↩ I det nye Testamente er Situationen denne: den Talende, vor Herre 👤Jesus Christus, staaer – selv ubetinget udtrykkende Modsætningen – i en Verden, der igjen ubetinget udtrykker Modsætningen til ham og hans Lære. Naar nu Christus fordrer af den Enkelte Tro, saa (og heri ligger jo den nærmere Bestemmelse af hvad han altsaa forstaaer ved at troe) saa 156lader dette sig paa Grund af Situationen ikke gjøre uden at komme i et maaskee endog livsfarligt Forhold til den omgivende Verden; ►naar Christus siger: bekjend mig for Verden, ►følg mig efter, eller ►naar han siger: kom til mig osv. osv., vil, paa Grund af Situationen, der afgiver den nærmere Forstaaelse, Følgen bestandigt blive at udsætte sig for Fare, maaskee endog for Livsfare. Hvor derimod Alt er christeligt, hvor Alle ere Christne, endogsaa ►Fritænkerne, er Situationen den: det at kalde36 sig Christen er Midlet, ved hvilket man sikkrer sig mod allehaande Uleilighed og Ubeqvemmelighed i Livet, og Midlet, hvorved man sikkrer sig jordiske Goder, Beqvemmeligheder, Profit osv. osv. Men vi lade som Ingenting, vi declamere (►»hvem kan bedst, det kan vor Præst«) vi declamere om at troe, at bekjende Christum for Verden, at følge ham efter osv. osv.; og Rettroenheden florerer i Landet, ingen Kjætterier, ingen ►Schismaer, overalt Rettroenhed, den Rettroenhed som er: at lege Christendom.