Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Om Begrebet Ironi

Kierkegaard, Søren Om Begrebet Ironi

Søren Kierkegaards Skrifter

↩

► 👤Xenophon

✂ Vi maae foreløbig erindre om, at 👤Xenophon havde en Hensigt (og allerede det er en Mangel eller en besværlig Overflødighed1), den nemlig, at vise, hvilken himmelraabende Uretfærdighed det var af Athenienserne at dømme 👤Socrates fra Livet. Dette er nu ogsaa i besynderlig Grad lykkedes 👤Xenophon, saa at man snarere skulde troe, at det var 👤Xenophons Hensigt at bevise, at det var en Taabelighed eller en Feiltagelse af Athenienserne at fordømme 👤Socrates; thi 👤Xenophon forsvarer ham paa en Maade, hvorved 👤Socrates gjøres ikke blot uskyldig, men aldeles ufarlig, saa man falder i den dybeste Forundring over, hvilken Dæmon der maa have forhexet Athenienserne i den Grad, at de har kunnet see Mere i ham end i hvilkensomhelst anden godmodig, snaksom og snurrig ►Patron, der hverken gjør Ondt eller Godt og ikke staaer noget Menneske i Veien, og mener det saa inderlig vel med den hele Verden, naar den blot vil høre paa hans ►Slaabrokspassiar. Og hvilken ►harmonia præstabilita i Galskab, hvilken høiere Eenhed i Vanvid hører der dog ikke til, at 👤Plato og Athenienserne forene sig om at ihjelslaae og udødeliggjøre en saadan skikkelig Spidsborger? Det vilde jo være en Ironi over Verden uden Lige. Som det undertiden gaaer i en Disput, hvor netop Stridspunktet, ved at bringes paa en vis Spidse, begynder at interessere, at en tjenstvillig Trediemand nu godhedsfuldt paatager sig, for at forsone de stridende Magter, at føre hele Sagen tilbage paa en Trivialitet, saaledes maae omtrent 👤Plato og Athenienserne være blevne tilmode ved 👤Xenophons ►ireniske Indlæg. 👤Xenophon har virkelig, ved at bortskjære alt det Farlige fra 👤Socrates, tilsidst reduceret ham aldeles ►in absurdum, formodentlig til Vederlag for, at 👤Socrates saa tidt gjorde det ved Andre.

  1. 👤Xenophon har havt saa megen Mistillid baade til 👤Socrates og til Sandheden overhovedet, at han ikke har turdet lade 👤Socrates gaae paa egen Haand, og derfor bestandig er ►tilrede med at indskjærpe, hvor ubilligt, hvor uretfærdigt det var af Athenienserne, hvor ganske anderledes det forekom ham. (tilbage)

✂ Hvad der nu endmere gjør det vanskeligt, at faae en klar Forestilling om 👤Socrates' Personlighed gjennem 👤Xenophons Fremstilling, det er den totale Mangel paa Situation. Den Basis, paa hvilken den enkelte Samtale bevæger sig, er ligesaa usynlig og overfladisk som en ret Linie, ligesaa monoton, som den Grund, Børn og ►Nürnbergere i Almindelighed anlægge for deres Malerier, er eensfarvet. Og dog var den af stor Vigtighed med Hensyn til 👤Socrates' Personlighed, der netop maa have ladet sig ahne i en hemmelighedsfuld Nærværelse i og en mystisk Svæven over det yppige atheniensiske Livs brogede Mangfoldighed, der netop maa have ladet sig forklare gjennem en ►Duplicitet af Existents, omtrent som Flyvefiskens i Forhold til Fiske og Fugle. Og denne Fremhæven af Situation var netop vigtig for at vise, at det for 👤Socrates Centrale ikke var et fixt Punkt, men et ►ubique et nusquam; for at fremhæve den socratiske Sensibilitet, der ved den fineste og svageste Berøring strax mærkede Ideens Tilstedeværelse, strax fornam den i Alt værende corresponderende Electricitet; for at anskueliggjøre den ægte socratiske Methode, der ikke fandt noget Phænomen for ringe til begyndende herfra at arbeide sig op i selve Tænkningens Sphære. Denne socratiske Mulighed af at begynde, hvor det skulde være, virkeliggjort i Livet, skjøndt den vel som oftest vilde være bleven ubemærket af Mængden, for hvem det altid bliver en Gaade, hvorledes de ere ⓘ komne ind i den eller den Gjenstand, fordi deres Undersøgelser som oftest ende og begynde i et ►stagneret1 Gadekjær, – dette sikkre socratiske ►Perspectiv, for hvilket ingen Gjenstand var saa compakt, at han jo øieblikkelig skuede Ideen1 deri, og det ikke famlende, men med umiddelbar Sikkerhed, og dog i sig selv tillige havde det prøvede Blik for ►Perspektivets tilsyneladende Forkortelser, og saaledes ikke ved en ►Subreption trak Gjenstanden til sig, men blot beholdt den samme endelige Udsigt, medens den derunder for Tilhøreren og Tilskueren Skridt for Skridt dukkede frem, – denne socratiske Tarvelighed, der dannede en saa skjærende Modsætning til Sophisternes indholdsløse Larmen og umættende Svælgen, alt dette var det, man maatte have ønsket, at 👤Xenophon havde ladet os fornemme. Og hvilket Liv vilde derved ikke være kommet i Fremstillingen, naar man midt under Haandværkernes travle Arbeiden, under Pakæslernes Skryden, havde skuet det guddommelige Islæt, hvormed 👤Socrates gjennemvirkede Existentsen; naar man midt under den støiende Larm paa Torvet havde hørt den guddommelige Grundaccord, der gjennemlød Tilværelsen, idet hver enkelt Ting var for 👤Socrates en billedlig og ikke uheldig Betegnelse af Ideen, hvilken interessant Conflict mellem det jordiske Livs meest dagligdags Udtryks-Former og ►👤Sokrates, der, som det syntes, sagde netop det Samme. Denne Situationens Betydning mangler derfor heller ikke hos 👤Plato, kun er den reen digterisk, og viser saaledes netop dens egen Gyldighed og Manglen hos 👤Xenophon.

  1. For 👤Socrates var der intet i den Forstand Staaende; med Hensyn til hans Anskuelse af Erkjendelsen gjælder det om samme, ►hvad vi i Evangeliet læse om Vandet i den Dam ►Bethesda, at det kun var helbredende, naar det rørtes. (tilbage)
  2. Naar jeg her opfatter 👤Socrates' Anskuelse af Ideens Forhold til Phænomenet som et positivt, og derved skulde forekomme den opmærksomme Læser at gjøre mig skyldig i en Selv-Modsigelse, med Hensyn til min senere Opfattelse at dette Forhold efter socratisk Betragtning, skal jeg blot tillade mig et Par Bemærkninger. For det Første er det grundet i 👤Socrates' Polemik mod Sophisterne, der slet ikke kunde komme ud af det med Virkeligheden, hvis Speculation tilsidst blev saa høitflyvende, hvis Veltalenhed blev saa udspilet, at de tilsidst slet Intet kunde sige for lutter Ideer. I Modsætning hertil dvælede 👤Socrates nu altid ved de laveste Forhold i Livet, ►ved Spise og Drikke, ►ved Skomagere, Feldberedere, ved Hyrder og Pakæsler, og ved at tvinge dem ned i denne Sphære nødsagede han dem til at anerkjende det Forskruede i dem selv. Men for det Andet var dog Existentsen selv ham bestandig kun Billede, ikke Moment i Ideen, og dette viser hans Idee som abstrakt, hvilket endnu bestyrkes mere derved, at han ingen qvalitative Bestemmelser havde med Hensyn til Phænomenets Forhold til Ideen, det Ene var ham ligesaa godt som det Andet, fordi Alt var Billede og kun Billede, ligesom man jo ogsaa maa ansee det for et Tegn paa, at man kun har Ideen i dens Abstraction, naar man finder, at Gud er ligesaa kjendelig tilstede i et Halmstraa som i Verdenshistorien, da det dog væsentlig løber ud paa, at han intetsteds er realt tilstede, og endelig var den Idee, 👤Socrates havde, bestandig den dialectiske, den logiske Idee; herom mere siden. (tilbage)

✂ Men som 👤Xenophon paa den ene Side mangler Øie for Situation, saa mangler han paa den anden Side Gehør for Replik. Ikke som om de Spørgsmaal, 👤Socrates gjør, og de Svar, han giver, ikke vare rigtige, tvertimod de ere altfor rigtige, altfor seiglivede, altfor kjedelige1. Hos 👤Socrates var nu Repliken ikke den umiddelbare Eenhed med det Sagte, den var ikke en Udstrømmen, men en bestandig Tilbagestrømmen, og det, man savner hos 👤Xenophon, er Gehøret for Replikens i Personligheden uendeligt gjenlydende baglænds Echo (thi ellers er Repliken Tankens Forplantelse gjennem Lyden forlænds). Jo meer nu 👤Socrates havde undermineret Existentsen, jo dybere og nødvendigere maatte hver enkelt Yttring ►gravitere mod den ironiske Totalitet, der som aandelig Tilstand var uendelig bundløs, usynlig, udelelig. Denne Hemmelighed har nu 👤Xenophon slet ikke ahnet. Man tillade mig ved et Billede at anskueliggjøre hvad jeg mener. Der existerer et ►Stykke, som forestiller 👤Napoleons Grav. To store Træer overskygge den. Videre er der ikke at see paa Stykket, og den umiddelbare Iagttager seer ikke Andet. Imellem de to Træer er der et tomt Rum; idet Øiet følger langs med dets Contur-Omrids, fremtræder pludselig af dette Intet 👤Napoleon selv, og nu er det umuligt at lade ham forsvinde igjen. Det Øie, der engang har seet ham, seer ham nu med en næsten ængstende Nødvendighed altid. Saaledes ogsaa med 👤Socrates' Repliker. Man hører hans Taler, ligesom man seer Træerne, hans Ord betyde det, de lyde paa, ligesom Træerne ere Træer, der er ikke en eneste Stavelse, der giver et Vink om en anden Fortolkning, ligesom der ikke er en eneste Streg, der antyder 👤Napoleon, og dog, dette tomme Rum, dette Intet er det, der gjemmer det Vigtigste. Som vi i Naturen finde Exempler paa Steder, der ere saa besynderlig construerede, at de, der staae nærmest, ikke kan høre den Talende, men kun de, der staae paa et bestemt Punkt, ofte i lang Afstand; saaledes ogsaa med 👤Socrates' Repliker, naar vi blot erindre, at at høre her er identisk med at forstaae, og ikke at høre med at misforstaae. Det er disse to Hovedmangler, jeg foreløbig maa udhæve hos 👤Xenophon, og dog er Situation og Replik den ►Complexus, der udgjør Personlighedens ►Ganglie- og Cerebral-System.

  1. Dersom derfor 👤Xenophons Opfattelse af 👤Socrates er rigtig, saa troer jeg, at man i det forfinede, ►nyfigne 📌Athen snarere har villet havt 👤Socrates af Dage, fordi han kjedede dem, end fordi de frygtede ham, og man vil dog vist indrømme mig, at det, at 👤Socrates kjedede dem, var en ligesaa gyldig Grund til at henrette ham, som ►👤Aristides' Retfærdighed var en gyldig Grund for Athenienserne til at vise ham i Landflygtighed. (tilbage)

✂ Vi gaae over til den Samling af Betragtninger, som findes hos 👤Xenophon tillagte 👤Socrates. Disse Betragtninger ere nu i Almindelighed saa lavstammede og forkrøblede, at det ikke er vanskeligt men for Øiet sløvende at overskue den hele Mængde. Kun sjelden hæver Betragtningen sig til en poetisk eller philosophisk Tanke, og trods det skjønne Sprog er Udviklingen ganske i samme Smag, som enten ►vort Folkeblads Grundigheder eller en naturbeundrende Seminarists himmelske Degneskrig1.

  1. Kun sjelden hører man midt i denne ►vanslægtede Prosa en Bemærkning, der endnu har Noget tilbage af sin himmelske Oprindelse, skjøndt altid med en forstyrrende Tilsætning. Som Exempel vil jeg for 👤Xenophons Skyld anføre ►📖 Mem. I, 1, 8. Han taler om de Ting, som den menneskelige Kløgt selv kan udføre, og føier da til: ►τὰ δὲ μέγιστα τῶν ἐν τούτοις ἔφη τοὺς ϑεοὺς ἑαυτοῖς ϰαταλείπεσϑαι· oὔτε γάϱ τοι τῷ ϰαλῶς ἀγϱὸν φυτευσαμένῳ δῆλον ὅστις ϰαϱπώσεται ϰτλ. Socratisk er nu heri det Modsætningsforhold, der antydes mellem Menneskenes travle Virksomhed, og hvad der udrettes endog indenfor de Grændser, der betegne den menneskelige Virksomheds Territo rium; socratisk er det først at skildre det Gebeet, der er utilgjængeligt for den menneskelige Viden (ⓘ ►§ 6: ►πεϱὶ δὲ τῶν ἀδήλων ὅπως ἀποβήσοιτο, μαντευσομένους ἔπεμπεν, εἰ ποιητέα), derpaa at antyde, hvad dog Menneskene selv formaae at udrette, og naar nu Sindet er ►gaaet til Ankers ved denne Tryghed, da pludselig at ►skrække det op ved at vise, at de dog igjen ei heller her formaae Noget, ved ligesom at optøe den Iis, hvori de vare indefrosne og ⓘ komne til Ro som paa det faste Land, og lade dem atter drive for Strømmen. Kun maatte vi ikke savne Ironien; thi den er det netop, der fravrister dem det Sidste; men hos 👤Xenophon mangler den; thi denne Betragtning indledes med de Ord: ►τὰ δὲ μέγιστα (socratisk vilde det naturligviis have lydt: den lille Vanskelighed, der bliver tilbage o. s. v.). Paa den anden Side maatte vi heller ei savne den Mulighed af, den Disposition til og Truen med en dogmatisk Anskuelse, som maa have været 👤Socrates eiendommelig. For at begrunde den Bemærkning, at Guderne havde netop i de endelige Ting forbeholdt sig det Største, viser 👤Socrates, at Ingen kjender sin tilkommende Skjæbne, og at altsaa denne Uvidenhed er et Skjær, hvorpaa enhver kløgtig ►Assureren kan strande. Snarere maatte man have ventet, at 👤Socrates vilde have udhævet, netop idet han gjør tilsyneladende Menneskene til selvvirksomme, at de ikke engang vare ►Guddommens Medarbeidere, at deres hele travle Virksomhed var et Intet eller en blot Modtagen, saa at om de end gravede ►med Dunkraft istedetfor Haandkraft og pløiede favnedybe Furer, de dog ikke fandt Frugtbarhed i Jorden, naar Guddommen ikke vilde det. Thi den Uvidenhed om sin endelige Skjæbne, som 👤Socrates her udhæver som Menneskeslægtens fælleds Lod, var vel aldrig Menneskene ubekjendt, hvorimod den totale Uformuenhed, der paa Gjerningens Gebeet er den egentlige Analogi til den totale Uvidenhed i Erkjendelsen, altid behøvede en 👤Socrates' Indskjærpelser. – Man kunde nu vel indvende mig, at der paa det omtalte Sted netop er Tale om Udfaldet, om den i Gudernes hemmelige Raad skjulte Mulighed, at Modsætningen er imellem det, der slet ikke kan være Gjenstand for nogen Beregning, og det, som ved første Øiekast synes med al Sikkerhed at lade sig beregne. Men at Ironien i ethvert Fald mangler der, vil vist Enhver indrømme, som og at det, udført som ►nys antydet, vilde give langt mere socratisk Indblik i Menneskets Natur og Væsen, idet 👤Socrates da ikke bragte Mennesket i Collision med Tilfældighed, men med Nødvendighed. Det var jo muligt, at Hagel kunde nedslaae Landmandens Afgrøde; men at der ingen Spirekraft skulde være i Jorden, naar Guddommen ikke vilde det, tiltrods for alle menneskelige Operationer, det er dog en langt dybere Negation. Det ene er en Opfattelse af Muligheden som Mulighed, det andet et Forsøg paa at lade endog Virkeligheden vise sig som en hypothetisk Mulighed. – Vi ville tage et andet Exempel, hvor 👤Socrates endog i 👤Xenophons Fremstilling synes at nærme sig Ironien, ►📖 Mem. I, 2, den bekjendte Samtale med 👤Kritias og 👤Charikles. Men 👤Socrates bevæger sig her mere paa Sophistikens Gebeet (►§ 36 ►μηδ' ἀποϰϱίνωμαι οὖν, ἔφη, ἄν τίς με ἐϱωτᾷ νέος, ἐὰν εἰδῶ, οἷον, ποῦ οἰϰεῖ χαϱιϰλῆς; ἢ, ποῦ ἐστι Κϱιτίας); og er altsaa kun forsaavidt ironisk, som Sophistik vel kan nærme sig dertil, men er dog qvalitativt forskjellig fra Ironien. Herom mere siden. Og besynderligt nok, 👤Charikles er virkelig vittigere end 👤Socrates, idetmindste overbyder det bekjendte Svar ham langt: ►φυλάττου, ὅπως μὴ ϰαὶ σὺ ἐλάττους τὰς βοῦς ποιέσῃς. – Jeg har lidt vidtløftigere udviklet disse to Exempler for at vise, at endog da, naar det hos 👤Xenophon streifer nærmest over paa en Opfattelse af 👤Sokrates, faaer man dog ingenlunde ►det Bifrontiske i ham, men blot et Noget, som hverken er det Ene eller det Andet. (tilbage)

✂ Idet vi nu gaae over til de af 👤Xenophon opbevarede socratiske Betragtninger, ville vi, uagtet de ofte synes blot at være sammenbragte Børn, dog stræbe at forfølge den mulige Familie-Lighed.

✂ Vi haabe, at Læserne vil give os Ret i den Bemærkning, at den empiriske Bestemmelse er Mangekanten, at Anskuelsen er Cirklen, og at der forbliver i al Evighed en qvalitativ Forskjel imellem dem. Hos 👤Xenophon ►stripper nu den omføitende Betragtning altid i Mangekanten, bedrager vel ofte sig selv, idet den, naar den har et langt Stykke liggende for sig, troer at have ►den sande Uendelighed og derfor, ligesom et Insekt, der kryber langs en ►Polygon, falder ned, idet det, der viste sig som en Uendelighed, kun var en Vinkel.

✂ Hos 👤Xenophon er det Nyttige et af Udgangs-Punkterne for den socratiske Underviisning. Men det Nyttige er netop den Mangekant, der svarer til det Godes af sig selv udgaaende og til sig selv tilbagevendende, mod ingen af sine egne Momenter ligegyldige, men i dem alle og heel i dem alle og heel i hver især sig rørende, indre Uendelighed. Det Nyttige har nu en uendelig Dialectik, og tillige en uendelig slet Dialectik. Det Nyttige er nemlig det Godes udvortes Dialectik, dets Negation, der løsrevet som saadant blot bliver et Skyggernes Rige, hvor Intet bestaaer, men Alt form- og gestaltløs fortætter og forflygtiger sig, alt i Forhold til Betragterens ustadige og overfladiske Blik, hvor hver enkelt Existents kun er en uendelig delelig Brøks-Existents i en evindelig Calculation. (Det Nyttige ►medierer sig selv Alt endog det Unyttige, da der, ligesom Intet er absolut nyttigt, heller ei kan være Noget absolut unyttigt, da den absolute Nytte blot er et flygtigt Moment i Livets ustadige Vexel). Denne almindelige Anskuelse af det Nyttige findes udviklet i ►Samtalen med 👤Aristipp, 📖 Mem. III, 8. Medens det hos 👤Plato netop er 👤Socrates, der bestandig fører Sagen ud af den tilfældige Concretion, hvori hans Omgivelser see den, og leder den hen til det Abstracte, er det hos 👤Xenophon netop 👤Socrates, der tilintetgjør de vistnok svage Forsøg af 👤Aristipp paa at nærme sig Ideen. Jeg behøver ikke videre at udvikle denne Samtale, thi 👤Socrates' første Attitude viser paa eengang den øvede Fægter og Loven for hele Undersøgelsen. Paa 👤Aristipps Spørgsmaal om han vidste noget Godt, svarer han ►§ 3: ►ἆϱά γε, ἔφη, ἐϱωτᾷς με, εἴ τι οἶδα πυϱετοῦ ἀγαϑόν; hvorved jo strax ►det discursive Raisonnement er antydet. Ad denne Vei gaaer nu ogsaa hele Samtalen med en Urokkelighed, der ikke gaaer af Veien for den tilsyneladende Paradox ►§ 6: ►ἆϱ' οὖν, ἔφη, ϰαὶ ϰόφινος ϰοπϱοφόϱος ϰαλόν ἐστιν; Νὴ Δί', ἔφη, ϰαὶ χϱυσῆ γε ἀσπὶς αἰσχϱόν, ἐὰν πϱὸς τὰ ἑαυτῶν ἔϱγα ὁ μὲν ϰαλῶς πεποιημένος ᾖ, ἡ δὲ ϰαϰῶς. Skjøndt jeg kun har anført denne Samtale som et Exempel, og forsaavidt væsentlig maa henholde mig til det Total-Indtryk, der er Livskraften i Exemplet, skal jeg dog, da jeg tillige har anført det som et Exempel ►instar omnium, erindre om en Vanskelighed med Hensyn til den Maade, paa hvilken 👤Xenophon indleder denne Samtale. Han lader os nemlig forstaae, at det var et ►captieust Spørgsmaal af 👤Aristipp for at bringe 👤Socrates i Forlegenhed ved den uendelige Dialectik, der ligger i det Gode, naar det opfattes som det Nyttige. Han antyder, at 👤Socrates gjennemskuede denne List. Det lod sig nu altsaa tænke, at den hele Samtale var af 👤Xenophon opbevaret som et Exempel paa 👤Socrates' Gymnastik. Det kunde synes, at der mulig endog slumrede en Ironi i hele 👤Socrates' Adfærd, at han ved med en tilsyneladende Godtroenhed at gaae ind i den af 👤Aristipp stillede Fælde, derved tilintetgjorde hans snedige Anlæg og bragte 👤Aristipp til at være den, der mod sin Villie maatte gjøre det ⓘ gjeldende, han havde regnet paa, at 👤Socrates vilde have fremhævet. Imidlertid vil vist enhver, der kjender 👤Xenophon, finde dette høist usandsynligt, og til yderligere Beroligelse har da ogsaa 👤Xenophon angivet en ganske anden Grund, hvorfor 👤Socrates bar sig saaledes ad, »►for at gavne sin Omgivelse.« Hvoraf man da tydelig seer, at efter 👤Xenophons Opfattelse er det 👤Socrates' ramme Alvor, saaledes at kalde Undersøgelsens begeistrende Uendelighed tilbage paa ►Empiriens ►nedenoms ►slette Uendelighed.

✂ Det Commensurable overhovedet er nu 👤Socrates' egentlige Tumleplads, og hans Virksomhed for en stor Deel den at omslutte hele Menneskets Tænken og Handlen med en uoverstigelig Muur, der udelukker al Trafik med Idee-Verdenen. Videnskabernes Studium maa heller ei overskride denne Sundheds-►Cordon, ►Mem. IV, 7. Geometri1 skulde man lære saa meget af, at det kunde hjelpe En til at holde Øie med, at Ens Marker blev rigtigt tilmaalte; det videre Studium af Astronomi fraraades, og han advarer mod Anaxagoras' Speculationer – kort sagt, enhver Videnskab bliver reduceret ►zum Gebrauch für Jedermann.

  1. Man sammenligne hermed ►den Vægt, 👤Soc. i 📖 de republica 7de Bog lægger paa Geometrien og dens Betydning, at føre Tanken bort fra det Vordende til det Værende, »►thi naar Geometrien nøder os til at anskue Væren, da gavner den, men Vorden, da gavner den ikke.« Smlgn. ►👤Plato i 👤Asts Udgave, 4de Bog Pag. 404. Men Vorden (►γένεσις) er aabenbart den empiriske Mangfoldighed, og lige ►i det Følgende taler han ligesaa om Astronomien, og mener, at der ved disse Videnskaber renses, vækkes en Sjæle-Sands, der er mere værd end 1000 Øine, og dadler derfor saavel Astronomer som Musikere, fordi de blive staaende ved den empiriske Bevægelses-Lære og den empiriske Harmoni-Lære. (tilbage)

✂ Dette Samme gjentager sig paa alle Gebeter. Hans Naturbetragtninger ere aldeles Fabrik-Arbeide, den endelige Teleologi i en Mangfoldighed af Mønstre. – Hans Opfattelse af Venskab skal man ikke beskylde for Sværmeri. Han mener vel, ►at ingen Hest1 og intet Asen har saa megen Værdi som en Ven, men deraf følger naturligviis ingenlunde, at flere Heste og flere Æsler ikke skulde have ligesaa megen Værdi som een Ven. Og det er den samme 👤Socrates, om hvem 👤Plato, for at betegne hans hele indre Uendelighed i Forhold til Venner, bruger et saa sandseligt-aandeligt Udtryk som ►παιδεϱαστεῖν μετὰ φιλοσοφίας, og 👤Socrates siger selv i ►Symposiet, at han kun forstaaer sig paa ►ἐϱωτιϰά. Og naar vi da i ►Mem. III, 11 høre 👤Socrates samtalende med den tvetydige Dame Theodota, hvor han praler af de Elskovsmidler, han er i Besiddelse af til at lokke unge Mennesker til sig, saa væmmes vi ved ham som ved en gammel ►Coqvette, der endnu troer sig istand til at bedaare, ja vi væmmes endmere, fordi vi ikke kan indsee Muligheden af, at 👤Socrates nogensinde skulde have formaaet det. – Ogsaa i Forhold til Livets mangehaande Nydelser finde vi den samme endelige Nøgternhed, medens 👤Plato saa storartet tillægger 👤Socrates en Slags guddommelig Sundhed, der gjør ham Umaadelighed umulig og dog ikke berøver ham, men netop skjænker ham Nydelsens fuldeste Maal2. Naar ►👤Alcibiades i Symposiet lader os vide, at han aldrig har seet 👤Socrates beruset, saa antydes deri tillige, at det var umuligt for 👤Socrates at blive det, som vi jo og i Symposiet see ham ►drikke alle de Andre under Bordet: 👤Xenophon vilde naturligviis have forklaret det af, at han aldrig overskred en i Erfaring prøvet Recepts ►quantum satis. Det er altsaa ikke hin skjønne harmoniske Eenhed af Naturbestemmelse og Frihed, som betegnes med Udtrykket ►σωφϱοσύνη, der hos 👤Xenophon skildres hos 👤Socrates, men en uskjøn Composition af ►Cynicisme og Spidsborgerlighed. – Hans Opfattelse af Døden er da ligesaa fattig, ligesaa sneverhjertet. Dette viser sig hos 👤Xenophon, hvor 👤Socrates seer det Glædelige, i at han nu skal døe, deri, at han bliver fri for Alderdommens Svagheder og Byrder, ►📖 Mem. IV, 8, 8. I 📖 Apologien findes der vel enkelte mere poetiske Træk, som ►§ 3, hvor 👤Socrates antyder, at han hele sit Liv igjennem havde forberedt sig paa sit Forsvar; ►hvorhos dog maa bemærkes, at han, idet han erklærer, at han ikke vil forsvare sig, end ikke da af 👤Xenophon skues i overnaturlig Størrelse (saaledes som f. Ex. ►Christi guddommelige Taushed ligeoverfor hans Anklagere), men blot ledet af sin Dæmons, 👤Socrates maaskee uforklarlige, Omsorg for hans Eftermæle. Og naar vi af 👤Xenophon (►Mem. I, 2, 24) erfare, at 👤Alcibiades var et meget skikkeligt Menneske, saalænge han levede i Omgang med 👤Socrates, men senere blev udsvævende, saa forundrer det os mere, at han blev saalænge i 👤Socrates' Selskab, end at han senere blev udsvævende; thi fra et saadant aandeligt ►Christiansfeldt, en saadan ►sammensnærpende Maadeligheds Tvangsskole, maatte han jo blive temmelig ►slugen paa Nydelse. Vi har altsaa i 👤Xenophons Opfattelse af 👤Socrates den parodierende ►Slagskygge, der svarer til Ideen i dens mangfoldige Fremtræden. For det Gode har vi det Nyttige, for det Skjønne det Brugbare, for det Sande det Bestaaende, for det ►Sympathetiske det Lucrative, for harmonisk Eenhed Nøgternhed.

  1. ►📖 Mem. II, 4. I, 3, 14. (tilbage)
  2. ►📖 Symposiet (👤Plato overs. af 👤Heise Pag. 97): Og naar der blev levet høit, forstod han ene ret at nyde; fornemlig overgik han Alle i at drikke, hvortil han dog først maatte nødes, og dog har Ingen, hvilket er det forunderligste af Alt, endnu seet 👤Socrates drukken. (tilbage)

✂ Hvad nu endelig Ironien1 angaaer, da finde vi aldeles ikke Spor deraf hos hans 👤Socrates. Istedetfor denne fremtræder Sophistik. Men Sophistik er netop Erkjendelsens evindelige Tvekamp med Phænomenet i Egoismens Tjeneste, der netop aldrig kan bringe det til en afgjørende Seier, fordi Phænomenet staaer op igjen ligesaa hurtigt, som det falder, ⓘ og, da kun den Erkjendelse, der som en frelsende Engel udriver Phænomenet af Døden og oversætter det fra Døden til Livet2, kan seire, tilsidst seer sig belæmret af Phænomenernes uendelige Hærskarer. Men ►Klangfiguren, som svarer til denne monstrøse Mangekant, den Livets stille indre Uendelighed, der svarer til denne Larmen og Støien i al Evighed, er enten Systemet eller Ironien, som den »►uendelige, absolute Negativitet,« naturligviis med den Forskjel, at Systemet er uendelig veltalende, Ironien uendelig taus. Og saaledes see vi ogsaa her, at 👤Xenophon ganske conseqvent er kommen til Modbilledet af den platoniske Opfattelse. Af Sophismer findes der nu en tilstrækkelig Mængde i 📖 Memorabilierne3, men deels mangle de points (f. Ex. de korte Sætninger i ►📖 Mem. III, 13), deels mangle de den ironiske uendelige Elasticitet, den hemmelige Falddør4, gjennem hvilken man pludselig styrter ned, ikke som ►Skolemesteren i Alferne 1000 Favne, men i Ironiens uendelige Intet. Paa den anden Side ere hans Sophismer ligesaa lidet ►approximatoriske til Anskuelsen. Som Exempel vil jeg anføre ►📖 Mem. IV, 4, Samtalen med 👤Hippias. Her viser det sig ogsaa, hvorledes 👤Socrates kun gjennemfører Spørgsmaalet til et vist Punkt, uden at lade det besvare sig selv i en Anskuelse. Efterat nemlig det Retfærdige er blevet bestemt som identisk med det Lovlige, og Tvivlen om det Lovlige (med Hensyn til, at Lovene forandres, ►smlgn. § 14) synes at skulle beroliges ved Betragtningen af det til alle Tider af Alle erkjendte Lovlige (Gudsloven), bliver han dog staaende ved enkelte Exempler, hvor Syndens egen Conseqvents er iøinefaldende. Ligesom ogsaa i det Exempel, der anføres i ►§ 24 af Utaknemlighed, hvorved Tanken maatte være bleven henført paa den ►harmonia præstabilita, hvoraf Existentsen er gjennemtrængt, Betragtningen bliver staaende ved den Udvorteshed, at den Utaknemlige mister Venner o. s. v., og ikke svinger sig op i den fuldkomnere Tingenes Orden, ►hvor der ikke er Forandring eller Skygge af Omskiftelse, hvor Hævnen rammer uden at standses af nogen Endelighed; thi saalænge vi blot blive staaende ved den udvortes Iagttagelse, lod det sig jo dog tænke, at den Utaknemlige f. Ex. ikke blev indhentet af den haltende Retfærdighed.

  1. Det Ironiske, der er hos 👤Xenophon, er derfor heller ei Ironiens saligt i sig selv hvilende Svæven, men et Opdragelses-Middel, derfor snart opmuntrende mod dem, 👤Socrates virkelig venter Noget af ►(📖 Mem. III, 5, 24), snart blot tugtende ►(📖 Mem. III, 6). (tilbage)
  2. Derfor hører der Mod til al Erkjendelse, og kun ►den, der har Mod til at offre Livet, frelser Livet, enhver Anden gaaer det, som det gik ►👤Orpheus, der vilde stige ned til Underverdenen for at hente sin Hustru op, men ►Guderne viste ham blot et Skyggebillede af hende, fordi de ansaae ham for en kjælen Citharspiller, der ikke havde havt Mod til at offre Livet af Kjærlighed. (tilbage)
  3. ►📖 Mem. IV, 2, et heelt Væv af Sophismer, ►især § 22. (tilbage)
  4. En hæderlig Undtagelse er ►📖 Mem. IV, 4, 6: ►ἔτι γὰϱ σύ, ἔφη, ὦ Σώϰϱατες, ἐϰεῖνα τὰ αὐτὰ λέγεις, ἃ ἐγὼ πάλαι ποτέ σου ἤϰουσα; ϰαὶ ὁ Σωϰϱάτης, ὃ δέ γε τούτου δεινότεϱον, ἔφη, ὦ ῾Ιππία, οὐ μόνον ἀεὶ τὰ αὐτὰ λέγω, ἀλλὰ ϰαὶ πεϱὶ τῶν αὐτῶν· σὺ δ' ἴσως διὰ τὸ πολυμαϑὴς εἶναι πεϱὶ τῶν αὐτῶν οὐδέποτε τὰ αὐτὰ λέγεις. Som bekjendt findes den samme Bemærkning af 👤Polos og det samme Svar af 👤Socrates i ►📖 Gorgias, og man kan ikke nægte, at det hos 👤Xenophon tillagte ►διὰ τὸ πολυμαϑὴς εἶναι vel ikke gjør Ironien dybere, men mere spillende. (tilbage)

✂ Jeg er nu færdig med min Opfattelse af 👤Socrates, saaledes som han staaer og gaaer i 👤Xenophons ►Perspectivkasse, og jeg vil blot til Slutning bede Læserne, forsaavidt de skulde have kjedet sig, ikke at vælte Skylden derfor alene paa mig.