Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Christelige Taler

Kierkegaard, Søren Christelige Taler

Søren Kierkegaards Skrifter

↩

IV


Høihedens Bekymring

✂ ►Bekymrer Eder ikke, for hvad I skulle iføres – efter alt saadant søge Hedningene

✂


✂ Den Bekymring har Fuglen ikke. – Men er da Høihed en Bekymring; man skulde dog troe, at jo høiere et Menneske stod, desto mere var han ogsaa fritagen for alle Bekymringer, desto Flere har han jo om sig, der ene ere bekymrede for og beskjeftigede med at holde alle Bekymringer borte fra ham. Ak, det er dog vist ingen usand Spydighed, at tale, som Evangeliet gjør det, ganske ►ligeligt om Høihedens og Ringhedens Bekymring. Thi Høihed og Magt og Ære og Anseelse tilbyde deres – trofaste Tjeneste som ►Drabanter, der skulle værge om den Høitstaaende, at ingen Bekymring kommer ham nær, de tilsige ham ligesom knælende deres – Troskab: o, men just denne Livvagt, som den Høitstaaende ikke har Mod til at bryde med, just denne Livvagt, der for Sikkerhedens Skyld er ham saa nær paa Livet, just den koster ham Nætternes Søvn. Det er jo seet, hvad der kan tjene som Sindbillede: ►en Keiser, der hersker over hele Verden, omgiven af sin trofaste Livvagt, der hersker over Keiseren; en Keiser, der bringer hele Verden til at skjælve, omgiven af sin tappre Livvagt, bag hvilken og for hvilken Keiseren skjælver.

✂ Men Fuglen, som dog altid er i Høiheden, har ikke denne Høihedens Bekymring, hverken den, om hvilken her ikke kan være Tale, den som er en Ære for den Høitstaaende, at han haver Omsorg for de ham Betroedes Vel (thi vi tale jo i dette lille Skrift bestandig kun om den Bekymring, Mennesket kan være uden, ja skal være uden, ikke om den Bekymring, uden hvilken Mennesket umuligt kan være en Christen), ei heller den Høihedens Bekymring, om hvilken her er Talen. Det falder neppe Fuglen ind, at den skal sørge for sig selv, end mindre, at den skulde være ►beskikket til at sørge for Andre; Fuglen siger i al Uskyldighed om sit Forhold til de Andre »►er jeg vel min Broders Vogter.« Det falder ingen Fugl ind, end ikke den som fløi høiest, at den skulde være saa høit stillet, at den havde at herske over Andre. Men saa har den heller ingen Bekymring, om nu de Andre vise ham den pligtskyldige Opmærksomhed, eller om de negte ham den, eller om de maaskee endog ere betænkte paa at styrte ham fra Høiheden: saa høit stillet er ingen Fugl.

✂ Og dog er jo enhver Fugl i Høiheden; men det er som var enhver Fugl væsentligen lige høit stillet. Denne himmelske ►Ligelighed mellem Fuglene, eller deres lige Ophøiethed under Himlen, har Noget tilfælles med det evige Livs Høihed – hvor der ligeledes ikke er hverken Høi eller Lav og dog Ophøiethed. Alle Fugle ere i Høiheden, men indbyrdes er ingen af dem i Høiheden. Under Himmelens Hvælving er der rigelig Plads for Enhver, at svinge sig saa høit den vil; men ogsaa den Fugl, der gaaer ved Jorden, er i Grunden i Høiheden. Anderledes forstaaer Fuglen det ikke. Vil Nogen sige til den: »men saa er Du jo egentligen ikke ophøiet, naar Du ikke er mere ophøiet end de Andre,« saa vilde Fuglen svare »hvorledes, er jeg ikke i Høiheden« – og saa flyver Fuglen høit, eller den bliver ved Jorden, men hvor den dog er i Høiheden, sig sin Høihed bevidst. Derfor er den i Høihed uden Høihedens Bekymring, i Høihed uden at være ophøiet over Nogen – under Himmelens Hvælving er der for stor Plads – eller der er ikke Plads til Smaalighed.

✂ Betragt engang hiin eensomme Fugl, hvor den staaer høit ophøiet i Skyen, saa rolig, saa stolt, uden een eneste Bevægelse, den end ikke hjælper sig ved et Vingeslag. Og dersom Du saa maaskee har besørget Dine ►Forretninger, og efter nogle Timers Forløb vender tilbage til det samme Sted, betragt den: den staaer uforandret i Luften, den hviler sig stolt paa de udbredte Vinger, hvilke den ikke bevæger, medens den overskuer Jorden. Ja, det er vanskeligt for det uøvede Øie at maale Afstand i Luft og paa Vand, men den har maaskee ikke forandret sit Sted en halv Alen. Den staaer, uden Fodfæste, thi den staaer i Luften, saa rolig i Høiheden – skal jeg nu sige, som en Hersker, eller var vel nogen Hersker saa rolig! Den frygter Intet, den seer ingen Fare, ingen Afgrund under sig, for dens Øie svimler det aldrig i denne Høihed, dens Blik omtaages aldrig, ak og dog var intet Menneske saa klar- og saa skarp-synet, end ikke Den, der i Ringhed misunder Høiheden. Men hvad er det da der holder den saa rolig i Høiheden? Det er Høiheden. Thi i Høiheden i og for sig er der ingen Fare, og under den ingen Afgrund. Kun naar der under den er en Høihed, som dog er ringere end den og saaledes videre, kort, naar der er Nogen under den, saa er der Noget under den, og saa er ogsaa Afgrunden under den. Men for Fuglen er ingen Ringere, derfor er den i Høiheden uden at have Afgrunden under sig, og derfor uden Bekymringen, som kommer med og fra Afgrunden.

✂ Fuglen er i Høihed uden at være høiere end Nogen, derfor uden Høihedens Bekymring. Saaledes er den Læremesteren, her er Underviisningens Tilknytningspunkt. Paa den Maade at være i Høihed, det lader sig gjøre uden Bekymringen. Vilde Nogen sige »paa den Maade at være i Høihed er slet ikke at være i Høihed, det er kun et Spil med Ord at tale om Fuglens Høihed,« saa viser dette, at han er ulærvillig, et uartigt Barn, som ikke vil sidde rolig i Timen, men forstyrre Underviisningen. Thi ►vistnok, dersom han ikke vil gjøre sig Umage for at forstaae Fuglen, hvis han istedetfor lærende at forandre sin Forestilling i Lighed med Fuglens Underviisning, vil tage Fuglen i Skole og kræve sin Forestilling af den, og altsaa forkaste den som Læremester: da er det jo umuligt at lære Noget af Fuglen – og det er, til Fuglens Ære maa det siges, ganske rigtigt den eneste Maade, paa hvilken man ikke kan lære Noget af den. Men Den, der vil lære, han lærer, Høiheden ►betræffende, at den eneste Maade, paa hvilken man i Sandhed kan være uden Bekymring, er, naar man i Høihed ikke er høiere end Nogen.

✂


✂ Den fornemme Christen har ikke denne Bekymring.

✂ Hvad er da den fornemme Christen? Ja, hvis Du spørger verdsligt, om han er Konge eller Keiser eller ►Herlighed eller ►Naade o. s. v., saa er det jo en Umulighed i Almindelighed at svare. Men spørger Du christeligt, saa er Svaret let: han er Christen. Og han veed som Christen Beskeed om at ►lukke sin Dør, naar han skal tale med Gud – ikke for at Ingen skal faae at vide, at han taler med Gud, men for at Intet og Ingen skal forstyrre ham i at tale med Gud; naar han taler med Gud aflægger han al jordisk, al uægte Pragt og Herlighed, men ogsaa al Sandsebedragets Usandhed.

✂ Han troer, at der er en Gud i Himlene, ►for hvem der ikke er Persons-Anseelse, at det Menneske, der, hvis vi ville tænke os et saadant, herskede over hele Menneske-Slægten, ikke er Gud det Mindste vigtigere end det ringeste – og end ►Spurven, som falder til Jorden. Han forstaaer derfor, at det er et Sandsebedrag, at, fordi han i ethvert Øieblik af sit Liv og paa de utalligste Maader fornemmer sin Livsfølelse styrket derved, at han er Alle eller saa utallige Mennesker vigtig og saa Mange ligefrem vigtig for deres Liv, at, fordi han i levende Live nyder den Livets ►Forhøielse at være uundværlig og den rige ►Forudfølelse af at ville blive savnet i Døden, at derfor ogsaa hans Liv skulde være for Gud vigtigere; thi for Gud er han ikke vigtigere end den Spurv, som falder til Jorden – hverken han denne den Mægtigste, der nogensinde har levet, eller den den Viseste, der nogensinde har levet, eller noget Menneske. Han troer (istedetfor at agte paa den megen Tale om de Mange, der ikke kunne leve uden ham), at det er ham, der for at leve, hvert Øieblik, ja hvert Minut trænger til denne Gud, ►uden hvis Villie vistnok ingen Spurv falder til Jorden, men uden hvem heller ingen Spurv bliver til eller er til. Forstaae derfor vi Andre det anderledes, at det er derfor ►der bedes for ham, fordi vi trænge til ham, trænge til, at han lever, saa forstaaer han det med Gud anderledes, at han, netop fordi hans Opgave er den uden Sammenligning største, fremfor noget andet Menneske trænger til, at der bedes for ham. Han troer, at det er ►en uforanderlig Gud, der boer i Himlene, som vil sin Villie – om end Alt reiste sig mod ham, hvilket for ham betyder Intet; en uforanderlig Gud, der vil Lydighed, den samme i det Største som i det Mindste, i den meest omfattende verdenshistoriske Bedrifts mindste Ubetydelighed som i det meest dagligdags Foretagende, den samme af den Mægtigste, der nogensinde har levet, som af den Ringeste, og den samme som af al Naturen, der Intet, Intet tillader sig uden hans Villie. Han forstaaer derfor, at det er et Sandsebedrag, om Nogen vil indbilde ham, at, fordi et Magtens Ord af ham er nok til at sætte Tusinder i Bevægelse, ja næsten til at omskabe Verdens Skikkelse, fordi Tusinder trænge sig om ham og ►beile til et Magtens Smiil, at derfor ogsaa Gud skulde være anderledes mod ham, denne Mægtige, end mod ethvert, ubetinget ethvert andet Menneske, at den uforandrede Gud mod ham ikke skulde være den samme Uforandrede, uforandret som det Evige, uforanderligere end Klippen – ►men vel almægtigt formaaende end forfærdeligere ved et ►Almagtens Ord at forandre Alt, baade Throner og ►Regimenter, baade Himmel og Jord. Han troer, at han for denne Gud er en Synder, og at denne Gud ►er lige nidkjer paa Synden, ►hvo saa end Synderen er. Han forstaaer derfor, at det er et Sandsebedrag, om Nogen vilde indbilde ham, at, fordi neppe noget Menneske formaaer at holde Overskuelsen over hans ►Huusholdning, over hvad han forbrød og hvad han ►efterlod, fordi intet Menneske tør dømme ham, at derfor ►ogsaa ►den retfærdige Gud (for hvem det ikke er vigtigere, at den Mægtigste synder end at den Ringeste gjør det, hvor forskjellig end menneskelig talt Følgernes Størrelse er, ikke mere tilgiveligt, at den Mægtigste synder end at den Ringeste gjør det), ►forbauset af menneskelig Vælde, ikke skulde kunne, eller ikke skulde turde dømme ham efter Lovens Strenghed. Han troer, at han i ethvert Øieblik trænger til den naadige Guds Tilgivelse. Derfor troer han, at ►Gud har vandret i Ringhed paa Jorden, og saaledes dømt al verdslig Magt og Vælde som saadan Intet at være. Han troer, at som ►Ingen indgaaer i Himmeriges Rige uden at vorde som Barn igjen, saa kommer ►og Ingen til Christum uden som Ringe, som Den, der ved sig selv, og ved hvad han er ved sig selv, er Intet. Han troer, at om end Christus ikke ►til sine Disciple havde valgt ringe Mennesker, men fornemme, saa maatte disse først være blevne ringe Mennesker for at være hans Disciple. Han troer, at der ►for Christus ikke er Persons-Anseelse, fordi for Christus kun er Ringhed; at saa vist som ►ingen Karsk nogensinde blev eller nogensinde kan blive frelst ved Christum, saa vist heller ingen Fornem som saadan, men kun som Ringe. Thi Ingen kan blive eller være Christen ►uden i Egenskab af eller uden som ringe Menneske.

✂ »Men saa er jo den fornemme Christen i Grunden lige saa ringe som den ringe Christen?« Ja vist, det er han ogsaa. »Men saa veed jo den fornemme Christen egentligen i Grunden ikke af, hvor fornem han er?« Nei, det veed han i Grunden ikke af. »Men saa har jo Talen egentligen bedraget Læseren ved ikke at tale om den jordiske Høihed, om Titler og Værdigheder og disses Bekymring«! Nu, ja – og dog nei, Talen har ikke bedraget, thi den fornemme Christen har ikke denne Bekymring – og derom er jo just Talen, om at han ikke har denne Bekymring. Og hvilken Tale udtrykker vel dette sandest, enten den, som forsikkrer og forsikkrer, at han ikke har Bekymringen, eller den, som ved at tale om det, der egentligen beskjeftiger den fornemme Christen, Ringheden, netop ved Tausheden lader forstaae, at han slet ikke har hiin Høihedens Bekymring.

✂ Man kan kun blive og være Christen som eller i Egenskab af ringe Menneske. Det at blive (og saaledes ogsaa det at være) Christen er vel een Tanke, men det er en Dobbelt-Tanke, der altsaa er dobbeltsynet. Det er derfor den ene og samme Tanke, der lader den ringe Christen forstaae hans Høihed og den fornemme Christen hans Ringhed. Den fornemme Christen lader Forestillingen (den christelige) tage Magten og Høiheden (den jordiske) fra sig, eller han hengiver sig i Forestillingens Magt; derved bliver han det ringe Menneske, som man maa være for at blive og for at være Christen. Dersom en Skuespiller vilde ►gaae om paa Gaden og være Konge, fordi han spillede Konge igaar Aftes, saa ville vi Alle lee af ham. Dersom et Barn, der i Legen med ►de Jævnlige var »Keiseren«, vilde gaae til de Ældre og der udgive sig for det Samme: saa lee vi alle af Barnet. Og hvorfor? Fordi Skuespillet og Barnets Leeg er en Ikke-Virkelighed. Men det i Virkeligheden at være fornem er dog heller ikke christelig forstaaet Virkelighed; denne er det Evige, det Christelige. Den sande Høihed er den christelige, men i den sande christelige Høihed er Ingen høiere end Andre. Altsaa er det at være Fornem en Ikke-Virkelighed i Sammenligning med den sande Høihed. Og altsaa er det christelig forstaaet rigtigt, naar den fornemme Christen selv (thi at Andre ville gjøre det har hverken hjemme eller Medhold hos Christendommen, men kun hos den ugudelige Verdsligheds væmmelige Frækhed) smiler af sin jordiske Høihed, af sin saakaldte virkelige Høihed, thi kun den christelige er den virkelige.

✂ Dog har det saa ikke været vanskeligere for den Fornemme at blive Christen (thi vi tale jo om den fornemme Christen) end for den Ringe? Paa dette Spørgsmaal ►svarer den hellige Skrift: jo. Man mener rigtignok, at det maa være lige let og lige vanskeligt for den Ringe som for den Fornemme at blive Christen, thi, siger man, den Ringhed, om hvilken der er Tale, er ikke den udvortes, men en indvortes, en Følelse af egen Ringhed, som den Fornemme lige saa godt kan have som den Ringe; det Christelige er for aandelig en Magt til at tale om den udvortes Ringhed. Nu, saaledes er det ogsaa. Imidlertid taler Skriften dog, maaskee af Forsigtighed og i Kjendskab til det menneskelige Hjerte, tillige anderledes, taler om det, bogstaveligen at være et ringe Menneske, og saaledes taler jo ogsaa Forbilledet, der vidner mægtigere end alle Ord og Udtryk. Thi ►»Han« levede i virkelig jordisk Ringhed; Han valgte altsaa ikke, idet han besluttede at være Forbilledet, at være en Fornem, og dog i sit Inderste det ringe Menneske. Nei, han var bogstaveligen det ringe Menneske, og ganske anderledes for Alvor end naar en Konge et Øieblik nedlægger sin Værdighed – og er kjendt af Hoffolkene, altsaa endnu mere hædret – ►for sin Ydmyghed.

✂ See, der er i Henseende til Aands-Livet Noget, der svarer til hvad det at stave er i Forhold til det at læse sammen. Man staver, man gaaer langsomt frem, sætter Enkelthederne tydeligt og kjendeligt ud fra hinanden, for ikke tilsidst at gjøre hele Livets Indhold til ►»ophævede Momenter«, og Livet til ►en tom Ophævelse. Saaledes med det at besidde Udvorteshedens Fortrin i Forhold til det at blive Christen. Christendommen har aldrig ►lært, at det bogstavelig at være en Ringe er ►eenstydigt med det at være Christen, ei heller, at der fra det bogstavelig at være en Ringe er den ligefremme Overgang uden videre til det at blive Christen; den har heller ei lært, at, om ogsaa den verdsligt Fornemme nedlagde al sin Magt, han derfor var en Christen. Men fra den bogstavelige Ringhed til det at blive Christen er der dog kun een Gang. Det at være bogstavelig en Ringe er ingen uheldig Indledning til det at blive Christen; det at være i Besiddelse af Udvorteshedens Fortrin er en Omvei, som for den Ængsteligere gjør en dobbelt Indledning nødvendig. Man taler ►i hiin strenge Videnskab om en Hjælpelinie, man drager, som det hedder, en Hjælpelinie; man kan jo ogsaa føre Beviset for Sætningen uden Hjælpelinien, men man gjør det – ikke for Bevisets Skyld, men for at hjælpe sig selv; det er ikke Beviset, der behøver Hjælpelinien, men det er En selv, der behøver den. Saaledes ogsaa naar Den, der er i Besiddelse af Udvorteshedens Fortrin, hjælper sig selv ved bogstavelig at blive fattig, foragtet, ringe. Gjør han ikke det, saa maa han desto mere inderlig bekymret vogte paa sig selv, at han tør troe sig selv, at han veed med sig selv, at Intet, Intet af al denne udvortes Fornemhed og Høihed har blendet ham saaledes, at ►han jo med Lethed kunde finde sig i at være den ringe Mand i Folket.

✂ Paa den Maade lader det sig unegteligt ogsaa gjøre. Christendommen har aldrig ubetinget fordret af Nogen, at han skal bogstaveligen opgive Udvorteshedens Fortrin, den har mere foreslaaet ham en lille Forsigtigheds-Regel. Mener han ikke at behøve den, som man meente det i hine Tider, da man ængsteligt stavede sig frem: o, hvilket anstrenget Liv, saaledes i Høihed, omgiven af alt dette Forføriske, at være ganske sikker paa sig selv, at man med Lethed kunde finde sig i at være den simple Arbeidsmand – fordi det at være Christen er En saa uendelig vigtigt, at man naturligviis i den strengeste Selvprøvelse har forvisset sig om, at Intet af alt dette ►bedaarer En i mindste Maade. Hvilken uhyre Forsigtighed med Ild og Lys, naar man boer i et ►Krudttaarn, men hvilken anstrenget Forsigtighed for i denne Omgivelse at være Christen!

✂ O, vanskelige Liv at leve saaledes! Det er kun en svag Antydning af dette Livs daglige Vanskelighed, naar Du betænker, hvor langt lettere det gik i den forrige Tale med fra Ringheden at naae den christelige Høihed, end det her gaaer med fra den jordiske Høihed gjennem Ringheden at naae den christelige Høihed. Men den fornemme Christen lever saaledes. Han har Magt og Æren og Anseelsen, i Besiddelse af Jordlivets Fortrin, men han ►er som Den, der ikke haver. Han seer alt Dette om sig, hvorledes der som i en Fortryllelse blot ventes paa hans Vink, blot paa, at han skal ønske – men han er som Den, der ikke seer det, i en endnu høiere Fortryllelses Magt. Han hører alt Dette, næsten maaskee Smiger altid, men hans Øre er tillukket. Alt Dette er for ham kun som det at være Konge i Skuespillet og som det, naar Barnet er Keiser i Legen – thi han er Christen.

✂ Og som Christen er han i virkelig Høihed. Thi christelig forstaaet, i Guds Rige, er det netop som under Himmelen: der er Alle i Høihed, men uden at være høiere end Nogen. Fuglen er i Høihed uden at være høiere end Nogen; men den fornemme Christen er, skjøndt i jordisk Høihed ophøiet over Andre, i Høihed uden at være høiere end Nogen. Derfor er han uden Høihedens Bekymring; thi, som sagt, paa den Maade kan man være det. Og naar man paa den Maade er i Høihed, saa er man enten en Fugl, eller hvis man er et Menneske, og dog som Fuglen, saa er man Christen – ligegyldigt, om man saa forresten verdsligt er Høi eller Lav.

✂


✂ Den fornemme Hedning, han har denne Bekymring.

✂ Den fornemme Hedning er ►uden Gud i Verden; er den fornemme Christen uvidende om sin jordiske Høihed, saa er Hedningen uvidende om, hvad den sande Høihed er. Han kjender ingen anden Høihed end denne jordiske – og i Sandhed at faae at vide hvad den er, det er umuligt, da den er i sig selv Usandhed, ►Dunst, Indbildning, hvoraf ingen Sandheds-Erkjendelse gives uden den, at den er dette. Han veed Besked fra Grunden af om høie, høiere, allerhøiest, allerallerhøiest, men han veed ikke, at til Grund for alt dette ligger Intet, at altsaa Alt hvad han veed er Intet. I dette Intet har han nu sit Sted. Hvor det er, bestemmer han ved Hjælp af Bestemmelser indenfor Intetheden. Man taler om ►et Dødninge-Ridt i Søvne – den Sovende stønner og puster, men han kommer ikke af Stedet. Saaledes med den fornemme Hedning. Nu stiger han i Høihed, nu synker han, han jubler, han sukker, han puster, han stønner, men han kommer ikke af Stedet; nu er der en Anden, som stiger over ham i Høihed, nu En, der styrter ned fra Høiheden – men Intet, Intet, end ikke dette Sidste kan vække ham af Søvnen, rive ham ud af Indbildningen, aabne hans Øie for at det Hele er Intet. Men skulde det ogsaa være Intet? Behøves noget bedre Beviis for at det ikke er Intet, end blot at see paa ham, hvor han kjemper og strider og attraaer og higer og aldrig under sig et Øiebliks Hvile, hvor Mange han ved Bestikkelse holder i sin Tjeneste, hvor Mange han holder sammen med, at de maatte være ham behjælpelige i at gribe det Eftertragtede? Skulde det alligevel være Intet, skulde »Intet« kunne sætte saaledes i Bevægelse? Saa maa ogsaa ►hiin travle Mand have Uret, der han slutter, at han har mange Forretninger, fordi han holder fire Skrivere, og selv hverken faaer Tid til at spise eller drikke.

✂ Saaledes lever den fornemme Hedning i Høiheden. At der er Mange under ham i Høihed, det veed han godt; men hvad han ikke veed at der er under ham, det er dog alligevel under ham: Afgrunden. Naar man nemlig, som sagt blev, i Høihed er høiere end Andre eller har Andre under sig, saa har man ogsaa Afgrunden under sig; thi saaledes i Høihed kan man kun være i jordisk Høihed. Og den fornemme Hedning, som intet Andet veed og intet Andet tænker paa end sin jordiske Høihed, han har altsaa ikke hos sig den Viden om den sande Høihed, der kunde holde ham svævende i Uvidenhed om den jordiske Høihed. Nei, han har Afgrunden under sig; og fra den stiger Bekymringen op, eller han synker i Bekymringen.

✂ Og hvilken er saa Bekymringen? En Tragten efter at blive mere og mere – til Intet; thi det Hele er jo Intet. En Tragten at stige høiere og høiere i Høihed, det er, at synke dybere og dybere i ►Afgrundens Bekymring – thi hvad er verdslig Høiheds Bekymring Andet end Afgrundens Bekymring! Og hvilken er saa Bekymringen? Bekymringen er, at Ingen ved List, ved Magt, ved Løgn eller ved Sandhed skal tage hans Indbildning fra ham. Derfor sikkrer han sig paa enhver Maade; thi overalt seer han Fare, overalt ►Efterstræbelse, overalt Misundelse, overalt Spøgelser – som naturligt er; thi ikke er der i den mørkeste Nat selv for en Angstfuld saa Meget, der kan ►skrække Indbildningen, som der i en Indbildning er Forfærdelser.

✂ Saa sluger tilsidst Bekymringen sit Bytte. Som ►marvløs►Trøske lyser i Mørke, som Dunstens ►Løgtemand►gjøgler i Taagen; saaledes er han i denne hans jordiske Høiheds Glimren til for Andre; men hans Selv er ikke til, hans inderste Væsen er fortæret og udmarvet i Intethedens Tjeneste. Forfængelighedens Træl, sig selv ikke mægtig, i den svimlende Verdsligheds Vold, ►gudforladt ophører han at være Menneske. I sit Inderste er han som død, men hans Høihed gaaer spøgelseagtigt omkring blandt os – den lever. Det er ikke noget Menneske, Du taler med, naar Du taler med ham; i sin Higen efter Høihed er han selv blevet det Eftertragtede: som Menneske betragtet ►en Titulatur. Der indenfor er lutter Tomhed og Tant, ja der er Intet; men Skinnet er der, det forfængelige Skin, som bærer verdslig Høiheds ►Udmærkelser, hvilke de Forbigaaende vise Ærbødighed for – medens han bærer al denne Høihed omtrent som ►Puderne ved Begravelsen, der bære hans Stjerner. O, det kan være forfærdeligt at see et Menneske næsten ukjendelig i Ringhed og Usselhed, at see Usselheden saa man neppe kan skjelne Mennesket; men at see menneskelig Høihed, og see, det er intet Menneske, det er rædsomt. Det kan være forfærdeligt at see et Menneske gaae omkring som en Skygge af sin fordums Høihed, men at see verdslig Høihed og indenfor neppe Skyggen af et Menneske, det er rædsomt. Ham skal Døden ikke gjøre til Intet; han behøver ikke at begraves; medens han lever kan man allerede sige om ham, som man ellers siger ved Graven: seer her jordisk Høihed!

✂


✂ Lad os saa til Slutning tænke paa ►Fuglen, der var med i Evangeliet, og skal være med i Talen. Fuglen er i Høihed uden Høihedens Bekymring; den fornemme Christen er, i jordisk Høihed ophøiet over Andre, i Høiheden uden Høihedens Bekymring; den fornemme Hedning tilhører med Bekymringen Afgrunden, han er egentligen ikke i Høihed, men i Afgrunden. Fuglen er i Høihed; den fornemme Christen i Høiheden; den fornemme Hedning i Afgrunden. Fuglens Høihed er et Sindbillede paa den Christnes Høihed, der igjen er Modbillede til Fuglens Høihed; de svare, med Uendelighedens Forskjel, i Forstaaelsen til hverandre; Du forstaaer Fuglens Høihed ved at forstaae den Christnes, og ved at forstaae Fuglens forstaaer Du den Christnes. Hedningens Høihed har intetsteds hjemme hverken under Himmelen eller i Himmelen. Fuglens Høihed er Skyggen, den Christnes Virkeligheden, Hedningens Intetheden. Fuglen har Luft i sig, derfor holder den sig i Høiheden; den fornemme Hedning har Tomhed i sig, derfor er det en Indbildning med hans Høihed; den fornemme Christen har Troen i sig, derfor svæver han over den jordiske Høiheds Afgrund i Høiheden. Den Christne glemmer i sin Høihed aldrig Fuglen, den er for ham mere end hvad et Sømærke er for Sømanden, Læremesteren, ak, og dog igjen Den, hvem Disciplen lod langt bag ved sig, naar den raaber til ham »►tænk paa mig i Din Høihed«; den fornemme Hedning saae aldrig Fuglen. Fuglen er i Høihed, og dog egentligen underveis efter Høiheden; kunde den forstaae dette, maatte den synke. Den Christne forstaaer det, og just ved denne Forstaaen naaer han Høiheden. Dog er der, efter Christendommens Lære, kun een Høihed: det at være Christen – og een Afgrund: Hedenskabet; til hiin naaede aldrig nogen Fugl, og aldrig fløi den over denne. Over denne Afgrund kan ingen Fugl flyve, den maatte omkomme underveis; til denne Høihed kan ingen Fugl naae, den er kun underveis. Saaledes er Fuglen lykkelig i sin Høihed, uvidende om Afgrunden, men ogsaa uvidende om Saligheden; den Christne er salig i sin Høihed; den fornemme Hedning usalig fortabt i Afgrunden.