En Erklæring og Lidt til

Tekstredegørelse

1. Bibliografisk beskrivelse 175
2. Manuskriptbeskrivelse 179
3. Tilblivelseshistorie 182
4. Udgivelsesmåde 183

1. Bibliografisk beskrivelse

»En Erklæring og Lidt til« blev trykt i Fædrelandet, 6. årgang, nr. 1883, fredag den 9. maj 1845. Artiklen er signeret »👤S. Kierkegaard«. Fædrelandet blev udgivet af 👤J.F. Giødwad og 👤C. Ploug; førstnævnte var tillige ansvarlig redaktør. Avisen blev trykt i det Brünnichske bogtrykkeri i 📌København og lå færdig fra trykkeriet kl. 20. Prisen var 6 skilling i løssalg, 5 mark pr. måned, 15 mark pr. kvartal og 3 rigsdaler pr. kvartal leveret uden for 📌København.

Artiklen er blevet kollationeret i tre eksemplarer af Fædrelandet, nr. 1883, den 9. maj 1845:

A 📌Det Kgl. Biblioteks eksemplar, indbundet og beskåret.*

B 📌Det Kgl. Biblioteks eksemplar, indbundet og beskåret.*

C Statsbibliotekets eksemplar, indbundet og beskåret.*

Ved den interne kollation af de tre eksemplarer blev der ikke konstateret afvigelser.* Eksemplar A danner grundlag for følgende beskrivelse.

Format og paginering

Formatet svarer til en stor kvart.* Avisen har et omfang på fire sider, svarende til to blade dannet af et enkelt foldet halvark. På hver side er der to spalter. Spalterne er nummereret 15089-15096; på forsiden er numrene angivet under spalterne, på de øvrige sider over.

På nær forsiden er avisen delt af en tværgående, fed-fin dobbeltstreg lige under midten. Teksten i spaltepladsen under skillestregen er en føljeton.*

SKs artikel er placeret oven over føljetonen. Se illustration 8.

8. Fædrelandet, nr. 1883, den 9. maj 1845, tredje side, med SKs artikel oven over føljetonen
Den begynder på avisens anden side i sp. 15093 ca. midtpå og afsluttes nederst i sp. 15096 på bagsiden; den har sammenlagt et omfang på ca. trekvart avisside. Avisens øvrige spalteplads er optaget af efterretninger, anden del af den nævnte føljeton samt korte notitser.

Beskrivelse af eksemplar A

Avisen måler ca. 250 × 330 mm.*

Papir

Der er benyttet almindeligt trykpapir af en træholdig kvalitet.

Typografi

Avisens fremherskende skriftsnit er fraktur; til latinsk tekst er benyttet antikva, og fremhævet tekst er sat med fed eller spatieret skrift.

På forsiden er avisens navn sat med tekstur (gotisk) og hovedets øvrige oplysninger med fraktur. Avishovedet er adskilt fra den øvrige tekst af en datolinje og har følgende ordlyd:

Fædrelandet. | [Skillestreg] | Abonnementspris i 📌Kjøbenhavn 15 ℳpr. Qvartal, 5 ℳpr. Maaned, enkelte Nr. 6 ß; udenfor 📌Kjøbenhavn 3 ℛ pr. Qvartal frit i Huset. | Hver Søgne-Aften udgaaer et Numer. Bladets Contoir, store 📌Kjøbmagergade Nr. 54, anden Sal, er aabent om Formiddagen Kl. 11–1.*

Datolinjen er indrammet af to tværgående dobbeltstreger; den øverste er fed-fin, den nederste fin-fed. Imellem står følgende:

6te Aarg. Fredagen den 9. Mai 1845. Nr. 1883.

Årgangsnummeret er venstrestillet, datoen centreret, og avisnummeret højrestillet.*

I avisens sidste spalte, oven over føljetonen og adskilt fra en foregående notits af en vandret skillestreg i hele kolumnens bredde, er trykketidspunktet angivet:

Færdigt fra Trykkeriet Kl. 8.

Bagsidens fod er adskilt fra avisens øvrige tekst af en tværgående, fed-fin dobbeltstreg og har ordlyden:

Udgivere: 👤J. F. Giødwad og 👤C. Ploug. – Ansvarlig Redacteur: J. F. 👤Giødwad. | [Skillestreg] | Trykt med Hurtigpresse i det Brünnichske Bogtrykkeri ved 👤J. C. Lund.

Artiklens overskrift »En Erklæring og Lidt til.« er centreret i spalten og sat med fed ca. 1 grad større end brødteksten.* Artiklen indledes med en fed uncial ca. 2 grader større end brødteksten. Fodnoten, der er placeret nederst i artiklens første spalte under en kort, venstrestillet streg, er sat ca. 1 grad mindre end brødteksten. Signaturen »👤S. Kierkegaard.« er indrykket fra højre margin, spatieret og sat med samme punktstørrelse som brødteksten.

Mellem overskrift og brødtekst er sat en kort, vandret skillestreg, og mellem artiklen og den følgende notits er sat en vandret skillestreg i hele kolumnens bredde. Spalterne adskilles overalt af en lodret, fin-fed-fin tripelstreg.

Spaltekolumnen måler ca. 96 mm i bredden, og en spalte har op til 53 linjer. Artiklens brødtekst er sat med en skriftstørrelse svarende til ca. 10 punkt (korpus). Der er dobbelt ordmellemrum efter punktum.

Generelt fremstår trykket gnidret med udtværede marginer. Der er enkelte eksempler på sætter- og trykfejl. En omvendt type findes i »Forfatteren«, hvor det sidste 'r' er sat på hovedet (SKS 14, 65,46). Trykfejl skyldes læderede typer.*

2. Manuskriptbeskrivelse

Til »En Erklæring og Lidt til« findes følgende manuskripter i Kierkegaard Arkivet (KA) på 📌Det Kgl. Bibliotek.

EEL

1

Kladder til en artikel, der er forlæg for »En Erklæring og Lidt til«, fordelt på 5 dobbeltblade, i alt 10 blade.

1.1

Kladde til en artikel med overskriften »Ønske foranlediget ved en literair Ubehændighed i Berlingske Tidende No«.
3 løse dobbeltblade, i alt 6 blade i 4o.*
Andet og tredje dobbeltblad er nummereret hhv. »2« og »3« på bl. [3r] og [5r].
Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 171 × 207 mm.*
Første dobbeltblad er foldet på langs; en bred inderspalte rummer tekst, yderspalten tilføjelser. De to øvrige dobbeltblade er uden foldning og beskrevet i næsten hele deres bredde. Bl. [5v]-[6v] er ubeskrevet.
På bl. [1r] findes overskriften »Ønske foranlediget ved en literair Ubehændighed / i Berlingske Tidende No«, derunder en dobbelt skillestreg før den løbende tekst. Nederst på samme side, adskilt fra hovedteksten med en streg, findes en anmærkning med indvisningstegn. En anmærkning på bl. [3r] og yderligere en på bl. [4v] er skrevet på langs i marginen.
Enkelte korrektioner i form af overstregninger, hovedsageligt af enkeltord; desuden en tilføjelse nederst på bl. [4v].

1.1

(Pap. VI B 184)

1.2

Kladde til en artikel med overskriften »En literair Ubehændighed i Berlingske Tidende No«.
Sammenhæftning af 2 dobbeltblade, i alt 4 blade i 4o.
Ingen paginering.
Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 171 × 207 mm. Hæftetråd af rød silke.
Bladene er foldet på langs; en bred inderspalte rummer tekst, yderspalten tilføjelser. Bl. [2r] er beskrevet på den øverste fjerdedel, mens bl. [2v]-[4v] er ubeskrevet.
På bl. [1r] findes overskriften »En literair Ubehændighed i Berlingske Tidende No«, derunder en skillestreg før den løbende tekst. Nederst på samme blad, adskilt fra hovedteksten med en streg, findes en anmærkning med indvisningstegn.
Få korrektioner.

1.2

(Pap. VI B 185)


1

(KA, B pk. 28, læg 1; Pap. VI B 184-185)

2

Udkast og kladde til »En Erklæring og Lidt til«, fordelt på 3 dobbeltblade og en løs lap, i alt 6 blade og en løs lap.

2.1

Korte udkast til artiklen.
1 dobbeltblad i 4o. Nederste højre hjørne af bl. [1] er uregelmæssigt afrevet; af bl. [2] er den nederste tredjedel afklippet.*
Ingen paginering.
Papir: gulligt koncept, glat. Mål: ca. 170 × 205 mm.
Bl. [1r] er beskrevet, de øvrige blade ubeskrevet.
Øverst på bl. [1r] findes to påskrifter: »Sandt er det og bliver det, at det er et Rygte siger.« og »veed han Noget ell. veed han ikke Noget.«. To korte afsnit er placeret nederst.
To korrektioner i form af udstregninger.

2.1

(Pap. VI B 187,3-4)

2.2

Kladde og spredte udkast til artiklen (heri findes bl.a. SKS 14, 65,60-66,11 og 66,23-45).
1 dobbeltblad i 4o.
Ingen paginering.
Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 170 × 207 mm.
Bl. [1r]-[2r] har smal ydre margin. Bl. [2r] er beskrevet ca. to tredjedele.
På bl. [2v] findes to påskrifter: »gjæstevenskabelig Modtagelse.« og »komme anstigende med ham under Armen«; siden er i øvrigt ubeskrevet.
Overskriften »En Erklæring.« findes på bl. [1r]; ovenfor i højre side ses en anmærkning med indvisningstegn. På samme side er en tilføjelse skrevet på langs i venstre margin.
En del korrektioner i form af udstregninger af enkeltord; tilføjelser findes skrevet til mellem linjerne i den løbende tekst og i den smalle margin.

2.2

(Pap. VI B 186-187,2)

2.3

Korte udkast til artiklen.
1 dobbeltblad i 4o. Har været skævt foldet fire steder.
Ingen paginering. Bl. [1r] er beskrevet, de øvrige blade ubeskrevet.
Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 170 × 207 mm.
Et afsnit udfylder øverste tredjedel af bl. [1r]. Ordene »pantsatte/Bondedreng« i næstsidste og sidste linje er understreget med blyant; derunder har SK med blyant skrevet »Studenstrup«. Nederst er sidste påskrift adskilt fra det ovenstående med en streg.
En korrektion i form af en tilføjelse med indvisningstegn.

2.3

(Pap. VI B 187,5-7)

2.4

Udkast til artiklen.
1 løs lap. Nederste kant uregelmæssigt afrevet.
Ingen paginering.
Papir: gråligt koncept, groft. Mål: ca. 192 × 115 mm.
Kun lappens ene side er beskrevet.
Ingen korrektioner.

2.4

(Pap. VI B 187,8)


2

(KA, B pk. 28, læg 1; Pap. VI B 186-187)

(KA, B pk. 28, læg 1; Pap. VI B 184-187)

3. Tilblivelseshistorie

Det foreliggende manuskriptmateriale til »En Erklæring og Lidt til« er udateret, men som det fremgår af artiklen, reagerer SK på en »anonym Artikel i den Berlingske Tidendes Nr. 108« (SKS 14, 65,11-12); denne er fra den 6. maj 1845. Manuskriptmaterialet lader sig således datere til dagene mellem den 6. og den 9. maj, hvor SKs artikel trykkes i Fædrelandet.

Tematisk og stedvist på ordniveau er der en vis overensstemmelse mellem de forskellige kladder, korte udkast og den trykte artikel, men SK har overvejet og forkastet en del tekst, før artiklen har fundet sin endelige udformning.

Mss. 1.1 og 1.2 er forlæg for den endelige artikel, idet indholdet nemt lader sig genkende i den trykte artikel. SK har dog på et tidspunkt henlagt begge manuskripter. Deres indbyrdes sammenhæng er åbenbar: Ms. 1.1 bærer overskriften »Ønske foranlediget ved en literair Ubehændighed / i Berlingske Tidende No«, og ms. 1.2 »En literair Ubehændighed i Berlingske Tidende No«. Alligevel er enslydende passager ikke i nævneværdig grad at finde i de to kladder. Det skyldes formentlig, at SK ikke har været tilfreds med første kladde (ms. 1.1) og derfor er begyndt på en gennemgribende omskrivning (ms. 1.2), der i sidste ende heller ikke har været tilfredsstillende. Dette understøttes af manuskripternes udseende. I ms. 1.1 antager SKs håndskrift på de sidste sider en mere flygtig karakter. Det tyder på, at denne kladde har udviklet sig i en mindre styret retning end først tænkt. I ms. 1.2 løber SKs håndskrift sirligt, men afsluttes noget pludseligt øverst på tredje side, hvorefter de resterende fem sider er ubeskrevet.

Det øvrige manuskriptmateriale er nærmere i ordlyd på den endelige artikel, og ms. 2.2 kan direkte karakteriseres som en kladde. De sporadiske udkast i ms. 2.1 kan i en vis udstrækning også læses i ms. 2.2. På første side i ms. 2.2 findes overskriften »En Erklæring.«, der er et tidligt vidnesbyrd om artiklens endelige overskrift. Fra denne kladde er i alt væsentligt overført to passager til den endelige artikel (SKS 14, 65,60-66,11 og 66,23-45). Også de to påskrifter »gjæstevenskabelig Modtagelse.« og »komme anstigende med ham under Armen« findes i modificeret form i artiklen (SKS 14, 66,12-13 og 66,17-20). Ms. 2.3 er forlæg for dele af artiklens sidste halvdel, herunder passagen med »Studenstrup« (SKS 14, 66,10-11). På ms. 2.4, en løs lap med knap tre fulde linjer, læses et indfald om at gøre sig »uendelig bred« og om »Forfatteres Brede«, der omskrevet genfindes i den endelige artikel (SKS 14, 66,39-45).

Der foreligger ingen renskrift (trykmanuskript) til artiklen.

4. Udgivelsesmåde

»En Erklæring og Lidt til« blev som nævnt trykt i Fædrelandet. * Det har ikke været muligt at efterspore, om SK modtog honorar for artiklen.

Af stor betydning for receptionen allerede i SKs umiddelbare eftertid var 👤Rasmus Nielsens udgivelse af 👤S. Kierkegaard's Bladartikler i 1857 (Bl.art.). Heri indgår størstedelen af SKs artikler, også »En Erklæring og Lidt til«.*