Forord

1. Bibliografiske data

✂ Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed af Nicolaus Notabene var færdigtrykt 14. juni 1844 hos 👤Bianco Luno. Bogen udkom 17. juni hos universitetsboghandler 👤C.A. Reitzel og kostede 56 skilling, godt ½ rigsdaler.* Jf. Bl.art., s. 278. Samme dag udkom også Begrebet Angest. Formatet er lille oktav, ca. 118 x 182 mm.* Målene refererer til Søren Kierkegaard Forskningscenterets arbejdseksemplar og gælder den ubeskårne bogs blade (bredde x højde). Forord (forkortet F) omfatter 112 sider. De første tre og de sidste to sider af bogen er upagineret. Titelbladet gengives på illustration 21

21. Titelblad til F. Naturlig størrelse
.

✂ Ved en intern kollation af tre eksemplarer af F er der ikke konstateret afvigelser. De tre eksemplarer er:

2. Manuskripter

✂ Til F findes følgende manuskripter bevaret, alle i Kierkegaard Arkivet (KA) på Det kongelige Bibliotek. Rækkefølgen afspejler tilnærmelsesvis tilblivelseskronologien; en nøjere udredning gives nedenfor i afsnit 3.

3. Tilblivelseshistorie

✂ Om SKs særlige interesse for forordet som genre vidner en journaloptegnelse fra 17. maj 1839:

(...) kun een Tanke udfylder min Sjæl, en Længsel, en Tørst efter ret at forvilde mig i Forordets lyriske Underskov, ret at baldre mig deri; thi ligesom det maa gaae Digteren, at han snart føler sig lyrisk bevæget, snart episk tiltalt, saaledes føler jeg som Prosaist i det Øieblik en ubeskrivelig Glæde ved at opgive al objektiv Tænkning, og ret at udtømme mig i Ønsker og Forhaabninger, i en hemmelig Hvidsken med Læseren, en Horatzisk sussuratio i Af[ten]stunden; thi Forordet bør altid opfattes i Aftenbelysning, som ogsaa unægtelig er den skjønneste; og det er derfor ikke underligt, at vi læse, at vor Herre spadserede i Aftenkjølingen (Genesis), en Af[ten]stund, naar Tankens Travlhed lyder fjernt høitideligt som Høstkarlens Lee. – * Journalen EE, s. 18f.; KA, A pk. 2 læg 4; trykt som Pap. II A 432. Det latinske sussuratio betyder hvisken.

✂ 541Optegnelsen er ikke et forarbejde til F, men den rummer skriftets æstetiske kim, som SK fem år senere udfolder, nu i polemisk øjemed. Den tekst af 👤Horats, der alluderes til, genfindes i forordet til F, hvor SK foretager en bestemmelse af forordet som genre (jf. SKS 4, 469f.).

✂ F er et sammenbragt skrift. Det indeholder, ud over sit eget forord, otte nummererede stykker, der fremstår som forord til (hovedsageligt fingerede) bøger eller tidsskrifter. Stykkerne hidrører fra forskellige sammenhænge eller anledninger, og kun et af dem rummer en datering: Renskriften af forord nr. VII (det oprindelige forord til Begrebet Angest) er på sidste side dateret »📌Kiøbenhavn 1844«, men dateringen er atter slettet med blyant (ms. 4.2, s. 53). Hvorvidt den har gyldighed for skriftet som helhed, kan kun afgøres ved en nærmere undersøgelse, dels af de enkelte stykker hver for sig med henblik på deres anledninger, dels af manuskripternes indbyrdes rækkefølge med henblik på at klarlægge skriveprocessen.

✂ Forordet til F forklarer bl.a., hvordan 👤Nicolaus Notabene har fået den idé at skrive en bog bestående af lutter forord. Ideen udtrykker et kompromis mellem hans egen lyst til at blive forfatter og en kone, der mener, at denne lyst vil slå skår i deres ægteskabelige lykke. I beskrivelsen af den lille, elskværdige magtkamp mellem ægtefællerne findes en lovprisning af ægteskabet, som ikke kom med i den trykte tekst. Den findes i renskriften, hvor den er blevet slettet med blyant.* Ms. 4.1, s. 6. Det slettede stykke er trykt som Pap. V B 76. Med få ændringer genfindes lovprisningen imidlertid i Stadier paa Livets Vei (1845), nærmere bestemt som begyndelsen af »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser«. Dette partsindlæg, der oprindelig skulle have været udgivet sammen med »In vino veritas« under fællestitlen Vrangen og Retten, blev til i 1844,* Jf. Pap. V B 190-192. og den omstændighed, at det har kunnet optage en passage skrevet i renskriften af F, frister til at formode, at F også er blevet til i 1844. Nogen sikkerhed giver omstændigheden dog ikke, for i princippet kan renskriften af F have hvilet i lang tid, før den slettede passage blev genbrugt i Vrangen og Retten. Formodningen bestyrkes ganske vist af, at der i et af udkastene til Vrangen og Retten findes542 en bemærkning, hvori SK røber sin usikkerhed på, hvordan 👤J.L. Heiberg vil reagere på F: »Skulde Prof. Heiberg gjøre Vrøvl i Anledning af N. Notabene, saa kan her indflettes et Punktum, at man er afskrækket af hans Exempel fra at skrive Forord, og saa lidt Ondskab« (Pap. V B 192). Ud over at indikere, at det pågældende udkast er blevet til endnu i første halvdel af 1844 eller i hvert fald kort efter udgivelsen af F 17. juni, understøtter bemærkningen formodningen om en næsten-samtidighed mellem Nicolaus Notabenes projekt og Vrangen og Retten. Men sikkerhed giver den stadig ikke. Heldigvis er der bedre hjælp at hente, når man ser på de øvrige stykker i F.

✂ Forord nr. I er formet som et satirisk forord til en nytårsgave, der hovedsagelig skyldes forlæggerens og forfatterens spekulation i publikums købelyst. Størstedelen af dette forord er en genskrivning af et udkast, som befinder sig i SKs arkiv sammen med andre udkast til et aldrig realiseret skrift med titlen »Nytaarsgave«. Skriftet skulle efter sit titelblad være udgivet af 👤Nicolaus Notabene til bedste for asylerne, og titelbladet er dateret »📌Kiøbenhavn 1844.«* Alle udkastene til »Nytaarsgave« findes i KA, B pk. 12 læg 1; trykt som Pap. IV B 125-139. Titelbladet har nr. 126, udkastet til forord nr. 127. Imidlertid er der gode grunde til at antage, at udkastene stammer fra før årskiftet 184¾4. For det første var det normalt at fremdatere bøger udgivet sidst på året og specielt nytårsgaver, som skulle foreligge til julebordet. Årstallet 1844 tyder altså på en tekst beregnet til udgivelse i december 1843. For det andet er udkastene til Nicolaus Notabenes nytårsgave anbragt i et omslag, uden på hvilket der findes følgende bemærkning:

Hvis jeg ikke havde havt Alvorligere at bestille, kunde det have været ret moersomt, nu da det netop viser sig, at ved dette Nytaar er alt bleven særdeles elegant og nitid og tillige intetsigende og ubetydeligt.* KA, B pk. 12 læg 3; trykt som Pap. IV B 125.

✂ 543Bemærkningen om, at ved dette nytår er alt blevet »særdeles elegant og nitid«, er møntet på 👤J.L. Heibergs årbog Urania for 1844, som udkom i dec. 1843, og som SK ifølge en regning fra boghandler 👤Philipsen købte 15. dec.* Regningen er dateret 31. dec. 1843. KA, D pk. 7 læg 7; trykt i H.P. Rohde »Om Søren Kierkegaard som bogsamler. Studier i hans efterladte papirer og bøger paa Det kongelige Bibliotek« i Fund og Forskning i Det kongelige Biblioteks Samlinger bd. 8, Kbh. 1961, s. 79-127; s. 118f. En optegnelse fra årsskiftet 184¾4 godtgør med al tydelighed, at det er Urania, der sigtes til med de nævnte bemærkninger: »I Grunden indseer jeg nu, at Prof. Heiberg og jeg ere enige i, at han har Ret i Hovedsagen, Hovedsagen er nemlig den, at han har tilfredsstillet Tidens Fordring ved sin forgyldte Nytaarsgave. Den eneste Forskjel der er imellem os, er m: H: t: vor Mening om hvad Tidens Fordring er. Prof. H. mener, at det er Astronomie. Dette betvivler jeg. Min Mening er, at Tiden fordrer en særdeles elegant og nitid Bog i forgyldt Bind med saa lidt som mulig paa Siderne, eller for at udtrykke mig bestemtere, Tidens Fordring er: at blive tagen ved Næsen. Saaledes forstaaet, har Prof. H. aldeles tilfredsstillet Tidens Fordring« (Pap. IV B 101). Årbogen udsendtes i et papbind overtrukket med hvidt glanspapir og påtrykt en rigt ornamenteret guldramme på både for- og bagperm. Al typografi på omslaget var trykt i guld. Årbogens sider var af svært papir og forsynet med en sort dobbeltramme.

✂ Det andet, alvorligere, SK havde at bestille ved nytårstid, var udarbejdelsen af kladden til Begrebet Angest, som foregik mellem 16. okt. 1843 og 1. feb. 1844.* Jf. tekstredegørelsen til Begrebet Angest, s. 331f. Man bemærker i den forbindelse, at der blandt udkastene til »Nytaarsgave« findes en optegnelse, som sidenhen omarbejdes og indgår som motto i Begrebet Angest. *Pap. IV B 128. Jf. tekstredegørelsen til Begrebet Angest, s. 320f.

✂ Da SK på et tidspunkt efter nytår igen tager udkastene til »Nytaarsgave« for sig, har han fået ideen til F, og han underkaster nu det så godt som færdige udkast til forordet en let revision, hvori han indfletter nogle hib til Uranias udstyr. Ordene »særdeles elegante og nitide« anbringes, ligesom en hentydning til årbogens »forgyldte Futteral« (SKS 4, 478). I øvrigt kan revisionen udføres så let, fordi forordsudkastetfra 1843 allerede rummede en række spotske hentydninger til 👤Heiberg, fx544545 til hans yndlingsudtryk 'tidens fordring' og til hans gamle løfte fra tidsskriftet Perseus nr. 2, 1838, om at udarbejde et logisk system som forberedelse til et æstetisk system.

✂ Omstændighederne omkring forord nr. I's tilblivelse godtgør altså, at SK først har fået ideen til F på et tidspunkt efter nytår 1844.

✂ Forord nr. II er, ligesom nr. I, bygget på materiale fra tiden før, ideen til F opstod. Kladden til forord nr. II (ms. 1.2), der oprindelig bar en selvstændig paginering (på den bevarede del gående fra 1-10), har bestået eller skullet bestå af to dele. Første del skulle indeholde overvejelser over anmelderens rolle og hans opgave i forhold til litteraturen, mens anden del skulle give et eksempel på denne holdning i form af en anmeldelse. Anden del, som begynder på sidste side af den bevarede kladde, blev udeladt i renskriften, og i stedet tilføjede SK en noget abrupt slutning, der i kladden blot har form af en marginaltilføjelse på det sidste bevarede blad (se illustration 22

22. Kladde til forrd nr. II, ms. 1.2, s. 23. I renskriften udvides den lange marginaltilføjelse og erstatter hovedtekstens omtale af Christian Winther
).* Det drejer sig i SKS 4, 484 om linierne 11-32.

✂ Det afsnit af kladden, som blev udeladt, udpeger en bog af 👤Christian Winther som genstand for den påtænkte anmeldelse:

Hvad i det Foregaaende er sagt ganske i Almindelighed om de litt om den synlige Læseverden og Recensenterne staae i intet speciellere Forhold til den Bog af Chr. Winther, som jeg nu gjør mig en Fornøielse af at anmelde. Jeg skylder derfor at bede dens Forfatter om Tilgivelse, at jeg har anbragt det Foregaaende med. Det Følgende, haaber jeg, skal føre Beviset for, at jeg ikke er en Røver, der overfalder en udkommen Bog af en navnkundig Forfatter for at faae mine Plads og Gehør for mine Bemærkninger (...). * Ms. 1.2, s. 23; trykt som Pap. V B 81.

✂ Den udgivelse, SK hentyder til med bemærkningen: »den Bog af Chr. Winther«, er sandsynligvis Fire Noveller (1843). Bogen, der vakte en del opmærksomhed i samtiden, fordi den betegnede et brud med Winthers ungdomsdigtning, og som i øvrigt svarer til SKs interesse for prosa, udkom i sept. 1843. I en fodnote til indledningen, som ikke kom med i546 den trykte tekst, henviser SK til en artikel af 👤J.L. Heiberg i Intelligensblade nr. 35, som netop udkom 1. sept. 1843.* Ms. 1.2, s. [17]. Noten er trykt som Pap. V B 80,2. Henvisningens ordlyd tyder på, at SK nylig har fået bladet i hænde, så han må have påbegyndt sit forehavende kort efter 1. sept.

✂ Efter at have udarbejdet indledningen til anmeldelsen, rimeligvis i efteråret 1843, har SK altså henlagt den, velsagtens fordi han gik i stå på tærsklen til selve recensionen. Efter at have fået ideen til F tog han den frem igen og forsøgte i første omgang at indføje de fem blade direkte i renskriften – og dét som forord nr. I, dvs. umiddelbart efter forordet, der slutter på s. 13. Dette fremgår af, at de fem blade er ompagineret fra 1-10 -> 14-23. Men i sidste instans besluttede han at genskrive stykket – nu som nr. II – hvorefter de oprindelige fem blade blev henlagt som kladde.

✂ Forord nr. III skal forestille at være et forord til 2. oplag af den nytårsgave, som forord nr. I angiveligt skulle indlede. Forord nr. III parodierer den »Eftertale til 'Urania'«, som 👤J.L. Heiberg offentliggjorde i Intelligensblade den 1. feb. 1844, dvs. halvanden måned efter årbogens offentliggørelse. Hos Heiberg hedder det til slut:

Da Ovenstaaende er blevet en Eftertale istedenfor en Fortale, saa bør jeg ikke slutte uden at udtrykke min Erkjendtlighed for den gode Optagelse, som er bleven »Urania« tildeel hos vort læsende Publicum. Den næste Aargang skal, som jeg haaber, ikke staae tilbage for den første, men end mere retfærdiggjøre den Velvillie, hvormed man har modtaget den nærværende.*Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, bd. 1-4, Kbh. 1842-44; nr. 44, 45, 46, bd. 4, s. 236.

✂ På samme måde forsikrer 👤Nicolaus Notabene, angivelig to måneder efter udgivelsen af 1. oplag, »et høistæret Publikum« om, at »den udviste Velvillie og Opmærksomhed ikke er bleven en Uværdig til Deel«. Han lover endvidere, at han næste år i december vil være parat med en ny nytårsgave, som »i Elegants og Smagfuldhed Intet skal lade tilbage547 at fordre« (SKS 4, 485). De tydelige paralleller godtgør, at forord nr. III tidligst kan være skrevet 1. feb. 1844.

✂ Forord nr. IV tager tråden op fra nr. I og beskriver nytåret som den litterære højsæson for bøger, der egner sig som smagfulde julegaver. I den trykte tekst er der klare referencer til Urania for 1844, og en passage er næsten ordret hentet fra et af SKs utrykte polemiske indlæg mod 👤Heibergs artikel »Det astronomiske Aar« i Urania. Det drejer sig om begyndelseslinierne, der i polemikken »Et lille Indlæg af 👤Constantin Constantius Forfatteren af 'Gjentagelsen'« lyder således:

Ved Juul kommer der Røre i Literaturen, idet flere særdeles elegante og nitide Nytaarsgaver, bestemte for Børn og Juletræer og især tjenlige til en smagfuld Præsent jage omkaps med hinanden i Adresseavisen, for, efter at have gjort furore i 14 Dage, nu af en høflig Critik at anvises Plads i en eller anden Exempelsamling som begejstrende Forskrifter for alle æsthetiske Skjønskrivere. Thi æsthetisk Skjønskrivt, der er Løsnet i vor Tids Literatur, og æsthetisk Skjønskrivt er en høist alvorlig Sag, og man uddanner sig i den, ved at lade Ideen og Tanken fare.* KA, B pk. 11 læg 3; trykt som Pap. IV B 117, s. 280. Jf. SKS 4, 486,3-10.

✂ Det pågældende indlæg kan, pga. en tidligere henvisning til Adresseavisen for 19. dec. 1843, ikke være skrevet før denne dato, og forord nr. IV må følgelig være endnu senere.

✂ Men i øvrigt har forord nr. IV rødder længere tilbage i 1843. Dels refererer en kladde (ms. 3.1, s. 29) eksplicit til den »Nytaarsgave«, udgivet til bedste for asylerne, som ligger til grund for forord nr. I, og som sandsynligvis er fra efteråret 1843.* Varianten er trykt som Pap. V B 85,2. Dels er nogle af de spottegloser, som SK i den endelige version af forord nr. IV anvender mod 👤Heiberg, hentet fra hans optegnelser i anledning af en artikel i Intelligensblade nr. 26-27 fra 15. april 1843. Det er Heibergs artikel »Lyrisk Poesie«, der har givet SK anledning til at mindes, hvor dårligt hans egen Enten – Eller blev548 behandlet af den litterære overdommer halvanden måned tidligere.* Jf. Heibergs artikel »Litterær Vintersæd« i Intelligensblade nr. 24, 1. marts 1843, bd. 2, s. 285-292. Det drejer sig om de linier, hvor Heiberg beskrives som den litterære telegrafbestyrer og rodemester,* KA, B pk. 9 læg 11; trykt som Pap. V B 51. Jf. SKS 4, 486,28f. og hvor hans senere studier beskrives som astronomiske, astrologiske, chiromantiske, nekromantiske, horoskopiske, metoskopiske etc.* KA, B pk. 9 læg 11; trykt som Pap. IV B 53. Jf. SKS 4, 487,15f.

✂ Skønt skrevet efter 19. dec. 1843, opsamler forord nr. IV altså en del af den galde over 👤J.L. Heiberg som litteraturkritiker, som SK for sig selv har udgydt i en række optegnelser siden anmeldelsen af Enten – Eller et års tid i forvejen.

✂ Forord nr. V, der retter sig satirisk mod tidens tendens til selskabsdannelse, er formet som en tale, afholdt ved en generalforsamling i »Total-Afholdenheds-Selskabet«. At forordet udgør talens ramme, fremgår af det afsluttende afsnit, hvori det hedder: »Dog jeg afbryder mit Forord (...)« (SKS 4, 492).

✂ Forordet parodierer en anonym artikel trykt i Fædrelandet 6. jan. 1844. Artiklen, der bærer titlen: »Et Par Ord om Maadeholdssagens Modstandere. (Aabent Brev til Maadeholds- og Afholdenhedsforeningens Medlemmer.)«,*Fædrelandet nr. 1467, 1844, sp. 11763-11768. henvender sig til en konkurrerende afholdsforening, »Den Danske Maadeholdsforening«. I forord nr. V forekommer en række formuleringer, der tydeligvis er blevet til efter læsning af artiklen. Fx bliver »den store Kraft, der ligger i Bestræbelser af en til eet Maal virkende Mængde af Individer, hvilken altid vil fattes den Enkelte«,* Op.cit., sp. 11766. i F til: »Naar nemlig den Enkelte gjør, hvad der i Regelen endog er det Ligegyldige for den Enkelte, da bliver han derved, hvis han indtræder i vort Selskab, vigtig for det Hele« (SKS 4, 490). Forord nr. V kan således ikke være påbegyndt før 6. jan. 1844.

✂ 549Forord nr. VI skal være et forord til et opbyggelsesskrift for dannede, bestående af 24 prædikener. Hver enkelt prædiken skal vise ud over sig selv og »lede Læseren hen til det Totale, hvori alene den Dannede kan opbygges« (SKS 4, 493). Som folie for dette forord bruger 👤Nicolaus Notabene biskop 👤J.P. Mynsters samling Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret, hvis 1. udg. var kommet i 1823, men som SK selv – ifølge regningen fra boghandler 👤Philipsen - købte i 3. udg. den 27. juli 1843.* Regningen er dateret 31. dec. 1843. KA, D pk. 7 læg 7; trykt i H.P. Rohde op.cit., s. 79-127; s. 118f. Jf. også ktl. 229-230. Idet Nicolaus Notabene henviser til Mynsters prædikensamling, som beklageligvis mangler den helhedsdannende, systematiske tendens, et moderne publikum kræver, og som derfor befinder sig på et underordnet standpunkt, lader SK en fin ironi falde tilbage på datidens teologiserende hegelianere og hegelianske teologer. Ud fra de henvisninger, som Nicolaus Notabene giver til disposition, temaer og stiltræk i Mynsters samling, må det antages, at SK har haft samlingen ved hånden, da han skrev forord nr. VI. Dette forord er således næppe skrevet før 1. aug. 1843.

✂ Men man kan komme nærmere endnu. Efter al sandsynlighed er en af inspirationskilderne til forord nr. VI en anmeldelse af Enten – Eller i 4. hæfte af tidsskriftet For Literatur og Kritik, 1843.*For Literatur og Kritik. Et Fjerdingaaarsskrift, udg. af Fyens Stifts literære Selskab, 1. årg., 4. hæfte (bd. 1), Odense 1843, s. 377-405 (under mærket K-H.). De relevante linier findes s. 384f. I denne anmeldelse, som skyldes 👤H.P. Kofoed-Hansen, findes en digression, hvori det bl.a. hævdes, »at Kirken endnu ei har vidst, at bemægtige sig de mere Dannede«, og at »den nyere Tids Dannede ikke længer [nøies] med den gammeldags Christendom eller den gamle Tro, men kræve den fremsat i en ny og frisk Form, som ene et philosophisk Bad formaaer at skjænke den«. Det synes at være disse linier, SK travesterer, specielt i begyndelsen af forord nr. VI. Det pågældende hæfte af tidsskriftet udkom midt i nov. 1843,* Hæftet blev averteret i Fyens Stifts Avis og Fyens Avis den 21. nov. under rubrikken »Nylig er udkommen«; jf. P.P. Jørgensen H.P. Kofoed-Hansen (Jean Pierre) med særligt Henblik til Søren Kierkegaard. Bidrag til Belysningen af aandskulturelle Strømninger i det 19. Aarhundredes Danmark, Kbh. 1920, s. 118. Så vidt vides er P.P. Jørgensen den første, der har gjort opmærksom på relationen mellem Kofoed-Hansens anmeldelse og forord nr. VI. og anmelderens krav til prædikener for de dannede blev550 imødegået af selveste biskop 👤J.P. Mynster i Intelligensblade den 1. jan. 1844.* »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade nr. 41-42, bd. 4, s. 97-114 (under mærket Kts.). Dette kan være årsagen til, at SK i forord nr. VI vælger at inddrage netop Mynsters prædikener som folie for de dannedes opbyggelsesskrift. I så fald kan forordet dateres til efter 1. jan. 1844, ellers blot til efter midten af nov. 1843.

✂ Forord nr. VII, der kritiserer den upersonlige, kompilatoriske måde at skrive en bog på, er oprindelig skrevet som forord til Begrebet Angest. Det ms. (4.2), der nu ligger blandt det øvrige materiale til F, er en renskrift, som på et tidspunkt er blevet fjernet fra renskriften af Begrebet Angest, mens kladdematerialet stadig befinder sig i de hæfter, som hører til dette skrift, nærmere bestemt i det første hæfte, der utvivlsomt blev skrevet mellem 16. okt. 1843 og 1. feb. 1844.

✂ Som tidligere nævnt er ms. til forord nr. VII oprindelig dateret »📌Kiøbenhavn 1844.« Da Begrebet Angest sandsynligvis er renskrevet i april- maj 1844,* Jf. tekstredegørelsen til Begrebet Angest, s. 322f. kan forordet tidligst være blevet kasseret i begyndelsen af denne periode. Det blev da lagt til side med følgende bemærkning (se illustration 23

23. Renskrift af forord nr. VII, ms. 4.2, s. 42. Øverst til højre den slettede bemærkning om, at forordet ikke passer til Begrebet Angest
): »NB. Dette bruges ikke da det vilde være at distrahere Opmærksomheden fra Sagen. Derfor har jeg skrevet et lille Forord, der skal trykkes med Bogen.«* KA, B pk. 15 læg 3; trykt som Pap. V B 71. Med det distraherende element må SK sigte til forordets polemiske tone, som ikke passer til Begrebet Angest i øvrigt. På et tidspunkt efter kassationen – et tidspunkt, som vil blive diskuteret nærmere nedenfor – har han slettet forordets datering og ompagineret bladene med blyant, så de passede ind i den fortløbende pagineringaf renskriften af F.

✂ Noget tyder på, at SK, før han kasserede det renskrevne forord, har551552 prøvet at redde det for Begrebet Angest. I kladdehæftet såvel som i renskriften er filosofferne 👤J.L. Heiberg, 👤Rasmus Nielsen og 👤P.M. Stilling omtalt i satiriske vendinger, men i renskriften er navnene slettet med blyant og i marginen anonymiseret til henholdsvis »A.A.«, »BB.« og »CC.« (jf. ►kommentaren til F 500,28ff.). Det er rimeligvis sket, efter at SK indså det uhensigtsmæssige i at lade forordet til Begrebet Angest være polemisk, men før han besluttede at skrive et nyt. I Fs sammenhæng, hvor han siden fandt anvendelse for det kasserede, gør han netop intet for at skjule, hvem der er genstand for hans polemik.

✂ Forord nr. VIII er til et planlagt tidsskrift med titlen »Philosophiske Overveielser«. Titlen optræder første gang i en journaloptegnelse fra nov. 1842:

Cartesius har for en stor Deel nedlagt sit System i de 6 første meditationes. Man behøver da ikke altid at skrive Systemer. Jeg vil udgive »philosophiske Overveielser« i Hefter og deri kan jeg rykke ud med mine midlertidige Betænkninger. Det var maaskee ikke saa galt at skrive paa Latin.* Journalen JJ, s. 4f. KA, A pk. 4; trykt som Pap. IV A 2. SK henter også mottoet til forord nr. VIII fra en optegnelse i journalen JJ, formodentlig skrevet mellem dec. 1842 og feb. 1843; trykt som Pap. IV A 29.

✂ En disposition for tidsskriftet findes på et løst blad i kvartformat, uden dato, men muligvis fra 1844.* KA, A pk. 45; trykt som Pap. V A 100-101. Efter dispositionen skulle det falde i tre dele, alle med latinske overskrifter, plus en sektion kaldet Miscellanea (blandinger). Herudover skulle det rumme en indledning med overskriften Præmonenda (forbemærkning). Det bemærkelsesværdige er, at SK anvender netop denne overskrift i renskriften til forord nr. VIII (ms. 4.1, s. 54). Den bliver dog slettet med blyant, inden ms. sendes til sætteriet, og erstattes af »No VIII«, anbragt skævt i forhold til mottoet og brødteksten (se illustration 24

24. Renskrift af forord nr. VIII, ms. 4.3, s. 54. Den slettede overskrift »Pæmonenda« hidrører fra SKs planlagte filosofiske tidsskrift
). Forholdet antyder, at forord nr.VIII, skønt skrevet på samme papir som den øvrige renskrift af F, er hentet ud af en anden sammenhæng på tilsvarende måde som forord nr. VII.553554 Antagelsen bestyrkes af, at renskriftens ark rummer en oprindelig mærkning med blæk: 2-7, som siden er slettet til fordel for den fortløbende blyantspaginering 54-76. Muligvis har det manglende første blad været den førnævnte disposition, men da denne siden er blevet beklippet i hjørnerne, kan det ikke længere afgøres, om den har været mærket 1. Yderligere bemærker man, at den håbefulde tidsskriftudgiver på et sted i renskriften oprindelig har benævnt sig »Mag. Kierkegaard« (ms. 4.1, s. 56), hvilket han siden (over linien) har korrigeret til »N.N.«, dvs. 👤Nicolaus Notabene, udgiveren af F.

✂ Forord nr. VIII er uden sammenligning Fs længste og til forskel fra de øvrige inddelt i paragraffer. Ms. rummer ikke påfaldende mange korrektioner, og det er ganske usandsynligt, at det skulle være skrevet uden kladde. Imidlertid er kladden ikke bevaret.

✂ De eksterne kriterier, som kan bidrage til en mere præcis datering af forord nr. VIII, er sparsomme. Det bedste synes at være den afsluttende hentydning til 👤J.L. Heiberg: »For at forhjælpe mig til en bedre Indsigt, producerer Een af mine Velgjørere en Forklaring af Aristoteles« etc. (SKS 4, 526). Umiddelbart er hentydningen ikke forståelig, men via den utrykte polemik »Et lille Indlæg af 👤Constantin Constantius Forfatteren af 'Gjentagelsen'«, som også har afgivet formuleringer til forord nr. IV, bliver sammenhængen synlig.* Jf. Pap. IV B 117, specielt s. 290. Polemikken retter sig som før nævnt mod Heibergs kritik af Gjentagelsen i Urania – og den lille forklaring af 👤Aristoteles viser sig at være Heibergs uskyldigt udseende bemærkning om, at begrebet bevægelse henhører under naturfilosofien.* Jf. artiklen »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844, Kbh. 1843, s. 77-160; s. 98. Sammenhængen er nøjere udredet i ►kommentaren til F 526,4. SK har udlagt denne bemærkning som en påstand om, at Aristoteles henregner bevægelsen til naturens rige, mens han efter SKs egen mening også bruger den med henblik på åndens eller frihedens rige.* Jf. også Begrebet Angest, SKS 4, 385 note 1, hvor den samme fortolkning kommer til udtryk. Heiberg har m.a.o. misfortolket og misinformeret om Aristoteles!

✂ Den påviste sammenhæng godtgør altså, at forord nr. VIII må være skrevet efter udgivelsen af Urania for 1844, dvs. efter 15. dec. 1843.555 Ræsonnementet gælder dog kun renskriften, som er bevaret. Da hentydningen til 👤Heibergs kritik befinder sig til sidst i stykket, og da dens sammenhæng med det foregående er temmelig løs, kan det meget vel tænkes, at den ikke har eksisteret i den nu forsvundne kladde, hvis opståen da rykker længere tilbage i tiden.

✂ Ovenstående gennemgang af de enkelte stykker kan sammenfattes således:

✂ Forordet til F kan ikke ud fra sig selv tidsfæstes præcist, men det er nærliggende at formode, at det hidrører fra 1844.

✂ Forord nr. I er skrevet nogen tid efter nytår 1844 under inddragelse af materiale, som stammer fra slutningen af 1843 - og som først var blevet lagt til side ved årsskiftet 184¾4.

✂ Forord nr. II bygger på materiale, som oprindelig blev skrevet efter 1. sept. 1843, men som blev gennemskrevet med henblik på F efter nytår 1844.

✂ Forord nr. III er skrevet efter 1. feb. 1844, da 👤J.L. Heiberg offentliggjorde sin eftertale til Urania.

✂ Forord nr. IV er skrevet under inddragelse af materiale, som er blevet til efter 19. dec. 1843, og stammer følgelig fra tiden efter denne dato.

✂ Forord nr. V er skrevet som parodi på en artikel, der blev offentliggjort 6. jan. 1844.

✂ Forord nr. VI er skrevet med stadigt henblik på en bog, som SK købte den 27. juli 1843, men sandsynligvis inspireret af en anmeldelse, der fremkom midt i nov. s.å. – måske endog af biskop 👤Mynsters svar på anmeldelsen fra 1. jan. 1844.

✂ Forord nr. VII blev renskrevet som en del af Begrebet Angest i april – maj 1844 og er siden blevet flyttet til F.

✂ Forord nr. VIII er renskrevet efter 15. dec. 1843 på baggrund af en nu forsvunden kladde, som kan være ældre.

✂ Manuskripternes indbyrdes rækkefølge er ganske kompliceret, men giver til gengæld nye holdepunkter for dateringen af Fs tilblivelseshistorie. Det viser sig, at en stor del af de mss., der nu har status som kladder, oprindelig er påbegyndt som renskrift, delvis på fri hånd, men snart er blevet kasseret og har tjent som forlæg for ny renskrift. Samtidig er denne kassationsproces indlejret i én stor, fortløbende bevægelse, som556 har hidført den nu foreliggende renskrift, rækkende fra forordet til forord nr. VI (ms. 4.1).

✂ Ms. 1.1, kladden til Fs forord, er med visse ændringer blevet renskrevet i sin helhed. Af renskriften er første halvdel blevet bevaret som renskrift (ms. 4.1, s. 1-6), mens sidste halvdel er blevet kasseret og henlagt som kladde (ms. 2.1). På baggrund heraf har SK, inden han gik videre med forord nr. I, udfærdiget en ny renskrift af forordets sidste del (ms. 4.1, s. 7-13), som dog ligger ret tæt op ad det kasserede. At det er sket, før forord nr. I blev renskrevet, fremgår af, at forordets sidste syv sider findes på de første fire blade af en sammenhæftning, mens forord nr. I følger på sammenhæftningens femte og (til dels) sjette blad.

✂ Forord nr. I findes kun i renskriften (ms. 4.1, s. 15-17) og hviler på det tidligere henlagte udkast til en fortale til en nytårsgave udgivet til bedste for asylerne.

✂ Forord nr. II, der bygger på den ældre indledning til en anmeldelse af en bog af 👤Christian Winther (ms. 1.2), følger i renskriften umiddelbart efter forord nr. I, dvs. det begynder på versosiden af sjette blad i førnævnte sammenhæftning (ms. 4.1, s. 18). Det er således klart, at forord nr. II er (ren)skrevet i forlængelse af nr. I.

✂ Forord nr. II slutter i renskriften på s. 25, dvs. på rectosiden af tiende blad i sammenhæftningen. På versosiden af samme blad (ms. 4.1, s. 26) begynder forord nr. III, der kun findes i renskrift, og som således er blevet til i forlængelse af renskrivningen af nr. II.

✂ Forord nr. IV blev oprindelig påbegyndt uden kladde i forlængelse af forord nr. III. Hvor nr. III slutter på rectosiden af sammenhæftningens ellevte blad (ms. 4.1, s. 27), findes på versosiden en (sidenhen slettet) begyndelse af forord nr. IV, pagineret 28. Sammenhæftningens tolvte blad er bortklippet, men bogstavrester på den bevarede kant viser, at den oprindelige renskrift på fri hånd også har omfattet rectosiden af dette blad. Renskriften er desuden blevet videreført på en ny sammenhæftning, hvor den optager det første blad, men løber ud i løse udkast. Denne anden sammenhæftning er i forbindelse med kassationen blevet henlagt som kladde (ms. 2.2).

✂ På baggrund af det kasserede har SK udført en ny renskrift på to sammenfoldede folioark (pagineret 28-33), idet den første tredjedel repræsenterer en genskrivning og de sidste to tredjedele er udført på fri hånd. Imidlertid har han også kasseret dette andet forsøg, og arkene er blevet henlagt som kladde (ms. 3.1). Først i tredje forsøg, hvor en lang557 passage glider ud, har han været tilfreds med resultatet, som er forblevet i renskriften (ms. 4.1, s. 29-32).

✂ Forord nr. V synes også oprindelig at være påbegyndt uden kladde. Den første af de kladder, som nu foreligger (ms. 2.3), begynder ganske vist på rectosiden af et sammenfoldet folioark og er ikke pagineret, så antagelsen kan ikke bevises. Men da kladden kun omfatter den første femtedel af den endelige tekst, er det sandsynligt. Da begyndelsen ikke har tilfredsstillet SK, har han brugt den som forlæg for en ny renskrift, der blev næsten lige så lang som den endelige tekst, og hvis fire femtedele altså er udført på fri hånd (ms. 3.2). At det her har drejet sig om intenderet renskrift, fremgår af, at det sammenfoldede folioark, hvorpå teksten blev skrevet, er pagineret 34-37. Men også denne version blev kasseret og brugt som forlæg for en endelig renskrift med en kort, tilføjet slutning på fri hånd (ms. 4.1, s. 33-36).

✂ Man bemærker, at mens næstsidste version af forord nr. V (ms. 3.2) er pagineret 34-37, er den sidste version (i ms. 4.1) pagineret 33-36. Det viser, at den næstsidste version af forord nr. V har foreligget, før SK forkortede den næstsidste version af forord nr. IV, der sluttede på s. 33. Eller med andre ord: Mellem næstsidste og sidste version af forord nr. V ligger den sidste gennemskrivning og stramning af forord nr. IV.

✂ Til forord nr. VI findes en upagineret kladde på et sammenfoldet folioark (ms. 2.4). Kladden dækker i princippet hele stykket, som altså er blevet skrevet igennem, før renskrivningen påbegyndtes. Det kan ikke afgøres, om kladden oprindelig har været tænkt som kladde eller som renskrift på fri hånd. Sikkert er det imidlertid, at den siden har tjent som forlæg for den endelige renskrift (ms. 4.1, s. 37 & 38-41), hvor teksten i visse passager er kraftigt udvidet.

✂ Ved forord nr. VI er det dobbeltpagineringen 37 & 38 på første side af renskriften, der påkalder sig interesse. Oprindelig har siden blot været pagineret 38, hvilket viser, at den endelige version af forord nr. VI er skrevet i forlængelse af de sidenhen kasserede, næstsidste versioner af nr. IV og V (mss. 3.1 og 3.2). Ms. 3.2 slutter på s. 37; men da SK ved den sidste renskrivning af forord nr. IV forkorter dette og i forlængelse heraf genskriver nr. V endnu en gang, forskubber pagineringen sig, så at nr. V kommer til at slutte på s. 36. Derfor må den allerede foreliggende renskrift af forord nr. VI 'reddes' med tilføjelsen »37 &«.

✂ Sammenfattende kan om manuskripternes indbyrdes rækkefølge siges,558 at SK har gjort sig færdig med Fs forord, dvs. skrevet kladde, renskrift og ny, endelig renskrift, før han gik videre med forord nr. I. Dette nr. I har han (ren)skrevet på baggrund af et allerede foreliggende udkast til en fortale til »Nytaarsgave«. Efter at have afsluttet forord nr. I har han (ren)skrevet forord nr. II, ligeledes på baggrund af allerede foreliggende materiale, indledningen til en recension vedr. 👤Christian Winther. Dernæst har han på fri hånd skrevet forord nr. III og er gået direkte videre til forord nr. IV, også uden forlæg. Imidlertid er første version af nr. IV ikke lykkedes, og hvad herefter er sket, lader sig ikke med sikkerhed afgøre.

✂ Den første mulighed er, at SK umiddelbart har skrevet en ny version af nr. IV på baggrund af den første, hvorefter han er gået videre til nr. V. Første version af nr. V har imidlertid også hurtigt måttet kasseres og har dannet forlæg for en anden, betydeligt længere version. Hvis SK har skrevet anden version af nr. V umiddelbart efter første, har han dernæst udfærdiget første version af forord nr. VI og umiddelbart derpå genskrevet dette stykke i en anden version.

✂ Den anden mulighed er, at SK, da første version af nr. IV mislykkedes, ganske vist har kasseret den, men er gået videre til forord nr. V, som han har skrevet i en første version, der ligeledes måtte kasseres, og at han derpå umiddelbart har givet sig i kast med nr. VI, hvis første version heller ikke tilfredsstillede ham. Efter disse tre mislykkede forsøg har han så at sige vendt bunken og i én bevægelse genskrevet forord nr. IV, V og VI i anden version.

✂ For den sidste mulighed taler, at de første versioner af forord nr. IV (dog kun den del, der foreligger på en ny sammenhæftning, ms. 2.2), nr. V (ms. 2.3) og nr. VI (ms. 2.4) er uden paginering, mens anden-versionerne af de samme stykker (mss. 3.1; 3.2 og 4.1, s. 37 & 38-41) er fortløbende pagineret 28-41. På den anden side forekommer det noget usandsynligt, at SK skulle henlægge versioner af forord, som han straks måtte erkende som mislykkede (- især første version af nr. V, der kun omfatter en femtedel af det færdige stykke, må her tages i betragtning).

✂ Hvordan det end forholder sig, kan det fastslås, at SK, efter at have skrevet anden og sidste version af forord nr. VI, har besluttet at underkaste nr. IV og V endnu en gennemskrivning. Det medførte en forkortelse af nr. IV og en forrykkelse af renskriftens paginering. Endelig har han kunnet anbringe det renskrevne forord til Begrebet Angest og »Præmonenda« til »Philosophiske Overveielser« som nr. VII og VIII, idet han559 erstattede deres oprindelige paginering, hhv. mærkning, med Fs fortløbende blyantspaginering.

✂ Kombinerer man dette overblik over manuskripternes indbyrdes rækkefølge med det tidligere forsøg på at datere de enkelte stykker absolut, bliver det klart, at de første syv stykker i F (fra forordet til forord nr. VI) må være blevet (ren)skrevet efter 1. feb. 1844. Renskriftens udseende vidner om én sammenhængende arbejdsproces, der for så vidt angår forord nr. I og II har opsuget ældre udkast fra andre sammenhænge. Og med det midterste stykke, forord nr. III, som ankerpunkt, kan hele processen henlægges til efter 1. feb. Dateringen understøttes af de øvrige stykker, klarest af nr. I (nogen tid efter nytår 1844) og nr. V (efter 6. jan. 1844).

✂ Tilbage står spørgsmålet: Hvornår fik SK ideen til F? Gennemgangen af materialet giver afsæt for i hvert fald to hypoteser.

✂ Den første, som ligger i forlængelse af omstændighederne omkring forord nr. III, går ud på, at ideen er blevet affødt ved læsningen af 👤Heibergs »Eftertale til 'Urania'«. To momenter kan lægges til grund for hypotesen. Dels at eftertalen, såvel i begyndelsen som i den ovenfor citerede slutning, leger med begreberne fortale og eftertale: Urania skulle have haft en fortale, men fik det ikke, da årbogen efter nærmere overvejelse skulle kunne tale for sig selv; dog følger nu alligevel en eftertale i stedet for fortalen.*Intelligensblade nr. 44, 45, 46, 1. feb. 1844, bd. 4, s. 227-236; s. 227. Dels betegner Heiberg på et centralt sted i eftertalen Urania som »en Nytaarsgave, bestemt for det æsthetisk dannede Publicum«.* Op.cit., s. 231. Ligesom de første formuleringer kan have givet SK ideen til et skrift bestående af lutter fortaler, satirisk rettet mod bøger, som ikke kan tale for sig selv (og specielt mod Heibergs udvendigheder), således kan den anden formulering have bestemt ham for at vende tilbage til den henlagte »Nytaarsgave« og udnytte det udkast til forord, som befandt sig dér. Sammenfaldet mellem ideen og titlen til SKs eksisterende udkast på den ene side og Heibergs prætentiøse karakteristik af Urania på den anden har været for oplagt til ikke at blive udnyttet. Ved genskrivningen af udkastet til »Nytaarsgave«s forord har SK som560 nævnt stort set kunnet genbruge, hvad der allerede forelå, og blot indflettet et par hentydninger til Urania. I stedet for også at indarbejde den spot, som Heibergs »Eftertale« gav anledning til, har han valgt at skrive endnu et forord; det gjaldt jo også efter bogens idé om at samle så mange som muligt.

✂ Denne hypotese svækkes imidlertid af, at SK allerede i sin polemik mod Urania fra årsskiftet 184¾4 kalder årbogen for en forgyldt nytårsgave.* Jf. fx optegnelsen Pap. IV B 101, citeret ovenfor s. 543 note 1. Desuden »Sendebrev til Hr. Professor Heiberg R af D. fra Constantin Constantius«, Pap. IV B 110, s. 259. Det er altså ikke først 👤Heibergs eftertale, der har foræret ham dette ord.

✂ Den anden hypotese, som melder sig, er, at ideen til F først er opstået, da det overkomplette forord til Begrebet Angest forelå, dvs. i april – maj 1844. Hypotesen støtter sig primært til det faktum, at SKs bemærkning øverst på det kasserede forord kun lyder: »Dette bruges ikke (...)« etc. Fra mss. til Enten – Eller ved vi, at SK normalt i sådanne bemærkninger til sig selv angiver, hvor et kasseret, men genanvendeligt stykke skal bruges, hvis han ved det. Den omstændighed, at han ikke henviser dette forord til F - eller helt undlader bemærkningen og blot flytter det til sin rette plads – tyder på, at han endnu ikke ved kassationen har fået ideen til F. Desuden kan man argumentere for, at det ville være ejendommeligt, om en arbejdsproces, der havde tilvejebragt syv stykker i én sammenhæng, skulle lade sig afbryde, måske i flere måneder, for at afvente det ottende stykke.

✂ Nogen afklaring får man ikke ved at se på SKs øvrige aktiviteter i foråret 1844. Efter al sandsynlighed lagde han netop o. 1. feb. den ufuldendte kladde til Begrebet Angest til side,* Jf. tekstredegørelsen til Begrebet Angest, s. 322. men ca. to uger senere, den 13. feb., indleverede han ms. til To opbyggelige Taler til 👤Bianco Lunos Bogtrykkeri.* Det fremgår af trykkeriets interne ordre- og regnskabsbog, Erindringsbog for Bianco Luno 1844, nr. 132. I arkiv hos Bianco Lunos Bogtrykkeri, København. Talerne, der fylder 60 oktavsider, udkom 5. marts.* Jf. Bl.art., s. 277. Den561 24. feb. aflagde SK prøve i homiletik i form af en prædiken i 📌Trinitatis Kirke.* Jf. bevis for homiletisk prøve, KA, D pk 6; trykt i B&A bd. 1, s. 19f. Såvel manuskriptet til talerne som udarbejdelsen af prædikenen må have optaget meget af SKs tid i årets første måneder. Endvidere er det sandsynligt, at han i februar udarbejdede det meste af en polemisk pjece med titlen »Post-Scriptum til 'Enten – Eller'«, som han ved slutningen daterede: »I Marts 1844.«* Kun begyndelsen, under en femtedel, er bevaret i ms. (KA, B pk. 9 læg 13); resten er indirekte overleveret i EP I-II, s. 385-398; jf. Pap. IV B 59. Pjecen, der aldrig blev trykt, er ganske vist ikke noget stort arbejde; i manuskript har den fyldt godt 20 sider i 4o. Omkring 1. marts synes han at have påbegyndt manuskriptet til Philosophiske Smuler * Jf. tekstredegørelsen til Philosophiske Smuler, s. 184f. og i april-maj at have renskrevet og afsluttet Begrebet Angest.* Jf. tekstredegørelsen til Begrebet Angest, s. 322f. Manuskripterne til Begrebet Angest og F blev indleveret til bogtrykkeren samme dag, den 18. maj – ikke af SK selv, men af hans mellemmand 👤J.F. Giødwad.*Erindringsbog for Bianco Luno 1844, nr. 491 og 492. Om arrangementet med Giødwad, se nedenfor i afsnit 4. To dage senere, den 20. maj, indleverede SK personligt manuskripterne til Tre opbyggelige Taler og Philosophiske Smuler. * Erindringsbogens nr. 499 og 500.

✂ Der er ikke noget tidsrum i disse travle fem måneder, hvor udarbejdelsen af Fs første dele oplagt passer ind. På den anden side er der ikke noget tidsrum, der forekommer absolut prohibitivt for den relativt lille arbejdsindsats, F repræsenterer. Ser man på skriftets nettosidetal, som er knap 60 (i SKS-sider), optages kun de 21 af materiale, som er skrevet fra bunden (nemlig forordet på 10 sider samt forord nr. III, IV, V og VI). Yderligere otte sider er en renskrivning af allerede foreliggende materiale (nr. I og II), mens halvdelen af skriftet optages af stykker, som ikke er hverken skrevet eller renskrevet med henblik på F (nr. VII og VIII). Idet vi lægger stor vægt på den omstændighed, at ms.-materialet i øvrigt vidner om en hurtig, sammenhængende arbejdsproces, og at SKs562 bemærkning på det kasserede forord til Begrebet Angest ikke nævner 👤Nicolaus Notabenes F, anser vi det for mest sandsynligt, at ideen til dette lille skrift først er opstået i april eller begyndelsen af maj 1844.* Alastair McKinnon og Niels Jørgen Cappelørn antager tilsvarende, at F er blevet til fra slutningen af maj til begyndelsen af juni 1844, dog uden at argumentere herfor. Jf. »The Period of Composition of Kierkegaard's Published Works« i Kierkegaardiana bd. 9, Kbh. 1974, s. 133-146.

4. Udgivelsesmåde

✂ F var et af de skrifter, SK udgav på eget forlag, men i kommission hos 👤C.A. Reitzel. Et sådant arrangement betyder normalt, at forfatteren selv indgår aftale med trykkeriet, hvor han betaler for papir og trykning, mens han på den anden side afregner salgsindtægterne direkte med boghandleren under fradrag af dennes kommisionsafgift. Da F imidlertid blev udgivet under pseudonym, hvilket SK lagde stor vægt på, kunne han ikke personligt besørge forretningsgangen. Som mellemmand fungerede også her, som ved flertallet af de øvrige pseudonyme skrifter, cand.jur. 👤J.F. Giødwad.

✂ SKs private regnskabsblad over mellemværendet med Reitzel* KA, D pk. 7 læg 6. Regnskabsbladet er udateret, men uden tvivl skrevet i januar 1845; jf. tekstredegørelsen til Enten – Eller i SKS K2-3, 60. giver ingen oplysninger om, hvor meget han tjente på udgivelsen af F. På regnskabsbladets første side findes en detaljeret opgørelse vedr. Enten – Eller; på næste side opregnes titlerne Frygt og Bæven, Gjentagelsen, Begrebet Angest og F, til hvilke SK blot bemærker »Intet modtaget«.

✂ Af en regning fra 👤Bianco Luno, dateret 14. juni 1844, fremgår det, at F blev trykt i et salgsoplag på 525 eksemplarer, og at udgifterne til papir og trykning var 57 rd. 72 sk.* KA, D pk. 7 læg 3. Regningen oplyser desuden, at der ud over de 525 eksemplarer på trykpapir blev trykt to på skrivepapir. Sidstnævnte indgår ikke i regnskabet.

✂ I aug. 1847 overtog 👤C.A. Reitzel restoplagene af de bøger, han havde563 haft i kommission. En regnskabsopgørelse* NKS 2937, 4o; trykt i B&A bd. 1, s. 173-175. viser, at der på dette tidspunkt endnu var 317 eksemplarer tilbage af F, som altså havde solgt 208 eksemplarer på de tre år siden udgivelsen. Dette salg har indbragt 121 rd. 32 sk., hvoraf Reitzel har fået 25% i kommission, dvs. 30 rd. 32 sk. Af de resterende 91 rd. har SK kunnet betale for papir og trykning, hvorefter han har haft godt 33 rd. tilovers.

✂ Reitzel overtog restoplagene af kommissionsbøgerne for ca. en tredjedel af boghandlerprisen,* C.A. Reitzels protokol over Forhandlinger med Forfattere, Redacteurer &c 1835-1858, s. 27. I arkiv hos C.A. Reitzels Boghandel og Forlag, København. Jf. Frithiof Brandt og Else Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., Kbh. 1993 [1935], s. 31. hvilket for Fs vedkommende vil sige knap 62 rd. Dermed var SKs samlede fortjeneste oppe på 95 rd.

✂ Af en forlagsreklame fra 👤C.A. Reitzel trykt i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (1859) fremgår det, at førstetrykket af F 15 år efter udgivelsen endnu ikke var udsolgt. Der blev altså ikke foranstaltet noget nyt oplag eller nogen ny udgave af F i SKs levetid, ligesom bogen heller ikke blev oversat.