↩ Dog maa dette heller ikke glemmes. Ligesaa streng som Christendommen er, ligesaa mild er den, netop ligesaa mild, det er, uendelig. Naar den uendelige Fordring er hørt og hævdet, høres og hævdes i sin hele Uendelighed, da tilbydes »Naaden«, eller Naaden tilbyder sig, ►til hvilken saa den Enkelte, hver især, som jeg gjør det, kan henflye; og saa gaaer det nok. Men det er dog vel ingen Overdrivelse (hvad jo tillige ogsaa just er i »Naadens« Interesse), at Uendelighedens Fordring, den »uendelige« Fordring fremstilles – »uendelig«; det er kun, i en anden Henseende, Overdrivelse, naar ene Fordringen fremstilles, og Naaden slet ikke anbringes. Derimod er det Christendommens ►Forfængeliggjørelse, naar enten (maaskee i Betragtning af – hvad der formeentligen vel skal kunne imponere baade Gud i Himlen og Christendommen og Apostlene og Martyrerne og Sandhedsvidnerne og Fædrene med samt ►deres »Praxis« – at ►»saaledes gaaer det ikke til i det praktiske Liv«) den »uendelige« Fordring endeliggjøres, eller den vel endog ganske udelades, og »Naaden« udenvidere anbringes, hvilket jo betyder, at ►den tages forfængelig.