Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

↩ Vi maae foreløbig erindre om, at 👤Xenophon havde en Hensigt (og allerede det er en Mangel eller en besværlig Overflødighed¹), den nemlig, at vise, hvilken himmelraabende Uretfærdighed det var af Athenienserne at dømme 👤Socrates fra Livet. Dette er nu ogsaa i besynderlig 11 Grad lykkedes 👤Xenophon, saa at man snarere skulde troe, at det var 👤Xenophons Hensigt at bevise, at det var en Taabelighed eller en Feiltagelse af Athenienserne at fordømme 👤Socrates; thi 👤Xenophon forsvarer ham paa en Maade, hvorved 👤Socrates gjøres ikke blot uskyldig, men aldeles ufarlig, saa man falder i den dybeste Forundring over, 121hvilken Dæmon der maa have forhexet Athenienserne i den Grad, at de har kunnet 112see Mere i ham end i hvilkensomhelst anden godmodig, snaksom og snurrig ►Patron, der hverken gjør Ondt eller Godt og ikke staaer noget Menneske i Veien, og mener det saa inderlig vel med den hele 78 Verden, naar den blot vil høre paa hans ►Slaabrokspassiar. Og hvilken ►harmonia præstabilita i Galskab, hvilken høiere Eenhed i Vanvid hører der dog ikke til, at 👤Plato og Athenienserne forene sig om at ihjelslaae og udødeliggjøre en saadan skikkelig Spidsborger? Det vilde jo være en Ironi over Verden uden Lige. Som det undertiden gaaer i en Disput, hvor netop Stridspunktet, ved at bringes paa en vis Spidse, begynder at interessere, at en tjenstvillig Trediemand nu godhedsfuldt paatager sig, for at forsone de stridende Magter, at føre hele Sagen tilbage paa en Trivialitet, saaledes maae omtrent 👤Plato og Athenienserne være blevne tilmode ved 👤Xenophons ►ireniske Indlæg. 👤Xenophon har virkelig, ved at bortskjære alt det Farlige fra 👤Socrates, tilsidst reduceret ham aldeles ►in absurdum, formodentlig til Vederlag for, at 👤Socrates saa tidt gjorde det ved Andre.