Kierkegaard, Søren Om min Forfatter-Virksomhed

Saaledes forstaaer jeg det Hele nu; fra Begyndelsen har jeg ikke saaledes kunnet overskue, hvad der jo tillige har været min egen Udvikling. Til vidtløftig Fremstilling var da her mindst Stedet; her gjaldt det netop om ganske korteligen at kunne folde Det sammen i Eenfold, Det, som er udfoldet i de mange Bøger eller som udfoldet er de mange Bøger; og er denne korte Meddelelse nærmest foranlediget ved, at Forfatterskabets Første nu kommer anden Gang, det nye Oplag af »Enten – Eller«, hvilket jeg ikke tidligere har villet lade udgaae.

Personligt – saa vel naar jeg betænker mine indre Lidelser, som hvad jeg personligt kan have forskyldt – personligt beskjeftiger mig Eet ubetinget, er mig vigtigere end hele Forfatterskabet og ligger mig mere paa Hjerte, at udtrykke saa oprigtigt og saa stærkt som muligt, hvad jeg aldrig noksom kan takke for, og hvad jeg, naar jeg engang har glemt det hele Forfatterskab, uforandret evigt vil erindre: hvor uendelig meget Mere Styrelsen har gjort for mig, end jeg nogensinde havde ventet, kunde have ventet, eller turde have ventet.


──────────


»Uden Myndighed« at gjøre opmærksom paa det Religieuse, det Christelige, er Categorien for hele min Forfatter-Virksomhed totalt betragtet. At jeg var »uden Myndighed«, har jeg fra første Øieblik indskærpet og stereotyp gjentaget; jeg betragter mig selv helst som en Læser af Bøgerne, ikke som Forfatter.

»For Gud«, religieust, kalder jeg, naar jeg taler med mig selv, hele Forfatter-Virksomheden min egen Opdragelse og Udvikling, kun ikke i den Mening som var jeg da nu fuldkommen eller fuldkommen færdig i Henseende til at behøve Opdragelse og Udvikling.