Uddrag fra Forord

Hr. B. B. : I renskriften har SK oprindelig skrevet »Prof. R. Nielsen« (Pap. V B 96,11). 👤Rasmus Nielsen (1809-84) var siden 1841 👤Poul Martin Møllers efterfølger som professor i filosofi ved 📌Københavns Universitet. Nielsen begyndte som en begejstret tilhænger af 👤Hegels spekulative metode, men kom o. 1845 under SKs indflydelse og blev frem til 1849 hans nære ven. Endnu optændt af den hegelske inspiration udgav Nielsen 1841-44 Den speculative Logik i dens Grundtræk i fire hæfter. Værket betegnes i forordet som et »Fragment af en philosophisk Methodologi« og forblev da også ufuldendt; det bryder af midt i en sætning. SK ironiserer over Nielsens forehavende i avisartiklen »Aabenbart Skriftemaal« i Fædrelandet nr. 904, 12. juni 1842, sp. 7245-7252: »Det er Systemet, Tidsalderen arbeider hen til. Allerede har Prof. Nielsen udgivet 21 logiske §§, der danne første Deel af en Logik, der igjen danner første Deel af en altomfattende Encyclopædi, saaledes som det er antydet paa Omslaget, uden at dog dens Størrelse videre er angivet, formodenlig for ei at forfærde, da man vel tør slutte, at den bliver uendelig stor« (sp. 7247).

I trykt udgave: Bind 4 side 500 linje 32