Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Christelige Taler

Kierkegaard, Søren Christelige Taler

Søren Kierkegaards Skrifter

↩

✂ ►Tredie Afdeling

✂

✂ * ►Tanker som saare bagfra

✂ – til Opbyggelse

✂


✂


✂ ►Christelige Foredrag

✂


✂


✂ af

✂


✂


✂ 👤S. KIERKEGAARD

✂


✂


✂


✂ 📌Kjøbenhavn

✂ Forlagt af Universitetsboghandler 👤C.A. Reitzel

✂ Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker 👤Bianco Luno

✂ 1848

✂

✂ ►Det Christelige behøver intet Forsvar, er ikke tjent med noget Forsvar – det er angribende; at forsvare det er af alle Forvanskninger den uforsvarligste, den meest bagvendte, og den farligste – den er det ubevidst ►underfundige Forræderi. Det Christelige er angribende, i ►Christenheden selvfølgeligt angribende bagfra.

✂

I


► Forvar Din Fod, naar Du gaaer til Herrens Huus

✂ ►Hvor er i Guds Huus Alt saa stille, saa trygt. Den, der træder derind, ham er det, som var han med et eneste Skridt kommen til et fjernt Sted, uendelig langt borte fra al Larm og Skrig og Høirøstethed, fra Tilværelsens Forfærdelser, fra Livets Storme, fra rædsomme Begivenheders ►Optrin eller ►deres forsmægtende Forventning. Og hvor Du vender Dit Blik hen derinde, vil Alt gjøre Dig tryg og rolig. Den ærværdige Bygnings høie Mure, de staae saa faste, de værne saa ►tilforladeligt om det sikkre Tilflugtssted, under hvis mægtige Hvælving Du er fri fra ethvert Tryk. Og Omgivelsens Skjønhed, dens Pragt vil gjøre Dig Alt venligt, saa indbydende, den vil ligesom indynde ►det hellige Sted hos Dig, ved tillige at ►erindre om, hvad der jo maa forudsættes, gode og rolige Tider, der have begunstiget disse Fredens Foretagender. See, ►den Mand, der har hugget disse Billeder i Steen, ►han har dertil brugt lang Tid, og i al denne lange Tid maa hans Liv have været ►omfredet og ►betrygget, at Ingen har stødt til ham, og at Intet er tilstødt ham, som paa nogen Maade kunde gjøre Haanden eller Tanken usikker: han har som Konstner behøvet Fredens dybeste Ro – hvad han frembragte minder derfor ogsaa om denne Ro. See, Den, der har vævet dette Fløiel, hvormed Talerstolen er smykket, han maa have havt Ro til at sidde stille ved sit Arbeide, ved det Arbeide, der trives i Fredens Tider og ikke er fornødent i Krigens. Og den Qvinde, som syede Guldet derpaa, hun maa have faaet Lov til at sidde uforstyrret og flittig ved sin Gjerning, ene beskjeftiget med den og med Tanken om at gjøre hvert Sting lige omhyggeligt.

✂ Hvor beroligende, hvor ►inddyssende – ak, og hvor megen Fare i denne Tryghed! Og derfor er det dog sandeligen saa, at det egentligen kun er Gud i Himlene, der i Livets Virkelighed ►ret tilgavns kan prædike for Menneskene; thi Han har Omstændighederne, har Skjebnerne, har ►Bestædelserne i sin Magt. Og Omstændighederne – og naar »Du« er i dem, naar de omslutte »Dig« som ►den Paagjeldende: ja deres Veltalenhed er gjennemtrængende og opvækkende. Det har Du vel ogsaa erfaret. Dersom Du selv var den Syge, der i Midnattens Time laae søvnløs paa Sygeleiet, eller dersom Du blot var Den, der i Midnatstimen sad ved den Syges smertefulde Leie, og med ængstende Tydelighed talte ►hvert Uhrets Slag og hvert den Syges Suk, men uden at finde Eensformighedens eller Tallets Lindring – hvis Du da hørte ►hiin gudelige Sang, »det var ved Midnatstide vor Frelser han blev født«: troer Du da, at alle Talere tilsammen formaaede at frembringe denne Virkning! Og hvorfor ikke? Fordi Sygeleiet og Nattens Time prædiker mægtigere end alle Talere, forstaae sig paa denne Hemmelighed, at tale saaledes til Dig, at Du faaer det at fornemme, at det er Dig, just »Dig«, ikke ham, der sidder ved Siden af, ikke dem derudenfor, men just »Dig«, der tales til, Du, som føler Dig ene, ene i den hele Verden, ene i Midnattens Time ved Sygeleiet. Eller dersom et Menneske ligger paa sit Yderste, og man ærligt og redeligt ikke har fortiet ham hvad man i disse Tider vil fortie den Døende, det for ham Vigtigste at vide, at det er forbi: troer Du ikke, at det eenfoldige, trøstende Ord af den meest Indskrænkede vil frembringe en ganske anden Virkning, end alle de berømteste Taleres paa Den, der sund og frisk, i egne Tanker ogsaa aandelig karsk, sidder tryg i ►det pragtfulde Tempel og hører – og maaskee bedømmer ►Foredraget. Og hvorfor vil hiint eenfoldige Ord frembringe en ganske anden Virkning? Fordi Døden veed at gjøre sig forstaaet, ►betræffende hvem det er det angaaer, veed at lade Dig forstaae, at det er »Dig«, at Du er den Vedkommende, at det er ingen Anden, ikke Din Nabo eller Gjenbo eller en anden Mand her i Byen, men at det er »Dig«, der skal døe.

✂ Saaledes i Livets Virkelighed, naar Gud er Den, der ved Omstændighedernes Hjælp prædiker til Opvækkelse. Men i Guds Huus, i det pragtfulde Guds Huus naar Præsten prædiker – til Beroligelse! Især da hvis han vilde stræbe at tilfredsstille de menneskelige eller hvad man saadan ►kalder Tidens Fordringer. Thi medens Menneskene i disse Tider blive mere og mere frygtagtige, mere og mere bange for selv i Virkeligheden at opleve det Forfærdelige, givne i Omstændighedernes Vold, saa blive de derimod mere og mere kræsne i at begjere Veltalenhedens Tant. For Alvor vil man Intet høre om det Forfærdelige, man vil lege det efter, omtrent som naar i Fredstider Krigerne, eller vel rettere Ikke-Krigerne, lege Krig; man vil ►konstnerisk fordre Alt i Henseende til Omgivelsens Skjønhed, og konstnerisk fordre Alt af Taleren, men selv vil man verdsligt og ugudeligt i Guds Huus sidde ganske tryg, fordi man jo nok veed, at den Magt har ingen Taler, den Magt, som kun ►Styrelsen har, at gribe et Menneske, at kaste ham hen i Omstændighedernes Vold, at lade Tilskikkelser, og Prøvelser, og Anfægtelser i Alvor prædike for ham til Opvækkelse.

✂ O, der er i Livets sædvanlige Gang saa Meget, der vil inddysse et Menneske, lære ham at sige »►Fred og ingen Fare.« Derfor gaae vi da hen i Guds Huus, for at vækkes af Søvnen og for at udrives af Fortryllelsen. Men naar der saa igjen stundom i Guds Huus er saa Meget, der vil inddysse os! Endog hvad der i og for sig selv er Opvækkende, Tanker, Betragtninger, Forestillinger, kan ved Vanens og Eensformighedens Magt ganske tabe Betydningen, som en ►Springfjeder kan tabe Spændstigheden, ved hvilken den dog egentligen kun er hvad den er. Der er jo saaledes, for at komme denne Tales Gjenstand nærmere, rigtigt, forsvarligt, det er ligefrem Pligt atter og atter at indbyde Menneskene til at komme i Herrens Huus, at kalde paa dem. Men man kan blive saa vant til at høre denne Indbydelse, at den taber sin Betydning, saa man tilsidst udebliver og det ender med, at Indbydelsen prædiker Kirken tom. Eller man kan blive saa vant til at høre denne Indbydelse, at den udvikler usande Forestillinger hos dem, der komme, gjør os vigtige i egne Tanker, at vi ikke ere som dem, der blive borte, gjør os selvtilfredse, trygge, fordi den indvikler os i et Sandsebedrag, som var det, siden vi saa indstændigt indbydes, Gud, der trængte til os, som var det ikke tværtimod os, der ►i Frygt og Bæven skulde betænke, hvad han kan fordre af os, som var det ikke os, der i Oprigtighed skulde ►takke Gud til, at han overhovedet vil have med os at gjøre, at han vil taale og tillade, at vi nærme os ham, taale, at vi formaste os til at troe, at han bryder sig om os, at han uden at blues vil være bekjendt at kaldes vor Gud og vor Fader.

✂


✂ ►Saa lad os da denne Sag betræffende engang tale anderledes, idet vi tale over disse Ord af Prædikeren:

✂


✂ Forvar Din Fod, naar Du gaaer til Herrens Huus.

✂


✂ Forvar Din Fod, naar Du gaaer til Herrens Huus. Thi det er en høist ►ansvarlig Sag at ►gaae op i Herrens Huus. Husk paa, at han, som der er tilstede, han er Den, som er i Himlene – og Du er paa Jorden. Men indbild Dig ikke, at han i sin Ophøiethed er langt borte: just dette er jo Alvoren og Ansvaret, at Han, den uendelig Ophøiede, er Dig ganske nær, nærmere end de Mennesker, Du har daglig om Dig, nærmere end Din fortroligste Ven, for hvem Du mener ganske at kunne vise Dig som Du er. Ophøiethed og Fjernhed synes at svare til hinanden, at den, der er den Ophøiede ogsaa er Dig fjern; Lighed og Nærhed synes at svare til hinanden, at Den, der er Dig nær, ogsaa er Din Lige: men naar Ophøietheden er Dig ganske nær og dog er Ophøietheden, da er Du vanskelig stillet. Dog er just Gud, den uendelig Ophøiede, i Herrens Huus Dig ganske nær i sin Ophøiethed; thi det er ikke med Gud som med et Menneske, der dog i Grunden bliver mindre ophøiet, naar han kommer Dig, den Ringe, nær, indlader sig med Dig, nei Gud kan komme den Ringeste ganske nær, og er dog i sin uendelige Ophøiethed. O, Evighedens Alvor, o vanskelige Stilling! Thi ikke sandt, naar der ellers blot er en Fremmed tilstede hvor Du er, saa er Du noget forandret, og naar den Mægtigste og meest Ophøiede i Landet er tilstede, saa er Du meget forandret, fordi han er saa ophøiet, og fordi Du saa sjeldent seer ham. Men Gud i Himlene er ganske anderledes ophøiet, og dog, naar Du gaaer op i Herrens Huus, da er Gud i sin uendelige Ophøiethed Dig ganske nær, nærmere end Du er Dig selv, da han forstaaer og opdager endog ►den Din Tanke, som Du ikke selv forstaaer. O, hvilken Ansvarets uhyre Vægt, at den uendelig Ophøiede, Den, for hvem Du maaskee helst vilde vise Dig i Din bedste Skikkelse, at han – og dog i sin Ophøiethed er Dig ganske nær, seer Dig – og dog i sin Ophøiethed ganske nærved, som end ikke Den seer Dig, der hver Dag er om Dig. Selv om Du i Betragtning af at Du ►fremstiller Dig for ►den Allerhøieste vilde forsøge at vise Dig anderledes end Du er, Du kan det ikke – dertil er Han for uendelig Ophøiet, ja, og nu kommer det igjen, dertil er han Dig for nær. Kan et Menneske tabe Fatningen og glemme, hvad det var han vilde sige, naar han stilles ligeoverfor den kongelige Majestæt: o, forfærdeligt at stilles ligeoverfor Gud; thi hverken er den kongelige Majestæt saa ophøiet som Gud, ei heller kan han komme Dig saa nær.

✂ Tag Dig derfor iagt, naar Du gaaer til Herrens Huus. Hvad vil Du der? Du vil paakalde Herren Din Gud, ►love og prise ham. Men er det nu ogsaa virkeligen saaledes i Oprigtighed Din Alvor? Du veed, Sproget har intet høitideligere Udtryk i Henseende til at fordre Oprigtighed, end naar man siger til et Menneske: er det for Gud Din Overbeviisning, Din Mening. Og i Herrens Huus er Du jo for Gud. Er altsaa Din Paakaldelse, der paakalder Gud, er den for Gud oprigtig meent? Og hvad er Oprigtighed for Gud? Det er, at Dit Liv udtrykker hvad Du siger. Vi Mennesker maae nøies med mindre, med at den Ene høitideligt forsikkrer den Anden, at Det og Det er hans oprigtige Mening. Men Gud i Himlene, han den uendelig Ophøiede, eller, ja her kommer det igjen, Gud, ►Hjertekjenderen, som er Dig ganske nær: Gud vil kun forstaae een Art af Oprigtighed, den, at et Menneskes Liv udtrykker hvad han siger. Al anden Oprigtighed, al anden Høitidelighed, al blot Forsikkring om, at man mener hvad man siger: er for Gud et Bedrag, en Usandhed, en saadan Paakaldelse en ►Formastelse mod ham. Tag Dig da iagt, at Din Paakaldelse ikke, istedetfor at kunne behage Gud, er en Formastelse mod Gud. Tag Dig iagt, at Du ikke, bedragen af Dig selv, fordi Du ikke forstaaer Dig selv, ►formaster Dig til at bedrage Gud, som havde Du i Hjertet de fromme Følelser, der dog ikke have den Magt over Dig, at forandre Dit Liv, at lade Dit Liv være Udtrykket for disse Følelser. O, vi Mennesker beklage os ofte over, at vi mangle Ord og Udtryk for vore Følelser, at Sproget ikke vil staae os bi, at vi, og maaskee forgjeves, maae lede efter Ord: for Gud skal Sligt ikke bekymre Dig; dersom blot Dit Liv udtrykker, at Du har disse Følelser, ja, da er Du for Gud oprigtig, og hiin snaksomme Oprigtighed aldeles overflødig.

✂ Eller Du gaaer maaskee op i Herrens Huus for at bede Gud om Hjælp og Bistand. Tag Dig iagt for hvad Du gjør, har Du ret, har Du for Gud forstaaet Dig selv i, hvem det er Du kalder til Hjælp, hvad det vil sige at paakalde hans Hjælp, hvad det forpligter Dig til? Er det maaskee verdslige Anliggender, barnagtige Bekymringer, Ubetydeligheder, i Anledning af hvilke Du vil paakalde hans Hjælp – og ikke, for at Han maatte hjælpe Dig til at glemme dem, men for at beskjeftige Dig med dem; altsaa er det i Anledning af Ubetydeligheder, som Du dog maaskee har glemt imorgen, og dermed da ogsaa dette ingenlunde Ubetydelige, at Du paakaldte den Høiestes Bistand: saa har Du jo spottet Gud – og Han glemmer ikke, at Du paakaldte Hans Hjælp. Bliver en Læge, og dog vel med Rette, utaalmodig, naar barnagtige Forældre sende Bud til ham for enhver Ubetydelighed, saa det Hele er forbi, naar han kommer, og næsten glemt, i hvilken Anledning det var man sendte Bud efter ham: skulde ►Gud den Almægtige da ville lade sig behandle saaledes! Eller turde Du understaae Dig at mene, at det er Gud, der skal tjene Dig, at Han, den Høieste, skulde være flux ►tilrede for at høre paa Dine Bønner, og opfylde Dine Ønsker: o, dersom Du indlader Dig med Ham, da er Du Den, der derved ubetinget forpligtes til at skulle lyde og tjene. Og dersom Du ikke forstaaer dette, saa er det en Formastelse at indlade Dig med Ham, en Formastelse at paakalde Hans Hjælp. Ja vist, er Han ►den Almægtige, og kan Alt hvad han vil, det seer næsten fristende ud, som behøvede Du blot at ønske. Men tag Dig iagt: intet ubesindigt Ord hævnes saaledes som en ubesindig Bøn til Gud, og intet Ord forpligter saaledes som den Bøn, der anraaber Gud om Hjælp; thi den forpligter Dig til nu ubetinget at lade Dig hjælpe som Han vil. Et Menneske kan Du bede om Hjælp, og have glemt det, naar han kommer med Hjælpen; et Menneske kan Du bede om Hjælp, og naar han saa ikke vil hjælpe Dig som Du vil, saa kan Du sige »det var ikke det jeg bad om«: men har Du bedet Gud om Hjælp, saa er Du bunden, bunden til at tage mod Hjælpen, som han finder det for godt. O, der høres saa ofte dette Skrig om Hjælp, og dette Skrig, at der ingen Hjælp er: sandeligen der er altid Hjælp nok. Men det menneskelige Hjerte er saa ►underfundigt, og saa lidet ordholdende; naar Hjælpen viser sig at blive Det, man meest havde gyset for, saa siger man: »det er dog vel ingen Hjælp?« Og dog dersom denne Hjælp er fra Gud, og dersom Du har bedet ham om Hjælp: saa er Du forpligtet til at tage mod Hjælpen og til troende og takkende at kalde den Hjælp.

✂ Eller Du gaaer maaskee op til Herrens Huus, for ved Løfte til Gud at forpligte Dig i Forsæt, i Beslutning for Fremtiden: tag Dig iagt for hvad Du gjør. Har Du ret forstaaet Dig selv i hvad det vil sige at love Gud Noget, at Det Du lover Gud er Noget, et Menneske kan og tør love Gud, at det ikke er Noget, som vi Mennesker ►kunne narres med at love hinanden, at det er Noget, Gud vil tillade Dig at love ham: ellers er det jo en Formastelse; og har Du ret forstaaet Dig selv i, hvorledes et Løfte til Gud forpligter Dig? »►Et Løfte er en Snare«, siger man – og et Løfte til Gud, ja, dersom det er hvad det skal være, og vorder hvad det skal vorde, da er det ►vistnok saa langt som muligt fra at være en Snare, da det er et frelsende ►Ledebaand: men hvis ikke! Hvis Du ikke forstaaer Dig selv i hvad Du lover Gud, har den sande Forestilling om, hvad Du kan og tør love Gud: saa taber Du Gud, Du forvænner Din Sjel til at ►omgaaes Gud og Guds Navn letsindigt og forfængeligt. Og hvis Du ikke holder Gud hvad Du lover, saa taber Du Dig selv. O, og der er dog bestandigt Een, som et Menneske ikke kan undflye: sig selv, og saa Een til: Gud i Himlene!

✂ Tag Dig derfor iagt, naar Du gaaer til Herrens Huus, betænk ►Prædikerens Ord: »vær ikke snar med Din Mund, og lad Dit Hjerte ikke overile sig med at tale Noget for Guds Ansigt; thi Gud er i Himmelen og Du paa Jorden. Naar Du lover Gud et Løfte, da tøv ikke at betale det; thi han haver ikke Velbehag til Daarer; hvad Du lover, det betal. Det er bedre, at Du Intet lover, end at Du lover og betaler det ikke.«

✂ Forvar Din Fod, naar Du gaaer til Herrens Huus. Thi maaskee skulde Du der faae meget mere at vide end Du dog egentligen ønsker, og maaskee skal Du der faae et Indtryk, som Du senere forgjeves skal søge at blive af med: ►tag Dig derfor iagt for Ilden, den brænder.

✂ Det høres atter og atter, det ansees i Verden som en afgjort Sag, at Menneskene saa gjerne ville kjende Sandheden, naar de blot havde Evne og Tid dertil, og man saa ret kunde gjøre dem den indlysende. O, overflødige Bekymring, o, ►snildt opfundne Udflugt! Ethvert Menneske har sandeligen Evne nok til at kjende Sandheden: skulde vel Gud i Himlene saa umenneskelig have ►forfordeelt Nogen! Og ethvert Menneske, selv den meest Beskjeftigede har sandeligen ogsaa Tid nok til at lære Sandheden at kjende, Intet er vissere, da han skal have Tid; at den Travle netop ligesaa lidet som Lediggjængeren har Tid nok dertil, er dog vel ingenlunde noget Modbeviis! Og da Enhver har Evne nok og Tid, saa kan det selvfølgeligt heller ei være saa vanskelig en Sag med ret at gjøre den indlysende – dersom Mennesket selv vil have den gjort indlysende. Men her ligger just Vanskeligheden: det er saa nemt at skyde Skylden paa Manglen af Evne, paa Manglen af Tid, og paa Sandhedens Dunkelhed, og saa tager det sig derimod saa pynteligt ud og er saa mageligt, at man saa gjerne vilde erkjende Sandheden.

✂ Sandeligen, sandeligen, dette ►er ikke saa. Den, der blot nogenlunde kjender sig selv, veed af egen Erfaring Beskeed om, at det snarere er saa, at Mennesket inderst inde har en hemmelig Angest og ►Sky for Sandheden, en Frygt for at faae for Meget at vide. Eller troer Du virkeligen, at det er ethvert Menneskes oprigtige Ønske, ret tilgavns at faae af vide, hvad Selvfornegtelse er, at faae det gjort saaledes klart, at enhver Undskyldning, enhver Udflugt, enhver Besmykkelse, ethvert ►Tilhold i Andres usande men gunstige Omdømme bortskjæres ham! Troer Du det? Ja, jeg behøver ikke at afvente Dit Svar; thi var det Tilfældet, saa havde ethvert Menneske i Sandhed Selvfornegtelse, da dette just er Selvfornegtelsens første Form. O, men selv den Bedre, der dog har overvundet den første Gysen for Sandheden, og ikke ganske verdsligt krymper sig ved at faae den at vide: selv han, han, der altsaa oprigtig tilstaaer, at han af egen Erfaring meget godt veed, at man ikke saa gjerne vil til at lære Sandheden at kjende – selv han, eller rettere netop han vil vist tilstaae, at han ofte og ofte nok med Grund har Mistanke til sig selv, at han dog skjuler sig for Sandheden ►som 👤Adam blandt Træerne, at han dog lister sig fra Noget og dog lister sig til Noget, at han dog stundom hellere vil slippe ind i Dunkelhed, hvor der kun er Dæmring, end at Sandheden skulde gjøre det altfor lyst omkring ham.

✂ Tag Dig derfor iagt, naar Du gaaer op til Herrens Huus; thi der faaer Du Sandheden at høre – til Opbyggelse, ja, det er sandt, men tag Dig iagt for det Opbyggelige, der er Intet, Intet saa mildt som det Opbyggelige, men der er heller Intet saa herskesygt; det Opbyggelige er mindst af Alt ►en løs Tale, der er Intet saa bindende. Og i Guds Huus faaer Du Sandheden at vide – ikke af Præsten, hvis Indflydelse Du jo let kan og ogsaa i en vis Forstand skal unddrage Dig, men af Gud eller for Gud. Just dette er Sandhedens Alvor, er Sandheden, at Du for Gud faaer den at vide; det, det især kommer an paa, er dette: for Gud. Der er i Guds Huus Een tilstede, som veed med Dig, at Du, netop Du har faaet Sandheden at vide. Tag Dig iagt for denne Medviden; fra den Medviden slipper Du aldrig tilbage i Uvidenhed, det vil sige, Du slipper ikke uden Skyld tilbage, og Du undslipper heller ikke Bevidstheden om denne Skyld.

✂ Tag Dig derfor iagt, at Du ikke faaer for Meget at vide, at Du ikke faaer at vide, at den Forsikkring, som, medens ►derunder Dit Liv gik lysteligt hen, gjorde Dig ►tækkelig i egne Øine, velbehagelig i Andres, den Forsikkring, at Du saa gjerne ønskede at lære Sandheden at kjende, at den er en Indbildning, eller endnu værre, at den er en Usandhed. Tag Dig iagt, at Du ikke der, i Guds Huus, faaer at vide – dog det veed Du jo, Du opløfter Dig maaskee endog i megen Viden over de eenfoldige Talere, som ville tale om saadanne forældede Ting, hvilke ethvert Barn veed – men tag Dig dog iagt, at Du ikke der, i Guds Huus, faaer det saaledes at vide, at Du maa forstaae det: at der kan fordres af Dig, at Du i Selvfornegtelse skal opgive alt Det, hvori det naturlige Menneske har sit Liv, sin Lyst, sin Tidsfordriv. Har Du betænkt hvad Livslede er? At Livslede just fremkommer, naar alt det Endelige fratages et Menneske, medens man dog lader ham beholde Livet, at da Alt bliver øde og tomt og ►ulysteligt omkring ham, Tiden saa ubeskrivelig lang, ja, at det er ham som var han død: nu ja, det kalder Selvfornegtelsen ►at afdøe – og Sandheden lærer, at et Menneske skal afdøe fra Endeligheden (dens Lyst, dens Beskjeftigelser, dens ►Idrætter, dens Tidsfordriv), skal gjennem denne Død til Livet, skal smage (som det hedder at smage Døden) og fatte, hvor tomt Det er, hvormed Travlhed udfylder Livet, hvor ubetydeligt Det er, som er ►Øiets Lyst og det kjødelige Hjertes Begjering – ak, det naturlige Menneske forstaaer Sagen lige omvendt, han troer, at det Evige er det Tomme. Der er vel ingen Drift saa stærk i et Menneske som den, med hvilken han hænger ved Livet – naar Døden kommer, bede vi Alle for os om at maatte leve: men Selvfornegtelsens Afdøen er lige saa bitter som Døden. Og i Herrens Huus faaer Du Sandheden at vide, at Du skal ►afdøe fra Verden; og har Gud faaet at vide, at Du fik det at vide (hvilket jo er uundgaaeligt), saa skal i al Evighed ingen Udflugt hjælpe Dig. Tag Dig derfor iagt, naar Du gaaer til Herrens Huus.

✂ Forvar Din Fod, naar Du gaaer til Herrens Huus. Thi kom Du end fra det Forfærdeligste, der i Verden kan hænde et Menneske, for Rædselen derude flygtende ind i Guds Huus: Du kommer dog til det endnu Forfærdeligere. Her, i Guds Huus, er der væsentligen Tale om en Fare, som Verden ikke kjender, en Fare, i Sammenligning med hvilken Alt hvad Verden kalder Fare er Barneværk: Syndens Fare. Og her, i Guds Huus, er der væsentlig Tale om en Rædsel, som aldrig er hændt hverken før eller senere, i Sammenligning med hvilken det Rædsomste, der kan hænde det ulykkeligste af alle Mennesker, er en Ubetydelighed: den Rædsel, at ►Slægten korsfæstede Gud.

✂ Hvad vil Du saa i Guds Huus? Er det Armod, eller Sygdom eller anden Gjenvordighed, kort hvilkensomhelst jordisk Nød og Elendighed: derom tales der i Guds Huus ikke, idetmindste ikke først. Der tales først og der skal tales først om Synden, om at Du er en Synder, om at Du for Gud er en Synder, om at Du i Frygt og Bæven for denne Tanke skal glemme Din jordiske Nød. Ikke sandt, det er en egen Maade at trøste paa! Istedetfor deeltagende at spørge til Dit Befindende, istedetfor at give Dig Raad og Vink ... hvis Du af den Grund tyede derhen: saa har Du jo taget feil, Du kommer saa jo til det end Forfærdeligere. Thi istedetfor at have Deeltagelse med Din jordiske Elendighed og travlt for at afhjælpe den: lægges der Dig en end tungere Vægt paa, gjøres Du til Synder. Derom tales der saa, og i Sandhed til Opbyggelse om at der er Frelse for Syndere, Trøst for Angergivne. Men maaskee vedkommer alt Dette ikke Dig, Du, som ene beskjeftiget med Din jordiske Lidelse flygtede herhen. Og dog, det vedkommer Dig, forgjeves vil Du sige, at det ikke vedkommer Dig, forgjeves, om Du vilde gaae igjen: det er Dig sagt, og Gud veed det med Dig, at det blev Dig sagt, og at Du hørte det!

✂ Hvad vil Du da i Guds Huus? Maaskee leed Du Uret, muligt, at Du er den Uskyldige, den Elskelige, og dog, maaskee bedrog Menneskene Dig troløst; muligt, at Du er den Ædle, den Gode, muligt, at Du endog engang skal regnes blandt Slægtens Velgjørere, og dog, dog, til Løn derfor maaskee udstødte Menneskene Dig af deres Samfund, mishandlede, forhaanede, bespottede Dig, ja tragtede Dig efter Livet – og Du flygter hen i Guds Huus for at søge Trøst: ►hvo Du end er, Du tager feil – Du kommer der til det endnu Forfærdeligere! Her, i Guds Huus, er ikke Talen, idetmindste ikke først, om Dig og mig, om hvad vi Mennesker i Verden kunne lide for en Smule Uret, som vi dog paa anden Maade ærligt have fortjent. Nei, her, i Guds Huus, er Talen først og fremmest om den Rædsel, hvis Lige aldrig var seet og aldrig senere skal sees i Verdens Forvirring, om den Uret, ►himmelraabende, som den aldrig før var bedreven og aldrig skal det senere, om hiint Oprør, forfærdeligere end Havets vildeste, da Slægten, ikke som ellers, afmægtigt, ►oprørte sig mod Gud, men ligesom seierrigt greb ham og korsfæstede ham: saa tager jo dog Den feil, der fra Rædselen udenfor flygter herind – til det endnu Forfærdeligere! Dog skal Talen først og fremmest være herom. Hans, vor Herre Jesu Christi Skikkelse, skal fremkaldes, ikke saaledes som naar Konstneren finder og giver sig god Tid til at fremstille den, ikke saaledes, at den tages ud af Rædselens Omgivelse og stilles hen, en Gjenstand for den rolige Beskuen. Nei, Han skal mindes i Farens og Rædselens Øieblik, da den rolige Beskuer ►vistnok helst bliver hjemme, da det havde været at gjøre sig mistænkt, om Nogen havde seet tilbedende eller blot kjerligt paa Ham, da der Intet var at see uden dette »►see hvilket Menneske,« da der end ikke var Tid til at see paa Ham, fordi Rædselen tog Øiet fra En og drog det stirrende paa sig. Og Christi Lidelse skal ikke mindes som forbigangen: o, spar Din Medlidenhed! Nei, idet denne Rædsel fremstilles er den et Nærværende, og Du er tilstede, og jeg, ved et Nærværende og som – Medskyldig!

✂ Men saa gik Du jo feil, idet Du gik til Herrens Huus. Istedetfor at faae Trøst at høre, som kunde trøste Dig i hvad Uret Du lider, istedetfor at faae Ret mod Menneskene, som gjøre Dig Uret, istedet derfor faaer Du Uret, Du, just Du, den uskyldigt Forfulgte, Forhaanede, Forurettede! Du faaer en Skyld, en ►himmelraabende Skyld, lagt paa Din Samvittighed, at ogsaa Du er Medskyldig i Hans uskyldige Lidelse og Død. O, ►haarde Trøstetale, hvo kan høre den! O, strenge Maade at adsprede Dig Dine mørke og sørgmodige Tanker: at give Dig det end Forfærdeligere at ►græde for!

✂


✂ Forvar derfor Din Fod, naar Du gaaer til Herrens Huus – og hvorfor? Just fordi i Herrens Huus, der tilbydes Dig det eneste Frelsende, den saligste Trøst, der tilbydes Dig det Høieste, ►Guds Venskab, hans Naade i Christo Jesu. Derfor ►skulle vi ikke ►aflade at indbyde Menneskene til dog at komme i Herrens Huus, vi skulle altid være villige til for Andre, som for os selv, at bede, at vort Besøg i Guds Huus maatte vorde velsignet; men derfor, just derfor skulle vi heller ikke betænke os paa at tilraabe Menneskene: for Gud i Himlens Skyld, tag Dig iagt, vogt for Alt paa, ►at Du værdeligen benytter, hvad der tilbydes Dig – just fordi der er Alt at vinde, derfor er ogsaa der Alt at tabe. Benyt det troende! Der er ingen ►Forvisning saa inderlig, saa stærk og saa salig som Troens. Men Troens Forvisning er ikke Noget man fødes med, et ungdommeligt, livsglad Sinds Tillidsfuldhed; endnu mindre er Troen Noget man griber ud af Luften. Troen er den Forvisning, den salige Forvisning, som er i Frygt og Bæven. Naar Troen sees fra dens ene, den himmelske, Side, da seer man kun Salighedens Gjenskin i den; men seet fra dens anden, den blot menneskelige Side, seer man idel Frygt og Bæven. Men saa er jo ogsaa den Tale usand, der idelig, og aldrig anderledes end indbydende, lokkende, vindende vil tale om Besøget i Herrens Huus; thi fra den anden Side seet er det forfærdeligt. Derfor er saa ogsaa den Tale usand, der tilsidst endte med ganske at ►skrække Menneskene bort fra at komme i Herrens Huus; thi fra den anden Side seet er det saligt, ►een Dag i Guds Huus bedre end tusinde ellers. O, og derfor er det en vanskelig Sag at styre rigtigt, og derfor lykkes det vel kun saare sjelden et Menneske, og altid dog i Skrøbelighed. Thi det er let, lokkende at vinde Menneskene; det er ogsaa let, frastødende at skræmme dem bort: men om muligt med en Inderlighed, som Ingen kunde modstaae, at indbyde dem til at komme, og ►derhos med en Forfærdelse, som kunde lære selv den Modigste at gyse, at tilraabe: »tag Dig iagt« – ja, det er vanskeligt. Det Samme gjælder nemlig for Taleren, det Samme som han gjør gjældende. Thi til Taleren hedder det: brug al den Dig forundte Evne, villig til enhver Opoffrelse og Eftergivenhed i Selvfornegtelse, brug den til at ►vinde Menneskene – men vee Dig, om Du vinder dem saaledes, at Du udelader Forfærdelsen; brug derfor al den Dig forundte Evne, villig til ethvert Offer i Selvfornegtelse, brug den til at forfærde Menneskene – men vee Dig, om Du ikke bruger den i Grunden dog for at vinde dem for Sandheden.

✂

II


► »See, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig, hvad skulle vi have?« (►Mth. XIX, 28.) – og hvad skulle vi have!

✂ De anførte Ord ere ►Apostelen Peders, sagte i Anledning af ►Christi Forsikkring om, hvor vanskeligt det er at indgaae i Guds-Rige. Og Slutningen af Spørgsmaalet angaaer jo os Alle: hvad skulle vi have, hvad forjætter Christendommen os? Men nu Begyndelsen af Spørgsmaalet »vi have forladt alle Ting og fulgt Dig«, angaaer den ogsaa os? ►Vist nok. Passer den da paa os? Maaskee. Det er jo muligt, at den forskjelligt kan passe paa de Forskjellige. ►Salig Den, paa hvem disse Ord passe ganske, salig Den, der ogsaa turde sige: jeg har forladt alle Ting for at følge Christum efter. Dog kunne Ordene ogsaa paa en anden Maade passe ganske – som en Spot over dem, der sige sig og mene sig at være Christne, altsaa at følge Christum efter, og dog hænge med deres hele Sjel ved det Verdslige. Man kunde i en udførligere Fremstilling søge at vise, at Saadannes Christendom er en Indbildning, et Bedrag; men man kan ogsaa ►gjøre det Hele kortere af, og dog paa en Maade, som vanskeligere forfeiler sin Virkning, ved blot at anføre disse Ord af Peder »see, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig« – de passe ganske!

✂ Der tales ofte om, hvor herligt det er at være Christen, om det store Gode at være Christen, om hvad Den, der er Christen, eier og engang ►fuldere skal annamme, om hvilket Gode der tilbydes et Menneske i Christo; og dette Gode ►anprises da i de høieste og stærkeste Udtryk. Dette er jo ogsaa ganske i sin Orden, rigtigt og forsvarligt, det er ligefrem Pligt, at det gjøres saaledes. Men man kan sige det Samme, ganske det Samme, paa en anden, maaskee mere opvækkende Maade. O, og hvilken af disse Tvende taler dog egentligen sandest om dette Godes Herlighed, enten Den, der beskriver det i de herligste Udtryk, eller Den, der siger »see jeg har forladt alle Ting for dette Godes Skyld«? Han siger altsaa Intet ligefrem om, hvor herligt Godet er, han bruger, han spilder ikke et eneste Ord derpaa, han mener dette taler bedre: see, jeg har forladt alle Ting, see efter, prøv mit Liv, dets udvortes Vilkaar, min Sjels inderste Tilstand, dens Ønsker og Længsler og ►Begjeringer, og Du skal see, jeg har forladt alle Ting. Eller er det ikke ogsaa en meget betænkelig Art Selvmodsigelse, at et Menneske skulde være fuldkommen overbeviist om det Godes Herlighed, som dog ikke havde den Magt over ham, at han for dets Skyld forlod det Mindste af hvad der er i Strid med og ikke kan besiddes sammen med dette Gode? Og er dette ikke en ypperlig Maade at gjøre Prøve paa, hvor herligt et Gode er En, dette: hvor Meget man for dets Skyld har forladt? Dersom der var een Forelsket, som i de skjønneste og meest glødende Udtryk prisede den Elskedes Fuldkommenheder og Fortrin; og dersom der var en anden Forelsket, der ikke sagde et eneste Ord derom, men blot »see, jeg har for hendes Skyld forladt Alt«: hvilken af disse tvende talede herligst til hendes Priis! Thi Intet løber dog saa let som Munden, og Intet er saa let som at lade Munden løbe, og kun Dette ligesaa let, ved Hjælp af Munden at løbe fra sig selv, i hvad man siger at være mange, mange tusinde Mile foran sig selv.

✂ Vil Du derfor prise Christendommen – o, ønsk Dig ikke ►Engletunge, ikke alle Digteres Konst, ikke alle Taleres Veltalenhed: i samme Grad som Dit Liv viser, hvor Meget Du for dens Skyld har forladt, i samme Grad priser Du Christendommen. Og dersom vi ville prøve vor christelige Overbeviisning, om vi nu virkeligen ere forvissede og overbeviste om det Godes Herlighed, som Christendommen forjætter: da lader os ikke hos en eller anden Taler søge en vellykket Fremstilling, vi ganske ►samtykke og gjøre til vor, ei heller, hvis vi ere Talere, selv forsøge i Ord og Tale at prise dette Godes Herlighed. Men lader os vende Blikket ind i os selv, og idet vi oprigtigt prøve vort Liv, høre disse Ord af Peder, sagte om os »see, vi have forladt alle Ting« – og derpaa selv sige de sidste Ord: hvad skulle vi have?

✂


✂ »See, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig.« Apostelen fremstiller sig altsaa ikke her som en Mand, der har havt store Tab i Verden, en Mand, hvem Gud maaskee har frataget Alt – han er ikke ►en 👤Job, der siger »Herren tog«. Nei, Apostelen bruger et andet Udtryk, han siger, vi have »forladt« alle Ting. Det havde 👤Job ikke gjort, 👤Job havde ikke forladt det Mindste, derimod tog Herren Alt indtil det Mindste fra ham. ►👤Jobs Fromhed er, at han, da Herren havde taget Alt, ►sagde »Herrens Navn være lovet«, altsaa, at han ydmygt og troende, ja prisende Gud, takkende ►samtykkede i at finde sig i Tabet, eller i at ansee Tabet for det ham Bedste. Anderledes med Apostelen, han har forladt alle Ting, altsaa frivilligt opgivet dem; der blev ikke brugt Magt mod ham for at fratage ham end det Mindste, nei, men han frivilligt opgav det Alt. Dette er det Christelige. Thi at en Mand finder sig i det uundgaaelige Tab er ogsaa seet i Hedenskabet. At en Mand finder sig saaledes i det uundgaaelige Tab, at han ikke blot ikke taber Troen paa Gud, men troende tilbeder og priser hans Kjerlighed, det er jødisk Fromhed. Men frivilligt at opgive Alt, det er Christendom.

✂ O, der høres ofte en falsk Tale, som vil indbilde Menneskene, at det, frivilligt at opgive de jordiske Goder, skulde være at ►friste Gud, at det, frivilligt at vove sig i den Fare, som man dog kunde undgaae, skulde være at friste Gud. Man mener, at dette er at friste Gud, og siger saa dømmende om Den, der saaledes kommer i Fare, »han er selv Skyld deri.« Ja, ganske vist – han er selv Skyld deri; og just dette er Lovtalen over ham. Havde han klogt holdt sig tilbage, og af Frygt for at friste Gud tilladt sig at gjøre Nar af Gud, saa var han formodentligen bleven uden for Faren, i tryg Besiddelse af Alt, hvad han eiede. Men Apostelen siger »see, vi have forladt alle Ting«, og det er saa langt fra, at det falder ham ind at gjøre sig nogen Bebreidelse i den Anledning, at han aabenbart ►anslaaer sig det til Fordeel som Noget, der maatte tækkes Gud. Dog det forstaaer sig, han tilføier »og fulgt Dig (Christum)«; thi det følger af sig selv, at hvis En opgiver og forlader alle Ting for at følge sit eget Hoved, da frister han Gud.

✂ Derimod ►er det virkeligt saa, at Christus fordrer af den Christne, at han frivilligt skal opgive og forlade alle Ting. Dette fordredes ikke i det gamle Testamentes Dage; Gud fordrede ikke af 👤Job, at han selv skulde opgive Noget, og ►fordrede, prøvende, af 👤Abraham kun udtrykkeligt 👤Isaak. Men Christendommen er jo ogsaa Frihedens Religion, just det Frivillige er det Christelige. Frivilligt at opgive Alt for at følge Christum efter, det er at være overbeviist om det Godes Herlighed, som Christendommen forjætter. Feigt og frygtagtigt ikke at turde vove det af Frygt for at friste Gud, er en ►Trældoms Aand; ►underfundigt at lade som var det fordi man frygtede at friste Gud, er at gjøre Nar af Gud. Der er Det, som Gud ikke kan fratage et Menneske, det er det Frivillige – og det er netop Det, som Christendommen fordrer. Gud kan fratage et Menneske Alt; men han har overladt det til Mennesket frivilligt at opgive Alt, og Dette er det netop Christendommen fordrer. Om alle ►hine Herlige, der frivilligt forlode Alt for at følge Christum efter, gjælder det menneskeligt, at det var deres egen Skyld, at de kom ind i alle disse Møisommeligheder og Besværligheder, udsatte for alle Forhaanelser og Forfølgelser, det var deres egen Skyld, at de lede Døden. Det har (ja, dette skal siges, i Verdens Øine til ►deres Forkleinelse, i Guds til deres Ære) engang staaet i deres Magt at holde sig tilbage, at undgaae alle disse Farer; men frivilligt forlode de alle Ting. Dette er det Christelige – og derfor just ►til Forargelse. Thi det kan Verden endda begribe, at man hitter paa lidt Trøst for dem, der lede det uundgaaelige Tab. Men at man selv frivilligt skulde udsætte sig for Tab og Fare, det er i Verdens Øine Galskab – og er ganske rigtigt det Christelige.

✂ Det, frivilligt at forlade alle Ting for at følge Christum, hvad Verden hverken vil eller kan høre uden at forarges, er ogsaa Det, som ►den saakaldte Christenhed helst vil have fortiet, eller hvis det dog siges, saa gjerne vil overhøre, i ethvert Tilfælde høre saaledes, at man faaer noget Andet ud deraf. Derfor var det ikke umuligt, at selv en Tale, hvis Hensigt var at forfærde, maaskee kunde ►virke inddyssende. Man kunde saaledes fremstille det, hvad det jo ogsaa er, som saa forfærdeligt, naar i hine Christenhedens længst forsvundne Tider, ►i Forfølgelsernes Tider, En maaskee vovede sig ud og vilde være Martyr, og nu, muligt dog efter allerede at have lidt mangfoldigt og i længere Tid, i det sidste, i Livsfarens, i den ►piinlige Døds Øieblik tabte Modet, ►forsagede – afsvoer Christendommen. Dette skulde saa være det Forfærdende som det ogsaa er. Men hvor er saa Muligheden af det Inddyssende? Det Inddyssende er eller vilde være den forkeerte Anvendelse, hvis der tilføiedes, eller hvis det tillodes Tilhøreren stiltiende at tilføie: vi have ikke saaledes fornegtet Christendommen – vi, vi, som maaskee ved feig Klogskab vide Beskeed om at holde os uden for enhver Fare, i hvilken vor Christendom kunde prøves. Ak, og hvilken Art Fornegtelse er saa den værste? Dog vel just denne sidste, den feige, ►snildt beregnede, fra Aar til Aar fortsatte, gjennem et heelt Liv ►sig hendragende stadige, daglige (o, forfærdeligt saaledes at efterkomme ►Christi Befaling om daglig Fornegtelse!), den daglige Fornegten af Christus. Det forstaaer sig, denne Fornegten bliver ikke saa iøinefaldende (idetmindste ikke i theatralsk Forstand: for ►Hjertekjenderen og ►den Altidnærværende bliver den dog vel nok saa iøinefaldende), som naar en saadan Ulyksalig i den piinlige Døds afgjørende Øieblik fornegter Christum. Men hvad der er værst, derom kan der ingen Tvivl være. Der er dog, og altid, Frelse og Haab for Enhver, hvis Synd ret blev ►vitterlig, Frelsen nærmere i jo forfærdeligere en Skikkelse hans Synd maa vise sig for ham. Men for dette Klogskabens underfundige Spil er der ingen Frelse; Hemmeligheden bestaaer netop i at opretholde det Skin, at man jo ikke har fornegtet Christum. At der er Forskjel mellem Synd og Synd, det veed Enhver; men der er en Forskjel, paa hvilken man ikke altid synes tilstrækkelig opmærksom, den mellem Øieblikkets Synd eller Synd i Øieblikket, og den stadige, daglige Synden eller et Liv, der med Bevidsthed og ►Overskuelse af Forholdene har indrettet sig i Synden, ►derhos forsynet sig med fornødent Hykleri for at bevare Skinnet af det Gode. ►Ordsproget siger »at synde er menneskeligt, men at vedblive i Synden, er djævelsk,« og dog er dette, hvorom vi tale, end forfærdeligere, dette med Bevidsthed ►snildt at indrette sig i Synden, eller om ikke ganske med Bevidsthed derom, saa dog med Bevidsthed om, at man bevarer en Uklarhed i Sjelen over, hvad man af gode Grunde ikke ønsker Klarhed over. – At der er Forskjel mellem Synd og Synd, det veed Enhver; men der er en Forskjel man maaskee ikke altid er tilstrækkelig opmærksom paa: mellem den Synd, som Verden anseer for afskyelig, og den, som Verden anseer for det Gode, eller for hvilken den dog har formildende og besmykkende Navne. Den sidste Synd er aabenbart den værste; thi det er umuligt, at den Synd, som Verden anseer for Synd, kan være den værste – saa maatte jo Verden selv være god. Al Synd er af det Onde, men den Synd, for hvilken Verden har det formildende Navn i Beredskab, den er i end strengere Forstand, er anden Gang af det Onde, den har jo ►Tilhold og Medhold i den Ondskab, som er Verdens Synd. Der er derfor i Guds Øine ingen Synd saa afskyelig som Klogskabs Synd, just fordi denne har Verdens Medhold. Eller for at blive ved det anførte Exempel, hvad er det, hvis Verden skulde være oprigtig, hvad er det egentligen den fordømmer hos en saadan Ulyksalig, der i det afgjørende Øieblik fornegter Troen, hvad er det egentligen Andet end just dette, at han var uklog nok til at vove sig saa langt ud, at hans Fornegtelse paa en saa afgjørende Maade kunde blive vitterlig. Det er altsaa hans Første, Begyndelsen, der fordømmes, men Begyndelsen var jo netop god; Den, der ikke begynder saaledes, han kommer heller aldrig til det Herlige, i den piinlige Død at blive sin Overbeviisning tro. Klogskabs Synd er at synde saaledes, at man snildt veed at undgaae Straf, ja snildt veed at give det Skin af det Gode; Klogskabs Synd er snildt at undgaae enhver Afgjørelse, og derved vinde den Udmærkelse, aldrig at have fornegtet: dette anseer Verden for noget Overordentligt. Thi Verden hader sandeligen ikke det Onde, derimod afskyer og hader den det Ukloge, det er den elsker det Onde. – – »See, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig« – og vi, hvad skulle vi have?

✂


✂ »See, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig.« Apostelen Peder er ingen Yngling, der saadan ved Livets Begyndelse taler sværmersk saadan om det at forlade alle Ting. Han vidste ►ret godt selv, hvad han forstod derved, og vi vide, hvor sandt det var, da han sagde det, hvor sandt det blev ved hans senere Liv, hvor sandt det er, at Apostelen havde forladt alle Ting.

✂ ►Han forlod sin vante Syssel, et stille borgerligt Liv, der, ►nøiet med det tarvelige Udkomme, ►hendroges i Tryghed; han forlod den beroligende Tillid til det Sandsynlige, indenfor hvilken som oftest et Menneske har sit Liv, ►uforsøgt i Andet end hvad der saadan som oftest slaaer til: han forlod det Visse og valgte det Uvisse. Thi Christus, for hvis Efterfølgelses Skyld han forlod Alt, var ingen formuende Mand, der kunde give sine Disciple noget vist om Aaret, eller sikkre dem en fast Stilling og et Levebrød – Han, ►den Fattigste af Alle, Han, der for sit eget Livs Vedkommende kun var sikker paa Eet: at Han skulde opoffres. Men ►saasnart Christus kaldte ham, forlod han alt Dette, som skrevet staaer ►Matth. 4, 20. Dette var en ►høimodig Beslutning, og vi maae ikke tænke os Peder, et Menneske som vi, uden at maaskee ogsaa et Øieblik det Lavere i ham har været ►tilrede med Betænkeligheder og Bekymringer; thi saaledes er det sande Store ikke, det er ikke, uden Bekymringerne og Betænkelighederne, men er just hvad det er ved at overvinde disse. Han fattede imidlertid den høimodige Beslutning at forlade alt Dette. Men Vanskeligheden for det Høimodige er altid dobbelt, først den i sig selv at seire over det Lave og Jordiske. Naar saa Dette er gjort, saa kommer den næste Vanskelighed, at til enhver Tid ►de Medlevende finde det Høimodige saa taabeligt og ►daarligt. Thi at En vælger et Liv, hvorved han vinder mange Fordele (hvilket ingenlunde er høimodigt), det beundrer Verden; men at En opgiver alle Fordele, endog den at være æret af Verden (hvilket just er det Høimodige), det finder Verden saa latterligt. – Peder forlod altsaa det Visse og valgte det Uvisse, at være Christi Discipel, Hans Discipel, som ►ikke selv havde det, hvortil Han kunde hælde sit Hoved. Peder valgte det Uvisse, og dog nei, han valgte ikke det Uvisse. Den, han knyttede sig til, var ingen Eventyrer, der holdt Muligheden ►ligeligt aaben: Muligheden til at blive noget Stort i Verden, og Muligheden af at tabe Alt. ►Christus lod ikke Disciplene uvisse om, hvad der ventede dem og Ham – den visse Undergang. Peder valgte altsaa den visse Undergang.

✂ Han forlod Slægt og Venner og ►Jævnlige, de Begreber og Forestillinger, i hvilke hans Omgangskreds har havt deres Liv, han blev mere fremmed for dem end Den er, der taler et fremmed Sprog. Thi dette er en endnu høiere, en uendeligere Forskjel end en Sprogforskjel, den mellem Tvende, af hvilke den Ene kun tænker paa og taler om det Himmelske, om ►Guds Rige og hans Retfærdighed, den Anden kun om Udkommet og Levebrød og Hustru og Børn, og hvad Nyt der er i Staden, og om at blive til Noget i Verden. Han forlod alt Dette, om end Slægt og Venner i Begyndelsen vel i deres Sprog have fundet det sært og overspændt af ham, og derfor forvandlet sig til hans Uvenner, der spottede ham, og senere da de saae, hvor farefuldt hans Liv blev, havt med at sige: det er hans egen Skyld.

✂ Han forlod sine Fædres Tro, saa han maatte hade Fader og Moder. Thi dette er jo Meningen af ►Christi Ord: at Den, som for Hans Skyld ikke hader Fader og Moder, er Ham ikke værd – og Peder var Ham værd. Naar der er en Religions-Forskjel, altsaa en evig afgjørende Evighedens Forskjel mellem Fader og Søn, og Sønnen levende troer ►af sit ganske Hjerte, af al sin Magt, med sin hele Sjel, at kun i denne Religion er Saligheden – saa hader han jo Faderen, ►det er, han elsker noget Andet saa høit, at hans Kjerlighed til Faderen er som Had. Naar En har retmæssig, har hellig Fordring, har første Fordring paa Din Kjerlighed, da at elske en Anden, selv om dette kun betyder at blive ►ligegyldig mod hiin Første, det er jo som at hade ham, just fordi han har Fordringen paa Din Kjerlighed. Men at elske Noget saa høit, at man troer, at deri alene er Frelse at finde og Salighed, uden for det Fortabelse – naar saa Faderen, til hvem Du ved Kjerlighedens inderligste Baand er knyttet, ikke troer det Samme, naar altsaa den Troende, jo inderligere han selv elskende holder fast ved det Eneste, hvori der er Salighed, nødsages (o, Rædsel ligesom at lægge Haand paa sin Fader!), nødsages til at antage, maa (o, Rædsel, ligesom at kunne negte sin Fader Livets Fornødenhed!) maa bringe det over sit Hjerte at antage, at Faderen altsaa er fortabt: det er jo at hade Faderen. Er dette ikke at hade et andet Menneske, at troe ham fortabt – ►er det det mindre, hvor ubeskriveligt tungt det end falder En! Altsaa det er at hade Faderen, eller rettere det er at hade ham og dog at elske ham! O, Afskyelighed uden Lige at hade den Elskede, saa Ens Kjerlighed blev til Had; o, af alle Sjelslidelser den tungeste, qvalfuldeste, at hade den Elskede, og dog at elske ham. At ville gjøre Alt for ham, at ville offre sit Liv for ham – men at være bunden, bunden, ja eller naglet, eller korsfæstet til den Betingelse, som ikke staaer i Ens Magt, den Betingelse, der knytter Saligheden til eet Vilkaar, saa der uden for dette ikke er Salighed, saa Valget altsaa maatte være enten at opgive sin egen Salighed for at blive usalig med den Elskede, eller selv at troe til Salighed – ak, og saaledes, hadende, at slippe den Elskede!

✂ Han forlod Fædrenes Tro, dermed Folket, som han tilhørte, Fødelandet, hvis Kjerlighed binder med de stærkeste Baand. Thi han tilhørte nu ikke mere noget Folk, han tilhørte kun den Herre Jesum. Troende maatte han forstaae, at dette ►Guds udvalgte Folk, som han tilhørte ved Fødselen, ►at det var forstødt, at der intet udvalgt Folk mere var til; han maatte troende forstaae, at hvad der vel ogsaa engang havde været ham hans stolteste Tanke, at tilhøre Guds udvalgte Folk, at denne Tanke fra nu af var Forhærdelse og Fortabelse i hver Den, som vedblev at fastholde denne Tanke.

✂ Saaledes forlod Apostelen Alt, brød med Alt, hvad der binder et Menneske til Jorden, og med Alt, hvad der fængsler til Jorden. Han forlod i Kjerlighed til Christum, eller i Had til Verden forlod han Alt, sin Livs-Stilling, Udkommet, Slægt, Venner, det menneskelige Sprog, Kjerlighed til Fader og Moder, Fædrelandets Kjerlighed, Fædrenes Tro, han forlod den Gud han hidtil havde dyrket. Han forlod det anderledes end Den, der ved Verdenshavet er skilt fra sit Fødeland; inderligere end ►Manden, der forlader Fader og Moder for at holde fast ved sin Hustru; heftigere end Qvinden, der forlader det fædrene Hjem – ►han vendte sig end ikke om for at see tilbage, end mindre forlangte han Tid til at begrave de Afdøde. Han forlod det Alt – ja, og paa den meest afgjørende Maade; thi han blev paa Stedet, omgiven af alt Det, han forlod: hans Livs daglige Besværligheder var ►til Vitterlighed Udtrykket for, at han forlod det. Han blev blandt dem, han forlod: at disse hadede og forfulgte ham, det var Udtrykket for, at han forlod dem. Han reiste jo ikke bort fra det Altsammen, nei han blev for at vidne om, at han havde forladt det, udsættende sig for alle Følgerne deraf, hvilke igjen vare Vidnesbyrdet om, at han havde forladt Alt.

✂


✂ »See, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig, hvad ►skulle vi have?« Apostelen havde forladt alle Ting – og det var i strengeste Forstand, som viist er blevet, Alvor med at have forladt alle Ting, det var ikke med ham som med os, der, uden at forandre det Mindste i det Udvortes, forsikkre, at vi ere villige til at forlade alle Ting, hvis det forlangtes af os. Nu spørger Apostelen: »hvad skulle vi have?« – og jeg spørger, eller bedre, Du spørger Dig selv ►m. T. (thi saaledes er det baade rigtigst og ►tjenligst), Du spørger: hvad skulle vi have?

✂ O, der er dog Intet saa svigefuldt og ►underfundigt som et Menneskes Hjerte, opfindsomt i at søge Udflugt og i at finde Undskyldning; og der er vel Intet saa vanskeligt og saa sjeldent som sand Oprigtighed for Gud. Sandeligen, vi skulle vel vogte os for her at holde en Straffeprædiken, især vogte os for, i Forholdet til Andre at ville være Den, der havde ligesom at opkræve Guds Tilgodehavende. Thi ►vel sandt, Gud kan fordre Oprigtighed af ethvert Menneske – altsaa af »mig«; men deri ligger jo dog ingenlunde, at jeg skulde være opfordret til paa Guds Vegne at kræve den af Andre. Dersom jeg udgav mig for at have et saadant Hverv, da ►forskyldte jeg selv en Uoprigtighed mod Gud. Nei, paa den Maade ville vi ikke forfærde. Men det Forfærdelige at være uoprigtig mod Gud har en anden Side. Der er dog for ethvert Menneske, hvad enten al anden Hjælp er ►tilrede for ham, eller den brister, kun een Hjælp i Himlen og paa Jorden, den, at Gud hjælper ham. Men hvor skulde Gud kunne hjælpe et Menneske, naar han ikke er oprigtig mod Gud? Man mener maaskee ofte, at Gud er langsom til at hjælpe, eller at de uendelig mange Forholds Forvikling i ►Verdens-Regjeringen gjør, at Hjælpen saa langsomt kan komme En til Gode. O, langtfra, Gud er hurtig til at hjælpe, hurtigere end Tanken, og for Gud er der ingen Forvikling. Men Mennesket er uoprigtigt mod Gud i at begjere Hjælpen, og i ethvert Tilfælde meget langsom til at blive oprigtig.

✂ Naar et Menneske forsikkrer, at han var villig til at forlade alle Ting for Christi Skyld, hvis det forlangtes af ham: ja, hvor turde jeg sige, at det var usandt. Men see i hine Tider, da det virkelig blev Alvor med at skulle forlade alle Ting, fandtes der da den Gang saa Mange, der vare villige, og de Faa, der fandtes, fandtes disse just ikke blandt de Fattige og Ringe? Men nu, nu da det ikke saa let bliver virkelig Alvor med bogstaveligen at skulle forlade alle Ting, nu ere vi alle villige – hvis det forlangtes. Lad os ikke bedrage os selv, og ikke bedrage Gud. Det gaaer jo dog ikke an at tænke saa høit om sig selv: at blive i Besiddelse af Alt og saa ovenikjøbet ►formeentligen at være en saadan Mand. Fordrer Gud det ikke af os, at vi skulle forlade alle Ting, saa fordrer han jo dog Oprigtighed af os. Langtfra utaalmodigt og ►hidsigt at tilskynde Nogen til utaalmodigt og hidsigt at forsøge sig i at forlade alle Ting, hvad Gud maaskee ikke fordrer, ikke fordrer af ham, ville vi derimod ►anprise Oprigtighed, som Gud fordrer af Alle; men det er dog for galt, at gjøre Det til en Talemaade, eller i Form af en Talemaade at udsige Det om os Alle, Det, der, naar det bliver virkelig Alvor, kun fuldkommes af Een blandt Tusinder og Tusinder. – Maaskee fordrer Gud det ikke af ham, dette vil sige, det er fordret af Enhver, men det er ikke ubetinget fordret af Enhver, ɔ: det er overladt Friheden. Den, der troende og altsaa ydmygt gjør det, handler christeligt; Den, der ydmygt forstaaer sig selv i ikke at gjøre det, ydmygt tænker ringe om sig selv, handler ogsaa christeligt. Maaskee fordrer Gud det ikke, det vil sige, maaskee fordrer Gud det ikke saaledes af os, som leve i Christenheden. Og det Frivillige, det frivilligt at forlade alle Ting, er i ethvert Tilfælde kun da det Christelige, naar det, som viist blev, er for at følge Christum efter, altsaa i Overeensstemmelse med Guds Fordring; og dette Frivillige er i Christenheden kun da at anprise, naar det for Gud forstaaer sig selv i den væsentlige Forskjel, at Apostlene og de første Christne, omgivne af Jøder og Hedninger, det er af Ikke-Christne, gjorde hvad de gjorde. For Den, der lever i Christenheden – Eet er der i ethvert Tilfælde han ikke skal forlade, som Apostelen forlod: Fædrenes Tro; og en egen Vanskelighed er og bliver det dog med at forfølges, at henrettes ikke af Jøder, ikke af Hedninger, men af Christne – for Christendommens Skyld.

✂ Der var en Tid i Christenheden, hvor man kun meente at kunne gjøre Bod saaledes, at man virkeligen forlod alle Ting, flygtede ud i Ørkenens Eensomhed, eller stræbte at blive forfulgt i ►Stædernes Vrimmel. Der gives en anden Maade at gjøre Bod paa, den, at være ►ret oprigtig mod Gud. Jeg veed ikke, og dersom jeg vidste anderledes, haaber jeg til Gud, at jeg skulde vove at tale anderledes, jeg veed ikke, at der ►nogetsteds ubetinget fordres af et Menneske i Christenheden for at være en Christen og for at vorde salig, at han i bogstavelig Forstand skal forlade Alt, eller vel endog, at han skal offre sit Liv, blive henrettet for Christendommens Skyld. Men dette veed jeg, at med et uoprigtigt Menneske kan Gud ikke indlade sig. Det er derfor efter mine Begreber et Thema til en Bodsprædiken, det vi have valgt, disse Ord af Peder: »see, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig, hvad skulle vi have?«, det er Themaet, naar Du i Anledning deraf spørger Dig selv: hvad skulle vi have. Intet Menneske bliver dog saligt uden af Naade, ogsaa Apostelen blev dog kun tagen til Naade. Men der er en Synd, som gjør Naade umulig, det er Uoprigtighed; og der er Eet, som Gud ubetinget maa fordre, det er Oprigtighed. Holder derimod et Menneske Gud hen i Uoprigtighed, saa kan et saadant Menneske hverken komme til at forstaae, om Gud af ham skulde fordre, at han i strengere Forstand forlod Alt, ei heller til at forstaae sig selv i ydmygt at vedgaae, at han vel ikke i bogstavelig Forstand forlod alle Ting, men dog fortrøster sig til Guds Naade.

✂ O, thi hvor forskjelligt det end, menneskelig forstaaet, er, naar Apostelen siger »see, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig, hvad skulle vi have?«, og naar et Menneske, der ydmygt bekjender, at han ikke ►forsøgtes saaledes, oprigtigt for Gud tilstaaer, at han ingenlunde turde troe sig istand til dette, siger: hvad skulle vi have – af Guds Naade faae de dog begge Eet og det Samme.

✂

III


► Alle Ting maae tjene os til Gode – naar vi elske Gud

✂ Dersom et Menneske i de høitideligste og stærkeste Udtryk forsikkrede, at han elskede Gud, at Gud, kun Gud var hans Kjerlighed, hans eneste, hans første – og dette Menneske, naar man spurgte ham, hvorfor, svarede »fordi ►Gud er det høieste, det helligste, det fuldkomneste Væsen«; og dersom dette Menneske, naar man spurgte ham, om han da aldrig havde elsket Gud af nogen anden Grund, om han ikke af og til elskede Gud af en anden Grund, svarede »nei«: saa maatte man vel fatte en Mistanke til ham, at han var en Sværmer, maatte vel ret alvorlig advare ham at see sig for, at denne hans sværmeriske Stemning ikke endte i en Formastelse. Det Simple og Ydmyge er ►at elske Gud fordi man trænger til ham. Vel synes det saa naturligt, at man for at elske Gud, maatte see at svinge sig høit op til Himlen, hvor Gud boer: rigtigst og sikkrest er det dog i at elske Gud ydmygt at blive ved Jorden. Vel synes det saa høit at elske Gud, fordi han er saa fuldkommen, det synes saa selvkjerligt at elske Gud, fordi man trænger til ham: dog er den sidste Maade den eneste, paa hvilken et Menneske i Sandhed kan elske Gud. Vee den Formastelige, der vilde vove at elske Gud uden at trænge til ham! I Forholdet mellem Menneske og Menneske kan der maaskee være Tale om en saadan sværmerisk Kjerlighed, der elsker et Menneske blot for hans Fuldkommenhed; men det til Grund liggende første Forhold af et Menneskes Kjerlighed til Gud er ►ret tilgavns at forstaae, at man trænger til Gud, slet og ret at elske ham fordi man trænger til ham. Det Menneske, der dybest erkjender sin Trang til Gud, elsker ham sandest. Du skal ikke ville formaste Dig til at elske Gud for Guds Skyld; Du skal ydmygt forstaae, at Dit Livs Velfærd evigt afhænger deraf, og derfor skal Du elske ham.

✂ Saa spørge da Enhver sig selv, for sit eget Velfærds Skyld, om han elsker Gud. Dette er i dybeste Forstand et Velfærds-Spørgsmaal: elsker jeg Gud? Er Svaret ja, saa er ogsaa Din Velfærd evig ►betrygget; thi »►alle Ting maae tjene dem til Gode, som elske Gud.« O, hvor ofte er dette Ord ikke sagt, og gjentaget og atter gjentaget, forklaret, udlagt til Opbyggelse, til Trøst, til Beroligelse. Man har viist, hvorledes Erfaringen har bekræftet dets Sandhed, hvorledes virkelig alle Ting have tjent dem til Gode, som elskede Gud. Man har bekjæmpet Tvivlene, gjort det saa indlysende, at ►det er saa: at ►hvor ganske forskjelligt end Alt viser sig i Lidelsens, i Prøvelsens, i Anfægtelsens Tid eller Tider, saa maae dog tilsidst alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud; at der ingen Ro er for Tanken, at ingen Tvivl kan ►holde ud med denne Forvisning, men dog tilsidst maa ►give sig tabt og underlægge sig.

✂ Men hvad saa? Fordi det er evig vist, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, følger deraf, at »jeg« elsker Gud? Og dette er dog just det afgjørende Spørgsmaal. Jo mere der upersonligt kjæmpes mod alle Tvivlens Indvendinger, naar man saa, efterat have gjendrevet alle disse Indvendinger, lader som var nu Alt afgjort: desto mere bortledes Opmærksomheden fra det egentlige Afgjørende. Ja, Menneskene have ofte paa en besynderlig Maade travlt paa urette Sted. De kjæmpe og kjæmpe, grunde og grunde for at ►bevise Christendommens Sandhed, og naar saa den er beviist: saa berolige de sig, saa mene de, nu er Alt i sin Orden. Dette er at slaae sig til Ro ved Begyndelsen, hvad man dog egentligen ikke burde gjøre før ved Enden, og hvad især er besynderligt ►i disse Tider, hvor man ellers har saa travlt med at gaae videre. O, det Menneske, der blot har lidt Forstand paa Sagen, seer let, at alt Andet kun er Forarbeide, en Indledning til hvad der er Hovedsagen: er det nu saaledes ►for mig. Men man har vendt hele Sagen om, og derfor har man ►faaet et Arbeide op, som Christendommen mindst havde drømt om. Med guddommelig Myndighed er Christendommen forkyndt; dens Mening var, at der ikke skulde spildes et eneste Øieblik paa at bevise, at den er sand, men at Hver især strax skulde vende sig mod sig selv og sige: hvorledes forholder Du Dig til Christendommen. Denne Selvbekymring, denne ►Frygt og Bæven i Henseende til, om man selv er en Troende, er det bedste Middel mod alle Tvivl om Lærens Sandhed; thi den Selvbekymrede arbeider med al sin Sjels Kraft paa et ganske andet Sted. Men fordi man aldeles har afskaffet denne Selvbekymring, har man ogsaa faaet en Art Tvivl op, som ikke 👤Satan selv kan bekjæmpe – vel derimod opfinde; en Art Tvivl, som det er umuligt at bekjæmpe, fordi der egentligen fordres, at man for at bekjæmpe den skulde gaae over paa dens Side, altsaa for at overvinde den selv forraade Christendommen. Thi christelig forstaaet er det eneste Vaaben mod Tvivlen: ►tie stille, eller, luthersk, hold Mund! Tvivlen derimod siger »indlad Dig med mig, bekjæmp mig – med mine egne Vaaben.« Hvilken Urimelighed og hvilken Umulighed! Hvis en Løgner vilde sige »indlad Dig med mig, bekjæmp mig med mine egne Vaaben«, kunde Sandheden være tjent med det Forslag, eller med at vinde en saadan Seier!

✂ Fordi Dette nu er saaledes og saa almindeligt, derfor er det ►vistnok gavnligt, at man vender Sagen om, sætter Personlighedens ►Springfjeder, som man har faaet taget af det Christelige, igjen paa. Og saaledes i denne Tale; istedetfor at bevise, at det er saa, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, ville vi ganske simpelt, som sig bør, antage Dette for evig afgjort, for det Visseste af Alt, og ►derimod tale om:

✂


✂ at alle Ting maae tjene os til Gode – »naar« vi elske Gud.

✂


✂ Talen kommer altsaa egentligen til at dreie sig om det Ord »Naar«. Det er et lille Ord, men det har uhyre Meget at betyde; det er et lille Ord, om hvilket dog en Verden, Personlighedens Verden, dreier sig. Du kjender nok ►hiint Folk, der var bekjendt for at udtrykke sig kort, og Du kjender formodentligen ogsaa ►hiint korte Svar: »naar«. See det var stolt sagt af Overmagten, at tale om hvad dens talløse Skare vilde gjøre, naar den havde overvundet Alt; det var et kort Svar: »naar«. Og i en noget lignende Forstand med al denne Bevisen og Bevisen og Gjendriven, der i stolte Ord taler om sin Formaaen – medens den dog ikke formaaer det Mindste, naar den ikke selv troer; medens den dog ikke selv har den mindste Gavn af al denne Bevisen, naar den ikke selv troer; medens den dog ikke kan gavne Dig det mindste, naar Du ikke troer, ikke kan paa mindste Maade hjælpe Dig til Troen, og derimod være Dig ganske ligegyldig, naar Du troer. Ja det er et lille Ord dette Naar! Er Gud Kjerlighed, saa følger det af sig selv, at alle Ting maae tjene dem til Gode, som elske Gud; men af at ►Gud er Kjerlighed følger ingenlunde, at Du troer, at Gud er Kjerlighed, eller at Du elsker ham. Troer »Du« derimod, saa følger det af sig selv, at Du maa troe, at alle Ting tjene »Dig« til Gode; thi dette ligger jo i hvad Du troer om Gud. I det ene Tilfælde er det Mennesket, der formaster sig til ligesom at ville sætte sig ind i Gud og bevise Noget om ham, bevise om ham, at han er Kjerlighed, og hvad saa deraf følger; i det andet Tilfælde forstaaer Mennesket ydmygt, at Sagen er denne, om han troer, at Gud er Kjerlighed, thi troer han det, saa følger alt det Andet uden Beviis af sig selv: af Beviset følger Intet for mig, af Troen følger Alt for mig.

✂ Saa er Talen da om dette Naar og derved om Troen, der af alle Goder er det høieste og eneste sande. Thi om alle andre Goder gjælder det, at der dog er et Men ved dem, at de have en Side, fra hvilken det bliver tvivlsomt, om dette Gode nu ogsaa er et Gode, om det ikke havde været En bedre, at man ikke havde faaet dette Gode. Men Troen er det Gode, der er saaledes beskaffent, at hvis Du troer, dersom Du troer, naar Du troer, forsaavidt Du troer – selv om Det hændte Dig, hvad Du meest havde frygtet: saa vil Du troende forstaae, at det maa være Dig til Bedste, altsaa et Gode. Medens Tvivlen har Magt over Alt hvad man ellers kalder Goderne, Magt til at gjøre dem tvivlsomme, saa har Troen Magt over alt det Gode og over alt det Onde, der kan hænde Dig, Magt til at gjøre det utvivlsomt, at det er et Gode.

✂


✂ Alle Ting maae tjene os til Gode – naar vi elske Gud.

✂ Tænk Dig et Menneske i Besiddelse af alle Lykkens Goder, uberørt af al Smerte og Gjenvordighed, ukjendt med enhver Lidelse eller Fare, føiet i hvert hans Ønske, misundt af de Smaalige, af Ynglinge priset lykkelig: tør han prise sig lykkelig? Ja – naar han troer, at Gud er Kjerlighed, thi saa tjene alle disse Ting ham til Gode. »Naar«, det er et slemt lille Ord, dette Naar! Ja, vee det Menneske, der vover at kaste Tvivlen om Gud ind i et andet Menneskes Hjerte; thi al denne Tvivl er syndig, og at vække denne Tvivl hos en Anden er at forføre. Men Ære være det Menneske, priset være han, takket være han, han den Alvorlige, der ikke frygter for at vække i et andet Menneske den Tvivl, som lærer Mennesket at tvivle om sig selv, den Tvivl, som er Selvbekymringens Oprindelse. Altsaa »naar«. Dette Naar, det er Bodsprædikanten. O, Du troer maaskee, at en Bodsprædikant han er som ►et fremfarende Veier, der sandseligt forfærder. Nei, den sande Bodsprædikant kommer ogsaa, som Guds Røst, i en sagte Luftning – derfor dog ikke mild, men streng, saa streng som Evighedens Alvor er det. Den sande Bodsprædiken sigter kun efter Eet, efter at komme Dig eller mig, den Enkelte, saa nær paa Livet, saare ham saaledes, at han nu væsentligen selv bliver sig sin egen Bodsprædikant. Tag Dig iagt for dette Naar – i en anden Forstand, pas dog vel paa, at Du elsker dette Naar, thi gjør Du ikke det, da vil Du Din egen Undergang. Men tag Dig dog iagt for dette Naar: har det ►rammet Dig, Du kan maaskee bruge Aar og Dag inden Du bliver færdig med det, eller rettere, dersom det i Sandhed har rammet Dig, Du bliver aldrig ganske færdig med dette Naar – det skal Du heller ikke. Dette Naar bliver som en Piil i Dit Hjerte; den skal blive der indtil det Sidste. Frygt derfor ikke en Bodsprædikant, der maaskee har Forfærdelse i sin Skikkelse og Vrede i sin Stemme, der skjender og straffer og tordner. Sligt er kun et Spil og bliver kun en Slags gysende Forlystelse. Nei, inderst inde i ethvert Menneskes Hjerte, der boer hans Bodsprædikant. Kommer han til Orde: han prædiker ikke for Andre, han gjør ikke Dig til en Bodsprædikant, han prædiker kun for Dig; han prædiker ikke i nogen Kirke for en forsamlet Mængde, han prædiker i Hjertets Lønkammer – og for Dig, hvad enten Du vil høre ham eller ikke; han har slet intet Andet at passe paa end at passe paa Dig, og han passer paa at blive hørt i det Øieblik, hvor Alt er stille omkring Dig, hvor Stilheden gjør Dig ganske eensom.

✂ Du Lykkelige, Du hvem saa Mange misunde, og saa Mange prise lykkelig – dersom Du er saaret af dette Naar, eller Du har saaret Dig paa det, da skal Du forgjeves søge at finde Hvile i noget andet Menneskes Forsikkring om, at Du er lykkelig, ja, om end alle Mennesker forenede sig for at forsikkre Dig det, det skal ikke give Dig den mindste Vished. Du har nu med Dig selv at gjøre, med Bodsprædikanten i Dit eget Indre. Han gjør ikke mange Ord, dertil er han for velunderrettet, han siger blot »naar«. Og hvad enten Du vil holde en lang Tale til ham eller forelægge ham et kort Spørgsmaal, han siger blot »naar«. Dersom Du i Betragtning af Din Rigdom, ved Tanken om, hvorledes det er lagt i Din Haand at gjøre Dig Livet saa beqvemt, saa nydelsesrigt som muligt, og hvad der er endnu herligere, at det er lagt i Din Haand at gjøre det Godt for saa Mange, dersom Du i Betragtning heraf vil prise Dig lykkelig: saa siger Bodsprædikanten »ja – naar Du troer, at Gud er Kjerlighed, naar Du elsker Gud, thi saa tjener alt Dette Dig til Gode«. Det er lidt ►ængsteligt dette Svar; det er saa koldt i en vis Forstand, saa roligt i sin Tvetydighed; det er hverken Ja eller Nei. Vil Du spørge ham »elsker jeg da ikke Gud«, saa svarer han »det veed jeg ikke Noget om, jeg siger det blot som det er: naar Du elsker Gud, saa ...«. Vilde Du bede og besværge ham dog endeligen at svare ja, vilde Du med Døden true ham til at sige ja: Du bevæger ham lige lidt; vinde ham ved Smiger eller ved Bønner kan Du ikke, slaae ham ihjel kan Du ikke uden i meget uegentlig Forstand, og i ethvert Tilfælde han frygter ikke Døden. Men saa længe han lever, saa længe Du endnu hører hans Røst, gjentager han dette Naar. Dersom Du vilde sige til ham »►jeg giver Halvdelen af min Rigdom til de Fattige, naar jeg saa blot maa faae en Vished om, at Resten i Sandhed tjener mig til Gode«, og han intet Svar gav Dig, fordi han ikke kan svare Dig paa denne Tale, eller han svarede »ja, naar« – hvis Du da, bragt til det Yderste ved at fornemme, hvilken Magt der ligger i dette Naar, sagt af ham til Dig, vilde sige »jeg giver hele min Rigdom til de Fattige, hvis jeg saa blot maa faae Visheden om, at Armod i Sandhed tjener mig til Gode«: da svarer han »ja – naar Du elsker Gud«.

✂ Naar Du elsker Gud, eller naar Du troer, at Gud er Kjerlighed; thi troer Du, at Gud er Kjerlighed, saa elsker Du ham ogsaa – og saa tjene alle Ting Dig til Gode. Men tag ikke feil, gaae ikke i overstrømmende Følelse af Din Lykke hen og elsk Gud, som behøvede Du ham egentligen ikke, fordi Du er lykkelig nok. Nei, Du maa lære at trænge til Gud, at elske ham fordi Du trænger til ham, Du den Lykkeligste af Alle. Din Velfærd er ingenlunde, o ingenlunde afgjort med al Din Lykke, den er først da afgjort, men da ogsaa evig afgjort, naar Du troer, at Gud er Kjerlighed, naar Du elsker Gud. O, Du Lykkelige – naar Du troer det: til Lykke! Da tjener alt Dette Dig til Gode, Din Rigdom, Din Sundhed, Dine herlige Aandsgaver, Din Glæde ved den Elskedes Side, Din Ære og Anseelse blandt Menneskene, Dine Børns livsalige Opmuntring: det tjener Dig Alt til Gode – naar Du elsker Gud, og Du er da virkelig lyksalig. Om et Menneske nemlig end er nok saa lykkelig, vi sige dog, han mangler Eet, hvis han ikke har Bevidsthed om sin Lykke. Men den sande Bevidsthed om sin Lykke er at have denne Bevidsthed, uden hvilken som sagt Lykken ikke er Lykke, indeholdt i, indfattet i Bevidstheden om, at Gud er Kjerlighed. En Viden om, at Gud er Kjerlighed, er endnu ingen Bevidsthed derom. Thi til Bevidsthed, personlig Bevidsthed, fordres, at jeg i min Viden tillige er vidende om mig selv og mit Forhold til min Viden. Dette er at troe, her at troe, at Gud er Kjerlighed; og at troe, at Gud er Kjerlighed, er at elske ham.

✂ Du har vel ofte hørt tale om Ordets Magt, om hvad Den formaaer, som har Ordet ret i sin Magt: og dog har dette lille Naar uendelig mere Magt, naar det er Bodsprædikanten i et Menneskes Indre, der siger det til »dette Menneske«. Ordets Magt har omstyrtet Throner, forandret Verdens Skikkelse, men dette lille Naar har en endnu større Magt; det er en endnu større Forandring, naar et Menneske evigt forandres ved dette Naar. Det er en evig Forandring, mærkeligere end den mærkeligste Begivenhed i Verden, naar et Menneske kommer til at elske Gud. Om det skeer, naar det skeer, kan Ingen sige ham. Bodsprædikanten i hans Indre kan være ham behjælpelig til at blive opmærksom, hjælpe ham til i Selvbekymring at søge Aandens Vished, idet ►Guds Aand vidner med dette Menneskes Aand, at han elsker Gud. Men give ham denne Vished kan kun Gud. Holde ham vaagen i Uvisheden for at tragte efter Visheden, det kan Bodsprædikanten, han siger: alle Ting tjene Dig til Gode, naar Du elsker Gud. Med dette Ord kalder han paa Ynglingen i Livets Morgen; med dette Ord kalder han ad Manden mange Gange og paa mange Maader i Livets travle Dag; med dette Ord forhindrer han Oldingen i at blive dorsk og døsig. Han føier ikke en Stavelse til, han tager ikke en Stavelse fra, han forandrer ikke Stemmen, betoner ikke Ordet anderledes; uforandret som en Afdød, rolig som Evigheden gientager han »naar«.

✂


✂ Alle Ting maae tjene os til Gode – naar vi elske Gud.

✂ Tænk Dig et Menneske, den Elendigste af Alle – menneskelig Deeltagelse har allerede længst opgivet og forladt ham, tør, ak for dens egen Skyld, ikke komme ham nær, ønsker, ak for dens egen Skyld, blot at blive uvidende om al hans Elendighed, og derved om, at det virkeligen kan hænde et Menneske at blive saa elendig: turde nu han sige »mig vederfares kun Ondt, hvoraf der bestandigt blot kommer mere Ondt«? Ingenlunde – ja, hvis han ikke elsker Gud, saa kan han have Ret deri; men saa er Talen jo ogsaa om noget ganske Andet end om Det, hvorom han taler. Thi dette, ikke at elske Gud, er, guddommelig forstaaet, et Menneskes afgjorte Elendighed, hvad enten han saa forøvrigt er lykkelig eller ulykkelig. Hvad derimod det menneskelige Sprog kalder Nød, Gjenvordighed, Lidelse, idel Elendighed: det kan endnu Alt tjene et Menneske til Gode – naar han elsker Gud.

✂ Det er dog et besynderligt Dobbeltvæsen dette Naar. Dog saaledes er det jo i sin Orden; thi, ikke sandt, Bodsprædikanten, hvis han er den sande, er altid ogsaa Trøsteren, der veed at trøste og at holde ud, længe efter at menneskelig Hjælp er forgjeves og har opgivet den Lidende. Derfor elskes han lige saa meget som han frygtes. I Fortvivlelsens mørke Nat, naar ethvert Lys gik ud for den Lidende – der er endnu et Sted, hvor Lyset holdes tændt, det er ad den Vei den Fortvivlende skal, der er Udveien: »naar« Du elsker Gud. I Trøsteløshedens frygtelige Øieblik, naar der ikke mere er Tale eller Tanke om nogen Eftersætning, men Meningen menneskelig talt er ude – der er endnu een Sætning tilbage, en modig Trøstens Sætning, som behjertet trænger ind i det Forfærdeligste og skaffer ny Mening: »naar« Du elsker Gud. I Afgjorthedens rædsomme Øieblik, naar der, menneskelig talt, ingen Vending mere er mulig, naar der kun er Elendighed overalt, hvorhen Du end vender Dig, og hvorledes Du end vender Dig – der er dog een Vending endnu mulig, den skal ►vidunderligt vende Dig Alt til det Gode: »naar« Du elsker Gud.

✂ Men ►hvo er det da, der siger et Menneske Dette? O, inderst inde i ethvert Menneske boer der en Trøst, det er jo ogsaa derinde, hvor Bodsprædikanten boer. Det hjælper Dig kun lidet, om et andet Menneske vilde prædike Bod for Dig, han kan det ikke, det bliver et tomt Spil; det Høieste han kan er at hjælpe Dig til at blive Din egen Bodsprædikant. Og det hjælper Dig ogsaa kun lidet, om et andet Menneske vil trøste Dig. Dersom Du ►forsøges i svære Afgjørelser, da vil et andet Menneskes Trøst ikke forstaae Dig og derfor heller ikke hjælpe Dig; og dersom Du ret blev elendig, da kan Du ikke ►med Billighed fordre, at et andet Menneskes Deeltagelse skal vove sig ind til Dig. Men inderst inde i Dig selv, der hvor Bodsprædikanten boer, der boer Trøsten, dette Naar. Og som dette Ord ikke lader sig bestikke af den Lykkeliges Smiger og Bønner, og spotter hans Trudsler, ►saa er det ogsaa, Gud være lovet, uforfærdet ►paa Nødens Dag. Dersom Du mener, at den sygeste og meest bekymrede Indbildning var istand til at opfinde en Rædsel, som kunde bringe dette Ord til Taushed, da feiler Du. Fortæl denne Trøster hvad Du vil, betro ham, hvad der er ifærd med at faae den Magt over Dig, at Du, hvor meget Du end gyser derved, ►har det paa Munden, vil, dog med modstridende Hjerte, til at slutte »►Gud er ikke Kjerlighed« – han forfærdes ikke, han gjentager blot: »naar« Du elsker Gud, saa skal ogsaa Dette tjene Dig til Gode.

✂ O sidste Trøst, o salige Trøst, o Trøst over al Maade! Thi, som sagt, naar den menneskelige Deeltagelse ophører, naar det ene Menneske ikke tør gaae ind til det andet: der er inderst inde i Mennesket en Trøst; som ►Skriften siger »haver Salt i Eder selv«, saa gjælder det ogsaa, at inderst inde i ethvert Menneske er Trøsten. Men dog har denne Trøster ingenlunde fornegtet sin Charakteer som Bodsprædikant. Thi dersom Du ved al Din Elendighed, ►ved noget Dit Smerte-Skrig i Lidelsen, eller noget Dit Angest-Skrig for Lidelsen, Du frygter, vilde forsøge at bevæge ham til at give Dig en Vished om, at Du elsker Gud: da vilde han svare »naar Du elsker Gud.« Indbild Dig heller ikke, at det egentligen er af Deeltagelse med al denne Din Elendighed, at han siger og gjentager dette Trøstens Ord. Nei, det er fordi han frygter, at Du fortvivlet skulde styrte Dig i hvad der guddommelig forstaaet er et Menneskes Elendighed, i den Elendighed ikke at elske Gud. Han er ikke beskjeftiget med at ville have Din Lidelse bort, han giver Dig heller ikke, hvad han ikke kan, Vished om, at Du elsker Gud. Men medens Elendigheden prædiker Bod for Dig, prædiker han Trøst, ikke menneskelig men guddommelig Trøst; og i den guddommelige Trøst er altid Bod indeholdt og fordret.

✂ O, Du Lidende, naar Du troer, at Gud er Kjerlighed, eller hvad der er det Samme, naar Du elsker Gud, (thi troer Du, at Gud er Kjerlighed, saa elsker Du ham ogsaa), saa tjener alt Dette Dig til Gode. Siig ikke, at Du ikke kan forstaae, hvorledes al denne Elendighed skulde tjene Dig til Gode, giv heller ikke efter for Tvivlens Vildfarelse, saa Du begynder paa det Spørgsmaal, om Gud er Kjerlighed: vær bange for Dig selv, men find saa ogsaa Trøst i Dig selv, agt paa dette Ord, der lyder i Dit Inderste, naar Du elsker Gud. Give Dig Visheden om, at Du elsker Gud, kan dette Ord ikke, det kan kun Gud give Dig, naar hans Aand vidner med Din Aand, at Du elsker ham, naar Du veed med ham, at Du troer, at han er Kjerlighed. Men Ordet kan hjælpe Dig til at eftertragte denne Vished. Naar Fortvivlelsen vil slaae sammen over Dig, da skaffer dette Ord endnu Udsigt til Frelse; naar Du vil synke sammen i Mathed og opgive Dig selv, da holder Ordet endnu Hjælpens Mulighed aaben, naar Du elsker Gud.

✂


✂ Alle Ting maae tjene os til Gode – naar vi elske Gud.

✂ Tænk Dig et Menneske, udrustet om muligt meer end overordentligt med Aandens Gaver, med en Dybde i at ►grunde, en Skarphed i at begribe, en Klarhed i at fremstille, hvis Lige aldrig var seet og aldrig blev seet, en Tænker; han har grundet over Guds Væsen, at Gud er Kjerlighed, han har grundet over hvad deraf følger, ►at altsaa Verden maa være den bedste, og alle Ting tjene til Gode. Og hvad han har ►udgrundet har han nedlagt i ►et Skrift, som ansees for hele Slægtens Eiendom, dens Stolthed; det er oversat i alle Sprog, anføres ved alle Leiligheder i Videnskaben, lægges til Grund for Forelæsninger, og fra dette Skrift hente Præsterne deres Beviser. Denne Tænker har hidtil levet som ukjendt med Verden, ►omfredet af Begunstigelse, hvad jo er den videnskabelige Gransknings Fornødenhed. Da skeer det ham, at han rives ud i en Afgjørelse; han maa handle i en vanskelig Sag og i et afgjørende Øieblik. Og denne Handling drager en Følge efter sig som han mindst havde ventet den, en Følge, der styrter ham selv og flere Andre i Elendighed. Det er Følgen af hans Handling – og dog er han forvisset om, at han ikke kunde handle anderledes, end han, efter den redeligste Overveielse, har handlet. Her er altsaa ikke blot Tale om en Ulykke, men om, at han er Skyld deri, hvor uskyldig han end veed sig. Nu er han saaret; der vaagner en Tvivl i hans Sjel, om Dette ogsaa kan tjene ham til Gode. Og denne Tvivl tager strax i ham, Tænkeren, Tænkningens Retning: om Gud ogsaa er Kjerlighed – thi i den Troende tager Tvivlen en anden Retning, Selvbekymringens. Bekymringen faaer imidlertid mere og mere Magt over ham, saa han tilsidst hverken veed ud eller ind. I denne Tilstand henvender han sig til en Præst, der ikke kjender ham personligt. Han aabner sig for ham, og søger Trøst. Den Geistlige, der har fulgt med Tiden og er ►saadan Tænker, vil nu bevise ham, at ogsaa Dette maa være det Bedste, maa tjene ham til Gode, da Gud er Kjerlighed; men snart forvisser han sig om, at han ikke er Mand for i ►Tanke-Strid at tage det op med denne Ubekjendte. Efter nogle forgjeves Forsøg siger den Geistlige: »ja, saa veed jeg kun eet Raad; der er et Skrift om Guds Kjerlighed af Den og Den, læs det, studeer det, kan det ikke hjælpe Dem, saa kan intet Menneske hjælpe Dem.« Den Ubekjendte svarer: »'jeg er selv Forfatteren af dette Skrift.'«

✂ See, at nu hvad Tænkeren havde nedlagt i hiint Skrift var fortræffeligt: ja, hvor turde jeg betvivle det. Hvad Tænkeren havde forstaaet om Gud, har ►vistnok ogsaa været sandt og dybt. Men Tænkeren havde ikke forstaaet sig selv; han havde dog hidtil levet i den Indbildning, at det, naar det var beviist at Gud er Kjerlighed, fulgte saadan af sig selv, at Du og jeg troer det. Han har maaskee som Tænker tænkt meget ringe om Troen, indtil han – som Menneske lærte at tænke noget ringere om Tænkningen, især den rene. Hans Tankes Gang blev vendt om, hans Tankegang blev en anden. Han sagde ikke: Gud er Kjerlighed, ergo tjene alle Ting et Menneske til Gode; men han sagde: »naar« jeg troer, at Gud er Kjerlighed, saa tjene alle Ting »mig« til Gode. Hvad var det, der vendte Alt om for ham, det var dette Naar. Nu modnedes Tænkeren som Menneske for Livet; thi hidtil havde der dog været noget ►Umenneskeligt ved ham. Hvad det er som lille Barn at faae det Navn, man kommer til at hedde hele sit Liv igjennem; det er det, engang i sit Liv afgjørende, evigt at saare sig paa dette Naar, og derved at komme til at elske Gud, medens dog dette Naar altid senere er ►tilrede for at bevare den Kjerlighed, med hvilken man elsker Gud, evig ung – som ►Gud er evig; evig ung, i den første Lidenskabs Spænding, men inderligere og inderligere.

✂


✂ Alle Ting maae tjene os til Gode – naar vi elske Gud.

✂ Om det nu er saaledes, om det nu ogsaa virkelig er saaledes, om jeg kan bevise det? O, naar »Du« troer det, dersom »Du« troer det, da vil Du saligen forvisse Dig om, at ikke blot, som ellers, ►Det Du søger er her, saa at Du altsaa ikke skal gaae ud for at søge det, men at Du har fundet det, at Du har det. Dersom Du troer det, da vil Du let forstaae, at enhver Bevisen blot er at føre Dig bort fra hvad Du har, medens denne Bevisen bedragersk giver sig Skin af at føre Dig til det.

✂ Lad os forstaae hinanden. Du kjender jo sagtens (hvo kjender det ikke!) hiint saa lykkeligt udtrykte, saa inderlige Ord af ►den ædle Digter, der lader den ulykkelige Pige tale omtrent saaledes: »jeg begjerer intet Mere, jeg har levet og jeg har elsket«, eller hvad der i hendes Tanke vilde være aldeles det Samme: jeg har elsket – og levet. Og hvorfor? Fordi hun menneskelig anseer Elskov for det høieste Gode, derfor gjør hun disse tvende Begreber aldeles eenstydige: det at leve og det at elske; at elske er at leve, at leve er at elske; berøves den Elskede hende, saa er Livet forbi – men hun har elsket. Vi ville ikke stride med denne elskende Pige – og desuden hun er jo den Stærkeste. Hun er stærkere end al vor Forstand – thi hun troer paa Elskov. Hun er stærkere end al verdslig Magt, hun har i en vis Forstand overvundet Døden, frygter den ikke; thi Livet er hende allerede berøvet, Livet var jo hende hendes Elskov – ak, og hun har elsket.

✂ Men nu det at elske Gud! Det er dog vel det høieste Gode; derom gjælder det dog vel med Evighedens Sandhed, hvad Pigen, fromt bedragen af sit Hjerte, lod gjælde om Elskov: det at elske Gud er at leve. »At leve«! Naar man saaledes bruger Ordet med særligt Eftertryk, betegner man dermed det fulde, rige Liv, der er i Besiddelse af Betingelserne for at leve; man betegner dermed et Liv, der i Sandhed er værd at leve, et Liv, der ligesom svulmer i salig Livs-Følelse. Saaledes lever man kun, naar man eier det høieste Gode; men det høieste Gode er at elske Gud. Men saa eier jo Den det høieste Gode, Den, der, hvad saa end vederfares ham, elsker Gud; thi at elske Gud er det høieste Gode. O, ikke sandt! Vil Du, at jeg for en gudfrygtig Spøgs Skyld, for engang at drive Gjæk med denne bevisende Vigtighed, skal tilføie: ►quod erat demonstrandum!

✂ Og det Samme gjælder naar vi tale om Tab. Man vil saa gjerne i Talen om Tab, om hvad et Menneske kan tabe i Verden, glemme, at det høieste Gode er at elske Gud. Taber et Menneske da Alt i Verden – hvis han ikke taber Troen paa Guds Kjerlighed: saa taber han jo ikke det høieste Gode. Eller tænk Dig Tvende, hvilke begge tabte Alt, men den Ene tabte tillige Troen paa Guds Kjerlighed: hvilken er Forskjellen mellem disse Tvende? Skulle vi ►kummerligen sige, at Forskjellen er, at den Ene dog har det noget bedre end den Anden? Nei, lad os sige Sandheden, Forskjellen er: den Ene tabte virkeligen Alt, den Anden tabte egentligen slet Intet, da han jo beholdt det høieste Gode.

✂ » – Naar vi elske Gud«! O, ►m. T., Du som maaskee er vant til at fordre Alt af Taleren, her seer Du, hvorledes Alt ligger i Tilhøreren. Vil Du negte, at den Taler taler sandt, der siger »alle Ting tjene Dig til Gode – naar Du elsker Gud«? Det vil Du dog vel ikke. Nu vel, men saa vilde Du jo fordre det Umulige af ham, hvis Du fordrede, at han skulde frembringe een bestemt Virkning: berolige eller forfærde. Thi hvad Virkning denne sande Tale skal frembringe, beroer ene paa, hvo Tilhøreren er. Der kan maaskee være Den, hvem denne Tale kunde gjøre saa angest, som han aldrig før havde været; men dette er ikke Talens Skyld, det ligger i Tilhøreren. Der var maaskee Den, som ganske samtykkende ►sagde Ja og Amen til den, hørte den som den saligste Beroligelse; men dette er ikke Talens Fortjeneste, det ligger i Tilhøreren. Det er ikke Talen, der har forfærdet den Ene, og det er ikke Talen, der har beroliget den Anden; det er den Ene og den Anden, der i Talen har forstaaet sig selv.

✂

IV


► De Dødes Opstandelse forestaaer, de Retfærdiges – og de Uretfærdiges

✂ ►M.T., Du har maaskee selv været i det Tilfælde, eller, ikke sandt, Du veed, saadan er det Tilfældet med saa Mange: et Menneske har til forskjellige Tider i sit Liv ønsket, at En dog kunde bevise ham Sjelens Udødelighed. Han har ikke forlangt, at disse Beviser skulde gjøre ham al Anstrengelse overflødig, han var villig til tænkende selv at arbeide med. Han har da ►forskaffet sig eet eller andet Skrift desangaaende, siddet roligt og læst det, eller han har hørt og fulgt et mundtligt Foredrag, der paatog sig at bevise Sjelens Udødelighed. Hvilken er nu dette Menneskes Tilstand under alt Dette, hvorledes skulde jeg beskrive den? Vi tale jo i det borgerlige Liv om, at der er Sikkerhed i Byen: den offentlige Sikkerhed er ►betrygget, man gaaer roligt hjem endog silde om Natten uden at frygte nogen Fare; Tyveri høres sjeldent, og da kun et ubetydeligt lille Brugs-Tyveri; Overfald forekommer aldrig. Derfor er man sikker, lever i Sikkerhed. Saaledes aandelig forstaaet med det at være sikker: Tankerne gaae og komme, selv de meest afgjørende drage Sjelen forbi, man indlader sig endog paa det Allerforfærdeligste, tænker lidt derover eller noget mere derover; men Sikkerheden der inderst inde, den er betrygget, man er sikker, eller som det endnu her maaskee rigtigere kunde kaldes, man er tryg.

✂ ►Denne Tale om Udødeligheden derimod, ja, den har til Hensigt at gjøre Brud paa den offentlige, eller vel her rigtigere, paa den private Sikkerhed, den har til Hensigt at forstyrre Trygheden: den er som et Overfald, dristig som et Overfald ved høilys Dag, skrækindjagende som et natligt Overfald. Førend den beviser Noget – dog nei, lad os ikke holde Sindet hen i en Indbildning, den vil slet ikke bevise Noget. Den gjør en Inddeling af Menneskene i de Retfærdige og de Uretfærdige, og spørger dermed Dig, om Du regner Dig til de Retfærdige eller til de Uretfærdige. Dette Spørgsmaal sætter den i nøieste Forbindelse med Udødeligheden, ja, den egentligen ikke taler om Udødeligheden, men om denne Forskjel. Er dette ikke som et Overfald! Det er ►vistnok aldrig faldet Nogen af de Bevisende ind at gjøre denne Inddeling eller dette Spørgsmaal – det vilde være at komme Tilhøreren eller Læseren for nær; thi man er bange for at komme Tilhøreren eller Læseren for nær – det vilde være uvidenskabeligt og udannet. Besynderligt, man er bange for at komme Tilhøreren eller Læseren for nær – medens man er beskjeftiget med at bevise ham Det, der dog vel af Alt angaaer et Menneske nærmest; ja, et Menneske har Intet, der angaaer ham nærmere end hans Udødelighed. Dog vil man bevise ham den, uden at komme ham for nær. Og formodentligen vil han ogsaa i Kraft af Beviset saadan antage sin Udødelighed, uden at komme sig selv eller sin Udødelighed altfor nær. Paa den Maade bliver det en Slags Leeg med at bevise Udødeligheden. Og naar denne Leeg er længe fortsat og blevet meget yndet, saa bliver det som et Overfald, naar en Tale, antagende Udødeligheden for det Allervisseste, kommer En saa nær som det er muligt ved, istedetfor at ville bevise den (thi det er at bringe den paa og at holde den paa Afstand fra En), uden videre at rykke frem med hvad der følger af den. Istedetfor at bede Dig om at skjenke den Opmærksomhed og roligt at høre til, medens den beviser Udødeligheden, overfalder den Dig omtrent saaledes: »Intet er vissere end Udødeligheden; Du skal ikke være bekymret for, ikke spilde Tid paa, ikke søge Udflugt med at ville bevise den eller med at ønske den beviist – frygt den, den er kun altfor vis; tvivl ikke, om Du er udødelig, skjælv, thi Du er udødelig.«

✂ ►Ordene ere af 👤Paulus, og formodentligen ere vel baade ►Pharisæer og ►Sadducæer blevne lige vrede paa ham. ►Skriften fortæller udtrykkelig, at Sadducæerne, som ikke antoge Udødeligheden, bleve forbittrede, naar 👤Paulus talte om Udødelighed; men skulde det dog ikke især have ligget i Maaden, paa hvilken han talte, saa Pharisæerne væsentligen ere blevne ligesaa opbragte? Der havde jo for 👤Paulus været den gunstigste Leilighed, ja der laae jo i Omstændighederne som en Opfordring til ham, det var næsten som ►fordrede Tiden af ham: at fremsætte nogle Beviser for Sjelens Udødelighed. Havde han gjort det, indbudt til et Møde, hvor han agtede at holde nogle Foredrag over Beviserne for Sjelens Udødelighed: nu, endog Sadducæerne havde vel Intet havt at indvende derimod. Som videnskabeligen Dannede havde de formodentlig været frisindede nok til at tænke som saa »uagtet vi negte Sjelens Udødelighed, saa maa der dog ogsaa paa den anden Side kunne siges Noget fra den anden Side, man kan jo høre paa ham«. Men saaledes at styrte eller vælte sig ind paa En med det Spørgsmaal om Retfærdige og Uretfærdige, saaledes aldeles at forrykke Standpunktet, at forlade det Videnskabelige for at gaae over til det Personlige: ja, ►hvo kan forundre sig, at man bliver forbittret over en saadan Adfærd! Man kommer sammen som dannede Mænd, en Kreds af Alvorlige, der ville høre Noget om Udødeligheden, om der er en Udødelighed, om der virkelig er en Udødelighed, en personlig Udødelighed, ►om man virkeligen vil komme til at kjende hinanden igjen, om hvad man skal fordrive Tiden med i Evigheden, om det virkeligen er saa, at hist i de høithvælvede Sale, der finder man sig selv igjen ►i høistegen Person, sit Livs lykkeligste Øieblikke, da man stod Brud, da man fortryllede Alle i ►det Venskabelige, ►indvirkede i Erindringens Tapeter – og saa, istedetfor alt Dette, istedetfor at ►passere en behagelig Time, og som Alvorlig bag efter at kunne sige »det er dog et Spørgsmaal med Udødeligheden«: istedet derfor at faae Sagen saaledes afgjort, at man bliver angest og bange!

✂ Nu ja – sandeligen Den, der aldrig fik sin Udødelighed saaledes afgjort, at han blev angest og bange, han har aldrig troet paa sin Udødelighed. Dette har man aldeles glemt ►i disse Tider, som, ganske i Overeensstemmelse hermed, have saa travlt for at bevise Udødeligheden, i disse Tider, hvor man næsten er ifærd med frækt at lade det staae hen som overladt til Enhvers Godtbefindende, om han vil eller han ikke vil, om han mestendeels, næstendeels, noget nær, til en vis Grad, eller saadan en lille Smule vil troe paa Udødeligheden. Thi Udødeligheden er ifærd med at blive Menneskene en Slags Luxus, overladt til Liebhaberi. Og derfor, just derfor, ►skrives der saa mange Bøger, som saadan bevise Sjelens Udødelighed – og just derfor gjøres det vel fornødent, at man giver Sagen en anden Vending. ►Saa ville vi tale over disse Ord:

✂


✂ de Dødes Opstandelse forestaaer, de Retfærdiges – og de Uretfærdiges, eller om det Beviis for Sjelens Udødelighed, der lyder saaledes: den er kun altfor vis, frygt den!

✂


✂ Thi Udødeligheden er Dommen. Udødelighed er ikke et fortsat Liv, saadan et i det Evindelige fortsat Liv, men Udødelighed er ►den evige Adskillelse mellem de Retfærdige og de Uretfærdige; Udødelighed er ingen Fortsættelse, som uden videre følger, men en Adskillelse, som følger af det Forbigangne.

✂ Hvad er det, der har givet Anledning til hele Vildfarelsen om Udødeligheden, det er, at man har forrykket Sagens Stilling, at man har faaet Udødeligheden gjort til et Spørgsmaal, faaet hvad der er en Opgave gjort til et Spørgsmaal, hvad der er en Opgave for Handling til et Spørgsmaal for Tænkning. Dette er af alle Vildfarelser og Udflugter den allerfordærveligste. Vilde det ikke ogsaa være den meest fordærvede Tid, den, der ganske fik »Pligten« forvandlet til et Problem for Tænkning? Thi hvad er Pligten? ►Pligten er hvad man skal gjøre. Der skal ikke være Spørgsmaal om Pligten, men der skal kun være Spørgsmaal, om jeg gjør min Pligt. Der skal ikke være Spørgsmaal om Udødeligheden, om den er, men Spørgsmaalet skal være, om jeg lever saaledes som min Udødelighed fordrer det af mig. Der skal ikke være Tale om Udødeligheden, om den er, men om hvad min Udødelighed fordrer af mig, om mit uhyre Ansvar, at jeg er udødelig.

✂ Dette vil sige: Udødeligheden og Dommen er Eet og det Samme. Der kan kun tales rigtigt om Udødeligheden, naar der tales om Dommen; og naturligt, naar der tales om Dommen, tales der om Udødeligheden. Derfor ►blev Felix bange for 👤Pauli Tale om Udødeligheden; thi 👤Paulus vilde ikke tale anderledes end ved at tale om Dommen, om Adskillelsen mellem de Retfærdige og de Uretfærdige. Havde 👤Paulus villet tale anderledes, i nyere Smag skilt Dom og Udødelighed fra hinanden, talt – eller fjaset om Udødeligheden uden at mæle et Ord om Dommen, talt om Udødeligheden, og ladet det være givet, at der ingen Dom er: ja, saa var Felix saamænd ikke bleven bange, saa havde Felix saavist hørt efter med en Dannets Opmærksomhed, bag efter sagt »det er ret underholdende at høre den Mand, men det er et Slags Sværmeri, som imidlertid kan forlyste saa længe man hører derpaa, det har Noget tilfælles med ►et Fyrværkeri.«

✂ Udødeligheden er Dommen. Der er ikke eet Ord mere at sige om Udødeligheden; Den, som siger eet Ord mere eller et Ord i anden Retning, han tage sig vel iagt for Dommen. Men man har gjort Udødeligheden til noget ganske Andet og derfor undergravet den. Man har trukket Kræfterne fra den, narret Myndigheden fra den – ved at ville bevise den, og saa ladet det staae hen, om man vil antage den, istedetfor at det er lige omvendt: enten Du vil eller Du ikke vil, det spørges der slet ikke om, Du er udødelig – tag Dig blot iagt! Dersom en Embedsmand, der har Myndighed, befaler Noget – naar da Nogle, som ►formeentligen ville være ham behjælpelige, ved at bevise, at han er en meget klog Mand o. s. v., vilde overtale de Underordnede til at adlyde denne Embedsmand: hvad saa? Saa have disse Veltalende ►bedraget ham hans Myndighed fra; thi han skulde ikke adlydes fordi han var klog, ikke adlydes af den Grund og den Grund o. s. v., men fordi han har Myndighed. Naar Pligten, istedetfor at være den Befalende, bliver sat udenfor som et Problem – selv om Menneskene gjorde hvad Pligten byder, de gjorde dog ikke deres Pligt; thi Pligten vil gjøres, fordi den skal gjøres. Saaledes, dersom En ved Hjælp af ►alskjøns Beviser drev det til saadan at antage sin Udødelighed: han troer alligevel ikke paa sin Udødelighed. Thi Du skal ikke af flere Grunde drive det til lidt mere end Sandsynlighed for at Du er udødelig. Nei, den Uleilighed har Gud ganske fritaget Dig for; Du er udødelig, og Du skal gjøre Gud Regnskab for, hvorledes Du har levet, Du Udødelige! Just, fordi Du er udødelig skal Du ikke kunne undslippe Gud, ikke forputte Dig i en Grav og lade som Ingenting; og Maalestokken, hvorefter Du af Gud skal dømmes, er, at Du er udødelig.

✂ Udødeligheden er Dommen, eller Adskillelsen mellem de Retfærdige og de Uretfærdige. Saaledes knytter 👤Paulus det ogsaa sammen. Han spilder ikke et Ord paa at tale om Udødeligheden, om den er, han siger om Udødeligheden hvad den er, at den er Adskillelsen mellem de Retfærdige og de Uretfærdige. Dette jordiske Livs Ufuldkommenhed, ►dets Jordiskhed er just, at det ikke kan udvise denne Forskjel mellem Retfærdige og Uretfærdige. Her, i dette jordiske Liv, er Forvirringen, at den Uretfærdige kan give sig Skin af at være den Retfærdige; at den Retfærdige maa lide som var han den Uretfærdige; at der lægger sig et uigjennemtrængeligt Mørke over, hvo der er den Retfærdige, og hvo den Uretfærdige; at Retfærdighed synes at være Menneskenes egen Opfindelse, saa Det er det Retfærdige, hvad de Fleste ansee derfor, saa Retfærdighed synes at have samme Egenskab som alt andet Jordisk, kun at være til en vis Grad, at som der til Skjønhed kræves hverken at være for stor eller for lille, at saaledes Retfærdighed er en Slags ►Middelvei, at den ikke maa eftertragtes over al Maade, at det derfor er retfærdigt, naar (hvad der følger af Verdens Middelmaadighed), naar Lidelse og Menneskenes Modstand vorder Den til Deel, som ene vil Retfærdighed, som elsker Retfærdighed høiere end sit Liv. Men det evige Livs Sandhed og Fuldkommenhed er, evigt at udvise Forskjellen mellem Ret og Uret med Evighedens Strenghed, nøieregnende som kun Evigheden er det, med en Ophøiethed, der maatte synes ►den Jordisksindede Smaalighed og Særhed. I Evigheden vil det derfor være let nok at gjøre Forskjel mellem Ret og Uret; men Sagen er, at i Evigheden skal Du ikke først til at gjøre den, Du skal i Evigheden dømmes, om Du i Jordelivet har gjort den, som Evigheden vil have det gjort. Thi hvad er det Evige? Det er Forskjellen mellem Ret og Uret. Alt Andet er forgjængeligt: ►Himmel og Jord skal styrte sammen; al anden Forskjel er forsvindende; al Forskjel mellem Menneske og Menneske et Medhenhørende i Jordlivets Mellemspil, og derfor et Ophørende. Men evigt bliver Forskjellen mellem Ret og Uret, som han bliver, ►den Evige, der befæstede denne Forskjel fra Evighed (ikke som ►den Forskjel, han i Begyndelsen befæstede mellem Himmel og Jord), og bliver til Evighed som han, den Evige, bliver, han der ►sammenruller Himlen liig et Klædebon, forandrer Alt, men aldrig sig – og derfor heller aldrig denne Evighedens Forskjel. Det Evige er Forskjellen mellem Ret og Uret, derfor er Udødelighed Adskillelsen mellem de Retfærdige og de Uretfærdige. Udødeligheden er ikke en Fortsættelse, forholder sig ikke saaledes til det nærværende Liv, at dette fortsættes, men den er Adskillelsen, saaledes at Livet ►vistnok fortsættes, men i Adskillelsen. Det er en ørkesløs, en magelig, en blødagtig Tanke i Betydning af et langt Liv at ønske et Liv efter Døden; det er Evighedens Tanke, at i dette jordiske Liv skille Menneskene sig ad, i Evigheden er Adskillelsen.

✂ Men ►hvor kan det Evige være en Forskjel? Det at være en Forskjel, er det ikke altfor ufuldkommen en Væren til at kunne være det Evige? Nu vel, det Evige er heller ikke Forskjellen, det Evige er Retfærdighed. Men Retfærdighedens Væren har denne Fuldkommenhed, at den i sig har en Fordoblelse; denne Fordoblelse, som den har i sig, er Forskjellen mellem Ret og Uret. En Væren, der slet ingen Forskjel har i sig, er en meget ufuldkommen Væren, tildeels en indbildt Væren, saaledes et Punkts Væren. En Væren, der har Forskjellen uden for sig, er en forsvindende Væren; dette er Tilfældet med dette jordiske Livs Forskjelligheder, som derfor forsvinde. Det Evige, Retfærdighed, har Forskjellen i sig, Forskjellen mellem Ret og Uret. Men naar man, istedetfor at vænne sig til at troe paa, at der er en evig Forskjel mellem Ret og Uret, istedetfor at indøve denne, at man maatte have sit Liv i den (hvilket koster lang Tid og Flid, hvortil derfor hele dette jordiske Liv er bestemt) – naar man istedet derfor vender sig bort fra den, vænner sig til at mene, at der nok saadan er en Forskjel mellem Ret og Uret, men at man da heller ikke maa være pedantisk, at det vel er godt engang imellem at gjøre Forskjellen, men at det vilde være at fordærve Alt at gjøre den til daglig Brug: saa falder det vanskeligt at begribe, hvad der ellers ligger i Sagen selv, at der i Evigheden skulde være en evig Forskjel mellem Ret og Uret. Thi er der en evig Forskjel mellem Ret og Uret (hvilket allerede skulde sees i dette Liv, ak, men det sees ikke): ►hvor skulde den da ikke være i Evigheden! Tag en hvilkensomhelst jordisk Forskjel for at oplyse dette, at en Forskjel naturligviis sees bedst der, hvor den har sit ►Tilhold. Tag Forskjellen: Adelig og Borgerlig. Naar den Adelige lever i en By, hvor han er den eneste Adelige, og alle Andre Borgerlige, saa kan han ikke hævde sin Forskjel, de Borgerlige overmande den; men naar han saa kommer til Sine, styrket ved at være sammen med dem, saa seer Du Forskjellen. Og saaledes med den evige Forskjel mellem Ret og Uret. Her i Jordlivet er den ligesom overvældet, kan ikke ret hævde sig, er nedværdiget; men naar den saa kommer hjem i Evigheden, saa er den i hele sin Magt. Hvad enten nu Menneskene troe, at denne Forskjel er i Evigheden, eller ikke, i Evigheden er den. Og det er ikke med Evigheden som det ofte nok er med den Mægtige, den Indsigtsfulde, en Tænker, en Lærer, at han dog tilsidst, overvældet af Mængden, maa give Kjøb. Lige omvendt! Det seer jo i Timeligheden snarere ud, som havde Evigheden allerede givet Kjøb; den giver altsaa ikke tilsidst Kjøb, nei, tilsidst kommer den forfærdelig. Den prøver Menneskene her i Jordlivet, den lader sig stundom spotte her i Jordlivet, men tilsidst, tilsidst saa dømmer den; thi Udødeligheden er Dommen.

✂ Udødeligheden er Dommen; og dette angaaer»mig«;i»mine«Tanker angaaer det»mig«meest af Alle, ligesom det i»Dine«Tanker angaaer»Dig«meest af Alle. Anderledes har jeg ikke kunnet forstaae denne Sag. Men maaskee ligger det i min Indskrænkethed. Thi, i mine Tanker ubegribeligt, der gives Mennesker, som stille Sagen ganske anderledes. De ere sikkre nok ►betræffende hvad der vil vederfares dem i hiin Evighedens Adskillelse, sikkre nok betræffende deres Saligheds Sag, at de ere Retfærdige, eller sikkre nok paa, at de ere Troende: og nu opkaste de det Spørgsmaal, om ►Andre kunne blive salige. For mig har Sagen aldrig stillet sig saaledes, det er aldrig faldet mig Andet ind end at ethvert andet Menneske sagtens blev salig, kun med »mig« var det i »mine« Tanker tvivlsomt. Ja, havde jeg grebet mig selv i at tvivle om noget eneste andet Menneskes Salighed, det vilde for mig have været nok til at ►fortvivle om min.

✂ Men paa een af to Maader maa Sagen stilles; man kan ikke være to Steder paa een Gang, ei heller arbeide med sine Tanker to Steder paa een Gang. Enten arbeider man uafbrudt med al sin Sjels Anstrengelse ►i Frygt og Bæven ved Selvbekymringens Tanke, »om man selv bliver salig«; og saa har man sandeligen hverken Tid eller Tanke til at tvivle om Andres, og er just heller ikke oplagt dertil. Eller man er selv bleven ganske sikker for sit Vedkommende – og saa har man Tid til at tænke over Andres, Tid til at træde bekymret frem og gyse paa deres Vegne, Tid til at gjøre bekymrede Stillinger og Gebærder, Tid til at indøve den Konst at see gysende ud, medens man gyser paa et andet Menneskes Vegne.

✂ Dog Den, der saaledes er bleven saa ganske sikker, saa sikker paa Haanden, idet han haandterer dette evigt afgjørende Spørgsmaal (beundringsværdigere end en ►Operateurs Sikkerhed i at bruge Kniven, thi i Forhold til hiint Spørgsmaal om en evig Salighed, er det umuligt at skjære en Anden, uden at skjære sig selv), han har dog vel ikke altid været saa sikker. Han har altsaa i Tidens Løb forandret sig. Og det forstaaer sig, et Menneske forandrer sig jo i Tidens Løb. See, naar et Menneske bliver ældre, da indtræder der i legemlig Henseende en Forandring: Hudens fine Fløiel bliver rynket Skind, de bløde Forbindelser i ►Leddemodene stivne, Senerne forhærdes, ►Knoklerne forstene – er denne Forandring, denne Sikkerhed, er den til det Bedre? Den unge Pige, der engang rødmede, blot hun hørte »hans« Navn nævne, rødmede, naar hun i Eenrum nævnede det høit; den unge Pige, hvis Hjerte bankede heftigt, hver Gang Uhret faldt til Slag ved den Time, »han« skulde komme; den unge Pige, der engang gøs ved Tanken derom og blev søvnløs ved at have giort det, med den mindste, mindste Ubetydelighed at have mishaget ham; den unge Pige, der engang blev kold som Døden af Angest over, at »han« et Øieblik havde været mindre kjerlig mod hende end ellers: denne unge Pige er nu i mange Aar gift med ham. Nu er hun bleven sikker, sikker paa, at hun sagtens er god nok til ham; hun mærker ingen af disse jomfruelige Fornemmelser, hun er for sit Vedkommende ganske sikker; hun behager sig selv – skulde det ►og være saa, at hun ikke behagede, nær havde jeg sagt »den Elskede«, men derom er jo ikke mere Tale, hun har ingen Elsket, skjøndt hun har ham til Mand; hun er blot beskjeftiget med at bedømme andre Koner; hun behager sig ganske selv i sin forandrede Tilstand, hun end ikke som ►hiin Gamle, der gik bøiet, og hvis Skjæg naaede til Knæerne, som da han blev spurgt, hvorfor han var saa bedrøvet, svarede, idet han opløftede Hænderne »jeg har tabt min Ungdom paa Jorden, og jeg søger den nu overalt« – hun søger Intet; hun, der engang søgte, ak, med hele Forelskelsens Inderlighed, at behage, hun behager sig selv, hun er ganske sikker. Er denne Sikkerhed en Forandring til det Bedre!

✂ Nei, viig bort fordærvelige Sikkerhed, frels mig, o Gud, fra nogensinde at blive ganske sikker, bevar mig kun indtil det Yderste i Usikkerheden, at det da, hvis jeg annammer Saligheden, maatte være ganske sikkert, at jeg faaer den af Naade! Thi dette er da et tomt Spilfægteri, at forsikkre, at man troer, at det er af Naade – og saa dog at være ganske sikker. Det sande, det væsentlige Udtryk for, at det er af Naade, er netop Usikkerhedens Frygt og Bæven. Der ligger Troen, lige langt, netop lige langt fra Fortvivlelse og fra Sikkerhed. Den, som ►narrer sit Liv hen, uden at tænke paa Udødelighed, han kan maaskee dog ikke siges at foragte det høieste Gode; men Den, der blev ganske sikker, han foragter det. Den, der ►henleflede sit Liv, han kan vel siges at forskjertse sin Udødelighed; men Den, der blev ganske sikker, forskjertsede den dog rædsommere. Evige Gud, bevar derfor min dybeste Bekymring taus i mit eget Inderste, kun forstaaet af Dig, at jeg aldrig taler til noget Menneske ligefrem derom. Thi ellers skulde jeg vel snart drive det til at blive lige saa sikker som nogle Andre, sikkrere end adskillige Andre – og ganske sikker; blive øvet i Forsikkringer og Forsikkringer indtil jeg blev ganske sikker. Bevar mig for Menneskene, og bevar mig fra at bedrage noget andet Menneske; thi dette Bedrag ligger kun altfor nær, naar man behandler sit Guds-Forhold som var det et ligefremt Forhold til andre Mennesker, at man kommer ind i Sammenligning og menneskelig Sikkerhed. Hvis der var En, som af Mange ansaaes for sjelden Ædel og Retskaffen, og han vilde vedblive ►i Frygt og Bæven at forarbeide sin Saligheds Sag: da vilde de Andre blive vrede paa ham. De vilde nemlig have hans Sikkerhed som Paaskud for deres Tryghed, og de vilde, at deres Tryghed skulde være hans Sikkerhed. Men, Du min Gud og Fader, det Spørgsmaal om min Salighed angaaer jo dog intet andet Menneske, men kun mig – og Dig. Skulde der saa ikke maatte blive Usikkerhed i Frygt og Bæven indtil det Sidste, naar jeg er Den, som jeg er, og Du er Den, som Du er, jeg paa Jorden, Du i Himlen, ak Forskjellen uendelig større, jeg en Synder, Du den Hellige! Skulde der saa ikke, burde der saa ikke være og maatte blive Frygt og Bæven indtil det Sidste? Eller var dette ikke ►de daarlige Brudejomfruers Feil, at de bleve sikkre, og sov ind; de forstandige derimod holdt sig vaagne. Men hvad er det at holde sig vaagen? det er Usikkerhed i Frygt og Bæven. Og hvad er Troen vel Andet end en tom Indbildning, naar den ikke er vaagen? Og naar Troen ikke er vaagen, hvad er den saa Andet end hiin fordærvelige Sikkerhed? Thi Den, der aldrig bekymrede sig om sin Salighed, han blev heller ikke sikker; men den Tro, der sov ind, den er Sikkerheden.

✂ Saaledes angaaer dette mig, i mine Tanker mig meest af Alle; og jeg kan forstaae, at det saaledes ogsaa angaaer i Dine Tanker Dig meest af Alle. Anderledes kan jeg ikke forstaae Dig, anderledes vil jeg ikke forstaae Dig, og anderledes vil jeg ikke være forstaaet af Dig. Jeg veed Intet min Salighed betræffende; thi hvad jeg veed, det veed jeg kun med Gud i Frygt og Bæven, derom kan jeg altsaa ikke tale. Naar der vel har været Tale om Noget i ►Statsraadet, men det endnu ikke er afgjort, er det saa ikke en Forbrydelse at fortælle det i Byen – og min Salighed er endnu ikke afgjort. Og jeg veed Intet Din Salighed betræffende, derom kan kun Du vide med Gud. Men dette troer jeg, at de Dødes Opstandelse forestaaer, de Retfærdiges – og de Uretfærdiges.

✂


✂ M. T.! denne Tale er dog vel beroligende? Mere beroligende kan man da ikke tale, end ►naar man til Den, som saa gjerne vilde troe paa Udødeligheden, saa gjerne vilde see den beviist, siger »vær Du i denne Henseende ganske rolig, Du er udødelig, enten Du vil eller ei« – mere beroligende kan man da ikke tale, med mindre Dette just skulde være det Foruroligende. Dog er ⓘ det foruroligende, saa har der ogsaa været ►Sviig i Dens Mund og i Dens Hjerte, som saa gjerne og saa gjerne vilde o. s. v. Og er han svigefuld, saa er hans Foruroligelse ikke min Skyld, jeg som, hvis det var sandt i ham, hvad han sagde, maatte have talet ham til Beroligelse. Var der Sviig i ham, saa var han egentligen lige det Modsatte af hvad han sagde sig at være, han var bange for Udødeligheden – derfor vilde han gjerne have den beviist, fordi han dunkelt forstod, at Udødeligheden, ved at være bleven en Gjenstand for Beviser, er styrtet fra Thronen, afsat, en afmægtig Stakkel, man kan ►gjække, som ►Philisterne den fangne 👤Samson. Der ligger i ►Menneske-Slægten, i ►Slægten, en ►Snildhed, som er ►underfundigere end den snildeste Statskloge. Og denne Slægtens Snildhed er det just, der har faaet Udødelighedens Stilling vendt forkeert; de Enkelte forstaae langtfra altid, hvor listigt dette Hele er, og sige derfor i en Slags Godtroenhed, hvad der næsten ligger i Luften, fordi det ligger i Slægten. Det er Slægten, der har villet oprøre sig mod Gud, det er Slægten, der har villet have Udødeligheden afskaffet, og har naaet at faae den gjort til et Problem. Thi med Udødeligheden (og hvad heri ligger, hver Enkelts Udødelighed), saa er Gud Herren og Herskeren, og »den Enkelte« forholder sig til ham. Men ►naar Udødeligheden bliver et Problem, saa er Gud afskaffet, og Slægten Gud. De Enkelte mærke maaskee ikke, hvorledes de ere i Slægtens Magt, hvorledes det er den, som taler igjennem dem; de troe derfor, at Den, som kalder paa dem og ►kalder dem »Enkelte« er en Oprører – og det er han ogsaa, i Guds Navn oprører han sig mod at gjøre Slægten til Gud, og Udødelighed til et Problem. I Guds Navn oprører han sig, og han beraaber sig paa Guds Ord: at de Dødes Opstandelse forestaaer, de Retfærdiges – og de Uretfærdiges!

✂

V


► Vi ere nu Frelsen nærmere – end da vi bleve Troende

✂ »Store Gud, hvor ere vi«, saaledes raaber Skibsføreren, naar i den mørke Nat Skibet ikke vil lystre Roret, og ingen Stjerne viser sig, naar Alt er Mulm og Mørke, medens Stormen raser, naar enhver Bestemmelse af Sted er umulig: »store Gud, hvor ere vi!« Men Den, der i disse Tider skal forkynde Christendom, maa han ikke ogsaa sige: hvor ere vi! Vi ere i ►Christenheden, ja det er sandt; der – fødes saa og saa mange Christne hvert Aar, der døbes saa mange, der confirmeres saa mange, vi ere saa og saa ►mange Christne, omtrent lige saa mange, som der er Indvaanere i Landet: men hvad vil dette sige? Er det en Bestemmelse af Sted? Eller skal Den, der forkynder Christendom, holde den hele Sag paa Afstand fra Virkeligheden for ikke at komme for nær, tale om det Christelige, men lade det uafgjort, hvem det er han taler til? Skal han tale om, at vi nu ere Frelsen nærmere end da vi bleve Troende, men lade det aldeles ubestemt, ►hvo disse »vi« ere, om det er dem, der leve nu, eller dem der have levet for hundrede, eller atten hundrede Aar siden: skal han tale saaledes, og altsaa ►fægte i Luften, saa det at forkynde Christendom er at fægte i Luften? Hvor ere vi! Den, der i Christenheden skal tale om Christendom, er han en Missionair, der skal udbrede Christendom, saa det er en Indbildning med alt Dette om Christenheden, eller skal han antage, at vi Alle ere Christne, eller skal han gjøre Forskjel, og hvis det, hvorledes skal han gjøre Forskjel – hvor ere vi?

✂ Denne Vanskelighed synes man i disse Tider mindre opmærksom paa. Man betragter Christendommen som en Sum af Læresætninger, man ►foredrager den, ligesom Oldtids-Philosophie, Hebraisk, eller hvilkensomhelst Videnskab, ladende Tilhørerens eller den Lærendes Forhold dertil aldeles ligegyldigt. Dette er i Grunden Hedenskab. Det Christelige er netop: Forholdet til Christendommen er det Afgjørende. En kan vide Beskeed om hele Christendommen, vide at forklare, ►udvikle, fremstille – men dersom han ►derhos mener, at hans eget personlige Forhold til Christendommen er ligegyldigt, saa er han en Hedning. Dog, som man har styrtet alle ►Regimenter, saa har man ogsaa styrtet Christendommen fra Regjeringen. Istedetfor, at den skulde herske over Menneskene, omdanne deres Liv, ikke blot om Søndagen, men hver Dag, gribe bestemmende ind i alle Livets Forhold: holder man den som en blot Lære paa Videnskabelighedens Afstand, viser Overeensstemmelsen mellem dens forskjellige Læresætninger – men Dit og mit Liv, Menneskenes Livs Overeensstemmelse eller Ikke-Overeensstemmelse med denne Lære, det er det Ligegyldige.

✂ Derfor have vi valgt disse Ord at tale over. Thi skal denne Tale ikke være aldeles meningsløs, saa maae vi paa een eller anden Maade komme Menneskene nærmere, eller rettere foranledige dem til at komme sig selv nærmere. Og det er dette ►vi ville. Vor Agt er det ingenlunde hverken at dømme Christenheden eller noget eneste Menneske i Christenheden; vi beflitte os paa, at komme os selv saa nær som muligt, det bedste Middel til at forhindre os i dømmende at komme Andre for nær. Men vel er det vor Agt, at give Tilhøreren Anledning til at blive opmærksom paa, at prøve sig selv, sit Liv, sin Christendom, hvor »han« er. Og at tale over disse Ord »vi ere nu o. s. v.«, uden at bestemme hvo »vi« ere, vilde jo være lige saa tomt, som paa Kortet at reise fra 📌Kjøbenhavn til 📌Jerusalem. At tale over disse Ord uden at bestemme dette »nu« og dette »da«, er lige saa intetsigende, som i ►Indbildningen at reise fra een Planet til en anden.

✂


✂ Vi ere nu Frelsen nærmere – end da vi bleve Troende.

✂


✂ Til enhver Bestemmelse af Sted fordres altid to Punkter. At sige om en By, den ligger »der«, om en Vei, den løber »der«, om en Mand han boer »der«, er at gjøre Nar af Den, man taler med, og at gjøre Nar af sig selv, hvis man ikke havde til Hensigt at ►gjække den Anden, men meente at tale alvorlig. Der maa, hvis der skal være Mening og Alvor i Talen, og hvis Den, der tales til, skal have Gavn deraf, være eet Punkt givet, som han veed, hvor er, i Forhold til hvilket man saa bestemmer »der«. Derfor farer jo den Fremmede vild i Ørkenen, og derfor bliver et Menneske svimmel paa Havet, fordi han intet »der« har, i Forhold til hvilket han kan bestemme, hvor han er, eller fordi han intet Punkt har, i Forhold til hvilket han kan bestemme »der«.

✂ Det Samme gjælder om Tidens Bestemmelse. Skal jeg bestemme, hvor jeg »nu« er, maa jeg have et andet Tidspunkt bestemt, i Forhold til hvilket jeg bestemmer dette »nu«. Derfor indeholde de som Gjenstand for denne Tale valgte Ord ogsaa ganske rigtigt en anden Bestemmelse, ved Hjælp af hvilken de Talende bestemmer dette »nu«: vi ere »nu« Frelsen nærmere end »da« vi bleve Troende. Dette er der jo ypperlig Mening i. ►Naar en Mand siger »jeg er nu videre i det og det Arbeide end da jeg begyndte«, saa er deri Mening og Tidens Bestemmelse; han har eet Tidspunkt, ved Hjælp af hvilket det staaer fast, at han er begyndt, og han maaler Afstanden fra Begyndelsen for at see, hvor han nu er. Men dersom denne Mand aldrig havde begyndt paa dette Arbeide, ja, saa er hans Tale meningsløs: det er meningsløst at sige, man er »nu« nærmere end »da« man begyndte, naar man slet ikke begyndte. Og dersom En, der aldrig var bleven troende, vilde tankeløst eftersige dette Ord »vi ere nu Frelsen nærmere end da vi bleve troende«, saa er det Meningsløshed.

✂ Forelæg Dig da selv dette Ord, for at prøve Dit eget Liv ved Hjælp deraf, for at faae at vide, hvor Du »nu« er. Skal Du faae dette at vide, maa Du altsaa først sikkre Dig, at Du med Bestemthed veed, naar den Gang da var, »da« Du blev troende, eller, at den Afgjørelse er indtraadt i Dit Liv, at Du er bleven troende. Er Du ogsaa ret opmærksom paa denne Vanskelighed, der ligesom kommer bag paa En? Thi Spørgsmaalet er ikke, om Du er gaaet tilbage siden den Gang, Du blev troende, om Du har opgivet Troen. Man kunde jo nemlig slutte saaledes. Det følger af sig selv, at jeg »nu« er Frelsen nærmere end »da« jeg blev troende; thi »nu« er et senere Øieblik end »da«, altsaa følger det af sig selv, med mindre, som sagt, Du siden den Tid har opgivet Troen. Men derimod følger der Intet af sig selv, naar det ikke er vist, at Du engang er blevet troende, at Du har oplevet det Øieblik, da Du blev troende.

✂ Naar blev Du nu troende? Det er af uhyre Vigtighed, at Du faaer Dette bestemt, hvis Du skal kunne bestemme, hvor Du »nu« er. Og dersom Tilværelsens Forhold ere af den Beskaffenhed, at de maae bidrage til at lade dette dæmre i det Ubestemte, om Du virkeligen er bleven troende: saa seer Du vel, hvor nær Meningsløsheden er Dig, hvorledes den ligesom omgiver Dig, hvor let det vilde være Dig at holde hele dit Liv hen i Meningsløshed – og derfor, hvor vigtigt det er, at Du river Dig ud af alle Sandsebedrag, som ville forhindre Dig i at faae at vide, om Du nogensinde blev troende, alle Sandsebedrag, som ville være Dig behjælpelige i endog at kunne høre en Prædiken over disse Ord »vi ere nu Frelsen nærmere end da vi bleve troende«, uden at opdage, at disse Ord lød som en Spot over Dig, der dog forblev ganske rolig, i Meningsløshed forvisset om, at »nu« var Du Frelsen nærmere, end »da« Du blev troende – Du, som aldrig blev troende. Thi Dette var Du dog maaskee bleven gjort opmærksom paa, at ►prøve Dig selv, om Du ikke senere havde fornegtet Troen. I denne Henseende var Du Dig imidlertid Intet bevidst; Du randsagede Dit Liv, men fandt, at Du frimodigt turde sige, at Du aldrig havde fornegtet, eller Dig ►vitterlig opgivet Troen. Altsaa maatte Du jo ogsaa »nu« være Frelsen nærmere end den Gang, »da« Du blev troende. Ak, og det forblev skjult for Dig, at Ulykken just var, at Du aldrig var bleven troende, saa det kun forsaavidt var ganske i sin Orden med, at Du rigtignok ikke – senere havde opgivet den.

✂ Naar blev Du troende, eller, hvad der er det Samme, er Du Dig væsentligen bevidst, at Du har oplevet denne Afgjørelse at blive troende? Thi ikke er dette det Vigtige, ►om det var en Middag Kl. 12 og Deslige. Nei, det hele Anliggende er et Aands-Anliggende og har derfor den sande Alvor, hvilken ingenlunde er at spørge om Time og Klokkeslet. Men paa den anden Side er det jo dog ogsaa indlysende, at det blev ►en Leeg, som den »Huus forbi«, hvis et Menneske vilde, dersom han som Olding spurgtes, naar han blev troende, svare »ja, det er længe siden«; »om det da var som Mand«, »nei, det er længere siden«; »om det da var som Yngling«, »nei, det er længere siden, kort og godt, det er saa længe siden, at jeg ikke kan huske naar«. Det er indlysende, at Dette blev en Leeg, og at det saa er meningsløst, at denne Mand vil sige, hvor han i Henseende til Frelsen »nu« er, naar den Afgjørelse, ved hvilken han blev troende, for ham drager sig tilbage i det Fabelagtiges og Eventyrliges Dunkelhed.

✂ Naar blev Du troende, er Du blevet en Troende? Det er jo nu ikke som i hine – vanskelige Tider, da en Jøde eller Hedning i den modnere Alder blev Christen; thi han vidste da sagtens med Bestemthed, naar, og at han var bleven en Troende. Vi leve nu i – mere begunstigede Forhold, i Christenheden; det er nu langt lettere at blive en Christen – i ethvert Tilfælde langt lettere at narres til at holde sit hele Liv hen i en Indbildning. Du bliver døbt som Barn, ►oplært i den christelige Religion, confirmeret, Enhver anseer Dig for en Christen, Du kalder Dig selv saaledes, naar nogen Anledning gives til at nævne Dit Navn, Din Stand, og hvilken Religion Du bekjender. Om Du skal være Kjøbmand eller Lærd eller Konstner eller Kriger o. s. v.; om Du skal gifte Dig med Den eller med Den; hvor Du skal boe, i Byen eller paa Landet o. s. v., o. s. v.: alle slige Spørgsmaal har Du ►vistnok engang i Dit Liv faaet Leilighed til at forelægge Dig og besvare, Du vil ogsaa kunne sige »naar«, og altsaa i alle disse Henseender bestemme, hvor Du »nu« er. Men det Spørgsmaal, om Du er blevet troende, er maaskee slet ikke ►opkommet for Dig; det har saa langt som Din Hukommelse strækker tilbage, været forudsat, at Du var en Troende, saa maa Du vel ogsaa engang være blevet det – Gud veed naar.

✂ Og hvor er Du »nu«, er Du »nu« Din Frelse nærmere? Du har nok hørt Tale om ►hiin eenfoldige Vise i Oldtiden, der vidste saa underfundigt at spørge. Dette Spørgsmaal kan let lyde som et saadant, et Spørgsmaal, hvis Hensigt er at bringe i Forlegenhed, at gjøre Uklarheden i Den, som spørges, aabenbar. Jeg nu hverken vil eller kan spørge Dig; men tænk Dig, at det var ham, hiin eenfoldige Vise, der spurgte Dig. Du veed, selv i Christenheden har ►den catechetiske Konst dannet sig efter ham; men aldrig har nogen ►Catechet kunnet spørge som han. Tænk Dig denne eenfoldige Vise, han den afgjorte Hader af al Udflugt og Undskyldning og Uklarhed og ►Mislighed, ►derhos den lige saa ►snilde, underfundige, behændige, uforfærdede Eftersporer deraf; han, der ikke havde en Lære, som han paa Afstand foredrog for Menneskene, men netop som Lærer trængte gjennemskuende ind i Menneskene, saa det var Den, der samtalede med ham, som samtalede han med sig selv, som blev hans Inderste ham aabenbar; ►han, der ikke blot hentede Viisdommen ned fra Himlen, men vidste at trænge den ind i »den Enkelte«. Tænk Dig, at det er denne eenfoldige Vise, der spørger Dig; tænk Dig, hvorledes han kunde blive ved at drille et Menneske med dette Spørgsmaal, om han »nu« er sin Frelse nærmere; tænk Dig, hvorledes han kunde vende og dreie dette Spørgsmaal paa utallige Maader, men altid drillende, altid med dette Smiil paa Ansigtet, der var ham saa ►egent, naar han havde en Formodning om, at Den, med hvem han samtalede, ikke med Bestemthed vidste sig selv ►betræffende, hvilket der var hvilket, om han forstod Noget eller han ikke forstod Noget, om han var bleven troende eller han ikke var bleven troende; tænk Dig hans Udholdenhed, indtil han, den Eenfoldige, fik den Spurgte fangen og fik det gjort aabenbart, at han havde været i et Sandsebedrag. »Er Du den (Frelsen) da »nu« nærmere?« »Ja.« »Men, end naar?« Ja, her standser det maaskee; og naar det standser her, saa faaer denne Standsning Magt til at forvandle hele Talen til Forvirrethed. Du er den nu »nærmere«; dette »nærmere« er en Sammenligning, men hvormed sammenligner Du da? Kan man vel sige, at Een er større end en Anden, som slet ikke er til? Der er noget Fristende, noget Overtalende i dette Sammenligningens Mere, det lokker for En, som gik det saadan af sig selv, som skulde man ikke ►mistrøstes, thi det gaaer dog fremad. Men naar det ikke staaer fast, at Begyndelsen er givet, saa er al denne Lokken kun ind i Meningsløshed. Saalidet som Den, der er ombord paa et Skib, hvor mange Timer han end vedblev at gaae og hvor mange Miil han end saaledes tilbagelagde, kommer bort fra Skibet: saa lidet kommer Den Noget nærmere, der ikke er begyndt paa den Gang, som fører nærmere og nærmere. Men Veien til Frelsen er Troen; og kun da kan der være Tale om »nu« at være nærmere, naar det afgjort staaer fast, at man er blevet troende.

✂ Hvor er Du nu; er Du nu DinFrelsenærmere? Din Frelse! Det er Din Frelse, der er Tale om, om at komme sin Frelse nærmere. Og er det derom Talen er, saa er der jo altsaa med det Samme Tale om noget Andet, om at fortabes. Din Fortabelse! Det er Din Fortabelse der er Tale om, om at synke dybere og dybere i Fortabelse! See, om Du greb feil i Livet, om Du blev Kjøbmand, men Du skulde egentligen have været Konstner: nu, Herre Gud, det kan være tungt nok, men den Ulykke lader sig dog forvinde. Om Du greb feil i Livet, om Du ægtede den Pige, men hendes Søster havde ganske anderledes passet for Dig: nu, Herre Gud, det lader sig bære saaledes at gaae Glip af sin Lykke. Men om et Menneske gik Glip af sin Frelse! See, om Du i Din Ungdoms kraftfuldeste Øieblik havde fattet Planen til et Kæmpeværk, som Du vilde udføre, og som skulde være Dit Livs Gjerning; men Du blev forsinket underveis, Du blev forhindret paa mange Maader, ►Du befandtes heller ikke ganske at have Kræfterne dertil, kort Du var ved Dit Livs Ende ikke kommet Opgavens Løsning synderlig nærmere end da Du begyndte: nu, Herre Gud, ogsaa for denne Sorg er der Trøst. Men hvis Du ved dit Livs Ende ikke var kommen Din Frelse nærmere! Er der noget Forfærdeligere end at være paa Afstand fra sin Frelse? Og at være paa Afstand fra sin Frelse, at være i denne Tilstand, det er jo at fjerne sig mere og mere. Frelse svarer til at være i Fare, Den, som ikke er i Fare, kan heller ikke frelses. Er Du altsaa i Faren – og Du kommer ikke Din Frelse nærmere, saa synker Du jo mere og mere i Faren. O, ►som den Skibbrudne, der reddede sig paa en Planke, og nu, omtumlet af Bølgerne, svævende over Afgrunden, mellem Liv og Død stirrer efter Land: saaledes burde vel et Menneske være bekymret for sin Frelse. Men kan et Menneske være længere borte fra sin Frelse, end naar han ikke engang med Bestemthed veed, om han har begyndt paa at ville frelses.

✂ Saa prøv da Dig selv ved Hjælp af dette Ord. Det er en salig Trøst at turde vide, »at man nu er sin Frelse nærmere end da man blev troende« – men ikke sandt, saa maa det være vist, at man er blevet troende. Dette Ord kan derfor tjene til Trøst; men det kan ogsaa ligesom komme bag paa En. Skeer dette, at et Menneske saaledes bliver opmærksom, saa er det ►vistnok forfærdende, o, men selv i denne Forfærdelse, i denne gavnlige Forfærdelse er der nogen Trøst. Der er nogen Trøst; thi naar et Menneske dog er blevet opmærksom paa, at han end ikke er begyndt, er han altid sin Frelse noget nærmere, end han var, saa længe han tryg levede hen i et Sandsebedrag og en Indbildning.

✂ Dog Eet endnu, lad os ikke glemme, at ►Ordet hos Apostelen lyder noget anderledes end som vi have benyttet det. Han siger »vor Frelse er nu nærmere end da vi bleve troende«. Ordene, som vi have benyttet dem, samle hele Tanken paa Selvvirksomheden, og ere derfor brugte for at gjøre Menneskene opmærksomme. Det apostoliske Ord indskjærper tillige, at Frelsen er fra Gud. Han siger ikke, at vi komme Frelsen nærmere, men at Frelsen kommer os ⓘ nærmere. Og ogsaa Dette kunde det vel gjøres fornødent at tale over, saa man mindede den Troende om, ikke at ►forraske sig, ikke at mene selv at ville erhverve hvad der væsentligen skjenkes. Det kunde vel gjøres fornødent at tale derover – dersom det blot altid var klart, hvor vi ere. Men for at blive opmærksomme herpaa, maae vi først vide, om vi da ere blevne troende.

✂

VI


► Det er dog saligt – at lide Forhaanelse for en god Sag

✂ »Salighed« er dog vel det høieste Gode; i Forhold til dette Gode maa saa vel ogsaa gjælde, hvad der gjælder i Forhold til de ringere Goder. Dersom nemlig en Taler eller en Digter ret vilde skildre et eller andet jordisk Godes Herlighed, hvor skulde han ikke gjøre Menneskene lystne derefter, saa de neppe formaaede at forholde sig rolige under Talen, men utaalmodigen vilde bort, afsted for at gribe efter det; og med hvor megen Ret skulde de saa ikke egentligen vredes paa denne Taler, at han kun havde foregjøglet dem det Lystelige, naar Talen endte med, at det var Lykken der uddeelte disse Goder! Havde Dette ikke været Tilfældet, da maatte de vel mene, aldrig noksom at kunne takke den Taler, der vidste saa indbydende og saa henrivende at skildre de Goder, som det var Enhver muligt at komme i Besiddelse af. Men »Salighed« er det høieste Gode, og ethvert Menneske kan komme i Besiddelse af dette Gode. Det lader sig da altsaa formode, at Menneskene neppe ville kunne formaae at høre Talen ud for Utaalmodighed efter at erhverve dette Gode, det høieste, som dog ethvert Menneske kan erhverve. Det lader sig formode, at denne Bekymring vil vaagne hos dem, om ikke det Øieblik, der blev brugt til at høre Talen, dog næsten var et spildt Øieblik, da det jo ikke i strengeste Forstand blev anvendt til at erhverve.

✂ Og ►en saadan Tale om »Salighed« haves fra nu længst forsvunden Tid. Den er holdt fra et Bjerg, som efter den blev kaldet Salighedernes Bjerg – thi saaledes er Salighed, sammenlignet med alle jordiske Goder, fast, urokket som Bjerget; og saaledes er Salighed, sammenlignet med alle jordiske Goder, som et Bjerg er ophøiet over det Laves Egne. Denne Tale er holdt af Ham, den Eneste, som fra først af kunde tale om Salighed, da denne er knyttet til ►Hans Navn, det eneste, hvori der er Salighed. I denne Tale hedder det: ►»salige ere De, som lide Forfølgelse for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres. Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder, og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det. Glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene; thi saa have de forfulgt Propheterne, som vare for Eder«.

✂


✂ ►Disse Ord ville vi lægge til Grund for følgende Tale

✂


✂ det er dog saligt – at lide Forhaanelse for en god Sag,

✂


✂ at vi ►ret til Opbyggelse maatte blive opmærksomme paa den Trøst eller rettere den Glæde, som Christendommen forkynder; thi disse Taler ere jo ►til Opbyggelse, om de end, som det hedder, saare bagfra.

✂ Men for ikke, ak paa nogen Maade, at ►tage denne Glæde forfængelig, saa lader os først ►til Vitterlighed gjentage Betingelserne, under hvilke der kun kan være Tale om at Dette er saligt. Det maa være for en god Sag at man lider Forhaanelsen, eller som Christus siger »for Retfærdigheds Skyld«. Og hvad Forhaanelsen siger om En, det maa være usandt, som Christus siger »naar Menneskene tale allehaande Ondt mod Eder, og lyver det.« Men naar Dette er givet, naar Alt i denne Henseende er i sin Orden, ja, da er det saligt – at lide Forhaanelse.

✂ Saa trøst Dig da, Du Forhaanede, eller rettere glæd Dig, Du Forhaanede! – Hvad er det Eneste, der kan berøve En Glæden af at have gjort en god Gjerning? Det at faae Løn for den. Men naar Du lønnes med Forhaanelse! Al anden Gjengjeld gjør det Gode, man har gjort, mindre; Forhaanelsens Gjengjeld gjør det større: saligt at lide Forhaanelse for en god Sag! – Hvilket er det eneste Tilfælde, hvori et Menneske kan have virkelig Fortjeneste? Naar han lider, fordi han gjør Ret. Thi gjør han Ret og lønnes, da er han ►en unyttig Tjener og har ingen Fortjeneste: saligt derfor at lide Forhaanelse for en god Sag! – Hvad er det der ►udkræves til gjensidig Forstaaelse? Det Lige; kun det Lige forstaaer det Lige. Hvad er det der ►udfordres til en Pagt? Indvielse; kun den Indviede er i Pagt med de Indviede. ►Hine Herlige, hvem Slægten forskjød, bespottede, forhaanede, forfulgte, ihjelslagne: de ere vel til for alle Mennesker, Mange kunne maaskee fremstille deres Liv og skildre det. Men denne Forstaaen er den Uindviedes, for hvem de dog i dybere Forstand ikke ere til, da de ikke ere forstaaede af ham, ligesom de ikke forstaae ham. Kun Den forstod dem og blev forstaaet, kun Den indviedes til Pagt med dem, Den, der selv leed det Lignende: saligt at lide Forhaanelse for en god Sag! – ►Hvad er det Den spørger om, der for nogen Tid skal forandre Bopæl, flytte fra Staden paa Landet, eller fra Landet til Staden? Han spørger om Selskabet. Men den Forhaanede, naar han engang skal flytte og vandre herfra, naar han forlader det Selskab, hvori han har levet forhaanet – at han da, just ved at have lidt Forhaanelsen, for en Evighed har sikkret sig hine Herliges Selskab til fortrolig, daglig Omgang, til den forelskede Samtales inderlige Forstaaelse: saligt derfor at lide Forhaanelse for en god Sag! – Hvilken er den eneste Forskjel Gud gjør? ►Den mellem Ret og Uret. Og hvilken Forskjel gjør han? At ►han er Vrede og Forbandelse over Den, som gjør Uret. Og han gjør i at gjøre Forskjel endnu een Forskjel: mellem Den, der gjør Ret og lønnes derfor, og Den, der gjør Ret og lider derfor. Men jo mere Forskjel han gjør, desto nærmere er jo Den ham, som forholder sig til ham i Forskjellen: saligt derfor at lide Forhaanelse for en god Sag! – Hvorfor ►lader Gud sig aldrig uden Vidnesbyrd? Fordi han i at være god er ►uforandret den Samme, den samme Uforandrede; ►naar al Skabningen idag, som for tusind Aar siden, seer op til ham og begjerer Føde og Klæder, da oplader han sin milde Haand og mætter Alt hvad som lever med Velsignelse. Men naar Den, der lider uskyldigt for en god Sag, vender sit Blik bedende op til Gud, da bevæger dette Blik ham, dette Blik, som Intet, slet Intet formaaer i Verden, det bevæger Gud, det afnøder ham et endnu stærkere Vidnesbyrd: saligt derfor at lide Forhaanelse for en god Sag! – Hvilket ►Samfund mellem Menneske og Menneske er det inderligste? Lidelsernes. Hvilket et Menneskes Samfund er det saligste? Det med Gud. Men naar dette er et Lidelsernes Samfund, hvilken Salighed: saligt at lide Forhaanelse for en god Sag! – ►Hvo ►eier meest: Den, der eier Gud og tillige meget Andet, eller Den, der, berøvet alt Andet, ene eier Gud? Dog vel den Sidste, thi ►»alt Andet er Tab.« Men hvo berøvedes meest? Den, der ikke fik sin Ret men Forhaanelse til Løn; thi det Eneste et Menneske væsentligen eier er den Ret, han har, alt Andet eier han kun tilfældigviis, saa det altsaa ikke egentligen er hans Eiendom. Den Forhaanede berøves Alt; udsondret af det menneskelige Samfund har han ene Gud – han den Rigeste af Alle. Han har ene Gud, o, saligt at være ene om at have Gud; priset være al den Forfølgelse, den Haan, den Spot, der lærte ham, der tvang ham til at blive ene med Gud, at have Gud som sit Eneste: saligt at lide Forhaanelse for en god Sag! – Hvor er Christus tilstede? Overalt, hvor hans Navn paakaldes; ►om end kun To eller Tre ere forsamlede i Hans Navn, Han er der tilstede. Ja, og hvor Een lider uskyldigt for Retfærdigheds Skyld og paakalder Hans Navn, der er, foruden Røsten som paakalder Ham, hvad der end mægtigere kalder paa Ham, og der er derfor ►Hans Lidelsers Samfund og Hans Opstandelses Kraft: saligt at lide Forhaanelse for en god Sag! – Hvad er det et Menneske begjerer som den høieste Løn? At faae sit Navn indskrevet udødeligt i Historiens Aarbøger. Men, at den Forhaanede, just ved at lide Forhaanelse, faaer ►den Høiestes Løn, ►faaer sit Navn indskrevet i Livsens Bog! Thi ►vistnok ere vi Alle udødelige, ogsaa de, der gjøre Uret, ogsaa den Ugudeligste af alle Ugudelige. Men at faae sit Navn indskrevet i Livsens Bog: saligt at lide Forhaanelse for en god Sag! Ja saligt, salige Trøst, salige Glæde!

✂ Dog til hvem henvender Talen sig, hvor er den, har den ikke ganske forglemt sig selv! ►Maaskee er der i denne høistærede Forsamling slet ingen Forhaanet tilstede; maaskee, dog nei, det er jo en Umulighed, hvor turde en Forhaanet vove sig ind i denne høistærede Forsamling! Man kan jo dog ikke paa een Gang være forhaanet og saa være med der, hvor de Ærede og Anseete samles. En Forhaanet er jo som en Spedalsk, ►hans Plads ham anviist blandt Gravene, skyet af Enhver. »Ja, men det er for en god Sag han forhaanes.« Men af hvem forhaanes han da? Det kan jo dog ikke være af dem, som selv ere foragtede; thi dette er at være blandt de Anseete. Og den Forhaanede kan jo dog heller ikke paa een Gang være forhaanet og tillige af de Samme, som forhaane ham, æret, fordi han forhaanes for en god Sag; de samme Mennesker kunde jo dog ikke, ►end ikke i Comedien, paa een Gang bruges paa to Steder: til at forhaane ham og til at ære ham, fordi han bliver forhaanet. Besynderlige Vanskelighed! Og besynderligt, den Vanskelighed fremkommer slet ikke, naar man betragter Historien. See, hiint ►Sandhedens Vidne; det er nu flere Aarhundreder siden han levede, men da han levede, da blev han forhaanet og forfulgt. Han havde i at tjene Sandheden faaet for langt et Forspring, til at den ►hinkende Retfærdighed kunde indhente ham saa længe han levede, tilmed da han, uden et eneste Øieblik at nøle efter Retfærdighedens Hinken, hver Dag gjorde Kæmpeskridt fremad. Saa døde han og blev stille i Graven – da indhentede den hinkende Retfærdighed ham: hans Navn æres og prises i Historien; vi ere nu saa vante til at ære og prise det, at vel tilsidst Nogen tager feil og troer, han var æret og anseet, da han levede. Thi Tiden udøver sin forkortende Magt. ►Hans Navn lever nu æret og priset i tre Aarhundreder – og han, ja han levede rigtignok, paa den blandt Mennesker vanlige Viis, kun en 60, 70 Aar: saa kan man jo næsten sige, at han bestandigt har levet æret og anseet. Aa, ja saamænd, naar man vil ►tale i Taaget; ellers ikke. Han har aldrig levet æret og anseet – han levede foragtet, forfulgt, bespottet, saa længe han levede. Og den Gang han levede, da maa det jo dog have været de Ærede og Anseete, der foragtede ham – ligesom det nu er de Ærede og Anseete, der prise hans Navn. Men Sandheds-Vidnet seirede, og som han i andre Henseender forandrede Verdens Skikkelse, saa forandrede han ogsaa Begrebet Ære: efter hans Død blev han den Ærede, og De, der levede samtidigen med ham, de Ærede og Anseete den Gang, de staae nu i en anden Belysning. Saa længe han levede, var Dette ikke Tilfældet, da har han maattet trøste sig med Christendommens Lære, det er saligt at lide for Retfærdigheds Skyld, han har baade sandet og forstaaet disse Ord. Thi medens Mangen, ►ved at betragte Historien bagvendt, blot faaer Forvirring ud af den, saa henvender Christendommen sig derimod uforandret til den Levende og forkynder ham, at det er saligt – at lide Forhaanelse for en god Sag.

✂ Dette vil sige, Christendommen har overhovedet en Mistanke til det i levende Live at være æret og anseet. Langt fra Christendommen være den Daarskab at sige, at Enhver, der blev forhaanet medens han levede, derfor var paa den rette Vei. Den siger blot: blandt Dem, der, medens de levede, bleve forhaanede, maa den sande Christen ►ordentligviis findes. Thi dette er Christendommens Mening: det Evige, det Sande kan umuligt vinde Øieblikkets Bifald, maa nødvendigviis vinde dets Mishag. Ved at være blandt de Ærede og Anseete forstaaer Christendommen derfor ikke just det at være i de høie Stillinger og Embeder – hvad især er vigtigt at indskjærpe, uforsvarligt at fortie med Hensyn til ►disse mod al Regjeren gjenstridige Tiders Paastand paa, at denne Gjenstridighed endog skulde være Christendom. Det er ogsaa vist, at et saadant Liv i Høihed og Magt oftere er ført i sand Opoffrelse af det egentligen at være æret og anseet. Nei, det at være æret og anseet er, christelig forstaaet, det, glemmende det Evige, ►afgudisk kun at tjene og ene at tilhøre og aldrig at tilhøre Andet end hvad der har Magt i Øieblikket, kun at leve for Øieblikket, ►at tragte først efter Øieblikket og derved at høste Øieblikkets Bifald, det er, for at bruge ►et fremmed Ord, at være i Velten (og Verden ynder Christendommen ikke), det er at være oven paa, det er, som der siges om en vis Art Dannelse, ►at have Verden, kort, det er Verdslighed. Christendommen derimod fordrer Selvfornegtelse i Henseende til Ære og Anseelse, endnu bestemtere end i Forhold til Penge. Thi Penge er noget reent Udvortes, men Ære er en Forestilling. Desto mere er den Christne forpligtet til at vise al denne Ære og Anseelse fra sig. At være en Christen er nemlig en Æressag, og derfor enhver Christen ved sin og ved Christendommens Ære forpligtet til at værne om det sande Begreb af Ære, at han ikke ved at tage Verdslighedens Ære og Agtelse, Øieblikkets Bifald, bliver medskyldig i det usande Begrebs Udbredelse.

✂ Dog til hvem henvender Talen sig, skuffer den ikke, istedetfor at benytte Stedet og Øieblikket, enhver ►billig Forventning, der maatte vente, at her skulde ►udvikles, hvilket stort Gode Ære og Anseelse er, hvor herligt det er at være æret og anseet, samt ved hvilke Midler man erhverver dette saa vigtige Gode, da jo, som ►Ordsproget siger, Den, der mister Æren, afhugger sin høire Haand, saa han Intet formaaer at udrette – hvilket sees af Apostlernes og alle Sandheds-Vidnernes Exempel, thi de have Intet formaaet at udrette. Vistnok skuffer Talen denne Forventning, derimod dog vel ikke Dens, som forventede, at den skulde forkynde Christendom.

✂ »Men er det dog ikke et stort Gode at være æret og anseet?« Derom veed Talen slet Intet, den veed blot, at det er saligt at lide Forhaanelse for en god Sag, og at dette er Christendom. »Men gjaldt dette ikke blot i Christendommens første Tider, da den stridende forholdt sig til Jøder og Hedninger, skulde det Samme være Tilfældet i Christenheden, i ►den seierrige Kirke?« Ja, det følger jo rigtignok af sig selv, at hvis man tænkte sig et Sted, hvor der levede lutter sande Christne, saa maatte det selvfølgeligt blive et Beviis for, at man var en sand Christen, at man havde disses Bifald, var æret og anseet af dem, der jo selv vilde det Sande og havde den sande Forestilling, havde Iver med Sandheds-Erkjendelse. Men er dette Sted den saakaldte Christenhed? Saa var jo ►Fuldkommelsen der – og saa, saa maatte man antage, at Christus var falden i Tanker, havde glemt sig selv, glemte at komme igjen; thi ►Hans Gjenkomst svarer jo til Fuldkommelsen. Men Christus er endnu ikke kommen igjen – og om han kom igjen, kom i endnu strengere Forstand ►end fordum, til sine Egne: hvorledes vilde hans Modtagelse vel blive i Christenheden? See, der er Meget, som har forundret mig, Meget, som jeg finder besynderligt og uforklarligt. Naar jeg hører et Menneske sige det Rette – men det falder ham slet ikke ind at gjøre Noget deraf: da forundrer det mig, jeg kan ikke forstaae ham. Men saaledes er det jo blevet en ganske almindelig Vittighed, jeg har saa ofte hørt og læst den, sagt af de meest Forskjellige, men bestandigt udgiven som ►en gangbar Mønt, hvilken Ingen, hvad kun er Tilfældet med den sjeldne, den ubekjendte, den fremmede Mønt, seer nøiere paa, da den er tilstrækkelig bekjendt som vedtagen Mønt, som et godt Indfald, en lykkeligt udtrykt Bemærkning, hvilken engang en Vittig har gjort og som Aandrige kappes om at gjentage: at ►hvis Christus nu kom til Verden igjen, saa vilde han atter blive korsfæstet, med mindre Dødsstraffen til den Tid var bleven afskaffet. Og det siger man, henkastende Bemærkningen lige saa skjødesløst som et »god Dag«, kun med større Fordringsfuldhed; og det finder man godt sagt og træffende sagt – og Den, der siger det, ham falder det slet ikke selv ind, ikke i fjerneste Maade, om han da selv er en Christen; og Den, der siger det, ham falder det slet ikke ind at blive opmærksom paa hele dette Blendværk med Christenheden. I Sandhed, Dette er mig uforklarligt. Det er næsten blevet et Mundheld i Christenheden, at, hvis Christus kom igjen, vilde det gaae ham som fordum, da han kom til Ikke-Christne – og dog skal Christenheden være den seierrige Kirke, der, naar det kom til Stykket, antages at skulle til ►sine Triumpher føie denne nye at korsfæste Christum. Nu, det forstaaer sig, den »seierrige Kirke« har i udvortes Forstand seiret over Verden, det vil sige, den har verdsligt seiret over Verden (thi gudeligt seire over den kan man kun indvortes): saa staaer der, som for alle Seierherrer, blot een Seier tilbage, den at seire over sig selv, at blive Christen. Saa længe man ikke er opmærksom herpaa, er Begrebet »►Christenhed« af alle Sandsebedrag det allerfarligste. I Christenheden er derfor ►det Christelige endnu bestandigt stridende. Saa lidet som Den, der har indkjøbt og pragtfuldt ladet indbinde alle de Bøger, han har at bruge til sin Examens-Læsning, med Sandhed kan siges at have taget sin Examen: ligesaa lidet er Christenheden i christelig Forstand den seierrige Kirke. Der er i Christenheden maaskee adskillige sande Christne, men enhver Saadan er ogsaa stridende.

✂ »Men er det da virkeligen Christendommens Mening at ►anprise det at lide Forhaanelse, selv om det var for en god Sag; det er jo dog noget Andet at have Trøst i Beredskab for Den, der var saa uheldig at komme saaledes til Skade.« Ja vist er det noget Andet; men dette Andet er netop ikke det Christelige. Der skal ingen ►Mislighed lades tilbage, om hvorledes det er at forstaae. ►Ordene hos Matthæus lyde saaledes: »salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det; glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene, thi saaledes have de forfulgt Propheterne for Eder.« ►Det tilsvarende Sted hos ►Lucas ►(6, 26.) lyder saaledes: »vee Eder, naar alle Mennesker tale vel om Eder, lige det samme gjorde deres Fædre ved de falske Propheter.« Vee Eder, naar Alle tale vel om Eder! ►Her tilføies ikke »og lyver det«; det behøves formodentligen ikke, det er givet, at hvis Alle tale godt om En, saa er det Løgn, og Ens Liv er Løgn. Vee Eder, naar alle Mennesker tale vel om Eder! Det er nemlig Christendommens Mening (og var Dette ikke dens Mening, var der ingen Mening i Christendommen), at et Menneske skal have sit Liv i en saadan Afgjørelse, saa bestemt og ►vitterligt vedstaae, hvad han vil, hvad han troer og haaber, at umuligt Alle kunne tale vel om ham. Det kan maaskee være vanskeligt nok at naae, dette Fordærvelige, at Alle tale vel om En; men skal det lykkes – det kan kun lykkes en kløgtig, feig ►Blødagtighed, som Christendommen afskyer og fordømmer. Skal det lykkes, saa maa et Menneske ►være som et Rør for Vinden, thi selv den mindste Busk gjør dog en lille Smule Modstand; han maa være uden dybere Overbeviisning, tom i sit Inderste, at han, hvis Du vil sammenligne Tiden med Veiret, let kan ►henveires af enhver Luftning, og, hvis Du vil sammenligne Tiden med en Strøm, at han lige saa let kan svømme let oven paa; han maa aldrig være modig undtagen hvor de – feigt ere Mange; han maa tie, hvor han skulde tale, tale, hvor han skulde tie; sige ja, hvor han skulde sige nei, og nei, hvor han skulde sige ja; svare undvigende hvor han skulde svare afgjørende, afgjørende om det saa ►var indtil Blodet; sove, hvor han skulde holde sig vaagen, ja gjøre Sit for at holde Andre vaagne; flye enhver Fare, hvori den forladte Sandhed kan stædes, og være med i enhver priset Daarskab; han maa ganske glemme Gud og ►Evighedens Ansvar og Alt, hvad der er Høit og Helligt: saa kan det maaskee lykkes ham – vee ham! Det er, som man jo seer af Christi Ord, ikke blot det usleste Eftermæle, et Menneske kan efterlade sig, at Alle talte vel om ham, men det er Dommen: vee ham, at det lykkedes ham! Det maa enten have været et nedrigt Umenneske, der i Menneskefrygt drev det til at foragte sig selv, eller det maa have været en falsk Prophet.

✂ Det er dog saligt – at lide Forhaanelse for en god Sag: vee Eder, naar alle Mennesker tale vel om Eder. Der lades slet ingen Mislighed tilbage om, hvorledes Ordet skal forstaaes. Det er saligt at lide Forhaanelse for en god Sag, og Dette er Christendom.

✂ Er Dette vanskeligt at forstaae? Ingenlunde. Er det vanskeligt at sige? Ingenlunde, idetmindste ikke naar det lades ganske ubestemt, hvem det er der tales til. Men er det muligt for Talen at frembringe een bestemt Virkning? Nei; hvad Virkning Talen skal frembringe, beroer paa, hvo Tilhøreren er. Vanskeligheden ved det Christelige forekommer hver Gang det skal gjøres nærværende, hver Gang det skal siges som det er, og siges nu, i dette Øieblik, i dette bestemte Virkelighedens Øieblik, til dem, netop til dem, som nu leve. Derfor vil man saa gjerne holde det Christelige dog lidt paa Afstand. Man vil enten ikke sige det ganske som det er (saa er det jo paa Afstand), eller man vil lade det forblive ubestemt, om det ganske er dem som nu leve, ►der tales til. Saa ►fægter Taleren i Luften og siger: »saaledes, saa forkeert var det for atten hundrede Aar siden, og for sytten hundrede Aar siden, og for tusind Aar siden, og for tre hundrede Aar siden, og for hundrede Aar siden, og for halvhundrede Aar siden, og for tre og tredive Aar siden; men nu er det ikke saaledes.« Besynderligt! Og naar man saa seer stivt paa den forsikkrende Taler, om han ogsaa er ganske sikker paa, hvad han siger, saa bliver han lidt urolig ved dette Blik, der kommer ham saa uventet, lidt tvivlraadig, han forlader et Øieblik det Skrevne og tilføier i et friere Foredrag: »ja, ja – jeg vil ikke sige, at Verden er bleven fuldkommen, men ganske saaledes er det dog ikke nu, især ikke i den allerseneste Tid.« Besynderligt! Thi saa meget er vist, naar man gaaer Stykket omvendt igjennem, saa var det fordum ganske som nu: for sytten hundrede Aar siden sagde man »saaledes var det for hundrede Aar siden; men nu er det ikke saaledes, ja, ja, det er dog ikke ganske saaledes nu, især ikke i den allerseneste Tid«; og for tre hundrede Aar siden sagde man »saaledes var det for femten hundrede Aar siden og for tusind Aar siden og for tre hundrede Aar siden, men nu er det ikke saaledes, ja, ja det er dog ikke ganske saaledes nu, især ikke i den allerseneste Tid.« Der maa stikke Noget under med dette »den allerseneste Tid«. Ja, ganske vist. Man gaaer det nemlig saa nær som muligt, naar man blot kan undgaae at tale til de Levende – og de Levende, det er jo den allerseneste Tid. Var det en Forsamling af Ynglinge, der taltes til, saa vilde man vel sige »den aller allerseneste Tid«, thi da de Gamle og de Ældre ikke vare tilstede, saa kan man jo gjerne afstraffe dem, – men isærdeleshed de Afdøde, dem afstraffer man paa Livet, trods ►den skjønne Regel kun at tale godt om de Afdøde.

✂ Saaledes nu med Christendommens Lære om, at det er saligt at lide Forhaanelse. Skal dette siges i et Virkelighedens Øieblik, saa maa Talen jo forefinde en Samling af Øieblikkets Ærede og Anseete. Er det da til en saadan Forsamling, den henvender sig, saa kommer Christendommens salige Trøst, dens Glæde til at lyde som den dybeste Spot. Dette ligger ikke i Talen. Men vanskeligt skulde ►vistnok en Digter opfinde mangen dybere Spot end denne: Christendommens Lære om Salighed foredraget for en Samling af – Christne, som have deres Liv i ganske andre Bestemmelser, og som altsaa, skjøndt de kalde sig Christne, helst vilde betakke sig for den Art Trøst, og som formodentligen vilde finde, at det var til at blive gal over, at Det skulde være Trøsten, det som de meest af Alt gruede for. Tænk Dig en Forsamling af verdsligsindede, frygtagtige Mennesker, hvis høieste Lov var i Alt et Trældoms-Hensyn til hvad Andre, hvad »man« vil sige og dømme; ►hvis eneste Bekymring var hiin uchristelige, at »man overalt taler vel om« dem; hvis beundrede Formaal var at være ganske som de Andre; hvis eneste begeistrende og hvis eneste skrækindjagende Forestilling var Flertallet, Mængden, dens Bifald – dens Mishag: tænk Dig en saadan Forsamling eller Mængde af ►Menneskefrygtens Tilbedere og Dyrkere, altsaa en Forsamling af Ærede og Anseete (thi hvorledes skulde saadanne Mennesker ikke ære og ansee hinanden, at ære den Anden er jo at smigre sig selv!) – og tænk Dig, at ►denne Forsamling, det skal (ja, som der staaer i Komedien) det skal være Christne. For denne christne Forsamling prædikes der over disse Ord: det er saligt at lide Forhaanelse for en god Sag!

✂ Men det er saligt at lide Forhaanelse for en god Sag!

✂

VII


► Han er troet i Verden

✂ ►1 Tim. 3, 16. ►Og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds Hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed.

✂


✂ ►M.T., Du kjender jo sagtens dette Bibelsted, kjender det fra Din tidligste Barndom, Du kan det udenad, Du har ofte, atter og atter, hørt det anføre, selv maaskee anført det; naar Nogen hentyder til dette Skriftsteds Begyndelse, saa kan Du ud af Hukommelsen føie Resten til; naar En anførte et enkelt Led, husker Du strax det Øvrige. Saaledes har dette Skriftsted for Hukommelsen faaet en Afrundethed, saa denne næsten uvilkaarligt sammenføier hvad der for den nu engang hører sammen. Du kan begynde bagfra og forfra og midt i, men hvor Du begynder strax vil Din Hukommelse være istand til at faae det Hele samlet, og Du anfører det vel helst heelt.

✂ Dog er der – men maaskee er det undgaaet Din Opmærksomhed, thi Hukommelsen angaaer det ikke – der er en meget mærkelig Forskjel mellem de enkelte Udsagn. Eller rettere, der er eet mellem dem – dersom Du faaer Øie paa det, eller det ligesom faaer Øie paa Dig, saa forandres Alt; det paa en besynderlig Maade bemægtiger sig Dig, saa det slet ikke falder Din Hukommelse ind at ville føie det Øvrige til, fordi dette Led fik en Magt over Dig, saa det snarere var Dig, som havde Du, i det Øieblik idetmindste, glemt alt det Øvrige. Thi, see, »Gud er aabenbaret i Kjød«, det angaaer ikke Dig, det angaaer Ham; »Han er retfærdiggjort i Aand«, det angaaer heller ikke Dig, det var Ham, der blev retfærdiggjort i Aand; det var heller ikke Dig, som »er seet af Engle«, det var Ham, og det var Ham, som »er prædiket blandt Hedninger«, og Ham, som »er optagen i Herlighed.« Men dette: »Han er troet i Verden«! Det angaaer Dig, ikke sandt, det angaaer Dig; tag Dig vel iagt, bliver Du ret opmærksom derpaa, saa angaaer det Dig ene, eller saa bliver det Dig, som angik det ene Dig, Dig ene i den hele Verden!

✂


✂ ►Derom er det vi ville tale:

✂


✂ Han er troet i Verden.

✂


✂ Altsaa det seer ud, som udsagde ►Apostelen blot noget Historisk om Christus; og det gjør han ogsaa. Men midt i dette Historiske har han anbragt et lille Ord, der henvender sig til Dig. »Han er troet i Verden«, ►det er, har Du da troet ham? Der er maaskee ingen Maade at spørge paa saa indtrængende, saa gribende som just denne. Naar man vil forelægge et Menneske et Samvittighedsspørgsmaal, men netop saaledes, at det ►ret bliver et Samvittighedsspørgsmaal, altsaa saaledes, at det ikke bliver Noget, han skal svare den Spørgende ja eller nei paa (thi derved er Samvittigheds-Forholdet allerede noget forstyrret), men saaledes, at det bliver et Spørgsmaal, han skal besvare sig selv, saa dette Spørgsmaal sætter sig fast i hans Indre, ikke under ham Ro, førend han for Gud besvarer sig det selv: da kan man bære sig saaledes ad. Man fortæller ham en Historie. Dette gjør ham nu ganske tryg; thi han forstaaer jo nok, at siden det er en Historie, saa er det ikke ham, der er Tale om. I denne Historie anbringes et Ord, som maaskee ikke strax gjør sin Virkning, men som saa nogen Tid efter pludselig forvandler sig til Samvittighedsspørgsmaalet. Derved bliver Sagen just desto inderligere. 👤Paulus kommer ikke til Dig og spørger Dig, om Du har troet, med Fordring at høre Dit »ja« eller Dit »nei«; men han siger »Han er troet i Verden« – nu er det overladt til Dig selv, til Din Samvittighed at svare Dig selv. Det kan man kalde at spørge En paa hans Samvittighed; og Den det virker saaledes paa, om ham kan man sige, han forstaaer, at han bliver spurgt. Forunderligt nok, der er gjennem Aarhundreder skrevet Fortolkninger og Fortolkninger til dette Sted, der er gjort Vanskeligheder og fjernet Vanskeligheder, man har gjennemgaaet hvert enkelt Led i vidtløftig og udførlig Udlæggelse: det eneste Led, der, saavidt mig bekjendt, ikke er blevet gjort til Gjenstand for Fortolkning (– naturligviis fordi man fandt det saa let at forstaae, at ethvert Barn kan forstaae det) er just dette »Han er troet i Verden«. Det er ogsaa saare let at forstaae, men pas dog vel paa: dette Led er Spørgsmaalet til »Dig«.

✂ Thi ikke sandt, Du lever dog vel i Verden. Naar der da siges, Han er troet i Verden, saa er jo Anledningen lagt Dig saa nær som muligt til at spørge Dig selv: har jeg da troet paa Ham. Men ►hvo er det dog der spørger? Ingen, Ingen! Dog Dette veed Du jo nok, at det er det forfærdeligste, det alvorligste Spørgsmaal, det hvorom der maa siges: der er Ingen, som spørger, og dog er der et Spørgsmaal, – og et Spørgsmaal til »Dig« personligt. Thi ►naar saa er, saa er det Samvittigheden der spørger. Du har vel ogsaa nok hørt Tale om ►hiin Snilde, der meente det umuligt, at »Nogen« kunde overliste ham med et Spørgsmaal, som han ikke skulde kunne besvare saaledes, at Spørgeren blev den Bedragne, Du har vel hørt, at det Eneste han frygtede, forvisset om, at han vilde komme tilkort, var, naar det var »Ingen«, der spurgte ham. Du har vel selv fornummet den Høitidelighed, der kan være i Skovens Eensomhed, derude i det Frie, naar man er ganske alene, i Nattens Stilhed, naar Alt sover, det vil sige, hvor høitideligt det er, naar der er »Ingen«; saasnart der er »Nogen«, er Høitideligheden mindre. Der hvor der »Ingen« er, som spørger, og hvor der dog er et personligt Spørgsmaal, der er en Usynlig den Spørgende, der har »Du« i dybeste Forstand med Dig selv at gjøre, og dette er Samvittigheds-Forholdet. Derfor har dette Spørgsmaal en saa frygtelig Magt; thi naar Nogen spørger Dig, saa kan Du see at bedrage ham, hvis det ikke behager Dig at svare ham, eller Du kan blive vred paa ham, opbragt spørge ham, hvo han er, at han tør spørge Dig, hvad Ret han har dertil; men her, her er det – Ingen!

✂ Han er troet i Verden. Ja, det er ganske vist; Du veed, hvor mange Tusinder der have troet paa Ham, have levet i denne Tro, og ere døde i denne Tro. Og dog, nei, det er ikke saa. Dersom Du ikke selv troer, saa kan Du ikke vide, om noget eneste Menneske har troet paa Ham; og dersom Du selv troer, saa veed Du, at Han er troet i Verden, at der er Een, der har troet paa Ham. Det ene Menneske kan ikke skue ind i det andet Menneskes ►Hjerte, hvor Troen boer, eller rettere, hvor det sees om Troen er der eller ikke, det er, kun den Enkelte veed det med sig selv for Gud ►sig selv betræffende, om han troer eller ikke. Enhver Anden maa nøies med Forsikkringen. Altsaa, Du kan ikke vide, at saa og saa mange Tusinder have troet, Du veed kun (thi hvad der ikke kan vides, det vil Du dog vel ikke gjøre Fordring paa eller give Dig Udseende af at vide), at saa og saa Mange have forsikkret, at de have troet, at saa og saa Mange ere døde for denne Tro – dog, hvad siger jeg, det veed Du jo ikke, Du veed blot, at de er blevne ihjelslagne for denne Tro (af dem – som dog ikke kunde vide om de havde denne Tro), og at de have forsikkret, at de døde for denne Tro. Mere veed Du ikke. Dette ligger ikke i, at din Viden er indskrænket, men det ligger i den Indskrænkning, der er sat for al menneskelig Viden, at den nemlig ikke er ►Hjertekjenderens ►Alvidenhed. Dette ligger ikke i, at Du kun kjender faa Mennesker, tværtimod, jo flere Mennesker Du tænker paa, desto mindre kunde der naturligviis være Tale om at trænge ind i deres Inderste, desto nødvendigere at nøies med Forsikkringen. Men selv hvis Du udvalgte et eneste Menneske, som Du gjorde til Gjenstand for hele Din Opmærksomhed – om han er Troende, kan Du ikke vide, Du kan kun vide, at han forsikkrer det. Dersom Du aldrig selv har været forelsket, saa veed Du heller ikke, om der nogensinde er blevet elsket i Verden, skjøndt Du veed, hvor Mange der have forsikkret at have elsket, forsikkret at have offret deres Liv for Elskov. Men om de virkeligen have elsket, det kan Du ikke vide; og hvis du selv har elsket, saa veed Du, at Du har elsket. Den Blinde kan dog ikke vide Farve-Forskjellen; han maa nøies med, at Andre have forsikkret ham, at den er til, og at den er ►saa og saa.

✂ Siig ikke, at Dette er at spænde Tanken altfor høit, at det er Overspændthed. O, langtfra, Dette er just Alvor. Thi hvad er dog Alvorligere end det Spørgsmaal, om »Du« har troet, eller ikke. See, derfor ligger det i Troens Væsen at afværge al Nysgjerrighed for at samle hele Sindet paa Alvoren; see, derfor ligger det i Troens Væsen, for Alt at ville hindre denne Vildfarelse, at man saadan kan faae eller ►have Troen paa anden Haand. Og derfor er det Dig ►tjenligt ret at forstaae, at Du virkelig ikke kan vide, om et andet Menneske har troet, det er Dig tjenligt, for at al den Sindets Kraft og Opmærksomhed, der ellers adspredt kunde spildes paa at sysle med Spørgsmaalet om og Nysgjerrighed efter Andres Tro, kan blive samlet i Alvorens Tjeneste, at Du, istedetfor letsindigt at løbe med – i at gaae Glip af Troen, kommer til at føle hele Vægten af, at det er Dig, om hvem det gjælder, at Du ene er anviist Dig selv, Intet, slet Intet har med Andre at gjøre, men desto Mere, eller rettere Alt med Dig selv, at Du virkeligen ►betræffende Troen Intet kan vide om Andre. Thi historisk er det Spørgsmaalet, hvor Mange der have troet – det er det Spørgsmaal, som Historien gjør; men Troen er jo dog vel ikke Historien. Troens Spørgsmaal er derimod til »Dig«: har »Du« troet? Dette Spørgsmaal angaaer Troen, det andet Historien. Troen forholder sig til Personligheden; men personligt forstaaet er det, naar jeg har troet, det Ligegyldige, om hvor Mange og hvor Mange der ogsaa have troet; og naar jeg ikke har troet, det Ligegyldige, hvor Mange og hvor Mange der have troet eller ikke have troet.

✂ Historisk er det Spørgsmaalet, hvor Mange der have troet. »Og da der nu er saa Mange og saa Mange, saa Utallige, der have troet, saa er det da ikke Noget at gjøre Ophævelse over, om jeg har Troen eller ikke; jeg har den da vel sagtens, siden saa Mange have den. Nei, var Troen Noget man var ene om, ja, da var det en anden Sag.« Men Troen er Du just ene om – dersom Du har den; dersom du ikke er ene om den, saa har Du den heller ikke. Er dette afsindig Forfængelighed, er det et hovmodigt Vanvid, der kun kan føre til at tabe Forstanden? Nei, det er Alvor, det Eneste, der, hvis Du ikke har Troen, kan føre Dig til at faae den; det Eneste, der hvis Du har Troen, kan bevare Dig i den. Er det maaskee ogsaa afsindig Forfængelighed, er det ogsaa et hovmodigt Vanvid, at Du, naar Døden berøvede Dig den Elskede, da ikke vil forstaae, Intet høre om, men kun væmmes for denne Tale som for en Afskyelighed: at der, hvis man antager, at Jordkloden er beboet af flere tusind Millioner Mennesker, jo hver Dag døer i tusindviis, og formodentligen ogsaa hver Dag mange Elskede? Jeg troede, at det var Vanvid, om et Menneskes Sjel var blevet saaledes forflygtiget, saa svækket, saa modbydeligt historisk udsvævende, at det ganske kunde ►undgaae ham, at Den, der døde, var »hans« Elskede; jeg troede, at det var det sikkreste Beviis for, at han aldrig havde elsket. Derimod troede jeg, at det var elskeligt, i Sandhed menneskeligt, at det var Alvor, forsaavidt Alvor kan forholde sig til Elskov, naar den Elskende i sin Sorg over Tabet af den Elskede kun forstod Eet, at det var hans Elskede, at det var ham, der havde tabt sin Elskede. Og saaledes vilde jeg ogsaa ansee det for Vanvid, Beviis paa en saadan Svækkelse derinde, at der ikke kunde være Tale om Alvor, hvis Nogen Aar ud og Aar ind kunde ramse dette Bibelsted »Han er troet i Verden, Han er troet i Verden«, uden at falde paa det Spørgsmaal, har jeg da troet paa Ham.

✂ Han er troet i Verden. Altsaa, Den, der forstod 👤Paulus, han forstaaer, at her er et Spørgsmaal. Men dersom nu han, der forstod det, vilde svare »ja, ganske vist er Han troet i Verden, det kan man med hvert Aarhundrede sige med mere og mere Føie; bestandigt Flere og Flere ere blevne Troende, overalt er Christendommen bleven udbredt, og især da ►siden Americas Opdagelse«: mon ikke 👤Paulus vilde være tilmode som man er det, ak, naar man taler med ►en Sindssvag. Thi vistnok er det Sindssvaghed, som ►hiin snaksomme Mand bestandigt at tale om sig selv og sin Smule Reise; men det er ogsaa Sindssvaghed, naar man spørges om Troen, da at tale om hele Verden, kun ikke om sig selv.

✂ Men Den, der forstod Spørgsmaalet og svarede »jeg har troet paa Ham«, han forstod sig selv. Og hvis han svarede »jeg har ikke troet paa Ham«, saa forstod han dog sig selv. Istedetfor det Historiske »Han er troet i Verden«, er det Personlige »jeg har troet paa Ham«, naar den Enkelte siger: jeg har troet paa Ham.

✂ »Jeg har troet Meget i Verden, hvad paalidelige Mænd have fortalt mig om Ting, jeg ikke selv har hørt eller seet, jeg har troet Historiens Vidnesbyrd; i det daglige Liv har jeg paa saa mangfoldig Maade troet Andre. Der er iblandt hvad jeg saaledes har troet meget Ubetydeligt, som er glemt Dagen efter, Meget, som dog nogen Tid har beskjeftiget mig, Meget, som jeg har forvandlet til min Sjels Eiendom og nødigt opgav – men dog, lad saa være, det Altsammen være usandt: dette Tab kunde jeg endnu forvinde. Men jeg har troet paa Ham – er jeg ogsaa her bedragen, saa er jeg ikke blot den Elendigste af Alle, men saa er mit Liv i sin dybeste Rod tilintetgjort, saa kan alt Andet hverken gavne eller skade. Thi ikke har jeg holdt Tiden hen Aar efter Aar, ventende paa ny og ny Sikkerhed for at turde troe, nei, jeg har med en Evighedens Afgjørelse forsikkret mig mit Liv ved at troe paa Ham – er Han et Blendværk, saa er mit Liv tabt. Men saaledes er det ikke, det troer jeg. Jeg har gjennemlidt ogsaa denne Anfægtelse, paa den Usikkerhed at sætte Alt ind, hvilket er at troe. Men Troen har seiret, jeg troer paa Ham. Vil Nogen sige til mig »men dersom!«, det forstaaer jeg ikke mere. Jeg har forstaaet det een Gang, i Afgjørelsens Øieblik, nu forstaaer jeg det ikke mere. Vil Nogen blive angest og bange paa mine Vegne, at jeg paa et »dersom« eller trods et »dersom« har vovet mig saaledes ud: da beklage han ikke mig, men hellere sig selv. Jeg lever ikke paa noget dersom. Jeg har stik imod et dersom, ængstet af dette dersom, vovet mig ud (det kaldes at vove), nu troer jeg. Men Det, som først maa forstaaes, inden man griber Troen, det Ord dersom, det er saa igjen det Ord og det hvad Troen mindst forstaaer.«

✂ Saaledes maatte vel den Enkelte tale. Og lad ham saa tale videre, at han kan fortolke dette Led i hiint Skriftsted, det Led, som ellers aldrig fortolkes. Det er ►vistnok ingen bestemt Enkelt her taler, hverken Dig eller mig, det er saaledes et digterisk Forsøg: kun dette vil Talen, den vil gjøre det aabenbart, hvorledes der tales som Enkelt.

✂ »Jeg har beundret hvad Ædelt og Stort og Herligt der er frembragt blandt Mennesker. Ikke mener jeg, at jeg kjender det Altsammen, men jeg veed, at i Forhold til hvad jeg har kjendt deraf, er min Sjel ikke ubekjendt med Beundringens Lyst, dens salige Glæde, dens paa een Gang nedtrykkende og opløftende Glæde, saa jeg veed hvad det er at beundre. Maaskee er det kun lidt af det Store jeg har kjendt, det gjør her Intet til Sagen; ja, hvis det var saa, det vilde i denne Forbindelse (hvor der ikke er Tale om hvor Meget man har beundret, men om hvor meget man har beundret Det man har beundret) snarere gjøre til end fra, hvis det var saa, at jeg med heel Hengivenhed, glad, begeistret har beundret det Lidet jeg kjendte. Jeg har, for at tage hvad der vel, menneskelig talt, ►staaer eneste i Verden, og hvad man jo ogsaa pleier at rykke Christendommen nærmest, jeg har beundret ►hiin Oldtidens ædle, eenfoldige Vise. Ved at læse om ham har mit Hjerte banket heftigt som ►hiin Ynglings, naar han samtalede med ham; Tanken om ham har været min Ungdoms Begeistring og udfyldt min Sjel; jeg har længtes efter Samtalen med ham ganske anderledes end efter at tale med noget Menneske, med hvem jeg nogensinde har talet; jeg har fra Selskabet med Dem, der have begrebet Alt og vide at tale om alt Muligt, mange mange Gange sukket efter ►hans Uvidenhed, og efter at høre ►ham, der altid sagde det Samme – »og om det Samme«. Jeg har beundret hans Viisdom, at han ►i Viisdom blev eenfoldig! At han i Viisdom blev eenfoldig, saa han kunde ►fange de Kloge! At han i Viisdom blev eenfoldig, saa han uden at have mange Tanker og uden at gjøre mange Ord kunde ►offre sit Liv i Sandhedens Tjeneste: o, rørende Eenfoldighed! At han ►med Døden for Øine talte om sig selv, den Domfældte, lige saa eenfoldigt som nogensinde paa Torvet med en Forbigaaende om det meest Daglige; at han ►med Giftbægeret i Haanden, bevarende den skjønne Festlighed, talte lige saa eenfoldigt som nogensinde ved Gjestebudet: o, ophøiede Eenfoldighed! – Men jeg har aldrig troet paa ham, det er aldrig faldet mig ind. Jeg finder det ►og ikke Viisdom eller Dybsind at være, at ►anstille en Sammenligning mellem ham, den eenfoldige Vise, og Ham, paa hvem jeg troer: jeg finder det er Gudsbespottelse. Saasnart jeg betænker min Saligheds Sag, da er han, den eenfoldige Vise, mig en høist ligegyldig Person, en reen Ubetydelighed, et Intet. Jeg kunde heller ikke, ikke faae det ind i mit Hoved eller i mit Hjerte ei heller over mine Læber at svare paa det – gudsbespottelige Spørgsmaal, hvem jeg skylder meest af disse Tvende: den eenfoldige Vise eller Ham, paa hvem jeg troer. Men derimod kan jeg sandeligen svare paa det Spørgsmaal, hvem jeg skylder meest – skulde jeg ikke vide, hvem jeg skylder meest, meest af Alle, meest uden al Sammenligning. Ham nemlig, paa hvem jeg har troet, ►Han, der har sat sit Liv til ogsaa for mig; sat Livet til, ikke som et Menneske kan gjøre det for et andet, for at bevare den Andens Liv, nei for at give mig Livet. Thi ►uden Ham er det ligegyldigt enten jeg lever eller døer, en tom Talemaade, at En har frelst mit Liv, naar dette Liv, han frelste mig, dog er at være død. Men ►Han er Livet, Ham skylder jeg, evig forstaaet, Livet, Ham paa hvem jeg troer.«

✂ »Jeg hænger i den Følelse, i hvilken jeg er mig selv, fast ved det Menneske, hvem jeg skylder Livet, i sønlig Hengivenhed: men jeg beder mig fritaget for at besvare det Spørgsmaal, hvem af disse jeg skylder meest, ham, Faderen, eller Ham, paa hvem jeg har troet. Dersom det fordredes af mig, det vil sige, dersom Han fordrede det af mig, saa vil jeg ikke tage i Betænkning at saare mig selv saa inderligt som intet Menneske kunde saare mig, at ►slippe Sønnens Kjerlighed – af Kjerlighed til Ham, paa hvem jeg troer. Jeg ►elsker min Hustru som mit eget Selv; hvis det var muligt, at hun kunde blive mig utro, jeg vilde sørge som Den, der i denne Henseende paa den tungeste Maade havde tabt sit Alt, fordi jeg kun kunde elske Een; naar Døden berøver mig hende, vil jeg tilstaae, og i min Døds Øieblik vil jeg atter tilstaae, hvad jeg altid har sagt, at hun var min eneste Elskov. Men dersom Han, paa hvem jeg troer, dersom det var muligt, at Han forlangte det af mig: jeg slipper denne Elskov – af Kjerlighed til Ham, paa hvem jeg troer. Jeg bærer taalmodigt mit eget Tab, og jeg bærer al hendes Vrede og ►Misforstand, fordi hun ikke kan forstaae mig, indtil hun i Evigheden vil forstaae mig – det vil Han sørge for, paa hvem jeg troer. Jeg ►elsker mine Børn; jeg vil for dem gjøre Alt, hvad der staaer i et Menneskes Magt, jeg vilde ikke vide, hvorledes jeg noksom skulde takke Den, der ved Raad og Daad i Sandhed var mig behjælpelig i at gavne dem; jeg lader mit Liv for dem: men dersom Han, paa hvem jeg troer, dersom det var muligt, at Han kunde forlange det af mig, jeg slipper denne Kjerlighed – af Kjerlighed til Ham, paa hvem jeg troer. Jeg paatager mig troende Lidelsens Smerte og Ansvarets Byrde, bærer taalmodigt enhver Fordømmelsens Dom over mig, selv de Elskedes, indtil de engang i Evigheden ville forstaae mig – det vil Han sørge for, paa hvem jeg troer. – Og saaledes elsker jeg Meget, paa forskjellig Maade, i forskjellig Grad; men dersom Han, paa hvem jeg troer, fordrer det af mig, jeg slipper al denne Kjerlighed – af Kjerlighed til Ham, paa hvem jeg troer.«

✂ »Og vilde Nogen sige til mig »det var dog et rædselsfuldt dersom; hvorledes er det muligt at holde Livet ud med et saadant dersom, der jo maa dræbe al Livslyst, med et saadant dersom i ►Mulighedens Spindelvæv svævende over Dit Hoved? Og er det dog ikke ►derhos en Art Troløshed at leve i alle disse Livets Forhold, i de inderligste Forhold til andre Mennesker, og saa ►nogensinde at have tænkt sig et saadant dersom«: saa vilde jeg svare. Ja vist er det rædselsfuldt dette dersom, skrækindjagende, det har jeg fornummet i Afgjørelsens Øieblik, da jeg blev Troende. I denne Forfærdelse ligger Troens Vovestykke. Men sandeligen, man kan leve under dette dersom, og ikke føle det som en Angestens Vægt, men som en Velsignelse over sig. Thi at dette dersom har været til for mig, hører med til ►Pagten med Ham, og igjennem dette dersom velsigner Han ►hvert mit Forhold til hvad der er ⓘ mig gavnligt at elske. Uden dette dersom er det umuligt at troe, thi saa vidt skal Troens Lydighed gaae; men deraf følger ikke, at Han fordrer dette af mig. Og jeg troer, at det er ►Hans Villie, at Sønnen skal elske Faderen, Manden Hustruen, Faderen Børnene, og saaledes fremdeles – jeg troer det er Hans Villie, hvis der ikke er en Troens Forskjel dem imellem. Saa er det dog vel ingen Troløshed, at jeg kjender et saadant dersom – det er dog vel kun Troløshed mod dem, der ikke kjende og ikke ville kjende Ham, Troløshed mod dem, som ikke have og ikke ville have Troen. Saa er det da vel ogsaa umuligt, at jeg paa Grund af dette dersom (min Sjels ►Frygt og Bæven, men ogsaa min Kjerlighed, min eneste, thi i den elsker jeg Ham, paa hvem jeg troer) skulde føle mig fremmed i mine Elskedes Kreds, med hvem jeg har Troen tilfælles. Men ►vistnok føler jeg mig fremmed i Christenheden, forsaavidt da ►hele Christenheden skal være lutter Christne, mere fremmed end om jeg levede blandt Hedninger. Thi ikke kan et Menneske finde sig saa fremmed ved, at De, der have en anden Tro, en anden Gud, ere ►ligegyldige for hans Tro, som han maa føle sig fremmed ved, at De, der sige sig at have den samme Tro, ere ligegyldige – ved det Samme. Eet er det jo at være ligegyldig mod hvad der beskjeftiger mig, naar man selv har noget Andet, som beskjeftiger En, et Andet, at Tvende beskjeftige sig med det Samme, og at saa den Ene er saa ligegyldig derved, den Anden saa beskjeftiget dermed – og at det saa er det Samme, der beskjeftiger Begge! Jeg føler mig fremmed i Christenheden, fremmed ved, at hvad der beskjeftiger mig tidlig og sildig, at derom mener man i Christenheden, at det i det Høieste kun kan beskjeftige ►dem saaledes, hvis Levebrød det er, men at det forøvrigt var sært og overspændt, om Nogen saaledes vilde beskjeftige sig dermed. Jeg slutter heraf Intet, ►betræffende, hvorvidt dog virkelig alle De, som leve i Christenheden, ere Troende; jeg veed overhovedet Intet om Andre betræffende Troen. Men det veed jeg, »Han er troet i Verden«, og det veed jeg ganske simpelt deraf, at jeg har troet og troer paa Ham.«

✂ M. T., dette er dog vel ogsaa en Troesbekjendelse, eller dog en Troens Bekjendelse. Vistnok fordres der, for at et Menneske skal være en Christen, at det er noget Bestemt, han troer; men lige saa vist fordres der ogsaa, at det er ganske bestemt, at »han« troer. I samme Grad som Du henleder Opmærksomheden udelukkende paa det Bestemte, han skal troe, i samme Grad kommer »han« bort fra Troen. I samme Grad som man giver det Udseende af, at det skal være saa vanskeligt at faae bestemt, hvad det er et Menneske skal troe, i samme Grad leder man Menneskene bort fra Troen. Gud lader ikke en Fiske-Art blive til i en bestemt Sø, uden at jo ogsaa den Plante voxer der, som er dens Næring. Man kan altsaa slutte paa to Maader: denne Plante voxer her, ergo findes denne Fisk ogsaa her; men endnu sikkrere: denne Fisk findes her, ergo voxer denne Plante her. Men sandeligen, saalidet som Gud lader en Fiske-Art blive til i en bestemt Sø, uden at jo ogsaa den Plante voxer der, som er dens Næring: saa lidet skal Gud lade Den uvidende om, hvad han skal troe, Den, der var i Sandhed bekymret. Det vil sige, Trangen fører Næringen med sig, det Søgte er i den Søgen, der søger det, Troen i Bekymringen over ikke at have Troen, Kjerligheden i den Selvbekymring ikke at elske. Trangen fører Næringen med sig – o, saa nær er den, det siger jo Ordet, saa nær er den, naar blot Trangen er der. Trangen fører Næringen med sig, ikke ved sig selv, som frembragte Trangen Næringen, men i Kraft af en Guds Bestemmelse, der føier dette, Trangen og Næringen, sammen, saa man altsaa, naar man siger Dette er saaledes, maa tilføie, saa vist som der er en Gud til; thi var Gud ikke til, saa var Dette heller ikke saaledes. Lad Dig ikke bedrage af det Tilsyneladende. Det daglige Sprog mellem Menneske og Menneske indeholder megen ►Skuffelse. Naar saaledes En siger »jeg havde fuldt besluttet at vove Det og Det for den og den Sag, men saa var det Den og Den, der fik mig fra min Beslutning«: saa lyder dette meget antageligt. Men Den, der kjender det menneskelige Hjerte, seer meget godt Sammenhænget: Manden har ikke i dybeste Forstand været besluttet; thi saa havde han ikke henvendt sig til Den og Den, men handlet. Den, hvem en Forelskelse ikke gjør taus, er ikke forelsket, og ligesaa med den sande Beslutning. Saaledes ogsaa naar En, der lever i Christenheden, siger, han vilde saa gjerne troe, naar han blot kunde faae det bestemt, hvad han skal troe. Det lyder meget antageligt, og dog er der Svig deri; han vil ikke ud i de Farer og Afgjørelser, hvor Troen bliver til, han vil ikke blive ene, ene i Aandens Livsfare, derfor taler han om denne Vanskelighed; han vil ikke i sin Sjels Angest sætte Alt paa Spil, derfor taler han anderledes. Thi Han, der er Troens Gjenstand, Han er dog vel et Menneske adskilligt nærmere end paa en Afstand af atten hundrede Aar, gjennem Traditionens ►Dykker-Forbindelse, eller, hvis her blev mindste Tvivl, gjennem atten Aarhundreders ►Sinkerier og mulige Misforstaaelser. Den nærmeste Vei, det er Livsfarens; den mageligste, som dog ikke fører til Troen er, at faae travlt med, at man ikke kan faae det historisk bestemt, hvad det er man skal troe. Den sikkreste Efterretning faaes i Livsfaren, hvor man hører (det, man i Grunden veed) med en Tydelighed, som kun Livsfare giver; thi i Livsfare bliver man uendelig lydhør, og er det man skal høre uendelig nær. Enhver, der lever i Christenheden, har, hvad jo endog ►Regjeringen sørger for, ordentligviis faaet mere end Kundskab nok i Christendommen; Mange have snarere maaskee faaet megen for megen. Det, der ►fattes, er ►vistnok noget ganske Andet, er den hele Sindets inderlige Omdannelse, hvorved et Menneske i Aandens Livsfare kommer til for Alvor, i sand Inderlighed at troe dog Noget – af det meget Christelige, han veed. Enhver, der lever i Christenheden, har ubetinget ordentligviis Kundskab nok i Christendommen, for at kunne anraabe og paakalde, for bedende at kunne henvende sig til Christum. Gjør han det, med Inderlighedens Trang i Hjertets Oprigtighed, saa vorder han nok en Troende. Er det blot for Gud ganske bestemt, at dette Menneske føler Trang til at troe, saa faaer han nok ganske bestemt at vide, hvad det er han skal troe. Det Omvendte er: uden Trang til at troe, granskende, grublende og ►grundende, mere og mere smaaligt at ville spilde Aar efter Aar af sit Liv og tilsidst sin Salighed paa at faae det ganske og ganske indtil Prikken over et Bogstav bestemt, hvad man skal troe. Dette Omvendte er et tomt Spilfægteri, der blot bliver sig selv mere og mere vigtigt, eller det er et videnskabeligt lærd Væsen paa urette Sted, altsaa et videnskabeligt lærd Uvæsen, eller det er en feig, umenneskelig, og forsaavidt ogsaa ugudelig Frygtagtighed.