↩ Men Virkeligheden (den historiske Virkelighed) træder paa en dobbelt Maade i Forhold til Subjectet: deels som en Gave, der ikke vil lade sig vrage, deels som en Opgave, der vil realiseres. Det Misforhold, hvori Ironien traadte til Virkeligheden, er allerede tilstrækkelig antydet derved, at den ironiske Retning væsentlig er critisk. Saavel dens Philosoph (👤Schlegel), som dens Digter (👤Tieck) er critisk. Man anvendte derfor ikke ►den syvende Dag, som man paa saa mange Maader i vor Tid endelig vil have skal være kommen, til at hvile fra den historiske Gjerning, men til at critisere. Men Critik 377udelukker i Almindelighed Sympathi, og der er en Critik, for hvilken 289der ligesaa lidet er noget Bestaaende, som der er nogen Uskyld for en Politi-Mistænkelighed. Man critiserede imidlertid ikke de gamle Classikere, man critiserede ikke som 👤Kant Bevidstheden, men man critiserede selve Virkeligheden. Nu kan der vel have været Meget i Virkeligheden, der trængte til Critik, og ►det Onde i fichtisk Forstand, Dorskhed og Dovenskab, kan vel have taget meget Over313haand, og dettes ►vis iner293tiæ kan vel have trængt til en Tugtelse, med andre Ord, der kan have været meget Tilværende, der, netop fordi det ikke var Virkelighed, maatte bortskjæres; men derfor bliver det 349ingenlunde forsvarligt, at rette sit critiske Angreb mod hele Virkeligheden. At 👤Schlegel var critisk, derom behøver jeg vel blot at erindre; men at 👤Tieck ogsaa var critisk, deri vil man vist ogsaa give mig Ret, naar man ikke vil nægte mig, at ►👤Tieck i sine Dramer har nedlagt sin Polemik mod Verden, og at disse, for at forstaaes, forudsætte et polemisk udviklet Individ, en Omstændighed, der ogsaa har gjort, at de forholdsviis ere blevne mindre populære, end de i Betragtning af deres Genialitet fortjente at være.