Dømmer selv! Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet

✂

1. Manuskriptbeskrivelse

✂ Til Dømmer selv! Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet (forkortet DS) findes følgende manuskripter, som alle befinder sig i Kierkegaard Arkivet (KA) på 📌Det Kongelige Bibliotek. Rækkefølgen afspejler kun tilnærmelsesvis tilblivelseskronologien, som vil blive udredt i afsnit 2. Som tekstgrundlag for DS i SKS 16 er benyttet mss. 2.4-2.11 og 4.2.

✂

2. Tilblivelseshistorie

✂ I 1851 realiserede SK to udgivelsesprojekter, Om min Forfatter-Virksomhed og To Taler ved Altergangen om Fredagen. De havde været undervejs siden hhv. 1848 og 1849 og udkom begge den 6. aug.*Jf. tekstredegørelsen til To Taler ved Altergangen om Fredagen i SKS K12, 329-358; 329, og til Om min Forfatter-Virksomhed i SKS K13, 7-64; 63-64. Da SK indledte renskrivning og korrekturlæsning af de to skrifter i juli 1851, var han desuden i gang med udarbejdelsen af et tredje, Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet. Ideen hertil var først opstået i maj måned, og tilblivelsesprocessen var i modsætning til de foregående to bøger så uproblematisk og effektiv, at SK kunne udgive Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet blot en god måned efter Om min Forfatter-Virksomhed og To Taler ved Altergangen om Fredagen, den 12. sept. 1851.*Jf. tekstredegørelsen til Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet i SKS K13, 101-129; 101.

✂ DS blev påbegyndt samme efterår eller vinter. Den eneste datering findes 173på indholdsfortegnelsen, som har påskriften »1851.52« (ms. 2.4). En journaloptegnelse (NB24:157) fra sept.-okt. 1851, ikke lang tid efter udgivelsen af Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet, indeholder et tydeligt motiv fra DS. Den lyder i sin helhed:

Ingen kan tjene to Herrer

Indledning.

Evangeliet siger: Ingen kan – hele Verden siger lige det Modsatte: jo det lader sig ypperligt gjøre; thi aldrig har der levet noget Msk, uden at det jo har gjældt om ham, at han mere eller mindre har tjent to Herrer. – Dog slaaer Evangeliet ikke af i Betragtning og medierer eller siger »til en vis Grad« kan være nok.
Kun Een har virkeligt realiseret det kun at tjene een Herre, han der siger Ordet »Ingen kan tjene to Herrer« – 👤Jesus Christus, Forbilledet.
Men hvorledes maatte han saa leve? Først i Armod og Ringhed, saa i idel Opoffrelse
Og hvorledes gik det ham saa (hvilket han maatte finde sig i – for ikke at tjene to Herrer)? Han maatte lide derfor; thi alle Andre vilde tjene to Herrer, og det var Det, de ogsaa vilde tvinge ham til. Og dette maatte han lide for ikke [at] komme til at tjene to Herrer. Han blev saa forfulgt (af Dem, der vilde tjene to Herrer) forladt (af Dem, der vilde tjene to Herrer) forraadt (af Dem, der vilde tjene to Herrer) dømt, korsfæstet. O, er det saaledes: kun at tjene een Herre? Ja saaledes er det.
Men Χstus vil ikke ængste Livet af os ved at fremstille sig selv (hvad dog Sandhed er) som den Eneste, der kun har tjent een Herre, og nu fordre, med Lovens Strenghed, fordre det Samme af os.
Nei, han formilder det Hele, han henviser til nogle andre Læremester[e], (der dog lige som han ingen egen Villie have – og just deri stikker det, hvis man kun skal tjene een Herre): Lilien og Fuglen.
»Betragt dem«, siger han; ja betragt dem. O, glem det ikke; det er nu Efteraar, snart er Lilien visnet, o glem ikke at betragte den forinden; snart flyver Fuglen bort, o, glem ikke at betragte den endnu engang forinden til Afskeed. Saa kommer Vinteren, en lang, lang Tid, og Du faaer dem ikke mere hverken at see eller at høre disse fornøielige Læremester[e]. Betragt dem! Det er Efteraar – men see, om det forstyrrer eller foruroliger dem. Nei, som der staaer i Psalmen »Siig til Sorgen, Ja, ja i Morgen« saaledes gjøre de det, ubekymrede om den Dag imorgen. o: s: v:
Dog dette er ikke at forstaae som skulde nu det om Efterfølgelsen forvandles til en digterisk Spøg med det om Lilien og Fuglen som Forbillede. Nei, det om Forbilledet, om Christus som Forbilledet, og om »Efterfølgelsen« det er just hvad der i vor Tid, idetmindste dialektisk, maa drages 174frem, for at bringe Mening og lidt Disciplin ind i »Christenhed«, for at stoppe Munden paa »Tvivlene«, for at lære »Videnskaben« Sømmelighed og Respekt paa det christelige Gebeet.
[I marginen ud for overskriften:]
Ingen kan tjene to Herrer.
[I marginen ud for første afsnit:]
Themaet skal være: Christus som Forbilledet. *SKS 24, 423f.

✂ Optegnelsens overskrift er identisk med titlen på anden del af DS, hvor netop Bjergprædikenens billede med liljen og fuglen i ►Matt 6 indgår i SKs beskrivelse af »Efterfølgelsen« (jf. SKS 16, 199ff.). Den afsluttende bemærkning i den ovenfor citerede optegnelse, »det er just hvad der i vor Tid, idetmindste dialektisk, maa drages frem«, kan tolkes som SKs ønske om at fremhæve emnet i et af sine skrifter. Optegnelsen er den eneste, som med rimelighed kan kaldes en forløber for DS. Herudover røber SK intet i journaler eller papirer om sit arbejde med skriftet, hvis titel heller ikke nævnes. Enkelte motiver og sproglige udtryk fra spredte journaloptegnelser anes i DS, *I sept. 1849 omtaler SK præsten 👤Kofoed-Hansen (NB12:185, SKS 22, 257,14-23), som er modellen for »en theologisk Candidat« i DS; fra juni 1850 stammer optegnelsen »At søge først Guds Rige« (NB19:76, SKS 23, 379), der ligeledes behandler præsteembedets iboende selvmodsigelse. En optegnelse fra jan. 1851 har overskriften »At blive ædru« (NB22:140, SKS 24, 175), mens SK kort efter ironiserer over landets »1000 Præster« (NB22:169, SKS 24, 196). Fra forsommeren 1851 minder en optegnelse (NB24:44, SKS 24, 343,18-22) om passagen »Der var i min Ungdom et ungt Menneske, som aldrig drev det til at faae første Examen, men som bestandigt sagde: næste Gang kommer jeg« i DS (SKS 16, 189,20-23). men ikke i et omfang eller en form, der får DS til at ligne resultatet af en velovervejet syntese skabt af ældre udkast og ideer. Skriftet synes snarere at være et umiddelbart resultat af SKs inspirerede og produktive sommer i 1851.

✂ Manuskriptmaterialet giver det bedste indblik i DSs tilblivelseshistorie. Skriftet var tænk som en fortsættelse af Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet, oprindelig bestående af to afdelinger uden særskilt hovedtitel. Det bekræftes af ms. 3.1, et rettelsesblad, der ifølge B-fort. har ligget i piedestalen, men adskilt fra det øvrige materiale til renskriften:

De to Afdelinger: at blive ædru og Χstus som Forbillede der vare bestemte til at hedde: Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet No 2 kunde maaskee faae den Titel: Dømmer Selv! Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.*Trykt som Pap. X 6 B 19, s. 28.

✂ 175Den her foreslåede hovedtitel er kommet til sent, formentlig da renskriften var færdig, og er blevet forandret undervejs. »Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet No 2« er i mss. 2.1 og 2.3 fra renskriften blevet afløst af »Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet. 2den Række«, der til sidst er ændret til »Dømmer selv! Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.« Den del af undertitlen, der kendes fra tidligere udgaver (se afsnit 3), »2den Række«, er slettet af SK og benyttes derfor ikke i SKS. Ændringerne i titlen giver et fingerpeg om tilblivelsesrækkefølgen af de enkelte dele af DS.

✂ Kladden er overskuelig uden løse forarbejder og udkast. Ved SKs død var den anbragt i piedestalen. »Forord« er skrevet, før hovedtitlen kom på plads, idet kladden (ms. 1.3) har påskriften »Til 'Det at blive ædru'«. På renskriften (ms. 2.5) er skrevet det samme, men det er senere streget ud, og i stedet er der skrevet »Til 'Dømmer selv.'« Forordet er altså oprindelig skrevet til »At blive ædru«, den første del af DS, og både dets kladde og renskrift er skrevet på samme slags blålige postpapir som de eneste i manuskriptmaterialet. »At blive ædru« er formentlig skrevet som det tidligste, og det kan ikke udelukkes, at SK oprindelig havde tænkt »At blive ædru« som et selvstændigt skrift. Det kunne også forklare, hvorfor dens titel er anført i øverste venstre hjørne af renskriftens omslag, ms. 2.1, og senere streget ud.

✂ Renskriften (mss. 2.2.-2.11), der ved SKs død var lagt i det omtalte omslag og anbragt i kassen i skrivepulten, har en mere kompliceret redaktionshistorie. Der forekommer korrektioner foretaget med både blæk og blyant. De førstnævnte er som regel tilbageført i kladden, og nogle afspejler en vis ubeslutsomhed hos SK. Fx har SK i kladden (ms. 1.4, s. [58]) tydeligt indsat en marginaltilføjelse med indvisningstegn: »'Det er saa (...) an paa!«. Denne går igen i renskriften, gengivet som en marginaltilføjelse (SKS 16, 172,10-18). Efterfølgende har SK helt slettet tilføjelsen i både renskriften og kladden.*Omfanget af rettelser i kladdeversionen udelukker, at genesen er sket omvendt som overførsel fra renskriften til kladden.

✂ I såvel kladde som renskrift findes SKs redigeringsanvisninger til sætteren om linjeskift, blanke linjer, skydning og typestørrelse. I indledningen til anden del gør SK specifikt opmærksom på, at ►Matt 6,24-34 skal »Sættes som i Alterbogen« (se illustration 4).

4. Renskriften af »Christus som Forbilledet«, ms. 2.8, s. [77] (SKS 16, 199-200)
I stedet for at gengive bibelteksten in extenso lader SK linjerne stå blanke i forventning om, at sætteren selv finder det refererede tekststed i Forordnet Alter-Bog for Danmark, 📌Kbh. 1830, ktl. 381.*Den praksis kendes fra andre af SKs værker, jf. tekstredegørelsen til Opbyggelige Taler i forskjellig Aand i SKS K8, 168-169 og 189 (ms. 2.1), sml. tekstredegørelsen til Christelige Taler i SKS K10, 35-36 (ms. 6.2).

✂ Ved kladdematerialet lå anbragt en række rettelsesblade med redigeringsbemærkninger (mss. 3.1-3.5) til begge dele af DS med forslag til omformuleringer og sletninger af passager. Redigeringsbemærkningerne er skrevet med 177henblik på renskriften og altså efter dennes tilblivelse. Det bekræftes af sidehenvisningerne til ms. SK har eksekveret alle disse rettelsesforslag, bl.a. i alt syv rettelser til s. [103]-106, som er foreslået i ms. 3.4. En af dem er ønsket om at slette »Hvis jeg kunde see Dig (...) Salige Begeistring;« (SKS 16, 215,22-216,21); redigeringen er foretaget med blyant (se illustration 5) og ikke tilbageført i kladden. Det samme gør sig gældende ved de øvrige blyantrettelser, hvilket tyder på, at SK under denne redaktion ikke har haft kladdematerialet fremme.

✂ Skal SKs datering i ms. 2.4 tages for pålydende, er han formentlig tidligst i løbet af vinteren 1851-52 eller foråret 1852 blevet færdig med redigeringen af renskriften, hvis han på noget tidspunkt overhovedet opfattede sin redigering som afsluttet. Nogle af rettelsesbladene har SK først kopieret, nærmest som renskrift, og lagt i omslaget med renskriften, måske for at føje dem ind ved en senere lejlighed. Blandt disse findes en længere tilføjelse skrevet på et sammenfoldet løst blad (ms. 3.5), der som det eneste ud over rettelsesbladet til bogens titel (ms. 3.1) har været anbragt separat i forhold til både kladden og renskriften. SK har ved nedskrivningen ikke været fast besluttet på, om den skulle bringes i DS, idet påskriften lyder: »Denne Anmærkning anbringes maaskee.« Senere har SK renskrevet tilføjelsen på et nyt blad (ms. 2.10), måske fordi pladsen har været for trang til at indføje den tydeligt i renskriften, men nok særligt fordi forfatteren stadig var usikker på dens indlemmelse. Det fremgår også af renskriftens omslag, hvortil et par redigeringsbemærkninger er overført. Her har SK skrevet, at anmærkningen »gaaer maaskee bedst ud«, en påskrift der senere er slettet.*Også på ms. 3.5 har SK skrevet to modstridende noter om anmærkningens skæbne. I SKS bringes den som en fodnote (SKS 16, 241,29-242,34). Forsiden af renskriftens omslag giver med sine mange påskrifter og udstregninger indtryk af stadierne i DSs tilblivelse.

✂ »Moralen« (SKS 16, 255-257) udgør en særlig enhed, der til forskel fra resten af skriftet omtales andetsteds hos SK. Både kladden og renskriften (mss. 4.1 og 4.2) var vedlagt det øvrige kladdemateriale. Begge rummer de to påskrifter »Til 'Dømmer Selv.'« og »Hvis det skal bruges. Anbringes efter den sidste Pagina i Bogen med et reent Blad foran.« Også for »Moralen«s vedkommende har SK således udtrykt usikkerhed på, om den skal trykkes. At denne er skrevet senest i foråret 1853 kan udledes af en oplysning, som SK giver, da han sysler med tanken om at udgive de tre tiloversblevne »Smaa-Afhandlinger« fra Bogen om Adler. Det løse blad har ordlyden:

5. Renskriften af »Christus som Forbilledet«, ms. 2.8, s. [105]-106 (SKS 16, 215,22-216,21), og vedlagt den tilhørende redigeringsbemærkning, ms. 3.4, bl. [1v]

Maaskee udgives blot de to første. Titlen bliver altsaa: Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af 👤P. P. (ikke 👤F. F.) udgivne af 👤S. Kierkegaard. Efterskriften til No 2 kunde saa maaskee bruges. Og derpaa det Blad, som ellers skulde følge var paatænkt muligt at følge med 'Dømmer selv' her bruges, saaledes. Et reent Blad: Moralen. Derpaa Overskriften: Moralen. Af 180👤S. Kierkegaard. 📌Kiøbenhavn i Foraaret 1853. Til det Sted i Moralen hvor der lige i Begyndelsen staaer i en Parenthes: thi jeg svinger bestandigt ned efter i Retning af ydmyg Tilstaaelse maatte saa føies en Anmærkning.*Jf. tekstredegørelsen til Bogen om Adler i SKS K15, 150, ms. 6.6, trykt som Pap. X 6 B 63.

✂ Af noten fremgår, at en offentliggørelse i et andet opbyggeligt værk end DS dog er lige så tilfredsstillende for SK. At »Moralen« ifølge SK ikke nødvendigvis skal knyttes til DS, fortæller noget om dens selvstændige karakter, og den er med stor sandsynlighed skrevet efter renskriftens færdiggørelse i foråret 1852. »Moralen« er formuleret som et supplement, der pointerer, hvordan SK på dette tidspunkt forstår sit forhold til 'det bestående', et forhold der ikke lader sig direkte udlede af hovedteksten i DS. Har renskriften af »Moralen« ligget i omslaget, kan den være taget ud under disse overvejelser om at udgive dele af Bogen om Adler, en idé der dog heller ikke blev ført ud i livet.

✂ At SKs forhold til 'det bestående' og dermed til biskop 👤J.P. Mynster er ved at ændre sig, er årsagen til hans tøven med at udgive DS. Den forklaring giver han selv i marts 1855 i en ny tilføjelse til DS, denne gang i form af en nyskrevet efterskrift (i forvejen kalder SK »Moralen« for en efterskrift) eller et forord, som han har vedlagt den samlede renskrift (ms. 2.11):

Til »Dømmer Selv« Forordet.

Forordet Enten falder Forordet reent bort, og blot det her følgende anbringes, eller dette tilføies som en Efterskrift.


i Marts 1855.

Denne Bog er fra den Tid da den gamle Biskop endnu levede. Den er derfor holdt i den Art Formildelse og i Fjernhed, som jeg saavel baade fordi jeg den Gang forstod mit Forhold til det Bestaaende saaledes, og fordi jeg af Hensyn til den gamle Biskop ogsaa gjerne vilde forstaae mit Forhold saaledes.
Nu taler jeg langt mere afgjørende, uforbeholdent, sandt, uden at dog dermed skal være sagt, at min tidligere Talen var usand.*SKS 16, 259. I SKS bringes ms. 2.11 som efterskrift.

✂ 👤Mynster var afgået ved døden i jan. 1854, og SK havde på tidspunktet for affattelsen af det nye forord opgivet sine forbehold og havde med sin polemik i Fædrelandet indledt et åbent angreb på den officielle kristendomsforkyndelse 181i 📌Danmark. Netop i marts 1855 nåede den et højdepunkt med syv artikler.*Jf. tekstredegørelserne til Bladartikler 1854-55, Ved Biskop Mynsters død m.fl., i SKS K14, 473-566. Tilsyneladende gennemgik SK på denne tid sit gamle materiale og genlæste DS. Ordlyden i efterskriften giver indtryk af, at SK fortsat betragtede DS som egnet til offentliggørelse, men var forbeholden, da hans situation i løbet af de tre år, der var gået, efter at DS blev skrevet, havde ændret sig. I tilbageblikket revurderer SK ikke det synspunkt, der lå til grund for DS, men skriftets tone og budskab, der var præget af hans daværende hensyn til 👤Mynster. Sagt på en anden måde var DS stadigvæk relevant i sit indhold, men tiden var løbet fra den forståelse af 'det bestående' og den kommunikationsform, som skriftet repræsenterer.*Om SKs position i forhold til 'det bestående', se også kommentaren til ►259,6. Gennemlæsningen kan dog også have haft et andet sigte, idet der senere på året dukker reminiscenser af DS op i Øieblikket Nr. 7, som udkom den 30. aug. 1855. Dette nummer indeholder teksten »Først Guds Rige«, der indledes:

»Først Guds Rige.«

Et Slags Novelle

Cand. theol.👤Ludvig From – han søger. Og naar man hører, at en »theologisk« Candidat søger, behøver man da ikke nogen levende Indbildningskraft for at forstaae, hvad det er han søger, naturligviis Guds Rige, som man jo skal søge først.
Nei, det er det dog ikke; det han søger er: et kongeligt Levebrød som Præst; og er der, hvad jeg med nogle faa Træk skal angive, først skeet saare Meget, førend han er naaet saavidt.
Først har han gaaet i den lærde Skole, fra hvilken han saa er demitteret. Derpaa har han først taget 2 Examiner, og, efter 4 Aars Læsning først taget Embedsexamen.
Han er da altsaa theologisk Candidat; og man skulde maaskee mene, at han, efter først at have tilbagelagt alt Dette, endeligen kan komme til at virke for Christendommen. Ja, paa det Lav. Nei, først maa han gaae ½ Aar i Seminariet; og naar det er gaaet, kan der da ikke være Tale om at kunne søge i de første 8 Aar, hvilke altsaa først maa være tilbagelagte.
Og nu staae vi ved Novellens Begyndelse: de 8 Aar ere forløbne, han søger.*SKS 13, 290,1-19. Kladden er dateret 13. juli 1855.

✂ 182Historien om 👤Ludvig From har en forløber i første del af DS, hvor der blot er tale om en »theologisk Candidat«.*Jf. SKS 16, 166,20-168,9. Var DS ikke egnet til udgivelse i sin fuldstændige form, havde SK dog fundet relevante afsnit, der kunne tillempes og anvendes i kirkestridens flyvebladskampagne. Efter brug pakkede SK renskriften sammen og anbragte den i kassen i skrivepulten sammen med andre skrifter, der forblev upubliceret i hans levetid.

✂

3. Tidligere udgaver

✂ DS udkom første gang i 1876, udgivet af SKs ældre bror, biskop emeritus 👤P.C. Kierkegaard i 📌Aalborg. På dette tidspunkt havde han ikke personligt forestået en udgivelse af SKs manuskripter siden 1859 med Synspunktet for min Forfat183ter-Virksomhed. *Jf. tekstredegørelsen til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed i SKS K16, 39-40. Udgivelsen af DS var muligvis flere år undervejs. I et brev dateret 📌Aalborg 2.-4. okt 1865 skriver 👤P.C. Kierkegaard til nevøen 👤Henrik Lund om SKs manuskripter: »Et enkelt færdigt større Stykke har jeg derimod oftere været ifærd med at udgive, da det forekommer mig nogenlunde afrundet fra hans Haand, – mulig der er flere af den Art, og det gjør naturligvis Intet, om jeg bifalder Indholdet« (📌Det Kongelige Bibliotek, NKS 1994 2o). Blandt SKs utrykte skrifter er der efter beskrivelsen at dømme tale om enten DS eller Bogen om Adler. Brevet er trykt i sin helhed i 👤Carl Weltzer Peter og Søren Kierkegaard, 📌Kbh. 1936, s. 312-317. 👤H.P. Barfod, der samtidig var ved at forberede udgivelsen af EP IV (1877), har tydeligvis haft manuskripterne i hænderne og må til en vis grad have bistået med at tilrettelægge materialet. Bogen udkom som Dømmer selv! Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet. Anden Række. Af S. Kierkegaard. [1851.52], 📌Kbh. 1876 (herefter forkortet Ds1876).*Bogen blev trykt i 👤Bianco Lunos bogtrykkeri og blev annonceret som udkommet i Berlingske Tidende nr. 64, den 16. marts 1876. Bogen kostede 1 kr. 75 øre og udkom på C.A. Reitzels forlag. 👤P.C. Kierkegaard modtog honorarer for udgivelsen af sin brors bøger, hvilket bekræftes af 👤Reitzels Forhandlinger med Forfattere, Redacteurer &c: 1858-1890, s. 225, hvor »Honorar for 'Dømmer selv'« er anført som 520 kr. At dette beløb dog inkluderer honorar for andre udgivelser bekræftes af et brev fra 👤Th. Reitzel til 👤P.C. Kierkegaard, dateret 21. marts: »For 2den Række af 'Til Selvprøvelsen' skylder jeg Dem i Honorar 320 Kr, og endvidere for de nye Udgaver af 'Ypperstepræsten' – 'Til Selvprøvelse' – 'Guds Uforanderlighed' og 'To Taler ved Altergangen' i Alt 200 Kr til sammen 520 Kr.« (📌Det Kongelige Bibliotek, 3174 IX 4o). 👤P.C. Kierkegaard har indlemmet »Anden Række«, som i SKs manuskripter kun optræder i tidlige versioner af titlen, velsagtens for at undgå sammenblanding med SKs anden bog fra 1851 Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet (se illustration 6). Udgiveren er anført på bagsiden af titelbladet, der også rummer bogens indholdsfortegnelse, som »[Udgiver 👤P. Chr. Kierkegaard.]«*Under arbejdet med Ds1876 er anvendt Søren Kierkegaard Forskningscenterets arbejdseksemplar, privat indbundet og beskåret. Eksemplaret er indbundet sammen med Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet i sort maroquin hos 👤Jakob Baden, beskåret og med guldsnit. Eksemplaret tilhører G.E.C. Gads Forlag (tidligere hos dr.phil. h.c. 👤Gustaf Bernström, 📌Göteborg).

✂ 👤P.C. Kierkegaards valg af grundtekst svarer til den, som er foretaget i SKS, med undtagelse af titelbladet, der i Ds1876 består af en kombination af indholdet i mss. 2.3 og 2.4. 👤P.C. Kierkegaard har forsøgt at efterkomme, hvad SK måtte have ønsket ved en udgivelse af DS. De længere passager i renskriften, som SK ved en senere redigering har slettet, er ikke trykt, og hans sætteranvisninger er blevet fulgt. Ved manglende ord og tekstsammenbrud har 👤P.C. 184Kierkegaard nænsomt suppleret eller rettet i teksten, dog uden at konsultere SKs kladdemateriale.*Fx har SKs renskrift teksten: »Han hjalp os (...) han viste bort fra, og vi« (SKS 16, 234,2-6); 👤P.C. Kierkegaard supplerer, »han viste bort fra [sig selv]« (Ds1876, s. 84), mens SKs kladdemateriale, der benyttes i SKS, har »han viste bort fra sig«. Selvom SK i »Christus som Forbilledet« blot giver en reference til ►Matt 6,24, gengiver 👤P.C. Kierkegaard tekststedet i sin helhed.*SKS 16, 199,17-200,1, sml. Ds1876, s. 59-60. Imidlertid har 👤P.C. Kierkegaard (og muligvis sætteren) både moderniseret ortografien*Af 👤P.C. Kierkegaards rettelser i stavningen kan nævnes ædrue > ædru, ansaae > ansaa, Piat > Pjat, Angest > Angst, Himlene > Himlen og fE > f. Ex. Nogle rettelser forekommer i ord med stavemåder, der allerede var ved at gå af brug i SKs samtid, mens andre er i tråd med tendenser i 1870'erne, sml. anbefalingerne i 👤Svend 👤Grundtvig Dansk retskrivnings-ordbog, stemmende med de på det nordiske retskrivningsmøde i Stokholm 1869 vedtagne regler, 📌Kbh. 1870, og Dansk Haandordbog med den af Kultusministeriet anbefalede Retskrivning, 📌Kbh. 1872, der, som det alene fremgår af titlerne, heller ikke indbyrdes stemmer overens. og ændret i tegnsætningen, bl.a. med en omfattende eliminering af kommaer, som SK har indsat for at accentuere tekstens rytme, til fordel for en mere grammatisk kommatering.

6. Titelblad til den første trykte udgave af DS, udgivet af 👤P.C. Kierkegaard i 1876

✂ Mens SKs renskrift ikke bærer spor af 👤P.C. Kierkegaards omhyggelige redigering, har den tydeligvis været anvendt som trykmanuskript, da der er stedvise aftryk af sætterfingre og blyantmarkeringer svarende til bogudgavens sideskift. Det taler for, at 👤P.C. Kierkegaard har sendt renskriften til sætteriet alene med anvisninger på, hvilken orden manuskripterne skulle trykkes i. Derpå har han læst førstekorrektur i det returnerede korrektureksemplar uden at kontrollere eventuelle afvigelser fra renskriften. Det ses af en række fejllæsninger, der må være opstået i sætteriet, men som ikke er umiddelbart meningsforstyrrende og derfor forbigået 👤P.C. Kierkegaards opmærksomhed under korrekturlæsningen.*Fx er »Korset der staaer ved alt det Christelige« (SKS 16, 210,10-11) blevet til »Korset der staaer med alt det Christelige« (Ds1876, s. 72), »Naar han blot har en Smule« (SKS 16, 228,6) til »Naar han blot faaer en smule« (Ds1876, s. 91) og »Dersom der er i en Familie et Lem« (SKS 16, 221,12) til »Dersom der er i Familien et Barn« (Ds1876, s. 84). Hertil kommer talrige afvigelser som følge af vanskeligheder med at tyde SKs bogstaver, særligt e/æ. På samme måde kan en række udeladte ord og sætninger forklares, bl.a. udeladelsen af »og at de ubetinget forholdt sig til det Ubetingede«,*SKS 16, 170,8-9, sml. Ds1876, s. 26. der formentlig er overset af sætteren (haplografi).

✂ Ds1876 har siden dannet grundlag for samtlige udgaver af DS, første gang 186i SV1 i 1905. I en lakonisk introduktion af udgiveren 👤H.O. Lange hedder det om skriftet: »Hertil existerer der intet Manuskript blandt 👤S. K.'s Papirer. Den af 👤P. Chr. Kierkegaard besørgede Originaludgave 1876 er lagt til Grund for denne Udgave.«*SV1 12, 372. Det omtalte manuskript eksisterede dog ifølge 📌Universitetsbibliotekets fortegnelse over SKs papirer. Heri hedder det utvetydigt om materiale indkommet før nov. 1879 (nr. 76): »Et Bundt, indeholdende 1) 4 Stykker Papir med Smaanotitser. 2) 12 Smaa-Opsatser om enkelte polemiske Ting i Retning af det bestaaende. 3) Til 'Det at blive ædru.' 4) Kristus som Forbilledet.' 5) 'Dømmer Selv.'«, jf. Søren Kierkegaards efterladte Papirer. Ms. Fortegnelse Nr. 3 – UB.s Fortegnelse 1878. 👤Langes emenderingsarbejde bestod således i at rense Ds1876 for, hvad der efter hans vurdering var åbenlyse sætterfejl, korrekturfejl eller ukierkegaardske stavemåder. De beskedne, men efter forholdene kvalificerede konjekturer er registreret i et tekstkritisk anhang.*SV1 12, 489. Denne korrupte udgave af DS blev i 1929 genudgivet i SV2, igen med den introducerende oplysning om, at originalmanuskripterne ikke fandtes.*SV2 12, 428. 👤Lange havde foretaget enkelte rettelser efter en ny gennemlæsning af Ds1876, jf. 👤Langes og 👤A.B. Drachmanns efterskrift i SV2 14, 28 (dateret april 1931): »I nærværende anden Udgave er Texten blevet underkastet en Revision paa Grundlag af det Materiale, der var tilveiebragt ved første Udgave«. Da 👤V. Kuhr og 👤E. Torsting under den sideløbende udgivelse af Pap. nåede til bind X 6, der udkom i 1934, var SKs manuskriptmateriale i mellemtiden tilvejebragt. Udgiverne gengav kladdevarianterne fra DS, mens de med hensyn til en trykt version af renskriften efter vanlig praksis henviser læseren til SV1. 👤Kuhr og 👤Torsting forholder sig dog passivt til det faktum, at SV1 (og SV2) netop ikke indeholder SKs renskrift, men derimod 👤Langes bearbejdede version af Ds1876. *Jf. Pap. X 6, s. [VII]-IX og 23-34. 👤Peter P. Rohde, der havde ansvaret for at gennemse SKs værker til tredjeudgaven, SV3, ignorerede også misforholdet og lod i 1964 teksten fra SV2 genoptrykke, velvidende at SKs renskrift fandtes i 📌Universitetsbibliotekets Kierkegaard-arkiv.*Jf. SV3 17, [4]. 👤Rohde havde konsulteret Pap. X 6, eftersom han i en note til DS kan informere læseren om, at SK har skrevet sin supplerende anmærkning »på en løs lap papir«, en oplysning, der ikke gives i Ds1876, og derfor heller ikke i SV1 og SV2, jf. SV3 17, 237, note til s. 215. I SV3 undertrykkes desuden flere af SKs grafiske signaler såsom indsatte asterisker.

✂ SKS bringer således for første gang siden 1876 en etableret udgave af SKs renskrift af DS.