◄ den nyere Æsthetik : Digteren og den senere æstetikprof. 👤Adam Oehlenschläger havde i fortalen til 📖 Nordiske Digte, 📌Kbh. 1807, ktl. 1599, s. XXI, og senere i pjecen Om Critiken i Kjøbenhavns flyvende Post, over Væringerne i Miklagard, 📌Kbh. 1828, relateret de aristoteliske bestemmelser til sin egen dramatiske digtning. Pjecen var et svar på 👤J.L. Heibergs anmeldelse af Oehlenschlägers drama Væringerne i Miklagard ( 120,7) i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 99-101, Kbh. 1827, og Heiberg svarede Oehlenschläger igen i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 7-8 og 10-16, Kbh. 1828, jf. Heibergs Prosaiske Skrifter ( 120,7), bd. 1, s. 249-381, hvor han specielt omtaler Oehlenschlägers forhold til de aristoteliske krav om stedets, tidens og handlingens enhed. Der sigtes formentlig også til 👤G.E. Lessing, der diskuterer 👤Aristoteles' dramaturgiske teorier, herunder hans skelnen mellem den komiske og den tragiske fabel, i Hamburgische Dramaturgie, XXXVII-XXXIX (1767), jf. Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften ( 26,1), bd. 24, s. 267-284. Der kan endvidere være tænkt på 👤Hegel, der i Vorlesungen über die Aesthetik ( 58,9) bd. 1, i Hegel's Werke ( 11,3) bd. 10,1, s. 21 (Jub. bd. 12, s. 37, Suhr. bd. 13, s. 30f.), siger, at Aristoteles' teori om tragedien stadig har interesse. Før Hegels æstetik udkom, havde højrehegelianeren 👤C.H. Weisse i sin monumentale 📖 System der Aesthetik als Wissenschaft von der Idee der Schönheit bd. 1-2, 📌Leipzig 1830, ktl. 1379-1380; bd. 2, s. 305f., diskuteret forholdet mellem de seks grundelementer i tragedien, som Aristoteles havde opstillet ( 139,21).
I trykt udgave: Bind 2 side 140 linje 5