Høiheden vil drage Alle til sig? Jo vist – han den Fornedrede har sagt det. Han lader sig ikke bedrage – Du slipper ikke fra Fornedrelsen; thi minder Ordet om Ophøielsen, saa minder den Talende om Fornedrelsen. Du kan ikke vælge een af Delene uden at ►forskylde en Usandhed, hvorved Du kun bedrager Dig selv, ikke ham, og bedrager Dig selv for Sandheden, som han er.

✂

►III

✂ Herre Jesus Christus! Saare forskjelligt er det Meget, hvortil et Menneske kan føle sig dragen; men Eet er der, hvortil aldrig nogensinde noget Menneske, naturligt, følte sig dragen, det er til Lidelse og Fornedrelse. Dette mene vi Mennesker at burde ►flye saa længe som muligt, og i ethvert Tilfælde at maatte tvinges til. Men Du, ►vor Frelser og Forløser, Du den Fornedrede, som dog Ingen vil tvinge, og mindst til hvad der jo er og skal være et Menneskes høieste Ære, at turde ville ligne Dig: at dog Dit Billede i Fornedrelsen maatte staae saaledes levende for os, opvækkende og overtalende, at vi føle os dragne til Dig i Ringheden, dragne til at ville ligne Dig i Ringheden, Du som fra Høiheden vil drage Alle til Dig.

✂


✂ ►►Joh. XII, 32: Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .

✂


✂ ►Hvo er nu denne Ophøiede? Det er ►Guds eenbaarne Søn, vor Herre, som fra Evighed var hos Gud, var Gud, kom til Verden, derpaa opfoer til Himmels, hvor han nu sidder hos Faderens Høire, herliggjort med ►den Herlighed, han havde før Verden var. Han er ►Den, hvem al Magt er given i Himlen og paa Jorden; ►Den, i hvis Navn alle Knæe skulle bøie sig, deres i Himlen, og deres paa Jorden og under Jorden; Den, til hvis Navns Lov og Priis Evigheden gjenlyder og atter evigt skal gjenlyde; ►Den, som vil komme igjen i Skyen, ►omgiven af alle sine hellige Engle, for at dømme Verden, og ►for at frelse dem, som troende have forventet hans herlige Aabenbarelse.

✂ Men vides der da ellers Intet om ham? Jo, og det Meste, der vides om ham, er noget ganske Andet, at han var den Fornedrede! ►Han fødtes som uægte Barn; og havde Faderen maattet raade sig selv, saa havde han, godmodig som han var, ikke offentlig forskudt, men i Stilhed forladt den foragtede Jomfru, der var Moderen. Dog ►Stedfaderens Sind forandredes, han blev, i Henseende til menneskelig Omsorg og Opoffrelse for Barnet, en virkelig Fader; men saa blev derimod hele ►Slægten, hvilken dette Barn ved at blive Menneske kom til at tilhøre, en desto grusommere Stedfader – mod dette uægte Barn, hvilket Slægten ikke vilde vedkjende sig. Ja, som man stundom kan see en stakkels Fugl, hvilken alle Fugle af samme ►Slægt idelig forfølge og mishandle og hakke paa, fordi den ikke er ganske som de andre, indtil det endeligen efter Ønske lykkes dem at faae Livet af den, at da Slægtskabet kan faae en Ende: saaledes vilde Slægten ikke være i Slægt med dette Barn eller dette Menneske; det gjaldt den for Alt om, ja det var paa Liv og Død den magtpaaliggende at faae Livet af dette Menneske, at da Slægtskabet kunde faae en Ende. – Denne Historie, ►det er, Historien om denne stadige Mishandling, der tilsidst ender med Døden, denne Historie eller denne Lidelse: det er hans Livs Historie. Den kan fortælles paa flere Maader; den kan fortælles kort, med to ja med eet Ord: det var Lidelsens Historie. Den kan ogsaa fortælles ►vidtløftigere; men saa kan den aldrig fortælles ganske sand, thi saa var den saa vidtløftig, at intet Menneske kan fortælle den. Anderledes kan den ikke fortælles end paa een af disse to Maader; det er ved en menneskelig Misforstaaelse, at man har forkortet den saaledes, at ►man har kaldet den sidste Deel: Lidelsens Historie; dette er en Misforstaaelse. Vel sandt nemlig, der var en Tid af hans Liv, ►et Afsnit, hvor det jo næsten saae ud som Herlighed. Men mon dog ikke ogsaa i den Tid Slægten hakkede paa ham ved Misforstaaelsens Piinsler, som den tilføiede ham? Og selv det Øieblik af hans Liv, da det, menneskeligt, tog sig herligst ud: man mærker dog let, at denne Herlighed er mere vulkansk end ►betrygget, ikke til at stole paa, man aner, at denne Herlighed skal betyde noget Andet, at den forholder sig til, og skjult – som Høiden, fra hvilken En falder – ►er i Forstaaelse med lige det Modsatte, med Undergangens Forfærdelse, er tvetydig som det Øieblik, ►da hiin Qvinde salvede ham med kostelig Salve. Du faaer jo dog vel neppe Indtrykket af den trygge Festlighed ved et Maaltid; han siger ogsaa selv »til min Begravelses-Dag har hun bevaret den« (denne Salve) – da jo hver Dag af hans Liv, han der var bestemt at være Offeret, i en vis Forstand er hans Begravelses-Dag. – Og saaledes var al denne et kort Øiebliks Herlighed, den var blot med Hensyn til Undergangen, dens Betydning var Undergangen eller at forberede til Undergangen. ►Man vilde udraabe ham til Konge, men han, han seer ikke ud som ellers en Candidat til Kongevalget, der selv higer derefter, og derfor har gjort Alt for at betrygge sig det. Nei, han snarere ►leger Fremmed i Henseende til at skulle være Konge, fordi han vidste, at dette Optrin blot hørte med i Alvoren af hvad han forstod sig at skulle være: Offeret. At ville udraabe ham til Konge, ham! Det ►er og lige saa besynderligt og afsindigt som at ville overrække Den, der efter helligt Løfte levede i Armod, alle Verdens Skatte: hvad skulde han med dem – og hvad skulde han med Kongemagten, han den mod alt Verdsligt af Alle Ligegyldigste! ►Det lille Folk, hvilket han tilhørte, kaldte sig stolt Guds udvalgte Folk; ►dette Folk var under fremmed Herredømme, og, som naturligt, Alle beskjeftigede med den Tanke, at ryste det forhadte Aag af sig. Derfor vilde man udraabe ham til Konge. Men see, ►da man saa viser ham Skattens Mynt og ved et besnærende Spørgsmaal vil tvinge ham til enten med eller mod sin Villie at tage Parti, hvad saa? O, verdslige Parti-Lidenskab, og selv om Du kaldes hellig og national, nei saavidt rækker Du ikke, at Du kan fange hans Ligegyldighed! Han spørger »hvis Billede er det, der er præget paa Mynten«, man svarer: Keiserens; »saa giver Keiseren hvad Keiserens er, og Gud hvad Guds er«. Uendelige Ligegyldighed! ►Om Keiseren hedder 👤Herodes eller Salmanassar, om han er Romer eller Japaneser, det er ham det Ligegyldigste af Alt. Men paa den anden Side: ►uendelig svælgende Forskjel, som han befæster mellem Gud og Keiseren – »giver Gud hvad Guds er!« Thi verdsligt vilde man gjøre det til et Guds-Spørgsmaal, om det var tilladt at give Keiseren Skat; saaledes vil Verdsligheden saa gjerne ►sminke sig op til ►Gudelighed, og saaledes havde man jo ogsaa i Spørgsmaalet blandet Gud og Keiseren sammen, som havde de To uden videre og ligefrem Noget med hinanden at ►skaffe, som vare de maaskee hinandens Medbeilere, Gud ogsaa saadan en Slags Keiser, ►det er, man havde i Spørgsmaalet egentligen skjult ►taget Gud forfængelig, verdsliggjort ham. Men han gjør Forskjellen, den uendelige Forskjel, gjør det at give Keiseren Skat til det Ligegyldigste af Alt, det vil sige, til Noget, man skal gjøre, og ikke spilde eet Ord eller eet Øieblik paa at tale derom – for saa at faae desto mere Tid til at give Gud hvad Guds er. Og det er ham, man vil udraabe til Konge! O, men hvilken Lidelse saaledes at blive misforstaaet! – Og saaledes blev han misforstaaet i Alt. Der gik ikke nogen Dag, ikke een Time nogen Dag, uden at Misforstaaelsen, som den kan det – og maaskee nok saa ►martrende som den legemlige Lidelse – korsfæstede ham. Hans Lære misforstod man og tog forfængelig, hans Mirakler misforstod man og tog forfængelig, ham selv misforstod man og tog forfængelig; ►hans Omgang med Syndere og Toldere misforstod man og ►forargedes, hans Forsagelse af Alt misforstod man og forargedes, ►hans Forudsigelse af sin Lidelse og Død misforstod man og forargedes. Ja med Undtagelse af Apostlene var vel ►hiin Qvinde een af de Faa, der forstode ham, skjøndt hun dog misforstod ham, thi hun forstod ikke, at hun gjorde det, salvede ham, med Hensyn til hans Død. O, Rædselens Gysen, at der er en saadan hemmelighedsfuld Fortolkning af hvad der synes at være lige det Modsatte: at dette Øieblik ved Gjestebudet, hvor han salves med kostelig Salve, betyder hans Begravelse!

✂ Forestil Dig denne Fornedrede, ham hvem Slægten ikke vilde vedkjende sig, men over hvem Alle derimod enedes om, ►vistnok paa forskjellig Maade, at raabe: ►see hvilket Menneske. Ueensartet var hans Liv fra Først til Sidst. See hvilket Menneske, raabte Slægten, da den vilde gjøre ham til Konge, og see hvilket Menneske, da den vilde korsfæste ham. See, hvilket Menneske, dette er ligesom hans Livs Lidelses-Historie samlet i eet eneste Udraab.

✂ Og han, denne Fornedrede, han var Kjerlighed; han vilde kun Eet: frelse Menneskene; han vilde det ►paa ethvert Vilkaar: ►forlade den himmelske Herlighed derfor; han vilde det paa ethvert Vilkaar: offre sit Liv derfor. Saaledes – ja, man kan ikke sige gik han ud i Verden, nei, saaledes, med dette Forsæt ►steg han ned til Jorden, gik saa ud i Verden. Man skulde troe, han maatte have bevæget Alle, men han bevægede Ingen – og dog jo: han bevægede Alle, han oprørte dem nemlig alle mod sig. Hvilken Lidelse, hvilken Kjerlighedens Lidelse!

✂ Kan nu dette Syn ikke bevæge Dig? Men, ikke sandt, Du vil være oprigtig mod Dig selv, og om en eller anden af de Veltalende, der handle ilde eller dog ikke vide hvad de gjøre, om han vil bedrage Dig med sin Veltalenhed, ►ved bedaarende at tale om Christi Lidelse, eller vel endog ved bedaarende at ville sætte sig ved hans Kors – som Betragter, for derfra at skue ud over Verden, Verdenshistorien, Menneskeheden: ikke sandt, da vil Du ikke lade Dig bedrage? Du vil betænke, at skal det være Alvor med at sætte sig ved eller at staae ved hans Kors, da maa det være i Samtidighedens ►Bestedelse, hvor det altsaa vilde betyde, virkelig at komme til at lide med ham, ikke ved Foden af hans Kors at ►anstille Betragtninger, men selv maaskee naglet til et Kors ved Siden af ham – at komme til at anstille Betragtninger. Tænk derfor – for Alvorens Skyld, eller at det kan blive Alvor – ikke betragtende paa ham, men tænk først og fremmest paa Dig selv, at Du i Din Tanke bliver samtidig med ham. Kan nu dette Syn ikke bevæge Dig – ikke til Taarer, der her ere paa urette Sted, overflødige, ja af det Onde, hvis det ikke er over Dig selv Du græder – men til Alvor, til Handling, til dog paa nogen Maade at ville lide i Lighed med ham? Du tvinges ikke mod Din Villie; men salig er Du, om Din Villie tvinger Dig saaledes, at Du maa sige: ►jeg kan det ikke anderledes, thi dette Syn bevæger mig! Du tvinges ikke mod Din Villie, o, misforstaa mig ikke, det er en Æressag, hvorom Talen er; vil Du det ikke, falder det Dig maaskee for tungt, kan Du gjerne blive fri – det er i saa Fald en Æressag, Du fritager Dig selv for, falder dette Dig maaskee lettere? Men siig selv, og siig Dig det selv, hvad vilde Du dømme om en Elskende, der kun vilde tilhøre den Elskede, efter at han havde overstaaet alle Besværligheder, seiret i alle Farer, en Elskende der kun kunde elske ham i Høiheden? Er dette at elske? Nu ja, det er at elske sig selv, men er det at elske? Tænk Dig tvende Elskende; den Elskede, Manden, han havde gjennemgaaet ubeskrivelig Meget i sit Liv, han havde maattet staae ene i Verden, forarmet, miskjendt af Alle, foragtet, bespottet – men saa vendte det sig, hans Sag seirede, og han er nu den af Alle Beundrede, hvem Alle beile til. Da først lærer han den Pige at kjende, som bliver hans Elskede. Hun er altsaa aldeles uden Skyld at hun ikke har deelt Lidelserne med ham, hun har end ikke kjendt ham i hans Lidelsers Tid; men dersom hun er en ►ret Elskende, mon hun da ikke – ja, det er jo her en Overdrivelse, men dog en Elskovens Overdrivelse – næsten vil bebreide sig det som en Art Utroskab, eller dog føle sin Elskov saa ufuldkommen, fordi hun ikke har kjendt ham i Lidelsernes Tid, sig saa beskjæmmet ved saaledes blot at skulle dele Herligheden med ham?

✂ Men hvad Jesus Christus angaaer, da kan dog vel Ingen sige, at han først har lært ham at kjende, da han var kommen til Høiheden; thi Enhver, der har lært ham at kjende, lærer ham at kjende i Ringheden, og hvis han i Sandhed lærer ham at kjende, lærer han ham først at kjende i Ringheden. Ei heller kan dog vel Nogen med Sandhed sige, at det er umuligt at komme til at dele Ringheden med ham, da den jo engang er forbi og ►længst er forbi. Nei, dersom Du bliver samtidig med ham i hans Fornedrelse, og dette Syn bevæger Dig til at ville lide med ham: da skal – det skal han indestaae Dig for – Leiligheden nok gives Dig til at kunne lide i Lighed med ham; og selv ►om saa var, at Leiligheden ikke gaves, det er jo i ethvert Tilfælde ikke saa meget om Leiligheden der spørges, som om Villigheden til at ville lide i Lighed med ham. At lide i Lighed med ham; og, ikke sandt, Du vil ikke bedrage Dig selv, Du vil være oprigtig – dog, det er jo givet, Du er jo en Elskende, saa langt altsaa som muligt fra at søge Udflugter og svigefulde Vendinger for, som De der paa forskjellig Maade speculere i hans Høihed, at slippe fra Lidelsen. Nei, Den som elsker Christum, ham falder det ogsaa saare let at forstaae, uden al Veltalenheds Bistand ganske eenfoldigt, hvad dermed menes, at lide i Lighed med ham. Om Du nemlig, eller om et Menneske har Gjenvordigheder i Livet, om det maaskee ►gaaer til Agters for ham, om han maaskee mister det Kjereste: dette kalder man ikke Lidelse i Lighed med Jesus Christus. Saadanne Lidelser ere de almeen-menneskelige, i hvilke Hedningerne ere og vare ►lige saa fuldt ►forsøgte som de Christne. Den Christne kjender man paa, at han bærer disse Lidelser taalmodigt; men hvor taalmodigt han end bar dem, det falder ham aldrig ind at det skulde være at lide i Lighed med Christus – just dette Indfald vilde være en uchristelig Utaalmodighed. At lide i Lighed med Christus er ikke, at finde sig taalmodigt i det Uundgaaelige, men det er, at lide Ondt af Mennesker, fordi man, som Christen eller i at være Christen, vil og beflitter sig paa det Gode, saa man kunde undgaae denne Lidelse ved at lade være at ville det Gode. Som, for blot at tage dette, hvis et Menneske christeligt beflittede sig paa ►at bære sin Byrde taalmodigt – og han da blev spottet og udleet af Menneskene, fordi han vilde være taalmodig. Thi saaledes leed Christus, han leed, fordi ►han var Sandheden, og ikke vilde være Andet end hvad han var: Sandheden.

✂ See endnu engang paa ham, ham den Fornedrede! Thi derom er det dog der skal prædikes, om Fornedrelsen – i Henseende til at dele Høiheden med ham, hvorledes man skal bære sig ad dermed, dertil behøves ingen Veiledning. Om Fornedrelsen skal der prædikes, om, at hvis Du ikke vil dele den med ham, saa vil han heller ikke dele Høiheden med Dig, altsaa om, at Du skal dele Fornedrelsen med ham. See paa ham, den Fornedrede! Og naar da dette Syn griber Dig, saa Du er villig til enhver Lidelse med ham – da, ja da vilde jeg sige: Du skal lide med ham. Og at tale saaledes er saligt. Til Den, der ►unødigt vil, at skulle sige atter og atter: Du skal, det er ►ulysteligt. Men naar Nogen Intet ønsker ►uden dette Ene, at maatte lide med ham, og ønsker det som det Eneste, da er det saligt at sige til ham: til Lykke, Kjere, Du skal. Det er saligt at sige det; og da er Ordet »skal« ogsaa i skjønneste Forstand paa sit rette Sted. Det Ord »skal« er da ikke saa meget befalende – thi hvortil Befaling for Den, som begeistret ønsker Det, Befalingen befaler ham! – som det er ►helligende, luttrende, at der i denne Iver ingen Fremfusenhed maatte være, ingen indbildsk Overdrivelse, ingen besmittende Tanke om noget ►Fortjenstligt.

✂ Altsaa, see endnu engang paa ham, han den Fornedrede! Hvad Virkning frembringer dette Syn, skulde det ikke kunne bevæge Dig til paa nogen Maade at ville lide i Lighed med ham, altsaa til at ville vidne for Sandhed med den Fare, just derfor at skulle lide? Glem, om muligt, et Øieblik Alt hvad Du veed om ham, riv Dig ud af den dog maaskee dorske Vane, i hvilken Du er vidende om ham: lad det være Dig som var det første Gang, Du hørte Fortællingen om hans Fornedrelse. Eller mener Du ikke at kunne det, nu vel, saa lad os hjælpe os paa en anden Maade, lad os tage et Barn til Hjælp, et Barn, der ikke er forqvaklet ved at have som simpel Skole-Lectie lært en Remse uden ad om Jesu Christi Lidelse og Død, et Barn, som nu første Gang hører Fortællingen derom, lad os see, hvad Virkning det vil frembringe, naar vi blot nogenlunde fortælle det.

✂ Tænk Dig da et Barn, og glæd nu dette Barn ved at vise det nogle af ►hine i kunstnerisk Henseende ubetydelige men for Børn saa værdifulde Billeder, hvilke man kjøber i Kramboden. – Han her paa den fnysende Ganger, med den vaiende Fjær, med Hersker-Minen, i Spidsen for de Tusinder og Tusinder, som Du ikke seer, Haanden udrakt til Befaling, »fremad«, fremad over Toppen af Bjergene, som Du seer ligge for Dig, fremad til Seier: det er ►Keiseren, den eneste, ►👤Napoleon; og nu fortæller Du Barnet Lidt om 👤Napoleon. – Han her er klædt som Jæger; han støtter sig ved sin Bue og seer hen for sig med et Blik, saa gjennemtrængende, saa sikkert, og dog saa bekymret. Det er ►Wilhelm Tell; Du fortæller nu Barnet Lidt om ham, og om dette mærkelige Blik, at han ►med det samme Blik paa een Gang har Øie for det elskede Barn, ikke at skyde det, og med det samme Blik Øie for Æblet paa Barnets Hoved, at han træffer. – Og saaledes viser Du nu Barnet flere Billeder til Barnets usigelige Glæde, da kommer Du til et, som med Flid var lagt imellem, det forestiller en Korsfæstet. Barnet vil ikke strax, end ikke ganske ligefrem, forstaae dette Billede, det vil spørge, hvad det betyder, hvorfor han hænger paa et saadant Træ. Saa forklarer Du Barnet, at det er et Kors, og det at hænge derpaa betyder at være korsfæstet, og at Korsfæstelse var i hiint Land den ►piinligste Dødsstraf, ►derhos en vanærende Dødsstraf, som kun anvendtes mod de groveste Forbrydere. Hvorledes vil nu dette virke paa Barnet? Barnet vil blive underligt tilmode, det vil vel egentligen undres over, ►hvor det kan falde Dig ind at lægge saadant et stygt Billede ind imellem alle de andre deilige, ind imellem alle disse Helte og Herlige, Billedet af en grov Forbryder. Thi som der ►Jøderne til Trods kom til at staae over hans Kors »Jødernes Konge«, saaledes er dette Billede, der ►bestandigt udkommer iaar, ►Slægten til Trods en Erindring, den aldrig kan og aldrig skal blive af med, han skal ikke fremstilles anderledes; og det skal være som var det ►denne Slægt, der korsfæstede ham, hver Gang denne Slægt første Gang viser Barnet af den nye Slægt dette Billede, første Gang forklarende hvorledes det gik til i Verden; og Barnet skal, første Gang det hører det, blive angst og bange for den Ældre og Verden og sig selv; og ►de andre Billeder, ja de skulle alle, som der staaer i Visen, vende sig omkring, saa forskjelligt er dette Billede. Imidlertid – og vi ere jo heller ikke endnu komne til det Afgjørende, Barnet har jo endnu ikke faaet at vide, hvo denne grove Forbryder var – vil sagtens Barnet, videbegjerligt som et Barn altid er, dog spørge, hvem er det, hvad havde han gjort, hvad? Fortæl saa Barnet, at denne Korsfæstede er Verdens Frelser. Dog dette vil Barnet ikke kunne knytte nogen bestemt Forestilling til, fortæl det derfor blot, at denne Korsfæstede var det kjerligste Menneske, der nogensinde har levet. O, ►i Handel og Vandel, hvor man jo kan det uden ad paa Remse med den ►Geschichte, i Handel og Vandel, hvor et halvt Ord, henkastet som en Antydning, er nok, saa veed Enhver det: der gaaer det saa ►gesvindt; men sandeligen det maatte være et underligt Menneske, eller rettere et Umenneske, der ikke uvilkaarligt slog Øiet ned og stod næsten som en arm Synder, i det Øieblik han skal fortælle et Barn det første Gang, et Barn, som altsaa aldrig har hørt et Ord derom, og selvfølgeligt altsaa heller aldrig anet noget Saadant. Men saa staaer jo den Ældre i det Øieblik som en Anklager, der anklager sig selv og hele Slægten! – Hvad Indtryk troer Du nu det vil gjøre paa Barnet, som naturligviis vil spørge, men hvorfor var man da saa slem mod ham, hvad?

✂ See, nu er Øieblikket; hvis Du ikke allerede har gjort for stærkt et Indtryk paa Barnet, saa fortæl det nu om ham, den Ophøiede, der fra Høiheden vil drage Alle til sig. Fortæl det, at denne Ophøiede han er denne Korsfæstede. Fortæl Barnet, at ►han var Kjerlighed, at ►han kom til Verden af Kjerlighed, ►iførte sig en ringe Tjeners Skikkelse, levede kun for Eet, at elske og hjælpe Menneskene, især alle dem, som vare ►syge og sorrigfulde og lidende og ulykkelige. Fortæl saa Barnet, hvorledes det gik ham i Livet, hvorledes ►En af de Faa, der stode ham nær, forraadte ham, ►de faa Andre fornægtede ham, og ►alle Andre forhaanede og bespottede ham, indtil de tilsidst naglede ham til Korset – som det sees paa Billedet – ►begjerende, at hans Blod maatte komme over dem og deres Børn, medens ►han bad for dem, at dette ikke maatte skee, at den himmelske Fader vilde tilgive dem denne Skyld. Fortæl Barnet det ►ret levende, som havde Du aldrig selv hørt det før, eller før fortalt Nogen det; fortæl det, som havde Du selv digtet det Hele, men glem intet Træk, der er opbevaret, kun maa Du gjerne, idet Du fortæller det, glemme at det er opbevaret. Fortæl Barnet, ►at der samtidigen med denne Kjerlige levede en berygtet Røver, som var dømt fra Livet – ham fordrede Folket frigivet, ham raabte de Leve for, leve 👤Barrabas; men over den Kjerlige raabte de »korsfæst, korsfæst«, saa altsaa denne Kjerlige ikke blot blev korsfæstet som en Forbryder, men som et saadant Uhyre af en Forbryder, at hiin berygtede Røver blev en Slags retskaffen Mand i Sammenligning med denne Kjerlige.

✂ Hvad Virkning troer Du denne Fortælling vil gjøre paa Barnet? Dog, for ret at belyse det, hvorom Talen er, saa gjør en Prøve, fortsæt Fortællingen om denne Korsfæstede, ►at han derpaa tredie Dagen efter opstod fra de Døde, saa opfoer til Himmels, for at indgaae til Herligheden hos Faderen i Himlene – prøv det, Du skal see, dette vil Barnet for det første næsten overhøre; Fortællingen om hans Lidelse vil have gjort saa dybt et Indtryk paa Barnet, at det slet ikke føler sig oplagt til at høre om Herligheden, som fulgte. Thi man maa være betydelig forqvaklet, og gjennem mange Aar forvænt med at have faaet den hele Historie om hans Fornedrelse, Lidelse og Død ►letfærdig paa Remse, for, uden at føle nogen Standsning derved, strax at kunne gribe efter Høiheden.

✂ Altsaa hvilken Virkning troer Du, at denne Fortælling vilde fremkalde paa Barnet? Først og fremmest vel den, at det ganske glemte de øvrige Billeder, Du havde viist det; thi nu havde det faaet ganske Andet at tænke paa. Og saa vilde Barnet vel falde i den dybeste Forundring over, at Gud i Himlene ikke havde gjort Alt for at forhindre, at dette skeete; eller at det skeete uden at Gud, om ikke før saa dog i det sidste Øieblik, for at forhindre hans Død, ►lod Ild regne ned fra Himlen; at det skeete, uden at ►Jorden aabnede sig for at opsluge de Ugudelige. Og saaledes maatte vi Ældre jo ogsaa forstaae det, hvis vi ikke forstode, at det var frivillig Lidelse, derfor desto tungere, at han, den Fornedrede, i ethvert Øieblik havde det ►i sin Magt at bede, saa havde Faderen sendt ham Englenes Legioner for at afværge det Forfærdelige. – Dette var vel det første Indtryk. Men efterhaanden som Barnet gik og tænkte paa denne Historie, vilde det vel blive mere og mere lidenskabeligt; det vilde kun tænke paa og tale om Vaaben og Krig – thi det havde Barnet fast besluttet, naar han blev stor, at ville hugge alle disse ugudelige Mennesker ihjel, som havde handlet saaledes med den Kjerlige; det havde Barnet besluttet, barnligt glemmende, at det var over 1800 Aar siden de levede.

✂ Naar saa dette Barn var blevet Yngling, saa vilde han ikke have glemt Barndoms-Indtrykket, men han vilde nu forstaae det anderledes, at det ikke lod sig gjøre, hvad Barnet, overseende de 1800 Aar, havde besluttet; dog vilde han med samme Lidenskab tænke paa at stride med den Verden, i hvilken man ►spyttede paa den Hellige, den Verden, hvor man korsfæster Kjerligheden og beder for Røveren.

✂ Naar han saa var blevet ældre og moden, da vilde han ikke have glemt Barndoms-Indtrykket, men han forstod det anderledes. Han ønskede ikke mere at slaae; thi, sagde han, saa faaer jeg jo ingen Lighed med ham, den Fornedrede, ►der ikke slog, end ikke igjen, da han blev slagen. Nei, han ønskede nu kun Eet, tilnærmelsesviis at lide, som han leed i ►den Verden, hvilken Philosopherne altid have kaldt den bedste, men som dog – ja, det maa dog nok ►være saa, at ►Eet er sandt i Philosophien, som ikke er det i Theologien – korsfæster Kjerligheden og raaber Leve for 👤Barrabas. Dette har jo ►Verden og atter og atter i de mindre Forhold viist, at ikke blot Den, der, menneskelig, vil det Gode, maa lide, men at der – for Modsætningens Skyld, som Verden ynder, for ret at udtrykke, hvor modsat Verden er det Gode – samtidigen gjerne lever den Usle, den Foragtelige, den Nedrige, for hvem der til Modsætning raabes Leve.

✂ Saaledes kan Synet af denne Fornedrede bevæge, kan det ikke ogsaa bevæge Dig saaledes? Saaledes bevægede det Apostlene, der Intet vidste og ►Intet vilde vide uden Christum og ham korsfæstet – kan det ikke ogsaa bevæge Dig saaledes? Deraf følger ikke, at Du bliver en Apostel, ►formasteligt! nei, deraf følger blot, at Du bliver en Christen. Saaledes bevægede dette Syn ►de Herlige, hvem Kirken ihukommer som dens Fædre og Lærere, der med Apostlene Intet vidste og Intet vilde vide uden Christum og ham korsfæstet – kan det ikke ogsaa bevæge Dig saaledes? Deraf følger ikke, at Du bliver en Saadan, forfængelige Tanke; deraf følger blot, at Du bliver en Christen. Thi hvorfor bevægede dette Syn dem saaledes? Fordi de elskede ham. Derfor opdagede de hans Lidelser; thi ►kun Den, der elsker ham, forstaaer, at han var Kjerlighed, og kun han kan derfor blive opmærksom paa, hvorledes han leed: hvor tungt, hvor martrende, og hvorledes han leed: hvor sagtmodigt, hvor kjerligt; hvorledes han leed: hvilken Ret han havde, hvorledes han leed: hvilken Uret! Naar dette Syn ikke bevæger Dig saaledes, maa det være fordi Du ikke elsker ham. Men slip det derfor ikke, at dog maaskee Synet af denne Fornedrede i hans Lidelse kunde bevæge dig til at elske ham. ►Naar saa er, vil Du anden Gang faae dette Syn at see, og da vil det ogsaa bevæge Dig til at ville lide i Lighed med ham – der fra Høiheden vil drage Alle til sig.

✂

►IV

✂ Herre Jesus Christus, ►Du som rigtignok ikke kom for at dømme, men dog vil ►komme igjen for at dømme: ►Dit Liv paa Jorden er jo netop Dommen, med hvilken vi skulle dømmes. At da Enhver, der kalder sig Christen, maatte med denne Dom prøve sit Liv, om han kun elsker Dig i Din Fornedrelse, eller han kun elsker Dig i Din Høihed, ►det er, om han elsker Dig; thi elsker han kun een af Delene, elsker han jo ikke Dig. Men elsker han Dig, da gaaer han vel fornedret – thi han elsker jo Dig i Din Fornedrelse – men ikke, som naar det verdslige Sind verdsligt ►ligger under for verdslig Fornedrelse – saaledes vandrede Du jo ikke her paa Jorden i Fornedrelsen. Nei, skjøndt fornedret, er han ophøiet over Fornedrelsen, hans Sind, hans Øie vendt mod Høiheden, hvilken Du indgik til, hvilken han forventer hos Dig, ►Du som fra Høiheden vil drage Alle til Dig.

✂


✂ ►►Joh. XII, 32: Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .

✂


✂ ►Mange ere kaldede, Faa ere udvalgte – fra Høiheden vil han drage »Alle« til sig. Men fordi Mange ere kaldede, deraf følger ikke, at Mange ere udvalgte, tvertimod siges der jo, at kun Faa ere udvalgte. Og saaledes, fordi han vil drage Alle til sig, deraf følger ikke, at Alle lade sig drage. Kun hos ham er Skylden ikke at søge, hvis det ikke skeer, thi han vil drage Alle til sig.

✂ »Fra Høiheden«; thi da han vandrede her paa Jorden i Ringhed, da ønskede han vel at drage Alle til sig, han ►kaldte dem til sig, alle De som arbeidede og vare besværede, ►han gik til Dem som syge og sorrigfulde vare, men han havde dog tillige et Andet at udføre, han skulde jo selv ved sit Liv udtrykke Sandheden, selv fremstille ►det at være Sandheden, og ►som sandt Menneske havde han altsaa dette Andet til sin Opgave: selv saaledes at ►fuldkomme det. Han havde saaledes selv Noget at fuldkomme, ►han lærte selv af hvad han leed, Lydighed, han – for at tale ganske menneskeligt og dog vel med Rette om et sandt Menneske – udvikledes til at blive og være Sandheden. I og med at fuldkomme dette søgte han tillige at drage Alle til sig. Da han saa havde fuldkommet den Opgave, der var sat ham selv, indtil det Sidste, ►lydig indtil Døden, indtil Døden paa Korset: ►da optoges han i Høiheden; han havde nu ►fuldkommet sit Løb, ►hans Gjerning var fuldbragt, Lydighedens, som var paalagt ham, eller som han frivilligt havde paataget sig. Da begynder han anden Gang, fra Høiheden; han skal nu ikke mere udvikles, for ham er der intet Mere at lære, han er nu ene beskjeftiget med at drage Menneskene til sig – fra Høiheden vil han drage Alle til sig.

✂ Han begynder altsaa anden Gang fra Høiheden, her begynder han paa, hvad der fra da af er hans eneste Gjerning, at drage Alle til sig – men hvor skulle vi begynde? Fordi han nu er i Høiheden, ►kunne vi derfor ogsaa begynde med Høiheden, altsaa, fordi han arvede Høiheden, kunne vi derfor ogsaa tage den forud?

✂ Lad os see paa ham og hans Liv, lad os tale ganske menneskelig derom, han var jo sandt Menneske. Han begyndte sit Liv i Ringhed, førte det i Ringhed og Fornedrelse indtil det Sidste, ►opfoer saa til Høiheden, hvad vil dette sige? Det vil sige, Timeligheden heel og holden var Lidelse, Fornedrelse, først Evigheden er Seier, Ophøielse. Det er altsaa ikke som man ellers stundom seer et Menneskes Liv, der maaskee i nogle Aar finder sig i Ringhed og Fornedrelse, udholder Miskjendelse og Forfølgelse, men saa, endnu indenfor Timeligheden, seirer og kommer til Høihed. Nei, han endte som han begyndte; født i Armod, som var han neppe et Menneske (thi ►kun i en Stald fandt man Plads for den Spæde) endte han, som var han neppe et Menneske, med den ►forsmædelige Død, ►korsfæstet som en Forbryder – og saa først opfoer han til Høiheden.

✂ Dersom man vilde kalde denne vor jordiske Tilværelse en Prøve, saa maa man – hvis vi et Øieblik see bort fra, hvilken uendelig Betydning hans Død har som Forsoningens, og betragte ham blot som Menneske – sige om ham: han har nu fuldendt sin Prøve, han har bestaaet i den, han er nu den Fuldendte, optagen i Høiheden. Men denne vor jordiske Tilværelse er jo just en Prøve, er Prøvens Tid; dette er Christendommens Lære, er hvad christelig Rettroenhed derfor ogsaa altid har vedkjendt sig som sin Betragtning. Det at være Menneske, at leve her i denne Verden, er at prøves, Livet er – for her at bruge et fremmed Ord, deels som det nøiagtigst betegnende og deels som det, der hurtigst og bestemtest erindrer Enhver just om hvad det skal erindre – en Examen. Og den største Examen et Menneske har at underkaste sig, hvortil hele hans Liv er ham anviist, er det at blive og være Christen; Alt hvad han foretager sig, om hans Virksomhed er den, menneskelig talt, størst mulige, eller den saa saare indskrænkede, det betyder Altsammen for ham kun dette, at han er til Examen. Vel veed jeg, at man i Almindelighed taler anderledes, at Menneskene have travlt med at ville »udrette« i Verden, travlt med at tale om, hvad Andre have udrettet, og hvad de selv have udrettet, jeg veed, at man vil lære os, at ►Historien er Dommen; men jeg veed ogsaa, at dette er en Opfindelse af den menneskelige Kløgt, der afskaffer Guds-Forholdet, selv vil spille vigtig og spille ►Forsynet, og derfor ene er beskjeftiget med Følgerne af et Liv, istedetfor at betænke, at et Menneske i ethvert Øieblik blot examineres af Gud. Hvad det angaaer med at »udrette«, dermed har Mennesket slet Intet at gjøre, det er Guds Sag, Guds Tilgift til det enkelte Menneskes Liv; men for det enkelte Menneske selv maa hele hans Liv, ►hver dets Daad, aldrig ►betyde ham Andet end en Prøve, han underkastes, hvor Gud er Examinator. Selv Christi Liv – og det synes dog vel overflødigt at tale om, hvad han har udrettet – var dog, for saavidt vi betragte ham blot som Menneske, for ham selv kun en Prøve, en Examen, Lydighedens Examen. Men han bestod den i ethvert Øieblik indtil Døden paa Korset; ►derfor ophøiede Gud ham ogsaa høit – og nu er han, den Fuldendte, i Høiheden. Lad os tale ganske menneskelig derom, han har bestaaet sin Prøve, har udviklet Forbilledet, er nu i Høiheden: det er ganske som ellers naar En har bestaaet sin Prøve og nu som Fuldendt beskjeftiger sig med at veilede Andre.

✂ Fra Høiheden vil han nu drage Alle til sig. Det gjælder da for Alt at passe paa, at Du, om jeg saa tør sige, ikke ved et Sandsebedrag faaer vendt Tegningen af hans, Forbilledets, Liv forkeert. Havde Du levet samtidigen med ham, da var Du naturligviis kommet til, ham liig, at begynde med Ringheden og Fornedrelsen. Men da han nu er i Høiheden, og vil drage Dig til sig, Du som skal begynde: saa kan det saa let ved en Øienforblindelse see ud, som skulde Du begynde med Høiheden, hvad han jo ikke gjorde, thi han, den nu Fuldendte, han endte med Høiheden. Du vil vel let see, vel ogsaa let forstaae, hvad jeg mener, at hans Liv, Forbilledets, kan tegnes paa to Maader: i det ene Tilfælde bliver Ringheden og Fornedrelsen Billedet, og langt borte, kun antydet som Troens Gjenstand, er Høiheden; det andet Billede er Høiheden, og langt, langt bagved som en næsten glemt Erindring ligger Ringheden og Fornedrelsen. Men da det jo er fra Høiheden han drager Dig, saa ligger ►Skuffelsen kun altfor nær.

✂ Idet Du saa seer paa ham, seer hans Livs Prøve saa let ud, nu han har overstaaet den, han den Fuldendte. For saavidt er det intet Under, om han drager Alle til sig. Men derfor erindrede jeg netop tidligere om det Ord, der her afgiver en passende Fortolkning: ►Mange ere kaldede, Faa ere udvalgte. Kaldet er almindeligen ogsaa det Indbydende; seet blot i »Kaldet« seer Sagen saa let ud; saa kommer den nærmere Forstaaelse – og kun Faa blive de Udvalgte.

✂ Men er det da ikke som et Bedrag af ham, at han saaledes fra Høiheden drager til sig; fortier han ikke Noget, maatte han ikke, for at være Sandheden, lige saa meget, som han drager til sig, advare Den der lader sig drage, bestandigt gjørende ham opmærksom paa Forskjellen, der er imellem dem, og hvad deraf følger, Forskjellen, at han, den Fuldendte, er i Fuldendelsens Omgivelse, den Anden i Virkelighedens, Verdslighedens og Timelighedens Omgivelse, hvor denne Høihed maa vise sig omvendt som Ringhed og Fornedrelse, saa altsaa han drager fra Høiheden, og Den der føler sig dragen og følger, netop jo inderligere han gjør det, er desto mere i lige det modsatte Tilfælde, at være i, at synke dybere i Fornedrelse og Ringhed? Paa disse Utaalmodighedens og Misforstaaelsens Spørgsmaal er det ikke vanskeligt at svare. Først og fremmest, han kan det ikke anderledes; han har jo bestaaet sin Prøve og er den Fuldendte, derved maa det have sit Forblivende, med mindre han da skulde begynde forfra med hver ►Slægt, lade sig føde i hver Slægt, lide, døe, som han gjorde det den ene Gang; men dette vilde jo ►forfængeliggjøre Betydningen af hans Lidelse og Død. – Fortiet Noget kan man heller ikke sige at han har; thi hans eget Liv, som han førte det i Fornedrelse og Ringhed, er jo bekjendt. Det er altsaa ikke ham, der fortier Noget, men vel maaskee den Enkelte, der forglemmer Noget, der, ved blot at see, og med usand Lidenskab, paa Høiheden, egentligen ►tager ham forfængelig, og derved kommer til at glemme Ringheden og Fornedrelsen, indtil det saa ender med, at han maaskee har forvildet sig for langt ud, og nu er hvor han mindst tænkte sig, hvor han saa vil give ham Skylden derfor, ham som fra Høiheden drager til sig. – At han istedetfor at drage til sig skulde advare, er jo dog en Selvmodsigelse; thi naar et Menneskes Sind ►ret christelig omdannes, saa forstaaer han, at der dog intet Forhold er mellem Fornedrelsen og Herligheden. Men i ethvert Tilfælde, Christi eget Liv i Fornedrelsen er jo med, for, om man saa vil, at advare, ►det er, for at advare mod den Letsindighed, der kun vil tage hans Høihed forfængelig.

✂ Saaledes drager han til sig fra Høiheden, saa altsaa Den der, senere end Samtidigheden med hans Fornedrelse, skal vorde Christen, i en vis Forstand begynder med det Letteste; thi Høiheden er naturligviis det Lette, at føle sig dragen til den er let nok. Men Christus, der fra Høiheden drager Menneskene til sig, ►tager dem ikke ud af den Verden, hvori de leve; just derfor kommer det nok for hver Den, der i Sandhed drages til ham i Høiheden, af sig selv med Ringheden og Fornedrelsen.

✂ Dette veed Christus meget vel, han veed ogsaa, at det saaledes at faae Lov til at begynde med det Letteste eller med at det seer let ud, er en Opdragelsens nødvendige Svig, og at det, at det saa bliver sværere og sværere, er for at det at leve i Sandhed kan blive Prøven og Examen. ►Selv Apostlene, som dog levede samtidigen med ham, sagde han ikke strax forud Alt, hvad de vilde komme til at lide, ►end ikke strax Alt, hvad han selv vilde komme til at lide; ja, da han skiltes fra dem, ►havde han endnu Meget at sige dem, men han sagde dem det ikke, fordi de endnu ikke kunde bære det. Et Menneske er et skrøbeligt Væsen, ikke som ►Gud-Mennesket istand til fra første Øieblik af at kunne ►vide Alt forud, sin Lidelse og Undergangs Vished og Nødvendighed, og saa dog formaae at leve Dag efter Dag, rolig, Gud hengiven, som forestod kun alt Godt ham. Et Menneske maa der tages paa med Lempe, og derfor faaer et Menneske først lidt efter lidt Opgaven for, lidt efter lidt bliver han skruet fastere og fastere ind i Prøvens og Examinationens større og større Anstrengelse. Saaledes bliver det lidt efter lidt for den Enkelte Alvor med at det at leve er at examineres, og den høieste Examen den: om En vil i Sandhed være Christen eller ikke.

✂ Lad os gjøre os dette ►ret tydeligt, hvorledes det overhovedet gaaer til med et Menneskes Opdragelse i Livets Skole, eller med at skulle tage Livets Examen; det samme vil saa gjælde i Forhold til den høieste Opdragelse i Livets Skole: det at blive og være Christen.

✂ Ethvert Menneske har i høiere eller ringere Grad ►en Evne, som kaldes Indbildningskraften, den Kraft, der er den første Betingelse for hvad der bliver af et Menneske; thi Villien er den anden og i sidste Forstand afgjørende. Hukommelsen er stærkest i Barndommen, og tager saa af med Aarene; Indbildningskraften er stærkest i Ynglingsalderen, og tager saa af med Aarene. Vi ville nu tænke os en Yngling; med sin Indbildningskraft opfatter han et eller andet Fuldkommenhedens Billede (Ideal), det være nu et historisk overleveret, altsaa fra en forbigangen Tid, saa det altsaa har været virkeligt, har havt Værens Virkelighed, eller det dannes af Indbildningskraften selv, saa det altsaa ikke har Forhold til eller Bestemmelse af Tid og Sted, men kun Tanke-Virkelighed. Til dette Billede (der, da det for Ynglingen kun er til indenfor Indbildningen, det er, indenfor Indbildningens uendelige Fjernhed fra Virkelighed, er den fuldendte Fuldkommenheds, ikke den stridende og lidende Fuldkommenheds) drages nu Ynglingen ved sin Indbildningskraft, eller hans Indbildningskraft drager ham dette Billede til sig; han forelsker sig i dette Billede, eller dette Billede bliver hans Kjerlighed, hans Begeistring, ham hans fuldkomnere (idealere) Selv; han slipper det ikke, end ikke i Søvne, dette Billede, der gjør ham søvnløs, som Tilfældet var med ►hiin Yngling der blev søvnløs, indtil han selv blev ligesaa stor en Seierherre som Den, hvis berømte og beundrede Billede gjorde ham søvnløs. Til dette Fuldkommenhedens Billede forholder altsaa Indbildningskraften sig; og selv om det var Billedet af den Fuldkomne, hvis Fuldkommenhed just var, at have udholdt ikke blot forfærdelige Lidelser, men endog, hvad der er Fuldkommenheden (Idealiteten) meest modsat, daglige Krænkelser og Mishandlinger og ►Fortredigelser gjennem et langt Liv: som Indbildningen gjengiver dette Billede, seer det saa let ud; man seer kun Fuldkommenheden, selv den stridende FuldkommenFuldkommenhed kun fuldendt. Indbildningskraften er nemlig i sig selv fuldkomnere end Virkelighedens Lidelse, er, tidløst bestemmet, ude over Virkelighedens Lidelse, den kan ypperligt gjengive Fuldkommenheden, den har alle de prægtige Farver til at skildre denne; men derimod Lidelse kan Indbildningskraften ikke gjengive uden i en fuldkommengjort (idealiseret), det er, formildet, fortonet, forkortet Gjengivelse. Thi Indbildnings-Billedet eller det Billede, som Indbildningskraften gjengiver eller fastholder, er dog i een Forstand Uvirkelighed, det mangler Tidens og Timelighedens og Jordelivets Virkelighed i Henseende til Besværligheder og Lidelser. Den sande Fuldkommenhed er nemlig, at denne Fuldkommenhed – ikke var til (thi det angaaer ham, den Fuldendte, ikke mig), men er til Dag efter Dag, ►forsøgt i denne Virkelighedens virkelige Lidelse. Men dette Sidste kan Indbildningskraften ikke gjengive – det kan jo end ikke gjengives, det kan kun være –, og derfor seer altid Fuldkommenhedens Billede, som Indbildningen fremstiller det, saa let ud, saa overtalende.

✂ ►Ordentligviis har en Yngling ►vistnok kun liden Forestilling om Virkeligheden, om dens Lidelser og hvad det vil sige, naar de blive virkelige; men selv om det ►var saa, eller (da det nu engang ikke kan være saa) selv om en Ældre kom ham til Hjælp med hele sin Erfaring, og selv om der blev gjort Anstrengelser som hidtil aldrig af nogen Digter, og selv om det lykkedes, som det aldrig endnu var lykkedes nogen Digter, i Gjengivelsen af Fuldkommenhedens Billede ogsaa at faae betegnet Lidelserne: væsentligen lader det sig dog ikke gjøre, fordi, som sagt, Indbildningskraften forholder sig til ►Fuldkommenhedens Gjengivelse, men hvor nøiagtigt end Lidelsen blev angivet, blot derved at det er inden for eller i Indbildningen – thi det er jo ved Indbildningskraften – er denne allerede gjort let. En Skuespiller klædt i Pjalter – og om hans Dragt end, næsten ►Skuepladsens almindelige Fordringer ►til Trods, var ganske nøiagtigt Pjalter: dette en Times Bedrag er dog noget ganske Andet end i Virkelighedens daglige Liv at være den i Pjalter Klædte. Nei, hvor store Anstrengelser end Indbildningskraften gjør for at gjøre dette Indbildningsbillede til Virkelighed, den kan det ikke. Kunde den det, kunde altsaa et Menneske ved Hjælp af sin Indbildningskraft opleve ganske det Samme som i Virkeligheden, gjennemleve det ganske paa samme Maade, som hvis han gjennemlevede det i Virkeligheden, lære sig selv lige saa nøiagtigt og grundigt at kjende, som i Virkelighedens Erfaring: saa var der jo ingen Mening i Livet, saa havde ►Styrelsen jo lagt Livet forkeert an; thi ►hvortil saa Virkeligheden, naar man ved Hjælp af Indbildningskraften ganske virkelig kunde ►forudoptage den, hvortil saa de ►70 Aar naar man i det 22de kunde have oplevet Alt! Men saaledes er det heller ikke; og derfor er igjen det Billede, som Indbildningskraften frembringer, ikke den sande Fuldkommenheds, det mangler Noget: Virkelighedens Lidelse eller Lidelsens Virkelighed. Den sande Fuldkommenhed er: at det er denne Fuldkommenhed – men Lidelsen er virkelig, altsaa, at det er denne Fuldkommenhed, der Dag efter Dag, Aar efter Aar er til i Virkelighedens Lidelse, denne frygtelige Modsigelse, ikke at Fuldkommenheden er til i et Fuldkomnere, men at Fuldkommenheden er til i det uendelig Ufuldkomnere. Og dette er just Ufuldkommenheden ved Indbildningsbilledet, at det Ufuldkomne ikke er gjengivet; ak, og dette er det Sørgelige, at i Virkeligheden, det eneste Sted, hvor den sande Fuldkommenhed kan være i Sandhed, der er den saa sjelden, fordi der er det saa tungt og anstrengende at være det, saa tungt – ja, saa tungt, at det at være det just derfor er den sande Fuldkommenhed.

✂ Nu tilbage til Ynglingen. Dette Fuldkommenhedens Billede er altsaa hans Kjerlighed; man seer det paa ham, hans Øie seer Intet af hvad der ligger nærmest omkring ham, det søger kun hiint Billede; han gaaer som en Drømmer, og dog er han lysvaagen, det seer man paa Ilden og Flammen i hans Øie; han gaaer som en Fremmed, og dog er han som hjemme, thi han er ved Indbildningskraften bestandigt hjemme hos dette Billede, hvilket han ønsker at ligne. Og som det saa skjønt gaaer med Elskende, at de komme til at ligne hinanden, saaledes forvandles Ynglingen ogsaa i Lighed med dette Billede, der ►afpræger eller udpræger sig i al hans Tænken og i hver en Yttring af ham, medens han, som sagt, med Øiet rettet mod dette Billede – ikke har passet paa sin Fod, ikke har seet sig for, hvor han er. Han vil ligne dette Billede, han begynder allerede at ligne det – og nu pludselig opdager han en Virkelighedens Omgivelse, i hvilken han staaer, og denne Omgivelses Forhold til ham.

✂ Dersom den Magt, der styrer Menneskenes Liv, var en forførerisk Magt, saa vilde den i dette Øieblik spottende sige om denne Yngling: see saa, nu er han fangen – omtrent som den omgivende Verden siger om ham: see der en Yngling, der har ladet sig af sin Indbildningskraft lokke til at gaae for langt ud, saa han er blevet ►overspændt og latterlig, ikke passer ind i Virkeligheden. Men den Magt, der styrer Menneskenes Liv, er Kjerlighed, og dersom der kunde være Tale om, at den havde Forkjerlighed, da har den Forkjerlighed for denne Yngling, som vi jo læse, at ►Christus fandt Velbehag i hiin rige Yngling, ikke fordi han blev verdslig klog og ►svingede af, men fordi han var gaaet saa langt ud, at Christus havde begyndt at haabe paa ham. Den kjerlige Styrelse dømmer da ikke om denne Yngling ukjerligt, som Verden dømmer, men siger: ►vel Dig, nu begynder for Dig Livets Alvor, Du er nu kommet saa langt ud, at det for Dig vil blive Alvor med, at det at leve er at examineres. Thi Livets Alvor er da ikke al denne Endelighedens og Travlhedens Travlhed med Næringsvei, Levebrød, Embedsstilling, Børneavlen, men Livets Alvor er, at ville være, at ville udtrykke Fuldkommenheden (Idealiteten) i Virkelighedens ►Daglighed, at ville det, saa man ikke, til sin egen Fortabelse, een Gang for alle travl slaaer en Streg derover, ei heller opblæst tager det forfængeligt som en Drøm – o, i begge Tilfælde sørgelige Mangel paa Alvor! – men ydmygt vil det i Virkeligheden.

✂ I en vis Forstand har Ynglingens Indbildningskraft bedraget ham, men sandeligen, hvis han selv vil, har den ikke bedraget ham til hans Skade, den har bedraget ham ind i det Sande, ved et Bedrag ligesom spillet ham Gud ihænde; hvis Ynglingen vil – Gud i Himlene venter paa ham, villig til at hjælpe, som der kan hjælpes ved en Examen, der dog skal have den høieste Examens Alvor. Indbildningskraften har bedraget Ynglingen, ved Hjælp af hiint Fuldkommenhedens Billede faaet ham til at glemme, at han jo er i Virkeligheden: og nu staaer han der – ganske rigtigt stillet. Sandt nok, det gyser maaskee et Øieblik i ham, idet han nu seer Tingen an; men slippe Billedet, nei, det kan han ikke overtale sig til. Paa den anden Side, slippe fra Lidelse, det kan han heller ikke, hvis han ikke kan overtale sig til at slippe Billedet; thi da Billedet, som han vil ligne, er Fuldkommenhedens, og Virkeligheden, i hvilken han er og vil udtrykke Ligheden, er ►Intet mindre end Fuldkommenhed: saa er Lidelse oplagt, og ikke til at undgaae. Han er altsaa, Gud være lovet! – thi bort med feige Taler, og forbandet være Usselhedens Spot her, hvor der kun kan være, i Sandhed, Tale om Lykønskning – han er altsaa Gud være lovet i Klemmen. Det beroer paa Styrelsen – men lad os aldrig glemme, at ►den er Kjerlighed – ►hvor mange Huller, om jeg saa tør sige, den vil skrue ham, hvor stærkt den, om jeg saa tør sige, vil hede ham Ovnen, hvori han, ►liig Guldet, skal prøves. Maaskee ►har han endnu langtfra ikke overskuet Sagens sande Sammenhæng, thi Styrelsen er Kjerlighed; og er det end Alvor med dens Prøvelse, der er intet Grusomt i denne Alvor, den tager dog lempeligt paa et Menneske, og ►frister aldrig over Formue. Han har seet, at han kommer til at lide, han har seet, hvad denne Kjerlighed vil koste ham, men ►hvo veed, siger han, der kan jo komme bedre Tider, der kommer nok Hjælp, og det kan endnu blive godt. Saa slipper han ikke Billedet, men gaaer freidigt i den Lidelse, hvori han føres. Thi Styrelsen er Kjerlighed; nænsom mod denne begeistrede Yngling nænner den ikke at lade ham strax forstaae, at her er en Skuffelse, at han ►regner uden Vert. Men dette kunde han endnu ikke taale at forstaae, og derfor – uendelige Kjerlighedens Omsorg! – derfor kan han heller ikke forstaae det. Han holder ud; og ved saaledes at holde ud styrkes han, som man styrkes i Lidelse – han elsker nu hiint Fuldkommenhedens Billede ►end een Gang høiere, thi hvad man har lidt for, elsker man altid høiere. Herligt! Derimod er der undgaaet ham Noget: der kom ingen Hjælp, som han havde haabet; kun i en ganske anden Forstand er han blevet hjulpet, thi han er blevet stærkere.

✂ Saaledes tager nu Styrelsen flere Gange ved ham, og hjælper ham hver Gang længere og længere ud i Lidelse, fordi han ikke vil slippe hiint Billede, som han ønsker at ligne. Da kommer der et Øieblik, ⓘ hvor Alt bliver ham klart; han forstaaer, at hiint Haab var Ungdommelighedens, han forstaaer nu, at Lidelse ikke bliver til at undgaae, og at den vil tiltage med hvert Skridt han gjør fremad. Nu har Tilværelsen ►skruet ham saa stærkt, som den kan skrue et Menneske; at leve i, eller at holde Livet ud i dette Tryk kalder man med Eftertryk: at være til som Menneske; havde Tilværelsen gjort det strax, havde den knuust ham. Nu kan han vel taale det – ja, det maa han kunne, siden Styrelsen gjør det ved ham, Styrelsen, som jo er Kjerlighed. Men dog gyser det i ham; ►Fristeren hvisker til ham, at han skulde slippe hiint Billede. Men han kan ikke overtale sig til at slippe det; og da udbryder han: ►jeg kan det ikke anderledes, Gud hjælpe mig. Lad os nu antage, han holder ud til sin Død: saa bestod han sin Prøve. Han blev selv ►det Fuldkommenhedens Billede, han elskede, og Indbildningskraften har sandeligen ikke bedraget ham, saa lidet som Styrelsen. ►For at indgaae i Himmeriges Rige maa man blive Barn igjen; men for at Ens Liv kan udtrykke, at man er indgaaet i Himmeriges Rige, maa man anden Gang blive Yngling. At være Barn og at være Yngling, naar man er det, det er let nok; men anden Gang – den anden Gang det er det Afgjørende. At blive Barn igjen, at blive til Intet, uden al Selviskhed; at blive Yngling igjen: uagtet man er blevet klog, klog af Erfaring, klog paa Verden, at foragte at handle klogt, at ville være Ynglingen, at ville bevare Ynglingens Begeistring frelst i al dens Oprindelighed, at ville gjennemkæmpe den, mere angst og undseelig ved at prutte og tinge, og ved, hvad der er det Samme, at vinde jordisk Fordeel, end den blufærdige Pige er ved en Uanstændighed – ja det er Opgaven.

✂ Lad os saa tænke paa ham, der fra Høiheden vil drage Alle til sig, saa altsaa Livets Examen nu er denne: at blive og at være Christen.

✂ Her begyndes atter med det Letteste, med Høiheden. Som Indbildningskraften førte hiin Yngling ud, saaledes drager ogsaa dette Billede, Billedet af ham den Fuldendte, som er i Høiheden, Menneskene ud. Lad os tænke en Yngling. Han seer og seer saa længe paa dette Billede, af hvilket han ganske føler sig dragen, til dette Billede bliver hans eneste Tanke. Ynglingen, antage vi jo, har hørt Fortællingen om det Liv, som denne Ophøiede førte paa Jorden i Fornedrelse og Ringhed. Vi antage, at Ynglingen ikke er at kalde letsindig, at han altsaa gjør endog al mulig Anstrengelse for ved Hjælp af Indbildningskraften at forestille sig denne Lidelse. Men Indbildningskraften, der er Fuldkommengjørelsens (Idealiseringens) Evne, forholder sig væsentligen til Høiheden, Fuldkommenheden, og kun ufuldkomment til Ufuldkommenheden. Selv idet Ynglingen meest levende forestiller sig denne Fornedredes Lidelse, fremhæver strax Indbildningskraften det Kjerlige, det Milde, det uendelig Ophøiede i denne Fornedrede saaledes (thi hidtil er der ikke noget Usandt i Indbildningens Gjengivelse, det Usande kommer først her), at Verdens Modstand, alle disse Tusinder og Tusinder af Daarer, og Verdens Spot bliver dog saa ubetydelig i Sammenligning dermed – saa ubetydelig, at det dog seer saa let ud. Vanskeligheden, der altid er for Indbildningskraften, at gjengive Lidelsen, er her i en ny Vanskelighed: jo større Ophøietheden og Reenheden er, jo ubetydeligere maa, ved Modsætningen, Modstanden synes, medens i Virkeligheden Lidelsen, i samme Grad som Ophøietheden, er des større, des inderligere.

✂ Saa gaaer da Ynglingen ud i Verden med dette Billede for Øie; han behøver ikke, som Fromheden følte Trang til, ►at vandre den lange Vei til det hellige Land for at sætte sig tilbage i Tiden, thi dette Billede er ham saa nærværende, at han i en anden Forstand alligevel kan siges at være vandret ud, skjøndt ⓘ han er blevet paa sit sædvanlige Sted, i den gamle Omgivelse – men ene beskjeftiget med at ville ligne dette Billede. Og det udøver sin Magt over ham, Kjerlighedens Magt, der jo formaaer Alt, fremfor Alt at gjøre lige; hans hele Inderste omdannes lidt efter lidt, og hvor ufuldkomment end, det er dog som begyndte han at ligne dette Billede, over hvilket han har glemt Alt – ogsaa den Verden, i hvilken han er, der nu seer forundret og fremmed paa ham.

✂ Nu er han fangen, nu maa det blive Alvor. Slippe Billedet kan han ikke overtale sig til; men gjør han det ikke – det, at han ikke gjør det, og Billedet, vil føre ham til lige det Modsatte af Høihed og Herlighed. Thi at Sandheden i Sandhedens Verden er i Høihed, der hvor han nu er i Høihed, han den Fornedrede, ja det er i sin Orden; men i Usandhedens Verden, blot svagt og ufuldkomment, at ville ligne Sandheden, det maa blive Ringhed og Fornedrelse, det er ogsaa ganske i sin Orden. Dog selv dette har Ynglingen vel maaskee forstaaet, og fastholdt ved Hjælp af Indbildningen, men han har ikke erfaret det – nu først begynder det at blive Alvor. Dog slippe hiint Billede, eller, hvad der er det Samme, opgive at blive eller opgive at være Christen, dertil kan han ikke overtale sig.

✂ Saa vil det gaae ham som det gik hiin Yngling; han holder Billedet fast og lider, hvad der indtil videre følger af at holde det fast, men han vil, ligesom hiin Yngling, derunder dog trøste sig med et menneskeligt Haab om, at det jo kan blive bedre. Saa redelig som han er sig bevidst at ville det Gode og Sande, skulde det saa ikke lykkes ham at vinde Menneskene, skulde Gud saa ikke hjælpe ham, hjælpe ham til at seire! Jo vist skal Gud hjælpe ham til at seire; men i denne Verden seirer det Sande kun ved at lide, ved at ligge under. Dog dette forstaaer Ynglingen endnu ikke ganske; thi Styrelsen er kjerlig, hvor kunde den da nænne strax at lade en Yngling ganske forstaae dette.

✂ Styrelsen hjælper ham nu længere og længere ud i Lidelse og Fare; thi han kan ikke overtale sig til at slippe Billedet; og da det gaaer saadan lidt efter lidt, mærker han egentligen ikke ganske, at lige det Modsatte skeer af hvad hiint Haab lovede ham. Men saa vil der komme et Øieblik, hvor han, ►bestedt som han allerede er i Virkelighedens Lidelse, ►faaer Overskuelsen – og nu siger Evigheden selv: fra nu af er det Alvor. Han er altsaa allerede selv bekjendt med Lidelser, og nu skal han til at forstaae Billedet, der i det Øieblik faaer en gysende Nærhed. Der ligger altsaa, siger han til sig selv, et heelt Liv for mig, kort eller langt, men Lidelse indtil det Sidste, det seer jeg paa Forbilledet; saa lidet som man standser et Legeme, der ruller ned ad en Skrænt, saa lidet standses her Lidelsen før i Døden, der, for saavidt dog ogsaa den hører med til Lidelsen, ikke bliver en stille og rolig. Og ikke blot standser Lidelsen ikke, men dens Smertefuldhed voxer med dens Vedbliven. At blive udstødt af det menneskelige Samfund, ►en Afsky for Alle, hvad der da igjen udøver sin Magt over de Faa, som staae En nærmest, og som man dog havde ►regnet paa, saa disse finde Venskabs-Forholdets Priis for dyr: at blive forraadt, solgt af en Fortrolig, at høre disse Ord af den eneste Ven, paa hvem man tilsidst havde stolet, ►»jeg kjender ham ikke«! Frygteligt, hvis man ikke taber Forstanden, saa man selv ikke kjender sig selv, taler om sig selv som om en Trediemand, og svarer Forhaanelsen, der nævner Ens Navn: ►jeg kjender ikke dette Menneske. O, naar man selv lever i Fryd og Gammen, eller dog ►har Sit paa det Tørre, da kan man vel læse om Sligt, maaskee ogsaa tale derover, maaskee ogsaa i Talens Løb lade nogle Taarer løbe med: og dog maaskee i sit Inderste være rolig, for sit eget Vedkommende aldeles uberørt af det, hvorom man taler. Men naar man allerede har faaet Lidelsernes Indvielse, da kan man ►vistnok bedre forstaae, men da har man ogsaa, hvad man faaer at forstaae, sig saa ængstende nær som muligt. Dog han er endnu ikke færdig. Slippe dette Billede, siger han, nei, det kan jeg ikke; i Guds Navn, lad der saa skee mig hvad der skal skee, jeg kan det ikke anderledes; lad al denne Lidelse komme, jeg har mit Haab til Gud, vel ikke som i min tidligste Tid, men paa en anden og inderligere Maade. Altsaa jeg slipper ikke dette Billede – men i samme Øieblik seer han endnu engang paa Forbilledet, og han seer, at Lidelsen standser end ikke her, der er endnu en Forøgelse, den sidste: ►i det bittreste Øieblik at være forladt af den Sidste – af Gud. Han havde tænkt sig, i Tillid til Gud at skulle bære alle disse Lidelser, al denne Marter og Qval, som Mennesker kan opfinde; men det havde han ikke tænkt sig, at skulle forlades af Gud, at Gud, der ellers jo er den Kjerlige og saa hurtig ►tilrede overalt, at han dog engang lod vente paa sig og trak sig tilbage, og – forfærdeligt! – just i det Øieblik, det eneste saa længe Verden har bestaaet, det Øieblik, da hans Hjælp var fornøden, som den aldrig nogensinde har været det eller kan vorde det.

✂ Lad os nu antage, at hiin Yngling, om hvem vi have talet, der, skjøndt ikke mange Aar ere forløbne, vist allerede er blevet som en Olding, lad os antage, at han, trøstende sig til, at om det end skulde skee, at Gud forlod ham, saa er det dog kun et Øieblik – vælger ikke at slippe Billedet, og hvorfor? Ja, han kan ►ikkun svare: jeg kan det ikke anderledes. Lad os saa antage, at han holder ud indtil det Sidste: saa bestod han sin Prøve, han blev og forblev at være Christen, dragen af ham, der fra Høiheden vil drage Alle til sig. Maaskee har der ligget et langt Liv for ham, maaskee kun et kort. Maaskee har han i eet Øieblik med salig Tillidsfuldhed sagt ►»om en liden Stund«, nemlig om en liden Stund vil jeg være fuldendt, og har dog maaskee paa samme Tid havt Forestillingen om, at det var mange Aar, men det Evige saa nær hos sig, at han derfor har sagt: om en liden Stund. Maaskee har han i et andet Øieblik sukket ►»omsider«, at jeg saa omsider maatte blive salig, og dog maaskee ikke tænkt paa nogen længere Tid end før, men følt sig svagere og det Evige længere borte. Thi disse Ord »om en liden Stund« og »omsider« sige i en vis Forstand Eet og det Samme, men paa en forskjellig Maade; om det kun var en halv Time, man kan om den sige: om en liden Stund, men ogsaa: omsider; og omvendt, man kan om det længste Liv sige: omsider, men ogsaa: om en liden Stund. Dog for at vende tilbage til vor Antagelse: denne Yngling eller Olding, hvad han nu blev, han holdt ud indtil det Sidste; da den liden Stund var forbi, indgik han (efter at have bestaaet Prøven, at blive og at vedblive at være Christen) omsider til Saligheden, til ham, som fra Høiheden drog ham til sig.

✂ Dette er den Prøve: at blive og at vedblive at være Christen, en Lidelse, med hvilken ingen anden menneskelig Lidelse kan sammenlignes i Smerte og Qvalfuldhed. Dog er det ikke Christendommen eller Christus, der er grusom. Nei, Christus er i sig selv Mildheden og Kjerligheden, er Kjerligheden og Mildheden selv; Grusomheden fremkommer derved, at den Christne skal leve i denne Verden, i denne Verdens Omgivelse udtrykke det at være Christen – thi saa mild, ɔ: saa svag er Christus ►ikke, at han vil tage den Christne ud af Verden. I en lidenskabelig Stemning, der forholder sig til Forargelsens Mulighed, vil det være En som var Christendommen grusom; men det ►er ikke saa, det er Verden, der er grusom, Christendommen er Mildheden og Kjerligheden. Dog er Lidelsen, som sagt, den qvalfuldeste, og den enkelte Christen en Lidelse forbeholdt, som end ikke Gud-Mennesket kunde blive forsøgt i. Det er en frygtelig Opdagelse at gjøre, at Sandheden forfølges; men Lidelsen bliver forskjellig i Forhold til hvo Den er, som gjør denne Opdagelse. Et ►daarligt, indbildsk Menneske, der er saa overordentlig tilfreds med sig selv, han lider ikke stort ved den Opdagelse, at Sandheden forfølges – dersom det ellers var muligt, at et saadant Menneske i Sandhed kunde gjøre denne Opdagelse. Paa den anden Side Gud-Mennesket, han veed i sit Inderste evig vist med sig selv, at han er Sandheden, han lider derfor vel det: som Sandheden eller skjøndt Sandheden at forfølges, men han lider ikke samtidigt paa et andet Sted i sit Inderste, ►betræffende hvorvidt han nu i ethvert Øieblik selv er i Sandheden. Men dette er Tilfældet med den enkelte Christen. Ham kunde det naturligviis aldrig falde ind, dette Gudsbespottelige, at ville være Sandheden, han er for Gud et ringe, syndigt Menneske, der kun saare ufuldkomment forholder sig til Sandheden. Men jo mere den Christne saaledes i Inderlighedens ►Frygt og Bæven er for Gud, desto mere ængstes og bekymres han for ethvert Feiltrin, desto tilbøieligere er han kun til at anklage sig selv. For saavidt vilde det dog stundom være ham en Trøst, hvis Andre dømte vel om ham. Men lige det Modsatte er Tilfældet, han anklages for alt Ondt, og trænges saaledes hvert Øieblik atter igjen tilbage i sin Selvbekymring, om Feilen dog ikke skulde ligge hos ham – og han gyser. Men jo mere han nu i ny Frygt og Bæven arbeider, kæmpende end mere for at være ganske uegennyttig, opoffrende, kjerlig, desto mere anklage Menneskene ham for Selvkjerlighed. Og hvis han lever i Christenheden, saa foregaaer da dette under en almindelig ►Summen og Brummen af eventyrlige Skikkelser, henhørende til ►den Deel af Præsteskabet, der maa kaldes de saakaldte Præster, som, i Medfør af Levebrødet, forsikkre, at den Kjerlige er elsket af Gud og Mennesker, og at dette er Christendom, dette, ikke at den Kjerlige bliver Offeret, men at den Kjerlige er Den, til hvem der offres – uden at betænke, at det jo er at bespotte Christus, thi er det sandt, saa var jo Christus – der blev Offeret – ikke den Kjerlige. Men saaledes lider en Christen i Christenheden den beskrevne Lidelse, forøget derved, at man ængster ham ved at udsige om ham, at han end ikke er Christen, at hans Liv er en uchristelig Overdrivelse, fordi han ikke som de andre Christne vil lade Christendommen være Noget, man ►formeentligen blot skal have skjult i sit Inderste – maaskee saa godt gjemt, at den slet ikke er der. Altsaa ængstet i Selvbekymring, eller paa samme Tid som man ængstes i Selvbekymring, at skulle gjøre den Opdagelse, ikke at »Sandheden« maa lide (thi denne Opdagelse kan ingen Christen med Sandhed siges at gjøre, det kunde kun ►Gud-Mennesket, som var Sandheden) men dog at Sandhedskjerligheden maa lide: det er qvalfuldt. Dersom denne – skal jeg nu sige: denne lidende Christen, nei, det behøves ikke, thi enhver Christen er lidende – dersom denne Christen ikke ⓘ har Forbilledet at see paa, saa holdt han det heller ikke ud, saa turde han ikke troe paa Kjerligheden i ham selv, naar Menneskene saaledes vidne ham imod. Men Forbilledet, der evig vidste med sig selv, at han var Kjerlighed, hvem derfor ingen Verden, ei heller al Verden kunde rokke i denne Vished, han har netop udtrykt det, at Kjerligheden hades, Sandheden forfølges. Med dette Billede for Øie holder derfor den Christne ud i Fornedrelsen, dragen til ham, som fra Høiheden vil drage Alle til sig.

✂ Saaledes forholder det sig med Høiheden og Ringheden. Den sande Christens Fornedrelse er ikke en slet og ret Fornedrelse, den er blot Gjengivelsen af Høiheden, men Gjengivelsen i denne Verden, hvor Høiheden maa vise sig omvendt som Ringhed og Fornedrelse. Stjernen sidder i Sandhed høit paa Himlen, sidder lige høit paa Himlen, uagtet den seet i Havet synes at sidde langt nede under Jorden; og saaledes er det at være Christen den høieste Ophøielse, om det end i denne Verdens Gjengivelse maa vise sig som den dybeste Fornedrelse. Fornedrelsen er altsaa i en vis Forstand Høiheden; saasnart Du tager Verden bort, det plumrede Element, der forvirrer ved sin Gjengivelse, saasnart den Christne døer, saa er han i Høiheden, hvor han iforveien allerede var, men hvad ikke kunde sees her af Verden, saa lidet som Nogen, der ►ikke formaaede at løfte sit Hoved opreist, og altsaa blot kunde see Stjernen dybt nede paa Havsens Bund, kunde ►falde paa, at den egentligen er i Høiheden. Og saaledes er det med den sande Christen; han er i Fornedrelsen ikke understøttet af de Andres Forestilling om, at denne Fornedrelse dog egentligen er Høiheden eller Høihedens omvendte Gjengivelse paa Grund af det Tredies Omvendthed, hvori Gjengivelsen er. ►Hvis saa var, var det ikke ►ret Alvor med Fornedrelsen. Forholdet er ikke som naar en Fyrste er ukjendt og dog kjendt; men som naar en Fyrste har forklædt sig saaledes, at han ingen Medvider har sikkret sig, eller lever i et fremmed Land, hvor Ingen kjender ham, og nu bliver antaget for En der vil udgive sig for at være Fyrsten, En til hvem man derfor siger: nei holdt, Du bedrager os ikke; Du skulde være en kongelig Person, eller dog noget stort Noget, det er lutter Løgn og Forfængelighed og Indbildskhed, Du er enten gal eller Du er en Bedrager.

✂ Og hvorledes fremkommer nu dette Fornedrelsens Forhold? Det fremkommer saaledes: han, der fra Høiheden vil drage Alle til sig, han drager et Menneske saaledes til sig, at dette Menneske bliver og vedbliver at være Christen; men denne Christen er her i Verden, og derfor er det hans Høihed, hans som drager, der gjengives i denne Christens Fornedrelse.

✂

V

✂ Herre Jesus Christus, ►vistnok er det ►fra Høiheden Du drager et Menneske til Dig, og det er til Seier Du kalder ham, men dette vil jo sige, Du kalder ham til Strid og forjætter ham Seier i den Strid, til hvilken Du fra Høiheden kalder ham, ►Du store Seierherre. Saa ►bevare Du da vore Sjele som fra al anden Vildfarelse ►saa ogsaa fra denne, at vi indbilde os at være Medlemmer af ►en allerede her i Verden triumpherende Kirke. ►Dit Rige var jo ikke og er jo ikke af denne Verden, her i Verden ikke Din Kirkes Sted, kun Plads for den, hvis den vil stride og ved at stride skaffe sig Plads for at være til. Men vil den stride, da skal den heller aldrig fortrænges af Verden, det vil Du indestaae for; indbilder den sig derimod at skulle triumphere her i Verden, ak, da har den jo selv ►forskyldt, at Du unddrog den Din Bistand, da er den gaaet under, da har den forvexlet sig selv med Verden. Saa være Du da med Din ►stridende Kirke, at det aldrig maatte skee, at den – og det er jo den eneste Maade paa hvilken det kunde skee – udslettedes af Jorden ved at blive en triumpherende.

✂


✂ ►►Joh. XII, 32: Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .

✂


✂ »Ja, dette er let at forstaae; han har seiret, vi have blot at slutte os til ham for at dele Seieren med ham; kun ingen ►Sinkerier og Spidsfindigheder, saa er Sagen ganske simpel.« Ganske saaledes vilde vel neppe Nogen udtrykke sig i Ord, men maaskee var der dog baade Den og Den, som i sit stille Sind tænkte omtrent saaledes. Og hvad have vi saa fra vor Side at sige?

✂ Man kunde gjøre opmærksom paa, at det, selv om intet Andet var til Hinder, ikke saa let lader sig gjøre, fordi Christi Liv i een Forstand staaer udenfor det ligefremme Forhold til hver Enkelt i ►Slægten, at han, som ►Gud-Mennesket, skjøndt ►sandt Menneske, dog er saaledes ueensartet med det enkelte Menneske, at det ikke saa ganske ligefrem lader sig gjøre uden videre, i en Slags fræk ►Nærgaaenhed, saadan at ville ►gaae paa Parti med ham. Man kunde gjøre opmærksom paa, at denne Christi (Gud-Menneskets) Ueensartethed med alle enkelte Mennesker ogsaa er udtrykt ved ►Læren om hans Gjenkomst. Thi det er ikke med ham som med et andet Menneske, der engang har levet, vundet maaskee en eller anden stor Seier, hvis Følger vi uden videre tilegne os, medens der Intet høres fra ham, endnu mindre, at han ►kunde komme igjen for at gjøre Regnskabet op med os, for, ved at fordre Sit eller sig selv igjen af os, at dømme os. Anderledes med Christus. Han levede her paa Jorden, dette hans Liv er Forbilledet. ►Derpaa indgaaer han til Høiheden, og saa siger han ligesom til Slægten: begynder nu I – og hvad er det ►de skulle begynde paa? paa at leve i Overeensstemmelse med Forbilledet – men, tilføier han, engang ved Tidens Ende kommer jeg igjen. Denne Form af Tilværelse gjør altsaa, om jeg saa tør sige, hele Kirkens Tilværelse her paa Jorden til en Parenthes eller et Parenthetisk i Christi Liv; ►med Christi Opfart til Høiheden begynder Parenthesens Indhold, og med hans Gjenkomst sluttes den. Det løber altsaa ikke her ud i Eet, som ellers i det historiske Forhold mellem en Enkelt og de Andre, der uden videre ►tage sig hans Seier til Indtægt; thi hverken er en saadan Enkelt Forbilledet, ei heller er en saadan Enkelt Den der vil komme igjen. Kun Christus er Den, der kan gjøre sit Liv til ►Prøven for alle Mennesker. Idet han farer op til Himlen, saa begynder Examens Tiden; den har nu varet i 1800 Aar, skal maaskee vare i 18000. Men (og dette hører just med til at det Mellemliggende er Examen) han kommer igjen. Og naar dette er saaledes, saa er al ligefrem Tilslutning til ham for uden videre at tage sig hans Seier til Indtægt umuligere end i Forhold til noget andet Menneske.

✂ Dog dette ►ville vi her ikke videre opholde os ved, vi ville heller gjøre en anden Betragtning gjældende: er »Sandhed« noget Saadant, at i Forhold til denne det lader sig tænke, at En uden videre kan tilegne sig den ved Hjælp af en Anden? Uden videre, ►det er, uden selv at ville paa en lignende Maade udvikles, ►forsøges, kæmpe, lide som Den, der for ham erhvervede Sandheden? er det ikke lige saa umuligt som at ►sove eller drømme sig til Sandheden, lige saa umuligt uden videre at tilegne sig den, hvor lysvaagen man end er, eller er man lysvaagen, er dette ikke blot en Indbildning, naar man ikke forstaaer eller ikke vil forstaae, at der i Forhold til Sandheden ingen Forkortelse gives, som udelader det at erhverve, og i Forhold til det at erhverve ►fra Slægt til Slægt ingen væsentlig ►Forkortning, saa enhver Slægt og Enhver i Slægten væsentligen maa begynde forfra?

✂ Thi ►hvad er Sandhed, og i hvilken Forstand var Christus Sandheden? Det første Spørgsmaal gjorde som bekjendt ►👤Pilatus, et andet Spørgsmaal er, om han egentligen brød sig om at faae dette Spørgsmaal besvaret; i ethvert Tilfælde var hans Spørgsmaal i een Forstand saa aldeles paa rette Sted, og i en anden Forstand saa ganske paa urette Sted, som det var muligt. 👤Pilatus gjør Christus dette Spørgsmaal, hvad er Sandhed; men ►Christus var jo Sandheden, altsaa er Spørgsmaalet ganske paa sit rette Sted. Ja; og dog i en anden Forstand nei. At 👤Pilatus kan ►falde paa i det Øieblik at spørge Christus saaledes, beviser netop, at han aldeles intet Øie har for Sandheden. Christi Liv var nemlig Sandheden; og derfor siger Christus selv (idet han nærmere forklarer det Ord: ►mit Rige er ikke af denne Verden; var mit Rige af denne Verden, havde vel mine Tjenere stridt derfor, at jeg ikke var blevet overantvordet til Jøderne): ►jeg er dertil fød og dertil kommet til Verden, at jeg skal vidne om Sandhed. Christi Liv paa Jorden, hvert Øieblik i dette Liv var Sandheden; hvori ligger nu Grund-Forvirringen i ►Pilati Spørgsmaal? Den ligger i, at han kan falde paa saaledes at spørge Christus; thi idet han spørger Christus saaledes, ►angiver han jo sig selv, ►gjør han det aabenbart om sig selv, at Christi Liv har ikke forklaret ham hvad Sandhed er – men ►hvor skulde Christus saa med Ord kunne oplyse 👤Pilatus derom, naar det som er Sandheden, Christi Liv, ikke har aabnet Pilati Øine for hvad Sandhed er! Det seer ud, som var 👤Pilatus videbegjerlig, ►lærvillig, men sandeligen hans Spørgsmaal er saa taabeligt som muligt, ikke det at han spørger: hvad er Sandhed, men at han spørger Christus derom, hvis Liv just er Sandheden, og altsaa i ethvert Øieblik ved sit Liv mægtigere bevisende hvad Sandhed er, end alle de skarpsindigste Tænkeres vidtløftigste Foredrag. Ethvert andet Menneske, en Tænker, en Lærer i Videnskaben o. s. v., ja ganske ligegyldigt ethvert andet Menneske, en Tjenestekarl, et Postbud o. s. v. – at spørge ham: hvad er Sandhed, det er der dog en Slags Mening i; men at spørge Christus, som staaer lyslevende for En, at spørge Christus derom, er saa fuldstændig en Forvirring som mulig. Skulde Christus svare paa dette Spørgsmaal, maatte han et Øieblik, usandt, lade som var han ikke Sandheden. Intet Menneske, Christus undtagen, er Sandheden; i Forhold til ethvert andet Menneske er Sandheden noget uendelig Høiere end hans Væren, og derfor falder det naturligt at spørge: hvad er Sandhed, og at svare paa dette Spørgsmaal. Af den Mening er aabenbart 👤Pilatus i Forhold til Christus, at Christus ogsaa er saadan et Menneske som Andre, og derfor gjør han ham først ved sit Spørgsmaal, usandt, til hvad det nu saadan kan være, en Slags Tænker, og spørger ham, vel nærmest i Egenskab af den høifornemme Mand, der i Grunden ►overseer Tænkning som Noget der intetsteds har hjemme, men finder et Behag i med fornem Nedladenhed samt for Snurrighedens Skyld at ►indlade sig et Øieblik med det Menneske – saaledes spørger 👤Pilatus Christus: hvad er Sandhed. Og Christus er Sandheden! Stakkels 👤Pilatus; det er jo opbevaret det ynkende Ord af Dig om ham, den Korsfæstede ►»see, hvilket Menneske«; men ►betræffende dette Dit Spørgsmaal, da er der vel Grund til om Dig at sige: see, hvilken Daare; thi dette Dit Spørgsmaal er, om Du end ikke kunde forstaae det saaledes, ubetinget det taabeligste og meest forvirrende Spørgsmaal, der er gjort i Verden. Spørgsmaalet er lige saa taabeligt, netop lige saa taabeligt, som hvis En vilde spørge en Mand, han stod og talte med: maa jeg spørge Dem, er De til – thi Christus er Sandheden. Og hvad skulde hiin Mand vel svare; kan En ved at staae og tale med mig ikke blive forvisset om, at jeg er til, saa kan min Forsikkring Intet hjælpe, thi den er jo noget langt ringere end min Tilværelse. Og saaledes ogsaa med Christus i Forhold til 👤Pilatus. Christus er Sandheden; »kan mit Liv« maatte han sige »ikke aabne Dine Øine for hvad Sandhed er, saa er det af Alle mig umuligst at sige Dig det. Deri er min Forskjel fra alle andre Mennesker; det er ►vistnok aldrig ganske sandt hvad noget andet Menneske forklarer til Svar paa det Spørgsmaal, hvad er Sandhed; men jeg er det eneste Menneske, som ikke kan svare paa dette Spørgsmaal, thi jeg er Sandhed.«

✂ Altsaa i den Forstand er Christus Sandheden, at det at være Sandheden er den eneste sande Forklaring af hvad Sandhed er. Man kan derfor spørge en Apostel, man kan spørge en Christen, hvad er Sandhed, og saa viser Apostelen og denne Christen til Svar paa Spørgsmaalet hen paa Christus og siger: see paa ham, lær af ham, han var Sandheden. Dette vil sige, Sandheden i den Forstand, hvori Christus er Sandheden, er ikke en Sum af Sætninger, ikke en Begrebsbestemmelse o. D., men et Liv. Sandhedens Væren er ikke den ligefremme Fordoblelse af Væren i Forhold til Tænken, hvilket blot giver tænkt Væren, blot sikkrer det at tænke mod at være Hjernespind, som ikke er, ►betryggende det at tænke Gyldighed, at det Tænkte er, ɔ: har Gyldighed. Nei, Sandhedens Væren er den Fordoblelse i Dig, i mig, i ham, at Dit, at mit, at hans Liv, tilnærmelsesviis i Stræben derefter, udtrykker Sandheden, at Dit, at mit, at hans Liv, tilnærmelsesviis i Stræben derefter, er Sandhedens Væren, som Sandheden var i Christo, et Liv, thi han var Sandheden.

✂ Og derfor er, christelig forstaaet, Sandheden naturligviis ikke det, at vide Sandheden, men at være Sandheden. Til Trods for hele ►den nyeste Philosophi er der en uendelig Forskjel paa dette, hvilket bedst sees af Christi Forhold til 👤Pilatus; thi Christus kunde ikke, kunde kun usandt svare paa det Spørgsmaal, hvad er Sandhed, just fordi han ikke var Den, der vidste hvad Sandhed er, men var Sandheden. Ikke som vidste han ikke, hvad Sandhed er; men naar man er Sandheden, og naar Fordringen er at være Sandhed, er det at vide Sandheden en Usandhed. Thi det at vide Sandheden er Noget, som ganske af sig selv følger med det at være Sandheden, ikke omvendt; og just derfor bliver det Usandhed, naar det at vide Sandheden skilles fra det at være Sandheden, eller naar det at vide Sandheden gjøres til Eet med det at være den, da det forholder sig omvendt: det at være Sandheden er Eet med det at vide Sandheden, og Christus havde aldrig vidst Sandheden, dersom han ikke havde været den; og intet Menneske veed mere af Sandheden end hvad han ►er af Sandheden. Ja vide Sandheden kan man egentligen ikke; thi veed man Sandheden, maa man jo vide, at Sandheden er at være Sandheden, og saa veed man jo i sin Viden af Sandheden, at det at vide Sandheden er en Usandhed. Vil man sige, at man ved at vide Sandheden er Sandheden, saa siger man det jo selv, at Sandheden er at være Sandheden, idet man siger, at vide Sandheden er at være Sandheden, da man ►i andet Fald maatte sige: Sandheden er at vide Sandheden, ellers kommer Spørgsmaalet om Sandhed kun igjen, saa Spørgsmaalet ikke er besvaret, men kun den afgjørende Besvarelse udsat, idet man jo igjen maa kunne vide, om man er Sandheden eller ikke. Det vil sige: Viden forholder sig til Sandheden, men saa længe er jeg usandt udenfor mig selv; i mig, ►det er, naar jeg sandt er i mig (ikke usandt udenfor mig selv), er Sandheden, hvis den er der, en Væren, et Liv. Derfor hedder det: ►»det er det evige Liv at kjende den eneste sande Gud, og Den, hvem han udsendte«, Sandheden. Det vil sige, kun da kjender jeg i Sandhed Sandheden, naar den bliver et Liv i mig. Derfor ►sammenligner Christus Sandheden med Spise, og det at tilegne sig den med det at spise; thi ligesom, legemligt, Spisen ved at tilegnes (assimileres) bliver det Livet ►Opholdende, saaledes er ogsaa, aandeligt, Sandheden baade det Livet Givende og det Livet Opholdende, er Livet. Og derfor seer man, hvilken uhyre Vildfarelse det er, noget nær den størst mulige, at docere Christendom; og hvor forandret Christendommen er blevet ved denne idelige Doceren, seer man deraf, at ►nu alle Udtryk ere dannede i Retning af, at Sandheden er Erkjendelse, Viden (►man taler nu bestandigt om at begribe, speculere, betragte o. s. v.), hvorimod i den oprindelige Christendom alle Udtryk ere dannede i Retning af, at Sandheden er en Væren.

✂ Der er Forskjel paa Sandhed og paa Sandheder; og denne Forskjel er især kjendelig paa Bestemmelsen: at være, eller den er kjendelig paa, at der ►gjøres Adskillelse mellem ►»Vei« og endelig Afgjørelse, hvad der naaes ved Enden, »Resultat«. I Forhold til den Sandhed, hvor der er Forskjel mellem Vei og hvad der naaes ved at gaae eller ved at være gaaet ad Veien, der kan for Efterfølgeren indtræde en Forandring i Sammenligning med Forgængeren, han kan komme til at begynde paa et andet Sted end denne, ►slippe langt lettere til det, kort Forandringen, der foregaaer, bestaaer i at Veien forkortes, ja i enkelte Tilfælde i den Grad forkortes, at den ligesom reent falder bort. Men naar Sandheden er Veien, er det at være Sandheden, et Liv – og saaledes siger jo Christus om sig selv: ►jeg er Sandheden og Veien og Livet – saa er i Forholdet mellem Forgænger og Efterfølger ingen væsentlig Forandring tænkelig. Forandringen bestod jo i, at Veien forkortedes, hvilket var muligt, fordi Veien ikke var væsentligen ►eenstydig med Sandheden. Men naar Sandheden selv er Veien, saa kan Veien jo ikke forkortes eller falde bort, uden at Sandheden forvanskes eller falder bort.

✂ Dette er ikke vanskeligere at forstaae, end at Enhver, der blot vil give sig lidt Tid, let vil kunne forstaae det. Det kan ogsaa blive tydeligere ved at oplyses i nogle Exempler; og det er af Vigtighed, at det bliver tydeligt, denne Forskjel paa Sandhed og Sandhed, thi hvad der aldeles har forvirret Christendommen, og hvad der for en stor Deel har givet Anledning til den Indbildning med en triumpherende Kirke, er dette, at man har betragtet Christendommen som Sandhed i Betydning af Resultat, istedetfor at den er Sandhed i Betydning af »Veien«. – Her nogle Exempler. ►En opfinder Noget f. Ex. Krudtet. Han, Opfinderen, har maaskee anvendt mange, mange Aar af sit Liv paa at gruble og udtænke; Mange før ham have maaskee anvendt lang Tid paa lignende Maade, men forgjeves: nu lykkes det ham, nu er Krudtet opfundet. I samme Øieblik falder Veien saa godt som ganske bort, i den Grad forkortes den. Hvad han har brugt 20 Aar til, det kan nu en Anden ved Hjælp af hans Forskrift om, hvorledes man bærer sig ad dermed, lære i en halv Time. De 20 Aar staae i et aldeles tilfældigt Forhold til Opfindelsen; man kan egentligen ikke sige, at han har brugt de 20 Aar til at opfinde Krudtet, nei Krudtet opfandt ogsaa han egentligen i en Halvtime; man maa meget mere sige, i de 20 Aar opfandt han ikke Krudtet, de have i en vis Forstand intet Værd, da de medgik ikke til at opfinde men til forgjeves Forsøg paa at opfinde Krudt, altsaa til ikke at opfinde Krudtet. Om En vidnefast kunde bevise, at han i 30 samfulde Aar Dag og Nat har arbeidet for at opfinde Krudtet, men ikke opfundet det: »Veien« har aldeles ingen Betydning i sig selv; om han, der opfandt det, opfandt det en Aftenstund, da han gik beruset hjem fra Selskab, ved at snuble over et ►Rendesteensbræt: Veien er det aldeles Ligegyldige, Opfinderen vil kun i saa Fald staae aldeles paa lige Linie med ►den Hund, der opdagede Purpuret, men hans Opfindelse vilde have lige meget Værd for Slægten, der, hvis Opfindelsen var en anden, maaskee vilde kalde ham Slægtens Velgjører, men ikke dens Lærer; thi det at være Lærer, især Slægtens, »Menneskehedens Lærer« svarer til, at Sandheden er »Veien«. – En arbeider sig møisommeligt ind i et dunkelt Afsnit af Historien; ingen Forsker har hidtil formaaet at skaffe Lys over det: endeligen lykkes det ham, efter at han har brugt 20 Aar, at ►bringe den historiske Sandhed for Dagen og gjøre den aldeles uomtvistelig. Dette Udbytte kommer Efterfølgeren til Gode; Veien forkortes meget betydeligt, Efterfølgeren behøver maaskee neppe 3 Maaneder for ganske at have sat sig ind i dette hiint dunkle Afsnits sande Sammenhæng. – En opdyrker et Sprog, som Ingen hidtil har kjendt. Han gjør uhyre Anstrengelser et heelt Liv igjennem, men efterlader ogsaa som Udbytte af sit Liv og sin Stræben store Hjælpemidler, ved Brugen af hvilke Efterfølgeren maaskee i Løbet af 2 Aar kommer lige saa vidt som han i 20 Aar. Her forkortes Veien betydeligt for Efterfølgeren; ►Discipelen er (til Trods for at han sammenlignelsesviis maaskee kun er en ►Stymper i Sammenligning med Mesteren) bestandigt over Mesteren, ved Mesterens Forarbeide istand til at begynde paa et andet Sted og at naae videre end han. Og saaledes forholder det sig mere eller mindre overalt, hvor Sandhed er Viden.

✂ Men anderledes, hvor Sandheden er en Væren, er »Veien«. Her kan umuligt i Forholdet mellem Forgænger og Efterfølger, her kan umuligt fra Slægt til Slægt, om saa Verden bestod i 18000 Aar, nogen væsentlig Forkortelse finde Sted, da Sandheden ikke er forskjellig fra Veien, men just Veien. Christus var Sandheden, var Veien, eller var Veien i den Forstand, at Sandheden er Veien. At Han har tilbagelagt »Veien«, forandrer jo aldeles Intet i Forholdet for Efterfølgeren, der, hvis han er af Sandheden, og vil være af Sandheden, kun kan det ved at gaae ad »Veien«; at der til en given Tid har levet tredive Slægter, som have tilbagelagt Veien, forandrer aldeles Intet i Forholdet for den næste Slægt, eller for hver Enkelt i denne, der maa begynde aldeles paa samme Sted, forfra, ved Veiens Begyndelse, for saa at tilbagelægge den. Der bliver saaledes aldeles ingen Anledning eller Leilighed til at triumphere; thi kun Den kunde triumphere, der har tilbagelagt Veien, men han er ikke mere i denne Verden, han er indgaaet i Høiheden, som Christus jo ogsaa var Veien, ►da han foer til Himmels. Vil derimod en Senere tage Anledning til at triumphere deraf, at en Tidligere har tilbagelagt Veien, da er dette jo lige saa taabeligt, som hvis en Student vilde triumphere i Anledning af, at en anden Student havde taget sin Examen.

✂ Naar man vil fastholde dette, hvad der jo er Christi eget Udsagn, at Sandheden er Veien, vil man tydeligere og tydeligere indsee, at ►en triumpherende Kirke i denne Verden er en Indbildning, at der i denne Verden kun i Sandhed kan være Tale om en stridende Kirke. Men den stridende Kirke forholder sig til, føler sig dragen til Christus i Ringheden; den triumpherende Kirke ►har taget Christi Kirke forfængelig. At gjøre dette tydeligt er denne ►Udviklings Opgave, og maa det blot erindres, at der ved en triumpherende Kirke bestandigt forstaaes en Kirke, som her i denne Verden vil være den triumpherende; thi en triumpherende Kirke i Evigheden er jo aldeles i sin Orden, svarende til ►Christi Optagelse i Høiheden.

✂ Hvorledes er man overhovedet ►kommet paa den Indbildning med en triumpherende Kirke, og hvad forstaaes ved en triumpherende Kirke?

✂ I det Foregaaende er allerede bemærket, at hvad der især har bidraget til Vildfarelsen med en triumpherende Kirke, er, at man har opfattet Christendommen som den Sandhed, hvor der er Forskjel paa Resultat og Vei, eller opfattet Christendommens Sandhed som et Resultat, hvad man maaskee paa Dansk kunde kalde ►det Tiloversblivende, et Udbytte, thi i Forhold til Sandheden som Veien er dette just hvad Eftertrykket ligger paa, at der intet Tiloversblivende, intet Udbytte er for Efterfølgeren fra Forgængeren, intet Resultat. Var Christendommen nemlig i denne Forstand Sandheden, saa var det aldeles i sin Orden med Triumphen. Med Rette forholder saaledes Slægten sig triumpherende med Hensyn til Krudtets og ►Bogtrykkerkunstens Opfindelse o. s. v., med Hensyn til de mange ►Erobringer, der ere gjorte indenfor Videnskabens og Kunstens Omraade o. s. v., thi her er Sandheden et Resultat, her lægges Eftertrykket ikke paa »Veien« og »hver Enkelt«, der, ansvarlig for Gud, har at afgjøre med sig selv, om han vil gaae ad Veien eller ikke, ligegyldigt, aldeles ligegyldigt om Ingen eller om Alle gaae ad samme Vei, ligegyldigt, aldeles ligegyldigt om Ingen, eller om utallige Millioner have gaaet ad samme Vei, nei, her lægges Eftertrykket paa Sandheden, »Udbyttet«, og paa Slægten, Menneskesamfundet, ►Compagniet, »Fælledsskabet«, der uden videre overtager Sandheden, og det er tilfældigviis, at en Enkelt har opdaget den, opfundet den, ►udgrundet den o. s. v. Havde Christus saaledes været f. Ex. en Sandheds Lærer, en Tænker, der havde gjort en Opdagelse, eller udgrundet hvad der maaskee havde kostet ham ubeskriveligt Hovedbrud, men hvad ogsaa ►saa (fordi »Veien« kun stod i et tilfældigt Forhold til Sandheden) kunde blive et Resultat: saa var det aldeles i sin Orden, at Slægten, som fulgte efter, uden videre forholdt sig triumpherende dertil. Efterfølgerne, der vare fritagne for al dette uhyre Hovedbrud, disse mange, mange Aars Anstrengelse, kunde i det Høieste føle sig forpligtede til taknemligt at mindes ham, som havde holdt det ud, men forøvrigt var der intet Andet at gjøre end at triumphere. At dette er en Vildfarelse, er allerede viist, her tilføies blot, at derfor er Christi Lære uendelig ophøiet over alle Tidens og Tidernes Opfindelser, en Evighed ældre og en Evighed høiere end alle Systemer, ogsaa end ►det allernyeste, ogsaa end det, som om titusind Aar er det allernyeste; thi hans Lære er Sandheden, men i den Forstand at Sandheden er Veien, og han er og bliver som Gud-Mennesket selv Veien, hvad intet Menneske, hvor ivrigt han end bekjender, at Sandheden er Veien, uden Gudsbespottelse turde udsige om sig.

✂ Men der er foruden den Vildfarelse, der, ved at opfatte Sandheden som Resultat, saa forvirret som det er muligt, har forfeilet Christendommen, tillige en anden Vildfarelse, der har bidraget til at frembringe den Indbildning med en triumpherende Kirke. Denne Vildfarelse er det Skin, som i Tidernes Løb ►er opkommet, at vi saadan Alle ere Christne. Thi er dette givet, synes det en Umulighed med en stridende Kirke. Overalt hvor der synes at være, hvor man antager, at der er en bestaaende Christenhed, er der et Forsøg paa at danne en triumpherende Kirke, selv om man ikke bruger dette Ord; thi den stridende Kirke ►er i Vorden, en bestaaende Christenhed er, vorder ikke.

✂ Endeligen hænger denne Indbildning: en triumpherende Kirke sammen med den menneskelige Utaalmodighed, der vil forudgribe det Senere; og som man jo nu næsten almindeligt seer Barndoms- eller Ynglings-Alderen at ville forudoptage hele Livet, saa der Intet bliver til Manddom og Alderdom: saaledes har Slægten med en lignende Utaalmodighed, Slægten eller Christenheden villet forudoptage Evigheden, og (istedetfor hvad der er Guds Opfindelse og Tanke med hele Tilværelsen, at ►Timeligheden, dette Liv er Stridens, Prøvens Tid, Evigheden Seierens) anbringe Triumphen indenfor Timeligheden, hvilket er at afskaffe Christendommen. Det var nemlig ikke sagt i særlig Forstand om Forholdet til hine Tider, hvad Christus sagde: mit Rige er ikke af denne Verden, det er et evigt gyldigt, altsaa til enhver Tid lige gyldigt Udsagn om Forholdet mellem Christi Rige og denne Verden; saasnart Christi Rige slutter Forlig med denne Verden, og bliver et Rige af denne Verden, er Christendommen afskaffet. Naar Christendommen derimod er i Sandhed, er den vel et Rige i denne Verden, men ikke af denne Verden, det er, den er stridende.

✂ Hvad forstaaes da ved en triumpherende Kirke? Derved forstaaes en Kirke, som antager, at Stridens Tid er forbi, at Kirken, skjøndt den dog endnu er i denne Verden, Intet mere har at stride om eller for. Men saa er jo Kirken og denne Verden blevet ►eenstydigt; og dette er just ogsaa Tilfældet ikke blot med Alt hvad der har kaldet sig den triumpherende Kirke, men med hvad der kaldes en bestaaende Christenhed. Thi Christi Kirke kan i denne Verden i Sandhed kun bestaae ved at stride, det er, hvert Øieblik kæmpe for at bestaae. Er den den bestaaende Kirke, saa ligger deri, at den har seiret. Den stridende Kirke bestaaer ved at stride, men den Kirke, der kaldes en bestaaende, maa jo være den der bestaaer efter at have seiret.

✂ Og denne triumpherende Kirke eller den bestaaende Christenhed ligner ikke mere den stridende Kirke end Fiirkanten ligner Cirklen. Det vilde, hvis vi tænkte os en Christen fra hine Tider, da Kirken i Sandhed var stridende, det vilde være ham aldeles umuligt at gjenkjende Christendommen i denne Forvanskning. Han vilde høre det Christelige ►foredraget, og høre at det var ganske sandt hvad der sagdes, men han vilde til sin dybeste Forundring see, at Tilværelses-Forholdene for det at være Christen vare blevne lige det Modsatte af hvad de i hans Tid vare, saa det nu at være Christen ikke lignede det i hans Tid at være Christen mere end det at gaae paa Benene ligner det at gaae paa Hovedet.

✂ I den stridende Kirke at være Christen vil sige, at udtrykke det at være Christen indenfor en Omgivelse, som er Modsætningen til det at være Christen. I en triumpherende, en bestaaende Christenhed at være Christen vil sige at udtrykke det at være Christen indenfor en Omgivelse, som er eenstydig, eensartet med det at være Christen. Er jeg i første Tilfælde den sande Christen, saa vil selvfølgeligt (da Skuepladsen jo er Modsætningen) dette være omvendt kjendeligt paa, hvad Modstand jeg lider; og i samme Grad som det at jeg er Christen har mere Sandhed, i samme Grad vilde dette være til at kjende paa, at Modstanden er større. I det andet Tilfælde vil det at være Christen selvfølgeligt (thi Skuepladsen er jo Eensartetheden) ligefrem være kjendeligt paa den Gunst, Ære, Anseelse, jeg vinder i denne Verden – dog hvad siger jeg i denne Verden, denne Verden er jo Christenheden, altsaa det vil ligefrem være kjendeligt paa den Gunst, Ære, Anseelse, jeg vinder i Christenheden. I samme Grad som det at jeg er Christen har mere Sandhed, i samme Grad vil ogsaa dette være til at kjende paa den ganske overordentlige Anseelse, jeg nyder i denne Verden – dog hvad er det jeg siger, denne Verden er jo Christenheden, altsaa, det vil være til at kjende paa den overordentlige Anseelse, jeg nyder i Christenheden. Dette er en aldeles uundgaaelig Følge, naar Antagelsen er: en triumpherende Kirke. Der hvor, hvis jeg levede i en stridende Kirke, just Lidelsen vilde komme, der kommer nu Belønningen; der hvor, hvis jeg levede i en stridende Kirke, Forhaanelse, Spot vilde ramme mig, der ►vinker nu Ære og Anseelse; der hvor Døden vilde være uundgaaelig, der feirer jeg nu den høieste Triumph. Thi da det jo, ifølge Antagelsen, er lutter Christne jeg lever iblandt, saa maa disse jo strax kjende mit ægte christelige Sindelag, og altsaa, istedetfor at gjøre mig Modstand, ile mig imøde med Hæder og ►Udmærkelse. Ja, hvis man tænkte sig et Medlem af den christne Kirke fra den Tid, da den var stridende, blive Vidne til dette: han maatte vel næsten et Øieblik komme til at lee, at hvad der i hans Tid var frygtelig Alvor, at det var blevet en yndig Leeg. Der staaer Christendommen med ►sine Fordringer til Selvfornægtelse: fornægt Dig selv – og liid saa fordi Du fornægter Dig selv. Dette var Christendom. Men nu hvor ganske anderledes. Tænkte jeg mig en Yngling, der med elskelig Troskyldighed besluttede at indrette sit Liv efter den hellige Skrift: hvor forundret vilde han ikke blive, ja mon han vilde lade være at lee af sig selv og hele Tilværelsen; thi just i det Øieblik han efter Christendommens Anviisning havde forberedt sig paa at lide, hvad skeer – han kommer til Ære og Anseelse; han ►sætter sig sammen for at holde Modstanden ud, han vover Skridtet – Tankestreg, og han bliver hilset med Acclamation; han forbereder sig paa i det mindste iisnende Spot og Kulde, og han modtages med næsten ►blødagtig Beundrings varme Omslag. Ynglingen havde nemlig glemt (hvad der jo heller intet staaer om i Bibelen), at det var i Christenheden han levede, i Christenheden, hvor Alle ere Christne, i den triumpherende Kirke, hvor der ikke strides mere, men hvor det at være den sande Christen ►med Udmærkelse belønnes.

✂ Dette er Forholdet i den triumpherende Kirke, hvor det betaler sig overordentlig at være Christen, og det Eneste, der ikke betaler sig, er ikke at være Christen. For saavidt derimod den saakaldte bestaaende Christenhed ikke kalder sig selv den triumpherende Kirke, forsmaaer den maaskee denne Udvorteshed, men frembringer samme Forvirring ved Hjælp af den ►skjulte Inderlighed; thi den bestaaende Christenhed, hvor Alle ere Christne men i skjult Inderlighed, ligner igjen lige saa lidet den stridende Kirke som Dødens Stilhed ligner Lidenskabens Høirøstethed.

✂ Kun Indbildningen med en triumpherende Kirke lykkedes det dog egentligen at gjennemføre den Tanke, at ►en vis Stand var de egentlige Christne; denne Stands Opgave, ►Forretning var det at være Christen, og her gjaldt det saa, det Ligefremme, at jo sandere Christen En var, desto mere steeg han i Ære og Anseelse. Den øvrige Verden ►afgav egentligen Tilskuerne, ►Choret, men altsaa ikke nogen Modsætning til det at være Christen, tvertimod en Beundringens Omgivelse i Forhold til hiin Stand, der repræsenterede det at være Christen. Men da denne Stands-Forskjel forsvandt, forsvandt ogsaa den triumpherende Kirke. Den ligefremme Kjendelighed (Graden af det at være den sande Christen svarende ligefrem til den Ære og Anseelse, man nyder) stødte, derved at nu Alle skulde spille med, paa en egen Vanskelighed, som gjorde den umulig. Den Geistlige havde væsentligen intet Andet at gjøre end at udtrykke det at være Christen; og saa længe Mængden af Christne egentligen nøiedes med at anskue sig selv i den dem fremstillende Stand, ►gik det an med den triumpherende Kirke. Men anderledes da denne Stands-Forskjel ikke længere tilfredsstillede Mængden af Christne. Mængden af Christne have tillige, ja udvortes seet hovedsageligen, Andet at tage Vare paa i Verden end paa (i den triumpherende Kirkes Forstand) at udtrykke det at være Christen: hvorledes kunde nu den ligefremme Kjendelighed paa det at være Christen udtrykkes i hvad der er ueensartet med det at være Christen, men dog ikke fjendtligt derimod, kun ►ligegyldigt derved? Ja, det var en Umulighed. I den stridende Kirke er den ligefremme Kjendelighed umulig, fordi det at være Christen udtrykkes indenfor Modsætningen til det at være Christen. Nu derimod blev den ligefremme Kjendelighed umulig, fordi det at være Christen skulde udtrykkes indenfor hvad der er det Ligegyldige i Forhold til det at være Christen. Man forstaae mig ret. En ►Borgermand f. Ex. er Christen. Lad os antage, at denne Borgermand er f. Ex. Skoemager; det er hans Næringsvei, ►den meste Deel af Dagen er han naturligviis beskjeftiget med Udøvelsen af sin ►Haandtering. Skulde nu her den ligefremme Kjendelighed i Forhold til det at være Christen være mulig, saa maatte altsaa den blandt Skomagerne, der var den sandeste Christen, eller det at han var den sandeste Christen, være kjendeligt paa, at han havde meest at bestille, holdt fleest Svende, at maaskee Kongen, Dronningen, samt det hele ►kongelige Arvehuus lod sye hos ham, eller dog Geistligheden. At dette ikke lod sig gjennemføre, blev naturligviis i Tidernes Løb mere og mere indlysende. Den ligefremme Kjendelighed i Forhold til det at være Christen var stødt paa en anden Art af Modstand end den, den stridende Kirke kjendte. Denne Modstand var ikke Modsætningen til det at være Christen, men det Ligegyldige. Denne »det Ligegyldiges Modstand« vender ikke Forholdet omvendt til den omvendte Kjendelighed, som i den stridende Kirke, men gjør dog den ligefremme Kjendelighed umulig.

✂ Saa indtraadte der i Christenheden en fuldkommen Forandring af Skuepladsen i Forhold til det at være Christen. Man slap Indbildningen med en triumpherende Kirke; man lod hele Udvortesheden bestaae, og, i Forhold til den, det mod det at være Christen Ligegyldiges Lov, at den bedste Skoemager var Den som syede bedst, den bedste Digter Den som digtede bedst o. s. v. o. s. v. Saaledes slap man Udvortesheden, og forlagde nu det at være Christen til Inderligheden. Der gives og antages et almindeligt ►Qvit for os Alle, ►det er qvit, vi ere Alle Christne, aldeles i samme Forstand som det er givet, at vi Alle ere Mennesker, med hvilken Antagelse saa først Livets eller Virkelighedens Spil begynder, hvorfor det vilde være Taabelighed, ja Galskab, om En vilde gjøre det særligen gjældende, at han er Menneske, da det jo er at ville bringe en Forudsætning til Bevidsthed, som een Gang for alle, og af Alle antaget, ligger til Grund for Alt.

✂ Her har vi Begrebet af den bestaaende Christenhed. I den bestaaende Christenhed ere vi alle sande Christne, men det er i skjult Inderlighed. Den udvortes Verden har slet Intet at gjøre med det at jeg er Christen, min Væren-Christen ►er ikke maalbar derfor. Er jeg Vertshuusholder, saa forlanger jeg slet ikke, at det, at jeg er en sand Christen, skal være kjendeligt paa, at jeg har bedst Søgning; nei, om jeg som Vertshuusholder skal have bedst Søgning, beroer paa, hvorvidt jeg veed at tilfredsstille et høistæret dannet Publikum og den sande Christen som jeg er, er Noget for sig selv, Noget for mig selv, Noget jeg er i skjult Inderlighed – aldeles som alle de Andre, ikke blot som alle de andre Vertshuusholdere, men bogstaveligen aldeles som ethvert andet Menneske i Christenheden; i den Grad er det sandt, at jeg er en Christen, at det med mig er aldeles lige saa sandt som med alle de Andre. Er jeg Præst, saa forlanger jeg slet ikke, at det, at jeg er den sande Christen, skal være kjendeligt paa, at jeg er den meest hørte og meest anseete Prædikant. Nei, det om jeg som Præst skal have meest Søgning, beroer kunstnerisk paa, hvilke Veltalenhedens Gaver jeg har, beroer paa, om jeg har Stemme, hvordan Præstekjolen klæder mig, hvorvidt jeg har studeret ►den nyeste Philosophi, saa jeg kan tilfredsstille ►Tidens Fordringer; den sande Christen som jeg er, eller det, at jeg er den sande Christen, er Noget for sig selv, Noget for mig selv, Noget jeg er i skjult Inderlighed – aldeles som alle de Andre; men at jeg er sand Christen, det er vist nok, det er lige saa vist som at alle de Andre ere det.

✂ Og hvorfor saa denne Skjulthed? hvorfor denne Skjulthed, som jeg saa omhyggelig vaager over at bevare? Ih, naturligviis, fordi jeg frygter for, at dersom man fik at vide, i hvilken Grad jeg er den sande Christen, saa skulde det lønnes mig med overordentlig Ære og Anseelse; og dertil er jeg for sand Christen, til at jeg vilde æres og ansees, fordi jeg er en sand Christen. See derfor holder jeg det gjemt i skjult Inderlighed; thi fik man det at vide, saa var det ikke til at undgaae, at jeg vilde blive overordentligt æret og anseet derfor, da det jo er den bestaaende Christenhed, i hvilken jeg lever, hvor vi Alle ere sande Christne – men i skjult Inderlighed.

✂ Dersom en Christen fra hiin Tid, da Kirken var stridende, ►hensattes i den bestaaende Christenhed, han vilde falde i den dybeste Forundring. I den stridende Kirke var det at være Christen kjendeligt paa Modstanden, man leed. I den triumpherende var det kjendeligt paa den Ære og Anseelse, man nød. Men »den bestaaende Christenhed« har opfundet noget Nyt: man holder det skjult, at man er Christen – af Frygt for, at det vilde, uchristeligt, lønnes med Ære og Anseelse. I den stridende Kirke var det vel stundom Tilfældet, at En og Anden vilde holde det skjult, at han var Christen, af Frygt for den Modstand, der var forbundet med at være Christen; men i »den bestaaende Christenhed« er det af Frygt for at nyde Ære og Anseelse. Saa er dog »den bestaaende Christenhed« noget uendelig langt Høiere end den stridende Kirke, der neppe har havt Anelse om en saa ophøiet Fromhed! I den stridende Kirke var det Fromhed at bekjende Christendommen; i den bestaaende Christenhed er det just Fromhed at fortie det! O, uendelige Dyb af Fromhed, da det Hele saa uendelig let kunde være Skin! O, talløse Skare af Fromme, naar ethvert Lands samtlige Millioner ere saadanne Fromme – og det ere vi jo Alle! ►Drag af Din Sko, thi det Sted, Du staaer paa, er helligt, naar Du staaer i Christenheden, hvor der er lutter sande Christne! ►Lad Gud beholde Evigheden, hvor han dog neppe Alt i Alt faaer saa mange sande Christne, som der i ethvert Øieblik er i den bestaaende Christenhed, hvor Alle ere Christne.

✂ Tænkte man sig en Yngling opvoxe i den bestaaende Christenhed, men hidtil ubekjendt med de Virkelighedens Forhold, i hvilke han skal indtræde, i næsten klosterlig Fjernhed fra Livet opdragen ved den hellige Skrift: han vil opleve det høist Besynderlige, det i een Forstand Latterlige. Han er da vel oplært i Christendom – antaget, at man kan blive dette ved den hellige Skrift, og denne Antagelse maa man jo ►holde den stakkels Yngling til Gode –; det er ham sagt, at Fordringen er at bekjende Christum for Verden; han er vel underrettet – det vil da sige, for saavidt man kan blive det af den hellige Skrift, og denne Antagelse maa man jo holde Ynglingen til Gode –; han er underrettet om, hvad Følgen deraf vil blive: alt Dette vel overveiet, er Ynglingen besluttet at indrette sit Liv efter Forskriften. Men hvad skeer – han er kommet til at leve i den bestaaende Christenhed. Idet han gjør Mine til at ville vove Skridtet, træder en velvillig Mand, en Slags Sjelesørger, til ham, og ►»holder saadan Tale«: unge Ven, De er i en Vildfarelse, De er ikke opmærksom paa Stedet, hvor De er, at det er den bestaaende Christenhed, og der er sandeligen ikke Stedet til at bekjende Christum. Thi mellem os sagt – men det bliver mellem os, og er allerede en Svaghed, en ►Forglemmelse af mig at sige saa meget – vi ere Alle Christne, og den sande Christen er just Den, som holder det meest skjult. Dersom en Yngling, der i sin Barndom var oplært ved Eventyr, og altsaa fortrolig med Tanken om Uhyrer, som boe i Skovene, men som slaaes ihjel, dersom han nu, rustet til Kamp, med et uhyre ►Slagsværd ved sin Side og et lige saa uhyre Mod i Brystet, gik ud i Virkeligheden, kunde der ikke hænde ham noget Besynderligere, end hvad der i den bestaaende Christenhed hændte hiin Yngling. Om der nemlig skulde møde ham et Uhyre endnu besynderligere end noget af dem, han havde hørt eller læst om, det vilde ikke være det Besynderlige, eller dog ikke forslaae Noget i Sammenligning med det Besynderlige, der hændte ham, at han aldeles Intet kunde faae Øie paa, som lignede et Uhyre. Saa kom der da en velvillig ældre Mand til ham og sagde: min unge Ven, De er i en Vildfarelse, De er ikke i Eventyrets Verden, men i den civiliserede og slebne Verden, hvor der ingen saadanne Uhyrer ere, hvor De lever mellem dannede og velopdragne Mennesker, og hvor desuden Politiet vaager over Sikkerheden, Geistligheden over Sædeligheden, og ►Gasbelysningen gjør Natten lige saa tryg som Dagen. Stik De derfor Sværdet i ►Balgen, og lær, hvad der nu, da Uhyrernes Tid ►længst er forbi, er Opgaven, at være et behageligt Menneske, aldeles som vi Andre; at De i ethvert andet Menneske maa gjenkjende Dem selv, og enhver Anden sig i Dem, indtil den størst mulige ►Skuffelse.

✂ Den triumpherende Kirke ligner, som sagt blev, den stridende ikke mere end Fiirkanten ligner Cirklen, og »den bestaaende Christenhed« ligner den ligesaa lidet. Dog er kun den stridende Kirke Sandhed, den triumpherende Kirke og den bestaaende Christenhed en Indbildning.

✂ »Men«, hører jeg En sige, »det er jo dog en Urimelighed og en Umulighed med en stridende Kirke nu; naar vi Alle ere Christne, hvad skulle vi saa strides om?« Kjere, hvis ikke om Andet, saa kunde vi jo dog, for at faae Noget at strides om, strides om dette: at vi Alle ere Christne, hvorledes det hænger sammen dermed. »Hvorledes, vil Du da ►formaste Dig til at være ►Hjertekjenderen, ►som dømmer Menneskenes Inderste; naar et Menneske selv siger, at han er Christen, saa tør Du dog vel ikke formaste Dig til at nægte det?« Seer Du, vi fik Noget at strides om; men, siger han det da? jeg troede, det i den bestaaende Christenhed var den skjulte Inderlighed, at vi skulle holde det skjult. »Ja, vist skal vi holde det skjult, just fordi det er givet, at Alle ere Christne.« Hvorledes er det da givet, naar hver især holder det skjult, fordi det er givet, at Alle ere det?

✂ Sagen er denne. Naar, ►Kredsen rundt, Enhver bestemmer sig at være Christen ligesom »de Andre«, saa bekjender, om man saa vil, egentligen Ingen Christum; derimod er det, hvis man saa vil, bekjendt om Enhver, at han saadan er Christen. ►Enhver er døbt som Barn, senere – ja, ogsaa noget nær som Barn (formodentligen for Alt i denne Henseende saa tidligt som muligt kan være i sin Orden og Rigtighed betræffende hvad der nu eengang som ►en Passeer-Seddel er nødvendigt, hvis man uden ►Øvrighedens Paatale skal komme gjennem Verden) confirmeret. Og Enhver, der som Barn er døbt, som Dreng eller Pige confirmeret, om ham er det vist, at han er Christen – ved at slaae op i ►Tabelværket kan man jo see det efter. Men at bekjende Christum kan han i sit senere Liv ►formeentligen ikke komme til, fordi han jo lever i den bestaaende Christenhed, hvor det jo er – ►jvfr. Tabelværket – om Alle bekjendt, at de ere Christne. Endog om Præsterne i »den bestaaende Christenhed« gjælder det, at de ikke saa meget »bekjende Christum« som »det er bekjendt om dem« som om Alle, at de ere Christne; vilde man sige, at de jo ved deres Prædiken bekjende Christum, da maatte dertil svares, at den Omstændighed, at det at prædike er deres Levebrød, samt at de gjøre hvad de gjøre ►som Embedsmænd, bevirker, at Eftertrykket dog ikke falder paa det personligt at bekjende Christum.

✂ I skjult Inderlighed ere Alle Christne; hvo turde nægte det, Den der vilde paatage sig at nægte det, løber jo ganske rigtigt Fare for at ville spille Hjertekjenderen. Altsaa Ingen kan nægte det. Paa den Maade bliver det, at Enhver er Christen i skjult Inderlighed en Hemmelighedsfuldhed, der saa at sige næsten er ►lukket i Baglaas: om alle disse Tusinder og Tusinder virkelig ere Christne, det er umuligt at faae at vide, thi de ere det Alle, ►saa siges der, i skjult Inderlighed; og det gjælder ikke blot for Kirken, men for Enhver, at ►om det Skjulte dømmer man ikke, fordi man ikke kan dømme.

✂ Men skulde det dog ikke være muligt at kunne bryde denne Hemmelighedsfuldhed, og faae ►gjort lidt aabenbart, uden at ►forskylde at blive Hjertekjenderen? Aa jo; hvorledes da? Derved, at En ganske simpelt for sit Vedkommende paatager sig at bekjende Christum midt i Christenheden. Han dømmer ikke en Eneste, langtfra; men der ►ville Mange ►blive aabenbare ved, hvorledes de dømme ham. Han paastaaer ikke at være en fuldkomnere Christen end de Andre, nei langtfra, han gjør tvertimod de Andre den ►Indrømmelse, at de ►vistnok ere fuldkomnere Christne end han, de som holde det skjult af religieus Frygt for at vinde Ære og Anseelse, medens Han, en eenfoldig Stakkel som han er, for sin egen Skyld er saa bange for, at det skulde blive ►Spilfægteri med en saa høit opskruet Christelighed, og derfor holder sig til det Gamle om at bekjende Christum. Han ►angiver altsaa Ingen af de Andre, at de ikke ere Christne, o, langtfra, han angiver blot sig selv, at han er en saadan eenfoldig Stakkel: dog ►vilde mange Hjerters Tanker blive aabenbare ved, hvorledes de dømme om denne eenfoldige Stakkel, denne ufuldkomne Christen. Han udtrykker kun, at han, som han er oplært, er Medlem af den stridende Kirke – saa vil det vise sig, om dette fredelige Samfund, den bestaaende Christenhed, ikke skulde komme ham til Hjælp, ved Forfølgelse og Deslige hjælpe ham til, at det blev ganske sandt, at han var Medlem af en stridende Kirke.

✂ Men er det da Meningen, at saa længe denne Verden staaer, eller saa længe den christne Kirke skal være til i denne Verden, er og skal den være en stridende Kirke? Svar: ja, ganske vist er dette Meningen, ganske vist er det Christendommens Mening, og der er ogsaa ganske vist Mening i denne Mening. »Hvilken Urimelighed«, hører jeg En sige, »hvilken Urimelighed, det er jo dog umuligt, at vi ►Alle kunne blive Martyrer; skal vi Alle blive Martyrer og blive ►slagne ihjel, ►hvo er det da der skal slaae os ihjel; skal vi alle blive Martyrer og blive ►forfulgte, bespottede, forhaanede, hvo er det da der skal forfølge og bespotte os?« Rigtigt truffet, dersom blot Forudsætningen, der ligesom strammer Buestrængen for denne skarpsindige Indvending, er rigtig, Forudsætningen, at vi Alle ere Christne; dersom denne Forudsætning er rigtig, det er, er sand i det givne Øieblik, eller dersom det endog blot overhovedet var sandt, at det er Christendommens Mening, at der i denne Verden skulde komme det Øieblik, da bogstaveligen Alle vare i Sandhed Christne.

✂ Sagen er denne. Ved ►den idelige Betragten af Verdenshistorien og ►Slægtens Historie, ved ►den idelige Tale om verdenshistorisk Betragtning o. s. v., har man tilsidst faaet det kun altfor let paa Gled med uden videre at tage Christendommen til Indtægt for Verdenshistorien, man har faaet det til at være ganske i sin Orden, at Christendommen bliver en Udvikling indenfor Bestemmelsen: Menneske-Slægten. Man har reent glemt, at Christi Liv paa Jorden (og dette er Christendommen, forskjellig fra de Christnes Historie, eller Historien om de Christnes Liv, Levnet, Skjebne, ►item Kjetternes, item Videnskabens) er ►den hellige Historie, der ikke maa forvexles med Slægtens og Verdenshistorien. Man har reent glemt ►Gud-Menneskets væsentlige Ueensartethed med hvert andet enkelt Menneske samt med hele Slægten. Man har reent glemt, at Christendommen væsentligen forholder sig til Evigheden, at Livet her paa Jorden er, for at erindre om en tidligere Udvikling, for hver Enkelt især af de utallige Millioner, der have levet og ►skulle leve, ►Prøvens Tid. Det er ►vistnok Christendommens Mening, at den vil forkyndes for Alle, men følger deraf, at det nogensinde har været dens Mening, at det skulde skee, at Alle antoge den og bleve sande Christne? ►Hvis saa var, da maa man, at jeg saa skal sige, ikke ret have seet sig for ►i Guds Raad den Gang det ►fra Evighed blev besluttet, at Christus skulde komme til Verden, Christus der forkyndte, at dette Liv her paa Jorden er Prøvens Tid. Eet af to: enten har det været ►Styrelsens Tanke (hvad den i sin ►Forudvidenhed vel kan være vidende om, at det vil skee, medens dog Menneskene bære Skylden for, at det skeer), at det Tilfælde aldrig vilde indtræde, at til en given Tid Alle eller blot det største Antal bleve sande Christne; eller ogsaa har Styrelsen ikke seet langt nok, thi naar det Tilfælde er indtraadt, at virkelig Alle ere i Sandhed Christne, saa er dette Liv ikke længere Prøvens Tid. Prøven er nemlig Selvfornægtelse, det at fornægte sig selv; det at være Christen er Prøven, og det at være Christen er at fornægte sig selv. Men naar virkelig til en given Tid Alle ere sande Christne, saa er der ingen Selvfornægtelse forbunden med at være Christen, i det mindste ikke den christelige Selvfornægtelse. ►Mag.👤Kierkegaard har (i Slutningen af første Deel af »📖 Kjerlighedens Gjerninger«) viist, hvad der forstaaes ved christelig Selvfornægtelse, at denne kun er, hvor der er Dobbelt-Fare, at den anden Fare, den at man lider fordi man fornægter sig selv, er den afgjørende Bestemmelse. Men denne Fare maa nødvendigviis bortfalde, hvis til den Tid, paa hvilken jeg lever, Alle ere sande Christne; thi da vil jo Alt uden om mig være idel Opmuntring og Tilskyndelse for mig til ogsaa at blive den sande Christen. Og naar saa er, dersom jeg levede under saadanne Forhold, saa er det mig og mit Liv betræffende ikke Sandhed at kalde dette Liv i christelig Forstand – og det er jo Christendommen, der er Opfinder af dette Udtryk – Prøvens Tid. Nei, saa har Styrelsen virkelig ikke forstaaet sig paa at ►lægge en Prøve an; den har overseet eet Tilfælde, overseet Muligheden af dets Indtræden, et Tilfælde der kunde vende op og ned paa hele dens Hensigt med Christendommen.

✂ Naar man derimod, istedetfor menneskelig letfærdigt at ►kluddre Christendommen ind i Verdenshistorien, tager Christendommen ►som den giver sig, troer, at dette Liv er Prøvens Tid, troer, at Styrelsen nok har vidst, hvad den har gjort, troer, at det var og er Christendommens Villie at ville forkyndes for Alle, men ingenlunde, at det er Christendommens Mening, at Alle ville antage den: saa bliver Alt i sin Orden; saa bliver for hver Enkelt dette Liv Prøvens Tid, den christne Kirke her i denne Verden altid en stridende Kirke. Et saadant Begreb som ►»Menighed«, ►hvormed man ogsaa i disse Tider har havt saa travlt, er, anvendt paa dette Liv, egentligen en Utaalmodighedens Forudgriben af det Evige. Til det at stride svarer »den Enkelte«, det vil da sige, naar det at stride er i aandelig og christelig Forstand, ikke i ►sandselig Forstand, det at ►levere Feltslag, hvor det ikke saameget kommer an paa den Enkelte, som paa hvor mange Tusinder der ere, hvor mange Kanoner de have o. D. Christelig strides der bestandig af Enkelte; thi det er just Aand, at hver er en Enkelt for Gud, at »Fælledsskab« er en lavere Bestemmelse end »den Enkelte«, hvad Enhver kan og skal være. Og selv om de Enkelte vare Tusinder og saaledes stride i Forening, christelig forstaaet, strider dog hver Enkelt, foruden i Forening med de Andre, tillige i sig selv, og skal som Enkelt ►gjøre Regnskab paa Dommens Dag, hvor hans Liv, som Enkelt, skal prøves. Menigheden tilhører derfor egentligen først Evigheden; »Menigheden« er i Ro hvad »den Enkelte« er i Uro. Men dette Liv er jo just Prøvens, Uroens Tid, derfor har »Menigheden« ikke hjemme i Tiden, men først ►i Evigheden, hvor den er, i Ro, Samlingen af alle de Enkelte, der bestode i Striden og Prøven.

✂ Saa længe denne Verden staaer, og den christne Kirke i den, er den en stridende Kirke; dog har den ►Forjættelsen, at Helvedes Porte ikke skulle faae Magt over den. Men vee, vee den christne Kirke, naar den vil have seiret i denne Verden; thi da er det ikke den, der har seiret, da har Verden seiret. Da er Ueensartetheden mellem Christendom og Verden gaaet ud, Verden har vundet, Christendommen tabt. Da er Christus ikke mere Gud-Mennesket, men et ►udmærket Menneske, hvis Liv forholder sig eensartet til Slægtens Udvikling. Da er Evigheden afskaffet, og Skuepladsen for ►Alts Fuldendelse forlagt indenfor Timeligheden. Da ►er Veien til Livet ikke mere trang, og Porten snever, ei heller ere der kun Faa, som finde den; nei, da er Veien bred og Porten vidt aabnet – Helvedes Porte have faaet Magten, og Mange, ja Alle finde Indgangen. Christus har aldrig villet seire i denne Verden; han kom til Verden for at lide, det kaldte han at seire. Men naar menneskelig Utaalmodighed og fræk ►Nærgaaenhed i at paadutte Christendommen sine Tanker og Forestillinger, istedetfor at lade sine Tanker og Forestillinger omdanne ved Christendommen: naar Dette har faaet Overhaand, saa bliver paa gammel menneskelig Viis det at seire at seire i denne Verden, og saa er Christendommen afskaffet. Det var ikke et smaaligt Kjævleri, der var mellem Christus og Verden, saa han i Grunden havde Uret i, at han ikke bedre kunde komme ud af det med Verden, nei, ►Kjerlighed til Gud er Had til Verden. Og den Dag da Christendommen og Verden blive Venner, ja, da er Christendommen afskaffet. Da er der ikke mere Tale om, at ►Christus skal komme igjen og dømme, nei da er Dommen overgaaet ham, at han i Grunden var en Phantast, et ►iilsindet Menneske; thi havde han ikke været saa iilsindet, saa var han kommet godt ud af det med Verden, saa var han ikke blevet slaaet ihjel, hvad slet ikke behøvedes, saa var han blevet noget Stort i Verden, som i den triumpherende Kirke hans Disciple bleve det, der ogsaa afskaffede dette Ord eller gjorde det til Usandhed, ►at Discipelen ikke er over Mesteren – thi han blev korsfæstet, de bleve Mægtige ved Ære og Anseelse; som i den bestaaende Christenhed hans Disciple bleve det, ikke ved deres Christendom, men ved – christeligt at holde deres Christendom i skjult Inderlighed, og bruge deres naturlige Evner og Gaver til at gjøre Lykke i Verden.

✂ Imidlertid, maaskee dog Den, vi før indførte talende, endnu engang vender tilbage til ►sit Første og siger: »til Trods for Alt, hvad Du siger, kan jeg ikke Andet end gjentage, det er og bliver en Umulighed, at vi ►Alle kunne blive Martyrer«. Svar: er det da en Umulighed for Dig at blive det? »Ja, naturligviis, naar ►Alle skulle være det«. Men hvad har Du dog med Alle at gjøre; er det virkelig Din Mening, dette Meningsløse, at Du, idet Du vil til at indrette Dit Liv og forsøge Dig i den Prøve at blive og at være Christen, at Du saa først maa spørge om Andre, eller faae Noget at vide om Alle, inden Du kan begynde? Jeg troede, den første Begyndelse paa den Prøve at blive og at være Christen er at vorde saa indadvendt, at det er som var alle de Andre slet ikke til for En, saa indadvendt, at man ganske bogstavelig er ene i den hele Verden, ene for Gud, ene med den hellige Skrift til Veiledning, ene med ►Forbilledet for Øie. Og det Sprog derimod, Du taler, er efter den størst mulige Maalestok Udadvendthedens, det ligner ganske en ►Avisskrivers Maade at yttre sig paa.

✂ Dette er let at forstaae. Den første Betingelse for at blive Christen er at blive ubetinget indadvendt. Saaledes uendelig indadvendt har den Indadvendte aldeles Intet med noget andet Menneske at skaffe – dette er Alvoren, det gjælder langt strengere end naar Læreren i Skolen befaler hver Discipel at holde sine Øine for sig selv og slet ikke at see til de Andre. Saaledes indadvendt forstaaer saa den Lærende, eller lærer han at forstaae, hvilken den Opgave er: at blive og at være Christen – ethvert Øieblik han er udadvendt, er spildt, og blive disse Øieblikke mange, saa er Alt forspildt. Han kan saa maaskee godt vide Beskeed om Opgaven, have lært den udenad, maaskee endogsaa declamerende foredrage den for Andre og forsaavidt ►blive Præst, og lønnes af Staten; men Eet er undgaaet ham, det christelig Afgjørende, at det han siger angaaer ham selv, og i uendelig Indadvendthed angaaer ham selv, medens han maaskee er af den Mening, at hvad han siger angaaer Menigheden, og kun ►Gagen og Avancementet angaaer ham.

✂ Den uendeligen Indadvendte lærer altsaa at forstaae, hvilken Opgaven er indtil det Yderste – hvis han ►indtil det Yderste bliver indadvendt: at det at være Christen er at troe paa Christus og at lide for denne Troes Skyld, eller er Selvfornægtelse i christelig Forstand. Men lad os nu, for ret at vise hiin Indvendings Taabelighed (»at dog umuligt Alle kunne blive Martyrer«) antage det Urimelige, at bogstaveligen Alle, blandt hvilke denne Christen lever, ere sande Christne: saa kan han jo umuligt blive Martyr. Ganske vist. ►Men naar vil han faae dette at vide? Mon ved Begyndelsen, saa dette bliver en Udflugt, en Undskyldning, der forhindrer ham i at begynde paa Opgaven? Umuligt; thi han er jo uendelig indadvendt, veed Intet og vil Intet vide om de Andre. Altsaa vil han først faae det at vide ved Slutningen af sit Liv: at han ikke blev Martyr. Ved Slutningen af sit Liv, dette ganske nøiagtigt taget, det er, i det Øieblik han døer, før ikke; thi før kan han jo endnu ikke vide, om det ikke kunde hænde ham. Men i det Øieblik han døer, vedkommer dette ham jo slet ikke mere. Han har altsaa i ethvert Tilfælde i Muligheden oplevet et Martyrium. Og dette var, som sagt, under Antagelse af det Urimeligste, at bogstaveligen Alle eller blot Fleertallet af ►de Medlevende vare sande Christne, og altsaa Porten til Livet, til Trods for Christi Udsagn, ikke snever, men enten ubetinget staaende paa vid Gab, eller dog ved Ombygning betydelig forstørret og udvidet.

✂ »Men« hører jeg En sige »har Du som her taler, har Du da Kraft til saaledes at blive Martyr; eller har Du, for ikke at sige ►Frækhed, har Du blot Mod nok til at paastaae, at Ingen var en sand Christen, som ikke blev Martyr; eller var Du altid saa stærk, at Du aldrig følte Trang til, at der taltes mildt og beroligende til Dig; eller er Du maaskee just i det Tilfælde, saa Du, selv angest og bange, behøver Mildheden, men, som ofte den Banges Lyst er, har Glæde af at ►skrække Andre?« Paa disse Spørgsmaal mangler jeg ikke Svar, og jeg ønsker blot, at den Spørgende ikke vilde misforstaae Svaret, da jeg ingenlunde ►miskjender Spørgsmaalenes Betydning. At jeg føler Trang til Mildheden, indrømmes; men jeg skylder Sandheden at tilstaae, at jeg føler denne Trang just fordi jeg er opdragen ved og længe, længe har levet under Strengheden, ja, hvilket Øieblik det skal være atter er under den. At »ængste« har jeg aldrig havt min Glæde af; jeg er mig bevidst, at jeg kan tale mildt og beroligende til den Lidende, den Syge, ►den Sorrigfulde; jeg veed, at jeg har havt min Glæde deraf. Jeg har aldrig paastaaet, at enhver Christen er en Martyr, eller at Ingen var en sand Christen, som ikke blev Martyr, om jeg end mener, at enhver Saadan – og til disse regner jeg mig selv – skal, just for at være en sand Christen, gjøre ►en Ydmygelsens Indrømmelse, at han dog er sluppet lettere end de i strengeste Forstand sande Christne; og han skal gjøre denne Indrømmelse, for at, om jeg saa tør sige, ►den christelige Rangforordning ikke forvirres, og Pladsen Nr. 1 aldeles gaaer ud, idet Pladsen Nr. 2 indtager dens Sted. Og nu endeligen hvad der hovedsageligen er mit Svar. Christendommen er ganske bogstaveligen dethroniseret i Christenheden; men er den det, saa er den ogsaa afskaffet. Thi en Konge er ikke ophørt at være til, fordi f. Ex. Landet, hvori han levede, gjorde sig til en Republik, og ham til ►Formand; men Christendommen er afskaffet, saasnart den er stødt fra Thronen. Christendommen er det Ubetingede, har kun een Væren, den ubetingede Væren; er den ikke ubetinget, er den afskaffet; i Forhold til Christendommen gjælder ubetinget: enten – eller. Den er nu hørt længe nok, og høit nok, denne frække Tale, at ►man maa gaae videre, at man ikke kan blive staaende ved Christendommen, ved Troen, ved det Eenfoldige, ved Lydigheden, ved dette »Du skal«. Og den er trængt igjennem længere og længere ned i Folket, paa hvem det naturligviis har Indflydelse, hvorledes der, om jeg saa tør sige, i de høieste Kredse dømmes; den er trængt igjennem, og kun altfor let, da ►desto værre ethvert Menneske har en naturlig, en medfødt Lyst til Ulydighed. Derfor blev »Grundene«, det at troe af tre Grunde, sat istedetfor Lydigheden; thi man generede sig for at lyde. Derfor blev Mildheden sat istedetfor Strengheden; thi man dristede sig ikke til at befale, og man ►krympede sig ved at skulle lade sig befale: De, som skulde befale, bleve feige, De som skulde adlyde, bleve frække. Saaledes blev Christendommen afskaffet i Christenheden – ved Mildheden. ►Uden Myndighed, i en forslidt aflægs Klædning lister den sig om i Christenheden, og man veed ikke, om det er den, man skal tage Hatten af for, eller det er den, der skal bøie sig for En, om det er dens Medlidenhed, vi behøve, eller den, der behøver vor Medlidenhed.

✂ Men er der for os kun een Frelse: Christendommen, sandeligen der er for Christendommen kun een Frelse mulig: Strengheden. Ved Mildhedens Hjælp kan den ikke frelses – det vil sige, den hverken kan eller skal frelses, denne Tanke er en ►Majestæts-Forbrydelse mod den; men den skal ved Strengheden indsættes i sin Ret igjen som Hersker. Og skulde jeg end selv segne under Vægten af den Maalestok, jeg udvikler, og skulde jeg end selv være den Første, der ►hjemfaldt til Dom, og skulde jeg end blive den Eneste: ►jeg kan det ikke anderledes. Jeg veed vel, hvad jeg gjør; jeg veed ogsaa, hvad jeg i ►Frygt og Bæven, efterstræbt af Anfægtelser, har lidt ved at vove mig saa langt ud, eensom Dag og Nat beskjeftiget med saadanne Tanker, og i saa lang Tid eensomt beskjeftiget dermed i stigende Anstrengelse; og eensomt, skjøndt jeg levede i Christenheden, hvor jo Alle ere Christne, men hvor jeg dog aldrig har hørt nogen Tale eller Prædiken, om hvilken jeg, hvis det var for Gud at dette Spørgsmaal gjordes mig, ubetinget turde sige, at den var christelig – thi selv det meest Christelige, jeg har hørt, havde dog altid en betænkelig ►Tilsætning af »Grundene«, en Bismag af menneskelig Klynken og Medlidenhed, en Mislyd af ►det Indyndende. Jeg havde intet Kloster, hvor jeg kunde flygte hen, søgende en Omgivelse, der dog nogenlunde svarede til min inderlige Beskjeftigelse. Jeg valgte den eneste Udvei, der var ladet tilbage i Christenheden: den at synes den Letsindigste af Alle, at ►»blive en Nar i Verden«, for i denne alvorlige Verden dog om muligt at ►omfrede, hvad jeg skjulte i mit Inderste, en Smule Alvor, og for at denne Inderlighed kunde faae Indesluttethedens Fred til at voxe i Stilhed. Ved dette Liv har jeg yderligere lært, hvad man maaskee saaledes, ved Kjendskabet til Menneskenes tankeløse Letsind og selvtilfredse Forvildethed, lærer end bedre end i Ørkenen og af Nattens Stilhed; ved dette Liv i Menneske-Vrimlen, ved dette, om man saa vil, falske Liv – thi sandt nok, jeg skjulte noget Andet i mit Inderste, men det var det Bedste, jeg skjulte, jeg har aldrig, aldrig bedraget saaledes, at jeg har gjort mig bedre end jeg var – ved dette Liv i Menneske-Vrimlen lærte jeg med frygtelig Sandhed at forstaae, at Strenghed er det Eneste, der kan hjælpe.

✂ Den har jeg brugt. Men jeg har ingen Magt, hverken Soldater eller anden Magt; jeg har ingen mægtige Forbindelser, har ingen, ingen Indflydelse eller Magt over Andres Skjebne; jeg er af Alle den Eensomste, den, verdslig forstaaet, Afmægtigste. At bruge Strenghed kan let ophidse Menneskene; derfor pleier Den, der vil bruge Strengheden, først at sikkre sig Magten. Saaledes hverken kan eller vil jeg bruge Strenghed; thi herske vil jeg ikke, jeg vil kun tjene Sandheden, eller, hvilket er det Samme, Christendommen.

✂ Strenghed er det Eneste, der kan hjælpe et Menneske. Derfor formaaer et Barn, sammenlignet med en Ældre, saa meget, er langt haardførere, fordi der dog endnu er nogen Strenghed i Opdragelsen; og hvad formaaede et Barn ikke, da Strengheden var større! Derfor ►seirede Romerne altid i Slaget – hvorfor? fordi Strengheden hjalp dem, hjalp dem til at frygte det som var værre end Døden, og derfor til at seire. Og saaledes ogsaa med Christendommen. Der var engang da den med ►guddommelig Myndighed øvede Herredømme over Menneskene, da den henvendte sin Tale til hver Enkelt kort, ordknap, befalende: Du skal; da den forfærdede hver Enkelt med en Strenghed, der endnu aldrig var kjendt: Evighedens Straffe. Denne Strenghed hjalp; i Frygt og Bæven for det uundgaaelige Tilkommende formaaede den Christne at foragte alle dette Livs Farer og Lidelser som ►Børneværk og ►halvtimes Narrestreg. Ja, denne Strenghed hjalp; den gjorde det til Sandhed, at det at være Christen er at være ►i Slægtskab med Guddommen. Dette var den stridende Kirke; 👤Satan selv havde Intet formaaet mod den, ►uden at give ►Troens Helte den forønskte Leilighed til at omstraales af Martyriets uforkrænkelige Glands, den fornødne Leilighed til, at det skjulte Menneskes Herlighed blev gjennemsigtig – thi ►den christelige Herlighed er et indvortes Menneske, en Inderlighed, som ►maa holdes for Lyset, hvis den ret skal vise sig. Da sagde 👤Satan til sig selv: paa den Maade seirer jeg ikke; og han forandrede Methoden. Han fik lidt efter lidt den christne Kirke indbildt, at nu havde den seiret, nu skulde den hvile sig ud efter Striden og nyde Seieren. Og det saae forførerisk nok ud; thi i den Tid Kirken streed, tog en Mand dog i Betænkning at slutte sig til den, saa dens ►Tilvæxt endda ikke var saa stor. Men efter at den havde seiret – ja, da vandt den Tilhængere i Millionviis. Hvad vil man saa mere; thi skulde der være nogen Betænkelighed forbunden med en seirende Kirke, maatte det jo være, at den efterhaanden svandt ind, tabte i Antal. Men just lige det Modsatte blev Tilfældet. Ja ganske vist; den svandt ikke ind, den aftog ikke i Antal, nei den tiltog, det er sandt, som ►en Vattersottig tiltager, den svulmede op i usund Fedme, næsten væmmelig bredte den sig i kjødelig Trivelighed, neppe til at gjenkjende.

✂ Nu vare da Alle blevne Christne. Men Magten og Myndigheden var ogsaa tabt. Man var forvænt ved at høre den idelige og idelige Remse af de christelige Sandheder foredragen – store Ting om Nogen længer gad høre derpaa: store Gud og Scenen var i Christenheden, hvor Alle vare Christne, og hvor det dog var tvivlsomt, om Nogen gad høre de christelige Sandheder. Men at tale i det nu aldeles forældede, næsten latterlige Sprog, som Christendommen talte da den med guddommelig Myndighed øvede Herredømme over Menneskene, og med hidtil ukjendt Strenghed opdrog dem ved Frygt for Evighedens Straffe, Straffe hvilke kun Christendommen har forsøgt at anvende: at tale dette Sprog, det vovedes ikke af Christendommens Forkyndere i Christenheden. »Det gaaer i al Evighed ikke an«, har en Saadan sagt til sig selv, »ikke blot bliver jeg latterlig, ikke blot at man maaskee endog slog mig ihjel; men selv om jeg vilde vove dette, jeg udretter Intet, jeg gjør blot Menneskene saa rasende, at de aldeles afkaste Aaget.« ►Her vare gode Raad dyre. Da begyndte en maaskee velmeent menneskelig Kløgt det sørgeligste af alle Foretagender: at forraade Christendommen ved at forsvare den. Og da loe Djævelen i sit stille Sind og sagde: see, nu kan jeg forholde mig ganske rolig, nu er Spillet vundet. De, der saaledes forsvare Christendommen, ►vide ikke hvad de gjøre, Hemmeligheden er dybt skjult, ►de ville bestandigt søge Feilen i det hidtil førte Forsvars Ufuldkommenhed, og derpaa ivrigere og ivrigere ►fare fort, mere og mere fordybe sig i Forsvaret – hvo ►falder ogsaa paa, at Den, der forsvarer, just er Forræderen, om han end ikke veed det. Saa forsvarede de Christendommen – retfærdige Gud og Scenen var i Christenheden; det var altsaa lige over for Christne, at Christendommen forsvarede sig, som naar en Konge maa forsvare sig lige over for sine ⓘ Undersaatter. De forsvarede Christendommen; Myndigheden var der aldrig Tale om eller Brug af; dette »Du skal« hørtes aldrig, for ikke at vække Latter; de forsvarede Christendommen og sagde: »forsmaaer ikke Christendommen, den er en mild Lære, i den er indeholdt alle de milde ►Trøstegrunde, som ethvert Menneske dog saa let kan komme til at behøve i Livet. Herre Gud, Livet er ikke altid smilende, vi behøve Alle en Ven, og en saadan Ven er Christus; forsmaaer ham ikke, han mener det saa godt med Eder.« Og det lykkedes; man hørte virkelig med Opmærksomhed paa denne Tale, man ►skjenkede virkelig denne Tigger, den Herre Jesus Christus (thi om han end ikke selv var Tiggeren, saa var han dog Den, paa hvis Vegne der blev tigget) Gehør; man fandt der var Noget deri; det ►kildrede den herskesyge Christenheds Øre, at det jo næsten var, som skulde der ►balloteres – lad gaae, paa det Vilkaar antage vi Christendommen. Retfærdige Gud og Scenen var i Christenheden, hvor Alle ere Christne, og der blev Christendommen paa det Vilkaar antaget af de Christne.

✂ Saaledes gik det tilbage for Christendommen; og nu lever der i den bestaaende Christenhed, hvor der rigtignok aldrig er Tale om Strenghed, der lever en forkjelet, stolt og dog feig, trodsig og dog ►blødagtig ►Slægt, der leilighedsviis hører disse milde Trøstegrunde foredragne, men som knap veed, om den vil gjøre Brug af dem, selv naar Livet smiler skjønnest, og som i Nødens Stund, naar det sees, at saa milde ere de dog egentligen ikke, ►forarges. Retfærdige Gud og Scenen er i Christenheden! Retfærdige Gud; ja hvo der vil see, han seer just her den retfærdige Gud: frygtelige Straf, fordi den stridende Kirke blev den triumpherende, eller den bestaaende Christenhed. Sandeligen, dersom Du, naar Du seer et Menneske, der forfaldt, naar Du seer ham i al hans Usselhed, Vanære, Elendighed, kan see den retfærdige Gud: saa maa Du – hvis dog denne Naade ►vederfores Dig, at Du med Strenghed blev opdraget i Christendom – i »den bestaaende Christenhed« see den retfærdige Gud.

✂ Thi kun den stridende Kirke er Sandhed, eller Sandheden er, at, saa længe Kirken bestaaer i denne Verden, er den den stridende Kirke, der forholder sig til Christus i hans Fornedrelse, om end dragen til ham fra Høiheden. Derimod er det Usandhed, denne Tale, hvorved Menneskene smigre Slægten og sig selv: at Verden gaaer fremad. Thi Verden gaaer hverken fremad eller tilbage, den bliver væsentlig eens, som Havet, som Luften, kort som et Element; den er nemlig og skal være det Element, der kan ►afgive Prøven for Det, deri at skulle være en Christen, der altid i denne Verden er Medlem af den stridende Kirke. Dette er Sandheden. Den triumpherende Kirke og den bestaaende Christenhed er Usandheden, er den største Ulykke, ►der kan hændes Kirken, er dens Undergang, og tillige Straffen, da det jo kun kan skee selvforskyldt.

✂

VI

✂ Herre Jesus Christus, ikke kom Du til Verden for ►at lade Dig tjene, og altsaa heller ikke for at lade Dig beundre eller i den Forstand tilbede. ►Selv var Du Veien og Livet – og ►Du har kun forlangt »Efterfølgere«. Saa opvække Du os da, hvis vi ere slumrede ind i denne Bedaarelse, frels os fra denne Vildfarelse, at ville beundre eller tilbedende beundre Dig, istedetfor at ville følge Dig efter og ligne Dig.

✂


✂ ►►Joh. XII, 32: Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .

✂


✂ I Christenheden høres der ofte nok Prædikener, Foredrag, Taler om, hvad der fordres af en Christi Efterfølger, hvad det vil sige at følge Christum efter o. D. Hvad der høres er almindeligviis ganske rigtigt og sandt, kun ved at høre nøiere efter opdager man en dybt skjult, uchristelig Grund-Forvirring og ►Mislighed. Den christelige Prædiken er nutildags hovedsageligen blevet ►»Betragtning«: lader os i denne Time betragte; jeg indbyder mine Tilhørere til Betragtninger over; Betragtningens Gjenstand er o. s. v. Men at betragte kan i een Forstand betyde at komme ganske nær til Noget, til Det nemlig man vil betragte, i en anden Forstand at holde sig meget fjernt, uendelig fjernt, personligt nemlig. Naar man viser En et Maleri og opfordrer ham til at betragte det, eller naar ►i Handel og Vandel En betragter f. Ex. et Stykke Klæde, da træder han ganske nær til Gjenstanden, i sidste Tilfælde endog tager og føler han paa den, kort, han kommer Gjenstanden saa nær som det er muligt; men i en anden Forstand gaaer han just ved denne Bevægelse ganske ud af sig selv, bort fra sig selv, glemmer sig selv, og Intet erindrer ham derom, da det jo er ham, der betragter Maleriet og Klædet, ikke Maleriet og Klædet, der betragter ham. Dette vil sige, ved at betragte gaaer jeg ind i Gjenstanden (jeg bliver objektiv), men jeg gaaer ud af eller bort fra mig selv (jeg ophører at være subjektiv). Saaledes har ►Prædikeforedraget ved sin Yndlings-Betragtning af det Christelige, hvilken just er »Betragtningen« og »Betragtningerne«, ►afskaffet hvad der christelig er det Afgjørende i Prædikeforedraget, det Personlige, dette »Du og Jeg«, den Talende og Den til hvem der tales, dette, at Den, der taler, selv er personligt i Bevægelse, en Stræbende, og ligesaa den Tiltalte, hvem han derfor opmuntrer, tilskynder, formaner, advarer, men Altsammen i Henseende til en Stræben, et Liv, dette, at Taleren har bestandigt, ikke at komme bort fra sig selv, men at komme tilbage til sig selv, og at være Tilhøreren behjælpelig, ikke i at komme bort fra sig selv, men i at komme tilbage til sig selv; Prædikeforedraget i vor Tid har først selv reent overseet og derpaa virket til at bringe det ganske i Glemme, at den christelige Sandhed egentligen ikke kan være Gjenstand for »Betragtning«. Thi den christelige Sandhed har, om jeg saa tør sige, selv Øine at see med, ja den er som lutter Øie; men det vilde jo være meget forstyrrende, ja det vilde jo saa være mig umuligt at betragte et Maleri eller et Stykke Klæde, naar jeg, idet jeg vilde til at betragte, opdagede, at det var Maleriet eller Klædet, der saae paa mig – og saaledes er det just Tilfældet med den christelige Sandhed, det er den der betragter mig, om jeg gjør, som den siger, jeg skal gjøre. See, derfor lader den christelige Sandhed sig ikke fremstille for Betragtningen, ei heller foredrage som Betragtning, den har nemlig selv, om jeg saa tør sige, Øren at høre med, ja, den er som lutter Øre, den hører efter, idet den Talende taler; man kan ikke tale om den som om en Fraværende eller et kun ►gjenstandsviis Nærværende, thi da den er fra Gud og Gud i den, saa er den i en ganske egen Forstand nærværende, idet der tales om den, og ikke som Gjenstand, snarere bliver Taleren Gjenstanden for den, han maner en Aand frem, der, idet han taler, ►overhører ham.

✂ Derfor er det et Vovestykke at prædike; thi idet jeg bestiger ►det hellige Sted – hvad enten Kirken er overfyldt eller saa godt som tom, hvad enten jeg selv er opmærksom derpaa eller ikke: jeg har een Tilhører mere end hvad der er til at see, en usynlig Tilhører, Gud i Himlene, som jeg rigtignok ikke kan see, men som sandeligen kan see mig. Denne Tilhører, han hører nøie efter, om det er sandt, hvad jeg siger, om det er sandt i mig, altsaa han seer efter – og det kan han, just fordi han er usynlig, paa en Maade, saa det er umuligt at tage sig iagt for ham – han seer efter, om mit Liv udtrykker, hvad jeg siger. Og om jeg end ►ikke har Myndighed til at forpligte noget andet Menneske: hvert Ord, jeg har sagt fra Prædikestolen i Prædikenen, det har jeg forpligtet mig selv til – og Gud har hørt det. I Sandhed, et Vovestykke at prædike! De Fleste have ►vistnok en Forestilling om, at det er Noget, hvortil der fordres Mod, som Skuespiller at træde frem ►paa Skuepladsen, at vove sig ud i den Fare, at Alles Øine sigte paa En. Og dog er denne Fare i een Forstand, som Alt paa Skuepladsen, Blendværk; thi Skuespilleren er jo personligt udenfor, hans Opgave just at bedrage, at forstille sig, at forestille en Anden, og nøiagtigt at gjengive en Andens Ord. Den christelige Sandheds Forkynder derimod, han træder frem paa et Sted, hvor om ikke Alles Øine sigte paa ham, saa dog ►en Alvidendes Øie; han har den Opgave: at være sig selv, og i en Omgivelse, ►Guds Huus, der, lutter Øie og Øre, ene fordrer dette af ham, at han er sig selv, er sand. Er sand, ►det er, at han selv er hvad han forkynder, eller dog stræber efter at være det, eller dog er sanddru nok til at tilstaae om sig selv, at han ikke er det – ak, og hvor Mangen, der, for at forkynde Christendommen, bestiger det hellige Sted, er vel endog blot lydhør nok til at opdage det helligede Steds Uvillie og Spot over ham, at han, begeistret, rørt, grædende forkynder, hvad hans Liv udtrykker det Modsatte af!

✂ Saa voveligt er det at være det Jeg, der prædiker, den Talende, et Jeg, der ved at prædike og idet han prædiker, forpligter sig selv ubetinget, lægger sit Liv frem, at man, om muligt, kunde see ham lige ind i Sjelen: at være dette Jeg, det var voveligt! Derfor fandt Præsten lidt efter lidt paa, at ►trække sit Øie ind i sig selv, for dermed at antyde, at Ingen havde at see paa ham. Det var jo, meente han, ikke sig selv, han talte om, det var om Sagen; og dette blev beundret som et overordentligt Fremskridt i Viisdom, at saaledes den Talende paa en Maade ophørte at være et Jeg, og blev, hvis det er muligt, Sagen. I ethvert Tilfælde blev det paa den Maade langt lettere at være Præst – den Talende prædikede ikke mere, han anvendte disse Øieblikke til at anstille nogle Betragtninger. Nogle Betragtninger! Det seer man paa den Talende; ►hans Blik drager sig ind i Øiet, han ligner ikke saa meget et Menneske som en af ►hine i Steen udhugne Skikkelser, der ikke have Øine. Herved ►befæster han et svælgende Dyb mellem Tilhøreren og sig, næsten lige saa svælgende som det, der er mellem Skuespiller og Tilskuer. Og Det, han foredrager, er »Betragtning«, derved befæster han, mellem sig og det han siger, igjen et svælgende Dyb som mellem Skuespilleren og Digteren; personligt er han saavidt muligt udenfor, medens han ►»anvender disse Øieblikke til at anstille Betragtninger.«

✂ Saaledes gik det Jeg ud, som var den Talende; den Talende er ikke Jeg, han er Sagen, Betragtningen. Og idet dette Jeg gik ud, afskaffedes selvfølgeligt ogsaa dette »Du«, Du, den Hørende, at det er Dig, Du som der sidder, til hvem der tales. Ja, man er vel snart kommet saavidt, at man anseer det for »Personligheder« paa den Maade at tale til andre Mennesker. Ved Personligheder, at bruge Personligheder, at tillade sig Personligheder, derved forstaaer man jo en usømmelig, udannet Adfærd – og altsaa gaaer det jo ikke an at tale personligt (det talende Jeg) og til Personer (det hørende Du). Og gaaer det ikke an, saa er det at prædike afskaffet. Men det er det jo ogsaa – man anstiller kun Betragtninger. Og »Betragtningen« kommer hverken den Talende eller den Hørende for nær, Betragtningen sikkrer ganske ►tilforladeligt imod, at det ikke kommer til Personligheder: det er ikke mig, den Talende, der tales om, neppe er det mig, der taler, det er Betragtning, og det er ikke Dig, den Hørende, der tales til, det er Betragtning; om jeg gjør hvad jeg siger, det kommer ikke Dig ved, naar blot Betragtningen er rigtig, neppe kommer det mig selv ved, da jeg jo dog vel skylder mig selv samme Hensyn som enhver Anden, ikke at tillade mig Personligheder; om Du, den Hørende, gjør hvad der siges, kommer ikke mig ved, neppe Dig selv, det er Betragtning, og der er ►i det Høieste Spørgsmaal om, hvorvidt Betragtningen har tilfredsstillet Dig.

✂ Denne Grund-Forandring i Prædikeforedraget, hvorved Christendommen blev afskaffet, er blandt Andet ogsaa Udtrykket for den Grund-Forandring, som indtraadte med ►den triumpherende Kirke og den bestaaende Christenhed, at Christus ►ordentligviis i det Høieste fik Beundrere, ikke Efterfølgere.

✂ Ved at fremstille denne Forskjel, Forskjellen mellem: en Beundrer og en Efterfølger, vil denne Udvikling stræbe at belyse Christendommen, atter med stadigt Hensyn til de hellige Ord »fra Høiheden vil han drage Alle til sig«; thi det er atter her Høiheden og Ringheden, eller Forholdet til Høiheden og Forholdet til Ringheden, der gjør Udslaget. Er Christus kun til for os ►i Høiheden, er det glemt med hans Fornedrelse, eller havde han aldrig været til i Ringhed, saa kunde – i dette Tilfælde – han end ikke selv, for at være i Overeensstemmelse med sig selv, forlange Andet end Beundrere, tilbedende Beundrere; thi Høihed og Beundrer, guddommelig Høihed – tilbedende Beundrer, svare ganske til hinanden. Ja i Forhold til Høihed vilde det jo endog fra vor Side være Ubeskedenhed, Anmasselse, Forblindelse, tildeels Vanvid, at ville være Efterfølgere, istedetfor sømmeligen ikke at tragte efter hvad der maaskee ikke er givet os, fordi det er givet den Anden, sømmeligen at nøies med at beundre og tilbedende at beundre. Til Fornedrelse og Ringhed derimod svarer: Efterfølger.

✂ Det er nu bekjendt nok, ►at Christus bestandigt bruger det Udtryk: Efterfølgere; han taler aldrig om, at han forlanger: Beundrere, tilbedende Beundrere, Tilhængere; og naar han bruger det Udtryk: ►Disciple, forklarer han det altid saaledes, at man seer, derved forstaaes Efterfølgere, at det ikke er Tilhængere af en Lære, men Efterfølgere af et Liv, der ikke, ved nogen tilfældig Høihed, gjør det at ville ligne det til ►Formastelse eller Vanvid. Det er ogsaa bekjendt nok, hvad andetsteds atter og atter er gjentaget, at det er den fornedrede Christus der taler, at hvert Ord vi have af Christus, er af ham, den Fornedrede. Nu maa man dog vel antage, at Christus selv ►fuldeligt har vidst, hvorfor han valgte netop dette Udtryk, der ene og ubetinget er i den inderligste og dybeste Overeensstemmelse med, hvad han bestandigt sagde om sig selv, eller ►sagde sig selv at være: Sandheden nemlig, og Veien og Livet, at han ikke var en Lærer i den Forstand, at han blot havde en Lære at foredrage, saa han kunde nøies med Tilhængere, der antoge Læren – i Livet derimod lode som Ingenting, eller ►lode fem være lige. Og man maa dog vel ogsaa antage, at han selv fuldeligen har vidst, hvorfor hans hele Liv paa Jorden, fra først til sidst, var beregnet paa kun at kunne faae »Efterfølgere«, og beregnet paa, at gjøre »Beundrere« umulige.

✂ ►Christus kom til Verden med den Hensigt at frelse Verden, tillige med den Hensigt – dette ligger atter indeholdt i hans første Hensigt – at ville være ►»Forbilledet«, at ville efterlade et Fodspor for Den, som vilde slutte sig til ham, hvilken altsaa maatte blive en »Efterfølger«, det svarer jo til et »Fodspor«. Just derfor ►lod han sig føde i Ringhed, og levede derpaa ►fattig, ►forladt, ►foragtet, ►fornedret – ja, intet Menneske har levet saa fornedret som han; selv det ellers ringeste Menneske maatte ved at sammenligne sit Livs Vilkaar med hans komme til den Afgjørelse, at hans Liv dog, menneskelig talt, var at foretrække i Sammenligning med Christi Livs Vilkaar. Hvortil nu det, hvorfor denne Ringhed og Fornedrelse? Fordi Den, der i Sandhed skal være ►»Forbilledet« og kun forholde sig til Efterfølgere, han maa i een Forstand, fremad drivende, ligge bagved Menneskene, medens han i en anden Forstand ►vinkende staaer foran dem. Dette er Høihedens og Ringhedens Forhold i »Forbilledet«. Høiheden maa ikke være den ligefremme, hvilken er den verdslige, den jordiske, men den aandelige, og saaledes just Nægtelsen af den verdslige og jordiske Høihed. Ringheden maa være den ligefremme; thi den ligefremme Ringhed, naar man skal igjennem den, er just Veien, men tillige for det verdslige og jordiske Sind Omveien, som ►betrygger, at Høiheden ikke ►tages forfængeligt. »Forbilledet« ligger saaledes uendeligt nær, i Ringheden og Fornedrelsen, og dog uendeligt fjernt, i Høiheden, ja endnu fjernere end om det blot var til fjernt i Høiheden; thi at man for at naae det, for at bestemme sig i Lighed dermed, skal igjennem Ringheden og Fornedrelsen, at der slet ingen anden Vei er, er en endnu større, er egentligen den uendelige Fjernhed. Og saaledes er »Forbilledet« i een Forstand bag ved, i Ringhed og Fornedrelse dybere ►nedtrykt end nogensinde noget Menneske har været det, og i en anden Forstand for an, uendelig ophøiet. Men bagved maa Forbilledet være for at kunne fange og omfatte Alle; var der et eneste Menneske, som med Sandhed kunde ►byde under eller ►dukke under, ved at oplyse, at han i Ringhed og Fornedrelse var endnu lavere stillet, saa er Forbilledet ikke »Forbilledet«, saa er det kun et ufuldkomment Forbillede, det er, kun Forbillede for en stor Mængde Mennesker. Ubetinget bag ved maa Forbilledet være, bag ved Alle, og det maa være bag ved, for at drive Dem, der skulle dannes efter det, fremad.

✂ Der ligger nemlig i ►Menneske-Slægten, og i hver Enkelt i Slægten, en dyb, bevidst eller ubevidst, ►Underfundighed i Forhold til hvad der skal være Forbilledet for dem, en Underfundighed, som er af det Onde. Er Den, som skal være Forbilledet, i Besiddelse af jordiske, verdslige, timelige Fortrin, hvad saa? Ja, saa er Forbilledet forkeert stillet, forkeert vendt, og saa benytter Slægten samt hver Enkelt i Slægten dette til igjen paa sin Side at ►gjøre forkeert omkring. Forbilledet bliver da puffet udenfor som en Opfordring til Digter-Beundring, istedetfor at Forbilledet skulde ligge bag ved, komme bag paa Menneskene som en Fordring til dem. Idet saa Forbilledet er blevet Gjenstand for Beundring, saa skulke Menneskene fra »Fordringen«, de sige: »han kan sagtens, han som er i Besiddelse af alle disse Fortrin og Begunstigelser; vare vi kun i hans Sted, da skulde vi være lige saa fuldkomne som han. Nu ►kunne vi ikke Andet end beundre ham, og det er vor Ære og Roes, at vi gjøre det, at vi nemlig ikke hengive os til Misundelse. Men Andet end beundre ham kunne vi ikke; thi han er i Besiddelse af Betingelser, som vi ikke ere, og som han ikke kan give os, hvor urimeligt da, at fordre det Samme af os, som han fordrer af sig selv«.

✂ Christus er nu »Forbilledet«. Var han kommet til Verden i jordisk og timelig Høihed, saa var den størst mulige Usandhed afstedkommet. Istedetfor at blive »Fordringen« til hele Slægten og hver Enkelt i Slægten, var han blevet som en General-Undskyldning og Udflugt for hele Slægten og hver Enkelt i Slægten. Han var saa heller ikke blevet ►slagen ihjel – thi ogsaa dette bidrog til at ophidse de Samtidige imod ham, at de, om jeg saa tør sige, ikke kunde faae ham vendt som de vilde, at han »trodsigt og stedigt« vilde være den Fornedrede, og, hvad der forbittrer Menneskenes selvkjerlige ►Blødagtighed allermeest, blot vilde have »Efterfølgere« – nei, han var blevet Beundringens Gjenstand, og Forvirringen var blevet saa uhyre, som man neppe kan tænke sig den. Han sagde sig jo selv at være Sandheden, og da nu, efter Antagelsen, Menneskene beundrede ham, saa saae det jo ud, som elskede de ogsaa Sandheden, og det var næsten gjort umuligt at hitte Rede i dette. Forvirringen vilde nemlig i Samtidighedens ►Bestedelse være blevet lige saa stor som den er i den bestaaende Christenhed, hvor En i stærkeste Udtryk beundrer og tilbedende beundrer og beundrer og tilbeder Christus – medens hans Liv dog udtrykker lige det Modsatte af Christi Liv, som dette blev ført paa Jorden af ham, der just for at være »Forbilledet« fødtes og levede i Ringhed og Fornedrelse. Men den Beundrende har et ypperligt Skjul; »thi«, vil han sige, »mere kan man jo dog ikke fordre af mig end at jeg i de stærkeste Udtryk – og er der endnu stærkere Udtryk i Sproget, saa er jeg ogsaa villig til at bruge dem – erkjender og bekjender, at jeg beundrende tilbeder Christus som Sandheden. Mere kan der jo dog ikke fordres af mig; kan Du sige noget Høiere?«

✂ See, derfor fødtes og levede Christus i Fornedrelse; der levede intet, ubetinget intet Menneske samtidigen med ham saa fornedret, der har aldrig levet noget Menneske saa fornedret, der var altsaa ubetinget for ethvert Menneske umuligt, at skulke sig fra »Fordringen« ved Undskyldning og Udflugt, foranlediget af, at »Forbilledet« jo var i Besiddelse af jordiske og verdslige Fortrin, som han ikke havde. I den Forstand at beundre Christus er en senere Tids usande Opfindelse ved Hjælp af »Høiheden«. Der var, saaledes forstaaet, ubetinget Intet at beundre, med mindre man da vil beundre Armod, Elendighed, Foragtethed o. D. End ikke ►det Yderste gik han fri for, at blive ynket, en ynkelig Gjenstand for Medlidenhed. Nei, der var sandeligen ikke det Mindste at beundre.

✂ Og der var i Samtidighedens Bestedelse heller ingen Leilighed til at beundre; thi Christus havde kun det samme Vilkaar ►at byde Den, der sluttede sig til ham – og paa det Vilkaar har aldrig nogen Beundrer villet være med; det samme Vilkaar: at blive lige saa fattig, ►foragtet, forhaanet, bespottet, om muligt endnu lidt mere, i Betragtning af, at man oven i Kjøbet var Tilhænger af en saadan Foragtet, hvem da enhver Forstandig ►flyede.

✂ Hvilken er da Forskjellen mellem »en Beundrer« og »en Efterfølger?« En Efterfølger er eller stræber efter at være Det, han beundrer; en Beundrer holder sig personligt udenfor, bevidst eller ubevidst opdager han ikke, at det Beundrede indeholder en Fordring til ham, at være eller dog at stræbe efter at være det Beundrede.

✂ For dog ikke at foranledige nogen Misforstaaelse, vil jeg ikke undlade at erindre om, hvad der ogsaa er let at forstaae, at der jo gives Forhold, i hvilke det at beundre er det sande. Naar nemlig Det, der er Gjenstanden for min Beundring, virkeligen ikke indeholder og ikke kan indeholde nogen Fordring til mig om at ligne det, saa er det jo ganske rigtigt, at jeg indskrænker mig til at beundre. Jeg kan saaledes beundre Skjønhed, Rigdom, overordentlige Evner, udmærkede Bedrifter, Mesterværker, Lykke o. s. v.; thi i alt dette er der ingen Fordring til mig indeholdt, derimod forholder alt Dette sig til en Forskjellighed mellem Menneske og Menneske, som intet Menneske kan give sig selv, men som maa gives ham. Det vil sige Beundring er sand, overalt hvor det er sandt, at jeg ved en Betingelse, som ikke staaer i min Magt, er forhindret i at kunne ligne det Beundrede, selv om jeg end gjerne vilde det. Selv om jeg end gjerne vilde det, dog nei, naar Forholdet er dette, skal jeg netop ikke ville det. Sætter jeg mig her det fast i Hovedet, at jeg saa gjerne vilde ligne eller være det Beundrede, saa skeer der let noget Andet, at min Beundring forvandler sig til Misundelse. Derfor skal jeg netop i dette Forhold forsage, selv at ville være det Beundrede; thi ►som Skriften siger: du skal ikke begjere; hvad der er dig nægtet, skal du ikke begjere, er det givet en Anden, skal Du glæde dig over, at det forundtes ham, og er dette Givne af den Beskaffenhed, at det kan blive Gjenstand for Beundring, skal du beundre det.

✂ Anderledes i Forhold til det Almeen-Menneskelige, eller Det, hvad ethvert Menneske, ubetinget ethvert Menneske formaaer, hvad der ikke er knyttet til nogen Betingelse ►uden den, som er i ethvert Menneskes Magt, det Almeen-Menneskelige, ►det er, ►det Sædelige, det som ethvert Menneske skal og altsaa dog vel ogsaa kan. Her er Beundring aldeles paa sit urette Sted; og ordentligviis en Sviig, en Underfundighed, der søger Udflugt og Undskyldning. Kjender jeg en Mand, som jeg maa agte for hans Uegennyttighed, Opoffrelse, ►Høimodighed o. s. v., da skal jeg ikke beundre, ham skal jeg ligne; jeg skal ikke bedrage mig selv og bilde mig ind, at ⓘ der var ►noget Fortjenstligt af mig, jeg skal tvertimod forstaae, at dette er blot Dorskhedens og Blødagtighedens Paafund, jeg skal ligne ham, og strax begynde min Stræben efter at ligne ham.

✂ Hvad vil nu dette sige? Det vil sige: den Beundrende (naturligviis er her Tale om de Forhold, hvor det er sandt at være den Beundrende) holder sig personligt udenfor, han glemmer sig selv, glemmer, at Det er ham nægtet, det han beundrer hos den Anden; og dette er just det Smukke, at han saaledes glemmer sig selv for at beundre. I det andet Forhold (hvor altsaa det at beundre er usandt) kommer jeg strax til at tænke paa mig selv, til ene og alene at tænke paa mig selv. Idet jeg bliver den Anden vaer, denne Uegennyttige, Høimodige, kommer jeg strax til at sige til mig selv: er Du nu saaledes som han; jeg ►glemmer ganske ham over mig selv. Og da jeg ►desto værre opdager, at jeg ingenlunde er som han, saa faaer jeg saa meget at gjøre i og med mig selv, at nu, ja nu har jeg da ganske glemt – dog nei, glemt ham har jeg ikke, men han er blevet mig en Fordring til mit Liv, som en ►Braad i min Sjel, der ►skynder mig frem, som en Piil, der saarer mig. I det ene Tilfælde forsvinder jeg mere og mere, fortabende mig i det Beundrede, der bliver større og større, det Beundrede sluger mig; i det andet Tilfælde forsvinder den Anden mere og mere, idet han nemlig optages i mig, eller idet jeg tager ham ind, som man tager et Lægemiddel, sluger ham, men vel at mærke, da han jo er en »Fordring«, for i Gjengivelsen at give ham fra mig, og jeg er Den der bliver større og større, ved mere og mere at komme til at ligne ham.

✂ At da det, i Forhold til Christus at ville beundre – eller hvad der væsentligen er det Samme, at ville tilbedende beundre – istedetfor at følge ham efter, er en Usandhed, en Sviig, er Synd, er ►visseligen let nok at indsee. Da imidlertid denne Form af det bevidste eller ubevidste Selvbedrag er saa saare almindelig i Verden eller i Christenheden, og da just Christi Liv, som Forbilledet, er beregnet paa at tilintetgjøre dette selvbedragerske Spil, hvorfor det kun er dobbelt at beklage, at det just i Christenheden ved Misbrug af Christi Høihed er blevet meget almindeligt: saa gjøres det vel fornødent ret, ved Hjælp af Forbilledet, at belyse, hvad her ►med Flid og Forsæt eller blot ved Tankeløshed er blevet gjort dunkelt.

✂ Naar saaledes, for indtil videre at tage et Exempel i det Mindre, en Mand begeistret kæmper for Sandhed og Ret, med enhver Opoffrelse, ubetinget uegennyttig: nu ja, det forstaaer sig, der er i Verden en Nederdrægtighed og Usselhed, som saa just derfor af al Magt arbeider ham imod, dog dette vil jeg ikke tale om her – men altsaa, ►naar saa er, saa er der, om ikke Mange, altid ►en Deel, der ikke kunne nægte en saadan Begeistret deres Beundring; ►de ville gjerne i de stærkeste Udtryk bevidne ham den, det er dem endog en kjer Tilfredsstillelse at lade ham forstaae, at hans Stræben ganske har deres Bifald og Beundring; de ►lægge ikke Dølgsmaal paa, at det harmer dem at see, hvorledes Nederdrægtigheden og Usselheden arbeide ham imod. Men ►hertil og ikke videre. For saavidt de derfor kunne siges ikke at lægge Dølgsmaal paa deres Harme over, hvad uretfærdig Modstand han kan lide, maa dette dog forstaaes med en vis Indskrænkning, at de nemlig i at yttre deres Harme bruge den Forsigtighed at sikkre sig en lille Smule, at de da ikke selv skulde ►komme i Kast med den samme Nederdrægtighed. De vælge derfor en vis Afsideshed til at yttre denne Harme, et Sted og en Omgivelse, hvor man uden Fare kan yttre sig, f. Ex. Dagligstuens betryggede Hyggelighed, hvor man i Selskab med den Beundrede og et Par fortrolige Venner, paa hvis Taushed man ubetinget kan stole, aldeles uden mindste Følge for Ens Person, kan opløfte Røsten og tordne, paa Helteviis slaae i Bordet af Forbittrelse over Verdens Usselhed, hvor man, ►»ei blot til Lyst« men dog just heller ikke for Alvor, kan optræde i Helte- og Charakteer-Roller. Men dersom han, han hvem de jo beundre, paa nogen Maade vilde lade dem forstaae, om de nu ikke selv kunde beslutte sig til at gjøre som han, istedetfor at lege Krig i Dagligstuen, i Virkelighedens Verden at kæmpe for Sandhed og Ret: da er Alt forandret, da trækker Beundringen sig forsigtig tilbage, den endog bliver vred paa ham. Og end ikke alene da, men blot han ikke vil taale deres Beundring, fordi han forstaaer, at der er Sviig, Usandhed deri, saa blive de vrede paa ham. Thi i Forhold til det Sædelige, at ville beundre istedetfor at efterligne, det er ikke de slette Menneskers, nei, det er hvad man maa kalde de bedre men tillige svage Menneskers blødagtige Opfindelse, hvorved de søge personligt at holde sig udenfor. De forholde sig kun gjennem ►Indbildningskraften til den Beundrede, han er dem som et Skuespil, kun at han, da det er i Virkeligheden, virker noget stærkere. Men for deres egen Person gjøre de de samme Fordringer, som man gjør i ►Skuespilhuset: selv at sidde tryg og rolig, udenfor ethvert virkeligt Forhold til Faren, medens de dog ►anslaae sig det selv til deres Fordeel, at de beundre ham, hvorved de formodentligen mene – paa en temmelig nem, priisbillig Maade, der tillige er noget nær vellystig – at deeltage i hans Fortjenester af Sandhed og Ret. Vil han derfor tage deres Beundring, saa ere de til Tjeneste, hans Liv er saa for dem en Anledning til Jubel, det vil sige, Jubel med behørig Forsigtighed, saa man ikke selv kommer i Berøring med Faren. Men at hans Liv skulde være en Fordring, ville de ikke forstaae; og mærke de endog blot, at han selv forstaaer, at det ►burde være saa, da er det allerede halvt om halvt forbi med Beundringen: de blive stødte paa ham; hans sære Væsen støder dem nemlig, saa de ikke kunne faae Ro til Blødagtighedens Beundring, de mærke, at det at omgaaes ham er næsten som at være til Examen, fordi hans Liv, skjøndt han Intet siger, taust examinerer deres.

✂ Paa dette Skjær er mangen i sin Begyndelse sædelig Stræben strandet. Et saadant Menneske havde overvundet sig selv til at ville det Gode, men han stødte forkeert sammen med den menneskelige Beundring. Denne forekom ham maaskee først at være noget Smukt, noget Elskeligt – han forstod maaskee ikke strax, hvor megen Sviig og Usandhed der skjuler sig i den. Da han saa blev opmærksom derpaa, og tillige paa, hvor let den Beundring, skrøbelig og i sig selv usand som den er, kan ►blive aabenbar at være noget ganske Andet: vovede han dog ikke at bryde med den. Beundringen tog ham og hans Stræben til Indtægt for sine Kredse og Festligheder – og han var tabt for Sandheden.

✂ Vi ville nu fæste igjen vor Opmærksomhed paa Forbilledet, for tydeligere og tydeligere at see, hvorledes hans Liv var beregnet paa at fordre Efterfølgere og at gjøre Beundrere umulige. Han var, som sagt, ikke i Besiddelse af noget eneste jordisk Fortrin, hvilket med Sandhed kunde blive Gjenstand for nogen Andens Beundring, eller foranledige Nogen til den Undskyldning og Udflugt, at han, Forbilledet, kan sagtens, da han er i Besiddelse af disse Fortrin. ►Fremdeles, hans Liv var »Sandheden«, i hvilket Forhold altsaa just Beundring er Usandhed.

✂ Mon han nu ikke alligevel har været Gjenstand for Beundring? Visseligen; thi det er umuligt strax i Begyndelsens første Øieblik at forhindre den Misforstaaelse, som hedder Beundring, hvilken jo endog i een Forstand er fornøden, for at faae Menneskene med. Men naar »Sandheden«, sig selv tro i at være Sandheden, lidt efter lidt bestemtere og bestemtere udfolder sig som Sandheden, saa kommer der ogsaa det Øieblik, hvor ingen »Beundrer« kan ►holde ud med den, hvor den ryster »Beundrerne« af sig som Stormen de ormstukne Frugter af Træet. Og just Christi Liv har ►gjort det aabenbart, forfærdeligt aabenbart, hvilken rædsom Usandhed det er, i Forhold til »Sandheden« at beundre istedetfor at følge efter, hvad der i Christenhedens gode Dage, hvor Fred og Tryghed begunstiger Misforstaaelsen, om muligt hver Søndag burde være bragt i Erindring. Thi naar der ingen Fare er, naar det er ►et Blikstille, naar Alt er ►begunstigende for Christendommen, er det kun altfor let at forvexle en Beundrer med en Efterfølger, og det kan gaae ganske stille af, Beundreren døe i den Indbildning, at det Forhold, han indtog, var det sande. Agt derfor paa Samtidigheden.

✂ ►Hvo kan egentligen, hvis han blot har nogenlunde Menneskekundskab Menneskekundskab om, at ►👤Judas var en Beundrer af Christus! Og Christus har i Begyndelsen af sit Liv havt mange, mange Beundrere. Beundringen har ogsaa for ham villet ►spænde sit Garn, at den kunde tage ham til Indtægt. Men som ►en Plante med indre Nødvendighed udfolder sig, saaledes var hans Liv Sandhedens Udfoldelse; han støiede ikke, han forbittredes ikke, han dømte ikke, men med Uendelighedens Magt tvang han, ved selv at være Sandheden, Alt om ham til at blive aabenbart i Sandheden eller som hvad det i Sandhed er. Og naar man saa skal til at gjøre Regnskabet op, saa fandt han i den engang beundrende Samtid ved Enden saa omtrent ►tolv Efterfølgere, og af disse Tolv var dog Een kun Beundrer – eller, ►som han almindeligviis kaldes, Forræderen, 👤Judas nemlig, der just fordi han var Beundreren ganske rigtigt blev Forræderen. Thi dette er ligesaa let at beregne som Stjernerne, at Den, der i Forhold til Sandheden kun er Beundreren, han vil, naar der kommer Fare, blive Forræderen. »Beundreren« er blot blødagtigt eller selvisk forelsket i det Store; bliver der Uleilighed eller Fare, saa trækker han sig tilbage; lader dette sig ikke gjøre, saa bliver han Forræderen, for dog saaledes at slippe fra det engang Beundrede. Ligeledes, naar »Beundreren« i Noget og af Noget eller i Nogen og af Nogen har seet og ventet det Store, Alt, og han da opdager, at det ikke bliver Tilfældet, ja at den Vedkommende selv er Den der forspilder det (som jo Tilfældet var med Christus, der ►»vilde sin egen Undergang«), saa bliver Beundreren utaalmodig, han bliver Forræderen. Beundring (naar den er paa urette Sted eller i det Forhold, hvor kun Efterfølgelse er Sandheden) er en ligesaa tvetydig Ild som ►sandselig Elskovs, der i en Haandevending kan forandres til lige det Modsatte, til Had, Iversyge o. s. v.

✂ Den ►hellige Historie har opbevaret os Fortællingen om endnu een Beundrer, det var ►👤Nicodemus. ►I den bestaaende Christenhed prædikes der jo een Gang hvert Aar om 👤Nicodemus, altsaa af disse tusinde og tusinde Præster. Sagen fremstilles da saaledes, ►Præsten siger: »i Grunden var dog 👤Nicodemus en svag Mand; istedetfor aabenlyst at slutte sig til Christus kommer han af Frygt for Mennesker listende til ham om Natten.« I denne Tale behager »Præsten« sig selv, og denne Tale har Behagelighed for Menighedens Øine – den er jo ogsaa yderst høflig, da den stiltiende egentligen indsmugler, at saavel Præsten som alle de Tilstedeværende ►ere ganske anderledes Folk end 👤Nicodemus – de bekjende jo Christum aabenbart uden at frygte Mennesker – fortræffeligt, da Forholdet er saaledes forandret, at maaskee snarere de Fleste af Menneskefrygt afholdes fra aabenbart at frasige sig Christendommen! Naar der prædikes saaledes, hvad Under saa, at Christendommen, for at sige det lige ud, efterhaanden er blevet aldeles Vaas; hvad Under saa, for at erindre om ►et Ord af 👤Luther i een af hans Prædikener, hvad Under saa, at »Lynilden« (Guds Vredes Ild) »hyppigt slaaer ned i Kirker«; hvad Under – rettere, forunderligt, at den ikke slaaer ned hver Søndag for at ramme en saadan Prædikemaade, der ikke er Andet end en Art Udsvævelse, idet den Talende tillyver sig selv og Tilhørerne, hvad der slet ikke er sandt om dem.

✂ Enhver, der blot har nogenlunde Menneskekundskab, og ikke af Hensyn til Penge eller – af Menneskefrygt afholdes fra at være redelig, maa ubetinget indrømme, at en 👤Nicodemus er i hver Slægt en stor Sjeldenhed. Naar der for Alvor er Fare paa Færde – og man er en Fornem, og Faren just er ►Forhaanelse, Bespottelse, Udstødelse af Samfundet: sandeligen, der findes i ►hver Slægt blandt de Fornemme, der jo i denne Henseende have Meget at tabe, saare, saare Faa, kun en ganske Enkelt, der dog føler saa meget for Sandheden, at han beslutter sig til om Natten at søge Forbindelse med den. 👤Nicodemus var en Beundrer; Virkelighedens Fare, det var ham for meget, personligt ønskede han at holde sig udenfor. Men paa den anden Side, Sandheden beskjeftigede ham dog saa meget, at han søgte et Forhold til den. Skjult af Natten listede han sig – han gik jo paa forbudne Veie – til den foragtede Sandhed; det har ►vistnok allerede kostet ham Overvindelse at vove dette, at søge den Foragtedes Selskab. Thi hvor mørk end Natten var, og hvor omhyggeligt han end skjulte sig i sin Kappe, det var jo dog muligt, at Nogen kunde have seet og kjendt ham, det var jo dog muligt, at Noget kunde være tilstødt, der pludselig havde ►angivet ham; og endelig hvad Sikkerhed havde han for, at Den, han besøgte, ikke vilde gjøre Brug deraf paa en Maade, som vilde blive til Skade for Nicodemus's gode Navn og Rygte! Dog i denne Henseende kunde han nu være sikker, og derfor ledes Tanken atter hen paa Christus. Der er dog – men deraf følger hverken, at jeg eller at Gjennemsnittet af ►Mennesker kunne være berettigede til at sige dette om 👤Nicodemus, som vare vi bedre; det er, som sagt, snarere 👤Nicodemus, der kan dømme os – der er dog noget Foragteligt i at være en saadan Beundrer; og det er dog i Grunden en Fornærmelse, naar man anseer et Menneske for at være i Besiddelse af Sandheden, et Menneske, der just derfor ►forhaanes og forfølges, da at komme til ham paa den Maade: det er en Fornærmelse og Oprørende. Men i Christus var der aldrig Oprør, ►han bød kun over ethvert Oprør, saa det blev Blikstille. Og saaledes er det just ogsaa her; over Samtalen med 👤Nicodemus hviler den samme hellige Stilhed, som overalt hvor Christus er med.

✂ Man seer her, hvad en Beundrer er; thi en Efterfølger blev 👤Nicodemus ikke. Det er som maatte 👤Nicodemus sige til Christus: »dersom vi kunde træffe den Overeenskomst, saa vil jeg i Evigheden antage Din Lære – men her i denne Verden, nei det kan jeg ikke. Kunde Du ikke gjøre en Undtagelse med mig, kunde det ikke være nok, at jeg kom engang imellem til Dig om Natten – men om Dagen (ja jeg tilstaaer det, jeg føler selv hvor ydmygende det er for mig, hvor beskæmmende, og egentligen ogsaa hvor fornærmende det er mod Dig), om Dagen kjender jeg Dig ikke, om Dagen siger jeg: ►jeg kjender ikke dette Menneske!« See her, hvilket Væv af Usandhed en Beundrer indvikler sig i – og glem saa ikke, at i den bestaaende Christenhed er der jo ingen Virkelighedens Fare, som kan ►gjøre det ret aabenbart, hvorvidt En dog ikke er kun en Beundrer. Nikodemus har ►vistnok været villig, tilbøielig til i de stærkeste Udtryk, Ord og Talemaader, at forsikkre og forsikkre, at han antog Lærens Sandhed – det er maaskee undgaaet ham, at der dog er en Grændse for denne ►Stigen i Forsikkring og Forsikkring, at det slaaer om, at Forsikkringen bliver lige det Modsatte, et Modbeviis mod den ivrigere og ivrigere Forsikkrende; det er maaskee undgaaet ham, at jo stærkere En saaledes forsikkrer, medens dog hans Liv bliver uforandret, desto mere gjør han blot Nar af sig selv, angiver sig selv at være enten en Nar eller en Bedrager. Thi at En, der siger om en Lære: der er maaskee Noget i den, at hans Liv ikke forandres, deri er Overeensstemmelse og Mening. Men at En skulde være saa overbeviist, som han forsikkrer, ►derhos, hvis der yttres mindste Tvivl om hans Overbeviisning, færdig til at forsikkre endnu stærkere – og at saa denne Overbeviisning slet ingen Magt skulde have over hans Liv: det er en høist betænkelig, tildeels latterlig Selvmodsigelse. Dersom Christus havde tilladt en priisbilligere Udgave af det at være Efterfølger: en Beundrer, der forsikkrer ►ved Alt hvad Høit og Helligt er, at han er overbeviist: saa var 👤Nicodemus blevet til at antage; saa var (hvorvel Faren her er en noget anden, ikke saa bestemt den, der er forbunden med at bekjende Christum, som Selvfornægtelsens Fare ved at være Christen) saa var ►hiin rige Yngling, der dog ikke vilde give alt sit Gods til de Fattige og følge efter, ogsaa blevet til at antage; saa var ►hiin Mand ogsaa blevet til at antage, der blot forlangte forinden at begrave sin afdøde Fader; saa havde der kun fattedes Lidet i, at endog ►Kong Agrippa, der »kun fattedes Lidet i« at blive overbeviist, havde været til at antage. I Ordstrid er der ingen væsentlig Forskjel paa en Beundrer og en Efterfølger, det skulde da være, at Efterfølgeren ikke er slet saa tilbøielig til at forsikkre. Det er ►Skuffende nok; Beundreren kan udfordrende sige til Efterfølgeren: »er det da ikke Din Overbeviisning, at denne Lære er Sandhed, eller kan Du sige mere end hvad jeg siger, at det, ved Alt hvad Helligt er, er min inderligste Overbeviisning?« Og dog er der en uendelig Forskjel mellem en Beundrer og en Efterfølger; thi en Efterfølger er, eller stræber dog at være, hvad han beundrer.

✂ Kun Virkelighedens Fare kan ►ret gjøre det aabenbart; og derfor blev det jo i Samtidigheden med Christus ret aabenbart, hvo der var Beundreren hvo Efterfølgeren, hvor faa disse vare. Og vil man sige, at jo i de nærmeste Slægter efter Samtidigheden, i ►den stridende Kirke, blev Antallet af dem, der i Virkelighedens Fare som Christne vovede Alt, større: saa maa dog dette nærmere bestemmes, inden det er ganske sandt. For det første blev jo bestandigt Flere og Flere bragte i Forhold til Christendommen, end da Skuepladsen var ►det lille Jødeland; men altsaa maa jo selvfølgeligt Forholds-Tallet blive større, selv om Forholdet blev det samme. Dernæst maa erindres, at Prøven (Examen) i Forhold til at vove sit Liv og Alt for denne Sag var blevet formildet, saa Forskjellen mellem en Beundrer og en Efterfølger ikke kunde blive saa afgjørende aabenbar. Det var jo nu paa anden Maade (historisk) blevet vist, at Christus var det Overordentlige (ikke ►Gud-Mennesket, thi det forholder sig til »Troen«, og ►kan hverken historisk bevises eller modbevises); men staaer dette saaledes fast, desto lettere at vove, ►det er, desto lettere at blive enig med sig selv om at vove, det er, det kan i denne mildere Prøve ikke ubetinget afgjørende blive aabenbart, hvorvidt Ens Overbeviisning er ubetinget afgjørende en Efterfølgers. I Samtidigheden var Prøven skærpet (den skarpe Examination): at Alt syntes at vidne Christus imod, at modbevise, at han var det Overordentlige, end sige Guds Søn, at modbevise, at ⓘ det var sandt hvad han sagde om sig; og dog skulde Efterfølgeren for at være Efterfølger vove sit Liv, Alt, her hvor det saa fuldstændigt vises, hvad Troens Vished er, hvor der slet ingen anden Vished er, ikke den historiske Visheds Hjælp. – Og nu i den bestaaende Christenhed! I den bestaaende Christenhed er der – antaget, at det er sandt, at Alle ere Christne – ingen Fare forbunden med at være Christen; og selv om ►det ikke er saa, at Alle i Sandhed ere Christne, er der dog ingen Fare forbunden med af Navn at være Christen, da jo Alle ►sige sig at være det. Her kan derfor Beundreren stige endnu høiere i Forsikkring og Forsikkring, end 👤Nicodemus kunde; han kan sige: »det er min Overbeviisning, at denne Lære er Sandhed, ved Alt hvad Helligt er, er det min Overbeviisning; dersom det gjordes fornødent, jeg er villig til at døe for den; ►dersom Alle faldt fra, jeg vil dog blive tro; dersom det blev en foragtet Sag at være Christen, jeg bliver dog tro; dersom jeg havde levet samtidigen med Christus, jeg havde ikke som ⓘ 👤Nicodemus listet mig til ham om Natten, thi ⓘ 👤Nicodemus var dog i Grunden en svag Mand«. Det kan han sige med Taarer i Øinene, medens den lyttende Menighed hensvømmer i Taarer. Det er Skuffende; det er af uforlignelig rhetorisk Virkning dette Dersom, der danner Talen i Lighed med ►Hines, som opbyggede Propheternes Grave og sagde: dersom .....; en Efterfølger vilde neppe kunne holde en saa henrivende Tale. Dog er der en uendelig Forskjel mellem en Beundrer og en Efterfølger.

✂ »Men«, hører jeg En sige, ►den Samme som talte med i den foregaaende Udvikling, »men det er jo dog en Umulighed, naar vi Alle ere Christne, at der saa i denne afgjørende Forstand kan være Tale om Forskjellen mellem en Beundrer og en Efterfølger: Virkelighedens Fare, som var forbunden med at være Christen, og som egentligen gjorde Forskjellen aabenbar, er jo borttaget derved, at Alle ere Christne og bekjende Christum, og altsaa er Forskjellen gjort umulig. Nu da vi Alle ere Christne, i afgjørende Forstand, i Modsætning til os Andre, at ville være Efterfølger, at ville, dog rigtignok forgjeves, søge Bekjendelsens Fare: det maatte jo tage sig lige saa ►besynderligt ud som en Yngling, der er dannet eller rettere ►overspændt ved Romanlæsning og derfor har Hovedet fuldt af Trolde, Uhyrer, fortryllede Prindsesser, tager sig ud i ⓘ Virkeligheden, hvor han – forgjeves søger det Eventyrlige. Jeg mener: naar Alle ere Christne, saa kan den Enkelte, om han end nok saa gjerne vilde, hvis han da ikke er ►sindssvag, ikke komme længere end til at forsikkre; Fare kan der ikke være Tale om, og altsaa er jo egentligen det Begreb »en Efterfølger«, hvis det, saa nøiagtigt som Du gjør, skal adskilles fra en tilbedende Beundrer, gaaet ud.«

✂ Paa denne Indvending er tilstrækkeligt svaret i den foregaaende Udvikling. Men sæt ogsaa, at det var Sandhed (og ikke meget mere et Usandhedens ►Gjøgleværk), at der nu ingen Fare er forbunden med at bekjende Christum, deraf vilde saa kun følge, at Adskillelsen: Beundrer – Efterfølger var blevet for saavidt ukjendelig, for saavidt der til Grund for denne Forskjel ligger Faren, som er forbunden med at bekjende Christum. Men deraf følger ikke, at Adskillelsen: Beundrer – Efterfølger aldeles er blevet ukjendelig.

✂ Forskjellen bliver alligevel, og mellem: at være eller dog at stræbe at være det man beundrer – og personligt at holde sig udenfor. Lad os nu reent glemme denne Fare med at bekjende Christum, og derimod tænke paa den Virkelighedens Fare, som ►uomgaaeligt er forbunden med at være Christen. Indeholder ikke ►den christelige Sæde- og Pligtlære, Christendommens Fordring til at ►afdøe fra Verden, til at opgive det Jordiske, til Selvfornægtelse, indeholder Dette ikke Fordringer nok, der, hvis de skulle efterkommes, kunne frembringe Virkelighedens Fare, som gjør Forskjellen mellem »en Beundrer« og »en Efterfølger« aabenbar, gjør den aabenbar just derved, at Efterfølgeren har sit Liv i disse Farer, Beundreren holder sig personligt udenfor, medens de dog begge i Ord ere enige om at erkjende Christendommens Sandhed? Saaledes bliver Forskjellen dog alligevel; Beundreren, han vil ingen Opoffrelser gjøre, Intet forsage, intet Jordisk opgive, ikke omdanne sit Liv, ikke være det Beundrede, ikke lade sit Liv udtrykke det – men i Ord, Udtryk, Forsikkringer er han uudtømmelig om, hvor høit han priser Christendommen. Efterfølgeren derimod tragter efter at være det Beundrede – og saa vil, ►mærkeligt nok, selv om han lever i »den bestaaende Christenhed«, den samme Fare fremkomme for ham som den der engang var forbundet med at bekjende Christum. Det vil atter ved Hjælp af »Efterfølgerens« Liv blive aabenbart, hvo der er Beundrerne; thi ►Beundrerne ville blive i høi Grad forbittrede paa denne Efterfølger. Og selv blot at Dette fremstilles, som det her er blevet fremstillet, vil forbittre Mange – men de maae høre til Beundrerne.

✂ Dog maa det ikke glemmes, at den bestaaende Christenhed har gjort et Forsøg paa at afskaffe ogsaa denne Fare. Den Fare, der engang var forbunden med at bekjende Christum, den gik ud, da vi jo Alle ere Christne; for saavidt gik ogsaa Forskjellen: Beundrer – Efterfølger ud. Den næste Fare, som fremkommer ved at gjøre Alvor af, efter Christendommens Fordring, at ►fornægte sig selv og ►forsage det Verdslige, den har man ogsaa villet afskaffe, ved at ville forlægge det christelige Liv til ►den skjulte Inderlighed, og saaledes gjemt der, at det ikke blev ►mærkeligt i Livet. I skjult Inderlighed skulde man være villig til at fornægte sig selv, at gjøre alle Opoffrelser, ►forsage Verden og hvad Verdens er, men man maatte – skal jeg nu sige: for Guds Skyld! – ikke lade sig mærke dermed. Paa den Maade blev den bestaaende Christenhed en Samling af hvad man kunde kalde Æres-Christne, i samme Forstand som man taler om Æres-Doctorer, hvilke jo faae Graden uden at have disputeret. I skjult Inderlighed toge vi Alle Graden, eller vi modtoge den Alle, den Ene af den Anden, som en Compliment, og vare saa Æres-Christne i samme Forstand – saaledes vilde en Spotter tale – i samme Forstand som man taler om ►Kakkelovns-Studenter. Men i ethvert Tilfælde Faren gik ud, og dermed ogsaa Forskjellen: Beundrer – Efterfølger, og, at jeg skal erindre om Indledningen til denne Udvikling, Christendommen blev ►»Betragtninger«.

✂ For dog at skjule over denne ►Mislighed indførtes der i den bestaaende Christenhed en ganske ny Adskillelse i Bestemmelsen: at være Christen. Deri er der nemlig endnu til en vis Grad Mening, at man kalder »Beundreren« eller Den som høitideligt forsikkrer om sin christelige Overbeviisning, at man kalder ham en Christen, om han end just ikke er det, naar han sættes i Modsætningen til »Efterfølgeren«. Men da nu Adskillelsen: Beundrer – Efterfølger gik ud, og »Beundrer« blev Pladsen Nr. 1, saa gav det Anledning til en ►Forfremmelse længere ned efter; der opkom i Christenheden en Classe af Christne, som er saa mærkværdig, at den kunde fremvises for Penge. I den bestaaende Christenhed fremstode der nemlig i Tidernes Løb ►Fritænkere og Aander af den Art, som angrebe, haanede, bespottede Christendommen værre end de værste hedenske Spottere havde gjort det. Men da disse Mennesker dog vare fødte i Christenheden, levede i Christenheden, hvor vi jo Alle ere Christne; og da de selv formodentlig ikke fandt det Umagen værd, eller maaskee fandt det for stort et Offer at bringe, at frasige sig Navn af Christne; og da Christenheden ►vistnok ved sin overordentlige Udstrækning havde tabt ►Spændkraft til at ryste saadanne Christne af sig: saa vedbleve altsaa disse Mennesker at kalde sig Christne, og man vedblev at kalde dem Christne. Nu, og en Adskillelse maa man jo dog have; da derfor den Adskillelse: Beundrer – Efterfølger var gaaet ud, saa indførte man en ny Adskillelse: Beundrerne bleve de sande Christne, og disse Fritænkere o. D. bleve de usande, de daarlige Christne, men dog ogsaa Christne. Unægteligt, selv i Modsætning til »Beundrerne« ere saadanne Ikke-Christne slette Christne. Atter her sees, hvorledes Christendommen er blevet afskaffet i Christenheden. Med Bestemmelsen »Efterfølger« skal der ►sigtes, naar der skal tales sandt om Christendommen, »Efterfølgeren« er den sande Christen. Men nu blev »Beundreren« den sande Christen, og Christendommens Fornægtere, de bleve ogsaa saadan Christne, vel ikke sande Christne – Beundrerne bleve jo de sande Christne: dobbelte Forvirring, uendelige Dyb af Forvirrethed.

✂ Kun »Efterfølgeren« er den sande Christen. »Beundreren« indtager egentligen et hedensk Forhold til Christendommen; og derfor affødte ogsaa Beundringen midt i Christenheden et nyt Hedenskab: den christelige Kunst. Jeg ønsker Ingen at dømme, paa ingen Maade, men jeg anseer det for min Pligt at udtale hvad jeg føler. Var det nu mig muligt, det vil sige, kunde jeg overtale mig til, bevæges til at dyppe Penslen, at løfte Meislen, for i Farver at fremstille Christus, eller for at udhugge hans Skikkelse? At jeg ikke kan gjøre det, det vil sige, at jeg ikke er Kunstner, er jo noget denne Sag uvedkommende, jeg spørger blot om, hvorvidt det var mig muligt, hvis jeg havde Forudsætningerne til at kunne. Og jeg svarer: nei, mig var det ubetinget en Umulighed. Ja, jeg mener end ikke hermed at have udtrykt hvad jeg føler, thi det var mig i den Grad en Umulighed, at det er mig ubegribeligt, hvorledes det har været Nogen muligt. Man siger: det er mig ubegribeligt den Ro, med hvilken en Morder kan sidde og slibe Kniven, hvormed han vil dræbe et andet Menneske. Og det er ogsaa mig ubegribeligt. Men i Sandhed, det er mig ogsaa ubegribeligt, hvorfra en Kunstner fik den Ro, eller den er mig ubegribelig den Ro, med hvilken en Kunstner har siddet Aar ud og Aar ind flittigt ved Arbeidet for at male Christus – uden at det er faldet ham ind, om dog Christus ønskede sig malet, ønskede sit Portrait – hvor idealiseret det end blev – fremstillet ved hans Mesterpensel. Jeg begriber det ikke, hvorledes Kunstneren bevarede sin Ro, at han ikke mærkede Christi Uvillie, pludselig kastede Alt over Ende, Pensler og Farver, ligesom ►👤Judas de tredive Secler, langt, langt bort, fordi han pludseligen forstod, at Christus kun har fordret »Efterfølgere«, at Den, der her i Verden ►levede i Armod og Ringhed uden at have det, hvortil han kunde hælde sit Hoved, og levede saaledes ikke tilfældigviis ved Skjebnens Ublidhed, selv ønskende et andet Vilkaar, men efter frit Valg ►i Kraft af en evig Beslutning, at han neppe har ønsket eller ønsker, at en Mand efter hans Død skulde spilde sin Tid, maaskee sin Salighed, paa at male ham. Jeg begriber det ikke, mig var Penslen, i det samme Secund jeg vilde begynde, faldet ud af Haanden, jeg var maaskee aldrig blevet Menneske. Jeg begriber ikke denne Kunstnerens Ro ved et saadant Arbeide, denne kunstneriske ►Ligelighed, der jo er som en Forhærdelse mod det religieuse Indtryk af det Religieuse, en Vilkaarlighed, en grusom Lyst, som naar ►Tyrannen fik Velklangens Nydelse ud af de Martredes Skrig, altsaa ved den forøgede Grusomhed fik deres Skrig til for ham at betyde noget ganske Andet – denne kunstneriske Ligelighed, som hans Omgivelse vistnok har udtrykt, at Billedet af ►Vellystens Gudinde fandtes i hans Arbeidsværelse, beskjeftigede ham lige saa meget, at først efter at have gjort det færdigt, gik han over til at fremstille den Korsfæstede. Er dette dog ikke en Omgang med det Hellige mod dets Natur? Og dog, Kunstneren beundrede sig selv, og Alle beundrede Kunstneren. Det Religieuses Standpunkt forrykkedes ganske; Beskueren betragtede Billedet i Egenskab af Kunstkjender: om det nu er lykkedes, om det er et Mesterværk, om Farvespillet er rigtigt, og Slagskyggerne, om Blod seer saaledes ud, om det lidende Udtryk er kunstnerisk sandt – men Opfordring til Efterfølgelse fandt han ikke. Kunstneren beundrede man, og hvad der var virkelig Lidelse, den Helliges virkelige Lidelse, det gjorde Kunstneren paa en Maade i Penge og Beundring, ligesom naar en Skuespiller fremstiller en Tigger, og nu næsten ►tilvender sig den Medlidenhed, der med Rette tilkom den virkelige Armod, for hvilken man haardhjertet gyser tilbage, og vel tilsidst finder den usand i Sammenligning med Skuespillerens Fremstilling. Ja, det er mig ubegribeligt, endnu engang det er mig ubegribeligt; thi det er maaskee aldrig faldet Kunstneren ind, at det var ►hellig Brøde – og dette er mig end ubegribeligere. Dog just derfor afholder jeg mig fra enhver Dom, at jeg ikke skal gjøre Uret; men jeg anseer det for min Pligt at udtale, hvad jeg dog med Rette tør kalde en christelig Følelse. Det er ikke noget Forslag til at antaste Kunstneren eller noget eneste Kunstværk, paa ingen Maade, nei det er en Gaade, jeg føler mig forpligtet til at opgive. Thi at det er christeligt hvad jeg siger, derom er jeg i mit inderste Hjerte forvisset; men jeg tør ikke ►sige mig selv at være en saa fuldendt Christen, at jeg turde mene i ethvert Øieblik at have det lige nærværende, eller at overtage enhver ►Affølge af det her Sagte. Men det Sagte er mig, og jeg mener, det er for Christenheden som et Sømærke med Hensyn til at opdage, i hvilken Retning Christenheden egentligen styrer, om det er dybere og dybere ind i Christendom, eller længere og længere bort fra Christendom.

✂ Snart er det kommet saavidt, at en Beundrer af Christendommen er en Sjeldenhed; Gjennemsnittet ere ►lunkne, hverken kolde eller varme, og Mange ere Fritænkere, Spottere, stærke Aander, Fornægtere. Men »Beundreren« er jo dog i strengeste Forstand ingen sand Christen; kan man ikke sige, at han er lunken, fordi der er Hede i ham, saa kan man dog heller ikke sige, han er varm. Kun »Efterfølgeren« er den sande Christen.

✂ Snart er det kommet saa vidt, at man paa de forskjelligste Maader maa tage Kunsten til Hjælp for at faae Christenheden til at vise dog nogen Deeltagelse for Christendommen. Men skal Kunsten hjælpe, det være Billedhuggerens Kunst, det være Talerens, det være Digterens Kunst, saa faae vi ►i det Høieste »Beundrere«, der, medens de ►ved Siden ⓘ af beundre Kunstneren, ved hans Fremstilling ledes til at beundre det Christelige. Men Beundreren er jo i strengeste Forstand ingen sand Christen, kun Efterfølgeren er det.

✂ Snart er det kommet saa vidt, at hvis man ikke vil sige: ►at Christendommen er dybsindig, og atter dybsindig, og Noget for den dybe Tænkning – saa faaer man Ingen til at høre Talen om Christendommen. Men ►hvis og denne Tale om Christendommens Dybsind, denne Tale, der smigrer Tilhørerne, vinder Mange: den vinder Christendommen kun Beundrere; og Beundreren er jo i strengeste Forstand ikke den sande Christen, kun Efterfølgeren er det.

✂ Snart er det kommet saa vidt, at skjøndt der ofte nok prædikes om, eller rettere ►anstilles »Betragtninger« over, hvad det vil sige at følge Christum efter, hvad det er at være en Christi Efterfølger o. s. v., frembringer Talen dog, hvis den overhovedet frembringer nogen Virkning, kun den, at den bestyrker Beundrere i at beundre Christendommen, og engang imellem vinder denne en ny Beundrer. Men Beundreren er jo ikke i strengeste Forstand den sande Christen, det er kun Efterfølgeren.

✂

►VII

✂ ►►Joh. XII, 32: Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .

✂


✂ Ja, Herre Jesus Christus, hvad enten vi ere langt borte eller nærved, langt borte fra Dig i Menneskenes forvirrede Vrimmel, i verdslig Travlhed, i jordisk Bekymring, i timelig Glæde, i blot menneskelig Høihed, eller længere borte fra alt Dette, i Eensomhed, i Forladthed, i Miskjendelse, i Ringhed – og Dig nærmere: drag Du os, ►drag os ganske til Dig.

✂


✂ Hvorledes de ►forelæste hellige Ord ere at forstaae, have vi nu viist fra forskjellige Sider, ikke som var deres Mening derved blevet forskjellig, nei men fra forskjellige Sider have vi stræbt at komme til den ene og samme Mening af Ordene. At denne er Ordenes rette Mening, vil vel heller Ingen nægte os. Men til Bekræftelse ►ville vi dog ikke undlade at anføre Den, der ikke blot, som Forfatteren af Ordene, dog vel er sine egne Ords bedste Fortolker, men ved sin ►guddommelige Myndighed paabyder Taushed, og bortskærer al videre Fortolkning, hvis den ikke fører til det Samme: ►Apostelen Johannes. Han siger udtrykkelig i det følgende ►Vers, 33: men han (Christus) sagde dette for at betegne, hvad Død han skulde døe. Altsaa ►Ophøielsen fra Jorden forklarer Apostelen om Fornedrelsen, om den dybeste Fornedrelse, Korsfæstelsen. Christelig forstaaet er altsaa i denne Verden Ophøielse Fornedrelse. Saa ►indgik Christus til Høiheden, men hans Liv og Levnet paa Jorden er jo hvad han efterlod til Efterfølgelse: ►at sand Ophøielse er Fornedrelse, eller at Fornedrelse er sand Ophøielse.

✂


✂ Her ville vi saa slutte disse Udviklinger, overladende til Enhver, om han vil læse, overladende det til Læseren, hvilken Anvendelse han, i Henseende til Inderliggjørelse, vil paa sig gjøre af det Læste.

✂


✂ Men Dig, Herre Jesus Christus, ville vi bede, at Du vil drage os og drage os ganske til Dig. Hvad enten vort Liv skal glide roligt hen i Hytten ved den stille Sø, eller ►vi skulle ►forsøges i Kamp med Livets Storme paa det oprørte Hav; hvad enten vi skulle ►»søge Ære i at leve stille« (►1 Thess. 4, 11) eller, stridende, i Fornedrelsen: drag Du os, og drag os ganske til Dig. Naar Du blot drager os, da er dog Alt vundet, om vi end, menneskelig talt, Intet vandt, og Intet tabt, om vi end, menneskelig talt, tabte Alt: da var hiint eller dette Livs-Vilkaar vort Livs Sandhed; thi Du drager Ingen til uværdig Fjernhed fra Farerne, men heller Ingen ud i dumdristig Voven.

✂ Vi bede for Alle. For det spæde Barn, som Forældrene føre til Dig, at Du vil drage det til Dig. Og naar senere Forældrene virke saaledes paa Barnet, at det føres til Dig, da bede vi Dig at velsigne denne deres Gjerning; men naar de virke forstyrrende paa Barnet, at Du da vil bøde derpaa, saa dette Forstyrrende ikke drager Barnet fra Dig, at Du vil lade ogsaa Dette tjene Barnet for at drages til Dig: o, ►Du som kaldte Dig »Veien«, Du har jo just ogsaa derfor flere Veie, end der er Stjerner paa Himlen, og overalt Vei, Vei som fører til »Veien«. – Vi bede for Dem, ►der have fornyet den Pagt med Dig, hvilken vi Alle have indgaaet, de Fleste af os ogsaa fornyet, de Fleste af os ogsaa atter brudt, dog ikke Alle, thi vi bede jo for Dem, der, i en anden Forstand end Barnet, staae som ved Indgangen til Livet, efter at have fornyet deres Daabs-Pagt: vi bede Dig, at Du vil drage dem til Dig. O, Du, der ikke blot tager Løfter, og ikke blot selv holder Løfte, men ogsaa er et stakkels Menneske behjælpelig i at holde sit Løfte: Du drage dem til Dig ved ►»Løftet«, og brydes det, Du drage dem atter til Dig ved det atter og atter fornyede Løfte. – Vi bede for Dem, der oplevede, hvad der jordisk er dette jordiske Livs skjønneste Betydning, for Dem, der i Elskov fandt hinanden, vi bede for de Elskende, at de ikke maae love hinanden mere end at ►de kunne holde det; og selv om de kunne holde det, bede vi Dig, at de ikke maae love hinanden for meget i Elskov, at denne deres Elskov ikke maatte vorde dem til Hinder for, at Du kan drage dem til Dig, at den meget mere maatte være dem behjælpelig dertil. – Vi bede for Manden, at hans betydningsfulde Gjerning, hvis han er saaledes stillet i Livet, eller hans travle Virksomhed, eller hans møisommelige Arbeiden ikke maatte ►bringe ham Dig i Glemme, men at han i sin Gjerning, i sin Virksomhed, i sin Arbeiden maatte føle sig mere og mere dragen til Dig. – Vi bede for Hustruen, hvem det stillere Liv blev anviist, fjernere fra Verdens Adspredelser og Larm, at hun under sin elskelige Gjerning i Hjemmet maa bevare i dybeste Forstand ►»Samling« ved at føle sig mere og mere dragen til Dig. – Vi bede for Oldingen i Livets Aften, at, nu da Arbeidets Tid er forbi, Tanken om Dig, der drager ham til Dig, maa ganske fylde hans Sjel; vi bede for Oldingen paa Gravens Rand, at Du vil drage ham til Dig. – Vi bede for Alle, for Den der i dette Øieblik hilser Dagens Lys, at dette maatte vorde ham Livets Betydning, at drages til Dig; og vi bede for den Døende, Den hvem maaskee Meget og Mange ønskede at holde tilbage, og Den, ak hvem Intet og Ingen holder paa: vi bede, at det maa have været ham Livets Betydning, at drages til Dig.

✂ Vi bede for den Glade og Lykkelige, Den der for Glæde neppe veed hvor han skal hen, at Du vil drage ham til Dig, og lade ham lære, at det er derhen, han skal gaae; vi bede for den Lidende, der ikke veed, hvorhen han skal gaae i sin Elendighed, at Du vil drage ham til Dig: at baade den Lykkelige og den Lidende, hvor ueens end deres Vilkaar er i Livet, maatte enes i Eet, i ►ikke at vide nogen Anden at gaae til, end til Dig.

✂ Vi bede for Dem, der ►have Omvendelse behov, at Du vil drage dem til Dig fra ►Fortabelsens Vei paa Sandhedens; for Dem, der have vendt sig til Dig og ►fundet Veien, bede vi, at de maatte gjøre ►Fremgang paa Veien, dragne til Dig. Og da, naar Sandheden er »Veien«, der jo ►»kan feiles paa tre Maader: ved at gaae feil af Veien, ved at snuble paa Veien, ved at svinge af fra Veien« – saa bede vi Dig, at Du vil drage de Vildfarende til Dig fra Afveien, styrke de Snublende paa Veien, føre de Forvildede tilbage til Veien.

✂ Saaledes bede vi for Alle; dog Ingen formaaer jo at nævne hver Enkelt, ja, ►hvo formaaede blot at nævne alle Forskjellighederne! Saa nævne vi endnu blot een Forskjel. Vi bede for Dem, der ere ►Ordets Tjenere, Dem hvis Gjerning det er, saavidt et Menneske formaaer det, at drage Menneskene til Dig: vi bede, at Du vil velsigne deres Gjerning, men at de tillige selv i denne deres Gjerning maae drages til Dig, at de ikke, i Iver for at drage Andre til Dig, selv holdtes tilbage fra Dig. Og vi bede for de menige Christne, at de, selv dragne til Dig, ikke maae tænke saaledes ringe om sig selv, som var det ikke ogsaa dem givet, at drage Andre til Dig, saavidt da et Menneske formaaer det.

✂ Saavidt et Menneske formaaer det; thi Du er dog kun Den, der kan drage til Dig, om Du end formaaer at bruge Alt og Alle – for at drage Alle til Dig.