Uddrag fra Indøvelse i Christendom

SK har fået ideen til »'Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile'« i april 1848, altså omtrent samtidig med udgivelsen af Christelige Taler. I juni har han udkastet en disposition til skriftet, der er skrevet færdig i løbet af sommeren. Dog er den afsluttende 'morale' først kommet til senere, hvornår er det ikke muligt nærmere at bestemme, men i hvert fald inden november 1849. En tilføjet passage i afsnittet »A. Hans Livs første Afsnit« hentyder desuden formentlig til forordet til 👤H.L. Martensen Den christelige Dogmatik, der udkom i sommeren 1849.* »'Salig Den, som ikke forarges paa mig'« er skrevet lidt senere, idet ideen optræder første gang i en optegnelse fra den 20. juli 1848. Begge disse skrifter angives af SK som liggende færdige primo/medio august. Senere samme måned nedfældes dispositionen til »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig«, hvis første tale er en allerede udarbejdet prædiken holdt den 1. sept. 1848 i 📌Vor Frue Kirke. I løbet af efteråret har SK desuden færdiggjort Sygdommen til Døden og »En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger«, og han er i optegnelserne fra denne tid stærkt optaget af den store betydning, han tillægger sin nye udgivelse. I slutningen af november 1848 udkaster han en ambitiøs plan betitlet »Fuldendelsens samtlige Værker«, der skal rumme Sygdommen til Døden, »Den bevæbnede Neutralitet« og de to skrifter, der senere indgår som nr. I og II i IC. Sideløbende hermed skriver han på »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig«, der først er færdig i begyndelsen af 1849.