Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Christelige Taler

Kierkegaard, Søren Christelige Taler

Søren Kierkegaards Skrifter

↩

✂ ►Fjerde Afdeling

✂

✂ * ►Taler ved Altergang om Fredagen

✂


✂


✂ Christelige Taler

✂


✂


✂ af

✂


✂


✂ 👤S. KIERKEGAARD

✂


✂


✂


✂ 📌Kjøbenhavn

✂ Forlagt af Universitetsboghandler 👤C.A. Reitzel

✂ Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker 👤Bianco Luno

✂ 1848

✂

✂ ► Forord

✂


✂ Af disse Taler, som dog ►mangle et Væsentligt i at være og derfor heller ei bleve kaldte Prædikener, ere ►de tvende (II og III) holdte i 📌Frue-Kirke. Om det end ikke sagdes ham, vil den Kyndige vel selv let paa Formen og Behandlingen ►kjende, at disse tvende ere »holdte Taler«, skrevne for at holdes, eller skrevne som de ere holdte.

✂ ►Febr. 1848. 👤S. K.

✂

Bøn

✂ Fader i Himlene! Vel vide vi, at Du er ►Den, som giver baade at ville og at fuldkomme, at ogsaa ►Længselen, naar den drager os til at fornye ►Samfundet med vor Frelser og Forsoner, er fra Dig. Men naar da Længselen griber os, o at vi da ogsaa maatte gribe Længselen; naar den vil rive os hen, at vi da ogsaa maatte give os hen; naar Du er os nær i Kaldet, at vi da ogsaa maatte holde os nær til Dig i Paakaldelse; naar Du i Længselen tilbyder det Høieste, at vi da ogsaa maatte ►kjøbe dens beleilige Øieblik, maatte holde den fast, hellige den ►i stille Timer, ved alvorlige Tanker, ved fromme Forsætter, saa den maatte vorde den stærke, men ogsaa den velprøvede ►hjertelige Længsel, der fordres hos dem, som ►værdeligen ville deeltage i Nadverens hellige Maaltid! Fader i Himlene, Længselen er Din Gave; Ingen kan give sig den selv, Ingen kan, naar den ikke gives, kjøbe den, vilde han end sælge Alt – men, naar Du giver den, da kan han dog ►sælge Alt for at kjøbe den. Saa bede vi for dem, som her ere forsamlede, at de med hjertelig Længsel idag maatte gaae op til Herrens Bord, og at de, naar de gaae derfra, maatte gaae derfra med forøget Længsel efter ham vor Frelser og Forsoner.

✂


✂ ►►Luc. XXII, 15: jeg haver hjerteligen længtes efter at æde dette Paaskelam med Eder, førend jeg lider.

✂


✂ De ►forelæste hellige Ord, som ere Christi egne, høre ►vistnok ikke med til ►Nadverens Indstiftelse, dog ►staae de i Fortællingens nærmeste Sammenhæng med denne; umiddelbart efter disse Ord følge Indstiftelses-Ordene. Det var ►i den Nat, der Han blev forraadt, eller rettere Han var allerede forraadt, ►👤Judas var allerede kjøbt til at sælge Ham og havde allerede solgt Ham; Forræderen ►søgte nu blot den »beleilige Tid, at han kunde forraade Ham til Ypperstepræsterne uden Opløb« (►Luc. 22, 6). Dertil valgte han ►den Nats Stilhed, i hvilken Christus nu for sidste Gang er samlet med sine Apostle. »►Og der Timen kom, satte han sig tilbords, og de tolv Apostle med ham. Og han sagde til dem: jeg haver hjerteligen længtes efter at æde dette Paaskelam med Eder, førend jeg lider.« – At det blev den sidste Gang, fik han ikke at vide bagefter; ►han veed det forud, at det er den sidste Gang. Dog har han ikke ►nænt at indvie Apostlene ganske i, hvor nær Faren er, at den er endnu i denne Nat, og hvilken Faren er, at den er den forsmædeligste Døds, og hvor uundgaaelig den er. ►Han, der ene bar Verdens Synd, han bærer ogsaa her ene sin forfærdelige Viden om hvad der vil skee; ►Han, der ene stred i 📌Gethsemane, ene, fordi Disciplene sov, han er ogsaa her ene, skjøndt han sidder tilbords med sine eneste Fortrolige. Altsaa, hvad der i den Nat vil skee, hvorledes det vil skee, ved hvem det vil skee, det er der i hiin lille Kreds kun Een som veed, han den Forraadte – ja, og saa Een til, han ►Forræderen, der ogsaa er tilstede. Saa sætter Christus sig tilbords med Apostlene, og idet han sætter sig ved Bordet siger han: jeg haver hjerteligen længtes efter dette Maaltid.

✂ Synes Dig nu ikke, ►m. T., at dette dog hører i en dybere Forstand, baade inderligt og forbilledligt, med til Nadveren, ikke blot saaledes som det historisk hører med i ►den hellige Beretning? Thi ikke sandt, hjertelig Længsel hører væsentligen med til den hellige Nadvere. Vilde det ikke ogsaa være den forfærdeligste Modsætning til den hellige Beretning om, hvorledes ►Stifteren længtes hjerteligen efter dette Maaltid, vilde det ikke være den forfærdeligste Modsætning, dersom det var muligt, at Nogen af Vane, eller fordi det var Skik og Brug, eller maaskee dreven af ganske tilfældige Omstændigheder, kort, dersom Nogen gik til Nadverens hellige Maaltid uden hjertelig Længsel! De forelæste hellige Ord ere da, om jeg saa tør sige, Indlednings-Ordene til Nadverens Indstiftelse, og dette er igjen for hver Enkelt den sande ►gudelige Indledning eller Indgang: at komme med hjertelig Længsel.

✂ ►Saa lad os da benytte de os foreskrevne Øieblikke forinden Altergangen til at tale om:

✂


✂ ►den hjertelige Længsel efter Nadverens hellige Maaltid.

✂


✂ Det er ikke noget Nyt vi ville lære Dig, ►end mindre ville vi ved at føre Dig uden for Troen føre Dig ind i vanskelige Undersøgelser, vi ville blot stræbe at udtrykke hvad der bevægede sig i Dig, da Du fornam Længselen efter at gaae til Alters, den hjertelige Længsel, med hvilken Du kom herhid idag.

✂ ►Veiret blæser hvorhen det vil, Du fornemmer dets Susen, men Ingen veed, hvorfra det kommer, eller hvor det farer hen. Saaledes ogsaa med Længselen, Længselen efter Gud og det Evige, Længselen efter vor Frelser og Forsoner. Begribe den kan Du ikke, og det skal Du heller ikke, ja Du tør end ikke ville forsøge derpaa – men Du skal benytte Længselen. Skal Kjøbmanden være ansvarlig, om han ikke benytter det beleilige Øieblik, skal den Søfarende være ansvarlig, om han ikke benytter den gunstige Vind, hvor meget mere Den, som ikke benytter Længselens Leilighed, naar den tilbydes. O, man taler fromt om, at man ikke maa spilde Guds Gaver; men hvad skulde man vel hellere og i dybere Forstand kalde Guds Gaver, end enhver Aandens Tilskyndelse, enhver Sjelens Dragelse, enhver Hjertets inderlige Rørelse, enhver hellig Stemning, enhver gudelig Længsel, der dog vel i langt dybere Forstand end ►Føde og Klæder ere Guds Gaver, fordi det ikke blot er Gud, der giver dem, men fordi Gud giver sig selv i disse Gaver! Og dog hvor ofte spilder ikke et Menneske disse Guds Gaver! Ak, hvis Du kunde skue ind i Menneskenes Inderste, og ret dybt i Dit eget, Du skulde ►vistnok med Forfærdelse opdage, hvorledes ►Gud, der aldrig lader sig uden Vidnesbyrd, ødsler med disse sine bedste Gaver paa ethvert Menneske, og hvorledes derimod ethvert Menneske mere eller mindre spilder af disse Gaver, maaskee ganske forspilder dem. Forfærdelige Ansvar, naar engang Erindringerne, om ikke før saa i Evigheden, staae anklagende op mod Mennesket, Erindringerne om de mange Gange og de mange Maader, paa hvilke Gud, men forgjeves, talte til ham i hans Indre. Erindringerne, ja, thi har end Mennesket selv længst glemt det Spildte, saa han altsaa ikke erindrer det: Gud og Evigheden har ikke glemt det, det er erindret ham, og vorder i Evigheden hans Erindring. – Saaledes nu med Længselen. Et Menneske kan overhøre dens Kald, han kan forvandle den til et Øiebliks Indskydelse, til et Indfald, der sporløst er forsvundet i næste Øieblik, han kan modstaae den, han kan forhindre dens dybere Tilblivelse i sig, han kan lade den hendøe ubenyttet som en ufrugtbar Stemning. Men modtager Du den med Taknemmelighed som en Guds Gave, da vorder den Dig ogsaa til Velsignelse. O, lad derfor aldrig den hellige Længsel gaae forgjeves, naar den vil besøge Dig; syntes det Dig end engang, at Du ved at følge den gik forgjeves: tro det ikke, det ►er ikke saa, det er umuligt, at det kan være saa, det maa dog vorde Dig til Velsignelse.

✂ Saa vaagnede da Længselen i Din Sjel. Var den end uforklarlig, forsaavidt den jo er fra Gud, der i den drager Dig; var den end uforklarlig, forsaavidt den er ved Ham, ►»der ophøiet fra Jorden vil drage Alle til sig« (►Joh. 12, 32); var den end uforklarlig, forsaavidt den er Aandens Virken i Dig: saa forstod Du dog, hvad der fordredes af Dig. Thi sandeligen, om Gud end giver Alt, saa fordrer han ogsaa Alt, at Mennesket selv skal gjøre Alt, for retteligen at benytte hvad Gud giver. O, i det daglige Livs sædvanlige Sysler hvor let, aandelig forstaaet, at slumre ind; i Eensformighedens tilvante Gang hvor vanskeligt at finde en Afbrydelse! I denne Henseende hjalp Gud Dig ved Længselen, som han vakte i Din Sjel. Ikke sandt, saa lovede Du Dig selv og Gud, at Du nu ogsaa taknemligt vilde benytte den. Du sagde til Dig selv: som nu Længselen har revet mig løs fra hvad der saa let indspinder et Menneske i en Fortryllelse, saa vil jeg ogsaa ved alvorlige Tanker komme den til Hjælp, for ganske at rive mig løs fra hvad der endnu maatte holde mig tilbage. Og jeg vil ved hellige Forsætter stræbe ret at holde mig fast i hvad de alvorlige Tanker lade mig forstaae; thi dertil gavner Forsættet, til at fastgjøre sig i hvad man har forstaaet.

✂ »Hvor er dog dette Jordiske og Timelige ►idel Forfængelighed! Og var end mit Liv hidtil saa lykkeligt, saa sorgfrit, saa ganske uden Erfaringens Kjendskab til det Forfærdelige eller endog blot til det Veemodige: saa vil jeg dog nu fremkalde de alvorlige Tanker, jeg vil, i Pagt med Længselen efter det Evige og med det hellige Maaltid for Øie, hvor ►Ingen tør komme uden vel forberedt, ikke frygte for at blive alvorlig. Thi Tungsind er Christendommen dog ikke, den er tværtimod saa glædelig, at den er det glade Budskab for alle Tungsindige; kun den Letsindige og Trodsige kan den gjøre mørk i Sindet. – See, det er Alt, Alt hvad jeg seer, det er, saalænge det er til, Forfængelighed og ►Omskiftelse, tilsidst er det ►Forkrænkelighedens Bytte. Derfor vil jeg ►med hiin fromme Mand, naar Maanen gaaer op i sin Glands, da vil jeg sige til Stjernen »Dig bryder jeg mig ikke om, Du er jo nu fordunklet«; og naar saa Solen gaaer op i al sin Pragt og fordunkler Maanen, da vil jeg sige til Maanen »Dig bryder jeg mig ikke om, Du er jo nu fordunklet«; og naar saa Solen gaaer ned, da vil jeg sige: det vidste jeg jo nok, thi ►det er Alt Forfængelighed. Og naar jeg seer det rindende Vands Travlhed, da vil jeg sige: ►bliv Du kun ved at rinde, Du fylder dog aldrig Havet; og til Veiret vil jeg sige, ja om det end rev Træer op med Rode, jeg vil sige til det: ►blæs Du kun, i Dig er der dog ikke Mening eller Tanke, Du Ustadighedens Sindbillede. Og om end Markens Deilighed, der indtagende fængsler Øiet, og om end Fuglesangens Velklang, der livsaligt falder i Øret, og om end Skovens Fred, der indbydende vederqvæger Hjertet, vilde anvende al deres Overtalelse, jeg vil dog ikke lade mig overtale, ikke lade mig ►bedaare, jeg vil minde mig om, at det er Alt Bedrag. Og om end Stjernerne sidde gjennem Aartusinder nok saa faste og uden at forandre Sted paa Himmelen, saa vil jeg dog ikke lade mig bedrage af denne ►Tilforladelighed, jeg vil minde mig om, ►at de engang skulle falde ned. – Saa vil jeg minde mig om, hvor uvist Alt er, at et Menneske ved Fødselen er kastet ud i Verden, og fra det Øieblik ligger paa de tusind Favnes Dyb, og Fremtiden for ham hvert Øieblik, ja hvert Øieblik som den mørkeste Nat. Jeg vil erindre mig om, at ►aldrig har nogensinde Nogen været saa lykkelig, at han jo kunde blive ulykkelig, og aldrig nogensinde Nogen saa ulykkelig, at han jo kunde blive ulykkeligere! At hvis det end skulde lykkes mig, at faae ►alle mine Ønsker opfyldte, faae dem førte op i een Bygning – at dog Ingen, Ingen skal kunne indestaae mig for, om ikke just i samme Øieblik den hele Bygning skal styrte sammen over mig. Og hvis det (dersom dette ellers kan kaldes en Lykke) lykkedes mig at redde en ►kummerlig ►Levning af min fordums Lykke ud af denne Undergang, og hvis jeg ►beskikkede min Sjel til taalmodigt at nøies med dette – at dog Ingen, Ingen skal kunne indestaae mig for, om ikke ogsaa denne Rest i næste Øieblik skal tages fra mig! Og hvis der var een eller anden Ulykke, een eller anden Rædsel, en kortvarig eller en langsomt martrende, for hvilken jeg i Særdeleshed gruede, og hvis jeg end allerede var bleven en Olding – at dog Ingen, Ingen skal kunne indestaae mig for, om den ikke kunde komme over mig endnu i det sidste Øieblik! – Saa vil jeg erindre mig om, at som ►ethvert det næste Øiebliks Uvished er liig den mørke Nat, saaledes er igjen enhver enkelt Begivenheds eller Tildragelses Forklaring som en Gaade, hvilken Ingen har gjettet. At Ingen, der evig forstaaet vil tale Sandhed, kan med Bestemthed sige mig, hvilket der er hvilket, om det virkeligt var mig ►det Tjenligere, at jeg fik alle mine Ønsker opfyldte, eller at de alle bleve mig negtede. Og om jeg end ►som Skibbruden reddede mig paa en Planke ud af den visse Død, og om Mine glade hilsede mig ved Strandbredden, forundrede over min Frelse – at desuagtet ►den Vise skal kunne staae hos og sige »►maaskee, maaskee havde det dog været bedre for Dig, at Du var omkommen i Bølgerne,« og at maaskee, maaskee han just taler sandt! Jeg vil minde mig om, at den Viseste, der nogensinde har levet, og den meest Indskrænkede, der nogensinde har levet, naae lige langt, naar det gjælder om at indestaae for det næste Øieblik, og naar det gjælder om at forklare den mindste Begivenhed, naae lige langt, til et Maaskee, og at med jo mere Lidenskab Nogen stormer mod dette Maaskee, desto nærmere er han kun ved at tabe Forstanden. Thi ingen Dødelig brød eller trængte igjennem, ja ikke den Fange, der sidder indenfor syv ►Alens tykke Mure, lænket om Haand og Fod, naglet til Væggen, er saaledes tvungen som enhver Dødelig i denne af Intet dannede ►Tvinger, i dette Maaskee. Jeg vil minde mig om, at hvis jeg end havde min Sjel i eet eneste Ønske, og havde jeg den end saa fortvivlet deri, at jeg kunde ville bortkaste Himmelens Salighed for dette Ønskes Opfyldelse – at dog Ingen kan med Bestemthed sige mig forud, om Ønsket, naar det opfyldtes, dog ikke skulde synes mig tomt og ubetydeligt. Og hvad er saa elendigst, enten at Ønsket ikke opfyldtes, og jeg beholdt Sorgens og Smertens Forestilling om den – savnede Lykke, eller at det opfyldtes, og jeg beholdt det, forbittret ved Visheden om, hvor tomt det var! – Saa vil jeg betænke, at Døden er det eneste Visse, at den spottende, spottende mig og al Jordlivets Uvished, der i ethvert Øieblik er lige uvis, er lige vis i ethvert Øieblik; at ikke Oldingen er Døden vissere, end Barnet, som fødtes igaar; at hvad enten jeg svulmer i Sundhed eller jeg ligger paa Sygeleiet, er Døden mig hvert Øieblik lige vis, hvad kun jordisk Dorskhed kan forblive uvidende om. Jeg vil huske paa, at ingen Pagt indgaaes mellem Menneske og Menneske, ikke den ømmeste, ikke den inderligste, uden at den tillige indgaaes med Døden, der paa Embedsvegne er med i Alt. – Og jeg vil erindre mig om, at ethvert Menneske dog er eensom, eensom i den uendelige Verden. Ja, i gode Dage, ved stille Veirlig, naar Lykken smiler, da seer det jo rigtignok ud som levede vi i Selskab med hinanden, men jeg vil minde mig om, at Ingen kan vide, ►naar Budskaberne skulle komme til mig, Ulykkens, Elendighedens, Rædselens Budskab, der med det Forfærdelige tillige skulle gjøre mig eensom, eller gjøre det aabenbart, hvor eensom jeg, som ethvert Menneske, er, gjøre mig eensom, forladt af mine Nærmeste, misforstaaet af min bedste Ven, en Angestens Gjenstand, som Alle flye. Jeg vil erindre mig om de Rædseler, hvilke dog intet Angestens Skrig, ingen Taarer, ingen Bønner afværgede, de Rædseler, der have skilt en Elsket fra den Elskede, en Ven fra Vennen, Forældre fra Børn; og jeg vil erindre mig om, hvilken lille Misforstaaelse, naar den kom saa usalig forkeert, stundom var nok til rædsomt at skille dem ad. Jeg vil erindre mig, at menneskeligt talt er Ingen, nei slet Ingen til at stole paa, end ikke Gud i Himlene. Thi dersom jeg ret holdt mig til ham, saa jeg ►blev hans Ven: o, ►hvo har liidt mere, hvo er blevet mere ►forsøgt i alle Lidelser end den Fromme, som var Guds Ven.«

✂ Saaledes talte Du med Dig selv; og jo mere Du hengav Dig i disse Tanker, desto mere seirede Længselen efter det Evige i Dig, Længselen efter Samfundet med Gud ved Din Forløser, og Du sagde: jeg længes hjerteligen efter dette Maaltid. O, der er dog kun een Ven, een ►fuldtro Ven i Himmelen og paa Jorden, vor Herre Jesus Christus. Ak, og hvor mange Ord gjør et Menneske ikke, og hvor mange Gange gaaer han ikke, for at faae en Anden til at vise ham en Tjeneste; og hvis denne Anden blot med nogen Opoffrelse viser ham Tjenesten, han som har lært Menneskene at kjende og veed, hvor sjeldent der vises Tjenester, naar der ikke kan gjøres Gjengjeld, hvor hænger han da ikke fast ved sin Velgjører! Men Han, der ogsaa ►for mig, ja for mig (thi at han gjorde det Samme for alle Andre skal dog vel ikke formindske min Taknemlighed, der jo er for hvad han har gjort for mig), Han der for mig gik i Døden: efter Samfundet med Ham skulde jeg ikke længes! Der har dog aldrig nogen Ven kunnet være mere end trofast til Døden, men Han blev netop ►tro i Døden – Hans Død var jo min Frelse. Og ►ingen Ven kan dog gjøre mere end i det Høieste ved sin Død frelse en Andens Liv, men Han gav mig Livet ved sin Død; det var mig, der var død, og Hans Død gav mig Livet.

✂ »Dog ►Synden er Folkenes, og er hvert Menneskes Fordærvelse, hvorledes skulde jeg da tænke alvorligt over Livet, uden ret at betænke dette, hvad Christendommen lærer mig, at ►Verden ligger i det Onde! Og om end mit Liv hidtil er gaaet saa stille, saa fredeligt hen, saa uberørt af den onde Verdens Angreb og ►Efterstræbelser, og om det end synes mig, at de faa Mennesker jeg har kjendt, dog ere alle gode og kjerlige og velvillige: saa vil jeg betænke, at dette vel maa ligge i, at hverken de eller jeg ere førte ud i ►saadanne den aandelige Livsfares Afgjørelser, hvor Begivenhedernes Størrelse efter en overordentlig Maalestok gjør det ►ret aabenbart, hvad Godt eller Ondt der boer i et Menneske. Saaledes maa det vel være, og derfor fornødent, at Aabenbaringen lærer, hvad end ikke Mennesket kan vide af sig selv, hvor dybt Menneskeheden er sjunken.«

✂ »Saa vil jeg erindre mig, hvad jeg har hørt om al den Afskyelighed, som Menneske har bedrevet mod Menneske, Fjende mod Fjende, ak og Ven mod Ven, om Vold og Mord og Blodtørst og dyrisk Grusomhed, om al det uskyldigt, og dog saa grusomt ►udgydte Blod, der raaber til Himmelen, om List og ►Underfundighed og Sviig og Troløshed, om alle hine uskyldigt og dog rædsomt ligesom Qvalte, hvis Blod ►vistnok ikke blev udgydt, skjøndt de dog aflivedes. Jeg vil fremfor Alt minde mig om, hvorledes det gik den Hellige, da han vandrede her paa Jorden, ►hvilken Modstand han leed af Syndere, hvorledes Hans hele Liv var idel Sjelslidelse ved at tilhøre ►den faldne Slægt, som han vilde frelse, og som ikke vilde frelses, at ikke den Levende, der grusomt lænkedes sammen med en Død kan lide mere martrende, end Han sjeleligt leed ved at være bleven indlemmet som Menneske i Slægten! Jeg vil betænke, hvorledes Han blev forhaanet, og hvorledes Enhver tiljubledes Bifald, naar han kunde hitte paa en ny Forhaanelse, hvorledes der ikke var mindste Tale mere, end ikke Tanke om Hans Uskyldighed, om Hans Hellighed, hvorledes det eneste formildende Ord, der blev talt, var det ynkende: ►see hvilket Menneske! – Sæt jeg havde levet samtidig med det rædsomme Optrin, sæt jeg havde været tilstede i ►»Mængden«, som forhaanede Ham og spyttede paa Ham! Sæt jeg havde været tilstede i Mængden – thi dette tør jeg dog ikke tiltroe mig, at jeg blandt en heel Slægt skulde have været ►een af Tolv – sæt jeg havde været tilstede! Nu, men dette kan jeg heller ikke troe om mig selv, at jeg skulde have været tilstede for at deeltage i Forhaanelsen. Men sæt nu, at de Omkringstaaende bleve opmærksomme paa mig, at jeg ikke deeltog – o, jeg seer allerede disse vilde Blikke, seer Angrebet et Øieblik vendt mod mig, jeg hører allerede Skriget »►ogsaa han er en Gallilæer, en Tilhænger, slaae ham ihjel, eller lad ham deeltage i Forhaanelsen, i Folkets Sag!« Forbarmende Gud! Ak, hvor Mange er der vel ►i hver Slægt, som have Mod til at vedstaae en Overbeviisning, naar det gjælder Forhaanelsens Fare, naar det gjælder Liv og Død, og naar tilmed Farens Afgjørelse saa uventet staaer forfærdeligt over En! Og jeg, som dog ikke var en Troende, en Tilhænger, hvorfra skulde jeg faae Kraft til at vove, eller hvor skulde det være muligt, at jeg i det Øieblik blev en Troende, saa Farens Afgjørelse skulde om end paa en anden Maade hjælpe mig lige saa vidunderligt som den ►hjalp Røveren paa Korset; og dersom jeg ikke saaledes forandredes, hvorfra skulde jeg faae Mod til at vove dette for En, der dog var mig en Fremmed! Forbarmende Gud, saa havde jeg vel deeltaget i Forhaanelsen – for at frelse mit Liv, jeg havde skreget med »►Hans Blod komme over mig« – for at frelse mit Liv; ja, det er sandt, det var for at frelse mit Liv! O, jeg veed nok, at Præsten taler anderledes; naar han taler, da skildrer han hine Samtidiges rædsomme Forblindethed – men vi, der ere tilstede i hans Prædiken, vi ere ikke saadanne Mennesker. Maaskee nænner Præsten ikke at tale haardt til os – ja, og om jeg var Præsten, jeg vilde heller ikke tale anderledes, jeg turde ikke sige til noget andet Menneske, at han vilde have handlet saaledes, der er Ting som det ene Menneske ikke tør sige det andet. O, men til mig selv tør jeg nok sige, og maa jeg ►destoværre sige det: mig var det ikke gaaet bedre end Menneskenes Mængde!«

✂ Saaledes talte Du med Dig selv. Og jo mere Du hengav Dig i disse Tanker, desto mere seirede Længselen i Dig efter Samfundet med Ham den Hellige, og Du sagde til Dig selv: jeg længes hjerteligen efter dette Maaltid; bort fra denne onde Verden, hvor Synden ►øver Herredømmet, vil jeg længes efter Samfundet med Ham! Bort fra den; dog saa let gaaer det jo ikke. Jeg kan ønske mig bort fra Verdens ►Forfængelighed og Forkrænkelighed, og formaaer end et Ønske det ikke, saa formaaer dog den hjertelige Længsel efter det Evige at føre mig bort; thi i selve Længselen er det Evige, ligesom Gud er i ►den Sorg, som er efter ham. Men Synden har en egen Magt til at holde igjen, den har et Tilgodehavende at fordre, en Skyld den vil have betalt af Synderen, førend den slipper ham. Og Synden veed at staae paa sin Ret, den lader sig sandeligen ikke bedrage ved ►løse Ord, ikke om Menneskene ganske afskaffede Ordet »Synd« og satte Svaghed istedet, ikke om det end efter den strengeste Sprogbrug kun var Svaghed, hvori et Menneske blev skyldig. Men derfor længes jeg desto hjerteligere efter at fornye mit Samfund med Ham, der har ►gjort Fyldest ogsaa for min Synd, gjort Fyldest for ►hver den mindste min virkelige Synd, men ogsaa for den, som maaskee lurer dybest i min Sjel, uden at jeg end er mig det bevidst, og som dog muligen skulde bryde frem, naar jeg førtes i den forfærdeligste Afgjørelse. Thi ►vare vel hine Jøder større Forbrydere end andre Mennesker, o, nei, men det, at de vare samtidige med den Hellige, gjorde deres Forbrydelse saa uendelig forfærdeligere.

✂ Jeg længes hjerteligen efter dette Maaltid, efter dette Maaltid, der er ►til Hans Ihukommelse. Men naar da saa En med hjertelig Længsel har deeltaget i Nadveren, er saa Længselen stillet, skal saa Længselen aftage, idet han gaaer derfra? See, hvis Du har en kjer Afdød, saa vil det vel ogsaa skee saaledes, at Tid efter anden Længselen vaagner hos Dig efter at ihukomme ham. Saa gaaer Du da maaskee til hans Grav; og som han nu ligger ►sænket der i Jordens Skjød, saa sænker Du Din Sjel i Erindringen om ham. Derved ligesom mættes Længselen. Livet udøver igjen sin Magt over Dig; og om Du end trofast vedbliver at mindes den Afdøde, og oftere længes efter ham, saa kan det dog ikke være Meningen, at Du mere og mere skulde leve Dig ud af Livet for at leve Dig ind i Graven hos den Døde, saa Længselen efter ham tiltog med hver Gang Du besøgte hans Grav. Du indrømmer ►vist selv, at hvis dette hændte et Menneske, da var der, hvor meget vi end ære hans Troskab mod den Afdøde, dog noget Sygeligt i hans Sorg. Nei, Du forstaaer, at Eders Veie ere væsentligen skilte, at Du tilhører Livet, og de Fordringer, som Livet har paa Dig, Du forstaaer, at tiltage med Aarene skal dog Længselen ikke, saa Du mere og mere blev en Medbegraven. O, men Længselen efter Samfundet med Din Frelser og Forsoner, den skal jo just tiltage med hver Gang Du ihukommer Ham. Han er ei heller en Afdød, men en Levende, ja Du skal jo ret leve Dig ind og sammen med Ham, Han skal jo være og vorde Dit Liv, saa Du ikke lever Dig selv, ►ikke mere lever selv, men Christus i Dig. Og derfor, som hjertelig Længsel hører med til den værdelige Ihukommelse, saa hører dette igjen med til den hjertelige Længsel, at Længselen forøges ved Ihukommelsen, saa kun Den ►gik værdeligen til Alters, der gik derhen med hjertelig Længsel, og gik derfra med forøget hjertelig Længsel.

✂

Bøn

✂ Fader i Himlene! Som ►Menighedens Forbøn ellers lyder, at Du selv vil trøste Alle dem, som syge og sorrigfulde ere: saa lyder den i denne Time, at Du vilde ►give dem, som arbeide og ere besværede, Hvile for deres Sjele. Og dog, det er jo ingen Forbøn, ►hvo turde mene sig selv saaledes karsk, at han kun skulde bede for Andre. Ak, nei Enhver beder for sig selv, at Du vil give ham Hvile for Sjelen. Saa give Du, o Gud, Hver især, som Du seer, at han i ►Syndernes Bevidsthed arbeider besværet, Hvile for Sjelen!

✂


✂ ►►Mtth. XI, 28. Kommer hid til mig Alle , som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile.

✂


✂ »Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede.« Forunderlige Indbydelse. Thi naar ellers Menneskene samles til Glæde eller til forenet Arbeide, da sige de vel til de Stærke og Glade: kommer hid, tager Deel med os, forener Eders Kræfter med vore. Men om den Bekymrede sige de: nei ham ville vi ikke have med, han forstyrrer blot Glæden og sinker Arbeidet. Ja, den Bekymrede forstaaer det vel uden at det siges ham; og saaledes gaaer maaskee mangen Bekymret afsides og eensom, vil ikke deeltage med Andre, at han ikke skal forstyrre deres Glæde eller sinke Arbeidet. Men denne Indbydelse til Alle dem, som arbeide og ere besværede, den maa jo dog gjælde ham, siden den gjælder alle Bekymrede; hvor turde nogen Bekymret her sige: nei Indbydelsen angaaer ikke mig!

✂ »Alle dem, som arbeide og ere besværede«, dem alle, Ingen er undtagen, ikke een eneste. Ak, hvilken mangfoldig Forskjellighed er ikke betegnet ved disse Ord. Dem som arbeide! Thi ikke blot Den arbeider, som ►i Ansigtets Sved arbeider for det daglige Brød, ikke blot Den arbeider, som i ringe Stilling ►bærer Dagens Hede og Møie; o, ogsaa Den, der kjæmper med svære Tanker, arbeider, ogsaa Den, som i Bekymring bærer Omsorg for Een eller for Mange, arbeider, ogsaa ►Den, som ligger i Tvivl, arbeider, som jo ►Svømmeren siges at arbeide. Dem, som ere besværede! Thi ikke blot Den er besværet, som synligen bærer ►den tunge Byrde, som synligen sidder i de vanskelige Omstændigheder, men ogsaa Den er jo besværet, hvis Byrde Ingen saae, som maaskee endog arbeider for at skjule den; og ikke blot Den er besværet, for hvem der maaskee ligger et langt Liv i Savn, i Møie, i bekymret Erindring, men ogsaa Den, ak for hvem der ingen Fremtid synes at være.

✂ Dog hvorledes skulde Talen vel blive færdig, hvis den vilde nævne alle disse Forskjelligheder, og selv om den forsøgte derpaa, den skulde maaskee vildlede istedetfor veilede, lede Opmærksomheden adspredt hen paa Forskjellighederne, istedetfor at samle Sindet paa ►det ene Fornødne. Thi om nu end Forskjellighederne ere nok saa mange, er det dog vel Evangeliets Mening, at der skulde være en lille Rest eller et større Antal tilbage af Mennesker, hvilke maatte kaldes Lykkelige, fritagne for Arbeide og Besvær? Er det Evangeliets Mening, naar det indbyder alle dem, som arbeide og ere besværede, at der dog ere Nogle, hvem denne Indbydelse ikke angaaer, fordi de virkeligen ►ere Sunde og ikke have Lægedom behov? Saaledes tale vi jo rigtignok ellers. Thi dersom Du seer Børnenes glade Kreds, og der da er eet Barn, som er sygt, til hvem et kjerligt Menneske siger: kom Du til mig mit Barn, saa ►ville vi lege sammen, da siger han jo, at dette Barn er sygt, men tillige, at de andre virkeligen ere karske. Skulde nu Evangeliet tale paa samme Maade, eller skulle vi tale saaledes ►daarligen om Evangeliet? Thi ►naar saa var, da angik Evangeliet jo ikke Alle, da forkyndte det jo ikke ►Ligelighed for alle Mennesker, men satte tværtimod en Adskillelse, udelukkede de Glade, ligesom den menneskelige Indbydelse pleier at udelukke de Bekymrede. See, ►derfor er Indbydelsen anderledes at forstaae, Den indbyder Alle, Evangeliet vil ikke være en Udvei, Trøst og Lindring for nogle Bekymrede, nei det henvender sig til alle Dem, som arbeide og ere besværede, det vil sige, det henvender sig til Alle, og fordrer af ethvert Menneske, at han skal vide hvad det er at arbeide og være besværet. Om Du var saaledes den Lykkeligste, ak, at Du endog var misundt af Mange: derfor henvender Evangeliet sig lige fuldt til Dig og fordrer af Dig, at Du arbeider og er besværet. Eller om Du ikke saaledes var den Lykkeligste, den sjeldent Begunstigede, dersom Du dog lever i lykkelig Nøisomhed med Dine kjere opfyldte Ønsker uden Savn: derfor henvender Evangeliet sig lige fuldt til Dig med Indbydelsens Fordring. Og om Du sad i jordisk Nød og Trang: derfor er Du endnu ikke Den, om hvem Evangeliet taler. Ja om Du var saa Elendig, at Du var ►blevet som et Ordsprog: derfor er Du endnu ikke Den, om hvem Evangeliet taler.

✂ Indbydelsen vil altsaa ikke verdsligt ►tages forfængeligt; den indeholder derfor en Fordring, den fordrer, at den Indbudne i dybere Forstand arbeider og er besværet. Thi der er ►en Sorg efter Gud; den angaaer intet Jordisk og Timeligt, ikke Dit ydre Vilkaar, ikke Din Fremtid; den er efter Gud: Den, som bærer denne Sorg stille ydmygt i sit Hjerte – han arbeider. Og der er en tung Byrde; ingen verdslig Magt kan lægge den paa Dine Skuldre, men heller intet Menneske saa lidet som Du selv tage den af: det er Skylden og Bevidstheden om Skyld, eller endnu tungere, Synden og Syndernes Bevidsthed. Den, som bærer denne Byrde, ak, ja han er besværet, tungt besværet, men dog ogsaa netop saaledes besværet som Evangeliets Indbydelse fordrer det. Og der er en Bekymring, en dyb, en evig; den angaaer ikke det Ydre, ikke Dine Skjæbner, de forbigangne eller de tilkommende, den angaaer Dine Handlinger, ak, og den angaaer netop dem, som et Menneske helst vil have glemte, thi den angaaer de Handlinger, hvorved du forbrød Dig mod Gud eller mod andre Mennesker, skjult eller ►aabenbare. Denne Bekymring er Angeren; Den, som sukker angrende, ja han arbeider besværet. Ingen, ingen Anden arbeider saaledes besværet, og dog er det netop dette Evangeliets Indbydelse fordrer.

✂ Men som Evangeliet fordrer ved sin Indbydelse, saa tilsiger det ogsaa Forjættelsen: ►»jeg vil give Eder Hvile for Sjelen.« Hvile! Det er hvad den udmattede Arbeider, den mødige Vandrer ønsker; og Sømanden, som omtumles paa Havet, søger Hvile; og den trætte Olding længes efter Hvilen; og den Syge, som ligger uroligt paa Leiet og ikke finder en lindrende Stilling, han begjerer Hvile; og den Tvivlende, som ikke finder Fodfæste paa Tankernes Hav, han begjerer Hvile. O, men kun den Angrende forstaaer dog ret hvad det er at bede om Hvile for Sjelen, Hvile i den eneste Tanke, hvori der er Hvile for en Angrende, at der er Tilgivelse; Hvile i det eneste Udsagn, der kan berolige en Angrende, at ham er tilgivet; Hvile paa den eneste Grund, der kan bære en Angrende, at ►der er gjort Fyldest.

✂ Men dette forjætter jo Evangeliet ogsaa, at han skal finde Hvile for Sjelen. Og det er jo paa denne Indbydelse I ere komne hid i denne Time, ►a. T. Og kan det end ikke gives saaledes, som var det med denne ene Gang nu for evigt afgjort, saa Du aldrig oftere skulde behøve at søge hen til dette hellige Sted for at søge Hvile: der tilsiges dog Hvile for Sjelen. Du er underveis, og ►Guds Huus et ►Bedested, hvor Du søger Hvile for Sjelen; men kommer Du end igjen til at søge denne Hvile: det er dog vist, det er den samme Hvile, i hvilken Du engang, naar Dit sidste Øieblik er kommet, for sidste Gang skal søge Hvile for Din Sjel. Thi hvad enten Du i Ungdommens Aar eller i fremrykket Alder idag er kommen hid for at søge Hvile: o, naar Din sidste Time kommer, og Du i Dødens Stund er forladt og eensom, da begjerer Du jo som det Sidste i den Verden, Du ikke mere skal tilhøre, Du begjerer hvad Du idag begjerer.

✂ Dette var Indbydelsens Forjættelse. Men hvo er nu Indbyderen! Thi dette var jo dog en forfærdelig forvirrende Tale, om der hørtes i Verden den Indbydelse: kommer hid, men der angaves ikke hvor man skulde gaae hen. Dersom der derfor ingen Indbyder var, eller dersom Glemsel og Tvivl havde taget Indbyderen bort: hvad gavnede det da, at Indbydelsens Ord bleve ved at lyde, saa var det jo en Umulighed at følge Indbydelsen, da det var en Umulighed at finde Stedet. Men Du veed jo, ►m. T., hvo Indbyderen er, og Du har fulgt Indbydelsen for at slutte Dig fastere til ham. See, ►Han udbreder sine Arme og siger: kommer hid, kommer hid til mig alle I, som arbeide og ere besværede; see, Han aabner sin Favn, ved hvilken vi dog Alle kunne hvile lige trygt og lige saligt, thi det var kun i vor Frelsers jordiske Liv, at ►Johannes laae hans Bryst nærmest. Hvorledes Du nu kommer hid, ⓘ hvortil Du nu kan siges at arbeide besværet, om Du forbrød Meget eller Lidet, om Skylden er gammel og – dog nei, glemt er den ikke, o nei, men gammel og ofte angret, eller den er frisk, og ingen formildende Erindring har lindret den: o, hos Ham skal du dog finde Hvile for Sjelen. Ikke veed jeg, hvad der besværer Dig i Særdeleshed, m. T., maaskee skulde jeg heller ikke forstaae Din Sorg eller vide at tale med Indsigt om den. O, men Du gaaer jo ikke til noget Menneske; ►fra at have skriftet ►for Gud i Løndom gaaer Du til Ham den forbarmende Indbyder, han, som kjender al menneskelig Sorg, ►han, som selv var forsøgt i Alt, dog uden Synd. Ogsaa Han kjendte jordisk Nød, ►han, som hungrede i Ørkenen, ►han, som tørstede paa Korset; ogsaa Han kjendte Armod, ►han, som ikke havde Det, hvortil han kunde hælde sit Hoved; ogsaa ►Hans Sjel har været bedrøvet indtil Døden; ja Han har kjendt al menneskelig Sorg tungere end noget Menneske, ►han, som paa det Yderste var forladt af Gud – ►der ►han bar al Verdens Synd. Og Han er jo ikke blot ►Din Sjelesørger, han er jo ogsaa Din Frelser; han forstaaer ikke blot al Din Sorg, bedre end Du selv forstaaer den, o, men han vil jo netop tage Byrden fra Dig og give Dig Hvile for Sjelen. Tungt – ja, det er sandt – tungt ikke at blive forstaaet; men hvad hjalp det Dig dog om der var Den, der ganske kunde forstaae al Din Sorg, men ikke kunde tage den fra Dig, ganske kunde forstaae al Din Strid, men ikke give Dig Hvile!

✂ Saa var der da en Indbydelse: kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede; og Indbydelsen indeholdt en Fordring: at den Indbudne arbeider besværet i Syndernes Bevidsthed; og der er den ►tilforladelige Indbyder, Han som endnu staaer ved sit Ord hist og indbyder Alle. Give Gud, at ►Den som søger, ogsaa maatte finde; at Den, som søger det Rette, ogsaa maatte finde ►det ene Fornødne; at Den som søger hen til det rette Sted, ogsaa maatte finde Hvile for Sjelen. Thi vel er det en hvilende Stilling, naar Du knæler ved Alterets Fod; men give Gud, at dette dog i Sandhed blot er en svag Antydning af, at Din Sjel finder Hvile i Gud ved Bevidsthed om Syndernes Forladelse.

✂

Bøn

✂ Fader i Himlene! Din Naade og Barmhjertighed ►omskifter ikke i Tidernes Vexlen, ældes ikke i Aarenes Løb, som var Du, liig et Menneske, mere naadig paa een Dag end paa en anden, mere naadig paa den første end paa den sidste; Din Naade bliver uforandret, som ►Du er uforandret, den samme, evig ung, ►ny med hver ny Dag – thi Du siger jo hver Dag »►endnu idag«. O, men naar da et Menneske agter paa dette Ord, greben af det, i hellig Beslutning, for Alvor siger til sig selv »endnu idag«: da ►betyder dette ham jo, at han just ønsker at forandres paa denne Dag, just ønsker, at denne Dag ret maatte blive ham betydningsfuld fremfor andre Dage, betydningsfuld ved fornyet Bestyrkelse i det Gode, han engang valgte, eller maaskee endog betydningsfuld ved at vælge det Gode. Det er ►Din Naade og Barmhjertighed, uforandret at sige hver Dag »endnu idag«, men det er at ►forspilde Din Barmhjertighed og Naadens Tid, hvis et Menneske saaledes uforandret vilde sige fra Dag til Dag »endnu idag«; Du er nemlig Den, som giver Naadens Tid »endnu idag«, men Mennesket er Den, som skal gribe Naadens Tid »endnu idag«. Saaledes tale vi med Dig o, Gud; der er en Sprogforskjel imellem os, og dog stræbe vi at forstaae Dig og at gjøre os forstaaelige for Dig; og ►Du blues ikke ved at kaldes vor Gud. Hvad der da, naar Du, o Gud, siger det, er det evige Udtryk for Din uforandrede Naade og Barmhjertighed, dette Samme er, naar et Menneske ret forstaaet gjentager det, det stærkeste Udtryk for den dybeste Forandring og Afgjørelse – ja, som var Alt tabt hvis Forandringen og Afgjørelsen ikke skeete endnu idag. Saa give Du da dem, der ►idag her ere forsamlede, dem, som, uden al udvortes Opfordring vel derfor ►desto inderligere, have besluttet endnu idag at søge Forligelsen med Dig i ►Syndernes Bekjendelse, dem give Du, at denne Dag maatte være dem til sand Velsignelse, at de maae have hørt Hans Røst, ►hvem Du sendte til Verden, ►den gode Hyrdes Røst, at Han maatte kjende dem, og at de da maatte følge Ham.

✂


✂ ►►Joh. X, 27. »Mine Faar høre min Røst , og jeg kjender dem, og de følge mig.«

✂


✂ Naar Menigheden paa ►de hellige Dage samler sig i ►Herrens Huus, da har Gud jo selv ►budet og befalet det saaledes. ►Idag derimod er det ingen Helligdag; og dog har en lille Kreds samlet sig her i ►Helligdommen, altsaa ikke fordi det er befalet Alle (da det jo Ingen er befalet), men fordi hver Enkelt af de Tilstedeværende, om end paa forskjellig Maade, særligen maa have følt Trang til netop idag at søge her hen. Thi idag er det ingen Helligdag, idag ►gaaer jo ellers Enhver til sin Ager, til sit Kjøbmandskab, til sit Arbeide; kun disse Enkelte ►gik idag til Herrens Huus. – Saa forlod da den Enkelte sit Hjem for at gaae herhen. Naar paa en hellig Dag Den, der selv gaaer til Kirke, møder en Forbigaaende, da falder det ham uvilkaarligt ind, at denne Forbigaaende vel ogsaa gaaer til Kirke; thi paa en Helligdag, selv om det langtfra altid er Tilfældet, er den Forbigaaende: En, som gaaer til Kirke. Men Den, som dreven af en indre Trang kom hid idag, mon Nogen, som mødte ham i Forbigaaende, vilde falde paa, at han gik til ►Guds Huus? Skulde nu derfor dette Besøg i Guds Huus være mindre høitideligt? Mig synes, at denne Hemmelighedsfuldhed maatte, om muligt, gjøre det end inderligere. Aabenlyst for Enhvers Øine, og dog skjult gik den Enkelte idag til Kirke, skjult eller ad den skjulte Vei; thi Ingen kjendte hans Vei, ►uden Gud, ingen Forbigaaende faldt paa, at Du gik til Guds Huus, hvad Du jo end ikke selv siger, thi Du siger, at Du gik til Alters, som var dette endnu inderligere og høitideligere end at gaae i Kirke. Du ventede ikke som paa en Helligdag, at den Forbigaaende gik ad samme Vei og med samme Tanker, derfor gik Du skjult mellem de mange Mennesker, som en Fremmed. Du ventede ikke at see det samme Forsæt udtrykt i de Forbigaaendes Aasyn, derfor holdt Du Dit Øie hos Dig selv, hilsede ikke høitideligt som paa Festdagen. Nei, den Forbigaaende var slet ikke til for Dig: med nedslaget Øie, hemmelighedsfuldt ligesom flygtede Du her hen. Din Hensigt var jo heller ikke blot at tilbede, at prise, at takke Gud som paa de festlige Dage, hvor Du derfor ikke kunde ønske at være ene; Din Hensigt er at søge Syndernes Forladelse – saa maa Du jo ønske at være ene. Hvor stille nu og hvor høitideligt! Paa en Helligdag er udenfor ogsaa Alt stille; det sædvanlige Arbeide hviler; selv Den, der ikke besøger Guds Huus, mærker dog, at det er en Helligdag. Idag derimod er det ingen Helligdag. Derudenfor larmer Livets Gjerning næsten hørligt ind i disse Hvælvinger, hvor dog netop derfor den hellige Stilhed er desto større. Thi ►den Stilhed, som borgerlig Øvrighed verdsligt kan paabyde, er dog ikke den ►gudelige Stilhed; men denne Stilhed, medens Verden larmer, er netop den gudelige Stilhed. – Det var altsaa ikke Din Pligt at komme herhid idag, det var en Trang i Dig; det var ingen udvortes Opfordring, der bestemte Dig, Du maa selv inderligt have besluttet det; Ingen kunde bebreide Dig om Du ikke var kommet, det er Dit eget fri Valg at komme; Du gjorde det ikke, fordi de Andre gjorde det, thi de Andre gik jo netop idag hver til sin Ager, til sit Kjøbmandskab, til sit Arbeide – men Du gik til Guds Huus, til Herrens Alter.

✂ Og dermed har Du da ganske særligen udtrykt, at Du regner Dig blandt dem, der ville høre Christus til, hvilke beskrives i de ►forelæste hellige Ord, som ere tagne af det Evangelium, hvor Christus ►sammenligner sig selv med den gode Hyrde og de sande Troende med Faarene. Om disse siges der et Tredobbelt: de høre hans (Christi) Røst; Han (Christus) kjender dem; de følge ham (Christum).

✂ De høre Hans Røst. Og idag er det ganske særligen, er det ene og alene Hans Røst, der skal høres. Alt, hvad der ellers foretages, er blot for at samle Sindets Opmærksomhed paa, at det er Hans Røst, der skal høres. ►Idag prædikes der ikke. En ►Skriftetale er ingen Prædiken; ►den vil ikke belære Dig, eiheller indskjærpe Dig de gamle bekjendte Lærdomme; den vil blot standse Dig paa Veien til Alteret, for at Du ved den Talendes Stemme ved Dig selv skrifter ►for Gud i Løndom. Thi Du skal af en Skriftetale ikke lære hvad det er at skrifte, det var ogsaa ►for sildigt, men ved den skrifter Du for Gud. Idag prædikes der ikke. Hvad vi her tale i ►det foreskrevne korte Øieblik er atter ingen Prædiken; og naar vi have sagt Amen, da er ikke ►som ellers Gudstjenesten væsentligen forbi, men da begynder ►den ⓘ væsentlige. Vor Tale vil derfor blot et Øieblik standse Dig paa Veien til Alteret; thi ►idag samler Gudstjenesten sig ikke som ellers om Prædikestolen men om Alteret. Og ved Alteret gjælder det fremfor Alt om at høre Hans Røst. Vel skal nemlig en Prædiken ogsaa vidne om Ham, forkynde Hans Ord og Hans Lære; men derfor er en Prædiken dog ikke Hans Røst. Ved Alteret derimod er det Hans Røst, Du skal høre. Om et andet Menneske sagde Dig, hvad der siges ved Alteret, hvis alle Mennesker ville forene sig om at sige Dig det – dersom Du ikke hører Hans Røst, da gik Du forgjeves til Alters. Naar der ►ved Alteret af Herrens Tjener nøiagtigt siges ethvert Ord, som det er overleveret fra Fædrene; naar Du nøiagtigt hører ethvert Ord, saa der ikke undgaaer Dig det Mindste, ikke en Tøddel – dersom Du ikke hører Hans Røst, at det er Ham, som siger det, da gik Du forgjeves til Alters. Om Du troende tilegner Dig hvert Ord, der siges; om Du alvorligt beslutter at tage Dig det til Hjerte og at indrette dit Liv i Overeensstemmelse dermed – dersom Du ikke hører Hans Røst: saa gik Du forgjeves til Alters. Det maa være Hans Røst Du hører, naar ►han siger: kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, altsaa Hans Røst, som indbyder Dig; og det maa være Hans Røst, Du hører, naar ►Han siger: dette er mit Legeme. Thi ved Alteret er der ingen Tale om Ham; ►der er Han selv personligt tilstede, der er det Ham, som taler – hvis ikke, saa er Du ikke ved Alteret. Sandseligt forstaaet kan man nemlig pege paa Alteret og sige: »►der er det«; men aandeligt forstaaet er det dog egentligen kun der, hvis Du der hører Hans Røst.

✂ Han kjender dem. De, der nemlig ikke høre Hans Røst, dem kjender Han heller ikke; og dem Han ikke kjender de ere heller ikke Hans. Thi det er ikke med Ham som med et Menneske, der vel kan have en Ven og en Tilhænger uden at være vidende derom, uden at kjende ham; men Den, Christus ikke kjender, er heller ikke Hans, thi ►Christus er alvidende. – Han kjender dem, og Han kjender dem hver især. Det Offer Han bragte, bragte Han ikke saadan for Menneskene i Almindelighed, Han vilde heller ikke frelse Menneskene saadan i Almindelighed – og paa den Maade lader det sig da heller ikke gjøre. Nei, Han offrede sig for at frelse hver især, skulde Han saa ikke kjende hver især; thi skulde man ikke kjende ►Den, for hvem man har offret sit Liv! – Naar Menigheden paa de festlige Dage i talrig Mængde forsamler sig, da kjender Han dem ogsaa, og de, som Han ikke kjender, ere heller ikke Hans. Dog kan maaskee Nogen ved saadan Leilighed let bedrage sig selv, som var den Enkelte skjult i Mængden. Ved Alteret derimod; hvor Mange der end samledes, ja om end Alle samledes ved Alteret, ved Alteret er der ingen Mængde. Han er selv personligt tilstede, og Han kjender dem, som ere Hans. Han kjender Dig, ►hvo Du end er, kjendt af Mange eller som ukjendt af Alle, dersom Du er Hans, Han kjender Dig. O, Evighedens Alvor at være kjendt af Ham; o, salige Trøst at være kjendt af Ham. Ja, ►om Du flygtede til Verdens yderste Grændse, Han kjender Dig, om Du skjulte Dig i Afgrunden, Han kjender Dig – men der er jo ingen Grund til at flye, ingen Grund til at søge Skjul, thi det er jo netop Saligheden, at Han kjender Dig. Dog, om Han kjender Dig, kan intet tredie Menneske vide, det maa Du vide med Ham og med Dig selv – men kjender Han Dig ikke, da er Du heller ikke Hans. See Solen gaaer hver Morgen med den gryende Dag op over Jorderige, dens Straale trænger allevegne igjennem til ethvert Punkt, der er intet saa afsides Sted, at ►den jo ogsaa oplysende trænger derhen; dog gjør den ingen Forskjel i dette sit Kjendskab til Jorden, ►den skinner ligeligt overalt og kjender ethvert Sted. Men Han, Menneskehedens evige Sol, ogsaa Hans Kjendskab til Menneskeheden trænger som Lysets Straale allevegne igjennem til ethvert Menneske; men Han gjør Forskjel. Thi der ere ogsaa de, Han ikke kjender, de, til hvilke Han vil sige: ►»jeg kjender Eder ikke, jeg kjendte Eder aldrig«, de til hvem Han vil sige det, skjøndt disse dog paastaae, at de kjende Ham! – Om Du gik op til Herrens Alter og deeltog i den hellige Handling, om Du nok saa vist kunde godtgjøre, at Du havde været til Alters, om Herrens Tjener vidner med Dig, at han til Dig særligen, som til hver af de Andre, har rakt Brødet og Vinen – dersom Han ikke kjendte Dig: da gik Du dog forgjeves til Alters. Thi sandseligt kan man pege paa Alteret og sige: »►see der er det«, men aandeligt forstaaet er Alteret dog kun der, hvis Du der er kjendt af Ham.

✂ De følge Ham. Thi ved Alteret bliver Du ikke og skal Du ikke blive. Du vender atter tilbage, til Din Gjerning, til Dit Arbeide, til Glæden, som maaskee venter Dig, ak, eller til Sorgen – alt Sligt har Du for idag lagt til Side: men dersom Du er Hans, da følger Du Ham. Og naar Du følger Ham, da forlader Du vel Alteret, naar Du nu gaaer bort derfra, men da er det ligesom fulgte Alteret Dig; thi hvor Han er, der er Alteret – og naar Du følger Ham, da følger Han med Dig. O, Evighedens Alvor, at hvor Du saa end gaaer, hvad Du saa end foretager Dig, saa følger Han dog med Dig; o salige Trøst, at Han følger med Dig; o, ►vidunderlige Sammenhæng, at Evighedens Alvor ogsaa er den saligste Trøst! Alteret bliver rigtignok staaende, derfor gaaer Du til Alteret; men det er dog kun Alteret, hvis Han der er tilstede: altsaa hvor Han er, der er Alteret. ►Han siger selv »naar Du offrer Din Gave ved Alteret, og Du der kommer ihu, at Nogen haver Noget mod Dig, da gak først hen og forlig Dig med Din Uven, og kom saa og offre Din Gave«: o, hvilket Offer mener Du er Ham kjerest, det Offer Du bringer ved at forlige Dig med Din Uven, altsaa ved at offre Gud Din Vrede – eller den Gave Du kunde offre paa Alteret! Men dersom Forligelsens Offer er Gud, er Christus det kjereste, da er vel ogsaa Alteret der, hvor det velbehageligste Offer bringes. ►👤Abel offrede paa Alteret, men 👤Cain ikke, thi Gud saae til 👤Abels Offer – derfor var det et Alter; men til 👤Cains Offer saae Han ikke. O, glem ikke, at hvor Han er, der er Alteret, at Hans Alter ►hverken er paa 📌Moria eller paa Garizim, eller det synlige der, men at det er der, hvor Han er. Dersom dette ikke var Tilfældet, da maatte Du jo blive ved Alteret, ►opslaae din Bolig der, aldrig vige derfra; men slig Overtro er ikke Christendom. Idag er det ingen Helligdag, der er idag Gudstjeneste paa en Hverdag: o, men en Christens Liv er hver Dag Gudstjeneste! Det ►er ikke saa, som var dermed Alt afgjort, at Nogen en sjelden Gang gaaer op til Alteret, nei Opgaven er, idet Du gaaer fra Alteret, dog at blive ved Alteret. Idag var alt Andet som vi sagde blot for at samle Sindets Opmærksomhed paa Alteret. Men naar Du nu gaaer derfra, da husk paa, at dermed er den Sag ikke færdig, o, nei dermed er den Sag netop begyndt, den gode Sag, eller ►som Skriften siger den gode Gjerning i Dig, hvilken Gud, der begyndte den, vil fuldkomme til vor Herres Jesu Christi Dag. Vel kunde Du maaskee fromt kalde denne Dag idag, hvis den, hvad Gud vil give Dig, ret har Betydning for Dig, en Jesu Christi Dag; men der er jo dog ►kun een Dag, der egentligen kaldes Jesu Christi Dag. Den Dag idag derimod, den vil snart være forbi – give Gud, at naar den engang længst er forsvunden og glemt: denne Dags Velsignelse, mange, mange Gange erindret endnu maatte være Dig i friskt Minde, saa Velsignelsens Ihukommelse maatte være i Velsignelse.

✂ ►Skrid saa Du Dag, som aldrig meer
Mit Øie her i Tiden seer,
Fald hen i Nattens Skygge!
Jeg skrider frem til Himmerig,
Min Gud at see evindelig,
Derpaa min Tro skal bygge.

✂

✂ Bøn

✂ ►Mind, o Jesu, tidt mit Hjerte
Om Din Trængsel, Qval og Nød,
Mind mig om Din Sjelesmerte,

✂ ja, Du vor Herre og Frelser, end ikke i denne Henseende turde vi ►fortrøste os til egen Kraft, som formaaede vi ved os selv dybt nok at fremkalde eller stadigt at fastholde dette Dit Minde, vi, der saa langt hellere dvæle ved det Glædelige end ved det Sørgelige, vi, der alle begjere gode Dage, lykkelige Tiders Fred og Tryghed, vi, der saa gjerne ønske at blive i dybere Forstand uvidende om Rædslerne, at de ikke, som vi ►daarligen mene, skulle gjøre vort lykkelige Liv mørkt og alvorligt, o, eller vort, som det synes os, ulykkelige Liv, dog alligevel for mørkt og alvorligt. Derfor bede vi Dig, Du, som dog er ►Den vi ville ihukomme, vi bede Dig, at Du selv vil minde os derom. O, forunderlige Sprog et Menneske taler, naar han skal tale med Dig; det er jo som gjort ubrugeligt, naar det skal betegne vort Forhold til Dig, eller Dit til os. Er dette ogsaa en Ihukommelse, naar Den, der skal erindres, selv maa minde den Erindrende! Saaledes taler, menneskeligt, kun den ophøiede Mægtige, der har saa Meget og saa Vigtigt at tænke paa, han siger til den Ringe: Du maa selv huske mig paa, at jeg erindrer Dig. Ak, og dette Samme sige vi til Dig, Du Verdens Frelser og ►Forløser; ak, og dette Samme er, naar vi sige det til Dig, netop Udtrykket for vor Ringhed, vor Intethed i Sammenligning med Dig, Du, der ►hos Gud er ophøiet over alle Himle: vi bede Dig, at Du selv vil ►minde os om Din Lidelse og Død, minde os tidt, under vort Arbeide, i vor Glæde og i vor Sorg, ►om den Nat, der Du blev forraadt. Vi bede Dig derom og vi takke Dig, naar Du minder os, vi takke Dig ogsaa saaledes, som nu de, der her ere forsamlede idag, ved at gaae op til Dit Alter, for at fornye ►Samfundet med Dig.

✂


✂ ►►1 Cor. XI, 23 ... den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadt .

✂


✂ ►I den Nat der Han blev forraadt. Thi lad det nu kun blive Nat omkring Dig, dette hører jo med til den hellige Handling. ►I, der her ere forsamlede, for ►til vor Herres Jesu Christi Ihukommelse at deeltage ►i det Maaltid, som blev indstiftet hiin Nat, I have vel selv ►bedet Ham, at Han vil stille Eder sin Lidelse og Død ret levende for Øie. O, der ere De, som maaskee bede, at det maatte forundes dem at ►see, hvad Konger og Fyrster forgjeves begjerede at see, een af Hans Herligheds Dage: fortryder ikke Eders Valg; thi sandeligen Den ►valgte dog den bedre Deel, der først og fremmest beder, at det Forfærdelige maatte staae levende for ham. – I den Nat der Han blev forraadt. Saaledes var det nu, menneskelig talt, gaaet tilbage for Ham. ►Han, hvem engang Folket vilde have udraabt til Konge; Han, ►hvem saa senere Ypperstepræsterne dog ikke turde lægge Haand paa, fordi al Folket hang ved Ham; Han, der ►ved sine mægtige Gjerninger havde flokket den talrige Skare omkring sig; ►Han, for hvis Lære-Myndighed Alle havde bøiet sig, ►Pharisæerne trodsigt men tvungne, Folket glad og forventningsfuldt: Han er nu som stødt udenfor Verden, Han ►sidder afsides paa et Værelse med de Tolv. Men ►Loddet er kastet, Hans Skjebne er afgjort, i Faderens og ►i Ypperstepræsternes Raad. ►Naar Han reiser sig fra Bordet for at gaae ud i Natten, da gaaer Han ogsaa sin Død imøde, da tager Rædselens Skuespil sin Begyndelse, hvortil Alt er i Beredskab, da skal Han endnu engang i Rædselens Gjengivelse gjennemgaae det Forbigangne, forfærdeligt i en vis Forstand ende med Begyndelsen: ►Han skal hilses som Konge, men af Spotten; Han skal virkeligen bære Purpuret, men forhaanet; ►Han skal flokke Folket endnu talrigere omkring sig, men Ypperstepræsterne skulle ikke mere frygte for at lægge Haand paa Ham, snarere vel være nødsagede til at holde Folkets Haand tilbage, at det dog kan ►faae Udseende af, at Han – dømmes fra Livet; det var jo ogsaa ►Rettergang, Han blev jo ►greben »som man griber en Røver«, og ►»korsfæstet som en Forbryder«! Saaledes var Hans Liv Tilbagegang istedetfor Fremgang, det Omvendte af hvad det menneskelige Sind naturligt tænker og begjerer. Thi ►verdsligt stiger et Menneske fra Trin til Trin i Ære og Anseelse og Magt, stedse Flere og Flere ►samtykke hans Sag, indtil han, der bestandigt var i Fleertallet, tilsidst beundret af Alle staaer paa det øverste Trin. Men Han steeg omvendt fra Trin til Trin ned ad, og dog steeg Han; og saaledes maa Sandheden lide – eller ►udmærkes i Verden, saasandt ►Han var Sandheden. I det første Øieblik syntes den at behage Alle; men jo tydeligere den efterhaanden blev, jo bestemtere og klarere, jo mere afgjørende, jo mere ►Sandsebedragenes Omklædninger faldt af, ►desto Flere faldt der bestandigt ogsaa fra – ►tilsidst staaer Han ene. Men end ikke der bliver Han staaende, nu stiger Han fra Trin til Trin ►gjennem alle Fornedrelsens Udmærkelser, indtil Han endeligen korsfæstes. Endeligen, dog stod det Sidste ikke ret længe paa; thi fra det Øieblik Rædselens Skuespil tog sin Begyndelse i den Nat der Han blev forraadt, ►er Afgjørelsen hos med det Pludseliges Hastighed, som naar Uveiret i et Nu formørker Himmel og Jord. ►Denne Nat er Grændsen; og saa hvilken Forandring! Og dog er i en vis Forstand Alt det Samme. Stedet er det samme, det er de samme Ypperstepræster, den samme ►Landshøvding, Folket er de Samme – ja, og ogsaa Han er den Samme: ►da man engang vilde udraabe Ham til Konge, da flyede Han, og da ►man kommer bevæbnet for at gribe Ham, da gaaer Han Vagten imøde, og siger »hvem søge I«; Han har vel engang med et Kys hilset 👤Judas som Apostel, ►Han negter heller ikke 👤Judas det Kys, med hvilket Han dog veed han vil forraade Ham – er Han saa ikke den Samme!

✂ O, ►m. T., som et Menneske maaskee stundom har en Dag eller en Nat han maatte ønske ude af sit Liv: denne Nat maatte ►Slægten ønske ude af sin Historie! Thi var den mørk ►den Midnatstime, i hvilken Han blev født: den Nat, i hvilken Han blev forraadt var dog end mørkere! Slægten maatte ønske denne Nat ude af sin Historie, ja og hver Enkelt maatte ønske den ude af Slægtens Histore; thi dette er jo ingen fuldkommen og længst forbigangen Begivenhed, Christi Lidelse skulle og tør vi jo ikke mindes som vi mindes ►de Herliges, der lede den uskyldige Død, om hvilken vi sige: det er nu længst forbi. Hans uskyldige Opoffrelse er ikke forbi, om ►Lidelsens Kalk end er tømt, ikke et Forbigangent, skjøndt det er forbi, ikke et Fuldkommenforbigangent, skjøndt det er atten Aarhundreder siden, er ikke blevet det, selv naar det er blevet atten Aartusinder siden. Han døde jo ingen naturlig Død paa Sygeleiet; ei heller var det ved Vaade Han kom af Dage; det var ei heller nogle Enkelte, der overfaldt Ham og sloge Ham ihjel; ►ei heller var det hiin Slægt, der korsfæstede Ham: det var »Slægten«, og til den høre vi jo dog vel med, dersom vi ellers ere Mennesker; og vi ere saaledes dog vel med tilstede, dersom vi ellers ere Mennesker. Vi turde da altsaa ►ikke vadske vore Hænder – vi kunne det idetmindste ikke, undtagen som 👤Pilatus kunde det; vi ere altsaa ikke Tilskuere og Betragtere ved en forbigangen Begivenhed, vi ere jo Medskyldige ved et Nærværende. Vi indbilde os derfor ikke formasteligen, at det er Medlidenhed, der, ►paa Digterviis, kræves af os: det er jo ►Hans Blod, som kræves ogsaa af os, der høre med til Slægten. O, selv den Efterfølger, der lignede Ham meest, der ikke, ►som Overtroen eftertragtede det, bar Hans Vunder paa sit Legeme, men hvis Liv ogsaa var Tilbagegang istedetfor Fremgang, som ogsaa, efter ►den christelige Rangforordning, steeg fra Trin til Trin, udleet, forhaanet, forfulgt, korsfæstet: selv han, naar han mindes hiin Nat, og den ►ret er ham nærværende for Tanken, han er dog tilstede som Medskyldig! Og naar Menigheden, hver Gang disse Ord siges »►Vor Herre Jesus Christus i den Nat der Han blev forraadt«, slutter sig angestfuldt men inderligt om Ham som for at afværge Forræderiet, som for at love Ham Troskab, ►hvis endog alle Andre forlode Ham: Ingen tør dog glemme, at han i hiin Nat var med som Medskyldig, Ingen tør dog glemme dette sørgelige Forbillede, hvilket han dog nok neppe ellers ligner, ►Apostelen Peder. Ak, vi Mennesker, ►selv om vi ere af Sandheden, vi ere dog ved »►Sandhedens« Side, naar vi skulle jævnsides følge med det Menneske, der er »Sandheden«, naar »Sandheden« er Maalestokken: vi ere dog som Børn ved Siden af en Kæmpe, vi blive dog i Afgjørelsens Øieblik – Medskyldige.

✂ I den Nat der Han blev forraadt. Hvilken Forbrydelse har ogsaa mere Lighed med Natten end et Forræderi; o, og hvilken Forbrydelse er mere uliig Kjerlighed end et Forræderi, ak, og meest naar det skeer ved et Kys! Dog, 👤Judas er vel Forræderen, men i Grunden ere de jo Alle Forrædere, kun er ►👤Judas den Eneste, som gjør det for Penges Skyld. 👤Judas forraader Ham til Ypperstepræsterne, og Ypperstepræsterne forraade Ham til Folket, og Folket til 👤Pilatus; og ►👤Pilatus forraader Ham til Døden af Frygt for Keiseren, og det Samme gjør af Menneske-Frygt ►Disciplene, der flygte i Natten, og ►Peder, som fornegter Ham i Forgaarden. Dette var den Sidste, o, som naar den sidste Gnist gaaer ud – saa er Alt mørkt. Der er i den hele Slægt ikke eet Menneske, ikke et eneste, som vil have med Ham at gjøre – og Han er Sandheden! O, og dersom Du mener, at dette havde Du dog aldrig gjort, Du havde aldrig lagt Haand paa Ham, eller deeltaget i Forhaanelsen – men forraadt Ham, det havde Du gjort: Du var flygtet, eller Du var klogeligen blevet hjemme, havde holdt Dig udenfor, ladet Din Tjener melde Dig, hvad der skeete. Ak, men at forraade det er det smerteligste Stød Du kan bibringe Kjerlighed; der er ingen, ikke den qvalfuldeste legemlige Lidelse, i hvilken Kjerlighed ømmer sig saaledes, som sjeleligt i, at være forraadt, thi der er Kjerlighed Intet saa saligt som Troskab!

✂ O, at Dette er skeet, det er mig nok for aldrig mere at blive saaledes glad, som det naturlige Menneske er det letsindigt og verdsligt, som Ynglingen er det i Uerfarenhed, som Barnet er det i Uskyldighed. Jeg behøver ikke at see mere, hvis ellers noget Forfærdeligere var skeet i Verden, Noget, der mere kan forfærde Hjertet; thi der gives vel hvad der mere kan forfærde Sandsen. Det behøves heller ikke, at noget Forfærdeligt skal hænde mig – dette er mig nok: jeg har seet »►Kjerligheden« forraadt, og jeg har forstaaet Noget om mig selv, at ogsaa jeg er et Menneske, og at det at være Menneske er at være et syndigt Menneske. Jeg er derfor ikke blevet menneskefjendsk, mindst at jeg skulde hade andre Mennesker; men jeg glemmer aldrig dette Syn, ei heller hvad jeg har forstaaet om mig selv. Den, Slægten korsfæstede, det var ►Forløseren; just derfor føler jeg, som hørende til Slægten, Trang til en Forløser: aldrig har Trangen til en Forløser været klarere, end da Slægten korsfæstede Forløseren. Jeg troer fra dette Øieblik ikke mig selv mere, jeg vil ►og ikke lade mig bedrage, som var jeg bedre, fordi jeg ikke ►forsøgtes liig hine Samtidige. Nei, bange for mig selv som jeg er blevet, vil jeg søge min Tilflugt hos Ham, den Korsfæstede. Ham vil jeg bede, at Han vil ►frelse mig fra det Onde, og frelse mig fra mig selv. Kun frelst ved Ham og hos Ham, naar ►Han holder mig fast, veed jeg, at jeg ikke skal forraade Ham. Den Angest, som vil ►skrække mig bort fra Ham, at ogsaa jeg kunde forraade Ham, netop den skal slutte mig til Ham, da tør jeg haabe, at jeg skal holde mig fast ved Ham – hvorledes skulde jeg ikke turde haabe det, naar Det, der vil skrække mig bort, netop er Det, der fængsler mig til Ham! Jeg vil ikke, og jeg kan det ikke, thi Han bevæger mig uimodstaaeligt, ►jeg vil ikke i mig selv slutte mig inde med denne Angest for mig selv, uden at have Fortrolighed til Ham; jeg vil ikke slutte mig inde i mig selv med denne Angest eller med denne Skyldbevidsthed, at ogsaa jeg havde forraadt Ham: jeg vil hellere, som Skyldig, frelst tilhøre Ham. O, ►da Han vandrede omkring i 📌Judæa, da bevægede Han Mange ved sine velgjørende Undergjerninger; men naglet til Korset gjør Han et endnu større, gjør Han Kjerlighedens Under, at Han uden at gjøre Noget – ved at lide bevæger hver Den, som har et Hjerte!

✂ Han blev forraadt – men Han var Kjerlighed: i den Nat, der Han blev forraadt, ►indstiftede Han Kjerlighedens Maaltid! Altid den Samme! ►De, der korsfæstede Ham, for dem bad Han; og i den Nat, der Han blev forraadt, benytter Han Leiligheden (o, uendelige Dyb af Kjerlighed, som finder netop dette Øieblik ►beleiligt!), Han benytter Leiligheden til at indstifte ►Forligelsens Maaltid. Sandeligen, ►Han kom ikke til Verden for at modtage Tjenester uden at gjøre Gjengjeld! ►En Qvinde salver Hans Hoved, til Gjengjeld erindres hun gjennem alle Aarhundreder! Ja, Han gjør Gjengjeld for hvad man gjør imod Ham! Man korsfæster Ham: til Gjengjeld er denne Hans Død paa Korset ►Forsoningens Offer for Verdens Synd, ogsaa for denne, at man korsfæstede Ham! Man forraader Ham: til Gjengjeld indstifter Han Forligelsens Maaltid for Alle! Havde Peder ikke fornegtet ham, saa havde der jo dog været En, som ikke havde ganske som hver anden Enkelt i Slægten trængt til Forligelsen. Men nu forraadte de Ham Alle, og trænges ogsaa saaledes Alle til at deeltage i Forligelsens Maaltid!

✂ ►See, Alt er nu beredt; salig Den, som for sin Deel nu ogsaa er beredt! See, Han venter hist ved sit hellige Bord: saa ►gjører det da til Hans Ihukommelse, Eder selv til Velsignelse!

✂

Bøn

✂ Herre Jesus Christus, ►Du som har elsket os først, ►Du, som indtil det Sidste elskede dem, hvilke Du havde elsket fra Begyndelsen, Du, som indtil Dagenes Ende vedbliver at elske hver Den, som vil tilhøre Dig: ►Din Trofasthed kan ikke fornegte sig selv – ak, kun ►naar et Menneske fornegter Dig, kan han ligesom tvinge Dig, Du Kjerlige, til ogsaa at fornegte ham. Saa være dette da vor Trøst, naar vi maae anklage os selv, hvad vi forbrød, og hvad vi ►efterlod, ►vor Svaghed i Fristelser, vor langsomme Fremgang i det Gode, det er, vor Utroskab mod Dig, hvem vi ►een Gang i den tidlige Ungdom og oftere gjentaget lovede Troskab: det være vor Trøst, at ►ere vi end utroe, saa bliver Du dog tro, Du kan ikke negte Dig selv.

✂


✂ ►►2 Timoth. II, 12-13 ... dersom vi fornægte , skal han og fornægte os; dersom vi ere utroe, bliver han dog tro; han kan ikke nægte sig selv.

✂


✂ Det kunde synes, at de ►forelæste hellige Ord indeholdt en Modsigelse, og dersom dette var Tilfældet kunde det ikke blot synes, men det var besynderligt just at fremdrage saadanne Ord. Imidlertid er det ingenlunde saa. Modsigelsen skulde vel ligge i, at der i den ene Sætning siges, at dersom vi fornegte skal Han ogsaa fornegte os, og i den anden, Han kan ikke negte sig selv. Men skulde der da ►ingen Forskjel være mellem at fornegte Ham og at være Ham utro? Dette er jo nemlig klart nok, at Den, der fornegter Ham, ogsaa er Ham utro, thi Ingen kan fornegte Ham uden at have tilhørt Ham; men deraf følger ikke, at Enhver, der er Ham utro, derfor ogsaa fornegter Ham. Naar dette er saaledes, da er der jo ingen Modsigelse. Det ene Ord er det strenge, det andet det milde, ogsaa her er ►Loven og Evangeliet, men begge Ordene ere Sandheden. Der er ►og ingen Dobbelthed i Ordet, men det er det ene og samme Sandhedens Ord, der adskiller Menneskene, som ►den evige Sandhed, baade i Tid og i Evighed, adskiller dem, i Gode og Onde. Det er ligesom naar der fortælles i ►de hellige Beretninger, at ►først da Pharisæerne var gangne bort, først da begyndte Christus at tale inderligt med Disciplene: saaledes fjerner det første Ord, det viser bort, ak ►som til den venstre Side, dem, der fornegte, hvilke Han og vil fornegte; det sidste Ord, Trøstens milde Ord, er talet ►som til dem ved den høire Side. Thi Han, der har ►budet sine Disciple ikke at kaste deres Perler for Sviin, Hans Kjerlighed, om den end vil frelse Alle, den er ikke en Svaghed, der klynkende trænger til dem, som skulle frelses, men den er Barmhjertighed mod hver Den, som trænger til at skulle frelses.

✂ Men ►I, som her ere forsamlede for at deeltage i det hellige Maaltid, I have jo dog ikke fornegtet Ham, eller I ere jo dog i ethvert Tilfælde forsamlede ►for at bekjende, eller ved at være idag forsamlede, og i den Hensigt, I ere det, ►bekjende I ham jo. Kan det derfor end være gavnligt, at det strenge Ord bringes i Erindring, høres med, som det jo uadskilleligt hører med, at vi ►ikke i noget Øieblik skulle adskille hvad Gud har sammenføiet i Christo, ►ikke føie Noget til men heller ikke taget Noget fra, ikke fra Mildheden tage Strengheden, som er i den, ikke fra Evangeliet Loven, som er i det, ikke fra ►Frelsen Fortabelsen, som er i den: saa egner derimod vel det sidste Ord sig fortrinligere til, at der idag dvæles ved det. Vi lade det Forfærdelige gaae Tanken forbi, ikke som noget os Uvedkommende; o, nei saaledes var Ingen Frelst, saa længe han lever, at det jo dog var muligt han kunde fortabes. ►Saa længe der er Liv er der Haab – men saa længe der er Liv er der dog vel ogsaa Farens Mulighed, altsaa Frygt; og altsaa skal der ogsaa saa længe være ►Frygt og Bæven. Vi lade det Forfærdelige gaae Tanken forbi; men da haabe vi til Gud, at vi tør lade det gaae forbi og drage over, medens vi trøste os ved Evangeliets milde Ord.

✂ Han bliver dog tro. Saaledes har Du i Dit Forhold til Ham een Bekymring mindre, eller rettere een Salighed mere end det var muligt at nogensinde noget Menneske kan have i Forholdet til et andet Menneske. I Forholdet mellem To har dog, menneskelig talt, hver Enkelt bestandigt en dobbelt Bekymring, han har den for sig selv, at han nu bliver tro; o, men han har jo tillige den, om nu ogsaa den Anden bliver tro. Men Han, Jesus Christus, Han bliver tro. Derfor er der i dette Forhold Evighedens Ro og Saligheden heel; Du har kun een Bekymring, Selvbekymringen, at Du bliver Christus tro – thi Han bliver evig tro. O, der er dog ingen Kjerlighed fuldkommen lykkelig ►uden ►den, med hvilken et Menneske elsker Gud; og ingen Troskab fuldkommen salig uden den, med hvilken et Menneske slutter sig til Christus. Alt, ubetinget Alt, hvad Gud gjør, det er Dig ►tjenligt; Du behøver ikke at frygte for, at der skulde være undgaaet ham Noget, som kunde være til Dit Gavn, thi kun ►Han veed, hvad der er til Dit Gavn; Du behøver ikke at frygte for, at Du ikke skulde kunne gjøre Dig forstaaet af ham, thi han forstaaer Dig ganske, langt bedre end Du forstaaer Dig selv; Du har kun (o, uendelige Kjerlighedens Lykke!) at glæde Dig ved hans Kjerlighed – at tie og at takke! At tie og at takke; ja, thi naar Du tier, da forstaaer Du ham, og bedst, naar Du tier ganske; og naar Du takker, da forstaaer han Dig, og bedst, ►naar Du takker altid. Saa lykkelig er den et Menneskes Kjerlighed, med hvilken han elsker Gud. Men saaledes ogsaa med den Troskab, der slutter sig til Christum. O, der boer dog inderst inde i ethvert Menneskes Sjel en lønlig Angest, at ogsaa Den, hvem han troede meest, kunde blive ham utro. ►Ingen blot menneskelig Kjerlighed kan ganske udjage denne Angest, som vel kan forblive skjult og ubemærket i lykkelige Livs-Forholds venlige Tryghed, men som dog stundom uforklarligt kan røre sig derinde, og som, naar Livets Storme begynde, strax er ved Haanden. Der er kun Een, hvis Troskab kan jage denne Angest ud, det er Jesus Christus. Han bliver tro; ja om end al anden Troskab svigtede, Han bliver dog tro, hver Dag i Dit Liv, hvad der saa end hænder Dig; ►Han bliver Dig tro i Døden; Han møder Dig saa igjen hisset ►som en fuldtro Ven. Du har i Dit Forhold til Ham slet ingen Bekymring for Hans Utroskab; den skal, ja den tør aldrig besøge Dig, denne Angest, at naar Du nu havde givet Dig ganske hen, havde hele Dit Liv i Ham, at Han saa kunde blive Dig utro. Nei, styrket ved Evighedens Vished om Hans Troskab, har Du, og dette er jo ogsaa Hans Gave, forøget Styrke til at anvende Alt, at Du maatte være Ham tro. Du skal ikke som ellers med bekymrede Tanker arbeide paa to Steder; Han vil ved sin Troskab, hvilken han selv evigt borger for, gjøre Dig ubekymret, berolige Dig, understøtte Dig, men jo ogsaa ved en saadan Troskab opfordre Dig til at blive Ham tro.

✂ Dersom vi ere utroe – han bliver dog tro. Saaledes har Du i Dit Forhold til ham een Bekymring mindre eller rettere een Salighed mere, end ►det er muligt at nogensinde noget Menneske kan have i Forhold til det andet Menneske. Thi i Forholdet mellem To, dersom der den Ene blev utro, men dog angrede sin Utroskab og vendte tilbage – ak, maaskee skulde hans Utroskab have havt Magt til at forandre den Anden, saa denne ikke kunde overvinde sig selv til at tilgive ham. Men Han, vor Herre Jesus Christus, Han bliver sig selv tro. Det vilde jo være formasteligt og gudsbespotteligt, om Nogen vilde mene ved sin Utroskab at have Magt til at forandre Ham, Magt til at gjøre Ham mindre kjerlig end Han var, det er, end Han er. Men det er ogsaa ugudeligt, om Nogen kunde ►tage Hans Troskab forfængeligt. ►Du skal ikke tage Herren Din Guds Navn forfængeligt, o, men kom ogsaa ihu, at Du ikke tager Christi Troskab forfængeligt, saa Du gjorde den til en Straf over Dig selv; thi er ikke Hans uforandrede Troskab, som den er Tilgivelsen over den Angrende, er den ikke saaledes Forbandelsen over Den, der afmægtigt ►trodser og forhærder sig!

✂ Selv om vi ere utroe, Han bliver dog tro. Da Han vandrede her paa Jorden, der kom ingen Lidende til Ham uden at finde Hjælp, der gik ►og ingen Bekymret utrøstet fra Ham, ►der rørte end ingen Syg ved Sømmen af Hans Klædebon uden at helbredes (►Mc. 6, 56) – men hvis ►En den halvfierdsindstivende Gang var kommen til Ham og havde bedet Ham om Tilgivelse for sin Utroskab: troer Du Han var blevet træt, troer Du, hvis det havde været ►den halvfjersindstivende Gang Gange den syvende Gang! Nei, før skal Himlen blive træt af at bære Stjernerne, og kaste dem af sig, end Han skal blive træt af at tilgive, og støde en Angerfuld fra sig. O, salige Tanke, at der dog er en trofast, en fuldtro Ven til, at Han er det, salige Tanke, dersom ellers et Menneske turde indlade sig med denne Tanke, Saligere derfor, at Han er de Angergivnes, de Utroes fuldtroe Ven! Ak, fuld Troskab fandtes der dog aldrig i Verden – om ellers Nogen var berettiget til at søge den hos Andre; men fuld Troskab mod Utroe, den findes kun hos vor himmelske Lærer og Ven – og den trænge vi jo Alle til at søge. Ja, dersom det var muligt, at Du, vor Lærer og Frelser, engang kunde blive træt af vore idelige Forsikkringer om Troskab, disse Forsikkringer, som ►vistnok ikke ere hykkelske eller opdigtede, men som dog for Dig ofte eller altid maae lyde saa spæde, saa barnagtige; dersom Du kunde bringe det over Dit Hjerte engang ►ret for Alvor at prøve vor Troskab; dersom Du vilde kaste os ud paa Strømmen, som Læreren ellers gjør det ved Discipelen, og sige »nu vil jeg slet ikke hjælpe Dig, men blot prøve Din Troskab«: da vare vi jo øieblikkeligt tabte! O, forsaavidt det skal betegne vort Forhold til Guddommen, er det dog et maadeligt og et halvsandt Sprog dette menneskelige; selv naar vi i dets stærkeste Udtryk tale om, at Gud prøver os, er Talen dog meningsløs, hvis Meningen ikke underforstaaes: at Gud i Grunden ►holder paa os. Naar vi see Moderen lege den Leg med Barnet, at Barnet gaaer alene, skjøndt Moderen holder det bagved – og vi da see dette Barnets ubeskrivelige, glædestraalende Ansigt, denne dets tilfredse Mine med sig selv og sin mandige Optræden: saa smile vi af Barnet, fordi vi see Sammenhænget. Men naar vi selv tale om vort Forhold til Gud, da skal det være ramme Alvor med vor Gaaen-ene, da tale vi i de stærkeste Udtryk om, at Gud lægger sin Haand tungt paa os, som brugte han altsaa virkeligen slet ikke sin Haand til Andet, eller som havde han ikke to Hænder, saa han, selv i et saadant Øieblik, med den ene Haand holdt paa os. Og saaledes formaste vi os sandeligen heller ikke til at fordre af Dig, Du vor Lærer og Frelser, at Du skulde sætte vor Troskab til Dig paa en Prøve; thi vi ►vide det vel, at Du selv i Prøvelsens Øieblik maatte holde ved os, det er, vi vide det vel, at vi i Grunden ere utroe, og at det i ethvert Øieblik i Grunden er Dig, der holder paa os.

✂ ►A. T., I ere nu idag forsamlede her, for at fornye Eders ►Troskabsløfte; men ad hvilken Vei gaae I til denne Eders Bestemmelse? Det er jo ►gjennem Skriftemaalet. Er dette ikke en Omvei, hvorfor gaaer Du ikke lige op til Alteret? O, var det end ikke saaledes foreskrevet efter hellig Vedtægt, vilde Du dog ikke selv føle Trang til at gaae ad den Vei til Alteret! Skriftemaalet vil jo ikke paabyrde Dig Utroskabens Skyld, det vil tværtimod, ved Bekjendelsen, hjælpe Dig til at aflægge Byrden; Skriftemaalet skal ikke tvinge Dig til Bekjendelse, tværtimod skal det lette Dig ved Bekjendelsen; i ►Skriftestolen er der Ingen, som anklager Dig, dersom Du ikke anklager Dig selv. Min Tilhører, ►hvad Præsten talede i Skriftestolen, det hørte I alle; men hvad Du hos Dig sagde til Dig selv, det veed Ingen, uden Du, som sagde det, og Gud, som hørte det. Dog ►er det jo ikke Præsten, der skal gaae til Alters, men det er Dig; det var ei heller Præsten, der skriftede, han end ikke skriftede Dig, men det var Dig, der skriftede ►for Gud i Løndom. Dette har Gud hørt, men hvad Gud har hørt, det har ogsaa Han hørt, hvem Du søger ved Alteret; har Du glemt Noget, ak, eller har Du bedragersk glemt Noget, det veed Gud, og det veed ogsaa Han, hvem Du søger ved Alteret. Langtfra os være endog blot at forsøge med Talen ligesom at prøve os for i hvad Utroskab vel et Menneske kan have at bebreide sig, hvilken ►jo og kan være saa yderst forskjellig. Nei, dette er ►efter vor Kirkes hellige Vedtægt betroet til Din Redelighed mod Gud. Men betænk dog, at selv om den forløbne Tid, siden Du sidst fornyede Dit ►Samfund med Din Frelser, hørte til hvad et Menneske menneskelig maatte kalde en bedre Tid: ak, hvor megen Utroskab kan der derfor ikke være i Dit Forhold mod Ham, hvem Du jo ikke lovede Troskab i noget Enkelt, ikke i Dette eller Hiint, men ubetinget i Alt! Ak, ►hvo kjender sig selv! Er det ikke just dette, hvad den alvorlige og redelige ►Selvprøvelse fører til som til sit Sidste og Sandeste, denne ydmyge Tilstaaelse: ►»hvo kjender sine Vildfarelser? fra min lønlige Brøst rens Du mig.« (►Psl. 19, 13.). Og naar et Menneske prøver sit Forhold til Christus, hvo er da det Menneske, der ganske kjender sin Utroskab, hvo det Menneske, som turde mene, at der ikke atter i Selvprøvelsen kunde være Utroskab! Paa den Maade finder Du derfor ikke Hvile. Saa hviil da, saa ►søg da Hvile for Din Sjel i den salige Trøst, at om vi end ere utroe, saa er Han dog tro.

✂ Han kan ikke negte sig selv. Nei, Han kan ikke med sin Kjerlighed slutte sig inde i sig selv, Han, der ►af Kjerlighed gav sig hen for Verden. Men Den, der slutter sig inde i sig selv og ikke vil have med Andre at gjøre, han negter jo sig selv. Han negter sig hjemme, naar Du kommer at søge ham; og dersom Du dog fik ham at see, Du vilde forgjeves søge at gribe efter hans Haand, thi den drager han tilbage, og negter sig selv; Du vilde forgjeves gribe efter hans Øie, thi det trækker han tilbage, og negter sig selv; Du vilde forgjeves søge et Udtryk af Deeltagelse i hans Skikkelse, thi han unddrager sig, og negter sig selv. Men Han, vor Herre Jesus Christus, Han negter ikke sig selv, Han kan ikke negte sig selv. See, derfor ►breder Han sine Arme ud hist ved Alteret, Han aabner sin Favn for Alle; Du seer det paa Ham, Han negter sig ikke selv. Han negter sig ikke selv; og Han negter heller ikke Dig, hvad Du beder Ham om, naar Du nu fornyer Dit Troskabsløfte til Ham: Han er den Samme; Han var Dig, og Han bliver Dig tro.

✂

Bøn

✂ ►Stor er Du, o Gud; skjøndt vi kun kjende Dig ►som i en mørk Tale og som i et Speil, vi tilbede dog undrende Din Storhed – hvor meget mere skulle vi engang prise den, idet vi lære den ►fuldeligere at kjende! Naar jeg under Himmelens Hvælving staaer omgiven af Skabningens Under, da priser jeg rørt og tilbedende Din Storhed, Du, som let bærer Stjernerne i det Uendelige, og ►faderligt bekymrer Dig om Spurven. Men naar vi ere forsamlede her i Dit hellige Huus, da ere vi jo ogsaa overalt omgivne af hvad der i end dybere Forstand minder om Din Storhed. Thi stor er Du, ►Verdens Skaber og Opholder; men da Du, o Gud, ►tilgav Verdens Synd og forligte Dig med den faldne Slægt, ak, da var Du jo dog end større i Din ubegribelige Forbarmelse! Hvorledes skulle vi da ikke troende prise og takke og tilbede Dig her i Dit hellige Huus, hvor Alt minder os derom, særligen ►dem, som idag ere forsamlede for at annamme Syndernes Forladelse, og for paa ny at tilegne sig Forligelsen med Dig i Christo!

✂


✂ ►►1 Joh. III, 20 ... om end vort Hjerte fordømmer os, da er Gud større end vort Hjerte .

✂


✂ Om end vort Hjerte fordømmer os. ►Da Pharisæerne og de Skriftkloge havde bragt en Qvinde, som var greben i aabenbar Synd, til Christum i Templet for at anklage hende, og da de derpaa, beskæmmede ved Hans Svar, vare alle gangne bort, sagde Christus til hende »fordømte Ingen Dig,« men hun sagde »Herre, Ingen«. Der var altsaa Ingen, der fordømte hende. Saaledes ogsaa her i denne ►Helligdom, der er Ingen, der fordømmer Dig; om Dit Hjerte fordømmer Dig, maa Du ene selv vide. Ingen Anden tør vide det; thi ogsaa denne Anden er jo idag beskjeftiget med sit eget Hjerte, om det fordømmer ham. Hvorvidt Dit Hjerte fordømmer Dig, det vedkommer ingen Anden; thi ogsaa denne Anden har kun med sit eget Hjerte at ►skaffe, dets anklagende eller dets frikjendende Tanker. Hvorledes Du blev tilmode, idet disse Ord ►forelæstes »om end vort Hjerte fordømmer os«, vedkommer ingen Anden; thi ogsaa denne Anden henfører jo andægtigt Alt til sig selv, tænker kun paa, hvorledes han blev tilmode, om Ordet overraskede ham som en pludselig Tanke, eller han hørte, ak hvad han havde sagt sig selv, eller han hørte hvad han dog meente ikke at passe paa ham. Vel kan nemlig et Hjerte anklage sig selv, men deraf følger endnu ikke, at det maa fordømme sig selv; og vi lære jo ikke tungsindig Overdrivelse, saa lidet som vi lære letsindigt ►Aflad. Men naar der skulde tales over de forelæste Ord, hvor skulde man finde bedre Tilhørere end paa en saadan Dag som denne, og end saadanne, som de, der her idag ere komne hid, ikke fra Verdens Adspredelser, men ►fra Skriftestolens Samling, hvor de jo hver især have gjort Gud Regnskab, hver især have ladet deres Hjerte være Anklageren, hvad det ogsaa bedst kan være, da det er Medvideren, og hvad det jo ogsaa helst maa blive itide, at det ikke engang forfærdeligt skal blive det mod Menneskets egen Villie. Dog er der jo Forskjel paa Skyld og Skyld; der er Forskjel mellem ►at være fem hundrede Penninge skyldig og kun halvtredssindstive; det ene Menneske kan have langt, langt mere at bebreide sig end det andet; der kan ogsaa være Den, som maa sige sig selv, at hans Hjerte fordømmer ham; maaskee kan der ogsaa være en Saadan her tilstede, eller maaskee er der ingen Saadan her tilstede: men Trøst trænge vi jo dog alle til. Og dette kan dog vel ikke ►være mistrøstende for Nogen, at Trøstens Ord er saa riigt paa Forbarmelse, at det tager Enhver med, dette kan jo ikke være mistrøstende for Nogen, selv om hans Hjerte ikke fordømmer ham. Det er dog væsentligen den samme Trøst vi alle behøve, vi, hvis Hjerte ikke frifinder os: Guds Storhed, at han er større end vort Hjerte.

✂ Guds Storhed er i at tilgive, i at forbarme sig, og i denne sin Storhed er han større end det Hjerte, som fordømmer sig selv. See, det er denne Guds Storhed, om hvilken der især skal tales paa ►de hellige Steder; thi herinde kjende vi jo Gud anderledes, nærmere, om man saa tør sige fra en anden Side end ►derudenfor, hvor han vistnok er aabenbar, at kjende i sine Gjerninger, medens han her er at kjende ►som han har aabenbaret sig selv, som han vil kjendes af den Christne. Tegnene, paa hvilke Guds Storhed i Naturen kjendes, kan Enhver undrende see, eller rettere, der er egentligen intet Tegn, thi Gjerningerne selv ere Tegnene; saaledes kan jo Enhver see ►Regnbuen, og maa undres, naar han seer den. Men Tegnet paa Guds Storhed i at forbarme sig er kun for Troen; ►dette Tegn er jo Sacramentet. Guds Storhed i Naturen er aabenbar; men Guds Storhed i at forbarme sig er en Hemmelighed, der maa troes. Netop fordi den ikke ligefrem er aabenbar for Enhver, netop derfor kaldes den og er den aabenbarede. Guds Storhed i Naturen vækker strax ►Studsen og saa Tilbedelse; Guds Storhed i at forbarme sig er først til ►Forargelse og saa for Troen. Da Gud havde skabt Alt, ►saae han og see »det var Alt saare godt«; og ved ►hvert hans Værk staaer ligesom tilføiet: priis, lov, tilbed Skaberen. Men ved hans Storhed i at forbarme sig staaer tilføiet: ►salig Den, som ikke forarges.

✂ Al vor Tale om Gud er, som naturligt, menneskelig Tale. Hvor meget vi end stræbe at forebygge Misforstaaelsen ved atter at tilbagekalde hvad vi udsige – hvis vi ikke ganske ville tie, vi maae dog bruge Menneskets Maalestok, idet vi, Mennesker, tale om Gud. Hvilken er nu den sande menneskelige Storhed? Dog vel Hjertets Storhed. Vi sige egentligen ikke, at Den er stor, der har megen Magt og Herredom, ja om der levede eller havde levet en Konge, hvis Herskermagt var over den hele Jord – hvor hurtig end Forbauselsen er til strax at kalde ham stor: det dybere Menneske lader sig ikke forstyrre af Udvortesheden. Og derimod, om det var det ringeste Menneske, der nogensinde har levet, – naar Du bliver Vidne til hans Handling i Afgjørelsens Øieblik, at han i Sandhed handler ædelt, ►høimodigt ►af ganske Hjerte ►tilgiver sin Fjende, i Selvfornegtelse bringer det yderste Offer, eller naar Du bliver Vidne til den inderlige Langmodighed, med hvilken han fra Aar til Aar kjerligt ►fordrager Ondt: da siger Du »han er dog stor, i Sandhed han er stor.« Altsaa Hjertets Storhed er den sande menneskelige Storhed; men Hjertets Storhed er netop at overvinde sig selv i Kjerlighed.

✂ Naar vi da nu, Mennesker som vi ere, ville gjøre os en Forestilling om Guds Storhed, saa maae vi tænke paa den sande menneskelige Storhed, altsaa paa Kjerligheden, og paa Kjerligheden som tilgiver og forbarmer sig. Men hvad vil nu dette sige, skulde Meningen være, at vi dog ville sammenligne Gud med et Menneske, var end dette Menneske det ædleste, det reneste, det forsonligste, det kjerligste, der nogensinde havde levet? Langtfra. Saaledes taler ►Apostelen heller ikke. Han siger ikke, at Gud er større end det kjerligste Menneske, men at han er større end det Hjerte, som fordømmer sig selv. Saaledes ligner altsaa Gud og Mennesket hinanden kun omvendt. Ikke ad den ligefremme Ligheds Trin stor, større, størst, naaer Du Sammenligningens Mulighed, den er kun mulig omvendt; det er jo heller ikke ved mere og mere at opløfte sit Hoved, at et Menneske nærmer sig mere og mere Gud, men omvendt ved dybere og dybere at kaste sig ned i Tilbedelse. ►Det sønderknuste Hjerte, som fordømmer sig selv, kan ikke faae, søger forgjeves at finde et Udtryk, som er det stærkt nok for dermed at betegne dets Skyld, dets Elendighed, dets ►Besmittethed: endnu større er Gud i at forbarme sig! Forunderlige Sammenligning! Al menneskelig Reenhed, al menneskelig Forbarmelse duer ikke til Sammenligning; men et angrende Hjerte, der fordømmer sig selv, med dette sammenlignes Guds Storhed i at forbarme sig, kun at den er end større: saa dybt som dette Hjerte kan ►nedsætte sig selv og dog aldrig sig selv dybt nok, saa uendelig ophøiet, eller uendeligt mere ophøiet er Guds Storhed i at forbarme sig! See, Sproget lige som sprænges og brister for at betegne Guds forbarmende Storhed; Tanken søgte forgjeves en Sammenligning, da fandt den endeligen, hvad der dog menneskelig talt ingen Sammenligning er, ►et angerfuldt Hjertes Sønderknuselse – endnu større er Guds Forbarmelse. Et ►angergivent Hjerte, naar det i Sønderknuselse fordømmer sig selv; ja, dette Hjerte undte sig ikke Ro, ikke i noget eneste Øieblik, det fandt intet Skjulested, hvor det kunde flygte hen fra sig selv, det fandt ingen Undskyldning mulig, fandt det en ny, den forfærdeligste Skyld, at søge en Undskyldning, det fandt ingen, ingen Lindring, selv det meest forbarmende Ord, hvilket al Barmhjertighedens Inderlighed formaaede at udtænke, det lød for dette Hjerte, der ikke turde og ikke vilde lade sig trøste, som en ny Fordømmelse over det: saa uendelig er Guds Storhed i at forbarme sig, eller den er endnu større. Den ►halter, denne Sammenligning – det gjør Mennesket altid efter at have stridt med Gud. Den er søgt, denne Sammenligning, vist nok, thi den blev funden ved gudfrygtigt at vrage al menneskelig Lighed; tør Mennesket ►ikke gjøre sig noget Billede af Gud, da visseligen heller ikke indbilde sig, at det Menneskelige ligefrem kunde være Sammenligningen. Ingen forhaste sig med at søge, Ingen ►forraske sig med at ville have fundet en Sammenligning for Guds Storhed i at forbarme sig; ►enhver Mund skal tilstoppes, ►Enhver slaae sig for sit Bryst – thi der er kun een Sammenligning, som dog er nogenlunde, et ængstet Hjerte, som fordømmer sig selv.

✂ Men Gud er større end dette Hjerte! Saa lad Dig dog trøste. Maaskee lærte Du tidligere af Erfaring, hvor tungt det er med et saadant Hjerte, at ►stedes for Pharisæers og Skriftkloges Dom, eller at komme til den Misforstaaelse, der kun veed at sønderrive det end mere, eller til den Smaalighed, der ►ængster Hjertet end mere sammen, Du, der i saa høi Grad trængte til En, der var stor. Gud i Himlene han er større; han er ikke større end Pharisæere og Skriftkloge, ei heller større end Misforstaaelse og Smaalighed, ei heller større end det Menneske, der dog vidste at tale et lindrende Ord til Dig, hos hvem Du fandt nogen Lise, fordi han ikke var smaalig, ikke vilde nedtrykke Dig end mere, men reise Dig op – Gud er ikke større end han (trøstesløse Sammenligning!), nei Gud er større end Dit eget Hjerte! O, hvad enten det var en Sjelens Sygdom, der saaledes natligt formørkede Dit Sind, saa Du tilsidst i Dødsens Angest, bragt næsten til Afsindighed ved Forestillingen om Guds Hellighed, meente at maatte fordømme Dig selv; ►hvad heller det var det Forfærdelige, der tyngede saaledes paa Din Samvittighed, at Dit Hjerte fordømte Dig selv: Gud er større! Vil Du ikke troe, tør Du ikke ►troe uden at see Tegn, nu det tilbydes jo. Han, der kom til Verden og døde, Han døde ogsaa ►for Dig, ogsaa for Dig. Han døde ikke for Menneskene saadan i Almindelighed, o, lige det Modsatte, døde Han særligen for Nogen, da var det jo ►for den Ene, ikke for de Ni og halvfemsindstive – ak, og Du er jo for Elendig til at være paa Slump med i det runde Tal, paa Dig faldt jo Elendighedens og Skyldens Eftertryk saa forfærdeligt, at Du tælles udenfor. Og ►Han, der døde for Dig da Du var Ham en Fremmed, ►skulde Han forlade sine Egne! ►Elskede Gud Verden saaledes, at han gav sin eenbaarne Søn for at Ingen skulde fortabes, hvorledes skulde han da ikke bevare ►dem, som bleve Dyrekjøbte! O, martre Dig ikke selv; hvis det er Tungsindets Angester, der ►hilde Dig, saa ►veed Gud Alt – og han er stor! Og er det den tunge Skylds ►Centnervægt, der hviler paa Dig: han, der, ►hvad ikke opkom i noget Menneskes Hjerte, af sig selv forbarmede sig over Verden, han er stor! Martre Dig ikke selv, husk paa hiin Qvinde, at der Ingen var som fordømte hende, og betænk, at dette Samme ogsaa kan udtrykkes paa en anden Maade: Christus var tilstede. Just fordi Han var tilstede, derfor var der Ingen, der fordømte hende. Han reddede hende ud af Pharisæernes og de Skriftkloges Fordømmelse; ►de gik beskæmmede bort, thi Christus var tilstede: der var Ingen, der fordømte hende. ►Saa blev Christus ene tilbage med hende – men der var Ingen, der fordømte hende. Just det, at Han ene blev tilbage med hende, betyder i en langt dybere Forstand, at der Ingen er, der fordømmer hende. Det vilde kun lidet have hjulpet hende, at Pharisæerne og de Skriftkloge gik bort, de kunde jo være komne igjen med Fordømmelsen. Men Frelseren blev tilbage ene med hende: derfor var der Ingen, der fordømte hende. Ak, der er kun een Skyld, som Gud ikke kan tilgive, det er den ikke at ville troe paa hans Storhed!

✂ Thi han er større end det Hjerte, som fordømmer sig selv. Men derimod staaer der Intet om, at han er større end det verdslige, letsindige, ►daarlige Hjerte, der taabeligt ►regner paa Guds ►indbildte Storhed i at tilgive. Nei, Gud er og kan være lige saa nøieregnende, som han er stor og kan være stor i at forbarme sig. Saaledes ►ener altid Guds Væsen det Modsatte, ligesom i ►hiint Mirakel med de fem smaa Brød. Folket havde Intet at spise – ved et Mirakel skaffes der Overflod; men see, derpaa byder Christus, at man omhyggeligt opsamler hver en Levning. Hvor guddommeligt! Thi eet Menneske kan ødsle, et andet være sparsommeligt; men dersom der var et Menneske, som ved et Mirakel hvert Øieblik kunde – guddommeligt skaffe Overflod, troer Du ikke, at han – menneskeligt havde ►ladet ringe om Smulerne, troer Du, at han – guddommeligt havde opsamlet Smulerne! Saaledes ogsaa med Guds Storhed i at forbarme sig, neppe har et Menneske blot Forestilling om, hvor nøieregnende Gud kan være. Lad os ikke bedrage os selv, ikke lyve for os selv, og, hvilket er det Samme, forringe Guds Storhed, ved at ville gjøre os selv bedre end vi ere, mindre skyldige, eller ved at benævne vor Skyld med letsindigere Navne; dermed forringe vi nemlig Guds Storhed, som er i at tilgive. ►Men lader os heller ikke afsindigt ville synde endnu mere for at gjøre Tilgivelsen end større; thi Gud er lige saa stor i at være nøieregnende.

✂ Og saa lader os da her i ►Dit hellige Huus prise Din Storhed, o Gud, Du som ubegribeligt forbarmede Dig og ►forligte Verden med Dig. See, udenfor der ►forkynde Stjernerne Din Majestæt, og Alts Fuldkommenhed Din Storhed; men herinde er det de Ufuldkomme, er det Syndere, der prise Din endnu større Storhed! – ►Ihukommelsens Maaltid er atter ►beredet, saa være Du da forinden erindret og takket for Din Storhed i at forbarme Dig.

✂

Bøn

✂ Du, som ►steg ned fra Himlen for at bringe ►den faldne Slægt Velsignelsen; Du, som vandrede her paa Jorden i ►Armod og ►Ringhed, miskjendt, ►forraadt, ►forhaanet, fordømt – men velsignende; Du, som ►velsignende skiltes fra Dine, der Du atter opfoer til Himmelen: vor Frelser og Forsoner, velsign Du ogsaa ►dem, som her idag ere forsamlede, deres Deeltagelse i ►det hellige Maaltid til Din Ihukommelse. O, ►fattes der altid Noget ved ethvert Maaltid, dersom Velsignelsen mangler: hvad vilde dog dette ►det hellige Naade-Maaltid være uden Din Velsignelse; det var saa slet ikke til, thi det er jo ►Velsignelsens Maaltid!

✂


✂ ►►Luc. XXIV, 51. »Og det skeete , der han velsignede dem, skiltes han fra dem.«

✂


✂ »Der Han velsignede dem skiltes Han fra dem.« Disse Ord indeholde Beretningen om Hans Himmelfart, Han skiltes fra dem ►»og foer op til Himmelen« (►Luc. 24, 51); ►»en Sky tog Ham bort fra deres Øine« (Apost. Gj. 1, 9), men Velsignelsen blev tilbage; de saae Ham aldrig mere, men Velsignelsen fornam de; ►»de stirrede op mod Himlen« (Apost. Gj. 1, 10), thi Han skiltes velsignende fra dem. ►Men saaledes skilles Han jo altid fra Sine, velsignende; o, og saaledes kommer Han altid til Sine, velsignende; og saaledes er Han altid hos Sine, velsignende. Paa anden Maade skilles Han ikke fra Nogen, uden at denne selv forfærdeligt bærer Ansvaret derfor. Som ►hiin det jødiske Folks Stamfader, der han stred med Gud, sagde »jeg slipper Dig ikke, uden at Du velsigner mig«: saaledes siger Han ligesom »jeg skal ikke forlade Dig, uden at velsigne Dig, og hver Gang Du atter mødes med mig, jeg skal ikke skilles fra Dig uden at velsigne Dig.« Naar de, der her idag ere forsamlede for at mødes med Ham, vende hjem fra dette Møde, ►da ønsker man dem til Velsignelse; thi derom er man forvisset, at da de skiltes fra Ham, eller da Han skiltes fra dem, da velsignede Han dem.

✂ ►A. T.! Hvad end et Menneske skal foretage sig, om Arbeidet er stort og betydningsfuldt eller ringe og ubetydeligt, han formaaer dog Intet, hvis Gud ikke velsigner. ►Forgjeves arbeider Bygmesteren, hvis Gud ikke velsigner, forgjeves ►grunder den Vise, hvis Gud ikke velsigner, forgjeves samler den Rige Overflod, hvis Gud ikke velsigner; thi det er i det Første som i det Sidste, ►det er Velsignelsen, der mætter, naar Du har Overflod, og det er Velsignelsen, som gjør Armod til Overflod. Men er dette nu ogsaa sandt, at intet Arbeide lykkes og har Fremgang uden at Gud velsigner det? O, det er jo dog ofte seet det menneskelige Foretagende, som lykkedes endog overordentligt, skjøndt Gud visseligen ikke velsignede det. Ja dette er saaledes, og derfor maae vi sige, at Den, der blot vil – have Guds Velsignelse til Hjælp, for at Foretagendet, menneskelig talt, skal lykkes, han beder ikke ►værdeligen, han forstaaer sig ikke selv i hvad han beder, eller han endog formaster sig til at ville, at Gud skal tjene ham, istedetfor at han skal tjene Gud. Nei, Velsignelsen er Godet i og for sig, er ►det ene Fornødne, er uendelig herligere og saligere end al Lykke. Hvad er da Velsignelsen? Velsignelsen er Guds Samtykke i at det Foretagende overtages, hvilket Mennesket beder Gud at velsigne. Og hvad betyder det, at han beder om Velsignelsen? Det betyder, at han indvier sig og sit Foretagende til at tjene Gud – ligegyldigt hvad enten det nu menneskelig talt lykkes og har Fremgang eller ikke. Derfor maae vi sige, ethvert gudeligt Foretagende er forgjeves, naar Gud ikke velsigner det; thi det er kun et gudeligt Foretagende derved, at Gud velsigner det.

✂ ►Vistnok kan nu ethvert Foretagende være og det burde være et gudeligt Foretagende; men i jo mere afgjørende Forstand det er et gudeligt Foretagende, og jo tydeligere det er Mennesket bevidst, at det er et gudeligt Foretagende han har for, med desto større Tydelighed føler han ogsaa og desto dybere, at han trænger til Velsignelsen, at det er forgjeves, hvis Gud ikke velsigner det. At bede er saaledes et gudeligt Foretagende; men er det ikke ogsaa den Tanke, som ligger den Bedende allernærmest, at Gud vil velsigne hans Beden, ikke først, at Gud vil bønhøre hans Begjering, men at Gud vil velsigne hans Beden, saa denne maatte være eller vorde den rette! Hvorom beder et Menneske? Om Velsignelsen – men altsaa først og fremmest om Velsignelse til at bede eller for at bede. Det er et gudeligt Foretagende at ►gaae op i Herrens Huus; men er dette ikke ogsaa den Tanke, som ligger allernærmest, at det maatte vorde til Velsignelse! Hvad søger et Menneske i Guds Huus? Velsignelsen – men altsaa først og fremmest, ►at Gud vil, som det fromt hedder, velsigne hans Indgang. Jo tydeligere det bliver, at det er en gudelig Handling Du har for, i samme Grad dybere bliver ogsaa Trangen til Velsignelsen Dig tydelig; thi jo mere Du indlader Dig med Gud, desto tydeligere bliver det, hvor meget mindre Du selv formaaer. Indlader Du Dig af ►ganske Sind og af al din Magt med ham, da bliver det ganske tydeligt, at Du selv slet Intet formaaer; desto tydeligere bliver det, at Du ganske behøver Velsignelsen.

✂ Men at gaae til Alters det er jo i strengeste Forstand en hellig Handling, et gudeligt Foretagende. Du gaaer til Alters – det er til denne hellige Handling I idag ere forsamlede; Du gaaer til Alters for at mødes med Ham, efter hvem Du længes mere, for hver Gang Du skilles fra ham. Men er Du, som Menneske, for Gud Intet, altsaa ganske trængende – ved Alteret er Du, som Synder, i Forhold til Forsoneren mindre end Intet: desto dybere føler Du Trangen til Velsignelsen. Ved Alteret formaaer Du slet Intet. Og dog er der just ►ved Alteret Tale om Fyldestgjørelse for Skyld og Synd, om Din Skyld og Din Synd. Desto mere gjordes det jo behov, at Du formaaede Noget; og jo mere dette gjordes fornødent, naar Du dog Intet formaaer, desto tydeligere bliver det jo derfor, og desto dybere forstaaer Du saa, at Du formaaer mindre end Intet: men desto tydeligere er altsaa Trangen til Velsignelsen, eller, at den er Alt. Ved Alteret formaaer Du slet Intet. Der er gjort Fyldest – men af en Anden; Offeret er bragt – men af en Anden; Forsoningen er stiftet – ved Forsoneren: desto tydeligere altsaa, at Velsignelsen er Alt og gjør Alt. Ved Alteret formaaer Du mindre end Intet. Det er ved Alteret Dig, der er i Syndens Gjeld; Dig, der ved Synden er skilt fra Gud; ►Dig, der er saa uendelig langt borte; Dig, der forbrød Alt; Dig, der ikke tør træde frem: en Anden, der betalte Gjelden; en Anden, der stiftede Forligelsen; en Anden, der bragte Dig nær til Gud; en Anden, der leed og døde for at gjenoprette Alt; en Anden, der træder frem for Dig. Vil Du ved Alteret selv formaae det Mindste, endog blot selv at træde frem, saa forstyrrer Du Alt, forhindrer Forsoningen, gjør Fyldestgjørelsen umulig. Ved Alteret hedder det som der blev ►sagt til hiin Ugudelige, der i et Uveir anraabte Himmelen om Frelse »lad endeligen ikke Gud mærke, at Du er tilstede«: Alt kommer an paa, at der er en Anden tilstede, paa hvem Gud seer, istedetfor at see paa Dig, en Anden hvem Du ►regner paa, fordi Du selv kun trækker fra. Ved Alteret er derfor Han velsignende tilstede, Han, der velsignende skiltes fra Sine, Han til hvem Du forholder Dig som ►det spæde Barn forholdt sig til Ham, da Han velsignede det, Han Din Frelser og Forsoner. Med Ham kan Du ikke for Alteret mødes som Medarbeider, som Du vel ►i din Gjerning kan mødes med Gud som Medarbeider. Christi Medarbeider i Forhold til Forsoningen kan Du ikke være, ikke i fjerneste Maade. Du er heel om Skylden, han heel om Fyldestgjørelsen. Desto tydeligere er det jo, at Velsignelsen er Alt. Thi hvad er Velsignelsen? Velsignelsen er hvad Gud gjør; Alt hvad Gud gjør, det er Velsignelsen; den Deel af Gjerningen, i Forhold til hvilken Du kalder Dig Guds Medarbeider, den Deel Gud gjør, er Velsignelsen. Men ved Alteret er Christus Velsignelsen. Forsoningens guddommelige Gjerning er Christi Gjerning, og Mennesket kan i Forhold til den kun gjøre mindre end Intet: altsaa er Velsignelsen Alt; men er Gjerningen Christi, saa er jo Christus Velsignelsen.

✂ Ved Alteret formaaer Du slet Intet at gjøre, end ikke dette, selv at fastholde Tanken om Din Uværdighed, og i den at gjøre Dig modtagelig for Velsignelsen. Eller turde Du, og var det end kun for det sidste Øieblik, idet Du træder op til Alteret, turde Du endog blot i Forhold til den Tanke, der erkjender den egne Uværdighed, turde Du indestaae for Dig selv, ►fortrøste Dig til Dig selv, at Du skulde være istand til at holde alt Forstyrrende borte, enhver Erindringens angestfulde ►Tanke, ak, som saarer bagfra, enhver pludseligt vaagnende Mistillid, der vender sig mod Dig som var Du dog ikke tilstrækkelig forberedt, ►enhver den flygtigste Indbildning om Sikkerhed i Dig selv! Ak, nei Du formaaer slet Intet, end ikke ved Dig selv at holde Din Sjel paa den Bevidstheds Spidse, at Du ganske trænger til Naaden og Velsignelsen. Som ►en Anden understøttede 👤Moses da han bad, saaledes maa Du ved Alteret understøttes af Velsignelsen, idet Du skal modtage Velsignelsen, den maa omsluttende ►støtte ved Dig, medens den meddeles Dig. Præsten, som er tilstede ved Alteret, han formaaer ikke at meddele Dig Velsignelsen, ei heller at understøtte Dig, kun Han formaaer det, som selv er personligen tilstede, Han som ikke blot meddeler, men er Velsignelsen ved Alteret. Han er selv tilstede; ►Han velsigner Brødet naar det brydes, ►det er Hans Velsignelse i Kalken, der rækkes Dig. Men det er ikke blot Gaverne, der ere velsignede, nei Maaltidet selv er Velsignelsen. Du nyder ikke blot Brødet og Vinen som velsignede, men idet Du nyder Brødet og Vinen, nyder Du Velsignelsen, og dette er egentligen Maaltidet. Kun Han, der indstiftede dette Maaltid, ►kun Han kan berede det – thi Han er ved Alteret Velsignelsen.

✂ See derfor ►udbreder Han sine Arme hist ved Alteret, Han bøier sit Hoved mod Dig – velsignende! Saaledes er Han tilstede ved Alteret. Saa skilles Du fra Ham igjen, eller, saa skilles Han fra Dig igjen – men velsignende. Give Gud, at det da ogsaa maatte vorde Dig til Velsignelse!