At Biskop Martensens Taushed er 1) christeligt uforsvarlig; 2) latterlig; 3) dum-klog; 4) i mere end een Henseende foragtelig

3. Tilblivelseshistorie

SK angreb den officielle kristendomsforkyndelse i 📌Danmark, først med 21 artikler i Fædrelandet (fra den 18. dec. 1854 til den 26. maj 1855), dernæst med sit tidsskrift Øieblikket.* Artiklen »At Biskop 👤Martensens Taushed er 1) christeligt uforsvarlig; 2) latterlig; 3) dum-klog; 4) i mere end een Henseende foragtelig.« var SKs 21. og sidste indlæg i kirkestriden i Fædrelandet.

Teksten er blevet udvidet ad to omgange: Kladdens første del (ms. 1.1) er dateret »16 Mai 55«. Kladdens anden og tredje del (ms. 1.2 og 1.2.1), der i den trykte artikel indledes hhv. med »Efterskrift« og med tre asterisker, er udateret. Første del afsluttes på næstsidste side i et dobbeltblad, som derefter er ubeskrevet. Anden del påbegyndes på første side af et dobbeltblad og afsluttes i marginen på sidste side af dobbeltbladet; tredje del er skrevet på et løst blad og indvist i anden del. Således synes artiklens dele ikke at være skrevet i ét stræk, men sandsynligvis i den rækkefølge, hvori de fremstår i trykket.

Der foreligger ingen renskrift (trykmanuskript) til artiklen.

Det er næppe et tilfælde, at artiklen blev trykt samme dag, som Øieblikket Nr. 1 blev annonceret i Adresseavisen, nr. 120 (1. tillæg), og i Fædrelandet, nr. 120, nemlig den 26. maj 1855. Hermed afsluttes kirkestriden i Fædrelandet og påbegyndes i Øieblikket.