↩ Ved at opfatte Christendommen som Lære er Forholdet i Christenheden blevet idel Forvirring, og Bestemmelsen af det at være Christen 254næsten gjort ukjendelig. Saa maa Christus som »Forbilledet« drages frem, men ikke for at ængste – dog det er maaskee en aldeles overflødig Bekymring, at man nu tildags skulde kunne ængste Nogen med Christendom; men i ethvert Tilfælde: ikke for at ængste, det bør være lært af tidligere Tiders Erfaring. Nei, »Forbilledet« maa bringes frem for idetmindste at skaffe Christendommen nogen Respekt, at faae det ►gjort lidt kjendeligt, hvad det er at være Christen, at faae Christendommen fra det Videnskabelige og Tvivlen og Vrøvlet (det Objektive) sat over i det Subjektive, hvor den hører hjemme, saa vist som ►Verdens Frelser, vor Herre 👤Jesus Christus, ikke har bragt nogen Lære ind i Verden og aldrig har doceret, men som »Forbilledet« ►fordret »Efterfølgelse«, dog ved sin »Forsoning« forjagende, om muligt, al Angest af et Menneskes Sjel.