◄ Vaudeville-Digter : 👤J.L. Heiberg indførte vaudevillen på 📌Det kgl. Teater i 1825, dels inspireret af det parisiske teaterliv, som han kendte fra sit ophold i 📌Paris 1819-22, dels af den tyske vaudeville, der igen var fransk inspireret. Genren er en borgerlig intrigekomedie med indlagte sangnumre til lette og gerne i forvejen kendte melodier; personerne er uheroiske og ofte pudsige; konfliktstoffet er af lokal karakter og rummer altid overkommelige kærlighedsforviklinger. Heiberg skrev i alt ni vaudeviller, de fleste i 1825-27, og bl.a. for at overvinde pressens modstand mod de fire første fulgte han dem op med en kritisk redegørelse for den nye genres fortrin: Om Vaudevillen, som dramatisk Digtart, og om dens Betydning paa den danske Skueplads. En dramaturgisk Undersøgelse, 📌Kbh. 1826. Heri definerede han vaudevillen som »et Situationsstykke, med løselig antydede Charakterer, og hvor Sangen træder i Dialogens Sted overalt hvor denne har hævet sig til de interessanteste Punkter« (s. 47). Efter at den indledende modstand var overvundet, blev genren umådeligt populær og slog Heibergs navn fast som den førende moderne dramatiker. De vigtigste af Heibergs vaudeviller er Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825), Aprilsnarrene (1826), Recensenten og Dyret (1826), Et Eventyr i Rosenborg Have (1827) og Nei (1836). Samtidig med vaudevillerne skrev Heiberg en række romantiske skuespil, heriblandt Elverhøi (1828), Alferne (1835) og Syvsoverdag (1840).
I trykt udgave: Bind 4 side 483 linje 35