Kierkegaard, Søren Om Begrebet Ironi

214 ► 👤Aristophanes

✂ 👤Aristophanes' Opfattelse vil netop afgive den nødvendige Modsætning til 👤Platos, og just ved denne Modsætning tilveiebringe Muligheden af en ny Vei for vor Beregning. Ja det vilde været et stort Savn, om vi manglede den aristophaniske Vurdering af 👤Socrates; thi ligesom enhver Udvikling i Almindelighed ender med at parodiere sig selv, og en saadan Parodi er en Sikkerhed for, at denne Udvikling har overlevet sig selv, saaledes er den comiske Opfattelse et Moment, et i mange Maader uendeligt berigtigende Moment med i den totale Anskueliggjørelse af 180 en Personlighed eller en Stræben. Mangler man derfor end det umiddelbare Vidnesbyrd om 👤Socrates, mangler man end en ganske paalidelig Opfattelse af ham, saa har man til Vederlag alle Misforstaaelsens forskjellige Nuancer, og ved en saadan Personlighed som 👤Socrates troer 232jeg, at vi ere bedst tjente dermed. 👤Plato og 👤Aristophanes have nu det tilfælleds, at deres Fremstilling er ideal, men i Forhold til hinanden omvendt, 👤Plato har den tragiske Idealitet, 👤Aristophanes den comiske. Hvad der har bevæget 👤Aristophanes til at opfatte 👤Socrates saaledes, om han var bestukken dertil af 👤Socrates' Anklagere, om han var forbittret over 👤Socrates' venskabelige Forhold til ►👤Euripides, om han har i ham bekjæmpet ►👤Anaxagoras' Naturspeculationer, om han har identificeret ham med Sophisterne, kort sagt, om der har været nogen endelig og jordisk Grund, der har bestemt ham dertil, det er denne Undersøgelse 135 aldeles uvedkommende, og forsaavidt som den skulde 169give et Svar i denne Henseende, maatte det naturligviis blive et benægtende, da den vedkjender sig den Overbeviisning, at 👤Aristophanes' Opfattelse er ideal, hvorved den allerede er frigjort fra ethvert saadant Hensyn, ikke ludende lister sig langs Jorden, men fri og let overflyver den. Blot at opfatte 👤Socrates' empiriske Virkelighed, at bringe ham paa Scenen, saaledes som han gik og stod i Livet, vilde have været under 👤Aristophanes' Værdighed og forvandlet hans Comoedie til et satirisk Digt; paa den anden Side, at idealisere ham efter en Maalestok, hvorved han blev aldeles ukjendelig, vilde ligge aldeles udenfor den græske Comoedies Interesse. At dette sidste 215heller ikke var Tilfældet, derom vidner jo ►Oldtiden, der beretter, at Opførelsen af Skyerne beæredes med Nærværelsen af den i denne Henseende strængeste Kritiker, 👤Socrates selv, der til Publikums Fornøielse stod op under Forestillingen, for at den i Theatret forsamlede Mængde kunde overbevise sig om den behørige Lighed. At en saadan blot excentrisk ideel Opfattelse heller ei vilde ligge i den græske Comoedies Interesse, deri vil man vist ogsaa give den skarpsindige ►👤Rötscher Ret¹, der saa fortræffeligt har udviklet, hvorledes den181nes Væsen netop laae i at opfatte Virkeligheden idealt, at bringe en virkelig Personlighed paa Scenen, 233dog saaledes at denne netop saaes som Ideens Repræsentant, hvorfor man jo og hos 👤Aristophanes finder de tre store comiske Paradigmer, ►👤Kleon, ►👤Euripides, ►👤Socrates, hvis Person comisk repræsenterer Tidens Stræben i dens tredobbelte Retning. Som derfor den indtil Detail nøiagtige Opfattelse af Virkeligheden udfyldte Afstanden mellem de Skuespilbesøgende 136 og Theatret, saaledes fjernede dog igjen den ideale Opfattelse disse to Magter fra hinanden saavidt, som Kunst altid maa gjøre det. At 👤Socrates nu virkelig i sit Liv har frembudt mange comiske Sider, at han, for engang for alle at sige Ordet ud, indtil en vis Grad har været en ►Sonderling², det 216lader sig 170ikke nægte; at deri allerede laae en Berettigelse for en comisk Digter, lader sig heller ei nægte; men at det vilde have været for lidet for en 👤Aristophanes, lader sig heller ei ►fragaae. Kan jeg derfor ikke Andet end beskedent at slutte mig til den velfortjent triumpherende ►👤Rötscher, der saa 182 seierrigt fører Ideen ud af og igjennem dens Kamp med tidligere Opfattelsers Misforstaaelser, kan jeg ikke Andet end med ham være enig i, at kun forsaavidt som 234👤Aristophanes i 👤Socrates saae Repræsentanten for et nyt Princip, kun forsaavidt blev han ham en comisk Figur, saa bliver det dog et andet Spørgsmaal, om 137 ikke den Alvor, han i saa høi Grad ►vindicerer dette Stykke, bringer ham selv lidt i Uenighed med den Ironi, han ellers tilskriver 👤Aristophanes. Dernæst bliver det ogsaa et Spørgsmaal, om ikke 👤Rötscher har seet og derfor ladet 👤Aristophanes see for Meget i 👤Socrates. Repræsentant for et nyt Princip kan man vel gjerne kalde ham, deels fordi han selv repræsenterede et nyt Standpunkt, deels fordi hans frigjørende Virksomhed nødvendig maatte fremkalde et nyt Princip; men deraf følger ingenlunde, at man jo godt kan begrændse 👤Socrates lidt mere indenfor denne Indrømmelse. Ved 👤Rötschers Opfattelse bliver 👤Socrates saa stor, at man slet ikke seer 👤Plato. Dog, om alt dette vil der senere blive Sted til at tale. Hvis man imidlertid vil antage, at Ironien var det constituerende i 👤Socrates' Liv, saa vil man vist indrømme, at denne frembyder en meget mere comisk Side, end naar man lader det socratiske Princip være Subjectivitetens, Inderlighedens, med den hele Tankerigdom, der ligger deri, og søger 👤Aristophanes' Bemyndigelse i den Alvor, hvormed han som Tilhænger af ►den gamle Græcitet maatte stræbe at tilintetgjøre dette moderne Uvæsen. Thi denne Alvor tynger for meget, ligesom den ogsaa begrændser den comiske Uendelighed, der som saadan ingen Grændse kjender. Derimod er Ironien 171paa eengang et nyt Standpunkt, og som saadant absolut polemisk mod den gamle Græcitet, og tillige et Standpunkt, der bestandig hæver sig selv, den er et Intet, der fortærer Alt, og et Noget, man aldrig 217kan faae fat paa, der paa eengang er og er ikke; men det er noget i sin dybeste Grund Comisk. Som Ironien derfor beseirer Alt ved at see dets Misforhold til Ideen, saaledes ligger den under for sig selv, idet den bestandig gaaer ud over sig selv og dog bliver i den.

✂ Det som nu for det Første er af Vigtighed er at overbevises om, at det er den virkelige 👤Socrates, 👤Aristophanes 138 har bragt paa Scenen. Ligesom man bestyrkes i denne Overbeviisning 235ved ►Oldtidens Tradition, saaledes findes der i dette Stykke en Mangfoldighed af Træk, der enten ere historisk visse, eller dog vise sig som aldeles analoge med, hvad man 183 ellers veed om 👤Socrates. ►👤Süvern har med stor philologisk Lærdom og megen Smag stræbt at bevise Eenheden af den af 👤Aristophanes fremstillede 👤Socrates med den virkelige gjennem en saadan Succession af individuelle Træk¹. Ogsaa ►👤Rötscher har givet, om ikke efter denne Maalestok, dog en for denne Undersøgelse tilstrækkelig Samling af saadanne Data. Den findes i det anførte Skrift Pag. 277 ff. Det som dernæst bliver af Vigtighed, er at see det Princip, den Idee, 👤Aristophanes lader os øine i 👤Socrates, som hvis transparente Repræsentant han bliver fremstillet.

✂ Men for at opnaae dette, bliver det nødvendigt at give en kort Oversigt over Stykket selv, Anlægget og Gangen deri. Denne Undersøgelse kan jeg desto trøstigere gaae ind paa, som jeg har ►en Hegelianer i Spidsen, og det maa man altid lade dem, at de har en ypperlig Gave til at skaffe Plads, en Politi-Myndighed, der øieblikkelig veed at adsplitte allehaande lærde Opløb og betænkelige historiske Sammenrottelser. Hvad nu for det Første ►Choret angaaer, da har dette, der som saadant repræsenterer den sædelige Substants, i vort Stykke iført sig et Symbol¹. 👤Rötscher søger Ironien deri, at Choret er sig dette bevidst, selv i ethvert Øieblik ligesom vil springe frem af dette Skjul, hvilket det til Slutningen ogsaa gjør, idet det tillige spotter den af dem bedragne ►👤Strepsiades. Om nu 139 Ironien ligger heri, om denne Alvor², der kjæmper Statens substantielle Bevidsthed ud af det moderne 218Uvæsens Tomhed, ikke begrændser 172Ironiens poetiske Uendelighed og Hensynsløshed, om Stykkets hele Slutning, om den end var en retfærdig 236►Nemesis, dog ikke skeer paa Ironiens Bekostning, uden forsaavidt man vil antage, hvad, saavidt jeg veed, dog hidtil Ingen har udhævet, at netop den Hævn, 👤Strepsiades tager ved at brænde Huset (►φϱοντιστήϱιον V. 94) af, var ved sin Uhensigtsmæssighed et nyt comisk Motiv, og at de ikke uvittige 184Repliker³, der vistnok i en vis Forstand ere for gode til 👤Strepsiades, skulde forklares som et Slags ecstatisk Vanvid, i hvilket han ude af sig selv phantaserede og med comisk Grusomhed tilintetgjorde og udryddede den Sygdom, han selv var befængt af – alt dette skal jeg her ikke gaae ind paa⁴. Men forbigaae vi nu dette, da bliver det 219desto vigtigere at dvæle ved Betragtning af det Symbol, i hvilket Digteren har indhyllet Choret, Skyerne. Dette kan naturligviis ikke være valgt tilfældigt, og det gjelder 140 altsaa at udfinde Digterens Idee dermed. Det anskueliggjør nu aabenbart hele den tomme og indholdsløse Virksomhed, der foregaaer i ►φϱοντιστήϱιον, og det er derfor med en dyb Ironi, at 👤Aristophanes i den Scene, hvor 👤Strepsiades skal indvies i denne Viisdom, ►lader 👤Socrates paakalde Skyerne, der er hans eget hule Indres luftige Reflex. Skyer 237betegne nu fortræffeligt den aldeles holdningsløse Tankebevægelse⁵, 185der i idelig Bølgegang, uden Fodfæste og uden 173immanent Bevægelseslov, ►configurerer sig paa allehaande Maader med samme regelløse Foranderlighed som hine, der snart ligne ►dødelige Qvinder, snart ►en Centaur, et Pantherdyr, en Ulv, en Tyr o. s. v., ligne dem, vel at bemærke, men ikke ere dem, da de dog ikke ere Andet end Taage eller den dunkelt sig rørende uendelige Mulighed af at blive hvad det skal være, der dog er uformuende til at lade Noget blive et Bestaaende, den Mulighed, der har et uendeligt Omfang og ligesom rummer hele Verden i sig, men dog ikke har noget Indhold, kan optage Alt, men Intet fastholde. Forsaavidt bliver det naturligviis en reen Vilkaarlighed, at 👤Socrates om dem ►prædicerer, at de ere Gudinder, og 👤Strepsiades bliver naturligviis langt fornuftigere ved at antage, at det var Taage, Dug og Røg (►smlgn.V. 330). Men som deres Indholdsløshed viser sig i dem selv, saaledes viser den sig ogsaa ved den Menighed, den Stat, de nære og beskytte, og som 👤Socrates selv beskriver som en Samling af Dagdrivere og ørkesløse Mennesker, der synge til Skyernes Lov⁶. Ja 141 dette corresponderende 220Forhold mellem Skyerne og den Verden, de tilhøre, udtrykkes, hvad Fortolkerne, som det forekommer mig, hidtil have overseet, endnu bestemtere, naar der siges: ►γίγνονται πάνϑ' ὅ τι βούλονται, saa naar de see en langhaaret Karl, antage de Skikkelse af en 238Centaur, naar de see en Kassetyv, antage de Skikkelse af en Ulv (►V. 350. 51. 52). Thi uagtet dette beskrives som en Magtfuldkommenhed ved Skyerne, ja uagtet 👤Socrates selv bemærker, at de antage saadanne Skikkelser for at spotte, saa er det dog ligesaa meget at ansee for en Afmagt hos dem, og den aristophaniske Ironi ligger udentvivl i den gjensidige Afmagt, Sub186jectets, der idet han vil have det Objective, blot faaer sin egen Lignelse, og Skyernes, der blot gribe Subjectets Lignelse, men kun producere denne, saalænge de see Gjenstandene. At herved nu ypperligt er betegnet den blot negative Dialectik, der bestandig bliver i sig selv, ikke gaaer ud i Livets eller Ideens Bestemmelser, og derfor rigtignok glæder sig ved 174en Frihed, der lader haant om de Lænker, som Continuerligheden paalægger⁷, den Dialectik, der i den abstracteste Forstand blot er en Magt, en Konge uden Land, der fryder sig ved den blotte Mulighed af i det tilsyneladende Be142siddelses-Øieblik af Alt at give Afkald paa Alt, uagtet saavel Besiddelsen som Afkaldet er illusorisk, en Dialectik, der ikke føler sig generet af det Forbigangne, ikke omsluttet af dets Jern-Conseqvents, 221ikke ængstet af det Tilkommende, fordi den er saa hurtig til at glemme, at selv det Tilkommende næsten er glemt, før det er oplevet, en Dialectik, der Intet savner, Intet attraaer, er sig selv nok, letsindig og flygtig som et forvildet Barn springer over Alt – dette vil vist Ingen nægte.

✂ Bevidstheden om denne Intethed, der ligger i, at Choret paa eengang er Symbol og dog tillige sig ironisk bevidst at være ude derover og have en ganske anden Realitet, ►tilskriver 👤Rötscher 239nu alene Choret, Digteren og den vidende Tilskuer, og tilføier ►Pag. 325: ►Dem von diesem Gegensatze nicht wissenden hingegen ist nothwendig der wahrhafte Sinn verborgen, und er erblickt in ihnen nur das Symbol, nimmt diese Gestalt, in welche sich derselbe wissentlich hüllt für sein wahrhaftes Wesen, und giebt sich ihm vertrauungsvoll und arglos hin, nicht ahnend, ⓘ daß esdaß es] SKS, daß er A nur ein Schein sei, welcher ihm für die Wahrheit geboten wird. 187 Die Schuld des Subjects besteht aber gerade darin, daß es sich arglos diesen täuschenden Mächten hingiebt, und unwissend ist über das Wesen, welches diesen Schein herauskehrt. Dog, det angaaer mere hele den indre Oeconomi i Stykket, hvorimod det her bliver mere nødvendigt at see, om man ikke kan aflure Chorets Symbol, Skyerne, saaledes som det fremstilles, noget Mere betræffende dets Beskaffenhed, hvis billedlige Betegnelse det er. Choret forestiller Skyer, men Skyerne forestille igjen forskjellige Gjenstande og have i Begyndelsen af dette Stykke Skikkelse af Qvinder. Men om disse Skyernes Skikkelser taler nu aabenbart 👤Socrates paa en meget spøgefuld Maade, 175hvilket tilstrækkeligt viser, at disse ingen Gyldighed have for ham. ►Det han altsaa tilbeder, om hvilket han udsiger Prædikatet Gudinde, er den formløse Taa143gemasse, det som 👤Strepsiades meget rigtigt betegner som Taage, Dug, Røg. Det han altsaa beholder, er selve det Formløse. Alle de Skikkelser derfor, som Skyerne antage, ere ligesom alle de Prædikater, der lade sig udsige saaledes, at de alle ere hverandre coordinerede, alle uden Forbindelse med hverandre, uden indre Følge, uden at der constitueres Noget, kort, som alle de Prædikater, der lade sig opramse. Som vi derfor i vor tidligere Undersøgelse saae, at 👤Socrates kom til Ideen, dog saaledes, at intet Prædikat aabenbarede eller forraadte, hvad den egentlig var, men alle Prædikater vare Vidner, der forstummede over dens Herlighed, saaledes synes mig, at det Samme er antydet af 👤Aristophanes i 👤Socrates' Forhold til Skyerne. Det som der nemlig bliver tilbage, naar man lader Skyernes forskjellige Skikkelser forsvinde, er selve Taagemassen, der er en meget god Betegnelse 240paa 👤Socrates' Idee. Skyerne vise sig 222bestandig i en Skikkelse, men 👤Socrates veed, at Skikkelsen er det Uvæsentlige, og at det Væsentlige er det bag Skikkelsen Liggende, ligesom Ideen er det Sande, og Prædikatet som saadant Intet har at betyde. Men det, der saaledes er det Sande, det træder aldrig ud i noget Prædikat, det er aldrig¹. Betragte vi nu fremdeles Chorets Symbol, Skyer, og see deri 188👤Socrates' Tanker objectivt² anskuede, see disse 144 som de vel af Individet producerede, men dog ogsaa af dette som objective (guddommelige) tilbedte Tanker, saa er netop ved Skyernes Svæven over Jorden, ved deres Mangfoldighed i Skikkelser antydet Modsætningen mellem det Subjective og ►den gamle Græcitets Objectivitet, hvor det Guddommelige ret egentlig havde Fodfæste paa Jorden, i bestemte, udprægede, 176evige Skikkelser. Det er derfor en meget dybsindig Harmoni, der finder Sted mellem Skyerne, som den objective Magt, der ikke kan finde et blivende Sted paa Jorden, hvis Tilnærmelse til denne dog altid giver en Afstand, og Subjectet, 👤Socrates, der ►svævende over Jorden i en Kurv, bestræber sig for at hæve sig op i disse Regioner, idet han frygter for, at Jordens Kraft skal suge Tankerne fra ham eller, naar vi tage Billedet bort, at Virkeligheden skal absorbere, skal knuse den spinkle Subjectivitet (►ἡ φϱοντὶς λεπτή)³. 223241Dog, dette vil der igjen senere blive Tale om, hvor vi, ikke gaaende ud fra Choret, men fra den handlende Person, nærmere skal oplyse det for Ideen ►Releverende, der ligger i 👤Socrates' mærkværdige Situation. 189

✂ I Choret er nu den hele nyere Tingenes Orden anskueliggjort, der vilde fortrænge den gamle Græcitet, og forsaavidt lader her sig bedst det Spørgsmaal besvare, om 👤Aristophanes 145 i 👤Socrates' Maske har villet spotte Sophisterne. At dette i ethvert Tilfælde ikke maa forstaaes saaledes, at 👤Aristophanes blot har beholdt Navnet 👤Socrates og forøvrigt leveret en Tegning, der slet ikke lignede ham, er en Selvfølge. Naar man derimod erindrer, at 👤Socrates og Sophisterne i en vis Forstand stode paa det samme Standpunkt, og at det egentlig var ved at gjennemføre deres Standpunkt, ved at tilintetgjøre den Halvhed, i hvilken Sophisterne beroligede sig, at 👤Socrates undergravede dem, saa at 👤Socrates i en vis Forstand derved beseirede Sophisterne, at han selv var den største Sophist¹, saa seer man jo deri allerede en Mulighed for 👤Aristophanes af at identificere ham med Sophisterne. Denne Identification lod sig nu ogsaa gjennemføre med en dyb Ironi. Thi det vilde visselig være en 👤Aristophanes værdig Ironi, at opfatte 👤Socrates, Sophisternes arrigste Fjende, ikke som deres Modstander, men som deres Læremester, hvad han jo ogsaa i en vis Betydning var. Og den besynderlige Forvirring, at 177En, der bekjæmper en Retning, selv, netop fordi han til en vis Grad tilhører den, opfattes som dens Repræsentant, skjuler saa megen forsætlig eller uforsætlig Ironi i sig, at man ikke ganske bør tabe den 242af Sigte. Dette maa nu være nok herom. Og det er ogsaa kun forsaavidt, som man anlægger Choret som Maalestok, at 👤Socrates forsvinder 224mellem Sophisterne; naar vi følge den personlige Skildring af ham, som indeholdes i selve Stykket, da træder han marqueret nok frem.

✂ Hvad nu ►Gangen i Stykket angaaer, da lader den sig temmelig kort fremstille, og det saa meget mere i nærværende Undersøgelse, da her kun kan blive Spørgsmaal om at gjengive den, forsaavidt det derved sig aabenbarende Anlæg 146 kaster et Lys over 👤Aristophanes' Opfattelse af 👤Socrates. En skikkelig Landmand, 👤Strepsiades, er ved et ufornuftigt Giftermaal geraadet i Pengeforlegenhed. Hans Søn 👤Pheidippides har ved sit Hesteliebhaberi været saare behjælpelig til at ruinere Faderen. 190 👤Strepsiades, idelig urolig ved Tanken om sin Gjeld, idelig bekymret for at rede sig ud deraf, seer sig forgjæves omkring efter en Udvei, da pludselig Tanken om den nye Viisdom, der begyndte at gjøre sig gjeldende i 📌Athen, og dennes Kraft til at til- og bortdisputere sig Alt, med en overraskende Glæde vækker det Haab i ham, her at finde Frelse. Hans første Hensigt er nu at lade 👤Pheidippides nyde Frugten af denne moderne Lærdom, men da han findes uvillig dertil, beslutter han sig til, selv at begive sig til ►φϱοντιστήϱιον. Han møder En af Disciplene, der da ogsaa bibringer ham de fordeelagtigste Forestillinger om Skolen. Mange sindrige Træk af 👤Socrates, mange skarpsindige Spørgsmaal og Svar bringe ham til som en retskaffen Landmand at studse; dog et Mesterstykke af 👤Socrates, der staaer i et saare nært Forhold til hans egne Ideer, tilintetgjør hans Vaklen, og med utaalmodig Begeistring forlanger han at blive ført til 👤Socrates¹. Efter en foreløbig 147 Prøvelse, 243178hvorved man har 191225søgt at afføre ham den nu aflægs Tankegang, i hvilken 👤Strepsiades hidtil gik og stod (hvilket saa sindrigt betegnes derved, at han maa ►trække ud², idet han skal betræde ►φϱοντιστήϱιον), efter en høitidelig Indvielse, der, forsaavidt den kunde gjøre noget Indtryk paa 👤Strepsiades, nødvendig maatte reent forvirre hans Begreber, faaer han Tilladelse til at betræde ►φϱοντ., og bliver nu anviist samme Vei til Sandhedens Erkjendelse, som 👤Socrates selv har 226fulgt: uden at agte paa Omgivelsen at fordybe sig i sig selv³, hvilket naturligviis for 👤Strepsiades bliver en saare tarvelig Beværtning, og ligesaa lidet mættende som det Maaltid, til hvilket ►Storken indbød Ræven, blev det for denne, der kun blev et fastende Vidne til, hvorledes hans Vært storkeagtigt fordybede sig i den langhalsede 244Flaske. 👤Strepsiades befindes derfor ogsaa snart udygtig til at omkalfatres, hvorpaa han bliver dimitteret. Men derfor har han dog ingenlunde opgivet Haabet om ad denne Vei at opnaae sit Ønske. For beskeden til at troe, at 148 Feilen kunde ligge hos Læreren, søger han denne hos sig selv, og trøster sig derpaa ved Tanken om ►sin haabefulde Søn 👤Pheidippides, der nu endelig, skjøndt lidt betænkelig ved de Viisdomsprøver, 👤Strepsiades aflægger, giver efter for hans Bønner, og lader sig optage i ►φϱοντιστήϱιον. Sønnen lykkes det nu bedre med, og Faderen bringer 👤Socrates Gaver til 179Tak for de store Fremskridt, Sønnen har gjort. Dog, den truende Virkelighed nærmer sig mere og mere, og træder endelig op i to Creditorers alvorlige Skikkelse. Ude af sig selv af 192 Glæde over 👤Pheidippides' dialectiske Magt til at flytte Grændseskjellet⁴, i Tillid til de 245endnu ikke glemte sindrige Spørgsmaal 227og Svar, han selv har lært i ►φϱοντ., vover han at møde disse 149 To, en sørgelig Virkeligheds fatale Repræsentanter. ►👤Pasias og 👤Amynias ere imidlertid for meget Pengemænd til at lade sig afspise ved slig Kløgt, de har endnu saa megen Tillid til Virkeligheden, at de ikke frygte for, at de jo nok, om ikke ad Dialectikens saa dog ad Rettens Vei vil komme til Deres. Kan nu imidlertid 👤Strepsiades et Øieblik overgive sig til Glæden over at være kommen til sit Ønskes Maal, saa har Digteren endnu forbeholdt ham en lille Tilgift, en ganske uventet Overflødighed, der resulterer af de store Fremskridt, 👤Pheidippides har gjort i den socratiske Underviisning. En 193 ganske anden Virkelighed end Termins-Virkeligheden, hvilken imidlertid 👤Strepsiades ikke kan ønske at see rokket, er 👤Pheidippides ogsaa kommen ud over. Den sønlige Ærbødighed for og Lydighed mod Faderen gaaer ved Dialectikens Hjælp samme Vei som Terminen. 👤Strepsiades kan ikke modstaae 180Magten af ►👤Pheidippides' Syllogismer, der, som de i det Foregaaende viste sig som de, der tilintetgjorde Virkeligheden, nu vise sig paa den eftertrykkeligste Maade af Verden som de, der ►ponere en Virkelighed; thi ►Prygl er, som man siger, holdne Vare, og bevise sig selv paa en Maade, der ingen Tvivl lader opkomme. Og som 👤Pheidippides tidligere viste sig samvittighedsløs nok til at understøtte Faderen i ikke at tilbagebetale de laante Penge, saa udvikler han nu en næsten overspændt Samvittighedsfuldhed i at afdrage Noget paa 228den Gjeld, paa ►det Forskud af Prygl, hvormed hans kjærlige Fader havde overvældet ham. For sildig opdager 👤Strepsiades det Fordærvelige i den nye Viisdom, Hævnen er vaagnet, den styrter sig over sit Bytte, der igjen stormer ind paa ►φϱοντιστήϱιον, afbrænder det, og hermed ender Stykket.

✂ Dette er saa kort en Oversigt som mulig over Bygningen af Stykket. Det Comiske ligger aabenbart i det Noget, hvilket 👤Strepsiades attraaer som Speculationens Frugt, det No150get, der efter hans Begreb maa resultere af alle disse Bevægelser. Ligesom nemlig i selve Intelligentsens Sphære de af 👤Socrates 246foretagne Bevægelser vise sig at være uden Betydning, vise sig som de, der ere uformuende til at ponere Noget, saaledes aabenbarer det Samme sig endnu tydeligere i 👤Strepsiades' Verden, der nu engang har faaet den fortvivlede Idee, at der skal i endelig og verdslig Forstand komme Noget ud deraf¹, 247der haaber, forat erindre 194om et 229Stikord fra den nyere 151 Philosophi, 181at tilspeculere sig ►de kantiske 100 Rbd., eller i Mangel deraf at udspeculere sig af sin Gjeld². Ironien ligger i det Noget, han, om ikke umiddelbart saa dog middelbart igjen195nem 👤Pheidippides, tilspeculerer sig: de bevidste Prygl, der, hvor uventede de end ere, dog komme med en Nødvendighed, der er umulig at undflye. 👤Strepsiades kan vel et Øieblik fryde sig over alle disse sindrige Bevægelser, men det, hans ædruelige Sjel attraaer, er »►die Nutzanwendung,« der derfor heller 230ei udebliver, om den end kommer der, hvor han ikke havde søgt den. Men see vi nu efter, hvilket Standpunkt det er, der skinner gjennem denne Parodi, saa kan man dog ikke sige, at det er Subjectivitetens, thi dette giver dog altid Noget, det giver det abstracte Ideelles hele Verden, men det, der betegnes, er et reent negativt Standpunkt, der slet Intet giver. De dybsindige Betragtninger, der anstilles, opløse sig 152 som et Skrald i et Intet, medens det som parodierende Skygge følger med, at 👤Strepsiades vil have Noget, men vel at mærke noget Endeligt, en endelig Fordeel, 182hvilken dette Standpunkt er ligesaa uskikket til at yde, som det aandelige Udbytte, samme gjør Mine til at producere. Naar man derfor antager, at 👤Socrates' hele Virksomhed var ironiserende, saa vil man tillige indsee, at 👤Aristophanes, idet han har villet opfatte den comisk, 248har baaret sig ganske rigtig ad; thi, saasnart Ironi bringes i Forhold til Resultat, viser den sig comisk, om den end i en anden Forstand frigjør Individet fra det Comiske. Den Dialectik, der atter og atter gives Prøver paa, er heller ei en egentlig philosophisk Dialectik, ikke en saadan Dialectik som den, der ifølge vort Foregaaende er 👤Plato eiendommelig, men en blot negativ Dialectik. Dersom nu 👤Socrates havde havt hin platoniske subjective Dialectik, saa vilde det jo have været aldeles usandt af 👤Aristophanes, ikke comiskt om end løierligt nok, at opfatte ham paa denne Maade (thi det Comiske maa naturligviis ogsaa have en Sandhed), hvorimod, hvis 👤Socrates' Dialectik har været deels bevæbnet med Sophismer og polemisk rettet mod Sophi196sterne, deels negativt stilet mod Ideen, da er 👤Aristophanes' Opfattelse rigtig netop som comisk. Det Samme gjelder naturligviis ogsaa om Chorets Symbol, Skyer. Havde det været det Subjectives ideelle Rigdom, de skulde betegne, da var det usandt, uagtet 👤Aristophanes' Opfattelse er comisk, at lade Individet forholde sig saa letfærdig dertil, som 👤Aristophanes gjør, men Ironikeren tager sig det aabenbart saare let endog med Ideen, han er i høieste Grad fri derunder, fordi det Absolute er ham Intet.

✂ Gaae vi nu over til at betragte det andet Moment i Stykket, Personerne og, hvad vi nærmest have med at gjøre, 👤Socrates' Person, saa viser det sig strax, at 👤Aristophanes ikke har identificeret ham med Sophisterne, ikke blot der153ved, at han har tegnet 👤Socrates saa kjendelig ved en Mangfoldighed af Smaatræk (dette er det, som ►👤Rötscher isærdeleshed udhæver), men ogsaa og 231fornemlig derved, at hans Standpunkt er skildret som et fuldkomment Isolations-Standpunkt. Det er nu visselig ogsaa ganske rigtigt. Thi vel har 👤Socrates i Stykket, som 👤Socrates i Livet havde det, Disciple, men disse staae ikke i noget Forhold til ham, eller rettere sagt, han staaer ikke i noget Forhold til dem¹, han giver sig ikke hen til dem, men han er bestandig, 249i Analogi med hans ►tidligere beskrevne Forhold til 👤Alcibiades, frit svævende over dem, gaadefuldt tiltrækkende og frastødende. Betydningen af hans Fordyben i sig selv bliver dem altid uforklarlig; 183thi de Spidsfindigheder, der gjøre et Forsøg paa at forraade Noget herom, staae i intet Forhold til denne. 👤Aristophanes har nu sammenfattet Alt, hvad der tilhørte forskjellige Tidsmomenter af 👤Socrates' Liv, og saaledes komme da ogsaa ►de anaxagoriske Naturspeculationer, med hvilke 👤Socrates ►efter 📖 Phædon en tidlang havde beskjæftiget sig, men senere opgivet, til at spille en Rolle. En Mængde Scener², 197 der blot indeholde taabelige Spidsfindigheder eller lavcomiske Taskenspillerkunster og det til slige Konster hørende Praleri, kort sagt, en Mængde af, hvad man med et fælleds Navn kunde betegne som Spas, forbigaaer jeg, forsaavidt der i dem intet Spor findes af Ideen. De atheistiske Naturbetragtninger, der ofte nok frembringe en høist comisk Virkning ved deres 154 Modsætning til 👤Strepsiades' temmelig naive Folketro³, vil senere faae en Slags Betydning. Det som derimod bliver af størst Vigtighed, er deels Opfattelsen af 👤Socrates som en Personlighed, deels Betegnelsen af det, der bliver Hovedsagen i hans Underviisning, det Dialectiske, og endelig Skildringen af hans Standpunkt.

✂ 232Hvad nu det Første angaaer, saa ligger allerede heri et Beviis for, at 👤Aristophanes ikke har identificeret 👤Socrates med Sophisterne; thi Sophisteriet er den selviske Tankes tøilesløse og vilde Springen omkring, Sophisten er dens stakaandede Præst. Og ligesom den evige Tanke i Sophisteriet opløser sig i en Uendelighed af Tanker, saaledes anskueliggjøres denne 250Myldren af Tanker i et dertil svarende Mylder af Sophister¹. Med andre Ord, der er ingen Nødvendighed 184for at tænke en Sophist som een, hvorimod en Ironiker altid er een, fordi Sophisten falder ind under Begrebet af Art, Slægt o. s. v., Ironikeren derimod under 198 Bestemmelse af Personlighed. Sophisten er altid i travl Virksomhed, han griber altid efter Noget, der ligger foran ham; hvorimod Ironikeren i ethvert enkelt Moment fører det tilbage i sig selv; men denne Tilbage155føren og derved bevirkede Tilbagestrømmen er netop en Personligheds Bestemmelse. ►Sophismet er derfor et tjenende Element i Ironien; og hvad enten Ironikeren ved Sophismet frigjør sig selv, eller han fravrister Andre Noget, saa optager han dog begge Momenter i Bevidstheden ɔ: han nyder. Men Nydelse er netop en Personlighedens Bestemmelse, om end Ironikerens Nydelse er den abstracteste af Alle, den indholdsløseste, det blotte Contur-Omrids, den svageste Antydning af den Nydelse, der eier det absolute Indhold ɔ: Salighed. Medens derfor Sophisten løber omkring som en travl Forretningsmand, gaaer Ironikeren stolt og indesluttet i sig selv – nydende. Det er ogsaa antydet af 👤Aristophanes; thi idet han lader Choret fortælle, at 👤Socrates er Gjenstand for dets særlige Opmærksomhed, lader han dette tillige adskille 👤Socrates fra en anden udkaaren Yndling, ►👤Prodikos. Choret gjør nu den Forskjel: det føier sig efter 👤Prodikos for hans Viisdoms og Indsigts Skyld, efter 👤Socrates derimod, »►fordi han bryster sig paa Gaderne, kaster Øinene til Siden, og døier barbenet meget Ondt, 233og kaster 251et fornemt Blik til os«². At han nu hos 👤Aristophanes bliver en comisk Personlighed, det er ganske i sin Orden, men han mangler dog heller ikke ►det Plastiske, der er eiendommeligt for en Personlighed, den Fuldendthed i sig selv, der derfor heller ingen Omgivelse behøver, men er en for Øiet fremstillet Monolog. At det nu ikke er en tilfældig Virkelighed, 👤Aristophanes har villet 156 fremstille, ikke 👤Socrates' storslaaede Legeme, ikke de berømte store Fødder, som 👤Socrates selv fandt med en sjelden Forkjærlighed af Naturen at være ham indrømmede, fordi de vare saa 199 ypperlige at staae paa, ikke de dybtliggende Øine, med hvilke, som han selv bemærker, han saa ypperlig kunde skue omkring sig, ikke det uheldige Udvortes, med hvilket Naturen saa ironisk havde udstyret ham, 185og ►som 👤Socrates selv igjen opfattede med saa megen Ironi; men at 👤Aristophanes i disse Ord af Choret har villet antyde en Idee, det føler vist Enhver. Men en saadan fremtrædende Personlighed er heller ingen Betegnelse for en endog blot subjectiv Speculation, hvor netop, idet det empiriske Jeg forsvinder, og det rene Jegs ideelle Bestemmelser udfolde sig, Individet til en vis Grad forsvinder. Ironikeren derimod er en Propheti om eller en ►Abbreviatur af en fuldstændig Personlighed.

✂ Hvad dernæst den socratiske Dialectik angaaer, saaledes som den skildres i Stykket, da maa man erindre, at her naturligviis kun kan være Tale om den, forsaavidt den reent intelligent lader sig opfatte, hvorimod vi slet Intet have at gjøre med den hele umoralske Færd, hvori en saadan Dialectik i en fordærvet Villies Tjeneste kan blive virksom Medvider. Det maa 👤Aristophanes 252ogsaa til en vis Grad være bleven sig bevidst, og hvis det ikke er 234Tilfældet, da indseer jeg virkelig ikke, hvorledes man vil frelse 👤Aristophanes fra den gamle Beskyldning at have bagvadsket 👤Socrates. Thi, om end 👤Socrates nok saa meget og med nok saa megen Ret blev af 👤Aristophanes opfattet som en Repræsentant for et Princip, der truede ►den gamle Græcitet med Undergang, saa vilde det dog altid blive en Uretfærdighed at sigte 👤Socrates for at fordærve Ungdommens Sæder, at indføre en Udsvævelse og Letfærdighed, som nødvendig baade den gamle og ►den nye Græcitet maatte afskye, 157 det vilde blive en Uretfærdighed, ikke blot fordi 👤Socrates havde faaet Hævd paa at være den meest retskafne Mand i Grækenland, men fornemlig fordi 👤Socrates' Standpunkt udentvivl i den Grad har været abstract intelligent (Noget, der allerede tilstrækkelig viser sig i den bekjendte Opfattelse af Synd som Uvidenhed), at jeg troer, at det vilde være rigtigere med Hensyn til Opfattelsen, om man renoncerede lidt paa al den ►Bombast om hans Dyd og ædle Hjerte, men tillige ogsaa saae hans Liv indifferent mod alle Sigtelser for Sædernes Fordærvelse. ►👤Rötscher kan nu saa meget han vil udhæve den Alvor, hvormed 👤Aristophanes i Skyerne har omfattet sin Opgave, dermed er 👤Aristophanes ikke retfærdiggjort, uden forsaavidt man vilde udhæve det Comiske, der ligger i, at 👤Aristophanes blev saa alvorlig over Noget, der først ved en senere Forkeerthed kunde 200 blive saa fordærveligt, som det blev. En saadan intelligent Neutralitet synes ogsaa 👤Aristophanes at tillægge 👤Socrates, derved, at han, da 👤Pheidippides skal indvies i den socratiske Underviisning, lader ►Redelighed 186og Uredelighed optræde som to Magter ligeoverfor hinanden, lader 👤Socrates staae udenfor dem begge som den ►indifferente Mulighed. Den Dialectik her nu skildres, er aabenbart en ørkesløs Løsgænger, der snart med stor Grundighed udforsker de ►inepteste Ting og offrer sin Tid og sin Kraft paa de taabeligste Ordkløverier (►λόγων ἀϰϱιβῶν σχινδαλάμους V. 130), ja stundom bliver i den Grad stillestaaende og dorsk, at den mere antager Skikkelse af en sindrig Gjætten-Gaader 253eller en vis experimenterende Kløgt, der pleier at være Gjenstand for uvirksomme og tomme Hoveders fade Beundring, ja endog med et vist sygeligt Alvor fortaber sig i slige ►Futiliteter, hvorfor Prædicatet ►μεϱιμνοφϱοντισταὶ (V. 101) bruges om hele Skolen, snart vil gribe noget meget Stort og Betydningsfuldt, men dog, netop i det Øieblik dette viser sig, 158 springer af derfra igjen¹. 235Imellem disse Yderpunkter ligger den dialectiske Virksomhed, hvis Gyldighed realiserer sig i at dele. Medens nemlig den egentlige philosophiske, den speculative Dialectik er forenende, er den negative Dialectik, idet den giver Afkald paa Ideen, en Mægler, der bestandig gjør Omsætninger i en lavere Sphære, det er, den er adskillen201de². Den forudsætter derfor hos Lærlingen 236kun to Egenskaber, 187dem 👤Socrates 254ogsaa erkyndiger sig,³ om 👤Strepsiades er i Besiddelse af, Hukommelse og naturligt Anlæg til at tale⁴. 👤Strep159siades' ►Svar paa det første Spørgsmaal, at han paa en dobbelt Maade besidder Hukommelse, naar Nogen nemlig skylder ham Noget, da har han en særdeles god Hukommelse, men naar han selv skylder Nogen Noget, da er han meget glemsom, indeholder virkelig en meget træffende billedlig Betegnelse af denne Art af Dialectik. Men denne Dialectik har naturligviis tillige intet Indhold, og dette er storartet betegnet ved, at ►👤Socrates indskjærper 👤Strepsiades, at han istedetfor at troe paa Guder, blot skal troe paa det store tomme Luftrum og Tungen, hvilket Forhold ganske ypperligt betegner den larmende Snak, der dog intetsteds har hjemme, og erindrer mig om et Udtryk af ►👤Grimm i hans irische Elfenmährchen, hvor han taler om Folk, der have et tomt Hoved og en Tunge ligesom Tungen i en Kirkeklokke.

✂ Hvad nu endelig 👤Socrates' Standpunkt angaaer, da har 👤Aristophanes meget rigtigt opfattet dets særegne Vanskelighed. Han har ladet os indsee, med hvor meget Eftertryk 👤Socrates har kunnet sige: ►δός μοι ποῦ στῶ. Han har derfor anviist 👤Socrates Plads i ►φϱοντ. i en Hængekurv 202 (►ϰϱεμάϑϱα V. 218), til ikke liden Forundring for 👤Strepsiades. Hvad enten han nemlig hænger i en Kurv under Loftet, eller han ►omphalopsychitisk stirrer ind i sig selv og derved til en vis Grad frigjør sig fra den jordiske Tyngde, saa svæver han i begge Tilfælde. Men netop denne Svæven er yderst betegnende, det er den ►attenterede Himmelfart, som først fuldbyrder sig, idet det Ideelles hele Region gaaer op, idet denne Stirren ind i sig selv lader Jeget udvide sig til det universelle Jeg, den rene Tanke med dens Indhold. Ironikeren er vel lettere end Verden, men paa den anden Side hører han endnu Verden til, 237han 255svæver som ►👤Muhameds Ligkiste mellem to Magneter. Dersom nu 👤Socrates' Standpunkt havde været Subjectivitetens, Inderlighedens, saa vilde det være ogsaa comisk urigtigt at opfatte ham saaledes, som 👤Aristophanes gjør det; thi vel er 160 Subjectiviteten i Forhold til ►den gamle Græcitets Substantialitet svævende, men den er uendeligt svævende, og det vilde have været comisk rigtigere at fremstille 👤Socrates uendeligt forsvindende, og 188fremhævet det Comiske i, at 👤Strepsiades slet ikke kunde faae Øie paa ham, end at fremstille ham hængende i en Kurv, thi Kurven er ligesom det Underlag af empirisk Virkelighed, som Ironikeren behøver, hvorimod Subjectiviteten i sin Uendelighed ►graviterer til sig selv ɔ: er uendeligt svævende.

✂ Sammenfatter jeg nu, hvad her er bleven udviklet om 👤Aristophanes' Skyer, saa troer jeg, at, idet man giver ►👤Rötscher Ret i at betegne 👤Socrates' Standpunkt som Subjectivitetens, man vil finde 👤Aristophanes' Opfattelse mere comisk sand og altsaa mere retfærdig¹, ligesom ogsaa see sig 203 istand til at fjerne en Deel af de Vanskeligheder, der ellers vil blive i dette aristophaniske Stykke, hvis man nærmere bestemmer dette Standpunkt som Ironiens ɔ: ikke lader Subjectiviteten ►udvælde i sin Rigdom, men førend dette skeer lader den egoistisk afslutte sig i Ironi.