↩ O sidste Trøst, o salige Trøst, o Trøst over al Maade! Thi, som sagt, naar den menneskelige Deeltagelse ophører, naar det ene Menneske ikke tør gaae ind til det andet: der er inderst inde i Mennesket188 en Trøst; som ►Skriften siger »haver Salt i Eder selv«, saa gjælder det ogsaa, at inderst inde i ethvert Menneske er Trøsten. Men dog har denne Trøster ingenlunde fornegtet sin Charakteer som Bodsprædikant. Thi dersom Du ved al Din Elendighed, ►ved noget Dit Smerte-Skrig i Lidelsen, eller noget Dit Angest-Skrig for Lidelsen, Du frygter, vilde forsøge at bevæge ham til at give Dig en Vished om, at Du elsker Gud: da vilde han svare »naar Du elsker Gud.« Indbild Dig heller ikke, at det egentligen er af Deeltagelse med al denne Din Elendighed, at han siger og gjentager dette Trøstens Ord. Nei, det er fordi han frygter, at Du fortvivlet skulde styrte Dig i hvad der guddommelig forstaaet er et Menneskes Elendighed, i den Elendig44hed ikke at elske Gud. Han er ikke beskjeftiget med at ville have Din Lidelse bort, han giver Dig heller ikke, hvad han ikke kan, Vished om, at Du elsker Gud. Men medens Elendigheden prædiker Bod for Dig, prædiker han Trøst, ikke menneskelig men guddommelig Trøst; og i den guddommelige Trøst er altid Bod indeholdt og fordret.