Kierkegaard, Søren Dømmer selv! Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet

✂

Bøn.

✂

✂ Fader i Himlene! ►Du er en Aand, og de, som ville tilbede Dig, skulle tilbede Dig i Aand og Sandhed – men hvorledes i Aand og Sandhed, hvis vi ikke ere, eller dog først stræbe at blive ædrue! Saa ►send da Din Aand i vore Hjerter; o, der kaldes saa ofte paa den, at den maa komme og bringe Mod og Liv og Kraft og Styrke: at den dog først – dette er jo Betingelsen for det Øvrige og for, at det Øvrige bliver os til Gavn – at den dog først maatte gjøre os ædrue!

✂

✂

✂

✂

✂ ►A: T:►Da Apostlene traadte frem paa Pintsedagen, første Gang fyldte af den Hellig-Aand »da forfærdedes alle, og tvivlede, og sagde: hvad monne dette være? Men Andre spottede og sagde: de ere fulde af sød Viin.« ►Apost. 4 Gj. II, 13. Altsaa Ingen formaaede eller vovede at forklare, hvad her var skeet; Forfærdelse greb Alle og Tvivl, kun Spotterne forsøgte en Forklaring: at Apostlene vare fulde – og saa tidlig paa Dagen, ►Kl 9 om Formiddagen. Det var Forklaringen. Dog strækker den ikke til; thi forunderligt, de vare det ikke blot om Morgenen, nei – hvis de vare fulde – de vare det endnu om Aftenen, og det var ikke blot den Morgen, nei – hvis de vare fulde – de vare det ogsaa den næste Morgen og dennes Aften, og en Maaned derefter, og tyve Aar derefter, og endnu i deres Dødsstund vare de – fulde af den søde Viin, som de, efter 154Spotternes Forklaring – thi ellers lader Begivenheden paa Pintsefesten sig ikke forklare – maae have drukket hiin Morgen. O, dybe Spot over Spotternes Forklaring!

✂ Her som overalt viser det sig, at Verden og Christendommen have de hinanden meest modsatte Forestillinger. Verden siger om Apostlene, ►om Apostelen 👤Peder, den ordførende: »han er fuld« – og Apostelen ►👤Peder formaner: »vorder ædrue.« Altsaa det verdslige Sind anseer Christendommen for Beruselse, og Christendommen anseer det verdslige Sind for Beruselse. »Bliv dog fornuftig, kom til Dig132 selv, see at blive ædru« saaledes tilraaber det verdslige Sind den Christne. Og den Christne siger til det verdslige Sind: »bliv dog fornuftig, kom til Dig selv, bliv ædru.« Thi Forskjellen mellem det ►Verdenslige og det Christelige er ikke, at det ene har een Mening, det andet en ⓘ anden anden] , herefter er slettet Mening, nei Forskjellen er altid, at de have den lige modsatte Mening, at hvad det ene kalder Godt, kalder det andet Ondt, hvad det ene kalder Kjerlighed, kaldet det andet ⓘ SelviskhedSelviskhed] , ændret fra Had, hvad det ene kalder ►Gudelighed, kalder det andet Ugu5delighed, hvad det ene kalder at være fuld, kalder ⓘ det andetdet andet] tilføjet at være ædru. Just den fulde Mand, »Apostelen«, han finder det fornødent at indskærpe en, kan jeg tænke, ædru Verden den Formaning: bliver ædrue!

✂ Og just denne Formaning er maaskee allermeest som beregnet paa at saare det forhærdede, verdslige ⓘ Sind, der ellers ikke saa let lader sig saare eller bringe ud af Fatning.Sind, der ellers ikke saa let lader sig saare eller bringe ud af Fatning.] , ændret i marginen fra Sind. Thi dette verdslige Sind, det kan ogsaa finde sig i Noget og i Meget, finde ⓘ sig isig i] K, sig R, at der siges om det baade Dette og Hiint, kun ikke at det kaldes Beruselse. »Jeg holder mig«, siger dette verdslige Sind, »jeg holder mig til det Visse, jeg er hverken en Sværmer eller en Drømmer eller en Nar, hverken fuld eller gal. Jeg holder mig til det Visse; jeg troer ⓘ Intet Intet] , først skrevet Ing, ikke det Mindste, ►uden hvad jeg kan tage og føle paa; og jeg troer Ingen, ikke mit eget Barn, ikke min Hustrue, ikke min bedste Ven, jeg troer kun hvad der kan bevises – thi jeg holder mig til det Visse. Jeg holder mig til det Visse, og indlader mig derfor ikke i fjerneste Maade med alt dette Høitravende om det Hiinsides, om Evigheden, og alt Det, som Præsterne ikke for Intet bilde ►Fruentimmer og Børn og Eenfoldige ind; thi ►man veed hvad man har, man veed ikke hvad man ⓘ faaer:faaer:] , ændret fra faaer, dette holder jeg mig til. Jeg holder mig til det Visse; jeg leger derfor aldrig med i den Leeg, som Menneskene 155gjøre saa meget Væsen af under Navn af Kjerlighed, hvor man dog altid bliver narret, hvis man da ikke selv er Den, der narrer de Andre; nei, jeg elsker ikke et eneste Menneske, dog stop, jo der er eet Menneske, jeg elsker, jeg siger ikke, 6 at jeg elsker ham høiere end mig selv, det er saa sværmerisk, og jeg er ingen Sværmer, men jeg elsker ham lige saa høit som mig selv, det er nemlig mig selv, det Menneske elsker jeg, det er vist, og jeg holder mig til det Visse. ⓘ ManMan] , først skrevet Det E kan nu kalde mig selvkjerlig og hjerteløs og lumsk og lumpen, man kan for den Sags Skyld kalde mig en Skurk, en Slyngel: det skal aldeles ikke forstyrre mig, jeg holder mig til det Visse. Det Eneste, troer jeg, der vilde et Øieblik forstyrre 133 mig, var om Nogen kunde ►falde paa at sige, at jeg var fuld, beruset, jeg den koldeste og roligste og klareste Forstandighed.« Dog siger Apostelen: »bliv ⓘ ædru!«ædru!«] , < ædru!«, og siger dermed: Du er beruset; Ulykkelige, hvis Du kunde see Dig selv, Du vilde gyse, thi Du vilde see, at det er med Dig som med et beruset Menneske, naar han – modbydeligt! – neppe ligner et Menneske, i den Grad er Du beruset.

✂ Saaledes forholder det Verdslige og det Christelige sig til hinanden. Det var ikke blot om Apostlene, ikke blot om dem paa Pintsefesten, det blev sagt: de ere fulde af sød Viin, nei det var, er og bliver Verdens Dom om det Christelige. Og Christendommen er ⓘ derimodderimod] tilføjet af den Mening, at just Apostlene og just paa Pintsefesten vare i høieste Forstand ædrue, kun Aand. Og Christendommen er af den Mening, at just den sande Christen er ædru, at derimod Enhver, i samme Grad som han mindre er Christen, i samme Grad er mere i en Beruselses Tilstand. Og Christendommen er af den Mening, at dens, eller at 7 Aandens første Virkning i et Menneske er, at han bliver ædru. Alt det Christelige er nemlig en Fordoblelse, eller enhver Bestemmelse af det Christelige er først sit Modsatte, hvorimod blot menneskeligt eller verdsligt Et kun er ligefrem hvad det er. ►En Aand, der gjør levende, er saaledes, blot menneskeligt, en levendegjørende Aand, ikke videre; christeligt er den først den Aand, som ►døder, som lærer at ►afdøe. Opløftelse er, blot menneskeligt, Opløftelse, ikke videre; ►christeligt er den først Ydmygelse. Saaledes ogsaa ►Beaandelse, blot menneskeligt, er Beaandelse; christeligt er Beaandelse først at blive ædru.

✂ ►Og derom ville vi tale, om det:

✂

✂ 156at blive ædru

✂

✂ Naar der, blot menneskeligt, gjøres Forskjel mellem det, aandelig forstaaet, at være ædru og det at være ⓘ berusetberuset] , ændret fra ædru, da tænker man ved det at være ædru paa Forstandighed, Besindighed, Klogskab og hvad dertil hører; ved det at være beruset tænker man paa Begeistring, det at vove og saaledes at vove, at man slipper Sandsynligheden. De Forstandige, de Besindige, de Kloge, som kalde sig ædrue, betragte saa de Begeistrede med samt deres Voven som berusede, sige det spottende om dem, advare Andre mod at lade sig forlede af dem.

✂ 134Og maaskee have de i een Forstand Ret, endog efter Christendommens Mening. Thi 8 Christendommen er saare langtfra at ►anprise enhver Begeistring, enhver Voven, og ►Christus selv, der fordrede, at »Discipelen« skulde forlade Alt for at følge ham efter, ►give Alt til de Fattige, ►lade være endog at begrave sin afdøde Fader, han siger dog ogsaa (hvori da tillige ligger, at han ikke fordrer af Enhver ubetinget, at han skal være »Discipelen«) ►»at naar En vil opføre et Taarn, sidder han først og beregner Bekostningen, om han haver, hvad der hører til at fuldføre det med.«

✂ Altsaa ogsaa Christendommen mener, at der er en Voven, som er dumdristig, Beruselse, ikke at anprise.

✂ Men saa er jo Christendommen enig med hine Forstandige, Besindige, Kloge, de, menneskelig forstaaet, saakaldte Ædrue? Nei, langtfra; nei ikke med een eneste af dem! Ikke med een eneste af dem. Der er nemlig Forskjel mellem disse saakaldte Ædrue. Nogle bruge al deres Forstandighed, Besindighed, Klogskab til aldeles at forkiæle sig selv, saa de blive usle Halv-Mennesker, glemmende (hvad ►vistnok behøvede at erindres i hver en Prædiken i Christenheden) at ►ikke blot Tyve og Røvere og Mordere og Hoerkarle, men at heller ikke Blødagtige kunne indgaae i Himmeriges Rige – ak, ►naar engang Regnskabet bliver gjort op over ►Menneskeslægtens Utallige, der vil under Rubrikken, de Blødagtige, findes et større Tal end 9 under disse Rubrikker: Tyve, Røvere, Mordere tilsammen. Saaledes med nogle af de saakaldte Ædrue. Andre derimod have dog en større Villies-Kraft, ⓘ heftigereheftigere] , først skrevet heftigere, Lidenskaber, dybere Trang til Afgjørelse og Handling; ⓘ dede] , ændret fra disse benytte da deres Klogskab og Besindighed noget anderledes. De vove længere ud, anstrenge 157deres Liv mere, flye ikke enhver Fare; men Eet staaer dem fast: Sandsynligheden, den slippe de ⓘ aldrig.aldrig.] , først skrevet aldrig; De ⓘ raade indenfor Sandsynligheden over flere Mulighederraade indenfor Sandsynligheden over flere Muligheder] , ændret i marginen fra raade over flere Muligheder indenfor Sandsynligheden end de Andre, de aftvinge Sandsynligheden Forklaringer som den (thi ogsaa Sandsynligheden er ►knibsk, paaholdende) negter de Blødagtige; men ⓘ EetEet] , < Een staaer fast, urokkelig fast, de slippe ikke Sandsynligheden, at slippe den, sige de, det er at være beruset.

✂ See her den uendelige Forskjel fra det Christelige; thi, christeligt, ja blot religieust, ⓘ gjældergjælder] , herefter er slettet det, at Den, som aldrig slap Sandsynligheden, han indlod sig aldrig med Gud. Al religieus, end sige al christelig Voven er paa den anden Side af Sandsynligheden, er ved at slippe Sandsynligheden.

✂ 135Men saa er jo dog det Christelige idel Dumdristighed, de Forstandige have Ret, det er Beruselse? Nei! ►Vistnok er der Mangen, der har meent, at det var christeligt han vovede, da han vovede at slippe Sandsynligheden, og det var kun Dumdristighed, ogsaa efter Christendommens Mening. Thi Christendommen holder paa en egen Maade igjen. Der gives, om jeg saa tør sige, letbyggede Mennesker, der ikke have synderlig megen Klogskab, Forstand, Besindighed til at holde igjen med, 10 dem falder det kun altfor let at slippe Sandsynligheden og at vove. Dette er, baade christeligt og blot ⓘ menneskeligmenneskelig] , < menneskeligt forstaaet, Beruselse. Men stundom mene Saadanne, at Sagen bliver en anden derved, at de henføre deres Voven til Gud, at det er i Tillid til Gud de vove. Og unegteligt vilde dette ogsaa ganske forandre Sagen – det er just dette, der maa sees efter og eftersees, om ►det virkelig er saa, at det er i Tillid til Gud. Thi at føie Guds Navn til sine Ønsker, sine ►Begjeringer, sine Planer: det er ogsaa let, kun altfor let for de Letbyggede; men deraf følger ikke, at deres Voven er i Tillid til Gud. Nei, idet ⓘ EnEn] , først skrevet han slipper Sandsynligheden for at vove i Tillid til Gud, da maa han jo tilstaae sig selv, hvad der ligger i det at slippe ⓘ Sandsynlighed Sandsynlighed] , < Sandsynligheden, at naar han nu vover, da er det lige saa muligt, netop lige saa muligt, at han seirer, som at han ►ligger under. At det er i Tillid til Gud han vover, giver nemlig ingen umiddelbar Vished for at seire; just deri ligger ►det Mislige ved de Letbyggedes ⓘ Voven Voven] , først skrevet Voven, i Tillid til Gud, at de forstaae dette saaledes, at ►de skulle seire. Men dette er ikke at vove i Tillid til Gud, det er ⓘ at ►tageat ►tage] K, tage R Gud forfængeligt. Og Det, der skal ►skrække Dig tilbage derfra, er just, at Du re158deligt og ⓘ oprigtigt oprigtigt] , først skrevet f forstaaer Dig selv i, at Du, idet Du vover at slippe Sandsynligheden for at vove i Tillid til Gud, at Du da derved lige saa godt kan siges at have – menneskelig talt, thi evigt er det dog Din Seier – beredet din Undergang, som at have banet Veien til at seire. Og see dette skrækker tilbage, dog ikke fra det at vove i Tillid til Gud, nei, men fra i at vove at tage Gud forfængeligt. Først naar Du ret har forstaaet Dig deri, først da kan Du vove i Tillid til Gud. Du har slup11pet Sandsynligheden; forsaavidt kan det, menneskelig talt, endogsaa være det Sandsynlige, at Du vil ligge under. Men desuagtet vil Du ud, frem ad, vove – i Guds Navn. Vel saa! Men ikke sandt, saa har Du ogsaa forstaaet, at det er ikke, for at Du skal seire, at Du kaldte Gud til, men at Du ⓘ (hvis (hvis] , < – hvis; ændret fra (hvis det ikke skulde behage Gud, at lade Dig ⓘ seire –seire –] , < seire, thi umuligt er det ikke, da ►Alt er muligt for Gud; ja, umuligt136 maa det end ikke være, thi saa er Din Voven ►formastelig) maa være i Forstaaelse med Gud om, at han vil styrke Dig til at kunne bære det at maatte ligge under for en god Sag, for en Voven i Tillid til Gud. Men ⓘ Dette er afskrækkendeDette er afskrækkende] , ændret fra dette er Afskrækkende; og som ingen Levende sneeg sig forbi ►hiint hundredhovede Uhyre, der vogtede Indgangen til de Dødes Rige, og som ►ingen Fugl fløi over det døde Hav: saaledes slipper ingen blot menneskelig Dumdristighed forbi denne frygtelige Forstaaelse. Dog har Du ikke passet paa, at denne dødbringende Forstaaelse gaaer mellem Dig og Din Voven i Tillid til Gud, saa har Du taget Gud forfængeligt, Din dristige Voven er Dumdristighed, at den er i Tillid til Gud en Indbildning.

✂ Derimod staaer det christelig fast, at den sande ⓘ christeligechristelige] tilføjet Voven slipper Sandsynligheden. Det er ikke som Feighed, Verdslighed, Blødagtighed har opfundet det, og fundet paa, løgnagtigt, at kalde det Christendom, det saaledes at vove er ►ikke at friste Gud. O, afskyelige Løgnagtighed, o, lumpne Bagvaskelse mod alle ►Troes-Heltene og Martyrerne og Sandheds-Vidnerne og Forbillederne! Men saaledes ⓘ er det altider det altid] , først skrevet ere vi Mennesker altid! med os! Det vi ønske os fritagne for, er Farer og Anstrengelser og ►Alt, hvad der er Kjød og Blod imod. Nu og Christendommen er mild, den kan i Form af Indrømmelse 12 – læg vel Mærke dertil: ►i Form af Indrømmelse! – skaane den Enkelte for Meget, naar han ydmygt tilstaaer, hvorledes det hænger sammen med ham, skaane ham ogsaa for denne egentlige christelige Voven, naar han ydmygt tilstaaer, hvorledes det hænger sammen med ham. Men det Verdslige i os ►lader sig sandeli159gen ikke nøie hermed, det nøies aldrig, før det har faaet det Forkeerte, det Ugudelige gjort fast som Troes-Artikel, som Pligt, som ►Dogma, som sand Christendom – for at ►vi saa kunne forsage den sande Christendom som Ugudelighed. Saaledes med hiin verdslige Tale i Christenheden om det at friste Gud. Det er ⓘ migmig] , < mig, der ønsker gode Dage, mig der vil skaane mig selv; men saa vil jeg ikke engang tilstaae det, nei, jeg gjør saa Christendommen om og siger: »det at vove ud over Sandsynlighed det er at friste Gud. Pfui, skulde jeg – som er en Christen! – skulde jeg ►understaae mig at friste ⓘ Gud!« Gud!«] , < Gud« Og skulde ⓘ jeg – som jeg – som] , ændret fra jeg, som er en ►underfundig Slyngel! – ikke afholde mig derfra, naar jeg ved Hjælp deraf slipper fra al Anstrengelse, og tillige for Spotpriis slipper ind i at gaae og gjælde for en gudfrygtig, from Christen!

✂ Nei, nei, ikke saaledes! Det skal, christelig, staae fast – o, ⓘ min Gud,min Gud,] , < min Gud, min Gud, hold Du paa mig, at jeg staaer fast, for saa at kunne gjøre det fast, thi det skal staae fast: at dette, just dette er Christendom, at vove i Tillid til Gud at slippe Sandsynlighed, og at man, hvis man vil være Christen, kun kan fritages derfra ved Ydmygelsens ⓘ Ind13rømmelseIndrømmelse] , først skrevet s<ka>! Det skal staae fast – o, min Gud, gjør Du det fast! – at som ►Christendommen afskyer Hoer, Mord, Tyverie, og ►Alt hvad der forresten kan besmitte et Menneske, at den kjender endnu een Art Besmittelse: ⓘ feigfeig] tilføjet Klogskab og ⓘ blødagtigblødagtig] tilføjet Forstandighed, ussel Trællen i Sandsynlighed og Sandsynlighed, christelig forstaaet maaskee den farligste Besmittelse. Derfor indskærpes det ogsaa i den Hellige-Skrift, men disse Steder hører man aldrig nævne; det indskærpes, thi der tales bestandigt aldeles i samme Forstand om de Feige, de Blødagtige, som der tales om Røvere og Mordere og Hoerkarle; og der siges Eet og det Samme om dem, at de ikke skulle arve Guds Rige. Ja, i Sandhed Christendommen afskyer ⓘ og som Besmittelse, hvad Verden priser og som det Høiesteog som Besmittelse, hvad Verden priser og som det Høieste] , ændret i marginen fra denne Bestemmelse, som er det: ⓘ detdet] tilføjet bestandigt at handle klogt; ⓘ ChristendommenChristendommen] , ændret fra den afskyer denne Besmittelse, ligesom den i sin første Fremtræden afskyede Afgudsdyrkelse – men denne vore Tiders Forgudelse af ⓘ Klogskab denKlogskab den] , ændret fra Klogskaben er just vore Tiders Afgudsdyrkelse, Christendommens Afskye, uden at derfor Christendommen har Noget mod Klogskaben som Evne, som Gave betragtet. Nei, langtfra! Ei heller er Christendommen uvidende om, hvor vanskeligt det er, naar man er klog, da at skulle forsage at handle klogt. O, er det vanskeligt, sees det sjeldent at lykkes Nogen, som hengav sig til en Last, at af160lægge den ganske: o, hvor langt vanskeligere, i ethvert Øieblik at have Klogskaben hos sig, med dens kloge Øine see, hvad det Klogeste er, og ►det Lystelige i 14 at være klog – og saa at skulle forsage at handle klogt! Dog fordrer Christendommen dette. Thi, christelig, vilde dette blive Lovtalen, hvis der var det Menneske, om hvem det kunde siges: han var det forstandigste Menneske i sin Tid, den klogeste Mand i Riget; det var Alle bekjendt, at søgte man i [en] vanskelig og forviklet Sag det klogeste Raad, man gik ikke forgjeves, naar man gik til ham, ⓘ man man] , ændret fra manmuligvis i fremmed hånd gik kun forgjeves, naar man gik til nogen Anden – men selv handlet klogt, nei det har han aldrig! Med en Reenhed, som en jomfruelig Qvindes, som en rødmende Ynglings Undseelse har han afskyet det at handle klogt! Hans Liv ⓘ varvar] , foran er slettet det paa den anden Side af Sandsynligheden, der levede han, der aandede han, der vovede han i Tillid til Gud – han den af alle den Forstandigste!

✂ 138Dette er Christendom! Og nu ⓘ vendes hele Forholdet vendes hele Forholdet] , først skrevet vender hele Forholdet si om i Forskjellen mellem det, aandelig forstaaet, at være ædru og beruset. Vi begyndte med, at ⓘ Forstandighed Forstandighed] , først skrevet Forskjellen, Besindighed, Klogskab at det var at være ædru; det at vove og vove at slippe Sandsynlighed at det var at være beruset. Men ►Christendommen gjør Alt nyt. Saaledes ogsaa her: christeligt er det at vove i Tillid til ⓘ Gud atGud at] , først skrevet Gud, slippe Sandsynlighed, det er just at være ædru – som Apostlene vare det paa Pintsefesten, aldrig vare det mere, end da de, al Sandsynlighed tiltrods, vare blot Redskaber for Gud, o, christelige Ædruhed! Derimod er, christelig, Forstandighed, Besindighed, Klogskab, 15 det ⓘ erer] , herefter er slettet Beruselse. – ja, hvor nyt, thi at det er at dadle, det er ⓘ enddaendda] , først skrevet ikke noget Nyt ikke det Nye, men at det er: Beruselse! Dog hvad Under vel? Thi ikke det Evige, ei heller Gud, og ⓘ hellerheller] tilføjet ikke det at blive sig selv gjennemsigtig for Gud: ikke dette beruser, hvor ⓘ varvar] , først skrevet d det muligt! De berusende Drikke ere altid sammensatte, gjærende – som Det er, hvortil Forstandigheden og Klogskaben og Besindigheden holder sig: det Sandsynlige.

✂ ►Vi ville nu gaae videre i denne christelige Tale om det at blive Ædru og see nærmere, hvad det betyder.

✂ At blive ædru er: ⓘ at at] , først skrevet er komme til sig selv i Selverkjendelse og for Gud som Intet for ham, dog uendeligt, ubetinget forpligtet.

✂ At komme til sig selv. Altsaa, at ►leve hen i fuldkomment Ukjendskab til sig selv, eller ganske at misforstaae ⓘ sig selvsig selv] K, selv R, eller at vove i blind Tillid til 161egne Kræfter og Deslige, det er – deri ere vi enige med den blot menneskelige Betragtning – det er ikke at komme til sig selv, ⓘ erer] , ændret fra men at være beruset. Men nu det, at leve hen i nøie Kjendskab til og klog Beregning af sine egne Kræfter, Evner, Forudsætninger, Muligheder, ligeledes fortrolig med, hvad Menneske- og Verdenskundskab lærer de Indviede: er det at komme til sig selv? Ja, efter den blot menneskelige Betragtnings Mening. Men ikke efter den ⓘ christelige christelige] , < christeliges; thi det er ikke, at komme til sig selv, det er at komme til det Sandsynlige; man kommer ad den Vei aldrig længere. Og at komme til det Sandsynlige er Veien til at blive mere og mere beruset, mere og mere ⓘ fortumletfortumlet] , først skrevet beruset i i Hovedet, mere og mere tung og usikker i sin Gang, ⓘ AltAlt] , < alt under den Selvindbildning, at man er ganske ædru. Thi i det Sandsynlige drikker man sig ikke ædru; er det tilveiebragt ved Hjælp 16 af den kun meget overfladiske Menneske- og Verdenskundskab, er dets Beruselse mindre farlig; derimod, jo dybere Menneske- og Verdenskundskab der er brugt for deraf139 ligesom at uddrage det Sandsynlige, desto farligere er dets Beruselse. Det Sandsynlige blander ligeligt i sig ►Kjendskab til Godt og Ondt; og synes det end klart det Sandsynlige, i Sandhed blev det aldrig afklaret. Den, der spørger efter det Sandsynlige og ene derefter, for at holde sig dertil, han spørger ikke, hvilket er Ret og hvilket Uret, hvilket det Gode og hvilket det Onde, hvilket det Sande og hvilket det Usande, nei, han spørger ligeligt, hvilket er det Sandsynlige, at jeg kan troe det, thi om det er det Sande, ⓘ erer] , først skrevet kan være ⓘ ligegyldigtligegyldigt] , først skrevet ligel eller dog mindre vigtigt, hvilket er det Sandsynlige, at jeg kan slutte mig dertil og holde med det, om det er det Onde, om det er Uret, er ligegyldigt eller dog mindre vigtigt, naar det blot er det Sandsynlige, eller Det, der har ⓘ SandsynlighedenSandsynligheden] , først skrevet s for sig at ville faae Magten. Kjendskabet til det Sandsynlige, og jo dybere det er, fører et Menneske ⓘ ikke, i dybere Forstand, ikke, i dybere Forstand,] , ændret i marginen fra ikke nærmere til ham selv, men længere og længere bort fra hans ►dybere ⓘ Selv, bringer ham kun, i Selviskhedens Forstand, sig selv nærmere og nærmere – det kalder den blot menneskelige Betragtning at blive ædru, Christendommen kalder det Beruselse.Selv, bringer ham kun, i Selviskhedens Forstand, sig selv nærmere og nærmere – det kalder den blot menneskelige Betragtning at blive ædru, Christendommen kalder det Beruselse.] , ændret i marginen fra Selv.

✂ At komme til sig selv i Selverkjendelse. I Selverkjendelse. Thi i al anden Erkjenden er Du borte fra Dig selv, glemmer Du Dig selv, Dig selv fraværende. Dog just dette kalder den blot menneskelige Betragtning at blive ædru. At glemme sig selv, at ⓘ komme, ikke til, men komme, ikke til, men] , ændret i marginen fra komme bort fra sig 162selv ved at fortabe sig selv i Erkjenden, i Begriben, i Tænkning, i kunstnerisk Frembringelse o: s: v: det kaldes just at være ædru. Christeligt er det Beruselse. Og er 17 det dog ikke saaledes; sige vi ikke om Den, der henfaldt til Brugen af stærke Drikke, at han glemmer sig selv, drukner ⓘ sig selv ellersig selv eller] sit Selv; og naar dette da ganske er lykkedes ham, naar han er blevet ganske af med sig selv, da sige vi ikke: nu er han ret blevet ædru, nei, vi sige det Modsatte. Saaledes ogsaa med Erkjendelsen; der er kun een Art Erkjenden, der bringer et Menneske ganske til sig selv, Selverkjendelse; denne er det at være ædru, den rene Gjennemsigtighed. Derimod mener den blot menneskelige Betragtning, at Selverkjendelse er Beruselse, at den frembringer, hvad det Berusende frembringer: Svimmelhed. Dog ►er dette ikke saa. Nei, just da svimler det, ►sandseligt, for et Menneske, naar han har glemt sig selv i den stærke Drik; og da svimler det, aandelig forstaaet, for et Menneske, naar han har tabt sig selv i en Erkjenden af Andet, eller som han siger, i en objektiv Erkjenden – kald paa ham, og Du skal see, han ligesom 140vaagner op af en Drøm, han maa ligesom gnide Øinene, besinde sig paa sig selv, huske, hvad han hedder, som en Beruset.

✂ At komme til sig selv i Selverkjendelse og for Gud. ⓘ Thi Thi] , først skrevet At komme hvis Selverkjendelsen ikke fører til at erkjende sig selv for Gud, ja, da er der Noget i hvad den blot menneskelige Selvbetragtning siger, at denne Selverkjendelse fører til en vis Tomhed, der frembringer ⓘ ►Svimmel.Svimmel.] , først skrevet Svimmel, og Kun ved at være for Gud kan et Menneske ganske komme til sig selv 18i ⓘ ÆdruhedsÆdruheds] , < Ædruhedens Gjennemsigtighed. Den blot menneskelige Betragtning mener modsat, at det at indlade sig med Gud, med det Uendelige – at Intet er vissere end at det er Beruselse, at det ikke er saaledes vist, at Den, der fra Skibet stirrer i Bølgerne, eller at ►Den, der fra et høit Sted skuer ned i Dybet, eller ►fra det lavere Sted ud over et uendeligt Rum, hvor Intet standser Blikket: at det ikke er saaledes vist, at han bliver svimmel, som at Den bliver det, der indlader sig med Gud. Man skulde og synes, at det maatte være saa; og dog er det efter Christendommens Mening lige det Modsatte, just dette er Veien til at blive ganske ædru – saaledes bruges jo et Stærkere for at gjøre Den ædru, der var beruset i et Svagere, om end naturligviis dette Stærkere, som gjør ædru, ved en frygtelig Misbrug kan bruges til Beruselse.

✂ At komme til sig selv i Selverkjendelse og for Gud som Intet. Den ⓘ blotblot] tilføjet 163menneskelige Betragtning mener, at det at blive til Noget, at det er Veien til at blive ædru; Christendommen mener, at just det at ►blive til Intet – for Gud, at det er Veien, at hvis Nogen kunde falde paa at ville være Noget for Gud, at det er Beruselse eller at ville misbruge det Stærkere, som gjør ædru, men at det at blive til Intet er at blive ædru.

✂ At blive til Intet for Gud, og dog uendeligt, ubetinget forpligtet. Den blot menne19skelige Betragtning er af modsat Mening, at det at være ædru just kjendes paa, at man i Alt holder Maade, i Alt iagttager dette ædruelige ►»til en vis Grad«. Saaledes ogsaa med Pligten; »det var jo den visse Vei til at blive reent forstyrret i Hovedet, den visse Vei til Beruselse eller til Galskab, om man vilde hengive sig til et Ubetinget og, hvad deri ligger, ubetinget hengive sig til det.« Christendommen mener, at just det Ubetingede, og det ene, eller Indtrykket, Trykket af det Ubetingede er istand til at gjøre et Menneske ganske ædru, naar han – og ellers har han ikke faaet Indrykket af det Ubetingede – ubetinget giver sig ⓘ ii] , først skrevet hen i dets Magt; at derimod dette »til en vis Grad«, at det just er berusende, bedøvende,141 gjør tung og døsig og dorsk og sløv, omtrent som en Drikfældig er det, om hvem der siges, han gaaer i en stadig Døs.

✂ Og saaledes er det dog vel ogsaa, at just det Ubetingede er det Eneste, der kan gjøre et Menneske ganske ædru. Lad mig i en billedlig Tale fremstille Dig dette, og lad det ikke forstyrre Dig, om Talen maaskee ikke synes høitidelig nok; det er saa med Flid, at Du maatte faae et desto sandere Indtryk af det Fremstillede. Dersom Du vilde spørge en ►Tørvebonde, en ►Droskekudsk, en ►Postkarl, en Heste-Udleier: hvortil bruger Kudsken Pidsken? Du skal høre, ►de ville alle svare »naturligviis for at faae Hesten til at gaae.« Spørg ►Kongens Kudsk, hvortil bruger Kudsken Pidsken? og Du skal høre, han svarer »hovedsagligen bruges den for at faae Hestene til at staae.« Dette er Forskjellen mellem at være simpelt kjørende og godt kjørende. Nu videre. Har Du seet, hvorledes Kongens Kudsk bærer sig ad; eller har Du ikke seet det, saa lad mig beskrive Dig det. Han sidder høit paa sin Buk; og just fordi han sidder saaledes 20 høit, har han desto mere Hestene i sin Magt. Imidlertid, ved en saadan Leilighed anseer han ikke dette for nok. Han reiser sig i Sædet; han samler hele sit Legemes Magt i sin muskelstærke Arm, som løfter Pidsken – nu falder der et Slag; det var frygteligt. I Almindelighed er eet Slag nok; dog stundom gjør maaskee Hesten et fortvivlet 164Spring – endnu eet Slag. Det er nok. Han sætter sig ned. Men Hesten? Der gaaer først en Skjælven gjennem hele dens Legeme, det seer virkelig ud som ►mægtede denne fyrige, kraftfulde Skabning ikke at staae paa Benene; det er det Første, det er ikke saa meget Smerten, der ryster den, som det er det, at Kudsken – Sligt formaaer ogsaa kun Kongens Kudsk – har samlet sig heel i at give Slaget Eftertryk, heel er i Slaget, saa Hesten ikke saa meget paa Smerten som paa noget Andet fornemmer, ►hvo det er der slaaer. Saa tager denne Skjælven af, den er nu kun en sagte Zittren, men det er som hver en Muskel, hver en Trævl zittrede. Nu er det overstaaet – nu staaer ⓘ HestenHesten] , ændret fra den stille, ubetinget stille. Hvad var dette? Den fik Indtrykket af det Ubetingede, derfor er den ubetinget stille. Naar en Hest, som den kongelige Kudsk kjører, staaer stille, det er noget ganske Andet, end naar en Droskehest staaer stille; thi med Hensyn til den sidste betyder det egentlig blot, hvad ingen Kunst er, at den ikke gaaer; med Hensyn til ⓘ denden] , foran er slettet det første er det at staae stille en Handling, en Anstrengelse, den største, som ⓘ det det] , først skrevet d er Hestens høieste Kunst, og den staaer ubetinget 142stille. Ubetinget stille! Hvor21ledes skal jeg beskrive dette? Lad mig tage et andet Billede, der fører til det Samme. Vi tale saadan til daglig Brug om, at det er stille Veir, derfor kan det gjerne blæse ⓘ lidt lidt] , først skrevet lif, eller dog lufte, det er blot saadan hvad vi kalde stille Veir. Men har Du ikke lagt Mærke til en anden Art Stilhed? Førend et Tordenveir indtræder der stundom en saadan Stilhed; den er af en ganske anden Art; ikke et Blad rører sig, ikke en Luftning, det er som stod hele Naturen stille, medens der dog gaaer en næsten umærkelig sagte Zittren gjennem Alt: hvad betyder denne umærkelige Zittrens ubetingede Stilhed? Den betyder, at det Ubetingede forventes, Tordenveiret – og Hestens ubetingede Stilhed, den var efter at have faaet Indtrykket af det Ubetingede.

✂ Men derom var det jo vi talte, om at Indtrykket af det Ubetingede gjør ædru, ganske ⓘ ►ædruædru] , først skrevet Ube og tillige (ⓘ detdet] , først skrevet hvilket Ord Apostelen just i vor Text føier til) vaagen – er ikke hiin Hest ligesom et Sindbillede derpaa; den fik Indtrykket af det Ubetingede, og den blev ubetinget stille, ligesom ganske ædru og vaagen. Maaskee var det en ganske ung Hest, der saaledes trængte til Indtrykket af det Ubetingede, maaskee var det en ældre Hest, men som nu paa sine gamle Dage var blevet klog, i egne Tanker ædru, og derfor af den Mening, at Alt skal være til en vis Grad, saaledes og165saa det at staae stille, saa man just ikke staaer ubetinget stille, eller man gjør sig lidt magelig, fordi det er saa anstrengende i denne ubetingede Forstand at staae stille. I ethvert Tilfælde, den kongelige Kudsk var af en anden Mening end Hesten, han bibragte den Indtrykket af det Ubetingede. Og det gjør Kongens Kudsk 22 ⓘ bestandigtbestandigt] , først skrevet altid.... Naar man kun er simpelt kjørende, smeldes der ikke med Pidsken; en Droskekudsk, en Tørvebonde har ikke Smeld paa Pidsken, hvortil ⓘ ogsaaogsaa] tilføjet slig Luxus, snarere slaaer han vel med Skaftet. Men Herskabskudsken smelder, især naar han kjører for Herskabet; og naar han holder stille, sidder han og muntrer Hestene ved at smelde med Pidsken. Han udtrykker, at han er godt kjørende, men han udtrykker ikke det Ubetingede. Kongens Kudsk derimod smelder ikke med Pidsken, han udtrykker det Ubetingede, den kongelige Majestæt maa ikke paa nogen tilfældig Maade mærke, at han kjører. Han holder ⓘ ––] tilføjet ubetinget stille. Saa kommer han hjem; han kaster Tømmerne – i samme Øieblik forstaae Hestene, nu kjører »han« ikke mere. Derpaa kommer der nogle Staldkarle ud – og see saa er det Ubetingede forbi for den Gang, saa gjør man sig kold, eller man gjør sig magelig143 efter Omstændigheden, man er ikke mere, i høitidelig Forstand ganske ⓘ sigsig] , først skrevet ædru, selv, ganske ædru, det Ubetingede er forbi for den Gang.

✂ Thi kun det Ubetingede gjør ganske ædru.

✂ Men det ere vi vel alle, vi have vel Indtrykket af det Ubetingede, det ubetingede Indtryk deraf? Thi hvad er Christendom? Christendom er det Ubetingede – og vi ere jo alle Christne! Og hvad er Christendoms Forkyndelse? Den er Forkyndelse af det Ubetingede – og ►vi have jo tusind Præster!

✂ Dog har jeg aldrig seet Nogen, om hvem jeg turde sige, hvad jeg heller ikke tør sige om mig selv, at hans Liv udtrykte det ubetingede Indtryk af det Ubetingede, eller at han var ganske ædru. Ak, 23 alle ere vi til en vis Grad, mere eller mindre, forfaldne, forfaldne til dette Berusende, dette »til en vis Grad«, med den Forskjel, som jo ogsaa er blandt Drikfældige, at Nogle drikke aabenlyst, lægge ikke Dølgsmaal derpaa, Andre, de Værste, drikke i Smug: saaledes ere der ogsaa Nogle, som ligefrem tilstaae, at da deres Liv kun udtrykker dette »til en vis Grad«, saa er deres Christendom heller ikke egentlig Christendom; Andre, hvis Liv ogsaa kun udtrykker dette »til en vis Grad«, søge at opretholde det 166Skin, at de ere sande Christne, at det med deres Christendom er ganske i sin Orden, at den er den sande Christendom.

✂ Vil Du have et Billede paa ⓘ Livet i Livet i] , først skrevet Livet, og Christenheden, og hvorledes det ligner det Christelige, saa vil jeg fremstille Dig et saadant, for at vise, hvorledes vi leve christeligt, eller hvorledes vort Liv ligner det Christelige, det Ubetingede. Og lad Dig ikke forstyrre, som var Fremstillingen maaskee ikke ⓘ alvorlig alvorlig] , først skrevet høitidelig og; først skrevet høitidelig alvo og høitidelig nok, ⓘ trotro] , < troe Du mig, høitidelige Søndags-Talers Høitidelighed er saa langtfra, christelig, at nære Alvoren, at den snarere bortleder Opmærksomheden fra »Alvoren«: hvorledes Virkeligheden seer ud, hvilket vort Liv er, hvor vi ere. Tro ei heller, at jeg taler saaledes, fordi jeg føler mig bedre end Andre, nei, nei, jeg har jo ⓘ een Gangeen Gang] , < en gang tilstaaet om mig selv, skal gjentage det, at jeg er forkiælet som alle Andre; og paa den anden Side mit Liv har altid udtrykt oprigtig Deeltagelse med Det at ►forsøges i disse menneskelige Bryderier og Bekymringer, der kan plage et stakkels Menneske saa meget. Men Christendommens Fordring 24 til os er dog at være Aand, at stræbe derefter, og »Alvoren« er: hvilket Liv vi føre. Ikke sandt, saa vil Du ogsaa med Velvillie, redeligt og oprigtigt, med Alvor og Samling, ikke for at spotte mig hvilket er Adspredelse, hengive Dig i denne Undersøgelse.144Tænk Dig en theologisk Candidat. Lad det være mig, ►jeg er jo ogsaa theologisk Candidat. Han har allerede i en Deel Aar været Candidat, og er nu saa indtraadt i det Afsnit af Livet, hvor der siges om ham: han søger. ►»En theologisk Candidat« – »søger«, man behøver vel ikke nogen meget let bevægelig ⓘ IndbildningskraftIndbildningskraft] , først skrevet Phantasie, for, naar disse to Bestemmelser ere opgivne, strax at kunne gjætte, hvad det er han »søger«, naturligviis: ►Guds Rige (►Mtth: VI, 33.). Dog der gjættede Du feil, nei han søger noget Andet, et Embede, ►et Levebrød – ►fast søger han det ubetinget; ellers er dette ikke ►i Retning af det Ubetingede eller ►forraadende Indtrykket af det Ubetingede. Han søger. Han ►render søgende fra 👤Herodes til 👤Pilatus, ►anbefaler sig baade hos Ministeren og ⓘ SecretairenSecretairen] , ændret fra Portneren, han skriver og skriver, det ene Ark ►stemplet Papir fuldt efter det andet – thi Ansøgningerne maae være paa stemplet Papir, maaskee vil Du kalde dette et Udtryk for det Ubetingede, ellers er her intet. Der gaaer Aar; fast har han slidt ⓘ sig opsig op] , ændret fra Benene af sig, eller dog et godt Stykke af dem 25 ved denne Renden og Søgen, som da idetmindste ikke kan siges at være i det Ubetingedes Tjeneste, uden, som sagt, forsaavidt han søger »ubetinget Alt.« Endelig faaer han det Søgte; han fin167der ►Skriftens Ord bekræftede: »søger, saa skulle I finde«; dog det Ubetingede fandt han ikke, det er kun ►et lille Kald – men det Ubetingede søgte han vel heller ikke. Dog han er tilfreds; og han trænger saa mænd ogsaa nu til Ro og til at kunne hvile sig og sine Been efter den megen Søgen. Imidlertid, da han ►gjør sig nærmere bekjendt med sit Kalds Indtægter, ►opdager han til sin Forfærdelse, at det er et Par hundrede Daler mindre end han havde troet. Dette er ham yderst fatalt, hvad man jo menneskelig talt kun altfor godt kan forstaae og ⓘ samstemme med ham isamstemme med ham i] , ændret fra dele Tanker med ham. Det er ham dobbelt ubehageligt, fordi han tillige just nu har fundet noget Andet, som han ►biløbigt søgte: en Hustrue, hvilket ganske forholder sig til et Levebrød, vel med hvert Aar mere. Han er forstemt. Han kjøber igjen et Stykke stemplet Papir, er allerede igjen paa Benene, for at ►indgaae med en Ansøgning om at turde træde tilbage. Dog faae nogle af hans Venner ham til at opgive dette. Saa er da Sagen afgjort. Han bliver Præst. Nu skal han ►indsættes af Provsten og selv ►holde Tiltrædelsestale. Provsten er en Mand med Aand og Videnskabelighed, ►ikke uden Blik paa Verdenshistorien, hvilket ikke lidet kommer ham og Menighederne til Gode. Han forestiller den nye Præst 26 for Menigheden, holder en Tale, og vælger til Text, ►de Ord af Apostelen: vi have forladt alle Ting for at følge Dig.145 Herover taler han, og med Fynd og Klem; han viser, at, især i Betragtning af disse Tiders Bevægelse, maa ►Ordets Tjener nu være forberedt paa at offre Alt, om det saa var Liv og Blod – og ►Hans Høiærv. veed, at den unge Mand, han indsætter, var (ja, som sagt, ham ►kunne vi meget godt forstaae, thi det er menneskeligt; men vi kunne mindre forstaae Provsten) i det Tilfælde, at ville træde tilbage, fordi Kaldet var nogle hundrede Daler for lille. Derpaa bestiger den nye Præst Prædikestolen. Og ►Dagens Evangelium, hvorover der skal prædikes, er – meget passende! – er: søger først Guds Rige. I Sandhed naar man i Erindringen tilbagekalder, hvad denne unge Mand har maattet udholde i de møisommelige Aars Søgen – det var Det, man sidst kommer til at tænke paa, dette: søger først! Han prædiker da. Og det var i alle Maader en god Prædiken; ►selv Biskoppen, der var tilstede, siger »det var en fortræffelig Prædiken, og ypperligt holdt, han er virkelig Taler.« »Ja, men nu christeligt bedømt?« »Ih, bevares, en aldeles christelig Prædiken, det var den sunde, uforfalskede Lære, og det var ikke uden gribende Virkning hans Fremhæven af dette: først at søge 168Guds ⓘ Rige[.]Rige.] ms. beskadiget « »Ja, men nu christeligt bedømt, jeg mener, hvorvidt var her en Overeensstemmelse mellem Prædikantens Liv og hans Tale; jeg kunde ikke ganske frigjøre mig for at komme til at tænke paa, at Taleren – for mig et sandt Billede af os Alle – ikke just med Sandhed kan siges først at have søgt Guds Rige.« »Det forlanges heller ikke.« »Jo, forlad mig, det var jo Det, han prædikede om, 27 at ►vi først skulle søge Guds Rige.« »Ganske rigtigt, netop saaledes skal han prædike, det er det der forlanges af ⓘ ham. ham.] , først skrevet ham.« Det er Læren det kommer en paa, at Læren forkyndes reen og uforfalsket.«

✂ See, saaledes omtrent forholder Christenheden sig til det Christelige, det Ubetingede. Efter 1718 Omveie og Ærender faaer En (ak, efter, menneskelig talt, at have ⓘ maattet døiemaattet døie] SKS, maatte døiet K, R nok) sig sin endelige Tilværelse ►betrygget, og saa faaer vi en Prædiken: om først at søge Guds Rige.

✂ Er dette Ædruhed eller er det Beruselse? Den blot menneskelige Betragtning er af den Mening, at just dette er at være ædru, dette først at sikkre sig det Endelige, og saa dernæst at prædike om: først at søge Guds Rige. Vi holde den Hellige Skrift høit i Ære, men omgaaes den paa en besynderlig Maade. Naar en Eed fE skal være ►ret høitidelig, saa sværge vi ved at lægge Haanden paa den Hellige Skrift – ►der forbyder at sværge. Naar En, først, efter længe at146 have søgt, har faaet sig det Endelige betrygget, saa ►sværger han ved at lægge Haanden paa den Bog, der byder først at søge Guds Rige. Og dette ansee dog vi Mennesker for Ædruhed, dette først at betrygge det Endelige; jeg gjør mig ikke ⓘ bedre.bedre.] , først skrevet bedre; men jeg vil dog der skal

✂ ⓘ JaJa] , < Ja, i Sandhed, ved alvorligt at prøve mig selv har jeg maattet gjøre den Tilstaaelse: at dersom jeg blev samtidig med En, hvis Liv udtrykte, at han først søgte Guds Rige, altsaa udtrykte det Ubetingede, og at han ubetinget forholdt sig til det Ubetingede, eller at han var »Aand«, tabt, fremmedgjort for, afdød fra alle timelige, endelige, jordiske Hensyn: jeg kunde ikke holde ud 28 med ham, det vilde ⓘ hverthvert] , først skrevet vær andet Øieblik løbe af med mig, saa jeg fristedes til at kalde ham en Beruset, han den eneste Ædru.

✂ Thi Sagens sande Sammenhæng er dette. Alle vi Mennesker, vi ere ⓘ allealle] , < Alle mere eller mindre ⓘ berusede berusede] , først skrevet ædrue. Men det er med os som med en fuld Mand, der ikke er aldeles fuld, saa han har tabt Bevidstheden, nei, han har netop en Bevidsthed om, at han er lidt fuld, og er just derfor opmærksom paa at skjule det for Andre, om muligt for sig selv. Hvad 169gjør han da? Han søger Noget at holde sig ⓘ vedved] , først skrevet til, han holder sig saaledes langs med Husene, og gaaer saa rank, uden at svimle – en ædru Mand. Men over en stor Plads vilde han dog ikke vove at gaae, thi saa vilde det ►blive aabenbart, hvad han nok veed med sig selv, at han er fuld. Saaledes, aandelig forstaaet, med os Mennesker. Vi har en Mistanke ⓘ tiltil] , først skrevet om os ⓘ selv, veed saa smaat med os selv,selv, veed saa smaat med os selv,] , ændret i marginen fra selv, at rigtig ædrue ere vi ikke. Men saa kommer Klogskaben og Forstandigheden og Besindigheden os til Hjælp, idet vi ved Hjælp deraf faae Noget, vi kan holde os ved: det Endelige. Og saa gaaer vi ⓘ rank og rank og] , < rank, freidig, uden at ►svingle – vi ere aldeles ædrue. Men dersom det Ubetingede ubetinget fik Øie paa os – dog dette Blik unddrage vi os, det er derfor vi skjule os i ⓘ EndelighedenEndeligheden] , < Endelighederne og mellem Endelighederne, som ►👤Adam skjulte sig mellem Træerne; eller dersom vi fik ubetinget Øie paa det Uendelige – dog dette forhindre vi os i, det er derfor vi travlt give vort Øie Ærende i Endelighedens Tjeneste: 29 dersom ⓘ detdet] , først skrevet vi Ubetingede fik Øie paa os eller vi paa det, saa vilde det blive aabenbart, at vi ere berusede. Saaledes er Sagens sande ⓘ Sammenhæng. Sammenhæng.] , først skrevet Sammenhæng; Men i vort ►Tyvesprog udtrykke vi Mennesker det anderledes, vi paastaae, at vi ere kloge og forstandige og besindige Mennesker, at vi ere ædrue, og at det just er det Ubetingede der vilde beruse os. Det er som naar hiin fulde Mand vilde sige »jeg er ædru; men hvis jeg vilde gaae over en stor147 Plads, saa vilde den store Plads gjøre mig ⓘ fuld.«fuld.«] , først skrevet ædru.« »Men min gode Mand, en stor Plads er jo da ikke Noget man drikker, hvorledes kan man blive ⓘ fuld deraffuld deraf] K, fulderaf R; og en Ædru kan godt gaae over en stor Plads uden at blive fuld.« Dette vil sige: den store Plads, eller det at ville gaae over den, ►gjør det aabenbart, at Manden er fuld; men Manden siger, at det er Pladsen, der ⓘ vilde gjøre vilde gjøre] , ændret fra gjør det, at han er ædru. Thi naar man nemlig ►kniber sig langs med Husene, eller høist gaaer midt ad Veien, naar det er gjennem Smaagaderne, hvor Husene dog holde paa En: saa mærkes det ikke, at man er fuld.

✂ Dette er Christendommens Mening. Det er ikke det Ubetingede, der gjør beruset, men det er det Ubetingede, der gjør aabenbart, at vi ere berusede, hvad vi nok selv vide, og derfor klogt holder os ved Endelighederne, kniber os langs med Husene, bliver i Smaagaderne, og aldrig vover os ud i det Uendelige. Og det er Christendommens Mening, at just det Ubetingede gjør ædru, efter først at 30 have gjort aabenbart, at vi ere berusede. O, hvor listige vi Mennesker ere, og hvor listigt vi veed 170at bruge Sproget! Vi snakke det Sande saa nær efter Munden som muligt; flygtigt hørt er det, som sagde vi det Samme. Vi udelade den lille ⓘ Mellembestemmelse Mellembestemmelse] , først skrevet Mellembestemmelse, »gjør aabenbar«, og saa sige vi: det Ubetingede beruser – det er ⓘ Tyvesproget.Tyvesproget.] , først skrevet Tyvesproget; Christendommen siger: »ⓘ detdet] , ændret fra Det Ubetingede gjør aabenbart, at Du er beruset; og der er kun Eet, som kan gjøre et Menneske ganske ædru: det Ubetingede.«

✂ Da Apostlene talede første Pintsedag, aldrig vare de mere ædrue end just den Dag, ganske udtrykte deres Liv det Ubetingede, ⓘ ogog] tilføjet at de ubetinget forholdt sig til det Ubetingede, ganske vare komne til sig selv i Selverkjendelse for Gud som Intet, ►det er, som blot Redskab i hans Haand, tabte for og frigjorte fra ethvert Hensyn, ►udbrændte til Aand, ganske ædrue – men Spotten sagde: »de ere fulde af sød Viin«; og den kloge, forstandige, besindige blot menneskelige Betragning maatte sige: de ere berusede.

✂

✂ At blive ædru er: at komme sig selv i sin Forstaaen, sin Erkjenden saa nær, at al Ens Forstaaen ⓘ bliverbliver] , først skrevet er Handling.

✂

✂ Den blot menneskelige Betragtning er naturligviis atter her af ⓘ denden] tilføjet aldeles modsatte Mening, at dette just er Beruselse, hvorimod det er Ædruhed, hvad den Kloge, den Forstandige, den Besindige gjør, at passe paa, at man da ►holder sin Forstaaen, sin Erkjenden148 paa en passende Afstand sig fra Livet, eller sit Liv paa en passende Afstand fra den, og ikke ⓘ laderlader] , foran er slettet saaledes den saaledes faae Magt o31ver En – »Sligt kan kun en Halvgal, en Beruset ►falde paa.« Thi at »erkjende« det er Nydelse; og ingen Forstandig, ingen Dannet ønsker at være uvidende om, hvad det Rigtige er, han vilde blive fornærmet, hvis Nogen paaduttede ham, at han ikke veed det – men at gjøre derefter det er Anstrengelse. At »forstaae« det er Nydelse, ogsaa dette, at forstaae, at vide Beskeed om, hvor listige og ►underfundige vi Mennesker ere, hvorledes vi alle vide at tale om det Gode – ingen Dannet vilde finde ⓘ sig isig i] K, sig R, at han skulde være uvidende herom, ikke selv formaa at fremstille det dybt og træffende; thi det at forstaae, ogsaa Underfundighedens Hemmeligheder, er Nydelse. Men nu selv at ville stræbe at være den Redelige, den Oprigtige, den Uegennyttige – nei, det var jo Anstrengelse. Derimod, selv den største, om man saa vil, Anstrengelse i Forhold til at erkjende, at for171staae, den er kun Nydelse, som Jægerens Anstrengelse, Sveed og Møie for at fange Dyret, ⓘ som som] , først skrevet F Fiskerens Udholdenhed er Nydelse; men at gjøre efter hvad man erkjender, hvad man forstaaer, det er Anstrengelse.

✂ Derfor have vi Mennesker, listige som vi altid ere det i Forhold til Gud og ►gudelig Sandhed, vi have rettet hele vor Opmærksomhed paa det at forstaae, at erkjende, vi lade som var det ►deri Vanskeligheden stak, og som om det da naturligviis fulgte af sig selv, at naar vi blot forstode det Rigtige, saa følger det udenvidere af sig selv, at vi gjøre det. O, sørgelige Misforstaaelse, eller listige Paafund! Nei, uendeligt længere end fra den dybeste Uvidenhed til den klareste Forstaaen, uendeligt længere er der fra den klareste Forstaaen til at gjøre derefter, ja, der er i det første Tilfælde kun Grads-Forskjel, i det andet Væsens-Forskjel. Al min Arbeiden ►i Retning af at erkjende berører slet ikke mit Liv, dets Lyster, dets Lidenskaber, dets Selviskhed, lader mig aldeles uforandret – min Handling 32 forandrer mit Liv. Hvor meget derfor end en tidligere Tid i Christenheden kan have feilet, christeligt havde den dog, sammenlignet med vor Tid, ⓘ uendelig uendelig] , almindelig Ds1876 Ret, naar den strax oversatte det Christelige i Handling, hvilket er den egentlige christelige Eenfoldighed. Thi ogsaa derom tales ⓘ jojo] , foran er slettet der i vor Tid, om at Fremstillingen af det Christelige ikke skal være kunstlet, høitravende, men eenfoldig – og derom strider man i Tanke-Udvexling, man skriver Bøger, det bliver en egen Videnskab, maaskee faaer man det endog149 gjort til et Levebrød og bliver Professor deri, men glemmer eller udelader, at det egentlige Eenfoldige, den ⓘ sandesande] , < sande, eenfoldige Fremstilling af det Christelige er – at gjøre det.

✂ Dog at gjøre det, det er Anstrengelse, en Anstrengelse som Dødens Kamp, da det er at ⓘ afdøe; menafdøe; men] , ændret fra afdøe. Men at fremstille det Christelige det er Nydelse. Og ved at »gjøre det Christelige« vil Du tillige miste Menneskenes Venskab, maaskee endog reise deres ⓘ ForfølgelseForfølgelse] K, Forføgelse R, hvad Under vel, hvor skulde Levende, der med hele deres Sjel hænge ved dette Liv og hvad dets er, roligt finde sig i at en Afdød er med! Ved derimod blot at fremstille det Christelige (især ⓘ dada] tilføjet naar Du tillige sikkrer Dig at have Profit deraf, saa Du bliver aldeles populair, ganske forstaaet ved Hjælp af – Profiten, Du har) vil Du endog kunne gjøre stor ⓘ Lykke Lykke] , først skrevet F blandt Menneskene. Thi – o, at jeg havde en ⓘ StemmeStemme] , < Stemme, der kunde høres, og gid jeg kunde give den Betydning som en Døendes, og at det Udsagte 172kunde blive ved at lyde, det er saa ⓘ afgjørende! afgjørende!] , først skrevet afgjørende <i> – i Mulighed er det Christelige let; og blot fremstillet, altsaa holdt i Mulighed, behager det Menneskene: i Virkelighed er det saa svært; og udtrykt i Vir33kelighed, altsaa som Handling, ►hidser det Menneskene mod Dig. Hvor ofte er jeg ikke kommet tilbage til dette Punkt! Naar Du seer en Taler, der blot med nogen Gave fremstiller, men heller ikke mere, fremstiller ⓘ det Christeligedet Christelige] , ændret fra det Christelige det Christelige, altsaa i Mulighed: han bliver æret, anseet, elsket, fast forgudet af Menneskene. Hvor nær ligger det ikke at slutte saaledes: hvis nu ovenikjøbet hans Liv udtrykte det, hvorledes vilde ⓘ hanhan] tilføjet da ikke blive elsket – o, Kjere, lad ham vel vogte sig derfor. ⓘ »Det er saa rørende«, siger man, »at høre Den eller Den rørende fremstille ⓘ fEfEfor Exempel] tilføjet Armod« – men lad ham dog vogte sig, at han ikke selv forarmes ved denne Tale. Nei, hvis det endog kunde lykkes ham at blive en riig Mand, i besiddelse af, om muligt, alle jordiske Goder ved denne rørende Tale om Armod: Høistærede, De har truffet det, truffet Bladenes, Publikums, Menneskehedens Smag. »Hos ham er man saa tryg, Rørelsens Nydelse saa betryggende, vi forstaae hinanden« – at det er Rigdommen det kommer an paa!»Det er saa rørende«, siger man, »at høre Den eller Den rørende fremstille fEfor Exempel] tilføjet Armod« – men lad ham dog vogte sig, at han ikke selv forarmes ved denne Tale. Nei, hvis det endog kunde lykkes ham at blive en riig Mand, i besiddelse af, om muligt, alle jordiske Goder ved denne rørende Tale om Armod: Høistærede, De har truffet det, truffet Bladenes, Publikums, Menneskehedens Smag. »Hos ham er man saa tryg, Rørelsens Nydelse saa betryggende, vi forstaae hinanden« – at det er Rigdommen det kommer an paa!tilføjet og slettet i marginen ]

✂ Og ⓘ Dette Dette] , < dette, ⓘ justjust] tilføjet Dette forstaaer den Forstandige, den Kloge, den Besindige, derfor er han – han er ædru – saa forsigtig, at ►befæste et svælgende Dyb mellem sin Erkjenden, sin Forstaaen, som han fremstiller og sit Liv; thi han er ædru.

✂ Men Christendommen siger: han er beruset, han bevarer sig i Beruselsen, da han gyser for Følgen af at blive ædru blot een eneste Dag. Og som en beruset Mand ikke veed hvad han selv gjør, saa veed han den Kloge, Forstandige, ei heller hvad han gjør, at det er til hans egen ⓘ FordærvelseFordærvelse] , først skrevet Forderl, at han saaledes udvikler sin Erkjenden, sin Forstaaen; ►thi som en ædru Mand har sagt: et Menneske er stolt af sin Erkjenden og betænker ikke, at det er efter den han skal dømmes. Jo mere En har forstaaet, jo bedre han har forstaaet det, jo strengere Dom, at han ikke har gjort det, jo strengere Dom, naar engang Evigheden vil tvinge ham til at blive ædru. Men 150ædru er han sandeligen ikke, saa lidet som En er det, fordi han med stor Klogskab nøiagtigt veed at beregne, hvad han behøver for at sikkre sig at være i den Tilstand, at Bevidstheden ikke forstyrrende vaagner. Han udvider sin Erkjenden, sin Forstaaen; deri er 173da, mener han, Intet som ligner Beruselse. 34 Han værger sig mod sin Erkjenden; uhyre klogt veed han at værge sig mod sin Erkjenden – deri er da vel ikke Noget, mener han, som tyder paa Beruselse. Men hvorfor værger han sig mod sin rigtige Erkjenden? Hvorfor? Fordi han i Grunden veed, at den vilde gjøre ham det aabenbart, at han er beruset, hvad den vil gjøre, naar engang Evigheden vil hindre ham i at kunne værge sig mod den.

✂ Sagens sande Sammenhæng er dette. Der er i ethvert Menneske en Evne, Erkjendelsen. Og ethvert Menneske, den meest Vidende, den meest Indskrænkede, er i sin Erkjenden langt forud for hvad han er i sit Liv, eller for hvad hans Liv udtrykker. Dog beskjeftiger dette Misforhold os Mennesker mindre. Erkjendelsen derimod sætte vi stor Priis paa, og stræbe alle at udvikle hver sin Erkjenden mere og mere.

✂ »Men« siger den Forstandige »det man maa passe paa er, hvilken Retning Ens Erkjenden tager. Dersom min Erkjenden vender sig ind ad, mod mig selv, dersom jeg ikke passer paa at forhindre dette, da er Erkjenden det meest Berusende, Veien til aldeles at beruses; thi da afstedkommes der en berusende Forvexling mellem Erkjendelsen og den Erkjendende, saa den Erkjendende selv vil ligne, vil være det Erkjendte. Og dette er Beruselse. At ►det er saa, vil Du snart ⓘ opdage.opdage.] , først skrevet opdage; Thi vender Din Erkjenden sig saaledes, og giver Du efter, da vil det snart ende med, at Du kommer tumlende som en Beruset ind i Virkeligheden, styrtende Dig ⓘ hensynsløst hensynsløst] , først skrevet hensynsløs i hensynsløs Handlen, uden at Forstanden og Klogskaben har faaet Tid til at tage de behørige Hensyn til, hvad der er 35 klogt, hvad der er fordeelagtigt, hvad der lønner sig. See derfor advare vi, ædrue, ikke mod Erkjenden, ei heller mod at udvide sin Erkjenden, men mod at lade Din Erkjenden tage Retningen ind efter, thi saa er den berusende.« Dette er Tyvesproget. Det hedder, at det er Ens Erkjenden, der, ved saaledes at tage Retningen ind efter, beruser, istedetfor at den just saaledes vilde gjøre det aabenbart, at man er beruset, beruset i Vedhængen ved dette jordiske Liv, det Timelige, det Verdslige, det Selviske. Og det er det man befrygter, medens man giver Erkjendelsen Skyld for at være det Berusende. Man 151frygter, at Ens Erkjenden, vendt mod En selv ind ad, skal belyse Tilstanden i Beruselse derinde, skal belyse, at man helst vil blive i denne Tilstand, skal rive En 174med sig ud af denne Tilstand, og med Følgerne af et saadant Skridt gjøre En det umuligt at slippe tilbage i den elskede Tilstand i Beruselsen.

✂ Christendommen derimod siger, at just det, at Ens Erkjenden vender sig mod En selv ind ad, at det just gjør ham ædru, at kun Den er ganske ædru, hvis Forstaaen, hvis Erkjenden er Handlen, at der derfor ingenlunde behøves at anvendes saa meget paa at udvikle sin Erkjenden, naar der blot passes paa, at den faaer Retningen ind ⓘ efterefter] , først skrevet ad, at det er Underfundighed, at hele Opmærksomheden og al Kraften ⓘ henvendeshenvendes] , ændret fra anvendes paa at udvikle sin Erkjenden, at En med en kun ringe ⓘ ErkjendenErkjenden] , < Erkjenden, men indadvendt og saa forvandlet til Handling er ædru, og at En med den største Erkjenden men vendt modsat er aldeles beruset.

✂ ►En i denne Henseende sagkyndig Dommer har sagt, at det var sjeldent man saae Nogen skrive ydmygt om Ydmyghed, tvivlende omⓘ Tvivl o: s: v:Tvivl o: s: v:og saa videre] , først skrevet Tvivl, veltalende om Velt Dette vil sige, det er ⓘ sjeldentsjeldent] , < sjeldent, 36 at finde en Fremstilling, om hvilken det gjælder, at Fremstillingen er det Fremstillede, at saaledes, for at tage eet af hans Exempler, ►Tvivlen meddeles i en tvivlende Form, hvad Grækerne gjorde, medens man i vore Tider blev – hvor ►tilforladeligt! – Professor, Ridder, gift paa ⓘ somsom] , først skrevet at Troeslære at meddele til troende Tilhørere ►»Tvivlen om Alt«. Men endnu sjeldnere end en saadan Fremstilling, der er det Fremstillede, endnu sjeldnere, at Ens Forstaaen er Handling, at det, at man har forstaaet, hvad der skal gjøres, udtrykkes ⓘ derved,derved,] , < derved; < derved, at man – ædle Eenfold! – at man gjør det!

✂ Nei, der er dog Intet svigefuldere end dette menneskelige Hjerte, og aldrig viser det sig maaskee tydeligere end ved dette Misforhold mellem vor Forstaaen og vor Handlen. Skal der dømmes meget strengt derom, maatte Paastanden lyde paa, at vi ere alle Hyklere. Apostelen er mildere, han siger kun, at vi ere berusede – men vi Kloge, Forstandige, Besindige, vi sige: lige tværtimod, vi ere ædrue, det er Apostelen der er beruset. Eller er det ikke Beruselse at lade Erkjendelsen faae en saadan Magt over sig, at den styrter over En ⓘ selv selv] , først skrevet selv. og derved – »gjør det aabenbart, at man er beruset« – og derved river En ud i de yderligste Afgjørelser, saa man, istedetfor ædru at have Nydelse og Glæde af sin Forstaaen, snarere maatte forbande sin Forstaaen, der gjør En ulykkelig, ganske 152som En kan blive det ved i beruset Tilstand at vedgaae Noget, han ædru aldrig havde tilstaaet. Ganske sandt, naar det for175staaes omvendt: den Forstandige er rigtignok saaledes ⓘ ædruædru] , ændret fra at ædru, at han ikke vil tilstaae, at han er beruset, hvad han dog er. Men altsaa, for at blive ædru 37 i Sandhed, er det den første Betingelse at tilstaae, at man er beruset.

✂ Thi ganske ædru er efter Christendommens Mening kun Den, hvis Forstaaen er Handling. Saaledes skulde det være. Din Forstaaen skal strax være Handling. Strax! Ak, saaledes er det ikke med os Mennesker! Naar vi have forstaaet Noget, saa varer det dog ►syv lange og syv brede, inden der følger en Handling, eller inden Gjengivelsen er Handling. Men i det rette Forhold følger Handlingen strax, og just derfor er saa Gjengivelsen nøiagtig, heel og fuld Din Forstaaen. Følger Handlingen ikke strax, saa forvandskes denne Handlingens Gjengivelse af Din Forstaaen. Ak, saaledes er det med vore Handlinger! Hvorledes ligne disse vor Forstaaen? Mon som ►Klangfiguren, Du frembringer ved Buens Strøg? Mon som det tro Aftryk af et Billede? Nei, som Klatpapiret ligner den Skrift, ved hvilken det har ligget.

✂ Saa har da En forstaaet, hvad han mener vil gavne hele ►Menneskeslægten; og maaskee har han Ret. Det er en Strenghed, som er fornøden; han forstaaer det saa tydeligt, at kun Strenghed kan frelse, saa tydeligt, at han saa ogsaa har Mod til at være streng mod Alle – een undtagen, sig selv: er dette at være ædru? Ja den blot menneskelige ⓘ BetragtningBetragtning] , først skrevet er er ►vistnok af den Mening; hvis ellers hans Foretagende lykkes ham, og han ikke kommer galt fra det, saa seer man deri hans Besindighed og ⓘ ÆdruhedÆdruhed] , < Ædruelighed, at han vidste at styre denne frygtelige Tanke saaledes, at Alle bleve saarede paa den, kun ⓘ hanhan] tilføjet ikke. Christendommen derimod mener, at han er beruset, at han havde været ædru, om han, strax han havde for38staaet dette om ⓘ Strenghedens Strenghedens] , først skrevet Strenghed, frelsende Magt, strax havde vendt sig mod sig selv.

✂ Saa er der En, der har forstaaet noget Sandt, forstaaet det, o, det staaer ⓘ forfor] , foran er slettet saa ham saa levende, saa overbevisende, med en ⓘ Veltalenhedens Veltalenhedens] , først skrevet Veltalenhed, Magt, at han synes han maatte kunne overbevise hele Verden derom – og det gjør ⓘ han han] , først skrevet han; ogsaa; og det lykkes ham, han overbeviser en heel Samtid om Selvfornegtelsens seierrige Glæde. Dog var der Een, han ikke overbeviste: sig selv. Han svingede forkeert fra sin Forstaaen, eller fra at forstaae, ikke til Handling men ind i Digter- eller Taler-Fremstilling. I det Øieblik da det stod saa 153levende for ham, saa uimodstaaeligt, at Selv176fornegtelse er den seierrige Glæde, i det Øieblik var der just en lille Selvfornegtelse fordret af ham. Havde han handlet ⓘ herher] , < her, – maaskee var hele Veltalenhedens Mesterværk ⓘ omom] , først skrevet ikke blevet til Selvfornegtelsens seierrige Glæde aldrig blevet til, men Selvfornegtelsen! Nu derimod blev Mesterværket til – det var rigtignok ikke Selvfornegtelse. Er dette at være ædru? ⓘ DenDen] , < Ja, den blot menneskelige Betragtning er vistnok af den Mening; »thi« siger man »om ogsaa Een ikke selv gjør det, naar han kan vinde Tusinder: det er dog vel Hovedsagen!« Christendommen mener, at denne Ene det var Hovedsagen, at hiin lille Selvfornegtelsens Handling, som udeblev, at hvis den var kommet, og strax, og fuldt gjengivende hans Forstaaen, at det havde været at være ædru.

✂ Lad mig tage endnu et Exempel. ►Der var en Tid, da Kunsten forsøgte sig ⓘ ii] , først skrevet paa at fremstille Verdens Frelser, 👤Jesus Christus. Det var vistnok en Misforstaaelse; thi saaledes 39 lader han sig da umuligt fremstille, da hans Herlighed er den usynlige, den inderlige, og ►han, Modsigelsens-Tegn – hvilken Modsigelse at ville male dette! – skjult i modsat Udvortes. Altsaa Kunsten vil forgjeves forsøge sig derpaa. Men hvad om ⓘ OrdetsOrdets] , foran er slettet nu Kunst forsøgte sig derpaa? Tænk Dig da et Menneske grebet af disse Indtryk, og han vil nu opdrive Alt hvad Sproget formaaer for at fremstille Verdens Frelser. Men dertil maa han have Ro, siger han, en Omgivelse der kan begunstige dette Arbeide; og han maa være uforstyrret af Alt, siger han, og fremdeles, om muligt, understøttet af Alt, hvad der kan tjene til at holde ham i Stemning. Saa vælger han i en yndig Egn den deiligste Omgivelse, og han forskjønner sig det Alt med Kunst og med Smag, og aldrig har der været lokket saaledes for nogen Digter som for ham – men det er jo ogsaa den betydningsfuldeste Opgave. Berømt er han allerede iforveien, beundrende seer man op til ham, beundrende imødeseer man Mesterværkets Tilblivelse, og Bladene har allerede bebudet det, samt forudbetalt en Deel af Beundringen – men det er jo ogsaa den alvorligste Sag. Er dette at være ædru? Den blot menneskelige Betragtning er vistnok af den Mening, Du hører det jo af Bladene, Du seer det jo paa Alles Deeltagelse for dette Foretagende, der formodentlig fuldkomment vil kunne erstatte os, at vi ikke have været samtidige med Christus, hvad vi vel ogsaa af andre Grunde 40 ere i een Forstand vel tjente med, hvor meget end Præsterne forsikkre, at det – uforklarligt! – er deres hedeste Længsel at have været samtidige med 177ham. Men Christendommen154 er af den Mening, at dette er Beruselse, at end den mindste Selvfornegtelse er at være ædru i Sammenligning med denne Beruselse. Thi Christendommen mener, at det at være ædru er, at Din Forstaaen er Din Handlen, at som ►Tempelskatten betaltes i en egen Mønt, at saaledes Din Forstaaen bestandigt ►gives ud som Handling, varm og fuld og heel, strax fra første Haand, strax som Du har forstaaet Noget.

✂

✂ »Men saaledes at blive ædru, det er jo frygteligt, der er jo slet intet Begeistrende deri.« »Hvorledes« vil Christendommen svare »vare Apostlene da ikke begeistrede; var Martyrskaren det ikke, ⓘ Oldingene Oldingene] , først skrevet Oldt, der da først ret ⓘ føltefølte] , først skrevet bleve sig begeistrede og bleve som Ynglinge igjen, unge Piger der da just lærte Begeistring! Men forresten, det er som man tager ⓘ det.det.] , først skrevet det, For Den, der er ►vant at begeistres af Viin, for ham synes det ikke begeistrende, at han skal drikke ⓘ Vand –Vand –] , < Vand, men ⓘ hvishvis] , først skrevet dersom der nu dog er Begeistring i denne Vanddrikken! For Den, hvem det Begeistrende er Nydelse, for ham synes det ikke begeistrende, at Selvfornegtelse skal være det Begeistrende – men dersom der nu dog er Begeistring i denne Selv41fornegtelse! For Den, hvem Forholdet til Gud skulde, efter hans Mening, betyde at faae Alt af Gud, for ham er det ikke begeistrende, at Forholdet til Gud er at forsage Alt – men hvad er dog ⓘ saligt ( saligt (] , først skrevet saligt,altsaa meest Begeistrende): ved Guds Hjælp at kunne faae Alt, eller at maatte men ogsaa ⓘ ved Guds Hjælpved Guds Hjælp] at kunne undvære Alt! Det i Sandhed ⓘ BegeistrendeBegeistrende] , < begeistrende er jo dog ikke Gaverne men Gud; men i første Tilfælde kan Du saa let see feil af Det, Du faaer (og ⓘ dettedette] , foran er slettet dette er jo det mindre Begeistrende) i andet Tilfælde nødsages Du til ene at see paa Gud – det meest Begeistrende.«

✂

✂

42

✂

✂ ►178M: T: at blive ædru det var Opgaven; og »Alvoren« er dette: hvorledes seer Virkeligheden ud, hvor ere vi?

✂ Hvor ere vi? Hvilken er Tilstanden i Christenheden? At sige det er ikke vanskeligt, vanskeligere at forandre den.

✂ Vi have faaet det Endelige og det Uendelige, det Evige og det Timelige, det Høieste og det Laveste til at løbe saaledes sammen, at det er umuligt at sige, hvilket der er hvilket, eller, Tilstanden er en uigjennemtrængelig ⓘ Tvetydighed,Tvetydighed,] , ændret fra Tvetydighed, et officielt Hyklerie – ikke er det saa vanskeligt i den meest tilvoxede Urskov at hugge en Udsigt igjennem, som det er vanskeligt at faae Idealerne til at skinne ind i denne Tvetydighed, hvor Alt er skummelt, hvor vi leve sikkrede mod Idealerne ogsaa 155derved, at der har skudt sig en forstandig Betragtning mellem dem og os, saa vi forstaae hinanden i enhver Stræben for et Høiere – der bringer Fordeel, men vilde finde en virkelig høiere Stræben, der giver Afkald paa Fordelene, at være af alle latterlige den latterligste ⓘ »Overdrivelse« »Overdrivelse«] , først skrevet »F.

✂ I Blade, i Bøger, paa Prædikestole, fra Kathedere, i Forsamlinger er der en Høitidelighed, en Vigtighed og en Vigtighed, som dreiede Alt sig om Aand, om Sandhed, om Tanke. Maaskee gjør det det ogsaa, maaskee. Men ►maaskee dreier dog Alt sig om Levebrødet, om Carrieren, maaskee. Er det Levebrødet, Carrieren, der begeistrer den theologiske Candidat, eller er det Christendommen? Man veed det ikke. Han tager Levebrødet, han forsikkrer, at det er Christendommen. Er det Levebrødet, Carrieren, der begeistrer Candidaten, eller er det Videnskaben? Man veed det ikke. Han tager Levebrødet, bliver Professor, han forsikkrer, at det er Videnskaben. Er det Subscribenttallet, der 43 begeistrer Bladskriveren, eller er det Sagen? Man veed det ikke. Han sanker Subscribenterne til Bunke, han forsikkrer, det er Sagen. Er det Kjerlighed til de Mange, der ►bevæger Een at stille sig i Spidsen for Mængden? Man veed det ikke. Han tager Fordelen af at staae i Spidsen for denne Magt, det seer man, han forsikkrer, at det er af Kjerlighed.

✂ 179Og under alt Dette opretholdes af yderste Magt, at Christendommen er til, at vi endog ere Alle Christne, saa Christendommen vel aldrig har staaet saa frodig i Væxt. Hvoraf beviser man da, at Christendommen er til? Mon deraf, at ►der er 1000 Præster? Fortræffeligt, saa er da dermed ogsaa beviist, at det ikke er som hidtil antaget, at ►den Stundesløse er latterlig, nei han har Ret, naar han beviser, at han har mange Forretninger, beviser det deraf, at han holder 4 Skriverkarle! Og Forholdet er endog her et andet. Thi de 4 Skriverkarle er dog ikke noget Modbeviis mod, at han har mange Forretninger; men de 1000 Præsters Tilværelse er snarere et Modbeviis mod, at Christendommen er til, end et Beviis ⓘ derforderfor] , ændret fra for. Thi hvad beviser den? Den beviser, at der er 1000 Levebrød, hverken mere eller ⓘ mindre.mindre.] K, mindre? R Er dette Christendom? Eller skal dette hjælpe Christendommen ind i Verden? Mon ikke snarere det Modsatte? Thi Menigheden er ogsaa klog. Præsten kan declamere, græde, slaae i Prædikestolen, »forsikkre« – ja, ►tag det der, om Menigheden derfor faaer Indtryk af Christendom. Nei, Menigheden siger ganske tørt, uden ⓘ Taarer:Taarer:] , først skrevet Taarer, det er hans Levebrød. En eneste 44 Handling, i sand 156Selvfornegtelse og Forsagelse af Verden, er uendelig mere Opvækkelse og mere Christendom end 1000 eller 10000 eller 100000 eller 1 Million Præster, dersom de holde det hen i Tvetydighed, hvilket der er hvilket, om det er Levebrødet, Carrieren, Fordelene, der begeistre, eller Christendommen; dersom de holde det hen i Tvetydighed, thi dersom de ligefrem sige, at det er det ⓘ FørsteFørste] SKS, Sidste K, R; Første Ds1876, saa gjøre de ikke Skade.

✂ »Men er det da maaskee Din Mening, at et Menneske kan leve af Luften, eller mener maaskee Christendommen, at det er utilladeligt at arbeide for sit Udkomme?« Paa ingen Maade, ikke i fjerneste Maade. Derimod er det Christendommens Mening, at et Menneske kan og skal holde det ⓘ ud fra hinanden,ud fra hinanden,] ►aabenbart, hvor det er han arbeider for sin Fordeel, og hvor for Sag, Idee, Aand, det Høiere, og at han for ingen Priis maa lade dette løbe sammen eller ud paa Eet, dette, som, uendelig, er det meest Forskjellige, det uendelig ⓘ Forskjellige, det himmelvidt Forskjellige. Forskjellige, det himmelvidt Forskjellige.] , ændret i marginen fra Forskjellige. Christendommens Mening er, at det at søge ⓘ tillige sin Fordeeltillige sin Fordeel] , ændret fra sit Udkomme – ved at tjene Sandhed, at ⓘ det atdet at] tilføjet søge ⓘ tilligetillige] , foran er slettet sit Udkomme sin Fordeel – ved at ⓘ virkevirke] , først skrevet tjene Idee for Idee: at det er Vrøvl, og Veien til Hyklerie, da det Sidste er uendelig høiere end det Første, og det hverken er Sandheden eller Ideen, der trænger til, at jeg faaer et Levebrød og ⓘ gjørgjør] tilføjet Carriere, men ene og alene 180mig. Christendommens Mening er, at ►»Forsikkringer« er den ⓘ nederdrægtigste nederdrægtigste] , først skrevet neded Opfindelse af ►Løgnens Fader, 45 at der i Forhold til at stræbe for et Høiere kun gives een Art Forsikkring: at mit Liv udtrykker det – og saa behøver jeg ikke at forsikkre; at i modsat Tilfælde mine Forsikkringer ere Vrøvl og Veien til Hyklerie.

✂ »Men naar Du taler saaledes, glemmer Du Præstens Værdighed.« Hans Værdighed! Visseligen jeg skal ikke træde hverken ►Hans Vel- eller Hans Høiærværdigheds Værdighed for nær, jeg ønsker, at hvad Værdighed, der redeligt og ærligt tilkommer ham, redeligt og ærligt maa tilmaales ham, dog ikke heller mere. Men atter her er hiin Tvetydighed. Der gives to Arter ⓘ VærdighedVærdighed] , foran er slettet af. Naar en Mand lever ustraffelig iblandt os, kan han fordre at behandles med Agtelse. Er han maaskee tillige særligt begavet, og benytter dette sit Talent med Flid og ⓘ DygtighedDygtighed] , først skrevet Tænksomhed, ⓘ dervedderved] , foran er slettet tillige erhvervende sit Udkomme, saa kan han siges at have Værdighed. Saaledes fE en Skuespiller. Derimod er der et ganske andet Begreb af Værdighed, hvilket egentligen ⓘ erer] tilføjet kommet ind med Christendommen. Der var engang da Christendommen forkyndtes af Apostle. Dog dette ►ville vi lade 157udenfor. Men der var en Tid, da den forkyndtes af Sandheds-Vidner – da var der intet Levebrød, som da ⓘ overhovedetoverhovedet] tilføjet Christendommen (ubegribeligt!) er ►kommet ind uden at have Levebrød til Hjælp. En saadan Christendommmens Lærer, han havde Krav paa en egen Art Værdighed, det var hans 46 Liv, der berettigede. Men see det er dette Begreb af Værdighed, som Præsterne endnu bestandigt skele efter, medens dog deres Liv ⓘ erer] tilføjet blevet lige det modsatte af ►hine Herliges, og Christendoms Forkyndelse, aldeles verdsligt, blevet ligesom enhver anden verdslig Carriere og Næringsvei. Og dette Begreb af Værdighed tilkommer ⓘ demdem] , ændret fra det ikke. En Præst i vor Tid kan med Sandhed ikke gjøre Fordring paa anden Værdighed end enhver anden Mand i sit Fag i Forhold til Duelighed. Er det en udmærket Prædikant, vel, saa tilkommer ham samme Værdighed som fE den udmærkede ⓘ Læge, Kunstner,Læge, Kunstner,] Skuespiller ⓘ o: s: v:o: s: v:og saa videre] tilføjet , den maadelige rangerer med den ⓘ maadeligemaadelige] , ændret fra maadelige Skuespiller; Ordinationen kan ikke ⓘ personligtpersonligt] gjøre Udslaget, thi naar den ordinerede Mands Liv er aldeles verdsliggjort, saa kan han ikke personligt beraabe sig paa at han er ordineret, snarere maatte saa Skuespilleren ⓘ Lægen, Kunstneren o: s: v:Lægen, Kunstneren o: s: v:og saa videre] ⓘ med med] , foran er slettet <kun> ►Billighed kunne fordre ⓘ ogsaaogsaa] tilføjet at blive ordineret. Saaledes er Forholdet midt i Christenheden, hvor man ►endnu 181stundom betvivler, om en Skuespiller kan begraves i christen Jord, medens ⓘ der ⓘ aldelesaldeles] tilføjet ingen Tvivl er om, hvorvidt Præsterne kunne begraves i christen Jord. der aldeles] tilføjet ingen Tvivl er om, hvorvidt Præsterne kunne begraves i christen Jord.] , ændret i marginen fra Præsterne – angaaende hvis Begravelse i christen Jord det nu ikke er Skik og Brug at tvivle – rangere med Skuespillere, og hvor mange af dem anvende vel den Flid

✂ »Men dette vil ⓘ jojo] tilføjet forvirre Alt?« Aldeles ikke. Mig synes Sagen ganske simpel. Jeg mener som saa. Ydmyg for Gud, forresten barnlig glad og fornøiet, er jeg fuld forvisset om, at det er den ærligste Sag af Verden, at en Mand arbeider for sit Udkomme. Saa vil jeg gjøre det. Jeg vil, frimodig for ⓘ GudGud] , først skrevet Gud, og med god 47 Samvittighed, tjene mit Brød fE ved at forkynde Christendom. Men, men, men min Menighed skal ikke kunne faae Anledning til, underhaanden at lade mig forstaae, at det er mit Levebrød, thi agter jeg selv ligefrem at sige, saa freidig og tillidsfuld at det skal være en Fornøielse: det er mit Levebrød; det er ikke for Christendommens Skyld, at jeg har faaet et Levebrød, det er for min Skyld. Sandeligen, det er slet ikke farligt, at Menigheden faaer at vide, hvad den dog veed, at jeg ogsaa er et Menneske, der behøver Noget at leve af. Ei heller er det farligt, at Menigheden faaer at vide, hvad Sandhed er, at jeg ikke er saa stærk i Troen, saa levende i Aanden, at jeg kunde udholde (hvad unegteligt var Christendommen det kjereste) i Armod 158at forkynde Christendom. Det er slet ikke farligt, at Menigheden faaer at vide, ⓘ hvilkethvilket] , først skrevet hvad der er hvilket. Nei, nei, det er ikke blot ikke farligt, det er den eneste Vei til Sandhed og Frelse og Christendom. Det Farlige er, hvis jeg fornemt lader haant om Levebrødet – medens jeg ⓘ skjultskjult] , foran er slettet dog passer nøie paa det; thi er jeg saa fornem, saa stærk, nu saa skal jeg udtrykke det derved, at jeg undværer det. Det Farlige er, at jeg ►omklæder mig [med] en Høitidelighed og Værdighed, at det er for Christendommens Skyld – som var det ⓘ den den] , først skrevet d, der behøvede, at jeg fik et Levebrød, gjorde Carriere, som ikke snarere jeg behøver en ►Indulgents af Christendommen, at jeg saaledes gjør min Forkyndelse til Levebrød; det Farlige er, at jeg omklæder mig med denne Høi48tidelighed og Værdighed, medens dog Menigheden ►leer i Haanden af mig, og meget godt forstaaer Sammenhænget, eller rettere, hvilket der er hvilket. Kort og godt, om det at det er mit Levebrød, om det, christelig, betydede, at jeg er en Pialt – hvilket dog er en uhyre Usandhed: nu vel, farligt er det aldrig, at saa Menigheden faaer at vide, at jeg er en Pialt. Det Farlige, hvis jeg var en Pialt, er, at Menigheden ⓘ ikke, officielt og ligefrem, ikke, officielt og ligefrem,] , ændret i marginen fra ikke ⓘ fikfik] , . ændret fra faaer det at vide. Og hvordan man vender og dreier det, aldrig var Den en Pialt, der 182havde Mod og Behjertethed til at vedgaae, jeg er det. Nei, det Menneske man ret egentligen maatte kalde en Pialt, ham vil Du allersnarest finde skjult i Høitidelighedens og Værdighedens Pialter.

✂ I, ærværdige Skikkelser, I, hvem Christendommen rørte og bevægede, saa den og I overvandt Eders Sind, at I besluttede og holdt, i Armod, i Fornedrelse at forkynde Christendom, den sande Forkyndelse – ikke trænger jeg mig frækt ind i ►Eders Tal, nei jeg staaer langt, langt borte, bøiet i Ydmyghed, dog forresten barnlig glad og fornøiet, frimodig, med god Samvittighed. Men Eet skal jeg aldrig gjøre, jeg vilde ►gjøre mig en Samvittighed deraf, og gjorde jeg det, jeg vilde ogsaa have gjort mig eller ►faaet en Samvittighed deraf, en ond Samvittighed at bære paa – jeg skal aldrig besvige ⓘ hvadhvad] , først skrevet E der rettelig tilkommer Eder, det skal med Guds Bistand just lykkes mig, at belyse Eders Herlighed, o, I ær49værdige Skikkelser, at belyse den – paa min Bekostning! Jeg skal aldrig lade det løbe ud paa Eet og sige, som man gjør nutildags: ⓘ Læren, det Objektive Læren, det Objektive] , ændret i marginen fra Forkyndelsen er jo Hovedsagen, om det tillige er mit Levebrød, min Carriere, om Een gjør det gratis en Anden for Penge og Rang, Een i frivillig Armod en Anden i blomstrende Næringsvei, Een ►for Offer og Accidentser 159en Anden offret, det gjør hverken fra eller til, Læren er ⓘ og bliverog bliver] tilføjet jo den samme. O, Afskyelighed og Løgn! ⓘ Afskyelighed!Afskyelighed!] , først skrevet J Just Det, som ⓘ egentlig egentlig] , først skrevet egentlige er det afgjørende, just ⓘ Det Det] , < det, har man faaet Opmærksomheden ledet bort fra; eller er der vel Nogen, som ikke i sit Hjerte veed, veed med sig selv og veed det med alle Andre, at det, just det gjør et Menneske den uendelige Forskjel, om han skal have Fordeel af sin Stræben eller lige det Modsatte! Og Løgn! Thi det er ikke sandt, at det er og bliver den samme Lære, i det ene Tilfælde er nemlig Forkyndelsen Læren, den samme Lære, der er, og i Forkyndelsen bliver Sandhed; i det andet Tilfælde gjør Forkyndelsen denne samme Lære til en Usandhed – saa bliver dog virkelig ikke Læren den samme.

✂ Men for atter at vende tilbage til Begyndelsen paa denne sidste ►Udvikling: vor Tids Tilstand er just den, at have faaet det Uendelige og det Endelige, det Høieste og det Laveste til saaledes at løbe sammen, at Tilstanden er en uigjennemtrængelig ⓘ Tvetydighed.Tvetydighed.] , ændret fra Tvetydighed eller et officielt Hyklerie Saa det vel gjøres fornødent at blive ædrue for 50 at komme ud af denne Beruselsestilstand.

✂ 183Langtfra Meningen er dette Profane, naar der tales om at Menighederne maaskee ønske at spare Noget paa Præsterne, ►knibe af deres Indtægter: o, Elendighed! Dersom jeg maatte raade, vilde Følgen blive, at man satte en Ære i langt rigeligere at lønne dem. Derimod maa denne Fordring paa »christelig Værdighed« den maa bort, hvis der skal være Sandhed deri. Eet af To: enten anstrenget Liv, anstrenget i Selvfornegtelse og Forsagelse, anstrenget ved i »Virkelighed« ⓘ (ikke ved Declamationer indenfor 17 ►Sandsebedrag ►i stille Timer)(ikke ved Declamationer indenfor 17 Sandsebedrag i stille Timer)] at vidne for Sandhed og mod Løgn – og saa Fordring paa christelig Værdighed; eller de milde Former, at en Præsts Liv ikke er mere anstrenget end enhver Andens, og saa Afkald paa den christelige Værdighed; begge Dele forenede er ⓘ enen] tilføjet Usandhed. Dette vil ogsaa blive Enden paa Sagen. Enhver dygtigere Præst vil vist ogsaa selv see det, enhver Yngre vist finde det i sin Orden og være villig til at gaae ind derpaa. Om der skulde være Een eller Anden, der var kommet ⓘ kun altfor kun altfor] , ændret fra for langt hen i den usande Værdighed og Høitidelighed, saa han ikke godt kunde beslutte sig til at gjøre Indrømmelsen, men hellere vilde holde Alt hen, hvad, i et ⓘ for Christendommenfor Christendommen] saa critisk Øieblik som dette, maaskee kunde have de farligste Følger: det bliver ⓘ saasaa] tilføjet hans Sag.

✂ Men dette vil blive Enden paa Sagen, at vi ædrue maae komme til 160at gjøre Tilstaaelsen om, hvor vi 51 ere, og hvor Christendommen er. Man forklarer, at Christendommen er en »Lære«, og saa fortæller man, at »denne Lære« har omskabt Verdens Skikkelse. O, vi Daarer, eller vi Listige; nei aldrig har nogen Lære – ►betjent ⓘ af, hvad der tynger og endeliggjør,af, hvad der tynger og endeliggjør,] , ændret i marginen fra af ⓘ RangspersonerRangspersoner] , ændret fra Professorer og gagerede Embedsmænd – omskabt Verdens Skikkelse, ⓘ lige saa umuligt som at faae en Drage til at stige ved Hjælp af hvad der trækker den ned, det Tyngende;lige saa umuligt som at faae en Drage til at stige ved Hjælp af hvad der trækker den ned, det Tyngende;] aldrig har nogen Lære saaledes betjent ⓘ engangengang] tilføjet formaaet – og dette er da vel uundgaaeligt, naar der skal være Tale om at omskabe Verden – at reise en Smule Forfølgelse – det vogter de Vedkommende nok sig og den for. Nei, men Christendommen – og dette er det Afgjørende, som gjør denne Lære til noget Andet end en Lære – blev betjent af ⓘ Sandheds-Vidner,Sandheds-Vidner,] understregning muligvis i fremmed hånd der, istedetfor at have Profit og enhver Profit af denne Lære, offrede og offrede Alt for denne ⓘ Lære,Lære,] , < Lære. ⓘ Sandheds-Vidner,Sandheds-Vidner,] understregning muligvis i fremmed hånd der ikke, ⓘ ogog] tilføjet med Familie, levede af Læren, men ⓘ le184vede levede] , først skrevet død og døde for Læren. Derved blev Christendommen Magt, Magt, blev den Magt, der mægtede at omskabe Verden. ►Saaledes blev den betjent vel henimod 300 Aar; derved blev Christendommen ⓘ »Magten«»Magten«] understregning muligvis i fremmed hånd i Verden. Der var nu, om jeg saa tør sige, sat en uhyre Drifts-Capital ind; Spørgsmaalet var kun, hvorledes man vilde benytte den. Ak, og allerede nu begynder Tilbagegangen, Bedraget, istedetfor at omskabe Verden begynder man at vanskabe Christendommen. Den verdslige Klogskab hittede paa, at gjøre hine Vidners Liv, deres Lidelser, deres Blod, at gjøre det i Penge, eller i Ære og Anseelse; klogt sparede man sig selv for at lide, men det at de Afdøde havde lidt, det gjorde Forkynderne sig til For52deel. Og det lykkedes kun altfor godt; der gik mange Aarhundreder, og de godmodige, godtroende Folk mærkede ikke hvad der var ⓘ skeet, skeet,] , først skrevet skeet. at dem, man hædrede og ærede og lønnede paa enhver Maade, det var ikke de Afdøde, som havde bragt Offrene og faaet Utakken, men et listigt Folkefærd, der tog Takken. Og det blev ved. Og Kløgten blev listigere og listigere i at udfinde nye og nye, ►sindrigere og sindrigere Former for Bedraget, der forskaaner mig for at lide, og lader mig behændigt have Pengefordelen, fremdeles Æren og Anseelsen af, at Andre ere blevne ►hudstrøgne, korsfæstede, brændte o: s: v:. Bedragene bleve kløgtigere og kløgtigere. Men uheldigviis blev ogsaa Kløgten til at gjennemskue Bedragene større – uden at dog derved er sagt, at denne Kløgt, som gjennemskuer Bedragene, er bedre end Bedragerne.

✂ 161ⓘ NeiNei] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang, men Kløgten i at bedrage er truffet sammen med en lige saa stor Kløgt i at gjennemskue. Punktum. Dette er Standsningen. De 300 Aars møisommeligt erhvervede Drifts-Capital, den er forbrugt, mine Herrer og Damer; der kan ikke med nye Bedrag ►pines mere ud af den, thi Klogskaben til at gjennemskue Bedragene er blevet netop lige saa stor. Drifts-Capitalen er forbrugt, dette er Status; Standsningen er, dette er Situationen; Christendommen har naaet det Punkt, hvor der maa siges: nu skal jeg altsaa til at begynde forfra; er der 53 da Ingen, hvem jeg kan ⓘ bevægebevæge] , herefter er slettet til, at han kunde overvinde sit Sind og ville forstaae, hvad der er Christendom, at det at forkynde Christendom er at bringe Offer at ville lide. Findes ⓘ en Saadan en Saadan] , ændret i marginen fra han, findes der flere ⓘ SaadanneSaadanne] , < saadanne, saa begynder Christendommen igjen at blive Magt, hvad i mange Tider »denne Lære« ikke har været, hvad den heller ikke blev, om saa endog det at være Chri185sten (ikke blot det at være Præst eller Professor) blev et Levebrød, en verdslig Carriere.

✂ Det er en Standsning. Og for at denne Standsning nu kunde blive Ædruhedens og sand, skulde der passes paa, at det blev tydeligt, at det er en Standsning, at den ikke bliver noget Andet, noget Udvortes, en verdslig Omveltning. Der skulde derfor ikke (thi sandeligen det interesserer ⓘ ChristendommenChristendommen] kun saare lidet, og vilde kun saare lidet tjene dens Sag) fratages nogen Eneste ikke ►4 ß af hans lovlige Indtægter, ingen af hans Titler og Værdigheder, paa ingen Maade, nei, det skulde blot ►blive aabenbart og vitterligt, at det ikke er for Christendommens Skyld han har sikkret sig det men at det er for hans egen Skyld, ei heller ved Christendom ⓘ at hanat han] K, han R har opnaaet det, da det vilde være Christendom at give Afkald derpaa, og der behøves Christendommens Indrømmelse for at eftertragte og for at besidde det. Men fremfor Alt skulde der vaages over, at ikke den frygteligste af alle Forvirringer ⓘ indtræderindtræder] , ændret fra indtraadte, at man hitter paa at ville reformere, men vel at mærke saaledes, at det at reformere bliver Nydelse, ⓘ ProfitProfit] , < Profit, o: s: v:, istedetfor at 54 det i høieste Forstand gjælder om det at ville reformere, at det er at bringe Offer at ville lide.

✂ Man har villet gjøre det ⓘ KunststykkeKunststykke] , < Kunststykke, at sige, Christendommen er en objektiv Lære, det er ligegyldigt, hvorledes den betjenes, Læren er Alt. Dette er ⓘ detdet] , ændret i marginen fra Det, der har afskaffet Christendommen. Det er let at forstaae. Der er en existentiel Bestemmelse af det Christelige, som er den ubetingede Betingelse, ellers kan Christendommen 162ikke anbringes. Det er det: ►at afdøe. Forsøg det nu. Der kommer da En, som forkynder Christendom – og hvis Levebrød, hvis Carriere det er – han siger til en Mand: »Du skal afdøe – det koster ►10 rd.« »Hvorledes? 10 Rbd? Til hvem?« »Til mig, thi det er mit Levebrød, min Carriere at forkynde, at man skal afdøe.« Mellem Gud (som ⓘ fordrerfordrer] , først skrevet M »Du skal afdøe«) og mig, den Enkelte, det sølle Menneske, der nu skal til at ►bide i det sure Æble og afdøe, anbringes som (Forkyndelsens) Mellembestemmelse et Levebrød, et fedt og godt Levebrød for en Mand med Familie, og Rang med ⓘ ►CancelliraaderCancelliraader] , først skrevet Canceli og ►Avancement: dette er en Umulighed; Forkyndelsen modsiger sig selv. Om saa hele Menneskeheden vilde tage sig af det, det hjælper ikke, det er en Umulighed, ugjørligt; første, anden, tredie Gang: det er umuligt; lad saa Hammerslaget falde, lad det for evigt være af186gjort: det er umuligt. Og da, som bekjendt og let begribeligt, hvad Ens Liv forkynder virker hundredetusinde Gange stærkere end hvad Ens Mund forkynder, saa er denne Art Forkyndelse det længst mulige fra at kunne virke til at føre Christendom ind eller at bringe Nogen til at afdøe, da Forkyndelsens hundredetusinde Gange 55 større Virkning udtrykker: nei, saa langt som muligt derfra, fra at Nogen skulde afdøe, endogsaa det at forkynde at man skal afdøe er blevet en Vei med blandt de flere, de mange, der føre til: ►»Fryd Dig ved Livet i Dine Dages Vaar, Pluk Glædens Roser, førend de forgaaer.« Dette gaaer ikke.

✂ Det har man selv mærket. Saa blev Christendommen mild – eller rettere De, hvis Carriere det var at forkynde Christendom, fandt det (i Menneskekjerlighed – for ikke at sige i ⓘ Selv-KjerlighedSelv-Kjerlighed] , ændret fra Selvkjerlighed) nødvendigt at gjøre Christendommen maalbar for Kjøb og Salg. Den blev saa blot »Trøst«. En Familie lever i al mulig Nydelse, saa melder der En sig, som forkynder Christendom, og siger: »skulde De ikke have Brug for Evighedens milde Trøst, hvad jeg, uden at rose mine Varer, tør kalde en af Livets største Beqvemmeligheder og Nydelser, hvad der tjener til at ►formilde Sorgerne og at give Glæderne deres rette Smag – det koster 50rd?« »Det lader sig forstaae.«

✂ Men saaledes at sælge Christendom ud som Trøst uden at forpligte Livet, det er ►Aflad, Handel med det Christelige.

✂ »Dog« siger Forkynderen »vi prædike ogsaa at man skal leve derefter.« »Kjere, hvad saa end Din Mund prædiker, naar Dit Liv prædiker, at det er Dit Levebrød, Veien til rigeligt Udkomme for163 Dig og Familie, Veien til ⓘ verdsligverdslig] Hæder og Anseelse, saa bliver det egentligen et Spilfægterie med at ville forpligte Andres Liv ►i Retning af »at afdøe« – thi det, at man skal afdøe, kan ikke med Eftertryk foredrages af En, 56 hvis Levebrød, hvis Carriere det er.«

✂ Og her er igjen Standsningen. Det at afdøe er det Første og det Sidste i Forhold til det Christelige strengt taget. Det udtrykte ogsaa De, som i Christendommens ⓘ første Tidførste Tid] forkyndte Christendom: de vare Afdøde. Nu er Omvendtheden naaet: det at forkynde Christendom, eller at forkynde, at Christendommen fordrer, at Du skal afdøe, er lige det Modsatte af at afdøe. Dette gaaer ikke.

✂ For at det – dersom man da ellers er enig med mig deri, at for at Noget skal kunne gaae, maa der, enten paa den ene eller paa den anden 187Maade, være Mening deri – for at det skal kunne gaae, maa der først en Tilstaaelse, at denne Christendoms-Forkyndelse, der verdsligt (verdsligt arrangeret, verdsligt normeret, verdsligt garanteret o: s: v:) er Forkynderens Levebrød og Carriere, at den egentligen ikke er Christendom, hvor sandt han saa end forkynder Læren, ►»den sunde ⓘ LæreLære] , foran er slettet og uforfalskede.« Og Feilen er i mine Tanker den (i mine Tanker, thi ►jeg er kun en umyndig Digter, der, høiest, kæmper for Tilstaaelsen af vor Svaghed; den Myndige maatte dømme ganske anderledes afgjørende om os) Feilen er, ⓘ at at] , < at at man ikke for længe siden har gjort Tilstaaelsen, at dette Hele med 1000 Præster er ikke egentligen Christendom, men en formildet Lære, sammenlignet med den egentlige Christendom en heel Qualitæt formildet. At derfor en saadan Forkyndelse ikke skulde kunne stifte Gavn, er langt fra Meningen; ⓘ nogetnoget] , foran er slettet derimod Andet er, at 57 Christendommen for at opretholde sin Majestæt og for at kunne holde ►Overskuelsen, maa fordre Tilstaaelsen, at ⓘ Dette Dette] , < dette ikke egentlig er Christendom.

✂ ⓘ DerDer] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang har været Tider, da en saadan Christendoms-Forkyndelse om end ikke var, hvad den aldrig er, ubetinget at prise, dog var mindre anstødelig, i Tider nemlig da Menigheden var mindre vidende, mindre klog paa Forholdet mellem en Stræben for det Uendelige og en Stræben for det Endelige, mindre klog paa, hvad »Forsikkringer« egentlig have at betyde. Som Forholdet nu er, kan Christendommens Forkyndere ikke faae Frimodighed og god Samvittighed ►lige over for den kun altfor vidende Menighed, uden at have gjort vitterligt, hvilket der er hvilket, om det er det Endelige, han vil, eller det Uendelige. Dette »Tillige«, tillige at ville det Uendelige, eller tillige at ville det Endelige, at ►ville have Munden fuld af Meel 164og tillige at ville blæse, er ikke blot tillige, men, ►reent og bart eller ene og alene, Vrøvl. Forsikkringer om, at det er det Uendelige man vil, medens man tager det Endelige, hjælpe ikke, skjule ikke, at hiin Viden er i Forkynderen og er i Menigheden; og er den der, saa er det uanstændigt, at dette ikke bliver vitterligt i en Væsens Forandring, ved enten at slippe det Endelige og de endelige Fordele, eller ved at tilstaae, at denne Forkyndelse af Christendom dog ikke 58 egentlig er Christendom. Det er hermed som med ⓘ Blufærdighed:Blufærdighed:] , < Blufærdighed, i Forhold til et ganske lille Barn er Blufærdighed een; saasnart der antages, at Barnet er blevet saa voxent, at det har en Viden, er Blufærdigheden en anden; at ville, efterat en Viden er ⓘ indtraadt indtraadt] , først skrevet indtraadt i, efterat der saaledes maa 188antages at være i begge Viden og en Viden med hinanden om, at denne Viden er – at ville efterat ⓘ DetteDette] , < dette er indtraadt, bevare hiin første Art Blufærdighed, vilde ikke blot ikke være Blufærdighed men en yderst fordærvet og fordærvelig Usædelighed. Christendommens Forkyndelse eller dens Forkyndere have længe nok, baade pecuniairt og i Henseende til Anseelse, Ære, Titler og Værdigheder, levet af – at der har været De, som offrede Alt for Christendommen. Dette ⓘ overbeviseroverbeviser] , ændret fra beviser ikke mere en vidende Menighed; oprigtigt talt, man kan heller ikke fortænke den deri. Hvor skulde en Modsigelse kunne overbevise, den Modsigelse: at høre En bevise Christendommens Sandhed af, at der har været De, som offrede Alt for Christendom, og at see Forkynderen leve deraf, ved Hjælp deraf i Besiddelse af de forskjelligartede jordiske Goder; det er jo at modbevise Beviset. Det Farlige er, naar Viden er i Menigheden, og ⓘ VidenViden] , først skrevet i i Forkynderen, og Viden gjensidig med hinanden: da ikke at ville ud med Sproget, at ville holde det hen i en høiere, 59 høitideligere Tone, hvis Usandhed man ►geheimt er vidende om; dette er det Farlige, det Demoraliserende. Menigheden trænger til at faae hiint sande Beviis at see, ikke at jeg lever af, at der har været Folk, som offrede Alt, men at jeg offrede Alt, eller i ethvert Tilfælde (thi jeg, en umyndig Digter, der kun altfor meget hænger ved dette Liv, ogsaa en Kujon, som Digtere gjerne ere det, dog med Mod til at tilstaae det, hvad ikke altid Digtere have, jeg maa blive ved det Lettere) Menigheden trænger til (hvad dog vel baade jeg og Enhver ⓘ maa kunnemaa kunne] , ændret fra kan præstere) Sandheden, Tilstaaelsen, istedetfor at spises af med Forsikkringer, som Intet betyde ⓘ for for] , først skrevet li klogt Vidende. Og Forkynderen trænger vel ogsaa til, at faae ⓘ SandhedenSandheden] sagt, just for dog at kunne gavne en lille Smule. Og sandeligen han kan efter mine 165Begreber gavne meget, naar han er saaledes sand, tilstaaer, at dette egentligen ⓘ ikkeikke] tilføjet er Christendom, naar Forkyndelsen skal skaffe ham alt det Jordiske til sig og Familie og endog nogenlunde rigeligt, naar Forkyndelsen skal være hans Carriere i Verden. Altsaa Eet af To, enten gives der virkelig Afkald paa det Jordiske for, bringende Offer og lidende, at forkynde Christendom: dette er den høiere Form; eller man sikkrer sig det Jordiske, det Timelige, men gjør saa Tilstaaelsen, at denne Forkyndelse ikke egentligen er Christendom. Den første Form 60 har det ene Menneske ⓘ ikkeikke] tilføjet Lov til at fordre af det andet, han har Lov at fordre det ⓘ af sig selv.af sig selv.] understregning muligvis i fremmed hånd Det Andet har vi Mennesker Lov til at fordre af hinan189den; thi Sandhed skal der dog være i det, og Ende maa der dog gjøres paa dette Tvetydighedens Spil med Forsikkringer mellem Vidende og Vidende, altsaa Forsikkringer, som gives af Dem, der kun altfor meget ere vidende om, hvad Forsikkringer har at betyde, og gives Dem, som kun altfor meget ere vidende om, hvad Forsikkringer ⓘ harhar] , < have at betyde, under ⓘ Fortielse Fortielse] , først skrevet Fortj af det sande Sammenhæng.

✂ Thi disse ⓘ »Forsikkringer«! »Forsikkringer«!] , først skrevet »Forsikkringer!« ►Fra Slægt til Slægt er det, medens man forblev i rolig ⓘ Erhverven ogErhverven og] Besiddelse af det Jordiske, holdt hen med denne Forsikkring ►»dersom det fordredes af mig, saa var jeg villig til at forlade Alt, offre Alt for Christendommens Skyld.« Og den Enkelte har, medens han forblev i rolig ⓘ Erhverven ogErhverven og] Besiddelse af det Jordiske, holdt det hen tyve, ⓘ tredive tredive] , først skrevet tredie, fyrretyve Aar, kort et heelt Liv med den Forsikkring »dersom det fordredes af mig, saa var jeg villig til at forlade Alt, offre Alt, for Christendommens Skyld.« Imidlertid har Verden seet en næsten fuldkommen ►sædelig Opløsning – men ingen af de Forsikkrende fandt, at det nu fordredes af ham, han vedblev blot at forsikkre: at dersom.... Altsaa han vedblev at erhverve, eftertragte, be61sidde det Jordiske; men han var tillige Helt; at det ikke viste sig, var ikke hans Skyld: dersom det fordredes.... han var villig nok; han forsikkrede: at dersom.... ►Der var i min Ungdom et ungt Menneske, som aldrig drev det til at faae første Examen, men som bestandigt sagde: næste Gang kommer jeg, hvis aarsag vi kaldte ham ikke ved Navn men blot »næste Gang kommer jeg.« Saaledes med Forsikkringerne; men det lykkedes længere at holde det hen, end det lykkedes hiint unge Menneske, der blot efter nogle Aars Forløb var gjennemskuet.

✂ ⓘ Dog nuDog nu] , ændret fra Nu er Forsikkringernes Tid forbi! ⓘ TreTre] , først skrevet Treh hundrede Aars udødelige Bedrifter, ja, hvad Under vel, om de have, hvis jeg saa tør 166sige, opsparet et uhyre Fond, hvorpaa der (om det end altid er Forvirring og Meningsløshed, at Een trækker paa en Andens Heltegjerninger) kunde trækkes ved Hjælp af Forsikkringer, trækkes længe, inden det ret blev tydeligt, hvor forvirrende dette er. Men dette Forsikkringernes Fond, dette Valuta, som en Bank for at være Bank altid maa eie, og som her Christenhedens Bank eiede: det er fortæret, mine Herrer og Damer! Istedetfor at kunne trække paa 62 Banken, maa der først dannes en ny Bank, ved, hvad her er ►Valuta'et, Handlinger, ►Charakteer-Handlinger.

✂ Kan jeg ikke det: nu vel, Eet kan jeg, Eet skal jeg, og dette Ene vil jeg, 190jeg vil idetmindste afholde mig fra ved »Forsikkringer« at tillyve mig Noget eller at besvige Eder, ►I Herlige, for Eders rettelige Tilkommende, Beundringens, Taknemlighedens Løn for Eders Liv, Eders Daad, hvad I efterlode ►Slægten ikke for at nogle Kløgtige falsk skulde gjøre det i Penge og Deslige, men for at det skulde opmuntre os Senere til Efterligning. Jeg skal ikke »forsikkre«. Duer jeg – hvad jeg ►vistnok i enhver Forstand ikke gjør – ikke til at være Helt: vel, jeg skal i ethvert Tilfælde ikke forsikkre »at dersom....«, ►det er, jeg skal ikke give det Skin af, at det er Omstændighedernes Skyld (fordi det ikke fordres af mig) at jeg ikke kommer til at vise mig som den Helt, jeg er, jeg skal ikke give det Skin af, at jeg i Grunden er Helt, blot ventende paa ⓘ LeilighedenLeiligheden] , ændret fra Leilighedens, medens dog mit Liv udtrykker, at jeg er, at jeg kun altfor godt finder Leilighed til at være, lige saa pengebegjerlig og lige saa ærebegjerlig som enhver Anden. Nei, duer ⓘ jeg, som sagt, jeg, som sagt,] , ændret i marginen fra jeg ikke til at være Helt, saa skal det blive ⓘ aabenbartaabenbart] , at jeg ikke duer dertil, at Sandhed er, at det er mig der ikke duer dertil, og at det er noget Sludder med dette »dersom det fordres«, især medens Verdens Tilstand er en sædelig Opløsning, som end ikke Oldtiden har seet, som den end ikke var, da Christendom63men kom ind i Verden, saa hvis ingen Anden vil, vil jeg, og jeg vil vove det i Christendommens og Guds Navn at sige til Enhver, der forsikkrer »at dersom...«, sige til ham: er der Dig ikke Andet i Veien for, at Du ►træder i Charakteer af at være, hvad Du er, Helt, end at Du mener det ikke fordres – o, dyrebare, høistærede Ven, det ikke blot fordres, nei, det er lige paa det Yderste, om det ikke er for silde; iil, iil!

✂ Altsaa, Forsikkringernes Tid er forbi, Forsikkringerne, denne den farligste af alle hykkelske Opfindelser, farligere end pharisæisk Gjernings-Retfærdighed, thi det er dog altid et virkeligt Noget at 167leve saa strengt, men Forsikkringer ere slet Intet, og dog tillyvende sig det Høieste. Og er deres Tid forbi, saa ingen Vrøvlen, ingen Vaklen, hvorved man igjen bliver hængende i dem, rask Beslutning: bort ⓘ medmed] tilføjet dem, bort med ⓘ Forsikkringerne,Forsikkringerne,] , < Forsikkringer, den af alle farligste Beruselse! Lad os blive ædrue! Udtrykker mit Liv stadigt væk, Aar efter Aar, at jeg er som Folk er fleest, saa skal jeg idetmindste holde Mund med Forsikkringer »at dersom....«

✂ Dog maaskee vil de Lærende, Tilhørerne, Menighederne, eller ganske nøiagtigt, det christelige Publikum have adskilligt at ⓘ indvende indvende] , herefter er slettet mod, 191hvis Forsikkringerne afskaffedes, maaskee vilde man endog gjøre lidt Anstrengelse for at kalde »Forsikkringerne« tilbage. Thi ►vistnok er det Forkynderne, der gjøre Brug af Forsikkringerne, men maaskee er det de 64 Hørende, Verden, der staaer sig bedst ved at tvinge ⓘ Forkynderne Forkynderne] , < Forkynderen ind i denne Usandhed, at da Christendommen ikke skal blive altfor alvorlig.

✂ I ældre Tid (da man dog virkelig forholdt sig til Forbillederne, saa man enten, ⓘ detdet] , foran er slettet det er Sandeste, forstod dem saaledes, at man skulde ligne dem, ⓘ eller eller] , herefter er slettet dog, om man end sparede og skaanede sig selv, dog ⓘ for Alvorfor Alvor] holdt dem ⓘ høit høit] , først skrevet holdt d i Ære, næsten kun altfor høit, forsaavidt man ikke var langt fra at tilbede dem, et listigere Paafund for at fritages for Efterfølgelsen) i ældre Tid fordrede man, at Forkynderens Liv skulde udtrykke Læren; det kaldte man Alvor, det var, som vi nu sige, Garantien, Forkynderen havde at stille. I disse Tider (da en aldeles verdslig Forstandighed har ►skudt sig mellem Forbillederne og os, det er, taget dem bort, eller bragt dem næsten paa Latterens Afstand fra os, saa vi, i Samtidighed med et saadant Liv, en saadan Stræben vilde finde den af alle ⓘ latterligelatterlige] , først skrevet latterligste den latterligste Overdrivelse) i disse Tider kunde paa den Maade Christendommens Forkyndelse ►vistnok blive det christelige Publikum for alvorlig en Sag. Fordringen er derfor nu en anden. Vil Du gjøre Lykke ⓘ i Verdeni Verden] med Din ⓘ ChristendomsChristendoms] , først skrevet Christendomme Forkyndelse, da fordres, at Dit Liv udtrykker omtrent det Modsatte af Forkyndelsen, eller der fordres, at Dit Liv, ved at udtrykke omtrent det Modsatte af det Forkyndte, 65 afgiver Garantien for, at Forkyndelsen er en Kunstnydelse, en dramatisk Forestilling med Taarer og Armbevægelser o: D:.

✂ Tag nogle Exempler. Er det dette Du vil forkynde, dette Christelige, at den Christne foragter Verdens Ære og Hæder, Rang og Titler, ►Stjerner og Baand – og Du selv er bogstaveligen Ingenting, og det ovenikjøbet maaskee er vitterligt, at Du ikke har villet 168opnaae Sligt, uagtet Du har kunnet det: Kjere, det er ikke Noget for Dig at tale om; det kunde jo see ud som Alvor; og det christelige Publikum vilde blive rasende, som var Christendom Noget, der havde Ret til at forpligte Ens Liv – istedetfor at den er Trøst, Trøst fE for dem, der ikke vare saa heldige at drive det til Rang og Titel o: s: v: trods deres ivrige Stræben derefter. Som sagt, Sligt er ikke Noget for Dig at tale om. Nei, see først selv at faae en høi Rang, skaf saa Lidt, eller rettere ikke Lidt, jo Mere jo bedre af Stjer192ner og Baand – og præk saa Du paa Kraft, om at den Christne foragter Rang og Titler, Stjerner og Baand: Du har det christelige Publikums Bifald baade forud og bagud, baade forud og bagefter, Du har det, om Du vil, i Taarer; ⓘ thithi] , først skrevet thi Dit Liv; Dit Liv afgiver Garantien for, at Forkyndelsen er Kunstopgave, og ⓘ derder] , ændret fra kunde man faae en Statistiker til paa Tomme at angive Vandstanden, skulde det vel vise sig at der endog 66 grædes ⓘ velvel] tilføjet mere i Theatret end i Kirken. – Er det dette Du vil fremstille, at ►Christendommen ⓘ dogdog] tilføjet har en Forkjerlighed for den eenlige Stand – og Du selv er ugift: Kjere, det er ikke Noget for Dig at tale om; det christelige Publikum var istand til at troe, at det skulde være Alvor, og saa Gud Naade Dig. Nei, giv Tid, see først at faae Dig en Hustrue – og præk saa ⓘ DuDu] , først skrevet Du, om, at Christendommen har en Forkjerlighed for den eenlige Stand, græd lidt dertil: det christelige Publikum græder rørt med i den stille Time; thi Dit Liv afgiver Garantien for, at Forkyndelsen ⓘ erer] tilføjet Kunstopgave. – Er det dette Du vil fremstille, at i Forhold til Ægteskab ►Christendommen er af den Mening, at man kun bør gifte sig een Gang – og Du selv er gift første Gang: Kjere, det er endnu ikke Noget for Dig, det har maaskee lange Udsigter inden Du kan prædike om Sligt, maaskee bliver Du aldrig istand dertil; i ethvert Tilfælde, vent, hvis saa Din første Kone er død, og Du har giftet Dig anden Gang – nu er Øieblikket der, præk nu Du om, at Christendommen mener, ⓘ manman] , foran er slettet at kun skal gifte sig een Gang! Du har det christelige Publikums Bifald; thi Dit Liv afgiver Garantien for, at ⓘ Din ForkyndelseDin Forkyndelse] SKS, Din Forkyndelsen R; Forkyndelsen K er objektiv.

✂ Ja, i Sandhed, man vil saa gjerne ⓘ (og at gjøre det var vistnok en Vei til at blive det christelige Publikums Yndling)(og at gjøre det var vistnok en Vei til at blive det christelige Publikums Yndling)] give Christendommens Forkyndere Skylden, søge Feilen hos dem; men snarere er det dog maaskee dette christelige Publikum, der ved Menneske-Frygt (hvad vistnok Forkynderne ikke burde give efter for) tvinger Forkynderne til at bedrage dette 67 christelige Publikum. Den Verden, der overalt fordrer Garantie, den har ogsaa passet ⓘ paapaa] , < paa, at sikkre sig, at Christendommen da ikke ved Forkyndelsen bliver en 169Magt, en Magt med Ret til at forpligte Ens Liv; og derfor fordrer denne Verden den ►tilforladelige Garantie at Forkynderens Liv gjør Forkyndelsen til ►en Fægten i Luften. Thi ►Verden vil bedrages; ikke blot, den bliver bedragen, o, saa var Sagen ikke saa farlig, nei den vil bedrages; heftigt, heftigere, mere lidenskabeligt maaskee end noget Sandheds-Vidne har kæmpet for ⓘ SandhedSandhed] , < Sandhed, kæmper Verden for at blive bedragen; taknemligst lønner den med 193Bifald, med Penge, med Anseelse Enhver, der vil som den vil: bedrage den. Og aldrig har maaskee Verden saaledes som i vore Tider trængt til at blive ædru.

✂ Thi kort og godt. Det er det nye Testamentes bestemteste Udsagn, at Christendommen og det at være ⓘ i Sandhedi Sandhed] Christen maa være ►det naturlige Menneske i høieste Grad ►til Forargelse, at han maa ansee Christendommen som det høieste Forræderie og den sande Christen som den lumpneste Forræder mod det at være Menneske, et Forræderie og en Forræder, ⓘ somsom] , ændret fra der aldrig kan straffes haardt nok. Det er ogsaa let at see, at saaledes maa Christendommen, der er »Aandens« Bestemmelse, vise sig for Enhver, ⓘ somsom] , ændret fra der ikke ved at afdøe er gjenfødt til at være »Aand«.

✂ Nu har jeg aldrig seet et eneste Menne68ske, om hvem det ⓘ end i fjerneste Maadeend i fjerneste Maade] tilføjet kunde falde mig ind, at hans Liv (thi »Forsikkringer« maa der slaaes en Streeg over) udtrykte, at han var død og bleven Aand, saa lidet som jeg mener selv at være en Saadan: ►hvor i al Verden er det saa gaaet til, at ►hele Stater og Lande ere Christne, at vi ere Christne i Millionviis, at der er Rift og Trængsel om at blive Lærer i Christendom?

✂ Dette kan kun forklares deraf, at vi har faaet Christendommen gjort om til noget ganske Andet, hvad den Myndige ⓘ vel vel] , ændret fra ved med Rette og med Føie kunde kalde et Forræderie mod Christendommen.

✂ Saasnart da En søgte at drage Christendommen ⓘ fremfrem] tilføjet i sin Sandhed, i samme Øieblik vilde det høres dette Raab over ham: han er en Forræder mod os. Aha! Endog blot saa svagt, saa mildt, umyndigt, som jeg har forsøgt det, at drage Christendommen frem noget sandere: jeg er forvisset om, der ere De, som i stille Sind dømme saaledes om mig: han er en Forræder mod os, han forraader os. De sige det ikke høit, maaskee ansee ⓘ dede] , først skrevet det det ikke for klogt, for at Opmærksomheden ikke skulde henledes paa det, og maaskee, om ikke jeg, saa Sagen ►hidses ud i yderligere Oplysninger. Men 170hvis jeg stærkere drog – dog nei, jeg er ikke Aand og kan derfor ikke gjøre det; men hvis jeg kunde drage Christendommen stærkere frem i dens Sandhed, og hvis jeg gjorde det: i samme Øieblik vilde Dommen blive høirøstet: »det er Forræderie mod os!« Aha! Vi have faaet Christendommen gjort om til noget ganske Andet 69 end hvad den i Sandhed er, derfor er ogsaa Dommen om den blevet en anden. Saasnart Christendommen igjen ⓘ fremsættes fremsættes] , først skrevet fremstilles i sin Sandhed, saa kommer (►cfr det nye Testamentes Forudsigelse) den sande ⓘ 194DomDom] , først skrevet Dom: frem: det er Forræderie mod det at være Menneske – ikke er den Stjernekyndiges Beregning af et Himmellegemes Bevægelse vissere. Vi rose saaledes ogsaa vor Tid, at Christendommen ikke mere forfølges. Det troer jeg, den er slet ikke til. Blev den til i sin Sandhed, Forfølgelsen vilde øieblikkeligt følge dette Forræderie mod det at være Menneske.

✂ Dette forstaaer jeg ganske ypperligt, just fordi jeg ikke er Aand. Jeg forstaaer tillige, at jeg derfor ⓘ kankan] tilføjet roligt bede Læseren at følge med mig, at give sig hen; thi ►jeg skal ikke føre Sagen længere ud end til en lille Tilstaaelse – og det kan da endnu ikke kaldes et Forræderie uden af dem, der ere aldeles fortabte i ⓘ UsandhedenUsandheden] , < Usandheden, og formodentlig tillige slagne med Blindhed, at de ikke see, hvad vistnok ellers vilde hjælpe dem, som en corporlig Revselse, til at faae Øinene op, at hvis det Profane kommer til at gjøre Indsigelsen mod den givne Christenhed, uden at denne itide har værget sig ved at gjøre Tilstaaelser, bliver Sagen en anden. I Gjennemsnittet af Mennesker, til hvilket jeg hører, vil der være saa megen Sandhedskjerlighed, at ►de ville være villige ⓘ hertilhertil] , først skrevet til, til, naar det kan gjøres dem tydeligt, at det vi kalde Christendom egent70ligen ikke er Christendom, saa ogsaa at ville lade sig overbevise derom, og, naar der ikke fordres videre, da vedgaae det. Thi var Fordringen den til mig og til de Andre, at ►vi virkelig ⓘ skulle skulle] , først skrevet skuld blive Aand: saa bleve vi vistnok allesammen i høieste Grad forbittrede.

✂ Men saa langt fører jeg ikke Sagen ud. Hvor underligt det end er at retfærdiggjøre sig paa den Maade (da det i høiere Forstand er en Anklage mod mig) jeg kan med Sandhed sige: jeg begaaer intet Forræderie mod os Mennesker; og jeg er ikke selv Aand. ⓘ ForrestenForresten] slettet med blæk og blyant er det gaaet underligt til med mig; thi egentlig er det et lille Forræderie, der af Samtiden blev begaaet mod mig som Forfatter (hvad Historien nok vil oplyse) der ⓘ tvang migtvang mig] K, tvang R til at maatte faae eller at maatte fremtage dybere Indtryk af Christendommen, saa det er Samtiden, der har opdraget mig, lært mig at blive opmærksom paa dette om Forræderiet, at jeg saa igjen kan lære fra mig dog i denne uendelig milde Form, hvad, som sagt, ligger i, at jeg ►hverken har Myndighed eller ⓘ erer] tilføjet Aand

✂ Dog naar det nu forholder sig saaledes med en christen Verden, ►christne Stater o: s: v: er det saa ikke sandt, at vi trænge i høieste Grad til at blive ædrue? Og er det saa ikke det mildeste Mulige – dog 171hvad Un195der vel, 71 at det er saa mildt, ⓘ siden siden] , først skrevet naar det er mig, der foreslaaer det, jeg den svage, umyndige Digter! – er det ikke det mildeste Mulige, naar der ikke er Tale om mere end at vedgaae det? Og hvad skal det dog egentligen gavne os engang i Evigheden, at vi her have holdt det hen, berusede i lutter ►Sandsebedrag? Sandeligen jeg føler det selv kun altfor dybt, hvor elendigt og maadeligt Det er, jeg naaer, men der er dog Mening deri; jeg vil, hvis jeg ikke til den Tid er kommet længere, jeg vil i Evigheden sige: Det, ⓘ vivi] , ændret fra jeg kaldte Christendom, det var dog egentligen ikke Christendom, ►det var en meget formildet Opfattelse, et Noget, der fjernere forholdt sig til ⓘ Christendom;Christendom;] , < Christendom – men dette har jeg tilstaaet, ►jeg har høit og lydeligt vedgaaet, at det ikke egentligen er ⓘ Christendom –Christendom –] , < Christendom, gjør Du saa, o, Gud, med mig, hvad Du vil, efter Din Naade! Jeg veed det vel, at der til enhver Tid og saaledes ogsaa i min Tid levede Mennesker, der gjorde Fordring paa at være i strengere Forstand Christne: dem har jeg ikke kunnet slutte mig til. Nei, for mig har dette viist sig som sandere: at tage en mildere Form, en Formildelse, men saa at vedgaae, at det ikke egentligen er Christendom. Saaledes kommer jeg! Ædru – det 72 føler jeg vel – ædru er jeg ikke; thi kun »Aand« er ædru. Men jeg kommer dog heller ikke ganske fortumlet i Hovedet, beruset i Sandsebedrag, at dette Formildede at det var den sande Christendom, ei heller beruset i Selv-Indbildning, at jeg, i Modsætning til dette Formildede hvori de Fleste ⓘ leveleve] tilføjet under Navn af Christne, var den sande Christen: nei, ►jeg kommer med Tilstaaelsen, og jeg kommer jo til Din Naade, o, Gud! Dette er ikke at være ædru (thi saa maatte mit Liv være blevet langt strengere, udtrykkende »Aand«, og dog alligevel ubetinget henflyende til »Naaden«, istedetfor at jeg anbringer »Naaden« ogsaa paa et andet Sted, nemlig til, i menneskelig Medlidenhed med mig selv, at skaane mig selv) det er ikke det at være ædru, men det forholder sig til at blive ædru.

✂ Intet redeligt Menneske (og hvad hjælper dog al Uredelighed i Forhold til det at udgive sig for ⓘ ChristenChristen] , først skrevet at – i Evigheden, hvor Sagen først for Alvor ⓘ bliver bliver] , først skrevet skal vigtig og afgjørende, er Uredelighed umulig) kan med Sandhed sige, at dette er for strengt, for haardt. Nei, nei! Et ganske andet Spørgsmaal er, om Gud i Himlene ikke vil sige: 73 det er for mildt. Men i ethvert Tilfælde, det forholder sig til det at blive ædru; og der er dog en uendelig Forskjel mellem dette: 172at lade som var sand Christen196dom til, og til i alle disse Millioner og disse Tusinder af Præster – der er en uendelig Forskjel mellem dette og det: at tilstaae, at dette Hele egentligen ikke er Christendom, men en menneskelig Formildelse, der just ved Hjælp af Tilstaaelsen (thi udelades den, har Formildelsen brudt med Christendommen) forholder sig til den sande Christendom, forholder sig til det at blive ædru.

✂

Bøn.

✂ Herre 👤Jesus Christus, ikke for at plage os Mennesker men for at frelse os sagde Du jo Ordet ►»Ingen kan tjene to Herrer«: at vi da maatte ville tage derefter ved at gjøre derefter, ►det er, ved at følge Dig efter! Hjælp Du os Alle, hver især, Du som baade vil og kan, ►Du som baade er Forbilledet og Forsoneren, og atter ⓘ baadebaade] tilføjet Forsoneren og Forbilledet, saa naar den Stræbende segner under Forbilledet, tilintetgjort, næsten fortvivlende, da reiser Forsoneren ham atter op, men i samme Øieblik er Du igjen Forbilledet, at han maa holdes i Stræben. Du 77 * har, ⓘ oo] , ændret fra vor Forsoner, ►ved Din hellige Lidelse og Død gjort Fyldest for Alle og for Alt; ingen evig Salighed hverken kan eller skal ⓘ fortjenes –fortjenes –] , < fortjenes, den er fortjent. Dog ►efterlod Du Dig et Fodspor, Du ►Menneske-Slægtens, hver Enkelts, hellige Forbillede, at ⓘ dede] , < de, i ethvert Øieblik ved Din Forsoning Frelste maatte finde Tillid og Frimodighed til at ville ⓘ stræbe atstræbe at] tilføjet følge Dig efter.

✂

✂

✂

✂

✂ ►Dette hellige Evangelium skriver Evangelisten ►Mtth: 6 Cap. 24 V. til Enden. ⓘ 15de Søndag efter Trinitatis15de Søndag efter Trinitatis]

✂

✂

✂

✂

✂

✂

✂

✂ 200»Ingen kan tjene to Herrer«, det er Evangeliets Ord. Tag saa ⓘ dette Orddette Ord] , ændret fra Ordet, gaae ud i Verden, agt, om det var muligt, paa alle disse Millioner Menneskers Liv, hvad det udtrykker; tænk Dig En, der havde været samtidig med alle de afdøde ►Slægter og agtet paa alle disse ⓘ utalligeutallige] tilføjet Millioner Menneskers Liv, hvad det udtrykker – hvad det udtrykker? Det udtrykker som med 78 een Mund, hvad saa end Munden siger: »der har aldrig levet noget Menneske, uden at han jo mere eller mindre har tjent to Herrer. Og hvad det angaaer, at det, som Evangeliet siger, ikke skulde kunne lade sig gjøre (»Ingen kan tjene to Herrer«), da maa dette være en Misforstaaelse, det lader sig just ypperligt at gjøre, hvad hele Verdens Erfaring bevidner. Forsaavidt var det ⓘ bedrebedre] , < bedre, at forstaae, om Evangeliet sagde: Ingen maa tjene to Herrer – men at Ingen kan det, nei, ►det er ikke saa; det Ingen kan er tvertimod det Evangeliet fordrer. Det Andet lader sig godt gjøre; og vil Du blive til Noget i denne Verden, da maa Du see at slaa ind paa det at tjene to eller flere Herrer, thi Den, der vil gjøre Alvor af kun at tjene een Herre, han see sig vel for, det er et halsbrækkende Arbeide.« Dog maaskee taler Verden og Evangeliet ogsaa om ganske forskjellige Ting. Verden taler, som naturligt er, om denne Verden, ene og alene om denne Verden, veed ikke af, vil ikke vide af, at der er en anden Verden – det var jo ogsaa en for »denne Verden« livsfarlig Opdagelse: en anden Verden. 79 Evangeliet taler evigt, og om denne anden Verden, om Evigheden. Ingen kan tjene to Herrer, nei i al Evighed ikke; og kan Ingen det evigt, saa kan jo Ingen det, thi at det seer ud som kunde man det, ja selv om saa var, at man kunde det i disse Timelighedens Par Secunder, det gjør da hverken fra eller til ►betræffende, hvilket der er Sandhed, om man kan eller man ikke kan. Hvordan det vil 177gaae et Menneske i denne Verden, det er Noget som Evangeliet (til Forskjel fra Noveller, Romaner, Løgne og andet Tidsspilde) ikke spilder mange Øieblikke paa at betænke, nei for det er ►disse 70 Aar kun som et Øieblik, og dets Tale haster til ►Evighedens Afgjørelse; ei hel201ler foregøgler det Mennesket lyse Udsigter for dette Liv og denne Verden, naar det, evigt uforandret forkynder den evige Sandhed »Ingen kan tjene to Herrer.«

✂ »Ingen kan tjene to Herrer«, det er Evangeliets Ord. Tag saa Ordet, agt paa dem, som dog ere villige til at forstaae det, som det vil forstaaes, som maaskee ogsaa have forsøgt at efterkomme ⓘ detdet] , først skrevet O, agt paa disse Mennesker, og Du skal see, eensstemmigt udtrykker, om ikke deres Mund 80 saa deres Liv: »det er dog os Mennesker for høit, det lader sig ikke gjøre kun at tjene een Herre, nei Ingen kan det« – men Evangeliet siger, evigt uforandret, Ingen kan tjene to Herrer. Og naar Du agter nøiere paa disse Mennesker, i Mismodets Øieblik – om de end kunne tvinge deres Mund, deres Liv udtrykker dog: »det er os Mennesker for høit, ⓘ jaja] , først skrevet ja, det er en Grusomhed at fordre Sligt af os, og aldrig har Noget med mindre Ret ►kaldt sig et glad Budskab end just Evangeliet! Lad os saa hellere blive under Loven med dens ubøielige Strenghed; men denne smilende Grusomhed: at Fordringen er, om muligt endnu større end Lovens – og at det saa skal være et glad Budskab!« Dette er Forargelsen; selv om Munden ⓘ tier –tier –] , ændret fra tier, naar Mismodet stiger i et Menneskes Sjel, saa er Forargelsen ikke langt borte, og det er saadanne ⓘ TankerTanker] , først skrevet Taler, der ⓘ boeboe] , først skrevet boed i den Forargede. Og lad os kun faae disse Tanker frem, for, om muligt, at faae dem ud – ikke ud i Verden, nei ud ⓘ afaf] tilføjet Verden, eller dog ud af Hjertet; thi at tvinge sin Mund til at tie, selv om saa var, til at sige det Modsatte baader kun lidet, naar man ikke kan tvinge sit Sind ⓘ til attil at] K, at R slippe Tankerne. – Er da Fordringen ⓘ ►ogog] tilføjet saa grusom, eller 81 er Evangeliet virkeligt ikke et glad Budskab? Hvis det nemlig er saa, at det er evig Sandhed (og at det er saa, ligger jo i, at Evangeliet siger det, medens dog det redelige Menneske vilde erkjende det, selv om Evangeliet ikke sagde det) er det saa, at det er evig Sandhed, at Ingen kan tjene to Herrer, hvorledes skulde saa Evangeliet kunne sige noget Andet, eller hvorledes skulde Evangeliet, Sandheden, kunne ville fortie det, eller hvorledes skulde det være grusomt at sige Dig Sandheden, betænk det vel, er dette ikke Grusomhed, at fortie Dig den! Og dernæst, troer Du ikke, at Evangeliet veed, hvad det er at være Menneske, kjender vor Svaghed, veed, 178hvor uendelig langt ethvert Menneske er fra i Sandhed kun at tjene een Herre? Men, siger Evangeliet, just derfor forkynder jeg en Forsoning: er dette ikke et glad Budskab? Dog, siger Evangeliet videre, hvis mit Før202ste ikke var sandt og stod evig fast »Ingen kan tjene to Herrer«, saa vilde der i dybere Forstand ingen Trang være til en Forsoning, og dette glade Budskab aldrig være hørt. Er det saa ⓘ dogdog] tilføjet ikke et glad Budskab, dette »Ingen kan tjene to Herrer«, naar jeg, Evangeliet, siger det, jeg, der ved at sige »Ingen kan tjene to Herrer« ►bryder Staven over Alle, ubetinget Alle, og dog i samme Aandedrag kalder Alle, ubetinget Alle til mig, forkynder, at ►Gud vil, at Alle skulle frelses, og at dette er Evangeliet? ►Men hvor 82 skulde Alle kunne frelses, naar ikke Alle trængte til at frelses, og hvor skulde Alle trænge til at frelses, naar ikke Fordringen var en saadan, at Ingen ►fuldkommede den?

✂ »Ingen kan tjene to Herrer«, det er Evangeliets Ord. Tag saa Ordet, agt paa deres Liv, om hvem det maa siges, at de i at stræbe efter Ordet, vare, menneskelig talt, i høi Grad fremmelige, saa de let kunde fristes til, hvis de skulde sammenlignes med os Andre, reent at oversee os, og til ikke at være langt fra at mene at have naaet det Fuldkomne – agt paa deres Liv: og Du skal ►see det, i Anfægtelsens Tider, udtrykker, selv om Munden tvinges til Taushed: »Fordringen er dog et Menneske for høi; som der siges om en Ødeland, at ingen Penge forslaaer paa ham, men at give ham Penge er som at kaste dem i en bundløs Afgrund, saaledes udtømmer ingen, ingen Stræben end i fjerneste Maade Fordringen, for Gud er jeg i det Øieblik, da jeg, menneskelig talt, er kommet længst, ikke kommet, ikke een, ikke en ⓘ MilliondeelMilliondeel] K, Milliondedeel R; Milliontedeel Ds1876 af en Tomme Gud nærmere, end Den, der aldrig stræbte, ja end Den, der af yderste Evne stræbte efter det Modsatte. O, Mathed, o, ⓘ Afmagt, Afmagt,] , først skrevet Afmagt. at have med det Uendelige, det Ubetingede at gjøre; som ►Elementerne spotte menneskelige Foretagender og gjøre dem til den barnagtigste ►Nar83restreeg, saaledes spotter det Ubetingede ubetinget enhver menneskelig Stræben. Det Ubetingede er dog ikke for et Menneske, det er ham for høit.« Men kan da det, som er bestemt til at ydmyge kan det være for høit? Eller naar En føler det som at være sig for høit, er det da ikke fordi han har stillet sig i et urigtigt Forhold til det, saa han ved at anbringe sig selv paa et forkeert Sted faaer Trykket paa et forkeert Sted, saa Fordringen knusende falder paa ham, istedetfor at den ydmygende skulde trykke til ⓘ Opløftelse i Opløftelse i] , først skrevet Opløftelse? Glæde 179over og Frimodighed ved »Naaden«? O, Du der er saaledes ►forsøgt – jeg kan vel behøve Din Tale, Du behøver ikke ⓘ saaledessaaledes] min; dog lad det nu være saa, tillad mig at tale. Jeg vilde sige: hvad er da Opløftelse? Staaer 203ikke al Opløftelse i Forhold til Ydmygelsens Tryk? Men ⓘ kan kan] , ændret i marginen fra kunde der da trykkes for stærkt ►i Retning af Ydmygelse – saa maatte Klagen jo kunne ⓘ lydelyde] K, lydes R; tydes Ds1876 saaledes, at Opløftelsen var for høi. Det er jo i den ►sandselige Verden saa, at man kan løfte ved Hjælp af en Vægt – dersom da En tog Feil, og meente, at han skulde løfte Vægten, istedetfor at han skulde løftes ved Vægten: ja da er han knust. Men det laae ikke i Vægten, det laae i ham. Saaledes med den ubetingede Fordring; skal jeg løfte den, er jeg knust. Men dette er ikke Evangeliets Mening saaledes, dets Mening er, at jeg ved den i Ydmygelse skal løftes troende og tilbedende – og saa er jeg let som Fuglen. Eller hvad er mest opløftende, Tanken om egne gode Gjerninger eller Tanken om Guds Naade; og ►den igjen, ►naar er den det meest, saa det 84 saligt svimler for En, mon ikke ⓘ da,da,] , < da; < da, naar min bedste Gjerning for Gud forvandles til en Nederdrægtighed og Naaden bliver saa meget desto større? ►En ypperlig Mand har ypperligt sagt, at en stor Velgjerning kun ret kan lønnes med stor Utak. Fortræffeligt! Thi naar den store Velgjerning lønnes med Tak, end sige med megen, maaskee med ligesaa stor Tak, saa bliver Velgjerningen mindre. Men den store Utak som Løn bevarer Velgjerningen uforandret stor. Og saaledes fandtes der hverken i Himlen eller paa ⓘ JordenJorden] , < Jorden, eller i noget Forhold mellem Menneske og Menneske en Opløftelse som denne, naar jeg ydmyget, beskæmmet, fra min bedste Gjerning som fra en Nederdrægtighed finder Hvile i »Naaden.« ►Lad Hedningen med sin stolte Nakke slaae Himlen eller dog see om det kan lykkes ham: fra denne Ydmygelse er den Opløftelse, der saligt naaer Himlen. Gud kan Du ikke tilbede ved gode Gjerninger, endnu mindre ved Forbrydelser og lige saa lidt ved at synke hen i en blødagtig Døs og slet Intet gjøre. Nei for ret at tilbede og for ret at have Glæde af at tilbede, maa et Menneske bære sig saaledes ad: han stræbe af yderste Evne, spare sig selv hverken Nat eller Dag, han see at skaffe jo mere jo bedre af hvad retsindige Mennesker menneskelig talt maatte kalde gode Gjerninger. Og naar han saa tager dem og dybt ydmyget for Gud seer dem forvandlede til Usselhed og Nederdrægtighed, det er at tilbede Gud – og det er Opløftelse. 85180

✂

✂ »Ingen kan tjene to Herrer«, dette er Evangeliets Ord, evigt uforandret gjentages: Ingen kan tjene to Herrer. Men naar det nu er saaledes, at aldrig nogensinde noget Menneske har gjort det: bliver det saa 204dog ikke tilsidst Menneskehedens ►billige Forlangende, at denne Fordring forandres, at der slaaes af? Og fordi mindre oplyste Tider have fundet sig i denne Tingenes Orden, hvis Urimelighed de ikke have formaaet at indsee; fordi ►Menneskeslægten i dens ►forknyttede Tilstand, da den kun altfor stærkt bar Præget af at være cujoneret under Loven, ikke har turdet knye: følger deraf, at oplyste, frisindede, dannede Tider, eller i ethvert Tilfælde – thi endnu er der vel en stor Masse, som er baade uoplyst og forknyttet – følger deraf, at et oplyst, et frisindet, høistæret dannet Publikum bør finde sig i det Samme? At fordre det Ubetingede af Mennesker er i Grunden Galskab, en latterlig Overdrivelse, der – hvad enhver Forstandig let indseer – som alle Overdrivelser hævner sig selv ved at frembringe lige den modsatte Virkning af den tilsigtede. Al menneskelig Viisdom ligger i dette ⓘ Herlige og GyldneHerlige og Gyldne] : ►til en vis Grad, med Maade, eller i dette: ►baade-og, tillige; det Ubetingede er Galskab. Just dette er ►Kjendet paa den modnede Alvor, at den fordrer, at Fordringen skal være saaledes, at et Menneske med Lyst og Tilfredshed i en jævn Stræben rigeligt kan indfrie den. Hvad Ingen af os har gjort, det kan selvføl86geligt ⓘ altsaaaltsaa] tilføjet Ingen af os gjøre; og kan Ingen af os gjøre det, saa maa Fordringen forandres i Forhold til hvad vi har viist at vi kan, derved, at vi har gjort det, mere kan der ikke fordres. Og derfor fordre vi en Christendom, der kan bringes i Samklang med hele vor øvrige Tilværelse, svarende til den Forandring, som der ved stigende Oplysning og Dannelse, og ved Frigjørelse for alle uværdige Tryk, er foregaaet med Menneskeslægten, eller dog i ethvert Tilfælde med, hvad der er som ►Hjerteskuddet i Slægten, det dannede Publikum.

✂ Denne Røst – selv om den ikke hørtes i Verden, hvad den visseligen gjør og høirøstet nok – denne Røst har upaatvivleligt Gjenklang i Manges Sind. Og lad den saa kun blive hørt. At Verden er blevet forandret, ►hvo negter det! Til det Bedre? Ja, det bliver et Spørgsmaal. At Verden er blevet idel Forstandighed, hvo negter det! Er dette Vinding? Ja, det bliver et Spørgsmaal. Men at Intet er Forstandighed saaledes ►til Forargelse som det Ubetingede, det er evig vist, og, for at blive ved hvad vi her nærmest tale om, det kjendes ogsaa strax derpaa, at Forstandighed aldrig vil ubetinget 181anerkjende nogen Fordring ⓘ om det saa var af Gudom det saa var af Gud] , men bestandigt fordrer selv at være Den, der fordrer, hvorledes Fordringen skal være. At fordre Christendommen afskaffet eller at op205give Christendommen er derfor i god Overeensstemmelse med denne 87 Forstandighed. Men at fordre Christendommen forandret er Misforstaaelse? Thi forandres kan Christendommen ikke, just derpaa kjendes det igjen, at den er lige stik modsat »Forstandighed«, hvis Hemmelighed er til ethvert Klokkeslet at kunne forandres paa enhver Maade, alt i Forhold til som Tiden, Publikum, Profiten kræver det, eller Vinden og Bladet og Bladene vender sig. Nei, forandres kan Christendommen ikke; at fordre det er Forsøget paa at forandre den, hvilket dog er aldeles uden Virkning, ja, som et Bjerg vilde see paa et Barn, der gik hen til det og sagde: gaae af Veien for mig: saaledes maa Christendommen høre paa denne Tale, der fordrer af den det evig Umulige, at den skal forandres.

✂ Forandres kan Christendommen ikke, ei heller er den ►i det Tilfælde, at naar Alt og Alle forandres, at saa ⓘ denden] tilføjet ogsaa maa forandres; ei heller kommer den, som menneskeligt Herredømme, i Forlegenhed derved, at Alle forandres – men paanødes Nogen vil Christendommen ikke, og det har den aldrig villet. Derimod har den lige fra Begyndelsen villet og vil uforandret fremstilles i hele sin Ubetingethed, at saa Enhver kan ⓘ overveieoverveie] , < overveie, med sig selv, om han vil have med den at gjøre eller ikke. Om ikke en Eneste vil antage den, Christendommen bliver uforandret, ikke en Tøddel giver den efter; om Alle antage den, ►ikke en Tøddel maa der forandres. Det er Guds Kjerlighed til Mennesket Christen88dommen forkynder; for hvert eneste Menneske, det fattigste, elendigste, meest forladte, for hans Skyld har Gud i Kjerlighed ligesom sat Himmel og Jord i Bevægelse; men om alle Mennesker, der have levet og leve forenede fordrede blot en Tøddels Forandring: nei aldrig! Hvert eet eneste Menneske, det fattigste, elendigste, meest forladte er, hvis han til sit eget Bedste vil som Gud vil, ifølge Christendommen, Gud uendelig vigtig – ubegribelige Kjerlighed! Men paa den anden Side Slægtens utallige Millioner de ere for Gud ikke mere end Myg, end ikke saa meget, hvis ►de ikke ville som han vil.

✂ Hvor skulde saa Forstandigheden og Christendommen kunne komme i Forstaaelse med hinanden, de støde indbyrdes fra som modsatte Poler. Thi det er i disse forstandige Tider ikke dette, der er Christendommen og Menneskene imellem, at vi Mennesker ikke 182opfylde Fordringen. Hermed kan Christendommen indlade sig, som Tilfældet var i 206andre Tider, da man havde en uendelig Forestilling om Fordringen og var villig til at tilstaae sin egen Ufuldkommenhed, at Feilen laae der, ikke i at Fordringen var ubetinget. Nei, det der i disse forstandige Tider er Christendommen og Menneskene imellem er, at de have tabt Forestillingen om den ubetingede Fordring, at de ikke kan faae det i deres Hoved, hvad det skal til, at Fordringen er det Ubetingede, hvad det kan hjælpe, da dog Ingen opfylder den, at det Ubetingede er blevet dem det Upraktiske, en ⓘ DaarskabDaarskab] , først skrevet Latt, en Latterlighed, at de, oprørsk eller selvklogt, vende Forholdet om, søge Feilen 89 i Fordringen, og selv blive den Fordrende, der fordrer Fordringen forandret. »At ville det Umulige« siger man »er Galskab; fornuftig Villen er at ville hvad man formaaer. Men at fordre det Ubetingede er at forlange at man skal ville det Umulige, ødsle sine Kræfter, sin Tid, sit Liv derpaa, uden dog at komme af Stedet – og dette er Galskab, latterlig Overdrivelse.« Forstandigheden er et Oprør mod det Ubetingede, ikke høirøstet, idetmindste ikke ►i sit Første – det vilde vel Forstandigheden ansee for uklogt, og ⓘ enen] , ændret fra den finere Forstandighed ønsker bestandigt, at der, for visse Aarsagers Skyld, ikke henledes Opmærksomhed derpaa, at det bliver en Hemmelighed mellem os, at vi har gjort Oprør, hvorimod det Skin opretholdes, at der slet ikke er skeet Noget. Langsomt snigende sig frem fortærer denne Forstandighed lidt efter lidt det Ubetingede, undergraver Troen derpaa, Ærbødigheden derfor – og saa tilsidst ►braller maaskee en utaalmodig Forstandighed ud med Sproget og ⓘ forkynderforkynder] , først skrevet forkynder, at høirøstet sin Viisdom, at det Ubetingede er Galskab. Med den voxende Forstandighed tiltager en vis Art Menneske-Kundskab: Kjendskabet til, hvordan vi Mennesker nu engang ere, eller i disse Tider ere, en naturvidenskabelig statistisk Viden om den menneskelige ►Sædeligheds-Tilstand som Natur-Product, forklaret af Beliggenheden, ►Luftstrøget, Vinden, ⓘ RegnemængdenRegnemængden] K, Regnemænden R, Vandstanden o: s: v:. Om vi Mennesker maaskee fra Slægt til Slægt ►vanslægte, beskjeftiger slet ikke denne Menneske-Kundskab, den angi90ver blot nøiagtigt, hvordan vi ere, Coursen, Torveprisen – for i klogt Kjendskab dertil at kunne baade vogte sig for og bruge Menneskene, gjøre Lykke, vinde ⓘ FordeelFordeel] , < Fordele i denne Verden, eller for at kunne forsvare og besmykke sin egen Usselhed og Middelmaadighed, eller for at have Lov til med en Slags – videnskabelig – god Samvittighed at mistænke, hvis der en 183sjelden Gang skulde vise sig noget Bedre. Men hvor207ledes ►vi Mennesker skulle være, om Guds-Fordringen, om Idealerne, derom spørges, i Forhold til som Forstandigheden stiger, mindre og mindre. Tilsidst finder man endog denne Tale, hvis den en sjelden Gang høres, denne Tale om, hvorledes vi Mennesker skulde være, man finder ⓘ denden] tilføjet ⓘ nogetnoget] , ændret fra at være noget ►flaut og ►abgeschmakt Noget, ligesom ⓘ ►GudsGuds] , < »Guds Ord fra ⓘ LandetLandet] , først skrevet F. »Sligt Phantasterie gider virkelig intet forstandigt Menneske høre paa, ja han bør end ikke, for ikke at spilde sin Tid og sit Liv. Det skulde da være om det var en Præst, der talte om Sligt, saa kan man ⓘ tolereretolerere] K, tolere R det, vel at mærke, naar det da er en Præst, der sømmeligt iagttager ►decorum, indskrænker sig til at declamere dette ►i stille Timer i Kirken – men forresten da ikke ►understaaer sig til at ville lade sig mærke med Sligt. ►Naar saa er, kan det tolereres, det er nu engang Præstens Levevei, og saa billig er Forstandighed altid, at den ikke vil ►forstyrre ham den, om det end er vist, at 91 i en ganske anden Forstand end Poesie og Kunst er en Præst, der som oftest er hverken Poesie eller Kunst, en Overflødighed.« Thi er det saaledes, at man nogensinde har misbrugt Christendommen til at cujonere Verden: vist er det, nu er Forholdet vendt om, og Verden, dens Forstandighed vil cujonere Christendommen, vil cujonere Præsterne til, for at tolereres, at blive Skuespillere og ►Declamateurs, hverken mere eller mindre – ak, mange af dem behøver Verden vel ikke at cujonere dertil, de ere maaskee kun altfor lette at lokke.

✂ Lad dette kun blive sagt og hørt, hvad Sandhed er, at »Forstandigheden«, hvis Mening er, at Fordringen maa ►gjøres om efter Menneskene, og Christendommen, hvis Paastand er, at ⓘ MenneskeneMenneskene] , ændret fra Mennesket skal gjøres om efter Fordringen, eller at dog i ethvert Tilfælde den ubetingede Fordring skal ubetinget hævdes, at disse To, Forstandigheden og Christendommen ikke kunne komme i Forstaaelse med hinanden. Jeg for mit Vedkommende skal altid ►vide Forstandigheden Tak og agte det hos den, om den er saaledes redelig, at den ganske uforbeholdent rykker ud med Sproget: at det Ubetingede er den en Latterlighed.

✂ Dette er ikke det Farlige, idetmindste ikke for Christendommen; thi aldrig er det farligt, at man faaer det sande Sammenhæng at vide, allermindst farligt for den Magt, der ⓘ harhar] tilføjet Sandheden saaledes paa sin Side som Christendommen har den. Derimod kan det være farligt for Christendommen, hvis man holder Sandheden 184hen 92 om ikke i Uretfærdighed saa dog i Tvetydighed. Som hvis man fE hittede paa, ►at Læsemaa208den var tvivlsom, ⓘ ellereller] tilføjet at disse ⓘ Ord Ord] , først skrevet I »Ingen kan tjene to Herrer« vare vanskelige at forstaae, saa der i det ene Tilfælde maatte granskes dybt, i det andet Tilfælde forskes længe, og der selvfølgeligt (da jo Granskning og Forskning ikke er Enhvers Sag) maatte et Par Professorer til, hvis Levebrød det saa blev at granske eller forske, ►hvisaarsag de vel (for Videnskabens eller dog for Levebrødets Skyld) vilde sørge for, at Granskningen eller Forskningen varede lige saa længe som de levede. Dog dette lykkes maaskee mindre i vore Tider. Men man kan jo ogsaa paa en anden Maade holde Sandheden hen i Tvetydighed, man kan lade den ubetingede Fordring vedblive at lyde, men saaledes, at der forstaaes noget Andet under, at i Livets Virkelighed har man ikke med Sligt at gjøre, saa den ubetingede Fordring bliver en Søndags-Høitidelighed, et ►Divertissement opført af Præster – og Ens Liv forresten i al Tryghed forbliver uberørt af den ubetingede Fordrings saarende Uro. Dette er at udmarve Christendommen, at frembringe et Skin, at ►gjøre Christendommen til en Talemaade, hvad den mindst af Alt vil være.

✂ Nei, det er Christendommens Alvor med den ubetingede Fordring; og om saa forresten ikke eet eneste Menneske har formaaet at opfylde Fordringen: Een har dog opfyldt den, 93 ubetinget opfyldt den, han som har sagt Ordet, »Ingen kan tjene to Herrer«, han, der her som i ethvert ⓘ Forhold Forhold] , først skrevet Forhold.; først skrevet Forhold, ikke blot sagde Sandheden men ►var Sandheden, han der ogsaa saaledes ►var »Ordet«, at hvad han sagde det var han.

✂ Om ham ►ville vi da tale, om ⓘ Forbilledet.Forbilledet.] understregning muligvis i fremmed hånd Han har sagt »Ingen kan tjene to Herrer« – og hans Liv har udtrykt, at han kun tjente een Herre. Ved at agte paa hans Liv ville vi see den ubetingede Fordring og see den opfyldt. Imidlertid bringe vi det bestandigt i Erindring, at 👤Jesus Christus ikke blot er Forbilledet men ogsaa Forsoneren, at ikke Forbilledet skal ængste os til Fortvivlelse, bringe det i Erindring ogsaa nu, ►idet vi ⓘ saasaa] , herefter er slettet tale, hvad det forelæste Evangelium foranlediger os til, tale om

✂

✂ Christus som Forbilledet

✂ eller

✂ Ingen kan tjene to Herrer;

✂

✂ vi ville see, hvorledes hans Liv lige fra Begyndelsen maatte være anlagt, og indtil det Sidste maatte være, ⓘ hvis hvis] , først skrevet ha han skulde udtrykke 185det kun at 209tjene een Herre, fremdeles, hvorledes det (især da han ikke kunde ville leve i afsides Skjulthed, men, som Forbilledet, maatte ville ►gjøre det kjendeligt for Menneskene, det kun at tjene een Herre) hvorledes 94 det gik og maatte gaae ham i denne Verden, blandt os Mennesker, vi som Alle mere eller mindre tjene to Herrer og i den Grad, at vi da ikke roligen ville taale, at der er En blandt os, der kun vil tjene een Herre, især hvis han ikke vil trække sig tilbage i Ubemærkethed men ►hendrage Alles Opmærksomhed paa sig, og med den Paastand, at han er det Sande.

✂ ►Han lader sig føde i Armod og Ringhed, og ikke blot dette, men i Foragtethed, ►af en trolovet Jomfru, ►hvem den retsindige Mand, ⓘ med med] , ændret fra med hvem hun var trolovet, viste en Velgjerning mod, at han ikke (hvad han først havde paatænkt og hvad dog, menneskelig talt, allerede vilde have været en Skaansel) i Stilhed skilte sig fra hende. Saaledes kom han til Verden, paa en Maade som blev han uden for Verden, strax ved sin Indkomst udstødt af Verden, ►»uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister«, ikke ved ⓘ FødselFødsel] , < Fødselen knyttet til noget eneste andet Menneske. Men saaledes var det jo det Rigtige, i Tide at være opmærksom paa, hvad hans Liv var bestemt til at udtrykke: kun at tjene een Herre. Som Den der skal kæmpe paa Løbebanen er paaklædt dertil, ⓘ somsom] , ændret fra og Den der skal ⓘ stridestride] , først skrevet kæmpe i Slaget er rustet dertil: saaledes er hans Liv lige fra Begyndelsen lagt an ⓘ paapaa] , < paa, at gjøre det muligt kun at tjene een Herre. Thi Fødselen – uden ⓘ atat] tilføjet derfor behøves at fødes af gammel adelig Slægt eller som Thronarving – Fødselen, naar Barnet ved den kommer til at tilhøre en Familie, Fødselen er et Baand, der strax knytter dette Menneske i nærmere Sammenhold med andre Mennesker; og 95 Sammenhold med Verden og hvad Verdens er, saaledes ogsaa Sammenhold med andre Mennesker er hvad der gjør det saa vanskeligt kun at tjene een Herre, og umuligt, hvis ⓘ SammenholdetSammenholdet] , ændret fra dette Sammenhold ikke afbrydes, om end Kjerligheden bliver. Derimod det uægte Barn, som, al Slægt uafvidende og ingen Slægt vedkommende, uden for Samfundet, i Midnatten fødes bag en Busk i Dølgsmaal: saaledes lod han sig føde – ►af Mangel paa Plads, som han vel ogsaa blev korsfæstet, fordi Verden ingen Plads havde for ham! – i en Stald (thi i Forhold til den foragtede Jomfrue var der intet Familie-Sammenhold, som har ►»Svøbet« i Beredskab) lagt i en Krybbe – skulde her være Tale om Sammenhold, maatte det være med Hestene.

✂ Sandt nok denne Fødsel har ogsaa en anden Side at sees fra, 186Guds-210Siden, ►der lyser himmelsk Herlighed over denne Fødsel. Det er ikke som ellers, at Nattens Stjerner uforandrede lyse over Jorden, nei, hans Fødsel – der rigtignok ikke saae ud som en Begivenhed her paa Jorden – er en Begivenhed i Himlen, den vigtigste, og ⓘ ►en Stjerne lyseren Stjerne lyser] , ændret fra blot for hans Skyld lyser en Stjerne særligen over hans Fødestad, spredende – ►saligt det Øie, som seer den! – himmelsk Glands over Stalden og den foragtede Jomfrue og den beskæmmede Mand og over Barnet i Krybben. Dette er overmenneskelig Herlighed. Men ⓘ somsom] tilføjet ⓘ altid altid] , først skrevet s det Christelige sætter Modsætningerne sammen, saa Herligheden ikke bliver ligefrem at kjende som Herlighed, 96 men omvendt, at kjende paa Ringheden, Fornedrelsen – Korset der staaer ved alt det Christelige: saaledes ogsaa her. Thi det ⓘ christelige christelige] , < Christelige Kors er ikke Overfladiskhed, Udvorteshed, Baade-Og, uden Dybde, ►en Decoration, et Kors i en Stjerne; nei, fra den ene Side seet er det ganske bogstaveligt, frygtelig bogstaveligt, et Kors, og intet Øie seer ⓘ ⓘ KorsetKorset] tilføjet i marginen og Stjernen sammen i en høiere Eenhed, saa maaskee Stjernens Glands blev ⓘ nogetnoget] , ændret fra lidt mindre herlig men ogsaa Korsets Lidelse ⓘ nogetnoget] tilføjet mindre piinagtig. Fra en anden Side, omvendt, sees Stjernen; men►StjernenKorset] tilføjet i marginen og Stjernen sammen i en høiere Eenhed, saa maaskee Stjernens Glands blev noget] ændret fra lidt mindre herlig men ogsaa Korsets Lidelse noget] tilføjet mindre piinagtig. Fra en anden Side, omvendt, sees Stjernen; menStjernen] , ændret fra paa een Gang Korset og Stjernen. Men Troens Øie forundes det stundom at see Korset fra den anden Side, omvendt, som er det Stjernen; og selvfølgeligt, Stjernen; Stjernen.først skrevet Stjernen, bæres ikke (en senere Opfindelse!), ak ►det er Korset der bæres (jfr. Evangeliet!), Ordens- og Kjendetegnet. Dette er og har altid været og vil altid blive Forstanden til Forargelse. Thi Forstanden siger: ►for lidt og for meget fordærver Alt, til Maade, Middelveien og Middelstørrelsen, det er det Sande. Forstanden vilde derfor vel foreslaae at give Afkald paa Stjernen ved Fødselen – dette er for meget, eller saa meget forlanges ikke – men saa ogsaa at blive født i lovligt ⓘ ÆgteskabÆgteskab] , < Ægteskab, og idetmindste i en skikkelig god, velstaaende, borgerlig Familie. Dog saaledes er det Christelige ikke; der raades bestandigt over det Himmelske – men af det Jordiske ikke en Trævl. Naar, for at tage et Exempel, ►Christus udsender Disciplene – nu han kunde jo da sagtens forsørge dem med det Fornødne, men, nei, Intet maae de eie, derimod »hvo som giver en af disse Ringe ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal in97genlunde miste sin Løn.« (►Mtth. X, 42). Det er fornemt; den mægtigste af alle Jordens mægtige Konger kan ikke betale en Drik Vand saaledes, det forstaaer sig, han sørger vel ogsaa for, at hans Udsendinge eller Ministre ikke komme i Forlegenhed for et Glas Vand. Discipelen derimod er ubetinget i Ar211mod, han er bogstavelig trængende i Forhold til Livets første Fornødenheder, et Bæger Vand – og Penge har han187 ikke, han ⓘ harhar] , først skrevet har I ⓘ (saa(saa] , < – saa ►kneben kan Gud være, og saa i næste Øieblik paa det samme Menneske rette med Mirakler!) Intet, Intet at give derfor, jo, det er sandt, han har en Anviisning paa Himlen, den er, ret beseet – altsaa, uheldigviis, ikke i denne Verden – mere værd end alle Verdens Herligheder, men Penge har han ikke, og intet Jordisk – det er uheldigt i denne Verden, hvor Penge – ret beseet! – nok er mere værd end alle Himlens Herligheder. ►Der fortælles om en Reisende, at han inde i Landet kom i Pengeforlegenhed, uagtet han dog var i Besiddelse af et meget stort Penge-Papir – der var Ingen, som kunde bytte det. Saaledes med ⓘ det Christelige,det Christelige,] Discipelen. Forstanden er dette som alt Christeligt til Forargelse. »For lidt og for meget« siger Forstanden »fordærver Alt. Lad os give Afkald paa disse himmelske Anviisninger, saa meget forlanges ikke; men lad saa det at forkynde Christendommen blive idetmindste et jævnt godt Le98vebrød med noget Fast om Aaret og en vis Anseelse i Samfundet; det Andet er, baade paa den ene og paa den anden Maade Overdrivelse. Hvorfor skal Modsætningerne holdes saa frygteligt spændt ude fra hinanden, hvorfor kan der ikke slaaes lidt af ►i Retning af det Mirakuløse, og saa lægges lidt til i Retning af det saadan mindre guddommeligt, men mere menneskelig ligefrem, at have det lidt godt i Verden? Fremdeles, hvortil denne Fornemhed, det gjør Ophævelser og saa besynderlige Ophævelser, forsmaaer at eie en Skilling, og saa gjør mirakuløst ⓘ Udvei? DetUdvei? Det] , ændret fra Udvei, det er ikke sand Fornemhed, men Søgt og ►Affecteret, Overdrivelse; det Simple og Naturlige var at give Disciplene nogle Penge med. Skal der et Mirakel til, nu vel, saa lad det skee saaledes: ved et Mirakel een Gang for alle tilveiebringes et Fond een Gang for alle, saa er Discipelen forsørget, og der vil ikke behøves flere Mirakler. Det Andet er dobbelt Overdrivelse, baade i Retning af for Lidt og i Retning af for Meget.« Og det Forstanden er meget bange for, hvad den da for Alt ikke selv ►forskylder; og det som Forstanden, naar den faaer Øie derpaa, dømmer at være Galskab, det er: Overdrivelser. Men uden Overdrivelse umuligt kun at tjene een Herre; derimod, med Forstand let gjort, 99 i Sammenhold baade med den Ene og den Anden og med hele denne Verden og hvad denne Verdens er at tjene to og flere Herrer.

✂ 212Altsaa, hans Fødsel er som beregnet paa at gjøre det muligt kun at tjene een Herre; han er uden Familie og Familie-Sammenhold.

✂ Men Stjernen paa Himlen har ►forraadt Noget – og spørg kun188 Forstanden, saa skal Du faae at høre, den veed ⓘ prægtigprægtig] , først skrevet B Beskeed om, at himmelsk Herlighed er ikke af de Goder man skal ønske sig i denne Verden, oftest Livsfare. Som sagt, Stjernen har forraadt Noget: ►Kongen i Landet er blevet opmærksom; ⓘ ogog] , foran er slettet – den foragtede Familie maa flygte med Barnet ud af Landet. Den foragtede Familie; sandt nok, en Menneske-Alder efter, altsaa bagefter kaldes den ►den hellige Familie – men spørg kun Forstanden, og Du skal høre den siger: »at være af adelig og riig Familie kan være godt; jeg begjerer dog ikke saa meget, jeg er fornøiet med at være af borgerlig Familie, men at skulle i denne Verden tilhøre den hellige Familie, nei, Tak, det var det Sidste, det er den visse Qval og ⓘ ElendighedElendighed] , først skrevet Lidelse. Men Skinhelligheden lader det med, at Familien ⓘ varvar] , først skrevet levede foragtet, saa længe den levede paa Jorden, længst være glemt, Skinhelligheden stadser med »den hellige Familie«, ⓘ vildevilde] , først skrevet g gjerne bilde sig og Andre ind, at ►Fornedrelsens Tilstand er Herlighed, at himmelsk Herlighed og jordisk Herlighed løbe ud paa ⓘ Eet. Og Skinhelligheden ►ⓘ forargesforarges] , først skrevet forn, naar Fornedrelsen fremstilles – det generer; og for at værge ⓘ sigsig] , < sig, kalder den det Gudsbespottelse af os►Fritænkere.« Eet. Og Skinhelligheden forarges] først skrevet forn, naar Fornedrelsen fremstilles – det generer; og for at værge sig] < sig, kalder den det Gudsbespottelse af osFritænkere.«] , ændret i marginen fra Eet.«

✂ Familien – om man saa vil kalde den, thi det er ingen Familie – flygter da 100 med Barnet. Og nu har dette Barn heller intet Fædreland. Men saaledes er det vel rigtigt, at det kan vorde ham muligt at udtrykke det, kun at tjene een Herre. Som Den der skal stride paa Løbebanen, er paaklædt dertil; som Den der skal kæmpe i Slaget er rustet dertil: saaledes er hans Liv fra Begyndelsen lagt an paa at gjøre det muligt kun at tjene een Herre. Thi næst det Sammenhold, som knytter Familien sammen, kommer det Sammenhold, som sammenknytter et Folk.

✂ Sandt nok, i en vis Forstand lyser Herligheden ogsaa her: dette ubetydelige Barn, som fødtes i en Stald, det bliver pludselig saa vigtigt, at ►Herskeren lader alle Børn under to Aar dræbe, i Haab om at dræbe det med. »Atter for lidt og for meget« siger Forstanden »atter Overdrivelse. Lad dets Fødsel blive en Begivenhed og saa ordne sig ind i den givne Tingenes Orden; men det fødes som mindre end en Ubetydelighed – og saa er det pludselig en saa frygtelig Begivenhed. Er det saa vigtigt, at dette Barn fødes, saa er det jo næsten uforstaaeligt, at det fø213des i en Stald, der kunde jo tilstøde det Noget. Og paa den anden Side, hvilken frygtelig Overdrivelse, at dette Barns Vigtighed skal bestemmes ved alle samtidige Smaabørns Mord, for ikke at tale om, at det er dette Barn der189 ►siges at skulle være Verdens Frelse, og som begynder med at koste en Flok Børn Livet.«

✂ 101Altsaa Barnet er nu uden Fædreland. Imidlertid ►vender Familien dog igjen tilbage, men maa leve skjult. ►Under et Besøg i 📌Jerusalem til Høitiden bliver Barnet borte. Og her er ►en Bestedelse, der ganske svarer til, sindbilledligt beskriver, hvad der var ⓘ eller bleveller blev] tilføjet dette Barns Gjerning i Livet, at udtrykke: kun at tjene een Herre. Barnet staaer ene; uden Familie var det, uden Fædreland; men nu er det endogsaa uden de Tvende, hos hvem det havde ►Tilhold, der bekymrede søge Barnet, og finde ⓘ det – det –] , ændret fra det, mærkeligt nok – i Templet, og Barnet siger – er det ikke mærkeligt! – vidste I ikke, at ⓘ mig bør mig bør] , ændret fra det burde mig at være i min Faders Gjerning. Moderen forstaaer ikke disse Ord – det var ikke forunderligt; hun gjemmer dem dybt i sit Hjerte – det var smukt.

✂ Der vides nu intet Videre om hans Barndom og Ungdom. Han har vel leget med de fattige Forældre, været dem underdanig og behjælpelig – hvilket ikke er til Hinder for kun at tjene een Herre, tvertimod denne ene Herre tjener man jo just ved at ►lyde Dem, han vil man skal lyde. Saaledes er han voxet op, blevet Mand; men han var og blev, som vi sige, Ingenting. Ei heller har han besiddet Noget, eller erhvervet for at besidde. Thi som Den der skal stride paa Løbebanen, er paaklædt dertil, og som Den der skal kæmpe i Slaget, er rustet dertil: 102 saaledes var hans Liv beregnet paa at kunne udtrykke kun at tjene een Herre. O, men at blive til Noget i Verden, ⓘ endend] , først skrevet ends sige at ville være Noget i Verden; at besidde Noget, end sige at erhverve for at besidde: saa er Sammenhold ⓘ med Verden ogmed Verden og] K, med og R med andre Mennesker ikke til at undgaae, og derimod kun altfor let at undgaae det at tjene een Herre. Vel har jeg baade læst og hørt Prædikener af Mænd, der selv ere blevet til Noget i Verden, Prædikener, der saa have handlet om det at ►søge først Guds Rige; men jeg tillader mig at være af den Mening, at det Noget, disse Mænd ere blevne i Verden, maae de være blevne ved noget Andet end ved først at søge Guds Rige. Jeg betvivler heller ikke, at baade disse Mænd og enhver redelig Mand er i Grunden enig med mig i, at dersom et ⓘ Menneske skalMenneske skal] SKS, Menneskal< Mennesket R; Msk. skal K gjøre Alvor af først at søge Guds Rige, saa er Intet vissere, end 214at han bliver Ingenting i denne ⓘ Verden der, nidkjerere end Himlen holder over, at kun ►Den, som søger, finder, og hvor ⓘ jo endog hvad ikke er saajo endog hvad ikke er saa] , ændret fra der ovenikjøbet er en yderligere Vanskelighed, som ikke finder Sted i Forhold til Himlen, ⓘ (thi ►vistnok►er Veien til Himlen trang men ikke paa Grund af Menneske-Trængselen)(thi vistnoker Veien til Himlen trang men ikke paa Grund af Menneske-Trængselen)] 190 ⓘ TrængselenTrængselen] , foran er slettet at af de Søgende er saa stor, at ikke engang alle Søgende blive til Noget, om de dog maaskee altid blive lidt mere, end hvis En først søger Guds Rige, thi han bliver ganske vist Ingenting i denne Verden. Verden der, nidkjerere end Himlen holder over, at kun Den, som søger, finder, og hvor jo endog hvad ikke er saa] ændret fra der ovenikjøbet er en yderligere Vanskelighed, som ikke finder Sted i Forhold til Himlen, (thi vistnoker Veien til Himlen trang men ikke paa Grund af Menneske-Trængselen)] Trængselen] foran er slettet at af de Søgende er saa stor, at ikke engang alle Søgende blive til Noget, om de dog maaskee altid blive lidt mere, end hvis En først søger Guds Rige, thi han bliver ganske vist Ingenting i denne Verden.] , ændret i marginen fra Verden. Intet er lettere at godtgjøre, Gud forbyde, at Nogen skulde være saa uredelig eller saa fræk, at han kunde forlange det godtgjort. Jeg gjør mig paa ingen Maade bedre end Andre. I en vis Forstand er jeg vel ikke blevet til Noget – just dette er ►vistnok Adskillige til Forargelse, fordi de mene, at jeg sagtens maatte kunne være blevet til Noget. Altsaa efter Saadannes Begreb er jeg ikke blevet til 103 Noget. Imidlertid tør jeg ikke lade det gjælde, naar Evangeliet skal dømme. Naar det skal dømme, maa jeg beskæmmet tilstaae, at ⓘ jegjeg] , ændret fra jeg desto værre ⓘ erer] , foran er slettet dog blevet Noget, dog er ⓘ det det] , ændret fra det, desto bedre, kun Lidet. Men jeg maa bevidne, at dette Noget jeg er blevet, er jeg ikke blevet ved først at søge Guds ⓘ Rige, Rige,] , ændret fra Rige. Jeg har en Grad ved Universitet – det er ikke Meget, det er ikke derfor jeg taler derom; men jeg ⓘ paastaaer paastaaer] , først skrevet paastaaer, blot, at jeg ikke ved først at søge Guds Rige er blevet Magister, og jeg imødeseer roligt DHrr Præsters Forsøg paa at godtgjøre, at man kan blive Noget i denne Verden ved – først at søge Guds Rige, hvad der, da det skal gjøres først, bestandigt kommer ⓘ enhver anden Søgen enhver anden Søgen] , ændret i marginen fra En i Forkjøbet, og da det er Guds Rige er aldeles ueensartet med ⓘ VerdenVerden] , < Verdens og med hvad Verdens er, hvortil blandt Andet ogsaa hører: at blive til Noget i Verden.

✂ At derfor Evangeliets Fordring skulde forandres, at der skulde slaaes af, hvad Forstandigheden vil have, er mig af ganske Hjerte imod, som det er Christendommen imod. Ei heller ønsker jeg, at man skal ⓘ givegive] K, give give R det Skin af, at vi Mennesker end i fjerneste Maade efterkomme Fordringen. Nei, jeg tænker som saa. Skal jeg have med Gud at gjøre – o, og det ⓘ bør jo dog være et Menneske hans Glæde, hans Salighed, saa han ikke bryder sigbør jo dog være et Menneske hans Glæde, hans Salighed, saa han ikke bryder sig] , ændret i marginen fra er min Glæde, min Salighed, jeg bryder mig ikke 104 om hele 📌Europa, og ikke om Publikum, eller om Sammenligning med Menneskene hersteds, ⓘ o: s: v:o: s: v:og saa videre] , foran er slettet eller at blive Minister, naar ⓘ hanhan] , ændret fra jeg blot maa faae Lov til at have med Gud at gjøre, ►rejiceret hver ⓘ evigeevige] K, evig R Dag, det er sandt, ⓘ 215menmen] , først skrevet d ⓘ dogdog] SKS, dog dog R havende med Gud at gjøre, hvad jo ifølge Christendommen er forundt ⓘ enhver enhver] , foran er slettet mig som Enkelt – skal jeg have med Gud at gjøre, maa jeg ogsaa finde mig i, at Fordringen er den ubetingede; er Fordringen ikke den ubetingede, saa har jeg ikke med Gud at gjøre, men kun med dette Qvælende: »de Andre«, mig selv, Publikum o: s: v:. Nei, nei, o Gud i Himlene, tilbagekald da for Alt aldrig den ubetingede Fordring! Sandt, den knuser mig ieetvæk, eller den rejicerer mig, den ►matter mig mangen Gang ud indtil Fortvivlelse, den gjør mig til mindre end den ussleste Pjalt: o, men jeg har dog med Dig at gjøre, o Gud! ⓘ ThiThi] , ændret fra Og det er ⓘ dogdog] tilføjet egentligen Dig, ►Menneskene ville afskaffe, naar de ville afskaffe den ubetingede Fordring: og derfor er det jeg holder saa fast ved den, og forbander Forstandigheden, der med ⓘ at afskaffeat afskaffe] tilføjet den ubetingede Fordring vil afskaffe Dig. Nei, lad den dog for191 Alt blive den ⓘ ubetingedeubetingede] understregning muligvis i fremmed hånd Fordring! Om jeg, dog tilstaaende ⓘ det sande Sammenhæng det sande Sammenhæng] , ændret i marginen fra at det er en Svaghed, kunde ønske at blive til Noget; om jeg, for endelige Fornødenheders Skyld, maa see at blive ⓘ Noget Noget] , ændret fra en Smule i Verden: det er jo noget ganske Andet, end at ville afskaffe Fordringen, derfor kan jeg jo alligevel vedblive at forholde mig til Dig; thi jeg gjør ikke omkring, vender ikke Dig Ryggen, lader ikke Det, jeg bliver til 105 * i Verden, være Livets Alvor, nei, ⓘ jeg jeg] , < jeg jeg lader i eetvæk den ubetingede Fordring forvandle, mig og hvad jeg blev, til Pialterie og Usselhed, paa det Vilkaar kan jeg jo endnu – ►er det ikke saa? – have med Dig at gjøre, o Gud, forholde mig til Dig? ⓘ Hvis jegHvis jeg] slettet med blyant kunde see Dig, o Gud, tale med Dig som jeg taler med et Menneske Ansigt til Ansigt – hvis Du da vilde værdiges at tale med mig, og sige til mig: naar jeg nu er saaledes, ifølge mit Væsen, at ⓘ saasnartsaasnart] , foran er slettet jeg jeg fæster mit Øie paa Din eller paa nogen selv den redeligste menneskelige Stræben, da er den i samme Øieblik Intet, Usselhed, Afskyelighed – kan Du saa, hvis det var overladt til Dig ⓘ selvselv] , < selv, at vælge, om Du vil eller ikke, kan Du saa ville have med med mig at gjøre, ►elske mig af ganske Hjerte: o, tael ikke til mig, at høre Din Stemme var jo lige saa tilintetgjørende som Dit Blik; og dog, dersom Du var anderledes, ikke var den Uendelige, ►hvorledes skulde et Menneske kunne elske Dig ⓘ afaf] K, af af R ganske Hjerte, om Du end er Den, der hjælper ham til at elske ⓘ DigDig] tilføjet , som ogsaa jeg saaledes er blevet 216hjulpet dertil, hjulpet til, hvad ⓘ naturligt naturligt] , først skrevet jeg vel ikke var min Lyst, hvad jeg, om det nok saa meget havde været min ⓘ ►BegjeringBegjering] , først skrevet Lyst, eller aldrig havde turdet vove, hjulpet derved, at ►jeg er blevet lært, at et Menneske skal elske Dig! Sandt nok, der er noget Frygteligt i denne Tilintetgjørelse; sandt nok, der er Smerte deri, ikke at kunne undvære Dig, og at see i samme Øieblik Dit Blik retter sig 106 * paa mig, at da al mit Livs Stræben, den redeligste Halve-Time jeg har levet, er Intet, Usselhed, Afskyelighed – sandt nok, der er Smerte deri! Men da jeg dog ikke kan undvære Dig, ikke undvære at jeg er til for Dig, ikke undvære Din Kjerlighed og Naade, der er mit Liv, om den end tilintetgjør ⓘ altalt] , < Alt hvad der er Mit, saa ⓘ kun det Dit kun det Dit] , måske fejl for kun Dit [suggestedConjecture] ; kun det Dit K bliver tilbage, som er mit Liv, da det Modsatte for mig var den ubetinget utaaleligste Smerte eller var Døden: saa er mit Valg gjort, selv om det ikke var nødvendiggjort; jeg vælger Smerten, Tilintetgjørelsen, o, min Gud det vil sige, jeg vælger at være til for Dig, uendelige Kjerlighed; og tilsidst lærer jeg ⓘ vel, eller jeg lærer dog at jeg skulde lære, vel, eller jeg lærer dog at jeg skulde lære,] , ændret i marginen fra vel endog at elske denne Tilintetgjørelse, ⓘ naarnaar] , ændret fra fordi jeg ene tænker paa hvad den betyder, at jeg har med Dig og Din Kjerlighed at gjøre; jeg lærer ⓘ eller jeg lærer dog at jeg skulde lære,eller jeg lærer dog at jeg skulde lære,] at stræbe ivrigere, o, for dog ligesom at have Noget der kan tilintetgjøres, for at Tilintetgjørelsens Salighed maa være desto større, naar jeg fornemmer det for Dig er Intet, Usselhed, Afskyelighed. Salige Begeistring; ⓘ Lad saaLad saa] Tilintetgjørelsen, den indre Tilintetgjørelse for Gud, have sit Frygtelige, have sin Smerte: Begeistringen burde dog vel være et Menneske det Saligere; ⓘ frygteligtfrygteligt] K, frygteligt frygteligt R; frygteligt, frygteligt Ds1876, om et Menneske deraf, at for Dig den redeligste Stræben er Intet, om han deraf ►tog Leilighed til at overgive sig til Uvirksomhed, eller om han ganske opgav at ville have med Dig at gjøre, for nu at blive en Alvorlig, der alvorligt stræber at blive til Noget i denne Verden.

✂ ⓘ Altsaa Altsaa] , først skrevet Altsaa, Han, der er Forbilledet, hans Liv var lige fra Begyndelsen beregnet paa at kunne udtrykke det kun at tjene een Herre. Han tilhørte Intet og Ingen, var i intet Sammenhold med Noget eller 107 med Nogen, ►Fremmed i denne Verden, i Armod og Ringhed, ►uden Rede, uden Hule, uden at have det han kunde hælde sit Hoved til. Som den lige Linie, der kun i eet eneste Punkt berører ►Kredsen: saaledes var han i Verden og dog udenfor Verden, kun tjenende een Herre.

✂ Han kunde nu saaledes have ►levet hen i stille Ubemærkethed, hans 217Liv være blevet en lønlig Tilbedelse, i hvilken han kun tilhørte og ganske tilhørte den ene Herre, indtil saa Døden var kommet.

✂ Men dette var ikke hans Tanke. Ogsaa fraseet, at han jo ►lod sig føde for at frelse Menneskenes Slægt, for ►ved sin Lidelse og Død at vorde Forsoningen – ogsaa dette fraseet, selv om han blot vilde have været Forbilledet, han vilde saa dog alligevel ⓘ ikkeikke] tilføjet have levet hen i Ubemærkethed. Nei, ►det var hans Gjerning, og det var hans Føde, kun at tjene een Herre; men han vilde ►gjøre det kjendeligt i Verden, og derfor maatte han saaledes frem, om jeg saa tør sige, paa Menneske-Slægtens Skueplads, at han kunde fæste, om muligt, Alles Opmærksomhed paa sig. Selv vidste han kun altfor vel, hvad deraf vilde blive Følgen, at Menneskenes Opmærksomhed rettet paa ham blev hans Lidelse, at det at blive ueensartet med de nærmeste192 Andre, end sige at blive ubetinget ueensartet med Alle, og dog at ville blive blandt dem, at det er endnu farligere, end naar Sol108daten i Slaget kommer ud af Skridtet med de Andre, hvad saa let kan ende med at blive nedtraadt. Og han blev i Verden, han trak sig ikke tilbage fra Verden, men han blev der for at lide. Dette er noget Andet, end naar i vore Tider Prædikener føre Klage over en vis Art Fromhed, der da forresten ikke just er i Brug i vore Tider – og forsaavidt er det besynderligt, at der nu føres Klage over den – men vel var det i en svunden Tid, ►en Fromhed, der søger et afsides Skjulested, langt borte fra Verdens Larm og dens Adspredelser og dens Farer, for, om muligt, i dyb Stilhed at tjene Gud ene. Man anklager denne Art Fromhed, man siger det er Feighed o: s: v:. Derfor gjøre vi det nu tildags ⓘ anderledes oganderledes og] tilføjet bedre, vi Fromme, vi blive i Verden – og gjøre Carriere i Verden, glimre i Selskaberne, ►stadse med Verdsligheden – ligesom Forbilledet, der ikke feigt trak sig tilbage. ►O, Dyb af Underfundighed! I den Forstand at blive i Verden, at man ►giver Gud og det Gudelige en god Dag, ⓘ bestemmerbestemmer] , foran er slettet og sig og sit Liv aldeles eensartet med Verdsligheden, bliver aldeles Verdslighed, den Art – Fromhed! – den er virkelig ikke høiere end hiin Klosterets Fromhed. Men man tillyver sig Profit paa to Maader: først river man al mulig verdslig Nydelse til sig (hvilken dog Klosterets stille Beboer gav Afkald paa) og saa er man fræk 109 nok til at ville, at denne Verdslighed – hvilket Raffinement! – skal være en høiere Art, en høiere Art – ja ►hvo drømte om Sligt! – en høiere Art Fromhed, høiere end Klosterets stille ►Forborgenhed. O, afskyeligt! ⓘ Nei!Nei!] , først skrevet Nei, ►Vist218nok er det ikke det Høieste at søge et afsides Skjulested for der, om muligt, at tjene Gud ene, det er ikke det Høieste, det seer man jo paa Forbilledet; men uagtet det ikke er det Høieste, er det dog nok muligt – og hvad kommer det saa egentligen os ved, at det Andet ikke er det Høieste? – det er dog nok muligt, at ikke een eneste af os i denne forkiælede og verdsliggjorte ►Slægt var istand dertil. Dog det Høieste er det ikke. Det Høieste er: ubetinget ueensartet med Verden, ved ene at tjene Gud, at blive i Verden, midt i Virkeligheden, for Alles Øine, rette hele Opmærksomheden paa sig – thi saa er Forfølgelse ikke til at undgaae. Og see, det er den christelige Fromhed: forsagende Alt at tjene Gud ene, at negte sig selv Alt for at tjene Gud ene – og saa at maatte lide derfor, at gjøre det Gode og at maatte lide derfor. Det er dette Forbilledet udtrykker; det er ogsaa dette, for at jeg skal nævne et blot Menneske, som193 vor Kirkes ypperlige Lærer, ►👤Luther, idelig og idelig indskærper, at til sand Christendom hører: at lide for Læren, at gjøre det Gode og at lide derfor, at det ⓘ atat] , foran er slettet er lide 110 er i denne Verden uadskilleligt fra det at være Christen i denne Verden.

✂ ►Vi ville nu see, hvorledes det da gik Ham, der kun vilde tjene een Herre, hvorledes det gik ham, ►det er, hvorledes ⓘ detdet] tilføjet maatte gaae ham i denne Verden; thi som det gik ham, ►saa maatte det gaae ham, og ►saa vilde det gaae ham til enhver Tid i denne Verden.

✂ Han vil udtrykke det kun at tjene een Herre, og udtrykke det i en Verden, hvor Alle mere eller mindre tjene to Herrer eller flere Herrer; og han vil ikke leve skjult, nei, han vil gjøre det kjendeligt, han vil henlede Alles Opmærksomhed paa sig: hvad vil saa Følgen blive? Følgen vil blive, at han vil støde fjendtlig sammen med hele Verden, med Alle, at disse, paa de forskjelligste Maader, ville søge at bevæge, at overtale, at lokke, at friste, at true, at tvinge ham til at ►blive dem liig, og sig selv, sin Opgave, sin ene Herre utro. Og Verden vil vove det Yderste for at faae sin Krig ⓘ igjennem igjennem] , først skrevet frem, den vil ikke slippe ham, indtil den forsmædeligste Død har gjort Ende paa hans Liv. Og hvad Verden vil, det Samme er der en ond Magt der ogsaa vil, ►denne Verdens Fyrste, han der – ligesom Gud! – fordrer at dyrkes ene, hvilket dog forsaavidt er en Umulighed, da han ikke er »Herren«, den ene Herre, saa Enhver, hvis eneste Herre han 111 er, dog ikke tjener een Herre. Dette Sammenstød med Ver219den, med Menneskenes Slægt, som den onde Magt ophidser, er ogsaa Forbilledets Historie.

✂ Han tjener kun een Herre; og som Den der skal stride paa ⓘ LøbebanenLøbebanen] , < Løbebanen, er paaklædt dertil, og Den der skal kæmpe i Slaget er rustet dertil: saaledes er ogsaa hans Tilværelse beregnet paa at kunne tjene kun een Herre.

✂ Han er ubetinget Fremmed i Verden, uden det mindste Sammenhold med Noget eller med noget eneste Menneske i den Verden, hvor Alt forresten er Sammenhold. ►Det er ⓘ sværeresværere] , ændret fra svært for en Riig at indgaae i Himmeriges Rige end for en Kameel at gaae igjennem et Naaleøie; men det er umuligt ⓘ at Den kun tjenerat Den kun tjener] , ændret fra kun at tjene een Herre, ⓘ der har endder har end] K, der har er end; ændret fra hvor der er end R det mindste Sammenhold.

✂ Han er ikke som Mand bundet til nogen Qvinde, nei, ►han har heller ingen Fader, ingen Moder, ingen Broder eller Søster, ingen Slægt ⓘ han holderhan holder] , ændret fra at holde sammen med, nei, ►»disse (Disciplene) er min Fader og Moder og Broder og Søster.«

✂ 194Men saa har han jo Disciplene? Disciplene; hvis de ere ⓘ dede] tilføjet sande Disciple, da er der ikke noget Sammenhold, thi i at forholde sig til Discipelen forholder han sig i ethvert Øieblik først til Gud, ene tjenende ham; og hvis Disciplene ville danne 112 noget Sammenhold, da ere de ikke Disciple. Nei, ikke er det vanskeligt med Haanden at gribe og fastholde, hvad der ved sin Glathed slipper mellem Fingrene, ⓘ som som] , først skrevet d det er Sammenholdet umuligt at fange ham, der kun tjener een Herre.

✂ Da han imidlertid drager Alles Opmærksomhed paa sig, følger det af sig selv, at de paa den forskjelligste Maade kunne ønske at vinde ham for sig, blot at han opgav dette Overdrevne: kun at tjene een Herre.

✂ ►Han fremtræder som Lærer, og næsten i samme Øieblik ►har han ⓘ helehele] tilføjet det lille Lands Opmærksomhed.

✂ Han lærer »Ingen kan tjene to Herrer.« »Nu, hvad han lærer, det var det Samme, naar han blot ikke selv gaaer hen og gjør derefter; thi saa bliver det en Umulighed at holde sammen med ham. Derimod lod det sig meget godt gjøre, at det, ⓘ omom] tilføjet at Ingen kan tjene to Herrer, at det blev (den sande Alvor!) en objektiv ⓘ Lære –Lære –] , først skrevet Lære, og saa ►et Rige af denne Verden, hvor han, Læreren, bliver Konge og Fyrste, og ►vi, der have staaet ham nærmest, nu komme til at staae Thronen nærmest.«

✂ 220Han fremtræder som Lærer i ►det lille Folk, ⓘ der,der,] tilføjet hvad gjerne er Tilfældet, er deelt i tvende Dele: de Mægtige og hvad man kalder Mængden. Begge Parter ere opmærksomme paa ⓘ ham:ham:] , først skrevet ham, hvilken af dem vil han tilhøre, hvilken af dem skal det lykkes at vinde ham for Sammenholdet? Han 113 tilhører hverken ved ⓘ Fødsel Fødsel] , ændret fra Forholdet eller ved ydre Vilkaar de Mægtige; men disse see jo nok, at han er en Magt. Han synes ved Fødsel og Vilkaar nærmest at tilhøre Mængden, og den seer glad i ham en Magt. Men han tjener kun een Herre, ene, o, visse Vei til Lidelse, til Undergang; ikke hvis Du saae et Menneske i Vinterstorm iført den letteste Sommerdragt, ikke er han saaledes udsat, som det at ville være eenligt Menneske i en Verden, hvor Alt er Sammenhold, og følgeligt, med Sammenholdets Selviskhed fordrer, at man skal holde sammen med dem, indtil den Enkelte sikkrer sig mod nogle Sammenhold ved at indtræde i eet Sammenhold, hvorimod den Eenlige, naar det først ►er blevet aabenbart, at han ikke vil holde sammen med Nogen, har – storartede Sammenhold! – alle Sammenholdene ⓘ sigsig] , først skrevet mod imod, forenede i eet Sammenhold.

✂ 195Han vil kun tjene een Herre; men han er – det kan Enhver og det kan Alle see – han er en uhyre Magt. Forundret seer Samtiden paa ham. I dette Øieblik er der slet ikke Tale om Modstand, end ikke Misundelsen er kommet til sig selv. Nei, Alt er Forundring, Forundring over dette Menneske, der, som det synes, næsten almægtigt holder alle Muligheder i sin Haand, kan blive lige hvad han vil. Det er som et 114 ⓘ Eventyr, Eventyr,] , < Eventyr; og Forundringen gjetter nysgjerrigt den Gaade: hvad han nu vil være? Men Noget maa han ville være; og hvad han saa end vil være, han maa kunne naae det, og naar han vil være det, bliver det noget Stort – og saa vil hele Samtidens forenede eller dog mange af Sammenholdenes forenede Anerkjendelse begeistret slutte sig til ham. Thi det er med menneskelig Anerkjendelse som med ►Elskov, Venskab og Deslige, den er Selvkjerlighed. Hvor der er ►den ligefremme Kjendelighed, hvor det, at Nogen er ►det Udmærkede er ►kjendt paa verdslig Magt, Ære, Anseelse, paa Guld og Gods: der er ogsaa den menneskelige Anerkjendelse ved Haanden. Det er jo – selv om det ikke altid er den Enkelte saaledes bevidst, men mere i ham en Selviskhedens ►Natur-Underfundighed – det er jo et ganske simpelt Regnestykke: ved at anerkjende her faaer jeg Fordeel af at dele med det Mægtige, at være at holde med det Mægtige, og 221saa er jeg tillige et elskværdigt Menneske, hvis Sjel ikke er smaaligt sammenskrumpen, men udvidet i uegennyttig Begeistring. Hvor derimod den ligefremme Kjendelighed mangler eller negtes, der er det at anerkjende ikke at have Profit, er Anstrengelse, at bringe 115 Offer: der udebliver den derfor, ligesom Elskov og Venskab udebliver der, hvor det christeligt vilde blive tydeligt, at det var Kjerlighed. Hvis ►Gud i Himlene iførte sig en ringe Tjeners Skikkelse, hvis han, guddommeligt ødselt, om jeg saa tør sige, slaae om sig med Anviisninger paa Himlen: slig Storhed kan den menneskelige Anerkjendelse ikke indlade sig med. En menneskelig Middelmaadighed der nu engang ►er i Welten, det er Noget for den menneskelige Anerkjendelses speculative Aand. Dersom der i en Familie er ►et Lem, som er det Udmærkede, og dette er ligefrem kjendeligt paa verdslig Ære og Anseelse, europæisk Navn, ►Stjerner og Baand: ►jo jeg takker, Familien er idel – uegennyttig! – Begeistring. Var han det Udmærkede men uden den ligefremme Kjendelighed, saa vilde Familien snart føle ham som en Byrde, en Plage, og langt hellere ønske, at han var ⓘ et et] , < en ganske ubetydeligt Menneske. Saaledes med den menneskelige Anerkjendelse196– og Han, der kun tjener een Herre, han vil ubetinget være: Ingenting.

✂ Med ►Almagts Kræfter – thi 116 det har han, om ⓘ endend] tilføjet den Brug han gjør af dem skjuler det for Manges Øine, det er jo ogsaa som Vanvid, at bruge, at behøve Almagts-Kræfter for at blive til Ingenting – med Almagts-Kræfter sikkrer han sig det at blive Ingenting. Og saaledes maa han komme til at bryde med alle Mennesker. Han maa gjøre dem, menneskeligt talt, ulykkelige, grændseløst ulykkelige, de ⓘ faaefaae] , < Faae ham saa ⓘ KjereKjere] , < kjere, ►Moderen maa føle det som et Sværd, der gaaer gjennem hendes Hjerte, Disciplene maae føle det som Dødens Bitterhed – og han som havde og har ►alle Muligheder i sin Haand! O, Misforstaaelsens Sjele-Qval! Og han maa, ogsaa i Forhold til de Kjereste, de Bedste, de Redeligste, han maa komme til at ►gjøre det aabenbart, at ethvert Menneske, det kjerligste (ak, det kjerligste!), det redeligste (ak, det redeligste!), dog, naar det ret kommer til Stykket, er en feig Usling, en Forræder, en Hykler. Frygteligt! Hvad er dog saa velgjørende i Liv og Død som at faae og at have faaet et godt Indtryk af et Menneske; hvad saa trøstesløst som at faae det modsatte af Den, man har elsket og troet? O, min Ven betænk dette! 117 Der er et ungt Menneske; han lærer en Pige at kjende, og denne el222skede Pige bliver hans Hustrue – de blive ►70 Aar gamle, det var en smuk Sommerdag deres ⓘ Livs Livs] , først skrevet Livet Dag, saa døer hun om Aftenen, og han siger rørt: hvad saa end andre Mennesker have erfaret, jeg har erfaret: at der er trofast Kjerlighed ⓘ til.til.] , < til! Lykkelige! ⓘ Paaskjøn da for Alt, ikke blot hvad Du har havt, men hvad Du har, Din Lykke, Din Sorgs Lykke; o, lykkelige Sorg, at det var Døden, der ⓘ jo jo] , først skrevet berøve<de> Dig det Trofaste ikke tog Trofastheden fra hende, men kun hende med hendes Trofasthed fra Dig!Paaskjøn da for Alt, ikke blot hvad Du har havt, men hvad Du har, Din Lykke, Din Sorgs Lykke; o, lykkelige Sorg, at det var Døden, der jo] først skrevet berøve<de> Dig det Trofaste ikke tog Trofastheden fra hende, men kun hende med hendes Trofasthed fra Dig!] ⓘ ThiThi] , ændret fra Men hvis han var blevet nødsaget til at føre denne Pige ud i store Afgjørelser, saa vilde han have faaet noget Andet at vide, at ogsaa hun, mildest talt, dog var Piat, at han selv var det, som jeg, i den store Afgjørelse, vilde erfare det om mig. – Der leve tvende Ynglinge; de slutte sig fast til hinanden i Ungdommens Dage, og ⓘ AlderdommenAlderdommen] , først skrevet i finder Alt uforandret, som det var det deres ubemærkede Liv igjennem: saa døer ⓘ Vennen, Ven fra Ven, Vennen, Ven fra Ven,] , ændret i marginen fra Vennen, ⓘ og Vennenog Vennen] , herefter er slettet et indvisningstegn siger ved hans Grav: hvad end Andre have erfaret, jeg har erfaret, at der er Venskab til. Lykkelige! Misundelsesværdige Lykke, af Erfaring, af en saa lang Erfaring at faae noget Glædeligt at vide! – Der er en Mand, ældre maaskee end Du, 118 men dog saaledes, at Du kan siges at være samtidig med197 ham; i ham seer Du det Store, det ⓘ Ophøiede –Ophøiede –] , først skrevet Ophøiede, og det ►falder ind i stadigt stille Veierlig den Tid I leve sammen: saa døer han – og Du siger, glad, ved hans Grav: hvad saa end Andre have erfaret, jeg har erfaret, at der er ædle Charakterer til. Lykkelige! Thi viid, det Du egentligen fik at vide, var, at det var stille Veierligt; var Stormen kommet, Du vilde have seet, at ogsaa han er lurvet, som Du og jeg. O, bittreste af alle Lidelser, langt bittrere end at opdage, hvor ussel man selv er, at maatte gjøre det aabenbart, at ogsaa Det – ja, man gav Alt for at det maatte være Sandhed som man meente det! – at Det, man saae op til som noget ⓘ Stort ogStort og] tilføjet Ophøiet – o, tag dette fra mig, fritag mig; skal det gjøres aabenbart, lad det skee, men lad det dog ikke være mig, der maa gjøre det aabenbart! – at det er Lurvethed og Usselhed! Og det maatte Han, der kun tjente een Herre, hvis han skulde ►vedblive indtil det Sidste kun at tjene een Herre, han maatte gjøre det aabenbart om Alle, ogsaa Dem – dog her kan jo ikke være Tale om at see op til Nogen, men ogsaa om Dem, som han elskede, saaledes som kun han kunde elske, ►223han der var 119 Kjerlighed. O, Du der var Kjerlighed og Skaansel – ►Alt vilde de jo lide for og med Dig, kunde Du da ikke ⓘ i Kjerlighedi Kjerlighed] have ⓘ slaaet en lille bitte, bitte Smule af og derved haveslaaet en lille bitte, bitte Smule af og derved have] skaanet dem for at faae det Indtryk af sig selv: jeg lumpne Usling! O, Sjele Qval ikke at kunne skaane dem! O, Marter, ⓘ ikkeikke] , først skrevet ikke at, af Kjerlighed, at kunne slaae den mindste, mindste Smule ⓘ af –af –] , først skrevet af, fordi man (som Vanvid!) af Kjerlighed vil frelse dem!

✂ Han tjener kun een Herre; han bruger Almagts Kræfter for stadigt at sikkre, at være Ingenting; han bruger lige saa store Kræfter for ikke at vige en Tomme fra det Sted, han har indtaget, hvor han vil staae: ⓘ midt i midt i] understregning ophævet Virkeligheden, for Alles Øine, hvor han vil udtrykke: ⓘ ►mitmit] , først skrevet midt Rige er ikke af denne Verden; og endeligen, han bruger lige saa store Kræfter for at rette Alles Opmærksomhed paa sig. Det er ⓘ ––] tilføjet saaledes føler Samtiden det ogsaa – det er som et Forsøg paa at ville tvinge Menneske-Slægten til at gaae fra Forstanden, han vil nemlig paatvinge ⓘ den, eller tvinge ind i den,den, eller tvinge ind i den,] , ændret i marginen fra den Bestemmelsen af det at være »Aand«, hvad Menneske-Slægten altid har fundet en Overflødighed, og, tages der for alvorligt fat, da fundet det fornødent at værge sig paa Liv og Død mod denne vanvittige, besatte Overdrivelse, som maa komme fra En, ►»der har 👤Djævelen.« 120 Det er som at ville tvinge ⓘ SamtidenSamtiden] , ændret fra Slægten fra Forstanden. Thi Loven for Forholdet mellem det »at være Ingenting« og »Opmærksomhed« er denne.198 Til det at være Ingenting svarer ⓘ fornuftigviisfornuftigviis] , først skrevet det Ubemærkethed, ingen Opmærksomhed at hendrage paa sig. Til det at være Noget svarer det at drage Opmærksomhed paa sig; den kommer saa og seer efter og siger: jo, ganske rigtigt her er Noget, ⓘ en Konge, en Hertug, en Cardinal i ⓘ FløielFløiel] , herefter er slettet med Sløife, en ⓘ General General] , foran er slettet europæisk berømt med Laurbær, en ⓘ KunstnerKunstner] , foran er slettet Ditto Ditto med ⓘ Stjerner,Stjerner,] , herefter er slettet eller en forgudet Dandser- eller Sangerinde o: s: v:en Konge, en Hertug, en Cardinal i Fløiel] herefter er slettet med Sløife, en General] foran er slettet europæisk berømt med Laurbær, en Kunstner] foran er slettet Ditto Ditto med Stjerner,] herefter er slettet eller en forgudet Dandser- eller Sangerinde o: s: v:tilføjet og slettet i marginen ] og saa var det jo ganske i sin Orden, at der gik Bud efter mig, Opmærksomheden. Til det i høi Grad at være Noget svarer i høi Grad at drage Opmærksomhed paa sig; og det at være noget ganske ⓘ overordentligtoverordentligt] , < Overordentligt stort Noget kan, uden at forstyrre Meningen, drage en heel Samtids hele Opmærksomhed paa sig. Men her kommer det Afsindige: at være Ingenting – og saa hele Opmærksomheden rettet derpaa. Det er jo til at gaae fra Forstanden over. Det er jo lige saa afsindigt som midt i denne Verden at ville oprette et Rige, som ikke er af denne ⓘ Ver224den.Verden.] , først skrevet v Thi vil man, at det skal ikke være af denne Verden, saa er det jo en reen Chicane eller ►Caprice, ligesom det er Galskab at vælge Stedet for det lige midt i denne Verden, man kan jo ⓘ medmed] , foran er slettet saa samt ⓘ sit Rigesit Rige] K, Rige R see at finde den anden Verden, eller man 121 kan idetmindste dog søge et afsides Sted i denne Verden for der at oprette sit Rige, som ikke er af denne Verden. Men at vælge Stedet lige midt i denne Verden, det er høit Spil: enten er han gal eller alle vi Andre ere det; og det er paa Liv og Død: enten seirer han eller vi Andre, men vi enes ikke, saa lidet som Ild og Vand.

✂ Dog han tjener kun een Herre; ikke det Mindste giver han efter i Henseende til at ville være eensartet med eller lade sig tvinge ⓘ ind iind i] K, ind R nogensomhelst Eensartethed med denne Verden ved at blive Noget i denne Verden, ei heller giver han end det Mindste efter i Henseende til at lade sig tvinge udenfor Verden, i Afsideshed. Nei! Saa maa tilsidst hele Verden, Alle forenede, vende sig mod dette Menneske. Hvorledes skal man blive ham qvit?

✂ Hvorledes skal man bliver ham qvit? At frigjøre sig fra ham paa den Maade, at man ⓘ erklærede erklærede] , < erklærer ham for afsindig, og saa ganske rolig igjen indtog sin Stilling i at være det Noget, hver Enkelt er: nei, det lader sig ikke gjøre, dertil er han baade hver Enkelt og hele Samtiden for mægtig, han har saaret dem for dybt, det 122 vilde – det føler man selv – være lige saa taabeligt, som om Myrene vilde mene at være blevet ►Myreslugerens Tragt ⓘ qvitqvit] , < qvit, derved, at de erklærede det for Galskab. Saa er der ikke Andet ⓘ for for] , først skrevet man: man maa værge sig mod ham ved Hjælp af Bestemmelsen, Skyld, ved at erklære hans Liv for den rædsomste Egoisme, det meest oprørende Hovmod. Dog det forslaaer endnu ikke, han er ►Menneske-Slægten for199 stærk. Der er da kun Een tilbage: vi Mennesker, hele Slægten, vi trække os forsigtigt bag ved Bestemmelsen: Gud, fra den sigte vi paa ham og rette Angrebet mod ham ⓘ med Gud paa vor Sidemed Gud paa vor Side] ; det er fundet: ►han bespotter Gud!

✂ Det vil altsaa blive Anklagen! Hans sidste ⓘ TimeTime] , < Timer nærmer sig. Disciple har han haft; ►i det afgjørende Øieblik, da han kæmper ængstet indtil Døden, finder han dem uden Angest, han finder dem sovende – ikke en Time kunde de vaage med ham. Dog Een af dem sov ikke – ►han benytter Øieblikket til at forraade og sælge ham. ►Saa bliver han grebet – og Disciplene komme op af Søvne og faae Øinene op: ►de flygte, ►den troeste af dem fornegter ham.

✂ ►225Han staaer for sine Dommere, ⓘ ►anklagetanklaget] , først skrevet anklaget, eller vel rettere ►dømt, ►hudstrøgen, ►iført al mulig Forhaanelse, ►bespottet, ►bespyttet – da ►falder det ham ⓘ paa paa] , først skrevet ind Sinde: Du maa dog engang sige, ►hvo Du er; nu er Øieblikket, nu er der almægtigt sikkret, at 123 det ikke kan ►tages forfængeligt, altsaa: ►jeg er dog en Konge.« Det er til at tabe Forstanden og til at blive rasende over med det Menneske, at han siger det nu. Det var det vi Alle ventede paa, at han skulde have sagt strax, og han var blevet det, Intet er vissere – han synes kun at have ventet paa det Øieblik, da det ubetinget er for silde, da han selv har gjort det ubetinget umuligt, for saa at sige: jeg er dog en Konge.«

✂ Endnu kunde han slippe med Livet; ►Landshøvdingen har den Godhed paa den Anklagedes Vegne at henvende sig til den saa meget priste menneskelige Medlidenhed, som – hvo veed det! – maaskee ogsaa havde taget sig af ham, hvis han ikke ved sin hovmodige Opførsel indtil det Sidste havde gjort sig ⓘ uværdig, uforbederlig ►indtil det Sidste, uden ved det mindste, mindste Tegn endog blot fjernt at antyde, at han, vunden for Livet og for Verden, dog nok kunde have Lyst til at leve for at blive til Noget i Verden.uværdig, uforbederlig indtil det Sidste, uden ved det mindste, mindste Tegn endog blot fjernt at antyde, at han, vunden for Livet og for Verden, dog nok kunde have Lyst til at leve for at blive til Noget i Verden.] , ændret i marginen fra uværdig. ►Folket har Valgretten, Valget mellem en Røvers Frigivelse og denne Anklagedes. De vælge Røveren. Og det forstaaer sig den Anden var ogsaa ►en langt frygteligere Røver. Thi hvad er dog det, maaskee en halv Snees Gange at have overfaldet en Reisende paa Landeveien, hvad er dog det mod hans Overfald paa hele Menneske-Slægten og paa det at være Menneske! Thi see en Tyv kan stjæle mine Penge; forsaavidt ⓘ han gjør dethan gjør det] tilføjet ere vi uenige, men i en anden Forstand ere vi aldeles enige, ⓘ thithi] , først skrevet at sandeligen Tyven er af samme Mening som jeg, at Penge er ⓘ et stortet stort] K, stort R Gode. Og Bagvaskeren kan stjæle min Ære og200 Anseelse; men sandeligen Bagvaskeren er af samme Mening som jeg, at Ære og Anseelse er et stort Gode, det er der124for han berøver mig min. Og til syvende og sidst er der maaskee ikke saa stor Forskjel mellem Tyven, Bagvaskeren og mig; naar det ret kom til Stykket blev jeg maaskee ogsaa en Tyv og en Bagvasker. Men man kan paa en langt ►underfundigere Maade ligesom frastjæle os Alle Penge, Ære, Anseelse o: s: v:, stjæle os Mennesker Det ud af Livet, hvori vi Mennesker have vort Liv. Og det gjorde jo han, den ⓘ Anklagede.Anklagede.] , først skrevet Anklagede; Han stjal ikke Rigmandens Penge – nei, men han tog Forestillingen bort fra det at have Penge. »O, usle, foragtelige ►Mammon« det udtrykte hans Liv »usle Mam226mon, som et Menneske besmitter sig selv med at sammenpuge, som han opdynger til sin egen Fordærvelse, som han besidder til sin Fortabelse, for engang i Helvede evigt at forbande sig selv. O, hvis Du forstod mig, Du vilde ansee Tyven, som stjal Alt fra Dig, for Din største ⓘ Velgjører, der hjalp Dig, som Du behøvede det – thi ►en Kameel gaaer vanskeligt gjennem et Naaleøie.«Velgjører, der hjalp Dig, som Du behøvede det – thi en Kameel gaaer vanskeligt gjennem et Naaleøie.«] , ændret i marginen fra Velgjører.« Ei heller var han en Bagvasker, der forkleinede Nogens Ære og Anseelse, nei, men han tog Forestillingen bort fra ⓘ menneskeligmenneskelig] , først skrevet det Ære og Anseelse. »O, usle ►Narredragt« det udtrykte hans Liv »usle Narredragt, uslere, jo høiere det kommer op, jo mere den straaler og funkler. Du veed det ikke, det gaaer Dig som ►hiin Konge, der tog feil og tog Liigskjorten paa istedetfor ⓘ Kronings-Dragten: Kronings-Dragten:] , først skrevet Kronings-Dragten, saaledes tager Du ►vistnok ikke feil, det er ganske rigtigt Kronings-Dragten Du har 125 paa, men see Dig for, just den er Liigskjorten, Liigskjorten, i hvilken Du saa kan fare til Helvede, uden at Du behøver at befrygte, at Nogen skal ville forsøge at berøve Dig den, thi der vil ⓘ denden] , først skrevet D netop være Dig til Marter, Du maa til Straf blive i den, udstødt – fordi Du ►ikke havde Bryllups-Klædningen paa.« Men hvad hjælper det saa, at jeg faaer Lov ⓘ atat] , foran er slettet til beholde Pengene, at jeg faaer Lov at beholde Purpuret, Stjerner og Baand, hvad hjælper det, at der overalt ►raabes i Gevær, at Alle falde paa Knæ, naar jeg viser mig, hvad hjælper det mig, naar han sætter Sit igjennem, thi han har jo taget Forestillingen fra det, og ⓘ seirerseirer] , først skrevet jeg han, er jeg snarere til Nar for hver Gang der raabes i Gevær og for hver Gang man knæler for mig. Er det da maaskee for haardt, at sætte ►Livsstraf paa Tyveri og Røveri: for den Art Røveri han har øvet mod os Alle, er kun een Straf: Dødsstraf.

✂ ►Han blev ogsaa som Gudsbespotter dømt fra Livet; hans Skyld var – til Efterretning for Efterfølgere – kun at ville tjene een Herre; dette staaer uforandret fast i den menneskelige Lovgivning, da Almeen-Sikkerheden kræver det.

✂ 201Saa bliver han korsfæstet. Døds-Kampens Tid tilbringer han i Samtale med sig selv og med Gud. Han siger ikke meget; 126 en Gang hver halve Time siger han et Ord. Lidelsen overvælder ham og han bøier sit Hoved, ►han raaber: min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig! Dog saaledes med bøiet Hoved skal han ikke døe. ►»Det er fuldbragt!« »Hvorom er det han taler; ja vist er det fuldbragt, idetmindste kan det da ikke vare længe før det er fuldbragt, thi meget længe kan ⓘ dada] tilføjet Døden 227ikke udeblive.« »Det er fuldbragt!« Altsaa, det er fuldbragt. Nu ►opløfter han døende sit Hoved mod Himlen »Fader i Dine Hænder befaler jeg min Aand!«

✂

✂ »Ingen kan tjene to Herrer«, det er hans Ord, og han var Ordet: han tjente kun een Herre. Han har altsaa ikke blot Ret i at sige det, men ogsaa Ret til at sige, hvad han har sagt i Evangeliet »Ingen kan tjene to ⓘ Herrer.«Herrer.«] K, Herrer« R

✂ Dog for at Sagen ikke skal blive os Mennesker altfor alvorlig, dræbende i Angest, bortleder han vor Opmærksomhed fra sig selv, og henleder den paa noget Andet, næsten som var det Opmuntring, Adspredelse: ⓘ ►betragterbetragter] , ændret fra seer til Lilierne paa Marken, ⓘ ►seer tilseer til] , først skrevet betragter Himmelens Fugle. Altsaa han siger ikke: »Ingen kan tjene to Herrer ... seer paa mig«, nei han siger: Ingen kan tjene to Herrer ... seer til Lilierne paa Marken, betragter Himmelens Fugle. Han kunde med Sandhed, om Du saa vil, med 127 uendelig større Sandhed have sagt: seer paa mig. Thi Lilien og Fuglen udtrykke dog egentligen ikke Noget, og kun han er Sandheden af, hvad Lilien og Fuglen sindbilledligt betegne. Men saa var Alvoren blevet dræbende. Derfor bruger han Lilien og Fuglen. ►Dog bliver Alvoren; thi Alvoren er, at Han siger det. I Forhold til al Sandheds Meddelelse maa der, hvis den skal være sand, først spørges, ⓘ omom] , først skrevet om; ⓘ det det] , først skrevet om Sagte er sandt, dernæst om, hvo den Talende er, hvad hans Liv udtrykker. Hvis en Letsindig, en Ødeland, eller en Karrig i et Digter-Stemnings Øieblik siger dette Sande »seer til Lilierne paa Marken, betragter ►Fuglene under Himlen«, da er dette ikke Alvor, men Tant og ►Forfængelighed. Naar »Forbilledet« derimod siger det, da er det Alvoren, thi Hans Liv er Sandheden deraf. Men Alvoren formildes næsten til Spøg ved at anbringe Lilien og Fuglen. Noget at lee af er der dog derfor ikke – hvor underligt det end er, at Spurven nu ogsaa er blevet Professor, og i den ⓘ alvorligstealvorligste] , først skrevet Alv Videnskab eller Kunst, medens202 den, hvori den da idetmindste er forskjellig fra andre Professorer, imorgen ►sælges for 1 ß, steges og spises – nei, Noget at lee af er der ikke; thi Lærerens Tilstedeværelse i Timen gjør, at Ingen tør lee. Og han loe aldrig, ►som det hedder i en gammel Psalme: hvi græder Den, som aldrig loe. Imidlertid kunde man fristes til at tænke sig, at han smilende har sagt: seer til Lilierne paa Marken, betragter Himmelens Fugle. O, det 128 er saa mildt, saa guddommeligt mildt 228– naar man selv er den Eneste, der nogensinde har udtrykt det kun at tjene een Herre, naar man veed, at det vil koste En Livet, saa ligesom at kunne glemme alt Det og sige: lad os tale om Lilien og Fuglen – ikke om mig! O, naar det koster ham hans ⓘ LivLiv] , først skrevet Liv: og hver evige Dag hver Time Sjels-Lidelser: saa at kunne gjøre Underviisningen saa fornøielig! Med et Menneske er det anderledes. Naar han blot har en Smule mere end almindeligt at tænke paa, end sige naar det er forbundet med Anstrengelse og Opoffrelse: saa gider han neppe see efter en Spurv eller en Lilie; i menneskelig-dum, tvær Indbildskhed mener han, at det er noget altfor Ubetydeligt, Noget for Børn, ►Fruentimmer, Dagdrivere. Men ►Verdens Frelser, han siger, som var det en Søndag-Eftermiddag eller en Ferie-Dag, hvor man ikke har Andet at bestille »seer til Lilierne paa Marken, betragter Himlens Fugle.« Hvor barnligt, hvor sundt! Thi noget ganske Andet er ⓘ jojo] , < det jo, dette Sygelige, som stundom sees: ►at et Menneske, der er blevet kjed af at have med Menneskene at gjøre, og næsten af selv at være Menneske, at han i en Slags opløst Tilstand nu hitter paa at leve sammen med Spurvene, hvilket, hvor tungsindigt det end er og hvor vittigt ⓘ dettedette] , foran er slettet end Tungsind end stundom kan yttre sig, er saare langt fra at være Alvor.

✂ 129 Betragt da Lilien og Fuglen! Giv Dig Tid, god Tid, og dog i en anden Forstand: benyt Øieblikket – husk paa, det er jo nu Efteraaret. Deiligt er det; men skjøndt det er selv en ⓘ Aars-Tid Aars-Tid] , først skrevet Aarets, o skjønneste, er Efteraaret tillige ⓘ som varsom var] K, var R det en Erindring om den nu svundne Aarets Tid, eller en Erindring om, at den nu snart er ganske forsvunden: benyt da Øieblikket. Saa kommer Vinteren, den lange Vinter; saa seer og hører Du Intet til Lilien og Fuglen, saa har de længst pakket sammen, disse reisende ►Skolemestere, der deri ere forskjellige fra andre reisende Skolemestere paa Landet, at disse sidste især benytte Vintertiden, og derimod ikke holde ►synderlig Skole om Sommeren, formodentligen for ikke at støde forstyrrende203 sammen med Lilien og Fuglen. Benyt Øieblikket; vær Du hurtig til at lære – thi hvad Lilien og Fuglen angaaer, da vær rolig, paa dem mærker man aldeles ikke, at det nu saa snart er ⓘ forbi;forbi;] , først skrevet forbi. med samme Sikkerhed som nogensinde i Sommeren foredrage de hvad de have at foredrage; deres Underviisning er, som hvad de lære fra sig – og dette er et Menneske saa gavnligt! –, altid jævn, eens, ►tilforladelig, ikke springende om i Stemning, men ►»det Samme og om det 229Samme og altid det Samme«, paa en ubegribelig Maade, evigt uforandrede ⓘ dogdog] , foran er slettet og altid følgende med Tiden og passende ind i Øieblikket. O, velgjørende ⓘ RoRo] , < Ro, derude, den er det dog et Menneske ►saa høiligt træn130ger til, især at den var inden i ham, den Ro, der er ude hos Dig og er i Dig, Du Lilie paa Marken, Du Fugl under ⓘ Himlen, den Ro, som saa mange, virkelige eller indbildte, Sorger og Bekymringer og Plager vil forstyrre et ⓘ Menneske,Menneske,] , først skrevet Menneske. den Ro, som er Hvile eller at hvile i Gud.Himlen, den Ro, som saa mange, virkelige eller indbildte, Sorger og Bekymringer og Plager vil forstyrre et Menneske,] først skrevet Menneske. den Ro, som er Hvile eller at hvile i Gud.] , ændret i marginen fra Himlen.

✂ Agt da paa Fuglen! Den synger og qviddrer, og qviddrer saa – o, hør! – det ind med hvad den – agt vel derpaa! – siger til Sorgen, ►hvad der staaer i ⓘ enen] tilføjet gammel Psalme: »ja, ja imorgen.« Og saa glæder Fuglen sig »idag.« Saa tænker Sorgen: »bliv Du kun, jeg skal nok passe paa; imorgen før det gryer ad Dag, og før Du er kommet op af Reden, og ►før Fanden faaer Sko paa (thi jeg er endnu tidligere paafærde end han; jeg er en af hans Tjenere og Forløbere, der komme først for at forsøge at bane ham Indgang) saa kommer jeg.« Og imorgen – Fuglen er der ikke mere. Hvorledes den er der ikke mere? Nei, den er reist, den er borte. Hvorledes reist? Der var jo lagt ⓘ BeslagBeslag] , først skrevet paa paa dens Pas, og jeg veed da for 👤Satan, at den ikke er reist uden Pas.« »Ja, saa maa man ikke tilstrækkelig have passet paa, thi den er ⓘ reist den efterlod en Hilsen til Dem, reist den efterlod en Hilsen til Dem,] , ændret i marginen fra reist, og det Sidste den sagde, var: Siig til Sorgen: Ja, ja imorgen.« Du er dog snild, en uforlignelig Professor i Levekunsten, Du bevingede Reisende! O, saaledes at kunne sige til Sorgen: ja, ja imorgen; og saaledes at kunne, efterat have sagt det, glæde sig idag, dobbelt næsten fordi man har sin Glæde af at have sagt det! Og saa ikke ⓘ atat] tilføjet narre Sorgen et Par Dage, hvad hjælper det, da lige saa gjerne først som sidst, men at sige det saa længe, til det bliver en forgjæves Gang, naar ⓘ SorgenSorgen] , < sorgen endelig for Alvor kommer; at lade den rende forgjæves hver evige Dag med den Besked: 131 imorgen, og naar det saa endelig maatte blive Alvor, at den saa for Alvor kommer til at gaae forgjæves. – Og Lilien! Den ⓘ erer] , < bøier tankefuld, den hælder lidt med Hovedet, den204 ryster paa Hovedet, det er til Sorgen: ja, ja imorgen. Og imorgen, saa har Lilien lovligt Forfald, den er ikke hjemme, den er borte, Keiseren har tabt sin Ret, hvis han havde nogen, og Sorgen kan lige saa gjerne strax rive Fordringen istykker, den gjælder ikke; og derved bliver det, om Sorgen saa blev rasende og siger: ►det gjælds ikke. O, saaledes at kunne sige til Sorgen: ja, ja imorgen; og saa at kunne blive saaledes rolig paa Stedet, yndig i sorgløs Glæde, om mu230ligt gladere ved at have sin Spøg med Sorgen: imorgen! Ikke at narre den et Par Dage, en Uges-Tid; nei, at vedblive at sige til Sorgen, hver Gang den ⓘ melder sigmelder sig] , ændret fra kommer: det er for tidligt, Du kommer for tidligt, at sige det saa længe, indtil det saa naar den kommer, er – for silde! O, Mesterskabet i at leve! Man næsten gyser, medens man beundrer Mesteren; man næsten gyser, thi det er jo Liv og Død om at gjøre. Man næsten gyser, og dog nei, Mesterens Kunst er saa ⓘ stor, at manstor, at man] , ændret i marginen fra stor – utaknemligt at være den store Kunstner! – end ikke mærker den mindste Gysen, men giver sig hen deri som i den yndigste, den lykkeligste Spøg.

✂ Agt derfor paa Lilien og Fuglen! Visseligen, der er ►Aand i Naturen – især naar Evangeliet ►beaander den; thi da er Naturen idel ⓘ Sindbillede og Sindbillede og] , ændret fra Sindbillede, idel Lærdom for Mennesket, ogsaa den ►indblæst af Gud, og »nyttig til Lærdom, til Rettelse, til Optugtelse«. ►»Betragter Lilierne paa Marken; de sye ikke, de spinde 132 ikke« – og dog, den bedst lærte Syerske, der ►syer om sig selv, og en Prindsesse, der af de kostbareste ►Tøier lader sye hos den bedst lærte Syerske, og ►👤Salomo i al sin Herlighed var ikke klædt som en af dem. Saa er der altsaa En, der spinder og syer for Lilierne? Det er der: Gud i Himlene. Men Mennesket han spinder og syer. »Ja, det lærer Nøden ham nok; ►Nød lærer nøgen Kone at spinde.« »Aah, ►pfui, at Du kan tænke saa ringe om Dit Arbeide, om det at være Menneske, om Gud, om Tilværelsen – som var det Hele en ►Straffeanstalt! Nei, betragt Lilierne paa Marken, lær af dem, lær at forstaae hvad Du veed: Du veed, at det er Mennesket, der spinder og syer, lær af dem at forstaae, at det dog egentligen, ogsaa da naar Mennesket spinder og syer, dog er Gud der spinder og syer. Troer ⓘ DuDu] tilføjet , at Syersken, hvis hun forstaaer dette, derfor vil blive mindre flittig til ⓘ eller vedeller ved] sit Arbeide, at hun vil lægge Hænderne i Skjødet og tænke: naar det dog alligevel ⓘ egentligenegentligen] er Gud, der spinder og syer, saa er det bedst, at jeg bliver fri, fri for denne uegentlige Spinden og Syen? ►Hvis saa, da er denne Syerske en taabelig lille Jomfrue, for ikke at205 sige en næsvis Tøs, af hvem Gud ingen Glæde kan have, og som selv ingen Glæde kan ⓘ have afhave af] K, have R Lilierne, og som ikke var bedre værd, end at vor Herre ►satte hende ud af Døren; og saa kan hun see, hvor hun blev af. Men hun, vor egen, kjere, vor barnlig fromme, vor elskelige Syerske, hun forstaaer, at blot naar hun selv syer, er det Gud vil sye for hende; og derfor bliver hun kun desto flittigere til sit Ar133beide, at hun ved stadigt at sye, stadigt maa forstaae, at 231det – livsalige Spøg! – er Gud der syer, hvert Sting; at hun, ved stadigt at sye, stadigt maa forstaae, at det – o, Alvor! – er Gud der syer, hvert Sting. Og har hun forstaaet dette, ⓘ underviistunderviist] , ændret i marginen fra belært; først skrevet <b> af Lilien og Fuglen, da har hun fattet Livets Betydning, og hendes Liv i høieste Forstand været betydningsfuldt; og naar hun engang er død, vil der med det størst mulige Eftertryk sandt kunne siges ved hendes Grav: hun har levet; om hun blev gift eller ikke, er ikke afgjørende.

✂ »Seer til Fuglene under Himlen!« Hvorledes, Du er bekymret, Dit Sind nedbøiet, Dit Øie vendt mod Jorden! Hvad er dette? Saaledes skabte Gud ikke Mennesket; det maa Du jo vide af enhver Børnebog. ►Det der udmærker Mennesket frem for Dyret er den opreiste Gang. Altsaa, vær saa god, op med Hovedet! »O, lad mig blot med Fred!« »Nei, lad os gaae lempeligt frem. Det vilde maaskee ogsaa være for stærk en Bevægelse for Dit syge Sind, for brat en Overgang, om Du pludseligt fra Jorden saae op til Himlen. Saa lad os tage Fuglen til Hjælp. Den sidder ved Jorden, hvor Dit Blik er. Nu løfter den sig – ⓘ den Smuleden Smule] , ændret fra saa meget kan Du vel ogsaa nok taale at hæve Dit Hoved, saa Dit Blik følger den. Den stiger – saa løft Dit Hoved lidt endnu; og ⓘ lidtlidt] , foran er slettet saa endnu. Nu er det godt: nu er Fuglen høit under Himlen – 134 og Du rigtigt stillet: see til Fuglen under Himlen – o, og tilstaae Dig selv, at saa lidet som ⓘ HimmelhvælvingenHimmelhvælvingen] K, Himmelhælvingen R kan siges at trykke, saa lidet er Gud Den, der nedtrykker, nei, det Nedtrykkende kommer fra Jorden, eller fra det Jordiske i Dig; men som Himmelhvælvingen opløfter, saaledes er Gud ⓘ DenDen] , < Den, der vil opløfte. ►»Seer til Fuglene under Himlen; de saae ikke, de høste ikke, de sanke ikke i ⓘ Lade. Lade.] , < Lader.« Dog lever Fuglen jo ikke af Luften, saa lidet som vi Mennesker. Der maa altsaa være En, der saaer og høster og sanker i Lade for dem? Det er der ogsaa, Gud, den store Forsørger, eller Forsyner, eller som vi ogsaa kalde ham: ►Forsynet. Han saaer og høster og sanker i Lade, og hele Verden er som hans store Forraadskammer. Kjedsommelige Mennesker have206 haft den kjedsommelige Tanke, for at kunne undvære Gud at ville gjøre hele Verden til een stor Ladebygning. Det er en daarlig Efterabelse. Nei, naar det er Gud der gjør det, saa er det fornøieligt – hvor fornøiet er ikke Fuglen under Himlen, som ikke saaer, ikke høster, ikke sanker i Lade! Men det gjør Mennesket, han pløier, han saaer, han høster og sanker i Lade. Lær saa blot ⓘ afaf] , først skrevet Du Fuglen under Himlen at forstaae hvad Du veed: Du veed, at det er Mennesket der saaer og 232høster – lær at forstaae, at det, naar Mennesket gjør det, dog egentligen er Gud som gjør det. »Hvilken Snak! Naar jeg ►i mit Ansigts Sveed gaaer ude 135 paa Marken, og høster, saa Sveden hagler ned af mig: saa veed jeg dog nok med Vished, at det er mig, der høster, idetmindste er det mig, der sveder. Eller er det maaskee ogsaa egentligen ⓘ GudGud] , < Gud, der sveder; eller hvis det er Gud der høster, hvorfor skal jeg saa svede? Din Tale er noget høitravende, upraktisk Vaas.« »Menneske, Menneske, forhærdede Menneske-Forstand, vil Du da aldrig af Fuglen lære at gaae fra Forstanden for at blive Menneske! Vil Du aldrig lære, i ►gudelig Opløftelse, som Fuglens, at forstaae: det at arbeide. Du vil ►vistnok endog blot saaledes komme Sandheden langt nærmere end Du er, ved engang at betragte Sagen omvendt, at Arbeide ikke saadan er Møie og Besvær, som man helst var fri for, at meget mere Gud har indrømmet Mennesket at kunne arbeide for at unde ham en Fornøielse, en Selvstændigheds-Følelse, der ikke kan kjøbes for dyrt med Ansigtets ⓘ Sveed – Sveed –] , først skrevet Sveed. thi om man sveder eller ikke, kan da ikke gjøre Udslaget, en Dandsende sveder jo ogsaa, man kalder ikke derfor det at dandse ⓘ etet] , først skrevet Møie Arbeide, Møie og Besvær. Dette er den ene gudelige Forstaaelse af det ⓘ at arbeideat arbeide] SKS, arbeide K, R; at arbeide Ds1876 – og saa er man saare langt fra at klage over Ansigtets Sveed. Tag et ⓘ BarnBarn] , først skrevet Barn, og Forældrene i Forhold til det. Lille 👤Ludvig, han bliver hver Dag kjørt en Tour i sin Barnevogn, en Fornøielse der gjerne varer en Time; og at det er en Fornøielse, forstaaer lille 👤Ludvig godt. Og dog har Moderen hittet paa noget Nyt, som bestemt vil fornøie lille 👤Ludvig 136 endnu ⓘ mere:mere:] , < mere, om han ikke selv kunde trække Vognen? Og han kan! Hvorledes, han kan? Ja, see Tante, lille 👤Ludvig kan selv trække Vognen! ►Lad os nu være Mennesker, ikke forstyrre Barnet! thi vi veed jo nok, at lille 👤Ludvig ikke kan, at det ⓘ egentligen egentligen] , først skrevet er er Moderen der trækker Vognen, og kun for ret at fornøie ham, er det hun ⓘ legerleger] , først skrevet h den Leeg, at lille 👤Ludvig kan selv. Og han, han puster og ⓘ stønnerstønner] SKS, stønder K, R. Sveder han maaskee ikke? Jo, min sandten sveder han, Sveden staaer paa hans207 Pande, i Ansigtets Sveed trækker han Vognen – men hans Aasyn er glædestraalende, ►glædedrukkent kunde man ⓘ kalde kalde] , først skrevet sige det, og bliver det, om muligt endnu mere, for hver Gang Tanten siger: nei, see, lille 👤Ludvig kan selv. Det var en mageløs ⓘ Fornøielse.Fornøielse.] , < Fornøielse! Det at svede? Nei, det at kunne selv. Saaledes med det at kunne arbeide; ret forstaaet, gudeligt forstaaet, er det idel Fornøielse, Noget Gud har hittet paa ⓘ forfor] tilføjet at fornøie Menneske[t], Noget hvorom 233Gud har sagt til sig selv: det vil bestemt fornøie ham meget mere end bestandigt at blive kjørt i Barnevognen. Det er Forestillingen der gjør Udslaget her som i Alt. Naar det er for Din Lyst for Fornøielses Skyld, saa klager Du ikke over at svede: vel, saa lad Dit Arbeide være Din Lyst, forstaae det saaledes, at det er Noget Gud har hittet paa for at fornøie Dig, o bedrøv ikke hans Kjerlighed, han troede, at det ret vil glæde Dig! Dette er en 137 gudelig Forstaaelse af det at arbeide. – Men der er en endnu høiere ⓘ gudeliggudelig] , først skrevet gudelige Forstaaelse, hvilken vi lære af Fuglen: at det saa dog igjen er Gud, der arbeider, Gud der saaer og høster, naar Mennesket saaer og høster. Tænk paa lille 👤Ludvig! Han er nu blevet Mand, og forstaaer altsaa nu godt Sammenhænget, at det var Moderen der trak Vognen; han har derfor nu en anden Glæde af denne Barndoms-Erindring: at tænke paa Moderens Kjerlighed, der saaledes kunde hitte paa Noget for ⓘ at at] , ændret fra <om> fornøie Barnet. Men nu er han Mand, nu kan han virkelig selv; han føres nu maaskee endog i Fristelse af dette: virkelig at kunne selv – indtil hiin Erindring fra Barndommen minder ham om, hvorvidt han ikke endnu, i en langt høiere Forstand, er i samme Tilfælde som Barnet, at det, naar Manden arbeider, dog egentligen er en Anden, er – Gud, der arbeider. Troer Du, han derfor vil blive uvirksom, lægge sig paa den lade Side og sige: naar det dog er Gud der arbeider, saa er det bedst, at jeg bliver fri? Hvis saa, ⓘ saasaa] , ændret fra da er denne Mand en Nar, for ikke at sige en uforskammet Slyngel, af hvem Gud ingen Glæde kan have, og som ikke selv kan glæde sig ved Fuglen, og som ikke var bedre værd, end at vor Herre ►satte ham paa Porten; og saa kan han see, hvor han bliver af. Men den brave, retsindige, gud138frygtige Arbeider, han bliver kun desto stræbsommere, for desto stadigere at forstaae, at – livsalige Spøg! – at Gud er Medarbeider – o, Alvor! ►Skabt i Guds Billede som han er, med opløftet Hoved, seer han mod Himlen efter Fuglen – Spøgefuglen, ⓘ afaf] tilføjet hvem han lærer Alvoren, at det er Gud, der saaer og høster og sanker i Lade. Men han synker ikke hen i Uvirksomhed, han208 seer strax ⓘ til, han passer til, han passer] , ændret i marginen fra til sit Arbeide – ellers faaer han jo ikke at see, at det er Gud der saaer og høster og sanker i Lade.

✂ Du Lilie paa Marken, Du Fugl under Himlen! Hvad skylder et Menneske dog ikke Dig? Nogle af sine bedste og saligste Timer. Thi da Evangeliet indsatte Dig til Forbillede og Læremester, da blev Loven afskaffet, og Spøgen anviist sit Sted i Himmeriges Rige, saa vi ikke mere 234ere ►under Tugtemesteren men under Evangeliet: Betragter Lilierne paa Marken, seer til Fuglene under Himlen!

✂

✂ Men saa bliver maaskee det Hele om at følge Christum efter, om Efterfølgelsen, det bliver saa maaskee en Spøg? Han hjalp os selv ved ikke at sige: seer paa mig, men: betragter Lilierne seer til Fuglene; han viste bort ⓘ fra sigfra sig] K, fra R, og vi – ja, det var da ikke at fortænke os Mennesker i – vi toge kun altfor gjerne mod ►Vinket, kløgtige som vi alle ere, naar det gjælder om at spare ►Kjød og Blod, kløgtige forstode vi kun altfor godt, hvad der blev ⓘ osos] tilføjet indrømmet ved at have saadanne Forbilleder; og vi bleve uudtømmelige i at ►pynte dette ud, kun med en vis 139 hemmelig Gru tænkende paa Alvoren: Christi Efterfølgelse.

✂ Nei, ikke ganske saaledes kan det tillades os, det vilde være at gjøre Evangeliet saa let, at det i Grunden ⓘ – hvad just »Christi Efterfølgelse« er som beregnet paa at ⓘ forhindreforhindre] K, forhindret R –– hvad just »Christi Efterfølgelse« er som beregnet paa at forhindre] Kforhindret R –] blev Poesie.

✂ Thi ►vistnok kan Lilien og Fuglen med Sandhed siges kun at tjene een Herre; men det er dog kun sindbilledligt, og Forpligtelsen for Mennesket til her »at følge efter« et digterisk Udtryk, ligesom ogsaa Lilien og Fuglen, som ⓘ Læremestere Læremestere] , først skrevet Læren betragtede, i strengeste Forstand ere uden Myndighed. Fremdeles, hvis et Menneske, med Lilien og Fuglen som Forbillede, levede som vi i det Foregaaende have fremstillet det, saa han i Alt tænkte Tanken om Gud ind med: saa er dette vistnok Fromhed, og en Fromhed der, ganske reen, vel aldrig er seet blandt Mennesker. Men i strengeste Forstand Christendom er dette endnu ikke; det er egentligen jødisk Fromhed. Det for Christendommen afgjørende er slet ikke udviist her: det at lide fordi man holder sig til Gud, eller, som det hedder, at ►lide for Læren – den egentlige Christi Efterfølgelse.

✂ Ak ja, det er som aldeles glemt i Christenheden, hvad Christendom er. Naar En blot nogenledes vil fremstille den, er det ikke langtfra, at man indbilder sig, at det er en Grusomhed, et Menneske-Plagerie, han selv hitter paa – i den Grad følger nøiagtigt Lidelse209 for Ordet eller Læren med Christendommen, i den Grad, at naar En blot nogenledes sandt fremstiller den, vil han strax paadrage sig men140neskelig Unaade. Og som sagt, trods de Millioner Exemplarer af det nye Testamente, der ere i Omløb, og trods at Enhver eier det nye Testamente, er døbt, confirmeret, kalder sig Christen, og trods at ►1000 Præster prædike hver 235evige Søndag – det vil dog ikke være langtfra, at man paastaaer, at det er det Menneskes egen Opfindelse, naar ⓘ han, ganske simpelt, han, ganske simpelt,] , ændret i marginen fra han fremdrager af det N. T Det, som tydeligt nok staaer der og med klare Ord, men som vi Mennesker fra Slægt til Slægt, høist ugenerede have udeladt, uden derfor at lade som Andet, end at det vi ⓘ harhar] , < have beholdt under Navn af Christendom, er den pure, den sunde, uforfalskede Lære.

✂ »Efterfølgelsen, Christi Efterfølgelse« er egentligen det Punkt, hvori ►Menneske-Slægten ømmer sig, her ►stikker hovedsagelig Vanskeligheden, her er det egentligen det bliver afgjort, om man vil antage Christendommen eller ⓘ ikke.ikke.] , først skrevet ikke; Trykkes der paa dette Punkt, ⓘ trykkes dertrykkes der] tilføjet stærkt: i samme Grad færre Christne. Slaaes der af paa dette Punkt (saa Christendom bliver, intellectuelt, en Lære), gaaer Flere ind paa Christendommen; afskaffes det ganske (saa Christendom bliver, existentielt, let som Mythologie og Poesie, Efterfølgelsen en Overdrivelse, en latterlig Overdrivelse), saa breder Christendommen sig i den Grad, at Christenhed og Verden næsten falde sammen, eller Alle blive Christne, Christendommen har fuldkommen seiret, det vil sige, den er afskaffet.

✂ O, at man itide havde passet paa dette, saa var Tilstanden i Christenheden en anden end 141 den nu er. Men da den menneskelige Paastaaelighed, ►betræffende ikke at ville vide Noget ⓘ afaf] , ændret fra om denne Snak om Efterfølgelse, blev mere og mere truende; da ►Leiesvende og Menneske-Trælle eller dog kun meget svagt Troende paatoge sig at være Ordets Forkyndere: saa blev Historien i Christenheden, fra Slægt til Slægt en stadig Slaaen af paa Prisen af det at være Christen. ⓘ TilTil] , først skrevet Tilsidst Sidst blev det en saadan Spotpriis, at vel snart den omvendte Virkning indtraadte, at Menneskene neppe gad have med Christendommen at gjøre, fordi den ved denne usande Mildhed var blevet saa vammel, at ►det æklede. At være Christen – ja, naar man da blot ikke bogstavelig ⓘ ⓘ stjælerstjæler] , ændret fra stjal, ikke bogstavelig ⓘ gjørgjør] , ændret fra gjorde Tyverie til sin Næringsveistjæler] ændret fra stjal, ikke bogstavelig gjør] ændret fra gjorde Tyverie til sin Næringsvei] , ændret i marginen fra stjæler; thi at være Tyv i sin Næringsvei, det kan godt forenes med at være en alvorlig Christen, der ►gaaer til Alters en Gang om Aaret og ►et Par Gange om Aaret eller dog bestemt Nytaarsdag210 i Kirke. At være Christen – ja, naar man da i ⓘ atat] K, at at R ►bedrive Hoer ikke overdriver, eller, forladende den gyldne ⓘ MiddelveiMiddelvei] , < middelvei, gaaer til Yderlighed; thi iagttagende – ►Decorum! – ɔ: skjult, med Smag og Dannelse, kan det endnu nok forenes med at være en alvorlig Christen, der idet236mindste een Gang hører en Prædiken for hver 14 Gange han læser Komedier og Romaner. Og at der skulde være Noget i Veien for, at man, paa enhver Maade aldeles bestemmede sig i ⓘ LighedLighed] , først skrevet Verden med Verdens Skikkelse, ved ethvert klogt Middel søgte at sikkre sig den størst mulige jordiske Fordeel, Nydelse o: s: v: – at der skulde være Noget i Veien for, at det ypperligt lod sig forene med at være en alvorlig Christen: 142 det vilde da være en latterlig Overdrivelse, en Uforskammethed, om Nogen vovede at byde os Sligt, en grændseløs Taabelighed af Den, der vovede det, da der dog ikke var eet eneste ⓘ MenneskeMenneske] , først skrevet Mennesker, der vilde reflectere paa – hvad der staaer eller at det staaer i det nye Testamente. Dette er en ►wohlfeil Udgave af det at være Christen, dog er det Virkelighedens Status; thi at Præster ⓘ om Søndagen om Søndagen] , ændret fra en Gang om Ugen ►i en stille Time declamere om ►de høie Dyder o: s: v: forandrer ikke Virkelighedens Status om Mandagen, da man forklarer sig en saadan Forkyndelse af, at det er Præstens Embede og ►Levebrød, og da mangen ⓘ PræstsPræsts] , ændret fra Præsters Liv vel ikke er anderledes end hiin Virkelighedens Status – men det er egentligen Existentsen der prædiker, det med Munden og Armene ►har ingen Art.

✂ Imidlertid vare der jo ogsaa Dem, som holdt Christendommen høiere i Priis, men aldrig høiere end omtrent til hiin stille Fromhed, der under Naadens Mildhed ⓘ oftereoftere] , ændret fra ofte tænker paa Gud, venter alt Godt af hans faderlige Haand, søger Trøst hos ham i Livets Nød.

✂ »At lide for Læren« – Christi Efterfølgelse: det er aldeles afskaffet, længst, længst bragt i Glemsel. Forsaavidt man i ►Prædikeforedraget ikke godt ganske kan undgaae at tale om Efterfølgelsen (om ⓘ NogleNogle] , ændret fra man dog end har vidst, at indrette det saaledes, at det lod sig gjøre) saa gjør man det saaledes, at det egentlig Afgjørende forties, og der sættes noget Andet istedet: at man bør finde sig i Livets Gjen143vordigheder med Taalmod o: s: v:.

✂ Men »Efterfølgelsen« er afskaffet. Den bestaaende Christenhed vilde ⓘ ►vistnok, dersom den da ellers ⓘ for Latter kundefor Latter kunde] , ændret fra kunde for Latter komme til at høre,vistnok, dersom den da ellers for Latter kunde] ændret fra kunde for Latter komme til at høre,] , ændret i marginen fra vistnok falde i den dybeste Forundring, hvis den fik at høre, at dette er det nye Testamentes og alle de sande Christnes ⓘ LæreLære] , < Lærerer efter det nye Testamente, at til at være sand Christen hører at lide for Læren. At211 lide for Læren – i den Grad kun at tjene een Herre, saaledes at følge Forbilledet efter, at man lider for at være Christen! At lide for Læren – »ⓘ neinei] , < nei, nu troer jeg« vilde vistnok Christenheden sige »nu troer jeg at det Menneske reent er gaaet 237fra Forstanden, at fordre at man skal lide for Læren: i den Grad at forfalde til Christendom er da meget galere end at forfalde til Spil, Drik, Hoer. Lad det være som Præsterne forkynde det, at Christendommen er den milde Trøst, en Slags Assurance for Evigheden: det lader sig høre, det kan man være villig til at give sine Penge for – og maaskee er det dog dyrt nok med de høie ►Præstepenge, saa vi forsaavidt kunne siges at lide for Læren. Men at skulle betale for at faae det forkyndt, at man skal lide for Læren: det Menneske er pinegal.« Dog ligger Skylden ikke hos ham, det »Pinegale« er egentligen, at man i at forkynde Christendom har udeladt og fortiet hvad der ikke behager det verdslige og ⓘ jordiskejordiske] , foran er slettet kloge Sind, og saa foranlediget hele denne Verdslighed til at bilde sig ind at være Christen.

✂ 144O, at der dog var blevet holdt igjen paa dette Punkt om Efterfølgelsen! At man, belært af ►tidligere Tiders Vildfarelser, havde sandt holdt igjen paa dette Punkt! Det er ikke skeet. Saa maa det skee. »Efterfølgelsen«, hvortil svarer: Christus som Forbillede, maa, hvis der skal blive Mening i Christenheden, igjen ⓘ anbringes, anbringes,] , < anbringes; men, som sagt, saaledes at man har lært Noget af tidligere Tiders Vildfarelse.

✂ Uden at anbringe »Efterfølgelsen« er det umuligt at faae Magt med Tvivlene. Derfor er ogsaa Tilstanden i Christenheden: at have sat Tvivl istedetfor Tro. Og saa vil man standse Tvivlen ⓘ medmed] tilføjet – Grunde; og endnu er man ikke standset i denne Retning, endnu har man ikke lært, at det er spildt Møie, ja at det er at nære Tvivlen, at give den Grund til at vedblive, endnu er man ikke opmærksom paa, at »Efterfølgelsen« er den eneste Magt, der, som en Politie-Magt, kan splitte alle Tvivlenes ⓘ Opløb Opløb] , herefter er slettet ad, og gjøre lyst, og tvinge til, hvis man ikke vil være »Efterfølgeren«, idetmindste at gaae hjem og holde sin Mund.

✂ »Efterfølgelsen«, hvilket svarer til »Christus som Forbillede«, maa drages frem, anbringes, bringes i Erindring.

✂ Lad os tage denne Sag fra Grun145den, dog i al Korthed. Verdens Frelser vor Herre 👤Jesus Christus er ikke kommet til Verden for at bringe en Lære; han har aldrig doceret. Da han ikke har bragt en Lære, har han da heller ikke søgt ved Grunde at bevæge Nogen til212 at gaae ind paa Læren, ikke ved Beviser at godtgjøre den. Hans Lære var væsentligen hans Liv, hans Tilværelse. Vilde Nogen være hans Discipel, da var, hvad jo ogsaa sees af Evangeliet, hans Fremgangsmaade en anden end den 238docerende. Han sagde til en Saadan omtrent: vov en afgjørende Handling, saa kan vi begynde. Hvad vil det sige? Det vil sige, Christen bliver man ikke ved at høre noget om Christendom, at læse Noget derom, at tænke Noget derover, eller ved, medens Christus levede, at see ham engang imellem eller at gaae og ►gabe paa ham hele Dagen: nei, der fordres ►en Bestedelse (Situation) – vov en afgjørende Handling; Beviset gaaer ikke forud men følger efter, er i og med Efterfølgelsen, der følger Christum efter. Naar Du nemlig har vovet den afgjørende Handling, saa Du bliver ueensartet med denne Verdens Liv, ikke kan have Dit Liv deri, støder sammen dermed: saa vil Du efterhaanden bringes i en ⓘ saadansaadan] , først skrevet Tilstand Spænding, at Du vil kunne blive opmærksom paa, hvad det er jeg taler om. Maaskee vil ogsaa Spændingen 146 virke saaledes paa Dig, at Du forstaaer, at Du ikke kan holde den ud uden at tye til mig – og saa kan vi begynde. Kunde man vente det anderledes af »Sandheden«? Maatte den ikke udtrykke, at det er den ⓘ LærendeLærende] , < Lærende, der trænger til Læreren, ►»den Syge der trænger til Lægen«, ikke omvendt, som Christendommen i en senere Tid blev forkyndt, saa det var »Lægen der trænger til Patienterne«, Læreren der trænger til de Lærende, og derfor, selvfølgeligt, maa, som en anden Sælger, der jo ikke forlanger, at et høistæret Publikum skal ►kjøbe Katten i Sækken, være til Tjeneste med Grunde, Beviser, Recomendationerne fra Andre, som ere blevne hjulpne eller underviste o: s: v:. Men den guddommelige Sandhed! Dog at den bærer sig anderledes ad, har ikke sin Grund i hvad man kun kalde guddommelig Fornemhed. Nei, nei, i den Henseende var ⓘ Verdens FrelserVerdens Frelser] vistnok villig til at fornedre sig som i Alt; men det kan ikke være anderledes.

✂ ►Vi ville nu ikke dvæle ved, hvorledes Christendommen efterhaanden udbredte sig i Verden, vi haste hen til et bestemt Punkt, der er afgjørende for Tilstanden i den nuværende Christenhed.

✂ Vi standse et Øieblik ved Middelalderen. Hvor store dens Vildfarelser end vare, dens Opfattelse af Christendommen har ⓘ eet eet] , < et afgjørende Fortrin for vore Tiders. 147 Middelalderen opfattede Christendommen ►i Retning af Handling, Liv, Existents-Omdannelse. Dette er det Værdifulde. Noget Andet er, at det var nogle besynderlige213 Handlinger, den hittede paa, at den kunde mene, at det at faste i og for sig var Christendom, det at gaae i Kloster, det at ►give Alt til de Fattige, for ikke at tale om, hvad ►vi nu neppe kunne omtale uden at smile, at det at ►hudflette sig 239selv, at ►gaae paa Knæerne, at ►staae paa eet Been o: s: v:, at det skulde være den sande Efterfølgelse. Dette var Vildfarelse. Og som det gaaer, naar man er svinget ind paa en forkeert Vei og derpaa stræber fremad, at man fjerner sig længere og længere fra det Sande dybere og dybere ind i Vildfarelsen, at det bliver værre og værre: saaledes her. Hvad der var værre end den første Vildfarelse udeblev ikke: at man hittede paa ►det Fortjenstlige, ►meente at have ved sine gode Gjerninger Fortjeneste for Gud. Og det blev værre, man ►meente endog i den Grad at have ⓘ Fortjeneste Fortjeneste] , < Fortjenester; først skrevet Fortjenester, af sine gode Gjerninger, at det ikke blot kom En selv til Gode, at man som Kapitalist og Selvskyldner kunde lade det komme Andre til Gode. Og det blev værre, det blev en reen Handel; Mennesker, der aldrig en Gang selv havde tænkt paa dog at tilveiebringe nogle af disse saakaldte gode Gjerninger, fik dog nu ⓘ fuldt opfuldt op] med gode Gjerninger at gjøre, forsaavidt 148 de bleve ►satte i Virksomhed som Kræmmere, der for Penge solgte Andres gode Gjerninger til bestemte men billige Priser.

✂ ►Da fremtræder 👤Luther. Denne Tilstand, siger han, er Aandløshed. En forfærdelig Aandløshed, ellers maatte De, der ved gode Gjerninger mene at fortjene Himlens Salighed, see, at dette er den visse Vei enten til ►Formastelse, altsaa til at gaae Glip af Saligheden, eller til Fortvivlelse, altsaa til at gaae Glip af Saligheden. Thi at ville bygge paa gode Gjerninger – jo flere Du øver, jo strengere Du er mod Dig selv, desto mere udvikler Du blot i Dig Angest, og ny Angest. Ad den Vei – hvis et Menneske ikke er ganske aandløst, ad den Vei kommer han kun til lige det Modsatte af Fred for sin Sjel og Hvile, til Ufred og Uro. Nei, ►et Menneske retfærdiggjøres ene ved Troen. Og derfor ⓘ ►i Guds Navni Guds Navn] ad Helvede til med Paven og alle hans Hjælperes Hjælpere; og ►bort med Klosteret, samt al Eders Fasten, Pidsken, og alt det Abespil, som er brugt op under Navn af Efterfølgelse.

✂ Men lad os ikke glemme, derfor afskaffede 👤Luther ikke Efterfølgelsen, ei heller det Frivillige, hvad ►Kjælenskabet saa gjerne vil bilde os ind om 👤Luther. Han anbragte Efterfølgelsen i Retning af at vidne for Sandhed, og ⓘ (dog uden at indbilde sig, at det var fortjenstligt)(dog uden at indbilde sig, at det var fortjenstligt)] udsatte sig der frivilligt for Farer nok. Det var jo ikke214 Paven, der angreb 👤Luther, det var 👤Luther, der angreb Paven; og 👤Luthers Liv var, 149 om han end ikke blev henrettet, dog et, menneskelig talt, offret Liv, et Liv offret til at vidne for Sandhed.

✂ 240Den nuværende Christenhed, idetmindste den jeg taler om, slutter sig til 👤Luther; noget Andet er, om 👤Luther kunde vedkjende sig den, om ikke ►det Sving, som 👤Luther gjorde, kun altfor let kan blive ⓘ ind ind] , foran er slettet et Sving paa en forkeert Vei, saasnart der ikke er en ⓘ 👤LutherLuther] , < Luther, med, hvis Liv gjør det sande Sving til Sandhed. I ethvert Tilfælde bliver det vistnok rigtigst, dersom man vil see, om der ikke er ►Misligheder i den nuværende Tilstand, at søge tilbage til 👤Luther og det Sving han gjorde.

✂ Vildfarelsen som 👤Luther svingede af fra var: Overdrivelse ►i Retning af Gjerninger. Og ganske rigtigt, han tog ikke ⓘ FeilFeil] , < feil: et Menneske retfærdiggjøres ene og alene ved Troen. Saaledes talte og lærte – og troede han. Og at dette ikke var at ►tage Naaden forfængeligt, derom vidnede hans Liv. Ypperligt!

✂ Men allerede ►den næste Slægt sagtnede, den svingede ikke med Rædsel af fra Overdrivelse i Retning af Gjerninger (hvad 👤Luther havde levet i) ind i Troen. Nei, den gjorde det Lutherske til Doctrin; og saaledes ►satte ogsaa Troen af i ⓘ Livs-KraftLivs-Kraft] , < Livskraft. Saa sattes der af fra Slægt til Slægt; Gjerninger – ja, det veed Gud, det var der rigtignok ikke mere Tale om, det var Synd at beskylde denne senere Tid for Overdrivelse i Retning af Gjerninger, og saa fjantet var man da heller ikke, at man ►formastede sig til at ville have Fortjeneste af hvad man fritog sig for at gjøre. Men nu ►Troen – mon den findes paa Jorden?

✂ Hvad Christus fordrede som Betingelse for at komme i den Bestedelse, at der kan være Tale om at blive Christen, en afgjørende Handling, det behøves nu ikke mere. Ens Liv er 150 væsentligen eensartet med Verdsligheden og denne Verden; saa hører man maaskee lidt om Noget, som maaskee er Christendom, man læser lidt, tænker lidt over Christendom, har engang imellem en Stemning – og saa er man Troende og Christen, ja man er det jo allerede iforveien, man fødes som Christen, snurrigt nok, og hvad der gjør det endnu snurrigere, man fødes som Lutheraner. Det er unegteligt en meget ►mislig Maade at blive Troende og Christen; den har ogsaa kun saare liden Lighed med ⓘ det Lutherskedet Lutherske] , ændret i marginen fra Luthers: fra den Rædsel, ►gjennem en Række Aar at have martret sig selv i et Kloster uden at finde Hvile for sin Sjel eller ⓘ HvileHvile] , først skrevet fra fra denne Rædsel, endelig at 215 finde Troens salige Udvei, saa det intet Under var, at denne ►forsøgte Mand vidnede saa stærkt mod at bygge sin Salighed paa Gjerninger, ikke mod Gjerninger – det var blot den listige Verden, som hørte feil.

✂ 241Men da man nu havde afskaffet det at blive Christen ved Hjælp af en afgjørende Handling, der kan tilveiebringe Bestedelsen (Situationen), hvor det afgjøres, om man vil være Christen eller ikke: saa satte man, for dog at gjøre Noget, det at tænke over Christendommen istedet, og ad den Vei meente man at blive Christen, for saa derpaa at ►gaae videre end Troen; thi man blev ikke staaende ved Troen, hvad Under vel, da man ikke, som 👤Luther fra ⓘ OverdrivelseOverdrivelse] , < Overdrivelser i Retning af Gjerninger kom til Troen, men udenvidere begyndte med Troen, 151 hvilken »naturligviis« Enhver har. Vil man kalde Middelalderens Christendom den klosterlig-asketiske, saa kunde man kalde vor Tids Christendom den professor-videnskabelige; Alle kunde ⓘ jo jo] , ændret fra naturligviis ikke blive Professorer, men ⓘ AlleAlle] , < alle fik dog et Anstrøg af en Slags Professor og af ►det Videnskabelige. Og som ⓘ i en første Tid ikke Alle bleve Martyrer, men Alle forholdt sig til Martyren; og somi en første Tid ikke Alle bleve Martyrer, men Alle forholdt sig til Martyren; og som] i Middelalderen ikke Alle gik i Kloster, men Alle forholdt sig til Klosteret og saae i Den, der gik i ⓘ KlosterKloster] , < Klosteret, den sande Christen: saaledes forholder i vor Tid Alle sig til Professoren, Professoren er den sande Christen. Og med Professoren kom Videnskaben, og ►med Videnskaben kom Tvivlene, og med Videnskaben og Tvivlene kom det videnskabelige Publikum, og saa kom Grundene ►pro und contra, ⓘ og man ►tydskedes pro und contraog man tydskedes pro und contra] ►»denn pro und contra i den Sag sich lader meget sige.«

✂ Professoren! Denne Mand omtales aldeles ikke i det nye Testamente, hvoraf man ⓘ da for det Førsteda for det Første] seer, at Christendommen er kommet ind i Verden uden Professorer. Og Den, der har noget Øie for Christendom, vil vel see, at Ingen ⓘ er saaer saa] tilføjet beregnet paa at praktisere Christendom ud af Verden som »Professoren.« Thi Professoren forrykker hele Synspunktet for Christendommen.

✂ Og derfor maa Efterfølgelsen 152 anbringes. Til Professoren svarer Christendommen som objektiv Lære, Doctrin.¹ Den Opfattelse af216 Christen242dom spiller saa, ved Hjælp af Tvivlen eller ved Hjælp af Grundene, Seiren i Hænderne paa Tvivlen, og forvandler, hvad Christendommen meest afgjørende trænger paa som paa det Afgjørende, Afgjørelse til Udsættelse fra Dag til Uge til Maaned til Aar til Levetid. Naar »Professoren« staaer paa sit Høieste, og Christenheden anskuer sig selv i Professoren, som den engang skuede sig selv i Klosteret, vil Tilstanden i Christenheden være den: ►Christendommen er egentligen ikke til, ►adhuc sub judice lis est, man imødeseer Resultatet ►betræffende hvad Christendom er, eller hvad der er Christendom. Troen er ikke til, høist en Stemning, der vakler mellem at erindre Christendommen som et Forsvundet og at forvente den som et Tilkommende. Efterfølgelsen er en Umulighed, thi da Alt er gjort svævende, kan man umuligt komme til at begynde paa noget Afgjørende, men Ens Existents driver saadan med Strømmen, og man bruger den naturlige Selvkjerlighed til at gjøre sig Livet saa behageligt som muligt. »Professoren« kan Intet gjøre fast, det han kan, er, han kan gjøre Alt svævende. Stundom seer det ud som var det lutter ►Tilforladelighed, Det Professoren foredrager. Det er dog ►en Skuffelse, ligger mere i 153 Mine og Forsikkringer, seet nøiere, er hans Fasteste dog indenfor ►den videnskabelige Tvivl og altsaa svævende. Kun Efterfølgelsen kan ►gjøre Enden fast; men som ►hiin Konge blegnede, da en usynlig Haand skrev paa Væggen: Du er veiet og fundet for let: saaledes blegner Professoren for Efterfølgelsen – ogsaa den udtrykker: 243Du er med Tyngden af al Din objektiv[e] Videnskab, Dine Folianter og ►Systemer, veiet og fundet for let. Hvad Under vel, thi, christeligt, er det netop den objektive Videnskab, der ►Intet mindre end tynger i Vægtskaalen. – Naar »Klosteret« er Misvisningen, maa Troen anbringes; naar »Professoren« er Misvisningen, maa Efterfølgelsen anbringes.

✂ Efterfølgelsen ⓘ maa bringesmaa bringes] , ændret fra maa anbringes; maatilføjet, muligvis i fremmed hånd i Erindring, dog, som tidligere bemærket, saaledes, at vi have lært Noget af svundne Tiders Vildfarelser.

✂ 217Den mildeste Maade, paa hvilken den kan ►bringes an, er: som Mulighed, eller hvad man vilde kalde dialektisk, saaledes, at den blot kommer til at trykke for ⓘ at at] , først skrevet b bringe Tvivlen til Taushed, ⓘ ogog] tilføjet for at holde lidt Justits paa Existentserne. Ganske simpelt saaledes, ►hvad jeg i en ⓘ foregaaende foregaaende] , først skrevet tidl Bog har antydet: kun Den kunde have Lov til at komme frem med Tvivl, Den, hvis Liv bar Mærke af Efterfølgelsen, eller Den, der dog ved en afgjørende Handling havde forsøgt at komme saa langt ud, at der kunde være Tale om at blive Christen. Enhver Anden har at ►holde sin Mund, han har aldeles ingen Ret 154 til at tale med om Christendom, allermindst contra.

✂ Dette er den mildeste Maade, paa hvilken »Efterfølgelsen« kan anbringes; det er blot »Professoren« der rystes af, det Videnskabeliges Vigtighed der tilbagevises, forresten skaanes Enhver, som sømmeligt vil forholde sig til Christendommen, han være nok saa langt tilbage, nok saa ⓘ langtlangt] , først skrevet langtfra fra at kunne kaldes en Christi Efterfølger, han skaanes, og Ingen ⓘ (det(det] , foran er slettet – bør være lært af en svunden Tids Vildfarelse) ►ængstes ud til at vove maaskee over sine Kræfter – under »Naaden« aandes frit og frimodigt. Mere foreslaaer jeg ikke. Om Nogen i strengere Forstand vil vorde »Efterfølgeren« – hvis det er Sandhed, jeg skal visseligen baade gjøre Plads og bøie mig for ham. Men som Tilstanden i Christenheden nu er, og som jeg er, der ikke er bedre end de Andre, mener jeg, at det Foreslaaede allerede vil være en Deel vundet. Og jeg for mit Vedkommende, jeg har en Angest for dette Høie: ⓘ ii] , foran er slettet at ⓘ strengerestrengere] , ændret fra strengeste Forstand at lide for Læren, at være »Efterfølgeren«, hvorimod jeg ikke skjuler, at det er Christendommens Fordring. Men jeg har en Angest – o, thi med dette kan saa let det Fortjenstlige komme igjen; og det er jeg dog af Alt meest bange for. Naar man indretter sit Liv saa beqvemt ⓘ ogog] , først skrevet s nydelsesrigt som muligt, og aldrig ►falder end i fjerneste Maade paa at offre Noget eller at give Afkald paa Noget, man kan faae: saa er det let nok at holde sig fri 244for 155 det Fortjenstlige. Men sandeligen, naar et Menneske for Alvor offrer Noget og Meget, og saa i daglig Lidelse, som blev hans Løn, maa fortære, hvad det menneskelig talt er, den Bitterhed at lønnes saaledes: o, det kan saa let skee et Menneske i et svagt, et Selvforglemmelsens Øieblik, at han mener at have Fortjeneste for Gud, at han, for at jeg skal tale billedligt, om end i et Billede, der kun svagt udtrykker hvad jeg mener, at han, som en Undersaat i et Selvforglemmelsens Øieblik ►lige over for Kongen, glemmer sig selv og ►lægger Haanden paa Kaarden.218 O, det er menneskeligt kun altfor let at forstaae. Frygteligt! Jeg er saa aldeles enig med 👤Luther, hvad enten han nu har udtrykt sig saaledes eller ikke: at et Menneske, der utallige Gange, ►om det saa var muligt, utallige Gange hver evige Dag et heelt Liv igjennem havde gjort sig skyldig i alle de rædsomste ⓘ Forbrydelser Forbrydelser] , ændret fra Forhaanelser – og dog har den Trøst tilbage at sige til Gud: ►Gud, vær mig Synder naadig, at han maa prise sig ubeskrivelig lykkelig sammenlignet med Den, der i størst mulige Selvfornegtelse, bringende ethvert Offer for Sandheden gjennem et langt Liv – et eneste Øieblik saae feil, og meente han havde Fortjeneste for Gud. O, rædsomste Forbandelse som et Menneske kan bringe over sig selv: at vove, at offre, at lide Alt – og saa, at det blev ham selv den frygteligste Qval ved Formastelse mod Gud. Dette er min Mening. Der er Øieblikke, hvor jeg ikke mener, man 156 ganske kan frikjende ►👤Luther for et vist Tungsind; men alligevel er jeg ganske enig med ham. Og derfor vover jeg ikke at anbringe Efterfølgelsen længere end som en trykkende Mulighed, der kan trykke Tvivlen til Taushed, og trykke ►i Retning af Ydmygelse. Det er en Formildelse, jeg tilstaaer det; jeg agter ikke at bære mig saaledes ad, at jeg i al Skjulthed formilder Christendommen. Nei, jeg melder mig saa høitideligt som muligt: at saaledes gjør jeg det. Man har, endog efter mine milde Begreber, utilladeligt formildet Christendommen. Ikke dette opholder jeg mig over; men man har gjort det saa skjult som muligt, man har sagt ved sig selv: lad bare Ingen mærke det. Dette er i mine Tanker oprørende. Hvem skulde jeg da frygte for? Menneskene? Dem frygter jeg ikke, og skal jeg ikke frygte! Gud? Men hvad hjælper det, hvor skjult jeg end gjør det, han seer det jo alligevel; og Det han maaskee ikke tilgiver mig, er just, at jeg vil holde det skjult.

✂ Efterfølgelsen maa anbringes for ⓘ atat] , foran er slettet ikke trykke til Ydmygelse. Ganske simpelt saaledes. Enhver skal maales med Forbilledet, med Idealet. Al 245denne Sludder om, at ⓘ Det Det] , < det var blot sagt til Apostlene, og Det blot til Disciplene, og Det blot til de første Christne o: s: v: o: s: v: skal ⓘ bort.bort.] , < bort; Christus vil lige saa lidt nu, som han vilde ⓘ denden] , < denne Gang, have Beundrere, end sige Vrøvlehoveder, men kun Disciple. »Discipelen« er Maalestokken; Efterfølgel157sen, og Christus som Forbilledet maa anbringes. At jeg saa ►gaaer reject eller bliver ►Fux: det finder jeg mig ydmygt i. Men jeg, og ►Enhver skal maales med Idealet, efter Idealet skal det bestemmes, hvor jeg er. Det skal ikke ⓘ – og219 Gud være lovet, at det ikke skal; thi det er dog en sørgelig, en ussel Kortsynethed at ⓘ ville ville] , først skrevet væ sælge sin høie Værdighed at forholde sig som Fux til Idealet, for at vinde Middelmaadighedens indbildte Selvtilfredshed ved Sammenligningen med Andre, en Kortsynethed, som da ►👤Esau solgte sin Førstefødselsret for en Ret Lindser – det skal ikke– og Gud være lovet, at det ikke skal; thi det er dog en sørgelig, en ussel Kortsynethed at ville] først skrevet væ sælge sin høie Værdighed at forholde sig som Fux til Idealet, for at vinde Middelmaadighedens indbildte Selvtilfredshed ved Sammenligningen med Andre, en Kortsynethed, som da Esau solgte sin Førstefødselsret for en Ret Lindser – det skal ikke] være saaledes, at vi Mennesker have Lov til at afskaffe de ideale Fordringer, sigende: det er ikke Noget for os, og saa udfinde en vis Middelmaadighed, og saa begynde der, og gjøre det til Maalestok, og saa blive maaskee endog udmærkede – nemlig fordi Maalestokken er blevet gjort om efter os.

✂ Lad mig ved et Billede oplyse hvad jeg mener. Tag en Skole, lad, det kan vi jo tænke os, ⓘ lad lad] , først skrevet og i Fattig der være en Classe paa 100 ⓘ jævnaldrendejævnaldrende] ►Disciple, der skulle lære det Samme og have den samme Maalestok. At være No 70 og derfra nedefter, det er at være langt nede i Classen. Hvad om nu de 30 Disciple fra No 70 hittede paa, om det ikke kunde tillades dem at blive en Classe for sig selv. ►Hvis saa, saa blev altsaa No 70 No 1 i Classen. Det var at komme op – ja, om man saa vil, ⓘ efterefter] , foran er slettet thi mine Begreber var det at komme ⓘ endnu længereendnu længere] tilføjet ned, at synke ned i ussel, løgnagtig Selvtilfredshed, thi det er dog at være langt høiere oppe, sandt, at ville ►finde sig at være No 70 efter en virkelig Maalestok. Saaledes i Livets Virkelighed. Hvad er Spidsborgerlighed, hvad er Aandløshed? Det er at have forandret Maalestokken ved at udelade Idealerne, at have forandret Maalestokken efter hvordan vi Mennesker, som nu leve her paa dette 158 Sted, nu engang ere. Hele 📌Europa kan være spidsborgerlig, og en lille afsides liggende Kjøbstad kan maaskee ikke være det. Alt beroer paa, om den sande Maalestok bruges. Men den ►sandselige Velvære er ingen Ven af Idealernes Maalestok.

✂ See, derfor er det gaaet tilbage i Christenheden, fordi man har afskaffet ⓘ EfterfølgelsenEfterfølgelsen] , < Efterfølgelsen, og ikke engang anbragt den til at trykke – omvendt ►et 246babelsk Oprør mod Himlen, omvendt, thi det babelske var (i al sin Fornegtelse dog langt, langt at foretrække) et Forsøg paa, ved en Opstand, at storme Himlen, det andet er et Forsøg paa, i Selvklogskab og Selvtilfredshed, ved ►et Affald, at blive skilt fra Himlen og Idealerne. Lad os tænke en christen By. Christeligt er Maalestokken: Discipelen, Efterfølgeren. Nu, men ⓘ ►derstedsdersteds] , ændret fra hersteds er rigtignok Ingen, der kan ⓘ udholde denudholde den] tilføjet ⓘ MaalestokMaalestok] , < maalestok. Derimod er der fE Pastor Jensen. Det er en begavet, en klog Mand, og der er meget Godt at sige om ham. Saa lad os gjøre ham til No 1, og indrette220 os derefter, det er der Mening i, saa kan man dog blive til Noget i Verden. »Ja, men efter Idealets Maalestok er Hr Jensen, for at erindre om hiint Billede, kun No 70 i Classen.« Aa, blæse være med Idealerne, naar man skal have dem med, kan jo ⓘ intetintet] , først skrevet I Menneske have Lyst til at leve. Og hvad mener Hr Jensen? Han mener – ak derpaa kjender man, at han ikke engang er No 70 – han mener, at han passende kan afgive Maalestok og 👤►Mynster, at det er Phantasterie med disse overdrevne ⓘ Fordringer. Fordringer.] , først skrevet Fordringer; Og saa leges der Christendom i den By: 159 Pastor Jensen, en Selskabsmand ganske som skabt for denne Selskabsleeg, bliver i Legen den sande Christen, endog Apostel, besynges i Aviserne som Apostel, bliver i Egenskab af Apostel – fortræffeligt! – overøst med alle Livets Behageligheder, som han ogsaa veed ⓘ – i Egenskab af Apostel? –– i Egenskab af Apostel? –] at sætte Priis paa.

✂ See, det er spidsborgerligt at indrette sig saaledes i formeentlig Christendom, at man egentligen afskaffer Christendommen. Hvilken Christendommens Fordring er, staaer ikke fast, det beroer paa, hvilke Mennesker man lever imellem. Istedetfor Efterfølgelse faaer man egentligen: at være som Folk er fleest; og det at være lidt bedre er det Store. Men naar det bliver saa ►godt Kjøb at blive Christen, saa kommer ⓘ ØrkesløshedenØrkesløsheden] , først skrevet Øieblikket, og saa kommer Tvivlen, og saa kommer det egentlig Sande frem, at man ikke kan begribe, hvortil Christendommen skal. Og det er ganske sandt; thi er Fordringen ikke større, saa bliver en Frelser, en Forsoner, Naade o: s: v: en phantastisk Luxus, og forsaavidt man ikke slipper det Christelige, men vedbliver at bevæge sig i dets Udtryk, bliver man lige saa latterlig, som naar et Barn har sin Faders Klæder paa. Hvad Christendommen forudsætter: ►en sønderknust Samvittigheds Qvaler, Trangen til Naaden, den dybt følte Trang, alle disse frygtelige indre Kampe og Lidelser; hvad Christendommen forudsætter for at 247kunne anbringes og bringe Naade, Frelse, Haab om evig Salighed, Fred for Samvittigheden: det findes ikke, eller kun i en lavcomisk ⓘ FormindskelseFormindskelse] , ændret i marginen fra Mignatur. Alligevel vedbliver man at tale om Naaden, Frelsen, Forsoningen – i Grunden lutter Over160flødighed, som man, høist, indbildt trænger til. Og saa tilsidst bliver man kjed af Christendommen; thi »Efterfølgelsens« Tryk manglede, Idealet, Christus som Forbillede.

✂ At lide for Læren, at ville lide for Læren, ikke tilfældigviis at komme til at lide for den: ja, den Art Christendom er gaaet af Brug. En næste Art Christendom, hvor der da i ethvert Tilfælde ikke er221 Tale om dette Afgjørende, at lide for Læren, findes maaskee neppe nok: en Christendom, hvor de sjelelige Tilstande, hvilke Christendommen forudsætter, ere, som man siger det om en Sygdom, kjendelige, ⓘ charakteristisk charakteristisk] , < carakteristisk kjendelige, ►en ængstet Samvittigheds Kamp, ►Frygt og Bæven, fremdeles Anstødet af det Christelige dybt, livsfarligt, at det Christelige er ►Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab – ogsaa denne Art Christendom findes vel neppe nok ⓘ eller dog kun sjeldenteller dog kun sjeldent] i vor Tid, og i ethvert Tilfælde her er ikke Tale om at lide for Læren. Den findes vel neppe, ►hvor skulde den det i vore Tider, da hele Levemaaden er beregnet paa at ►forhindre Sindet fra at faae den Indadvendthed, at saadanne Sjeletilstande ►kunne faae Charakteer. I vor Tid – det er Sandhed, og det er betegnende for vor Tids Christendom – i vor Tid er Lægen Sjelesørgeren. Man har en dog maaskee ugrundet Angest for at kalde Præsten, der dog muligt i vor Tid vilde tale omtrent som Lægen; saa kalder man Lægen. Han veed ogsaa Udvei: »De maa gjøre en Badereise, saa maa De holde Ridehest, thi det lader sig gjøre at ride fra Grillerne, og saa Adspredelse, Adspredelse, megen Adspredelse, De maa sikkre Dem hver Aften en oprømt ►L'hombre, derimod skal De ikke spise 161 ⓘ megetmeget] , foran er slettet for om Aftenen lige før De gaaer i Seng, og pas endelig paa, at der er luftet godt ud i Sovekamret – det skal nok hjælpe.« »Mod en ængstet Samvittighed?« »Aah, ►pak sig med den Snak! En ængstet Samvittighed; Sligt forekommer ikke mere, er en Reminiscents fra ►Slægtens Barnealder. Der er da heller ⓘ ingeningen] , < ingen ingen oplyst og dannet Præst, der ►falder paa at komme med Sligt – det vil sige udenfor Søndags-Tjenesten, som er noget Andet. Nei, lad os aldrig begynde paa det med en ængstet Samvittighed, saa kan vi snart faae hele Huset gjort til en ►Daarekiste. Jeg er af den Tanke, at hvis jeg havde i min Tjeneste et forresten udmærket Tyende, som jeg saare nø248digt skilte mig ved og meget vilde savne – hvis jeg mærkede, at han eller hun befattede sig med at have en ængstet Samvittighed: ubetinget ⓘ OpsigelseOpsigelse] , først skrevet o; det var det jeg sidst vilde taale i mit Huus. Og om det var mit eget Barn, han kom til at flytte ud.« »Men, Hr Dr., det var da en forskrækkelig Angest for (Noget som De jo siger ikke er til) »en ængstet Samvittighed«, fast skulde man troe, det hævner sig, at man vil afskaffe Samvittighedens Angest – denne Angest er jo som en Hævn.« – En næste Art Christendom, hvor der ⓘ dada] tilføjet i ethvert Tilfælde ikke er Tale om at lide for Læren, den findes maaskee sjeldent nok: en stillere Nydelse af Livet, iagttagende222 en borgerlig Retfærdighed, ►derhos oftere tænkende paa Gud, saa Tanken om ham bringes lidt med ind; men uden engang ⓘ dybtdybt] , foran er slettet ret at have 162 Stødet af Anstødet ved det Christelige, uden ret at mærke, at det Christelige er Jøden i mig til Forargelse og Grækeren i mig en Daarskab; og i ethvert Tilfælde at lide for Læren er der her ikke Tale om. – Den almindelige Art Christendom er: et verdsliggjort Liv, vel mere af Klogskab end for Samvittighedens Skyld undflyende store Forbrydelser, snild søgende Livs-Nydelse – og saa engang imellem en saa kaldt from Stemning. Det er Christendom – i samme Forstand som en Smule Qvalme og lidt Mavepine er ►Cholera. »Man kan jo kalde det Cholera.« Ja, det kan man godt, og for Tydeligheds Skyld kalde det dansk, eller endnu tydeligere kjøbenhavnsk, eller endnu tydeligere ►christianshavnsk Cholera – og saaledes kan man ogsaa kalde dette Christendom. Det vil sige, vi ►her paa Bjerget bliver enige om, eller maaskee en enkelt Gade bliver enig om, at det er Christendom – og saa er det Christendom. Hvad Under saa, at Menneskene have tabt baade Respekten og Smagen for Christendom. Thi man kan, usandt, gjøre Christendommen saa streng, at det Menneskelige maa oprøre sig mod den for at kaste den af sig, eller støde den fra sig. Men man kan ogsaa gjøre Christendommen saa mild, eller saaledes tillave den med Sødt, at det dog ikke hjælper alle de 163 Forsøg man gjør ved Hjælp af Beviser og Grunde at pirre Appetiten og give Menneskene Smag for den, men at det maa ende med, at de ækles ved den. Nei, der skal Salt i Maden. Og, sandeligen det er der sørget for i det nye Testamente. ►Det ⓘ glade glade] , først skrevet skal Budskab skal ikke ved Hjælp af Grunde og Beviser paaprakkes Menneskene, uværdigt, som naar en Moder maa sidde og tigge Barnet til at spise den sunde og fortræffelige Mad, det dog kimser ad og ikke ret gider spise. 249Nei, Appetiten skal paa anden Maade vækkes – og saa skal man vel finde det glade Budskab velsmagende.

✂ At lide for Læren. Det er dette, der uendelig forandrer Alt i Forhold til at blive og være Christen; dette der uendeligt lægger Tyngden paa. Eller hvis Christus havde forkyndt den Art Christendom, som nutildags Præsten, hvor lader det sig forklare: den Bekymring han havde for og af Disciplene, disse redelige, behjertede Mennesker, som sandeligen vare ►villige nok til ⓘ at slippe Alt for atat slippe Alt for at] ⓘ tagetage] , ændret fra at tage fat og holde ud? Men her var Tale om »Efterfølgelse« i strengeste Forstand. Christus vidste det selv, at han maatte gjøre disse Mennesker, menneskelig talt, saa ulykkelige og elendige som Mennesker223 kunne ⓘ blive blive] , herefter er slettet det, ►»de Elendigste af Alle« – hvis de skulde tilhøre ham. Og ikke blot dette, men at han maatte forlange af dem, at de dog fastholdt, at det var det udvalgte Vilkaar, der blev dem til Deel, at det var idel Glæde saaledes at lide, 164 Guds ►overvættes ⓘ særligesærlige] tilføjet Naade og Kjerlighed mod dem. O, Rædsel! At det, der skal være det glade Budskab, Trøsten, ⓘ GlædenGlæden] , først skrevet Glæden, – at det er Det, der, menneskelig talt, gjør mig til den elendigste af Alle, hvad jeg altsaa kan undflye ved ikke at have med det at gjøre! Og dernæst, at Fordringen saa ikke blot er, at jeg taalmodig skal bære dette, men at jeg skal finde Glæden og Saligheden deri – som hvis man vilde forlange, at En, der maatte udholde en legemlig Pinsel, ikke blot skulde tvinge sig selv, saa han ikke skreg, men skulde saaledes mere end seire over sig selv og Smerten, at det, naar man saae paa ham, saae ud som var det Vellyst, og at dette ikke var et kunstigt Bedrag, men det virkeligt ►var ham ⓘ saa:saa:] , først skrevet saa! frygteligt! See derfor i Christi Samtaler med Disciplene det Idelige og Idelige: ►forarges ikke paa mig; ►lader dette ikke forarge Eder; ►salig Den, der ikke forarges paa mig; ►jeg siger Eder det forud, at, naar det skeer, ⓘ I da ikkeI da ikke] K, ikke R skulle forarges; ►vaager og beder, ►husker paa, hvad jeg haver sagt Eder, at, naar Øieblikket kommer, I da ikke forarges! O, det er ►en saa trang og saa smal Vei, og ligefrem kan jeg ikke hjælpe Eder! O, Forargelsen ligger i ⓘ ethvert ethvert] , først skrevet i eet væk Øieblik saa nær, dens Mulighed følger hvert Skridt! Det kan blive for Eder saaledes, at Taalmodigheden brister og Troen, at I oprøres mod mig – salig Den, som ikke forarges! Og om I end udholde taalmodigen at lide ⓘ Alt – Alt –] , ændret fra Alt, dersom Eders Taalmodighed kun er taus Underkastelse, saa ere I dog i Grunden forargede ⓘ paapaa] tilføjet mig – salig Den, som ikke forarges paa mig!« Tag et menneskeligt Forhold. Lad en Elskende 250sige til den Elskede: min kjere Pige, jeg giver Dig din Frihed, vi maae skilles, at tilhøre mig vilde betyde, det kan jeg med Vished sige Dig forud, at Du, menneskelig talt, blev saa ulykkelig som muligt. Lad os antage, at hun svarede: Alt vil 165 jeg taale, thi kun da er jeg blevet ulykkeligst, naar jeg er skilt fra Dig. Lad os gaae videre, lad os antage, at han svarede: vel, men jeg maa fordre Eet endnu, hvis Du skal blive hos mig, at Du fastholder, at det saaledes at blive ulykkelig med mig, dog alligevel er den høieste Lykke. Hvad saa? Vilde saa denne Pige ikke have fuldkommen Ret ⓘ ii] , først skrevet til at sige: dette er Vanvid? Jo; og vil hun ikke, saa vil jeg paa hendes Vegne sige: forekommer Sligt i Forholdet imellem Menneske og Menneske, da er det Vanvid.224 Og jeg kunde kun ønske Eet, at faae Lov til at banke dette Vanvid eller dette Galskab ud af den Skyldige; thi ⓘ somsom] tilføjet der gives ►Besættelser, der kun kunne uddrives ved Bøn og megen Fasten, saa gives der ogsaa Galskab, som kun paadrages ved egen Skyld. Men i Forholdet mellem ►Gud-Mennesket og et Menneske kan Forholdet ikke være anderledes – salig Den, som ikke forarges!

✂ At lide for Læren. »Men derom kan jo dog ikke være Tale i disse Tider, da ►Christendommen fuldkomment har seiret, og Alle ere Christne.« Jeg kunde fristes til at sige: ►vee, vee Dig, Du Hykler! Men det vil jeg ikke. Jeg vil hellere sige: min gode Mand, De troer ikke selv hvad De siger, De veed meget godt det er Usandhed, og hvortil saa saadan Tale, hvorfor vil De være ligesom den Mand, der for Alles Øine ►staaer med en hvid Pind i Munden og troer, han er usynlig. Nei, Fordringen til at ⓘ lide lide] , først skrevet <l>yde for Læren er i dette Øieblik lige saa gyldig og anven166delig, som den var i Begyndelsen. Sagen er ganske simpel. Ethvert Menneske, der sætter en sand Selvfornegtelsens Handling ind, han vil komme til at lide derfor. Dersom ►dette ikke var saa, var jo sand Selvfornegtelse en Umulighed; thi den Selvfornegtelse, der paa udvortes Maade lønner sig, den er jo ikke sand Selvfornegtelse. Det vaager derfor ogsaa ►Styrelsen ⓘ kjerligtkjerligt] over, at hvis der er et redeligere Menneske, der vil fornegte sig selv, at det saa ogsaa kan blive sand Selvfornegtelse. Derimod kjender man usand Selvfornegtelse paa, at den i sit Første seer ud som Selvfornegtelse, men at den paa en anden Maade udvortes betaler sig, saa den i Grunden er klog Beregning.

✂ ⓘ LadLad] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang os tage et Exempel paa sand Selvfornegtelse. ►👤Luther fE. Han var strengt optugtet til at kunne udtrykke den Art Fromhed, der i Middel251alderen æredes og hædredes under Navn af Selvfornegtelse – som altsaa derfor ikke var sand Selvfornegtelse. Og just den Art Fromhed kaster 👤Luther sig imod. Nu lod det sig tænke, at han havde valgt at blive fE en høifornem Geistlig, for paa den Maade at lønnes for sin Selvfornegtelse, at vidne mod den usande Art af Selvfornegtelse. I saa Fald havde det atter ikke været sand Selvfornegtelse. Men den redelige 👤Luther saae rigtigt. Han vidnede mod hvad Tiden ansaae for sand Selvfornegtelse, han bortskar sig selv Leiligheden til at gjøre Lykke derved, 167 maaskee hjalp Styrelsen ham ogsaa i denne Henseende: og her er sand ⓘ Selvfornegtelse.Selvfornegtelse.] , først skrevet Selvfornegtelse. Lad en saadan

✂ Lad en saadan Handling skee for os, at ►vi ret kunne see, hvorledes det gaaer til. Der er da et ⓘ redeligereredeligere] , først skrevet redeligt Menneske, der føler sig drevet225 til i een eller anden Henseende at vidne for Sandhed mod Usandhed, der har Magten, just fordi den ansees for at være Sandheden. Han forstaaer selv, at det er Fare, men han er villig til at udsætte sig for den. Og dog, maaskee har han ikke ganske forstaaet sig selv. Derimod, han er ganske overbeviist om Sandheden af det han vil drage frem; han er i den Grad overbeviist, at det – o, menneskelige Hjerte! – uvilkaarligt paanøder sig ham, at naar det blot bliver hørt, saa maa det seire, vinde Menneskene for sig. Saa siger han det da ud – men forunderligt, han møder overalt kun Modstand, han høster paa enhver Maade Utak, ikke blot af Dem, af hvem han havde ventet det, men ogsaa af Dem, for hvis Skyld han havde meent at burde vidne for Sandhed – som jo fE ►👤Moses ikke blot havde sin Ulykke med Ægypterne, men ogsaa med Jøderne, for hvis Skyld han dog udsatte sig for alle Bryderierne og Farerne. Nu bliver da dette Menneske bekymret, det tager paa ham. Saa tyer han, som naturligt, derhen, hvor han pleier at søge Hjælp: til Styrelsen. Han foredrager sin Nød, hvad vil Styrelsen svare? 168 Kjerlig og mild, som Styrelsen altid er, svarer den: men, min lille Ven, det var jo Det, Du vilde. Ikke sandt Du vilde øve Selvfornegtelse, kan Du negte det slog til, Leiligheden er jo netop nu for Dig til at øve den. Lad os tænke, at han svarer: ja, det forstaaer jeg, nu forstaaer jeg det. Men, at jeg skal være oprigtig, saaledes forstod jeg det ikke ganske, da jeg besluttede mig til at handle og begyndte. Jeg føler, at ►det er ligesom Søen gaaer mig for høi. Hvad vil Styrelsen vel svare? Kjerlig og mild, som den altid er, aldrig grusom, siger den: ja, ja min lille Ven, saa skal vi nok hjælpe Dig ud af 252det igjen, naar Du har ydmyget Dig derunder, og lært Ydmygelse af denne lille Lection. Men der kunde ogsaa skee noget Andet. Idet Styrelsen gjør det tydeligt for den Kæmpende, hvorledes det hænger sammen, at det just hører med til sand Selvfornegtelse, da foregaaer der en Forvandling med ham, som Barnets Forundring, naar det pludselig forstaaer, som ⓘ denden] , foran er slettet naar elskende Piges lyksalige Forundring, naar Det, hun havde troet vidnede mod at hun var elsket, naar hun pludselig forstaaer, at det vidner for – saaledes forundres ogsaa han. Thi, siger han, det jeg leed, eller det der smertede mig, var dog egentligen, at jeg i denne Modstand saae et Beviis for, at jeg var kommet forkeert ud. O, men nu da 169 Du, kjerlige Styrelse, forklarer mig det, og forklarer Dig for mig – o, jeg ønsker nu blot at blive derude i Forstaaelse med Dig. Her er saa et Exempel226 paa sand Selvfornegtelse, hvortil altid hører: at lide for det Gode man gjør. Og som det gjaldt for 1800 Aar siden, ►saa gjælder det iaar, og om 1800 Aar, at Den, der sætter en sand Selvfornegtelsens Gjerning ind i denne Verden, han kommer til at lide derfor. Men den Christen, som ikke gjør det, han har paa een eller anden Maade sparet sig selv, klogt unddraget sig o: s: v:. Det maa han saa tilstaae. Det gjør jeg. Men jeg vil ikke hverken vrøvle eller hykle paa en Prædikestoel; er jeg ikke kommet til at lide for Læren, kommer jeg ikke dertil: jeg tilstaaer, det ligger i ⓘ mig mig] , først skrevet mig, og i min verdslige Klogskab. Saa har jeg fremdeles – som Politiets mistænkelige Personer have at ►melde sig ved Protokollen – jeg har at melde mig for Styrelsen ►betræffende denne Mislighed med min Væren-Christen. Styrelsen vil nok have med mig at gjøre, idel Kjerlighed og Naade og Forbarmelse som den er; men den fordrer, ⓘ atat] tilføjet jeg skal være redelig mod den.

✂ Christus er Forbilledet, hvortil svarer »Efterfølgelsen«. Der gives egentligen kun een sand Maade at være Christen paa: 170 Discipelen. »Discipelen« har blandt ⓘ andreandre] , ændret fra Andre ogsaa ►det Kjende: at lide for Læren. Enhver, der ikke har lidt for Læren, har paa een eller anden Maade ►forskyldt den Skyld, at bruge sin Klogskab til, verdsligt, at spare sig selv. At han derfor ikke skulde turde kalde sig Christen, eller at han ikke skulde blive salig, er langt fra min Mening, Gud forbyde, at jeg skulde vove at sige, hvad der da værst vilde komme til at gaae ud over mig selv. Men han har at gjøre Indrømmelse. Og forsaavidt han er en af Dem, der have paataget sig at forkynde Christendom, har han at betænke, at 253han, ved saaledes at spare sig selv, har svækket Indtrykket af Christendommen, der er blevet mindre ►kjendelig for Andre, bidraget til at forvirre Synspunktet for Christendom. Thi ikke er Christendommen saaledes kommet ind i Verden, at det var verdslig Klogskab og menneskeligt Klynkeri, der ved at slaae af meente at vinde Mange – det er i Tal Fremskridt, i Sandhed Tilbageskridt. Nei, det Ubetingede (det kan vel Enhver begribe) kan ikke komme ind ved Hjælp af, at der slaaes af; thi slaaes der af, er det jo ikke det Ubetingede. Ved at der slaaes af kommer det Ubetingede derimod ud af ⓘ Verden, Verden,] , først skrevet Verden. eller, hvilket er det Samme, det breder sig saaledes, at det falder sammen med det Betingede.

✂ 171 At lide for Læren, det er afskaffet. Man kan derfor heller ikke med Sandhed forsvare Tilstanden i »Christenhed« saaledes, at man227 siger: »der er naturligviis megen Ufuldkommenhed, mange ⓘ SvageSvage] , < Svage, iblandt os, Mange, hvis Christendom kun er en Tilnærmelse, endog en svag Tilnærmelse til Christendom, ►megen Klinte blandt Hveden«; thi saa maa jeg spørge den Talende: er Du da Hvede? Og upaaseet tør jeg nok sige det, den saaledes Talende er ikke mere sand Christendom end jeg er. Maaskee vil En sige: han er det mindre. Det vil jeg ikke sige, hvortil sligt, smaaligt, menneskeligt Qævl. Men jeg vil sige: han er det ikke mere; og det vil jeg ►holde hart ved. Men saa er det forvirrende at tale paa den Maade: der er iblandt os Mange, hvis Christendom kun er en Tilnærmelse – som var den saaledes Talendes og overhovedet »Christenheds« Christendom den sande Christendom. Og dette benegter ⓘ jeg, jeg,] , først skrevet jeg. dog ikke som meente jeg at være den sande Christen i Modsætning til de Andre, nei, som jeg har ►sagt i den nærmest foregaaende Bog: »jeg tilhører Gjennemsnittet ⓘ blandt os«blandt os«] , ændret fra blandt Mennesker. Jeg siger derfor ogsaa – og ►det har jeg antydet i en tidligere Bog – min Christendom er ikke den sande Christendom, det er en Tilnærmelse. Maaskee er der Mange, som ere i ⓘ detdet] , ændret fra samme Tilfælde, at deres Christendom ogsaa er en Tilnærmelse. Dog bør man altid passe lidt paa denne Bestemmelse »Tilnærmelse«, at man da 172 ikke udvider den saaledes, at man regner dem med, hvis – Christendom! – er en Fjernelse fra Christendommen; i Forbigaaende kan man jo saa let tage ⓘ FeilFeil] , < feil, naar man møder en Mand paa Veien til Byen, og ikke lægger Mærke til, om han gaaer til eller fra Byen.

✂ Ved at opfatte Christendommen som Lære er Forholdet i Christenheden blevet idel Forvirring, og Bestemmelsen af det at være Christen 254næsten gjort ukjendelig. Saa maa Christus som »Forbilledet« drages frem, men ikke for at ængste – dog det er maaskee en aldeles overflødig Bekymring, at man nu tildags skulde kunne ængste Nogen med Christendom; men i ethvert Tilfælde: ikke for at ængste, det bør være lært af tidligere Tiders Erfaring. Nei, »Forbilledet« maa bringes frem for idetmindste at skaffe Christendommen nogen Respekt, at faae det ►gjort lidt kjendeligt, hvad det er at være Christen, at faae Christendommen fra det Videnskabelige og Tvivlen og Vrøvlet (det Objektive) sat over i det Subjektive, hvor den hører hjemme, saa vist som ►Verdens Frelser, vor Herre 👤Jesus Christus, ikke har bragt nogen Lære ind i Verden og aldrig har doceret, men som »Forbilledet« ►fordret »Efterfølgelse«, dog ved sin »Forsoning« forjagende, om muligt, al Angest af et Menneskes Sjel.