Kierkegaard, Søren Christelige Taler

80 79 VI

71 ► Selvplagelsens Bekymring

✂ ►Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen – efter alt saadant søge Hedningene

✂

✂ Den Bekymring har Fuglen ikke. Hvor høit end oppe i Luften fra Fuglen saae ud over hele Verden, ►i hvad den end saae, den saae aldrig »►den næste Dag«; hvad den end saae paa sin lange Reise, den saae aldrig »den næste Dag«. Og sige vi end om Lilien »►den staaer idag, imorgen kastes den i Ovnen,« o, denne ædle eenfoldige Vise, Lilien, den er som Den, hvem dette slet ikke angaaer, hvor meget og hvor nær det end angaaer den, den er ene beskjeftiget med, hvad der dog ogsaa angaaer den nærmere, at den staaer idag. Hvor mange Dage end Fuglen saae oprinde og ►synke, aldrig saae den »den næste Dag.« Thi Fuglen seer ikke Syner – men den næste Dag sees kun i Aanden; og Fuglen er ikke plaget af Drømme – men den næste Dag er en haardnakket Drøm, som kommer igjen og kommer igjen; og Fuglen er aldrig urolig – men den næste Dag er hver Dags Uro. Og naar Fuglen flyver den lange Vei til det Fjerne, da er det den, som 81 ankom den samme Dag til ►sin Bestemmelse, samme Dag som den reiste hjemmefra. Man reiser ►paa Jernbane saa hurtigt, at man samme Dag ankommer til et fjernt Sted; men Fuglen er snildere eller hurtigere: den reiser mange, mange Dage og ankommer dog samme Dag. Saa hurtigt kan man dog ikke reise paa Jernbane, hvis man da skal reise lige saa langt. Nei, Ingen kan faae Tiden til at gaae saa hurtigt som Fuglen, og Ingen kan i saa kort Tid komme saa langt som 80Fuglen. For Fuglen er der intet Igaar, og intet Imorgen, den lever kun ►een Dag; og Lilien blomstrer kun een Dag.

✂ Selvfølgeligt har Fuglen ingen Bekymring for den næste Dag. Men Bekymringen for den næste Dag er just Selvplagelse, og derfor er Fuglen uden Selvplagelsens Bekymring. Hvad er nemlig Selvplage? Det er den Plage, som ►Dagen Idag (hvilken har nok i sin egen Plage) ikke har. Og hvad er Selvplagelse? Det er at volde sig selv denne Plage. Thi Fuglen kan ogsaa have Plage den Dag den lever, den Dag kan ogsaa for den have nok i sin Plage; men den72 næste Dags Plage har Fuglen ikke – fordi den kun lever een Dag, hvad vi ogsaa kunne udtrykke paa en anden Maade: fordi den intet Selv har. Plage og den Dag Idag svare til hinanden; Selvplage og den næste Dag, det passer ogsaa sammen.

✂ Men hvorledes er nu Fuglen Læremesteren? Ganske simpelt. At Fuglen er uden »den næste Dag«, det er vist nok: saa vær Du som Fuglen, skaf den næste Dag bort, saa er Du uden Selvplagelsens Bekymring; og det maa kunne lade sig gjøre, just fordi den næste Dag ligger i Selvet. Lad derimod den Dag Idag næsten ganske gaae ud i Sammenligning med den næste Dags Plage, saa er Du dybest i Selvplagelsen. Det er en Dags Forskjel det Hele – og dog hvilken uhyre Forskjel! Fuglen har let nok ved at være den næste Dag qvit – men at blive den qvit! O, af alle Fjender, som med Magt eller med List trænge sig ind paa et Menneske, er maaskee ingen saa paatrængende, som denne den næste Dag, der altid er denne den næste Dag. ►At seire 82 over sit Sind skal være større end at indtage en Stad; men skal et Menneske seire over sit Sind, maa han begynde med at blive den næste Dag qvit. Den næste Dag, ja den er som en Trold, der kan klæde sig i alle Skikkelser, den kan see saa uhyre forskjellig ud, men er alligevel – den næste Dag.

✂

✂ Den Christne har ikke denne Bekymring.

✂ Bekymringen for den næste Dag sætter man oftest kun i Forbindelse med Bekymring for Udkommet. Dette er en meget overfladisk Betragtning. Al jordisk og verdslig Bekymring er i Grunden for den næste Dag. Den jordiske og verdslige Bekymring muliggjordes just derved, at Mennesket sammensattes af det Timelige og det Evige, blev et Selv; men idet han blev Selv, blev den næste Dag til for ham. Og her er det i Grunden, at Slaget staaer. O, verdslig og jordisk Bekymring – naar man nævner 81dette Ord: hvilket uhyre Indbegreb af Forskjellighed, hvilken broget Lidenskabernes Mængde, hvilken Modsætningernes Blanding! Og dog er det Hele kun eet Slag, Slaget ved den næste Dag! Og den næste Dag, det er saadan en lille Flække, som dog er blevet og bliver navnkundig; thi det var og er ved den, at det største Slag leveres, det meest afgjørende – der afgjøres Timelighed og Evighed. Den næste Dag; det er ►Entrehagen, ved Hjælp af hvilken Bekymringers uhyre Masse faaer fat i »den Enkeltes« lette Skib – lykkes det, saa er han i hiin Magts Vold. Den næste Dag, det er i Lænken den første Ring, som lænker et73 Menneske sammen med Tusinder til hiin Bekymringens Overflod, der er af det Onde. Den næste Dag, ja det er forunderligt – naar ellers et Menneske dømmes for Livstid, saa ►hedder det i Dommen, at det er for Livstid; men Den, der dømmer sig selv til Bekymring for den næste Dag, han dømmer sig selv for Livstid. See derfor, om der ikke i Himlen skulde findes en Frelse fra den næste Dag, thi paa Jorden fandtes den ikke; end ikke ved at døe den næste Dag undgaaer Du den, den var jo til den Dag Du levede. Men er der for Dig ingen næste Dag, saa er al jordisk Bekymring tilintetgjort, ikke blot den for Udkommet; thi alt Jordisk 83 og Verdsligt er dog kun attraaværdigt for den næste Dags Skyld – og usikkert paa Grund af den næste Dag; med den næste Dag taber det sin ►Fortryllelse og sin ængstende Usikkerhed. Og er der for Dig ingen næste Dag, saa er Du enten en Døende, eller En, der ved at ►afdøe fra Timeligheden, greb det Evige, enten En, der virkeligt er en Døende eller En, der virkeligt lever.

✂ Evangeliet siger: »►hver Dag har nok i sin egen Plage.« Men er dette ►et Evangelium, det er jo snarere som af ►en Begrædelsens Bog, det er jo at gjøre hele Livet til, at indrømme, at hele Livet er idel Plage, naar hver Dag har nok af Plage. Man skulde jo troe, at et Evangelium maatte forkynde, at hver Dag var fri for Plage, eller at der kun var enkelte uheldige Dage. Dog er det et Evangelium, og det ►afsier sandeligen heller ikke Myggen for at nedsluge Kamelen; thi det retter sig mod Selvplagelsens Uhyre – og antager, at de daglige Plager kommer et Menneske nok ud af det med. Det siger derfor egentligen, hver Dag skal have sin Plage. Vel staaer dette Ord ikke i Evangeliet, men der staaer: »►den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget;« men skal den bekymre sig for sit Eget, saa skal Du altsaa være uden Bekymring for den, 82lade den skjøtte sig selv. Altsaa skal Du i Forhold til Plage have nok i den, som hver Dag har, siden Du skal lade den næste Dag skjøtte sig selv. Er dette ikke saaledes? Naar Læreren siger til en Discipel »Du skal lade Din Sidemand i Ro, lade ham skjøtte sig selv,« saa siger han jo tillige »Du har nok i at passe Dig selv, og Du skal deri have nok.« Hver Dag skal have sin Plage, det er, pas Du blot paa at blive fri for den næste Dags Plage, tag Du roligt og glad til Takke med hver Dags Plage, Du staaer Dig godt derved: ved at blive fri for den næste Dags Plage. Vær Du derfor nøisom, ►hav Gudsfrygt med Nøisomhed; thi hver Dag har nok i sin Plage. Gud ►sørger ogsaa i denne Henseende,74 han tilmaaler af Plage hvad der er nok for hver Dag; saa tage Du heller ikke mere end det Tilmaalte, som just er nok, medens Bekymringen for den næste Dag er Havesyge. 84

✂ Det gjelder for Alt i Livet, at være rigtigt stillet, at indtage den rette Stilling. Denne indtager den Christne i Forhold til den næste Dag; thi den er ikke til for ham. – Det er bekjendt nok, at der foran Skuespilleren, blendet som han er af Lysvirkningen, ligger det dybeste Mørke, den sorteste Nat. Man skulde nu troe, at dette maatte forstyrre ham, gjøre ham urolig. Men nei, spørg ham, og Du skal høre, han tilstaaer selv, at just Dette understøtter ham, gjør ham rolig, holder ham i ►Skuffelsens Fortryllelse. Derimod vilde det forstyrre ham, om han kunde see noget Enkelt, skimte en enkelt Tilskuer. Saaledes med den næste Dag. Man klager stundom over, og finder det sørgeligt, at Fremtiden ligger saa mørk for En. O, Ulykken er just, naar den ikke er Mørk nok, naar Frygt og Anelse og Forventning og jordisk Utaalmodighed skimte den næste Dag. – Den, der roer en Baad, vender Ryggen mod Maalet, som han dog arbeider til. Saaledes med den næste Dag. Naar et Menneske ved det Eviges Hjælp lever fordybet i den Dag Idag, saa vender han Ryggen mod den næste Dag. Jo mere han evigt er fordybet i den Dag Idag, jo mere afgjort vender han den næste Dag Ryggen, saa han slet ikke seer den. Naar han vender sig om, saa ►forvirrer det Evige sig for hans Øie og bliver den næste Dag. Men naar han for ►ret at arbeide mod Maalet (Evigheden), vender den Ryggen, saa seer han slet ikke den næste Dag, medens han ved Hjælp af det Evige seer ganske tydeligt den Dag Idag, dens Opgaver. Men naar der ret skal arbeides idag, saa maa et Menneske være saaledes vendt. Det er altid sinkende og adspredende, hvert 83Øieblik utaalmodigt at ville see efter Maalet, om man kommer det lidt nærmere og nu igjen lidt nærmere. Nei, vær for evig og i Alvor besluttet, saa vender Du Dig ganske til Arbeidet – og Ryggen til Maalet. Saaledes er man vendt, naar man roer en Baad, men saaledes er man ogsaa stillet, naar man troer. Man skulde mene, at den Troende var længst fjernet fra det Evige, han, som ganske har vendt det Ryggen og lever idag, medens den Skimtende staaer og seer efter det. Og dog er den Troende det Evige allernærmest, 85 medens ►en Apokalyptiker er det Evige allerfjernest. Troen vender det Evige Ryggen, just for at have det ganske hos sig i den Dag Idag. Men vender et Menneske sig, og især i jordisk Lidenskab, mod det Tilkommende, saa er han længst fra det Evige, saa bliver den næste75 Dag en uhyre, forvirret Skikkelse, som Eventyrets. Ligesom ►hine Dæmoner, om hvilke vi læse i første Mosebog, avlede Børn med jordiske Qvinder, saaledes er det Tilkommende den uhyre Dæmon, der med Menneskets ►qvindagtige Indbildning avler den næste Dag.

✂ Men den Christne troer, just derfor bliver han den næste Dag qvit. Den Troende er, sammenlignet med Selvplageren, lige modsat stillet; thi denne glemmer aldeles den Dag Idag af Bekymring for og beskjeftiget med den næste Dag. Den Troende er en Nærværende, og tillige ►hvad dette Ord i hiint fremmede Sprog betegner en Mægtig. Selvplageren er en Fraværende, en Afmægtig. Det Ønske høres ofte i Verden at være samtidig med een eller anden stor Begivenhed, eller stor Mand; man mener, at Samtidigheden maatte udvikle En og gjøre En til noget Stort. Maaskee! Men skulde det ikke være noget mere end et Ønske værd at være samtidig med sig selv! Thi hvor sjeldent et Menneske, der virkelig er samtidig med sig selv; de Fleste ere gjerne i Følelse, i Indbildning, i Forsæt, i Beslutning, i Ønske, i Længsel, ►apokalyptisk, i ►Skuespils-Skuffelse hundrede tusinde Mile forud for sig selv, eller adskillige Menneske-Aldere forud for sig selv. Men den Troende (den Nærværende) er i høieste Forstand samtidig med sig selv. Og det, ved det Eviges Hjælp at være ganske samtidig med sig selv idag, det er ogsaa det meest Dannende og Udviklende, det er Evighedens Vinding. Der var da vel heller aldrig nogen samtidig Begivenhed, ei heller nogen ►høistæret Samtidig saa stor – som Evigheden. Og denne Samtidighed idag er just Opgaven; naar den løses, er det Troen. Derfor ►anpriser den Christne (►hvad en af de 84strengeste Kirkefædre gjør) et Ord af ►👤Sirach ikke som Klogskabs-Regel, men som Gudsfrygt ►►(30, 24): »elsk Din Sjel, og trøst Dit Hjerte, og driv Sorg langt fra Dig« – ►hvo var ►vel og saa grusom, 86 som Selvplageren er mod sig selv! Men alle hans Piinsler, alle disse grusomt opfundne og grusomt øvede martrende Qvaler ere indbefattede i dette ene Ord, den næste Dag. Og nu Midlet herimod! Man fortæller, at man ►i en Bogsamling i Spanien fandt en Bog, paa hvis Ryg stod: »det bedste Middel mod Kjettere«. Man aabnede den, eller rettere man vilde aabne den, men see det var ingen Bog, det var et Foderal, hvori der laae en Svøbe. Skulde man skrive en Bog, kaldet »det eneste Middel mod Selvplagelse«, saa er den kort skrevet: »lad hver Dag have nok i sin Plage.« Naar derfor den Christne arbeider, og naar han beder, taler han kun om den Dag Idag: han ►beder om det daglige Brød »idag«, om Velsignelse76 til sit Arbeide »idag«, om at undgaae det Ondes Snare »idag«, om at komme Guds Rige nærmere »idag«. Dersom nemlig et Menneske, just fordi han har stiftet Bekjendtskab med Rædselen, i Sjelens Lidenskab beder saaledes: frels mig, o Gud, fra mig selv og fra den næste Dag, da beder han ikke christeligt, og den næste Dag har allerede for megen Magt over ham. Thi den Christne beder »►frels mig idag fra det Onde«. Dette er den sikkreste Frelse fra den næste Dag, men derhos jo ogsaa beregnet paa, at der bedes saaledes hver Dag; glemmes det en Dag, saa kommer strax den næste Dag tilsyne. Men den Christne glemmer ikke nogen Dag at bede, derfor frelser han sig gjennem Livet, Troen frelser hans Mod, hans Glæde, hans Haab. Den frygtelige Fjende er til, den næste Dag, men den Christne ►maler ikke Djævelen paa Væggen, maner ikke det Onde og Fristelsen frem, han taler slet ikke om den næste Dag, men kun om den Dag Idag; og om den taler han med Gud.

✂ At leve saaledes, at udfylde den Dag Idag med det Evige og ikke med den næste Dag, har den Christne lært eller lærer han (thi den Christne er altid en Lærende) af ►Forbilledet. Hvorledes har Han baaret sig ad med at leve uden Bekymring for den næste Dag, han, der lige fra sit Livs første Øieblik, da han fremtraadte som Lærer, vidste hvorledes hans Liv vilde ende, at den næste Dag var hans Korsfæstelse; ►vidste det, medens Folket jublende hilsede ham som Konge (o, bittre Viden just i det Øieblik!); vidste det, ►da der raabtes 87 Hosianna ved Indtoget, at der ►skulde raabes »Korsfæst«, og at det var dertil han holdt sit Indtog – han, 85der altsaa bar hver Dag denne overmenneskelige Videns uhyre Vægt: hvorledes har Han baaret sig ad med at leve uden Bekymring for den næste Dag? Han, der ikke leed, som et Menneske lider, paa hvem Modgang og Gjenvordigheder storme ind, men som ogsaa i ethvert Øieblik har den Mulighed for sig, at det dog var muligt, at Alt endnu kunde blive godt – thi Han vidste, at det var uundgaaeligt; Han, som med hvert Offer mere, han bragte Sandheden, vidste, at han fremskyndede sin Forfølgelse og Undergang, saa han altsaa havde sin Skjæbne i sin Magt, ►kunde sikkre sig Kongemagtens Glands og Slægtens tilbedende Beundring, hvis han vilde slippe Sandheden, men ogsaa med endnu større Vished sikkre sig sin Undergang, hvis han (o, evig sikkre Vei til Undergang!) i slet Intet svigtede Sandheden: hvorledes bar han sig ad med at leve uden Bekymring for den næste Dag – ►Han, som dog ikke var ukjendt med denne Angestens,77 saa lidet som med nogen anden menneskelig Lidelse, Han, der i et Smertens Udbrud sukkede »►og gid den Time allerede var kommen«! See man taler i Krigssproget om at dække en Hærfører, medens han angriber Fjenden, at dække ham, for at Ingen skal falde ham i Ryggen: hvorledes har Han baaret sig ad, for, medens han levede den Dag Idag, at dække sig mod den Fjende, der vilde falde ham i Ryggen, den næste Dag – thi just fordi Han i en ganske anden Forstand end noget Menneske havde det Evige hos sig i den Dag Idag, just derfor vendte Han jo den næste Dag Ryggen. Hvorledes bar Han sig ad? ►Langt fra os være formasteligt Forsøg paa at vinde menneskelig Beundring ved at udgrunde, hvad der ikke skal udgrundes; vi troe ikke, at Han kom til Verden for at give os Emne til en lærd Undersøgelse. Men kom Han til Verden for at ►sætte Opgaven, for at efterlade et Fodspor, saa skulle vi jo lære af ham. Vi have derfor ogsaa allerede i Spørgsmaalet ladet indflyde Svaret, mindet om, hvorledes Han har baaret sig ad, hvad vi skulle lære: Han havde hos sig det Evige i den Dag Idag, derfor havde den næste Dag ingen Magt over ham, den var ikke til for 88 ham. Den havde ingen Magt over Ham, førend den kom; og da den kom og var den Dag Idag, havde den ingen anden Magt over Ham end hvad der var ►Faderens Villie, hvori Han evig frit havde samtykket, og hvorunder Han lydigt bøiede sig.

✂

✂ 86Men Hedningen har denne Bekymring; thi Hedenskab er just Selvplagelse. Istedetfor at ►kaste al sin Sorg paa Gud, har Hedningen al Plagen; ►han er uden Gud, just derfor den plagede Mand, Selvplageren. Da han nemlig er uden Gud, saa kan det jo heller ikke være Gud, der paalægger ham nogen Plage. Forholdet er heller ikke dette: uden Gud – uden Plage, med Gud – med Plage, men dette: med Gud – uden Plage, uden Gud – med Plage.

✂ »►Lader os æde og drikke, thi imorgen skulle vi døe«. Men saa er jo Hedningen uden Bekymring for den næste Dag, han siger jo selv, at der ingen næste Dag er. Nei, han bedrager sandeligen ikke Christendommen, og det lykkes ham heller ikke at bedrage sig selv. Thi just denne Tale gjenlyder af Angesten for den næste Dag, Tilintetgjørelsens Dag, Angesten, der, skjøndt et Skrig fra Afgrunden, vanvittigt skal betyde Glæde. Han er saa angest for den næste Dag, at han styrter sig i vild ►Bedøvelse, for om muligt at glemme den – og hvor angest han er: er det at være uden Bekymring for den næste78 Dag! Er dette at være uden Noget, saa er det at være uden Forstand eller at være afsindig. Og Imorgen er ogsaa Omqvædet i Dagens Glæde, thi Verset ender jo bestandigt saaledes »►thi imorgen«. ►Man taler rigtignok om en Fortvivlelsens Livs-Lyst, der just fordi den ikke har den næste Dag, lever som det hedder ►ganske i den Dag Idag. Men dette er en ►Skuffelse, thi paa den Maade kan man netop ikke leve i den Dag Idag, allermindst ganske. Et Menneske har det Evige i sig, og derfor kan han umuligt være ganske i det reent Øieblikkelige. Jo mere han gjør Forsøget paa at ville undvære det Evige, desto fjernere er han netop fra at leve den Dag Idag. Om Hedningen skal døe 89 imorgen, det lade vi uafgjort, men vist er det, han lever ikke den Dag Idag.

✂ »Men imorgen!« Thi som den Christne bestandigt kun taler om Idag, saa taler Hedningen bestandigt kun om Imorgen. Det gjør ham egentligen hverken fra eller til, hvorledes den Dag Idag er, glædelig eller sørgelig, lykkelig eller ulykkelig, han kan hverken komme til at nyde eller til at bruge den, thi han kan ikke komme bort fra ►den usynlige Skrift paa Væggen, Imorgen. Imorgen skal jeg maaskee sulte, selv om jeg ikke gjorde det idag; imorgen skal maaskee Tyve stjæle min Rigdom, eller Bagvaskere min Ære, Forkrænkeligheden min Skjønhed, Tilværelsens Misundelse min Lykke – imorgen, imorgen! Idag staaer jeg paa 87Lykkens Tinde – o, fortæl mig endnu idag en Ulykke, hurtigt, hurtigt, – thi ellers vil vel imorgen Alt grændseløst være tabt. Hvad er Angest? Det er den næste Dag. Og hvorfor var Hedningen meest angest, netop naar han var lykkeligst? Fordi Modgang og Ulykke dog maaskee havde tjent til for en Deel at slukke hans jordiske Bekymrings Ild. Thi jordisk Bekymring føder, avlende, Angest, der igjen, nærende, føder Bekymringen. For at bringe Gløden til at brænde i Flamme maa der Træk. Men Attraaen, den jordiske, og Usikkerheden, den jordiske, disse to Strømninger danne netop Træk, som opflammer Lidenskabens Ild, hvori Angesten er.

✂ Med hvem strider da Hedningen i Angest? Med sig selv, med en Indbildning; thi den næste Dag er et afmægtigt Intet, hvis Du ikke selv giver den Din Kraft. Og dersom Du ganske giver den al Din Kraft, saa faaer Du, som Hedningen gjør det, paa en forfærdelig Maade at vide, hvor stærk Du er – thi hvilken uhyre Magt er ikke den næste Dag! Den næste Dag, som Hedningen med Gru i Sjelen gaaer imøde, modstræbende som Den, der slæbes til Retterstedet,79 forgjeves arbeidende imod som Den, der fortvivlet fra et Vrag strækker Armene mod Land, trøstesløs som Den der fra Land seer sin hele Eiendom synke i Havet!

✂ Saaledes fortærer Hedningen sig selv, eller den næste Dag fortærer ham. Ak, der ►gik en menneskelig Sjel ud, han tabte sit Selv. Ingen veed, hvorledes det skeete; det var ikke Nød 90 eller Ulykke eller Modgang; Ingen saae den rædsomme Magt, som fortærede dette Menneske, men han fortæredes. Som en usalig Aand, der ikke fandt Hvile i Graven, saaledes lever han liig et Gjenfærd, det er, han lever ikke. Som man taler om uordentligt at gjøre Nat til Dag, saaledes vil han fortvivlet gjøre Idag til den næste Dag. Derfor lever han ikke idag, og han lever ikke til den næste Dag. Han lever ikke til den næste Dag, dette sige vi om den Syge, hvem Lægen har opgivet; men den Syge lever dog idag. Selvplageren derimod lever endnu nøiagtigere forstaaet ikke til den næste Dag, han er opgiven, da han opgav det Evige, han lever end ikke idag, endnu mindre til imorgen (thi for at leve til imorgen maa man dog leve idag), skjøndt han dog lever. Som Fuglen, der flyver mod en malet Væg for at sætte sig i et af Træerne, og flyver sig træt ja maaskee ihjel ved at ville sidde i et af disse Træer: saaledes ►afsjeler Selvplageren sit Selv ved idag at ville leve den næste Dag. Som Fuglen, der blev træt underveis over 88Verdenshavet, synker med ►mattede Vingeslag mod Havet, og nu hverken kan leve eller døe: saaledes med Selvplageren, der bliver træt underveis over Afstanden mellem idag og den næste Dag. At leve er at være til idag; naar man er død, saa er der intet Idag mere. Men Selvplageren lever, dog ikke idag, han lever ikke til imorgen, dog lever han Dag efter Dag. For ham kan vor Herre ikke ►klare op; thi det bliver lige mørkt om ham og lige usaligt, enten han lever eller døer, han, som hverken lever eller døer, og dog lever – ja, som i et Helvede.

✂

✂ Lad os saa til Slutning tænke paa ►Fuglen, der var med i Evangeliet og skal være med i Talen. Fuglen ankommer i samme Dag til sit fjerne Bestemmelses-Sted; den Christne er samme Dag, ►»endnu idag« i Himmelen, hvor hans Liv er; Hedningen kommer aldrig af Stedet. Fuglen er i god Forstand en Selvkjerlig, som fornuftigt elsker sig selv, derfor ingen Selvplager; den Christne elsker Gud, derfor ingen Selvplager; Hedningen (hvad Gud forbyde og forbyder) hader sig selv, han er en Selvplager. Fuglen lever kun een Dag, saaledes80 er 91 den næste Dag ikke til for den; den Christne lever evig, saaledes er den næste Dag ikke til for ham; Hedningen lever aldrig, altid af den næste Dag hindret i at leve. Fuglen er fritagen for al Angest; Velsignelsen over den Christne frelser ham fra al Angest; Hedningens Bekymring er Straffen over ham: Selvplagelse – ingen Synd straffer saaledes sig selv som Selvplagelse.