↩ Sammenfatter jeg nu, hvad her er bleven udviklet om 👤Aristophanes' Skyer, saa troer jeg, at, idet man giver ►👤Rötscher Ret i at betegne 👤Socrates' Standpunkt som Subjectivitetens, man vil finde 👤Aristophanes' Opfattelse mere comisk sand og altsaa mere retfærdig1, ligesom ogsaa see sig 203 istand til at fjerne en Deel af de Vanskeligheder, der ellers vil blive i dette aristophaniske Stykke, hvis man nærmere bestemmer dette Standpunkt som Ironiens ɔ: ikke lader Subjectiviteten ►udvælde i sin Rigdom, men førend dette skeer lader den egoistisk afslutte sig i Ironi.
- Ogsaa 👤Hegel bemærker, efter at have viist, hvorledes den socratiske Dialectik veed at tilintetgjøre alle det Godes concrete Bestemmelser paa selve det Godes, som det tomme, indholdsløse Almindeliges Bekostning og ved Hjelp heraf, at det er 👤Aristophanes, der har opfattet 👤Socrates' Philosophi blot fra dens negative Side. ►📖 Geschichte der Phil. 2 B. Pag. 85. Men vist er det dog, at hvis der havde været en platonisk Positivitet i 👤Socrates, saa kan man ikke nægte, hvor megen Frihed man end vil indrømme den comiske Digter efter græske Begreber, at 👤Aristophanes dog har overskredet Grændsen, den Grændse, som det Comiske selv har, den Fordring, at det skal være comisk sandt. (tilbage)