↩ At dette er saaledes, behøver vist intet Beviis. Forlangtes det, vilde jeg maaskee ikke finde det Umagen værd at føre det. Selv ►Hr. Prof. 👤Heiberg, der dog var Publikums afgjorte Yndling og saare langt fra at vise sig vranten eller urimelig mod det, selv han synes at ►desperere, at opgive ►Læseverdenens forlorne Sønner som forlorne. Hvad var Følgen heraf? Hvo tabte derved? Det gjorde netop Publikum, og i Særdeleshed blev det føleligt for de Uskyldige, der maatte lide med de Skyldige. Prof. 👤H. vilde ikke mere være, hvad han var, hvad han altid kunde være: en fortræffelig Minister for det Indre, et afgjort Talent som Politie- og Justits-Minister ►in republica literaria. ►Flyvepostens uforglemmelige Redakteur, der vidste, da man forrige Gang begyndte at lege: 33 ►Tampen brænder, ►at finde Tampen og at bruge den; den ligesaa meget ved Vittighed og Lune som ved lyrisk-musicalsk Inderlighed beundrede ►Vaudeville-Digter blev træt og søgte at ►vorde, hvad man kalder et andet Menneske. 484 Og nu, nu da han igjen ret behøves, da vistnok baade de, der vare samtidige med hiin livsfriske Munterhed, og de Yngre, der atter og atter søge for sig at levendegjøre Mindet om hine lykkelige Tider, længes efter, igjen at see een af hans Herligheds Dage, nu synes han selv at ville være – ja det er ikke godt at sige, hvad han nu 214 vil være. I ►Intelligensbladene undergaaer hans Forfatter-Skikkelse i Virkeligheden ligesaa mange Forvandlinger, som ►hiin Sky i 👤Hamlet for 👤Polonius's Øine, som det forventede Dyr i ►Recensenten og Dyret, idet Hr. 👤Klatterup med høflig Tjenstvillighed ►accommoderer sig efter den ordførende »►første Herres« Indfald.