Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

↩ Dette er saa kort en Oversigt som mulig over Bygningen af Stykket. Det Comiske ligger aabenbart i det Noget, hvilket 👤Strepsiades attraaer som Speculationens Frugt, det No150get, der efter hans Begreb maa resultere af alle disse Bevægelser. Ligesom nemlig i selve Intelligentsens Sphære de af 👤Socrates 246foretagne Bevægelser vise sig at være uden Betydning, vise sig som de, der ere uformuende til at ponere Noget, saaledes aabenbarer det Samme sig endnu tydeligere i 👤Strepsiades' Verden, der nu engang har faaet den fortvivlede Idee, at der skal i endelig og verdslig Forstand komme Noget ud deraf¹, 247der haaber, forat erindre 194om et 229Stikord fra den nyere 151 Philosophi, 181at tilspeculere sig ►de kantiske 100 Rbd., eller i Mangel deraf at udspeculere sig af sin Gjeld². Ironien ligger i det Noget, han, om ikke umiddelbart saa dog middelbart igjen195nem 👤Pheidippides, tilspeculerer sig: de bevidste Prygl, der, hvor uventede de end ere, dog komme med en Nødvendighed, der er umulig at undflye. 👤Strepsiades kan vel et Øieblik fryde sig over alle disse sindrige Bevægelser, men det, hans ædruelige Sjel attraaer, er »►die Nutzanwendung,« der derfor heller 230ei udebliver, om den end kommer der, hvor han ikke havde søgt den. Men see vi nu efter, hvilket Standpunkt det er, der skinner gjennem denne Parodi, saa kan man dog ikke sige, at det er Subjectivitetens, thi dette giver dog altid Noget, det giver det abstracte Ideelles hele Verden, men det, der betegnes, er et reent negativt Standpunkt, der slet Intet giver. De dybsindige Betragtninger, der anstilles, opløse sig 152 som et Skrald i et Intet, medens det som parodierende Skygge følger med, at 👤Strepsiades vil have Noget, men vel at mærke noget Endeligt, en endelig Fordeel, 182hvilken dette Standpunkt er ligesaa uskikket til at yde, som det aandelige Udbytte, samme gjør Mine til at producere. Naar man derfor antager, at 👤Socrates' hele Virksomhed var ironiserende, saa vil man tillige indsee, at 👤Aristophanes, idet han har villet opfatte den comisk, 248har baaret sig ganske rigtig ad; thi, saasnart Ironi bringes i Forhold til Resultat, viser den sig comisk, om den end i en anden Forstand frigjør Individet fra det Comiske. Den Dialectik, der atter og atter gives Prøver paa, er heller ei en egentlig philosophisk Dialectik, ikke en saadan Dialectik som den, der ifølge vort Foregaaende er 👤Plato eiendommelig, men en blot negativ Dialectik. Dersom nu 👤Socrates havde havt hin platoniske subjective Dialectik, saa vilde det jo have været aldeles usandt af 👤Aristophanes, ikke comiskt om end løierligt nok, at opfatte ham paa denne Maade (thi det Comiske maa naturligviis ogsaa have en Sandhed), hvorimod, hvis 👤Socrates' Dialectik har været deels bevæbnet med Sophismer og polemisk rettet mod Sophi196sterne, deels negativt stilet mod Ideen, da er 👤Aristophanes' Opfattelse rigtig netop som comisk. Det Samme gjelder naturligviis ogsaa om Chorets Symbol, Skyer. Havde det været det Subjectives ideelle Rigdom, de skulde betegne, da var det usandt, uagtet 👤Aristophanes' Opfattelse er comisk, at lade Individet forholde sig saa letfærdig dertil, som 👤Aristophanes gjør, men Ironikeren tager sig det aabenbart saare let endog med Ideen, han er i høieste Grad fri derunder, fordi det Absolute er ham Intet.