Kierkegaard, Søren Om Begrebet Ironi

1. Imidlertid endte denne ironiske Stræben ingenlunde med 👤Tieck og 👤Schlegel, tvertimod har den i ►det unge Tydskland en talrig Planteskole. Til dette unge Tydskland er der ogsaa i den almindelige Udvikling af dette Standpunkt taget mangt et Hensyn. (tilbage)

1. Jeg benytter i hele denne Fremstilling det Udtryk: Ironien og Ironikeren, jeg kunde ligesaa godt sige: Romantiken og Romantikeren. Begge Udtryk betegne væsentlig det Samme, det ene erindrer mere om det Navn, hvormed Partiet døbte sig selv, det andet om det Navn, hvormed 👤Hegel har døbt det. (tilbage)

387 ► 👤Friedrich Schlegel

✂ Af 👤Friedrich Schlegel skal ►den noksom bekjendte Roman 📖 Lucinde¹, der blev det unge Tydsklands Evangelium, Systemet for dets ►Rehabilitation des Fleisches, der var ►👤Hegel en Vederstyggelighed, her blive Gjenstand for Omtale. Denne Omtale er imidlertid ikke uden Vanskeligheder; thi da, som bekjendt, 👤Lucinde er en meget slibrig Bog, saa løber jeg let Fare for, idet jeg drager Et og Andet af den frem til nærmere Betragtning, at gjøre det umuligt selv for den reneste Læser, aldeles ubeskadiget at slippe derfra. Jeg skal imidlertid være saa forsigtig og skaansom som mulig.

✂ For ikke at gjøre 👤Schlegel Uret, maa man erindre de mange Forkeertheder, der have indsneget sig i saa mangfoldige Livsforhold og navnlig været utrættelige i at gjøre Kjærligheden saa tam, saa vel afrettet, saa slæbende, saa dorsk, saa nyttig og brugbar som noget andet Huusdyr, kort sagt, saa uerotisk som muligt. Forsaavidt maatte man være 👤Schlegel meget forbunden, om det skulde lykkes ham at finde en Udvei, men 322 desto værre er det af ham opdagede Clima, under hvilket Kjærligheden først ret kan trives, ikke et i Forhold til vort nordligere noget sydligere, men et ideelt Clima, der intetsteds har hjemme. Det er derfor ikke blot den huuslige Kjærligheds tamme Gjæs og Ænder, der slaae med Vingerne og opløfte et forfærdeligt Skrig, naar de høre Kjærlighedens vilde Fugl suse hen 305 over deres Hoveder; men det 358er ethvert dybere poetisk Menneske, hvis Længsler ere stærkere, end at de kan bindes med romantiske Spindelvæve, hvis Fordringer til Livet ere mægtigere, end at de kan tilfredsstilles ved at skrive en Roman, der her netop paa Poesiens Vegne 298maa nedlægge sin Protest, maa søge at vise, at det ikke er en Udvei, 👤Fr. Schlegel fandt, men en Afvei, han forvildede sig paa, maa søge at vise, at det at leve er noget Andet, 388end det at drømme. See vi nu nærmere efter, hvad det er, 👤Schlegel ved sin Ironi har bekjæmpet, saa vil vel Ingen nægte, at der baade var og er Meget i det ægteskabelige Forholds Indgang, Fremgang og Udgang, der fortjener en saadan Correction, og som gjør det naturligt for Subjectet, at han befrier sig derfra. Der er en saare indskrænket Alvorlighed, en Hensigtsmæssighed, en ussel ►Teleologi, hvilken mange Mennesker dyrke som en Afgud, der kræver enhver uendelig Stræben som sit retmæssige Offer. Kjærligheden er saaledes Intet i og ved sig selv, men er først Noget ved den Hensigt, hvorved den indordnes i den Smaalighed, der gjør Furore paa Familiernes Privattheater. ►Absichten haben, nach Absichten handeln, und Absichten mit Absichten zu neuer Absicht künstlich verweben; diese Unart ist so tief in die närrische Natur des gottähnlichen Menschen eingewurzelt, daß er sichs nun ordentlich vorsetzen und zur Absicht machen muß, wenn er sich einmahl ohne alle Absicht, auf dem innern Strom ewig fließender Bilder und Gefühle frei bewegen will (►Pag. 153) ... ►Freilich wie die Menschen so lieben, ist es etwas anders. Da liebt der Mann in der Frau nur die Gattung, die Frau im Mann nur den Grad seiner natürlichen ⓘ QualitätenQualitäten] SKS, Qvalitäten A und seiner bürgerlichen Existenz und beide in den Kindern nur ihr Machwerk und ihr Eigenthum (►Pag. 55) ... ►O! es ist wahr, meine Freundin, der Mensch ist von Natur eine ernsthafte Be306stie (►Pag. 57). Der er et moralsk Snærperi, en Spændetrøie, hvori intet fornuftigt Menneske kan røre sig. I Guds Navn lad den briste. Der er i Modsætning hertil en overspændt Romantiks maa323neskinsagtige Theater-Ægteskaber, som Naturen idetmindste ingen Hensigt kan have med, hvis ufrugtbare Veer og kraftesløse Omfavnelser christelige Stater ere ligesaa lidet tjente med som hedenske. Imod alt Sligt lad kun Ironien tumle sig. Men det er ikke blot mod al slig Usandhed, at 👤Schlegel retter sit Angreb.

✂ Der er ►en christelig Anskuelse af Ægteskabet, der har havt Dristighed nok til selv i Vielsens Time at forkynde Forbandelsen, 359før den lyser Velsignelsen. Der er ►en christelig Anskuelse, 389der underlægger Alt under Synd, der ingen Undtagelse kjender, Intet skaaner, ikke Barnet i Moders Liv, ikke den skjønneste blandt Qvinder. Der er en Alvor i denne Anskuelse, for høi til at fattes af det prosaiske Hverdagslivs travle Arbeidere, for stræng til at lade sig spotte 299af ægteskabelige Improvisatorer. – Saa ere de da forbi de Tider, da Menneskene levede saa lykkelige uden Sorger og Bekymringer, saa uskyldige, da Alt var saa menneskeligt, da Guderne selv gave Tonen an, stundom nedlagde deres himmelske Værdighed for at tilsnige sig jordiske Qvinders Kjærlighed; da den, der sagte og hemmelighedsfuldt listede sig til et Stevnemøde, kunde frygte for eller smigre sig med at see en Gud blandt sine Medbeilere; de Tider, da Himlen hvælvede sig høi og skjøn som et venligt Vidne over lykkelig Kjærlighed, eller stille og alvorlig skjulte den i Nattens høitidelige Ro; da Alt kun levede for Kjærlighed, og Alt atter kun var en Mythe om Kjærlighed for de lykkeligt Elskende. Her ligger Vanskeligheden, og det er fra dette Synspunkt, man maa bedømme 👤Schlegels og hele den yngre og ældre Romantiks Bestræbelser. Hine 307 Tider ere forbi, og dog stunder Romantikens Længsel tilbage til dem, derhen foretager den ikke ►peregrinationes sacras men ►profanas. Hvis det nu var muligt at reconstruere en forsvunden Tid, saa maatte man dog reconstruere den i al sin Reenhed, og saaledes Græciteten i al sin Naivitet. Men det gjør Romantiken ikke. Egentlig er det ikke Græciteten, den reconstruerer, men en ubekjendt Verdensdeel, den opdager. Og ikke blot dette, men dens Nydelse er i høi Grad raffineret; thi den vil ikke blot nyde naivt, men den vil i Nydelsen blive sig Tilintetgjørelsen af ►den givne Sædelighed bevidst; det er ligesom Pointet i dens Nydelse, at den smiler ad den Sædelighed, under hvilken Andre, som den mener, sukke, og heri ligger den ironiske Vilkaarligheds frie Spil. ►Christendommen har ved Aanden sat Splid mel324lem Kjødet og Aanden¹, 390og enten maa Aanden negere Kjødet, eller Kjødet negere Aanden. Dette Sidste vil Romantiken 360og er deri forskjellig fra Græciteten, at den i Kjødets Nydelse tillige nyder Aandens Negation. Herved mener den nu at leve poetisk, men jeg haaber, at det skal vise sig, at den netop gaaer Glip af det Poetiske, thi først gjennem Resignation fremgaaer den sande indre Uendelighed, og først denne indre Uendelighed er i Sandhed uendelig og i Sandhed poetisk.

✂ 👤Schlegels 📖 Lucinde vil suspendere al Sædelighed, eller som ►👤Erdmann ikke uheldig udtrykker sig: ►Alle sittlichen Bestimmungen sind nur 300Spiel, es ist willkührlich für den Liebenden, ob die Ehe Monogamie, ob Ehe en quatre ist u. s. f.¹. Der308som det nu lod sig tænke, at hele 📖 Lucinde blot var en ►Caprice, en Vilkaarlighedens ►Luneglut, der gestikulerede ligesom ►den lille 👤Vilhelmine med Benene, uden at bekymre sig om sin Kjole eller om Verdens Dom; dersom den blot var en overgiven Kaadhed, der fandt sin Glæde i at sætte Alt paa Hovedet, at vende op og ned paa Alt; dersom den blot var en vittig Ironi over al den Sædelighed, der er identisk med Skik og Brug: hvo vilde da være saa latterlig, ikke at ville lee deraf, hvo vilde da være en saadan ►Tverdriver, at han ikke skulde gotte sig kosteligt derover? Dette er imidlertid ingenlunde Tilfældet, tvertimod har 📖 Lucinde en høist doctrinær Charakteer, og en vis tungsindig Alvorlighed, der gaaer gjennem den, synes at komme af, at dens Helt saa silde er kommen til denne herlige Sandheds Erkjendelse, og at en Deel af hans Liv saaledes er gaaet ubenyttet hen. Den »►Frækhed,« denne Roman saa ofte kommer tilbage paa og ligesom raaber paa, er derfor ikke en lunefuld momentan Suspension af det objectivt Gyldige, saa at det Udtryk Frækhed brugt herom selv var en Kaadhed, der, saa oven ud som den var, med Flid brugte et saa stærkt Udtryk, 391nei denne Frækhed er hvad man slet og ret kalder Frækhed, der dog er saa elsk325værdig og interessant, at Sædelighed, Beskedenhed og ►Decents, der ved første Øiekast havde noget Tiltrækkende, ved Siden af den vise sig som saare ubetydelige Personer. At 📖 Lucinde nu virkelig har en saadan doctrinær Charakteer, det vil vist Enhver indrømme, der har læst den igjennem. Skulde Nogen ville nægte det, da vil jeg bede ham at forklare den Vanskelighed, der ligger deri, at ►det unge Tydskland saa aldeles skulde have taget Feil af den. Skulde det ogsaa lykkes ham, da vil jeg erindre ham om, ►at 👤Schlegel, som bekjendt, senere blev Katholik og som 361saadan udfandt, at Reformationen var det andet Syndefald, hvilket tilstrækkeligt tyder paa, at det har været hans Alvor med 📖 Lucinde.

✂ 309Det altsaa, som 📖 Lucinde vil, er at ophæve al Sædelighed, ikke blot i Betydning af Skik og Brug, men al den Sædelighed, der er Aandens Gyldighed, Aandens Herredømme over Kjødet. Det vil derfor ogsaa vise sig, at den aldeles svarer til det, som vi ►i det Foregaaende har betegnet som den for Ironien særegne Stræben, ►at hæve al Virkelighed og sætte en Virkelighed istedet derfor, der ingen Virkelighed er; hvorfor det ogsaa er ganske i sin Orden, at den Pige eller rettere 301Kone, i hvis Arme ►👤Julius finder Hvile, at ►👤Lucinde »ogsaa var En af dem, der havde et afgjort Hang til det Romantiske, og som ikke leve i den almindelige Verden, men i en selvskabt og selvtænkt (►Pag. 96),« En af dem altsaa, der egentlig ingen anden Virkelighed har end den sandselige Virkelighed, samt at det er en af 👤Julius' store Opgaver at forestille sig ►en evig Omfavnelse, formodentlig som den eneste sande Virkelighed.

✂ Betragte vi nu 📖 Lucinde som en saadan Kjærlighedens Katechismus, saa fordrer den af sine Disciple »►was 👤Diderot die Empfindung des Fleisches nennt,« »►eine seltene Gabe,« og forpligter sig til at udvikle denne til ►hiin høiere Vellystens Kunstsands (►Pag. 29 og 30), og 👤Julius optræder som Præst ved denne Gudsdyrkelse »►ikke uden Salvelse,« som den, »►zu wem der Witz selbst durch eine Stimme vom geöffneten Himmel 392herab sprach: Du bist mein lieber Sohn, an dem ich Wohlgefallen habe« (►Pag. 35); som den, der tilraaber sig selv og Andre: »►Weihe dich selbst ein und verkündige es, daß die Natur allein ehrwürdig und die Gesundheit allein liebenswürdig ist (►Pag. 27). Det, den vil, er den nøgne Sandselighed, hvori Aanden er et negeret Moment; det, den modsætter sig, er den Aandelighed, i hvilken Sandseligheden er et indoptaget Moment. Det er forsaavidt urigtigt, at den fremstiller ►den lille toaarige 👤Vilhelmine, »►die 326 geistreichste Person ihrer Zeit oder ihres Alters (►Pag. 15),« som sit Ideal, thi i hendes Sandse310lighed negeres Aanden ikke, da Aanden endnu ikke er tilstede. Den vil overhovedet Nøgenhed ►og hader derfor den nordiske Kulde; den vil spotte over den Bornerthed, der ikke kan taale Nøgenhed. Om det nu er en Bornerthed, eller om Klædedragtens Slør ikke er et skjønt Billede paa, hvorledes al Sandselighed bør 362være; thi naar Sandseligheden er aandelig behersket, er den heller ikke nøgen – derom skal jeg ikke videre indlade mig, men blot erindre om, at man tilgiver endnu 👤Archimedes, at han løb splitternøgen gjennem Syracus' Gader, og det visselig ikke paa Grund af det sydlige milde Klima, men fordi hans aandelige Glæde, hans ►εὕϱηϰα, εὕϱηϰα var en tilstrækkelig Paaklædning.

✂ Den Confusion og Uorden i alt det Bestaaende, som 📖 Lucinde vil tilveiebringe, søger den selv at anskueliggjøre ved den fuldkomneste Forvirring i Anlæget. 👤Julius fortæller derfor strax i Begyndelsen, at med de øvrige Fornuftens og Sædelighedens Regler har han ogsaa opgivet Tidsregningen (►Pag. 3), og ►Pag. 5 siger han: ►Für mich und für diese Schrift, für meine Liebe zu ihr und für ihre 302Bildung in sich, ist aber kein Zweck zweckmässiger, als der, daß ich gleich Anfangs das was wir Ordnung nennen vernichte, weit von ihr entferne und mir das Recht einer reizenden Verwirrung deutlich zueigne und durch die That behaupte. Herved vil han nu opnaae det sande Poetiske, og idet han giver Afkald paa al Forstand og lader 393Phantasien ene raade¹, kan det vel 327lykkes ham og Læseren ogsaa, 311 hvis han vil gjøre ligesaa, for Indbildningskraften at fastholde dette Mellemhverandre i et eneste evigt sig bevægende Billede. – Uagtet denne Confusion skal jeg dog bestræbe mig for at bringe en Slags Orden i min Fremstilling og lade det Hele samle sig paa et bestemt Punkt.

✂ Helten i denne Roman, 👤Julius, er ingen 👤Don Juan (der ved sin sandselige Genialitet som en Troldmand fortryller Alt; der 363træder op med en umiddelbar Myndighed, der viser, at han er Herre og Fyrste, en Myndighed, som Ord ikke kan beskrive, men et Par absolut bydende Buestrøg af ►👤Mozart kan give en Forestilling om; der ikke forfører, men af hvem Alle vil forføres, og hvis deres Uskyldighed gaves dem tilbage, blot ønske endnu engang at forføres; en Dæmon, som ingen Fortid, ingen Udviklingshistorie har, men strax som ►👤Minerva træder fuld rustet frem), men en i Reflexion hildet Personlighed, der først successivt udvikler sig. I »►Lehrjahre der Männlichkeit« lære vi denne hans Historie nærmere at kjende. ►Pharao zu spielen mit dem Anscheine der heftigsten Leidenschaft und doch zerstreut und abwesend zu seyn; in einem Augenblick von Hitze alles zu wagen und, sobald es verloren war, sich gleichgültig wegzuwenden: das war nur eine von den schlimmen Gewohnheiten, unter denen 👤Julius seine wilde Jugend 394verstürmte (►Pag. 59). ►Forfatteren mener ved dette ene Træk tilstrækkeligen at have skildret 303👤Julius' Liv. Heri ere vi ganske enige. 👤Julius er et ungt Menneske, der inderlig sønderrevet i sig selv, netop ved denne Sønderrevethed 312 har faaet en levende Forestilling om ►hiin Troldmands Kunst, der i nogle faa Øieblikke var istand til at gjøre et Menneske mange, mange Aar ældre; et ungt Menneske, der ved denne Sønderrevethed er i tilsyneladende Besiddelse af en uhyre Kraftfylde, saa sandt som Fortvivlelsens Begeistring giver athletiske Kræfter; et ungt Menneske, der allerede forlængst har begyndt ►den store Finale, men endnu med en vis Anstand og Ynde, med en aandelig Lethed i Verden svinger Pokalen, og samler hele sin Kraft i et eneste Aandedrag, for ved en brillant Bortgang at kaste et forherligende Lys over et Liv, der ingen Værd har havt og intet Savn vil efterlade; et ungt Menneske, ►der længe har været fortrolig med Tanken om et Selvmord, men hvis Sjæls Storme ikke unde ham Tid at fatte Beslutningen. Kjærlighed maa nu være det, der skal frelse ham. Efter at have været ►nærved at forføre en ung uskyldig Pige (et Eventyr, der 328 imidlertid slet ingen videre Betydning har for ham; thi hun var aabenbar for uskyldig til at kunne tilfredsstille hans Videbegjærlighed), finder han i ►👤Lisette den Læremester, han behøver, en Lærerinde, der alt længe har været indviet i Kjærlighedens natlige Mysterier, hvis offentlige Underviisning 👤Julius forgjæves gjør Forsøg paa at indskrænke til en privat Underviisning for sig alene.

✂ 364Billedet af 👤Lisette er maaskee Noget af det meest udførte i den hele Roman, og Forfatteren har behandlet det med en synlig Forkjærlighed og anvendt Alt forat kaste et poetisk Lys derover. ►Som Barn havde hun været mere tungsindig end letsindig, men allerede dengang dæmonisk begeistret af Sandselighed (►Pag. 78). ►Senere havde hun været Skuespillerinde, men kun for en kort Tid, og gjorde sig altid lystig over sin Udygtighed og over den Kjedsommelighed, hun havde udstaaet. Endelig havde hun ganske offret sig til Sandselighedens 395Tjeneste. ►Næst Uafhængighed elskede hun Penge umaa313deligt, som hun dog vidste at anvende med Smag. Sine Gunstbeviisninger lod hun sig snart betale med Pengesummer, snart ved Tilfredsstillelse af sin lunefulde Forkjærlighed for en Enkelt. ►Hendes Boudoir var simpelt og uden alle sædvanlige Meubler, kun paa alle Sider store og kostbare Speile, og imellem disse yppige Malerier af ►👤Corregio og 👤Titian. ►Istedetfor Stole ægte orientalske Tæpper og nogle Grupper af Marmor i halv Legemsstørrelse. ►Her sad hun ofte ►paa tyrkisk Viis hele Dage, alene, Hænderne ørkesløst 304i Skjødet, thi hun afskyede alle qvindelige Arbeider. Hun forfriskede sig kun fra Tid til anden med vellugtende Sager og lod sig derunder forelæse Historier, Reisebeskrivelser, Eventyr af hendes ►Jokey, en plastisk-skjøn Dreng, som hun selv havde forført i hans fjortende Aar. Hun gav kun liden Agt derpaa, undtagen naar der forekom noget Latterligt eller en almindelig Bemærkning, som hun ogsaa fandt sand; thi hun agtede intet Andet, havde ikke Sands for Andet end Realitet, og fandt al Poesi latterlig. Dette er 👤Schlegels Skildring af et Liv, som, hvor fordærvet det end er, dog synes at gjøre Fordring paa at være poetisk. Det, der især er det Fremtrædende, er den fornemme Dovenskab, der slet Intet gider, ikke gider arbeide, men foragter enhver qvindelig Syssel, ikke gider beskjæftige sin Aand, men kun lade den bekjæftiges, der opløser og udmatter al Sjælens Kraft i blødagtig Nydelse, lader Bevidstheden selv fordunste i et væmmeligt Tusmørke. Men Nydelse var det dog, og at nyde, det er 329 jo at leve poetisk. Forfatteren synes ogsaa at ville lægge noget Poetisk deri, at hun i at uddele sine Gunstbeviisninger ikke altid tog Hensyn til Penge, han synes for de Øieblikke, i hvilke det, der bestemte hendes Valg, ikke var Penge, at ville lade hendes usle Kjærlighed forherliges ved en Afglands af den Hengivenhed, som kun uskyldig Kjærlighed har, ret som om det 365var mere poetisk at være en Træl for sit Lune end en Slave 314 af Penge. Der sidder hun altsaa i dette yppige Værelse, og tabt for sig selv ⓘ er den udvortes er den udvortes ] , måske fejl for i den udvortes [suggestedConjecture] Bevidsthed, de store Speile ved fra alle Kanter at reflectere 396hendes Billede tilveiebringe, den eneste Bevidsthed hun har beholdt tilbage. ►Hun pleiede derfor ogsaa, naar hun talte om sig selv, at kalde sig 👤Lisette, og sagde ofte, at naar hun kunde skrive, vilde hun skrive sin Historie, som om det var en Anden, hun talte overhovedet helst om sig selv i tredie Person. Det var imidlertid ingenlunde, fordi hendes Bedrifter paa Jorden vare saa verdenshistoriske som en ►👤Cæsars, saa at hendes Liv ikke tilhørte hende selv men tilhørte Verden, men det var fordi dette ►vita ante acta var for tungt til, at hun kunde bære dets Vægt. At besinde sig derpaa, at lade dets truende Skikkelser holde Dom over hende, det vilde jo være for alvorligt, til at det kunde være poetisk. Men at lade dette usle Liv forflygtige sig i ubestemte Omrids, at stirre derpaa som paa Noget hende selv uvedkommende, det vilde hun. Hun vilde sørge over denne ulykkelige, fortabte Pige, hun vilde maaskee offre hende en Taare, men at denne Pige var hende selv, det vilde hun glemme. 305Det er svagt at ville glemme, men i denne Bestræbelse kan der dog stundom røre sig en Energi, der tyder paa noget Bedre, men paa den Maade at ville poetisk gjenleve sig selv, saa Angeren ingen Braad kan faae, fordi det jo er en Uvedkommende, der er Tale om, og Nydelsen dog kan blive forhøiet ved det hemmelige Medvideri, det er en rædsom blødagtig Feighed. Og dog er det denne Hensynken i en æsthetisk Bedøvelse¹, der i 366hele 📖 Lucinde egentlig træder frem som en Be330315397tegnelse af, hvad det er at leve poetisk, og som, idet den dysser det dybere Jeg i en ►somnambul Tilstand, giver det vilkaarlige Jeg frit Raaderum i ironisk Selvbehagelighed.

✂ Dette skal her blive Gjenstand for lidt nærmere Undersøgelse. Man har tidt nok søgt at vise, at den Sort Bøger, hvortil 📖 Lucinde hører, ere umoralske, man har tidt nok raabt Ak og Vee over dem: saa længe man imidlertid har tilladt baade Forfatteren aabenlyst at paastaae, og Læseren i Stilhed at troe, at de vare poetiske, saa længe er der ikke Stort vundet, og det saameget mindre, som Mennesket har ligesaa stor Fordring paa det Poetiske, som det Moralske har Fordring paa ham. Det være derfor sagt, som det skal vorde beviist, at de ikke blot ere umoralske, men ogsaa upoetiske, fordi de ere irreligiøse; det være først og sidst sagt, at ethvert Menneske kan leve poetisk, der i Sandhed vil det. Spørge vi nemlig, hvad Poesie er, da kunne vi med en ganske almindelig Betegnelse sige, at den er Seier over Verden; det er gjennem 316 en Negation af den ufuldkomne Virkelighed, 306at Poesien aabner en høiere Virkelighed, udvider og forklarer det Ufuldkomne til det Fuldkomne, og derved formilder den dybe Smerte, der vil formørke Alt. Forsaavidt er Poesien en Slags Forsoning, men den er ikke den sande Forsoning; thi den 331 forsoner ikke mig med den Virkelighed, hvori jeg lever, der foregaaer ved denne Forsoning ingen ►Transsubstantiation af den givne Virkelighed, men den forsoner mig med den givne Virkelighed ved at give mig en anden Virkelighed, en høiere og fuldkomnere. Jo større nu Modsætningen er, desto ufuldkomnere er egentlig Forsoningen, saa at den ofte i Grunden ingen Forsoning bliver, men snarere 398et Fjendskab. Det Religiøse er derfor egentlig først istand til at tilveiebringe den sande Forsoning; thi det uendeliggjør Virkeligheden for mig. Det Poetiske er derfor vel en Slags Seier over Virkeligheden, men Uendeliggjørelsen ligger dog mere i en Udvandring fra 367Virkeligheden, end i en Forbliven i den. At leve poetisk er altsaa at leve uendeligt. Men Uendelighed kan enten være en udvortes Uendelighed, eller en indvortes Uendelighed. Den, der poetisk uendeligt vil nyde, har ogsaa en Uendelighed for sig, men det er en udvortes Uendelighed. I det jeg nemlig nyder, er jeg bestandig uden for mig selv i det Andet. Men en saadan Uendelighed maa ►hæve sig selv. Først naar jeg i det, jeg nyder, ikke er udenfor mig selv, men i mig selv, først da er min Nydelse uendelig; thi den er indre uendelig. Den der nyder poetisk, om han end nød hele Verden, mangler dog een Nydelse, thi han nyder ikke sig selv. Men det at nyde sig selv (naturligviis ikke ►i stoisk eller egoistisk Forstand; thi deri er atter ingen sand Uendelighed, men i religiøs Forstand) er først den sande Uendelighed.

✂ Naar vi nu efter disse Betragtninger see tilbage paa den Fordring at leve poetisk som identisk med det at nyde 317 (og netop fordi vor Tid er saa dybt gjennemreflecteret, maatte denne Modsætning mellem den poetiske Virkelighed og den givne Virkelighed vise sig i en langt dybere Skikkelse, end den nogensinde før har viist sig i Verden; thi fordum gik den poetiske Udvikling Haand i Haand med den givne Virkelighed, men nu gjelder det i Sandhed om at være eller ikke at være, da man ikke er fornøiet med engang imellem at leve poetisk, men fordrer, at hele Livet skal være poetisk), saa viser det sig let, at den gaaer Glip af den høieste Nydelse, af den sande Salighed, hvor Subjectet ikke drømmer, men i uendelig Klarhed eier sig selv, er sig selv absolut gjennemsigtig; thi dette er først muligt 307for det religiøse Individ, der ikke har sin Uendelighed udenfor sig, men i sig. Det at hevne sig er saaledes en poetisk Nydelse, og ►Hedningerne troede, at Guderne havde forbeholdt sig Hevnen, fordi den var sød, men om jeg end fik min Hevn absolut tilfreds332stillet, 399om jeg end var en Gud i hedensk Forstand, for hvem Alt skjælvede, hvis Vredes Ild kunde fortære Alt, saa nød jeg dog i Hevnen mig selv kun egoistisk, min Nydelse var kun en udvortes Uendelighed, og det eenfoldigste Menneske, der ikke lod Hevnen rase, men beherskede sin Vrede, var langt nærmere ved at have overvundet Verden, og først han nød sig selv i Sandhed, først han havde indre Uendelighed, først han levede poetisk. Ville vi fra dette Standpunkt betragte det Liv, der i 📖 Lucinde fremstilles som et poetisk Liv, saa ville vi indrømme det al mulig Nydelse, men et Prædicat vil man dog vel 368ikke nægte os Ret til at bruge derom, at det er et uendeligt feigt Liv. Saafremt man nu ikke vil paastaae, at det at være feig er identisk med det at leve poetisk, saa turde det være muligt, at dette poetiske Liv viser sig temmeligt eller rettere sagt aldeles upoetisk; thi at leve poetisk vil ikke sige at blive sig selv dunkel, at udsvede sig selv i en 318 modbydelig Lummerhed, men det vil sige, at blive sig selv klar og gjennemsigtig, ikke i endelig og egoistisk Tilfredshed, men i sin absolute og evige Gyldighed. Og hvis det ikke er muligt for ethvert Menneske, saa er Livet Galenskab, og saa er det en mageløs Dumdristighed af den Enkelte, om han end var den meest Begavede, der har levet i Verden, at indbilde sig, at ham var det forbeholdt, der var nægtet alle Andre; thi enten er det at være Menneske det Absolute, eller hele Livet er Nonsens, og Fortvivlelse det Eneste, der venter Enhver, der ikke er afsindig, ikke ukjærlig og stolt, ikke fortvivlet nok til at troe, at han er den Udvalgte. Man skal derfor ikke indskrænke sig til at afdeclamere nogle ►Moralia mod den hele Stræben, som siden 📖 Lucinde, ofte med meget Talent, ofte bedaarende nok, har paataget sig ikke at veilede men at vildlede Folk; men man skal ikke tillade den at indbilde sig selv og Andre at den er poetisk, eller at det er ad den Vei man skal opnaae det, som ethvert Menneske har en uafviselig Fordring paa – at leve poetisk.

✂ Men vi vende tilbage igjen til 👤Julius og 👤Lisette. 👤Lisette ender sit Liv, som hun havde begyndt det, idet hun fuldfører, 400►hvad 👤Julius ikke fik Tid at beslutte, og ved et Selvmord stræber at opnaae Formaalet for al sin Digten og Tragten – at blive af med sig selv. Hun 308bevarer imidlertid æsthetisk Tact til det Yderste, og hendes sidste Replik, som hun, efter hendes Tjeners Udsagn, fremsagde med høi Stemme: ►👤Lisette soll zu Grunde gehen, zu Grunde jetzt gleich: so will es das Schicksal, das 333 eiserne, maa ansees som en Slags dramatisk Fjollethed, der for En, som tidligere havde været Skuespillerinde ved et Theater og senere blev det i Livet, var ganske naturlig. – 👤Lisettes Død maatte naturligviis gjøre et Indtryk paa 👤Julius. Jeg vil imidlertid lade 👤Schlegel selv tale, for at man 319 ikke skal troe, at jeg forvansker. ►Die erste Folge von 👤Lisettens Ruin war, daß er ihr Andenken mit schwärmerischer Achtung vergötterte (►Pag. 77). Imidlertid var dog denne Begivenhed ikke tilstrækkelig til at udvikle 👤Julius: ►Diese Ausnahme von dem, was 👤Julius für gewöhnlich hielt beim weiblichen Geschlecht 369(det Sædvanlige var, at det ikke var i Besiddelse af den »►høie Energi« som 👤Lisette), war zu einzig und die Umgebung, in der er sie fand, zu unrein, als daß er dadurch zu einer wahren Ansicht hätte gelangen ⓘ könnenkönnen] SKS, können« A (►Pag. 78).

✂ Derpaa lader 👤Schlegel 👤Julius, efterat han en Tidlang har trukket sig tilbage i Eensomhed, atter træde i Berøring med det selskabelige Liv, og i et mere aandeligt Forhold til enkelte af dette Livs qvindelige Medlemmer atter gjennemløbe flere Kjærligheds-Episoder, ►indtil han endelig i 👤Lucinde finder Eenheden af alle de ►discrete Momenter, finder ligesaa megen Sandselighed som Aandrighed. Da imidlertid denne Kjærlighedsforbindelse ikke er dybere begrundet end i en aandelig Sandselighed, da den intet Resignationens Moment har i sig, med andre Ord, da den intet Ægteskab er, da den Anskuelse, at Passivitet og Vegeteren er det Fuldkomne, fastholdes, saa er Sædeligheden atter her negeret. Denne Kjærlighedsforbindelse kan derfor intet Indhold faae, i dybere Forstand ingen Historie have, deres Tidsfordriv kan derfor kun ►en deux blive den samme, som ►det 👤Julius troede bedst at kunne anvende 401sin Eensomhed til, at overveie, hvad en eller anden aandrig Dame, ved en eller anden piquant Leilighed vilde sige eller svare. Det er derfor en Kjærlighed, der intet realt Indhold har, og den Evighed, der ofte nok er Tale om, er intet Andet end et, hvad man kunde kalde, Nydelsens evige Øieblik, en Uendelighed, der ingen Uendelighed er, og som forsaavidt er upoetisk. Man kan derfor ikke godt bare sig for at smile, naar en saa spinkel og svagbygget Kjærligheds-Forbindelse vil indbilde 320 sig at kunne trodse Livets Storme, vil indbilde sig at have Kraft nok til at ansee: ►die herbeste Laune des Zufalls für schönen ⓘ WitzWitz] SKS, Wittz A und ausgelassene 309Willkühr (►Pag. 9), da denne Kjærlighed jo slet ikke hører hjemme i den virkelige Verden, men i en indbildt, hvor de Elskende selv ere Herrer over Storme og 334 Orkaner. Da Alt i en saadan Forbindelse er beregnet paa Nydelse, saa opfatter den naturligviis sit Forhold til den Slægt, der skylder den sin Tilværelse, ligesaa egoistisk: ►So schlingt die Religion der Liebe unsre Liebe immer inniger und stärker zusammen, wie das Kind die Lust der zärtlichen Eltern dem Echo gleich verdoppelt (►Pag. 11). Man træffer ofte nok paa Forældre, der med en taabelig Alvorlighed ønske at see deres Børn saasnart som muligt vel forsørgede, 370maaskee endog at see dem vel i Jorden; i Modsætning hertil synes 👤Julius og 👤Lucinde helst at ville holde dem bestandig i Alder med den lille 👤Vilhelmine, for at have Morskab af dem.

✂ Det, der imidlertid bliver det Besynderlige ved 📖 Lucinde og den hele Stræben, der knytter sig til denne, er, at man, gaaende ud fra Jegets Frihed og constitutive Myndighed, istedetfor at komme til en endnu høiere Aandelighed kun kommer til Sandselighed, og altsaa til sin Modsætning. I Sædeligheden er Aandens Forhold til Aand antydet, men idet Jeget vil en høiere Frihed, vil negere den sædelige Aand, falder det derved ind under Kjødets og Drifternes Lov. Men da denne Sandselighed ikke er naiv, saa følger deraf, at den samme Vilkaarlighed, der indsatte Sandseligheden i dens formeentlige Rettigheder, kan i næste Øieblik slaae over til at gjøre en abstract og overspændt 402Aandelighed gjeldende. Disse Vibrationer kan nu opfattes deels som Verdens-Ironiens Spil med Individet, deels som Individets Forsøg paa at eftergjøre Verdens-Ironien.

321 ► 👤Tieck

✂ Af 👤Tieck skal især nogle af hans satiriske Dramaer og hans Lyrik være Gjenstand for Omtale. Hans tidligere Noveller ligge før den Tid, da han ved Schlegelerne bragtes til Sandheds Erkjendelse; hans senere Noveller nærme sig Virkeligheden mere og mere, og søge ikke sjelden ved en vis Brede fuldkommen at congruere med denne. I 👤Tieck aander jeg allerede lettere, og naar jeg endnu engang skuer tilbage paa 📖 Lucinde, saa er det mig, som om jeg vaagnede af en ængstelig foruroligende Drøm, i hvilken jeg havde i eet Øieblik hørt Sandselighedens forføreriske Toner og det vilde, dyriske Hyl, der 310lyder midt derimellem; det er 335 mig, som om man havde budt mig ►det modbydelige Præparat, der tilberedes i en Hexekjedel, der berøver En al Smag, al Appetit for Livet. 👤Schlegel docerer, han retter sig directe mod Virkeligheden. Med 👤Tieck er dette ikke Tilfældet, han hengiver sig til en poetisk Overgivenhed, men denne fastholder han i dens ⓘ Indifferents modIndifferents mod] SKS, Indifferents med A Virkeligheden. Kun hvor han ikke gjør dette, nærmer han sig til at angribe Virkeligheden, men angriber den endogsaa da kun mere indirecte. At en saadan poetisk Overgivenhed, der i et overvættes ironisk ►Hopsasa er aldeles oven ud, har sin Gyldighed, vil vist Ingen nægte. Forsaavidt har ►👤Hegel ofte gjort 👤Tieck Uret, og den Bemærkning, som en forøvrigt ivrig Hegelianer etsteds 371har gjort¹: ►In Spaß und Heiterkeit fand er (👤Hegel) sich gleichfalls behaglich, doch die letzte Tiefe des Humors blieb ihm theilweise verschlossen, und die neueste Form der Ironie widerstrebte dermaßen seiner eigenen Richtung, daß es ihm fast an 403dem Organ gebrach, auch das 322 Aechte in ihr anzuerkennen oder gar zu genießen, maa jeg ganske billige. Jo nærmere imidlertid en saadan Digten kommer Virkeligheden, jo mere den kun gjennem en Brydning med Virkeligheden bliver forstaaelig, jo mere Polemik, den skjuler i sig, jo mere den gjør en polemisk Udvikling til Betingelse for Læsernes Sympathi, desto mere falder den ud af den poetiske Indifferents, taber den sin Uskyld og faaer en Hensigt. Det er da ikke længer ►den poetiske Licents, der ligesom ►👤Münchhausen tager sig selv i Nakken og paa den Maade, uden Fodfæste, svævende i Luften, gjør den ene ►Kulbytte besynderligere end den anden, det er ikke længer Poesiens pantheistiske Uendelighed; men det er det endelige Subject, der anlægger den ironiske Løftestang, for at vippe hele Tilværelsen ud af dens faste Sammenføining. Hele Tilværelsen bliver nu et blot Spil for det digtende ►Vilkaar, der Intet forsmaaer, end ikke det Ubetydeligste, men for hvilket heller Intet bestaaer, end ikke det Betydeligste. Man behøver i ►den Henseende blot at gjennemlæse Fortegnelsen over Personerne i et af 👤Tiecks, eller hvilkensomhelst anden af de romantiske Digteres Stykker, for at faae en Forestilling om, hvilke uhørte og høist usandsynlige Ting der foregaae i deres Digterverden. 336 Dyrene tale som Mennesker, Menneskerne som Fæ, Stole og Borde blive sig deres Betydning i Tilværelsen bevidste, Menneskene føle Tilværelsen som en Ting uden Betydning, Intet bliver 311til Alt og Alt bliver til Intet, Alt er muligt endog det Umulige, Alt er Rimeligt endog det Urimelige.

✂ Man maa nu erindre, at 👤Tieck og den hele romantiske Skole traadte eller troede at træde i Forhold til en Tid, i hvilken Menneskene vare aldeles ligesom forstenede i de endelige sociale Forhold. Alt var fuldkommet og fuldendt i en guddommelig ►chinesisk Optimisme, der ingen fornuftig Længsel lod utilfredsstillet, intet fornuftigt Ønske uopfyldt. Skik og 323 Brugs herlige Grundsætninger og Maximer vare Gjenstand for en from Gudsdyrkelse; Alt var absolut selv det Absolute; man afholdt sig fra Polygami, 372man gik med spidspullede Hatte. Alt 404havde sin Betydning. Enhver følte i Forhold til sin Stilling med nuanceret Værdighed, hvormeget han udrettede, hvor stor Betydning hans utrættelige Stræben havde for ham selv og for det Hele. Man levede ikke ►qvækeragtig letsindigt uden Agtelse for Timer og Klokkeslet, slig Ugudelighed søgte forgjæves at indsnige sig. Alt gik sin rolige, sin afmaalte Gang, selv den, der gik paa Frieri; thi han vidste jo, at han gik i lovligt Ærinde og gjorde et høist alvorligt Skridt. Alt skete paa Klokkeslet. Man sværmede i Naturen St. Hansdag, man var sønderknuset store Bededag, man ►forliebede sig, naar man fyldte sit 20de Aar, man gik i Seng Klokken 10. Man giftede sig, man levede for Huuslighed og for sin Stilling i Staten; man fik Børn, fik Familiesorger; man stod i sin fulde Manddoms Kraft, blev paa høiere Steder bemærket i sin velsignelsesrige Virksomhed, var en Omgangsven af den Præst, under hvis Øine man episk fuldbyrdede de mange skjønne Træk til et hæderligt Eftermæle, som man vidste han engang med rørt Hjerte forgjæves vilde søge at fremstamme; man var Ven i Ordets sande og oprigtige Betydning, en virkelig Ven, som man var ►virkelig Cancelliraad. Man havde Forstand paa Verden, man opdrog sine Børn til det Samme, man begeistredes een Aften om Ugen af Digterens Lovsang over Tilværelsens Skjønhed, man var atter Alt for Sine, Aar ud og Aar ind med en Sikkerhed og Præcision, der altid traf paa Minutten. Verden gik i Barndom, den maatte forynges. Forsaavidt var Romantiken velgjørende. Der gaaer en kjølig Luftning, en forfriskende Morgenluft fra Middelalderens Urskove eller fra Grækenlands 337 rene Æther gjennem Romantiken; det løber Spidsborgerne koldt ned ad Ryggen, og dog er det nødvendigt for 324 at fordrive den dyriske Uddunstning, i hvilken man hidtil aandede. De hundrede Aar ere forløbne, det fortryllede Slot reiser sig, dets Beboere vaagne 312atter, Skoven aander let, Fuglene synge, den skjønne Prindsesse lokker atter Beilere omkring sig; Skoven gjenlyder af Jagthorn og Hundeglam, Engene dufte, Digte og Sange rive sig løs fra Naturen og flagre omkring, og Ingen veed, hvorfra de komme eller 405hvor de fare hen. Verden forynges, men, som ►👤Heine ret vittigt har bemærket, den foryngedes ved Romantiken i den Grad, at den blev et lille Barn igjen. Det er Ulykken ved Romantiken, det er ikke Virkeligheden, den griber. Poesien vaagner, de stærke Længsler, de hemmelighedsfulde Ahnelser, de begeistrende Følelser, 373Naturen vaagner, den fortryllede Prindsesse vaagner – Romantikeren falder i Søvn. Det er i Drømme han oplever Alt dette, og medens Alt før sov omkring ham, saa vaagner nu Alt, men han sover. Men Drømme mætte ikke. Mat og træt vaagner han, ustyrket, for atter at lægge sig til at sove, og snart maa han ved Kunst fremkalde de ►somnambule Tilstande. Men jo mere Kunst der behøves hertil, jo mere overspændt bliver ogsaa det Ideal, som Romantikeren fremmaner.

✂ Det er imellem disse to Poler, at den romantiske Digtning bevæger sig. Paa den ene Side staaer den givne Virkelighed med al sin usle Spidsborgerlighed, paa den anden Side den ideale Virkelighed med sine dæmrende Skikkelser. Disse to Momenter staae i et nødvendigt Forhold til hinanden. Jo mere carrikeret Virkeligheden bliver, jo høiere sprudler Idealet, kun at ►den Kilde, der her sprudler, ikke sprudler til et evigt Liv. Men netop dette, at denne Poesi bevæger sig mellem Modsætningerne, viser, at den ikke er i dybere Betydning sand Poesi. Det sande Ideal er ikke et paa en eller anden Maade hiinsides, det er bag ved, forsaavidt det er den fremskyndende Kraft, det er foran, forsaavidt det er det begei325strende Formaal, men derunder er det i os, og dette er dets Sandhed.

✂ Men derfor kan den Art Digte heller ei træde i et i Sandhed poetisk Forhold til Læseren, netop fordi Digteren selv ikke træder i et ægte poetisk Forhold til sit Digt. Det poetiske Standpunkt, paa hvilket Digteren har stillet sig, er den poetiske Vilkaarlighed, det Total-Indtryk, Digtet efterlader sig, er en Tomhed, hvori Intet forblev. Denne Vilkaarlighed viser sig 338 nu i hele Anlæget. Snart iler Stykket frem, snart staaer det stille, stagnerer i en Episode, snart gaaer det tilbage; snart er vi i ►📌Peder Madsens Gang, snart i Himlen; nu skeer der noget 406høist Usandsynligt, som Digteren meget godt er sig bevidst er usandsynligt; nu klinger det i det Fjerne, det er de hellige Trekongers fromme Optog; nu følger der en Solo for Valdhorn¹; 313snart gjøres der 374Noget for Alvor gjeldende, og øieblikkeligt vendes Vrangen ud deraf, og Latterens Eenhed vil forsone Modsætningerne, men denne Latter accompagneres af en dyb Veemods fjerne Fløitetoner o. s. v. v. v.

✂ Men netop fordi det hele Anlæg ikke ordner sig i en digterisk Totalitet, fordi det Poetiske for Digteren er den Frihed, hvori han raader over Alt, fordi det Poetiske for Læseren er i den Frihed, med hvilken han eftergjør Digterens Capricer, fordi, 326 siger jeg, det hele Anlæg ikke ordner sig i en poetisk Totalitet, derfor staae de ►discrete Elementer isolerede, eller rettere, fordi de discrete Elementer bestaae i en isoleret Stræben, derfor kan der ingen digterisk Eenhed blive. Den polemiske Stræben finder aldrig Hvile, thi det Poetiske bestaaer netop i bestandig at frigjøre sig ved en ny Polemik, og ligesaa vanskeligt, som det er for Digteren at finde Idealet, ligesaa vanskeligt er det ham at finde Carricaturen. Ethvert polemisk Strøg indeholder bestandig et Mere, en Mulighed af at gaae ud over sig selv i en endnu sindrigere Skildring. Den ideale Stræben har atter intet Ideal; thi ethvert Ideal er i samme Øieblik dog blot en Allegori, der skjuler et høiere Ideal i sig, og saaledes i det Uendelige. Digteren under derfor aldrig hverken sig selv eller Læseren Ro, thi Ro er netop slig Digtens Modsætning. Den eneste Ro, den har, er 339 den poetiske Evighed, hvori den seer Idealet, men denne 407Evighed er en Uting, da den er uden Tid, og derfor bliver Idealet i næste Øieblik Allegori.

✂ Som nu 👤Tieck i at opfatte det Spidsborgerlige er i Besiddelse af en mageløs Opfindsomhed, en vidunderlig Virtuositet i det forkeerte Perspectiv, saaledes har hans ideale Stræben en saadan ►artesisk Dybde, at det Billede, der skal komme tilsyne paa Himmelen, uendeligt forsvinder i det Uendelige. Han har en besynderlig Gave til at gjøre En saa underlig tilmode, og de ideale Menneskeskikkelser, der stundom komme tilsyne, kan virkelig gjøre En netop ved deres 314Besynderlighed ganske bange, thi de ligne stundom mærkværdige Naturproducter, og deres kloge 375og trofaste Øine indgyde ikke saa meget Tillid, som en vis ►unheimlich Angst¹.

✂ 327Da nu hele denne Poesis Bestræbelse væsentlig er denne, igjennem en bestandig ►Approximation at nærme sig den Stemning, der dog aldrig finder sit fuldkomne adæqvate Udtryk, hvorved denne Poesi er Poesi over Poesi i det Uendelige, og paa den anden Side at sætte Læseren i en Stemning, der er incommensurabel selv for denne Poesis egne Præstationer, saa har den naturligviis sin Styrke i det Lyriske. Men denne Lyrik maa ikke blive tung og svær ved en dybere ►Gehalt, den maa bestandig blive lettere og lettere, fortone sig svagere og svagere i den fjerne Gjenlyd af et hendøende Echo. Det Musicalske er i Lyriken det subjective Moment. Dette bliver ganske eensidigt udviklet. Det bliver i denne Henseende Klangen i Verset, Resonantsen, hvori det ene Vers raaber til og svarer det andet, den gratiøse Slyngning, i hvilken Verset bevæger sig i lette, smidige Dandsetrin og selv saa at sige synger dertil, hvorpaa Alt kommer an. Rimet bliver en vandrende Ridder, der gaaer paa Eventyr, og hvad 👤Tieck og hele Romantiken ofte nok har travlt med, at En pludselig seer et fremmed Ansigt, der dog forekommer ham saa bekjendt, at det er ham, som om 408han havde seet dette Ansigt langt tilbage i Tiden, i en Fortid, som gaaer ud over den historiske Bevidsthed, det 340 Samme hænder Rimet, der pludselig træffer sammen med en gammel Bekjendt fra bedre Tider, og nu bliver ganske underlig tilmode derved. Træt og kjed af sine sædvanlige Omgangsvenner, søger Rimet nye og interessante Bekjendtskaber. Tilsidst isolerer det musicalske Element sig aldeles, og det lykkedes virkelig stundom Romantiken at reconstruere den Art Poesi, Enhver fra sin Barndom kjender i det skjønne Vers: ►Ulen Dulen Dorf. Saadanne Digte maae nu ogsaa ansees for de fuldkomneste; thi her har Stemningen, og denne er det jo Alt kommer an paa, absolut Raadighed og er aldeles ubunden, da enhver Gehalt er negeret.

✂ 328Om end 👤Tieck nu ikke med saa megen Alvor negerede Virkeligheden som 👤Schlegel, saa viser dog hans overspændte og afmægtige Ideal, der farer hen som Skyen paa Himlen, eller som den 376Skygge af den, der flygtigt iler hen over Jorden, at han er paa Afveie. 👤Schlegel 315beroligede sig i Katholicismen, 👤Tieck fandt stundom Hvile i en Slags Forgudelse af hele Tilværelsen, hvorved Alt blev lige poetisk. –

► 👤Solger

✂ 👤Solger var den, der vilde blive sig philosophisk bevidst, hvorledes det hang sammen med Ironien. Sin Anskuelse har han nedlagt i de æsthetiske Forelæsninger, der ere udgivne efter hans Død¹, samt i en og anden Afhandling, der findes i hans efterladte Skrifter². 👤Hegel har taget meget Hensyn til 👤Solgers Fremstilling og behandler ham med en vis Forkjærlighed. I den oftere ►omtalte Anmeldelse Pag. 486 udtaler 👤Hegel sig saaledes: ►Wie sie (die Ironie) gewöhnlich vorkommt, ist sie mehr 409nur als ein berühmter, vornehm seyn sollender Spuk anzusehen; in Beziehung auf 👤Solger aber kann sie als ein Princip behandelt werden. I Indledningen til Æsthetiken omtaler 👤Hegel ogsaa 👤Solger (►Pag. 89: ►👤Solger341 war nicht wie die Uebrigen mit oberflächliger Bildung zufrieden, sondern sein ächt speculatives innerstes Bedürfniß drängte ihn in die Tiefe der philosophischen Idee hinabzusteigen), og beklager, at 👤Solger døde for tidlig til at komme til den concrete Udførelse deraf.

✂ At give en Fremstilling af 👤Solgers Anskuelse er visselig saare vanskeligt; thi det er, ►som 👤Hotho rigtigt bemærker 329 (Pag. 399), ►in schwerbegreifbarer philosophischer Klarheit, at han har udviklet sin Betragtningsmaade. Sagen er nemlig denne: 👤Solger er aldeles løben vild i det Negative; og det er derfor ikke uden en vis Betænkelighed, jeg begiver mig ud paa dette stormfulde Hav, ikke saameget fordi jeg frygter for at sætte Livet til, som af Bekymring for, at det vil blive mig saare vanskeligt at give Læseren en nogenlunde paalidelig Efterretning om, hvor jeg er bleven af, eller hvor jeg i ethvert enkelt Øieblik befinder mig. Da nemlig det Negative bestandig blot bliver synligt ved det Positive, men det Negative her er 377det Eneherskende, og er her i sin hele Ufrugtbarhed, saa forvirrer Alt sig her for En, og i det Øieblik, man haaber paa Muligheden af at have en Bestemmelse, hvorefter man kan orientere sig, forsvinder Alt igjen, fordi det Positive, der fjernt viste sig, ved nærmere Eftersyn befindes316 at være en ny Negation. 👤Solger kan derfor vel have sin Betydning i Udviklingen, men man kan vistnok bedst betragte ham som et Offer, 👤Hegels System krævede. Deraf lader sig ogsaa 👤Hegels Forkjærlighed for ham forklare; han er det Negatives metaphysiske Ridder. Han kommer derfor heller ei i Collision med Virkeligheden i den Forstand, som de øvrige Ironikere; thi hans Ironi gestaltede sig ikke paa nogen Maade i Modsætning til Virkeligheden¹. Hans Ironi er ►contemplativ410Ironi, han seer Alts Intethed. Ironien er et Organ, en Sands for det Negative.

✂ 330👤Solgers Bestræbelser ligge aldeles inde paa Videnskabens Gebeet. 342 Men da han intetsteds har givet en sammenhængende fremadskridende, stræng videnskabelig Fremstilling, men derimod blot aphoristiske Udbrud, der snart føre os ind i reent metaphysiske Betragtninger, snart i historisk-philosophiske, snart i æsthetiske, ethiske o. s. v. Undersøgelser, Udbrud, der tangere hele Videnskabens Rige, saa ligger heri allerede en stor Vanskelighed. Dertil kommer, at hans Sprogbrug ofte er mere poetisk end philosophisk (saaledes ►naar han taler om, at Gud, idet han aabenbarer sig, opoffrer sig selv; thi vel veed jeg, at dette Udtryk ret godt kunde bruges i Analogi med den metaphysiske Betydning, i hvilken man i den nyere Videnskabelighed bruger det Udtryk, at Gud forsones med Verden, men da selv denne Brug er en Begrebs Forflygtigelse i Forhold til den christelige Terminologi, saa turde i denne Misbrug ikke ligge noget antageligt Forsvar for 👤Solgers Adfærd med et endnu concretere Begreb), at den ikke altid giver Læseren en klar Forestilling om, i hvilken Retning Bevægelsen foregaaer. Saadanne Udtryk som at negere, tilintetgjøre, ophæve, 378bruges ofte, men for at Læseren i Sandhed skal være orienteret, maa han kjende Bevægelsesloven. Det Negative har nemlig en dobbelt Function, deels uendeliggjør det det Endelige, deels endeliggjør det det Uendelige. Naar man nu ikke veed, i hvilken Strømning man er, eller rettere, naar man snart er i den ene Strømning, snart i den anden, saa forvirres Alt. Fremdeles maa man være enig om Betydningen af det, om hvilket der udsiges, 317at det skal negeres; thi ellers kan jo Negationen (ligesom ►Cæsuren i hiint berømte Vers) falde paa urette Sted. Naar det saaledes hedder, at Virkeligheden skal tilintetgjøres, skal negeres, saa maa man vide, hvad der forstaaes ved Virkelighed; 411thi i een Forstand er Virkeligheden selv jo kommen frem ved en Negation. Men dette skeer ikke, og deraf 331 kommer det, at man kan komme ind i slig Forvirring som denne, at Mennesket er ►det Nichtige¹ (allerede her maa man være forsigtig, man maa være enig om, i hvilken Forstand Mennesket er det Nichtige, og om, hvorvidt der ikke 343 er noget Positivt og Gyldigt i dette Nichtige), og det Nichtige skal tilintetgjøres (her maa man atter først holde en lille Conferents om, hvorvidt Mennesket selv kan tilintetgjøre det Nichtige i ham, hvorved han da i en anden Forstand ikke bliver det Nichtige), og dog er det Nichtige i os selv det Guddommelige (smlgn. ►📖 efterladte Skrifter 1ste Deel Pag. 511).

✂ 👤Solgervil tilveiebringe den absolute Identitet mellem det Endelige og det Uendelige, vil tilintetgjøre den Mellemvæg, der paa saa mange Maader vil skille dem ad. Han arbeider derfor hen til den absolute, forudsætningsløse Begyndelse, hans Stræben er altsaa speculativ. I hans 📖 efterladte Skrifter ►1ste Bind Pag. 507 hedder det: ►Das ist doch wohl gewiß, daß sich seine Wissenschaft (Philosophens) von allen übrigen dadurch wesentlich unterscheidet, daß sie allumfassend ist. Jede andere hat etwas Vorausgesetztes, Gegebenes, entweder eine bestimmte Form der Erkenntniß, wie die Mathematik, oder einen bestimmten Stoff, wie Geschichte, Naturkunde und dergl. Sie allein muß sich selbst schaffen. Hans 379contemplative Ironi seer nu det Endelige som det Nichtige, som det, der skal ophæves¹. Men paa den anden Side maa det Uendelige ogsaa 332 negeres, det 412maa ikke bestaae i et hiinsidigt ►An sich. Herved tilveiebringes den sande Virkelighed. Smlgn. ►📖 efterladte Skrifter 1ste Deel Pag. 600: ►Aber das Endliche, die gemeine Thatsache, ist eben so wenig die wahre 318Wirklichkeit, wie das Unendliche, die Beziehung auf Begriffe und wechselnde Gegensätze, das Ewige ist. Die wahre Wirklichkeit ist ein Moment der Anschauung, in welchem Endliches und Unendliches, die unser gemeiner Verstand nur in Beziehung auf einander erkennt, völlig aufgehoben werden, indem sich darin Gott oder das Ewige offenbart. Her have vi altsaa Ideen paa den absolute Begyndelses Spidse, vi have den derfor som ►den uendelige absolute Negativitet. Nu maa, hvis det skal blive til Noget, det Negative igjen gjøre sig gjeldende, 344 i at endeliggjøre Ideen, det er i at gjøre den concret. Det Negative er Tankens Uro, men denne Uro maa vise sig, maa blive synlig, dets Lyst maa vise sig som den Lyst, der driver Værket, dets Smerte som den Smerte, den føder. Skeer dette ikke, da have vi kun ►Contemplationens, Andagtens, Pantheismens uvirkelige Virkelighed. Hvad enten man nemlig fastholder Andagten som et Moment, eller man vil lade hele Livet blive Andagt, saa kommer dog ikke den sande Virkelighed tilsyne. Er den et blot Moment, saa er der intet Andet at gjøre end øieblikkelig at fremkalde den igjen, skal den udfylde hele Livet, saa bliver Virkeligheden i Sandhed ikke til. Det hjelper derfor ikke, at 👤Solger forklarer, ►at man ikke med 👤Plato maa tænke Ideen paa et himmelsk eller overhimmelsk Sted; det hjelper ikke, at ►han forsikkrer, at han ikke som 👤Spinoza lader Endeligheden forsvinde som blot modus; det hjelper ikke, ►at han ikke med 👤Fichte vil lade Ideen tilblive i en evig Vorden; det hjelper ligesaa lidet, ►at han misbilliger 👤Schellings Forsøg paa at vise, at den fuldkomne Væren er i Tilværelsen. Alt Sligt er blot Forstudier. 👤Solger er ved Begyndelsen; men denne Begyndelse 333 er aldeles abstract, det gjelder nu om, at den Dualisme, der er i Existentsen, viser sig i sin Sandhed. 380Dette skeer imidlertid ikke. Det bliver tvertimod klart, at 👤Solger virkelig ikke kan faae det Endelige indrømmet nogen Gyldighed. 413Han kan ikke faae det Uendelige concret. Han seer det Endelige som det Nichtige, som det forsvindende, som ►det nichtige All. De moralske Bestemmelser have derfor ingen Gyldighed, hele Endeligheden med dens moralske og umoralske Stræben svinder hen i den metaphysiske Contemplation, der seer det som Intet. Smlgn. hans ►📖 efterladte Skrifter 1ste Bind Pag. 512: ►Daß wir aber böse seyn können, rührt daher, daß wir eine Erscheinung, eine gemeine Existenz haben, die an sich weder gut noch böse, weder Etwas noch Nichts ist, sondern eben blos der Schatten, den das Wesen in seinem getrennten Daseyn auf sich selbst 319wirft, und auf welchen wir, wie auf einen Rauch, das Bild des Guten und des Bösen hinwerfen können. Alle unsere blos moralischen Tugenden sind ein solches reflectirtes Bild des Guten, und wehe dem, der sich auf sie verläßt! Alle unsere blos moralischen Laster sind ein solcher Widerschein des Bösen, und wehe dem, der darüber verzweifelt und sie für etwas hält, das wirklich und wahrhaft ist, und nicht an den glaubt, vor dem sie nichts sind und der sie allein in uns heben kann! Her viser sig nu Svagheden 345 hos 👤Solger tydeligt. Thi vel er det sandt, at de moralske Dyder ingen Værdi have i og for sig, men kun i den Ydmyghed, der lader Gud frembringe dem i os; og vel er det sandt, at Menneskets Laster kun hæves af Gud og ikke ved egne Kræfter; men deraf følger ingenlunde, at man metaphysisk skal tabe sig selv, og i det ene Tilfælde oversee ►den Synergisme, der kommer Guddommen tilhjelp, i det andet den Anger, ►der ikke slipper Gud. Det Endelige er saaledes vel det Nichtige, men der er dog Noget deri, hvori der er et Hold.

✂ 334Den videnskabelige Stræben derfor, der viser sig i alt dette, gjennemføres ikke, og man har derfor mere en pantheistisk Fortabelse end en speculativ Gjøren Rede for det Uendeliges og det Endeliges absolute Identitets abstracte an sich. Pantheismen kan komme tilsyne paa to Maader, enten idet jeg accentuerer Mennesket, eller idet jeg accentuerer Gud, enten ved en anthropocentrisk eller ved en ►theocentrisk Betragtning. 414Naar jeg lader Menneskeslægten producere Gud, saa er der ingen Strid mellem Gud og Mennesket, naar jeg lader Mennesket forsvinde i Gud, er der heller ingen Strid. Det Sidste gjør aabenbart 👤Solger. Vel vil han ikke, at ►Gud maa spinozistisk tænkes som Substants, men det kommer deraf, at han ikke vil ophæve Andagtens Identitet af det Guddommelige og det Menneskelige.

✂ 381Disse metaphysiske Undersøgelser gjennemføres nu ikke videre. Vi ville derfor vende os til en anden Cyclus af Betragtninger, som mere høre hen paa et speculativt-dogmatisk Gebeet. 👤Solger benytter uden Videre saa concrete Forestillinger, som Gud, at opoffre sig, at hengive sig af Kjærlighed o. s. v. Man finder idelig Allusion til saadanne Forestillinger som Guds Skaben af Intet, hans Forsoning o. s. v. Dette ►Parti har 👤Hegel omhyggeligen behandlet, jeg kan derfor knytte mig til ham. Først altsaa nogle Citater af 👤Solger. ►Det er især i første Bind af hans 📖 efterladte Skrifter, i tvende Breve, det ene til 👤Tieck, det andet til 👤Abeken, at de fleste af disse speculative 320Blink findes. ►Efterladte Skrifter 1ste Deel Pag. 603: ►Indem Gott in unserer Endlichkeit existirt oder sich offenbart, opfert er sich selbst auf und vernichtet sich in uns: denn wir sind Nichts. ►Samme Deel Pag. 511 bemærkes der: ►Nicht unsere relative Schwäche macht unsere Unvollkommenheit, nicht unser eigenes wesentliches Seyn unsere Wahrheit aus. Wir sind deshalb nichtige Erscheinungen, weil 335 Gott in uns selbst Existenz angenommen und sich dadurch von sich selbst 346 geschieden hat. Und ist dieses nicht die höchste Liebe, daß er sich selbst in das Nichts begeben, damit wir seyn möchten, und daß er sich sogar selbst geopfert und sein Nichts vernichtet, seinen Tod getödtet hat, damit wir nicht ein bloßes Nichts bleiben, sondern zu ihm zurückkehren und in ihm seyn möchten? Das Nichtige in uns ist selbst das Göttliche, insofern wir es nämlich als das Nichtige und uns selbst als dieses erkennen. In diesem Sinne ist es auch das Gute, und wir können vor Gott nur wahrhaft gut seyn durch Selbstopferung. 👤Hegels Udvikling heraf 415findes ►Pag. 469 øv. ff.¹. Det vil nu her strax vise sig, at 👤Solger, tiltrods for sin speculative Energi, dog ikke saameget orienterer os, som desorienterer, samt at det bliver saare vanskeligt, da alle ►Mellembestemmelser mangle, at afgjøre, om Negationerne træffe rigtigt ind. ►Naar det hedder: ►indem Gott in unserer Endlichkeit existirt oder sich offenbart, saa maatte vi her først have Noget at vide om, i hvilken Forstand Gud existerer i Endeligheden, vi mangle her Skabelsens Begreb. Naar det nemlig i det Følgende hedder, at han ved saaledes at existere i Endeligheden offrer sig 382selv, saa kunde det synes, at heri var Skabelsen udtrykt. Men er dette Meningen, da er den ikke skarpt udtrykt; thi da maatte det hedde: idet Gud offrer sig selv, skaber han. Dette kunde synes at bestyrkes derved, at det tilsvarende Prædicat er, at Gud tilintetgjør sig selv. Naar vi nemlig sige, at Gud tilintetgjør sig selv, saa have vi jo her en Negation, men vel at mærke, en Negation, hvorved det Uendelige gjøres endeligt og concret. Men paa den anden Side kan det Udtryk, at Gud offrer sig selv, ligesom og at Gud tilintetgjør 336 sig selv, mere henlede Tanken paa Forsoningen. Dette bestyrkes ved de nærmest følgende Ord: vi ere Intet; thi herved er jo det Endelige sat, men sat i sin Endelighed, sin Intethed, og det er denne Intethed, der skal negeres, hvorved 321da Negationen uendeliggjør det Endelige. Her mangle vi imidlertid Mellembestemmelser for at oplyse, i hvilken Forstand Mennesket er Intet, Mellembestemmelser af et saadant Omfang, at Syndens Betyd347ning maatte være med deri opfattet. Vi have altsaa en speculativ Uklarhed, der hverken lader Skabelse eller Forsoning eller Endelighed eller Syndighed vederfares sin Ret. Sammenligne vi nu hermed de Yttringer, der ere tagne af ►hans Brev til 👤Tieck, viser der sig et lignende speculativt Tusmørke. Her erfare vi, at vi ►deshalb nichtige Erscheinungen sind, weil Gott 416in uns selbst Existenz angenommen, und sich dadurch von sich selbst geschieden hat. Her er nu aabenbart Skabelsens Begreb ahnet. Men ikke at tale om, at der mangler Mellembestemmelser for ret at kunne fastholde Skabelsens Act, saa er end ikke den pantheistiske Tanke skarpt fremstillet; thi man kan dog egentlig ikke sige, at vi ere ►nichtige Erscheinungen, fordi Gud har taget Existents i os; man maatte snarere efter 👤Solgers Anskuelse og Terminologi sige, idet Gud tilintetgjør sig selv, bliver hele Endelighedens Intethed til; men idet Gud tager Existents heri, er Gud ikke adskilt fra sig selv (thi dette er han i Skabelsens Moment), men i sig selv, og Intetheden ►hævet. Naar det ►i det Følgende hedder: ►Und ist dieses nicht die höchste Liebe, daß er sich selbst in das Nichts begeben, damit wir seyn möchten, da er atter her Skabelse og Forsoning forvexlede og forviklede i hinanden. Gud har nemlig ikke begivet sig i Intet, for at vi maatte være; thi vi ere jo Intet, men Gud har begivet sig i Intet, for at vi maatte ophøre at være Intet. Forsaavidt 👤Solger vil see Guds Kjærlighed heri, saa mangler atter her Mellem337bestemmelser; thi Skabelsens Begreb maa altid være givet, for at Guds Kjærlighed ikke skal blive Selvkjærlighed. I det Følgende bruger 👤Solger endnu concretere Udtryk, idet han siger, at Gud har offret sig selv og tilintetgjort sit Intet og dræbt 383sin Død. Herved maa man nu tænke paa Forsoningen, paa Endelighedens Negation og Tilbagevenden til Gud og i Gud. Men da det i det Foregaaende hed, at Gud idet han existerer i vor Endelighed tilintetgjør sig selv, saa have vi nu faaet samme Udtryk baade for Skabelsen og Forsoningen. Dernæst synes det ikke let at forstaae, hvad det vil sige, at Gud offrer sig selv, naar dette skal forklares ved de følgende Ord: han tilintetgjør sin Intethed. Men Forvirringen bliver endnu større, naar vi erfare, at det Nichtige i os er det Guddommelige; thi vi ere jo det Nichtige, og hvorledes kan da det Nichtige i os, (hvorved der synes at antydes, at der er noget Andet i 322os, der ikke er det Nichtige,) være det Guddommelige? Endelig læres der, at vi selv kan erkjende det Nichtige i os. Er hermed nu meent, 417at vi selv ved denne 348 Erkjendelse kan negere det, saa have vi aabenbart her et ►pelagiansk Forsoningsbegreb.

✂ Det, som i hele denne Undersøgelse synes at foresvæve 👤Solger, er den ►Negationens Negation, der i sig indeholder den sande Affirmation. Men idet den hele Tankebevægelse ikke er kommen til at udfolde sig, saa løber den ene Negation forkeert ind i den anden, og den sande Affirmation resulterer ikke. Dette har 👤Hegel meget klart opfattet og bemærker derfor udtrykkelig ►Pag. 470: ►das eine Mal sind wir darin als das Nichts (was das Böse ist) vorausgesetzt, dann ist auch wieder von Gott der harte, abstracte Ausdruck gebraucht, daß er sich vernichte, also er es sey, der sich als das Nichts setze, und zwar, damit wir seyen, und darauf heißt das 338 Nichtige in uns selbst das Göttliche, insofern wir es nämlich als das Nichtige erkennen.

✂ Dersom jeg nu vilde give Læseren en Forestilling om 👤Solgers Anskuelse, der, idet den knyttede sig til 👤Solgers Yndlings-Begreb Ironi, maaskee ogsaa kan komme den nærmest, saa vilde jeg sige, 👤Solger gjør egentlig Guds-Existensen til Ironi: Gud sætter sig selv bestandig over i Intet, tager sig selv tilbage, sætter sig selv over igjen o. s. f., en guddommelig Tidsfordriv, der ligesom al Ironi sætter de rædsomste Modsætninger. I denne Dobbeltbevægelses uhyre Svingning (saavel den ►centrifugale som den centripetale) deeltager Endeligheden, og i Adskillelsens Moment er Mennesket i denne det Guddommeliges Slagskygge, tegner sine moralske Dyder og Laster ind i denne Skygge-Existents, som kun den, hvis Øie aabnedes for Ironi, seer som et Intet. Da nu al Endelighed er Intet, saa ►kommer den, der ved Ironien seer den som saadan, Guddommen tilhjelp. Længere kan jeg ikke gjennemføre det, da jeg ikke hos 👤Solger finder nogen Oplysning om, hvilken 384Realitet Endeligheden faaer ved Ironien. Vel taler nemlig ►👤Solger paa enkelte Steder om en Mystik, der, naar den skuer hen til Virkeligheden, er Ironiens Moder, men naar den skuer hen til den evige Verden, er Begeistringens og Inspirationens Barn, samt om en umiddelbar Nærværelse af det Guddommelige, 418der netop viser sig deri, at vor Virkelighed forsvinder; men ogsaa her mangle de Mellembestemmelser, der udfordres, førend en dybere positiv Total-Anskuelse lader sig construere derudaf.

✂ Vi ville nu se, hvorledes 👤Solger har gjennemført sit Standpunkt paa Æsthetikens Gebeet. Her kom han Romantikerne tilhjelp, og 323han blev 349 Romantikens og den romantiske Ironis philosophiske Talsmand. Her møde vi nemlig den samme Grundanskuelse, at Endeligheden er et Intet, maa gaae 339 under som den usande Virkelighed, for at den sande skal komme tilsyne. Det Sande, der ligger heri, er paa ►sit Sted bleven udhævet, men det Ufuldbaarne heri har jeg tillige ogsaa søgt at vise. Man seer saaledes ikke, hvilken Virkelighed, det er, der skal tilintetgjøres, om det er den usande Virkelighed (dette vilde vel 👤Solger svare Ja til; men man maatte da nærmere have at vide, hvad han forstod ved den usande Virkelighed, thi ellers vilde hans bejaende Svar blive en Tautologi), det vil sige, om det er de ►discrete Momenters Selviskhed, der skal negeres, for at den sande Virkelighed kan komme tilsyne, Aandens Virkelighed, ikke som en hiinsidig, men som en nærværende; eller om hiin guddommelige Tidsfordriv ingen Virkelighed kan lade bestaae. ►👤Solger synes nu i Kunst og Poesi at ville finde den høiere Virkelighed, der ved den endelige Virkeligheds Negation kommer tilsyne. Men herved møder en ny Vanskelighed; thi da den Poesi, som 👤Solger saa ofte i sin Brevvexling med 👤Tieck erkjender for den høieste, den romantiske, netop ikke er istand til at berolige Negationen i hiin høiere Virkelighed, da den netop selv i sin væsentlige Stræben søger at bringe det til Bevidsthed, at den givne Virkelighed er den ufuldkomne, men den høiere Virkelighed blot lader sig øine i Ahnelsens uendelige ►Approximation, saa synes det at blive nødvendigt, atter at forholde sig ironisk til enhver enkelt poetisk Frembringelse, fordi hvert enkelt Product blot er Tilnærmelse. Forsaavidt er det klart, at hiin høiere Virkelighed, der skal i Poesien komme tilsyne, dog ikke er i Poesien, men stadigt vorder. Man maa her ikke 385misforstaae mig, som om jeg meente, at Vordelsen ikke er et nødvendigt 419Moment med i Aandens Virkelighed; men den sande Virkelighed vorder hvad den er, Romantikens Virkelighed vorder blot. Saaledes er ►Troen en Seier over Verden, og dog er den en Strid, og naar den har stridt, da har den seiret over Verden; og dog havde 340 den seiret over Verden, før den havde stridt. Troen bliver saaledes det, den er, Troen er ikke en evindelig Strid, men den er en Seier, der strider. I Troen er altsaa ikke hiin høiere Aandens Virkelighed blot vordende, men den er nærværende, skjøndt den tillige vorder.

✂ I ►👤Solgers 📖 æsthetiske Vorlesungen, især i det Afsnit, der handler von dem Organismus des künstlerischen Geistes, findes Ironien ofte omtalt. 350 Ironi og Begeistring fremstilles der som de to nødvendige 324Factorer for den kunstneriske Frembringelse, de to nødvendige Betingelser for Kunstneren. Hvad herved maa forstaaes, skal paa sit Sted nærmere blive oplyst, her maa jeg blot bemærke, at denne hele Betragtningsmaade egentlig tilhører et ganske andet Standpunkt, medmindre man vil lade Ironien vise sig i at tilintetgjøre det egne Kunstværk, Begeistringen ⓘ betegnebetegne] SKS, betegner A den Stemning, der ahner det Høiere.

✂ Derimod skulle her nogle Yttringer, som forekomme i ►den Anmeldelse af 👤A. W. Schlegels Vorlesungen, der findes i 2det Bind af hans 📖 efterladte Skrifter, blive Gjenstand for lidt nærmere Betragtning. Her hersker nu en betydelig Uklarhed. Paa enkelte Steder taler nemlig 👤Solger saaledes om Ironien, at denne viser sig som den ►limiterende Magt, der netop lærer Mennesket at blive i Virkeligheden, lærer ham, i Begrændsning at søge sin Sandhed. ►Efterat han saaledes Pag. 514 har protesteret imod, at Ironien skulde lære Mennesket at sætte sig ud over Alt, tilføier han: ►die wahre Ironie geht von dem Gesichtspunkte aus, daß der Mensch, so lange er in dieser gegenwärtigen Welt lebt, seine Bestimmung, auch im höchsten Sinne des Worts, nur in dieser Welt erfüllen kann. Jenes Streben nach dem Unendlichen führt ihn auch gar nicht wirklich, wie der Verfasser meint, über dieses Leben hinaus, sondern nur in das Unbestimmte und Leere, indem es ja, wie er selbst gesteht, blos durch 420das Gefühl der irdischen Schranken erregt wird, auf 341 die wir doch ein für allemal angewiesen sind. 386Alles, womit wir rein über endliche Zwecke hinauszugehen glauben, ist eitle und leere Einbildung. Heri ligger nu en dyb Sandhed, som jeg senere skal komme tilbage paa, men Enhver vil vist give mig Ret i, at man snarere skulde troe, at det var ►👤Goethe, der talte, end 👤Solger. Allerede de følgende Ord lyde derfor og noget betænkeligt, naar der læres, at det Høieste ligesaafuldt som det Ringeste i den endelige Existents gaaer til Grunde, og Harmonien med det Foregaaende, hvori der lærtes, at Mennesket netop ved at begrændse sig kan fuldkomme sin Bestemmelse, er ikke let at tilveiebringe, medmindre man vil antage, at Menneskets Bestemmelse er den at gaae under, men denne Bestemmelse synes den ligesaa godt at kunne opnaae, der fordamper i uendelig Tomhed, ja han synes snarere at ►komme Guddommen tilhjelp, hvorimod den Anden synes at lægge ham Hindringer i Veien. 351

✂ Hans Anskuelse af Virkeligheden som den, der skal tilintetgjøres, finde vi ogsaa her oftere udtalt, saaledes f. Ex. ►Pag. 502: ►das Irdische 325muß als solches verzehrt werden, wenn wir erkennen sollen, wie das Ewige und Wesentliche darin gegenwärtig ist. Vi ville nu see, hvorvidt det da lykkes 👤Solger, at lade den høiere Virkelighed i Kunst og Poesi i Sandhed aabenbare sig, hvorvidt der efter 👤Solgers Opfattelse i Poesiens Verden bliver den sande Hvile. Vi ville anføre et Sted, hvor han omtaler vort Forhold til Poesien, ►Pag. 512: ►Prüfen wir uns endlich recht genau über das, was wir bei wahren tragischen oder komischen Meisterwerken empfinden, so leuchtet uns wohl ein, daß in beiden noch außer der dramatischen Form ein inneres Gemeinsameres ist. Der ganze Widerstreit zwischen dem Unvollkommenen im Menschen und seiner höheren Bestimmung fängt an, uns als etwas Nichtiges zu erscheinen, worin etwas ganz anderes zu walten scheint als 342 dieser Zwiespalt allein. Wir sehen die Helden irre werden an dem Edelsten und Schönsten in ihren Gesinnungen und Gefühlen, nicht blos in Rücksicht des Erfolgs, sondern auch ihrer Quelle und ihres Werthes, 421ja wir erheben uns an dem Untergange des Besten selbst, und nicht blos, indem wir uns daraus in eine unendliche Hoffnung flüchten. Und wiederum erfreut uns in der Komödie dieselbe Nichtigkeit der menschlichen Dinge, indem sie uns vorkommt wie das, worauf wir ein- für allemal angewiesen sind ... Jene Stimmung aber, worin die Widersprüche sich vernichten und doch eben dadurch das Wesentliche für uns enthalten, nennen wir die Ironie, oder im Komischen auch wohl Laune und Humor. Her viser det sig nu, hvorvidt den Negation, der tilintetgjør Virkeligheden, beroliges i en høiere Virkelighed. Vi opløftes 387ved det Bedstes Undergang, men denne Opløftelse er af saare negativ Art; det er Ironiens Opløftelse, der her danner sig i Lighed med den guddommelige Misundelse, der dog ikke er blot misundelig paa det Store og Fremragende, men ligesaa meget paa det Ringe og Ubetydelige, overhovedet misundelig paa Endeligheden. Naar det Store gaaer under i Verden, da er dette det Tragiske, men Poesien forsoner os med dette Tragiske, idet den viser os, at det er det Sande, der seirer. Deri ligger det Opløftende og det Opbyggende. Vi opløftes altsaa ikke ved, at det Store gaaer under, men vi forsones med dets Undergang derved, at det Sande seirer, og vi opløftes ved dettes Seier. Men naar jeg nu i Tragoedien blot seer 352 Heltens Undergang og opløftes derved, naar jeg i Tragoedien blot bliver de menneskelige Tings Intethed bevidst, naar Tragoedien glæder mig paa samme Maade som Comoedien, netop derved, at den viser mig det Stores 326Intethed, ligesom Comoedien det Ringes, saa er jo den høiere Virkelighed ikke kommen tilsyne. Ja ►Forfatteren synes her end ikke at ville lade den Stemning blive 343 tilbage, der ahner den høiere Virkelighed, thi han siger jo, at vi opløfte os ved det Bedstes Undergang, og det ikke blot, idet vi flygte ud deraf i et uendeligt Haab. Thi det Mere, der kan blive ved denne Udvanding i et uendeligt Haab, er hverken mere eller mindre end den Salighed, der ligger i, at Alt er gaaet under, det Øde og den Tomhed, hvori der visselig kun altfor meget er Ro.

✂ 422Sammenfatte vi nu, hvad her er udviklet angaaende 👤Solger, saa vil det vise sig, at hans Standpunkt var, som han selv har betegnet det, Ironi, kun at hans Ironi var af speculativ Natur. Hos ham er den ►uendelig absolute Negativitet et speculativt Moment, han har ►Negationens Negation, men dog er der et Slør for hans Øine, saa han ikke seer ►Affirmationen. Som bekjendt døde han tidlig. Om det vilde være lykkedes ham at gjennemføre den af ham med saa megen Energi grebne speculative Tanke, eller om ikke snarere hans Energi fortæredes i at gjøre Negationen gjeldende, det skal jeg her ikke afgjøre, mig tiltaler det imidlertid meest, at tænke mig 👤Solger som et Offer for 👤Hegels positive System.